Spring til indhold

Retsinformation

Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)

KEN nr 9853 af 30/12/2005Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet1. februar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tendenser i afgørelser efter

serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna

Margrethe Krusaa

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)

Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen ikke har

medtaget alle indsendte afgørelser i nærværende artikel.

Afgørelser som beror på en konkret vurdering eller afgørelser,

som Ankestyrelsen i øvrigt ikke har bemærkninger til, er således ikke

medtaget.

§ 29 – Tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsen har modtaget to sager fra samme nævn vedrørende

ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med kontrolbesøg på

sygehus

og/eller indlæggelse.

I den ene sag fandt nævnet ansøger berettiget til dækning af

tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sit

fravær fra arbejdet i forbindelse med datterens indlæggelse på J.F. Kennedy

Instituttet i 4 dage.

Nævnet fandt endvidere ansøger berettiget til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste til ledsagelse af datteren til 3 planlagte kontrolbesøg

senere på året.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde Føllings

Sygdom (PKU), hvilket indebar, at hun vedvarende skulle være i nøje

diætbehandling.

Nævnet fandt derved, ansøgers datter omfattet af personkredsen i

servicelovens § 29 om indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tilstedeværelse under

datterens indlæggelse var påkrævet af hensyn til information om lidelsen og

det

fremtidige behandlingsbehov.

Læs alt

Der var endvidere lagt vægt på, at indlæggelsen var nødvendig

som følge af datterens medfødte lidelse, og at Ankestyrelsen i SM O-22-92

havde

ydet tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et barns hospitalsophold ud

fra

lignende overvejelser.

Vedrørende afgørelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste i

forbindelse med ledsagelse til kontrolbesøg fandt nævnet ikke tilstrækkeligt

grundlag for i det konkrete tilfælde at fortolke målgruppen for hjælp efter

§ 29 snævrere i forbindelse med fravær til ambulante behandlinger, jf.

pkt. 109 i Vejledning om Sociale tilbud til børn og unge med handicap, end i

forbindelse med sygehusophold, jf. vejledningens pkt. 108.

Det blev oplyst, at nævnet var opmærksomt på, at det af den ikke

udtømmende opregning i vejledningens pkt. 96 fremgår, at målgruppen for hjælp

efter servicelovens § 29 i forbindelse med behandling og undersøgelse er

afgrænset til børn, som skal deltage i mange behandlinger eller

undersøgelser.

I den anden sag fandt nævnet ikke ansøger berettiget til tabt

arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sønnens 4

årlige kontrolbesøg på sygehuset.

Nævnet lagde vægt på, at sønnen havde diabetes, og at der ikke

var tale om mange behandlinger eller undersøgelser.

Ansøgers oplysning om, at ikke andre end forældrene kunne passe

barnet i forbindelse med sygdom af hensyn til dosering af insulin, fandtes

efter nævnets opfattelse ikke at kunne føre til et andet resultat.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ved ansøgninger om tabt

arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med

kontrolbesøg

på sygehus og/eller indlæggelse må foretages en konkret vurdering af barnets

lidelse sammenholdt med antallet af kontrolbesøg eller behandlingens omfang.

SM O-22-92 illustrerer, at der efter § 48, stk. 1, i den

dagældende bistandslov var mulighed for at yde tabt arbejdsfortjeneste i

forbindelse med et barns indlæggelse, der ikke var langvarig, men dog

nødvendig, såfremt ansøgers tilstedeværelse var tilrådet.

Ankestyrelsens udmelding i ovennævnte SM kan anvendes i forhold

til personer, der søger om tabt arbejdsfortjeneste til et barn, såfremt de

helbredsmæssige betingelser i servicelovens § 29 er opfyldt.

Der bør efter Ankestyrelsens opfattelse ikke i denne forbindelse

skelnes mellem om barnets ophold på sygehus er ambulant eller kræver en

egentlig indlæggelse.

Det er graden af opholdets vigtighed, sammenholdt med om denne

kræver ansøgers tilstedeværelse, der er afgørende.

Børn, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser vil

ofte være omfattet af målgruppen i servicelovens § 29, men dette

udelukker

ikke, at få kontrolbesøg eller en kortvarig indlæggelse efter en konkret

vurdering kan medføre støtte efter servicelovens § 29.

§ 77 - Ansættelsesforhold

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende en person med en

bevilget hjælpeordning efter servicelovens § 77, der afskedigede sin

hjælper.

Hjælperen anlagde herefter sag mod pågældende med påstand om

betaling af ca. 100.000 kr. Personen anmodede derefter kommunen om, at

kommunen

refunderede det beløb, som han eventuelt ville blive bedømt til at betale.

Nævnet fandt ikke, at der efter servicelovens § 77 var

mulighed for at tage stilling til det krav, der måtte være opstået i

forbindelse med personens afskedigelse af hjælperen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det krav på erstatning, der

var fremkommet beroede på den ansættelsesaftale, der var indgået mellem

parterne.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat

nærmere regler for ansættelsesforholdene for hjælpere til pleje, overvågning

og

ledsagelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en faglig

overenskomst for handicaphjælpere.

Det blev oplyst, at det som nævnet har kompetence til at tage

stilling til, er, om tilskuddet kan anses for at være udmålt i

overensstemmelse

med lovgivningen, således at klageren har mulighed for at ansætte hjælpere i

overensstemmelse med hensigten med bestemmelsen i servicelovens § 77.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse vedrører spørgsmålet om reguleringen af selve

ansættelsesforholdet.

Nævnets afgørelse er efter Ankestyrelsens opfattelse i

overensstemmelse med princippet i SM C-33-04, hvor Ankestyrelsen oplyste, at

lønaftalen mellem den handicappede og hjælperen er en privatretlig aftale og

ikke en afgørelse efter sociallovgivningen, der kan påklages.

De sociale klageinstanser kan derimod påse om det konkret

udmålte tilskud kan anses for at være i overensstemmelse med lovgivningen,

således at den handicappede har mulighed for at ansætte hjælpere, som det er

hensigten med bestemmelsen.

§ 83, stk. 3 – Tilberedning af kost

Ankestyrelsen har modtaget en sag, som blandt andet omhandlede

tilberedning af kost.

Ansøger var svært udviklingshæmmet med autistiske træk.

Endvidere havde han et synshandicap samt et funktionsniveau som en 1½ til

2-årig person. Dertil var der motoriske vanskeligheder samt nedsat

gangfunktion. Ansøger boede af disse årsager på en institution.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende tilberedningen

af kost til ansøger.

Nævnets afgørelse gik på, at ansøger på grund af sit psykiske

funktionsniveau ikke selv kan tilberede sin mad og at det således følger af

servicelovens § 82, stk. 3, at der i så fald kan opkræves et beløb for

tilberedningen af ansøgers mad.

Nævnet henviste til SM C-46-01.

Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at

servicelovens § 82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går forud for

anvendelsen af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har i to SM’er behandlet spørgsmålet om betaling

vedrørende tilberedning af mad.

I SM C-46-01 fandt vi, at der ikke kunne opkræves betaling for

personaleudgifter til madfremstilling fra udviklingshæmmede beboere i et

bofællesskab, da beboerne selv deltog i madfremstillingen med

socialpædagogisk

og praktisk hjælp fra personalet. Der var ikke tale om en ydelse der blev

leveret fra andre.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om betaling for

madserviceordninger forudsætter at maden produceres/tilberedes uden

deltagelse

fra modtageren.

Endvidere har Ankestyrelsen i indeværende år truffet en

afgørelse, som foretager en negativ afgrænsning, idet vi i SM C-43-05 fandt,

at

der kunne opkræves betaling for personaleudgifter til madfremstillingen til

en

udviklingshæmmet beboer i et bofællesskab, da manden ikke selv kunne deltage

i

madfremstillingen.

Ankestyrelsen har således to afgørelse på dette område, der

begge belyser, i hvilke situationer, der kan kræves betaling for tilberedning

af mad.

Ankestyrelsen finder derfor, at dette område er tilstrækkeligt

afklaret og har følgelig ikke yderligere bemærkninger til afgørelsen, som i

øvrigt synes at være i overensstemmelse med vores praksis.

Til nævnets bemærkning om, at servicelovens § 82, stk. 3 er

en specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen af servicelovens

§ 84

om nødvendige merudgifter skal vi bemærke, at vi ikke har noget praksis om

dette.

§ 84 - Renter

Ankestyrelsen har modtaget en sag om, hvorvidt det er muligt at

blive tilkendt renter i forbindelse med en ydelse bevilget efter

servicelovens

§ 84.

I sagen traf en kommune afgørelse om, at en ansøger var

berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til vask, øget tøjforbrug

samt

hjælp til merudgifter til diæt med tilbagevirkende kraft fra ansøgers fyldte

18. år.

Kommunen havde blandt andet lagt vægt på, at ansøger fejlagtigt

ikke var blevet vejledt korrekt ved det fyldte 18. år vedrørende merudgifter

til personer med cystisk fibrose.

Beløbet var således et forholdsvis stort beløb og ansøger

klagede, idet hun mente sig berettiget til renter af beløbet.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat

regler om forrentning af beløb, som kommunen udbetaler for sent som hjælp til

merudgifter i henhold til servicelovens § 84.

Nævnet fandt således ikke, at der var hjemmel til at pålægge

kommunen at forrente efterbetalingen.

Nævnet gjorde opmærksom på, at nævnet ikke havde stilling til,

hvorvidt ansøger eventuelt havde ret til renter efter renteloven eller efter

almindelige retsgrundsætninger, da dette spørgsmål ville henhøre under

domstolene.

Samtidig henviste nævnet til SM M-2-03.

Ankestyrelsens bemærkninger

I SM M-2-03 fandt Ankestyrelsen, at der ikke i boligstøtteloven

var hjemmel til at pålægge en kommune at betale renter af efterbetalt

boligydelse.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen kun kunne

pålægges at forrente efterbetalingen af boligydelse, hvis der var hjemmel

dertil i loven.

Ankestyrelsen fandt, at det betød, at det skulle fremgå af

lovgivningen, at der kunne kræves renter af pengekravet.

Spørgsmålet om renter efter renteloven eller efter almindelige

retsgrundsætninger hørte således under domstolene.

Hvorvidt der kan tilkendes renter i forbindelse med en ydelse

bevilget efter serviceloven må således afhænge af, om det af serviceloven

fremgår, at der kan kræves renter af kravet.

Principperne i SM M-2-03 kan følgelig overføres til andre

lovområder inden for den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende netop renter og

serviceloven.

§ 84 - Funktionsevnemetoden

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002

om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som

grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens

bestemmelser.

Ankestyrelsen har modtaget en sag, hvor en kommune i forbindelse

med en ansøgning om merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 ikke havde

anvendt funktionsevnemetoden, idet kommunen havde afslået ansøgningen uden at

indkalde borgeren til en samtale.

Nævnet fandt, at der herved var svigtet en væsentlig garanti for

afgørelsens rigtighed og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og

afgørelse.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvorefter

bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunen behandler sager om dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens

§ 84.

Kommunen havde ikke oplyst, at den umiddelbart vurderede, at

ansøgers funktionsnedsættelse var ubetydelig, således at kommunen kunne

beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen efter § 2, stk. 1, 2. pkt.

Derudover havde nævnet i øvrigt forstået ansøgers bemærkninger i

klagen således, at metoden i bekendtgørelsen ønskedes anvendt.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, sidste

punkt, hvorefter metoden altid skal anvendes i tilfælde, hvor borgeren ønsker

det.

Nævnet oplyste, at der med nævnets afgørelse ikke var taget

stilling til, om ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens

§ 84 eller om betingelserne i øvrigt for at yde merudgiftsdækning til de

ansøgte udgifter var opfyldt.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse synes i overensstemmelse med Ankestyrelsens

efterfølgende praksis på området.

Ankestyrelsen har i SM C-37-05 og SM C-40-05 udtalt sig om

bekendtgørelsens anvendelse ved vurdering af funktionsevnen i forbindelse med

ansøgning om støtte efter servicelovens § 84.

Det fremgår af SM C-40-05, at der ved ansøgning om tilskud til

dækning af nødvendige merudgifter skal fremsendes et samtaleskema til

ansøgeren, med mindre kommunen vurderer, at ansøgerens funktionsnedsættelse

er

ubetydelig, og dette bestyrkes af ansøgeren.

Kommunen havde vurderet, at ansøgerens funktionsevnenedsættelse

var ubetydelig. Ansøgeren ønskede imidlertid en vurdering af sin

funktionsevne.

Det blev derfor anset for en væsentlig mangel, at samtaleskemaet

ikke var benyttet, og kommunens afgørelse var derfor ugyldig.

I SM C-37-05 har Ankestyrelsen fastslået, at bekendtgørelsen om

metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som

grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens

bestemmelser også skal benyttes i forbindelse med vurderingen af

funktionsevnen

hos insulinkrævende diabetikere.

Begrundelsen er, at insulinkrævende diabetikere som følge af den

varige funktionsnedsættelse er omfattet af personkredsen i bestemmelsen om

merudgiftsydelse, og at insulinkrævende diabetikere efter en konkret

vurdering

kan have brug for yderligere nødvendige merudgifter end insulin og diætkost.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der som følge af de

forholdsvis nye regler om funktionsevnemetodens anvendelse kan være behov for

Ankestyrelsens yderligere udmeldinger på området.

Vi har derfor for nyligt antaget endnu en sag, der omhandler

hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.

Sagen er antaget til belysning af kravene til kommunens

sagsbehandling, herunder særligt anvendelsen af funktionsevnemetoden.

§ 97 - Hjælpemiddel

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende et taleprogram til

en mobiltelefon.

En ung person, som blev betegnet som værende stærkt svagsynet,

havde indgivet ansøgning om økonomisk støtte til henholdsvis en mobiltelefon

og

et taleprogram.

Både kommunen og nævnet fandt, at en mobiltelefon er et

forbrugsgode, der kan anses for værende sædvanligt indbo og som der således

ikke kan ydes støtte til. Der blev henvist til SM C-59-01.

Angående taleprogrammet fandt kommunen, at aflytning af sms’er

ikke er noget, der i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet

og

gav følgelig afslag derpå.

Nævnet derimod fandt, at taleprogrammet i væsentlig grad ville

kunne afhjælpe de varige følger af personens nedsatte funktionsevne.

Nævnet havde blandt andet lagt vægt på unge menneskers generelt

hyppige brug af sms-funktionen sammenholdt med den konkret foreliggende

beskrivelse af omfanget og arten af personens kontakt med andre mennesker ved

hjælp af sms-beskeder.

Det fremgik af sagen, at personen havde en betydelig aktivitet

inden for sportsudøvelse (atletik) og at han i den forbindelse ugentlig

modtog

ca. 100 sms-beskeder fra blandt andre blinde/svagtseende over hele landet

samt

venner i Norge og på Færøerne grundet hans sport.

Endvidere havde nævnet fundet en bevilling bedst stemmende med

formålsbeskrivelsen i servicelovens § 1.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan i denne forbindelse gøre opmærksom på, at vi i

SM C-46-05 fandt, at en blind mand ikke var berettiget til hjælp til et

taleprogram til en mobiltelefon som hjælpemiddel efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt ikke, at taleprogrammet i væsentlig grad

yderligere ville afhjælpe følgerne af mandens synshandicap eller lette hans

daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at manden ikke havde

sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov,

der forudsattes at foregå via sms-beskeder.

Det er imidlertid vigtigt at understrege forskellene mellem

disse to sager.

I nævnets sag var der tale om en ung person med et betydeligt

kommunikationsbehov via sms grundet hans sportsudøvelse, mens der i

Ankestyrelsens SM var tale om en lidt ældre person, der netop ikke havde

sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov,

som ikke kunne dækkes ved øvrige bevilgede hjælpemidler.

Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på lignende sager med

henblik på antagelse for at få en positiv afgræsning af, hvornår en person

kan

være berettiget til et taleprogram til en mobiltelefon.

§ 109 e, stk. 1, nr. 4 - Personskade

Ankestyrelsen har modtaget en sag om magtanvendelse.

Nævnet fandt ved afgørelse af sagen, at mønstret med at

vedkommende afbrød den medicinske behandling under ophold i eget hjem, betød,

at han udsatte sig selv for væsentlig psykisk personskade, idet han herved

faldt tilbage i svær psykotisk tilstand.

Nævnets lægekonsulent udtalte, at langvarig svær psykose over

tid kunne anses for at forringe behandlingsmulighederne og dermed fastholde

patienten i svær psykotisk tilstand, hvilket kunne opfattes som en

personskade.

Det fremgik samtidig af sagens oplysninger, at nævnet var

bevidst om, at lovgiver formentlig havde tænkt på fysiske personskader og

ikke

psykiske personskader.

Endvidere fremgik det, at nævnet havde lagt vægt på, at

Ankestyrelsen i SM C-22-00 blandt andet havde lagt vægt på, at der ikke var

problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.

Nævnet fandt, at der netop i denne sag var problemer med

medicineringen og at der på denne baggrund kunne ske flytning uden samtykke.

Ankestyrelsens bemærkninger

En af betingelserne for at iværksætte flytning uden samtykke er

efter servicelovens § 109 e, stk. 1, nr. 4, at vedkommende udsætter sig

selv for at lide væsentlig personskade.

Efter Ankestyrelsens praksis menes der med personskade fysisk

personskade. Der skal således meget til, førend betingelsen i § 109 e,

stk. 1, nr. 4 anses for opfyldt.

I SM C-49-01 fandt Ankestyrelsen eksempelvis, at betingelserne

for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ikke var opfyldt for en

82-årig kvinde, som havde følger efter lettere demens og hjerneblødning i

form

af en særdeles svingende psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det kunne anses for

tilstrækkeligt dokumenteret, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af

sine

handlinger og ville udsætte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive

i

egen bolig og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.

Ankestyrelsen skal endvidere henvise til SM C-22-00, hvor

Ankestyrelsen ikke fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt

botilbud

uden samtykke var opfyldt for en 48-årig kvinde, der led af skizofreni siden

1971/72, og som siden 1972 havde været indlagt 17 gange på psykiatrisk afd.,

og

som manglede hygiejne omkring mad og af sine omgivelser samt indtog fordærvet

mad.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der ikke var

beskrevet indlæggelser på grund af madforgiftninger, og at der ikke var

problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.

I sagen fra nævnet, havde nævnet netop lagt vægt på, at der var

problemer med medicineringen.

Ankestyrelsen har ingen praksis, hvor der alene er lagt vægt på

den psykiske personskade der vil kunne forekomme, såfremt flytning uden

samtykke ikke finder sted.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter