Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Tendenser i afgørelser efter
serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna
Margrethe Krusaa
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)
Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen ikke har
medtaget alle indsendte afgørelser i nærværende artikel.
Afgørelser som beror på en konkret vurdering eller afgørelser,
som Ankestyrelsen i øvrigt ikke har bemærkninger til, er således ikke
medtaget.
§ 29 – Tabt arbejdsfortjeneste
Ankestyrelsen har modtaget to sager fra samme nævn vedrørende
ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med kontrolbesøg på
sygehus
og/eller indlæggelse.
I den ene sag fandt nævnet ansøger berettiget til dækning af
tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sit
fravær fra arbejdet i forbindelse med datterens indlæggelse på J.F. Kennedy
Instituttet i 4 dage.
Nævnet fandt endvidere ansøger berettiget til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste til ledsagelse af datteren til 3 planlagte kontrolbesøg
senere på året.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde Føllings
Sygdom (PKU), hvilket indebar, at hun vedvarende skulle være i nøje
diætbehandling.
Nævnet fandt derved, ansøgers datter omfattet af personkredsen i
servicelovens § 29 om indgribende kronisk eller langvarig lidelse.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tilstedeværelse under
datterens indlæggelse var påkrævet af hensyn til information om lidelsen og
det
fremtidige behandlingsbehov.
Læs alt
Der var endvidere lagt vægt på, at indlæggelsen var nødvendig
som følge af datterens medfødte lidelse, og at Ankestyrelsen i SM O-22-92
havde
ydet tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et barns hospitalsophold ud
fra
lignende overvejelser.
Vedrørende afgørelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste i
forbindelse med ledsagelse til kontrolbesøg fandt nævnet ikke tilstrækkeligt
grundlag for i det konkrete tilfælde at fortolke målgruppen for hjælp efter
§ 29 snævrere i forbindelse med fravær til ambulante behandlinger, jf.
pkt. 109 i Vejledning om Sociale tilbud til børn og unge med handicap, end i
forbindelse med sygehusophold, jf. vejledningens pkt. 108.
Det blev oplyst, at nævnet var opmærksomt på, at det af den ikke
udtømmende opregning i vejledningens pkt. 96 fremgår, at målgruppen for hjælp
efter servicelovens § 29 i forbindelse med behandling og undersøgelse er
afgrænset til børn, som skal deltage i mange behandlinger eller
undersøgelser.
I den anden sag fandt nævnet ikke ansøger berettiget til tabt
arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sønnens 4
årlige kontrolbesøg på sygehuset.
Nævnet lagde vægt på, at sønnen havde diabetes, og at der ikke
var tale om mange behandlinger eller undersøgelser.
Ansøgers oplysning om, at ikke andre end forældrene kunne passe
barnet i forbindelse med sygdom af hensyn til dosering af insulin, fandtes
efter nævnets opfattelse ikke at kunne føre til et andet resultat.
Ankestyrelsens bemærkninger
Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ved ansøgninger om tabt
arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med
kontrolbesøg
på sygehus og/eller indlæggelse må foretages en konkret vurdering af barnets
lidelse sammenholdt med antallet af kontrolbesøg eller behandlingens omfang.
SM O-22-92 illustrerer, at der efter § 48, stk. 1, i den
dagældende bistandslov var mulighed for at yde tabt arbejdsfortjeneste i
forbindelse med et barns indlæggelse, der ikke var langvarig, men dog
nødvendig, såfremt ansøgers tilstedeværelse var tilrådet.
Ankestyrelsens udmelding i ovennævnte SM kan anvendes i forhold
til personer, der søger om tabt arbejdsfortjeneste til et barn, såfremt de
helbredsmæssige betingelser i servicelovens § 29 er opfyldt.
Der bør efter Ankestyrelsens opfattelse ikke i denne forbindelse
skelnes mellem om barnets ophold på sygehus er ambulant eller kræver en
egentlig indlæggelse.
Det er graden af opholdets vigtighed, sammenholdt med om denne
kræver ansøgers tilstedeværelse, der er afgørende.
Børn, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser vil
ofte være omfattet af målgruppen i servicelovens § 29, men dette
udelukker
ikke, at få kontrolbesøg eller en kortvarig indlæggelse efter en konkret
vurdering kan medføre støtte efter servicelovens § 29.
§ 77 - Ansættelsesforhold
Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende en person med en
bevilget hjælpeordning efter servicelovens § 77, der afskedigede sin
hjælper.
Hjælperen anlagde herefter sag mod pågældende med påstand om
betaling af ca. 100.000 kr. Personen anmodede derefter kommunen om, at
kommunen
refunderede det beløb, som han eventuelt ville blive bedømt til at betale.
Nævnet fandt ikke, at der efter servicelovens § 77 var
mulighed for at tage stilling til det krav, der måtte være opstået i
forbindelse med personens afskedigelse af hjælperen.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det krav på erstatning, der
var fremkommet beroede på den ansættelsesaftale, der var indgået mellem
parterne.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat
nærmere regler for ansættelsesforholdene for hjælpere til pleje, overvågning
og
ledsagelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en faglig
overenskomst for handicaphjælpere.
Det blev oplyst, at det som nævnet har kompetence til at tage
stilling til, er, om tilskuddet kan anses for at være udmålt i
overensstemmelse
med lovgivningen, således at klageren har mulighed for at ansætte hjælpere i
overensstemmelse med hensigten med bestemmelsen i servicelovens § 77.
Ankestyrelsens bemærkninger
Nævnets afgørelse vedrører spørgsmålet om reguleringen af selve
ansættelsesforholdet.
Nævnets afgørelse er efter Ankestyrelsens opfattelse i
overensstemmelse med princippet i SM C-33-04, hvor Ankestyrelsen oplyste, at
lønaftalen mellem den handicappede og hjælperen er en privatretlig aftale og
ikke en afgørelse efter sociallovgivningen, der kan påklages.
De sociale klageinstanser kan derimod påse om det konkret
udmålte tilskud kan anses for at være i overensstemmelse med lovgivningen,
således at den handicappede har mulighed for at ansætte hjælpere, som det er
hensigten med bestemmelsen.
§ 83, stk. 3 – Tilberedning af kost
Ankestyrelsen har modtaget en sag, som blandt andet omhandlede
tilberedning af kost.
Ansøger var svært udviklingshæmmet med autistiske træk.
Endvidere havde han et synshandicap samt et funktionsniveau som en 1½ til
2-årig person. Dertil var der motoriske vanskeligheder samt nedsat
gangfunktion. Ansøger boede af disse årsager på en institution.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende tilberedningen
af kost til ansøger.
Nævnets afgørelse gik på, at ansøger på grund af sit psykiske
funktionsniveau ikke selv kan tilberede sin mad og at det således følger af
servicelovens § 82, stk. 3, at der i så fald kan opkræves et beløb for
tilberedningen af ansøgers mad.
Nævnet henviste til SM C-46-01.
Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at
servicelovens § 82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går forud for
anvendelsen af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har i to SM’er behandlet spørgsmålet om betaling
vedrørende tilberedning af mad.
I SM C-46-01 fandt vi, at der ikke kunne opkræves betaling for
personaleudgifter til madfremstilling fra udviklingshæmmede beboere i et
bofællesskab, da beboerne selv deltog i madfremstillingen med
socialpædagogisk
og praktisk hjælp fra personalet. Der var ikke tale om en ydelse der blev
leveret fra andre.
Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om betaling for
madserviceordninger forudsætter at maden produceres/tilberedes uden
deltagelse
fra modtageren.
Endvidere har Ankestyrelsen i indeværende år truffet en
afgørelse, som foretager en negativ afgrænsning, idet vi i SM C-43-05 fandt,
at
der kunne opkræves betaling for personaleudgifter til madfremstillingen til
en
udviklingshæmmet beboer i et bofællesskab, da manden ikke selv kunne deltage
i
madfremstillingen.
Ankestyrelsen har således to afgørelse på dette område, der
begge belyser, i hvilke situationer, der kan kræves betaling for tilberedning
af mad.
Ankestyrelsen finder derfor, at dette område er tilstrækkeligt
afklaret og har følgelig ikke yderligere bemærkninger til afgørelsen, som i
øvrigt synes at være i overensstemmelse med vores praksis.
Til nævnets bemærkning om, at servicelovens § 82, stk. 3 er
en specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen af servicelovens
§ 84
om nødvendige merudgifter skal vi bemærke, at vi ikke har noget praksis om
dette.
§ 84 - Renter
Ankestyrelsen har modtaget en sag om, hvorvidt det er muligt at
blive tilkendt renter i forbindelse med en ydelse bevilget efter
servicelovens
§ 84.
I sagen traf en kommune afgørelse om, at en ansøger var
berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til vask, øget tøjforbrug
samt
hjælp til merudgifter til diæt med tilbagevirkende kraft fra ansøgers fyldte
18. år.
Kommunen havde blandt andet lagt vægt på, at ansøger fejlagtigt
ikke var blevet vejledt korrekt ved det fyldte 18. år vedrørende merudgifter
til personer med cystisk fibrose.
Beløbet var således et forholdsvis stort beløb og ansøger
klagede, idet hun mente sig berettiget til renter af beløbet.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat
regler om forrentning af beløb, som kommunen udbetaler for sent som hjælp til
merudgifter i henhold til servicelovens § 84.
Nævnet fandt således ikke, at der var hjemmel til at pålægge
kommunen at forrente efterbetalingen.
Nævnet gjorde opmærksom på, at nævnet ikke havde stilling til,
hvorvidt ansøger eventuelt havde ret til renter efter renteloven eller efter
almindelige retsgrundsætninger, da dette spørgsmål ville henhøre under
domstolene.
Samtidig henviste nævnet til SM M-2-03.
Ankestyrelsens bemærkninger
I SM M-2-03 fandt Ankestyrelsen, at der ikke i boligstøtteloven
var hjemmel til at pålægge en kommune at betale renter af efterbetalt
boligydelse.
Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen kun kunne
pålægges at forrente efterbetalingen af boligydelse, hvis der var hjemmel
dertil i loven.
Ankestyrelsen fandt, at det betød, at det skulle fremgå af
lovgivningen, at der kunne kræves renter af pengekravet.
Spørgsmålet om renter efter renteloven eller efter almindelige
retsgrundsætninger hørte således under domstolene.
Hvorvidt der kan tilkendes renter i forbindelse med en ydelse
bevilget efter serviceloven må således afhænge af, om det af serviceloven
fremgår, at der kan kræves renter af kravet.
Principperne i SM M-2-03 kan følgelig overføres til andre
lovområder inden for den sociale lovgivning.
Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende netop renter og
serviceloven.
§ 84 - Funktionsevnemetoden
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002
om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som
grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens
bestemmelser.
Ankestyrelsen har modtaget en sag, hvor en kommune i forbindelse
med en ansøgning om merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 ikke havde
anvendt funktionsevnemetoden, idet kommunen havde afslået ansøgningen uden at
indkalde borgeren til en samtale.
Nævnet fandt, at der herved var svigtet en væsentlig garanti for
afgørelsens rigtighed og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og
afgørelse.
Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvorefter
bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunen behandler sager om dækning af
nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens
§ 84.
Kommunen havde ikke oplyst, at den umiddelbart vurderede, at
ansøgers funktionsnedsættelse var ubetydelig, således at kommunen kunne
beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen efter § 2, stk. 1, 2. pkt.
Derudover havde nævnet i øvrigt forstået ansøgers bemærkninger i
klagen således, at metoden i bekendtgørelsen ønskedes anvendt.
Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, sidste
punkt, hvorefter metoden altid skal anvendes i tilfælde, hvor borgeren ønsker
det.
Nævnet oplyste, at der med nævnets afgørelse ikke var taget
stilling til, om ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens
§ 84 eller om betingelserne i øvrigt for at yde merudgiftsdækning til de
ansøgte udgifter var opfyldt.
Ankestyrelsens bemærkninger
Nævnets afgørelse synes i overensstemmelse med Ankestyrelsens
efterfølgende praksis på området.
Ankestyrelsen har i SM C-37-05 og SM C-40-05 udtalt sig om
bekendtgørelsens anvendelse ved vurdering af funktionsevnen i forbindelse med
ansøgning om støtte efter servicelovens § 84.
Det fremgår af SM C-40-05, at der ved ansøgning om tilskud til
dækning af nødvendige merudgifter skal fremsendes et samtaleskema til
ansøgeren, med mindre kommunen vurderer, at ansøgerens funktionsnedsættelse
er
ubetydelig, og dette bestyrkes af ansøgeren.
Kommunen havde vurderet, at ansøgerens funktionsevnenedsættelse
var ubetydelig. Ansøgeren ønskede imidlertid en vurdering af sin
funktionsevne.
Det blev derfor anset for en væsentlig mangel, at samtaleskemaet
ikke var benyttet, og kommunens afgørelse var derfor ugyldig.
I SM C-37-05 har Ankestyrelsen fastslået, at bekendtgørelsen om
metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som
grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens
bestemmelser også skal benyttes i forbindelse med vurderingen af
funktionsevnen
hos insulinkrævende diabetikere.
Begrundelsen er, at insulinkrævende diabetikere som følge af den
varige funktionsnedsættelse er omfattet af personkredsen i bestemmelsen om
merudgiftsydelse, og at insulinkrævende diabetikere efter en konkret
vurdering
kan have brug for yderligere nødvendige merudgifter end insulin og diætkost.
Ankestyrelsen er opmærksom på, at der som følge af de
forholdsvis nye regler om funktionsevnemetodens anvendelse kan være behov for
Ankestyrelsens yderligere udmeldinger på området.
Vi har derfor for nyligt antaget endnu en sag, der omhandler
hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.
Sagen er antaget til belysning af kravene til kommunens
sagsbehandling, herunder særligt anvendelsen af funktionsevnemetoden.
§ 97 - Hjælpemiddel
Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende et taleprogram til
en mobiltelefon.
En ung person, som blev betegnet som værende stærkt svagsynet,
havde indgivet ansøgning om økonomisk støtte til henholdsvis en mobiltelefon
og
et taleprogram.
Både kommunen og nævnet fandt, at en mobiltelefon er et
forbrugsgode, der kan anses for værende sædvanligt indbo og som der således
ikke kan ydes støtte til. Der blev henvist til SM C-59-01.
Angående taleprogrammet fandt kommunen, at aflytning af sms’er
ikke er noget, der i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet
og
gav følgelig afslag derpå.
Nævnet derimod fandt, at taleprogrammet i væsentlig grad ville
kunne afhjælpe de varige følger af personens nedsatte funktionsevne.
Nævnet havde blandt andet lagt vægt på unge menneskers generelt
hyppige brug af sms-funktionen sammenholdt med den konkret foreliggende
beskrivelse af omfanget og arten af personens kontakt med andre mennesker ved
hjælp af sms-beskeder.
Det fremgik af sagen, at personen havde en betydelig aktivitet
inden for sportsudøvelse (atletik) og at han i den forbindelse ugentlig
modtog
ca. 100 sms-beskeder fra blandt andre blinde/svagtseende over hele landet
samt
venner i Norge og på Færøerne grundet hans sport.
Endvidere havde nævnet fundet en bevilling bedst stemmende med
formålsbeskrivelsen i servicelovens § 1.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen kan i denne forbindelse gøre opmærksom på, at vi i
SM C-46-05 fandt, at en blind mand ikke var berettiget til hjælp til et
taleprogram til en mobiltelefon som hjælpemiddel efter serviceloven.
Ankestyrelsen fandt ikke, at taleprogrammet i væsentlig grad
yderligere ville afhjælpe følgerne af mandens synshandicap eller lette hans
daglige tilværelse.
Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at manden ikke havde
sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov,
der forudsattes at foregå via sms-beskeder.
Det er imidlertid vigtigt at understrege forskellene mellem
disse to sager.
I nævnets sag var der tale om en ung person med et betydeligt
kommunikationsbehov via sms grundet hans sportsudøvelse, mens der i
Ankestyrelsens SM var tale om en lidt ældre person, der netop ikke havde
sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov,
som ikke kunne dækkes ved øvrige bevilgede hjælpemidler.
Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på lignende sager med
henblik på antagelse for at få en positiv afgræsning af, hvornår en person
kan
være berettiget til et taleprogram til en mobiltelefon.
§ 109 e, stk. 1, nr. 4 - Personskade
Ankestyrelsen har modtaget en sag om magtanvendelse.
Nævnet fandt ved afgørelse af sagen, at mønstret med at
vedkommende afbrød den medicinske behandling under ophold i eget hjem, betød,
at han udsatte sig selv for væsentlig psykisk personskade, idet han herved
faldt tilbage i svær psykotisk tilstand.
Nævnets lægekonsulent udtalte, at langvarig svær psykose over
tid kunne anses for at forringe behandlingsmulighederne og dermed fastholde
patienten i svær psykotisk tilstand, hvilket kunne opfattes som en
personskade.
Det fremgik samtidig af sagens oplysninger, at nævnet var
bevidst om, at lovgiver formentlig havde tænkt på fysiske personskader og
ikke
psykiske personskader.
Endvidere fremgik det, at nævnet havde lagt vægt på, at
Ankestyrelsen i SM C-22-00 blandt andet havde lagt vægt på, at der ikke var
problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.
Nævnet fandt, at der netop i denne sag var problemer med
medicineringen og at der på denne baggrund kunne ske flytning uden samtykke.
Ankestyrelsens bemærkninger
En af betingelserne for at iværksætte flytning uden samtykke er
efter servicelovens § 109 e, stk. 1, nr. 4, at vedkommende udsætter sig
selv for at lide væsentlig personskade.
Efter Ankestyrelsens praksis menes der med personskade fysisk
personskade. Der skal således meget til, førend betingelsen i § 109 e,
stk. 1, nr. 4 anses for opfyldt.
I SM C-49-01 fandt Ankestyrelsen eksempelvis, at betingelserne
for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ikke var opfyldt for en
82-årig kvinde, som havde følger efter lettere demens og hjerneblødning i
form
af en særdeles svingende psykisk funktionsevne.
Ankestyrelsen fandt således ikke, at det kunne anses for
tilstrækkeligt dokumenteret, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af
sine
handlinger og ville udsætte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive
i
egen bolig og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.
Ankestyrelsen skal endvidere henvise til SM C-22-00, hvor
Ankestyrelsen ikke fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt
botilbud
uden samtykke var opfyldt for en 48-årig kvinde, der led af skizofreni siden
1971/72, og som siden 1972 havde været indlagt 17 gange på psykiatrisk afd.,
og
som manglede hygiejne omkring mad og af sine omgivelser samt indtog fordærvet
mad.
Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der ikke var
beskrevet indlæggelser på grund af madforgiftninger, og at der ikke var
problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.
I sagen fra nævnet, havde nævnet netop lagt vægt på, at der var
problemer med medicineringen.
Ankestyrelsen har ingen praksis, hvor der alene er lagt vægt på
den psykiske personskade der vil kunne forekomme, såfremt flytning uden
samtykke ikke finder sted.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ankestyrelsens principafgørelse 9-16 om botilbud - midlertidigt - ophør - magtanvendelse - flytning uden samtykke - økonomisk vægtning Retsinformation · 18. marts 2016
- Alvorlig kritik af kommunes brug af AI i ældreplejen Datatilsynet · 30. oktober 2026
- Ankestyrelsens principafgørelse C-13-00 om ganske særlige forhold - midlertidigt ophold i udlandet - dannelsesrejse - bevarelse af hjælpeordning Retsinformation · 12. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse 27-17 om kontant tilskud - nærtstående - serviceniveau Retsinformation · 3. maj 2017
- Ankestyrelsens principafgørelse C-31-05 om cystisk fibrose - medicin m.m - merudgifter til voksne Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principmeddelelse 84-19 om merudgifter - personkreds Retsinformation · 14. december 2019
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af kontorchef Lone Adler, Ankestyrelsen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2007) Retsinformation · 11. oktober 2007
- Nyt fra Ankestyrelsen tendenser i indsendte afgørelser efter serviceloven af fuldmægtig Inge Henriksen Retsinformation · 29. august 2001
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Inge Henriksen Retsinformation · 11. november 2002
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen Retsinformation · 29. april 2004
- Nyt fra Ankestyrelsen - beregningsgrundlaget ved hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste - af fuldmægtig Lene Mathiesen Retsinformation · 11. november 2002