Spring til indhold

Retsinformation

Sommerhuskommuners forpligtelse til at yde hjælp - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)

KEN nr 9484 af 31/08/2003Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet9. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Sommerhuskommuners

forpligtelse til at yde hjælp - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen

(Nyt fra

Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)

Spørgsmålene vedrører som regel forståelsen af SM R-3-00, SM

R-4-00 og SM R-6-02.

Disse SM’ere omhandler alle sommerhuskommuners

handleforpligtelse efter retssikkerhedslovens § 9.

Sagt i korthed indebærer de, at sommerhuskommuner er forpligtede

til at yde hjemmehjælp efter serviceloven, mens hjælp i form af eksempelvis

hjælpemidler skal ydes af den faste opholdskommune.

Dette, at sommerhuskommuner er forpligtet til at yde

hjemmehjælp, hviler på en praksis, der i hvert fald går 20 år tilbage. Der er

ikke i øjeblikket en tilsvarende praksis vedrørende andre ydelser.

Flere kommuner har i den forbindelse stillet spørgsmålstegn ved

om det betyder, at sommerhuskommunen i visse tilfælde alligevel er forpligtet

til eksempelvis at stille plejesenge til rådighed, idet kommunerne

argumenterer

med, at uden plejesengen kan hjemmehjælpen ikke udføre arbejdet på forsvarlig

vis.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at Ankestyrelsens

kompetence ikke vedrører arbejdsmiljølovgivningen eller lignende regelsæt,

der

regulerer hvilke arbejdsforhold eksempelvis hjemmehjælpere må arbejde under.

Ankestyrelsen kan derfor ikke bistå kommunerne med at tage

stilling til i hvilke tilfælde sommerhuskommunen som arbejdsgiver for

hjemmehjælperne er forpligtet til at stille arbejdsredskaber såsom plejesenge

til rådighed.

Det er som forudsætning lagt til grund ved både SM R-4-00 og SM

R-6-02, at plejesengene var ydet efter servicelovens § 97, hvilket bl.a.

Læs alt

vil sige, at hjælpen var ydet med henblik på at kompensere for borgerens

nedsatte funktionsevne.

Sagerne var alene antaget til belysning af, om hjælpemidlet

skulle ydes af sommerhuskommunen eller den faste opholdskommune.

Endvidere har nogle kommuner været i tvivl om, hvorvidt disse

SM’ere har betydning for vurderingen af, hvorvidt konkrete borgere har

ret til

(også ekstra) hjælpemidler under opholdet i sommerhuset.

De pågældende SM’ere har ingen relevans for dette spørgsmål, der

alene skal løses efter servicelovens § 97, hjælpemiddelbekendtgørelsen

m.m. Det vil dog under alle omstændigheder være den faste opholdskommunes

forpligtelse at tage stilling til hjælp i sådanne situationer.

Endelig har der været henvendelser om, hvordan den faste

opholdskommune rent praktisk skal løse opgaverne. Problemet er, at det ikke

er

hensigtsmæssigt at sende hjælpemidler over store afstande.

Ankestyrelsen har ikke konkret forholdt sig til denne

problemstilling, men vi er umiddelbart af den opfattelse, at det ikke vil

give

anledning til problemer, hvis kommunerne låner sig frem hos hinanden.

Det har været foreslået, at borgerne kunne betale for

transporten. Ankestyrelsen har ikke taget stilling hertil.

Kompensationsprincippet indebærer imidlertid, at personer med

handicap ikke selv skal dække merudgifter, der er en følge af den nedsatte

funktionsevne, så en sådan løsningsmodel vil formentlig ikke kunne anvendes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter