Spring til indhold

Retsinformation

Mellemkommunal refusion ved ophold i plejeboliger - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)

KEN nr 9485 af 31/08/2003Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet9. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Mellemkommunal

refusion ved ophold i plejeboliger - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen

(Nyt fra

Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)

Ankestyrelsen modtog i sommeren og efteråret 2002 i alt 4 sager,

der rejste spørgsmålet om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, når

en

borger havde udnyttet den ret, som fremgik af den dagældende § 63, stk.

1

i almenboligloven, til at flytte på grund af særlige forhold. De pågældende

borgere havde herigennem fået ophold i en plejebolig i en anden kommune, der

blev borgernes nye opholdskommune.

Der var i sagerne enighed om, at den ny opholdskommune var

berettiget til refusion fra den tidligere opholdskommune i henhold til

dagældende § 9a, stk. 2 i retssikkerheds-loven. Uenigheden gik på hvilke

typer udgifter refusionskravet omfattede.

Den ene afgørelse er udsendt som SM R-2-03, hvortil der

henvises. Som det fremgår at SM R-2-03 er grundlaget for refusionskravets

omfang ikke nærmere reguleret.

Kommunerne i de 4 sager opgjorde deres krav på vidt forskellig

måde, og kravets størrelse varierede udover, hvad forskelle i serviceniveauet

formentlig tilsagde.

Definitionen på plejeboliger fremgår af almenboliglovens

§ 5, stk. 2, hvorefter plejeboliger er almene ældreboliger, hvortil der

er

knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til

den

pågældende beboergruppes behov.

Kommunernes uenighed relaterede sig til opgørelsen af udgifterne

ved driften af omsorgs- og servicefunktionerne, og ved ydelser efter

Læs alt

servicelovens § 76 i form af kontant tilskud til hjælp, som beboerne

selv

antager.

Retssikkerhedslovens § 9a angiver ikke nær-mere omfanget af

refusionskravet udover, at den ny opholdskommune har ret til refusion for sin

andel af udgifterne til hjælp efter aktiv- og serviceloven og herudover efter

§ 52, stk. 1 i pensionsloven, når en person har fået ophold i de nævnte

boformer.

Forarbejderne til bestemmelsen bidrager ikke til fortolkningen.

Omfanget af refusionskravet er omhandlet i Socialministeriets

vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af

7. juni 2000, pkt. 89.

Det fremgår bl.a. heraf, at der er refusion for

»alle ydelser

«

efter de nævnte love, men dette modificeres af, at der skal være tale om

ydelser

»til borgeren

«

og at

»adgangen

til refusion ikke omfatter udgifter til ledelse, administration og tilsyn

«

.

Det er endvidere eksplicit nævnt, at der ikke er refusion for

udgifter til bolig efter almenboligloven.

I forbindelse med behandlingen af sagerne indhentede

Ankestyrelsen en udtalelse fra Socialministeriet.

Ministeriet udtalte bl.a., at det var en forudsætning for

refusion efter § 9a, at

»udgifterne

direkte skal kunne relateres til servicelovens bestemmelser

«

, at

»udgifterne

kan beregnes og opdeles i henhold til servicelovens materielle bestemmelser

«

og at

»opgørelsen

af et refusionskrav kan ske efter en takstberegning eller en gennemsnitlig

takst

«

.

Ministeriet henviste i sidstnævnte forbindelse til, at det med

indførelsen af grundtakstmodellen, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001, blev

præciseret, at opgørelsen af faktiske udgifter kan ske ud fra

gennemsnitstakster i stedet for individuelle opgørelser i forhold til den

enkelte borger.

Ministeriet henviste her videre til vejledningen om grundtakstfinansiering

af sociale ydelser, pkt. 31, hvoraf det i øvrigt også fremgår, at

»hvis ikke andet er aftalt, så er det de

individualiserede omkostninger til den hjælp, som den enkelte har modtaget,

der

skal betales for

«

.

På dette grundlag fandt Ankestyrelsen, at det var en betingelse

for refusion for en konkret udgift, at denne var personhenførbar.

En refusionspligtig kommune har ret til at få oplyst med hvilken

hjemmel udgifterne er afholdt, hvilket bl.a. betyder, at kommunen kan

kontrollere, hvorvidt udgifterne er personhenførbare.

Den nærmere beregning af visse personhenførbare udgifter kunne

imidlertid godt ske efter en gennemsnitsberegning. Den ny opholdskommune var

derfor ikke berettiget til refusion for udgifter til aktivitetscentre og

lignende i form af åbne tilbud – og hvor det ikke fremgik om beboeren

var

visiteret til tilbuddet - og ej heller hvis udgifterne var opgjort ud fra

antallet af boliger uden hensyntagen til den enkelte beboers eller andre

borgeres anvendelse af tilbuddet.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at udgifter til

arbejdsskadeerstatning og BST vedrørende de ansatte var udgifter, der fulgte

af

kommunens pligt efter servicelovens regler til at yde bistand og pleje, men

at

disse udgifter måtte betragtes som administrationsudgifter. Disse

udgiftsposter

var derfor heller ikke omfattet af refusionskravet.

Lignende dokumenter