Mellemkommunal refusion ved ophold i plejeboliger - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Mellemkommunal
refusion ved ophold i plejeboliger - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen
(Nyt fra
Ankestyrelsen, nr. 3 af august 2003)
Ankestyrelsen modtog i sommeren og efteråret 2002 i alt 4 sager,
der rejste spørgsmålet om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, når
en
borger havde udnyttet den ret, som fremgik af den dagældende § 63, stk.
1
i almenboligloven, til at flytte på grund af særlige forhold. De pågældende
borgere havde herigennem fået ophold i en plejebolig i en anden kommune, der
blev borgernes nye opholdskommune.
Der var i sagerne enighed om, at den ny opholdskommune var
berettiget til refusion fra den tidligere opholdskommune i henhold til
dagældende § 9a, stk. 2 i retssikkerheds-loven. Uenigheden gik på hvilke
typer udgifter refusionskravet omfattede.
Den ene afgørelse er udsendt som SM R-2-03, hvortil der
henvises. Som det fremgår at SM R-2-03 er grundlaget for refusionskravets
omfang ikke nærmere reguleret.
Kommunerne i de 4 sager opgjorde deres krav på vidt forskellig
måde, og kravets størrelse varierede udover, hvad forskelle i serviceniveauet
formentlig tilsagde.
Definitionen på plejeboliger fremgår af almenboliglovens
§ 5, stk. 2, hvorefter plejeboliger er almene ældreboliger, hvortil der
er
knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale svarende til
den
pågældende beboergruppes behov.
Kommunernes uenighed relaterede sig til opgørelsen af udgifterne
ved driften af omsorgs- og servicefunktionerne, og ved ydelser efter
Læs alt
servicelovens § 76 i form af kontant tilskud til hjælp, som beboerne
selv
antager.
Retssikkerhedslovens § 9a angiver ikke nær-mere omfanget af
refusionskravet udover, at den ny opholdskommune har ret til refusion for sin
andel af udgifterne til hjælp efter aktiv- og serviceloven og herudover efter
§ 52, stk. 1 i pensionsloven, når en person har fået ophold i de nævnte
boformer.
Forarbejderne til bestemmelsen bidrager ikke til fortolkningen.
Omfanget af refusionskravet er omhandlet i Socialministeriets
vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af
7. juni 2000, pkt. 89.
Det fremgår bl.a. heraf, at der er refusion for
»alle ydelser
«
efter de nævnte love, men dette modificeres af, at der skal være tale om
ydelser
»til borgeren
«
og at
»adgangen
til refusion ikke omfatter udgifter til ledelse, administration og tilsyn
«
.
Det er endvidere eksplicit nævnt, at der ikke er refusion for
udgifter til bolig efter almenboligloven.
I forbindelse med behandlingen af sagerne indhentede
Ankestyrelsen en udtalelse fra Socialministeriet.
Ministeriet udtalte bl.a., at det var en forudsætning for
refusion efter § 9a, at
»udgifterne
direkte skal kunne relateres til servicelovens bestemmelser
«
, at
»udgifterne
kan beregnes og opdeles i henhold til servicelovens materielle bestemmelser
«
og at
»opgørelsen
af et refusionskrav kan ske efter en takstberegning eller en gennemsnitlig
takst
«
.
Ministeriet henviste i sidstnævnte forbindelse til, at det med
indførelsen af grundtakstmodellen, jf. lov nr. 489 af 7. juni 2001, blev
præciseret, at opgørelsen af faktiske udgifter kan ske ud fra
gennemsnitstakster i stedet for individuelle opgørelser i forhold til den
enkelte borger.
Ministeriet henviste her videre til vejledningen om grundtakstfinansiering
af sociale ydelser, pkt. 31, hvoraf det i øvrigt også fremgår, at
»hvis ikke andet er aftalt, så er det de
individualiserede omkostninger til den hjælp, som den enkelte har modtaget,
der
skal betales for
«
.
På dette grundlag fandt Ankestyrelsen, at det var en betingelse
for refusion for en konkret udgift, at denne var personhenførbar.
En refusionspligtig kommune har ret til at få oplyst med hvilken
hjemmel udgifterne er afholdt, hvilket bl.a. betyder, at kommunen kan
kontrollere, hvorvidt udgifterne er personhenførbare.
Den nærmere beregning af visse personhenførbare udgifter kunne
imidlertid godt ske efter en gennemsnitsberegning. Den ny opholdskommune var
derfor ikke berettiget til refusion for udgifter til aktivitetscentre og
lignende i form af åbne tilbud – og hvor det ikke fremgik om beboeren
var
visiteret til tilbuddet - og ej heller hvis udgifterne var opgjort ud fra
antallet af boliger uden hensyntagen til den enkelte beboers eller andre
borgeres anvendelse af tilbuddet.
Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at udgifter til
arbejdsskadeerstatning og BST vedrørende de ansatte var udgifter, der fulgte
af
kommunens pligt efter servicelovens regler til at yde bistand og pleje, men
at
disse udgifter måtte betragtes som administrationsudgifter. Disse
udgiftsposter
var derfor heller ikke omfattet af refusionskravet.
Lignende dokumenter
- Sag om uenighed mellem to kommuner angående refusionspligt og tilbagebetalingskrav Domsdatabasen · 22. februar 2024
- Sag om, hvorvidt en kommunes refusionskrav mod en anden kommune, for en række udgifter afholdt vedrørende en borger, er forældet Domsdatabasen · 31. oktober 2023
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter retssikkerhedsloven - af fuldmægtig Jesper Paludan Pedersen Retsinformation · 10. september 2002
- Ankestyrelsens principafgørelse R-1-04 om mellemkommunal refusion - flytning - ældrebolig - midlertidig opholdskommune - folkeregistertilmelding Retsinformation · 11. juli 2013
- Sag om om hvorvidt en Kommune har krav mod en anden Kommune på refusion af sine udgifter til førtidspension til tre borgere Domsdatabasen · 10. juni 2026
- Sagen drejer sig om, hvilken kommune der skal betale for en borgers ophold på en institution efter borgerens fraflytning og tilbagevenden til institutionen, herunder hvilken kommune, der må anses som borgerens opholdskommune Domsdatabasen · 14. september 2022