Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - afgrænsning mellem hjælpemidler/forbrugsgoder og behandlingsredskaber - af fuldmægtig Helle Østergaard Stisen

KEN nr 9419 af 30/08/2002Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet10. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - afgrænsning

mellem hjælpemidler/forbrugsgoder og behandlingsredskaber - af

fuldmægtig Helle Østergaard Stisen

Generelle bemærkninger

Ankestyrelsen har i 2001 og 2002 behandlet flere sager

vedrørende afgrænsningen mellem hjælp efter servicelovens

§§ 97 og 98 om hjælpemidler og forbrugsgoder og

behandlingsredskaber.

Det er således Ankestyrelsens erfaring, at der

forholdsvis ofte opstår afgrænsningsproblemer i disse

situationer.

I det følgende vil Ankestyrelsen derfor kort

redegøre for nogle af de trufne afgørelser og herefter

forsøge at fremhæve hvilke forhold, der har haft betydning for

vurderingen i de enkelte sager.

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at det

følger af sektoransvarlighedsprincippet, at

behandlingsudgifter/redska-ber henhører under sundhedssektoren. Der

kan således ikke bevilges hjælp efter serviceloven til udgifter,

der vedrører behandling.

Sektoransvarlighedsprincippet er bl.a. kommet til udtryk i

Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975 om

afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af

sygehusvæsenet.

Det fremgår bl.a. af Indenrigsministeriets

cirkulære, at behandlingsredskaber er apparatur og hjælpemidler,

som patienter forsynes med som led i eller som fortsættelse af den

på sygehuset påbegyndte behandling. Med det formål enten at

tilvejebringe yderligere forbedring af den på sygehuset

påbegyndte behandling eller at forhindre forringelse af det ved

Læs alt

sygehusbehandlingen opnåede resultat.

Ankestyrelsens praksis

SM C-7-01 - Kugledyne

I afgørelsen refereret i SM C-7-01 fastslog

Ankestyrelsen, at en kugledyne kan være såvel et

behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen anførte

samtidig, at den konkrete vurdering heraf beror på en konkret

individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov

brugen af kugledynen skal afhjælpe.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at

ansøgeren var berettiget til at få bevilget en kugledyne som et

hjælpemiddel efter servicelovens § 97.

Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at

kugledynen i ansøgers tilfælde ville kunne afhjælpe nogle

af de varige følger af hendes nedsatte funktionsevne som følge

af hendes psykiske lidelser, og derved lette hendes daglige

tilværelse.

Ankestyrelsen fandt således, at kugledynen i

ansøgerens tilfælde i væsentlig grad kompenserede for

hendes manglende evne til at føle sin egen krop.

Ankestyrelsen vurderede, at kugledynen kunne medvirke til

at gøre hende mere selvhjulpen i dagligdagen og derved fremme

muligheden for, at hun fortsat kunne opholde sig i eget hjem.

Ankestyrelsen fandt, at kugledynen som hjælpemiddel

om natten ville kunne bedre hendes søvn og berolige hende ved

angstanfald, så den selvdestruktive adfærd blev afhjulpet, og der

ikke skete en yderligere forværring af de varige følger af

hendes nedsatte psykiske funktionsevne.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt

på oplysninger fra det psykiatriske sygehus. Det fremgik heraf, at der

var sket uoprettelig skade på centralnervesystemet, der

medførte, at ansøger ikke formåede at samordne og

adskille impulser fra de forskellige sansesystemer. Dette bevirkede, at hun

havde svært ved at mærke sin krop.

Ankestyrelsen lagde særligt vægt på

oplysninger om, at hun havde et permanent behov for kugledynen til varigt

brug i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at denne

tilstand på grund af den uoprettelige skade på

centralnervesystemet ikke kunne afhjælpes ved den behandling hun i

øvrigt modtog. Behandlingen bestod i støttende samtaler,

fysioterapi og medicin.

SM C-58-01 - Duoderm-plaster

I SM C-58-01 fandt Ankestyrelsen i sag nr. 3, at et

Duoderm-plaster i det konkrete tilfælde skulle betragtes som et

forbrugsgode, og ikke et behandlingsmiddel.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at

ansøger havde anvendt benprotese siden 1960 og at han i flere år

havde haft problemer med at protesen gnavede på inder- og bagside af

låret med sårdannelse til følge.

Det var oplyst, at ansøger havde skiftet protese og

protesemateriale flere gange uden at dette havde afhjulpet generne.

I 1997 kontaktede ansøger en hudlæge, som

ikke havde behandlingsforslag udover fortsat anvendelse af Duoderm. Det

fremgik i forlængelse heraf af en udtalelse fra en sygeplejeklinik, at

ansøger selv klarede skiftningen af Duodermen og at han således

ikke havde behov for sygeplejefaglig assistance.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det ansøgte

Duoderm-plaster, efter en konkret vurdering, var nødvendig med henblik

på i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af

ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette

hans daglige tilværelse, jf. servicelovens § 98, stk. 1, jf.

§ 97, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt

på, at ansøger, ifølge de foreliggende oplysninger, havde

permanent brug for at anvende Duoderm-plastret sammen med benprotesen, idet

protesen gnavede på inder- og bagside af låret. Duodermplastret

skulle således afhjælpe følger opstået i forbindelse

med anvendelsen af den allerede bevilgede benprotese.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det

ikke havde været muligt, at afhjælpe ansøgerens gener

på anden måde, herunder ved eventuelle tilretninger af

protesen.

Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøger selv

var instrueret i brugen af plastret og at han således ikke havde brug

for sygeplejefaglig assistance i forbindelse med anvendelse af plastret.

Den refererede sag blev antaget som supplement til sagen

refereret i SM O-90-95, hvor Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes

støtte til hudpræparatet Compeed/Duoderm efter bistandslovens

§ 58, stk. 1, til en kvinde med psoreasis, idet der var tale om et

behandlingsmiddel.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen refereret i SM

O-90-95 vægt på, at præparatet ifølge

speciallægeudtalelsen skulle anvendes til at skabe en forbinding, og at

det efter statusbedømmelsen var anvendt som bandagebehandling i

forbindelse med udbrud af kvindens psoreasis.

SM C-30-02 - Oppustelig tommelortose

I en nyere afgørelse refereret i SM C-30-02 fandt

Ankestyrelsen, at en oppustelig tommelortose kan være såvel et

behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen bemærkede

samtidig, at afgørelsen heraf herefter vil bero på en konkret

vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af ortosen.

Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde ikke, at

ansøgeren var berettiget til hjælp til anskaffelse af en

oppustelig tommelortose som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt

på, at håndskinner er nævnt i Indenrigsministeriets

cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil

udgiften afholdes af sygehusvæsenet, som et eksempel på et

behandlingsredskab.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at der,

efter det i sagen oplyste, var tale om en forlængelse af den på

sygehuset givne aktive ergo- og fysioterapi til udretning af kvindens

hånd, og på, at bedre og vedligeholde håndens funktion. Der

var således tale om at forhindre, at det resultat, som var opnået

ved aktiv ergoterapeutisk træning, blev forringet.

Endvidere var ortosen, ifølge den i sagen

foreliggende produktbeskrivelse, netop fremstillet med henblik på

afhjælpning af kontrakturer.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at

kvinden, ifølge oplysninger fra kommunen, som hjælpemiddel var

bevilget en reband håndledsskinne, som var en funktionsskinne, der

skulle benyttes, for at hun kunne bruge hånden. I modsætning

hertil skulle den ansøgte tommelortose benyttes om natten for at

forhindre kontraktur.

SM C-33-02 - Luerlock-kateter

I en sag refereret i SM C-33-02 har Ankestyrelsen

fastslået, at et luerlock-kateter, sprøjter, medicinbægre

og sterilt saltvand udelukkende til brug ved medicinering, skulle betragtes

som behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen lagde vægt på den direkte

sammenhæng mellem det ansøgte og den medicinske behandling og at

luerlock-kateteret også efter en lægelig vurdering var en

integreret del af den medicinske behandling.

Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at Ankestyrelsen

var opmærksom på, at katetre ifølge Indenrigsministeriets

cirkulære af 20. februar 1975 normalt ikke kan betragtes som

behandlingsredskaber.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at det ved

vurderingen af den konkrete sag ikke var tillagt selvstændig betydning,

at behandlingen blev foretaget af en hjemmesygeplejerske.

Opsummering af praksis

Hvis man skal konkludere på Ankestyrelsens praksis,

må man indledningsvis konstatere, at vurderingen af, hvorvidt der i et

konkret tilfælde er tale om et hjælpemiddel/forbrugsgode, som

eventuelt vil kunne bevilges efter servicelovens §§ 97 og 98, eller om

det ansøgte i stedet må betragtes som et behandlingsredskab,

ofte vil bero på en meget konkret vurdering af det ansøgte,

herunder formålet med anvendelsen heraf.

På baggrund af Ankestyrelsens praksis kan man

imidlertid udlede hvilke forhold, der afhængig af den konkrete sag -

kan indgå i den konkrete vurdering.

Ankestyrelsen finder således, at man indledningsvis,

på baggrund af sagens oplysninger, skal foretage en vurdering af,

hvorvidt det ansøgte skal afhjælpe en

funktionsnedsættelse, jf. ordlyden i servicelovens § 97, stk. 1,

eller helbrede/forebygge en funktionsnedsættelse, jf.

Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975.

I det omfang det ansøgte herefter findes at

afhjælpe funktionsnedsættelsen, vil dette tale for at der er tale

om et hjælpemiddel/forbrugsgode og ikke et behandlingsredskab.

Det vil herefter være relevant at foretage en

vurdering af omfanget af behovet for det ansøgte produkt. I det omfang

der således er tale om et permanent/varigt behov vil det, jf. sagen

refereret i SM C-7-01, kunne tale for, at det ansøgte må

betragtes som et hjælpemiddel.

Det er herudover i flere sager indgået i

Ankestyrelsens vurdering, hvorvidt der har været behov for

lægefaglig og/eller sygeplejefaglig assistance i forbindelse med

anvendelse af produktet og hvorvidt der har foreligget oplysninger om, at det

har været muligt at afhjælpe ansøgers gener på andre

måder.

I det omfang der ikke har været tale om

lægefaglig og/eller sygeplejefaglig assistance og/eller oplysninger om

at det ikke har været mulig at afhjælpe tilstanden på anden

måde, har det således i nogle af Ankestyrelsens sager

understøttet, at det ansøgte skulle betragtes som et

hjælpemiddel/forbrugsgode.

Der henvises til de ovenfor refererede afgørelser i

SM C-7-01 og SM C-58-01 samt SM C-33-02, hvor Ankestyrelsen imidlertid i

afgørelsen gjorde opmærksom på, at det ikke var blevet

tillagt selvstændig betydning, at behandlingen blev foretaget af en

hjemmesygeplejerske.

I forhold til Indenrigsministeriets cirkulære skal

opmærksomheden endvidere henledes på, at det ikke, på

baggrund af en konkret vurdering af det ansøgte, kan udelukkes, at de

i cirkulæret nævnte hjælpemidler i nogle tilfælde

må betragtes som behandlingsredskaber. Der henvises til den refererede

afgørelse i SM C-33-02.

Ankestyrelsen skal afslutningsvis understrege, at de

ovenfor nævnte forhold, som er indgået ved Ankestyrelsens

vurdering af de principielle sager, ikke er en udtømmende opregning

af, hvilke forhold det vil være relevant at inddrage ved vurderingen af

en konkret sag. Det er også væsentligt at være

opmærksom på, at de anførte forhold, afhængig af

oplysningerne om det ansøgte m.v., er indgået med forskellig

vægt i Ankestyrelsens afgørelser.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter