Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for alment praktiserende læge i intersentskab.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for
alment praktiserende læge i intersentskab.
Klagen
skyldes, at skatteankenævnet ikke har pålagt forvaltningen at genoptaget
klagerens skatteansættelse.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomstårene
1999, 2000 og 2001
Skatteankenævnet
har ikke pålagt forvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelse.
Landsskatteretten
stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klageren
driver i interessentskabsform selvstændig virksomhed som alment praktiserende
læge. I klageårene havde virksomheden en omsætning på henholdsvis 2.586.587
kr., 2.707.424 kr. og 2.770.170 kr. og et resultat før finansiering på
1.290.464 kr. i 1999, 1.401.313 kr. i 2000 og 1.258.267 kr. i 2001.
I
de omhandlede år har klageren foretaget fradrag for udgiften til Den
Almindelige Danske Lægeforening (DADL), til Praktiserende Lægers Organisation
(PLO) samt til Lægekredsen. Udgifterne udgør henholdsvis 10.083 kr. i 1999,
10.320 kr. i 2000 og 10.289 kr. i 2001, og klageren har fradraget udgifterne
som ligningsmæssigt fradrag.
Foranlediget
af en kendelse fra Landsskatteretten den 11. december 2001, anmodede klageren
forvaltningen om, at klagerens skatteansættelse blev genoptaget, og at der
blev
godkendt fradrag for kontingentudgiften i den personlige indkomst. Af
kendelsen
Læs alt
fremgår det, at Landsskatteretten godkendte, at et selskab, som drev
virksomhed
i form af en tandlægepraksis, kunne fratrække udgiften til
hovedanpartshaverens
kontingent til Dansk Tandlægeforening som en driftsudgift.
Forvaltningen
genoptog ikke skatteansættelserne, idet de foreliggende selvangivelser var i
overensstemmelse med de gældende regler i ligningslovens § 13, stk. 1, og 2,
og
personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, og da forvaltningen ikke vurderede, at
klageren havde fremlagt oplysninger, der kunne medføre en ændret
skatteansættelse.
Skatteankenævnets afgørelse
For
selvstændigt erhvervsdrivende vil udgiften til kontingenter udgøre en
driftsomkostning, der er reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1,
hvorefter der kan foretages fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er
dog
blandt andet udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvorefter
udgifter
til fagforeningskontingent mv. skal fradrages i den skattepligtige indkomst.
Selvom
udgiften til fagforeningskontingentet kan kvalificeres som en
driftsomkostning,
vil den således være omfattet af personskattelovens bestemmelser og dermed af
henvisningen til ligningslovens § 13.
Ligningsrådet
har givet en nærmere anvisning for fradrag for udgift til kontingent, jf.
SD-cirkulære 1989-2 og ligningsvejledningen afsnit A.F.1.14 og E.B.3.15.
Heraf
fremgår det, at for selvstændigt erhvervsdrivende kan en del af udgiften til
kontingent anses for en driftsomkostning, som kan fradrages i den personlige
indkomst. Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige
fordelingen
af kontingentet ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst.
Kontingent, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter, kan fradrages
i
den personlige indkomst. Kontingent, der medgår til udgifter af
ikke-erhvervsmæssig karakter, kan fradrages i den skattepligtige indkomst.
Ifølge
skatteankenævnets oplysninger, har Den Almindelige Danske Lægeforening ikke
foretaget en indberetning af kontingent, der kan henføres til fradrag efter
statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
For
så vidt angår den omtalte kendelse fra Landsskatteretten skal
skatteankenævnet
bemærke, at kendelsen vedrører et selskab, hvorfor sondringen mellem
personlig
indkomst og skattepligtig indkomst ikke var relevant for sagen. Kendelsen
giver
ikke hjemmel til at antage, at selvstændigt erhvervsdrivende skal kunne
fradrage kontingent i den personlige indkomst, idet der, som anført,
eksisterer
specialregler for indkomstopgørelse for selvstændigt erhvervsdrivendes
kontingenter til faglige sammenslutninger.
Herefter
er det skatteankenævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at pålægge
forvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelser.
Klagerens påstand og
argumenter
Skatteansættelserne
skal genoptages.
Klageren
driver en lægevirksomhed i interessentskabsform og anvender
virksomhedsordningen.
I
klageårene har klageren fratrukket kontingentudgiften til DADL, PLO og
Lægekredsforeningen som et ligningsmæssigt fradrag.
Anmodningen
om genoptagelse blev fremsat over for forvaltningen, efter at klagerens
repræsentant var blevet bekendt med kendelsen Landsskatteretten af 11.
december
2001, hvorved det blev anerkendt, at et selskabs udgift til en ansat
hovedanpartshavers kontingent til Dansk Tandlægeforening var en driftsudgift
efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Genoptagelsesanmodningen
var endvidere begrundet i en positiv tilbagemelding på en henvendelse til
Regionen. Repræsentanten havde henvendt sig til regionen, idet der var
usikkerhed omkring rækkevidden af Landsskatterettens kendelse. Der foreligger
ikke andet skriftligt om den positive tilbagemelding ud over en e-mail fra
forvaltningen, som henvendelsen gik gennem. Ifølge tilbagemeldingen var det
regionens opfattelse, at der også kunne gives fradrag for kontingenter for
selvstændigt
erhvervsdrivende på linie med andre driftsomkostninger.
I
klagerens tilfælde er kontingentudgiften en nødvendig driftsomkostning for at
kunne drive virksomhed som praktiserende læge. Det skyldes de gældende
overenskomster på området. Der er fremlagt kopi af vedtægterne for DADL og
lovene for PLO.
Heraf
fremgår det, at der stilles krav om medlemskab af PLO, for at kunne drive
almen
lægepraksis og dermed et krav om medlemskab af DADL. Hvis klageren ikke er
medlem af disse organisationer, er hun ikke omfattet af overenskomsten med
Den
Offentlige Sygesikring.
Den
krævede sammenhæng mellem medlemskabet af DADL (PLO) svarer til den
sammenhæng,
der blev lagt til grund ved afgørelsen fra Landsskatteretten. Det er derfor
klagerens opfattelse, at det skal lægges til grund, at udgiften til klagerens
kontingent er omfattet af indkomstbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1,
litra a.
I
forbindelse med anmodningen om genoptagelse har spørgsmålet om den
skattemæssige behandling af faglige kontingenter være rejst over for Told- og
Skattestyrelsen. Styrelsen har ikke officielt udmeldt sin holdning, men har
via
skattemyndighedernes interne faglige netværk udsendt et notat om behandlingen
af kontingenterne.
Det
er klagerens opfattelse, at personskattelovens § 3 ikke endeligt tager
stilling
til muligheden for omkostningsfradrag for de omhandlede kontingenter i de
tilfælde, hvor den erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen.
Ligningsrådet
har i den forbindelse udstukket en anvisning om behandlingen af kontingenter
omfattet af ligningslovens § 13 og har anført, at den skattemæssige
behandling
er ens, uanset om virksomhedsordningen anerkendes. Udgiften må ud fra
anvisningen anses for en privat udgift, der alene kan fradrages som
ligningsmæssigt fradrag og som i tilfælde af, at virksomheden betaler, anses
for en overførsel til indehaveren.
Det
fremgår af virksomhedsskattelovens § 6, at virksomhedens skattepligtige
indkomst skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler.
I
ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.1. fremgår blandt andet, at bidrag til
arbejdsgiversammenslutninger, som nævnt i ligningslovens § 13, ikke er
fradragsberettiget
ved opgørelse af virksomhedens indkomst. Afholdes sådanne udgifter af
virksomheden, anses beløbet for overført til den skattepligtige, som kan
fradrage beløbet ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.
Ud
fra virksomhedsskattelovens § 6 er der ingen tvivl om, at samtlige indtægter
og
udgifter med relevans for den erhvervsmæssige virksomhed skal påvirke det
skattemæssige resultat for virksomheden. Det er også fast antaget, at
erhvervsmæssige renter er en del af det skattemæssige resultat for
virksomheden
og dermed indgår i disponeringen heraf efter reglerne i
virksomhedsskatteloven.
Ligningsvejledingen
lægger til grund, at bidrag til arbejdsgiversammenslutninger som nævnt i
ligningslovens
§ 13 ikke er fradragsberettiget ved opgørelsen af virksomhedens indkomst.
Dette
synspunkt synes kun at have sin rigtighed, såfremt det forudsættes, at
ligningsrådets anvisning kan fastlægge reglerne for placering af
omkostninger,
der klart bærer præg af fradragsberettigede driftsomkostninger forbundet med
virksomhedsdriften.
I
kendelsen fra Landsskatteretten er der klart taget stilling til udgiftens
karakter som en driftsomkostning, og dermed bør det ikke være muligt at
fratage
omkostningen sit erhvervsmæssige præg, blot fordi virksomheden drives i
personligt
regi.
Det
kan anføres, at selvom det fremgår af personskattelovens § 3, at udgiften til
kontingent ikke kan fratrækkes i den personlige indkomst, er dette ikke et
udtryk for en direkte lovhjemmel, der kan begrunde, at omkostningen ikke kan
fratrækkes ved opgørelsen af det skattepligtige resultat for virksomheden.
Var
det tilfældet, kunne der også rejses tvivl om, om rentefradrag kan foretages
i
virksomhedens indkomst, idet personskattelovens § 4 angiver, at renter
henhører
under kapitalindkomsten. Det samme er gældende for kursgevinster og -tab, men
her overskygges hjemlen i personskattelovens § 4 af virksomhedsskattelovens
regler.
Der
er et regelsammenstød mellem anvendelsen af det almindelige
driftsomkostningsbegreb og ligningslovens § 13, ligesom det et uvist, hvordan
rangfølgen er mellem virksomhedsskattelovens opgørelsesprincip for
virksomhedens resultat og den opdeling af den skattepligtige indkomst i
beregningskomponenter,
der fremgår af personskattelovens §§ 3 og 4.
Desuden
skal det anføres, at de omhandlede kontingenter ikke har karakter af bidrag
til
en arbejdsgiversammenslutning, som må anses for at være en forening, der
varetager den erhvervsdrivendes forhold i forbindelse med såvel driften som i
forhold til det at have ansatte i virksomheden. Inden for lægebranchen er der
først etableret en arbejdsgiversammenslutning - Praktiserende Lægers
Arbejdsgiversammenslutning
- i løbet af 2002. Medlemskab af denne forening er frivilligt.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
En
skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse, skal senest den 1. maj
i
det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller
retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Dette fremgår af
skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.
Det
fremgår af virksomhedsskattelovens § 6, at virksomhedens skattepligtige
indkomst skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler i de
tilfælde, hvor en person anvender virksomhedsordningen.
I
henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets
løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder
ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og
umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af
indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de
naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres
som
en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Ved
opgørelse af den skattepligtiges indkomst kan fradrages udgifter til
kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige
sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske
interesser
for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Fradrag er betinget
af, at den faglige organisation, hvis den er indberetningspligtig efter
skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til de
statslige
told- og skattemyndigheder. Dette fremgår af ligningslovens § 13, stk. 1 og
2.
Af
personskattelovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved opgørelsen af den
personlige indkomst kan fradrages udgifter, som i årets løb er anvendt til at
erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten ved selvstændig
erhvervsvirksomhed,
dog med undtagelse af de i blandt andet ligningslovens § 13 nævnte udgifter.
Virksomhedsskatteloven
supplerer de almindelige regler om skatteberegningsregler for selvstændigt
erhvervsdrivende, som anvender virksomhedsordningen eller
kapitalafkastordningen. Bortset fra disse særlige beregningsregler finder
skattelovgivningens almindelige regler også anvendelse på selvstændigt
erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen.
Virksomhedsordningen
medfører blandt andet, at selvstændigt erhvervsdrivende kan få fuld
fradragsværdi
for virksomhedens renteudgifter, for på den måde at ligestille den personligt
drevne virksomhed med selskaber. Ligeledes medfører ordningen mulighed for at
opspare overskud i virksomheden mod en foreløbig virksomhedsskat, som svarer
til selskabsskatten.
Reglerne
i virksomhedsskatteloven har til hensigt i større omfang at sidestille
skatteberegningen i virksomheder, der er drevet i personlig regi med
selskaber.
Virksomhedsskatteloven regulerer således skatteberegningen, men regulerer
ikke
spørgsmålet om, hvilke udgifter der i henhold til andre områder af
skattelovgivningen er fradragsberettiget.
Ligningslovens
§ 13 er en specialregel, der konkret vedrører spørgsmålet om personers
fradragsret for udgifter til faglige kontingenter. Uanset om en selvstændig
erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen eller personskattelovens
regler
til opgørelse af virksomhedens resultat, vil de særlige regler, som specifikt
regulerer personers indkomstopgørelse, stadig have virkning for den
selvstændigt
erhvervsdrivende. På disse områder kan en virksomhed, drevet i
virksomhedsordningen ikke ligestilles med et selskab, hvor der ikke skal
sondres mellem forskellige indkomst- og fradragstyper.
Det
fremgår direkte af ordlyden af henholdsvis ligningslovens § 13, stk. 1, og
personskattelovens § 3, stk. 2, at selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til
kontingenter til faglige organisationer skal fradrages i den skattepligtige
indkomst og ikke direkte i den personlige indkomst. Dette medfører, at
udgiften
alene kan godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag.
Det
forhold, at klageren anvender virksomhedsordningen, kan således ikke medføre,
at bestemmelsen i ligningslovens § 13, stk. 1, og personskattelovens § 3,
stk.
2, ikke skal anvendes efter pålydende.
Der er derfor ikke fremkommet oplysninger, der må anses for at
kunne medføre en ændring af klagerens skatteansættelse, og skatteankenævnets
afgørelse stadfæstes.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Klagerens selskabs betaling af hans kontingent til [virksomhed1] samt leje af lokaler i privatboligen er anset for løntillæg til hovedanpartshaveren Landsskatteretten · 7. oktober 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for en praktiserende selvstændig erhvervsdrivende Retsinformation · 1. juni 2005
- Selskabets betaling af hovedanpartshaverens kontingent til Dansk Tandlægeforening er anset for løntillæg til hovedanpartshaveren Landsskatteretten · 10. september 2008
- SKAT fra og med indkomståret 2008 har pålagt foreningen indberetningspligt efter skattekontrollovens § 8 T Landsskatteretten · 17. april 2009
- Dels diverse forhøjelser af klagerens indkomst med maskeret udlodning hidrørende fra selskab, hvor klageren har bestemmende indflydelse, og dels ikke godkendt… Landsskatteretten · 4. januar 2010
- Bindende svar - Faglig sammenslutnings udlån til medlemmer Retsinformation · 1. september 2015
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for en praktiserende selvstændig erhvervsdrivende Retsinformation · 1. juni 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. islændingefradrag - reservelæge Retsinformation · 3. august 2004
- Landsskatteretskendelse vedr. Fagforeningskontingent tandlæge/hovedanpartshaver fradrag - genoptagelse Retsinformation · 4. april 2007
- Landsskatteretskendelse af 20. oktober 2003 vedr. nægtelse af genoptagelse Retsinformation · 19. februar 2004
- Landsskatteretskendelse af 27. august 2003 vedr. Fradrag for renteudgifter vedr. banklån til køb af autocamper udlejes og anvendes privat Retsinformation · 30. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering Retsinformation · 7. januar 2010