Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for alment praktiserende læge i intersentskab.

KEN nr 9471 af 14/06/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for

alment praktiserende læge i intersentskab.

Klagen

skyldes, at skatteankenævnet ikke har pålagt forvaltningen at genoptaget

klagerens skatteansættelse.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene

1999, 2000 og 2001

Skatteankenævnet

har ikke pålagt forvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelse.

Landsskatteretten

stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren

driver i interessentskabsform selvstændig virksomhed som alment praktiserende

læge. I klageårene havde virksomheden en omsætning på henholdsvis 2.586.587

kr., 2.707.424 kr. og 2.770.170 kr. og et resultat før finansiering på

1.290.464 kr. i 1999, 1.401.313 kr. i 2000 og 1.258.267 kr. i 2001.

I

de omhandlede år har klageren foretaget fradrag for udgiften til Den

Almindelige Danske Lægeforening (DADL), til Praktiserende Lægers Organisation

(PLO) samt til Lægekredsen. Udgifterne udgør henholdsvis 10.083 kr. i 1999,

10.320 kr. i 2000 og 10.289 kr. i 2001, og klageren har fradraget udgifterne

som ligningsmæssigt fradrag.

Foranlediget

af en kendelse fra Landsskatteretten den 11. december 2001, anmodede klageren

forvaltningen om, at klagerens skatteansættelse blev genoptaget, og at der

blev

godkendt fradrag for kontingentudgiften i den personlige indkomst. Af

kendelsen

Læs alt

fremgår det, at Landsskatteretten godkendte, at et selskab, som drev

virksomhed

i form af en tandlægepraksis, kunne fratrække udgiften til

hovedanpartshaverens

kontingent til Dansk Tandlægeforening som en driftsudgift.

Forvaltningen

genoptog ikke skatteansættelserne, idet de foreliggende selvangivelser var i

overensstemmelse med de gældende regler i ligningslovens § 13, stk. 1, og 2,

og

personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, og da forvaltningen ikke vurderede, at

klageren havde fremlagt oplysninger, der kunne medføre en ændret

skatteansættelse.

Skatteankenævnets afgørelse

For

selvstændigt erhvervsdrivende vil udgiften til kontingenter udgøre en

driftsomkostning, der er reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1,

hvorefter der kan foretages fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er

dog

blandt andet udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvorefter

udgifter

til fagforeningskontingent mv. skal fradrages i den skattepligtige indkomst.

Selvom

udgiften til fagforeningskontingentet kan kvalificeres som en

driftsomkostning,

vil den således være omfattet af personskattelovens bestemmelser og dermed af

henvisningen til ligningslovens § 13.

Ligningsrådet

har givet en nærmere anvisning for fradrag for udgift til kontingent, jf.

SD-cirkulære 1989-2 og ligningsvejledningen afsnit A.F.1.14 og E.B.3.15.

Heraf

fremgår det, at for selvstændigt erhvervsdrivende kan en del af udgiften til

kontingent anses for en driftsomkostning, som kan fradrages i den personlige

indkomst. Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige

fordelingen

af kontingentet ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst.

Kontingent, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter, kan fradrages

i

den personlige indkomst. Kontingent, der medgår til udgifter af

ikke-erhvervsmæssig karakter, kan fradrages i den skattepligtige indkomst.

Ifølge

skatteankenævnets oplysninger, har Den Almindelige Danske Lægeforening ikke

foretaget en indberetning af kontingent, der kan henføres til fradrag efter

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For

så vidt angår den omtalte kendelse fra Landsskatteretten skal

skatteankenævnet

bemærke, at kendelsen vedrører et selskab, hvorfor sondringen mellem

personlig

indkomst og skattepligtig indkomst ikke var relevant for sagen. Kendelsen

giver

ikke hjemmel til at antage, at selvstændigt erhvervsdrivende skal kunne

fradrage kontingent i den personlige indkomst, idet der, som anført,

eksisterer

specialregler for indkomstopgørelse for selvstændigt erhvervsdrivendes

kontingenter til faglige sammenslutninger.

Herefter

er det skatteankenævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at pålægge

forvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelser.

Klagerens påstand og

argumenter

Skatteansættelserne

skal genoptages.

Klageren

driver en lægevirksomhed i interessentskabsform og anvender

virksomhedsordningen.

I

klageårene har klageren fratrukket kontingentudgiften til DADL, PLO og

Lægekredsforeningen som et ligningsmæssigt fradrag.

Anmodningen

om genoptagelse blev fremsat over for forvaltningen, efter at klagerens

repræsentant var blevet bekendt med kendelsen Landsskatteretten af 11.

december

2001, hvorved det blev anerkendt, at et selskabs udgift til en ansat

hovedanpartshavers kontingent til Dansk Tandlægeforening var en driftsudgift

efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Genoptagelsesanmodningen

var endvidere begrundet i en positiv tilbagemelding på en henvendelse til

Regionen. Repræsentanten havde henvendt sig til regionen, idet der var

usikkerhed omkring rækkevidden af Landsskatterettens kendelse. Der foreligger

ikke andet skriftligt om den positive tilbagemelding ud over en e-mail fra

forvaltningen, som henvendelsen gik gennem. Ifølge tilbagemeldingen var det

regionens opfattelse, at der også kunne gives fradrag for kontingenter for

selvstændigt

erhvervsdrivende på linie med andre driftsomkostninger.

I

klagerens tilfælde er kontingentudgiften en nødvendig driftsomkostning for at

kunne drive virksomhed som praktiserende læge. Det skyldes de gældende

overenskomster på området. Der er fremlagt kopi af vedtægterne for DADL og

lovene for PLO.

Heraf

fremgår det, at der stilles krav om medlemskab af PLO, for at kunne drive

almen

lægepraksis og dermed et krav om medlemskab af DADL. Hvis klageren ikke er

medlem af disse organisationer, er hun ikke omfattet af overenskomsten med

Den

Offentlige Sygesikring.

Den

krævede sammenhæng mellem medlemskabet af DADL (PLO) svarer til den

sammenhæng,

der blev lagt til grund ved afgørelsen fra Landsskatteretten. Det er derfor

klagerens opfattelse, at det skal lægges til grund, at udgiften til klagerens

kontingent er omfattet af indkomstbegrebet i statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra a.

I

forbindelse med anmodningen om genoptagelse har spørgsmålet om den

skattemæssige behandling af faglige kontingenter være rejst over for Told- og

Skattestyrelsen. Styrelsen har ikke officielt udmeldt sin holdning, men har

via

skattemyndighedernes interne faglige netværk udsendt et notat om behandlingen

af kontingenterne.

Det

er klagerens opfattelse, at personskattelovens § 3 ikke endeligt tager

stilling

til muligheden for omkostningsfradrag for de omhandlede kontingenter i de

tilfælde, hvor den erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen.

Ligningsrådet

har i den forbindelse udstukket en anvisning om behandlingen af kontingenter

omfattet af ligningslovens § 13 og har anført, at den skattemæssige

behandling

er ens, uanset om virksomhedsordningen anerkendes. Udgiften må ud fra

anvisningen anses for en privat udgift, der alene kan fradrages som

ligningsmæssigt fradrag og som i tilfælde af, at virksomheden betaler, anses

for en overførsel til indehaveren.

Det

fremgår af virksomhedsskattelovens § 6, at virksomhedens skattepligtige

indkomst skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler.

I

ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.1. fremgår blandt andet, at bidrag til

arbejdsgiversammenslutninger, som nævnt i ligningslovens § 13, ikke er

fradragsberettiget

ved opgørelse af virksomhedens indkomst. Afholdes sådanne udgifter af

virksomheden, anses beløbet for overført til den skattepligtige, som kan

fradrage beløbet ved opgørelse af den skattepligtige indkomst.

Ud

fra virksomhedsskattelovens § 6 er der ingen tvivl om, at samtlige indtægter

og

udgifter med relevans for den erhvervsmæssige virksomhed skal påvirke det

skattemæssige resultat for virksomheden. Det er også fast antaget, at

erhvervsmæssige renter er en del af det skattemæssige resultat for

virksomheden

og dermed indgår i disponeringen heraf efter reglerne i

virksomhedsskatteloven.

Ligningsvejledingen

lægger til grund, at bidrag til arbejdsgiversammenslutninger som nævnt i

ligningslovens

§ 13 ikke er fradragsberettiget ved opgørelsen af virksomhedens indkomst.

Dette

synspunkt synes kun at have sin rigtighed, såfremt det forudsættes, at

ligningsrådets anvisning kan fastlægge reglerne for placering af

omkostninger,

der klart bærer præg af fradragsberettigede driftsomkostninger forbundet med

virksomhedsdriften.

I

kendelsen fra Landsskatteretten er der klart taget stilling til udgiftens

karakter som en driftsomkostning, og dermed bør det ikke være muligt at

fratage

omkostningen sit erhvervsmæssige præg, blot fordi virksomheden drives i

personligt

regi.

Det

kan anføres, at selvom det fremgår af personskattelovens § 3, at udgiften til

kontingent ikke kan fratrækkes i den personlige indkomst, er dette ikke et

udtryk for en direkte lovhjemmel, der kan begrunde, at omkostningen ikke kan

fratrækkes ved opgørelsen af det skattepligtige resultat for virksomheden.

Var

det tilfældet, kunne der også rejses tvivl om, om rentefradrag kan foretages

i

virksomhedens indkomst, idet personskattelovens § 4 angiver, at renter

henhører

under kapitalindkomsten. Det samme er gældende for kursgevinster og -tab, men

her overskygges hjemlen i personskattelovens § 4 af virksomhedsskattelovens

regler.

Der

er et regelsammenstød mellem anvendelsen af det almindelige

driftsomkostningsbegreb og ligningslovens § 13, ligesom det et uvist, hvordan

rangfølgen er mellem virksomhedsskattelovens opgørelsesprincip for

virksomhedens resultat og den opdeling af den skattepligtige indkomst i

beregningskomponenter,

der fremgår af personskattelovens §§ 3 og 4.

Desuden

skal det anføres, at de omhandlede kontingenter ikke har karakter af bidrag

til

en arbejdsgiversammenslutning, som må anses for at være en forening, der

varetager den erhvervsdrivendes forhold i forbindelse med såvel driften som i

forhold til det at have ansatte i virksomheden. Inden for lægebranchen er der

først etableret en arbejdsgiversammenslutning - Praktiserende Lægers

Arbejdsgiversammenslutning

- i løbet af 2002. Medlemskab af denne forening er frivilligt.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

En

skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse, skal senest den 1. maj

i

det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller

retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Dette fremgår af

skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Det

fremgår af virksomhedsskattelovens § 6, at virksomhedens skattepligtige

indkomst skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler i de

tilfælde, hvor en person anvender virksomhedsordningen.

I

henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets

løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder

ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og

umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af

indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de

naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres

som

en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Ved

opgørelse af den skattepligtiges indkomst kan fradrages udgifter til

kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige

sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske

interesser

for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Fradrag er betinget

af, at den faglige organisation, hvis den er indberetningspligtig efter

skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til de

statslige

told- og skattemyndigheder. Dette fremgår af ligningslovens § 13, stk. 1 og

2.

Af

personskattelovens § 3, stk. 2, fremgår det, at ved opgørelsen af den

personlige indkomst kan fradrages udgifter, som i årets løb er anvendt til at

erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten ved selvstændig

erhvervsvirksomhed,

dog med undtagelse af de i blandt andet ligningslovens § 13 nævnte udgifter.

Virksomhedsskatteloven

supplerer de almindelige regler om skatteberegningsregler for selvstændigt

erhvervsdrivende, som anvender virksomhedsordningen eller

kapitalafkastordningen. Bortset fra disse særlige beregningsregler finder

skattelovgivningens almindelige regler også anvendelse på selvstændigt

erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen.

Virksomhedsordningen

medfører blandt andet, at selvstændigt erhvervsdrivende kan få fuld

fradragsværdi

for virksomhedens renteudgifter, for på den måde at ligestille den personligt

drevne virksomhed med selskaber. Ligeledes medfører ordningen mulighed for at

opspare overskud i virksomheden mod en foreløbig virksomhedsskat, som svarer

til selskabsskatten.

Reglerne

i virksomhedsskatteloven har til hensigt i større omfang at sidestille

skatteberegningen i virksomheder, der er drevet i personlig regi med

selskaber.

Virksomhedsskatteloven regulerer således skatteberegningen, men regulerer

ikke

spørgsmålet om, hvilke udgifter der i henhold til andre områder af

skattelovgivningen er fradragsberettiget.

Ligningslovens

§ 13 er en specialregel, der konkret vedrører spørgsmålet om personers

fradragsret for udgifter til faglige kontingenter. Uanset om en selvstændig

erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen eller personskattelovens

regler

til opgørelse af virksomhedens resultat, vil de særlige regler, som specifikt

regulerer personers indkomstopgørelse, stadig have virkning for den

selvstændigt

erhvervsdrivende. På disse områder kan en virksomhed, drevet i

virksomhedsordningen ikke ligestilles med et selskab, hvor der ikke skal

sondres mellem forskellige indkomst- og fradragstyper.

Det

fremgår direkte af ordlyden af henholdsvis ligningslovens § 13, stk. 1, og

personskattelovens § 3, stk. 2, at selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til

kontingenter til faglige organisationer skal fradrages i den skattepligtige

indkomst og ikke direkte i den personlige indkomst. Dette medfører, at

udgiften

alene kan godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag.

Det

forhold, at klageren anvender virksomhedsordningen, kan således ikke medføre,

at bestemmelsen i ligningslovens § 13, stk. 1, og personskattelovens § 3,

stk.

2, ikke skal anvendes efter pålydende.

Der er derfor ikke fremkommet oplysninger, der må anses for at

kunne medføre en ændring af klagerens skatteansættelse, og skatteankenævnets

afgørelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter