Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Fagforeningskontingent tandlæge/hovedanpartshaver fradrag - genoptagelse

KEN nr 10262 af 08/11/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet4. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Fagforeningskontingent –

tandlæge/hovedanpartshaver – fradrag - genoptagelse

Klagen vedrører

Skattemyndigheden har nægtet

at genoptage ansættelserne vedrørende beskatning af klagerens kontingent til

tandlægeforening betalt af et anpartsselskab, som klageren er

hovedanpartshaver

i.

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomstårene

2000 og 2001

Skattemyndigheden har nægtet

at genoptage skatteansættelserne med henblik på at nedsætte den personlige

indkomst med kontingent til Dansk Tandlægeforening betalt af

Tandlægeselskabet

ApS, hvori klageren er hovedanpartshaver, og at ophæve fradrag for betalt

kontingent samtidig.

Landsskatteretten stadfæster

skattemyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

Afgørelsen er påklaget til

Landsskatteretten i medfør af den dagældende skattestyrelseslovs § 21, stk.

5.

Kontingent til Dansk

Tandlægeforening er betalt af tandlægeselskabet ApS. Kontingentet har udgjort

11.177 kr. for indkomståret 2000 og 11.624 kr. for indkomståret 2001.

Klageren har ved

indkomstopgørelsen for de pågældende indkomstår medregnet kontingent til

Dansk

Læs alt

Tandlægeforening betalt af selskabet som personlig indkomst. Beløbene er

samtidig fratrukket som ligningsmæssige fradrag med samme beløb.

Klageren var i de pågældende

indkomstår ansat i og hovedanpartshaver i Tandlægeselskabet ApS.

Skattemyndighedens

afgørelse

Klagerens repræsentant har

ved brev af 27. marts 2003 anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for

indkomstårene 2000 og 2001 under henvisning til en ikke offentliggjort

kendelse

fra Landsskatteretten af 11. december 2001 (2-3-1836-1366). Der er under

henvisning til denne afgørelse anmodet om, at den personlige indkomst

nedsættes

med kontingent til Dansk Tandlægeforening betalt af selskabet, og at de

ligningsmæssige fradrag nedsættes med samme beløb.

Skattemyndigheden meddelte

ved brev af 8. maj 2003, at man påtænkte at give klageren afslag på

anmodningen

om genoptagelse. Der blev i den forbindelse bl.a. henvist til et notat af 11.

april 2003 fra Told- og Skattestyrelsen, hvori det blev konkluderet, at den

nævnte kendelse fra Landsskatteretten ikke tager stilling til, hvorledes der

skal forholdes i relation til hovedanpartshaveren.

Told- og Skattestyrelsen

antager i notatet, at der fortsat består en mulighed for at betragte den

afholdte

udgift som et lønsurrogat, der kan fratrækkes af selskabet, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men som helt eller delvis beskattes

hos

modtageren.

Kontingent betalt af

selskabet, der medgår til udgifter af ikke erhvervsmæssig karakter i

foreningen, beskattes hos hovedanpartshaveren som personlig indkomst, jf.

personskattelovens § 3, stk. 1. Kontingentet fratrækkes hos

hovedanpartshaveren

som ligningsmæssigt fradrag, jf. ligningslovens § 13.

Skattemyndigheden er enig i

Told- og Skattestyrelsens vurderinger, konklusioner og begrundelser, og der

henvises særligt til notatets afsnit ”Lønmodtagerens beskatning, når

arbejdsgiveren betaler kontingentet.”

Klagerens repræsentant har i

brev af 23. maj 2003 gjort indsigelse mod den påtænkte afvisning af

genoptagelsesanmodningen, idet det fortsat gøres gældende, at klageren ikke

skal beskattes personligt af en driftsomkostning i selskabet.

Der er endvidere i brev af 2.

juni 2003 fra klagerens repræsentant gjort indsigelse mod den påtænkte

afvisning af genoptagelsesanmodningen, idet det blev gjort gældende, at

konsekvenserne af Landsskatterettens afgørelse af 11. december 2001 er, at en

konkret og direkte sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen ifølge

Landsskatteretten kan føre til, at et fagforeningskontingent ikke betragtes

som

en udgift omfattet af ligningslovens § 13, men derimod som en driftsudgift

fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Som

driftsudgift skal der ikke ske beskatning af den ansatte tandlæge, idet der

ikke er tale om betaling af dennes private udgifter.

Som driftsudgift er udgiften

fradragsberettiget

·

i tandlægeselskabet uden modsvarende

beskatning af den ansatte tandlæge, og

·

i personligt drevne tandlægevirksomheder i

virksomhedsindkomsten (personlig indkomst).

Landsskatteretten har ikke

taget stilling til, hvorledes der skal forholdes i relation til

hovedanpartshaveren.

Told- og Skattestyrelsen har

i notatet af 11. april 2003 anført, at Landsskatterettens afgørelse

formentlig

skal ses på baggrund af den måde, hvorpå sagen er ført. Klageren har

principalt

påstået fradrag ud fra det synspunkt, at udgiften til medlemskabet var en

driftsomkostning for selskabet. Subsidiært er der påstået fradrag, fordi der

var tale om en lønudgift.

Der blev givet medhold i den

principale påstand, og Landsskatteretten har ikke fundet anledning til at

kommentere den subsidiære påstand, ligesom det ikke i øvrigt af sagen kan

udledes, hvorledes der skal forholdes i relation til hovedanpartshaveren.

Det må derfor antages, at der

fortsat er en mulighed for tillige at betragte den afholdte udgift som et

lønsurrogat, der kan fratrækkes af selskabet, jf. statsskattelovens § 6, stk.

1, litra a, men som helt eller delvis beskattes hos modtageren.

Skatteforvaltningen er enig i

Told- og Skattestyrelsens vurderinger.

Kontingent betalt af

selskabet beskattes hos hovedanpartshaveren som personlig indkomst, jf.

personskattelovens

§ 3, stk. 1, og kontingentet fratrækkes hos hovedanpartshaveren som

ligningsmæssigt

fradrag, jf. ligningslovens § 13, hvorfor anmodningen om genoptagelse er

nægtet.

Klagerens påstand og

argumenter

Der skal ske genoptagelse af

klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2000 og 2001 med henblik på

en

nedsættelse af klagerens indkomstansættelser for indkomstårene 2000 og 2001

for

så vidt angår de personlige indkomster, idet udgift til Dansk

Tandlægeforening

betalt af tandlægeselskabet ikke skal medregnes til klagerens skattepligtige

indkomst.

Til støtte herfor gøres det

gældende, at det følger af Landsskatterettens kendelse af 11. december 2001

(2-3-1836-1366), at et tandlægeselskabs udgift til kontingent til Dansk

Tandlægeforening er en driftsudgift omfattet af statsskattelovens § 6, stk.

1,

litra a. Som driftsudgift er kontingentet ikke at anse for yderligere løn til

tandlægen.

Den nævnte kendelse fra

Landsskatteretten vedrører spørgsmålet om et tandlægeselskabs fradrag for

udgift til kontingent til Dansk Tandlægeforening. Over for Landsskatteretten

nedlagde selskabets repræsentant principalt påstand om, at

kontingentudgifterne

ansås for fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra

a. Subsidiært gjorde repræsentanten gældende, at kontingentudgiften var

fradragsberettiget som en lønudgift i selskabet.

De stedlige skattemyndigheder

nægtede selskabet fradrag for udgiften under henvisning til, at der var tale

om

maskeret udlodning til hovedanpartshaveren (tandlægen). Skattemyndighederne

anførte, at der var tale om et personligt medlemskab af Dansk

Tandlægeforening,

som er omfattet af ligningslovens § 13, og at kontingentet som sådan var

indberettet til skattemyndighederne i overensstemmelse med

skattekontrolloven.

Landsskatteretten tiltrådte

imidlertid det af repræsentanten anførte, hvorefter

”der kan godkendes fradrag

for udgifterne til kontingenter vedrørende hovedanpartshaverens medlemskab af

Dansk Tandlægeforening i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,

idet

der foreligger den for fradrag fornødne sammenhæng mellem selskabets

indkomsterhvervelse og udgifternes afholdelse. Der er ved afgørelsen lagt

vægt

på, at selskabets indkomst er direkte afhængig af tandlægens medlemskab af

Dansk Tandlægeforening.”

Skatteforvaltningen har

henvist til et notat fra Told- og Skattestyrelsen. Notatet er udtryk for

styrelsens

vurdering af kendelsens rækkevidde. I notatet anføres bl.a:

” den nævnte

landsskatteretskendelse af 11. december 2001 alene vedrører, hvorvidt et

selskab har fradrag eller ej, og ikke sondringen mellem personlig indkomst og

skattepligtig indkomst.

For selvstændigt

erhvervsdrivende vil kontingentet dog udgøre en driftsomkostning, der er

reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, hvorefter der, som

udgangspunkt, kan foretages fradrag i personlig indkomst. Undtaget ifølge

bestemmelsen er dog bl.a. udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13,

hvorefter fradrag for eksempelvis fagforeningskontingent skal foretages i den

skattepligtige indkomst.”

Denne fortolkning af den

nævnte Landsskatteretskendelse fra 2001 kan ikke tiltrædes.

Det bestrides ikke, at

fagforeningskontingenter er fradragsberettigede som ligningsmæssige fradrag

efter ligningslovens § 13. Dette udelukker imidlertid ikke, at

kontingentudgiften kan anses for en driftsudgift efter statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a, og som sådan fradragsberettiget ved opgørelsen af den

personlige

indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2.

Landsskatteretten foretager i

kendelsen en konkret afvejning af, om kontingentudgiften må anses for en

driftsudgift i relation til selskabets indkomst, eller om udgiften er en

betaling af den ansatte tandlæges kontingent til Dansk Tandlægeforening.

Ud fra en konkret vurdering

af udgiftens sammenhæng med indkomsterhvervelsen i selskabet når

Landsskatteretten frem til, at der er tale om en driftsudgift (og ikke en

betaling af den ansatte tandlæges fagforeningskontingent). Retten har lagt

afgørende vægt på, at medlemskabet er en forudsætning for selskabets

indtjening, idet foreningen har forhandlingsretten for så vidt angår

overenskomsten

med Sygeforsikringen. Fradraget bliver derfor anerkendt i selskabet ud fra en

driftsomkostningsbetragtning og ikke ud fra en lønomkostningsbetragtning.

Hvis Landsskatteretten var af

den opfattelse, at der var tale om en lønudgift, ville den direkte sammenhæng

mellem selskabets indkomst og medlemskabet af foreningen ikke indgå i

præmisserne.

Hvad angår Told- og

Skattestyrelsens notat, er dets status ikke oplyst. Det fremgår ikke af

notatet, hvem der har udarbejdet det, og hvilke myndigheder, det henvender

sig

til. Det har ikke karakter af at være et cirkulære eller en

cirkulæreskrivelse,

dvs. en tjenestebefaling til en underordnet myndighed. Det ses ej heller

(hverken i bearbejdet eller forkortet form) at have fundet vej til Told- og

Skattestyrelsens

ligningsvejledning. Det mest sandsynlige er, at der er tale om et internt

notat, måske udarbejdet på grundlag af en konkret forespørgsel. Dets

retskildeværdi må derfor anses for begrænset.

En konkret og direkte

sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen kan således ifølge den nævnte kendelse

fra Landsskatteretten fra 2001 føre til, at et fagforeningskontingent ikke

betragtes som en udgift omfattet af ligningslovens § 13, men derimod som en

driftsudgift fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Som driftsudgift er udgiften

fradragsberettiget

·

i tandlægeselskaber uden modsvarende

beskatning af den ansatte tandlæge, og

·

i personligt drevne tandlægevirksomheder i

virksomhedsindkomsten (personlig indkomst).

Hvad angår Landsskatterettens

kendelse af 22. november 2004 SKM2004.490LSR, hvor Landsskatteretten fandt,

at

en selvstændig erhvervsdrivende tandlæges kontingent til Dansk

Tandlægeforening

ikke var fradragsberettiget i den personlige indkomst, kan denne afgørelse

ikke

lægges til grund i den foreliggende sag. Netop det forhold, at

tandlægevirksomheden blev drevet i selvstændigt regi, var Landsskatterettens

begrundelse for, at rettens afgørelse af 11. december 2001 (2-1-1836-1166)

ikke

kunne lægges til grund. Under henvisning til ligningslovens § 13, jf.

personskattelovens § 3, stk. 2, statuerede retten derfor i kendelsen af 22.

november 2004 ( SKM2004.490LSR ), at udgiften til kontingent til Dansk

Tandlægeforening blot var et ligningsmæssigt fradrag.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Reglerne i den dagældende

skattestyrelseslovs kapitel 3 om klage til Landsskatteretten gælder også for

genoptagelsessager. Hvis klagen vedrører et afslag på en anmodning om

genoptagelse af en skatteansættelse, og Landsskatteretten finder, at

genoptagelse burde have fundet sted, kan retten pålægge den pågældende

skattemyndighed

at genoptage skatteansættelsen, jf. Landsskatterettens dagældende

forretningsorden § 17, stk. 4.

Det af repræsentanten

fremførte giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge skattemyndigheden

at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse. Der henvises herved til

Landsskatterettens kendelse af 22. november 2004 ( SKM.2004.490LSR ),

vedrørende fradrag

for kontingent til

Dansk Tandlægeforening. I kendelsen anføres bl.a.:

”Det fremgår direkte af

ordlyden af henholdsvis ligningslovens § 13, stk. 1, og personskattelovens §

3,

stk. 2, at selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til kontingenter til faglige

organisationer skal fradrages i den skattepligtige indkomst og ikke direkte i

den personlige indkomst. Dette medfører, at udgiften som udgangspunkt alene

kan

godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag.

Der er dog mulighed for

delvis fradrag direkte i den personlige indkomst i det tilfælde, at

kontingentudgiften

fra foreningens side er opdelt i en erhvervsmæssig og en ikke -

erhvervsmæssig

del. Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordeling af

kontingentet ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst. Den del,

som

foreningen har anført som medgået til erhvervsmæssige forhold, vil medlemmet

kunne fradrage i den personlige indkomst, hvorimod den del, som

organisationen

har opgjort til at vedrøre ikke – erhvervsmæssige forhold, alene kan

fradrages

hos medlemmet som et ligningsmæssigt fradrag. Foretager foreningen ingen

fordeling af udgiften, anses den samlede udgift for at være medgået til ikke

–

erhvervsmæssige formål, og medlemmet kan alene fradrage udgiften ved

opgørelsen

af den skattepligtige indkomst.”

Det bemærkes, at det ikke kan

udledes af Landsskatterettens kendelse af 11. december 2001 (2-3-1836-1366)

vedrørende

et selskabs fradrag for betaling af hovedanpartshaverens kontingent til Dansk

Tandlægeforening, at selskabets betaling af hovedanpartshaverens kontingent

kan

fratrækkes i hovedanpartshaverens personlige indkomst.

Den påklagede afgørelse

stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter