Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 27. august 2003 vedr. Fradrag for renteudgifter vedr. banklån til køb af autocamper udlejes og anvendes privat

KEN nr 9698 af 27/08/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 27. august 2003 vedr. Fradrag for

renteudgifter vedr. banklån til køb af autocamper – udlejes og anvendes

privat

A’s klage vedrører, at skatteansættelsen for indkomståret 1998

ikke er genoptaget med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter

vedrørende autocamper der både anvendes privat og udlejes.

Endvidere vedrører klagen, at der ikke i indkomstårene 1999 og

2000 er godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende autocamper, der både

anvendes privat og udlejes, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13.

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 1998

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har ikke pålagt skattemyndigheden at genoptage

skatteansættelsen for indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag

for

renteudgifter vedrørende autocamper.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Indkomstårene 1999 og 2000

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter,

selvangivet med hhv. 14.760 kr. og 11.591 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelserne.

Sagens oplysninger

Klageren købte den 26/6 1997 en autocamper. Til betaling af

autocamperen optog klageren et lån på 55.000 DEM hos B bank i Tyskland.

Autocamperen blev udlejet gennem Autohaus C i Tyskland. Udlejningen skete på

basis af mundtlig aftale og på betingelse af, at autocamperen stod til

udlejningsbureauets disposition inden for en 3-årig periode. Udlejer kunne

frit

Læs alt

benytte camperen, når den ikke var i udlejning. Der betaltes 20 % af

bruttolejen til marketing, annoncering, messer, kontorhold m.v.

I 1998 blev autocamperen solgt som følge af skade, og der blev

købt en ny camper via udlejningsbureauet.

Klagerens revisor har oplyst, at camperen har været anvendt

således:

År

Privat dage

% privat

udlejede dage

5 udlejet

I alt dage

1998

34

11,5

108

88,5

122

1999

21

16,0

110

84,0

131

2000

17

10,2

150

89,8

167

For indkomståret 1998 har klageren opgjort resultatet af

udlejningen af den beskadigede camper til –343,97 DEM. Der er ikke

foretaget

afskrivninger. For den nye camper er resultatet opgjort til –320,03 DEM

efter

afskrivninger. Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er

ikke

reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 8.930 DEM.

For indkomståret 1999 har klageren opgjort resultatet af

udlejningen af camperen til –177,92 DEM efter afskrivninger men før

renter.

Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden på grundlag af et beløb i

DEM,

men de er ikke reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort

til

10.538 DEM.

For indkomståret 2000 har klageren opgjort resultatet af

udlejningen af camperen til –49,09 DEM efter afskrivninger, men før

renter.

Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er ikke reduceret med

den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 3.700 DEM.

Klageren har i indkomstårene 1999 og 2000 selvangivet

renteudgifter på 14.760 kr. og 11.591 kr. De opgjorte underskud vedrørende

udlejningen før renter er ikke selvangivet, ligesom der ikke er selvangivet

hverken renteudgifter eller resultat ved udlejningen i indkomståret 1998.

Skatteankenævnets

afgørelse

Skattemyndigheden er ikke pålagt at genoptage ansættelsen for

indkomståret 1998 og der er ikke godkendt fradrag for renteudgifterne i

indkomstårene 1999 og 2000.

Indtægt ved udlejning af driftsmidler beskattes som personlig

indkomst, undtagen i tilfælde, hvor udlejningen er omfattet af

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13. Af bemærkningerne til lovforslag nr.

293, der er vedtaget af Folketinget den 24. juni 1993 fremgår bl.a.:

”Lovforslaget går ud på at ændre anpartsreglerne, således at

alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af driftsmidler og skibe er

omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke

deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang. Det betyder, at

afskrivninger, renteudgifter og administrationsomkostninger ved udlejning kun

kan fradrages i lejeindtægten fra udlejningsvirksomheden, men ikke i anden

indkomst.”

”For at modvirke skattetænkning foreslås det, at de gældende

anpartsregler i personskatteloven udvides til at omfatte enhver form for

virksomhed med udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige

ikke

selv deltager i virksomhedens drift.”

”Ved de foreslåede bestemmelser ændres anpartsreglerne, sådan at

alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede

driftsmidler og skibe er omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere og

uanset formålet med udlejningen, når den skattepligtige ikke deltager i

virksomhedens drift i væsentligt omfang.”

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst

fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke

deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst.

Ifølge

lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke

fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene

fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette

omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994

om

personskatteloven punkt 20.3.1. Driftsmidler, der benyttes til både

erhvervsmæssige og private formål er afskrivningsberettigede, og i

hobbyvirksomheder kan der godkendes fradrag for afskrivninger på

driftsmidler.

Og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, gælder ifølge bemærkningerne

uanset

formålet med udlejningen.

Arbejdstidskravet er ikke opfyldt, da udlejningen foretages

gennem et tysk bureau.

Klagerens påstand og

argumenter

Skattemyndigheden skal pålægges at genoptage ansættelsen for

indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter på

15.167 kr., ligesom der i indkomstårene 1999 og 2000 skal godkendes fradrag

for

renteudgifter på henholdsvis 14.760 kr. og 11.591 kr.

Hobbyvirksomhed er ikke omfattet af personskattelovens § 4, stk.

1, nr. 13, jf. Ligningsvejledningen afsnit E.A.1.2.3.4. Klageren anskaffede i

1997 en autocamper til brug for afholdelse af ferie. Klagerens hustru er, som

følge af et hjertestop i 1995, svært hjerneskadet og oppebærer højeste

førtidspension plus bistandstillæg med baggrund i en lægelig vurdering af

manglende mulighed for at kunne fungere selvstændigt og har derfor brug for

trygge rammer og faste omgivelser. Det formål har klageren fundet bedst

dækkes

ved, at ferien og fritiden holdes i en autocamper, hvor hustruen altid vil

kunne føle, at hun er i vante omgivelser. Da en autocamper er relativt dyr i

anskaffelse og drift, ønskede klageren at udleje autocamperen i en kortere

periode for at nedbringe udgifterne. Udlejningen foregik ved, at klageren

meddelte udlejningsbureauet, hvornår bilen skulle indregistreres, så udleje

kunne påbegyndes. På samme vis ringede klageren til udlejningsbureauet, når

bilen skulle afmeldes fra indregistrering. Formålet med udlejningen har

således

aldrig været at drive en virksomhed, som skulle give overskud, men blot at

mindske omkostningerne ved den ønskede fritids-/ferieform.

Med hensyn til de adskillige domme, som er faldet vedr.

udlejning af lystbåde og med henvisning til ligningsvejledningens afsnit

E.A.1.2.3.4, må udlejningen betragtes som hobbyvirksomhed. Der er ikke

forskel

på en lystbåd og en autocamper for så vidt angår betragtningen om

hobbyvirksomhed, idet begge aktiver sjældent kan udlejes med driftsøkonomisk

overskud. Det fremgår af afsnittet i ligningsvejledningen, at den blotte

forekomst

af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som

udgangspunkt

vil udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Dette må ikke

alene vedrøre lystbåde men også en autocamper. Der har ikke været nægtet

fradragsret for renter i nogle af dommene vedr. udlejning af lystbåde.

Klageren har aldrig haft opfattelsen af, at et underskud kunne

fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Klageren har blot lavet nogle

regnskabsmæssige opgørelser, som alene skulle vise, at der ikke var overskud,

som skulle selvangives. Klageren har ikke nogen indsigt i skattemæssige

afskrivninger, og at der ikke er reduceret for privat anvendelse i opgørelsen

skyldes alene uvidenhed om reglerne. Klageren har i opgørelserne desuden

alene

foretaget afskrivninger, så resultatet blev negativt, således at der ikke

blev

skattemæssigt overskud. Fra indkomståret 2001 og fremefter har klageren valgt

ikke at udleje autocamperen. Dette skyldes, at klageren nu mener, at

omkostningerne ved at have autocamperen (drift, afskrivninger, afdrag m.v.)

efterhånden er af en acceptabel størrelse til fritids-/feriebudgettet.

Autocamperen er fortsat i klagerens besiddelse. Dette dokumenterer, at

autocamperen er anskaffet til privat brug, og at den blot som hobbyvirksomhed

har været udlejet for at minimere omkostningerne. Renteudgifterne på lånet er

derfor fuldt ud fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst

fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke

deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst.

Ifølge

lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke

fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene

fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette

omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994

om

personskatteloven punkt 20.3.1.

Bestemmelsen i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, omfatter

efter sin ordlyd al udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor

ejeren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, uanset om den

kan karakteriseres som ikke erhvervsmæssig (hobbyvirksomhed) eller ej. Af

bemærkningerne fremgår det, at alle indtægter og udgifter vedrørende

udlejning

af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe er omfattet, når den

skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, samt

at

de gældende anpartsregler udvides til at omfatte enhver form for virksomhed

med

udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige ikke deltager i

virksomhedens drift i væsentligt omfang, jf. FT 1992/93 tillæg A spalte 9617

ff. Det fremgår ikke, at det er et krav, at afskrivningerne er efter

afskrivningsloven, ligesom det ikke fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen,

at

der forudsættes selvstændig erhvervsvirksomhed. I modsætning hertil fremgår

det

af bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 10, at denne omhandler selvstændig

erhvervsvirksomhed.

På trods af ikrafttrædelsesbestemmelserne for nr. 12 og den

tidligere nr. 13, jf. lov nr. 364 af 6.6 1991 § 3, stk. 2, hvorefter loven

havde virkning for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, finder retten

herefter, at en eventuel ikke erhvervsmæssig udlejning af

afskrivningsberettigede driftsmidler er omfattet af bestemmelsen.

Klageren har drevet udlejningsvirksomhed med autocamperen som

afskrivningsberettiget driftsmiddel. Klageren er derfor som udgangspunkt

omfattet af ordlyden af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13,

stk.

6. Da klageren ikke har ydet en sådan aktiv indsats i forbindelse med driften

af virksomheden, at arbejdskravet i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13,

kan

anses for opfyldt, er det med rette, at klageren er anset for omfattet af

nævnte bestemmelser.

Renteudgifter af lån vedrørende erhvervelse af autocamperen må

anses for at være en del af virksomhedens udgifter, og dermed omfattet af

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13, stk. 6.

Resultaterne af udlejningen inkl. renteudgifterne vil, også

efter regulering af afskrivningerne i forhold til den erhvervsmæssige og den

ikke erhvervsmæssige del, udgøre et underskud. Der er derfor ikke grundlag

for

at pålægge skatteforvaltningen at genoptage ansættelsen for indkomståret

1998,

ligesom der ikke for indkomstårene 1999 og 2000 er grundlag for at indrømme

yderligere fradrag. Afgørelserne stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter