Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for en praktiserende selvstændig erhvervsdrivende

KEN nr 10379 af 22/11/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet1. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. fagforeningskontingent for en

praktiserende selvstændig erhvervsdrivende

Klagen skyldes, at skatteankenævnet

ikke har godkendt fradrag i den personlige indkomst for udgift til kontingent

til fagforeningen A. Der er godkendt et ligningsmæssigt fradrag for udgiften.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 2000 og 2001.

Personlig indkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt

fradrag for hhv. 11.304 kr. og11.681 kr. i den personlige indkomst. Udgiften

er

afholdt som kontingentbetaling til fagforeningen A. Der er godkendt fradrag

for

udgiften som et ligningsmæssigt fradrag.

Landsskatteretten stadfæster

skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren driver en tandlægepraksis. I

klageårene havde virksomheden en omsætning på henholdsvis 984.964 kr. og

952.434 kr. og et resultat før renter på 436.492 kr. i 2000 og 431.085 kr. i

2001.

Klageren har fratrukket udgiften til

sit kontingent til fagforeningen A, som et ligningsmæssigt fradrag.

Foranlediget af en kendelse fra Landsskatteretten den 11. december 2001,

søgte

klageren om genoptagelse af skatteansættelsen ved forvaltningen. Af kendelsen

fremgår det, at Landsskatteretten godkendte, at et selskab, som drev

virksomhed

i form af en tandlægepraksis, kunne fratrække udgiften til

hovedanpartshaverens

Læs alt

kontingent som en driftsudgift.

Under henvisning til denne kendelse har

klageren over for forvaltningen anført, at en tandlæges udgift til kontingent

til en fagforening er en driftsudgift omfattet af statsskattelovens § 6, stk.

1, litra a. Således vil udgiften være fradragsberettiget i virksomheden og

dermed i klagerens personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2.

Forvaltningen har genoptaget

skatteansættelsen men har ikke godkendt fradrag i den personlige indkomst.

Forvaltningen har henvist til, at Landsskatterettens kendelse alene vedrører

fradragsretten for et selskab, men ikke behandler sondringen mellem personlig

indkomst og skattepligtig indkomst. Ligeledes har forvaltningen anført, at

selvstændigt erhvervsdrivendes kontingent er en driftsomkostning, der er

reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1. Heraf følger, at der som

udgangspunkt kan ske fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er dog

udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvilket eksempelvis er

fagforeningskontingentudgifter. Disse udgifter skal fratrækkes i den

skattepligtige

indkomst.

Skatteankenævnets afgørelse

Udgifter til fagforeningskontingent er

ifølge personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1 og ligningslovens § 13

fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst.

Landsskatteretten har ved en kendelse

taget stilling til et selskabs fradrag for hovedanpartshaverens kontingent

til

fagforening. Retten fandt, at der kunne godkendes fradrag for denne udgift

efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Kendelsen er ikke

offentliggjort

men har givet anledning til, at Told- og Skattestyrelsen har udfærdiget et

notat

om problemstillingen.

Skatteankenævnet finder ikke grundlag

for at tilsidesætte forvaltningens afgørelse.

Der er taget udgangspunkt i det notat,

som Told- og Skattestyrelsen har udarbejdet, og det er i den forbindelse

tillagt afgørende betydning, at den afgørelse, klageren henviser til,

vedrører

et selskab.

Da beløbene endvidere er indberettet af

foreningen som fagligt kontingent, er klageren i det hele omfattet af ovenfor

nævnet notat, hvoraf det fremgår, at selv om udgiften til fagforening kan

kvalificeres

som en driftsomkostning, vil den være omfattet af personskattelovens

bestemmelser og dermed af henvisningen til ligningslovens § 13.

Kendelsen fra Landsskatteretten kan

således ikke tages til indtægt for en ny praksis omkring forståelsen af

ligningslovens § 13. Uanset om udgiften til kontingentet kan kvalificeres som

en driftsomkostning, vil fradraget alene kunne gives i den skattepligtige

indkomst.

Klagerens påstand og argumenter

Der skal godkendes fradrag for

kontingentydelsen i virksomheden som en driftsudgift frem for et

ligningsmæssigt fradrag.

Klageren driver en tandlægepraksis i

personligt regi og har i klageårene fratrukket udgiften til kontingentet som

et

ligningsmæssigt fradrag.

Det fremgår af Landsskatterettens

kendelse af 11. december 2001, at et selskab anmodede om fradrag for udgiften

til kontingent. Der var nedlagt påstand om, at kontingentudgifterne ansås for

fradragsberettiget som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra a, subsidiært at der var fradrag som lønudgift i selskabet.

Forvaltningen havde nægtet fradrag

under

henvisning til, at der var tale om

et personligt medlemskab af en forening, som er omfattet af ligningslovens §

13, og at kontingentet som sådan var indberettet til forvaltningen i

overensstemmelse med skattekontrolloven.

Landsskatteretten gav selskabet medhold

og anførte: ” Der kan godkendes fradrag for udgifterne til kontingenter

vedrørende hovedanpartshaverens medlemskab af foreningen A i medfør af

statsskattelovens

§ 6, stk. 1, litra a, idet der foreligger den for fradrag fornødne sammenhæng

mellem selskabets indkomsterhvervelse og udgifternes afholdelse. Der er ved

afgørelsen lagt vægt på, at selskabets indkomst er direkte afhængig af

tandlægens medlemskab af foreningen.”

Notatet fra ToldSkat skulle være udtryk

for ToldSkats vurdering af kendelsens rækkevidde. I notatet anføres blandt

andet, at kendelsen vedrører et selskab, og sondringen mellem personlig og

skattepligtig indkomst er derfor ikke relevant for sagen. Særligt om

selvstændigt erhvervsdrivende anføres det, at kontingentet vil udgøre en

driftsomkostning, der er reguleret i personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1,

hvorefter der kan foretages fradrag i den personlige indkomst. Undtaget er

dog

udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 13, hvilket betyder blandt

andet

fagforeningskontingent. Disse udgifter kan fradrages i den skattepligtige

indkomst.

Efter klagerens opfattelse har

kendelsen betydning for sondringen mellem personlig og skattepligtig

indkomst.

Det bestrides ikke, at fagforeningskontingenter

er fradragsberettiget som ligningsmæssige fradrag. Dette udelukker imidlertid

ikke, at udgiften kan anses for en driftsudgift efter statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a, og som sådan være fradragsberettiget ved opgørelsen af den

personlige indkomst.

Landsskatteretten foretager i den

nævnte kendelse en konkret afvejning af, om udgiften må anses for at være en

driftsudgift i relation til selskabets indkomst, eller om den er betaling af

en

ansat tandlæges kontingent. Landsskatteretten når frem til, at der er tale om

en driftsudgift. Retten lægger afgørende vægt på, at medlemskravet er en

forudsætning for selskabets indtjening, idet foreningen har

forhandlingsretten

for så vidt angår overenskomsten med Sygesikringen.

Hvis Landsskatteretten var af den

opfattelse, at der var tale om en lønudgift, ville den direkte sammenhæng

mellem selskabets indkomst og medlemskabet af foreningen ikke indgå i

præmisserne.

Det samme må gælde, når udgiften

afholdes af en selvstændigt erhvervsdrivende. Der må således være den samme

sammenhæng mellem indkomsterhvervelsen og afholdelsen af udgifter, idet også

indkomsten for en tandlæge, der driver sin virksomhed i personligt regi, er

direkte afhængig af medlemskab af foreningen A.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve,

sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages.

Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem

afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at

udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels

at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er

indkomstopgørelsen

uvedkommende.

Ved opgørelse af den skattepligtiges

indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger,

fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at

varetage

de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige

hører. Fradrag er betinget af, at den faglige organisation, hvis den er

indberetningspligtig

efter skattekontrollovens § 8 T, har indberettet kontingentudgiften til de

statslige told- og skattemyndigheder. Dette fremgår af ligningslovens § 13,

stk. 1 og 2.

Af personskattelovens § 3, stk. 2,

fremgår det, at ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fradrages

udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde

indkomsten ved selvstændig erhvervsvirksomhed, dog med undtagelse af de i

blandt andet ligningslovens § 13 nævnte udgifter.

Det fremgår direkte af ordlyden af

henholdsvis ligningslovens § 13, stk. 1, og personskattelovens § 3, stk. 2,

at

selvstændigt erhvervsdrivendes udgift til kontingenter til faglige

organisationer skal fradrages i den skattepligtige indkomst og ikke direkte i

den personlige indkomst. Dette medfører, at udgiften som udgangspunkt alene

kan

godkendes fratrukket som et ligningsmæssigt fradrag.

Der er dog mulighed for delvis fradrag direkte

i den personlige indkomst i det tilfælde, at kontingentudgiften fra

foreningens

side er opdelt i en erhvervsmæssig og en ikke-erhvervsmæssig del. Da vil der

være fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige del. Afgørende

for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordelingn af kontingentet

ved

opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst. Den del, som foreningen har

anført som medgået til erhvervsmæssige forhold, vil medlemmet kunne fradrage

i

den personlige indkomst, hvorimod den del, som organisationen har opgjort til

at vedrøre ikke-erhvervsmæssige forhold, alene kan fradrages hos medlemmet

som

et ligningsmæssigt fradrag. Foretager foreningen ingen fordeling af udgiften,

anses den samlede udgift for at være medgået til ikke-erhvervsmæssige formål,

og medlemmet kan alene fradrage udgiften ved opgørelse af den skattepligtige

indkomst.

I klagerens tilfælde er der ikke oplyst

en fordeling af udgiften, og derved kan fradraget alene godkendes som et

ligningsmæssigt

fradrag.

På baggrund heraf stadfæstes

skatteankenævnets afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter