Spring til indhold

Retsinformation

Ejendom benyttet til udslusningshjem for narkomaner.

KEN nr 11166 af 15/12/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ejendom benyttet til udslusningshjem for

narkomaner.

afskrivning

Reference:

AL § 18

A klagede for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke

havde godkendt afskrivning på ejendommen B.

Det var oplyst, at klageren siden 1995 havde drevet et behandlingshjem for

narkomaner på ejendommen C. Ejendommen blev købt af klageren med

overtagelse pr. 1. maj 1997. Skattemyndigheden havde godkendt, at klageren

foretog afskrivning på købesummen for ejendommen med 4%, jf.

afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra b.

Med overtagelse pr. 1. oktober 1997 havde klageren endvidere købt

ejendommen B, beliggende i nabobyen. Ejendommen indeholdt 2 lejligheder, og

anvendtes som udslusningssted for behandlingshjemmet i C. Klageren havde ved

indkomstopgørelsen foretaget afskrivning med 6% af den kontante

anskaffelsessum for bygningen på 606.996 kr., eller med 36.420 kr.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt den af klageren foretagne

afskrivning på købesummen for denne ejendom. Nævnet havde

anført, at ejendommen var en beboelsesejendom, der under

udslusningsperioden anvendtes til beboelse, og at ejendommens beliggenhed i

forhold til behandlingshjemmet samt anvendelsen medførte, at der ikke

kunne foretages afskrivning på ejendommen som et accessorium til

behandlingshjemmet i C. jf. afskrivningslovens § 18, stk. 1 c.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at ejendommen B var afskrivningsberettiget.

Til støtte for påstanden havde revisoren anført, at

behandlingen af narkomaner var opdelt i faser med et behandlingsforløb

på 12 - 18 måneder. Hele behandlingen foregik tidligere

udelukkende på ejendommen i C, og da klageren havde haft succes med

Læs alt

sine behandlinger, var der altid mange på venteliste. For at

afhjælpe dette problem, investerede klageren i 1997 i ejendommen B, og

han havde herefter ladet 3. fase af behandlingen foregå der. Dette

indebar, at der blev plads til yderligere 6 - 7 narkomaner i det samlede

antal personer under behandling.

Revisoren havde videre anført, at han fandt det uforståeligt,

at der ikke godkendtes afskrivning på den tilkøbte ejendom, idet

denne var en integreret del af behandlingshjemmet. Revisoren havde herved

henvist til, at det var aktiviteten i ejendommen, der var afgørende

for, om denne var afskrivningsberettiget eller ej.

Klageren havde bl.a. oplyst, at behandlingen af narkomanerne i ejendommen

i B og i ejendommen i C skete under samme finansielle ramme - plejevederlag

fra det offentlige - og at behandlingsforløbet var én samlet

proces. Behandlingen

- en udvidet Minesotakur med samtale-, gruppe- og gestaltterapi - var

opdelt i 3 perioder, hvoraf den 3. - typisk fra 9. til 12. måned - nu

foregik i ejendommen B. Ejendommen, der ved købet bestod af 2

lejligheder, var ikke længere opdelt i aflåste lejligheder, men

bestod af 7 større og mindre værelser. Der var ingen egentlige

fællesrum. Klienterne var ikke længere under

døgnobservation, men 1 fuldtidsansat behandler havde ansvaret for de

6-7 personer, og sørgede for at aktivere dem på forskellige

måder. I ejendommen afholdtes endvidere terapi 3 gange om ugen, ligesom

der blev afholdt møder mellem klienterne, hjemmets behandlere,

socialrådgivere samt personer fra kriminalforsorgen. Klienterne under

3. periode havde ofte besøg af tidligere narkomaner. En typisk aften

kunne der således meget vel opholde sig omkring 14 personer i

ejendommen.

Klageren havde videre oplyst, at der i ejendommen i løbet af et

år blev sluset mellem 22 og 30 klienter gennem 3. periode. Ca. 90% af

klienterne, der havde en gennemsnitsalder på ca. 20 år, havde

opholdt sig på institutioner det meste af deres liv, så de var

ikke videre hensynsfulde i brugen af ejendommen.

Landsskatteretten bemærkede, at ifølge afskrivningslovens §

18, stk. 1 b, kunne skattemæssig afskrivning efter reglerne i § 19 A og

22 foretages på ..... "skoler, plejehjem, der omfattes af kap. 16 i

lov om social bistand, jf. dog stk. 4" og ifølge stk. 1 c på

"bygninger eller lokaler, der er beliggende i eller i umiddelbar tilknytning

til bygninger af den under a) og b) nævnte art og tjener driften af den

virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes." Ifølge

afskrivningslovens § 18, stk. 3, kunne afskrivning ikke foretages på

kontorbygninger, jf. dog stk. 1, litra c) - d), eller bygninger, der

anvendtes til beboelse eller hertil knyttede formål.

Efter de foreliggende oplysninger samt beskrivelsen m.v. af anvendelsen af

den omhandlede ejendom B, fandt Landsskatteretten, at der var en sådan

sammenhæng mellem driften af denne og af ejendommen i C som

behandlingssted for narkomaner, at også den omhandlede ejendom var

omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra b.

Landsskatteretten fandt således, at klageren kunne foretage

afskrivninger med 4% af 606.996 kr., eller med 24.280 kr. Den påklagede

ansættelse blev ændret.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter