Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 5. september 2003 vedr. Landbrug fradrag for tab på driftsbygninger

KEN nr 9708 af 05/09/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet31. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 5. september 2003 vedr. Landbrug –

fradrag for tab på driftsbygninger

A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke

har godkendt selvangivet fradrag for tab ved salg af driftsbygninger 100.179

kr.

Det fremgår af sagen, at klageren den 3. maj 1999 erhvervede

landbrugsejendommen X af sin moder. Købesummen på 4,7 mio. kr. blev fordelt

således, at 200.000 kr. henførtes til driftsbygningerne, 500.000 kr. til

stuehuset og 4.000.000 kr. til jorden omfattende ca. 90 ha.

Klageren har efterfølgende nemlig den 30. november 1999

videresolgt en del af ejendommen. Klageren har derved overdraget

bygningsparcellen på 2,7 ha

samt en

vindmølleparcel, hvorpå klageren som sælger er forpligtet til at opføre en ny

vindmølle. Overdragelsessummen er aftalt til i alt 10.200.000 kr. Efter

parternes aftale er overdragelsessummen fordelt således, at der til

driftsbygningerne, stuehuset og jorden er henført henholdsvis 300.000 kr.,

700.000 kr. og 200.000 kr. Den resterende del af overdragelsessummen er

henført

til vindmøllen. Det er i øvrigt mellem parterne aftalt, at køber af sælger

får

refunderet omkostninger til renovering af ejendommen på 200.000 kr., da

ejendommen overtages af køber med omfattende mangler. Overtagelsen er aftalt

til den 1. marts 2000.

Det fremgår videre af sagen, at klageren i forbindelse med

renoveringen af driftsbygningerne på sin anden landbrugsejendom beliggende Y

benyttede driftsbygningerne på X som svinestald.

I regnskabet for indkomståret 1999 har klageren selvangivet et

tabsfradrag på 100.179 kr.

Skatteankenævnet har ikke godkendt det selvangivne tab. Efter

Læs alt

nævnets opfattelse skal der være afskrevet på driftsbygningerne, for at tab

kan

fratrækkes. Nævnet har i den forbindelse henvist til lovteksten i

afskrivningslovens § 21, stk. 3. Der har i det konkrete tilfælde ikke været

mulighed for at afskrive, da der ikke kan afskrives i indkomstår, hvori

bygninger sælges, jf. afskrivningslovens § 20.

For klageren har klagerens repræsentant har fremsat påstand om,

at klageren er berettiget til at fratrække et tabsfradrag på 100.179 kr. i

henhold til afskrivningslovens § 21, da driftsbygningerne efterfølgende er

solgt til et mindre beløb end den nedskrevne værdi.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant bl.a. anført

følgende:

”Det er vores opfattelse, at der kan foretages tabsfradrag efter

afskrivningslovens § 21, stk. 1. Bygningen har i indkomståret 1999 opfyldt

betingelserne for at kunne afskrives efter afskrivningslovens § 14. Bygningen

har nemlig været anvendt erhvervsmæssigt og anvendelsen af bygningen har

været

til et formål, som ikke er nævnt på negativlisten i afskrivningslovens § 14,

stk. 2, nemlig som karantænestald til grise. Der er fra skatteankenævnets

side

heller ikke stillet spørgsmål ved denne erhvervsmæssige anvendelse af

bygningen. Men på grund af afskrivningslovens § 20, stk. 1, kan der ikke

afskrives på bygningen, da det er bygningens salgsår. Derfor står A i den

uheldige situation, at da købsåret også er salgsåret for bygningen, har han

ikke haft mulighed for at afskrive på bygningen, uanset at han har anvendt

den

til et afskrivningsberettiget formål.

Det er vores opfattelse, at det ikke har været hensigten med

reglen i afskrivningslovens § 21 om tabsfradrag, at den uheldige kombination

med køb og salg af en bygning samme år skulle forhindre anvendelsen af

tabsfradragsreglen i § 21. Det er endvidere vores opfattelse, at det heller

ikke er et krav for at opnå tabsfradrag efter § 21, at der skal være

afskrevet

på bygningen i løbet af ejerperioden. Den skal blot have været anvendt

erhvervsmæssigt og til et afskrivningsberettiget formål i løbet af

ejerperioden”.

Klagerens repræsentant har videre henvist til sammenhængen

mellem afskrivningslovens § 21 om tabsfradrag og afskrivningslovens § 22 om

nedrivningsfradrag. Efter § 22 kan der aktiveres et tabsfradrag, uanset om

der

er afskrevet på bygningen. Kravet er blot, at bygningen har været anvendt til

et afskrivningsberettiget formål i løbet af ejerperioden. Hvis man i den

konkrete sag anvender nævnets fortolkning af § 21, vil der opstå en forskel

mellem betingelserne for at få tabsfradrag efter § 21 og betingelserne for at

få ”indirekte” tabsfradrag efter § 22, stk. 2.

Landsskatteretten skal

udtale:

Afskrivningslovens § 21, stk. 1, 2 og 3, har følgende ordlyd:

”§ 21. Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger

eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15,

medregnes

i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-7,

medmindre § 24 finder anvendelse.”

”§ 21, stk. 2. Fortjenesten opgøres for hver bygning eller

installation omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem salgssummen og

den

nedskrevne værdi. Sidstnævnte værdi opgøres som de afskrivningsberettigede

udgifter til anskaffelse, forbedringer m.v. med fradrag af samtlige foretagne

afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger

..”

”§ 21, stk. 3. Tab opgøres for hver bygning eller installation

omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem den nedskrevne værdi og

salgssummen.”

Efter en ren ordlydsfortolkning af § 21, stk. 1, kan der ikke

foretages tabsfradrag efter § 21, stk. 3, da der i det konkrete tilfælde ikke

er afskrevet på de pågældende driftsbygninger.

Efter rettens opfattelse kan det dog ikke antages, at det har

været tilsigtet, at der skal være afskrevet på en bygning, før der kan

godkendes et tabsfradrag efter § 21, stk. 3. Bestemmelsen i

afskrivningslovens

§ 21, stk. 1, skal derfor fortolkes således, at et sådant krav om faktisk

afskrivning ikke foreligger. Bestemmelsen skal herefter fortolkes således, at

også den situation, hvor en bygning har opfyldt betingelsen for at kunne

afskrives, men hvor den skattepligtige har valgt at undlade at afskrive et

positivt beløb, er omfattet af afskrivningslovens § 21, stk. 1. Told- og

Skattestyrelsen har tiltrådt denne opfattelse.

Det fremgår af afskrivningslovens § 20, at afskrivning ikke kan

foretages i det indkomstår, hvori en bygning sælges. I det konkrete tilfælde

har klageren købt og solgt de pågældende driftsbygninger i samme indkomstår.

Efter rettens opfattelse hindrer bestemmelsen i § 20 ikke, at der kan

foretages

tabsfradrag, da hensigten med § 20 er, at der kan foretages fuld afskrivning

i

anskaffelsesåret uanset anskaffelsesdatoen, medens der ikke kan godkendes

afskrivning i salgsåret. Afskrivningslovens § 20 har dermed ikke haft til

hensigt at udelukke tabsfradrag efter afskrivningslovens § 21. Told- og

Skattestyrelsen har tiltrådt denne opfattelse.

Da de pågældende bygninger er afskrivningsberettigede efter

afskrivningslovens § 14, kan der herefter foretages tabsfradrag.

Skatteankenævnets afgørelse ændres derfor.

Skatteankenævnet har ved sagens behandling lagt til grund, at

der som følge af overdragelsesaftalen kan henføres 100.000 kr. som salgssum

for

driftsbygningerne. Landsskatteretten godkender herefter, at der kan foretages

tabsfradrag på 100.179 kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter