Filmrettigheder
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Filmrettigheder
andel i udlejningsselskab, der havde finansieret ved lån
fradrag
distributionsrettigheder
Reference:
SL § 6 a
LV 1998 E.I.4.2.1
A klagede for indkomståret 1993 over, at de stedlige
skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for andel af resultat i B I/S,
588.974 kr.
Det fremgik af sagens oplysninger, at C A/S den 31. december 1993 havde
indgået en aftale, "Master Distribution Agreement", med D Inc. om
erhvervelse af distributionsretten til den i nærværende sag
omhandlede film, til et nærmere angivet geografisk område.
Aftalen gav C A/S eneretten til at distribuere og markedsføre filmen.
Aftalen om overdragelsen af distributionsrettigheden gjaldt i 50 år.
Det sælgende selskab, garanterede at de var ejede af eller
kontrollerede alle licensrettigheder til filmen, og at selskabet havde ret
til at overdrage distributionsrettigheden. Ifølge aftalen måtte
C A/S ikke overdrage sin ret uden sælgers samtykke, bortset fra
overdragelse til 100% ejede datterselskaber.
Det var videre oplyst, at C A/S samme dag indgik en salgsagentaftale,
Sales Agency Agreement, med E Inc., hvor E Inc. blev engageret som
enesalgsagent for C A/S. Aftalen løb - ligesom
distributionsrettigheden - i 50 år, hvor C A/S i de første 10
år var garanteret en fast halvårlig minimumsindtjening. Hvis
periodens indtægter oversteg dette beløb, skulle
indtægterne fordeles med 35% af nettoindtægten til agenten og det
resterende beløb til ejeren af distributionsrettigheden. Ifølge
aftalen skulle agenten a) føre tilsyn med distribution af
Læs alt
rettighederne, b) forhandle aftaler om distribution af filmen, c)
sørge for levering af filmen og d) sikre opkrævning af betaling
af licensydelser. Ifølge aftalen havde agenten ret til, uden C A/S'
godkendelse, at indgå aftaler om underlicenser m.v. C A/S kunne derimod
ikke foretage sådanne dispositioner uden skriftlig godkendelse fra
agenten.
Det var videre oplyst, at C A/S ved købet af
distributionsrettigheden skulle betale et kontant beløb på 1,5%
af den aftalte købesum, medens restbeløbet finansieredes ved
optagelse af et lån den 31. december 1993 hos F ApS, jf. "Security
Agreement" og "Secured Promissory Note" af 31. december 1993. Långiver,
F ApS, havde sikkerhed for lånet i distributionsrettighederne og
licensindtægter fra udnyttelse af distributionsrettighederne eller
andre indtægter, der relaterede sig til filmen. Lånet var ydet
på non-recourse vilkår, og låntageren hæftede derfor
ikke personligt for lånet. Ifølge "Secured Promissory Note"
skulle lånet forrentes med 9% p.a. og tilbagebetales i 100
halvårlige, lige store ydelser, dvs. over 50 år. Ydelserne
svarede til den i salgsagentaftalen garanterede minimumsindtjening.
Det var videre oplyst, at C A/S i henhold til "Notice and Irrevocable
Direction to Pay" af 31. december 1993 gav E Inc. uigenkaldelig ret og pligt
til at betale de i salgsagentaftalen stipulerede ydelser til F ApS, hvilket i
henhold til "Notice and Irrevocable Direction to Prepayment" af 31. december
1993 meddeltes F ApS. Det fremgik endvidere, at eventuelle betalinger, der
oversteg ydelsen på lånet, skulle anvendes til
ekstraordinære afdrag på lånet, samt at sådanne
eventuelle ekstraordinære afdrag ikke medførte ændringer
af den i låneaftalen fastsatte ydelse.
Videre var det oplyst, at C A/S den 31. december 1993 havde givet F ApS en
eksklusiv og uigenkaldelig ret til og option på at købe
rettighederne af enhver art til den omhandlede film samt alle kontrakter,
aftaler og andre dokumenter vedrørende filmen. Optionen kunne udnyttes
efter 10 år, og til et beløb svarende til markedsprisen for
rettighederne, dog ikke et beløb mindre end restgælden på
lånet.
Det var videre oplyst, at F ApS ikke havde overført
låneprovenuet til låntager eller stillet beløbet til
rådighed for sælgeren af distributionsrettigheden, D Inc. F ApS
havde derimod den 31. december 1993 indgået et nyt
lånearrangement med D Inc, en såkaldt back to back finansiering,
hvor F ApS havde optaget et lån hos D Inc. med samme hovedstol og
vilkår som i låneaftalen mellem C A/S og F ApS. I henhold til
"Notice of Assignment" af 31. december 1993 havde F ApS overdraget sine
rettigheder og forpligtelser i henhold til blandt andet "Security Agreement",
"Notice of Payment and Prepayment" og "Option Agreement" mellem C A/S og F
ApS til D Inc.
Det var videre oplyst, at C A/S, jf. Master Distribution Agreement af 31.
december 1993, havde overdraget distributionsrettighederne til B I/S, hvori
klageren var interessent. Aftalen om overdragelse af rettigheden gjaldt i 50
år. Samtidig indtrådte B I/S i det af C A/S hos F ApS optagne
lån på 2.930.000 kr. og de i tilknytning hertil indgåede
aftaler, herunder optionen. Ligeledes indtrådte B I/S i aftalerne med G
Inc., herunder "Sales Agent Agreement".
Klageren havde ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1993
fratrukket sin andel af anskaffelsessummen for rettigheden, ligesom klageren
havde fratrukket renter af det lån, der var optaget til finansiering af
anskaffelsen af rettigheden.
Det var oplyst, at Told- og Skattestyrelsen havde foretaget
undersøgelser af de af C A/S udbudte skattearrangementer
vedrørende investeringer i distributionsrettigheder til film.
Told- og Skattestyrelsen havde anført, at undersøgelserne
havde vist, at selskabet D Inc. ikke havde været ejer af
distributionsrettighederne eller havde været bemyndiget til at
disponere over disse. Efter de foreliggende oplysninger var den
retmæssige ejer (copyrightindehaver) til nogle af de udbudte film H
Ltd, UK. Dette selskab havde indgået en salgsagentaftale med E Inc.,
hvorefter E Inc. på vegne af H Ltd. kunne formidle salg af
distributionsrettighederne til filmen. Copyrightindehaveren skulle godkende
alle salgskontrakter, der blev indgået af salgsagenten, og H Ltd. havde
efter styrelsens oplysninger aldrig godkendt overdragelse til eller i
øvrigt hørt om selskabet D Inc. eller C A/S eller andre danske
investorer. E Inc. havde således ikke været bemyndiget til at
overdrage rettighederne til D Inc., da E Inc. kun havde status som
salgsagent.
Told- og Skattestyrelsen var i forbindelse med undersøgelserne
kommet i besiddelse af et eksemplar af en såkaldt Standard Exclusive
Sales Agency Agreement, hvor E Inc. var anført som salgsagent og med
ledig plads til at indsætte navnet på en copyrightindehaver.
Dette indicerede efter styrelsens opfattelse, at E Inc. havde samme
agentstatus for de øvrige film, og derfor ikke havde været
bemyndiget til at sælge distributionsrettighederne. Told- og
Skattestyrelsen havde videre anført, at undersøgelserne havde
vist, at der førtes en nøjagtig registrering over, hvem der
havde ejendomsretten/var copyrightindehaver til forskellige amerikanske film,
hvem der havde erhvervet distributionsrettigheder, hvem der var salgsagent,
belåninger m.v. Styrelsen havde haft adgang til copyrightrapporter fra
et firma i USA på samtlige film, og heraf fremgik ikke, at der for de
omhandlede film skulle være sket overdragelse af nogen form for
rettigheder eller lignende til selskabet D Inc. eller til danske investorer.
Videre var der ikke konstateret registrering af sikkerhedsstillelse for
lån hos F ApS eller hos D Inc. Derimod var E Inc. for nogle film
utvetydigt angivet som salgsagent for ejerne/copyrightindehaverne.
Told- og Skattestyrelsens undersøgelser havde efter det oplyste
videre vist, at selskabet D Inc. var et 100% ejet datterselskab af E Inc., og
at selskabet var tegnet af personer, der beklædte centrale poster i
moderselskabet. Betalingen af den garanterede minimumsroyalty til de danske
investorer var tiltransporteret långiver, der var økonomisk
forbundet med salgsagenten. Arrangementet indeholdt også en
salgsagentaftale mellem de danske investorer og E Inc., hvorved brugsretten
til rettighederne efter styrelsens opfattelse returneredes til
sælgeren. Det var videre styrelsens opfattelse, at der var tale om
usædvanlige aftalevilkår, der reelt fratog ejerne alle normale
beføjelser til at råde over sit aktiv eller udøve
sædvanlige ejerbeføjelser, ligesom det forekom
forretningsmæssigt usædvanligt, at der aftaltes en garanteret
minimumsroyalty uden hensyn til agentens indtjening fra filmen.
Told- og Skattestyrelsen havde på denne baggrund konkluderet, at
hverken E Inc. eller D Inc. havde været berettiget til at sælge
distributionsrettighederne, hvorfor ejendomsretten ikke kunne anses for
overgået til de danske investorer.
Told- og skattestyrelsen havde, såfremt ejendomsretten måtte
anses for overgået, videre konkluderet, at denne var gået tilbage
til sælger ved indgåelsen af salgsagentaftalen. Videre opfyldte
projekterne ikke betingelserne for at blive anset for erhvervsmæssig
virksomhed, idet investorerne ikke skulle præstere nogen
økonomisk indsats eller påtage sig nogen økonomisk
risiko, idet der var tale om en aktivitet med forud beregnede indtægter
og udgifter, jf. den garanterede minimumsindtægt, samtidig med at
investorerne reelt var sikret at kunne afhænde aktiviteten uden tab,
men reelt også uden mulighed for at opnå en gevinst.
Told- og Skattestyrelsen havde om lånet anført, at der var
tale om et non-recourse lån, hvor låntager ikke havde nogen
personlig hæftelse for lånets tilbagebetaling, ligesom
långiver reelt havde forpligtet sig til at overtage aktivet til en
pris, der svarede til lånets restgæld efter 10 år. Der
påhvilede derfor ikke de danske investorer nogen aktuel eller reel
gældsforpligtelse eller nogen pligt til at forrente lånet,
hvorfor betingelserne for fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens §
6 e, ikke var til stede.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke anerkendt det af klageren
selvangivne underskud vedrørende B I/S, idet klageren efter de
stedlige skattemyndigheders opfattelse ikke havde dokumenteret at have
erhvervet rettighederne til filmen.
Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at fradrag for andel af resultat i B I/S blev godkendt, jf.
statsskattelovens § 6 a, subsidiært under hensyntagen til
forventningsprincippet.
Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at det
af ligningsvejledningen for 1993, afsnit E.B.3.15. fremgik:
"Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked udtalt, at
udgifter til køb af filmrettigheder kan behandles som driftsudgifter,
der tager sigte på at sikre indkomsten over en periode, svarende til
filmens levetid."
Herefter var det i ligningsvejledningen anført, at i det omfang
filmen først havde premiere i de sidste måneder af
regnskabsåret, skulle der ske en regulering, således at fradrag
for en del af anskaffelsessummen blev udskudt til det efterfølgende
regnskabsår. Denne del af anskaffelsessummen var defineret som det
mindste beløb af enten filmens nettoudgift i premiereåret eller
filmens bruttoindtægt i de første tre måneder i
regnskabsåret efter premiereåret. Formuleringsmæssigt havde
man i ligningsvejledningen modsætningsvis udtrykt, at
anskaffelsessummen for film, der havde premiere i de første ni
måneder af regnskabsåret, kunne fratrækkes fuldt ud. Denne
formulering var af de stedlige skattemyndigheder "vendt fuldstændig
på hovedet", således at man modsætningsvis indfortolkede,
at film, der havde haft premiere inden det regnskabsår, hvori
anskaffelsen skete, ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning.
Repræsentanten var af den opfattelse, at de stedlige
skattemyndigheders fortolkning var totalt uden sammenhæng med
Ligningsrådets bindende forhåndsbesked og i øvrigt savnede
enhver logik.
Konsekvensen af fortolkningen var, at efterfølgende erhververe af
filmen blev stillet ringere end den erhverver, som anskaffede filmen i det
år, hvori filmen havde verdenspremiere. Dette på trods af, at
filmen normalt ville have en kraftig faldende værdi i perioden
umiddelbart efter premieretidspunktet. Helt absurd blev situationen, hvis to
erhververe havde forskellige regnskabsår, f.eks. henholdsvis 1/7 - 30/6
og 1/1 - 31/12. Købte disse erhververe rettighederne til en film den
1/8 1993, og havde filmen haft premiere den 1/3 1993, fulgte det af
skattemyndighedernes afgørelse, at erhververen med regnskabsår
1/1 - 31/12 kunne fratrække udgiften fuldt ud, medens erhververen med
regnskabsår 1/7 - 30/6 skulle afskrive filmen over en periode på
10 år. Dette kunne efter repræsentantens opfattelse ikke
indfortolkes i ligningsvejledningens indhold, der havde følgende
reelle indhold:
"
Erhververen kan fratrække anskaffelsessummen fuldt ud i
anskaffelsesåret, jf. statsskattelovens § 6 a.
Hvis filmen først begynder at give indtægter sent i
regnskabsåret (premiere inden for de sidste tre måneder),
modificeres fradragsretten.
I medfør af bestemmelsen i den dagældende lov om
særlig indkomst § 15 (nu ligningslovens §§ 16 E og 16 F), kan
erhververen vælge af afskrive udgiften over en årrække.
"
Repræsentanten havde i denne forbindelse bemærket, at det var
den skattepligtige, som kunne vælge mellem at fratrække udgiften
med det samme eller afskrive denne over en årrække.
Repræsentanten havde videre anført, at Ligningsrådet
tidligere i en bindende forhåndsbesked havde bekræftet denne
fortolkning. Sagen drejede sig om et børsnoteret selskab inden for
film- og videobranchen (altså "brugte film"), der skulle sælge
film til og leje film af et nyoprettet kommanditselskab. Ligningsrådet
besvarede følgende spørgsmål:
"Er kommanditister i nedenstående situation omfattet af den i
ligningsvejledningen anførte skattemæssige praksis om fradrag
for udgifter til køb af filmrettigheder?"
Ligningsrådet svarede ja, hvilket efter repræsentantens
opfattelse bekræftede hans fortolkning af formuleringen i
ligningsvejledningen og det forhold, at anskaffelsessummen for film, der
havde haft premiere inden anskaffelsestidspunktet, kunne fratrækkes
fuldt ud i anskaffelsesåret.
Repræsentanten havde videre anført, at en ikke offentliggjort
bindende forhåndsbesked naturligvis havde samme præcederende
virkning som en offentliggjort bindende forhåndsbesked, og kunne derfor
anvendes til vurdering af gældende praksis.
Repræsentanten havde endelig anført, at ligningsvejledningen
gav klageren en retsbeskyttet forventning om at opnå fradrag for
udgifter til køb af filmrettigheder. Da den forventede
skattemæssige behandling af anskaffelsessummen havde udløst
klagerens køb af den ideelle andel af filmen, kunne
forventningsprincippet ikke føre til en anden afgørelse end
nedsættelse til det selvangivne beløb. Repræsentanten
havde i denne forbindelse fremhævet, at Skatteministeriets fornyede
overvejelser i TfS 1998.80 ikke kunne ændre det forhold. Da der var
tale om fornyede overvejelser, måtte det implicit betyde, at tidligere
overvejelser havde resulteret i samme konklusion som ovenfor anført,
og bekræftet af Ligningsrådet.
Landsskatteretten udtalte:
I overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler bemærkedes det,
at det på anmodning påhvilede en skatteyder at fremlægge
dokumentation for et af ham selvangivet fradrag. Når der af
skattemyndighederne var rejst begrundet tvivl om arrangementets
økonomiske og skattemæssige realitet, herunder hvorvidt D Inc.
eller E Inc. havde været berettiget til at sælge
distributionsrettighederne, påhvilede bevisbyrden herfor skatteyderen.
Da klageren ikke havde dokumenteret, at D Inc. eller E Inc. havde
været berettiget til at sælge distributionsrettighederne, var
klageren allerede herefter uberettiget til at medregne resultater, der
vedrørte den omhandlede distributionsrettighed i sin
indkomstopgørelse.
Landsskatteretten fandt i øvrigt, at der ikke havde foreligget
nogen reel økonomisk indsats og risiko for klageren i forbindelse med
arrangementet, ligesom der ikke havde påhvilet klageren nogen
selvstændig forpligtelse til at tilbagebetale og forrente det
omhandlede lån. Betingelserne for at anerkende skattemæssige
afskrivninger og fradrag for driftsomkostninger samt fradrag for
renteudgifter var herefter ikke opfyldt. Der var herved henset til, at
de omhandlede rettigheder efter de fremlagte kontrakter var erhvervet af
D Inc., at lånet, der var ydet på non-recourse
vilkår, var optaget hos F ApS, at F ApS ikke havde
overført låneprovenuet til låntager eller stillet
beløbet til rådighed for D Inc., men derimod havde optaget et
lån med samme hovedstol og tilsvarende vilkår hos D Inc.,
at F ApS havde transporteret sine rettigheder i henhold til
låneaftalen med låntager til D Inc., hvorved sælger af
rettigheden og långiver reelt var identisk, at D Inc. havde
opnået transport i licensindtægterne fra E Inc., at
klageren i henhold til salgsagentaftalen med E Inc. var garanteret en
minimumsindtægt de første 10 år svarende til renter og
afdrag på non-recourse lånet, at indtjening ud over de
garanterede minimum skulle anvendes til afdrag på lån og ikke
påvirke den i låneaftalen fastsatte ydelse, at D Inc.
efter 10 år, svarende til tidspunktet for udløbet af den i
salgsagentaftalen indeholdte garantiperiode, havde ret til at overtage
rettigheden til markedspris, dog mindst et beløb svarende til
restgælden på lånet, samt at D Inc. var et 100% ejet
datterselskab af F Inc.
Der kunne følgelig ej heller gives repræsentanten medhold i
dennes påstand om fradrag under hensyntagen til forventningsprincippet.
Retten bemærkede i denne forbindelse, at den omhandlede film havde haft
premiere forud for det påklagede skatteår, hvorfor en erhvervelse
i det påklagede skatteår under alle omstændigheder ikke var
omfattet af den i ligningsvejledningen for 1993 anførte særlige
praksis om den skattemæssige behandling af udgifter til
filmrettigheder, jf. TfS 1998.653 LSR.
Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.
Told- og Skattestyrelsen havde erklæret sig enig i
afgørelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kommentar Retsinformation · 4. oktober 2000
- SKAT har for indkomstårene 2008-2013 nægtet selskabet fradrag for skattemæssige afskrivninger på varemærket [x1] og domænenavnet [x2].com, ligesom der er… Landsskatteretten · 18. februar 2020
- Landsskatteretskendelse af 19. juni 2002 vedr. interessent investering i erhvervsejendom i England. Retsinformation · 3. september 2003
- Landsskatteretsafgørelse Retsinformation · 26. november 1999
- Working interest afskrivning virksomhedsordningen - anpartsreglerne Retsinformation · 18. juli 2007
- Landsskatteretskendelse af 13/6 2001 vedr. Udbytterettigheder til olie- og gasfelter i USA Retsinformation · 22. august 2003
Lignende dokumenter
- Filmrettigheder - driftsudgifter Retsinformation · 17. juli 2006
- Film og filmrettigheder Retsinformation · 4. oktober 2000
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EI - AFSTÅELSE AF ERHVERVSVIRKSOMHED, GOODWILL OG IMMATERIELLE RETTIGHEDER MV. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EI - AFSTÅELSE AF ERHVERVSVIRKSOMHED, GOODWILL OG IMMATERIELLE RETTIGHEDER MV. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EI - AFSTÅELSE AF ERHVERVSVIRKSOMHED, GOODWILL OG IMMATERIELLE RETTIGHEDER MV. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EI - AFSTÅELSE AF ERHVERVSVIRKSOMHED OG RETTIGHEDER (GOODWILL) MV. Retsinformation · 5. februar 2008