Spring til indhold

Retsinformation

Filmrettigheder

KEN nr 11110 af 04/06/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Filmrettigheder

andel i udlejningsselskab, der havde finansieret ved lån

fradrag

distributionsrettigheder

Reference:

SL § 6 a

LV 1998 E.I.4.2.1

A klagede for indkomståret 1993 over, at de stedlige

skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for andel af resultat i B I/S,

588.974 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at C A/S den 31. december 1993 havde

indgået en aftale, "Master Distribution Agreement", med D Inc. om

erhvervelse af distributionsretten til den i nærværende sag

omhandlede film, til et nærmere angivet geografisk område.

Aftalen gav C A/S eneretten til at distribuere og markedsføre filmen.

Aftalen om overdragelsen af distributionsrettigheden gjaldt i 50 år.

Det sælgende selskab, garanterede at de var ejede af eller

kontrollerede alle licensrettigheder til filmen, og at selskabet havde ret

til at overdrage distributionsrettigheden. Ifølge aftalen måtte

C A/S ikke overdrage sin ret uden sælgers samtykke, bortset fra

overdragelse til 100% ejede datterselskaber.

Det var videre oplyst, at C A/S samme dag indgik en salgsagentaftale,

Sales Agency Agreement, med E Inc., hvor E Inc. blev engageret som

enesalgsagent for C A/S. Aftalen løb - ligesom

distributionsrettigheden - i 50 år, hvor C A/S i de første 10

år var garanteret en fast halvårlig minimumsindtjening. Hvis

periodens indtægter oversteg dette beløb, skulle

indtægterne fordeles med 35% af nettoindtægten til agenten og det

resterende beløb til ejeren af distributionsrettigheden. Ifølge

aftalen skulle agenten a) føre tilsyn med distribution af

Læs alt

rettighederne, b) forhandle aftaler om distribution af filmen, c)

sørge for levering af filmen og d) sikre opkrævning af betaling

af licensydelser. Ifølge aftalen havde agenten ret til, uden C A/S'

godkendelse, at indgå aftaler om underlicenser m.v. C A/S kunne derimod

ikke foretage sådanne dispositioner uden skriftlig godkendelse fra

agenten.

Det var videre oplyst, at C A/S ved købet af

distributionsrettigheden skulle betale et kontant beløb på 1,5%

af den aftalte købesum, medens restbeløbet finansieredes ved

optagelse af et lån den 31. december 1993 hos F ApS, jf. "Security

Agreement" og "Secured Promissory Note" af 31. december 1993. Långiver,

F ApS, havde sikkerhed for lånet i distributionsrettighederne og

licensindtægter fra udnyttelse af distributionsrettighederne eller

andre indtægter, der relaterede sig til filmen. Lånet var ydet

på non-recourse vilkår, og låntageren hæftede derfor

ikke personligt for lånet. Ifølge "Secured Promissory Note"

skulle lånet forrentes med 9% p.a. og tilbagebetales i 100

halvårlige, lige store ydelser, dvs. over 50 år. Ydelserne

svarede til den i salgsagentaftalen garanterede minimumsindtjening.

Det var videre oplyst, at C A/S i henhold til "Notice and Irrevocable

Direction to Pay" af 31. december 1993 gav E Inc. uigenkaldelig ret og pligt

til at betale de i salgsagentaftalen stipulerede ydelser til F ApS, hvilket i

henhold til "Notice and Irrevocable Direction to Prepayment" af 31. december

1993 meddeltes F ApS. Det fremgik endvidere, at eventuelle betalinger, der

oversteg ydelsen på lånet, skulle anvendes til

ekstraordinære afdrag på lånet, samt at sådanne

eventuelle ekstraordinære afdrag ikke medførte ændringer

af den i låneaftalen fastsatte ydelse.

Videre var det oplyst, at C A/S den 31. december 1993 havde givet F ApS en

eksklusiv og uigenkaldelig ret til og option på at købe

rettighederne af enhver art til den omhandlede film samt alle kontrakter,

aftaler og andre dokumenter vedrørende filmen. Optionen kunne udnyttes

efter 10 år, og til et beløb svarende til markedsprisen for

rettighederne, dog ikke et beløb mindre end restgælden på

lånet.

Det var videre oplyst, at F ApS ikke havde overført

låneprovenuet til låntager eller stillet beløbet til

rådighed for sælgeren af distributionsrettigheden, D Inc. F ApS

havde derimod den 31. december 1993 indgået et nyt

lånearrangement med D Inc, en såkaldt back to back finansiering,

hvor F ApS havde optaget et lån hos D Inc. med samme hovedstol og

vilkår som i låneaftalen mellem C A/S og F ApS. I henhold til

"Notice of Assignment" af 31. december 1993 havde F ApS overdraget sine

rettigheder og forpligtelser i henhold til blandt andet "Security Agreement",

"Notice of Payment and Prepayment" og "Option Agreement" mellem C A/S og F

ApS til D Inc.

Det var videre oplyst, at C A/S, jf. Master Distribution Agreement af 31.

december 1993, havde overdraget distributionsrettighederne til B I/S, hvori

klageren var interessent. Aftalen om overdragelse af rettigheden gjaldt i 50

år. Samtidig indtrådte B I/S i det af C A/S hos F ApS optagne

lån på 2.930.000 kr. og de i tilknytning hertil indgåede

aftaler, herunder optionen. Ligeledes indtrådte B I/S i aftalerne med G

Inc., herunder "Sales Agent Agreement".

Klageren havde ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1993

fratrukket sin andel af anskaffelsessummen for rettigheden, ligesom klageren

havde fratrukket renter af det lån, der var optaget til finansiering af

anskaffelsen af rettigheden.

Det var oplyst, at Told- og Skattestyrelsen havde foretaget

undersøgelser af de af C A/S udbudte skattearrangementer

vedrørende investeringer i distributionsrettigheder til film.

Told- og Skattestyrelsen havde anført, at undersøgelserne

havde vist, at selskabet D Inc. ikke havde været ejer af

distributionsrettighederne eller havde været bemyndiget til at

disponere over disse. Efter de foreliggende oplysninger var den

retmæssige ejer (copyrightindehaver) til nogle af de udbudte film H

Ltd, UK. Dette selskab havde indgået en salgsagentaftale med E Inc.,

hvorefter E Inc. på vegne af H Ltd. kunne formidle salg af

distributionsrettighederne til filmen. Copyrightindehaveren skulle godkende

alle salgskontrakter, der blev indgået af salgsagenten, og H Ltd. havde

efter styrelsens oplysninger aldrig godkendt overdragelse til eller i

øvrigt hørt om selskabet D Inc. eller C A/S eller andre danske

investorer. E Inc. havde således ikke været bemyndiget til at

overdrage rettighederne til D Inc., da E Inc. kun havde status som

salgsagent.

Told- og Skattestyrelsen var i forbindelse med undersøgelserne

kommet i besiddelse af et eksemplar af en såkaldt Standard Exclusive

Sales Agency Agreement, hvor E Inc. var anført som salgsagent og med

ledig plads til at indsætte navnet på en copyrightindehaver.

Dette indicerede efter styrelsens opfattelse, at E Inc. havde samme

agentstatus for de øvrige film, og derfor ikke havde været

bemyndiget til at sælge distributionsrettighederne. Told- og

Skattestyrelsen havde videre anført, at undersøgelserne havde

vist, at der førtes en nøjagtig registrering over, hvem der

havde ejendomsretten/var copyrightindehaver til forskellige amerikanske film,

hvem der havde erhvervet distributionsrettigheder, hvem der var salgsagent,

belåninger m.v. Styrelsen havde haft adgang til copyrightrapporter fra

et firma i USA på samtlige film, og heraf fremgik ikke, at der for de

omhandlede film skulle være sket overdragelse af nogen form for

rettigheder eller lignende til selskabet D Inc. eller til danske investorer.

Videre var der ikke konstateret registrering af sikkerhedsstillelse for

lån hos F ApS eller hos D Inc. Derimod var E Inc. for nogle film

utvetydigt angivet som salgsagent for ejerne/copyrightindehaverne.

Told- og Skattestyrelsens undersøgelser havde efter det oplyste

videre vist, at selskabet D Inc. var et 100% ejet datterselskab af E Inc., og

at selskabet var tegnet af personer, der beklædte centrale poster i

moderselskabet. Betalingen af den garanterede minimumsroyalty til de danske

investorer var tiltransporteret långiver, der var økonomisk

forbundet med salgsagenten. Arrangementet indeholdt også en

salgsagentaftale mellem de danske investorer og E Inc., hvorved brugsretten

til rettighederne efter styrelsens opfattelse returneredes til

sælgeren. Det var videre styrelsens opfattelse, at der var tale om

usædvanlige aftalevilkår, der reelt fratog ejerne alle normale

beføjelser til at råde over sit aktiv eller udøve

sædvanlige ejerbeføjelser, ligesom det forekom

forretningsmæssigt usædvanligt, at der aftaltes en garanteret

minimumsroyalty uden hensyn til agentens indtjening fra filmen.

Told- og Skattestyrelsen havde på denne baggrund konkluderet, at

hverken E Inc. eller D Inc. havde været berettiget til at sælge

distributionsrettighederne, hvorfor ejendomsretten ikke kunne anses for

overgået til de danske investorer.

Told- og skattestyrelsen havde, såfremt ejendomsretten måtte

anses for overgået, videre konkluderet, at denne var gået tilbage

til sælger ved indgåelsen af salgsagentaftalen. Videre opfyldte

projekterne ikke betingelserne for at blive anset for erhvervsmæssig

virksomhed, idet investorerne ikke skulle præstere nogen

økonomisk indsats eller påtage sig nogen økonomisk

risiko, idet der var tale om en aktivitet med forud beregnede indtægter

og udgifter, jf. den garanterede minimumsindtægt, samtidig med at

investorerne reelt var sikret at kunne afhænde aktiviteten uden tab,

men reelt også uden mulighed for at opnå en gevinst.

Told- og Skattestyrelsen havde om lånet anført, at der var

tale om et non-recourse lån, hvor låntager ikke havde nogen

personlig hæftelse for lånets tilbagebetaling, ligesom

långiver reelt havde forpligtet sig til at overtage aktivet til en

pris, der svarede til lånets restgæld efter 10 år. Der

påhvilede derfor ikke de danske investorer nogen aktuel eller reel

gældsforpligtelse eller nogen pligt til at forrente lånet,

hvorfor betingelserne for fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens §

6 e, ikke var til stede.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke anerkendt det af klageren

selvangivne underskud vedrørende B I/S, idet klageren efter de

stedlige skattemyndigheders opfattelse ikke havde dokumenteret at have

erhvervet rettighederne til filmen.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at fradrag for andel af resultat i B I/S blev godkendt, jf.

statsskattelovens § 6 a, subsidiært under hensyntagen til

forventningsprincippet.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at det

af ligningsvejledningen for 1993, afsnit E.B.3.15. fremgik:

"Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked udtalt, at

udgifter til køb af filmrettigheder kan behandles som driftsudgifter,

der tager sigte på at sikre indkomsten over en periode, svarende til

filmens levetid."

Herefter var det i ligningsvejledningen anført, at i det omfang

filmen først havde premiere i de sidste måneder af

regnskabsåret, skulle der ske en regulering, således at fradrag

for en del af anskaffelsessummen blev udskudt til det efterfølgende

regnskabsår. Denne del af anskaffelsessummen var defineret som det

mindste beløb af enten filmens nettoudgift i premiereåret eller

filmens bruttoindtægt i de første tre måneder i

regnskabsåret efter premiereåret. Formuleringsmæssigt havde

man i ligningsvejledningen modsætningsvis udtrykt, at

anskaffelsessummen for film, der havde premiere i de første ni

måneder af regnskabsåret, kunne fratrækkes fuldt ud. Denne

formulering var af de stedlige skattemyndigheder "vendt fuldstændig

på hovedet", således at man modsætningsvis indfortolkede,

at film, der havde haft premiere inden det regnskabsår, hvori

anskaffelsen skete, ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning.

Repræsentanten var af den opfattelse, at de stedlige

skattemyndigheders fortolkning var totalt uden sammenhæng med

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked og i øvrigt savnede

enhver logik.

Konsekvensen af fortolkningen var, at efterfølgende erhververe af

filmen blev stillet ringere end den erhverver, som anskaffede filmen i det

år, hvori filmen havde verdenspremiere. Dette på trods af, at

filmen normalt ville have en kraftig faldende værdi i perioden

umiddelbart efter premieretidspunktet. Helt absurd blev situationen, hvis to

erhververe havde forskellige regnskabsår, f.eks. henholdsvis 1/7 - 30/6

og 1/1 - 31/12. Købte disse erhververe rettighederne til en film den

1/8 1993, og havde filmen haft premiere den 1/3 1993, fulgte det af

skattemyndighedernes afgørelse, at erhververen med regnskabsår

1/1 - 31/12 kunne fratrække udgiften fuldt ud, medens erhververen med

regnskabsår 1/7 - 30/6 skulle afskrive filmen over en periode på

10 år. Dette kunne efter repræsentantens opfattelse ikke

indfortolkes i ligningsvejledningens indhold, der havde følgende

reelle indhold:

"

Erhververen kan fratrække anskaffelsessummen fuldt ud i

anskaffelsesåret, jf. statsskattelovens § 6 a.

Hvis filmen først begynder at give indtægter sent i

regnskabsåret (premiere inden for de sidste tre måneder),

modificeres fradragsretten.

I medfør af bestemmelsen i den dagældende lov om

særlig indkomst § 15 (nu ligningslovens §§ 16 E og 16 F), kan

erhververen vælge af afskrive udgiften over en årrække.

"

Repræsentanten havde i denne forbindelse bemærket, at det var

den skattepligtige, som kunne vælge mellem at fratrække udgiften

med det samme eller afskrive denne over en årrække.

Repræsentanten havde videre anført, at Ligningsrådet

tidligere i en bindende forhåndsbesked havde bekræftet denne

fortolkning. Sagen drejede sig om et børsnoteret selskab inden for

film- og videobranchen (altså "brugte film"), der skulle sælge

film til og leje film af et nyoprettet kommanditselskab. Ligningsrådet

besvarede følgende spørgsmål:

"Er kommanditister i nedenstående situation omfattet af den i

ligningsvejledningen anførte skattemæssige praksis om fradrag

for udgifter til køb af filmrettigheder?"

Ligningsrådet svarede ja, hvilket efter repræsentantens

opfattelse bekræftede hans fortolkning af formuleringen i

ligningsvejledningen og det forhold, at anskaffelsessummen for film, der

havde haft premiere inden anskaffelsestidspunktet, kunne fratrækkes

fuldt ud i anskaffelsesåret.

Repræsentanten havde videre anført, at en ikke offentliggjort

bindende forhåndsbesked naturligvis havde samme præcederende

virkning som en offentliggjort bindende forhåndsbesked, og kunne derfor

anvendes til vurdering af gældende praksis.

Repræsentanten havde endelig anført, at ligningsvejledningen

gav klageren en retsbeskyttet forventning om at opnå fradrag for

udgifter til køb af filmrettigheder. Da den forventede

skattemæssige behandling af anskaffelsessummen havde udløst

klagerens køb af den ideelle andel af filmen, kunne

forventningsprincippet ikke føre til en anden afgørelse end

nedsættelse til det selvangivne beløb. Repræsentanten

havde i denne forbindelse fremhævet, at Skatteministeriets fornyede

overvejelser i TfS 1998.80 ikke kunne ændre det forhold. Da der var

tale om fornyede overvejelser, måtte det implicit betyde, at tidligere

overvejelser havde resulteret i samme konklusion som ovenfor anført,

og bekræftet af Ligningsrådet.

Landsskatteretten udtalte:

I overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler bemærkedes det,

at det på anmodning påhvilede en skatteyder at fremlægge

dokumentation for et af ham selvangivet fradrag. Når der af

skattemyndighederne var rejst begrundet tvivl om arrangementets

økonomiske og skattemæssige realitet, herunder hvorvidt D Inc.

eller E Inc. havde været berettiget til at sælge

distributionsrettighederne, påhvilede bevisbyrden herfor skatteyderen.

Da klageren ikke havde dokumenteret, at D Inc. eller E Inc. havde

været berettiget til at sælge distributionsrettighederne, var

klageren allerede herefter uberettiget til at medregne resultater, der

vedrørte den omhandlede distributionsrettighed i sin

indkomstopgørelse.

Landsskatteretten fandt i øvrigt, at der ikke havde foreligget

nogen reel økonomisk indsats og risiko for klageren i forbindelse med

arrangementet, ligesom der ikke havde påhvilet klageren nogen

selvstændig forpligtelse til at tilbagebetale og forrente det

omhandlede lån. Betingelserne for at anerkende skattemæssige

afskrivninger og fradrag for driftsomkostninger samt fradrag for

renteudgifter var herefter ikke opfyldt. Der var herved henset til, at

de omhandlede rettigheder efter de fremlagte kontrakter var erhvervet af

D Inc., at lånet, der var ydet på non-recourse

vilkår, var optaget hos F ApS, at F ApS ikke havde

overført låneprovenuet til låntager eller stillet

beløbet til rådighed for D Inc., men derimod havde optaget et

lån med samme hovedstol og tilsvarende vilkår hos D Inc.,

at F ApS havde transporteret sine rettigheder i henhold til

låneaftalen med låntager til D Inc., hvorved sælger af

rettigheden og långiver reelt var identisk, at D Inc. havde

opnået transport i licensindtægterne fra E Inc., at

klageren i henhold til salgsagentaftalen med E Inc. var garanteret en

minimumsindtægt de første 10 år svarende til renter og

afdrag på non-recourse lånet, at indtjening ud over de

garanterede minimum skulle anvendes til afdrag på lån og ikke

påvirke den i låneaftalen fastsatte ydelse, at D Inc.

efter 10 år, svarende til tidspunktet for udløbet af den i

salgsagentaftalen indeholdte garantiperiode, havde ret til at overtage

rettigheden til markedspris, dog mindst et beløb svarende til

restgælden på lånet, samt at D Inc. var et 100% ejet

datterselskab af F Inc.

Der kunne følgelig ej heller gives repræsentanten medhold i

dennes påstand om fradrag under hensyntagen til forventningsprincippet.

Retten bemærkede i denne forbindelse, at den omhandlede film havde haft

premiere forud for det påklagede skatteår, hvorfor en erhvervelse

i det påklagede skatteår under alle omstændigheder ikke var

omfattet af den i ligningsvejledningen for 1993 anførte særlige

praksis om den skattemæssige behandling af udgifter til

filmrettigheder, jf. TfS 1998.653 LSR.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Told- og Skattestyrelsen havde erklæret sig enig i

afgørelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter