Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar

KEN nr 19477 af 27/09/1994Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet4. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kommentar

- Kommentar til bindende forhåndsbesked af 27. september 1994 om

afskrivning på filmrettigheder - offentliggjort i Tidsskrift for

Skatter og Afgifter 1994-669.

Ref.: LL § 16 E-F

Sagens omstændigheder var følgende:

A A-S overvejede at etablere et kommanditselskab, der skulle købe

råfilmen samt alle rettigheder til visuelle medier. Filmen var

produceret af et amerikansk selskab. Filmen erhvervedes umiddelbart efter

produktionens afslutning, men før verdenspremieren. Købsprisen

var omkring 20 mio. USD, som dækkede de samlede produktionsomkostninger

samt fortjeneste til producenterne. Købesum men betaltes enten kontant

eller over en årrække med en forrentning svarende til

markedsrenten.

Producenterne ville få tillagt en option til at generhverve

rettighederne efter en årrække.

Det var tanken, at kommanditselskabet skulle indgå en eller flere

aftaler med udenlandske distributionsselskaber, f.eks. Paramount, hvorefter

disse forestod distributionen af filmen over hele verden.

Distributionsselskaberne, der øvrigt ikke havde produceret filmen, var

uafhængige af det danske kommanditselskab.

Filmrettighederne omfattede alle rettigheder til filmen, herunder

filmforevisning gennem biografer i de enkelte lande og gennem TV-kanaler,

videoindspilninger mv. Alle udgifter, der var forbundet med udleje m.v.,

afholdtes af distributionsselskaberne. Distributionsselskaberne betalte en

filmlejeindtægt til kommanditselskabet, svarende til disse selskabers

nettoindtægt fra filmen minus en distributions-fee på 25

pct..

Det ville være muligt at opgøre, hvor stor en del af

nettoindtægterne, der kunne henføres til de væsentligste

Læs alt

lande. Aftalen ville muligvis indeholde en passus om, at eventuelle skatter i

form af royalty eller lign., der pålagdes nettolejeindtægten,

afholdtes af distributionsselskaberne. Det var tanken at indgå aftale

om minimumsindtægt, som distributionsselskaberne garanterede, dog max.

80 pct. af købsprisen.

Ligningsrådet anså filmrettighederne for at være et

immaterielt aktiv, som er omfattet af ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16

E, stk. 1, nr. 2, hvorefter erhververen, hvis rettighederne var

tidsbegrænsede, var berettiget til at afskrive det ydede vederlag i den

skattepligtige indkomst (for personer i den personlige indkomst) med lige

store årlige beløb over et til rettigheden svarende

åremål, eller, hvis rettighederne var tidsubegrænsede over

en periode på 10 år med 10 pct. årligt.

Bestemmelsen i ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 2,

svarer til den tidligere bestemmelse i lov om særlig indkomstskat § 2,

nr. 4 og § 15.

Ligningsrådet har i 3 tidligere, ikke offentliggjorte bindende

forhåndsbeskeder taget stilling til den skattemæssige behandling

af vederlag for erhvervelse af filmrettigheder.

I 1985 tillod rådet for en konkret skatteyder ligestilling mellem

den skattemæssige behandling af vederlag for filmrettigheder og

driftsudgifter, der tager sigte på at sikre indkomsten over en periode,

svarende til filmens levetid (jf. statsskattelovens § 6a).

I en bindende forhåndsbesked fra 1991 tillod rådet samme

ligestilling som i den bindende forhåndsbesked fra 1985. I en bindende

forhåndsbesked i 1992 ændrede Ligningsrådet (iøvrigt

overfor samme skatteyder som forespurgte i 1991) den tidligere ligestilling,

idet rådet fandt, at erhvervelse af filmrettigheder skulle behandles

efter reglerne for tidsbegrænsede rettigheder, jf. lov om særlig

indkomstskat § 2, nr. 4 og § 15. Dog kunne skatteyderen vælge mellem

afskrivning efter lov om særlig indkomst § 15 og fradrag efter de

retningslinier, som er anført i ligningsvejledningen for 1993.

I Ligningsvejledningen i perioden 1986 til 1993 har retningslinierne fra

den første bindende forhånds besked været delvist

refereret. Formuleringen har været uændret i hele perioden.

Efter fornyet overvejelse har skatteministeriet fundet, at de bindende

forhåndsbeskeder ikke kan antages at være i overensstemmelse med

bestemmelsen i den dagældende lov om særlig indkomst skat § 2,

nr. 4 og § 15.

Praksis er kun ændret i de tilfælde, hvor regnskabsprincippet

i ligningsvejledningen for indkomståret 1993 har kunnet finde

anvendelse. Det vil sige, hvor der er tale om erhvervelse af rettigheder til

nye film, der skal have premiere, og hvor der er en tæt

tidsmæssig sammenhæng mellem erhvervelses tidspunktet og

premieretidspunktet. Desuden medfører princippet, at der skal ske en

periodisering af indtægter og udgifter, således at udgifter til

erhvervelse af rettighederne først kan bringes til fradrag, når

filmen får premiere, dvs. når indtægterne indkommer fra

førstegangsforevisningen.

Praksisændringen har ikke tilbagevirkende kraft for tidligere

indkomster, da der er tale om en praksisskærpelse.

Praksisændringen indtrådte ved offentliggørelsen af den

bindende forhåndsbesked i TfS, 1994, 669. Dette indebærer, at

skattemyndighederne må acceptere allerede indgåede

rettighedserhvervelser, der er baseret på nye film, og hvor der er en

tæt tidsmæssig sammenhæng mellem på den ene side

erhvervelsestidspunktet og på den anden side premieren og dermed

indtægterne.

I andre tilfælde, f.eks. hvor der er tale om erhvervelse af

rettigheder til film, som allerede har haft premiere, er praksis ikke

ændret. Disse udgifter skulle indtil den 19. maj 1993 behandles i

henhold til lov om særlig indkomst, og efter den 19. maj 1993 efter

ligningslovens § 16 E-F.

Skattemyndighederne skal derfor ikke acceptere straksfradrag for udgifter

til rettigheder til gamle film, idet den nævnte tætte

tidsmæssige sammenhæng ikke er til stede, ligesom det er op til

skattemyndighederne at foretage en konkret vurdering af, om arrangementerne

har et reelt indhold, der berettiger til af skrivning efter de nævnte

bestemmelser.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det kun er spørgeren,

der kan påberåbe sig de to bindende forhåndsbeskeder fra

1991 og 1992. Andre skatteydere, og det gælder altså også

investorerne i skattearrangementerne, kan ikke påberåbe sig en

afgørelse, der ikke er offentliggjort, og som efterfølgende

ikke anses at være i overensstemmelse med en lovbestemmelse, heller

ikke ud fra en lighedsgrundsætning. Andre end spørgeren kan kun

støtte ret på ligningsvejledningen for indkomstårene

1986-1993, der på dette punkt som anført ovenfor udelukkende

bygger på den bindende forhåndsbesked fra 1985, og derfor

vedrører premierefilm.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter