Filmrettigheder - driftsudgifter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Filmrettigheder - driftsudgifter
Spørgsmål
Vil X A/S' udgifter til
erhvervelse af brugsrettigheder til film, som selskabet erhverver for en
begrænset periode, skulle fradrages som driftsomkostninger i de år, hvor X
A/S erhverver de pågældende brugsrettigheder?
Hvis der svares
"ja" til spørgsmål 1, bedes Skatterådet endvidere oplyse, på
hvilket tidspunkt X A/S kan anses for at have erhvervet
brugsrettighederne, og følgelig på hvilket tidspunkt anskaffelsessummen
skal fradrages.
Hvis svaret på spørgsmål
2 er, at anskaffelsessummen er en driftsomkostning, der skal fradrages på
det tidspunkt, hvor filmen har premiere i Danmark, bedes Skatterådet
endvidere oplyse, hvorvidt udgifter til brugsrettigheder til film er
omfattet af den gældende praksis om forudbetalte omkostninger.
Hvis svaret på spørgsmål
3 er "ja", bedes Skatterådet oplyse, hvorvidt dette indebærer,
at udgifter til brugsrettigheder til film kan fradrages på
betalingstidspunktet, forudsat betalingstidspunktet ikke ligger mere end
12 måneder forud for premieretidspunktet eller det andet tidspunkt, på
hvilket Skatterådet finder, at omkostningerne er afholdt.
Svar
Se nærmere
sagsfremstilling og begrundelse.
Bortfalder.
Bortfalder.
Bortfalder.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Selskabet X A/S
Læs alt
driver virksomhed dels ved egenproduktion af film og tv-programmer og dels
ved
indkøb af brugsrettigheder til film produceret af andre filmproducenter.
Ovenstående spørgsmål vedrører alene den skattemæssige behandling af
brugsrettigheder til film produceret af andre producenter.
For så vidt
angår brugsrettigheder til film produceret af andre producenter anvendes
disse
af X A/S til videredistribution til biografer, videoudlejningsbutikker,
detailhandlen samt tv-stationer. Distributionen sker gennem X A/S og
søsterselskaber
i Norge, Sverige og Finland.
Almindeligvis
vises en film først i biograferne, så på betalings-tv, og herefter udgives
den
på VHS-kassetter og DVD, og endelig vises filmen på betalingsfrie
tv-stationer.
X A/S'
erhvervelse af brugsrettigheder til film produceret af fremmede producenter
sker fra en række - typisk udenlandske - filmproducenter. Disse omfatter
bl.a.
større amerikanske filmselskaber.
Aftaler om
brugsrettigheder til film forhandles individuelt og varierer derfor alt
efter,
hvilken producent der er tale om, og alt efter hvilke film aftalen dækker.
Selskabets
repræsentant oplyser, at det kan lægges til grund, at følgende grundlæggende
indhold
almindeligvis vil indgå i alle de aftaler, som selskabet indgår:
Der sker ingen overdragelse
af selve ophavsretten til filmen. Alle rettigheder, der følger af
lovgivningen om ophavsrettigheder, forbliver således hos producenten. Det
kan lægges til grund, at dette gælder, uanset om producentens rettigheder
er beskyttet efter dansk, amerikansk eller anden lovgivning.
X A/S får som følge af
aftalen retten til at distribuere filmen inden for et begrænset geografisk
område og inden for en tidsbegrænset periode.
Det geografiske område,
som X A/S kan vise eller distribuere filmen i, er typisk Danmark og de
øvrige nordiske lande.
Den periode, som X A/S
får ret til at vise eller distribuere filmen i, varierer fra aftale til
aftale. En "typisk aftale" giver X A/S distributionsretten for
en periode på 5-10 år, men såvel kortere som længere perioder forekommer.
Perioden er dog i alle tilfælde væsentligt kortere end den
beskyttelsesperiode, producentens rettigheder er undergivet efter
lovgivningen om ophavsrettigheder. Denne beskyttelsesperiode er efter
dansk lovgivning 70 år efter ophavsmandens død.
På baggrund af
disse punkter indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S
får
ret til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere de film,
der
er omfattet af aftalerne.
Aftalerne kan
desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler
indeholder
for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".
Repræsentanten
oplyser, at X A/S' aftaler med filmproducenter almindeligvis vedrører
brugsret
til film, der på aftaletidspunktet endnu ikke har haft premiere i Danmark.
I en række
tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens
færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på
aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme
indkomstår.
I nogle tilfælde
er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på
det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.
Hertil kommer,
at man i en række tilfælde indgår aftale med producenten et - eller i enkelte
tilfælde - to år før premieretidspunktet. Det sker også, at der indgås aftale
med producenten, førend filmen er færdigproduceret. Endelig er det således,
at
visse aftaler omfatter brugsretten til mere end én film. Det skal i denne
forbindelse bemærkes, at X A/S selv bestemmer premieretidspunktet i Danmark,
og
at dette derfor ikke nødvendigvis ligger fast på det tidspunkt, hvor der
indgås
aftale med producenten.
Repræsentanten
oplyser videre, at X A/S erhverver løbende brugsrettigheder til film fra
andre
producenter. Da der er tale om betydelige beløb, er det væsentligt for X A/S,
at der ikke hersker usikkerhed om den skattemæssige behandling af udgifter
til
sådanne rettigheder.
X A/S har hidtil
behandlet udgifter til brugsrettigheder til film i overensstemmelse med den
praksis, der har været beskrevet i Ligningsvejledningen i en årrække, dvs.
som
immaterielle aktiver omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, jf. således
afsnit E.I.4.2.1 i Ligningsvejledningen for 2002.
Repræsentanten
anfører, at denne praksis imidlertid er ændret ved Højesterets dom af 8.
december
2003, refereret i
SKM2003.586.HR
.
X A/S ønsker klarlagt, hvilke konsekvenser denne højesteretsdom har for den
skattemæssige behandling af selskabets fremtidige erhvervelser af
brugsrettigheder til film.
Forespørgers
opfattelse iflg. anmodning og høringssvar
Ad spørgsmål 1:
Selskabets
repræsentant anfører, at
SKM2003.586.HR
drejede sig om et selskab, der i 1993 havde erhvervet brugsretten til et
antal film
på det danske marked. Der var tale om tre separate kontrakter, hvor
brugsretten
i de to af kontrakterne udgjorde henholdsvis 3 år og 4 år, mens brugsretten i
den tredje kontrakt var tidsubegrænset. Der var i alle tre kontrakter tale om
brugsretten til et antal ældre danske og udenlandske film, dvs. film, der
havde
haft premiere flere år forud for aftaletidspunktet.
Selskabet havde
fradraget udgifterne til anskaffelsen af de pågældende brugsrettigheder som
driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Skattemyndighederne - og senere Landsskatteretten og Østre Landsret - havde
derimod
fundet, at de pågældende udgifter var omfattet af § 15, stk. 1, i den
dagældende lov om særlig indkomstskat m.v., henholdsvis den dagældende §
16 F, stk. 2, i ligningsloven, og at udgifterne derfor
skulle aktiveres og afskrives i overensstemmelse med disse bestemmelser.
Dette
var begrundet med, at selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler erhvervede
en
ophavsret, og at denne immaterielle ret var omfattet af de nævnte
bestemmelser.
Højesteret fandt
imidlertid, at de pågældende brugsrettigheder ikke var omfattet af § 15, stk.
1, i den dagældende lov om særlig indkomstskat, respektive den dagældende §
16 F, stk. 2, i ligningsloven.
Den
skattemæssige behandling af immaterielle rettigheder var indtil 1993
indeholdt
i § 2, nr. 4, (for så vidt angår sælger) og § 15, stk. 1, (for så vidt angår
køber) i lov om særlig indkomstskat m.v. I 1993 blev bestemmelsen i § 15 i
lov
om særlig indkomstskat m.v. overført til ligningslovens §
16 F, stk. 2, og i forbindelse med gennemførelsen af en ny
afskrivningslov i 1998 blev bestemmelsen endeligt overført til denne lovs §
40,
stk. 2. Repræsentanten anfører, at der ved disse overførsler ikke skete nogen
ændring i bestemmelsens indhold.
Lov om særlig
indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, vedrørte "tidsbegrænsede
rettigheder".
Det fulgte af samme lovs § 15, stk. 1, at erhververen af en rettighed af den
i
§ 2, nr. 4, omhandlede art skulle være berettiget til at afskrive det ydede
vederlag i sin skattepligtige indkomst over rettighedens varighed, eller,
såfremt rettigheden var tidsubegrænset, over 10 år.
Problemstillingen
i
SKM2003.586.HR
var, hvorvidt selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler havde erhvervet en
rettighed, der var omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat
m.v.
Selskabet havde utvivlsomt ikke erhvervet de grundlæggende ophavsretlige
rettigheder fra producenten, men havde alene fået en brugsret. Spørgsmålet
var
derfor, om § 15, stk. 1, alene vedrørte tilfælde, hvor der skete overdragelse
af selve ophavsretten, eller om bestemmelsen tillige omfattede tilfælde, hvor
der, uden at selve ophavsretten blev overdraget, blev erhvervet en brugsret.
Højesteret
fandt, at "tidsbegrænsede" i den dagældende § 2, nr. 4, i lov om
særlig indkomstskat m.v. må forstås som den tidsbegrænsning, der følger af,
at
de pågældende rettigheders varighed er begrænset i henhold til de retsregler,
der gælder på det pågældende område, dvs. ophavsretsloven. Eftersom
brugsretten
til rettigheder omfattet af ophavsretsloven efter lovens § 53 kan overdrages
til tredjemand for en tidsbegrænset periode, uden at dette indebærer en
overdragelse af selve ophavsretten, er overdragelsen af en sådan begrænset
rettighed ikke omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4.
Højesteret fandt
derfor, at de tre aftaler ikke indebar, at det klagende selskab havde
erhvervet
rettigheder omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat m.v.,
respektive §
16 F, stk. 2, i ligningsloven.
Højesteret fandt videre, at da erhvervelsen af rettighederne ubestridt var
anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, var der
tale om fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af statsskattelovens
§
6, stk. 1, litra a.
Som omtalt
ovenfor indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S får ret
til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere film omfattede
af
aftalen. Producenten bevarer alle rettigheder, der følger af lovgivningen om
ophavsret. Der sker derfor utvivlsomt ingen overdragelse af
ophavsrettighederne. Dette var afgørende for udfaldet af
SKM2003.586.HR
.
X A/S' aftaler
med filmproducenter vedrører almindeligvis brugsret til film, der på
aftaletidspunktet
endnu ikke har haft premiere.
SKM2003.586.HR
vedrørte derimod brugsret til film, der havde haft premiere flere år forud
for
aftaletidspunktet. Efter repræsentantens opfattelse kan dette imidlertid ikke
tillægges selvstændig betydning, idet det afgørende for Højesteret var, at
aftalen ikke indebar en overdragelse af selve ophavsretten.
Repræsentanten
henviser til, at man kun kan gisne om, hvorvidt Højesteret ville være kommet
til et andet resultat, såfremt aftalerne med selskabet havde haft et andet
indhold, herunder hvis aftalerne f.eks. havde haft en længere løbetid, havde
omfattet andre medier etc.
Et andet resultat
må antages at forudsætte, at alle rettigheder reelt, men ikke formelt,
overdrages til brugeren, idet Højesteret jo fandt, at § 15, stk. 1, i lov om
særlig indkomstskat m.v. alene omfatter en overdragelse af selve
ophavsretten,
men ikke en brugsret. Når selve ophavsretten derfor utvivlsomt ikke
overdrages,
vil en brugsret derfor alene kunne være omfattet af afskrivningslovens § 40,
stk. 2, i tilfælde af, at aftalen om brugsret reelt indebærer en overdragelse
af selve ophavsretten. Dette må antages i al væsentlighed alene at kunne være
tilfældet i omgåelsessituationer.
X A/S' aftaler
med filmproducenter indebærer efter repræsentantens opfattelse ikke, at X A/S
reelt erhverver ophavsretten til de pågældende film.
Blandt andet
omfatter X A/S' brugsret kun en begrænset del af den periode, i hvilken
producentens rettigheder er beskyttet efter lovgivningen om ophavsret, typisk
10-20 pct. af beskyttelsesperioden. Vel er det almindeligvis således, at de
største indtægter ved fremvisning og distribution af en film falder inden for
de første år efter premieren, men dette indebærer på den anden side ikke, at
der ikke er udsigt til indtægter senere hen i den ophavsretligt beskyttede
periode. Sagen i
SKM2003.586.HR
vedrørte netop aftaler om brugsretten til ældre film, og det viser jo netop,
at
der også for ældre film består indtægtsmuligheder.
Hertil kommer
andre begrænsninger i X A/S' brugsret, først og fremmest med hensyn til det
geografiske område, i hvilket X A/S kan udnytte brugsretten. X A/S' brugsret
omfatter som nævnt typisk Danmark og de øvrige nordiske lande. Dette område
er,
set fra f.eks. en amerikansk producents synspunkt, et meget begrænset område,
og repræsenterer alene en brøkdel af producentens samlede indtægter for en
given film.
Aftalerne kan
desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler
indeholder
for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".
Sammenfattende
er det repræsentantens opfattelse, at svaret på spørgsmål 1 er
"ja".
Ad spørgsmål 2:
Hvis svaret på
spørgsmål 1 er "ja", er spørgsmålet efter repræsentantens
opfattelse
herefter, på hvilket tidspunkt udgiften til erhvervelsen af brugsretten er
fradragsberettiget.
I en række
tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens
færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på
aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme
indkomstår.
I nogle tilfælde
er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på
det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.
Det fremgår
efter repræsentantens opfattelse af
SKM2003.586.HR
,
at udgifterne til erhvervelse af filmrettigheder skal fradrages på det
tidspunkt, hvor disse er "anvendt". Ifølge de indgåede aftaler
mellem
selskabet og filmproducenterne i denne sag var det aftalt, at selskabet
skulle
betale 363.635 kr. for brugsrettighederne, hvoraf 323.135 kr. skulle betales
i
1993 og 40.500 kr. i 1994. Højesteret fandt, at de 323.135 kr. måtte anses
for
"anvendt" i 1993, mens de 40.500 kr. måtte anses for
"anvendt"
i 1994. Ud fra det offentliggjorte referat af afgørelsen er det ikke muligt
at
afgøre, hvorledes dette hænger sammen med det grundlæggende
retserhvervelsesprincip.
En betydelig del
af de film, som X A/S indgår aftaler med filmproducenter om, har på
aftaletidspunktet
endnu ikke haft premiere i Danmark. Hertil kommer, at man i en række tilfælde
indgår aftale med producenten et eller i enkelte tilfælde to år før
premieretidspunktet.
Det sker også, at der indgås aftale med producenten, førend filmen er
færdigproduceret. Endelig er det således, at visse aftaler omfatter
brugsretten
til mere end én film. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at X A/S selv
bestemmer premieretidspunktet i Danmark, og at dette derfor ikke nødvendigvis
ligger fast på det tidspunkt, hvor der indgås aftale med producenten.
Efter
repræsentantens opfattelse må udgiften til erhvervelse af brugsretten til
film
være fradragsberettiget på det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende
aftale med producenten, jf. det grundlæggende retserhvervelsesprincip. I
tilfælde af, at de af aftalen med producenten omfattede film på
aftaletidspunktet endnu ikke er færdigproducerede, og aftalen er betinget af
færdigproduktion af de pågældende film, er udgiften fradragsberettiget på det
tidspunkt, hvor producenten har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til
færdigproduktion af de film, der er omfattet af aftalen.
Ovennævnte
gælder efter repræsentantens opfattelse, uanset om aftaletidspunktet ligger
forud
for det år, hvor de af aftalen omhandlede film har premiere i Danmark, idet X
A/S ved indgåelsen af aftalen (og producentens opfyldelse af sine eventuelle
forpligtelser i henhold til denne) må anses for at have afholdt en endelig
driftsomkostning, jf. det almindelige retserhvervelsesprincip.
Hvis Skatterådet
imidlertid er af den opfattelse, at der ikke kan være fradrag forud for
premieretidspunktet, må der i så fald være fradrag på det tidspunkt, hvor de
af
aftalen omfattede film har premiere i Danmark. I tilfælde af at en aftale
omfatter flere film, og disse har premiere i forskellige år, må
fradragstidspunktet være premiereåret for den første film, der er omfattet af
aftalen. Det er ikke muligt på objektivt grundlag at opdele
anskaffelsessummen
på de enkelte film, hvis en aftale omfatter flere film. Ofte er en aftale en
"pakkeløsning", hvor X A/S har ønske om, at "pakken"
omfatter en eller flere bestemte film, mens producenten på sin side til
gengæld
stiller krav om, at "pakken" også inkluderer andre (mindre
"sikre") film.
Ad spørgsmål 3
og 4:
Repræsentanten
anfører, at praksis om fradrag for forudbetalte omkostninger er ændret ved
Landsskatterettens
kendelse offentliggjort i
SKM2003.447.LSR
.
Told- og Skattestyrelsen har udsendt cirkulære nr. 2004-06 i anledning heraf.
Det fremgår af
dette cirkulære, at forudbetalte omkostninger kan fradrages på
betalingstidspunktet, forudsat forudbetalingen ikke vedrører en periode på
mere
end 12 måneder.
Forudsat at
Skatterådet er enig i, at X A/S' betalinger for erhvervelse af brugsret til
film er fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. spørgsmål 1 ovenfor, men
finder, at fradragstidspunktet ikke er sammenfaldende med aftaletidspunktet i
tilfælde af, at premiereåret ligger senere end aftaleåret, jf. spørgsmål 2
ovenfor, må der efter repræsentantens opfattelse principielt være tale om
forudbetalte omkostninger.
Da Højesteret i
SKM2003.586.HR
netop ikke har periodiseret udgifterne over aftalernes løbetid, men anset
disse
for endeligt afholdt på betalingstidspunktet, må konsekvensen efter
repræsentantens
opfattelse være, at X A/S kan fradrage betalinger for erhvervelse af brugsret
til film på betalingstidspunktet, hvis betalingstidspunktet ligger mindre end
12 måneder forud for det tidspunkt, hvor den pågældende udgift kan anses for
afholdt (f.eks. premieretidspunktet).
Endelig
har selskabets repræsentant henledt SKATs opmærksomhed på afgørelsen
TfS
1989, 224 LSR, hvor modtagne og afgivne forudbetalinger af løbende licenser
(royalties), som efter licenskontrakterne var endeligt erhvervede, skulle
medregnes i indkomstopgørelsen for det år, hvor de var betalt.
Repræsentanten
anfører, at Landsskatteretten således alene lagde vægt på, at der var tale om
en endelig retserhvervelse, fordi forudbetalingerne ikke kunne kræves
tilbagebetalt, og at omkostningerne derfor i skattemæssig henseende var
afholdt
i betalingsåret. Repræsentanten fremhæver, at Landsskatteretten helt klart
ikke
tillagde det nogen betydning, at der var tale om udgifter, hvis
indkomstskabende
effekt utvivlsomt må have rakt ud over betalingsåret. Det er repræsentantens
opfattelse, at omstændighederne i landsskatteretssagen derfor i al
væsentlighed
er sammenlignelige med omstændighederne vedrørende X A/S' erhvervelse af
brugsrettigheder til filmrettigheder.
SKATs
indstilling og begrundelse
Ad spørgsmål 1:
Det fremgår af
Højesteretsdommen
SKM2003.586.HR
,
at der ikke er tale om erhvervelse af en immateriel rettighed i henhold til
den
dagældende lov om særlig indkomstskat m.v. § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, (for
rettigheder
erhvervet efter 19. maj 1993 ligningslovens §
16 F, stk. 2, jf. 16 E, stk. 1, nr. 2), hvis der ved
overdragelsen sker en begrænsning af den immaterielle rettighed, således at
erhververen
ikke opnår den fulde ejendomsret over rettigheden.
Højesteret
fandt, at selskabet kunne fradrage udgifterne til erhvervelse af
brugsrettigheder til film som en driftsomkostning efter statsskattelovens §
6,
stk. 1, litra a. De beløb, som selskabet i de omhandlede indkomstår
havde
betalt for brugsrettighederne, måtte anses for "anvendt" til at
erhverve,
sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor udgifterne var fradragsberettigede
som driftsomkostninger i de pågældende indkomstår, jf. statsskattelovens § 6,
stk. 1, litra a. Der skulle således ikke ske periodisering.
Afskrivningsloven
§ 40, stk. 2, vedrører efter sin ordlyd afskrivning på andre immaterielle
aktiver end goodwill. Bestemmelsen afløser en bestemmelse i ligningsloven om
afskrivning på "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder"
(tidligere afskrivning på "tidsbegrænsede rettigheder" efter lov om
særlig indkomstskat m.v.). Det fremgår af bemærkningerne til
afskrivningsloven,
at ændringen fra "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder"
til
"immaterielle aktiver" alene er af sproglig karakter, og at der
ikke
herved blev tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til gældende
praksis. Efter SKATs opfattelse må det derfor lægges til grund, at
Højesteretsdommen fortsat har præjudikatsværdi, selv om den kun direkte
vedrører forståelsen af den tidligere bestemmelse i lov om særlig
indkomstskat
m.v. § 2, nr. 4.
Højesteretsdommen
vedrørte erhvervelse af brugsrettighederne til film, der allerede havde haft
premiere
("gamle" film). Der var tale om 3 konkrete kontrakter, der løb 3
år,
4 år og tidsubegrænset.
Højesterets
begrundelse for at anse de pågældende udgifter til brugsrettigheder til
filmrettigheder for driftsomkostninger, omfattet af statsskattelovens § 6,
stk.
1, litra a, kan efter SKATs opfattelse med samme vægt anføres til støtte for
at
behandle udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til premierefilm eller
endnu ikke færdigproducerede film som driftsudgifter.
Da X A/S i
lighed med hvad der var tilfældet i højesteretssagen erhverver
brugsrettigheder
til filmrettigheder for en begrænset periode, er det herefter SKATs
opfattelse,
at selskabets udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til
filmrettigheder,
skal behandles som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1,
litra
a, uanset om der er tale om "gamle" film, premierefilm eller endnu
ikke færdigproducerede film.
I sagen
SKM2003.586.HR
gav Højesteret fradrag for afholdte udgifter til erhvervelse af
brugsrettigheder
til filmrettigheder i de indkomstår, hvor udgifterne i overensstemmelse
betalingsvilkårene i det tre indgåede aftaler blev betalt. Højesteret foretog
herved en ordlydsfortolkning af ordet "anvendt" i statsskattelovens
§
6, stk. 1, litra a, idet Højesteret fandt, at udgifterne var
"anvendt" og dermed var fradragsberettigede i de indkomstår, hvor
der
skete betaling.
Ved at give
fradragsret på betalingstidspunktet, afviste Højesteret, at udgifterne skulle
aktiveres og afskrives over den periode, hvor kontrakterne skabte grundlag
for
indtjening.
Det bemærkes i
denne forbindelse, at den praksis, der ifølge Ligningsvejledningen 2006-1,
afsnit
E.A.3.2
,
gælder for periodisering af forudbetalte udgifter, der fradrages efter
statsskattelovens
§ 6, stk. 1, litra a, ikke er relevant for så vidt angår fastlæggelse af
fradragstidspunktet for beløb, der betales i henhold til kontrakter angående
ikke-færdigproducerede film. Dette skyldes, at denne pågældende praksis alene
vedrører situationer, hvor der på forhånd betales for ydelser, der løbende
skal
stilles til rådighed i en fremtidig periode
Endvidere er der
ikke grundlag for at opstille et krav om, at en udgift skal have haft
indkomstvirkning i det indkomstår, hvor den afholdes.
Efter SKATs opfattelse kan det
herefter lægges til grund, at også beløb, der i henhold til den indgåede
kontrakt betales for brugsrettighederne til filmrettighederne vedrørende
premierefilm eller endnu ikke færdigproduceret film, kan fradrages på
betalingstidspunkterne.
SKAT indstiller herefter, at
Skatterådet som svar på spørgsmål 1 udtaler, at X A/S's udgifter til
erhvervelse
af brugsrettigheder til film skal behandles som driftsudgifter, jf.
statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne til erhvervelse af film er
"anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor
betalingerne sker i henhold til de indgåede kontrakter, jf.
SKM2003.586.HR
.
Det er uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, om der
sker erhvervelse af "gamle" film, premierefilm eller film, der
endnu
ikke er færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.
Hvis en filmrettighed overdrages
fuldt ud, skal udgifterne til erhvervelsen afskrives efter afskrivningslovens
§
40, stk. 2, jf. TfS 1994, 669 LR, der er kommenteret i TfS 1995, 80 DEP.
Ad spørgsmål 2,
3 og 4
Besvarelsen
bortfalder som følge af svaret på spørgsmål 1.
Skatterådets
afgørelse og begrundelse
Skatterådet
tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.
Svaret er bindende
for skattemyndighederne i følgende periode
Svaret er
bindende i 5 år fra afgørelsens dato.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse af 29. august 2003 vedr. Sukkerkvote fradrag for køb Retsinformation · 30. oktober 2003
- Bindende svar - Knowhow - selvskabt - afståelse - anskaffelsessum Retsinformation · 28. august 2015
- SKAT har for indkomstårene 2008-2013 nægtet selskabet fradrag for skattemæssige afskrivninger på varemærket [x1] og domænenavnet [x2].com, ligesom der er… Landsskatteretten · 18. februar 2020
- Kommentar Retsinformation · 4. oktober 2000
- Genbeskatning af underskur overdragelse af et koncernforbundet selskab udleje hel eller delvis overdragelse af virksomhed Retsinformation · 29. juni 2005
- Genbeskatning af underskud ved outsourcing af produktion med videre Retsinformation · 5. marts 2019
Lignende dokumenter
- Skattemæssige afskrivninger på brugsrettigheder til filmrettigheder betalt før 2017 – Tab ved salg af brugsrettigheder til filmrettigheder Landsskatteretten · 2. september 2024
- Filmrettigheder Retsinformation · 7. juni 2000
- Om selskabet kan fradrage driftsudgifter for filmproduktion Landsskatteretten · 8. januar 2013
- Kommentar Retsinformation · 4. oktober 2000
- Film og filmrettigheder Retsinformation · 4. oktober 2000
- Genbeskatning af underskud ved outsourcing af produktion med videre Retsinformation · 5. marts 2019