Spring til indhold

Retsinformation

Filmrettigheder - driftsudgifter

AFG nr 9476 af 25/04/2006AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet17. juli 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Filmrettigheder - driftsudgifter

Spørgsmål

Vil X A/S' udgifter til

erhvervelse af brugsrettigheder til film, som selskabet erhverver for en

begrænset periode, skulle fradrages som driftsomkostninger i de år, hvor X

A/S erhverver de pågældende brugsrettigheder?

Hvis der svares

"ja" til spørgsmål 1, bedes Skatterådet endvidere oplyse, på

hvilket tidspunkt X A/S kan anses for at have erhvervet

brugsrettighederne, og følgelig på hvilket tidspunkt anskaffelsessummen

skal fradrages.

Hvis svaret på spørgsmål

2 er, at anskaffelsessummen er en driftsomkostning, der skal fradrages på

det tidspunkt, hvor filmen har premiere i Danmark, bedes Skatterådet

endvidere oplyse, hvorvidt udgifter til brugsrettigheder til film er

omfattet af den gældende praksis om forudbetalte omkostninger.

Hvis svaret på spørgsmål

3 er "ja", bedes Skatterådet oplyse, hvorvidt dette indebærer,

at udgifter til brugsrettigheder til film kan fradrages på

betalingstidspunktet, forudsat betalingstidspunktet ikke ligger mere end

12 måneder forud for premieretidspunktet eller det andet tidspunkt, på

hvilket Skatterådet finder, at omkostningerne er afholdt.

Svar

Se nærmere

sagsfremstilling og begrundelse.

Bortfalder.

Bortfalder.

Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Selskabet X A/S

Læs alt

driver virksomhed dels ved egenproduktion af film og tv-programmer og dels

ved

indkøb af brugsrettigheder til film produceret af andre filmproducenter.

Ovenstående spørgsmål vedrører alene den skattemæssige behandling af

brugsrettigheder til film produceret af andre producenter.

For så vidt

angår brugsrettigheder til film produceret af andre producenter anvendes

disse

af X A/S til videredistribution til biografer, videoudlejningsbutikker,

detailhandlen samt tv-stationer. Distributionen sker gennem X A/S og

søsterselskaber

i Norge, Sverige og Finland.

Almindeligvis

vises en film først i biograferne, så på betalings-tv, og herefter udgives

den

på VHS-kassetter og DVD, og endelig vises filmen på betalingsfrie

tv-stationer.

X A/S'

erhvervelse af brugsrettigheder til film produceret af fremmede producenter

sker fra en række - typisk udenlandske - filmproducenter. Disse omfatter

bl.a.

større amerikanske filmselskaber.

Aftaler om

brugsrettigheder til film forhandles individuelt og varierer derfor alt

efter,

hvilken producent der er tale om, og alt efter hvilke film aftalen dækker.

Selskabets

repræsentant oplyser, at det kan lægges til grund, at følgende grundlæggende

indhold

almindeligvis vil indgå i alle de aftaler, som selskabet indgår:

Der sker ingen overdragelse

af selve ophavsretten til filmen. Alle rettigheder, der følger af

lovgivningen om ophavsrettigheder, forbliver således hos producenten. Det

kan lægges til grund, at dette gælder, uanset om producentens rettigheder

er beskyttet efter dansk, amerikansk eller anden lovgivning.

X A/S får som følge af

aftalen retten til at distribuere filmen inden for et begrænset geografisk

område og inden for en tidsbegrænset periode.

Det geografiske område,

som X A/S kan vise eller distribuere filmen i, er typisk Danmark og de

øvrige nordiske lande.

Den periode, som X A/S

får ret til at vise eller distribuere filmen i, varierer fra aftale til

aftale. En "typisk aftale" giver X A/S distributionsretten for

en periode på 5-10 år, men såvel kortere som længere perioder forekommer.

Perioden er dog i alle tilfælde væsentligt kortere end den

beskyttelsesperiode, producentens rettigheder er undergivet efter

lovgivningen om ophavsrettigheder. Denne beskyttelsesperiode er efter

dansk lovgivning 70 år efter ophavsmandens død.

På baggrund af

disse punkter indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S

får

ret til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere de film,

der

er omfattet af aftalerne.

Aftalerne kan

desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler

indeholder

for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".

Repræsentanten

oplyser, at X A/S' aftaler med filmproducenter almindeligvis vedrører

brugsret

til film, der på aftaletidspunktet endnu ikke har haft premiere i Danmark.

I en række

tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens

færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på

aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme

indkomstår.

I nogle tilfælde

er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på

det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.

Hertil kommer,

at man i en række tilfælde indgår aftale med producenten et - eller i enkelte

tilfælde - to år før premieretidspunktet. Det sker også, at der indgås aftale

med producenten, førend filmen er færdigproduceret. Endelig er det således,

at

visse aftaler omfatter brugsretten til mere end én film. Det skal i denne

forbindelse bemærkes, at X A/S selv bestemmer premieretidspunktet i Danmark,

og

at dette derfor ikke nødvendigvis ligger fast på det tidspunkt, hvor der

indgås

aftale med producenten.

Repræsentanten

oplyser videre, at X A/S erhverver løbende brugsrettigheder til film fra

andre

producenter. Da der er tale om betydelige beløb, er det væsentligt for X A/S,

at der ikke hersker usikkerhed om den skattemæssige behandling af udgifter

til

sådanne rettigheder.

X A/S har hidtil

behandlet udgifter til brugsrettigheder til film i overensstemmelse med den

praksis, der har været beskrevet i Ligningsvejledningen i en årrække, dvs.

som

immaterielle aktiver omfattet af afskrivningslovens § 40, stk. 2, jf. således

afsnit E.I.4.2.1 i Ligningsvejledningen for 2002.

Repræsentanten

anfører, at denne praksis imidlertid er ændret ved Højesterets dom af 8.

december

2003, refereret i

SKM2003.586.HR

.

X A/S ønsker klarlagt, hvilke konsekvenser denne højesteretsdom har for den

skattemæssige behandling af selskabets fremtidige erhvervelser af

brugsrettigheder til film.

Forespørgers

opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Ad spørgsmål 1:

Selskabets

repræsentant anfører, at

SKM2003.586.HR

drejede sig om et selskab, der i 1993 havde erhvervet brugsretten til et

antal film

på det danske marked. Der var tale om tre separate kontrakter, hvor

brugsretten

i de to af kontrakterne udgjorde henholdsvis 3 år og 4 år, mens brugsretten i

den tredje kontrakt var tidsubegrænset. Der var i alle tre kontrakter tale om

brugsretten til et antal ældre danske og udenlandske film, dvs. film, der

havde

haft premiere flere år forud for aftaletidspunktet.

Selskabet havde

fradraget udgifterne til anskaffelsen af de pågældende brugsrettigheder som

driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skattemyndighederne - og senere Landsskatteretten og Østre Landsret - havde

derimod

fundet, at de pågældende udgifter var omfattet af § 15, stk. 1, i den

dagældende lov om særlig indkomstskat m.v., henholdsvis den dagældende §

16 F, stk. 2, i ligningsloven, og at udgifterne derfor

skulle aktiveres og afskrives i overensstemmelse med disse bestemmelser.

Dette

var begrundet med, at selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler erhvervede

en

ophavsret, og at denne immaterielle ret var omfattet af de nævnte

bestemmelser.

Højesteret fandt

imidlertid, at de pågældende brugsrettigheder ikke var omfattet af § 15, stk.

1, i den dagældende lov om særlig indkomstskat, respektive den dagældende §

16 F, stk. 2, i ligningsloven.

Den

skattemæssige behandling af immaterielle rettigheder var indtil 1993

indeholdt

i § 2, nr. 4, (for så vidt angår sælger) og § 15, stk. 1, (for så vidt angår

køber) i lov om særlig indkomstskat m.v. I 1993 blev bestemmelsen i § 15 i

lov

om særlig indkomstskat m.v. overført til ligningslovens §

16 F, stk. 2, og i forbindelse med gennemførelsen af en ny

afskrivningslov i 1998 blev bestemmelsen endeligt overført til denne lovs §

40,

stk. 2. Repræsentanten anfører, at der ved disse overførsler ikke skete nogen

ændring i bestemmelsens indhold.

Lov om særlig

indkomstskat m.v. § 2, nr. 4, vedrørte "tidsbegrænsede

rettigheder".

Det fulgte af samme lovs § 15, stk. 1, at erhververen af en rettighed af den

i

§ 2, nr. 4, omhandlede art skulle være berettiget til at afskrive det ydede

vederlag i sin skattepligtige indkomst over rettighedens varighed, eller,

såfremt rettigheden var tidsubegrænset, over 10 år.

Problemstillingen

i

SKM2003.586.HR

var, hvorvidt selskabet ved indgåelsen af de tre aftaler havde erhvervet en

rettighed, der var omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat

m.v.

Selskabet havde utvivlsomt ikke erhvervet de grundlæggende ophavsretlige

rettigheder fra producenten, men havde alene fået en brugsret. Spørgsmålet

var

derfor, om § 15, stk. 1, alene vedrørte tilfælde, hvor der skete overdragelse

af selve ophavsretten, eller om bestemmelsen tillige omfattede tilfælde, hvor

der, uden at selve ophavsretten blev overdraget, blev erhvervet en brugsret.

Højesteret

fandt, at "tidsbegrænsede" i den dagældende § 2, nr. 4, i lov om

særlig indkomstskat m.v. må forstås som den tidsbegrænsning, der følger af,

at

de pågældende rettigheders varighed er begrænset i henhold til de retsregler,

der gælder på det pågældende område, dvs. ophavsretsloven. Eftersom

brugsretten

til rettigheder omfattet af ophavsretsloven efter lovens § 53 kan overdrages

til tredjemand for en tidsbegrænset periode, uden at dette indebærer en

overdragelse af selve ophavsretten, er overdragelsen af en sådan begrænset

rettighed ikke omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, nr. 4.

Højesteret fandt

derfor, at de tre aftaler ikke indebar, at det klagende selskab havde

erhvervet

rettigheder omfattet af § 15, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat m.v.,

respektive §

16 F, stk. 2, i ligningsloven.

Højesteret fandt videre, at da erhvervelsen af rettighederne ubestridt var

anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, var der

tale om fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af statsskattelovens

§

6, stk. 1, litra a.

Som omtalt

ovenfor indebærer X A/S' aftaler med filmproducenter alene, at X A/S får ret

til - i en tidsbegrænset periode - at fremvise og distribuere film omfattede

af

aftalen. Producenten bevarer alle rettigheder, der følger af lovgivningen om

ophavsret. Der sker derfor utvivlsomt ingen overdragelse af

ophavsrettighederne. Dette var afgørende for udfaldet af

SKM2003.586.HR

.

X A/S' aftaler

med filmproducenter vedrører almindeligvis brugsret til film, der på

aftaletidspunktet

endnu ikke har haft premiere.

SKM2003.586.HR

vedrørte derimod brugsret til film, der havde haft premiere flere år forud

for

aftaletidspunktet. Efter repræsentantens opfattelse kan dette imidlertid ikke

tillægges selvstændig betydning, idet det afgørende for Højesteret var, at

aftalen ikke indebar en overdragelse af selve ophavsretten.

Repræsentanten

henviser til, at man kun kan gisne om, hvorvidt Højesteret ville være kommet

til et andet resultat, såfremt aftalerne med selskabet havde haft et andet

indhold, herunder hvis aftalerne f.eks. havde haft en længere løbetid, havde

omfattet andre medier etc.

Et andet resultat

må antages at forudsætte, at alle rettigheder reelt, men ikke formelt,

overdrages til brugeren, idet Højesteret jo fandt, at § 15, stk. 1, i lov om

særlig indkomstskat m.v. alene omfatter en overdragelse af selve

ophavsretten,

men ikke en brugsret. Når selve ophavsretten derfor utvivlsomt ikke

overdrages,

vil en brugsret derfor alene kunne være omfattet af afskrivningslovens § 40,

stk. 2, i tilfælde af, at aftalen om brugsret reelt indebærer en overdragelse

af selve ophavsretten. Dette må antages i al væsentlighed alene at kunne være

tilfældet i omgåelsessituationer.

X A/S' aftaler

med filmproducenter indebærer efter repræsentantens opfattelse ikke, at X A/S

reelt erhverver ophavsretten til de pågældende film.

Blandt andet

omfatter X A/S' brugsret kun en begrænset del af den periode, i hvilken

producentens rettigheder er beskyttet efter lovgivningen om ophavsret, typisk

10-20 pct. af beskyttelsesperioden. Vel er det almindeligvis således, at de

største indtægter ved fremvisning og distribution af en film falder inden for

de første år efter premieren, men dette indebærer på den anden side ikke, at

der ikke er udsigt til indtægter senere hen i den ophavsretligt beskyttede

periode. Sagen i

SKM2003.586.HR

vedrørte netop aftaler om brugsretten til ældre film, og det viser jo netop,

at

der også for ældre film består indtægtsmuligheder.

Hertil kommer

andre begrænsninger i X A/S' brugsret, først og fremmest med hensyn til det

geografiske område, i hvilket X A/S kan udnytte brugsretten. X A/S' brugsret

omfatter som nævnt typisk Danmark og de øvrige nordiske lande. Dette område

er,

set fra f.eks. en amerikansk producents synspunkt, et meget begrænset område,

og repræsenterer alene en brøkdel af producentens samlede indtægter for en

given film.

Aftalerne kan

desuden være begrænset til forskellige medier - en del ældre aftaler

indeholder

for eksempel ikke retten til distribution via "pay per view".

Sammenfattende

er det repræsentantens opfattelse, at svaret på spørgsmål 1 er

"ja".

Ad spørgsmål 2:

Hvis svaret på

spørgsmål 1 er "ja", er spørgsmålet efter repræsentantens

opfattelse

herefter, på hvilket tidspunkt udgiften til erhvervelsen af brugsretten er

fradragsberettiget.

I en række

tilfælde vil indgåelse af bindende aftale med producenten, producentens

færdigproduktion af filmen (hvis denne ikke er færdigproduceret på

aftaletidspunktet) og den danske biografpremiere falde inden for samme

indkomstår.

I nogle tilfælde

er de film, der er omfattet af aftalen, imidlertid ikke færdigproducerede på

det tidspunkt, hvor X A/S indgår bindende aftale med producenten.

Det fremgår

efter repræsentantens opfattelse af

SKM2003.586.HR

,

at udgifterne til erhvervelse af filmrettigheder skal fradrages på det

tidspunkt, hvor disse er "anvendt". Ifølge de indgåede aftaler

mellem

selskabet og filmproducenterne i denne sag var det aftalt, at selskabet

skulle

betale 363.635 kr. for brugsrettighederne, hvoraf 323.135 kr. skulle betales

i

1993 og 40.500 kr. i 1994. Højesteret fandt, at de 323.135 kr. måtte anses

for

"anvendt" i 1993, mens de 40.500 kr. måtte anses for

"anvendt"

i 1994. Ud fra det offentliggjorte referat af afgørelsen er det ikke muligt

at

afgøre, hvorledes dette hænger sammen med det grundlæggende

retserhvervelsesprincip.

En betydelig del

af de film, som X A/S indgår aftaler med filmproducenter om, har på

aftaletidspunktet

endnu ikke haft premiere i Danmark. Hertil kommer, at man i en række tilfælde

indgår aftale med producenten et eller i enkelte tilfælde to år før

premieretidspunktet.

Det sker også, at der indgås aftale med producenten, førend filmen er

færdigproduceret. Endelig er det således, at visse aftaler omfatter

brugsretten

til mere end én film. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at X A/S selv

bestemmer premieretidspunktet i Danmark, og at dette derfor ikke nødvendigvis

ligger fast på det tidspunkt, hvor der indgås aftale med producenten.

Efter

repræsentantens opfattelse må udgiften til erhvervelse af brugsretten til

film

være fradragsberettiget på det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende

aftale med producenten, jf. det grundlæggende retserhvervelsesprincip. I

tilfælde af, at de af aftalen med producenten omfattede film på

aftaletidspunktet endnu ikke er færdigproducerede, og aftalen er betinget af

færdigproduktion af de pågældende film, er udgiften fradragsberettiget på det

tidspunkt, hvor producenten har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til

færdigproduktion af de film, der er omfattet af aftalen.

Ovennævnte

gælder efter repræsentantens opfattelse, uanset om aftaletidspunktet ligger

forud

for det år, hvor de af aftalen omhandlede film har premiere i Danmark, idet X

A/S ved indgåelsen af aftalen (og producentens opfyldelse af sine eventuelle

forpligtelser i henhold til denne) må anses for at have afholdt en endelig

driftsomkostning, jf. det almindelige retserhvervelsesprincip.

Hvis Skatterådet

imidlertid er af den opfattelse, at der ikke kan være fradrag forud for

premieretidspunktet, må der i så fald være fradrag på det tidspunkt, hvor de

af

aftalen omfattede film har premiere i Danmark. I tilfælde af at en aftale

omfatter flere film, og disse har premiere i forskellige år, må

fradragstidspunktet være premiereåret for den første film, der er omfattet af

aftalen. Det er ikke muligt på objektivt grundlag at opdele

anskaffelsessummen

på de enkelte film, hvis en aftale omfatter flere film. Ofte er en aftale en

"pakkeløsning", hvor X A/S har ønske om, at "pakken"

omfatter en eller flere bestemte film, mens producenten på sin side til

gengæld

stiller krav om, at "pakken" også inkluderer andre (mindre

"sikre") film.

Ad spørgsmål 3

og 4:

Repræsentanten

anfører, at praksis om fradrag for forudbetalte omkostninger er ændret ved

Landsskatterettens

kendelse offentliggjort i

SKM2003.447.LSR

.

Told- og Skattestyrelsen har udsendt cirkulære nr. 2004-06 i anledning heraf.

Det fremgår af

dette cirkulære, at forudbetalte omkostninger kan fradrages på

betalingstidspunktet, forudsat forudbetalingen ikke vedrører en periode på

mere

end 12 måneder.

Forudsat at

Skatterådet er enig i, at X A/S' betalinger for erhvervelse af brugsret til

film er fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. spørgsmål 1 ovenfor, men

finder, at fradragstidspunktet ikke er sammenfaldende med aftaletidspunktet i

tilfælde af, at premiereåret ligger senere end aftaleåret, jf. spørgsmål 2

ovenfor, må der efter repræsentantens opfattelse principielt være tale om

forudbetalte omkostninger.

Da Højesteret i

SKM2003.586.HR

netop ikke har periodiseret udgifterne over aftalernes løbetid, men anset

disse

for endeligt afholdt på betalingstidspunktet, må konsekvensen efter

repræsentantens

opfattelse være, at X A/S kan fradrage betalinger for erhvervelse af brugsret

til film på betalingstidspunktet, hvis betalingstidspunktet ligger mindre end

12 måneder forud for det tidspunkt, hvor den pågældende udgift kan anses for

afholdt (f.eks. premieretidspunktet).

Endelig

har selskabets repræsentant henledt SKATs opmærksomhed på afgørelsen

TfS

1989, 224 LSR, hvor modtagne og afgivne forudbetalinger af løbende licenser

(royalties), som efter licenskontrakterne var endeligt erhvervede, skulle

medregnes i indkomstopgørelsen for det år, hvor de var betalt.

Repræsentanten

anfører, at Landsskatteretten således alene lagde vægt på, at der var tale om

en endelig retserhvervelse, fordi forudbetalingerne ikke kunne kræves

tilbagebetalt, og at omkostningerne derfor i skattemæssig henseende var

afholdt

i betalingsåret. Repræsentanten fremhæver, at Landsskatteretten helt klart

ikke

tillagde det nogen betydning, at der var tale om udgifter, hvis

indkomstskabende

effekt utvivlsomt må have rakt ud over betalingsåret. Det er repræsentantens

opfattelse, at omstændighederne i landsskatteretssagen derfor i al

væsentlighed

er sammenlignelige med omstændighederne vedrørende X A/S' erhvervelse af

brugsrettigheder til filmrettigheder.

SKATs

indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1:

Det fremgår af

Højesteretsdommen

SKM2003.586.HR

,

at der ikke er tale om erhvervelse af en immateriel rettighed i henhold til

den

dagældende lov om særlig indkomstskat m.v. § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 4, (for

rettigheder

erhvervet efter 19. maj 1993 ligningslovens §

16 F, stk. 2, jf. 16 E, stk. 1, nr. 2), hvis der ved

overdragelsen sker en begrænsning af den immaterielle rettighed, således at

erhververen

ikke opnår den fulde ejendomsret over rettigheden.

Højesteret

fandt, at selskabet kunne fradrage udgifterne til erhvervelse af

brugsrettigheder til film som en driftsomkostning efter statsskattelovens §

6,

stk. 1, litra a. De beløb, som selskabet i de omhandlede indkomstår

havde

betalt for brugsrettighederne, måtte anses for "anvendt" til at

erhverve,

sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor udgifterne var fradragsberettigede

som driftsomkostninger i de pågældende indkomstår, jf. statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a. Der skulle således ikke ske periodisering.

Afskrivningsloven

§ 40, stk. 2, vedrører efter sin ordlyd afskrivning på andre immaterielle

aktiver end goodwill. Bestemmelsen afløser en bestemmelse i ligningsloven om

afskrivning på "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder"

(tidligere afskrivning på "tidsbegrænsede rettigheder" efter lov om

særlig indkomstskat m.v.). Det fremgår af bemærkningerne til

afskrivningsloven,

at ændringen fra "tidsbegrænsede og tidsubegrænsede rettigheder"

til

"immaterielle aktiver" alene er af sproglig karakter, og at der

ikke

herved blev tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til gældende

praksis. Efter SKATs opfattelse må det derfor lægges til grund, at

Højesteretsdommen fortsat har præjudikatsværdi, selv om den kun direkte

vedrører forståelsen af den tidligere bestemmelse i lov om særlig

indkomstskat

m.v. § 2, nr. 4.

Højesteretsdommen

vedrørte erhvervelse af brugsrettighederne til film, der allerede havde haft

premiere

("gamle" film). Der var tale om 3 konkrete kontrakter, der løb 3

år,

4 år og tidsubegrænset.

Højesterets

begrundelse for at anse de pågældende udgifter til brugsrettigheder til

filmrettigheder for driftsomkostninger, omfattet af statsskattelovens § 6,

stk.

1, litra a, kan efter SKATs opfattelse med samme vægt anføres til støtte for

at

behandle udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til premierefilm eller

endnu ikke færdigproducerede film som driftsudgifter.

Da X A/S i

lighed med hvad der var tilfældet i højesteretssagen erhverver

brugsrettigheder

til filmrettigheder for en begrænset periode, er det herefter SKATs

opfattelse,

at selskabets udgifter til erhvervelse af brugsrettigheder til

filmrettigheder,

skal behandles som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra

a, uanset om der er tale om "gamle" film, premierefilm eller endnu

ikke færdigproducerede film.

I sagen

SKM2003.586.HR

gav Højesteret fradrag for afholdte udgifter til erhvervelse af

brugsrettigheder

til filmrettigheder i de indkomstår, hvor udgifterne i overensstemmelse

betalingsvilkårene i det tre indgåede aftaler blev betalt. Højesteret foretog

herved en ordlydsfortolkning af ordet "anvendt" i statsskattelovens

§

6, stk. 1, litra a, idet Højesteret fandt, at udgifterne var

"anvendt" og dermed var fradragsberettigede i de indkomstår, hvor

der

skete betaling.

Ved at give

fradragsret på betalingstidspunktet, afviste Højesteret, at udgifterne skulle

aktiveres og afskrives over den periode, hvor kontrakterne skabte grundlag

for

indtjening.

Det bemærkes i

denne forbindelse, at den praksis, der ifølge Ligningsvejledningen 2006-1,

afsnit

E.A.3.2

,

gælder for periodisering af forudbetalte udgifter, der fradrages efter

statsskattelovens

§ 6, stk. 1, litra a, ikke er relevant for så vidt angår fastlæggelse af

fradragstidspunktet for beløb, der betales i henhold til kontrakter angående

ikke-færdigproducerede film. Dette skyldes, at denne pågældende praksis alene

vedrører situationer, hvor der på forhånd betales for ydelser, der løbende

skal

stilles til rådighed i en fremtidig periode

Endvidere er der

ikke grundlag for at opstille et krav om, at en udgift skal have haft

indkomstvirkning i det indkomstår, hvor den afholdes.

Efter SKATs opfattelse kan det

herefter lægges til grund, at også beløb, der i henhold til den indgåede

kontrakt betales for brugsrettighederne til filmrettighederne vedrørende

premierefilm eller endnu ikke færdigproduceret film, kan fradrages på

betalingstidspunkterne.

SKAT indstiller herefter, at

Skatterådet som svar på spørgsmål 1 udtaler, at X A/S's udgifter til

erhvervelse

af brugsrettigheder til film skal behandles som driftsudgifter, jf.

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne til erhvervelse af film er

"anvendt" og dermed fradragsberettigede i de indkomstår, hvor

betalingerne sker i henhold til de indgåede kontrakter, jf.

SKM2003.586.HR

.

Det er uden betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, om der

sker erhvervelse af "gamle" film, premierefilm eller film, der

endnu

ikke er færdigproducerede på tidspunktet for kontraktens indgåelse.

Hvis en filmrettighed overdrages

fuldt ud, skal udgifterne til erhvervelsen afskrives efter afskrivningslovens

§

40, stk. 2, jf. TfS 1994, 669 LR, der er kommenteret i TfS 1995, 80 DEP.

Ad spørgsmål 2,

3 og 4

Besvarelsen

bortfalder som følge af svaret på spørgsmål 1.

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende

for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er

bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter