Et figurmærke afbildende en vifte og med ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke bestående alene af en vifte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Et figurmærke afbildende en vifte og med
ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke
bestående alene af en vifte
År 1996, den 7. november afsagde
Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen,
Warnich-Hansen) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 4/95:
Klage fra Mandarin Oriental Services B.V. Holland v/Chas.
Hude A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse af 17 nov 1994
vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering VR 7946 1993 for
Dinerco A/SUllerslev.
Den 22. juli 1993 indleverede Dinerco A/S, Ullerslev, en
ansøgning om registrering af varemærket DINERCO
(figurmærke) for alle varer i klasse 29.
Varemærket blev registreret den 12. november
1993.
Den 15. december 1993 blev registreringen offentliggjort i
Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 14. februar 1994 nedlagde klageren,
Mandarin Oriental Services B.V., Holland, i medfør af
varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.
Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
"Indsigelsen baseres på mine klienters
varemærkeregistrering, VR 6158/1991 figurmærke, der dækker
alle tjenesteydelser i klasse 42. Mine klienters viftefigur er fuldkommen
identisk med den viftefigur, der indgår i VR 7964/1993, og de to
mærker er således utvivlsomt forvekslelige.
Læs alt
Der foreligger vare/tjenesteydelsessammenfald, idet klasse
42 omfatter bl.a. "hotel- og restaurationsvirksomhed", hvilke tjenesteydelser
er ligeartede med fødevarer, omfattet af klasse 29.
Der kan ikke herske tvivl om, at mine klienters eventuelle
brug af mærket for eksempelvis restaurationsvirksomhed vil give
anledning til den opfattelse, at der er en tilknytning til den virksomhed,
der udøves af indehaverne af VR 7946/1993 for varer i klasse 29, netop
fordi den identiske viftefigur indgår i VR 7946/1993.
En yderligere sammenhæng mellem de to mærker
understreges også af ordet DINERCO, idet ordet "diner", som oprindeligt
er lånt fra fransk, bruges på dansk i betydningen en finere
middag, eksempelvis i sammensætningen "diner transportable" om
udbringning og servering af færdigtilberedte festmåltider. Man
bruger også verbet "dinere" i betydningen at spise en finere middag,
ofte på restaurant, jfr. Politikens Nudansk Ordbog, 15. udgave.
Derudover gøres det gældende, at viftefiguren
må være ophavsretligt beskyttet, jfr. Ophavsretslovens § 1,
hvilken ophavsret må anses for at være krænket af Dinerco
A/S, jfr. Ophavsretslovens § 2.
Det antages, at det skyldes en fejltagelse, at
Patentdirektoratet ved sin behandling af VR 7946/1993 ikke i
undersøgelsesfasen har modholdt mine klienters registrering, VR
6158/1991.
På ovennævnte baggrund skal det således
høfligst henstilles, at VR 7946/1993 erklæres ugyldig."
I skrivelse af 10. april 1994 bestred
mærkeindehaveren, at de to mærker er forvekslelige og udtalte
bl.a.:
"1) klasse 29 og klasse 42 er så langt fra hinanden, at der ikke kan
opstå forvekslelighed.
2) Vort bomærke bliver anvendt på dybfrosne
fødevarer, der sælges gennem detailbutikker, og der vil
blandt de endelige forbrugere aldrig kunne opstå en risiko for
forveksling.
3) Viften anvendes aldrig alene, men altid sammen med navnet
DINERCO.
4) Ordet DINERCO er mere dominerende end viften.
5) Bomærket skal vurderes som en helhed.
Mit hovedsynspunkt er, at
- det er 2 helt forskellige klasser
- bomærkerne ikke kan forveksles
- begge bomærkers kundegrupper er to helt
adskilte grupper, hvorfor vi må afvise indsigelsen."
Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 28. juni
1994 følgende:
"1) Det er ikke korrekt, at klasserne 29 og 42 er så langt fra
hinanden, at der ikke kan opstå forvekslelighed.
Iflg. Direktoratets egen praksis modholdes registreringer,
der dækker hele klasse 42 eller kun "restaurationsvirksomhed" eller
tilsvarende i varemærkeansøgninger, der er indleveret i
føde/drikkevarer klasserne 29, 30, 31, 32 og 33 i tilfælde, hvor
der er tale om identiske mærker.
Dette skyldes naturligvis, at der er kollision mellem
føde/drikkevarerelaterede tjenesteydelser i klasse 42 såsom
cateringvirksomhed, drift af restauranter, barer osv. og de
føde/drikkevarer, der er omfattet af klasserne 29-33.
Såfremt der markedsføres
føde/drikkevare relaterede tjenesteydelser under et bestemt
mærke og der sælges føde/drikkevarer under det samme
mærke, vil forbrugeren naturligvis tro, at den pågældende
vare og de pågældende tjenesteydelser hidrører fra den
samme varemærkeindehaver.
2) Modpartens bemærkning om, at mærket kun
påtænkes anvendt på dybfrosne fødevarer er ikke
relevant, idet VR 7946/1993 dækker alle varer i klasse 29.
Endvidere henledes opmærksomheden på, at der
naturligvis også vil kunne opstå forveksling mellem dybfrosne
fødevarer, der sælges i en detailforretning, og visse
tjenesteydelser i klasse 42, jf. ovenfor.
3) Modpartens bemærkning om, at viften aldrig anvendes alene, men
kun sammen med navnet DINERCO er ikke relevant, idet mærkerne som
helhed er forvekslelige, jf. Varemærkelovens § 15, stk. 1, no. 1 og
2.
4) Ordet DINERCO er ikke mere dominerende end viften, tværtimod er
viften det mest dominerende element i mærket, da den er placeret
øverst i dette.
5) De to mærker er forvekslelige udfra almindelige
varemærkeretlige synspunkter, jf. ovenfor, ligesom de iflg.
Direktoratets egen praksis er forvekslelige, da det ene mærke
indeholder det andet.
Modparten opfordres til at dokumentere hvilken kunstner
eller tilsvarende, der har skabt viftemotivet i DINERCO mærket,
subsidiært hvor, det stammer fra.
Indsigelsen opretholdes i sin helhed og det fastholdes, at
registreringen af VR 7946/1993 bør erklæres ugyldig i
medfør af Varemærkelovens § 14, no. 5, & 15, stk. 1, no. 1
og 2, jf. § 23."
Mærkeindehaveren anførte i skrivelse af 6.
september 1994 som følger:
"Vi fastholder samtlige vore bemærkninger/argumenter
i vort brev af 10.04.94. Disse giver også svar på
bemærkninger fra Chas. Hude i deres brev af 28.06.94.
Dog skal det bemærkes, at vor firmanavn + logo er
udviklet og designet af vort reklamebureau."
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 17.
november 1994 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:
"To varemærker er forvekslelige i henhold til
varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, stk. 1, når
mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for
forveksling, og mærkerne vedrører varer eller tjenesteydelser af
samme eller lignende art.
For så vidt angår spørgsmålet om
mærkelighed består indsigers mærke af en vifte
udført i silhuet, således at "bladene" i viften er mørke,
og mellemrummene er lyse. Indsigers registrering omfatter alle farver. Det
foreliggende mærke indeholder en vifte, der er udformet på samme
måde, således at selve viftefiguren i det foreliggende
mærke er stort set identisk med den tilsvarende i indsigers
mærke. I det foreliggende mærke er viften udført i
rød farve, og den er suppleret med vandrette røde streger, der
er forbundet med viften, og samtidig danner en linie over ordet i
mærket. En tilsvarende linie er anført under ordet i
mærket. Ordet DINERCO i mærket er udført i sort farve og i
så store typer, at dette ord er ligeså iøjnefaldende i
mærket som viften.
Det foreliggende mærke omfatter alle varer i klasse
29, hvorimod indsigers registrering omfatter alle tjenesteydelser i klasse
42. Der foreligger således ikke direkte kollision mellem produkter
omfattet af de to registreringer, men der er dog tale om ligeartede produkter
for så vidt angår restaurationsvirksomhed, som er omfattet af
indsigers registrering. Efter en samlet vurdering af de to mærker
overfor hinanden samt mærkernes beskyttelsesområde finder
direktoratet ikke, at risiko for forveksling foreligger, herunder at der vil
kunne antages at være en forbindelse mellem mærkerne.
Indsigers fuldmægtig har endvidere gjort
gældende, at det foreliggende mærke krænker indsigers
ophavsret til viftefiguren.
Ifølge varemærkelovens § 14, nr. 5 er et
varemærke udelukket fra registrering, såfremt det krænker
en andens ophavsret til et beskyttet litterært eller kunstnerisk
værk.
Det er i teori og praksis ikke helt afklaret, hvorvidt der
kan været knyttet en selvstændig ophavsret til udformningen af et
varemærke. I Varemærkeloven med kommentarer, 1. udg., 1994, hvori
der henvises til Lærebog i Immaterialret, 2. udg. 1991, side 76, er om
dette spørgsmål anført, at et figurmærke kan have
en sådan udformning, at det isoleret betragtet utvivlsomt må
opfattes som et kunstnerisk værk. Såfremt værket er
oparbejdet som varemærke, bør det normalt alene bedømmes
efter de varemærkeretlige regler, idet en anden antagelse vil
føre til kaotiske tilstande på varemærkeområdet,
hvor det varemærkeretlige forvekslingskriterium indeholder krav om
såvel lighed i fremtoning som varelighed.
Således som sagen foreligger oplyst, må det
lægges til grund, at indsigers mærke er frembragt med henblik
på at fungere som varemærke. Under henvisning til det ovenfor
anførte vil indsigelsen nedlagt på basis af
varemærkelovens § 14, nr. 5, jf. ophavsretslovens § 1 og § 2 derfor
heller ikke kunne tages til følge."
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17.
januar 1995 indbragt for Patentankenævnet.
Ankebegrundelsen lyder som følger:
"Det gøres gældende, at de to mærker,
der er registreret under hhv VR 7946/1993 og VR 6158/1991, er forvekslelige i
medfør af Varemærkelovens § 15.
VR 7946/1993 VR 6158/1991
Det gøres endvidere gældende, at mærket
DINERCO & fig., VR 7946/1993, er udelukket fra registrering i
medfør af Varemærkelovens § 14 nr. 5, idet det indeholder en
bestanddel, der kan opfattes som særegen titel på en andens
beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller som
krænker en andens ophavsret til sådant værk.
I henhold til Varemærkelovens § 15, jfr. § 4, er to
varemærker forvekslelige, når mærkerne ligner hinanden
så meget, at der er risiko for forveksling, og mærkerne
vedrører varer/tjenesteydelser af samme eller lignende art. Der skal
med andre ord foreligge såvel mærkelighed som vareartslighed.
I det foreliggende tilfælde foreligger der
utvivlsomt mærkelighed, idet VR 7946/1993 DINERCO & fig. indeholder
hele indsigers mærke, registreret under VR 6158/1991. Ifølge
Direktoratets egen praksis modholdes mærker altid overfor hinanden i
tilfælde, hvor det ene mærke fuldstændig indeholder det
andet, idet sådanne mærker anses som forvekslelige.
Det gøres gældende, at dette forhold alene er
tilstrækkeligt til, at mærkelighed foreligger, samt at det
forhold, at VR 7946/1993 tillige indeholder ordet DINERCO, ikke er
tilstrækkeligt til at adskille de to mærker, men tværtimod
kun er medvirkende til at skabe indtryk af samhørighed mellem de to
mærker.
Ordet DINERCO vil alle steder i verden, også i
Danmark, blive opfattet som relateret til restaurationsvirksomhed i alle
former, herunder catering, samt til fødevarer, servering af mad og
måltider etc. Ordet DINER er kendt af alle, måske navnlig i
forbindelsen DINER TRANSPORTABLE, som jo er en gammel serviceydelse kendt
verden over. Ordet DINER er fransk, men bruges også i samme form, men
selvfølgelig med en anden udtale, på engelsk. I Danmark bruges
verbet "dinere" i betydningen "at spise en finere middag, ofte på
restaurant, jfr. Politikens Nudansk Ordbog, 15. udgave.
Således er ordet DINERCO, som må formodes at
være blevet skabt til at skulle opfattes som en slags sammenskrivning
af f.eks. DINER & CO. eller DINER COMPANY, kun med til at understrege og
fremhæve, at der er tale om "noget
fødevare-/restaurantrelateret", hvilket øger risikoen for, at
en forveksling med indsigers mærke vil finde sted.
Hvad angår vareartsligheden gøres det
gældende, at en sådan foreligger, idet der er tale om
"restaurations- og hotelvirksomhed, catering" og lignende tjenesteydelser,
der indgår i klasse 42, overfor egentlige fødevarer, der
indgår i klasse 29.
Der kan ikke være tvivl om, at varerne
"fødevarer" eller tilsvarende må være ligeartede med den
tjenesteydelse, det er at tilberede og servere de pågældende
fødevarer, idet en restaurationsvirksomhed simpelthen ikke kan fungere
- den mister sit reelle indhold og må lukke såfremt varen, her
fødevarer, ikke leveres.
Et tilsvarende eksempel nævnes i Koktvedgaard &
Wallberg, Varemærkeloven & Fællesmærkeloven, 1. udgave,
p 59, nemlig varearterne vaskemidler og vaskemaskiner overfor
tjenesteydelser, der udbydes af et vaskeri. Også her har man
situationen, at en tjenesteydelse - vaskerivirksomhed - simpelthen ikke kan
udføres uden at varerne - vaskepulver og vaskemaskiner er til
stede.
Det må således kunne lægges til grund,
at der er tale om kollision mellem varer/tjenesteydelser, således at
varearts-/tjenesteydelseslighed foreligger, hvilket sammenholdt med det
faktum, at der foreligger mærkelighed, gør de to mærker
forvekslelige i medfør af Varemærkelovens § 15.
Det gøres ligeledes gældende, at
forvekslelighed tillige foreligger i medfør af Varemærkelovens §
15 stk. 1 nr. 2, idet der ikke kan være tvivl om, at forbrugerne vil
opfatte de to varemærker som havende forbindelse med hinanden.
Der henvises til Koktvedgaard & Wallberg, p 117 ff, ad
§ 15 stk. 1 nr. 2, hvortil det bemærkes, at "der tages hensyn til det
forhold, at to mærker ikke i sin helhed ligner hinanden så meget,
at det ene fejlagtigt kan tages for det andet, men hvor ligheden mellem dem
kan give anledning til den misforståelse, at varerne har samme
kommercielle oprindelse".
Der kan endvidere henvises til Betænkningen til
1959-loven, p 107, hvor det som eksempel nævnes, at hvis et i et
varemærke særligt fremtrædende element efterlignes i et
andet, vil disse kendetegn kunne være forvekslelige selv bortset fra,
om de øvrige bestanddele er forvekslelige.
I nærværende tilfælde er der tale om, at
det ene varemærke som sådan simpelthen indgår i sin helhed
i det andet, hvorfor ovenfornævnte kriterier kan lægges til
grund, således at betingelserne i medfør af
Varemærkelovens § 15 stk. 1 nr. 2 kan anses for opfyldt. Ikke nok med
at der er tale om et "særligt fremtrædende element", der er som
nævnt tale om hele mærket, nemlig viften.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes et
tilfælde fra Patentdirektoratets egen praksis, nemlig
VA 4383/1994 HANORAH SQUEEZE & fig.
I denne ansøgning har Patentdirektoratet fremdraget
VR 7531/1990 HH & fig.
som værende til hinder under henvisning alene til
Varemærkelovens § 15.
Dette er tankevækkende, da H-figurerne i de to
mærker blot ligner hinanden og således ikke er identiske, cfr.
nærværende sag, hvor der er tale om det identiske billedmotiv,
der går igen i to mærker.
Ligeledes kan der henvises til Ankenævnets praksis
som følger, jfr. Koktvedgaard & Wallberg, p 123
1.
2.
3.
Ad 1: Der er tale om to figurelementer, der ikke er
identiske, men blot ligner hinanden, og hvor det ene er kombineret med et
ord, jfr. nærværende sag.
Ad 2: Der er tale om to forskellige ord, der ikke er
forvekslelige, samt to figurelementer, der blot ligner hinanden, men ikke er
forvekslelige, jfr. nærværende sag.
Ad 3: Der er tale om to figurelementer, der ikke er
identiske, men blot ligner hinanden, og hvor det ene er kombineret med et
ord, jfr. nærværende sag.
Sammenfattende må det således konkluderes, at
betingelserne for at kende de to mærker, VR 7946/1993 og VR 6158/1991,
forvekslelige i medfør af Varemærkelovens § 15 er til stede,
hvorfor det henstilles, at VR 7946/1993 allerede af den grund kendes
ugyldig.
Dernæst gøres det gældende, som ovenfor
nævnt, at VR 7946/1993 er uegnet til registrering i medfør af
Varemærkelovens § 14 nr. 5, da det indeholder en bestanddel, der
krænker en andens ophavsret til et sådant værk.
Patentdirektoratet nævner i sin afgørelse af
17. november 1994, p 3, at "det i teori og praksis ikke er helt afklaret,
hvorvidt der kan være knyttet en selvstændig ophavsret til
udformningen af et varemærke" og henviser i den forbindelse til
Koktvedgaard & Wallberg, p 115, der igen henviser til Koktvedgaards
Lærebog I Immaterialret, p 76, hvoraf fremgår, "at et
varemærke i form af et figurmærke (logo) kan have en sådan
udformning, at det isoleret betragtet utvivlsomt må opfattes som
kunstnerisk værk". Det bemærkes videre, at "såfremt
mærket er oparbejdet som varemærke, bør mærket
normalt alene bedømmes efter de varemærkeretlige regler" ...
"enhver anden antagelse ville føre til kaotiske tilstande på
varemærkeområdet"...
Disse betragtninger kan fuldstændig følges,
idet det selvfølgelig er teoretisk relevant at diskutere, om en strid
mellem to parter vedrørende rettighederne til et varemærke skal
afgøres ud fra Varemærkelovens eller Ophavsretslovens regler.
Det er klart, at et varemærke, der er skabt med det formål for
øje, at det skal anvendes som varemærke, be- dømmes efter
de varemærkeretlige regler i tilfælde af eventuel forveksling med
et andet mærke.
Nærværende sag drejer sig ikke om, hvorvidt
varemærker, udover at være varemærker, tillige kan
udgøre ophavsretligt beskyttede kunstværker, men derimod om,
hvorvidt betingelserne for at udelukke det mærke, der er registreret
under VR 7946/1993, fra registrering i medfør af Varemærkelovens
§ 14 nr. 5 er opfyldt.
Der er utvivlsomt tale om, at den vifte, der er
registreret under VR 6158/1991, nyder ophavsretlig beskyttelse i henhold til
Ophavsretsloven, idet der er tale om en kunstnerisk frembringelse med
selvstændig værkshøjde. Viften er ikke som udgangspunkt
frembragt med henblik på at skulle fungere som varemærke, men er
nærmere blevet kreeret med henblik på at skulle fungere som en
slags bomærke eller tilsvarende. Viften er designet og skabt af en
englænder, og rettighederne til den er herefter overdraget til
indsiger. Dokumentation vedrørende denne overdragelse vil blive
fremsendt, såsnart materialet er mig i hænde.
Der henvises iøvrigt til Koktvedgaard &
Wallberg, p 114-115 samt til ankenævnsafgørelse V 7/90:
Opmærksomheden henledes på, at den ovenfor
referede sag er fuldstændig analog med nærværende sag, hvor
en ophavsretlig beskyttet tegning indgår i en andens varemærke,
kombineret med et ord. Opmærksomheden henledes endvidere på, at
der ikke - som i nærværende sag - er tale om den
fuldstændig identiske figur, idet der er "mindre forskelle i
udformningen". Alligevel fandt Ankenævnet, at § 14 nr. 5 var til hinder
for, at registrering af den løbende mand, kombineret med ordet ACTION
kunne finde sted.
Man kan også forestille sig varemærker,
udformet således at man lader indgå andre former for
ophavsretligt beskyttede værker, eksempelvis afbildninger af kendte
malerier, skulpturer o.lign. sammen med et andet element, og dette er
naturligvis ikke tilladt, med mindre ophavsmanden har samtykket.
Varemærkelovens § 14 nr. 5 er netop skabt for at hindre at andre
uretmæssigt udnytter værker, der er ophavsretligt beskyttede.
Det skal således sammenfattende konkluderes, at
betingelserne for at kende de to mærker, registreret under hhv VR
7946/1993 og VR 6158/1991, for forvekslelige er til stede, således at
VR 7946/1993 er udelukket fra registrering i medfør heraf, samt at
Varemærkelovens § 14 nr. 5 tillige udgør en
registreringshindring, jfr. ovenfor, hvorfor det således henstilles, at
VR 7946/1993 kendes ugyldig, jfr. Varemærkelovens § 23."
Mærkeindehaveren har i skrivelse af 16. april 1995
anført som følger: "Vort svar er nøjagtig de samme 5
hovedargumenter fremført i brev af 10.4.1994."
Ankenævnet har behandlet sagen på sit
møde den 30. april 1996.
For indsigeren mødte cand.jur. Kaj L.
Henriksen.
For mærkeindehaver mødte stud.mag. Elias
Grove Nielsen.
Klageren har fremlagt et dokument om overdragelse til
klageren af retten til tegningen af viften.
Klageren har anført, at ansøgermærket
er forveksleligt med indsigermærket og krænker ophavsretten til
dette, navnlig fordi vifterne er identiske.
Mærkeindehaveren har henholdt sig til direktoratets
afgørelse og tilføjet, at der vareartsmæssigt er forskel
på klasse 29 og klasse 42.
Ankenævnet skal udtale:
Det tiltrædes, at der ikke er dokumenteret
krænkelse af ophavsret.
Selv om der kun foreligger delvist varesammenfald, findes
den i de to mærker anvendte vifte så dominerende og fuldt
indeholdt i ansøgermærket, at der foreligger
varemærkeretlig forvekslelighed
Herefter bestemmes:
Varemærkeregistrering nr. 7946/93 ophæves.
Grønning-Nielsen
Hans Chr. Thomsen
J.C. Warnich-Hansen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- AN 2016 00010 – VR 2009 03235 JUNO <w> - Adm. Ophævelse – Ophavsretligt beskyttet værk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. maj 2017
- AN 2016 00011 – VR 1994 02840 JUNO <fig> - Adm. Ophævelse – Ophavsretligt beskyttet værk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. maj 2017
- Forholdet mellem ophavsret og varemærkeret. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2013 00005 – VR 2012 01195 CrossGym <w> - Indsigelse – Forvekslelighed Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. november 2013
- smartplan.dk (sag 2013-0228) Klagenævnet for Domænenavne · 26. februar 2014
- Varemærkerne FRUTIN og FERTIN ikke fundet forvekslelige Retsinformation · 3. august 1998
Lignende dokumenter
- Varemærket HARD ROCK CAFE ikke til hinder for registrering af varemærket ROCK-CAFE ROAD-HOUSE ROSKILDE.(* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- § 15, stk. 3, i den varemærkelov, der gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft Retsinformation · 17. marts 1999
- Varemærket F6 Filter (figurmærke) fundet forveksleligt med to varemærker, begge bestående af R6, men med to forskellige figurer. Retsinformation · 24. september 1997
- Figurmærke forestillende toppen af en pen ikke fundet at have tilstrækkeligt særpræg til at blive registreret for penne og blyanter i klasse 16 Retsinformation · 3. august 1998
- Ansøgning om registrering af varemærket DANMØNT efter begrænsning tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling i realiteten, efter at Direktoratet tidligere havde afslået registrering på grund af forvekslelighed med det registrerede varemærke DAN Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærket BISCAYN (ordmærke) fundet forveksleligt med to varemærker, henholdsvis ordmærket BISCA og figurmærket BISCA. Retsinformation · 3. august 1998