Spring til indhold

Retsinformation

Et figurmærke afbildende en vifte og med ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke bestående alene af en vifte

KEN nr 9143 af 07/11/1996Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet5. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Et figurmærke afbildende en vifte og med

ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke

bestående alene af en vifte

År 1996, den 7. november afsagde

Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen,

Warnich-Hansen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 4/95:

Klage fra Mandarin Oriental Services B.V. Holland v/Chas.

Hude A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 17 nov 1994

vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering VR 7946 1993 for

Dinerco A/SUllerslev.

Den 22. juli 1993 indleverede Dinerco A/S, Ullerslev, en

ansøgning om registrering af varemærket DINERCO

(figurmærke) for alle varer i klasse 29.

Varemærket blev registreret den 12. november

1993.

Den 15. december 1993 blev registreringen offentliggjort i

Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 14. februar 1994 nedlagde klageren,

Mandarin Oriental Services B.V., Holland, i medfør af

varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"Indsigelsen baseres på mine klienters

varemærkeregistrering, VR 6158/1991 figurmærke, der dækker

alle tjenesteydelser i klasse 42. Mine klienters viftefigur er fuldkommen

identisk med den viftefigur, der indgår i VR 7964/1993, og de to

mærker er således utvivlsomt forvekslelige.

Læs alt

Der foreligger vare/tjenesteydelsessammenfald, idet klasse

42 omfatter bl.a. "hotel- og restaurationsvirksomhed", hvilke tjenesteydelser

er ligeartede med fødevarer, omfattet af klasse 29.

Der kan ikke herske tvivl om, at mine klienters eventuelle

brug af mærket for eksempelvis restaurationsvirksomhed vil give

anledning til den opfattelse, at der er en tilknytning til den virksomhed,

der udøves af indehaverne af VR 7946/1993 for varer i klasse 29, netop

fordi den identiske viftefigur indgår i VR 7946/1993.

En yderligere sammenhæng mellem de to mærker

understreges også af ordet DINERCO, idet ordet "diner", som oprindeligt

er lånt fra fransk, bruges på dansk i betydningen en finere

middag, eksempelvis i sammensætningen "diner transportable" om

udbringning og servering af færdigtilberedte festmåltider. Man

bruger også verbet "dinere" i betydningen at spise en finere middag,

ofte på restaurant, jfr. Politikens Nudansk Ordbog, 15. udgave.

Derudover gøres det gældende, at viftefiguren

må være ophavsretligt beskyttet, jfr. Ophavsretslovens § 1,

hvilken ophavsret må anses for at være krænket af Dinerco

A/S, jfr. Ophavsretslovens § 2.

Det antages, at det skyldes en fejltagelse, at

Patentdirektoratet ved sin behandling af VR 7946/1993 ikke i

undersøgelsesfasen har modholdt mine klienters registrering, VR

6158/1991.

På ovennævnte baggrund skal det således

høfligst henstilles, at VR 7946/1993 erklæres ugyldig."

I skrivelse af 10. april 1994 bestred

mærkeindehaveren, at de to mærker er forvekslelige og udtalte

bl.a.:

"1) klasse 29 og klasse 42 er så langt fra hinanden, at der ikke kan

opstå forvekslelighed.

2) Vort bomærke bliver anvendt på dybfrosne

fødevarer, der sælges gennem detailbutikker, og der vil

blandt de endelige forbrugere aldrig kunne opstå en risiko for

forveksling.

3) Viften anvendes aldrig alene, men altid sammen med navnet

DINERCO.

4) Ordet DINERCO er mere dominerende end viften.

5) Bomærket skal vurderes som en helhed.

Mit hovedsynspunkt er, at

- det er 2 helt forskellige klasser

- bomærkerne ikke kan forveksles

- begge bomærkers kundegrupper er to helt

adskilte grupper, hvorfor vi må afvise indsigelsen."

Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 28. juni

1994 følgende:

"1) Det er ikke korrekt, at klasserne 29 og 42 er så langt fra

hinanden, at der ikke kan opstå forvekslelighed.

Iflg. Direktoratets egen praksis modholdes registreringer,

der dækker hele klasse 42 eller kun "restaurationsvirksomhed" eller

tilsvarende i varemærkeansøgninger, der er indleveret i

føde/drikkevarer klasserne 29, 30, 31, 32 og 33 i tilfælde, hvor

der er tale om identiske mærker.

Dette skyldes naturligvis, at der er kollision mellem

føde/drikkevarerelaterede tjenesteydelser i klasse 42 såsom

cateringvirksomhed, drift af restauranter, barer osv. og de

føde/drikkevarer, der er omfattet af klasserne 29-33.

Såfremt der markedsføres

føde/drikkevare relaterede tjenesteydelser under et bestemt

mærke og der sælges føde/drikkevarer under det samme

mærke, vil forbrugeren naturligvis tro, at den pågældende

vare og de pågældende tjenesteydelser hidrører fra den

samme varemærkeindehaver.

2) Modpartens bemærkning om, at mærket kun

påtænkes anvendt på dybfrosne fødevarer er ikke

relevant, idet VR 7946/1993 dækker alle varer i klasse 29.

Endvidere henledes opmærksomheden på, at der

naturligvis også vil kunne opstå forveksling mellem dybfrosne

fødevarer, der sælges i en detailforretning, og visse

tjenesteydelser i klasse 42, jf. ovenfor.

3) Modpartens bemærkning om, at viften aldrig anvendes alene, men

kun sammen med navnet DINERCO er ikke relevant, idet mærkerne som

helhed er forvekslelige, jf. Varemærkelovens § 15, stk. 1, no. 1 og

2.

4) Ordet DINERCO er ikke mere dominerende end viften, tværtimod er

viften det mest dominerende element i mærket, da den er placeret

øverst i dette.

5) De to mærker er forvekslelige udfra almindelige

varemærkeretlige synspunkter, jf. ovenfor, ligesom de iflg.

Direktoratets egen praksis er forvekslelige, da det ene mærke

indeholder det andet.

Modparten opfordres til at dokumentere hvilken kunstner

eller tilsvarende, der har skabt viftemotivet i DINERCO mærket,

subsidiært hvor, det stammer fra.

Indsigelsen opretholdes i sin helhed og det fastholdes, at

registreringen af VR 7946/1993 bør erklæres ugyldig i

medfør af Varemærkelovens § 14, no. 5, & 15, stk. 1, no. 1

og 2, jf. § 23."

Mærkeindehaveren anførte i skrivelse af 6.

september 1994 som følger:

"Vi fastholder samtlige vore bemærkninger/argumenter

i vort brev af 10.04.94. Disse giver også svar på

bemærkninger fra Chas. Hude i deres brev af 28.06.94.

Dog skal det bemærkes, at vor firmanavn + logo er

udviklet og designet af vort reklamebureau."

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 17.

november 1994 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"To varemærker er forvekslelige i henhold til

varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, stk. 1, når

mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for

forveksling, og mærkerne vedrører varer eller tjenesteydelser af

samme eller lignende art.

For så vidt angår spørgsmålet om

mærkelighed består indsigers mærke af en vifte

udført i silhuet, således at "bladene" i viften er mørke,

og mellemrummene er lyse. Indsigers registrering omfatter alle farver. Det

foreliggende mærke indeholder en vifte, der er udformet på samme

måde, således at selve viftefiguren i det foreliggende

mærke er stort set identisk med den tilsvarende i indsigers

mærke. I det foreliggende mærke er viften udført i

rød farve, og den er suppleret med vandrette røde streger, der

er forbundet med viften, og samtidig danner en linie over ordet i

mærket. En tilsvarende linie er anført under ordet i

mærket. Ordet DINERCO i mærket er udført i sort farve og i

så store typer, at dette ord er ligeså iøjnefaldende i

mærket som viften.

Det foreliggende mærke omfatter alle varer i klasse

29, hvorimod indsigers registrering omfatter alle tjenesteydelser i klasse

42. Der foreligger således ikke direkte kollision mellem produkter

omfattet af de to registreringer, men der er dog tale om ligeartede produkter

for så vidt angår restaurationsvirksomhed, som er omfattet af

indsigers registrering. Efter en samlet vurdering af de to mærker

overfor hinanden samt mærkernes beskyttelsesområde finder

direktoratet ikke, at risiko for forveksling foreligger, herunder at der vil

kunne antages at være en forbindelse mellem mærkerne.

Indsigers fuldmægtig har endvidere gjort

gældende, at det foreliggende mærke krænker indsigers

ophavsret til viftefiguren.

Ifølge varemærkelovens § 14, nr. 5 er et

varemærke udelukket fra registrering, såfremt det krænker

en andens ophavsret til et beskyttet litterært eller kunstnerisk

værk.

Det er i teori og praksis ikke helt afklaret, hvorvidt der

kan været knyttet en selvstændig ophavsret til udformningen af et

varemærke. I Varemærkeloven med kommentarer, 1. udg., 1994, hvori

der henvises til Lærebog i Immaterialret, 2. udg. 1991, side 76, er om

dette spørgsmål anført, at et figurmærke kan have

en sådan udformning, at det isoleret betragtet utvivlsomt må

opfattes som et kunstnerisk værk. Såfremt værket er

oparbejdet som varemærke, bør det normalt alene bedømmes

efter de varemærkeretlige regler, idet en anden antagelse vil

føre til kaotiske tilstande på varemærkeområdet,

hvor det varemærkeretlige forvekslingskriterium indeholder krav om

såvel lighed i fremtoning som varelighed.

Således som sagen foreligger oplyst, må det

lægges til grund, at indsigers mærke er frembragt med henblik

på at fungere som varemærke. Under henvisning til det ovenfor

anførte vil indsigelsen nedlagt på basis af

varemærkelovens § 14, nr. 5, jf. ophavsretslovens § 1 og § 2 derfor

heller ikke kunne tages til følge."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17.

januar 1995 indbragt for Patentankenævnet.

Ankebegrundelsen lyder som følger:

"Det gøres gældende, at de to mærker,

der er registreret under hhv VR 7946/1993 og VR 6158/1991, er forvekslelige i

medfør af Varemærkelovens § 15.

VR 7946/1993 VR 6158/1991

Det gøres endvidere gældende, at mærket

DINERCO & fig., VR 7946/1993, er udelukket fra registrering i

medfør af Varemærkelovens § 14 nr. 5, idet det indeholder en

bestanddel, der kan opfattes som særegen titel på en andens

beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller som

krænker en andens ophavsret til sådant værk.

I henhold til Varemærkelovens § 15, jfr. § 4, er to

varemærker forvekslelige, når mærkerne ligner hinanden

så meget, at der er risiko for forveksling, og mærkerne

vedrører varer/tjenesteydelser af samme eller lignende art. Der skal

med andre ord foreligge såvel mærkelighed som vareartslighed.

I det foreliggende tilfælde foreligger der

utvivlsomt mærkelighed, idet VR 7946/1993 DINERCO & fig. indeholder

hele indsigers mærke, registreret under VR 6158/1991. Ifølge

Direktoratets egen praksis modholdes mærker altid overfor hinanden i

tilfælde, hvor det ene mærke fuldstændig indeholder det

andet, idet sådanne mærker anses som forvekslelige.

Det gøres gældende, at dette forhold alene er

tilstrækkeligt til, at mærkelighed foreligger, samt at det

forhold, at VR 7946/1993 tillige indeholder ordet DINERCO, ikke er

tilstrækkeligt til at adskille de to mærker, men tværtimod

kun er medvirkende til at skabe indtryk af samhørighed mellem de to

mærker.

Ordet DINERCO vil alle steder i verden, også i

Danmark, blive opfattet som relateret til restaurationsvirksomhed i alle

former, herunder catering, samt til fødevarer, servering af mad og

måltider etc. Ordet DINER er kendt af alle, måske navnlig i

forbindelsen DINER TRANSPORTABLE, som jo er en gammel serviceydelse kendt

verden over. Ordet DINER er fransk, men bruges også i samme form, men

selvfølgelig med en anden udtale, på engelsk. I Danmark bruges

verbet "dinere" i betydningen "at spise en finere middag, ofte på

restaurant, jfr. Politikens Nudansk Ordbog, 15. udgave.

Således er ordet DINERCO, som må formodes at

være blevet skabt til at skulle opfattes som en slags sammenskrivning

af f.eks. DINER & CO. eller DINER COMPANY, kun med til at understrege og

fremhæve, at der er tale om "noget

fødevare-/restaurantrelateret", hvilket øger risikoen for, at

en forveksling med indsigers mærke vil finde sted.

Hvad angår vareartsligheden gøres det

gældende, at en sådan foreligger, idet der er tale om

"restaurations- og hotelvirksomhed, catering" og lignende tjenesteydelser,

der indgår i klasse 42, overfor egentlige fødevarer, der

indgår i klasse 29.

Der kan ikke være tvivl om, at varerne

"fødevarer" eller tilsvarende må være ligeartede med den

tjenesteydelse, det er at tilberede og servere de pågældende

fødevarer, idet en restaurationsvirksomhed simpelthen ikke kan fungere

- den mister sit reelle indhold og må lukke såfremt varen, her

fødevarer, ikke leveres.

Et tilsvarende eksempel nævnes i Koktvedgaard &

Wallberg, Varemærkeloven & Fællesmærkeloven, 1. udgave,

p 59, nemlig varearterne vaskemidler og vaskemaskiner overfor

tjenesteydelser, der udbydes af et vaskeri. Også her har man

situationen, at en tjenesteydelse - vaskerivirksomhed - simpelthen ikke kan

udføres uden at varerne - vaskepulver og vaskemaskiner er til

stede.

Det må således kunne lægges til grund,

at der er tale om kollision mellem varer/tjenesteydelser, således at

varearts-/tjenesteydelseslighed foreligger, hvilket sammenholdt med det

faktum, at der foreligger mærkelighed, gør de to mærker

forvekslelige i medfør af Varemærkelovens § 15.

Det gøres ligeledes gældende, at

forvekslelighed tillige foreligger i medfør af Varemærkelovens §

15 stk. 1 nr. 2, idet der ikke kan være tvivl om, at forbrugerne vil

opfatte de to varemærker som havende forbindelse med hinanden.

Der henvises til Koktvedgaard & Wallberg, p 117 ff, ad

§ 15 stk. 1 nr. 2, hvortil det bemærkes, at "der tages hensyn til det

forhold, at to mærker ikke i sin helhed ligner hinanden så meget,

at det ene fejlagtigt kan tages for det andet, men hvor ligheden mellem dem

kan give anledning til den misforståelse, at varerne har samme

kommercielle oprindelse".

Der kan endvidere henvises til Betænkningen til

1959-loven, p 107, hvor det som eksempel nævnes, at hvis et i et

varemærke særligt fremtrædende element efterlignes i et

andet, vil disse kendetegn kunne være forvekslelige selv bortset fra,

om de øvrige bestanddele er forvekslelige.

I nærværende tilfælde er der tale om, at

det ene varemærke som sådan simpelthen indgår i sin helhed

i det andet, hvorfor ovenfornævnte kriterier kan lægges til

grund, således at betingelserne i medfør af

Varemærkelovens § 15 stk. 1 nr. 2 kan anses for opfyldt. Ikke nok med

at der er tale om et "særligt fremtrædende element", der er som

nævnt tale om hele mærket, nemlig viften.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes et

tilfælde fra Patentdirektoratets egen praksis, nemlig

VA 4383/1994 HANORAH SQUEEZE & fig.

I denne ansøgning har Patentdirektoratet fremdraget

VR 7531/1990 HH & fig.

som værende til hinder under henvisning alene til

Varemærkelovens § 15.

Dette er tankevækkende, da H-figurerne i de to

mærker blot ligner hinanden og således ikke er identiske, cfr.

nærværende sag, hvor der er tale om det identiske billedmotiv,

der går igen i to mærker.

Ligeledes kan der henvises til Ankenævnets praksis

som følger, jfr. Koktvedgaard & Wallberg, p 123

1.

2.

3.

Ad 1: Der er tale om to figurelementer, der ikke er

identiske, men blot ligner hinanden, og hvor det ene er kombineret med et

ord, jfr. nærværende sag.

Ad 2: Der er tale om to forskellige ord, der ikke er

forvekslelige, samt to figurelementer, der blot ligner hinanden, men ikke er

forvekslelige, jfr. nærværende sag.

Ad 3: Der er tale om to figurelementer, der ikke er

identiske, men blot ligner hinanden, og hvor det ene er kombineret med et

ord, jfr. nærværende sag.

Sammenfattende må det således konkluderes, at

betingelserne for at kende de to mærker, VR 7946/1993 og VR 6158/1991,

forvekslelige i medfør af Varemærkelovens § 15 er til stede,

hvorfor det henstilles, at VR 7946/1993 allerede af den grund kendes

ugyldig.

Dernæst gøres det gældende, som ovenfor

nævnt, at VR 7946/1993 er uegnet til registrering i medfør af

Varemærkelovens § 14 nr. 5, da det indeholder en bestanddel, der

krænker en andens ophavsret til et sådant værk.

Patentdirektoratet nævner i sin afgørelse af

17. november 1994, p 3, at "det i teori og praksis ikke er helt afklaret,

hvorvidt der kan være knyttet en selvstændig ophavsret til

udformningen af et varemærke" og henviser i den forbindelse til

Koktvedgaard & Wallberg, p 115, der igen henviser til Koktvedgaards

Lærebog I Immaterialret, p 76, hvoraf fremgår, "at et

varemærke i form af et figurmærke (logo) kan have en sådan

udformning, at det isoleret betragtet utvivlsomt må opfattes som

kunstnerisk værk". Det bemærkes videre, at "såfremt

mærket er oparbejdet som varemærke, bør mærket

normalt alene bedømmes efter de varemærkeretlige regler" ...

"enhver anden antagelse ville føre til kaotiske tilstande på

varemærkeområdet"...

Disse betragtninger kan fuldstændig følges,

idet det selvfølgelig er teoretisk relevant at diskutere, om en strid

mellem to parter vedrørende rettighederne til et varemærke skal

afgøres ud fra Varemærkelovens eller Ophavsretslovens regler.

Det er klart, at et varemærke, der er skabt med det formål for

øje, at det skal anvendes som varemærke, be- dømmes efter

de varemærkeretlige regler i tilfælde af eventuel forveksling med

et andet mærke.

Nærværende sag drejer sig ikke om, hvorvidt

varemærker, udover at være varemærker, tillige kan

udgøre ophavsretligt beskyttede kunstværker, men derimod om,

hvorvidt betingelserne for at udelukke det mærke, der er registreret

under VR 7946/1993, fra registrering i medfør af Varemærkelovens

§ 14 nr. 5 er opfyldt.

Der er utvivlsomt tale om, at den vifte, der er

registreret under VR 6158/1991, nyder ophavsretlig beskyttelse i henhold til

Ophavsretsloven, idet der er tale om en kunstnerisk frembringelse med

selvstændig værkshøjde. Viften er ikke som udgangspunkt

frembragt med henblik på at skulle fungere som varemærke, men er

nærmere blevet kreeret med henblik på at skulle fungere som en

slags bomærke eller tilsvarende. Viften er designet og skabt af en

englænder, og rettighederne til den er herefter overdraget til

indsiger. Dokumentation vedrørende denne overdragelse vil blive

fremsendt, såsnart materialet er mig i hænde.

Der henvises iøvrigt til Koktvedgaard &

Wallberg, p 114-115 samt til ankenævnsafgørelse V 7/90:

Opmærksomheden henledes på, at den ovenfor

referede sag er fuldstændig analog med nærværende sag, hvor

en ophavsretlig beskyttet tegning indgår i en andens varemærke,

kombineret med et ord. Opmærksomheden henledes endvidere på, at

der ikke - som i nærværende sag - er tale om den

fuldstændig identiske figur, idet der er "mindre forskelle i

udformningen". Alligevel fandt Ankenævnet, at § 14 nr. 5 var til hinder

for, at registrering af den løbende mand, kombineret med ordet ACTION

kunne finde sted.

Man kan også forestille sig varemærker,

udformet således at man lader indgå andre former for

ophavsretligt beskyttede værker, eksempelvis afbildninger af kendte

malerier, skulpturer o.lign. sammen med et andet element, og dette er

naturligvis ikke tilladt, med mindre ophavsmanden har samtykket.

Varemærkelovens § 14 nr. 5 er netop skabt for at hindre at andre

uretmæssigt udnytter værker, der er ophavsretligt beskyttede.

Det skal således sammenfattende konkluderes, at

betingelserne for at kende de to mærker, registreret under hhv VR

7946/1993 og VR 6158/1991, for forvekslelige er til stede, således at

VR 7946/1993 er udelukket fra registrering i medfør heraf, samt at

Varemærkelovens § 14 nr. 5 tillige udgør en

registreringshindring, jfr. ovenfor, hvorfor det således henstilles, at

VR 7946/1993 kendes ugyldig, jfr. Varemærkelovens § 23."

Mærkeindehaveren har i skrivelse af 16. april 1995

anført som følger: "Vort svar er nøjagtig de samme 5

hovedargumenter fremført i brev af 10.4.1994."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 30. april 1996.

For indsigeren mødte cand.jur. Kaj L.

Henriksen.

For mærkeindehaver mødte stud.mag. Elias

Grove Nielsen.

Klageren har fremlagt et dokument om overdragelse til

klageren af retten til tegningen af viften.

Klageren har anført, at ansøgermærket

er forveksleligt med indsigermærket og krænker ophavsretten til

dette, navnlig fordi vifterne er identiske.

Mærkeindehaveren har henholdt sig til direktoratets

afgørelse og tilføjet, at der vareartsmæssigt er forskel

på klasse 29 og klasse 42.

Ankenævnet skal udtale:

Det tiltrædes, at der ikke er dokumenteret

krænkelse af ophavsret.

Selv om der kun foreligger delvist varesammenfald, findes

den i de to mærker anvendte vifte så dominerende og fuldt

indeholdt i ansøgermærket, at der foreligger

varemærkeretlig forvekslelighed

Herefter bestemmes:

Varemærkeregistrering nr. 7946/93 ophæves.

Grønning-Nielsen

Hans Chr. Thomsen

J.C. Warnich-Hansen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter