Spring til indhold

Retsinformation

Forholdet mellem ophavsret og varemærkeret.

KEN nr 60240 af 17/07/1989Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forholdet mellem ophavsret og varemærkeret.

År 1989, den 17. juli afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans

Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. V 14/88: Klage fra

Det Berlingske Officin A/S,

København,

v/Patentbureau Chas. Hude

over

Patentdirektoratets afgørelse af 20. maj 1988 af varemærkeansøgning nr.

0138/86 fra Jeva Lædervarer ApS,

Hundslund,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Den 10. december 1986 bekendtgjordes en af Jeva Lædervarer ApS, Hundslund,

indleveret ansøgning om registrerig af varemærket »WE ARE RED WE ARE

WHITE« for alle varer i klasse 18, herunder tasker og rygsække.

I skrivelse af 23. januar 1987 fremsatte klageren, Det Berlingske Officin

A/S, København, indsigelse mod mærkets registrering under henvisning til at

varemærket krænker ophavsretten til værket: »We are red, we are white,

we are Danish dynamite, heja-heja-heja«. Klageren udtalte bl.a.:

»Indsigelsen er baseret på varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5.

Mine klienter afholdt i efteråret 1983 en konkurrence om hvem der kunne

affatte den bedste slagsang til fodboldlandsholdet.

Udtrukket blev Søren Bo Andersen's forslag:

»We are red, we are white, we are Danish dynamite,

heja-heja-heja.«

Eneretten til at råde over værket blev af ophavsmanden overdraget til mine

klienter, jvf. vedlagte forslagsaftale.

Kopi af artikel i B.T. fredag den 16. september 1983 vedlægges ligeledes

Læs alt

til orientering.

Det nu offentliggjorte mærke er en væsentlig del af det ovennævnte værk,

hvorfor ophavsretten til værket er krænket, og jeg går derfor ud fra, at

registreringen nægtes.'

Ansøgeren imødegik indsigelsen ved skrivelse af 13. maj 1987 og anførte:

»For det første synes det anmeldte varemærke ikke at være titlen på

noget litterært eller kunstnerisk værk. Muligvis kan titlen på det i

indsigelsen nævnte vers siges at være »We are red«, fordi det er

første linie af verset, men i så fald kan den vel næppe siges at være så

særegen, at registrering af det anmeldte varemærke kan nægtes.

Det anmeldte varemærke kan formentig heller ikke siges at krænke

ophavsretten til indsigelsens vers, da kun en del af verset har samme ordlyd

som det anmeldte mærke.

Til grund for det anmeldte mærke ligger, at man ønsker fremhævet, at de

produkter, som skal markedsføres med varemærket, stammer fra Danmark, hvis

nationalfarver jo som bekendt er rød og hvid. Hvis således mærket

udtrykker:»Jeg eller vi er røde/hvide«, udtrykkes indirekte som

ønsket oprindelsen for varen. Mærket kunne altså lige så godt have været

»I am red I am white«, da dette slogan bygger på samme grundide,

nemlig det danske fra Danmark.

Også det i indsigelsen nævnte vers har i de to første linier en ordlyd,

som bygger på grundideen: det er dansk, der er fra Danmark, nemlig om en tysk

træners fodboldspillere, der drog til mesterskabskamp i et engelsktalende

land, medens de sidste tre linier i verset bygger på grundideen: at træneren

og nok også fodboldspillerne og deres indsats desuden er som sprængstof.

Det forhold, at det anmeldte mærke og det i indsigelsen nævnte vers i de

første to linier bygger på samme grundide, er, jfr, »Varemærker,

registreringspraksis«, 1980, af Rigmor Carlsen, side 71-72, ikke

tilstrækkeligt til, at ophavsret til et mærke (versets to første linier) kan

påberåbes for at hindre registrering.

Da således verset mangler en titel, eller måske har en titel, der ikke er

særegen, og da verset ikke er gengivet i sin helhed i det anmeldte mærke,

forekommer varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5 ikke at kunne anvendes til

nægtelse af det anmeldte mærkes registrering.

Muligvis er der med indsigelsens vers endog slet ikke tale om hverken et

litterært eller kunstnerisk værk, således at § 14-henvisningen er irrelevant

alene af denne årsag, p.g.a.manglende ophavsret.'

I skrivelse af 22. oktober 1987 fastholdt klageren sin indsigelse og

udtalte:

»Det fastholdes, at indsigerne har ophavsret til værket:

WE ARE RED, WE ARE WHTIE,

WE ARE DANISH DYNAMITE,

HEJA - HEJA - HEJA,

og at det anmeldte mærke er en væsentlig del af det ovennævnte værk,

hvorfor ophavsretten til værket er krænket.

Der henvises i denne forbindelse til Ophavsretslovens § 1 vedrørende

retten til et »værk« samt til samme lovs § 2, der indeholder

rettens omfang. Ophavsmanden, d.v.s. indsigerne i denne sag, har eneret til

at råde over værket eller en del deraf bl.a. ved at gøre det tilgængeligt for

almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse. Registrering som varemærke

findes umiddelbart at falde ind under bestemmelsen.

Til anmeldernes svarskrivelse skal jeg bemærke følgende.

Det er anført, at det anmeldte mærke ikke er titlen på noget litterært

eller kunstnerisk værk, men såfremt dette alligevel er tilfældet, synes

titlen på værket ikke at være særegen.

Det anmeldte mærke er identisk med første linie af værket/verset, som

altid vil blive anvendt i bøger og lign. steder, såfremt man vil henvise

dertil. Første linie fremtræder derfor altid som »titlen« på

værket, jfr. registre i sang- og salmebøger.

Det anmeldte mærke er endvidere egnet til at opfattes som særegen titel på

det beskyttede værk.

Jeg kan henvise til »Varemærker, registreringspraksis«, 1980, af

Rigmor Carlsen, side 71, hvoraf det kan udledes at titlen på værket må anses

for særegen alene af den grund at Direktoratet har offentliggjort anmeldelsen

af mærket »WE ARE RED WE ARE WHITE«.

Der anses ikke at være forskel på kravet om særegen titel i henhold til

Varemærkelovens § 14, stk. 1,nr. 5 og kravet om, at et varemærke skal have

særpræg i henhold til Varemærkelovens § 13 for at kunne registreres.

Særprægskravet er altså det samme i begge sammenhænge, og når et varemærke

som det foreliggende er anset som værende tilstrækkeligt særpræget til at

kunne registreres er det dermed også særegent som ophavsretligt beskyttet

titel på et værk.

Der kan efter undertegnedes opfattelse ikke herske tvivl om at indsigerne

har ophavsret til en særegen titel på et beskyttet værk, og at anmeldernes

mærke er identisk med den særegne titel og iøvrigt med en væsentlig del af

det beskyttede værk.

Det ville være urimeligt, om anmelderne uden videre kunne drage nytte af

den indarbejdelse og dermed den goodwill, der er knyttet til indsigernes

værk, og der kan ikke herske tvivl om, at anmelderne har haft kendskab til

mærket. Ellers ville de ikke have fundet på varemærket i den anmeldte form,

der jo kun er interessant, fordi de fleste danskere næsten automatisk vil

fortsætte med den anden linie .... WE ARE DANISH DYNAMITE!

Anden mands registrering af et værk eller en del deraf vil være en

utilbørlig udnyttelse af ophavsmandens ret, og vil være med til at gøre

ophavsretten mere eller mindre illusorisk. Heldigvis har retspraksis da også

fastholdt beskyttelsen også i denne forbindelse, og et par helt tilsvarende

sager indenfor de sidste par år, der har været behandlet i pressen, er da

også endt med forlig - omend udenretlige - med klar accept af ophavsmandens

ret til følge. Her kan nævnes »... ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR« og

»DU ER IKKE ALENE«.'

Efter at ansøgeren i skrivelse af 2. november 1987 havde tilkendegivet at

klagerens indlæg af 22. oktober 1987 ikke gav anledning til bemærkninger,

traf direktoratet sin afgørelse på det foreliggende grundlag ved skrivelse af

20. maj 1988 til indsigeren/klageren, hvori det bl.a. anføres:

»I medfør af bestemmelsen i § 14,stk. 1, nr. 5 i Varemærkeloven må et

varemærke bl.a. ikke registreres, når det er egnet til at opfattes som

særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk,

eller når det krænker en andens ophavsret til sådant værk.

Direktoratet må antage, at der er ophavsret til slagordene WE ARE RED, WE

ARE WHITE, WE ARE DANISH NYNAMITE, men finder det tvivlsomt om ophavsretten

omfatter ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE alene. Ligeledes finder Direktoratet

det tvivlsomt, om ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE kan betragtes som en

særegen titel på et litterært eller kunstnerisk værk. Der foreligger ingen

oplysning om, at ophavsret til de nævnte ord er fastslåede af domstolene. Til

det af Dem anførte om, at det af Registreringspraksis kan udledes, at der

ikke synes at være forskel på kravet om særegen titel og kravet om, at

varemærket skal have særpræg, skal det påpeges, at det er Direktoratets

opfattelse, at et ord eller en ordsammenstilling meget vel kan have særpræg

som varemærke, uden at det kan betragtes som en særegen titel på et litterært

værk. I nærværende tilfælde må ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE således anses

for at have tilstrækkeigt særpræg til at kunne registreres som varemærke i

medfør at bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven.

Uanset at man må give Dem ret i, at mange, når de hører eller ser ordene i

varemærket, vil tænke på fortsættelsen »WE ARE DANISH DYNAMITE«

finder Direktoratet ikke, at man på det foreliggende grundlag kan fastslå, at

indsigernes ophavsret krænkes ved brugen af ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE.

Indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 20. juli 1988 indbragt for

Patentankenævnet. Klageren har bl.a. udtalt:

»Direktoratet har antaget, at der er ophavsret til slagordene WE ARE

RED, WE ARE WHITE, WE ARE DANISH DYNAMITE, men finder det tvivlsomt, om

ophavsretten omfatter ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE alene, og om ordene WE

ARE RED, WE ARE WHITE kan betragtes som en særegen titel på et litterært

eller kunstnerisk værk. Endvidere har Direktoratet anført, at der ikke

foreligger oplysning om, at ophavsret til de nævnte ord er fastslået ved

domstolene.

Direktoratet har antaget, at der er ophavsret til hele sloganet, og da

ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE er titlen på verset er disse ord undergivet

en helt selvstændig ophavsretlig beskyttelse. Der kan efter undertegnedes

opfattelse ikke herske tvivl om, at mine klienter har ophavsret til en

særegen titel på et beskyttet værk, og da anmeldernes mærke er identisk med

den særegne titel og iøvrigt med en væsentlig del af det beskyttede værk, vil

der være tale om en krænkelse af ophavsretten, såfremt anmeldelsen bliver

registreret.

Endvidere kan jeg anføre, at det ikke er en betingelse for

ophavsretsbeskyttelse, at denne er fastslået ved dom.

Ved registrering af mærket WE ARE RED WE ARE WHITE vil anmelderne uden

videre kunne drage nytte af den indarbejdelse og dermed den goodwill, der er

knyttet til mine klienters værk, idet de fleste danskere umiddelbart, når de

hører første linie af verset vil fortsætte med den anden linie: ...WE ARE

DANISH DYNAMITE. Dette vil være en utilbørlig udnyttelse af ophavsmandens

ret, som ellers søges beskyttet i medfør af loven og dens principper.

Retspraksis har også i denne forbindelse fastholdt beskyttelsen, og jeg

kan henvise til et par helt tilsvarende sager, der har været behandlet i

pressen. Disse sager er endt med forlig - omend udenretlige - med klar accept

af ophavsmandens ret. Jeg kan nævne »...ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR«

og »DU ER IKKE ALENE«.

Det er for mig ganske uforståeligt, at Patentdirektoratet på den ene side

giver mig ret i, at mange, når de hører eller ser ordene i varemærket, vil

tænke på fortsættelsen, men samtidig ikke finder, at mine klienters ophavsret

er krænket.

Det må være evident, at ophavsretten omfatter det samlede værk, og når

ansøgerne gennem deres registrering får mange til at tænke på fortsættelsen,

altså hele værket, må ophavsretten være krænket, idet ansøgerne udnytter mine

klienters værk gennem denne brug af en del af værket.

For at krænke en ophavsret, må man udnytte ophavsmandens værk, og det kan

vel næppe være afgørende, om man bruger hele værket eller blot en større

eller mindre del, blot man bibringer sine omgivelser den nødvendige reference

til det pågældende værk og altså umiddelbart får vedkommende til at tænke på

eller genkalde sig en anden mands værk.

Jeg er sikker på, at man vil give mig ret i, at var der tale om en sag

indenfor maler- eller billedkunst ville der være tale om en klar

ophavskrænkelse, såfremt man i annoncer eller lignende brugte den lille

havfrues hoved, selvom der alene var tale om en del af værket. Dette skyldes

helt klart, at mange ville kunne genkende dette, og dermed genkalde sig hele

værket, og dette ville uden tvivl blive betragtet som en ophavsretskrænkelse.

Mig bekendt skelner man ikke mellem forskellige former for ophavsret, så

for mig at se må situationen være den samme, hvad enten der er tale om et

billedværk, en skulptur eller et vers.

I henhold til Ophavsretslovens § 2, stk. 1 defineres denne som en generel

eneret til at råde over værket - og dette gælder i enhver form, altså også

den kommercielle udnyttelse, jfr. f.eks. Mogens Koktvedgård:

Immaterialretsdispositioner p. 248 ff.

Såfremt nærværende ansøgning leder til registrering vil det være evident,

at mine klienter ikke vil kunne benytte værket/verset i enhver form for

kommerciel udnyttelse, i og med at ansøgerne i henhold til Varemærkelovens §

4 vil kunne forbyde denne brug for varer dækket af deres

varemærkeregistrering, idet forvekslingskriteriet må være opfyldt i og med,

at »mange« vil genkende værket gennem registreringen af varemærket

WE ARE RED WE ARE WHITE, jfr. Patentdirektoratets afgørelse, og

forvekslingskriteriet dermed må være opfyldt.

En sådan indskrænkning i mine klienters ophavsret må anses for utilbørlig,

og allerede af denne grund må ansøgningen afslås, og det må vel strengt taget

klart betragtes som et indgreb i ophavsretten, når registreringen senere vil

kunne forhindre mine klienters uindskrænkede brug af deres ophavsretligt

beskyttede værk.'

Ansøgeren har i svarskrift af 4. august 1988 anført følgende:

»... vi finder, at titlen på værket i nærværende sag samtidigt også

er værket som helhed.

Titler som

1) WE

2) WE ARE

3) WE ARE RED

4) WE ARE RED WE ARE

5) WE ARE RED WE RE WHITE

synes for korte og ikke særligt særegne som forudsat i VL § 14, stk. 1,5

medens

6) WE ARE RED WE ARE WHITE WE ARE DANISH

synes for ubestemt uden DYNAMITE, og først når man supplerer 6 med

DYNAMITE og HEJA-HEJA-HEJA, får man en sikker fornemmelse af, hvilket værk

titlen hentyder til.

Følgeligt synes det ansøgte varemærke ikke at være en andens værks særegne

titel.

Iøvrigt tilslutter vi os Direktorates argumenter og afgørelse i brev af

20. maj 1988 til firmaet Chas. Hude.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. juni 1989.

Ingen af parterne gav møde for nævnet.

Ankenævnet tiltræder af de af klageren anførte grunde, at registrering vil

være i strid med varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5.

Herefter

bestemmes:

Det ansøgte varemærke nægtes registrering.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Officielle noter

jf. V 51/725 H og V 66/676 Ø.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter