Forholdet mellem ophavsret og varemærkeret.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Forholdet mellem ophavsret og varemærkeret.
År 1989, den 17. juli afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans
Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende
K E N D E L S E
i sagen j.nr. V 14/88: Klage fra
Det Berlingske Officin A/S,
København,
v/Patentbureau Chas. Hude
over
Patentdirektoratets afgørelse af 20. maj 1988 af varemærkeansøgning nr.
0138/86 fra Jeva Lædervarer ApS,
Hundslund,
v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.
Den 10. december 1986 bekendtgjordes en af Jeva Lædervarer ApS, Hundslund,
indleveret ansøgning om registrerig af varemærket »WE ARE RED WE ARE
WHITE« for alle varer i klasse 18, herunder tasker og rygsække.
I skrivelse af 23. januar 1987 fremsatte klageren, Det Berlingske Officin
A/S, København, indsigelse mod mærkets registrering under henvisning til at
varemærket krænker ophavsretten til værket: »We are red, we are white,
we are Danish dynamite, heja-heja-heja«. Klageren udtalte bl.a.:
»Indsigelsen er baseret på varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5.
Mine klienter afholdt i efteråret 1983 en konkurrence om hvem der kunne
affatte den bedste slagsang til fodboldlandsholdet.
Udtrukket blev Søren Bo Andersen's forslag:
»We are red, we are white, we are Danish dynamite,
heja-heja-heja.«
Eneretten til at råde over værket blev af ophavsmanden overdraget til mine
klienter, jvf. vedlagte forslagsaftale.
Kopi af artikel i B.T. fredag den 16. september 1983 vedlægges ligeledes
Læs alt
til orientering.
Det nu offentliggjorte mærke er en væsentlig del af det ovennævnte værk,
hvorfor ophavsretten til værket er krænket, og jeg går derfor ud fra, at
registreringen nægtes.'
Ansøgeren imødegik indsigelsen ved skrivelse af 13. maj 1987 og anførte:
»For det første synes det anmeldte varemærke ikke at være titlen på
noget litterært eller kunstnerisk værk. Muligvis kan titlen på det i
indsigelsen nævnte vers siges at være »We are red«, fordi det er
første linie af verset, men i så fald kan den vel næppe siges at være så
særegen, at registrering af det anmeldte varemærke kan nægtes.
Det anmeldte varemærke kan formentig heller ikke siges at krænke
ophavsretten til indsigelsens vers, da kun en del af verset har samme ordlyd
som det anmeldte mærke.
Til grund for det anmeldte mærke ligger, at man ønsker fremhævet, at de
produkter, som skal markedsføres med varemærket, stammer fra Danmark, hvis
nationalfarver jo som bekendt er rød og hvid. Hvis således mærket
udtrykker:»Jeg eller vi er røde/hvide«, udtrykkes indirekte som
ønsket oprindelsen for varen. Mærket kunne altså lige så godt have været
»I am red I am white«, da dette slogan bygger på samme grundide,
nemlig det danske fra Danmark.
Også det i indsigelsen nævnte vers har i de to første linier en ordlyd,
som bygger på grundideen: det er dansk, der er fra Danmark, nemlig om en tysk
træners fodboldspillere, der drog til mesterskabskamp i et engelsktalende
land, medens de sidste tre linier i verset bygger på grundideen: at træneren
og nok også fodboldspillerne og deres indsats desuden er som sprængstof.
Det forhold, at det anmeldte mærke og det i indsigelsen nævnte vers i de
første to linier bygger på samme grundide, er, jfr, »Varemærker,
registreringspraksis«, 1980, af Rigmor Carlsen, side 71-72, ikke
tilstrækkeligt til, at ophavsret til et mærke (versets to første linier) kan
påberåbes for at hindre registrering.
Da således verset mangler en titel, eller måske har en titel, der ikke er
særegen, og da verset ikke er gengivet i sin helhed i det anmeldte mærke,
forekommer varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5 ikke at kunne anvendes til
nægtelse af det anmeldte mærkes registrering.
Muligvis er der med indsigelsens vers endog slet ikke tale om hverken et
litterært eller kunstnerisk værk, således at § 14-henvisningen er irrelevant
alene af denne årsag, p.g.a.manglende ophavsret.'
I skrivelse af 22. oktober 1987 fastholdt klageren sin indsigelse og
udtalte:
»Det fastholdes, at indsigerne har ophavsret til værket:
WE ARE RED, WE ARE WHTIE,
WE ARE DANISH DYNAMITE,
HEJA - HEJA - HEJA,
og at det anmeldte mærke er en væsentlig del af det ovennævnte værk,
hvorfor ophavsretten til værket er krænket.
Der henvises i denne forbindelse til Ophavsretslovens § 1 vedrørende
retten til et »værk« samt til samme lovs § 2, der indeholder
rettens omfang. Ophavsmanden, d.v.s. indsigerne i denne sag, har eneret til
at råde over værket eller en del deraf bl.a. ved at gøre det tilgængeligt for
almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse. Registrering som varemærke
findes umiddelbart at falde ind under bestemmelsen.
Til anmeldernes svarskrivelse skal jeg bemærke følgende.
Det er anført, at det anmeldte mærke ikke er titlen på noget litterært
eller kunstnerisk værk, men såfremt dette alligevel er tilfældet, synes
titlen på værket ikke at være særegen.
Det anmeldte mærke er identisk med første linie af værket/verset, som
altid vil blive anvendt i bøger og lign. steder, såfremt man vil henvise
dertil. Første linie fremtræder derfor altid som »titlen« på
værket, jfr. registre i sang- og salmebøger.
Det anmeldte mærke er endvidere egnet til at opfattes som særegen titel på
det beskyttede værk.
Jeg kan henvise til »Varemærker, registreringspraksis«, 1980, af
Rigmor Carlsen, side 71, hvoraf det kan udledes at titlen på værket må anses
for særegen alene af den grund at Direktoratet har offentliggjort anmeldelsen
af mærket »WE ARE RED WE ARE WHITE«.
Der anses ikke at være forskel på kravet om særegen titel i henhold til
Varemærkelovens § 14, stk. 1,nr. 5 og kravet om, at et varemærke skal have
særpræg i henhold til Varemærkelovens § 13 for at kunne registreres.
Særprægskravet er altså det samme i begge sammenhænge, og når et varemærke
som det foreliggende er anset som værende tilstrækkeligt særpræget til at
kunne registreres er det dermed også særegent som ophavsretligt beskyttet
titel på et værk.
Der kan efter undertegnedes opfattelse ikke herske tvivl om at indsigerne
har ophavsret til en særegen titel på et beskyttet værk, og at anmeldernes
mærke er identisk med den særegne titel og iøvrigt med en væsentlig del af
det beskyttede værk.
Det ville være urimeligt, om anmelderne uden videre kunne drage nytte af
den indarbejdelse og dermed den goodwill, der er knyttet til indsigernes
værk, og der kan ikke herske tvivl om, at anmelderne har haft kendskab til
mærket. Ellers ville de ikke have fundet på varemærket i den anmeldte form,
der jo kun er interessant, fordi de fleste danskere næsten automatisk vil
fortsætte med den anden linie .... WE ARE DANISH DYNAMITE!
Anden mands registrering af et værk eller en del deraf vil være en
utilbørlig udnyttelse af ophavsmandens ret, og vil være med til at gøre
ophavsretten mere eller mindre illusorisk. Heldigvis har retspraksis da også
fastholdt beskyttelsen også i denne forbindelse, og et par helt tilsvarende
sager indenfor de sidste par år, der har været behandlet i pressen, er da
også endt med forlig - omend udenretlige - med klar accept af ophavsmandens
ret til følge. Her kan nævnes »... ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR« og
»DU ER IKKE ALENE«.'
Efter at ansøgeren i skrivelse af 2. november 1987 havde tilkendegivet at
klagerens indlæg af 22. oktober 1987 ikke gav anledning til bemærkninger,
traf direktoratet sin afgørelse på det foreliggende grundlag ved skrivelse af
20. maj 1988 til indsigeren/klageren, hvori det bl.a. anføres:
»I medfør af bestemmelsen i § 14,stk. 1, nr. 5 i Varemærkeloven må et
varemærke bl.a. ikke registreres, når det er egnet til at opfattes som
særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk,
eller når det krænker en andens ophavsret til sådant værk.
Direktoratet må antage, at der er ophavsret til slagordene WE ARE RED, WE
ARE WHITE, WE ARE DANISH NYNAMITE, men finder det tvivlsomt om ophavsretten
omfatter ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE alene. Ligeledes finder Direktoratet
det tvivlsomt, om ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE kan betragtes som en
særegen titel på et litterært eller kunstnerisk værk. Der foreligger ingen
oplysning om, at ophavsret til de nævnte ord er fastslåede af domstolene. Til
det af Dem anførte om, at det af Registreringspraksis kan udledes, at der
ikke synes at være forskel på kravet om særegen titel og kravet om, at
varemærket skal have særpræg, skal det påpeges, at det er Direktoratets
opfattelse, at et ord eller en ordsammenstilling meget vel kan have særpræg
som varemærke, uden at det kan betragtes som en særegen titel på et litterært
værk. I nærværende tilfælde må ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE således anses
for at have tilstrækkeigt særpræg til at kunne registreres som varemærke i
medfør at bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven.
Uanset at man må give Dem ret i, at mange, når de hører eller ser ordene i
varemærket, vil tænke på fortsættelsen »WE ARE DANISH DYNAMITE«
finder Direktoratet ikke, at man på det foreliggende grundlag kan fastslå, at
indsigernes ophavsret krænkes ved brugen af ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE.
Indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 20. juli 1988 indbragt for
Patentankenævnet. Klageren har bl.a. udtalt:
»Direktoratet har antaget, at der er ophavsret til slagordene WE ARE
RED, WE ARE WHITE, WE ARE DANISH DYNAMITE, men finder det tvivlsomt, om
ophavsretten omfatter ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE alene, og om ordene WE
ARE RED, WE ARE WHITE kan betragtes som en særegen titel på et litterært
eller kunstnerisk værk. Endvidere har Direktoratet anført, at der ikke
foreligger oplysning om, at ophavsret til de nævnte ord er fastslået ved
domstolene.
Direktoratet har antaget, at der er ophavsret til hele sloganet, og da
ordene WE ARE RED, WE ARE WHITE er titlen på verset er disse ord undergivet
en helt selvstændig ophavsretlig beskyttelse. Der kan efter undertegnedes
opfattelse ikke herske tvivl om, at mine klienter har ophavsret til en
særegen titel på et beskyttet værk, og da anmeldernes mærke er identisk med
den særegne titel og iøvrigt med en væsentlig del af det beskyttede værk, vil
der være tale om en krænkelse af ophavsretten, såfremt anmeldelsen bliver
registreret.
Endvidere kan jeg anføre, at det ikke er en betingelse for
ophavsretsbeskyttelse, at denne er fastslået ved dom.
Ved registrering af mærket WE ARE RED WE ARE WHITE vil anmelderne uden
videre kunne drage nytte af den indarbejdelse og dermed den goodwill, der er
knyttet til mine klienters værk, idet de fleste danskere umiddelbart, når de
hører første linie af verset vil fortsætte med den anden linie: ...WE ARE
DANISH DYNAMITE. Dette vil være en utilbørlig udnyttelse af ophavsmandens
ret, som ellers søges beskyttet i medfør af loven og dens principper.
Retspraksis har også i denne forbindelse fastholdt beskyttelsen, og jeg
kan henvise til et par helt tilsvarende sager, der har været behandlet i
pressen. Disse sager er endt med forlig - omend udenretlige - med klar accept
af ophavsmandens ret. Jeg kan nævne »...ER IKKE DET VÆRSTE MAN HAR«
og »DU ER IKKE ALENE«.
Det er for mig ganske uforståeligt, at Patentdirektoratet på den ene side
giver mig ret i, at mange, når de hører eller ser ordene i varemærket, vil
tænke på fortsættelsen, men samtidig ikke finder, at mine klienters ophavsret
er krænket.
Det må være evident, at ophavsretten omfatter det samlede værk, og når
ansøgerne gennem deres registrering får mange til at tænke på fortsættelsen,
altså hele værket, må ophavsretten være krænket, idet ansøgerne udnytter mine
klienters værk gennem denne brug af en del af værket.
For at krænke en ophavsret, må man udnytte ophavsmandens værk, og det kan
vel næppe være afgørende, om man bruger hele værket eller blot en større
eller mindre del, blot man bibringer sine omgivelser den nødvendige reference
til det pågældende værk og altså umiddelbart får vedkommende til at tænke på
eller genkalde sig en anden mands værk.
Jeg er sikker på, at man vil give mig ret i, at var der tale om en sag
indenfor maler- eller billedkunst ville der være tale om en klar
ophavskrænkelse, såfremt man i annoncer eller lignende brugte den lille
havfrues hoved, selvom der alene var tale om en del af værket. Dette skyldes
helt klart, at mange ville kunne genkende dette, og dermed genkalde sig hele
værket, og dette ville uden tvivl blive betragtet som en ophavsretskrænkelse.
Mig bekendt skelner man ikke mellem forskellige former for ophavsret, så
for mig at se må situationen være den samme, hvad enten der er tale om et
billedværk, en skulptur eller et vers.
I henhold til Ophavsretslovens § 2, stk. 1 defineres denne som en generel
eneret til at råde over værket - og dette gælder i enhver form, altså også
den kommercielle udnyttelse, jfr. f.eks. Mogens Koktvedgård:
Immaterialretsdispositioner p. 248 ff.
Såfremt nærværende ansøgning leder til registrering vil det være evident,
at mine klienter ikke vil kunne benytte værket/verset i enhver form for
kommerciel udnyttelse, i og med at ansøgerne i henhold til Varemærkelovens §
4 vil kunne forbyde denne brug for varer dækket af deres
varemærkeregistrering, idet forvekslingskriteriet må være opfyldt i og med,
at »mange« vil genkende værket gennem registreringen af varemærket
WE ARE RED WE ARE WHITE, jfr. Patentdirektoratets afgørelse, og
forvekslingskriteriet dermed må være opfyldt.
En sådan indskrænkning i mine klienters ophavsret må anses for utilbørlig,
og allerede af denne grund må ansøgningen afslås, og det må vel strengt taget
klart betragtes som et indgreb i ophavsretten, når registreringen senere vil
kunne forhindre mine klienters uindskrænkede brug af deres ophavsretligt
beskyttede værk.'
Ansøgeren har i svarskrift af 4. august 1988 anført følgende:
»... vi finder, at titlen på værket i nærværende sag samtidigt også
er værket som helhed.
Titler som
1) WE
2) WE ARE
3) WE ARE RED
4) WE ARE RED WE ARE
5) WE ARE RED WE RE WHITE
synes for korte og ikke særligt særegne som forudsat i VL § 14, stk. 1,5
medens
6) WE ARE RED WE ARE WHITE WE ARE DANISH
synes for ubestemt uden DYNAMITE, og først når man supplerer 6 med
DYNAMITE og HEJA-HEJA-HEJA, får man en sikker fornemmelse af, hvilket værk
titlen hentyder til.
Følgeligt synes det ansøgte varemærke ikke at være en andens værks særegne
titel.
Iøvrigt tilslutter vi os Direktorates argumenter og afgørelse i brev af
20. maj 1988 til firmaet Chas. Hude.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. juni 1989.
Ingen af parterne gav møde for nævnet.
Ankenævnet tiltræder af de af klageren anførte grunde, at registrering vil
være i strid med varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5.
Herefter
bestemmes:
Det ansøgte varemærke nægtes registrering.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.
Officielle noter
jf. V 51/725 H og V 66/676 Ø.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- AN 2016 00010 – VR 2009 03235 JUNO <w> - Adm. Ophævelse – Ophavsretligt beskyttet værk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. maj 2017
- AN 2016 00011 – VR 1994 02840 JUNO <fig> - Adm. Ophævelse – Ophavsretligt beskyttet værk Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. maj 2017
- Et figurmærke afbildende en vifte og med ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke bestående alene af en vifte Retsinformation · 5. marts 1999
- Sag om hvorvidt sagsøgtes anvendelser på plakater, lærredstryk, krus, t-shirts mv. af en række motiver malet af sagsøgte, krænker sagsøgers rettigheder efter varemærkeloven Domsdatabasen · 5. december 2023
- Sag om, hvorvidt sagsøgte Ltd. har krænket sagsøger A/S´ rettigheder efter bl.a. ophavsloven ved at gøre jobannoncer tilgængelige for almenheden uden sagsøger A/S´ tilladelse Domsdatabasen · 27. august 2024
- sonofonholstebro.dk (sag 2013-0222) Klagenævnet for Domænenavne · 14. februar 2014
Lignende dokumenter
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Stativ til rygtaske adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik og patent ikke meddelt. Retsinformation · 24. september 1997
- Bortfaldne rettigheder fra en europæisk patentansøgning genoprettet Retsinformation · 24. februar 1999
- Mønsterbeskyttelse af ørestik, ørering delvist afslået. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2016 00014 – VR 2013 02111 BISON AUTHENTIC SPORTSWEAR SINCE 1961 <fig> - Administrativ ophævelse – Forveksling Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. juni 2017
- Indsigelse mod VA 2018 01185 <fig> - AN 2020 00014 - Hjemvisning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. april 2021