Spring til indhold

Retsinformation

§ 15, stk. 3, i den varemærkelov, der gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft

KEN nr 60466 af 06/04/1998Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

§ 15, stk. 3, i den varemærkelov, der

gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en

varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven

trådte i kraft

År 1998, den 6. april afsagde

Patentankenævnet

(Michael Dorn, Finn Mikkelsen, J.C. Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 55/95:

Klage fra Bacardi & Company Limited, Bahamas, v/Chas.

Hude A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni 1995

vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering nr. VR 7904 1993

for Tropicola S.A., Cuba, v/Giersing & Stellinger Patentbureau A/S.

Den 16. januar 1992 indleverede Tropicola S.A., Cuba,

v/Giersing & Stellinger Patentbureau A/S, en ansøgning om

registrering af varemærket CERVEZA HATUEY (figurmærke) for klasse

32: Øl.

Varemærket blev registreret den 12. november

1993.

Den 15. december 1993 blev registreringen offentliggjort i

Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 15. februar 1994 nedlagde klageren,

Bacardi & Company Limited, v/Chas. Hude, i medfør af

varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"Indsigelsen nedlægges under henvisning til

varemærkelovens § 14 og 15, idet retten til det registrerede og

Læs alt

offentliggjorte mærke tilkommer indsigerne. Det vil derfor være

urimeligt, om mærket blev endeligt registreret, og det henstilles

derfor til Patentdirektoratet, at registreringen kendes ugyldig.

Under hensyn til sagens særlige karakter skal jeg

høfligst anmode om en frist til indlevering af yderligere begrundelse.

Jeg henviser i denne forbindelse til den tidligere indgivne protest imod

ansøgning VA 333/1992, der førte til ovennævnte

registrering, jf. min skrivelse af den 9. juli 1992. Desuden henviser jeg til

tidligere indsigelse nedlagt imod en ældre ansøgning VA

5888/1989 CERVEZA HATUEY + figur, ligeledes i navnet Tropicola S.A.

Nævnte indsigelse blev taget til følge, og ansøgningen

blev afslået."

I skrivelse af 18. april 1994 uddybede klageren

indsigelsen og anførte bl.a.:

" Registreringen påstås kendt ugyldig i

medfør af varemærkelovens § 14 og 15, jf. § 23.

Retten til det registrerede mærke, eller i hvert

fald til et dermed klart forveksleligt mærke, tilkommer indsigerne.

Mærket, der kaldes HATUEY AND INDIAN HEAD device, har været

anvendt internationalt af indsigerne forud for prioritetsdatoen for VR

7904/1993, dvs. ansøgningsdatoen den 16. januar 1992, og anvendes

fortsat. Mærket er tillige registreret i en lang række lande. At

ansøgerne er kendt med denne ældre og vedvarende brug er

utvivlsomt.

I denne forbindelse skal jeg henvise til ansøgernes

tidligere varemærkeansøgning VA 5888/1989, der angik et stort

set identisk varemærke, der blev offentliggjort i Dansk

Varemærketidende den 10. oktober 1990. Imod denne ansøgning

nedlagde Bacardi & Company Limited ligeledes indsigelse og fik medhold,

således at ansøgningen blev afslået i medfør af den

tidligere varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7. Jeg henviser i denne

forbindelse til Patentdirektoratets skrivelse af den 3. september 1992

vedrørende VA 5888/1989. Jeg henviser samtidig til mine øvrige

indlæg og det fremsendte bilagsmateriale i sagen.

En bestemmelse svarende til den tidligere

varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7 findes ikke i den gældende

varemærkelov. Imidlertid findes det ikke rimeligt, om ansøgerne

ved at udnytte et tilsyneladende hul i loven skulle kunne eliminere

Patentdirektoratets afgørelse, og det ville klart være

stødende imod almindelige retsbegreber, om registreringen blev

opretholdt.

Jeg henviser i denne forbindelse til varemærkelovens

§ 14 og 15, idet jeg forbeholder mig ret til at komme tilbage med en

nærmere præcisering af den juridiske baggrund for påstanden

om ugyldighed af den offentliggjorte registrering, men indledningsvis vil jeg

gerne specielt pege på § 14, nr. 5, eftersom det forekommer indlysende,

at der til indsigernes varemærke, der er anvendt og registreret i

udlandet, er knyttet ophavsretlig beskyttelse, og denne er klart

krænket ved den direkte kopiering fra ansøgernes side, der har

fundet sted i forbindelse med udformningen af det ansøgte mærke.

Der kan utvivlsomt opnås beskyttelse i henhold til

ophavsretslovgivningen for et varemærkes figurmæssige udformning,

og i denne forbindelse skal jeg blot kort anføre, at den konkrete

udformning af "INDIAN HEAD device" kombineret med de øvrige

mærkeelementer utvivlsomt må nyde ophavsretlig beskyttelse, jf.

Rigmor Carlsens bog Varemærker Registreringspraksis, side 72

vedrørende "kaninhovedet". Allerede i medfør af

varemærkelovens § 14, nr. 5, bør den offentliggjorte

registrering således kendes ugyldig.

I øvrigt undersøges det for

nærværende, hvorvidt indsigernes varemærke, der er direkte

kopieret i denne sag, kan betragtes som "vitterlig kendt" i den i

artikel 6B i Pariserkonventionen angivne betydning, jf. varemærkelovens

§ 15, stk. 2, nr. 4, og jeg forbeholder mig som sagt ret til at komme tilbage

til bl.a. dette punkt.

I mellemtiden hører jeg gerne, om

Patentdirektoratet umiddelbart vil anerkende en ophavsretlig beskyttelse for

indsigernes kopierede varemærke, men hører desuden gerne, hvilke

krav Patentdirektoratet måtte stille med hensyn til dokumentation m.v.,

for at indsigernes mærke vil blive anset som kendt her i landet.

I øvrigt skal jeg tilføje, at det fortsat

undersøges, om aktuel brug har fundet sted af indsigernes mærke

her i landet, hvilket ikke er usandsynligt, selvom direkte eksport til

Danmark ikke har fundet sted fra indsigernes virksomhed."

Mærkeindehaveren imødegik i skrivelse af 20.

juni 1994 indsigelsen og udtalte:

"Til imødegåelse af indsigers skrivelse

skal vi indledningsvis henvise til, at indsiger påstår det

registrerede mærke forveksleligt med et mærke, som benævnes

"HATUEY AND INDIAN HEAD" device, men denne påstand står

ganske udokumenteret, eftersom der intet sammenligningsgrundlag foreligger

for en bedømmelse. Af samme årsag er det vanskeligt at forholde

sig til indsigers påberåbelse af ophavsretlig beskyttelse af

indsigers mærke. Én kendsgerning foreligger dog, nemlig at det

registrerede varemærke i sig selv blot gengiver et hoved med hals og

delvist et skulderparti af en mandsperson, som kan identificeres som en

oprindelig indfødt fra Cuba. Det er utvivlsomt, at der i nationen Cuba

har levet én (eller flere?) stammer af personer med hovedprydelser af

den i figurmærket registrerede art, hvilket bl.a. støttes af

arkæologiske fund, som hører ind under den

arkæologiske/etnologiske forskning, og på legender. Hvis

indsigers mærke skulle være identisk med det registrerede

mærke, indeholder det ikke nogen selvstændig kunstnerisk

frembringelse, og det gengiver ikke én bestemt person, men blot en

persontype. Indsigers henvisning til "kaninhovedet" er i og for sig

korrekt, men dette "kaninhoved" er dog udstyret med en butterfly,

hvilket formentlig ikke hører til kaniners almindelige

påklædning. Således er der med det registrerede mærke

ikke gengivet noget selvstændigt kunstnerisk. En forudsætning for

påberåbelse af ophavsret i forbindelse med varemærker er,

at der vitterligt eksisterer en rettighed, dvs. at ophavsretten kan spores

til ophavsmanden (den kunstneriske frembringer) eller dennes efterkommere, at

der ikke er forløbet mere end 50 år fra ophavsmandens død

og at det kan dokumenteres, at ophavsmanden eller dennes efterkommere har

overdraget sine rettigheder til indsiger. Såfremt disse mest

nødvendige forudsætninger ikke kan opfyldes, kan en

påberåbelse af varemærkelovens § 14, stk. 5 ikke tages til

følge.

Orddelen af mærket samt den opskrift, som ligger til

grund for produktet "øl" i klasse 32, har oprindelse i Cuba,

og der kan ejheller udledes nogen ophavsret på basis af disse

varemærkedele.

Indsiger henviser til en tidligere afgørelse, hvor

direktoratet med den da gældende lov måtte afslå en

lignende ansøgning, som blev bekendtgjort i Dansk

Varemærketidende d. 10 OKT 1990. Dermed har indsiger siden da

været klar over, at deres påståede rettighed var truet; men

tilsyneladende har indsiger intet foretaget sig for at tilegne sig,

registrere og opretholde den påståede rettighed. End ikke i tiden

efter 1. JAN 1992, hvor den nye varemærkelov trådte i kraft, har

der været udfoldet bestræbelser i denne retning. Det har ejheller

været muligt at påvise indsigers brug af mærket i Danmark.

Indsiger har haft en rigelig frist til selv at sikre sig retten til

mærket, hvilket for indsigers verdenskendte firma næppe kan siges

at være en uoverkommelig, økonomisk belastning. Det virker

derfor ikke velanbragt, at der anvendes rimelighedsbetragtninger med

henvisning til den tidligere varemærkelovs bestemmelse i § 14, stk. 1,

nr. 7, og det stødende i at eliminere Patentdirektoratets tidligere

afgørelse skyldes ikke ansøgningen af den nu foreliggende

registrering, men er et udtryk for lovgivningens ønske om at

mærker, som skal nyde beskyttelse her i landet, også må

være registreret her i landet og de omkostninger, som er forbundet med

en sådan beskyttelse, må følgelig udredes før en

beskyttelse kan påberåbes.

Det fremgår af indsigers skrivelse, at der hersker

uklarhed med hensyn til, om indsigers mærke er "vitterlig

kendt", jvf. § 15, stk. 2, nr. 4 i varemærkeloven, hvor der

kræves, at mærket er "vitterlig kendt" her i landet

i den i Pariserkonventionens Artikel 6 b angivne betydning.

Det registrerede varemærke anvendes i flere lande af

indehaveren, herunder Chile, Mexico, Schweiz, Storbritanien og Tyskland.

Indsiger har tidligere udfoldet store bestræbelser

for at påvise, at mærket er eller har været i brug i

udlandet, men indsiger har på intet tidspunkt dokumenteret sin ret til

mærket, som med det anførte hoved med hovedprydelse af cubansk

oprindelse samt den udbredte anvendelse af spansk sprog virker vildledende,

såfremt indsiger i sit hjemland benytter mærket for produkter,

som ikke er af cubansk oprindelse. Retten til mærket tilhører

derfor den cubanske registreringshaver.

Vi skal derfor henstille, at indsigelsen afvises, og at

den foreliggende registrering herefter opretholdes. Såfremt indsiger

tager til genmæle, skal vi anmode om at få tilstillet en kopi af

indsigers indlæg."

Klageren kommenterede i replik af 29. august 1994

mærkeindehaverens ovennævnte skrivelse og anførte:

" Indsigelsen opretholdes i fuldt omfang. Der

henvises til varemærkelovens §14 og 15, herunder særlig §14 nr. 5

og §15 stk. 2 nr. 4, jf. §23.

Som nye bilag til sagen vedlægger jeg for det

første kopi af min skrivelse af 15. august 1994 til Bryggerigruppen

A/S, Torvegade 35, 4640 Faxe, hvori jeg forespørger, "om

vedhæftede figurmærke er kendt her i landet indenfor Deres

branche".

Dernæst vedlægger jeg kopi af svaret fra

Brewery Group Denmark A/S (Bryggerigruppen A/S) dateret den 26. august 1994,

i hvilket exportdirektør Claus A. Nielsen anfører

følgende:

"Vi kan oplyse, at vi med udgangspunkt i vore

aktiviteter i Caribien, herunder bl.a. vort samarbejde med Heineken på

Bahamas er bekendt med maltproduktet Malta Hatuey, og at dette maltprodukt

ejes og kontrolleres fra Bacardi-familien.

Vi må betragte det som overvejende sandsynligt, at

de øvrige danske bryggerier, herunder specielt Carlsberg, har det

samme kendskab til det pågældende mærke.

I øvrigt er vi vidende om, at der eksisterer et

licenssamarbejde omkring det pågældende produkt mellem Heineken,

Guinness og Bacardi."

Det skal bemærkes, at Bryggerigruppen A/S er

Danmarks næststørste bryggerigruppe med landsdækkende salg

i ganske betydeligt omfang af øl, mineralvand m.m. under

varemærker som FAXE, CERES, THOR og ODIN. Bryggerigruppen A/S har

endvidere betydelig eksport til det meste af verden, og selskabet har dermed

betydeligt kendskab til konkurrerende virksomheder og produkter i andre

lande. Carlsberg, som nævnt i skrivelsen af 26. august 1994, må

på grund af virksomhedens størrelse og den velkendte

verdensomfattende eksport være så meget desto mere bekendt med

udenlandske konkurrerende virksomheder og produkter.

Svaret fra Bryggerigruppen A/S sammenholdt med min

forespørgsel af 15. august d.å. taler i øvrigt for sig

selv, og det findes herefter utvivlsomt, at indsigernes mærke, der

fremgår af skrivelsen til Bryggerigruppen A/S af 15. august d.å.,

er "vitterligt kendt" her i landet i den i artikel 6b i

Pariserkonventionen angivne betydning, jf. varemærkelovens §15, stk. 2

nr. 4. Efter de foreliggende oplysninger samt omstændighederne i

øvrigt kan der ikke herske tvivl om, at mærket også var

"vitterligt kendt" her i landet på tidspunktet for

ansøgningens indlevering, nemlig den 16. januar 1992. At

ansøgerne på det tidspunkt i øvrigt var bekendt med

indsigernes ældre rettigheder, er ligeledes utvivlsomt og i

øvrigt ikke benægtet.

Det lægges herefter til grund, at kravet om, at det

ældre mærke skal være "vitterligt kendt", er

opfyldt, idet det må anses for at være kendt indenfor

bryggeribranchen i Danmark. Denne er pr. tradition internationalt orienteret,

og ifølge den ovennævnte erklæring er der ingen tvivl om,

at indsigernes mærke notorisk er kendt her i landet uanset det ikke har

været anvendt her i landet ved direkte salg. Det er imidlertid heller

ikke nødvendigt, og jeg henviser i denne forbindelse til Anders J.

Andersen og Knud Wallbergs artikel om varemærkeloven og

fællesmærkeloven i Juristen nr. 1 fra 1992, side 38, afsnit 2.5.

Desuden henviser jeg til den netop udkomne kommenterede varemærkelov af

Mogens Koktvedgaard og Knud Wallberg, side 129, afsnit 15.12, der ikke

opstiller nogen definition for, hvad der skal forstås ved

"vitterlig kendte" mærker, men blot anfører, at der

hverken foreligger domspraksis eller direktoratspraksis på

området, og at det "i sidste ende (er) op til domstolene at

afgøre, hvilke mærker der kan anses for at være omfattet

af bestemmelsen". I den foreliggende sag findes det efter

omstændighederne rimeligt at statuere, at indsigernes ældre

mærke er "vitterlig kendt" her i landet.

Til svarskrivelsen af 20. juni 1994 skal anføres

følgende:

Det fornødne "sammenligningsgrundlag" som

tilsyneladende savnes er i hvert fald tilvejebragt ved den tidligere

nævnte vedlagte kopi af min forespørgsel af 15. august

d.å. til Bryggerigruppen A/S. Imidlertid fremgår

"sammenligningsgrundlaget" tillige af sagen vedrørende

ansøgning VA 5888/1989 ligeledes i navnet Tropicola S.A., som vil

være bekendt. Der er tidligere henvist til denne sag med dens akter,

men i det tilfælde, at disse akter allerede skulle være

destrueret, vedlægger jeg til orientering kopi af samtlige akter,

herunder indsigernes ældre mærke.

De to mærker kan betegnes som identiske eller i

hvert fald quasi identiske. Ophavsretten til mærket tilkommer

indsigerne Bacardi & Limited, der nu er bosiddende på Bahama.

Bacardi-familien boede oprindeligt på Cuba, men måtte flygte,

hvorefter de etablerede sig på Bahama og fortsatte virksomheden under

anvendelse af de hidtidige varemærker, herunder HATUEY and Indian Head

Device. Hjemme i Cuba annekterede Tropicola S.A. mærket og anvendte det

for andre produkter, som også derefter blev eksporteret til visse

lande. Tropicola S.A. forsøgte samtidigt at sætte sig på

mærket ved registrering i en række lande, vel vidende at

mærket oprindeligt tilkom Bacardi-Familien.

Af den nye kommenterede varemærkelov side 115,

afsnit 14.20 fremgår det, at Patentankenævnet i sagen V7/90 fandt

ophavsretten til en tegning af en "persontype" forestillende en

løbende mand krænket ved en tilsvarende tegning, der indgik i et

varemærke sammen med ordet ACTION. Den side 114 viste tegning af den

løbende mand er i virkeligheden en teknisk tegning af en

"idealmand", men er desuagtet blevet anset for at være

beskyttet i henhold til ophavsretten. På samme måde må

indsigernes mærke være beskyttet.

Hvem der har været "hurtigst" eller

"smartest" til at anmelde varemærket, har efter

omstændighederne ingen betydning. Jeg skal dog ikke undlade at

bemærke, at Bacardi & Co. Limited er en professionel virksomhed,

der lægger seriøse planer for såvel

varemærkeregistrering som markedsføring, og disse planer er

naturligvis koordineret. Indsigerne har dog fornylig indleveret en

ansøgning om registrering under VA 5500/1994 af det mærke, der

fremgår af sagen.

Det skal fortsat anføres, at det ville være

urimeligt og direkte stødende, om Tropicola S.A. kunne opnå

registrering her i landet for et varemærke identisk med det under VA

5888/1989 anmeldte, som blev afslået under hensyntagen til indsigernes

ældre rettigheder i udlandet. Nærværende sag findes at

være en direkte fortsættelse af den tidligere, og selv om

varemærkeloven i mellemtiden er blevet ændret, således at

bestemmelsen i den tidligere lovs §14 nr. 7 ikke findes i den nye lov, ville

det som sagt være urimeligt og stødende, om Patentdirektoratets

tidligere afgørelse blev totalt ugyldiggjort. Der findes at være

hjemmel i varemærkelovens §14, nr. 1 til at udelukke det aktuelle

varemærke fra registrering, idet det "strider imod lov, den

offentlige orden eller sædelighed".

Indsigernes mærke er herefter anset for at

være "vitterlig kendt" her i landet, og jeg henviser til det

ovenfor anførte.

Det fremgår af den tidligere indsigelsessag, at

indsigerne til fulde har dokumenteret brugen af varemærket i udlandet,

og dermed er retten til mærket ligeledes dokumenteret. Bacardi-familien

har også sin oprindelse i Cuba, og indsigernes produkter er derfor

også af cubansk oprindelse i vid forstand eller fremstillet efter

cubansk tradition og recept.

Som tidligere nævnt skal jeg herefter på vegne

indsigerne Bacardi & Co. Limited fastholde indsigelsen og

påstå det registrerede og i Dansk Varemærketidende den 15.

december 1993 offentliggjorte mærke kendt ugyldigt."

I skrivelse af 1. november 1994 fremkom

mærkeindehaveren med følgende duplik:

"Indsiger kommenterer et af de medsendte bilag til

sagen, hvoraf det ses, at bryggerigruppen med udgangspunkt i deres

aktiviteter i Caraibien, er bekendt med maltproduktet "Malta

Hatuey", at man betragter det som overvejende sandsynligt, at de

øvrige danske bryggerier har samme bekendtskab, og at man er

vidende om eksistensen af et licenssamarbejde mellem nogle nærmere

angivne firmaer.

Hermed søges det på basis af én

persons udtalelse dokumenteret, at hele den danske bryggeribranche og

hermed størstedelen af den danske befolkning har kendskab til et

mærke, og altså, at mærket skulle være velkendt i

Danmark. Denne ene person, som i øvrigt ikke har redegjort for sit

kendskab til det pågældende mærke (kendskabet kunne i

realiteten stamme fra en annonce fra registreringhaver!), har således

blot lagt navn til en ad hoc-erklæring, som ikke har nogen som

helst dokumentationsværdi. Den kendsgerning, at mærket ikke har

været brugt i Danmark sammen med den udokumenterede påstand om

kendskab til mærket, gør den såkaldte dokumentation til et

yderst tvivlsomt aktstykke.

På basis af den fremførte erklæring

postuleres et kendskab til mærket også hos Carlsberg, som

antageligt ikke har fundet det umagen værd at besvare en henvendelse

fra indsiger. Det er derfor i mere end én forstand rigtigt, hvad

indsiger fremfører, nemlig at "Svaret fra Bryggerigruppen A/S

sammenholdt med min forespørgsel af 15 august d.å. taler i

øvrigt for sig selv".

Det må derfor konkluderes, at mærket ikke kan

være "vitterligt kendt" her i landet, da kun en yderst

begrænset personkreds (formentlig højst omkring 10 personer,

når vi ser bort fra Direktoratets og varemærkebureauernes

personale) kan have kendskab til det pågældende mærke. Det

er evident, at et begreb som "vitterligt kendt" ikke kan baseres

på en så lille personkreds.

Indsiger berører også ophavsretten til

mærket, idet det postuleres, at ophavsretten til mærket tilkommer

firmaet Bacardi & Limited (et andet firma?). Atter må det

imidlertid fremføres, at der ikke foreligger nogen som helst

dokumentation for ophavsretten eller, at ophavsretten til mærket er

overgået fra den oprindelige frembringer og indehaver til den

nuværende, påståede indehaver.

Med det foreliggende, uklare indehaverforhold til

ophavsretten, der i øvrigt er baseret på andre landes lovgivning

(dog næppe på Bern konventionen), vil det være

betænkeligt at træffe en afgørelse af en så

vidtrækkende betydning, som en varemærkeregistrering er, på

et postulat om retten til mærket.

Det under bogstav C på side 4 i indsigers replik

anførte om, at det ikke har nogen betydning om, hvem der har

været "hurtigst" eller smartest", har ingen relevans i

den foreliggende sag. Ifølge varemærkeloven er det tidspunktet

for ansøgningens indlevering, der er afgørende for

varemærkerettens eksistens, medmindre andre kan dokumentere tidligere

brug af mærket her i landet, eller mærket er vitterligt kendt. Vi

har som fuldmægtige for registreringsindehaveren selvfølgelig en

pligt til at redegøre for alle forhold vedrørende en

ansøgning, herunder også at påpege muligheder for at

få registreret et mærke. Senere i samme afsnit bedyres det,

"at Bacardi & Co. Limited er en professionel virksomhed, der

lægger seriøse planer for såvel

varemærkeregistrering som markedsføring, og disse planer er

naturligvis koordineret" (SIC!). Vi lader teksten stå et

øjeblik!, medens det kan overvejes, om det er bedre med to indsigelser

med tvivlsomt udfald og store omkostninger i modsætning til at

gennemføre en enkelt registrering med et begrænset

omkostningsniveau.

Såfremt indsiger mener, at det er direkte

stødende, hvis registreringshaver kunne opretholde sin registrering

her i landet, kan det kun være varemærkeloven, som skal

ændres. I bemærkningerne til den nu gældende

varemærkelov er det i spalte 1916 anført: "Den

gældende lovs [1959-loven] §14, stk. 1, nr. 7, er udgået, da man

har fundet, at den giver en for vidtgående beskyttelse af udenlandske

mærker. Det særlige spørgsmål omkring

agentvaremærker må løses efter parternes aftale og i

overensstemmelse med almindelige konkurrenceretlige grundsætninger, jf.

herved Pariserkonventionens artikel 6 g".

Som sagen står nu, har Direktoratet blot registreret

varemærket i henhold til loven, i lighed med den gennemførte

registrering i andre lande. Blandt de lande, hvor mærket er blevet

registreret er Sverige endda på trods af indsigelse (kopi vedlagt),

Brasilien, Mexico, Peru, Tyskland, Bulgarien, Rusland SNG, Nordirland,

Italien.

Der vedlægges endvidere kopi af nogle fakturaer, der

kan dokumentere, at det registrerede mærke fortsat bruges i udlandet

selv om en sådan dokumentation ikke fordres.

Sammenfattende må det konstateres, at indsiger ikke

har kunnet dokumentere nogen bedre ret til varemærket end

registreringshaver, og da registreringen ikke er sket i strid med

varemærkeloven eller bemærkningerne hertil, kan det kun lede til,

at registreringen opretholdes. Vi henstiller derfor, at direktoratet afviser

indsigelsen som helhed."

Klageren skrev herefter den 9. januar 1995 følgende

til Patentdirektoratet:

"På vegne Bacardi & Company Limited,

Bahamas, skal jeg herved fastholde den nedlagte indsigelse og fortsat

påstå registrering VR 7904/1993 CERVEZA HATUEY + fig. kendt

ugyldig i medfør af varemærkelovens §14 og 15, jf. §23.

Retten til det registrerede mærke, eller et dermed

klart forveksleligt mærke, tilkommer indsigerne. Mærket har

været anvendt internationalt af indsigerne forud for

ansøgningsdagen den 16. januar 1992 og anvendes fortsat. Mærket

er registreret i en række lande, og jeg vedlægger til orientering

en netop modtaget liste over indsigernes varemærker bestående af

eller indeholdende ordet HATUEY samt samme eller tilsvarende

figurmærke, jf. "representation of an Indian head",

"HATUEY with Indian Head Device" m.fl.

Det cubanske selskab Tropicola S.A. er bekendt med denne

ældre og vedvarende brug, og det er da heller ikke på nogen

måde blevet benægtet. I denne forbindelse kan jeg henvise til

Giersing & Stellinger Patentbureau A/S s skrivelse til Patentdirektoratet

dateret den 13. november 1992, hvoraf det bl.a. fremgår, at

ejendomforholdet til mærket ikke er helt "klarlagt". Den

danske fuldmægtig samt det cubanske selskab er helt på det rene

med situationen, hvorefter den cubanske regering i 1960 konfiskerede eller

eksproprierede det cubanske Bacardi-selskab samt diverse ejendom bl.a.

omfattende Bacardi destilleriet og selskabets hovedsæde i Santiago,

Cuba samt en kontorbygning i Havana, tre HATUEY-bryggerier samt diverse

HATUEY-varemærker. Retten til det her omhandlede varemærke er

således ganske "klarlagt", og det er selvfølgelig

baggrunden for, at indsigerne forsøger at undgå en yderligere

begrænsning af rettighederne.

Det var på samme baggrund, at indsigerne nedlagde

indsigelse mod den tidligere ansøgning VA 5888/1989, der angik et

stort set identisk varemærke. Det blev offentliggjort i Dansk

Varemærketidende den 10. oktober 1990, og ansøgningen blev

afslået i medfør af den tidligere varemærkelovs §14, stk.

1, nr. 7. Jeg henviser til de i sagen værende indlæg samt det

omfattende bilagsmateriale. En bestemmelse svarende til den tidligere

varemærkelovs §14, stk. 1, nr. 7 findes ikke i den gældende

varemærkelov, men det findes fortsat urimeligt, om det cubanske selskab

med den ovenfor nævnte viden om indsigernes ældre

rettigheder alligevel skulle kunne opnå registrering af indsigernes

varemærke her i landet.

Indsigernes rettigheder i henhold til lovgivning om

ophavsret fastholdes fortsat. Patentdirektoratet har tidligere anerkendt

indsigernes ældre rettigheder til mærket, og det findes fortsat

utvivlsomt, at der til mærket er knyttet ophavsret. Denne tilkommer

indsigerne, og som følge deraf bør registreringen også

kendes ugyldig, jf. varemærkelovens §14,

Den indleverede skrivelse fra Bryggerigruppen A/S (Brewery

Group Denmark A/S) dateret den 26. august 1994 taler faktisk for sig selv,

uanset at det cubanske selskabs danske fuldmægtig forsøger at

rejse tvivl om indholdet. Uanset at én person har underskrevet, er det

en udtalelse på vegne et af Danmarks største bryggerier med

omfattende eksport og i øvrigt kendskab til såvel det danske

marked som udenlandske markeder. På denne baggrund taler svaret for sig

selv, og der kan ikke være tvivl om, at det omhandlede mærke er

vitterligt kendt som tilhørende indsigerne. Det kan i denne

forbindelse ikke være afgørende, hvor mange personer der har et

bestemt kendskab, men om den pågældende branche som sådan

har kendskab til mærket. Bryggerigruppen A/S udgør en stor del

af branchen og har det fornødne tilbundsgående kendskab til den.

Der henvises igen til varemærkelovens §15, stk. 2, nr. 4.

Jeg skal til slut foruden at henvise til samtlige de i

nærværende sag samt i den tidligere indsigelsessag indleverede

skrivelser med bilag anføre, at der bør være hjemmel

til at tage indsigelsen til følge, eventuelt efter

varemærkelovens §14, nr. 1, og selv om det cubanske selskab

tilsyneladende endnu ikke har taget det registrerede mærke i brug her i

landet, ville en ibrugtagning utvivlsomt stride mod reglerne i

markedsføringsloven, eftersom mærket allerede er kendt som

tilhørende en anden virksomhed, nemlig Bacardi & Company Limited,

Bahamas."

Hertil fremkom mærkeindehaveren den 13. marts 1995

med følgende bemærkninger:

"Indsiger hævder fortsat, at retten til det

registrerede mærke, , tilkommer indsigerne, hvilket forsøges

underbygget med dokumentation for anvendelse og registrering i en række

lande. Endvidere fremfører indsiger en række indgreb, som skal

have fundet sted i 1960. Det kan ikke betvivles, at sådanne indgreb

ikke kan tolereres i et demokratisk samfund, men at inddrage disse indgreb i

den foreliggende indsigelsesprocedure er næppe det rette forum for

løsningen af den derved opståede konflikt, som nu har rundet

sine 35 år. Da Danmark officielt har anerkendt staten Cuba, må en

løsning søges ad diplomatiske kanaler.

Vi skal endnu engang minde om, at den tidligere

varemærkelovs §14, stk. 1, nr. 7 ikke er gældende for

varemærker, som er indleveret i henhold til den nu gældende

varemærkelov, selv om dette kunne være ønskeligt for

udenlandske varemærkeindehavere. Selv om der foreligger en bestemmelse,

som kan forekomme urimelig, er det ikke i samklang med dansk praksis, at man

med henvisning til en urimelighed forsøger uden om folketinget

ad hoc at ville genindføre den tidligere varemærkelovs

§14, stk. 1, nr. 7.

Indsigers påberåbelse af, at det registrerede

mærke er "vitterligt kendt" som tilhørende indsiger,

er fremdeles ikke underbygget, idet det fortsat må fremføres, at

et varemærke for at kvalificere sig til betegnelsen "vitterligt

kendt" må opfylde visse kvantitative mindstemål i form af en

udbredt skare af personer her i landet, fx angivet som en tocifret procentdel

af landets befolkning. Et sådant mindstemål er hverken

påberåbt endsige dokumenteret. Den eneste dokumentation i

så henseende er den fremsendte skrivelse fra Bryggerigruppen A/S

undertegnet af dennes leder, som betragter det som overvejende

sandsynligt, at de øvrige danske bryggerier har denne leders

bekendtskab med indsigers mærke. Vi vil derfor fortsat hævde, at

den såkaldte dokumentation er et yderst tvivlsomt aktstykke.

Såfremt indsiger med henvisning til

varemærkelovens §14, nr. 1 fortsat mener, at det er direkte

stødende, hvis registreringshaver kunne opretholde sin registrering

her i landet, må den tidligere varemærkelovs §14, stk. 1

genindføres ved en revision af varemærkeloven.

Registreringhavers ret til det registrerede

varemærke understreges i øvrigt af den nyligt afsagte

Højesteretsdom, hvor:

Sagsøger påstod sagsøgte

tilpligtet at ophøre med at benytte navnet og varemærket

"Torro" og at slette varemærket "Torro" i

Patentdirektoratet. Sagsøgte frifundet, da sagsøger ikke havde

godtgjort ved ibrugtagning her i landet at have erhvervet ret til

varemærket "Torro". (Dissens af 2 dommere, der begrundede

samme resultat med, at sagsøgers varemærkeret var faldet

bort).

Sammenfattende må det konstateres, at indsiger ikke

har kunnet dokumentere nogen ret til varemærket som sådan, og da

registreringen ikke er sket i strid med varemærkeloven eller

bemærkningerne hertil, kan det kun lede til, at registreringen

opretholdes. Vi henstiller derfor, at direktoratet afviser indsigelsen som

helhed."

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 30.

juni 1995 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"Ifølge varemærkelovens § 15, stk. 2,

nr. 4 jf. stk. 1, nr. 2 er et varemærke udelukket fra registrering,

hvis det er forveksleligt med et udenlandsk varemærke, der var

vitterlig kendt her i landet på tidspunktet for ansøgningen.

Det er direktoratets opfattelse, at indsigers mærke

og VR 7904 1993 er forvekslelige. Begge mærker vedrører

øl og der er således varesammenfald. Det er ligeledes vores

opfattelse, at mærkelighed er til stede, idet begge mærker som

det dominerende ord indeholder ordet HATUEY. Desuden er der stor lighed

mellem de to figurer.

Indsiger har imidlertid ikke dokumenteret, at mærket

HATUEY AND INDIAN HEAD device er vitterlig kendt i Danmark. Det er endvidere

ikke direktoratets opfattelse, at indsigers mærke er vitterlig kendt

her i landet i den i artikel 6b i pariserkonventionen angivne betydning, idet

mærket i så fald skal være notorisk kendt, jf. herved

Varemærkeloven og Fællesmærkeloven med kommentarer, note

4.11., side 66.

Materialet indsendt i den tidligere indsigelsessag VA 5888

1989 viser ikke, at indsigers mærke har været anvendt i Danmark,

eller at det også skulle være vitterlig kendt her i landet.

Erklæringen af 26 aug 1994 fra Brewery Group Denmark

A/S viser alene, at gruppen er bekendt med maltproduktet MALTA HATUEY

(og at dette produkt ejes og kontrolleres af Barcardi-familien), men ikke i

hvilken årrække og i hvilket omfang et sådant kendskab har

eksisteret. Det fremgår heller ikke, at mærket er kendt udenfor

branchen. Der er intet i det fremsendte materiale, der i øvrigt

dokumenterer, at mærket er vitterlig kendt i Danmark.

Indsigelsen kan således ikke tages til følge

på dette punkt.

Ifølge varemærkelovens § 14, nr. 5, er bl.a.

varemærker, der indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et

værk, hvortil en anden har ophavsret, udelukket fra registrering.

Af Varemærkeloven og Fællesmærkeloven

med kommentarer, side 115 fremgår det, at et varemærke (i form af

et figurmærke) godt kan have en sådan udformning, at det isoleret

set må opfattes som et kunstnerisk værk. Er mærket

imidlertid oparbejdet som varemærke, bør mærket normalt

alene bedømmes efter de varemærkeretlige regler. Dette skyldes,

at det varemærkeretlige forvekslingskriterium, jf. § 4 og § 15,

indeholder krav om såvel mærkelighed som varelighed. Kunne

ophavsretten påberåbes, ville det sidstnævnte kriterium

blive indholdsløst.

Indianerhovedet, der er den figur, der indgår i

såvel indsigers som mærkeindehavers mærker må antages

at være designet til brug som varemærke, nemlig som etiket

på ølflasker. I dette tilfælde kan ophavsretten ikke

påberåbes. Det af Dem fremdragne eksempel vedrørende

figurmærket ACTION ( 7/90) er ikke parallelt til nærværende

sag, idet den stilliserede løber, som det her drejede sig om, stammede

fra en lærebog, og figuren var således ikke udformet specielt til

at fungere som et varemærke fra starten af.

Den nedlagte indsigelse kan derfor ikke tages til

følge på dette punkt.

Endelig anfører indsiger, at mærket rettelig

tilkommer denne, idet det oprindeligt var indsiger, der ejede fabrikkerne

på Cuba, hvor varerne solgt under indsigers varemærke blev

produceret, og indsigers varemærke dermed blev benyttet.

Det fremgår af sagen, at bryggerierne beliggende

på Cuba, der startede med at brygge HATUEY-øl, på et

tidspunkt er blevet eksproprieret. Mærkeindehaver har herefter fortsat

brugen af mærket, hvorimod indsiger forlod Cuba og først er

startet med at brygge øl under mærket HATUEY adskillige år

senere. Det kan således ikke lægges til grund, at alene én

af parterne har adkomst til mærket."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30.

august 1995 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at

Patentdirektoratets afgørelse omstødes.

I ankebegrundelse af 20. november 1995 har klageren bl.a.

anført følgende:

" Det er indsiger Bacardi & Company Limited s

opfattelse, at retten til det registrerede mærke, eller et i det

væsentlige dermed identisk mærke, tilkommer indsigerne.

Mærket, der benævnes HATUEY and Indian Head Device, har

været anvendt internationalt af indsiger forud for prioritetsdatoen for

den offentliggjorte registrering VR 7904/1993, nemlig ansøgningsdatoen

den 16. januar 1992, og mærket anvendes fortsat. Mærket er

registreret i en lang række lande, og ansøger er bekendt med de

ældre rettigheder. Dette er ikke bestridt af ansøgers

fuldmægtig.

Det er da også uomtvisteligt, at Bacardi &

Company Limited tidligere har vundet en i det hele identisk indsigelse imod

ansøgers tidligere varemærkeansøgning VA 5888/1989 for et

i det væsentlige identisk mærke. Der henvises i denne forbindelse

til bilag 1 og bilag 2. Indsigelsen blev afgjort under henvisning til den

daværende varemærkelov s § 14, stk. 1, nr. 7, og sagen burde

dermed have fundet sin endelige afgørelse. Ansøger indleverede

imidlertid umiddelbart efter den nye lovs ikrafttræden den 1. januar

1992, nemlig den 16. januar 1992, en stort set identisk ansøgning,

hvorfor indsiger nødsagedes til endnu en gang at nedlægge

indsigelse. Indsiger havde ikke i mellemtiden selv taget skridt til at

få varemærket registreret.

Da den nugældende varemærkelov ikke indeholder

en bestemmelse svarende til den tidligere lovs §14, stk. 1, nr. 7, er der

tilsyneladende åbnet mulighed for, at man kan tilegne sig andres

varemærker, registrere dem og slippe godt fra det. Dette findes efter

omstændighederne ikke rimeligt, og det ville være klart

stødende imod almindelige retsbegreber, om registrering VR 7904/1993

blev opretholdt.

Ansøger har på intet tidspunkt bestridt, at

de ældste rettigheder til det her omhandlede mærke

tilhører indsiger. Det er heller ikke bestridt, at indsiger har

ældre brugsrettigheder i udlandet, og at brugen har været

kontinuerlig og vedvarer til dato. Det er endvidere ikke bestridt, at

indsigers mærke er registreret i en række lande, og endelig er

det heller ikke bestridt, at de ældste rettigheder til mærket

tilkommer Bacardi & Company Limited. Som det er anført i min

skrivelse af 9. januar 1995, bilag 9, blev indsigers cubanske bryggeri i 1960

konfiskeret eller eksproprieret med tilhørende lokale rettigheder bla.

det her omhandlede varemærke, og det er på denne baggrund, at

Tropicola S.A. nu forsøger at udstrække retten til andre

lande.

Bacardi & Company Limited har fortsat aktiviteterne

uden for Cuba, og jeg formoder, at alle vil være bekendt med selskabets

aktiviteter. Varemærket BACARDI er mest kendt her i landet i

forbindelse med "rom", og for så vidt angår det her

omhandlede varemærke anvendes dette jo kun for "øl"

(spansk: cerveza), der fortrinsvis sælges til de mange millioner

eksilcubanere. Selvom produktet ikke aktuelt kan købes i Danmark, er

varemærket vitterlig kendt i relevante kredse. Jeg vedlægger som

bilag 12 kopi af indsigers varemærke, og som bilag 13 og bilag 14

vedlægges kopi af Chas. Hude s skrivelse af 15. august 1994 til

Bryggerigruppen A/S, henholdsvis dette selskabs svar dateret den 26. august

1994. Det findes herefter dokumenteret, at indsigeres varemærke er

vitterlig kendt her i landet i den i artikel 6b i Pariserkonventionen angivne

betydning, jf. varemærkelovens §15, stk. 2 nr. 4.

Der henvises i øvrigt fortsat til

varemærkelovens §14 nr. 5, eftersom det forekommer indlysende, at der

til indsigers varemærke er knyttet ophavsretlig beskyttelse, uanset at

der er tale om et aktuelt varemærke. Der henvises til mine

bemærkninger i skrivelsen af 18. april 1994, side 3 (bilag 5) og min

skrivelse af 29. august 1994, side 4 (bilag 7).

Det anføres endvidere, at den offentliggjorte

registrering strider imod principperne i varemærkelovens §14, nr. 1,

idet opretholdelse af registrering ville stride imod lov, den offentlige

orden eller sædeligheden.

Denne lovbestemmelse kan også hjemle ugyldighed

på grund af reglerne i markedsføringsloven, idet en ibrugtagning

af mærket utvivlsomt ville stride mod reglerne i denne lov, eftersom

mærket allerede er kendt, jf. ovenfor som tilhørende en anden

virksomhed, nemlig Bacardi & Company Limited, Bahamas.

I Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni 1995

(bilag 11) fremgår det klart side 2 nederst og side 3 øverst, at

de to mærker er forvekslelige. Der er såvel mærkelighed som

varelighed.

Imidlertid vil Patentdirektoratet ikke anse indsigers

mærke for at være vitterlig kendt i Danmark. Dette finder

indsiger og undertegnede efter omstændighederne ikke rimeligt. Det er

ikke afgørende, om indsigers mærke har været anvendt her i

landet. Erklæringen fra en af de største virksomheder i

branchen, jf. bilag 14, findes at være tilstrækkelig.

Patentdirektoratet har ikke villet anerkende, at indsigers

mærke nyder ophavsretlig beskyttelse. Dette findes imidlertid at

være tilfældet, og der er da heller ikke tvivl om, at

ophavsretten på grund af den ovenfor refererede historie må

tilkomme indsiger Bacardi & Company Limited.

Det henstilles herefter endnu en gang høfligst til

Patentankenævnet, at Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni

1995 (bilag 11) omgøres, og at registrering VR 7904/1993 kendes

ugyldig."

Mærkeindehaveren har den 2. maj 1996

imødegået anken og påstået klagen afvist.

Mærkeindehaveren anfører endvidere:

"Den af klager anførte sagsfremstilling med

tilhørende bilag kan stort set anerkendes, idet det dog skal

tilføjes, at klager på ikke efter nedlæggelse af den

oprindelige indsigelse, d. 10 dec 1990, og først d. 9 aug 1994 (VA

5500/1994), har forsøgt eller udfoldet bestræbelser på at

registrere det af klager påberåbte mærke.

Klager anfører, at retten til det registrerede

mærke tilkommer indsigerne, og at mærket fortsat anvendes

og er registreret i en lang række lande. Dette skal ikke

bestrides, men samtidig må det for fuldstændighedens skyld

oplyses, at registreringshaver ligeledes kan anføre det samme om

mærket, nemlig at retten til det registrerede mærke tilkommer

registreringshaver, og at mærket fortsat anvendes og er

registreret i en lang række lande. Dette er ligeledes

dokumenteret i bilag A D, hvor Bilag A er en liste over registreringshavers

registreringer eller anmeldelser af mærket opstillet efter lande; Bilag

B er en gengivelse af et italiensk tidsskrift med angivelse af en tysk agent

(hvor mærket er registreret); Bilag C er en kopi af en "London

Drinking Guide", som bl. a. anmelder registreringshavers produkt og

gør opmærksom på oprindelseslandet Cuba; og Bilag D er en

kopi af et spansk tidsskrift med en annonce for registreringshavers produkt

forsynet med det registrerede mærke.

Klagers påberåbelse af den tidligere

indsigelsesafgørelse imod den forrige ansøgning er som

sådan korrekt, idet denne indsigelsesafgørelse blev truffet

på basis af den dengang gældende varemærkelovs bestemmelse

i § 14, stk. 1, nr. 7), jvf. Varemærkelov nr. 211 af 11 juni 1959.

Indsigelsesafgørelsen som sådan skal ikke bestrides, men den

skal ikke benyttes som argumentation for, at bestemmelsens omfang skal

udstrækkes til at omfatte mærker, som er indleveret efter den nye

varemærkelov.

Klagers konstatering af den nugældende lovs mulighed

for at registrere mærker er rigtig, men tilføjelsen: "og

slippe godt fra det" mere end antyder, at den gennemførte

registrering er ulovmedholdelig. Intet kunne være mere forkert, idet

det i bemærkningerne til den nugældende varemærkelov i

spalte 1916 er anført: "Den gældende lovs [1959-loven]

§14, stk. 1, nr. 7, er udgået, da man har fundet, at den giver en for

vidtgående beskyttelse af udenlandske mærker. Det særlige

spørgsmål omkring agentvaremærker må løses

efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelige

konkurrenceretlige grundsætninger, jf. herved Pariserkonventionens

artikel 6 g". Lovens ophavspersoner har altså ment, at den

tidligere lov i urimelig grad tilgodeså udenlandske

mærkeindehavere, som ikke seriøst udfoldede bestræbelser

på at registrere deres mærker her i landet. Dette være

anført til imødegåelse af klagers opfattelse af, at

registreringen er stødende mod almindelige retsbegreber. Det kunne med

lige så stor ret gøres gældende, at det er stødende

mod almindelige retsbegreber, at ansøgere, som i USA indleverer en

såkaldt "Intent To Use"-ansøgning under

påberåbelse af prioritet fra fx Danmark, kan opleve at andre kan

tilegne sig det samme varemærke ved blot i USA at bruge det samme

mærke for de samme varer eller tjenesteydelser.

Det er ikke helt korrekt, når det anføres, at

ansøger på intet tidspunkt har bestridt, at de ældste

rettigheder til det her omhandlede mærke tilhører indsiger.

Det er tidligere blevet gjort klart, at mærket opstod og havde sin

oprindelse i Cuba, og at mærket er blevet anvendt uafbrudt i Cuba

gennem en årrække på mere end 35 40 år. I samme

periode har klager tilsyneladende ikke anvendt mærket over

længere tidsrum, hvorfor det med rette kan anføres, at

mærket er cubansk. Dette er tillige understreget af figurelementerne,

som afbilder et hoved af en cubansk indianer. Det har med andre ord ikke

været nødvendigt for registreringshaver at bestride de af klager

fremførte påstande, da de konkrete forhold taler stik imod disse

påstande. Den omstændighed, at der på et tidspunkt er

gennemført en ekspropriering af det cubanske bryggeri, har intet med

dette bryggeris varemærkeret at gøre, idet varemærkeretten

dels er og har været bryggeriets ejendom, også inden

eksproprieringen, og at denne varemærkeret ved eksproprieringen var en

del af det bo, som blev eksproprieret.

Spørgsmålet om ekspropriering eller lignende

skal, som tidligere anført, ikke løses gennem

påberåbelse af bestemmelser fra en tidligere varemærkelov,

men må løses gennem diplomatisk aktivitet, hvorved en

privatisering eller et joint venture eventuelt kan overtage

registreringshavers virksomhed sammen med varemærkerettighederne. Her

kunne klager eventuelt indtage en favorabel position som samarbejdspartner,

da klager åbenbart har registreringer i en række lande.

Med hensyn til begrebet "vitterligt kendt" skal

vi, i lighed med Patentdirektoratets afgørelse i indsigelsen, henvise

til Varemærkeloven og Fællesmærkeloven med kommentarer,

note 4.11., side 66, hvor forskellen mellem "velkendt" og

"vitterligt kendt" nærmere omtales. Det fremgår heraf,

at en nødvendig betingelse for at fastslå, at et mærke er

"velkendt", er at mærket i det mindste har været i brug

her i landet; og med en henvisning til bilmærket "Rolls

Royce" stiller man sig tilfreds med en brug af beskeden

størrelse, men altså en konstateret brug. Selv efter den

nugældende varemærkelov fordres der brug, hvilket belyses med

eksemplet om "Cordon Rouge" med en markedsandel på ca.

7%.

De mærker, som er "vitterligt kendt"

ifølge Pariserkonventionen Artikel 6bis, nyder beskyttelse

internationalt. Dette medfører, at et "vitterligt kendt"

mærke internationalt skal være registreret for den samme

mærkeindehaver eller med denne samarbejdende partnere. Derved kan der

ikke indrømmes plads til andre mærkeindehavere i en række

forskellige lande, da sådanne registreringer burde

imødegås med tilsvarende indsigelser eller omstødelser,

såfremt den, som opfatter sig som den rette indehaver kan påvise

""ond tro"" Det vil formentlig være umuligt at påvise

ond tro, hvis en registreringshaver af myndighederne i sit hjemland er blevet

tilskyndet til at foretage sådanne registreringer. Derved er vi tilbage

ved de diplomatiske bestræbelser. Konklusionen af note 4.11. er, at

enten er det notorisk, at mærket er kendt, eller også

er det ikke. Med registreringshavers mange registreringer er det

notorisk, at mærket ikke er kendt ifølge

Pariserkonventionen Artikel 6bis, og da mærket ejheller kan

være "velkendt" på grund af manglende brug her i Danmark,

må det konkluderes, at mærket her i Danmark ikke er kendt

under nogen form, hvilket yderligere finder støtte i den

kendsgerning, at registreringen ikke er begæret registreret af en dansk

person eller virksomhed.

Klagers påberåbelse af ophavsret til

mærket er blevet behandlet af Patentdirektoratet i dets afvisning af

indsigelsen. Denne ophavsret kan med lige stor ret gøres

gældende i modsat retning, eftersom det ubestridt er et mærke af

cubansk oprindelse med et indianerhoved fra en cubansk stamme. Det må

derfor antages, at registreringshavers langvarige anvendelse af mærket

både før og efter ekspropriationen ikke har været

vildledende, hvorimod klagers anvendelse af mærket for varer

fremstillet i USA ville udgøre en vildledning af det købende

publikum, som derved ville blive bragt til at tro, at de varer, som var

mærket med varemærket, skulle være af cubansk oprindelse.

Det må derfor være overvejende sandsynligt, at ophavsretten til

det registrerede mærke, såfremt en sådan eksisterer,

hører hjemme hos registreringshaver.

Klager påberåber sig yderligere

varemærkelovens § 14, 1), som udelukker mærker fra registrering,

såfremt de strider mod lov, Denne bestemmelse kan imidlertid ikke

anvendes i det foreliggende tilfælde, da markedsføringsloven

ikke kan tilkende nogen rettighed til et mærke, som ikke har

været i brug og som ikke er kendt, således at der ikke foreligger

en konkurrencesituation. Selv om en benyttelse skulle blive påbegyndt

nu, vil den under alle omstændigheder tidsmæssigt ligge efter

indleveringen af ansøgningen for den foreliggende registrering, nemlig

16 jan 1992.

Klager finder det efter omstændighederne ikke

rimeligt, at Patentdirektoratet ikke vil anse klagers mærke for at

være "vitterligt kendt". Dette kan Patentdirektoratet

imidlertid ikke, jvf. ovenstående deduktioner, og det er stridende mod

den hidtil fremførte praksis, når klager anfører, at det

ikke er afgørende, om indsigers [klagers] mærke har

været anvendt her i landet. Hertil skal vi endnu engang henvise til

Højesteretsdommen U1995.14H, hvor nødvendigheden af brug

understreges med ordene: "da sagsøger ikke havde godtgjort ved

ibrugtagning her i landet at have erhvervet ret til varemærket".

Vi skal henstille, at klagen afvises, og at den

foreliggende registrering herefter opretholdes."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 11. februar 1998.

For klageren (indsiger) mødte cand.jur. Kaj L.

Henriksen.

For indklagede (mærkeindehaveren) mødte

advokat Henrik Hornsleth og civilingeniør Jens-Holger Stellinger.

Parterne procederede sagen overvejende med henvisning til

de fremlagte processkrifter.

Indklagede henviste til støtte for

varemærkeregistreringens opretholdelse yderligere til

varemærkelovens § 7.

Ankenævnet skal udtale:

Den indankede afgørelse blev truffet af

Patentdirektoratet den 30. juni 1995. Ankenævnet finder, at

Patentdirektoratets afgørelse var rigtig i henhold til den på

det tidspunkt gældende varemærkelov.

Da registreringsproceduren først kan anses for

afsluttet, når en verserende indsigelsessag eller ankesag er endeligt

afgjort, finder ankenævnet at burde basere sin afgørelse i sagen

på den nu gældende varemærkelov, der er trådt i kraft

den 1. januar 1997. Ankenævnet finder hjemmel herfor i

ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven lov nr. 1201 af 27.

december 1996 og i lovforslagets bemærkninger til denne

ikrafttrædelsesbestemmelse.

I henhold til den nu gældende varemærkelovs §

15, stk. 3, litra 3, er det i denne sag foreløbigt registrerede

varemærke udelukket fra registrering, hvilket Patentdirektoratet

allerede fastslog i medfør af en tilsvarende lovbestemmelse i

varemærkeloven af 1959 i en tidligere tilsvarende sag mellem

parterne.

Med henvisning hertil, og idet varemærkelovens § 7

efter alt foreliggende ikke findes at kunne føre til noget andet

resultat,

bestemmes:

Varemærkeregistrering VR 7904 1993 erklæres

ugyldig.

Michael Dorn

Finn Mikkelsen

J.C. Warnich-Hansen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter