§ 15, stk. 3, i den varemærkelov, der gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
§ 15, stk. 3, i den varemærkelov, der
gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en
varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven
trådte i kraft
År 1998, den 6. april afsagde
Patentankenævnet
(Michael Dorn, Finn Mikkelsen, J.C. Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 55/95:
Klage fra Bacardi & Company Limited, Bahamas, v/Chas.
Hude A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni 1995
vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering nr. VR 7904 1993
for Tropicola S.A., Cuba, v/Giersing & Stellinger Patentbureau A/S.
Den 16. januar 1992 indleverede Tropicola S.A., Cuba,
v/Giersing & Stellinger Patentbureau A/S, en ansøgning om
registrering af varemærket CERVEZA HATUEY (figurmærke) for klasse
32: Øl.
Varemærket blev registreret den 12. november
1993.
Den 15. december 1993 blev registreringen offentliggjort i
Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 15. februar 1994 nedlagde klageren,
Bacardi & Company Limited, v/Chas. Hude, i medfør af
varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.
Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
"Indsigelsen nedlægges under henvisning til
varemærkelovens § 14 og 15, idet retten til det registrerede og
Læs alt
offentliggjorte mærke tilkommer indsigerne. Det vil derfor være
urimeligt, om mærket blev endeligt registreret, og det henstilles
derfor til Patentdirektoratet, at registreringen kendes ugyldig.
Under hensyn til sagens særlige karakter skal jeg
høfligst anmode om en frist til indlevering af yderligere begrundelse.
Jeg henviser i denne forbindelse til den tidligere indgivne protest imod
ansøgning VA 333/1992, der førte til ovennævnte
registrering, jf. min skrivelse af den 9. juli 1992. Desuden henviser jeg til
tidligere indsigelse nedlagt imod en ældre ansøgning VA
5888/1989 CERVEZA HATUEY + figur, ligeledes i navnet Tropicola S.A.
Nævnte indsigelse blev taget til følge, og ansøgningen
blev afslået."
I skrivelse af 18. april 1994 uddybede klageren
indsigelsen og anførte bl.a.:
" Registreringen påstås kendt ugyldig i
medfør af varemærkelovens § 14 og 15, jf. § 23.
Retten til det registrerede mærke, eller i hvert
fald til et dermed klart forveksleligt mærke, tilkommer indsigerne.
Mærket, der kaldes HATUEY AND INDIAN HEAD device, har været
anvendt internationalt af indsigerne forud for prioritetsdatoen for VR
7904/1993, dvs. ansøgningsdatoen den 16. januar 1992, og anvendes
fortsat. Mærket er tillige registreret i en lang række lande. At
ansøgerne er kendt med denne ældre og vedvarende brug er
utvivlsomt.
I denne forbindelse skal jeg henvise til ansøgernes
tidligere varemærkeansøgning VA 5888/1989, der angik et stort
set identisk varemærke, der blev offentliggjort i Dansk
Varemærketidende den 10. oktober 1990. Imod denne ansøgning
nedlagde Bacardi & Company Limited ligeledes indsigelse og fik medhold,
således at ansøgningen blev afslået i medfør af den
tidligere varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7. Jeg henviser i denne
forbindelse til Patentdirektoratets skrivelse af den 3. september 1992
vedrørende VA 5888/1989. Jeg henviser samtidig til mine øvrige
indlæg og det fremsendte bilagsmateriale i sagen.
En bestemmelse svarende til den tidligere
varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7 findes ikke i den gældende
varemærkelov. Imidlertid findes det ikke rimeligt, om ansøgerne
ved at udnytte et tilsyneladende hul i loven skulle kunne eliminere
Patentdirektoratets afgørelse, og det ville klart være
stødende imod almindelige retsbegreber, om registreringen blev
opretholdt.
Jeg henviser i denne forbindelse til varemærkelovens
§ 14 og 15, idet jeg forbeholder mig ret til at komme tilbage med en
nærmere præcisering af den juridiske baggrund for påstanden
om ugyldighed af den offentliggjorte registrering, men indledningsvis vil jeg
gerne specielt pege på § 14, nr. 5, eftersom det forekommer indlysende,
at der til indsigernes varemærke, der er anvendt og registreret i
udlandet, er knyttet ophavsretlig beskyttelse, og denne er klart
krænket ved den direkte kopiering fra ansøgernes side, der har
fundet sted i forbindelse med udformningen af det ansøgte mærke.
Der kan utvivlsomt opnås beskyttelse i henhold til
ophavsretslovgivningen for et varemærkes figurmæssige udformning,
og i denne forbindelse skal jeg blot kort anføre, at den konkrete
udformning af "INDIAN HEAD device" kombineret med de øvrige
mærkeelementer utvivlsomt må nyde ophavsretlig beskyttelse, jf.
Rigmor Carlsens bog Varemærker Registreringspraksis, side 72
vedrørende "kaninhovedet". Allerede i medfør af
varemærkelovens § 14, nr. 5, bør den offentliggjorte
registrering således kendes ugyldig.
I øvrigt undersøges det for
nærværende, hvorvidt indsigernes varemærke, der er direkte
kopieret i denne sag, kan betragtes som "vitterlig kendt" i den i
artikel 6B i Pariserkonventionen angivne betydning, jf. varemærkelovens
§ 15, stk. 2, nr. 4, og jeg forbeholder mig som sagt ret til at komme tilbage
til bl.a. dette punkt.
I mellemtiden hører jeg gerne, om
Patentdirektoratet umiddelbart vil anerkende en ophavsretlig beskyttelse for
indsigernes kopierede varemærke, men hører desuden gerne, hvilke
krav Patentdirektoratet måtte stille med hensyn til dokumentation m.v.,
for at indsigernes mærke vil blive anset som kendt her i landet.
I øvrigt skal jeg tilføje, at det fortsat
undersøges, om aktuel brug har fundet sted af indsigernes mærke
her i landet, hvilket ikke er usandsynligt, selvom direkte eksport til
Danmark ikke har fundet sted fra indsigernes virksomhed."
Mærkeindehaveren imødegik i skrivelse af 20.
juni 1994 indsigelsen og udtalte:
"Til imødegåelse af indsigers skrivelse
skal vi indledningsvis henvise til, at indsiger påstår det
registrerede mærke forveksleligt med et mærke, som benævnes
"HATUEY AND INDIAN HEAD" device, men denne påstand står
ganske udokumenteret, eftersom der intet sammenligningsgrundlag foreligger
for en bedømmelse. Af samme årsag er det vanskeligt at forholde
sig til indsigers påberåbelse af ophavsretlig beskyttelse af
indsigers mærke. Én kendsgerning foreligger dog, nemlig at det
registrerede varemærke i sig selv blot gengiver et hoved med hals og
delvist et skulderparti af en mandsperson, som kan identificeres som en
oprindelig indfødt fra Cuba. Det er utvivlsomt, at der i nationen Cuba
har levet én (eller flere?) stammer af personer med hovedprydelser af
den i figurmærket registrerede art, hvilket bl.a. støttes af
arkæologiske fund, som hører ind under den
arkæologiske/etnologiske forskning, og på legender. Hvis
indsigers mærke skulle være identisk med det registrerede
mærke, indeholder det ikke nogen selvstændig kunstnerisk
frembringelse, og det gengiver ikke én bestemt person, men blot en
persontype. Indsigers henvisning til "kaninhovedet" er i og for sig
korrekt, men dette "kaninhoved" er dog udstyret med en butterfly,
hvilket formentlig ikke hører til kaniners almindelige
påklædning. Således er der med det registrerede mærke
ikke gengivet noget selvstændigt kunstnerisk. En forudsætning for
påberåbelse af ophavsret i forbindelse med varemærker er,
at der vitterligt eksisterer en rettighed, dvs. at ophavsretten kan spores
til ophavsmanden (den kunstneriske frembringer) eller dennes efterkommere, at
der ikke er forløbet mere end 50 år fra ophavsmandens død
og at det kan dokumenteres, at ophavsmanden eller dennes efterkommere har
overdraget sine rettigheder til indsiger. Såfremt disse mest
nødvendige forudsætninger ikke kan opfyldes, kan en
påberåbelse af varemærkelovens § 14, stk. 5 ikke tages til
følge.
Orddelen af mærket samt den opskrift, som ligger til
grund for produktet "øl" i klasse 32, har oprindelse i Cuba,
og der kan ejheller udledes nogen ophavsret på basis af disse
varemærkedele.
Indsiger henviser til en tidligere afgørelse, hvor
direktoratet med den da gældende lov måtte afslå en
lignende ansøgning, som blev bekendtgjort i Dansk
Varemærketidende d. 10 OKT 1990. Dermed har indsiger siden da
været klar over, at deres påståede rettighed var truet; men
tilsyneladende har indsiger intet foretaget sig for at tilegne sig,
registrere og opretholde den påståede rettighed. End ikke i tiden
efter 1. JAN 1992, hvor den nye varemærkelov trådte i kraft, har
der været udfoldet bestræbelser i denne retning. Det har ejheller
været muligt at påvise indsigers brug af mærket i Danmark.
Indsiger har haft en rigelig frist til selv at sikre sig retten til
mærket, hvilket for indsigers verdenskendte firma næppe kan siges
at være en uoverkommelig, økonomisk belastning. Det virker
derfor ikke velanbragt, at der anvendes rimelighedsbetragtninger med
henvisning til den tidligere varemærkelovs bestemmelse i § 14, stk. 1,
nr. 7, og det stødende i at eliminere Patentdirektoratets tidligere
afgørelse skyldes ikke ansøgningen af den nu foreliggende
registrering, men er et udtryk for lovgivningens ønske om at
mærker, som skal nyde beskyttelse her i landet, også må
være registreret her i landet og de omkostninger, som er forbundet med
en sådan beskyttelse, må følgelig udredes før en
beskyttelse kan påberåbes.
Det fremgår af indsigers skrivelse, at der hersker
uklarhed med hensyn til, om indsigers mærke er "vitterlig
kendt", jvf. § 15, stk. 2, nr. 4 i varemærkeloven, hvor der
kræves, at mærket er "vitterlig kendt" her i landet
i den i Pariserkonventionens Artikel 6 b angivne betydning.
Det registrerede varemærke anvendes i flere lande af
indehaveren, herunder Chile, Mexico, Schweiz, Storbritanien og Tyskland.
Indsiger har tidligere udfoldet store bestræbelser
for at påvise, at mærket er eller har været i brug i
udlandet, men indsiger har på intet tidspunkt dokumenteret sin ret til
mærket, som med det anførte hoved med hovedprydelse af cubansk
oprindelse samt den udbredte anvendelse af spansk sprog virker vildledende,
såfremt indsiger i sit hjemland benytter mærket for produkter,
som ikke er af cubansk oprindelse. Retten til mærket tilhører
derfor den cubanske registreringshaver.
Vi skal derfor henstille, at indsigelsen afvises, og at
den foreliggende registrering herefter opretholdes. Såfremt indsiger
tager til genmæle, skal vi anmode om at få tilstillet en kopi af
indsigers indlæg."
Klageren kommenterede i replik af 29. august 1994
mærkeindehaverens ovennævnte skrivelse og anførte:
" Indsigelsen opretholdes i fuldt omfang. Der
henvises til varemærkelovens §14 og 15, herunder særlig §14 nr. 5
og §15 stk. 2 nr. 4, jf. §23.
Som nye bilag til sagen vedlægger jeg for det
første kopi af min skrivelse af 15. august 1994 til Bryggerigruppen
A/S, Torvegade 35, 4640 Faxe, hvori jeg forespørger, "om
vedhæftede figurmærke er kendt her i landet indenfor Deres
branche".
Dernæst vedlægger jeg kopi af svaret fra
Brewery Group Denmark A/S (Bryggerigruppen A/S) dateret den 26. august 1994,
i hvilket exportdirektør Claus A. Nielsen anfører
følgende:
"Vi kan oplyse, at vi med udgangspunkt i vore
aktiviteter i Caribien, herunder bl.a. vort samarbejde med Heineken på
Bahamas er bekendt med maltproduktet Malta Hatuey, og at dette maltprodukt
ejes og kontrolleres fra Bacardi-familien.
Vi må betragte det som overvejende sandsynligt, at
de øvrige danske bryggerier, herunder specielt Carlsberg, har det
samme kendskab til det pågældende mærke.
I øvrigt er vi vidende om, at der eksisterer et
licenssamarbejde omkring det pågældende produkt mellem Heineken,
Guinness og Bacardi."
Det skal bemærkes, at Bryggerigruppen A/S er
Danmarks næststørste bryggerigruppe med landsdækkende salg
i ganske betydeligt omfang af øl, mineralvand m.m. under
varemærker som FAXE, CERES, THOR og ODIN. Bryggerigruppen A/S har
endvidere betydelig eksport til det meste af verden, og selskabet har dermed
betydeligt kendskab til konkurrerende virksomheder og produkter i andre
lande. Carlsberg, som nævnt i skrivelsen af 26. august 1994, må
på grund af virksomhedens størrelse og den velkendte
verdensomfattende eksport være så meget desto mere bekendt med
udenlandske konkurrerende virksomheder og produkter.
Svaret fra Bryggerigruppen A/S sammenholdt med min
forespørgsel af 15. august d.å. taler i øvrigt for sig
selv, og det findes herefter utvivlsomt, at indsigernes mærke, der
fremgår af skrivelsen til Bryggerigruppen A/S af 15. august d.å.,
er "vitterligt kendt" her i landet i den i artikel 6b i
Pariserkonventionen angivne betydning, jf. varemærkelovens §15, stk. 2
nr. 4. Efter de foreliggende oplysninger samt omstændighederne i
øvrigt kan der ikke herske tvivl om, at mærket også var
"vitterligt kendt" her i landet på tidspunktet for
ansøgningens indlevering, nemlig den 16. januar 1992. At
ansøgerne på det tidspunkt i øvrigt var bekendt med
indsigernes ældre rettigheder, er ligeledes utvivlsomt og i
øvrigt ikke benægtet.
Det lægges herefter til grund, at kravet om, at det
ældre mærke skal være "vitterligt kendt", er
opfyldt, idet det må anses for at være kendt indenfor
bryggeribranchen i Danmark. Denne er pr. tradition internationalt orienteret,
og ifølge den ovennævnte erklæring er der ingen tvivl om,
at indsigernes mærke notorisk er kendt her i landet uanset det ikke har
været anvendt her i landet ved direkte salg. Det er imidlertid heller
ikke nødvendigt, og jeg henviser i denne forbindelse til Anders J.
Andersen og Knud Wallbergs artikel om varemærkeloven og
fællesmærkeloven i Juristen nr. 1 fra 1992, side 38, afsnit 2.5.
Desuden henviser jeg til den netop udkomne kommenterede varemærkelov af
Mogens Koktvedgaard og Knud Wallberg, side 129, afsnit 15.12, der ikke
opstiller nogen definition for, hvad der skal forstås ved
"vitterlig kendte" mærker, men blot anfører, at der
hverken foreligger domspraksis eller direktoratspraksis på
området, og at det "i sidste ende (er) op til domstolene at
afgøre, hvilke mærker der kan anses for at være omfattet
af bestemmelsen". I den foreliggende sag findes det efter
omstændighederne rimeligt at statuere, at indsigernes ældre
mærke er "vitterlig kendt" her i landet.
Til svarskrivelsen af 20. juni 1994 skal anføres
følgende:
Det fornødne "sammenligningsgrundlag" som
tilsyneladende savnes er i hvert fald tilvejebragt ved den tidligere
nævnte vedlagte kopi af min forespørgsel af 15. august
d.å. til Bryggerigruppen A/S. Imidlertid fremgår
"sammenligningsgrundlaget" tillige af sagen vedrørende
ansøgning VA 5888/1989 ligeledes i navnet Tropicola S.A., som vil
være bekendt. Der er tidligere henvist til denne sag med dens akter,
men i det tilfælde, at disse akter allerede skulle være
destrueret, vedlægger jeg til orientering kopi af samtlige akter,
herunder indsigernes ældre mærke.
De to mærker kan betegnes som identiske eller i
hvert fald quasi identiske. Ophavsretten til mærket tilkommer
indsigerne Bacardi & Limited, der nu er bosiddende på Bahama.
Bacardi-familien boede oprindeligt på Cuba, men måtte flygte,
hvorefter de etablerede sig på Bahama og fortsatte virksomheden under
anvendelse af de hidtidige varemærker, herunder HATUEY and Indian Head
Device. Hjemme i Cuba annekterede Tropicola S.A. mærket og anvendte det
for andre produkter, som også derefter blev eksporteret til visse
lande. Tropicola S.A. forsøgte samtidigt at sætte sig på
mærket ved registrering i en række lande, vel vidende at
mærket oprindeligt tilkom Bacardi-Familien.
Af den nye kommenterede varemærkelov side 115,
afsnit 14.20 fremgår det, at Patentankenævnet i sagen V7/90 fandt
ophavsretten til en tegning af en "persontype" forestillende en
løbende mand krænket ved en tilsvarende tegning, der indgik i et
varemærke sammen med ordet ACTION. Den side 114 viste tegning af den
løbende mand er i virkeligheden en teknisk tegning af en
"idealmand", men er desuagtet blevet anset for at være
beskyttet i henhold til ophavsretten. På samme måde må
indsigernes mærke være beskyttet.
Hvem der har været "hurtigst" eller
"smartest" til at anmelde varemærket, har efter
omstændighederne ingen betydning. Jeg skal dog ikke undlade at
bemærke, at Bacardi & Co. Limited er en professionel virksomhed,
der lægger seriøse planer for såvel
varemærkeregistrering som markedsføring, og disse planer er
naturligvis koordineret. Indsigerne har dog fornylig indleveret en
ansøgning om registrering under VA 5500/1994 af det mærke, der
fremgår af sagen.
Det skal fortsat anføres, at det ville være
urimeligt og direkte stødende, om Tropicola S.A. kunne opnå
registrering her i landet for et varemærke identisk med det under VA
5888/1989 anmeldte, som blev afslået under hensyntagen til indsigernes
ældre rettigheder i udlandet. Nærværende sag findes at
være en direkte fortsættelse af den tidligere, og selv om
varemærkeloven i mellemtiden er blevet ændret, således at
bestemmelsen i den tidligere lovs §14 nr. 7 ikke findes i den nye lov, ville
det som sagt være urimeligt og stødende, om Patentdirektoratets
tidligere afgørelse blev totalt ugyldiggjort. Der findes at være
hjemmel i varemærkelovens §14, nr. 1 til at udelukke det aktuelle
varemærke fra registrering, idet det "strider imod lov, den
offentlige orden eller sædelighed".
Indsigernes mærke er herefter anset for at
være "vitterlig kendt" her i landet, og jeg henviser til det
ovenfor anførte.
Det fremgår af den tidligere indsigelsessag, at
indsigerne til fulde har dokumenteret brugen af varemærket i udlandet,
og dermed er retten til mærket ligeledes dokumenteret. Bacardi-familien
har også sin oprindelse i Cuba, og indsigernes produkter er derfor
også af cubansk oprindelse i vid forstand eller fremstillet efter
cubansk tradition og recept.
Som tidligere nævnt skal jeg herefter på vegne
indsigerne Bacardi & Co. Limited fastholde indsigelsen og
påstå det registrerede og i Dansk Varemærketidende den 15.
december 1993 offentliggjorte mærke kendt ugyldigt."
I skrivelse af 1. november 1994 fremkom
mærkeindehaveren med følgende duplik:
"Indsiger kommenterer et af de medsendte bilag til
sagen, hvoraf det ses, at bryggerigruppen med udgangspunkt i deres
aktiviteter i Caraibien, er bekendt med maltproduktet "Malta
Hatuey", at man betragter det som overvejende sandsynligt, at de
øvrige danske bryggerier har samme bekendtskab, og at man er
vidende om eksistensen af et licenssamarbejde mellem nogle nærmere
angivne firmaer.
Hermed søges det på basis af én
persons udtalelse dokumenteret, at hele den danske bryggeribranche og
hermed størstedelen af den danske befolkning har kendskab til et
mærke, og altså, at mærket skulle være velkendt i
Danmark. Denne ene person, som i øvrigt ikke har redegjort for sit
kendskab til det pågældende mærke (kendskabet kunne i
realiteten stamme fra en annonce fra registreringhaver!), har således
blot lagt navn til en ad hoc-erklæring, som ikke har nogen som
helst dokumentationsværdi. Den kendsgerning, at mærket ikke har
været brugt i Danmark sammen med den udokumenterede påstand om
kendskab til mærket, gør den såkaldte dokumentation til et
yderst tvivlsomt aktstykke.
På basis af den fremførte erklæring
postuleres et kendskab til mærket også hos Carlsberg, som
antageligt ikke har fundet det umagen værd at besvare en henvendelse
fra indsiger. Det er derfor i mere end én forstand rigtigt, hvad
indsiger fremfører, nemlig at "Svaret fra Bryggerigruppen A/S
sammenholdt med min forespørgsel af 15 august d.å. taler i
øvrigt for sig selv".
Det må derfor konkluderes, at mærket ikke kan
være "vitterligt kendt" her i landet, da kun en yderst
begrænset personkreds (formentlig højst omkring 10 personer,
når vi ser bort fra Direktoratets og varemærkebureauernes
personale) kan have kendskab til det pågældende mærke. Det
er evident, at et begreb som "vitterligt kendt" ikke kan baseres
på en så lille personkreds.
Indsiger berører også ophavsretten til
mærket, idet det postuleres, at ophavsretten til mærket tilkommer
firmaet Bacardi & Limited (et andet firma?). Atter må det
imidlertid fremføres, at der ikke foreligger nogen som helst
dokumentation for ophavsretten eller, at ophavsretten til mærket er
overgået fra den oprindelige frembringer og indehaver til den
nuværende, påståede indehaver.
Med det foreliggende, uklare indehaverforhold til
ophavsretten, der i øvrigt er baseret på andre landes lovgivning
(dog næppe på Bern konventionen), vil det være
betænkeligt at træffe en afgørelse af en så
vidtrækkende betydning, som en varemærkeregistrering er, på
et postulat om retten til mærket.
Det under bogstav C på side 4 i indsigers replik
anførte om, at det ikke har nogen betydning om, hvem der har
været "hurtigst" eller smartest", har ingen relevans i
den foreliggende sag. Ifølge varemærkeloven er det tidspunktet
for ansøgningens indlevering, der er afgørende for
varemærkerettens eksistens, medmindre andre kan dokumentere tidligere
brug af mærket her i landet, eller mærket er vitterligt kendt. Vi
har som fuldmægtige for registreringsindehaveren selvfølgelig en
pligt til at redegøre for alle forhold vedrørende en
ansøgning, herunder også at påpege muligheder for at
få registreret et mærke. Senere i samme afsnit bedyres det,
"at Bacardi & Co. Limited er en professionel virksomhed, der
lægger seriøse planer for såvel
varemærkeregistrering som markedsføring, og disse planer er
naturligvis koordineret" (SIC!). Vi lader teksten stå et
øjeblik!, medens det kan overvejes, om det er bedre med to indsigelser
med tvivlsomt udfald og store omkostninger i modsætning til at
gennemføre en enkelt registrering med et begrænset
omkostningsniveau.
Såfremt indsiger mener, at det er direkte
stødende, hvis registreringshaver kunne opretholde sin registrering
her i landet, kan det kun være varemærkeloven, som skal
ændres. I bemærkningerne til den nu gældende
varemærkelov er det i spalte 1916 anført: "Den
gældende lovs [1959-loven] §14, stk. 1, nr. 7, er udgået, da man
har fundet, at den giver en for vidtgående beskyttelse af udenlandske
mærker. Det særlige spørgsmål omkring
agentvaremærker må løses efter parternes aftale og i
overensstemmelse med almindelige konkurrenceretlige grundsætninger, jf.
herved Pariserkonventionens artikel 6 g".
Som sagen står nu, har Direktoratet blot registreret
varemærket i henhold til loven, i lighed med den gennemførte
registrering i andre lande. Blandt de lande, hvor mærket er blevet
registreret er Sverige endda på trods af indsigelse (kopi vedlagt),
Brasilien, Mexico, Peru, Tyskland, Bulgarien, Rusland SNG, Nordirland,
Italien.
Der vedlægges endvidere kopi af nogle fakturaer, der
kan dokumentere, at det registrerede mærke fortsat bruges i udlandet
selv om en sådan dokumentation ikke fordres.
Sammenfattende må det konstateres, at indsiger ikke
har kunnet dokumentere nogen bedre ret til varemærket end
registreringshaver, og da registreringen ikke er sket i strid med
varemærkeloven eller bemærkningerne hertil, kan det kun lede til,
at registreringen opretholdes. Vi henstiller derfor, at direktoratet afviser
indsigelsen som helhed."
Klageren skrev herefter den 9. januar 1995 følgende
til Patentdirektoratet:
"På vegne Bacardi & Company Limited,
Bahamas, skal jeg herved fastholde den nedlagte indsigelse og fortsat
påstå registrering VR 7904/1993 CERVEZA HATUEY + fig. kendt
ugyldig i medfør af varemærkelovens §14 og 15, jf. §23.
Retten til det registrerede mærke, eller et dermed
klart forveksleligt mærke, tilkommer indsigerne. Mærket har
været anvendt internationalt af indsigerne forud for
ansøgningsdagen den 16. januar 1992 og anvendes fortsat. Mærket
er registreret i en række lande, og jeg vedlægger til orientering
en netop modtaget liste over indsigernes varemærker bestående af
eller indeholdende ordet HATUEY samt samme eller tilsvarende
figurmærke, jf. "representation of an Indian head",
"HATUEY with Indian Head Device" m.fl.
Det cubanske selskab Tropicola S.A. er bekendt med denne
ældre og vedvarende brug, og det er da heller ikke på nogen
måde blevet benægtet. I denne forbindelse kan jeg henvise til
Giersing & Stellinger Patentbureau A/S s skrivelse til Patentdirektoratet
dateret den 13. november 1992, hvoraf det bl.a. fremgår, at
ejendomforholdet til mærket ikke er helt "klarlagt". Den
danske fuldmægtig samt det cubanske selskab er helt på det rene
med situationen, hvorefter den cubanske regering i 1960 konfiskerede eller
eksproprierede det cubanske Bacardi-selskab samt diverse ejendom bl.a.
omfattende Bacardi destilleriet og selskabets hovedsæde i Santiago,
Cuba samt en kontorbygning i Havana, tre HATUEY-bryggerier samt diverse
HATUEY-varemærker. Retten til det her omhandlede varemærke er
således ganske "klarlagt", og det er selvfølgelig
baggrunden for, at indsigerne forsøger at undgå en yderligere
begrænsning af rettighederne.
Det var på samme baggrund, at indsigerne nedlagde
indsigelse mod den tidligere ansøgning VA 5888/1989, der angik et
stort set identisk varemærke. Det blev offentliggjort i Dansk
Varemærketidende den 10. oktober 1990, og ansøgningen blev
afslået i medfør af den tidligere varemærkelovs §14, stk.
1, nr. 7. Jeg henviser til de i sagen værende indlæg samt det
omfattende bilagsmateriale. En bestemmelse svarende til den tidligere
varemærkelovs §14, stk. 1, nr. 7 findes ikke i den gældende
varemærkelov, men det findes fortsat urimeligt, om det cubanske selskab
med den ovenfor nævnte viden om indsigernes ældre
rettigheder alligevel skulle kunne opnå registrering af indsigernes
varemærke her i landet.
Indsigernes rettigheder i henhold til lovgivning om
ophavsret fastholdes fortsat. Patentdirektoratet har tidligere anerkendt
indsigernes ældre rettigheder til mærket, og det findes fortsat
utvivlsomt, at der til mærket er knyttet ophavsret. Denne tilkommer
indsigerne, og som følge deraf bør registreringen også
kendes ugyldig, jf. varemærkelovens §14,
Den indleverede skrivelse fra Bryggerigruppen A/S (Brewery
Group Denmark A/S) dateret den 26. august 1994 taler faktisk for sig selv,
uanset at det cubanske selskabs danske fuldmægtig forsøger at
rejse tvivl om indholdet. Uanset at én person har underskrevet, er det
en udtalelse på vegne et af Danmarks største bryggerier med
omfattende eksport og i øvrigt kendskab til såvel det danske
marked som udenlandske markeder. På denne baggrund taler svaret for sig
selv, og der kan ikke være tvivl om, at det omhandlede mærke er
vitterligt kendt som tilhørende indsigerne. Det kan i denne
forbindelse ikke være afgørende, hvor mange personer der har et
bestemt kendskab, men om den pågældende branche som sådan
har kendskab til mærket. Bryggerigruppen A/S udgør en stor del
af branchen og har det fornødne tilbundsgående kendskab til den.
Der henvises igen til varemærkelovens §15, stk. 2, nr. 4.
Jeg skal til slut foruden at henvise til samtlige de i
nærværende sag samt i den tidligere indsigelsessag indleverede
skrivelser med bilag anføre, at der bør være hjemmel
til at tage indsigelsen til følge, eventuelt efter
varemærkelovens §14, nr. 1, og selv om det cubanske selskab
tilsyneladende endnu ikke har taget det registrerede mærke i brug her i
landet, ville en ibrugtagning utvivlsomt stride mod reglerne i
markedsføringsloven, eftersom mærket allerede er kendt som
tilhørende en anden virksomhed, nemlig Bacardi & Company Limited,
Bahamas."
Hertil fremkom mærkeindehaveren den 13. marts 1995
med følgende bemærkninger:
"Indsiger hævder fortsat, at retten til det
registrerede mærke, , tilkommer indsigerne, hvilket forsøges
underbygget med dokumentation for anvendelse og registrering i en række
lande. Endvidere fremfører indsiger en række indgreb, som skal
have fundet sted i 1960. Det kan ikke betvivles, at sådanne indgreb
ikke kan tolereres i et demokratisk samfund, men at inddrage disse indgreb i
den foreliggende indsigelsesprocedure er næppe det rette forum for
løsningen af den derved opståede konflikt, som nu har rundet
sine 35 år. Da Danmark officielt har anerkendt staten Cuba, må en
løsning søges ad diplomatiske kanaler.
Vi skal endnu engang minde om, at den tidligere
varemærkelovs §14, stk. 1, nr. 7 ikke er gældende for
varemærker, som er indleveret i henhold til den nu gældende
varemærkelov, selv om dette kunne være ønskeligt for
udenlandske varemærkeindehavere. Selv om der foreligger en bestemmelse,
som kan forekomme urimelig, er det ikke i samklang med dansk praksis, at man
med henvisning til en urimelighed forsøger uden om folketinget
ad hoc at ville genindføre den tidligere varemærkelovs
§14, stk. 1, nr. 7.
Indsigers påberåbelse af, at det registrerede
mærke er "vitterligt kendt" som tilhørende indsiger,
er fremdeles ikke underbygget, idet det fortsat må fremføres, at
et varemærke for at kvalificere sig til betegnelsen "vitterligt
kendt" må opfylde visse kvantitative mindstemål i form af en
udbredt skare af personer her i landet, fx angivet som en tocifret procentdel
af landets befolkning. Et sådant mindstemål er hverken
påberåbt endsige dokumenteret. Den eneste dokumentation i
så henseende er den fremsendte skrivelse fra Bryggerigruppen A/S
undertegnet af dennes leder, som betragter det som overvejende
sandsynligt, at de øvrige danske bryggerier har denne leders
bekendtskab med indsigers mærke. Vi vil derfor fortsat hævde, at
den såkaldte dokumentation er et yderst tvivlsomt aktstykke.
Såfremt indsiger med henvisning til
varemærkelovens §14, nr. 1 fortsat mener, at det er direkte
stødende, hvis registreringshaver kunne opretholde sin registrering
her i landet, må den tidligere varemærkelovs §14, stk. 1
genindføres ved en revision af varemærkeloven.
Registreringhavers ret til det registrerede
varemærke understreges i øvrigt af den nyligt afsagte
Højesteretsdom, hvor:
Sagsøger påstod sagsøgte
tilpligtet at ophøre med at benytte navnet og varemærket
"Torro" og at slette varemærket "Torro" i
Patentdirektoratet. Sagsøgte frifundet, da sagsøger ikke havde
godtgjort ved ibrugtagning her i landet at have erhvervet ret til
varemærket "Torro". (Dissens af 2 dommere, der begrundede
samme resultat med, at sagsøgers varemærkeret var faldet
bort).
Sammenfattende må det konstateres, at indsiger ikke
har kunnet dokumentere nogen ret til varemærket som sådan, og da
registreringen ikke er sket i strid med varemærkeloven eller
bemærkningerne hertil, kan det kun lede til, at registreringen
opretholdes. Vi henstiller derfor, at direktoratet afviser indsigelsen som
helhed."
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 30.
juni 1995 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:
"Ifølge varemærkelovens § 15, stk. 2,
nr. 4 jf. stk. 1, nr. 2 er et varemærke udelukket fra registrering,
hvis det er forveksleligt med et udenlandsk varemærke, der var
vitterlig kendt her i landet på tidspunktet for ansøgningen.
Det er direktoratets opfattelse, at indsigers mærke
og VR 7904 1993 er forvekslelige. Begge mærker vedrører
øl og der er således varesammenfald. Det er ligeledes vores
opfattelse, at mærkelighed er til stede, idet begge mærker som
det dominerende ord indeholder ordet HATUEY. Desuden er der stor lighed
mellem de to figurer.
Indsiger har imidlertid ikke dokumenteret, at mærket
HATUEY AND INDIAN HEAD device er vitterlig kendt i Danmark. Det er endvidere
ikke direktoratets opfattelse, at indsigers mærke er vitterlig kendt
her i landet i den i artikel 6b i pariserkonventionen angivne betydning, idet
mærket i så fald skal være notorisk kendt, jf. herved
Varemærkeloven og Fællesmærkeloven med kommentarer, note
4.11., side 66.
Materialet indsendt i den tidligere indsigelsessag VA 5888
1989 viser ikke, at indsigers mærke har været anvendt i Danmark,
eller at det også skulle være vitterlig kendt her i landet.
Erklæringen af 26 aug 1994 fra Brewery Group Denmark
A/S viser alene, at gruppen er bekendt med maltproduktet MALTA HATUEY
(og at dette produkt ejes og kontrolleres af Barcardi-familien), men ikke i
hvilken årrække og i hvilket omfang et sådant kendskab har
eksisteret. Det fremgår heller ikke, at mærket er kendt udenfor
branchen. Der er intet i det fremsendte materiale, der i øvrigt
dokumenterer, at mærket er vitterlig kendt i Danmark.
Indsigelsen kan således ikke tages til følge
på dette punkt.
Ifølge varemærkelovens § 14, nr. 5, er bl.a.
varemærker, der indeholder en bestanddel, der kan opfattes som et
værk, hvortil en anden har ophavsret, udelukket fra registrering.
Af Varemærkeloven og Fællesmærkeloven
med kommentarer, side 115 fremgår det, at et varemærke (i form af
et figurmærke) godt kan have en sådan udformning, at det isoleret
set må opfattes som et kunstnerisk værk. Er mærket
imidlertid oparbejdet som varemærke, bør mærket normalt
alene bedømmes efter de varemærkeretlige regler. Dette skyldes,
at det varemærkeretlige forvekslingskriterium, jf. § 4 og § 15,
indeholder krav om såvel mærkelighed som varelighed. Kunne
ophavsretten påberåbes, ville det sidstnævnte kriterium
blive indholdsløst.
Indianerhovedet, der er den figur, der indgår i
såvel indsigers som mærkeindehavers mærker må antages
at være designet til brug som varemærke, nemlig som etiket
på ølflasker. I dette tilfælde kan ophavsretten ikke
påberåbes. Det af Dem fremdragne eksempel vedrørende
figurmærket ACTION ( 7/90) er ikke parallelt til nærværende
sag, idet den stilliserede løber, som det her drejede sig om, stammede
fra en lærebog, og figuren var således ikke udformet specielt til
at fungere som et varemærke fra starten af.
Den nedlagte indsigelse kan derfor ikke tages til
følge på dette punkt.
Endelig anfører indsiger, at mærket rettelig
tilkommer denne, idet det oprindeligt var indsiger, der ejede fabrikkerne
på Cuba, hvor varerne solgt under indsigers varemærke blev
produceret, og indsigers varemærke dermed blev benyttet.
Det fremgår af sagen, at bryggerierne beliggende
på Cuba, der startede med at brygge HATUEY-øl, på et
tidspunkt er blevet eksproprieret. Mærkeindehaver har herefter fortsat
brugen af mærket, hvorimod indsiger forlod Cuba og først er
startet med at brygge øl under mærket HATUEY adskillige år
senere. Det kan således ikke lægges til grund, at alene én
af parterne har adkomst til mærket."
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30.
august 1995 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at
Patentdirektoratets afgørelse omstødes.
I ankebegrundelse af 20. november 1995 har klageren bl.a.
anført følgende:
" Det er indsiger Bacardi & Company Limited s
opfattelse, at retten til det registrerede mærke, eller et i det
væsentlige dermed identisk mærke, tilkommer indsigerne.
Mærket, der benævnes HATUEY and Indian Head Device, har
været anvendt internationalt af indsiger forud for prioritetsdatoen for
den offentliggjorte registrering VR 7904/1993, nemlig ansøgningsdatoen
den 16. januar 1992, og mærket anvendes fortsat. Mærket er
registreret i en lang række lande, og ansøger er bekendt med de
ældre rettigheder. Dette er ikke bestridt af ansøgers
fuldmægtig.
Det er da også uomtvisteligt, at Bacardi &
Company Limited tidligere har vundet en i det hele identisk indsigelse imod
ansøgers tidligere varemærkeansøgning VA 5888/1989 for et
i det væsentlige identisk mærke. Der henvises i denne forbindelse
til bilag 1 og bilag 2. Indsigelsen blev afgjort under henvisning til den
daværende varemærkelov s § 14, stk. 1, nr. 7, og sagen burde
dermed have fundet sin endelige afgørelse. Ansøger indleverede
imidlertid umiddelbart efter den nye lovs ikrafttræden den 1. januar
1992, nemlig den 16. januar 1992, en stort set identisk ansøgning,
hvorfor indsiger nødsagedes til endnu en gang at nedlægge
indsigelse. Indsiger havde ikke i mellemtiden selv taget skridt til at
få varemærket registreret.
Da den nugældende varemærkelov ikke indeholder
en bestemmelse svarende til den tidligere lovs §14, stk. 1, nr. 7, er der
tilsyneladende åbnet mulighed for, at man kan tilegne sig andres
varemærker, registrere dem og slippe godt fra det. Dette findes efter
omstændighederne ikke rimeligt, og det ville være klart
stødende imod almindelige retsbegreber, om registrering VR 7904/1993
blev opretholdt.
Ansøger har på intet tidspunkt bestridt, at
de ældste rettigheder til det her omhandlede mærke
tilhører indsiger. Det er heller ikke bestridt, at indsiger har
ældre brugsrettigheder i udlandet, og at brugen har været
kontinuerlig og vedvarer til dato. Det er endvidere ikke bestridt, at
indsigers mærke er registreret i en række lande, og endelig er
det heller ikke bestridt, at de ældste rettigheder til mærket
tilkommer Bacardi & Company Limited. Som det er anført i min
skrivelse af 9. januar 1995, bilag 9, blev indsigers cubanske bryggeri i 1960
konfiskeret eller eksproprieret med tilhørende lokale rettigheder bla.
det her omhandlede varemærke, og det er på denne baggrund, at
Tropicola S.A. nu forsøger at udstrække retten til andre
lande.
Bacardi & Company Limited har fortsat aktiviteterne
uden for Cuba, og jeg formoder, at alle vil være bekendt med selskabets
aktiviteter. Varemærket BACARDI er mest kendt her i landet i
forbindelse med "rom", og for så vidt angår det her
omhandlede varemærke anvendes dette jo kun for "øl"
(spansk: cerveza), der fortrinsvis sælges til de mange millioner
eksilcubanere. Selvom produktet ikke aktuelt kan købes i Danmark, er
varemærket vitterlig kendt i relevante kredse. Jeg vedlægger som
bilag 12 kopi af indsigers varemærke, og som bilag 13 og bilag 14
vedlægges kopi af Chas. Hude s skrivelse af 15. august 1994 til
Bryggerigruppen A/S, henholdsvis dette selskabs svar dateret den 26. august
1994. Det findes herefter dokumenteret, at indsigeres varemærke er
vitterlig kendt her i landet i den i artikel 6b i Pariserkonventionen angivne
betydning, jf. varemærkelovens §15, stk. 2 nr. 4.
Der henvises i øvrigt fortsat til
varemærkelovens §14 nr. 5, eftersom det forekommer indlysende, at der
til indsigers varemærke er knyttet ophavsretlig beskyttelse, uanset at
der er tale om et aktuelt varemærke. Der henvises til mine
bemærkninger i skrivelsen af 18. april 1994, side 3 (bilag 5) og min
skrivelse af 29. august 1994, side 4 (bilag 7).
Det anføres endvidere, at den offentliggjorte
registrering strider imod principperne i varemærkelovens §14, nr. 1,
idet opretholdelse af registrering ville stride imod lov, den offentlige
orden eller sædeligheden.
Denne lovbestemmelse kan også hjemle ugyldighed
på grund af reglerne i markedsføringsloven, idet en ibrugtagning
af mærket utvivlsomt ville stride mod reglerne i denne lov, eftersom
mærket allerede er kendt, jf. ovenfor som tilhørende en anden
virksomhed, nemlig Bacardi & Company Limited, Bahamas.
I Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni 1995
(bilag 11) fremgår det klart side 2 nederst og side 3 øverst, at
de to mærker er forvekslelige. Der er såvel mærkelighed som
varelighed.
Imidlertid vil Patentdirektoratet ikke anse indsigers
mærke for at være vitterlig kendt i Danmark. Dette finder
indsiger og undertegnede efter omstændighederne ikke rimeligt. Det er
ikke afgørende, om indsigers mærke har været anvendt her i
landet. Erklæringen fra en af de største virksomheder i
branchen, jf. bilag 14, findes at være tilstrækkelig.
Patentdirektoratet har ikke villet anerkende, at indsigers
mærke nyder ophavsretlig beskyttelse. Dette findes imidlertid at
være tilfældet, og der er da heller ikke tvivl om, at
ophavsretten på grund af den ovenfor refererede historie må
tilkomme indsiger Bacardi & Company Limited.
Det henstilles herefter endnu en gang høfligst til
Patentankenævnet, at Patentdirektoratets afgørelse af 30. juni
1995 (bilag 11) omgøres, og at registrering VR 7904/1993 kendes
ugyldig."
Mærkeindehaveren har den 2. maj 1996
imødegået anken og påstået klagen afvist.
Mærkeindehaveren anfører endvidere:
"Den af klager anførte sagsfremstilling med
tilhørende bilag kan stort set anerkendes, idet det dog skal
tilføjes, at klager på ikke efter nedlæggelse af den
oprindelige indsigelse, d. 10 dec 1990, og først d. 9 aug 1994 (VA
5500/1994), har forsøgt eller udfoldet bestræbelser på at
registrere det af klager påberåbte mærke.
Klager anfører, at retten til det registrerede
mærke tilkommer indsigerne, og at mærket fortsat anvendes
og er registreret i en lang række lande. Dette skal ikke
bestrides, men samtidig må det for fuldstændighedens skyld
oplyses, at registreringshaver ligeledes kan anføre det samme om
mærket, nemlig at retten til det registrerede mærke tilkommer
registreringshaver, og at mærket fortsat anvendes og er
registreret i en lang række lande. Dette er ligeledes
dokumenteret i bilag A D, hvor Bilag A er en liste over registreringshavers
registreringer eller anmeldelser af mærket opstillet efter lande; Bilag
B er en gengivelse af et italiensk tidsskrift med angivelse af en tysk agent
(hvor mærket er registreret); Bilag C er en kopi af en "London
Drinking Guide", som bl. a. anmelder registreringshavers produkt og
gør opmærksom på oprindelseslandet Cuba; og Bilag D er en
kopi af et spansk tidsskrift med en annonce for registreringshavers produkt
forsynet med det registrerede mærke.
Klagers påberåbelse af den tidligere
indsigelsesafgørelse imod den forrige ansøgning er som
sådan korrekt, idet denne indsigelsesafgørelse blev truffet
på basis af den dengang gældende varemærkelovs bestemmelse
i § 14, stk. 1, nr. 7), jvf. Varemærkelov nr. 211 af 11 juni 1959.
Indsigelsesafgørelsen som sådan skal ikke bestrides, men den
skal ikke benyttes som argumentation for, at bestemmelsens omfang skal
udstrækkes til at omfatte mærker, som er indleveret efter den nye
varemærkelov.
Klagers konstatering af den nugældende lovs mulighed
for at registrere mærker er rigtig, men tilføjelsen: "og
slippe godt fra det" mere end antyder, at den gennemførte
registrering er ulovmedholdelig. Intet kunne være mere forkert, idet
det i bemærkningerne til den nugældende varemærkelov i
spalte 1916 er anført: "Den gældende lovs [1959-loven]
§14, stk. 1, nr. 7, er udgået, da man har fundet, at den giver en for
vidtgående beskyttelse af udenlandske mærker. Det særlige
spørgsmål omkring agentvaremærker må løses
efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelige
konkurrenceretlige grundsætninger, jf. herved Pariserkonventionens
artikel 6 g". Lovens ophavspersoner har altså ment, at den
tidligere lov i urimelig grad tilgodeså udenlandske
mærkeindehavere, som ikke seriøst udfoldede bestræbelser
på at registrere deres mærker her i landet. Dette være
anført til imødegåelse af klagers opfattelse af, at
registreringen er stødende mod almindelige retsbegreber. Det kunne med
lige så stor ret gøres gældende, at det er stødende
mod almindelige retsbegreber, at ansøgere, som i USA indleverer en
såkaldt "Intent To Use"-ansøgning under
påberåbelse af prioritet fra fx Danmark, kan opleve at andre kan
tilegne sig det samme varemærke ved blot i USA at bruge det samme
mærke for de samme varer eller tjenesteydelser.
Det er ikke helt korrekt, når det anføres, at
ansøger på intet tidspunkt har bestridt, at de ældste
rettigheder til det her omhandlede mærke tilhører indsiger.
Det er tidligere blevet gjort klart, at mærket opstod og havde sin
oprindelse i Cuba, og at mærket er blevet anvendt uafbrudt i Cuba
gennem en årrække på mere end 35 40 år. I samme
periode har klager tilsyneladende ikke anvendt mærket over
længere tidsrum, hvorfor det med rette kan anføres, at
mærket er cubansk. Dette er tillige understreget af figurelementerne,
som afbilder et hoved af en cubansk indianer. Det har med andre ord ikke
været nødvendigt for registreringshaver at bestride de af klager
fremførte påstande, da de konkrete forhold taler stik imod disse
påstande. Den omstændighed, at der på et tidspunkt er
gennemført en ekspropriering af det cubanske bryggeri, har intet med
dette bryggeris varemærkeret at gøre, idet varemærkeretten
dels er og har været bryggeriets ejendom, også inden
eksproprieringen, og at denne varemærkeret ved eksproprieringen var en
del af det bo, som blev eksproprieret.
Spørgsmålet om ekspropriering eller lignende
skal, som tidligere anført, ikke løses gennem
påberåbelse af bestemmelser fra en tidligere varemærkelov,
men må løses gennem diplomatisk aktivitet, hvorved en
privatisering eller et joint venture eventuelt kan overtage
registreringshavers virksomhed sammen med varemærkerettighederne. Her
kunne klager eventuelt indtage en favorabel position som samarbejdspartner,
da klager åbenbart har registreringer i en række lande.
Med hensyn til begrebet "vitterligt kendt" skal
vi, i lighed med Patentdirektoratets afgørelse i indsigelsen, henvise
til Varemærkeloven og Fællesmærkeloven med kommentarer,
note 4.11., side 66, hvor forskellen mellem "velkendt" og
"vitterligt kendt" nærmere omtales. Det fremgår heraf,
at en nødvendig betingelse for at fastslå, at et mærke er
"velkendt", er at mærket i det mindste har været i brug
her i landet; og med en henvisning til bilmærket "Rolls
Royce" stiller man sig tilfreds med en brug af beskeden
størrelse, men altså en konstateret brug. Selv efter den
nugældende varemærkelov fordres der brug, hvilket belyses med
eksemplet om "Cordon Rouge" med en markedsandel på ca.
7%.
De mærker, som er "vitterligt kendt"
ifølge Pariserkonventionen Artikel 6bis, nyder beskyttelse
internationalt. Dette medfører, at et "vitterligt kendt"
mærke internationalt skal være registreret for den samme
mærkeindehaver eller med denne samarbejdende partnere. Derved kan der
ikke indrømmes plads til andre mærkeindehavere i en række
forskellige lande, da sådanne registreringer burde
imødegås med tilsvarende indsigelser eller omstødelser,
såfremt den, som opfatter sig som den rette indehaver kan påvise
""ond tro"" Det vil formentlig være umuligt at påvise
ond tro, hvis en registreringshaver af myndighederne i sit hjemland er blevet
tilskyndet til at foretage sådanne registreringer. Derved er vi tilbage
ved de diplomatiske bestræbelser. Konklusionen af note 4.11. er, at
enten er det notorisk, at mærket er kendt, eller også
er det ikke. Med registreringshavers mange registreringer er det
notorisk, at mærket ikke er kendt ifølge
Pariserkonventionen Artikel 6bis, og da mærket ejheller kan
være "velkendt" på grund af manglende brug her i Danmark,
må det konkluderes, at mærket her i Danmark ikke er kendt
under nogen form, hvilket yderligere finder støtte i den
kendsgerning, at registreringen ikke er begæret registreret af en dansk
person eller virksomhed.
Klagers påberåbelse af ophavsret til
mærket er blevet behandlet af Patentdirektoratet i dets afvisning af
indsigelsen. Denne ophavsret kan med lige stor ret gøres
gældende i modsat retning, eftersom det ubestridt er et mærke af
cubansk oprindelse med et indianerhoved fra en cubansk stamme. Det må
derfor antages, at registreringshavers langvarige anvendelse af mærket
både før og efter ekspropriationen ikke har været
vildledende, hvorimod klagers anvendelse af mærket for varer
fremstillet i USA ville udgøre en vildledning af det købende
publikum, som derved ville blive bragt til at tro, at de varer, som var
mærket med varemærket, skulle være af cubansk oprindelse.
Det må derfor være overvejende sandsynligt, at ophavsretten til
det registrerede mærke, såfremt en sådan eksisterer,
hører hjemme hos registreringshaver.
Klager påberåber sig yderligere
varemærkelovens § 14, 1), som udelukker mærker fra registrering,
såfremt de strider mod lov, Denne bestemmelse kan imidlertid ikke
anvendes i det foreliggende tilfælde, da markedsføringsloven
ikke kan tilkende nogen rettighed til et mærke, som ikke har
været i brug og som ikke er kendt, således at der ikke foreligger
en konkurrencesituation. Selv om en benyttelse skulle blive påbegyndt
nu, vil den under alle omstændigheder tidsmæssigt ligge efter
indleveringen af ansøgningen for den foreliggende registrering, nemlig
16 jan 1992.
Klager finder det efter omstændighederne ikke
rimeligt, at Patentdirektoratet ikke vil anse klagers mærke for at
være "vitterligt kendt". Dette kan Patentdirektoratet
imidlertid ikke, jvf. ovenstående deduktioner, og det er stridende mod
den hidtil fremførte praksis, når klager anfører, at det
ikke er afgørende, om indsigers [klagers] mærke har
været anvendt her i landet. Hertil skal vi endnu engang henvise til
Højesteretsdommen U1995.14H, hvor nødvendigheden af brug
understreges med ordene: "da sagsøger ikke havde godtgjort ved
ibrugtagning her i landet at have erhvervet ret til varemærket".
Vi skal henstille, at klagen afvises, og at den
foreliggende registrering herefter opretholdes."
Ankenævnet har behandlet sagen på sit
møde den 11. februar 1998.
For klageren (indsiger) mødte cand.jur. Kaj L.
Henriksen.
For indklagede (mærkeindehaveren) mødte
advokat Henrik Hornsleth og civilingeniør Jens-Holger Stellinger.
Parterne procederede sagen overvejende med henvisning til
de fremlagte processkrifter.
Indklagede henviste til støtte for
varemærkeregistreringens opretholdelse yderligere til
varemærkelovens § 7.
Ankenævnet skal udtale:
Den indankede afgørelse blev truffet af
Patentdirektoratet den 30. juni 1995. Ankenævnet finder, at
Patentdirektoratets afgørelse var rigtig i henhold til den på
det tidspunkt gældende varemærkelov.
Da registreringsproceduren først kan anses for
afsluttet, når en verserende indsigelsessag eller ankesag er endeligt
afgjort, finder ankenævnet at burde basere sin afgørelse i sagen
på den nu gældende varemærkelov, der er trådt i kraft
den 1. januar 1997. Ankenævnet finder hjemmel herfor i
ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven lov nr. 1201 af 27.
december 1996 og i lovforslagets bemærkninger til denne
ikrafttrædelsesbestemmelse.
I henhold til den nu gældende varemærkelovs §
15, stk. 3, litra 3, er det i denne sag foreløbigt registrerede
varemærke udelukket fra registrering, hvilket Patentdirektoratet
allerede fastslog i medfør af en tilsvarende lovbestemmelse i
varemærkeloven af 1959 i en tidligere tilsvarende sag mellem
parterne.
Med henvisning hertil, og idet varemærkelovens § 7
efter alt foreliggende ikke findes at kunne føre til noget andet
resultat,
bestemmes:
Varemærkeregistrering VR 7904 1993 erklæres
ugyldig.
Michael Dorn
Finn Mikkelsen
J.C. Warnich-Hansen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- AN 1999 00013 - MTW <w> - VR 1996 03055 . Forvekslelighed. Velkendte mærker. Passivitet. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. december 2001
- AN 2001 00056 - VR 2000 00594 - KONDI <w> - Velkendt - Forvekslelighed Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. november 2002
- smartplan.dk (sag 2013-0228) Klagenævnet for Domænenavne · 26. februar 2014
- Varemærkerne FRUTIN og FERTIN ikke fundet forvekslelige Retsinformation · 3. august 1998
- Varemærket CAPE COLONY ikke forvekseligt med mærket CAPE COUNTRY. Mærket ikke en geografisk betegnelse. Retsinformation · 16. marts 1998
- Et figurmærke afbildende en vifte og med ordet DINERCO under viften fundet forvekslelig med et figurmærke bestående alene af en vifte Retsinformation · 5. marts 1999
Lignende dokumenter
- Varemærkerne PROBABY quality by ardek (figurmærke) ikke fundet forvekslelig med det registrerede varemærke ARTEK eller det ansøgte mærke AMDEK. Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærket CHOICE BY STEILMANN fundet forveksleligt med to varemærker: begge CHOISE. Retsinformation · 24. september 1997
- Den på tidspunktet for kendelsens afsigelse gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft Retsinformation · 10. marts 1999
- AN 1998 00150 - GOURMET <w> -VR 1977 04313 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. marts 2000
- Ikke mærkelighed mellem varemærkerne MITELLA og MELITTA. Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærkerne SPACE MASTER og SPEEDMASTER ikke forvekslelige Retsinformation · 17. marts 1999