Spring til indhold

Retsinformation

Ansøgning om patent på lægemiddel og anvendelser deri af hyaluronsyre eller et farmakologisk acceptabelt salt deraf afslået

KEN nr 9142 af 19/12/1996Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet5. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ansøgning om patent på

lægemiddel og anvendelser deri af hyaluronsyre eller et farmakologisk

acceptabelt salt deraf afslået

År 1996, den 19. december afsagde

Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Herborg, A. Holm, Lindberg

Møller) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 1/95:

Klage fra MOBAY CORPORATION, v/Patentbureauet Budde, Schou

& Co. A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 8. november 1994

vedrørende patentansøgning nr. 2125/1987.

Den 27. april 1987 indleverede klageren en

ansøgning om patent på lægemiddel og anvendelser deri af

hyaluronsyre eller et farmakologisk acceptabelt salt deraf.

Ansøgningens krav lød

således:

"1. Lægemiddel til formindskelse og lindring af betændelse,

smerter og andre følger af et trauma i irriteret væv hos

pattedyr til indgivelse på steder i eller på pattedyrets legeme,

hvilke steder ligger i afstand fra det pågældende væv,

kendetegnet ved, at det indeholder hyaluronsyre eller et farmakologisk

uskadeligt salt deraf.

2. Anvendelse af hyaluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt deraf

til fremstillingen af lægemidler til formindskelse og lindring af

betændelser, smerter og andre følger af et trauma i irriteret

væv hos pattedyr på et sted i eller på pattedyrets legeme,

som ligger i afstand fra det pågældende væv.

Læs alt

3. Anvendelse ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at

dosen, baseret på legemsvægten, andrager mindst 0,044 mg/kg,

fortrinsvis 0,088 mg/kg.

4. Anvendelse ifølge krav 1-3, kendetegnet ved, at der til

fremstillingen af en injektionsopløsning anvendes hyaluronsyre i form

af en vandig opløsning af 0,5-3,0 vægtprocent med en viskositet

på mindre end ca. 200 cSt ved 37°

C.

5. Anvendelse ifølge krav 1-4, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren har en ved FPLC bestemt molekylvægtsfordeling, som

næsten fuldstændig ligger mellem 1,5 og 4 x 106

Dalton).

6. Anvendelse ifølge krav 1-5, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren ikke er pyrogen og udviser et ved UV-ekstinktion bestemt,

kombineret aminosyre- og proteinindhold på mindre end ca. 1,25 mg/ml og

et nucleinsyreindhold på mindre end ca. 0,06 mg/ml.

7. Anvendelse ifølge krav 1-6, kendetegnet ved, at der til

fremstillingen af en injektionsopløsning til intramuskulær

injektion anvendes en vandig opløsning af ca. 1 vægtprocent

natriumhyaluronat med en viskositet på mindre end ca. 200 cSt ved

37°

C og en ved FPLC bestemt molekylvægtsfordeling, som afbildes ved en

enkelt signifikant, mellem ca. 1,5 og 4 x 106 u (1,5 og 4 x

106 Dalton) liggende spids.

8. Anvendelse ifølge krav 1-3, 5 og 6, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren til fremstilling af et topisk præparat anvendes i

kombination med et transdermalt bærestof.

9. Anvendelse ifølge krav 8, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren anvendes i form af en vandig opløsning på ca.

0,5-3,0 vægtprocent og blandes med op til ca. 30 volumenprocent af et

transdermalt bærestof.

10. Anvendelse af hyraluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt

deraf til formindskelse eller lindring af betændelser, smerter eller

andre følger af et trauma i irriteret væv hos pattedyr ved

anvendelse på et sted i eller på pattedyrets legeme, hvilket sted

ligger i afstand fra det pågældende væv."

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 14. april

1993:

"1. Vi har nyhedsundersøgt Deres ansøgning

og mener, at den opfindelse, De søger patent på, er ny. Vi kan

dog ikke vurdere, om opfindelsen er patenterbar, da vi ikke kan se, om den

adskiller sig væsentligt fra kendt teknik.

2. Den nærmeste liggende kendte teknik er beskrevet

i Chemical Abstracts, vol. 102, 1985, abstract nr. 89817s.

Det er kendt herfra, at natriumhyaluronat har nyttig

antiarthritisk virkning ved intraperitonel indgivelse. Vi mener derfor ikke,

at det i sig selv er overraskende, at lægemidler indeholdende

hyaluronsyre eller farmakologisk uskadelige salte deraf er nyttige til

behandling af arthritis i led hos heste og mennesker ved fjernindgivelse.

3. Hvis De mener, at der opnås en uventet, nyttig

terapeutisk effekt, når et lægemiddel indeholdende hyaluronsyre

eller et farmakologisk salt deraf indgives intravenøst,

intramuskulært eller topisk i stedet for intraperitonelt ved behandling

af arthritis i led hos heste og mennesker, må De omarbejde

ansøgningen sådan, som vi anfører nedenfor.

- De må i beskrivelsens indledning omtale den ovennævnte

kendte teknik tydeligt, og De må angive tydeligt, hvilken uventet,

nyttig terapeutisk effekt der opnås, når et lægemiddel

indeholder hyaluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt deraf indgives

intravenøst, intramuskulært eller topisk i stedet for

intraperitonelt ved behandling af arthritis i led hos heste og mennesker.

- De må for hver af de i krav 1 nævnte indgivelsesformer

dokumentere, at en sådan uventet, nyttig terapeutisk effekt

opnås.

- Hvis dokumentationen er mindre omfattende, må De begrænse

ansøgningen tilsvarende. Det betyder, at de af de i krav 1

nævnte indgivelsesformer, for hvilke den uventet, nyttige terapeutiske

effekt ikke er dokumenteret, må udgå af krav 1. De tilsvarende

dele af beskrivelsen må ligeledes udgå.

4. Krav 2 er utydeligt affattet. De må derfor

tydeliggøre dette krav, f.eks. som vi har vist.

5. De må tilpasse beskrivelsen efter de

ændrede krav."

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 14. oktober

1993 følgende nye krav:

"1. Anvendelse af hyaluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt

deraf til fremstilling af intravenøst, intramuskulært eller

topisk indgivelige lægemidler til behandling af arthritis i led hos

heste og mennesker.

2. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at de

intravenøst eller intramuskulært indgivelige lægemidler er

0,5-3,0 vægtprocents vandige injektionsopløsninger med en

viskositet på mindre end ca. 200 cSt ved 37°

C af hyaluronsyre.

3. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren har en ved FPLC bestemt molekylvægtsfordeling, som

næsten fuldstændig ligger mellem 1,5 og 4 x 106 u (1,5

og 4 x 106 Dalton).

4. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren ikke er pyrogen og udviser et ved UV-ekstinktion bestemt,

kombineret aminosyre- og proteinindhold på mindre end ca. 1,25 mg/ml og

et nucleinsyreindhold på mindre end ca. 0,06 mg/ml."

I skrivelsen bemærkede klageren endvidere:

"De ændrede beskrivelsessider er af os konfereret

som værende identiske med de tilsvarende sider af den hidtidige

beskrivelse med de viste ændringer, og der er efter vor formening ikke

med de foretagne ændringer indført noget nyt i sagen.

Krav 2 er ændret som foreslået af

Direktoratet, og de øvrige krav er videreført

uændrede.

Med de ændrede beskrivelsessider er beskrivelsen

ændret svarende til ændringerne i krav 2.

Det i betænkningens pkt. 2, 2. afsnit,

anførte ses ikke at være korrekt.

I modholdet beskrives en screening-metode til bestemmelse

af analgesi hos mus, hvorved hyaluronsyre indgives intraperitonealt, dvs. i

bughulen. Der beskrives desuden en screening-metode til bestemmelse hos

rotter og kaniner af virkninger mod allergi og arthritis, hvorved

hyaluronsyre indgives intraperitonealt sammen med bestemte antigener.

Imidlertid fremgår der intet af litteraturstedet vedrørende

behandling af kronisk arthritis hos mennesker og heste. Det er overraskende,

at der hos mennesker og heste kan opnås en virkning af hyaluronsyre ved

intravenøs, intramuskulær eller topisk indgivelse, og dette er

så meget mere som alle på ansøgningstidspunktet i handelen

værende midler til behandling af arthritiske ledsygdomme med

hyaluronsyre er indgivet intraartikulært, dvs. direkte i leddet. Da

denne måde at anvende hyaluronsyre på er ny og også

overraskende virksom, må opfindelsens patenterbarhed kunne

anerkendes.

I øvrigt henvises til, hvad der er anført i

beskrivelsen, f.eks. side 3, linie 30, til side 4, linie 28.

Vedrørende betænkningens pkt. 3, 3. afsnit,

bemærkes, at når den intramuskulære anvendelighed er

dokumenteret, må den intravenøse anvendelighed være

tilstrækkelig sandsynliggjort.

Vi mener, at den foreliggende ansøgning herefter

kan underkastes imødekommende viderebehandling."

Efter på ny at have behandlet ansøgningen

udtalte Direktoratet udtalte i skrivelse af 5. januar 1994:

"1. Vi har behandlet Deres ansøgning igen og kan

meddele Dem, at vi forsat ikke kan vurdere, om opfindelsen er patenterbar, da

vi stadig ikke kan se, om den adskiller sig væsentligt fra kendt

teknik.

2. Den nærmest liggende, kendte teknik er - som

tidligere meddelt herfra - beskrevet i Chemical Abstracts, vol. 102, 1985,

abstract nr. 89817s.

Det angives heri, se især spalte 2, linie 11-14, at

natriumhyaluronat udviser nyttig aktivitet overfor adjuvant arthritis i et

velkendt dyremodelforsøg ved intraperitonel indgivelse 3 gange om ugen

i en dosis på 100 mg/kg.

Det er almindeligt kendt, at en kemisk forbindelse, som

udviser nyttig antiarthritisk aktivitet i det nævnte

modelforsøg, også udviser denne aktivitet overfor andre pattedyr

ved systemisk indgivelse, herunder heste og mennesker.

Vi mener derfor stadig ikke, at det i sig selv er

overraskende, at lægemidler indeholdende hyaluronsyre eller

farmakologiske uskadelige salter deraf er nyttige til behandling af arthritis

i led hos heste og mennesker ved fjern-indgivelse.

3. Hvis De mener, at der opnås en uventet, nyttig

terapeutisk effekt, når et lægemiddel indeholder hyaluronsyre

eller et farmakologisk salt deraf indgives intravenøst,

intramuskulært eller topisk i stedet for intraperitonelt ved behandling

af arthritis i led hos heste eller mennesker, må De nu omarbejde

ansøgningen, som anført under punkt 3 i vores brev af 14 apr

1993."

Klageren fremsendte derefter i skrivelse af 5. juli 1994

yderligere ændrede krav som følger:

"1. Anvendelse af hyaluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt

deraf til fremstilling af intravenøst, intramuskulært eller

topisk indgivelige lægemidler til behandling af arthritis i led hos

heste.

2. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at de

intravenøst eller intramuskulært indgivelige lægemidler er

0,5-3,0 vægtprocents vandige injektionsopløsninger med en

viskositet på mindre end ca. 200 cSt ved 37°

C af hyaluronsyre.

3. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren har en ved FPLC bestemt molekylvægtsfordeling, som

næsten fuldstændig ligger mellem 1,5 og 4 x 106 u (1,5

og 4 x 106 Dalton).

4. Anvendelse ifølge krav 1, kendetegnet ved, at

hyaluronsyren ikke er pyrogen og udviser et ved UV-ekstinktion bestemt,

kombineret aminosyre- og proteinindhold på mindre end ca. 1,25 mg/ml og

et nucleinsyreindhold på mindre end ca. 0,06 mg/ml."

I skrivelsen bemærkede klageren:

"Krav 1 er begrænset til behandling af heste, som er

målgruppen for den omhandlede anvendelse. Herudover er kravene

videreført uændrede.

Vedrørende betænkningens pkt. 2-3

bemærkes følgende:

Det er ganske vist kendt fra modholdet, at

natriumhyaluronat er virksomt over for adjuvans-arthritis ved intraperitoneal

indgivelse. Den intraperitoneale indgivelse anvendes imidlertid udelukkende

til laboratoriemus og -rotter. Det må være klart, at der ikke ud

fra resultater opnået med mus og rotter ved intraperitoneal indgivelse

kan sluttes noget om, hvorledes forholdende vil være hos heste. Der

skal herved dels tages hensyn til, at dyrearterne er så forskellige, at

de ikke umiddelbart kan sidestilles, og dels tages hensyn til, at

behandlingsmåderne er så forskellige, at de ikke umiddelbart kan

sidestilles. Forskellighederne må i forening betragtes som

væsentlige. Forenklet sagt må det være klart, at

intraperitoneal behandling af mus adskiller sig væsentligt fra topisk

behandling af heste. Dyrearterne kan naturligvis sammenfattes under

betegnelsen "pattedyr", og behandlingerne kan sammenfattes under betegnelsen

"systemiske", således som det er gjort af Direktoratet, men vi mener,

at dette er en "kunstig" forenkling, som ikke afspejler de relle forhold.

Direktoratets argumentation i betænkningens pkt 2, 2. del, 2. afsnit,

er da heller ikke underbygget nærmere, og der henvises blot til, at det

anførte skulle være "almindelig kendt".

Vi mener derfor, at den foreliggende ansøgning vil

kunne godkendes på grundlag af de ændrede krav og en beskrivelse,

der er tilpasset efter kravene, og hvori der er indføjet en forklaring

af opfindelsen på baggrund af modholdet svarende til det ovenfor

anførte.

Såfremt Direktoratet kan dele denne opfattelse, er

vi indstillet på at indlevere en omarbejdet beskrivelse inden for en

kort frist.

Vi mener, at den foreliggende ansøgning herefter

kan viderebehandles imødekommende. Såfremt Direktoratet mener,

at en omarbejdet beskrivelse er en nødvendig forudsætning for

viderebehandling, beder vi om meddelelse herom."

Direktoratet afslog i skrivelse af 8. november 1994

ansøgningen med følgende begrundelse:

"1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af en

nærmere angiven grund ikke kunne imødekomme Deres

ansøgning om patent. Vi mener, at denne grund stadigvæk er til

hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor

afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere

begrundelse følger nedenfor.

2. Ifølge patentlovens § 2, stk. 1 kan vi kun

meddele patent på opfindelser, der er nye og som tillige adskiller sig

væsentligt fra kendt teknik.

Vi mener, som tidligere meddelt, at Deres opfindelse er

ny. Den kendte teknik, som er mest relevant i relation til Deres opfindelse,

er beskrevet i Chemical Abstracts, vol. 102, 1985, abstract nr. 89817s. Det

angives heri, se især spalte 2, linie 11-14, at natriumhyaluronat

udviser nyttig aktivitet i det nævnte bagpote modelforsøg,

også udviser denne aktivitet overfor forskellige andre pattedyr.

På prioritetstidspunktet for Deres ansøgning var der os bekendt

ingen fordomme imod, at denne sammenhæng ikke også skulle

gælde for heste.

Vi mener derfor stadig ikke, at det i sig selv er

overraskende, at lægemidler indeholdende hyaluronsyre eller

farmakologisk uskadelige salte deraf er nyttige til behandling af arthritis i

led hos heste ved fjernindgivelse.

For at få klarlagt, om Deres opfindelse opfyldte

patentlovens krav om væsentlig adskillelse fra kendt teknik,

altså om den udviser den nødvendige "opfindelseshøjde",

bad vi Dem i vores tidligere breve af 14 apr 1993 og 05 jan 1994 om, i

beskrivelsens indledning, at angive tydeligt, hvilken uventet, nyttig

terapeutisk effekt der opnås, når et lægemiddel

indeholdende hyaluronsyre eller et farmakologisk uskadeligt salt deraf

indgives intravenøst, intramuskulært eller topisk i stedet for

intraperitonealt, ved behandling af arthritis i led hos heste. For hver af de

tre indgivelsesformer bad vi Dem endvidere dokumentere, at den angivne

uventede, nyttige terapeutiske effekt rent faktisk opnåedes.

De har ved besvarelsen af vores breve undladt dette. I

Deres seneste indlæg har De med få tilføjelser blot

gentaget den uacceptable forklaring, som allerede fandtes i Deres

første indlæg af 14 okt 1993. Vi kan derfor stadig ikke vurdere,

om Deres opfindelse er patenterbar, da vi fortsat ikke kan se, om den

adskiller sig væsentligt fra kendt teknik, som forlangt i patentloven.

Vi ser os derfor nødsaget til at afslå Deres ansøgning om

patent."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 5.

januar 1995 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at den

påklagede afgørelse omstødes.

I klagebegrundelse af 17. marts 1995 anfører

klageren følgende:

"Patentdirektoratets afslag er begrundet med, at den

foreliggende opfindelse ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der er

beskrevet i Chemical Abstracts, vol. 102, 1985, abstract nr. 89817s,

især i spalte 2, linie 11-14, på den pågældende side.

Vi skal derfor i det følgende kommentere det nævnte modhold i

enkeltheder.

I abstractet beskrives flere prøver, som

udføres på mus under anvendelse af intraperitoneale injektioner.

Grundene til, at abstractet ikke er relevant for den foreliggende opfindelse

eller foregriber, at hyaluronsyre eller salte deraf kan anvendes hos pattedyr

(heste) til såkaldt fjernbehandling af arthritis, dvs. ved

intravenøs eller intramuskulær eller subcutan injektion eller

ved topisk anvendelse, er følgende:

1. Intraperitoneal injektion stimulerer en anden type af

fysiologisk/immunologisk reaktion end intramuskulær, intravenøs

eller subcutan injektion. Når lægemidler etc. injiceres

intraperitonealt, påvirker de direkte cellerne af tarmnettet (omentum,

også betegnet mavenettet) eller peritonealhulen, som er hovedstedet for

det immunologiske system betegnet GALT (gut asscociated lymphoid tissue). Den

er også stedet for det lacteale system (de såkaldte

mælkekar, dvs. lymfekar, der udspringer fra tarmtrævlerne), som

frit fordeler lægemidler etc. i hele kroppen. Peritonealhulen er

stærkt vaskulariseret, hvilket også muliggør

omgående fordeling af lægemidler. I modsætning hertil

når injektion i en muskel eller i et subcutant lag kun få celler

af immunsystemet, og der sker en meget langsom fordeling i kroppen, idet

denne fordeling kun sker, når lægemidlet passerer gennem

væggene af blodkar, som findes i vævet. Det er altid blevet

antaget (forud for den foreliggende opfindelse), at natriumhyaluronat (SPH)

på grund af molekylets størrelse og høje

molekylvægt ikke kan passere gennem væggene af blodkar og

således ikke kan fordeles i kroppen. I bedste fald skulle en

sådan fjernindgivelse kræve en væsentlig større

dosis til tilvejebringelse af en reaktion end, hvad der er nødvendigt

til intraperitoneal injektion.

Når lægemidler injiceres intravenøst,

intramuskulært eller subcutant, skal de passere gennem væv til

blodkar og derefter gennem blodkarvægge for at nå immunoreaktive

celler. Det blev antaget forud for den foreliggende opfindelse, at

natriumhyaluronat er et så stort molekyle, at det ikke kan

gennemtrænge sådanne væv og blodkarvægge.

Intraperitoneal injektion viser intet om permeabiliteten af

natriumhyaluronat.

2. Den første type af forsøg nævnt i

abstractet er et forsøg med eddikesyreinduceret vridning hos mus. Den

beskrevne intraperitoneale virkning er en analgetisk virkning og

vedrører ikke behandling af arthritis. Desuden er dosen, som indgives

intraperitonealt, 100 mg/kg, medens dosen anvendt ved opfindelsen hos

pattedyr (heste) til behandling af arthritis typisk er i området 0,04

til 0,3 mg/kg. På grund af sammenhængen nævnt under punkt

1. ovenfor, skulle en intramuskulær, intravenøs eller subcutan

dosis være væsentligt højere for at give en effekt end den

dosis, der kræves ved intraperitoneal injektion. Ved forsøget er

den intraperitoneale dosis imidlertid ca. 1000 gange højere end den

intramuskulære, intravenøse eller subcutane dosis, der anvendes

ved opfindelsen. Doserne kan således slet ikke sidestilles.

3. Den anden type af forsøg, som nævnes, er

et forsøg med bradykinin-induceret smerte hos rotter. SPH giver ingen

analgesi ved en dosis på 100 mg/kg. Når SPH blandes med

bradykinin før injektion, er der en væsentlig analgetisk

virkning. Dette betyder ikke, at SPH har nogen virkning alene. SPH kan blot

være blevet bundet til bradykinin og have blokeret effekten. Der er

således ikke tale om fjernindgivelse til behandling af arthritis. Dette

forsøg beskriver igen en analgetisk virkning, som ikke vedrører

behandling af arthritis.

4. Den tredie beskrevne type af forsøg viser, at

SPH i en dosis på 100 mg/kg tydeligt forhindrer vaskulær

permeabilitet fremkaldt af eddikesyre. Igen er dosen ca. 1000 gange

højere end doserne, der er beskrevet i den foreliggende

ansøgning. Igen har forhindring af vaskulær permeabilitet intet

at gøre med behandling af arthritis.

5. Den fjerde type af forsøg beskriver en

ABA-AcBSA-induceret allergisk "pouch"-test med rotter eller EWA-induceret

arthritis hos kaniner. Herved sker injektionen af natriumhyaluronat

imidlertid intra-"pouch" eller intra-artikulært. Igen observeres der

ingen fjerneeffekt. SPH blandes med antigen (ABA-AcBSA eller EWA), og

derefter måles der ved forsøget vandringshastighederne af

polymorfnukleære leukocyter. Dette demonstrerer ikke fjernbehandling af

arthritis, men kan eventuelt blot måle bindingen af SPH til antigen,

hvilket forårsager en inhibering af antigenets evne til at aktivere

leukocyter.

6. Den femte type af forsøg beskriver anvendelse af

SPH i en dosis på 100 mg/kg indgivet intraperitonealt 3 gange pr. uge.

I dette tilfælde forhindrer flere intraperitoneale injektioner

forstærkning af systemiske reaktioner på adjuvansarthritis,

opsvulmning af den højre pote og stigning af en type af arthritis-tal.

Dosen er ikke repræsentativ for doserne, som er beskrevet i den

foreliggende ansøgning. Desuden er injektionen intraperitoneal, og den

når således direkte immunologiske celler som diskuteret ovenfor.

En sådan type af injektion foregriber ikke, at arthritis hos pattedyr

kan behandles ved intravenøs, intramuskulær eller subcutan

injektion af natriumhyaluronat.

7. Den sjette type af forsøg beskriver en

inhibering af vandringen af polymorfnukleære leukocyter fra marsvin ind

i mikroporefiltre som reaktion på casein. Dette forsøg

involverer naturligvis slet ikke dyr og er et rent in vitro-forsøg.

Desuden kan den store størrelse af natriumhyaluronat blokere filtret

og derved forårsage nedsat vandring.

8. Det sidste beskrevne forsøg vedrører en

inhibering af fagocytose af zymosan af muse-makrofager eller

polymorfnukleære leukocyter, som bevirkes af SPH. At SPH inhiberer

fagocytose af zymosan af muse-makrofager eller polymorfkernede leukocyter,

når SPH injiceres intraperitonealt, indebærer ikke, at

fjernindgivet natriumhyaluronat (intravenøst, intramuskulært,

subcutant) ville kunne behandle arthritis hos pattedyr. Det er også

muligt, at SPH ved dette forsøg blot maskerer zymosan, og at

fagocyterne derfor ikke genkender zymosan.

Det er væsentligt, at der ifølge abstractet

anvendes doser på 100 mg/kg, medens der ifølge den foreliggende

ansøgnings beskrivelse anvendes langt lavere doser, typisk 0,04-0,3

mg/kg, jf. beskrivelsen, side 9, 2. afsnit.

Det må således sammenfattende konkluderes, at

modholdet på ingen måde foregriber den foreliggende opfindelse,

og at kravet om, at opfindelsen skal adskille sig væsentligt fra kendt

teknik, således er opfyldt.

Hvad angår pkt. 2, 5. og 6. afsnit, i

Patentdirektoratets afslag bemærker vi, at når den

intramuskulære anvendelighed (som må betragtes som overraskende

på baggrund af den kendte teknik, jf. det ovenfor anførte) er

dokumenteret i beskrivelsen, hvilket ikke er bestridt af Patentdirektoratet,

må den intravenøse eller topiske anvendelighed være

tilstrækkelig sandsynliggjort, jf. den ovenfor givne forklaring

vedrørende vævspermeabiliteten af hyaluronsyre eller salte

deraf.

Vi henstiller således til Ankenævnet, at vor

påstand tages til følge."

Patentansøgningen er den 17. oktober 1995

overdraget til Bayer Corporation, USA.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 15. august 1996.

Klageren gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale:

Som sagen er forelagt for nævnet, ses den tekniske

effekt af det ansøgte ikke beskrevet på en sådan

måde, at der er grundlag for at tilsidesætte Direktoratets

afgørelse.

Herefter bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen

Lars Herborg

Arne Holm

B. Lindberg Møller

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter