Patentansøgning på lægemiddel afslået, da det ikke havde tilstrækkelig opfindelseshøjde.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Patentansøgning på lægemiddel afslået, da det
ikke havde tilstrækkelig opfindelseshøjde.
År 1994, den 3. august afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Arne Holm,
Terndrup Pedersen)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. P 16/91: Klage fra Sankyo Company Limited, Japan,
v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 27. februar
1991 af patent- ansøgning nr. 0218/1989.
Den 18. januar 1989 indleverede klageren en ansøgning om patent på
anvendelse af monacolin K, den tilsvarende carboxylsyreforbindelse eller
salte af carboxylsyren til fremstilling af et lægemiddel til behandling af
hypercholesterolæmi.
Ansøgningens krav lød således:
»Anvendelse af monacolin K med formlen:
eller den tilsvarende carboxylsyreforbindelse eller salte af carboxylsyren
til fremstilling af et lægemiddel til behandling af
hypercholesterolæmi.«
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 23. juli 1990:
»1. Vi kan af den grund, vi angiver nedenfor, ikke imødekomme Deres
ansøgning.
2. Patentering af den anvendelse af monacolin K, den tilsvarende
carboxylsyre eller dennes salte til fremstilling af et lægemiddel til
behandling af hypercholesterolæmi, som De søger patent på, ville i realiteten
betyde patentering af opfindelsen af et lægemiddel.
3. Nærværende ansøgning er afdelt ud fra ansøgning nr. 470/85, som er
afdelt ud fra ansøgning nr. 730/80, der er indleveret 20 feb 1980.
4. Den i kravet omhandlede opfindelse er herefter udelukket fra adgang til
patent, da patent på opfindelser af lægemidler ikke kan meddeles på grundlag
af ansøgninger, der i henhold til patentlovens § 11 er afdelte, såfremt den
Læs alt
oprindelige ansøgning er indleveret før 01 dec 1983, se § 2, stk. 2 i
Industriministeriets bekendtgørelse nr. 450 af 16 sep 1983...«
Klageren fremkom i skrivelse af 23. januar 1991 med følgende bemærkninger:
»Ifølge betænkningens 2. afsnit er Direktoratet af den opfattelse, at
patentering af anvendelsen af monacolin K, den tilsvarende carboxylsyre eller
dennes salte til fremstilling af et lægemiddel til behandling af
hypercholesterolæmi indebærer patentering af et lægemiddel.
Denne opfattelse er jeg uenig i, og jeg kan i øvrigt ikke anerkende en
stillingtagen til en patentansøgning, der er baseret på en subjektiv
vurdering af, hvad man mener, at patentering af en patentansøgt opfindelse
indebærer i henseende til beskyttelsesomfanget. Der må tages konkret stilling
til ansøgningens patentkrav, som er et anvendelseskrav og ikke et
genstandskrav (stofkrav).
Som nævnt i betænkningens 3. afsnit er den foreliggende ansøgning afdelt
ud fra ansøgning nr. 470/85, som igen er afdelt ud fra ansøgning nr. 730/80,
der er indleveret 20. februar 1980. Sidstnævnte ansøgning førte til patent
nr. 149.095 og angår en fremgangsmåde til fremstilling af den omhandlede
cholesterolsynteseinhiberende forbindelse monacolin K, hvis anvendelse søges
patenteret i den foreliggende ansøgning.
Jeg er enig i, at den foreliggende ansøgning skal behandles, som om den
var indleveret før den 1. december 1983, og spørgsmålet er herefter, om en
anvendelse af den i nærværende ansøgning omhandlede art var patenterbar før
den 1. december 1983.
Forbindelsen monacolin K var en hidtil ukendt forbindelse på
indleveringsdagen den 20. februar 1980 for ansøgning 730/80 (på
prioritetsdagen 20. februar 1979), hvorved det bemærkes, at den patenterede
fremgangsmåde til fremstilling af forbindelsen var en ny og særegen
fremgangsmåde. Det vil imidlertid være Direktoratet bekendt, at man på
daværende tidspunkt også kunne patentbeskytte fremgangsmåder, der ikke var
nye og særegne (analogifremgangsmåder), når fremgangsmåden førte til en ny
lægemiddelforbindelse, således som der her er tale om. Det vil også være
Direktoratet bekendt, at man længe nægtede at imødekomme ansøgninger om
patent på sådanne analogifremgangsmåder, nemlig med den samme argumentation
som i det foreliggende tilfælde, nemlig at de »i realiteten ville betyde
patentering af opfindelsen af et lægemiddel«. Alligevel endte det med,
at man anerkendte patenterbarheden af analogifremgangsmåder på trods af
disses manglende nyhed og opfindelseshøjde, idet man anerkendte, at en
opfinder af en ny kemisk forbindelse med farmaceutisk virkning ikke skulle
nægtes enhver mulighed for patentering af sin opfindelse, blot fordi
fremstillingen af forbindelsen ikke i sig selv indebar noget nyt og særegent.
De synspunkter, der førte til anerkendelse af analogifremgangsmådernes
patenterbarhed, må kunne anvendes helt analogt i det foreliggende tilfælde.
Den foreliggende ansøgnings patentkrav er som nævnt rettet på en
anvendelse, og det anerkendes ifølge Direktoratets hidtidige praksis, at
sådanne krav er at sidestille med fremgangsmådekrav og altså ikke skal
paralleliseres med genstandskrav og i det foreliggende tilfælde med krav
rettet på et lægemiddel. Jeg vedlægger i denne forbindelse en kopi af
Decision Gr 05/83 vedrørende Eisai Co Ltd, hvilken afgørelse er truffet af
Enlarged Board of Appeal ved EPO den 5. december 1984. Ifølge denne afgørelse
anerkendes patenterbarheden af anvendelsen af endog forbindelser, som er
kendte, til fremstilling af et lægemiddel til behandling af en konkret
sygdom, når blot det ikke var hidtil kendt, at forbindelsen har den
pågældende lægemiddelvirkning. Det fremgår også af afgørelsen, at EPO
sidestiller anvendelseskrav med fremgangsmådekrav.
Det findes herefter ikke sagligt begrundet, at det gør nogen forskel for
så vidt angår bedømmelsen af den foreliggende opfindelses patenterbarhed, om
ansøgningen skal behandles efter de regler, der var gældende før den 1.
december 1983, eller behandles efter de regler, der har været gældende efter
den 1. december 1983. Det er således ansøgerens opfattelse, at den
foreliggende ansøgnings patentkrav udmærket kunne have været opstillet i
ansøgning nr. 730/80, og at denne ansøgning indeholdende anvendelseskravet
også burde kunne have ført til patent. Patentdirektoratets opmærksomhed
henledes i denne forbindelse på § 3 i patentloven, ifølge hvilken den ved
patent opnåede eneret indebærer, at andre end patenthaveren ikke uhjemlet må
udnytte opfindelsen ved at udbyde, bringe i omsætning eller anvende et
produkt, der er fremstillet ved en fremgangsmåde, der var genstand for
patent, eller importere eller besidde produktet med sådant formål. Man kan
altså konstatere, at den i nærværende ansøgning omhandlede anvendelse
indirekte er patenteret ifølge patentet, der er udstedt på grundlag af
stamansøgningen nr. 730/80, og at den foreliggende ansøgning derfor blot
angår den direkte beskyttelse af en konkret anvendelse af den ved
fremgangsmåden fremstillede forbindelse, således som det også normalt er
tilfældet ved anvendelseskrav, der forekommer som underkrav i et patent eller
en patentansøgning. Det bemærkes i relation til betænkningens 2. afsnit, at
den patentansøgte anvendelse kun angår anvendelsen til fremstilling af et
lægemiddel til behandling af hypercholesterolæmi, og at der fortsat vil være
mulighed for at opnå eneret til anvendelsen af monacolin K eller den
tilsvarende
carboxylsyreforbindelse til fremstilling af et lægemiddel til behandling
af andre sygdomme end netop hypercholesterolæmi.
Den patentansøgte anvendelse indebærer med andre ord, at der søges om
eneret til at anvende den ved fremgangsmåden ifølge stamansøgningen
fremstillede forbindelse efter sit umiddelbare formål, nemlig til
fremstilling af et lægemiddel - begrænset til behandling af
hypercholesterolæmi -, og der ses ikke at foreligge nogen hindring for
patentering af en sådan anvendelse..
Under hensyn til ovenstående bemærkninger håber jeg, at ansøgningen
herefter vil kunne godkendes til fremlæggelse på grundlag af beskrivelse med
krav indleveret 18. januar 1989.'
Direktoratet afslog ved skrivelse af 27. februar 1991 ansøgningen med
følgende begrundelse:
»....2. Vi må fastholde, at patentering af den anvendelse, De søger
patent på, i realiteten ville betyde patentering af opfindelsen af det nye
lægemiddel til behandling af hypercholesterolæmi, der indeholder monacolin K,
den tilsvarende carboxylsyreforbindelse eller et salt af carboxylsyren.
Enhver formulering af den pågældende aktive forbindelse til det nye
lægemiddel ville nemlig være omfattet af et sådant patent.
3. Vi må herefter ligeledes fastholde, at den i kravet omhandlede
forbindelse er udelukket fra adgang til patent i medfør af § 2, stk. 2, i
Industriministeriets bekendtgørelse nr. 450 af 16 sep 1983.
4. Deres argumenter i ovennævnte brev har ikke kunnet ændre denne
opfattelse.
De henviser til den afgørelse (decision Gr 05/83), som EPO's Enlarged
Board of Appeal har truffet 05 dec 1984 vedrørende patenterbarheden af
anvendelsen af en kemisk forbindelse til fremstilling af et lægemiddel til
behandling af en konkret sygdom. En tilsvarende mulighed for patentering er
givet i vor instruks nr. 31 af 28 apr 1987 (bilag til Dansk Patenttidende nr.
22 af 25 maj 1987), se især side 2, linie 3 fra neden, til side 3, linie 3,
men kun gældende for ansøgninger, der skal anses for indleveret 01
dec 1983 eller senere, se instruksens første afsnit.
De finder det »ikke sagligt begrundet, at det gør nogen forskel for
så vidt angår bedømmelsen af den foreliggende opfindelses patenterbarhed, om
ansøgningen skal behandles efter de regler, der var gældende før den 1.
december 1983, eller behandles efter de regler, der har været gældende efter
den 1. december 1983«.
Vi kan ikke være enige med Dem i dette synspunkt, men mener tværtimod, at
det er helt afgørende, at ansøgningen skal anses for indleveret før 01 dec
1983.
På den for ansøgningen ansøgte løbedag (20 feb 1980) gjaldt den
undtagelsesbestemmelse for patentering af opfindelser af lægemidler
(patentlovens kap. XI, nr. 1, stk. 2), som blev ophævet med
Industriministeriets bekendtgørelse nr. 450 af 16 sep 1983 med
gyldighed for ansøgninger indleveret efter 01 dec 1983.
De sidestiller i Deres brev anvendelseskravet med et fremgangsmådekrav. På
grundlag af ansøgninger indleveret før 01 dec 1983 kan der ganske vist - som
også af Dem anført - patenteres såkaldte analogifremgangsmåder til
fremstilling af lægemidler. Som det imidlertid fremgår af vor vejledning nr.
P 6.12-1 af nov 1989 forstås ved en analogifremgangsmåde »en
fremgangsmåde til fremstilling af kemiske forbindelser ved en kemisk
omsætning, som er analog med en kendt måde at fremstille lignende
forbindelser på«.
Efter veletableret praksis på dette område - stadfæstet af
patentankenævns- og domstolsafgørelser - anses den blotte sammenblanding af
bestanddelene i et lægemiddel ikke for en analogifremgangsmåde og - på grund
af nævnte undtagelsesbestemmelse - for ikke patenterbar.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 23. april 1991 indbragt for
Patentankenævnet.
Klageren har i ankebegrundelse af 26. juni 1991 påstået ansøgningen sendt
tilbage til Direktoratet til fortsat behandling med henblik på meddelelse af
patent og anført følgende:
»Den foreliggende opfindelse angår anvendelsen af monacolin K, den
tilsvarende carboxylsyre eller dennes salte til fremstilling af et lægemiddel
til behandling af hypercholesterolæmi.
Ifølge Patentdirektoratets skrivelse af 23. juli 1990 vedrørende 1.
behandling af ansøgningen kunne ansøgningen ikke imødekommes, idet
Direktoratet mente, at patentering af den ansøgte anvendelse i realiteten
ville betyde patentering af opfindelsen af et lægemiddel, og fordi
ansøgningen har løbedag den 20. februar 1980 og altså på en dato, der ligger
forud for den 1. december 1983.
Det skal indledningsvis pointeres, at ansøgerne ikke søger at opnå en
eneret til de hidtil ukendte forbindelser monacolin K, den tilsvarende
carboxylsyre eller dennes salte, og at ansøgerne kun er interesserede i en
eneret til fremstilling af lægemidler til behandling af en nærmere angivet
sygdom, hypercholesterolæmi, ved brug af nævnte forbindelser som
udgangsmateriale.
I min besvarelse af 23. januar 1991 har jeg argumenteret for det
berettigede i at meddele patent på opfindelser af den her omhandlede
karakter, uanset om der er ansøgt om patent før eller efter den 1. december
1983, men argumentationen vanskeliggøres af, at udsagnet »ville i
realiteten betyde patentering af et lægemiddel« ikke på nogen måde er
søgt begrundet eller forklaret af Patentdirektoratet. Det får derfor karakter
af en påstand - en subjektiv opfattelse i Patentdirektoratet.
Patenterbarheden af anvendelser af den her omhandlede art er forlængst
blevet anerkendt i Direktoratet, efter at patenterbarheden blev anerkendt i
udlandet, specielt af den europæiske patentmyndighed. Der henvises i denne
forbindelse til den vedlagte »Decision Gr 05/83« vedrørende Eisai
Co. Ltd, hvilken afgørelse handler om second medical indication. I punkt 11 i
afgørelsen fastslås det, at den europæiske Patentkonvention (lige som den
danske patentlov) generelt tillader både fremgangsmådekrav og
anvendelseskrav, men hvorvidt en aktivitet i et krav angives som en
fremgangsmåde til udførelse af aktiviteten (angivende en rækkefølge af trin)
eller som anvendelsen af en genstand til et angivet formål (idet rækkefølgen
af trin er underforstået) er efter Enlarged Board's opfattelse et spørgsmål
om præference. Der er for EPO ingen reel forskel.
Det er også min opfattelse, at ansøgningens anvendelseskrav er at
sidestille med et fremgangsmådekrav, og som nævnt i min skrivelse af 23.
januar 1991 må anvendelseskravet her sidestilles med et
analogifremgangsmådekrav.
En ansøgning indleveret før 1. december 1983 omhandlende en
analogifremgangsmåde kunne føre til patent uanset fremgangsmådens manglende
nyhed, når blot der ved fremgangsmåden blev fremstillet en ny
lægemiddelforbindelse med nyttig terapeutisk virkning. Der er ved vurderingen
af patenterbarheden af den i nærværende ansøgning omhandlede anvendelse al
mulig grund til at drage en parallel til patenterbarheden af en sådan
analogifremgangsmåde. Begrundelsen for patenterbarheden af en
analogifremgangsmåde skulle som bekendt søges i det ved fremgangsmåden
fremstillede produkt. Dettes nyhed og værdifulde egenskaber tilfredsstillede
kravene til nyhed og opfindelseshøjde af den ikke i sig selv originale
fremgangsmåde.
Patenterbarheden af den i nærværende ansøgning omhandlede anvendelse skal
på tilsvarende vis ikke søges i originaliteten af den proces, der fører fra
den hidtil ukendte forbindelse monacolin K, carboxylsyren deraf eller syrens
salte til det færdige lægemiddel til behandling af hypercholesterolæmi.
Nyheden ved anvendelsen består i nyheden af det fremstillede nye lægemiddel
til behandling af hypercholesterolæmi og lægemidlets værdifulde egenskaber,
hvilket lægemiddel ikke selv kan patenteres, ligesom nyheden ved
analogifremgangsmåden bestod i nyheden af den ved fremgangsmåden fremstillede
nye forbindelse, som ikke selv kunne patenteres.
Det ses fortsat ikke at være begrundet fra Direktoratets side, hvorfor den
i nærværende ansøgning omhandlede anvendelse i højere grad end en
analogifremgangsmåde »i realiteten betyder patentering af opfindelsen af
et lægemiddel«, og jeg tillader mig her at erindre om, at når man i sin
tid fra Direktoratets side heller ikke var indstillet på at anerkende
patenterbarheden af analogifremgangsmåder, var det på grund af synspunkter
svarende til de, der er blevet gjort gældende ved behandlingen af nærværende
ansøgning.
I afslagsskrivelsen forklarer Direktoratet, hvorfor den foreliggende
opfindelse heller ikke ville kunne patenteres, hvis anvendelseskravet i
stedet havde været formuleret som et analogifremgangsmådekrav. Denne
forklaring kan jeg erklære mig enig i, men det må her pointeres, at der fra
anvendelseskravet er draget en parallel til analogifremgangsmådekravet,
hvilket er noget helt andet end at sætte et lighedstegn mellem et
anvendelseskrav og et analogifremgangsmådekrav.
Den patentansøgte anvendelse indebærer ikke nogen eneret til forbindelsen
monacolin K, carboxylsyren deraf eller syrens salte eller til anvendelsen af
disse forbindelser. Tredjemand har i princippet mulighed for at få patent på
nye fremstillingsmetoder til fremstilling af nævnte forbindelser samt
anvendelsen af disse forbindelser til fremstilling af lægemidler til
behandling af alle andre sygdomme end lige netop hypercholesterolæmi. Som
bekendt er der i dag mulighed for opnåelse af absolut stofpatent på nye
forbindelser med en fordelagtig terapeutisk virkning, og en sådan
patentbeskyttelse er det selvsagt ikke mulig at opnå ved patentering af en
anvendelse af en kemisk forbindelse til fremstilling af et lægemiddel til
behandling af en konkret sygdom. Patentdirektoratets opfattelse, at
patentering af anvendelsen af en kemisk forbindelse til fremstilling af et
lægemiddel til behandling af en konkret sygdom »i realiteten ville
betyde patentering af opfindelsen af det nye lægemiddel«, må på denne
baggrund betegnes som misvisende, og jeg henstiller derfor til
Patentankenævnet at træffe beslutning om imødekommelse af ansøgningen på
grundlag af opfindelsens patenterbarhed.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. april 1994.
For klageren mødte ing. H. P. Mathiesen, der gjorde gældende, at
ansøgningen ikke er omfattet af Direktoratets instruks af 28. april 1987,
idet der ikke er tale om en kendt, men derimod en ukendt forbindelse, der har
vist sig at have en overraskende terapeutisk virkning, således at det er
muligt at analogisere til behandlingen af analogifremgangsmådekrav. Selvom
der i tilfælde af patentering vil være tale om en indirekte
produktbeskyttelse, måtte patentindehaveren tåle anvendelse af den pågældende
forbindelse til behandlingen af enhver anden sygdom end nævnt i ansøgningen,
hvorfor der ikke opnår egentlig eneret til lægemidlet.
Ankenævnet skal udtale:
Slutproduktet er et lægemiddel til bekæmpelse af hypercholesterolæmi.
Der er tale om en blanding af på forhånd kendte komponenter, uden af selve
blandingen har særlig opfindelseshøjde.
Under hensyn hertil og til det af Direktoratet i dettes afgørelse anførte
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg. Arne Holm. P. Terndrup
Pedersen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- En afdelt patentansøgning fandtes indeholdt i stamansøgningen og fandtes således at have samme løbedag som denne. Retsinformation · 24. september 1997
- Patentansøgning tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling. Retsinformation · 24. september 1997
- Ansøgning om patent på lægemiddel og anvendelser deri af hyaluronsyre eller et farmakologisk acceptabelt salt deraf afslået Retsinformation · 5. marts 1999
- Stativ til rygtaske adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik og patent ikke meddelt. Retsinformation · 24. september 1997
- Opfindelse fandtes at adskille sig væsentligt fra tidligere kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Fremgangsmåde ved tagdækning uden opfindelseshøjde Retsinformation · 24. september 1997