Nyt livsforsikringsprodukt godkendt som værende i overensstemmelse med det for forsikringsselskabet godkendte G 82-beregningsgrundlag (koncession).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Nyt livsforsikringsprodukt godkendt som værende
i overensstemmelse med det for forsikringsselskabet godkendte G
82-beregningsgrundlag (koncession).
Forsikringsselskabet K har i skrivelse af 17. april 1990 klaget over, at
Finanstilsynet ved skrivelse af 20. marts 1990 (j.nr. ....) nægtede at
godkende et nyt livsforsikringsprodukt: Valgfri, livsvarig, kollektiv
ægtefællepension.
Sagens omstændigheder er følgende:
Ved skrivelse af 16. juni 1989 ansøgte K Finanstilsynet om godkendelse af
en ny grundform i det for selskabet godkendte G 82-beregningsgrundlag
(koncession), benævnt: 811 Valgfri, livsvarig, kollektiv ægtefællepension.
Godkendelsen skulle gøre det muligt for K ved tegning af kollektive
pensionsordninger at tilbyde et nyt livsforsikringsprodukt, der indeholder
mulighed for, at de forsikrede selv kan vælge størrelsen af deres
ægtefælledækning, eventuelt helt fravælge denne, og endvidere senere kan
ændre den valgte dækning. Det anføres i skrivelsen, at udvikling af en sådan
mere fleksibel ordning med en større grad af valgfrihed er sket efter ønske
fra de forsikrede og de organisationer, som aftaler pensionsordninger i
forbindelse med lønaftaler.
Den foreslåede ordning er udformet således, at den forsikrede ved
forsikringens oprettelse vælger, hvor stor ægtefællepensionen skal være. I
forsikringens løbetid - indtil det fyldte 67. år - kan den forsikrede vælge
ægtefællepension af en anden størrelse. Størrelsen af den valgte
ægtefællepension sammenlagt med den almindelige kollektive ægtefællepension
må dog ikke overstige hverken størrelsen af invalidepensionen eller den
pensionsgivende løn. Ændring af ægtefællepensionen i forsikringstiden kan
gøres betinget af tilfredsstillende helbredsoplysninger for den forsikrede. I
ansøgningen er der nærmere redegjort for de aktuarmæssige beregninger, som
ligger til grund for den foreslåede ordning.
Finanstilsynet meddelte i skrivelse af 7. juli 1989, at behandlingen af
Læs alt
sagen var sat i bero på de igangværende generelle drøftelser med
livsforsikringsbranchen om afgrænsning af valgmuligheder i kollektive
ordninger. K anførte heroverfor, at selskabets ansøgning vedrørte et nyt
produkt, der er helt forskelligt fra den almindelige kollektive
ægtefællepension i G 82.
De nævnte generelle drøftelser mellem Finanstilsynet og
livsforsikringsbranchen blev indledt med en skrivelse af 12. oktober 1988 fra
tilsynet til Assurandør-Societetet, hvori tilsynet bad oplyst, i hvilket
omfang selskaberne tillader individuelle valg i kollektive ordninger. Der
fandt herefter brevveksling og forhandlinger sted, bl.a. et møde den 30. maj
1989. Forhandlingerne førte til, at Finanstilsynet i oktober 1989 godkendte
nogle fælles retningslinier for omvalgsmuligheder i kollektive ordninger.
Disse retningslinier blev efter ansøgning indføjet i de enkelte selskabers G
82-koncession, herunder i K's koncession.
Efter de almindelige retningslinier kan der aftales valgfrihed med hensyn
til ægtefælle- og børnepension ved (A) optagelse i ordningen, (B) indgåelse
af ægteskab, skilsmisse, ægtefælles død, børns fødsel eller død, samt (C) en
på forhånd aftalt alder eller et aftalt tidspunkt inden for 5 år efter
optagelse i ordningen. Omvalg efter B og C kan ikke ske, efter at den
forsikrede er fyldt 54 år, og skal være foretaget inden 6 måneder efter, at
betingelsen for omvalg er opfyldt. For omvalg efter C gælder endvidere nogle
nærmere angivne grænser med hensyn til størrelsen af den ydelse, der kan
vælges. De almindelige regler for afgivelse af helbredsoplysninger gælder
også ved omvalg. Aftaler om valgfrihed skal indeholde en opsigelsesklausul,
der gør det muligt for selskabet at ophæve valgfriheden, når en videreførelse
må antages at være til væsentlig ugunst for selskabets øvrige forsikrede.
Ved den påklagede skrivelse af 20. marts 1990 meddelte Finanstilsynet, at
den af K ansøgte ordning ikke falder inden for de ovenfor omtalte generelle
rammer, idet valgfriheden ikke er begrænset som ovenfor refereret. Herefter
anføres i skrivelsen:
»De hensyn og overvejelser, som lå til grund for fastlæggelsen af de
ovenfor aftalte rammer vedrørende afgrænsning af valgmuligheder i kollektive
pensionsordninger gør, at Finanstilsynet ikke vil kunne godkende det ansøgte.
F.eks. vil der i det af selskabet ansøgte produkt ikke kunne fastsættes en
rimelig stabil aldersfordeling for ægtefællens alder, idet de faktiske
fravalg af ægtefælledækning må antages at være afhængig af den anvendte
aldersfordeling«
K påklagede den 17. april 1990 denne afgørelse til Erhvervsankenævnet og
skrev samtidig til Finanstilsynet. I skrivelsen til Finanstilsynet foreslog K
nogle yderligere begrænsninger i den ansøgte ordning. Disse begrænsninger er,
at pensionsaftalen skal omfatte over 500 eller over 1.000 (forsikrede), at
pensionsaftalen skal omfatte alderspension og invalidepension, før
ægtefællepension kan vælges til, at ægtefællepensionen ikke kan overstige 80%
af lønnen, at der ikke kan vælges til eller forhøjes efter forsikredes 60.
år, samt at valgfriheden kan ophæves, hvis en videreførsel må antages at være
til væsentlig ugunst for selskabets øvrige forsikrede.
Ved skrivelse af 30. april 1990 meddelte Finanstilsynet som svar herpå, at
de anførte modifikationer ikke ændrer afgørende ved det i afslagskrivelsen af
20. marts 1990 anførte problem med fastsættelse af en rimelig stabil
aldersfordeling. Finanstilsynet fandt derfor ikke grundlag for at genoptage
sagen.
Over for Erhvervsankenævnet har K i klageskrivelsen af 17. april 1990 og
supplerende indlæg af 29. juni og 2. november 1990 anført, at det omhandlede
produkt efter K's opfattelse opfylder kravene i lov om forsikringsvirksomhed
§ 31, således at produktet efter en helhedsvurdering er betryggende. Til det
af Finanstilsynet anførte om den generelle ordning siges i skrivelsen af 29.
juni 1990:
»Os bekendt har disse drøftelser været ført som følge af et ønske om
at etablere valgfrihed i den almindelige kollektive ægtefællepension på G82,
uden at der samtidig blev foretaget præmieændringer på trods af en
forventelig faktisk ændring i ægteskabssandsynlighed og aldersforskel for den
valgfri del. Valgfrihed er som bekendt indført inden for visse rimeligt brede
grænser uden præmieændring - dvs. gennemsnitlig statistisk fastlagt
ægteskabssandsynlighed og aldersforskel mellem ægtefæller er godkendt af
Finanstilsynet for en valgfri del af den kollektive ægtefællepension...
...I K's produkt er der .... tale om en nyt produkt, og der er fastlagt
selvstændige regler og præmieberegning for dette. Præmien er således højere
end for den almindelige kollektive ægtefællepension.
Præmiefastlæggelsesprincipperne fremgår af ansøgningen af 16. juni
1989.«
Efter K's opfattelse har forhandlingerne om de nævnte generelle
retningslinier ikke for al fremtid udtømt alle muligheder for udvikling af
nye produkter med yderligere kollektive, valgfri ydelser.
K er principielt enig i de teoretiske overvejelser, der er fremført i det
nedenfor omtalte notat af 1. august 1990, og som ligger til grund for totalt
at hindre valg i forbindelse med kollektive ydelser. Der er imidlertid nu
skabt præcedens for, at disse principper kan fraviges, sålænge produktet i
sin helhed vurderes som betryggende, således som det er anført i notatets
side 5, sidste afsnit.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 13. august 1990 fastholdt
den trufne afgørelse, herunder tilsynets skrivelse af 30. april 1990,
hvorefter de af K foreslåede yderligere begrænsninger ikke kan medføre, at
det ansøgte produkt kan godkendes. I et til redegørelsen knyttet notat af 18.
juli 1990 begrundes tilsynets afgørelse således:
»Finanstilsynet finder ikke, at selskabet med sin ansøgning har været
i stand til at dokumentere, at de hensyn, der ligger bag de generelle rammer
for valgfrihed, der blev fastlagt af Finanstilsynet og Assurandør-Societetet
i fællesskab i oktober 1989, ikke skulle gælde for selskabets produkt.
Bortset fra nogle ubetydelige indskrænkninger i forhold til de generelle
rammer, ønsker selskabet, at forsikrede i hele forsikringens løbetid skal
kunne omvælge ægtefælledækningen, i klar modstrid med de fastlagte rammer...
Finanstilsynet er af den opfattelse, som i øvrigt deltes af
Assurandør-Societetet på mødet i Finanstilsynet den 30. maj 1989 ..., at der
bør skelnes imellem omvalg, der ønskes foretaget som følge af »udefra
kommende begivenheder« som indgåelse af ægteskab, skilsmisse,
ægtefællens død eller lignende, og omvalg, der kan foretages på et på forhånd
kendt tidspunkt, f.eks. ved opnåelse af en vis alder. Omvalg herudover, som
ønsket af K, har fra de generelle forhandlingers start, stiltiende været
opfattet som udelukket. Ved omvalg i en bestemt alder, skal valgfriheden være
væsentlig indskrænket i forhold til førstnævnte situation. De endelige rammer
indeholder denne tydelige opdeling. Herudover forudsættes det i øvrigt, at
selskabets ansvarshavende aktuar nøje overvåger risikoforløbet for kollektive
ordninger med valgmulighed og sammenligner dem med kollektive ordninger i
øvrigt, således at grundlagets antagelser om ægtefællesandsynligheden kan
justeres, eventuelt netop som K har forudsat. Aldersfordelingen kan
imidlertid ikke klares ved simple justeringer, men må ved for stor valgfrihed
antages at være (permanent) ustabil.
K's produkt indeholder ikke denne nødvendige begrænsning, og
Finanstilsynet anser det derfor for ubetryggende at godkende det.'
I et notat af 1. august 1990 har Finanstilsynet som supplement hertil
givet en almindelig orientering om principperne for kollektive
beregningsgrundlag, herunder om frivillighed og valgmuligheder. Notatet er
vedhæftet denne kendelse som et bilag.
Ankenævnet udtaler:
Efter lov om forsikringsvirksomhed (nu lovbekendtgørelse nr. 726 af 31.
oktober 1990) § 9 skal ethvert forsikringsselskab have en koncession fra
Finanstilsynet for at drive forsikringsvirksomhed. Efter § 10, stk. 2, jf. §§
30 og 33, stk. 4, skal et livsforsikringsselskabs almindelige
forsikringsbetingelser og tekniske grundlag såvel som ændringer heri
godkendes af Finanstilsynet. Ved godkendelsen skal Finanstilsynet efter
lovens § 31 påse, at reglerne yder den enkelte forsikringstager og andre
berettigede efter forsikringsaftalen betryggende sikkerhed.
Ankenævnet bemærker, at valgfrihed inden for kollektive forsikrings- og
pensionsordninger i princippet strider mod den kollektive ordnings ide og
derfor ud fra en teoretisk betragtning ikke burde være tilladt. Det fremgår
af sagen, at begge parter for så vidt er enige i dette teoretiske
udgangspunkt. Ved de ændringer til beregningsgrundlaget G 82, som
Finanstilsynet har godkendt efter forhandling med Assurandør-Societetet, har
tilsynet imidlertid tilladt, at dette teoretiske udgangspunkt fraviges.
Ankenævnet finder, at det forhold, at Finanstilsynet har truffet aftale
med Assurandør-Societetet om en vis ordning, ikke i sig selv kan medføre, at
tilsynet kan afslå at godkende andre ordninger, der indeholder valgfrihed,
såfremt disse efter en konkret bedømmelse må anses for betryggende.
Efter en gennemgang af den af K foreslåede ordning finder ankenævnet, at
denne i sin helhed ud fra en aktuarmæssig vurdering er betryggende og mindst
lige så betryggende som den ordning, Finanstilsynet har godkendt efter aftale
med Assurandør-Societetet. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der til K's
forslag er knyttet en særskilt tarifering, således at den større valgmulighed
modsvares af en højere præmie. Ved denne tarifering er det endvidere
forudsat, at enhver forsikret, der ikke har fravalgt ægtefælledækning, vil
efterlade sig en pensionsberettiget ægtefælle (ægtefællesandsynligheden er
således 1). Forslaget adskiller sig herved fra den med Societetet aftalte
ordning, som ikke indeholder nogen særskilt tarif. Herefter finder
ankenævnet, at det foreslåede forsikringsprodukt bør godkendes. Det bemærkes,
at de til ordningen knyttede forsikringsbetingelser og bonusregulativer ikke
har været inddraget i klagesagen. Ankenævnet forudsætter, at Finanstilsynet
ved godkendelsen af disse påser, at bonussystemet tilpasses til den særlige
tarifering, hvilket formentlig bør medføre, at ordningen udgør en særskilt
bonusafdeling.
Ankenævnet ændrer derfor den påklagede afgørelse, således at det
forsikringsprodukt, der er beskrevet i K's skrivelse af 16. juni 1989 som
ændret og suppleret ved skrivelsen af 17. april 1990 til Finanstilsynet,
godkendes. Finanstilsynet træffer bestemmelse om godkendelse af
forsikringsbetingelser, bonusregulativ m.v.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Forsikringstager var ikke part og dermed ikke klageberettiget i en sag om størrelsen af et gebyr i forbindelse med tilbagekøb af en pensionsforsikring. Spørgsmål om ekspeditionstid henvist til Erhvervsministeriet. Retsinformation · 24. september 1997
- Der fandtes ikke grundlag for i lov om forsikringsvirksomhed at fastsætte en generel gældende minimumsomkostningsprocent. Finanstilsynet bør ved godkendelse heraf tage hensyn til forskellighederne i selskabernes omkostningsbelastning. Retsinformation · 24. september 1997
- Beregnet bonus kan ikke fratrækkes i præmien for samme år. Retsinformation · 24. september 1997
- Efter at et livsforsikringsselskab var opdelt i to selskaber ('fission'), skulle beregning af bonus ske særskilt for hvert selskab. Retsinformation · 24. september 1997
- Finanstilsynet berettiget til på ethvert tidspunkt at kræve et selskabs tekniske grundlag indrettet i overensstemmelse med lovens § 31. Tilsynets krav i forbindelse med indbetaling af pensionsbidrag tiltrådt. Retsinformation · 30. september 1999
- 97-174.171 - Finanstilsynet berettiget til at kræve forsikringsselskabs tekniske grundlag indrettet. (07. september 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. september 1998
Lignende dokumenter
- 00-81.697 - pension, forsikringsmæssig afdækning (02. september 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. september 2002
- Sagen hjemvist til Finanstilsynet til fornyet behandling. Forsikringsprodukterne ”Uførepension” og ”Forsættelsesforsikring” anset som livsforsikringsprodukter, jf. forsikringsklasse IV i bilag i lov om finansiel virksomhed. Lov om finansiel virksomhed § 1 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. juni 2016
- Kendelse af 31. maj 1995. 93-66.150 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. maj 1995
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne som følge af urigtige eller bristede forudsætninger kan træde tilbage fra deres beslutning i 2011 om omvalg fra FSP Pensions ordning med ydelsesgaranti til sagsøgtes ordning med markedsrente, subsidiært hvorvidt sagsøgerne samtidig med omvalget overtog risikoen for ændrede levetidsforudsætninger Domsdatabasen · 5. juli 2022
- 94-58.009 - Forsikringsmæssig afdækning af pensionstilsagn (04. februar 1997) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 1997
- 03-242.069 - selskabs formålsbestemmelse (18. oktober 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. oktober 2004