Spring til indhold

Retsinformation

Der fandtes ikke grundlag for i lov om forsikringsvirksomhed at fastsætte en generel gældende minimumsomkostningsprocent. Finanstilsynet bør ved godkendelse heraf tage hensyn til forskellighederne i selskabernes omkostningsbelastning.

KEN nr 60398 af 21/04/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Der fandtes ikke grundlag for i lov om

forsikringsvirksomhed at fastsætte en generel gældende

minimumsomkostningsprocent. Finanstilsynet bør ved godkendelse heraf tage

hensyn til forskellighederne i selskabernes omkostningsbelastning.

I skrivelse af 28. juli 1992 har K klaget over, at Finanstilsynet den 3.

juli 1992, jfr. tilsynets skrivelse af 13. marts 1992 (j.nr. 6333-0039),

meddelte, at man ikke for 1993 og fremover ville være sindet at godkende

regler for ydelse af omkostningsbonus, der fører til, at

omkostningsbelastningen bliver mindre end 4 pct. af bruttopræmien - uanset at

man hidtil, senest den 27. december 1991 for året 1992, overfor K havde

godkendt regler, der i visse tilfælde førte til en sådan lavere

omkostningsbelastning.

I. Sagens baggrund.

I overensstemmelse med K bonusregulativ (G82) ansøgte selskabet den 17.

september 1990 Finanstilsynet om ændrede omkostningssatser fra 1. januar

1991. For samtlige de af ansøgningen omfattede omkostningsgrupper var

udgangspunktet for beregning af omkostningsprocenten 5 pct. eller højere.

Forslaget indebar imidlertid, at der beregnet ud fra forskellige kriterier,

som hver for sig ville indebære omkostningsbesparelser, skulle kunne ydes

rabatter, som, såfremt de samlet fandt anvendelse, i visse tilfælde kunne

medføre en omkostningsprocent mindre end 4 pct. Ansøgningen var begrundet

bl.a. i konkrete beregninger over budget og regnskab. Den 3. oktober 1990

godkendte Finanstilsynet de ansøgte nye satser for beregningen af

omkostningsbonus. Den 13. november 1991 fremsendte K en tilsvarende konkret

begrundet ansøgning med ændret sats og fortsat således, at

omkostningsprocenten i visse tilfælde kunne blive mindre end 4 pct. Den 27.

december 1991 godkendte Finanstilsynet ansøgningen, jfr. lov om

forsikringsvirksomhed § 33.

Under henvisning til godkendelsen af 27. december 1991 modtog K herefter i

skrivelse af 13. marts 1992 en meddelelse fra Finanstilsynet om, at man

Læs alt

efterfølgende var blevet gjort opmærksom på, at godkendelsen ikke var i

overensstemmelse med en af forsikringstilsynet i 1987 truffet afgørelse,

hvorefter der ved godkendelse af ydelse af bonus i form af omkostningsrabat

til indskudsbetalte forsikringer skal tages udgangspunkt i en sats for

faktiske omkostninger, der mindst udgør 4 pct. af bruttoindskuddet. Da de i

det godkendte grundlag omhandlede omkostningssatser herefter ikke kunne føre

til en lavere procent end 4, når hensyn også skulle tages til forøgelse af

solvensmargin, administrationshensættelser og til afskrivning af de

tegningsomkostninger, der indgår i beregningen af selskabets basiskapital,

ville tilsynet herefter som udgangspunkt for 1993 og fremover ikke godkende

regler, der kunne føre til, at omkostningsbelastningen blev mindre end 4 pct.

I skrivelse af 8. april 1992 protesterede selskabet mod berettigelsen af

Finanstilsynets standpunkt, dels fordi man fandt, at der ikke principielt var

grundlag for standpunktet, dels fordi standpunktet medførte, at selskabet

blev stillet i en uholdbar situation, da afgørelsen tillige omfattede

forsikringer, som allerede var tegnet i henhold til de tidligere meddelte

tilladelser. I skrivelse af 3. juli 1992 meddelte Finanstilsynet, at man

efter omstændighederne ikke ville modsætte sig, at der for pensionsordninger,

for hvilke der inden den 13. marts 1992 var fastlagt en lavere sats, blev

anvendt uændret omkostningssats, mens tilsynet fastholdt det principielle

standpunkt om, at for øvrige forsikringer skulle 4 pct.'s grænsen fastholdes.

II. Finanstilsynets stilling.

I den til Erhvervsankenævnet den 21. august 1992 afgivne redegørelse har

Finanstilsynet generelt om tildeling af omkostningsbonus bl.a. bemærket, at

reglerne for tildeling af omkostningsbonus fremgår af selskabets

bonusregulativ, som er en del af selskabets tekniske grundlag, der skal

godkendes af Finanstilsynet efter § 31 og § 33 i lov om

forsikringsvirksomhed. Ved godkendelsen af et selskabs tekniske grundlag

efter § 31 og af ændringer heri skal Finanstilsynet ifølge § 33 påse, at de

godkendte regler yder den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter

forsikringsaftalerne betryggende sikkerhed. For at opnå at det tekniske

grundlag yder betryggende sikkerhed, skal grundlagets elementer fastsættes

med en betydelig sikkerhedsmargen.

Når beregningsgrundlagets elementer fastlægges betryggende, resulterer det

i »rigelige« præmier med heraf følgende overskud, som principielt

tilhører forsikringstagerne. Der skal derfor for det enkelte selskab

godkendes regler (bonusregulativ) for fordeling af overskud til

forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne efter

lovens § 30, stk. 1, nr. 8.

Der findes ingen egentlige lovregler om bonusfordelingen: men i

bemærkningerne til ændringerne af loven i 1989 hedder det:

»Efter forslaget vil tilsynet i overensstemmelse med gældende praksis

kunne afslå godkendelse af bonusregler, hvis reglerne er ubetryggende i den

forstand, at selskabets ansøgning indebærer, at der uddeles et større beløb

som bonus, end der er til rådighed. Tilsynet vil endvidere kunne afslå

godkendelse, hvis reglerne indebærer en fordeling af det til rådighed værende

beløb, der væsentligt afviger fra en fordeling baseret på de overskud, som de

enkelte forsikringer har indtjent.« (Folketingstidende 1988/89, tillæg

A, spalte 3360).

Herved fastslås, at udgangspunktet for bonusfordeling er det såkaldte

kontributionsprincip, hvorefter bonus bør fordeles blandt selskabets

forsikringstagere efter de forhold, hvori de har bidraget til

overskudsdannelsen. Finanstilsynet lægger derfor ved godkendelsen af

bonusregulativer vægt på, at overskuddet kommer forsikringstageren til gode i

det forhold, de har bidraget hertil. I praksis fremtræder bonusregler dog som

kompromisser mellem kontributionsprincippet og det praktiske gennemførlige.

Især er fordelingen af omkostninger på delbestande af forsikringer i høj grad

baseret på skøn. I overensstemmelse hermed foretager Finanstilsynet kun en

overordnet vurdering af selskabernes ansøgninger om omkostningsbonus, og

Finanstilsynet har i 1988 meddelt selskaberne, at et bonussystem bør være

således indrettet, at når en pensionsordning er indplaceret i selskabets

bonusgruppesystem, skal bonussatserne være entydigt fastlagt og godkendt af

Finanstilsynet.

I 1987 traf Finanstilsynet den principielle afgørelse, som er omtalt i

beretning fra Finanstilsynet fra 1987 bind I, og som ligger til grund for

Finanstilsynets afslag. Heraf fremgår følgende:

» LFV § 31 - omkostningsrabat på indskudsbetalte forsikringer

I forbindelse med behandling af ansøgninger om omkostningsrabat ved store

ordninger har Forsikringstilsynet taget stilling til mindstestørrelsen af et

forsvarligt omkostningsbidrag.

Forsikringstilsynet fandt, at der ved fastsættelse af omkostningsbidraget

skal tages højde for, at det mindst skal dække en henlæggelse på 1% til

administrationsreserven samt et passende beløb til dækning af fakstiske

omkostninger og til den forøgelse af basiskapitalen, som ordningens

oprettelse medfører, og som ikke dækkes af andre kilder.

På denne baggrund har Forsikringstilsynet besluttet, at der ved

godkendelse af ydelse af bonus i form af omkostningsrabat til indskudsbetalte

forsikringer skal tages udgangspunkt i en sats for faktiske omkostninger, der

mindst udgør 4% af bruttoindskuddet, ......«

Som konsekvens af den da trufne afgørelse måtte Finanstilsynet trække

tidligere godkendelser for indskudsbetalte forsikringer tilbage, bl.a. over

for K, således at satsen på de 4 pct. blev overholdt. Dette blev ikke og er

ikke siden blevet anfægtet. Formuleringen af 1987-afgørelsen i beretningen

var begrænset til indskudsbetalte forsikringer, men det var klart, at der

hermed ikke kunne blive tale om en lavere sats for præmiebetalte

forsikringer, idet forholdene ikke ville blive konsistente, hvis satsen for

præmiebetalte forsikringer kunne blive lavere end den, der gælder for

indskudsbetalte forsikringer. Ingen andre selskaber har hidtil anfægtet

Finanstilsynets afgørelse for så vidt angår præmiebetalte forsikringer. Efter

Finanstilsynets opfattelse er 4 pct. det mindste, der kan accepteres, for at

beskytte den eksisterende bestand af forsikringer mod at skulle afholde

omkostninger, der hidrører fra nye forsikringer. Hvis nye forsikringer ikke

selv betaler de omkostninger, de giver anledning til, må den eksisterende

bestand i modstrid med kontributionsprincippet betale omkostningerne. Det

skal dog bemærkes, at omkostningerne i princippet helt eller delvist kan

betales ved tilførsel af aktiekapital i aktieselskaber eller af

garantikapital i gensidig selskaberne. En sådan praksis kendes imidlertid

ikke for K.

Om baggrunden for den af Finanstilsynet i 1987 trufne afgørelse har

Finanstilsynet henvist til et udateret »Notat om tildeling af

omkostningsbonus« af følgende indhold:

»Den præmie, som en forsikringstager betaler til et

livsforsikringsselskab, kan tænkes delt i tre dele: sparepræmie, risikopræmie

og omkostningspræmie. Sparepræmien er det beløb, der sammen med renterne

medgår til forøgelse af forsikringstagerens opsparing, risikopræmien det, der

medgår til dækning af den risiko, som selskabet til enhver tid løber, og

omkostningspræmien det, der anvendes til dækning af selskabets øvrige

udgifter og til konsolidering m.v. (jf. nedenfor). Summen af de tre dele er

det beløb, som forsikringstageren faktisk betaler, og kaldes bruttopræmien.

Reglerne for beregning af præmierne findes i selskabets beregningsgrundlag

af første orden, der ifølge lov om forsikringsvirksomhed skal godkendes af

Finanstilsynet, og som ifølge lovens § 31 skal være således konstrueret, at

det giver forsikringstagerne betryggende sikkerhed. Da præmierne for og

ydelserne fra en livsforsikring er garanteret i hele forsikringens løbetid,

der ikke sjældent kan være 50 år eller mere, lægger tilsynet ved godkendelsen

betydelig vægt på denne sikkerhed. Præmierne fastlægges derved væsentligt

højere, end det ville være nødvendigt ud fra de forhold, der kendes ved

forsikringens tegning.

Den gevinst, der på denne måde opstår, er baggrunden for, at selskabet kan

udlodde bonus til forsikringstagerne. Der tages herved udgangspunkt i et

såkaldt beregningsgrundlag af anden orden, der i princippet er opbygget som

grundlaget af første orden, men som, da det ikke er garanteret, ikke skal

indebære den samme sikkerhed og derfor fører til risiko- og

omkostningspræmier, der stort set svarer til de til enhver tid gældende

faktiske forhold. Beregningsgrundlaget af anden orden og bonusreglerne i

øvrigt udformes under hensyntagen til kontributionsprincippet, ifølge hvilket

det skal tilstræbes, at der tildeles hver enkelt forsikring en bonus, der

svarer til forsikringens bidrag til den nævnte gevinst.

De udgifter, der skal afholdes af administrationspræmien er følgende:

Selskabets løbende omkostninger skal dækkes: de omkostninger, som selskabet i

sin tid havde ved forsikringens tegning, skal forrentes og afskrives:

eventuelle løbende provisioner til agenter eller forsikringsmæglere skal

udredes: hvis præmiebetalingen ophører, inden forsikringen udgår, hvilket

eksempelvis er tilfældet ved pensionsforsikringer, hvor præmiebetalingen

ophører, når udbetalingen påbegyndes, skal der være hensat et beløb til

dækning af de omkostninger, der afholdes efter præmiebetalingens ophør:

selskabet skal opbygge en egenkapital: der skal eventuelt betales udbytte til

aktionærer eller til garanter i gensidige selskaber.

Det beregningsgrundlag af første orden, der anvendes af de fleste

livsforsikringsselskaber, og som benævnes G82, fastsætter følgende regel for

administrationspræmien: Ved indskud (betaling en gang for alle ved

forsikringens tegning) betales 7% af bruttopræmien: ved løbende

præmiebetaling betales dels et bidrag til faste omkostninger, der afhængigt

af tegningstidspunkt og antallet af årlige præmieterminer udgør 175 kr. til

420 kr. årligt, men som normalt bortfalder for pensionsordninger i

ansættelsesforhold, dels et beløb på 11% af resten af bruttopræmien.

Endvidere skal der til fremtidig administration af præmiefri forsikringer ske

en forhøjelse af nettopræmiehensættelsen (forskellen mellem værdien af

fremtidige forsikringsydelser og værdien af fremtidige spare- og

risikopræmier) med 1%: dette beløb kaldes administrationshensættelsen.

Reglerne om størrelsen af selskabets egenkapital (også kaldet

basiskapitalen) findes i et direktiv fra de Europæiske Fællesskaber. Heri

fastsættes, at basiskapitalen mindst skal udgøre 4% af

nettopræmiehensættelsen og administrationshensættelsen samt 3 promille af

risikosummen (den udgift, der påføres selskabet ved forsikringsbegivenhedens

indtræden).

En præmieindbetaling medfører således en forøgelse af

administrationshensættelsen og basiskapitalkravet på henholdsvis 1% og 4% af

sparepræmien. Imidlertid kan en del af forøgelsen af basiskapitalkravet

dækkes af andre kilder, især den frigørelse af basiskapital, der sker, når

forsikringer udgår af bestanden. Herudfra har Finanstilsynet skønnet, at der

til administrationshensættelse og basiskapitalforøgelse i det mindste medgår

3% af bruttopræmien.

Videre har tilsynet skønnet, at ingen forsikrings andel i de udgifter, der

ifølge det ovenstående skal dækkes af administrationspræmien, kan være mindre

end 4% af bruttopræmien. En forudsætning for, at et så lavt bidrag kan opnås,

er, at såvel selskabets udgifter ved tegning af forsikringerne som

aktieudbytte og lignende er ubetydelige: specielt er det en forudsætning, at

selskabet ikke har salgspersonale, der er aflønnet med tegningsprovision.

Der er i denne forbindelse ingen principiel forskel mellem indskud og

løbende præmier. Det kan dog formodes, at selskabets udgifter til løbende

administration af en forsikring, der udelukkende er tegnet mod indskud, er

noget mindre, fordi der ikke er tale om udgifter til opkrævning af præmier.

Da det beløb, der i de ovenfor anførte betragtninger er beregnet til løbende

administration, er så lille som 1% af bruttopræmien, har de sparede

opkrævningsomkostninger dog kun marginal betydning.

Udfra de nævnte skøn og under hensyntagen til kontributionsprincippet har

Finanstilsynet fastlagt den praksis, at beregningsgrundlaget af anden orden

kun kan godkendes, hvis administrationspræmien er mindst 4% af bruttopræmien,

og at en så lav sats endda kun kan godkendes for forsikringer, der er tegnet

uden tegningsomkostninger af betydning og uden løbende provisioner, og for

hvilke den løbende administration er særligt billig.

Ovenstående betragtninger finder ikke anvendelse på

gruppelivsforsikringer. De tegnes mod en præmie, der er beregnet sådan, at

hver præmieindbetaling skal dække forsikrings- og administrationshenlæggelser

i perioden indtil næste præmieindbetaling. Der bliver derfor ikke tale om

nogen administrationshensættelse, og basiskapitalkravet er kun 1 promille af

forsikringssummen. For sådanne forsikringer er det de udgifter ud over

løbende administration, der skal afholdes af omkostningspræmien, altså

væsentligt mindre. Finanstilsynet har ikke fastlagt nogen praksis på dette

område.«

I skrivelse af 23. oktober 1992 til Erhvervsankenævnet har Finanstilsynet

i forbindelse med det ovenfor referede »Notat om tildeling af

omkostningsbonus« fremhævet, at det vigtigste hensyn for Finanstilsynet

har været, at de eksisterende forsikringstagere skal beskyttes mod at afholde

omkostninger, der hidrører fra tegning af nye forsikringer. De lovbestemte

krav til etablering af basiskapital og administrationshensættelser for nye

forsikringer hører hermed sammen med kontributionsprincippet til nedre grænse

for omkostningsbelastningen. Til støtte herfor har Finanstilsynet henvist til

artikel 19 til forslag til 3. EF-livsforsikringsdirektiv, som forventes

vedtaget ultimo 1992. Den nævnte bestemmelse har følgende indhold:

Artikel 19

Præmierne for nye forretninger skal, vurderet ud fra rimelige

aktuarmæssige antagelser, være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet

kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte

forsikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.

I den forbindelse kan der tages hensyn til alle aspekter af

forsikringsselskabets økonomiske situation, idet det dog skal undgås, at

tilførslen af midler udefra til præmier og deres afkast bliver systematisk og

permanent, hvilket på længere sigt kunne bringe selskabets solvens i fare.

Finanstilsynet har endelig henvist til et udkast til aftale af 12. august

1992 om fastsættelse af fradrag i forbindelse med overførsel af nettoreserver

mellem livs- og pensionsforsikringsselskaber og den hertil knyttede

følgeskrivelse af 31. august 1992 fra Assurandør-Societetet. De relevante

afsnit har følgende indhold:

Af aftaleudkastet fremgår:

»§ 5 ...

Stk. 2

Er forsikredes fyldte alder mindre end 54 år, andrager PROCFRADRAG 7 pct.

af nettoreserven. ...

§ 6 ...

Stk. 2.

Det modtagende selskab oppebærer et beløb svarende til 3 pct. af

differencen mellem forsikringens nettoreserver og fradraget som nævnt i § 5.

...«

Fra Assurandør-Societetets følgeskrivelse har Finanstilsynet fremhævet

følgende:

»Det nugældende fradrag ved indskud er begrundet i, dels dækning af

eventuelle akvisitionsomkostninger samt fremtidige

administrationsomkostninger i de tilfælde, hvori der ikke betales præmie,

dels kravet vedrørende afsættelse af en administrationshensættelse

(administrations reserven), dels kravet til basiskapitalens størrelse.

Imidlertid ydes der allerede idag i væsentlig udstrækning en bonus i form

af en nedsættelse af indskuddet, således at dette i praksis i mange tilfælde

ikke udgør 7 pct., men f.eks. alene 4 pct.

Når det modtagende selskab efter aftale skal have 3 pct., skyldes det, at

der forudsætningsvis ikke udløses provision i forbindelse med

overførsel...«

Finanstilsynet har i den nævnte skrivelse af 23. oktober 1992 givet udtryk

for som sin opfattelse af de nævnte citater, at de viser, at

Assurandør-Societetet er enig i princippet om en nedre grænse.

Forsikringstilsynet har behandlet aftaleudkastet og har besluttet at godkende

aftalen for en kortere periode, dog med den ændring at de (ca.) 3 pct., som

ifølge aftalen skulle afleveres til det modtagende selskab, skal ændres til 4

pct. i overensstemmelse med de samme principper, som Finanstilsynet har lagt

til grund i nærværende sag.

Finanstilsynet har endelig i den nævnte skrivelse af 23. oktober 1992

bemærket, at tilsynet ikke har krævet, at den omtalte nedre grænse på 4 pct.

skal anvendes i situationer, hvor de nødvendige henlæggelser til

administrationsreserve og basiskapital dækkes af andre kilder. Finanstilsynet

har således for et livsforsikringsselskab godkendt et omkostningssystem uden

en nedre grænse på 4 pct. Dette selskabs bestyrelse har erklæret, at de

nødvendige hensættelser til basiskapital og administrationsreserver vil ske

gennem en forøgelse af egenkapitalen fra aktionærernes side, og såfremt

selskabet senere skulle ændre politik på dette område, vil

administrationsbelastningen blive forøget, således at fremtidige forøgede

krav til basiskapital finansieres herved.

I redegørelsen til Erhvervsankenævnet har Finanstilsynet slutteligt

tilføjet, at den faste nedre grænse for en sats ved hjælp af

kontributionsprincippet altid kan problematiseres. Endvidere kan størrelsen

af en sådan nedre grænse diskuteres. Adskillige satser i selskabernes

tekniske grundlag har denne karakter og er ikke genstand for en konkret,

minutiøs vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Finanstilsynet har ved den principielle afgørelse om 4 pct. som nedre

grænse baseret sig på kontributionsprincippet med hensyn til, om der

overhovedet skal være en grænse. Ellers vil der nødvendigvis efter

Finanstilsynets mening i det lange løb blive tale om en systematisk

subsidiering af visse forsikringer fra andre. At grænsen er sat til 4 pct.

begrundes i de administrationsbidrag, den enkelte forsikring i det lange løb

mindst skal betale, uafhængigt af hvor billig forsikringen i øvrigt

administreres: ca. 1 pct. til administrationshensættelserne, som skal

afsættes i henhold til den godkendte tekniske grundlag: ca. 2 pct. til

opretholdelse af den lovpligtige solvensmargen samt ca. 1 pct. til den

løbende administration. Hvis en fast nedre grænse ikke kan accepteres,

frygter Finanstilsynet, at den stærke og sunde konkurrence, der faktisk i dag

findes på livsforsikringsmarkedet, og som i overensstemmelse med

kontributionsprincippet skulle komme forsikringstageren i almindelighed til

gode, bliver på bekostning af de bestående forsikringer til fordel for nye

forsikringer, der tilbydes til omkostningssatser, som ikke ville kunne holde

i det lange løb.

III. K's indlæg.

I klageskrivelsen af 28. juli 1992 har K anmodet Erhvervsankenævnet om at

tilsidesætte Finanstilsynets afgørelse, som af selskabet må anses for

stridende mod såvel det retlige grundlag for Finanstilsynets virksomhed, jfr.

bl.a. lov om forsikringsvirksomhed § 31 og 30, som stridende mod forbrugernes

interesser og konkurrenceforvridende. Den stive og stringente anvendelse af

en regel om et omkostningsbidrag på mindst 4 pct. af præmien vil i adskillige

situationer afstedkomme, at det ulige behandles lige, og Finanstilsynet har

derfor pligt til at benytte den skønsmæssige kompetence, der er tillagt

tilsynet, sammenholdt med en konkret vurdering af det enkelte selskabs

økonomiske formåen, når andragende om omkostningssatser modtages til

realitetsbehandling.

I den forbindelse har K særligt fremhævet, at flere selskaber, f.eks. A,

opkræver 4 pct. af præmien til omkostninger samtidig med at selskabet yder 2

pct. af præmien i provision, og således kun beholder 2 pct. af præmien,

hvoraf 1 pct. skal henlægges til administrationsreserver. Det forhold, at

konkurrerende selskaber kan agere således, at de i realiteten kun har 2 pct.

af præmien tilbage til egen administration indikerer, at K's

omkostningssatser før et eventuelt tillæg for provision bør kunne tillades

helt ned til 2 pct. af præmien og ikke de 4 pct., som Finanstilsynet har

fastholdt skal være gældende.

I skrivelse af 14. september 1992 har K - efter at være gjort bekendt med

Finanstilsynets redegørelse af 21. august 1992 med bilag yderligere fremført

følgende:

»1. Finanstilsynet anfører i notatets indledning, at Finanstilsynet

har nægtet K tilladelse til at anvende en omkostningssats på under 4%, idet

Finanstilsynet anser dette for ubetryggende i forhold til de øvrige

forsikringstagere.

Endvidere fremgår det af bemærkningerne til ændringerne af LFV i 1989,

(jf. Finanstilsynet notat, side 2, øverst), at begrebet

»ubetryggende« indebærer, at der uddeles et større beløb som bonus,

end der er til rådighed.

Det er K's opfattelse, at de af Finanstilsynet for K godkendte bonussatser

ikke har betydet, at der er uddelt større beløb som bonus, end der har været

til rådighed.

Det fremgår af selskabets årsberetning for 1991 samt af aktuarens

beretning for 1990 og 1991 (relevante kopier heraf vedlægges), at selskabets

faktiske omkostninger, inkl. omkostninger vedrørende investeringsvirksomhed,

er dækket af de samlede tekniske omkostningsbidrag.

Efter K's mening savner Finanstilsynet således hjemmel til at nægte

selskabet den omhandlede godkendelse.

Vi vil for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at bonussatser godkendes

for et år ad gangen, og såfremt satserne skulle udvise et ubetryggende

forløb, har selskabet og Finanstilsynet alle muligheder for at rette op på

forholdet.

Dette har der ikke været anledning til, og Finanstilsynets brev af 3. juli

1992 er da også foranlediget af en principiel afgørelse (som efter vor

opfattelse er forkert), og ikke fordi selskabets økonomiske udvikling har

været ubetryggende.

2. Den ovenfor nævnte principielle afgørelse, som Finanstilsynet traf i

1987 ....., og som ligger til grund for Finanstilsynets afslag, er efter vor

opfattelse forkert og efterleves tilsyneladende heller ikke i praksis af

selskaberne.

Disse synspunkter skal vi i det følgende uddybe.

Som det fremgår af Finanstilsynets argumentation, forudsætter den

principielle afgørelse, at de forsikredes omkostningsbidrag skal medvirke til

opretholdelse af den lovpligtige solvensmargen.

Konsekvensen af dette synspunkt er, at omkostningsbidragene skal være så

store, at de rent faktisk giver overskud og dermed er i stand til at bidrage

til styrkelse af selskabets basiskapital. Det er efter vor opfattelse et

forkert krav at stille.

Der er ingen bestemmelser i LFV, som blot antydningsvis begrunder et

sådant krav.

Det er K's opfattelse, at kilder til finansiering af henlæggelser til

basiskapitalen kan være

- kapitalafkast af basiskapitalen

- gevinst på risikoen

- gevinst på omkostningerne

- anvendelse af en rentemarginal

- tilførsel af kapital

Det forekommer derfor helt urimeligt, hvis omkostningsbidragene skulle

være obligatorisk overskudsgivende.

En sådan bestemmelse virker konkurrencebegrænsende til skade for effektivt

administrerende selskaber.

Særlig grotesk vil afgørelsen virke, fx hvis selskabets vækst er så

begrænset, at kapitalafkastet af basiskapitalen alene er tilstrækkelig til at

sikre solvensen.

Her ville en opkrævning af omkostningsbidrag til dækning af solvenskrav,

og dermed ikke til udlodning til forsikringerne, være i direkte strid med

princippet om at fordele overskud til de enkelte forsikringer efter

kontributionsprincippet.

At afgørelsen ikke anvendes på gruppelivsforsikringer understreger, at

Finanstilsynet accepterer, at selskabet kan stille den fornødne basiskapital

til rådighed uden at det nødvendigvis kommer fra omkostningsfradragene.

Den principielle afgørelse om, at omkostningsbidrag skal medvirke til

styrkelse af solvensen, er således forkert.

Afgørelsen bliver da som nævnt heller ikke efterlevet i praksis af

selskaberne.

Til støtte for denne påstand vedlægger vi kopi af »Skema 2« i

»A's omkostningsanalyse 1990«, udvidet udgave. (Vedhæftet kendelsen

som bilag 1). (Bilag 1 ikke medtaget).

Analysen viser tilsyneladende, at selskaberne med få undtagelser ikke har

balance i omkostningsregnskabet.

Selskabernes anvendte omkostningssatser kan således ikke være fastlagt, så

der også rummes et bidrag til basiskapitalen.

Sammenfattende er det er derfor vor opfattelse, at den principielle

afgørelse om 4% i minimumsomkostningsbidrag savner juridisk og økonomisk

grundlag, og alene tjener et konkurrencebegrænsende formål og beskytter

selskaber, der er omkostningstunge.

Finanstilsynet nævner i sin redegørelse endvidere, at omkostninger kan

»betales ved tilførsel af aktiekapital eller af garantikapital

...«. Det fremgår ikke, om omkostningerne i så fald betales af afkastet

af den tilførte kapital eller af kapitalen selv. Under alle omstændigheder

forstår vi ikke, at bemærkningen kan nævnes som et argument imod K's

bonusregler. Tværtimod.

Tilførsel af kapital må således på tilsvarende måde kunne træde i stedet

for reservation af omkostningsoverskud til dækning af solvenskravet. Det

ville være ulogisk, hvis omkostninger ikke primært skal dækkes af

omkostningsbidrag, men godt kan dækkes af kapitaltilførsel, mens

kapitaltilførsel ikke kan dække solvenskrav, men skal dækkes af

omkostningsfradragene.

Finanstilsynet fremhæver i sit notat, at der i det lange løb vil blive

tale om »systematisk subsidiering af visse forsikringer«, hvis der

ikke fastsættes en mindstesats for omkostningsfradrag. Denne påstand kan K

ikke anerkende som argument for den påklagede afgørelse. Det fremgår efter

vor mening klart, ....., at man ikke kan forhindre subsidiering ved hjælp af

den påklagede regel.

Påstanden om, at en fast nedre grænse for omkostningsfradrag sikrer

»den stærke og sunde konkurrence«, savner efter K's mening ethvert

grundlag. Hvis en branche fastlægger minimumspriser, betragtes det normalt

som karteldannelse, og det er vanskeligt at se, hvad der i dette tilfælde

skulle være anderledes.

Afslutningsvis skal det nævnes, at det af Finanstilsynet fremførte ...,

om, at administrationspræmien skal afholde fx udbytte til aktionærer eller

garanter samt opbygning af egenkapital efter vor opfattelse er fundamentalt

forkert.

Udbytte til aktionærer samt rente til garanter må selvsagt være et beløb,

som opstår af den samlede virksomhed og ikke alene være en andel af et

omkostningsoverskud.'

I skrivelse af 18. november 1992 har K efter at være blevet gjort bekendt

med Finanstilsynets indlæg af 23. oktober 1992 uddybet selskabets synspunkter

således:

»K skal i denne anledning meddele, at vort hovedsynspunkt uændret er,

at de tekniske omkostningsbidrag skal fastsættes

a. så de dækker selskabets faktiske omkostninger

b. så de afspejler omkostningsbelastningen på de respektive ordninger

(kontributionsprincippet)

c. så selskabets solvens ikke bringes i fare.

Vi skal endvidere understrege, at alle sikkerhedshensyn samt hensyn til

kontributionsprincippet er iagttaget ved fastsættelse af de

omkostningssatser, som Finanstilsynet tidligere har godkendt, men som nu

underkendes.

Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at Finanstilsynets

indgriben overfor K's omkostningssatser ikke skyldes de hensyn, som et

tilsyn efter vor opfattelse bør varetage nemlig

1. at kontrollere, at der er balance i omkostningsregnskabet ...

2. at kontrollere, at selskabet opfylder solvenskravene.

Derimod skyldes Finanstilsynets indgriben alene overtrædelse af den

administrativt fastsatte mindstegrænse på 4%.

Kontributionsprincippet

Et krav om en mindstegrænse på 4% er monopolagtig og

konkurrencebegrænsende og har tilsyneladende den særlige virkning, at selv

yderst administrativt belastende og omkostningstunge ordninger i dag tilbydes

til 4% i omkostningsbidrag.

Til dokumentation herfor vedlægger vi kopier af to aftaler fra henholdsvis

B og C. Det fremgår, at individuelle frivillige ordninger, som normalt er

salgsmæssigt og administrativt belastende, tilbydes til 4%.

Det må derfor undre K, at store obligatoriske ordninger ikke har mulighed

for at opnå større omkostningsbonus end sådanne individuelle ordninger.

Eksemplerne viser med al ønskelig tydelighed, at mindstegrænsen på 4%

virker konkurrenceforvridende og hindrer en opfyldelse af

kontributionsprincippet, fordi den åbenbare kendsgerning, at store

obligatoriske ordninger er billigere at administrere end individuelle

ordninger (uanset antallet af individuelle forsikringer) ikke kan afspejles i

en differentieret omkostningsbonus, når Finanstilsynet godkender 4% i

omkostningsbidrag for individuelle, frivillige ordninger.

Den fastsatte mindstegrænse på 4% bliver således uforståelig for

forbrugerne og medfører, at selskaber med overskud på omkostningsregnskabet

ikke kan efterleve kontributionsprincippet, når de store ordninger rent

faktisk kan administreres til under 4%.

Det er i denne forbindelse vigtigt at bemærke, at K's bonussatser (såvel

2. ordensomkostninger som øvrige satser) fastsættes for et år ad gangen.

Selskabet og Finanstilsynet har derfor alle muligheder for at forlange højere

satser, såfremt solvensen eller andre forhold tilsiger det.

Selskabet D

K finder det især uforståeligt, at Finanstilsynet kræver 4%-grænsen

overholdt for K, når Finanstilsynet for et andet selskab har godkendt

omkostningssatser under 4%.

I Finanstilsynets skrivelse den 23. oktober 1992 sidste afsnit begrundes

dette forhold med, at det pågældende selskabs bestyrelse har erklæret, at

solvensen vil blive sikret fra aktionærernes side, subsidiert at

omkostningsbelastningen vil blive forøget.

Det forhold, at ingen bestyrelse kan forpligte fremtidige bestyrelser

betyder, at Finanstilsynets sikkerhed i det ovennævnte tilfælde alene ligger

i muligheden for at forøge omkostningsbelastningen.

Denne mulighed er helt identisk med de muligheder K vil have,

såfremt solvensen kommer i fare.

Brancheholdning

K må atter understrege, at ingen selskaber anvender 2% af bidragene til

styrkelse af basiskapitalen (jf. begrundelsen for 4%-grænsen), og os bekendt

foretager finanstilsynet ingen aktiviteter til sikring af, at dette sker.

Finanstilsynet anfører i sin skrivelse den 23. oktober 1992, med

henvisning til »Aftale om fastsættelse af fradrag i forbindelse med

overførsel af nettoreserver mellem livs- og

pensionsforsikringsselskaber«, at Assurandør-Societetet på vegne af

livsforsikringsselskaberne er enig i Finanstilsynets opfattelse om

4%-minimumsgrænsen.

K mener, at dette synspunkt er forkert.

Det forhold, at aftalen indebærer, at det modtagende selskab skal opkræve

2,79% i omkostningsbidrag, viser klart, at livsforsikringsbranchen er uenig i

4%-minimumsgrænsen.

Assurandør-Societetet argumenterer for tilsidesættelse af 4%-grænsen ud

fra det forhold, at der er tale om visse omkostningsbesparelser (ingen

provision).

Hvis livsforsikringsbranchen var enig med Finanstilsynet, skulle 2%

anvendes til basiskapital og 1% til administrationshensættelse, hvilket i alt

giver 3%. Da det foreslåede bidrag er 2,79% er det svært at se, at

forsikringsbranchen skulle være enig med Finanstilsynet.

Artikel 19

Finanstilsynet henviser i sin skrivelse den 23. oktober 1992 til artikel

19 i forslaget til 3. EF-livsforsikringsdirektiv.

Det fremgår af artikel 19, at præmier skal være tilstrækkelige til, at

selskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, herunder navnlig afsætte

forsikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse hermed.

Når et selskab har balance i sit omkostningsregnskab, og når selskabet

ingen solvensproblemer har og i øvrigt anvender ækvivalensprincippet ved

nettopræmiefastsættelsen, vil de prospektivt beregnede hensættelser opfylde

den nævnte bestemmelse i artikel 19 uafhængigt af eksistensen af en

minimumsgrænse på 4%.

Artikel 19, stk. 1 begrunder således ikke Finanstilsynets fastsættelse af

en minimumsgrænse, og udenlandske selskaber vil ikke være bundet heraf. Der

er således også tale om konkurrenceforvridning over for udenlandske

selskaber, hvis 4%-grænsen fastholdes for danske selskaber.

Vi skal atter erindre om, at Klasse III - selskaber har koncession til at

lade omkostningsbelastningen optræde som en rentemarginal, samt at 4%-grænsen

ikke kræves overholdt for gruppeliv.

I artikel 19, stk. 2 anføres det, at der kan tages hensyn til alle

aspekter af forsikringsselskabets økonomiske situation.

Det fremgår således implicit af artikel 19, stk. 2, at en minimumsgrænse

på 4% er direktivstridig, hvis selskabets økonomiske situation i øvrigt alt

taget i betragtning ikke vil bringe selskabets solvens i fare.

Atter skal vi erindre om, at bonussatser kan ændres meget hurtigt.

Afslutningsvis skal K herefter fastholde, at Finanstilsynets

tilbagekaldelse af godkendelse den 3. oktober 1990 og den 27. december 1991

hverken kan være begrundet i ubalance i K's omkostningsregnskab eller i, at

selskabets solvens er i fare.

Finanstilsynets afgørelse er derfor i strid med artikel 19 i 3.

livsforsikringsdirektiv.

Der er således ingen aktuarmæssige eller konkrete økonomiske begrundelser

for, at Finanstilsynet skulle tilbagekalde godkendelsen af K's

bonusregulativ.'

Ankenævnet skal udtale:

Når henses til forskellighederne i selskabernes omkostningsbelastning bør

Finanstilsynets godkendelse tage udgangspunkt i det enkelte selskabs konkrete

omkostninger, og der findes ikke i lov om forsikringsvirksomhed grundlag for

at fastsætte en generel gældende minimumsomkostningsprocent.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til de principper, der er

tilkendegivet for beregning af omkostningsdækning.

Som følge af det anførte ophæves Finanstilsynets afgørelse af 3. juli

1992, jf. tilsynets skrivelse af 13. marts 1992 (j.nr. 6333-0039) og sagen

hjemvises til fornyet behandling i Finanstilsynet.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter