Spring til indhold

Retsinformation

Finanstilsynet berettiget til på ethvert tidspunkt at kræve et selskabs tekniske grundlag indrettet i overensstemmelse med lovens § 31. Tilsynets krav i forbindelse med indbetaling af pensionsbidrag tiltrådt.

AFG nr 10502 af 07/09/1998AfgørelseErhvervsministeriet30. september 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Finanstilsynet berettiget til på ethvert

tidspunkt at kræve et selskabs tekniske grundlag indrettet i

overensstemmelse med lovens § 31.

Tilsynets krav i forbindelse med indbetaling af pensionsbidrag

tiltrådt.

I skrivelse af 18. september 1997, jf. skrivelse af 24.

oktober 1997, har K pensionskasse klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse

af 21. august 1997 (j.nr. 6632-0111) har stillet krav om ændring af

reglerne i det oprindelig godkendte tekniske grundlag for indbetaling af

bidrag og gjort udskydelse af gennemførelse af pålægget om

bidragsindbetaling betinget af, at der i en overgangsperiode stilles en

bankgaranti eller et obligationsdepot som sikkerhed for efterskudsvise

bidragsindbetalinger.

I. Sagens forløb forud for klagen.

Under overenskomstforhandlingerne i 1991 indgik A

Arbejdsgiverforening og B Forbundet aftale om opstart af en

arbejdsmarkedspensionsordning. I overensstemmelse hermed blev K

pensionskasse oprettet. Ved skrivelse af 29. december 1992 godkendte

Finanstilsynet pensionskassens vedtægter og øvrige tekniske

grundlag, herunder pensionskasseregulativ.

Af de godkendte vedtægter fremgår bl.a. under

§ 3, at som medlemmer optages lønmodtagere, som er berettiget og

forpligtet til medlemskab i medfør af overenskomst mellem B og A eller

andre tilsvarende af B indgåede overenskomster samt visse andre

lønmodtagere inden for området. Pensionskassen ledes af en

bestyrelse, der består af en formand og 9 medlemmer. Formanden

vælges af bestyrelsen. Til bestyrelsen udpeger B 3 medlemmer,

Arbejdsgiverforeningen 3 medlemmer medens 4 medlemmer vælges af

generalforsamlingen blandt kassens medlemmer.

Af det godkendte pensionsregulativ fremgår bl.a. af

Læs alt

§ 2, at hovedgruppen af medlemmer er lønmodtagere, der er forpligtet

til medlemskab efter overenskomsten mellem A og B mfl. Af § 5 fremgår

bl.a. at pensionsbidraget fastsættes efter reglerne i de

ovennævnte overenskomster. Om betalingen hedder det endvidere:

"Pensionsbidraget forfalder halvårligt bagud.

Indbetaling til pensionskassen skal ske senest hver den 1/7 og 1/1 for

optjente pensionsbidrag i månederne januar-juni henholdsvis

juli-december. Indbetaling af pensionsbidrag ophører ved

lønophør eller i tilfælde af frivillig indbetalte bidrag

den måned, der ligger umiddelbart forud for pensioneringen (herunder

også opsat pension)."

Ved behandlingen af den første kvartalsindberetning

i april 1993 blev Finanstilsynet opmærksom på konsekvenserne af

bestemmelsen. Og ved skrivelse af 26. august 1993 anmodede Finanstilsynet K

om et møde, idet tilsynet bemærkede, at man på baggrund af

en fornyet vurdering af pensionskassens tekniske grundlag, som udgangspunkt

fandt, at den efterskudsvise betaling af pensionsbidrag, gav anledning til

nogle problemer, som man ikke havde været opmærksom på ved

godkendelsen af kassens tekniske grundlag. Der pågik herefter

forhandlinger på grundlag af et forslag fra K om en teknisk

løsning af problemet i form af en tilføjelse til det tekniske

grundlag. Forhandlingerne gav ikke resultat.

Ved skrivelse af 10. marts 1994 meddelte Finanstilsynet K,

at man ikke fandt, at ordningen med halvårsvis efterbetaling af bidrag

var betryggende og rimelig over for den enkelte forsikringstager, jf. § 31,

stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed. Tilsynet henviste til, at der ikke

var fornøden sikkerhed for, at bidraget faktisk blev indbetalt. Efter

tilsynets opfattelse måtte der fra begyndelsen af det tidsrum, som en

bidragsbetaling vedrørte, til betalingstidspunktet kun gå den

tid, der var nødvendiggjort af den praktiske beregning og indbetaling

- i almindelighed ikke væsentlig over en måned. Endelig meddelte

tilsynet, at man dog som udgangspunkt kunne acceptere, at reglen fandt

anvendelse indtil næste fornyelse af de overenskomster, der lå

til grund for optagelse i pensionskassen.

I skrivelse af 18. april 1994 henviste K til, at kassen

ikke havde indflydelse på overenskomstforhandlingerne, men at man ville

orientere om Finanstilsynets standpunkt. Man ville samtidig foreslå

overenskomstparterne, at man aftalte kvartalsvis indberetning, men

fortsat betaling, som hidtil, med en tilknyttet garanti fra

arbejdsgiverorganisationerne for betaling, alt forudsat at Finanstilsynet

kunne godkende en sådan ordning.

Ved skrivelse af 17. maj 1994 fastholdt Finanstilsynet sit

standpunkt og meddelte i medfør af § 250, stk. 1, nr. 3, i lov om

forsikringsvirksomhed selskabet pålæg om inden udgangen af 1995

at ændre bidragsbetalingsreglerne, således at der fra begyndelsen

af det tidsrum, som en bidragsbetaling vedrørte, til

betalingstidspunktet kun gik den tid, der var nødvendiggjort af den

praktiske beregning og indbetaling. Der blev givet klagevejledning til

Erhvervsankenævnet.

Ved skrivelse af 24. januar 1996 meddelte K, at der ved

overenskomstforhandlingerne var aftalt successiv indsnævring i den

efterskudsvise indbetaling. Finanstilsynet forstod meddelelsen således,

at Finanstilsynets pålæg successivt ville blive opfyldt. Men

under en telefonsamtale med K, den 17. eller 18. april 1997 blev man

opmærksom på, at overenskomstparterne havde aftalt at gå

over til kvartalsvise indbetalinger, fortsat uden nogen garanti for

efterskudsvise betalinger. I skrivelse af 30. april 1997 påtalte

Finanstilsynet at pålægget ikke var overholdt og meddelte

på ny med henvisning til § 250, stk. 1, nr. 3, i lov om

forsikringsvirksomhed K pålæg om, snarest at ændre sine

bidragsbetalingsregler, således at der fra begyndelsen af det tidsrum,

som en bidragsbetaling vedrørte, til betalingstidspunktet kun gik den

tid, der var nødvendiggjort af den praktiske beregning og indbetaling,

hvilket i almindelighed ikke kunne vare over 1 måned. Tilsynet ville

samtidig kunne acceptere, at pensionskassen i en overgangsperiode med

udløb senest ved udgangen af år 2001 anvendte de nu ved

overenskomst aftalte regler. Dog var det en betingelse, at der i

overgangsperioden blev stillet en bankgaranti eller et obligationsdepot som

sikkerhed for de efterskudsvise bidragsindbetalinger. Der blev givet

klagevejledning til Erhvervsankenævnet.

Ved skrivelse af 21. august 1997 fastholdt Finanstilsynet

(den påklagede afgørelse), at det som meddelt var en

forudsætning, at der i overgangsperioden til udgangen af år 2001

blev stillet enten bankgaranti eller et obligationsdepot som sikkerhed for de

efterskudsvise indbetalinger, at der måtte foreligge en plan for

ændringen i 1999 og at man ikke kunne godkende en garanti, hvor

arbejdsgiverne stod som garant, idet en sådan garanti var i strid med

princippet om, at pensionsmidler og arbejdsgivermidler ikke må

sammenblandes. Der er givet klagevejledning til Erhvervsankenævnet.

Forløbet under klagesagen.

Ved skrivelse af 7. april 1998 meddelte klager, at der nu

er stillet bankgaranti.

3. Parternes standpunkter.

a. Sagens realitet.

Klager har gjort gældende, at Finanstilsynets

godkendelse ved skrivelse af 29. december 1992 af det tekniske grundlag, som

omfattede bestemmelsen i pensionsregulativets § 5, stk. 4, om betaling af

pensionsbidrag halvårsvis bagud, er udtryk for en begunstigende

forvaltningsakt, der ikke lovligt kan tilbagekaldes eller ændres, i

hvert fald når de faktiske og retlige forhold der ligger til grund for

tilladelsen er uforandrede. Det er tilfældet i sagen. I og med at A i

1993 har påtaget sig garanti for bidragenes betaling, er den

eksisterende ordning rimelig og betryggende over for den enkelte

forsikringstager, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 31, stk. 1. Herved

må pålægget, senest givet ved Finanstilsynets skrivelse af

21. august 1997, som omfattende dels en forpligtelse til successivt inden

udgangen af år 2001 at ændre reglen om bagudbetaling, for tiden

kvartårlig, til betaling alene inden for den praktisk nødvendige

beregning og indbetalingsperiode på ikke over 1 måned, dels

indtil da, at stille bankgaranti for bagudbetalingerne, være ulovligt

og ugyldigt.

Klager har supplerende henvist til, at

pålægget indebærer, at Finanstilsynet griber ind i

overenstkomstforholdene mellem B og A. Det har Finanstilsynet ingen adgang

til. Da medlemmerne af A er særdeles velkonsoliderede virksomheder, og

da endvidere A har afgivet garanti for udbetalingerne er det i strid med et

forvaltningsretligt proportionalitetsprincip at forlange bankgaranti.

Henvisningen til kravene i § 87 og § 127 i lov om forsikringsvirksomhed om

anbringelse af kapital mv. er først gjort gældende af

Finanstilsynet under klagesagens behandling. Der må derfor bortses

herfra ved nævnets behandling af sagen. Kravene er i øvrigt

opfyldt jf. ovenfor.

Finanstilsynet har gjort gældende, at tilsynet, da

det 4 måneder efter godkendelsen den 29. december 1992 opdagede at det

tekniske grundlag indeholdt en bestemmelse om halvårsvis bagudbetaling,

og at godkendelsen derfor sammenholdt med den betalingstermin, der

gælder for alle andre selskaber, var givet på urigtigt grundlag,

kunne have valgt helt at tilbagekalde koncessionen. Det gældende krav

om samtidig indbetaling er af central betydning for at sikre at en

pensionskasse er i stand til at afdække pensionstilsagnene over for de

forsikrede. I hvert fald på dette grundlag har Finanstilsynet

været berettiget til at foretage det mindre indgreb, der består i

at kræve alene reglen om bagudbetaling ændret for fremtiden.

Finanstilsynet har også i det efterfølgende forløb

konstant anvendt det mindst indgribende retsmiddel, herunder ved senest at

indrømme K en overgangstid indtil udgangen af år 2001 betinget

af at sikkerhed i mellemtiden for forsikringstageren sker ved at der stilles

bankgaranti. Finanstilsynet har endvidere gjort gældende, at

kvartårlig efterbetaling af forfaldne bidrag, kan indebære huller

i den afdækning af de forsikringsmæssige hensættelser, der

skal ske i forhold til selskabets samlede virksomhed jf. § 31, stk. 1, i lov

om forsikringsvirksomhed, jf. art. 18, stk. 1, i 3. livsforsikringsdirektiv.

Derimod vil beløbet i 3 måneders-perioden indgå i A

virksomhedens almindelige økonomi tillige med "rentetab" for

forsikringstageren som konsekvens. Som følge heraf er ordningen om

kvartalsvis bagudbetaling også i strid med § 87 og § 128 i lov om

forsikringsvirksomhed, der selvfølgelig som sådan, indgår

i bedømmelsesgrundlaget. Finanstilsynet er ikke bekendt med indholdet

af den påberåbte garanti fra A, der heller ikke er omfattet af

oplysningspligten efter § 240 i lov om forsikringsvirksomhed. Denne

oplysningspligt er afgørende for Finanstilsynets varetagelse af

tilsynsforpligtelsen. For så vidt angår A og de enkelte

arbejdsgiveres soliditet har Finanstilsynet i øvrigt henvist til, at

alene stat og kommuner betragtes som så solide, at de kan være

selvforsikrende, jf. bl.a. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed.

b. Sagens formalitet.

Finanstilsynet har gjort gældende, at påbudet

om at overgå til månedsvis indbetaling blev givet den 17. maj

1994 med klagevejledning. Da påbudet ikke rettidigt er påklaget

indenfor 4 uger, kan den herom omhandlede afgørelse, som klager

må antages oprindelig at have accepteret, ikke nu gøres til

genstand for klagebehandling. Det andet påbud af 30. april 1997

indeholder alene som nyt, at Finanstilsynet vil kunne acceptere, at K frem

til udgangen af år 2001 anvender kvartalsvis bagudbetalinger på

den betingelse, at der i overgangsperioden stilles bankgaranti eller

obligationsdepot som sikkerhed for indbetalingerne. Også i dette

påbud er der givet klagevejledning, påbudet er ikke indbragt

rettidigt indenfor 4 uger. Afgørelsen af 21. august 1997 indeholder

alene som noget nyt, at der etableres en plan i 1999 for den successive

afvikling. Denne afgørelse er ganske vist påklaget rettidigt,

men da kravet ikke er aktuelt, er sagen genstandsløs - og må

afvises.

Klager har herom gjort gældende, at klageren ikke

har siddet indklagedes påbud af 17. maj 1994 overhørig.

Således blev der 8. juni 1994 afholdt et møde mellem parterne,

ligesom et nyt møde blev afholdt 2. november 1994. I relation til det

andet påbud af 30. april 1997 blev der ligeledes afholdt møde

herom med Finanstilsynet den 27. juni 1997. Alle møder er afholdt

under den forudsætning, at eventuelle klagefrister blev suspenderet

indtil mødets afholdelse, og dette er da også grunden til, at

Finanstilsynet efterfølgende udstedte nye tilsvarende påbud.

Finanstilsynets seneste påbud af 21. august 1997 er derfor et nyt

påbud, der kan påklages i sin helhed. Af påbuddets ordlyd

fremgår det da også, at påbuddet kan påklages, og der

er ikke taget forbehold for, at der kun kan ske delvis påklage.

Indklagedes afvisningspåstand bør derfor ikke tages til

følge.

Der har efter anmodning fra klager været afholdt

mundtlig forhandling.

Ankenævnet udtaler:

Efter sagens forløb, herunder ændringerne i

de vilkår, der er stillet i forbindelse med påbudene af 17. maj

1994, 30. april 1997 og 21. august 1997, og efter sammenhænget mellem

vilkårene og påbudets hovedkrav finder ankenævnet ikke

grundlag for at afvise klagen.

I hvert fald efter ændringen af lov om

forsikringsvirksomhed ved lov nr. 1062 af 23. december 1992, hvorefter det

indtil da gældende godkendelsessystem vedrørende det tekniske

grundlag, herunder § 10, stk. 4, om at en godkendelse gjaldt uden

tidsbegrænsning, er ophævet og erstattet af et krav om

anmeldelse, må det antages, at Finanstilsynet uanset oprindelig

godkendelse til ethvert tidspunkt er berettiget og forpligtet til at

kræve, at et selskabs tekniske grundlag indrettes i overensstemmelse

med § 31 i lov om forsikringsvirksomhed.

Da Erhvervsankenævnet finder, at det krav om

ændring og de vilkår for kravet, der fremgår af

påbudene, senest det påklagede påbud af 31. august 1997,

må anses for omfattet af Finanstilsynets forpligtelse bl.a. til at

sikre, at de pensionsberettigedes midler indbetales til eller afdækkes

i et selskab, der er omfattet af tilsynslovgivningen, jf. lov om

forsikringsvirksomhed § 31, jf. tillige § 87 og § 128, stadfæstes

påbudet.

I ankenævnets afgørelse har Suzanne Helsteen,

Connie Leth, Finn Møller Kristensen, Christen Sørensen og

Niels Larsen deltaget.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter