Spring til indhold

Retsinformation

Efter at et livsforsikringsselskab var opdelt i to selskaber ('fission'), skulle beregning af bonus ske særskilt for hvert selskab.

KEN nr 60386 af 16/02/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Efter at et livsforsikringsselskab var opdelt i

to selskaber (»fission«), skulle beregning af bonus ske særskilt

for hvert selskab.

K, Livsforsikringsaktieselskab, har i skrivelse af 20. december 1991

klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 25. november 1991 (j.nr. L

2975 a-13) pålagde selskabet at ændre selskabets depotrenter.

Sagens baggrund:

Efter lov om forsikringsvirksomhed (nu lovbekendtgørelse nr. 511 af 16.

juni 1992) § 9 og § 10, stk. 2, jf. §§ 30 og 33, skal et

livsforsikringsselskabs almindelige forsikringsbetingelser og tekniske

grundlag såvel som ændringer heri godkendes af Finanstilsynet. Godkendelsen

omfatter efter lovens § 30, stk. 1, nr. 8) bl.a. »angivelse af regler

for beregning og fordeling af overskud til forsikringstagerne og andre

berettigede efter forsikringsaftalerne« - også kaldet bonus. Ved

godkendelsen skal Finanstilsynet efter § 31 påse, at reglerne yder den

enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne

betryggende sikkerhed.

Bonus i et livsforsikringsselskab fremkommer, fordi de forudsætninger med

hensyn til fremtidig rente, omkostninger og sandsynlighed for død og

invaliditet, der ligger til grund for beregningen af de enkelte forsikringer,

og som fremgår af et af Finanstilsynet godkendt beregningsgrundlag, er ansat

så forsigtigt, at der under normale omstændigheder vil opstå et overskud. En

del af dette overskud fordeles til forsikringstagerne (og eventuelt andre

berettigede) i form af en bonusrente (depotrente, kontorente), der årligt

tilskrives de hensættelser (reserver), der er foretaget til opfyldelse af de

enkelte forsikringer (forsikringstagers »konto« i selskabet).

Størrelsen af bonusrenten fastsættes normalt for et år ad gangen, idet

selskaberne forudanmelder årets satser til Finanstilsynet og ansøger om

endelig godkendelse efter regnskabsårets udløb. Som følge af

realrenteafgiftslovens regler anvender selskaberne to forskellige

Læs alt

bonusrentesatser, en højere for de dele af forsikringernes reserver, der

efter loven er friholdt for realrenteafgift, og en lavere for de

afgiftspligtige reserver.

I en vejledning af 27. oktober 1989 har Finanstilsynet givet nærmere

regler om livsforsikringsselskabernes fastsættelse af bonusrenter. I

vejledningen hedder det bl.a.: »...

2. Reglerne i § 8, stk. 1, nr. 1 i lov om en realrenteafgift af visse

pensionskapitaler m.v. indebærer som bekendt, at selskabet anvender to

forskellige bonusrenter: en, der benyttes for de dele af

livsforsikringshensættelserne, der er omfattet af den nævnte bestemmelse

(friholdte reserver), og en, der benyttes for de øvrige dele (afgiftspligtige

reserver).

3. Under henvisning til § 33 i lov om forsikringsvirksomhed fastlægger

Finanstilsynet herved følgende retningslinier for forskellen mellem de

helårlige bonusrenter, der ligger til grund for forrentning af henholdsvis

friholdte og afgiftspligtige reserver:

4. Den nævnte forskel må højst være forholdet mellem den betalte

realrenteafgift og den afgiftspligtige reserve.

Forskellen skal mindst udgøre forholdet imellem den nedsættelse af

realrenteafgiften, der følger af realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1,

og den friholdte reserve....

Afgiftsbeløbet og afgiftsnedsættelsen beregnes herved for et regnskabsår

ad gangen, og reserverne beregnes som middeltallet mellem beløbene ved årets

begyndelse og udgang. ...

5. Selskabet skal over for Finanstilsynet dokumentere, at forskellen

mellem bonusrenterne ligger mellem de anførte grænser....

6. Hvis de enkelte selskab på grund af ganske særlige forhold ønsker i et

år at anvende bonusrenter, der ikke falder indenfor ovenstående grænser, skal

selskabet indsende en nøje begrundelse herfor. ...«

Til vejledningen hører et teknisk bilag, hvori opstilles formler for

beregning af henholdsvis den maksimale og den minimale forskel mellem

bonusrenterne. Som en af faktorerne i de opstillede formler indgår (som

værdien »P«): »Selskabets samlede passiver ultimo året (inkl.

ufordelte reserver)».

Om klageren, selskabet K, er det oplyst, at A i juni 1990 blev omdannet

til et aktieselskab under navnet B A/S (i sagen benævnt ...). Efter

omdannelsen blev en del af selskabets forsikringsbestand med virkning fra den

1. januar 1990 overført til et nystiftet datterselskab, C A/S (...). De to

selskaber ændrede i juni 1991 navn, således at B A/S (...) blev til K,

Livsforsikringsaktieselskab, og C A/S (...) blev til D,

Livsforsikringsaktieselskab.

Ved en sådan opdeling af et livsforsikringsselskab i to selskaber

(»fission«) kan der som følge af reglerne i realrenteafgiftsloven

opnås en betydelig besparelse af realrenteafgift. Årsagen hertil beskrives

således i et notat til brug for sagen udarbejdet af Finanstilsynet (bilag 2

til tilsynets skrivelse af 20. marts 1992):

»Grunden til, at der kan opnås en realrenteafgiftsbesparelse ved

fission af et livsforsikringsselskab, findes i samspillet mellem de to sæt

friholdelsesregler, der findes i realrenteafgiftsloven, dels § 3, stk. 3 (jf.

§§ 3 a og 3 b), hvorefter afkastet af visse typer af aktiver ikke medregnes i

afgiftsgrundlaget, dels § 8, stk. 1-3 og 6, hvorefter afgiftsgrundlaget

reduceres med den andel af selskabets samlede passiver, som visse typer af

reserver udgør. De i § 3, stk. 3 m.v. nævnte aktiver er især

indeksobligationer, aktier og visse faste ejendomme og benævnes i det

følgende afgiftsfri aktiver. De i § 8 nævnte reserver er dels reserver for

livrenter uden ret til bonus og visse pensionsforsikringer for tjenestemænd,

dels en del af reserven for øvrige forsikringer tegnet før 1983: disse

reserver benævnes i det følgende afgiftsfri reserver. Forsikringerne kan

således deles i tre kategorier: fuldt afgiftsfri forsikringer (især livrenter

uden ret til bonus), delvist afgiftsfri forsikringer (øvrige forsikringer

tegnet før 1983) og fuldt afgiftspligtige forsikringer (næsten alle

forsikringer tegnet efter 1982).

Afgiftsbesparelsen fremkommer på følgende måde: Inden for et selskab vil

alle aktiver bidrage til dækning af alle selskabets forpligtelser: der er

ikke aktiver, der er specielt relateret til bestemte reserver. Hvis et

selskab har såvel afgiftspligtige som afgiftsfri reserver, vil derfor en del

af de afgiftsfri aktiver dække en del af de afgiftsfri reserver, hvorved

friholdelserne ikke opnår fuld effekt. Ved en fission, ved hvilken de fuldt

afgiftspligtige forsikringer udskilles i et særligt selskab, kan det opnås,

at de afgiftsfri aktiver alene eller fortrinsvis dækker afgiftspligtige

reserver, hvorved den samlede afgift bliver mindre. ...

... den størst mulige besparelse opnås, hvis der til det selskab, der

overtager de fuldt afgiftspligtige forsikringer, overføres så mange

afgiftsfri aktiver som muligt, altså enten alle det oprindelige selskabs

afgiftsfri aktiver eller så mange, som svarer til reserverne for de fuldt

friholdte forsikringer....«

I det foreliggende tilfælde er opdelingen foretaget således, at klageren,

K, (tidligere B), omfatter de friholdte forsikringer, og D (tidligere C)

omfatter de afgiftspligtige forsikringer. Nytegning af forsikringer vil

herefter foregå i D.

Fordelingen af aktiver og passiver mellem de to selskaber skete i henhold

til en af Finanstilsynet godkendt delingsplan. Denne omfattede såvel den

bogførte formue som ikke-bogførte merværdier og beregnede merværdier. Blandt

de beregnede merværdier er medtaget beregnet realrenteafgiftsbesparelse ved

deling i to selskaber i årene 1990-1999 med ... kr.

Sagens omstændigheder:

I skrivelse af 18. december 1990 anmeldte klageren følgende

bonusrentesatser (depotrente) for året 1991 til Finanstilsynet: 7,8 % for

afgiftsbelagte midler og 11,6 % for afgiftsfrie midler. Forskellen var

således 3,8 %. I skrivelsen anføres, at det er besluttet at anvende den

mindst mulige forskel mellem den afgiftsfrie og den afgiftspligtige

depotrente, og at beregningen af denne minimumsforskel »tager hensyn

til, at opdelingen i 2 selskaber medfører en gevinst, der skal komme samtlige

bonusberettigede forsikringer til gode.«

Af bilagene til anmeldelsen fremgår, at passiverne for B pr. 31. december

1991 forventedes at være ... kr. og de samlede passiver for B og C pr. samme

dato ... kr. Sidstnævnte beløb - summen af begge selskabers passiver -

anvendes i formlen til beregning af den minimale renteforskel som værdien

»P«. Den minimale renteforskel bliver herved 3,8 %. Det er

udtrykkeligt angivet (i bilag 3 til anmeldelsen), at det er »samlede

passiver (B + C)», der er anvendt.

Finanstilsynet svarede den 15. januar 1991, at man ingen bemærkninger

havde til de anmeldte depotrenter.

Ved skrivelse af 8. november 1991 meddelte Finanstilsynet imidlertid

selskabet, at tilsynet efterfølgende var blevet opmærksom på, at de anmeldte

depotrenter ikke ses at opfylde kravene i vejledningen, idet selskabet ved

beregningen af minimumsforskellen mellem afgiftsfri og afgiftspligtig rente

havde anvendt de samlede passiver for begge selskaber, og tilsynet bad i den

anledning selskabet om en udtalelse.

Klager svarede den 19. november 1991 og anførte bl.a., at der i

vejledningen af 27. oktober 1989 ikke er taget højde for den

afgiftsbesparelse, der fremkommer som følge af en fission som den

foreliggende, og at en sådan afgiftsbesparelse, der er skabt udelukkende ved

hjælp af ikke-friholdte reserver, skal komme samtlige reserver til gode.

Dette kan opnås ved - som sket - at anvende vejledningens formel for

minimumsrenteforskellen med den korrektion, at det enkelte selskabs samlede

passiver erstattes af koncernens samlede passiver.

Ved den påklagede skrivelse af 25. november 1991 pålagde Finanstilsynet

under henvisning til lov om forsikringsvirksomhed § 31 selskabet »med

øjeblikkelig virkning at ændre depotrenterne, således at Finanstilsynets

vejledning opfyldes samt i givet fald at rette op på tildelingen af

rentebonus for den del af 1991, som er forløbet, senest ved tildeling af

rentebonus for 1992.« Som begrundelse angives, at det er tilsynets

opfattelse, at fastsættelse af depotrenter i et selskab »ikke år for år

kan være bestemt af forhold, som afhænger af et andet selskabs

passiver.«

Klager meddelte som svar herpå den 19. december 1991, at man havde

besluttet at forhøje den afgiftsfrie depotrente og holde den afgiftspligtige

depotrente uændret samt - da ændringen ikke kunne nå at få virkning i 1991 -

at lade effekten for dette år indarbejde som en forhøjelse af den afgiftsfrie

depotrente for 1992. Renteforskellen for 1991 bliver herefter 4,3 %. Samtidig

meddelte selskabet, at man vil påklage afgørelsen til Erhvervsankenævnet.

Klageren har foruden klageskrivelsen af 20. december 1991 afgivet en

supplerende klageskrivelse af 19. februar 1992 med en nærmere begrundelse for

klagen og yderligere indlæg af 23. april og 1. juli 1992.

Finanstilsynet har afgivet en redegørelse for sagen af 20. marts 1992 og

et supplerende indlæg af 27. maj 1992.

Parternes argumentation over for Erhvervsankenævnet.

Klagers principale påstand.

Over for Erhvervsankenævnet har klager principalt påstået de af selskabet

anvendte principper for opgørelse af forskellen mellem afgiftsfri og

afgiftspligtig rente godkendt.

Til støtte for denne påstand har klager i skrivelsen af 19. februar 1992

bl.a. anført:

»Efter pkt. 4 i Finanstilsynets vejledning af 27. oktober 1989 skal

forskellen mellem beskattet og friholdt bonusrente mindst udgøre forholdet

mellem afgiftsnedsættelsen ifølge realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1

og den friholdte reserve. Meningen med reglen er således at sikre, at

afgiftsbesparelse som følge af friholdte reserver som minimum skal komme

disse reserver til gode.

Problemet i den foreliggende situation er imidlertid, at der her er tale

om en afgiftsbesparelse, der ikke (alene) er fremkommet som følge af de

friholdte reserver, men for en væsentlig dels vedkommende som resultat af den

fission, hvor en del af forsikringsbestanden blev udskilt til datterselskabet

D. Der opstår nemlig en afgiftsbesparelse direkte som følge af fissionen, og

altså udelukkende genereret af ikke-friholdte reserver.

Denne situation har slet ikke været forudset ved udarbejdelsen af

Finanstilsynets vejledning, og derfor tager retningslinierne - eller i hvert

fald Tilsynets anvendelse af reglerne - ikke højde for den.

Tilsynets vejledning for beregning af minimumsforskel mellem beskattet og

ubeskattet rente fører til ulighed mellem overflyttede og tilbageværende

kunder med hensyn til andel i gevinsten ved selskabsopdelingen. Dette strider

mod det såkaldte kontributionsprincip, dvs. den grundregel, at samtlige

kunder, der medvirker til at skabe et overskud, skal have en forholdsmæssig

andel heri.

Den ulighed, Tilsynets holdning medfører, forekommer så meget desto mere

uforståelig, som delingen af forsikringsbestanden i 1990 først fandt sted

efter indgående drøftelser med Finanstilsynet, bl.a. netop om hensynet til

ligelighedsprincipper. Sådanne principper spillede således en afgørende rolle

ved fordelingen af de ikke-bogførte merværdier mellem de to

forsikringsbestande, hvor der også blev taget hensyn til en proportional

fordeling af den beregnede fremtidige afgiftsbesparelse på i alt ca. ... kr.

over en 10 års periode.

Tilsynets afgørelse af 25. november 1991 medfører, at forudsætningerne bag

den indbyrdes fordeling af ikke-bogførte merværdier mellem de to

forsikringsbestande nu ændres.

De regnskabseksempler, der medfulgte selskabets skrivelse af 19. november

1991, viser dels, at afgiftsbesparelsen som følge af fissionen begunstiger

den ene kundegruppe mere end dobbelt så meget som den anden og dels, at

retningslinierne fører til meningsløse og vilkårlige resultater, når

Tilsynets opfattelse følges...«

Finanstilsynet har fastholdt den trufne afgørelse og i et notat til

skrivelsen af 20. marts 1992 bl.a. udtalt:

»Finanstilsynet har som udgangspunkt ingen grund til at betvivle, at

selskabet ønsker at tilgodese forsikringstagerne så retfærdigt som muligt og

fra et overordnet - men efter Finanstilsynets mening uholdbart - synspunkt,

kan man godt følge K's tankegang. Men kontributionsprincippet gælder

naturligt kun hvert enkelt selskab for sig, hvilket tydeligt fremgår af såvel

bemærkningerne til ændringerne i 1989 af lov om forsikringsvirksomhed samt

selve lovens tekst. Således er det i bemærkningerne fastslået, at

udgangspunktet for bonusfordeling er kontributionsprincippet, hvorefter bonus

bør fordeles blandt selskabets forsikringstagere efter de forhold, hvori de

har bidraget til overskudsdannelsen. Ligeledes hedder det i lovens § 30, stk.

1, nr. 8, hvortil bemærkningerne om kontributionsprincippet henviser, at

»ansøgning om godkendelse af selskabets ... tekniske grundlag (skal) ...

være ledsaget af ... angivelse af regler for beregning og fordeling af

overskud«, ligesom lovens § 10, stk. 2 og § 33, stk. 4 handler om

selskabets tekniske grundlag.

Finansieringen af bonusrenterne beskrives i selskabets skrivelse af 19.

november 1991, bilag 2.3. Heraf fremgår, at der er overskud til rentebonus i

K (B) på ... kr. og i D (C) på ... kr. Med de af selskabet anmeldte

depotrenter anvendes til rentebonus ... kr. i K og ... kr. i D. D anvender

således x kr. mere end der umiddelbart er til disposition, medens K anvender

præcis x kr. mindre. Koncernens erklærede politik er ifølge den afsluttende

bemærkning i samme skrivelse, at »Intet selskab kan leve med, at kunder,

der ofte har forsikringer i begge de fissionerede selskaber, får større

forskelle i rentebonus af deres beskattede opsparing«.

Kontributionsprincippet kan ikke efter Finanstilsynets opfattelse

udstrækkes til således at gælde for forsikringstagere i flere selskaber

samtidig. En logisk følge af K's anvendelse af princippet ville i øvrigt

være, at selv hvis det ene selskab skulle blive solgt ud af koncernen, skulle

fordelingsnøglen fortsat afstemmes efter forholdene i det frasolgte selskab

ud i al fremtid. Dette finder Finanstilsynet juridisk og teknisk uholdbart.

Fordelingsprincipper, der skal opretholdes efter en fission, kan ikke

permanent baseres på forhold, der juridisk opløses ved fission.'

De af Finanstilsynet omtalte lovændringer skete ved lov nr. 325 af 24. maj

1989. Bemærkningerne hertil findes i Folketingstidende 1988-89, 1. samling,

Tillæg A, spalte 3327 ff., navnlig spalte 3360.

Vedrørende forholdene omkring den af tilsynet godkendte fission anføres:

»Ved delingen blev såvel den bogførte formue som merværdierne delt

forholdsmæssigt mellem selskaberne. Forholdet blev bestemt som forholdet

mellem de livsforsikringshensættelser i de to selskaber, der ville være efter

fissionen. I beregningen af merværdierne blev netop indregnet den fremtidige

realrenteafgiftsbesparelse 1990-1999, som var hele formålet med delingen, og

der blev fratrukket beregnet latent realrenteafgift vedrørende ikke bogførte

merværdier på realrenteafgiftspligtige obligationer....

Spørgsmålet om formuefordelingen mellem de to dele af det oprindelige

selskabs forsikringsbestand blev således løst i forbindelse med fissionen,

hvorefter de to nu juridisk uafhængige enheders fremtidige udvikling skulle

foregå helt uafhængigt af hinanden.

De eventuelle særlige forhold, der skulle tages højde for, ordnedes ved

fissionen og kan ikke føre til efterfølgende korrektioner på tværs af

selskaberne.

Det blev i forbindelse med fissionen over for Finanstilsynet ikke nævnt,

hverken skriftligt eller mundtligt, at man agtede ud i al fremtid at regulere

forholdene i det ene selskab, som funktion af udviklingen i det andet

selskab. Havde dette været fremme under drøftelserne med Finanstilsynet,

ville svaret have været, at alle forholdene skulle ordnes ved delingen. Dette

er i øvrigt også, hvad Finanstilsynet har meddelt andre selskaber i samme

situation, når spørgsmålet er blevet drøftet.«

Konkluderende udtaler tilsynet, at konsekvensen af at følge klagers

påstand i realiteten ville være, »at et selskab udelukkende for at spare

realrenteafgift kan foretage en fission med alt, hvad deraf følger af

juridisk og teknisk art, hvorefter de to nye selskaber kan tildele bonus, som

om der ikke var fissioneret, men med en opnået

realrenteafgiftsbesparelse.«

Klager har heroverfor i skrivelse af 23. april 1992 gjort gældende, at

hverken lovteksten eller bemærkningerne tilsiger så snæver en forståelse af

ordet »selskab«, som Finanstilsynet lægger deri. Den omtalte

lovændring blev gennemført på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til

eksempler på de selskabsfissioner, der her er tale om. Anvisningen om

fordeling af bonus blandt selskabets forsikringstagere efter de forhold,

hvori de har bidraget til overskudsdannelsen, indicerer, at der også kan være

bonus, som hidrører fra overskud, hvortil selskabets forsikringstagere ikke

har bidraget. Herefter hedder det i skrivelsen:

»Efter K's opfattelse tager hverken kontributionsprincippet eller

lovteksten med bemærkninger specifikt stilling til sådanne tilfælde, idet man

alene har haft den situation i tankerne, hvor overskuddet er tilvejebragt af

selskabets egne forsikringstagere.

K er derfor - i modsætning til Finanstilsynet - af den opfattelse, at det

eneste holdbare overordnede synspunkt er, at kontributionsprincippet netop

skal sikre, at forsikringstagerne tilgodeses så retfærdigt som muligt i

situationer, som på grund af udviklingen i markedsvilkårene ikke er forudset

i specifikke lovbestemmelser. Derfor tilstræbte selskabet en løsning, der

sigtede på indenfor de givne - ufuldstændige - lovrammer at yde

forsikringstagerne bedst mulig retfærdighed - hvilket også findes bedst

stemmende med lovens generelle krav om, at forsikringsvirksomhed skal drives

i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god

forsikringspraksis.«

Klagers subsidiære påstand.

Subsidiært har klager påstået selskabets redegørelse af 19. november 1991

hjemvist til fornyet realitetsbehandling i Finanstilsynet.

Til støtte herfor har klager henvist til, at pkt. 6 i vejledningen af 27.

oktober 1989 giver mulighed for at fravige grænserne efter vejledningen, hvor

der foreligger »ganske særlige forhold«. Den gennemførte opdeling

af forsikringsbestanden og den fordeling af aktiverne, det skete i

forbindelse hermed, medfører netop, at der foreligger sådanne ganske særlige

forhold. Finanstilsynet har imidlertid ikke ved behandlingen af sagen

vurderet de omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse, og dermed ikke

udøvet det skøn, som må kræves efter vejledningens pkt. 6. En dispensation

søges ikke permanent, men for en overgangsperiode, der passende kan sættes

til ti år, svarende til den periode, der ved fissionen indgik ved beregningen

af merværdiernes fordeling mellem de to selskaber. Finder Finanstilsynet ikke

en tiårsperiode rimelig, må tilsynet vurdere, hvad der så vil være en

passende overgangsperiode.

Finanstilsynet har heroverfor anført, at en dispensation efter

vejledningen skal baseres på »ganske særlige forhold ... i et år«

eller på helt specielle forhold, som hører fortiden til. En dispensation som

af selskabet foreslået på f.eks. ti år, »ville føre til, at selskabet i

forbindelse med fissionen opnåede besparelserne i henhold til

realrenteafgiftsloven, mens man i henhold til lov om forsikringsvirksomhed

administrerede som om fissionen ikke havde fundet sted.« Noget sådant

kan tilsynet ikke tillade.

Ankenævnet udtaler:

Efter den opdeling, der skete med virkning fra 1. januar 1990, er de

omhandlede selskaber to særskilte, selvstændige livsforsikringsselskaber.

Ankenævnet finder - uanset det af klageren anførte - at det er en konsekvens

af denne opdeling, at selskaberne også i relation til reglerne i

Finanstilsynets vejledning af 27. oktober 1989 må behandles som to særskilte

selskaber med hver sin bonusrenteberegning, der må ske på grundlag af det

pågældende selskabs passiver. Der er således ikke nogen adgang til at anvende

de to selskabers samlede passiver ved beregningen af selskabernes bonusrenter

i henhold til den nævnte vejledning, således som klager har gjort det.

Ankenævnet kan derfor tiltræde, at Finanstilsynet ved den påklagede skrivelse

af 25. november 1991 pålagde klageren at ændre depotrenterne.

Med hensyn til klagers subsidiære påstand bemærkes, at ankenævnet finder,

at det ovenfor anførte medfører, at der heller ikke er grundlag for at give

en tidsbegrænset dispensation. Ankenævnet finder derfor ikke anledning til at

hjemvise sagen til Finanstilsynet med henblik på behandling af dette

spørgsmål.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter