Efter at et livsforsikringsselskab var opdelt i to selskaber ('fission'), skulle beregning af bonus ske særskilt for hvert selskab.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Efter at et livsforsikringsselskab var opdelt i
to selskaber (»fission«), skulle beregning af bonus ske særskilt
for hvert selskab.
K, Livsforsikringsaktieselskab, har i skrivelse af 20. december 1991
klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 25. november 1991 (j.nr. L
2975 a-13) pålagde selskabet at ændre selskabets depotrenter.
Sagens baggrund:
Efter lov om forsikringsvirksomhed (nu lovbekendtgørelse nr. 511 af 16.
juni 1992) § 9 og § 10, stk. 2, jf. §§ 30 og 33, skal et
livsforsikringsselskabs almindelige forsikringsbetingelser og tekniske
grundlag såvel som ændringer heri godkendes af Finanstilsynet. Godkendelsen
omfatter efter lovens § 30, stk. 1, nr. 8) bl.a. »angivelse af regler
for beregning og fordeling af overskud til forsikringstagerne og andre
berettigede efter forsikringsaftalerne« - også kaldet bonus. Ved
godkendelsen skal Finanstilsynet efter § 31 påse, at reglerne yder den
enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne
betryggende sikkerhed.
Bonus i et livsforsikringsselskab fremkommer, fordi de forudsætninger med
hensyn til fremtidig rente, omkostninger og sandsynlighed for død og
invaliditet, der ligger til grund for beregningen af de enkelte forsikringer,
og som fremgår af et af Finanstilsynet godkendt beregningsgrundlag, er ansat
så forsigtigt, at der under normale omstændigheder vil opstå et overskud. En
del af dette overskud fordeles til forsikringstagerne (og eventuelt andre
berettigede) i form af en bonusrente (depotrente, kontorente), der årligt
tilskrives de hensættelser (reserver), der er foretaget til opfyldelse af de
enkelte forsikringer (forsikringstagers »konto« i selskabet).
Størrelsen af bonusrenten fastsættes normalt for et år ad gangen, idet
selskaberne forudanmelder årets satser til Finanstilsynet og ansøger om
endelig godkendelse efter regnskabsårets udløb. Som følge af
realrenteafgiftslovens regler anvender selskaberne to forskellige
Læs alt
bonusrentesatser, en højere for de dele af forsikringernes reserver, der
efter loven er friholdt for realrenteafgift, og en lavere for de
afgiftspligtige reserver.
I en vejledning af 27. oktober 1989 har Finanstilsynet givet nærmere
regler om livsforsikringsselskabernes fastsættelse af bonusrenter. I
vejledningen hedder det bl.a.: »...
2. Reglerne i § 8, stk. 1, nr. 1 i lov om en realrenteafgift af visse
pensionskapitaler m.v. indebærer som bekendt, at selskabet anvender to
forskellige bonusrenter: en, der benyttes for de dele af
livsforsikringshensættelserne, der er omfattet af den nævnte bestemmelse
(friholdte reserver), og en, der benyttes for de øvrige dele (afgiftspligtige
reserver).
3. Under henvisning til § 33 i lov om forsikringsvirksomhed fastlægger
Finanstilsynet herved følgende retningslinier for forskellen mellem de
helårlige bonusrenter, der ligger til grund for forrentning af henholdsvis
friholdte og afgiftspligtige reserver:
4. Den nævnte forskel må højst være forholdet mellem den betalte
realrenteafgift og den afgiftspligtige reserve.
Forskellen skal mindst udgøre forholdet imellem den nedsættelse af
realrenteafgiften, der følger af realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1,
og den friholdte reserve....
Afgiftsbeløbet og afgiftsnedsættelsen beregnes herved for et regnskabsår
ad gangen, og reserverne beregnes som middeltallet mellem beløbene ved årets
begyndelse og udgang. ...
5. Selskabet skal over for Finanstilsynet dokumentere, at forskellen
mellem bonusrenterne ligger mellem de anførte grænser....
6. Hvis de enkelte selskab på grund af ganske særlige forhold ønsker i et
år at anvende bonusrenter, der ikke falder indenfor ovenstående grænser, skal
selskabet indsende en nøje begrundelse herfor. ...«
Til vejledningen hører et teknisk bilag, hvori opstilles formler for
beregning af henholdsvis den maksimale og den minimale forskel mellem
bonusrenterne. Som en af faktorerne i de opstillede formler indgår (som
værdien »P«): »Selskabets samlede passiver ultimo året (inkl.
ufordelte reserver)».
Om klageren, selskabet K, er det oplyst, at A i juni 1990 blev omdannet
til et aktieselskab under navnet B A/S (i sagen benævnt ...). Efter
omdannelsen blev en del af selskabets forsikringsbestand med virkning fra den
1. januar 1990 overført til et nystiftet datterselskab, C A/S (...). De to
selskaber ændrede i juni 1991 navn, således at B A/S (...) blev til K,
Livsforsikringsaktieselskab, og C A/S (...) blev til D,
Livsforsikringsaktieselskab.
Ved en sådan opdeling af et livsforsikringsselskab i to selskaber
(»fission«) kan der som følge af reglerne i realrenteafgiftsloven
opnås en betydelig besparelse af realrenteafgift. Årsagen hertil beskrives
således i et notat til brug for sagen udarbejdet af Finanstilsynet (bilag 2
til tilsynets skrivelse af 20. marts 1992):
»Grunden til, at der kan opnås en realrenteafgiftsbesparelse ved
fission af et livsforsikringsselskab, findes i samspillet mellem de to sæt
friholdelsesregler, der findes i realrenteafgiftsloven, dels § 3, stk. 3 (jf.
§§ 3 a og 3 b), hvorefter afkastet af visse typer af aktiver ikke medregnes i
afgiftsgrundlaget, dels § 8, stk. 1-3 og 6, hvorefter afgiftsgrundlaget
reduceres med den andel af selskabets samlede passiver, som visse typer af
reserver udgør. De i § 3, stk. 3 m.v. nævnte aktiver er især
indeksobligationer, aktier og visse faste ejendomme og benævnes i det
følgende afgiftsfri aktiver. De i § 8 nævnte reserver er dels reserver for
livrenter uden ret til bonus og visse pensionsforsikringer for tjenestemænd,
dels en del af reserven for øvrige forsikringer tegnet før 1983: disse
reserver benævnes i det følgende afgiftsfri reserver. Forsikringerne kan
således deles i tre kategorier: fuldt afgiftsfri forsikringer (især livrenter
uden ret til bonus), delvist afgiftsfri forsikringer (øvrige forsikringer
tegnet før 1983) og fuldt afgiftspligtige forsikringer (næsten alle
forsikringer tegnet efter 1982).
Afgiftsbesparelsen fremkommer på følgende måde: Inden for et selskab vil
alle aktiver bidrage til dækning af alle selskabets forpligtelser: der er
ikke aktiver, der er specielt relateret til bestemte reserver. Hvis et
selskab har såvel afgiftspligtige som afgiftsfri reserver, vil derfor en del
af de afgiftsfri aktiver dække en del af de afgiftsfri reserver, hvorved
friholdelserne ikke opnår fuld effekt. Ved en fission, ved hvilken de fuldt
afgiftspligtige forsikringer udskilles i et særligt selskab, kan det opnås,
at de afgiftsfri aktiver alene eller fortrinsvis dækker afgiftspligtige
reserver, hvorved den samlede afgift bliver mindre. ...
... den størst mulige besparelse opnås, hvis der til det selskab, der
overtager de fuldt afgiftspligtige forsikringer, overføres så mange
afgiftsfri aktiver som muligt, altså enten alle det oprindelige selskabs
afgiftsfri aktiver eller så mange, som svarer til reserverne for de fuldt
friholdte forsikringer....«
I det foreliggende tilfælde er opdelingen foretaget således, at klageren,
K, (tidligere B), omfatter de friholdte forsikringer, og D (tidligere C)
omfatter de afgiftspligtige forsikringer. Nytegning af forsikringer vil
herefter foregå i D.
Fordelingen af aktiver og passiver mellem de to selskaber skete i henhold
til en af Finanstilsynet godkendt delingsplan. Denne omfattede såvel den
bogførte formue som ikke-bogførte merværdier og beregnede merværdier. Blandt
de beregnede merværdier er medtaget beregnet realrenteafgiftsbesparelse ved
deling i to selskaber i årene 1990-1999 med ... kr.
Sagens omstændigheder:
I skrivelse af 18. december 1990 anmeldte klageren følgende
bonusrentesatser (depotrente) for året 1991 til Finanstilsynet: 7,8 % for
afgiftsbelagte midler og 11,6 % for afgiftsfrie midler. Forskellen var
således 3,8 %. I skrivelsen anføres, at det er besluttet at anvende den
mindst mulige forskel mellem den afgiftsfrie og den afgiftspligtige
depotrente, og at beregningen af denne minimumsforskel »tager hensyn
til, at opdelingen i 2 selskaber medfører en gevinst, der skal komme samtlige
bonusberettigede forsikringer til gode.«
Af bilagene til anmeldelsen fremgår, at passiverne for B pr. 31. december
1991 forventedes at være ... kr. og de samlede passiver for B og C pr. samme
dato ... kr. Sidstnævnte beløb - summen af begge selskabers passiver -
anvendes i formlen til beregning af den minimale renteforskel som værdien
»P«. Den minimale renteforskel bliver herved 3,8 %. Det er
udtrykkeligt angivet (i bilag 3 til anmeldelsen), at det er »samlede
passiver (B + C)», der er anvendt.
Finanstilsynet svarede den 15. januar 1991, at man ingen bemærkninger
havde til de anmeldte depotrenter.
Ved skrivelse af 8. november 1991 meddelte Finanstilsynet imidlertid
selskabet, at tilsynet efterfølgende var blevet opmærksom på, at de anmeldte
depotrenter ikke ses at opfylde kravene i vejledningen, idet selskabet ved
beregningen af minimumsforskellen mellem afgiftsfri og afgiftspligtig rente
havde anvendt de samlede passiver for begge selskaber, og tilsynet bad i den
anledning selskabet om en udtalelse.
Klager svarede den 19. november 1991 og anførte bl.a., at der i
vejledningen af 27. oktober 1989 ikke er taget højde for den
afgiftsbesparelse, der fremkommer som følge af en fission som den
foreliggende, og at en sådan afgiftsbesparelse, der er skabt udelukkende ved
hjælp af ikke-friholdte reserver, skal komme samtlige reserver til gode.
Dette kan opnås ved - som sket - at anvende vejledningens formel for
minimumsrenteforskellen med den korrektion, at det enkelte selskabs samlede
passiver erstattes af koncernens samlede passiver.
Ved den påklagede skrivelse af 25. november 1991 pålagde Finanstilsynet
under henvisning til lov om forsikringsvirksomhed § 31 selskabet »med
øjeblikkelig virkning at ændre depotrenterne, således at Finanstilsynets
vejledning opfyldes samt i givet fald at rette op på tildelingen af
rentebonus for den del af 1991, som er forløbet, senest ved tildeling af
rentebonus for 1992.« Som begrundelse angives, at det er tilsynets
opfattelse, at fastsættelse af depotrenter i et selskab »ikke år for år
kan være bestemt af forhold, som afhænger af et andet selskabs
passiver.«
Klager meddelte som svar herpå den 19. december 1991, at man havde
besluttet at forhøje den afgiftsfrie depotrente og holde den afgiftspligtige
depotrente uændret samt - da ændringen ikke kunne nå at få virkning i 1991 -
at lade effekten for dette år indarbejde som en forhøjelse af den afgiftsfrie
depotrente for 1992. Renteforskellen for 1991 bliver herefter 4,3 %. Samtidig
meddelte selskabet, at man vil påklage afgørelsen til Erhvervsankenævnet.
Klageren har foruden klageskrivelsen af 20. december 1991 afgivet en
supplerende klageskrivelse af 19. februar 1992 med en nærmere begrundelse for
klagen og yderligere indlæg af 23. april og 1. juli 1992.
Finanstilsynet har afgivet en redegørelse for sagen af 20. marts 1992 og
et supplerende indlæg af 27. maj 1992.
Parternes argumentation over for Erhvervsankenævnet.
Klagers principale påstand.
Over for Erhvervsankenævnet har klager principalt påstået de af selskabet
anvendte principper for opgørelse af forskellen mellem afgiftsfri og
afgiftspligtig rente godkendt.
Til støtte for denne påstand har klager i skrivelsen af 19. februar 1992
bl.a. anført:
»Efter pkt. 4 i Finanstilsynets vejledning af 27. oktober 1989 skal
forskellen mellem beskattet og friholdt bonusrente mindst udgøre forholdet
mellem afgiftsnedsættelsen ifølge realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1
og den friholdte reserve. Meningen med reglen er således at sikre, at
afgiftsbesparelse som følge af friholdte reserver som minimum skal komme
disse reserver til gode.
Problemet i den foreliggende situation er imidlertid, at der her er tale
om en afgiftsbesparelse, der ikke (alene) er fremkommet som følge af de
friholdte reserver, men for en væsentlig dels vedkommende som resultat af den
fission, hvor en del af forsikringsbestanden blev udskilt til datterselskabet
D. Der opstår nemlig en afgiftsbesparelse direkte som følge af fissionen, og
altså udelukkende genereret af ikke-friholdte reserver.
Denne situation har slet ikke været forudset ved udarbejdelsen af
Finanstilsynets vejledning, og derfor tager retningslinierne - eller i hvert
fald Tilsynets anvendelse af reglerne - ikke højde for den.
Tilsynets vejledning for beregning af minimumsforskel mellem beskattet og
ubeskattet rente fører til ulighed mellem overflyttede og tilbageværende
kunder med hensyn til andel i gevinsten ved selskabsopdelingen. Dette strider
mod det såkaldte kontributionsprincip, dvs. den grundregel, at samtlige
kunder, der medvirker til at skabe et overskud, skal have en forholdsmæssig
andel heri.
Den ulighed, Tilsynets holdning medfører, forekommer så meget desto mere
uforståelig, som delingen af forsikringsbestanden i 1990 først fandt sted
efter indgående drøftelser med Finanstilsynet, bl.a. netop om hensynet til
ligelighedsprincipper. Sådanne principper spillede således en afgørende rolle
ved fordelingen af de ikke-bogførte merværdier mellem de to
forsikringsbestande, hvor der også blev taget hensyn til en proportional
fordeling af den beregnede fremtidige afgiftsbesparelse på i alt ca. ... kr.
over en 10 års periode.
Tilsynets afgørelse af 25. november 1991 medfører, at forudsætningerne bag
den indbyrdes fordeling af ikke-bogførte merværdier mellem de to
forsikringsbestande nu ændres.
De regnskabseksempler, der medfulgte selskabets skrivelse af 19. november
1991, viser dels, at afgiftsbesparelsen som følge af fissionen begunstiger
den ene kundegruppe mere end dobbelt så meget som den anden og dels, at
retningslinierne fører til meningsløse og vilkårlige resultater, når
Tilsynets opfattelse følges...«
Finanstilsynet har fastholdt den trufne afgørelse og i et notat til
skrivelsen af 20. marts 1992 bl.a. udtalt:
»Finanstilsynet har som udgangspunkt ingen grund til at betvivle, at
selskabet ønsker at tilgodese forsikringstagerne så retfærdigt som muligt og
fra et overordnet - men efter Finanstilsynets mening uholdbart - synspunkt,
kan man godt følge K's tankegang. Men kontributionsprincippet gælder
naturligt kun hvert enkelt selskab for sig, hvilket tydeligt fremgår af såvel
bemærkningerne til ændringerne i 1989 af lov om forsikringsvirksomhed samt
selve lovens tekst. Således er det i bemærkningerne fastslået, at
udgangspunktet for bonusfordeling er kontributionsprincippet, hvorefter bonus
bør fordeles blandt selskabets forsikringstagere efter de forhold, hvori de
har bidraget til overskudsdannelsen. Ligeledes hedder det i lovens § 30, stk.
1, nr. 8, hvortil bemærkningerne om kontributionsprincippet henviser, at
»ansøgning om godkendelse af selskabets ... tekniske grundlag (skal) ...
være ledsaget af ... angivelse af regler for beregning og fordeling af
overskud«, ligesom lovens § 10, stk. 2 og § 33, stk. 4 handler om
selskabets tekniske grundlag.
Finansieringen af bonusrenterne beskrives i selskabets skrivelse af 19.
november 1991, bilag 2.3. Heraf fremgår, at der er overskud til rentebonus i
K (B) på ... kr. og i D (C) på ... kr. Med de af selskabet anmeldte
depotrenter anvendes til rentebonus ... kr. i K og ... kr. i D. D anvender
således x kr. mere end der umiddelbart er til disposition, medens K anvender
præcis x kr. mindre. Koncernens erklærede politik er ifølge den afsluttende
bemærkning i samme skrivelse, at »Intet selskab kan leve med, at kunder,
der ofte har forsikringer i begge de fissionerede selskaber, får større
forskelle i rentebonus af deres beskattede opsparing«.
Kontributionsprincippet kan ikke efter Finanstilsynets opfattelse
udstrækkes til således at gælde for forsikringstagere i flere selskaber
samtidig. En logisk følge af K's anvendelse af princippet ville i øvrigt
være, at selv hvis det ene selskab skulle blive solgt ud af koncernen, skulle
fordelingsnøglen fortsat afstemmes efter forholdene i det frasolgte selskab
ud i al fremtid. Dette finder Finanstilsynet juridisk og teknisk uholdbart.
Fordelingsprincipper, der skal opretholdes efter en fission, kan ikke
permanent baseres på forhold, der juridisk opløses ved fission.'
De af Finanstilsynet omtalte lovændringer skete ved lov nr. 325 af 24. maj
1989. Bemærkningerne hertil findes i Folketingstidende 1988-89, 1. samling,
Tillæg A, spalte 3327 ff., navnlig spalte 3360.
Vedrørende forholdene omkring den af tilsynet godkendte fission anføres:
»Ved delingen blev såvel den bogførte formue som merværdierne delt
forholdsmæssigt mellem selskaberne. Forholdet blev bestemt som forholdet
mellem de livsforsikringshensættelser i de to selskaber, der ville være efter
fissionen. I beregningen af merværdierne blev netop indregnet den fremtidige
realrenteafgiftsbesparelse 1990-1999, som var hele formålet med delingen, og
der blev fratrukket beregnet latent realrenteafgift vedrørende ikke bogførte
merværdier på realrenteafgiftspligtige obligationer....
Spørgsmålet om formuefordelingen mellem de to dele af det oprindelige
selskabs forsikringsbestand blev således løst i forbindelse med fissionen,
hvorefter de to nu juridisk uafhængige enheders fremtidige udvikling skulle
foregå helt uafhængigt af hinanden.
De eventuelle særlige forhold, der skulle tages højde for, ordnedes ved
fissionen og kan ikke føre til efterfølgende korrektioner på tværs af
selskaberne.
Det blev i forbindelse med fissionen over for Finanstilsynet ikke nævnt,
hverken skriftligt eller mundtligt, at man agtede ud i al fremtid at regulere
forholdene i det ene selskab, som funktion af udviklingen i det andet
selskab. Havde dette været fremme under drøftelserne med Finanstilsynet,
ville svaret have været, at alle forholdene skulle ordnes ved delingen. Dette
er i øvrigt også, hvad Finanstilsynet har meddelt andre selskaber i samme
situation, når spørgsmålet er blevet drøftet.«
Konkluderende udtaler tilsynet, at konsekvensen af at følge klagers
påstand i realiteten ville være, »at et selskab udelukkende for at spare
realrenteafgift kan foretage en fission med alt, hvad deraf følger af
juridisk og teknisk art, hvorefter de to nye selskaber kan tildele bonus, som
om der ikke var fissioneret, men med en opnået
realrenteafgiftsbesparelse.«
Klager har heroverfor i skrivelse af 23. april 1992 gjort gældende, at
hverken lovteksten eller bemærkningerne tilsiger så snæver en forståelse af
ordet »selskab«, som Finanstilsynet lægger deri. Den omtalte
lovændring blev gennemført på et tidspunkt, hvor man ikke kendte til
eksempler på de selskabsfissioner, der her er tale om. Anvisningen om
fordeling af bonus blandt selskabets forsikringstagere efter de forhold,
hvori de har bidraget til overskudsdannelsen, indicerer, at der også kan være
bonus, som hidrører fra overskud, hvortil selskabets forsikringstagere ikke
har bidraget. Herefter hedder det i skrivelsen:
»Efter K's opfattelse tager hverken kontributionsprincippet eller
lovteksten med bemærkninger specifikt stilling til sådanne tilfælde, idet man
alene har haft den situation i tankerne, hvor overskuddet er tilvejebragt af
selskabets egne forsikringstagere.
K er derfor - i modsætning til Finanstilsynet - af den opfattelse, at det
eneste holdbare overordnede synspunkt er, at kontributionsprincippet netop
skal sikre, at forsikringstagerne tilgodeses så retfærdigt som muligt i
situationer, som på grund af udviklingen i markedsvilkårene ikke er forudset
i specifikke lovbestemmelser. Derfor tilstræbte selskabet en løsning, der
sigtede på indenfor de givne - ufuldstændige - lovrammer at yde
forsikringstagerne bedst mulig retfærdighed - hvilket også findes bedst
stemmende med lovens generelle krav om, at forsikringsvirksomhed skal drives
i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god
forsikringspraksis.«
Klagers subsidiære påstand.
Subsidiært har klager påstået selskabets redegørelse af 19. november 1991
hjemvist til fornyet realitetsbehandling i Finanstilsynet.
Til støtte herfor har klager henvist til, at pkt. 6 i vejledningen af 27.
oktober 1989 giver mulighed for at fravige grænserne efter vejledningen, hvor
der foreligger »ganske særlige forhold«. Den gennemførte opdeling
af forsikringsbestanden og den fordeling af aktiverne, det skete i
forbindelse hermed, medfører netop, at der foreligger sådanne ganske særlige
forhold. Finanstilsynet har imidlertid ikke ved behandlingen af sagen
vurderet de omstændigheder, som kunne begrunde en fravigelse, og dermed ikke
udøvet det skøn, som må kræves efter vejledningens pkt. 6. En dispensation
søges ikke permanent, men for en overgangsperiode, der passende kan sættes
til ti år, svarende til den periode, der ved fissionen indgik ved beregningen
af merværdiernes fordeling mellem de to selskaber. Finder Finanstilsynet ikke
en tiårsperiode rimelig, må tilsynet vurdere, hvad der så vil være en
passende overgangsperiode.
Finanstilsynet har heroverfor anført, at en dispensation efter
vejledningen skal baseres på »ganske særlige forhold ... i et år«
eller på helt specielle forhold, som hører fortiden til. En dispensation som
af selskabet foreslået på f.eks. ti år, »ville føre til, at selskabet i
forbindelse med fissionen opnåede besparelserne i henhold til
realrenteafgiftsloven, mens man i henhold til lov om forsikringsvirksomhed
administrerede som om fissionen ikke havde fundet sted.« Noget sådant
kan tilsynet ikke tillade.
Ankenævnet udtaler:
Efter den opdeling, der skete med virkning fra 1. januar 1990, er de
omhandlede selskaber to særskilte, selvstændige livsforsikringsselskaber.
Ankenævnet finder - uanset det af klageren anførte - at det er en konsekvens
af denne opdeling, at selskaberne også i relation til reglerne i
Finanstilsynets vejledning af 27. oktober 1989 må behandles som to særskilte
selskaber med hver sin bonusrenteberegning, der må ske på grundlag af det
pågældende selskabs passiver. Der er således ikke nogen adgang til at anvende
de to selskabers samlede passiver ved beregningen af selskabernes bonusrenter
i henhold til den nævnte vejledning, således som klager har gjort det.
Ankenævnet kan derfor tiltræde, at Finanstilsynet ved den påklagede skrivelse
af 25. november 1991 pålagde klageren at ændre depotrenterne.
Med hensyn til klagers subsidiære påstand bemærkes, at ankenævnet finder,
at det ovenfor anførte medfører, at der heller ikke er grundlag for at give
en tidsbegrænset dispensation. Ankenævnet finder derfor ikke anledning til at
hjemvise sagen til Finanstilsynet med henblik på behandling af dette
spørgsmål.
Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 16. februar 1993. 92-547 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
- Der fandtes ikke grundlag for i lov om forsikringsvirksomhed at fastsætte en generel gældende minimumsomkostningsprocent. Finanstilsynet bør ved godkendelse heraf tage hensyn til forskellighederne i selskabernes omkostningsbelastning. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 21. april 1993. 92-44.665 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. april 1993
Lignende dokumenter
- Kendelse af 16. februar 1993. 92-547 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
- 02-131.549,03-136.322 - Kontributionsprincippet, forsikringstagere (21. december 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. december 2004
- 2005-0002561 Livsforsikringsselskab påbudt at bringe de af selskaberne ændrede regler for beregning af bonustillægsforsikringer i overensstemmelse med rimelighedsprincippet i lov om finansiel virksomhed § 21 (26. oktober 2006) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 2006
- Kendelse af 21. september 1993. 91-19.618 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. september 1993
- Kendelse af 21. april 1993. 92-44.665 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. april 1993
- Kendelse af 8. september 1994. 94-8.356 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. september 1994