Spring til indhold

Retsinformation

Brancheforeningsvedtagelser (* 1)

KEN nr 60298 af 25/04/1984Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Brancheforeningsvedtagelser (* 1)

År 1984, den 25. april, blev i sagen j.nr. 20/83, Den danske

Landinspektørforening ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 15. april 1983 har højesteretssagfører Bent Jacobsen som

advokat for Den danske Landinspektørforening klaget over en af

monopoltilsynet ved skrivelse af 5. april 1983 truffet afgørelse, hvorved

tilsynet i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddelte Den danske

Landinspektørforening pålæg om senest den 1. maj 1983 at ophæve § 6 i

foreningens kollegiale vedtægter, ifølge hvilken medlemmerne ikke må deltage

i licitation eller lignende honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der

kræver beskikkelse som landinspektør.

§ 6 i de kollegiale vedtægter er sålydende:

»Medlemmerne må ikke deltage i licitation eller lignende

honorarkonkurrence om udførelse af arbejder, der kræver beskikkelse som

landinspektør. Et medlem af Praktiserende Landinspektørers Forening, der får

kendskab til sådanne udbud, skal snarest indberette dette til bestyrelsen for

sin forening.«

Klagerne har nedlagt påstand om, at tilsynets pålæg ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 2. april 1982, 15.

april og 28. november 1983 fra klagerne og i indlæg af 31. august 1983 fra

monopoltilsynet. Parterne er gjort bekendt med hinandens indlæg.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 16. april 1984. På

det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig. Den danske

Landinspektørforening var repræsenteret ved advokat Niels Fisch-Thomsen.

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 5. april

1983 fra monopoltilsynet til højesteretssagfører Bent Jacobsen:

»I forbindelse med en klage over den af Den danske

Landinspektørforening i 1981 indførte bestemmelse i § 6 i foreningens

Læs alt

kollegiale vedtægter om forbud mod medlemmers deltagelse i licitation har

monopoltilsynet meddelt foreningen, at man finder, at et sådant forbud er i

strid med monopollovens bestemmelser.

Under sagens behandling har foreningen erklæret sig villig til i

vedtægterne at indføje følgende modifikation i forbudet mod deltagelse i

licitation:

»Foranstående bestemmelse finder ikke anvendelse med hensyn til

større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større

sager af ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste

takster, på betingelse af

at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der

tager hensyn til de krav, der fra Matrikeldirektoratets side stilles til

matrikulære arbejders udførelse, og

at det i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det

beskrevne vejudskillelsesarbejde, således at behandlingen af

juridisk-matrikulære opgaver, herunder skelproblemer, der opstår under

arbejdets udførelse, uden at forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs

side er nødvendigt, vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige

honorarregler.

I disse tilfælde kan et medlem deltage i licitation eller lignende

honorarkonkurrence, når Praktiserende Landinspektørers Forening på forhånd

har godkendt det foreliggende udbud som foreneligt med de forannævnte

krav.«

Dette forslag blev forelagt monopolrådet, som vedtog, at man kunne

acceptere forbudet mod deltagelse i licitation under forudsætning af, at

bestemmelsen i andet punktum i vedtægternes § 6, stk. 1, blev ophævet, og at

sidste stykke i den foreslåede modifikation udgår.

Under de forhandlinger, som herefter fandt sted i henhold til

monopollovens § 11, meddelte foreningen, at den ikke ønskede at gennemføre de

af monopolrådet ønskede ændringer.

Monopoltilsynet meddeler herefter i henhold til monopollovens § 12, stk.

2, Den danske Landinspektørforening pålæg om senest den 1. maj 1983 at ophæve

§ 6 i foreningens kollegiale vedtægter.'

Om baggrunden for sagen er det oplyst, at spørgsmålet om foreneligheden af

forbudsbestemmelsen i vedtægternes § 6 med monopolloven blev rejst over for

tilsynet af Skjern kommune, efter at kommunen i sommeren 1980 havde forsøgt

at udbyde matrikulære arbejder ved udskillelse af offentlige vejarealer i

licitation, men var blevet afvist af foreningen.

På baggrund af de af tilsynet indhentede udtalelser under sagens

behandling fra vejdirektoratet, matrikeldirektoratet, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen og firmaet Topomatic meddelte foreningen

v/højesteretssagfører Bent Jacobsen i skrivelse af 10. november 1982

monopoltilsynet, at foreningen ville erklære sig villig til at foreslå § 6

udbygget med et stk. 2 således:

»Stk. 2. Foranstående bestemmelse finder ikke anvendelse med hensyn

til større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje og andre større

sager af ganske tilsvarende karakter, for hvilke der ikke foreligger faste

takster, på betingelse af

at der foreligger et kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, der

tager hensyn til de krav, der fra Matrikeldirektoratets side stilles til

matrikulære arbejders udførelse, og

at der i udbudet direkte anføres, at de givne tilbud kun dækker selve det

beskrevne vejudskillelsesarbejde, således at behandlingen af

juridisk-matrikulære opgaver, herunder skelproblemer, der opstår under

arbejdets udførelse, uden at forbehold fra den tilbudsgivende landinspektørs

side er nødvendigt, vederlægges særskilt efter landinspektørernes almindelige

honorarregler.

I disse tilfælde kan et medlem deltage i licitation eller lignende

honorarkonkurrence, når Praktiserende Landinspektørers Forening på forhånd

har godkendt det foreliggende udbud som foreneligt med de forannævnte

krav.«

Sagen blev herefter behandlet af monopolrådet på dets møde den 19. januar

1983.

Rådet fandt, at vedtægternes § 6 selv i den udbyggede form ville medføre

de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige virkninger. Rådets

afgørelse indebar, at direktoratet bemyndigedes til i medfør af monopollovens

§ 11, stk. 1, at optage forhandlinger med Den danske Landinspektørforening om

ændring af udkastet til § 6, således at § 6, stk. 1, 2. pkt., om medlemmers

pligt til indberetning til foreningen, og § 6, stk. 2, sidste afsnit, om

foreningens forhåndsgodkendelse, ophævedes, samt at udkastet omformuleredes,

således at medlemmers ret til at deltage i licitation ikke fremstod som en

undtagelsesbestemmelse.

Såfremt forhandlingerne ikke førte til noget resultat, bemyndigedes

direktoratet til at meddele foreningen pålæg herom i medfør af monopollovens

§ 12, stk. 2.

Direktoratet optog herefter forhandlinger med landinspektørforeningen om

en ændring af de nævnte bestemmelser. Under forhandlingerne frafaldt tilsynet

kravet om, at bestemmelsen omformuleredes således, at medlemmers ret til at

deltage i licitation ikke fremstod som en undtagelsesbestemmelse. Foreningen

ønskede imidlertid ikke at foretage de krævede ændringer i udkastet,

hvorefter direktoratet ved den påklagede skrivelse af 5. april 1983 meddelte

foreningen pålæg om ophævelse af vedtægternes § 6.

Klagerne har til støtte for deres påstand indledningsvis anført, at

monopoltilsynets pålæg retter sig imod forbudet mod licitation, uanset at der

var opnået forligsmæssig enighed om det materielle indhold i sagen baseret på

matrikeldirektoratets udtalelse, som gik ud på et forbud mod licitation med

undtagelse for større vejudskillelsesarbejder vedrørende bestående veje.

Denne enighed fandt udtryk i udkastet til vedtægtsændring, hvilket

monopolrådet for så vidt angår det materielle indhold tilsluttede sig.

Grunden til at sagen er indbragt for monopol-ankenævnet skyldes ikke

uenighed om det materielle indhold, men uenighed om visse procedurespørgsmål

til sikkerhed for, at grænsedragningen mellem forskellige former for

landinspektørarbejder i relation til licitation kan administreres rigtigt og

effektivt. Foreningen ønskede § 6, stk. 1, 2. pkt., om indberetningspligt

samt udkastets § 6, stk. 2, sidste afsnit, om foreningens forhåndsgodkendelse

opretholdt, hvorimod tilsynet ønskede disse slettet.

Tilsynets pålæg om ophævelse af § 6 er efter klagernes opfattelse

ugyldigt, idet det ikke er i overensstemmelse med monopolrådets afgørelse.

Pålægget findes endvidere at måtte ophæves af materielle grunde, da forbudet

mod licitation er sagligt rigtigt for at opretholde en høj faglig kvalitet.

Forbudet findes således ikke i strid med monopolloven.

Da tilsynet har forkastet kautelerne betragter klagerne sig fri fra

forliget og indtager herefter principalt det standpunkt, at

licitationsforbudet bør opretholdes. Subsidiært finder klagerne, at det af

foreningen foreslåede udkast med kautelerne bør anerkendes.

En licitation har kun mening, dersom udbudsmaterialet giver en

fyldestgørende og kvalificeret beskrivelse af de ønskede arbejdsydelser.

Klagerne har herved bl.a. henvist til § 2 i Almindelige betingelser for

arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed. Dersom disse

forudsætninger ikke opfyldes, vil dette let få uheldige konsekvenser.

Landinspektørarbejdet, der efter kontrol i matrikeldirektoratet skal

resultere i en registrering, skal af hensyn til denne registrering

nødvendigvis være udført med den største omhu og være gennemført til bunds.

Samtidig er det umuligt før arbejdets påbegyndelse at danne sig en blot

nogenlunde sikker mening om, hvilket omfang arbejdet vil få. Der vil altid -

enten under selve arbejdet eller som følge af matrikeldirektoratets kontrol -

opdukke problemer, der kræver yderligere arbejde af forskellig art og af

uforudseeligt omfang. Denne særegenhed ved landinspektørarbejdet gør

licitationsformen ganske uegnet. Hvis landinspektøren på grund af sit

kendskab til den ret væsentlige sandsynlighed for, at ukendte problemer vil

dukke op, i sit tilbud tager hensyn til risikoen herfor, og det derefter

viser sig, at det pågældende arbejde ikke bliver væsentligt kompliceret med

uforudsete opgaver, vil den ved licitationen fastsatte betaling være for høj

og således i strid med de af monopoltilsynet godkendte takster. Undlader

landinspektøren ved licitationen at tage hensyn til denne risiko for, at

yderligere arbejde og uventede problemer dukker op, vil den nødvendige

merudgift ved den fagligt rigtige udførelse af sådanne arbejder kunne være

økonomisk ødelæggende, og dette skaber en alvorlig risiko for, at

landinspektøren søger at begrænse sit tab ved at gå lettere hen over

opgaverne end det er fagligt forsvarligt.

Denne særegenhed ved landinspektørarbejdet er grundlaget for klagernes

betænkelighed ved licitation, dersom foreningen ikke får kompetence til at

påse, at udbudsbetingelserne er opfyldt. Inden for byggeriet vil

betingelserne være opfyldt, da udbudsmaterialet sædvanligvis er omhyggeligt

udarbejdet gennem måneder.

Landinspektørers arbejde omfatter såvel tekniske som matrikulære arbejder.

De tekniske arbejder vil kunne forudses i udbudsmaterialet, men det kan de

matrikulære ikke, og det er derfor alene de matrikulære arbejder, der

omfattes af udkastets godkendelsesbestemmelse.

Det er karakteristisk for landinspektørers arbejde, at det udføres under

et dobbelt ansvar: et professionsansvar og et offentligretligt ansvar.

Landinspektører har pligt til at reagere ved uoverensstemmelser mellem

registreringer i matrikeldirektoratet og forhold i marken. Landinspektører er

i denne henseende repræsentanter for matrikelvæsenet. I EF-regie betragtes

landinspektørers virksomhed som udøvelse af offentlig myndighed. For denne

offentligretlige side af arbejdet får landinspektører ikke vederlag fra

matrikeldirektoratet, men må indregne vederlaget i honoraret fra klienten. Da

det som nævnt ikke er muligt at forudse, hvilke matrikulære problemer, der

vil rejse sig, og da dette vil medføre, at der enten indregnes et

risikotillæg i tilbudet eller at registreringsarbejdet forringes til skade

for matrikeldirektoratet, finder klagerne, at licitationsforbudet må

opretholdes.

Matrikeldirektoratet, der er den øverste faglige instans, har i

udgangspunktet også erklæret sig enig med klagerne i, at matrikulære arbejder

ikke er egnede til licitation. Klagerne har herved henvist til følgende

afsnit i matrikeldirektoratets skrivelse af 24. juni 1982 til

monopoltilsynet:

»Matrikulære arbejder har en særlig karakter, idet de danner grundlag

for matriklens registrering af landets ejendomme og af de forandringer, der

sker ved udstykning m.v. Matriklens oplysninger er samtidig grundlaget for

tinglysnings- og vurderingsregister m.m. Der henvises til gældende regler i

landinspektørlovens bestemmelser (lovbekendtgørelse nr. 390 af 12-7-1977) og

til udstykningslovens og udstykningsbekendtgørelsens forskrifter

(lovbekendtgørelse nr. 6 af 7-1-1977 og bekendtgørelse nr. 129 af 23-3-1982).

I matrikulære arbejder indgår både tekniske arbejder i form af opmåling,

beregninger og kortarbejde m.v. og juridisk-matrikulære opgaver i forbindelse

med skelbestemmelse, herunder afsætning af ældre skel og afholdelse af

egentlige skelsætningsforretninger. De juridisk-matrikulære dele af arbejdet

omfatter også stillingtagen til vejrets- og servitutforhold, behandling af

matrikulære sager i forhold til arealanvendelseslovgivningen og rådgivning af

klienter og naboejere.

Det vil ikke altid være muligt på forhånd at vide, hvilke arbejder der

skal udføres, idet f.eks. problemer omkring afsætning af ældre skel og

eventuel berigtigelse af matriklens dokumenter i visse tilfælde først vil

vise sig i forbindelse med de øvrige arbejders udførelse og i givet fald også

vil påvirke omfanget af de tekniske arbejder.

Det kan i øvrigt oplyses, at det matrikulære arbejde i Danmark i

forbindelse med overvejelser om fri etableringsret inden for EF-området har

været karakteriseret som udøvelse af en form for offentlig myndighed.

Direktoratet frygter at anvendelse af licitationsprincippet vil kunne føre

til nedsættelse af kvaliteten af matrikulære arbejder. Direktoratets kontrol

af landinspektørernes arbejde omfatter ikke en markkontrol, og fejl eller

forsømmelighed ved markarbejderne vil derfor ikke altid kunne kontrolleres i

forbindelse med sagernes behandling i direktoratet.

Hvis fejl og mangler konstateres ved direktoratets behandling af sagen,

vil direktoratet stille krav til landinspektøren om ændring og forbedring af

arbejdet. Fører dette ikke til et tilfredsstillende resultat, må direktoratet

afvise at notere de matrikulære forandringer i matriklen.

Fejl og mangler, der ikke kan konstateres ved direktoratets behandling af

sagen, vil føre til en forringelse af ejendomsregistreringen. Det bemærkes i

denne forbindelse, at hvis fejlene opdages på et senere tidspunkt kan det på

grund af omkostningerne for grundejerne og det offentlige være vanskeligt at

få dem berigtiget.

Direktoratet finder på denne baggrund, at matrikulære arbejder i

almindelighed ikke er egnede til at udbydes i licitation. Det kan dog ikke

afvises, at nogle matrikulære arbejder, f.eks. visse vejudskillelsessager,

kan være så veldefinerede, at licitationsprincippet kan anvendes. Efter

direktoratets opfattelse må dette dog forudsætte, at der foreligger et

kvalificeret og fyldestgørende udbudsmateriale, at udbudsmaterialet tager

hensyn til de krav, der fra matrikeldirektoratets side stilles til

matrikulære arbejders udførelse, og at der fra landinspektørens side kan

tages forbehold om særskilt betaling for ordning af skelproblemer m.v., der

opstår under arbejdets udførelse.«

Matrikeldirektoratet har således betænkeligheder ved licitation, men har

dog fundet, at licitation kunne forsvares anvendt i forbindelse med større

vejudskillelsesarbejder og lignende på visse betingelser. Selv denne

begrænsede licitationsadgang anser foreningen for betænkelig, men erklærede

sig dog indforstået med den for at undgå, at der ellers generelt blev åbnet

for licitationer. Matrikeldirektoratet kan imidlertid ikke selv påse

opfyldelsen af de stillede betingelser, og foreningen er nærmest til at føre

denne kontrol, som - i hvert fald i en overgangsperiode - vil være nødvendig.

Den licitationsadgang, der er foreslået, angår alene bestående vejanlæg.

Efter § 89 i lov om offentlige veje, lovbekendtgørelse nr. 585 af 20.

november 1975, påhviler det vejbestyrelserne at drage omsorg for, at samtlige

hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje udskilles i matriklen som offentlige

vejarealer, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Når

matrikeldirektoratet er gået med til licitation i disse tilfælde, beror dette

på, at de tekniske arbejder her har overvægt fremfor de matrikulære.

På ovennævnte baggrund finder klagerne, at faglige grunde taler for

opretholdelse af licitationsforbudet og i modsat fald kun bør anerkendes i

det foreslåede omfang under de angivne kauteler.

Klagerne har endvidere gjort gældende, at monopoltilsynets pålæg om

ophævelse af § 6 i de kollegiale vedtægter er ugyldigt såvel af formelle

grunde som af materielle, idet tilsynets pålæg er for vidtgående i forhold

til monopolrådets afgørelse.

Klagerne har i denne forbindelse anført, at monopolrådets afgørelse

indebar en accept af licitationsforbudet på grundlag af det foreslåede

udkast, idet rådet dog bl.a. ønskede en ophævelse af bestemmelsen i den

bestående § 6, 2. pkt., om pligt for foreningens medlemmer til at indberette

licitationer og lignende honorarkonkurrence samt af bestemmelsen i det

foreslåede nye § 6, stk. 2, om foreningens godkendelse af et foreliggende

udbuds forenelighed med vedtægtsbestemmelsens krav hertil. Direktoratet blev

af rådet bemyndiget til at optage forhandlinger med landinspektørforeningen

herom og om fornødent meddele foreningen pålæg i medfør af monopollovens §

12, stk. 2. Det fremgår aldeles klart af bemyndigelsen, at den refererede sig

til de kollegiale vedtægters § 6, således som denne bestemmelse var tilbudt

modificeret ved tilføjelse af et nyt stk. 2, og således som nævnt ganske

klart accepterede den af foreningen foreslåede afgrænsning mellem forbudt og

tilladt licitation. De herefter stedfundne forhandlinger med tilsynet fandt i

nøje overensstemmelse med de af monopolrådet anlagte synspunkter sted på

basis af bestemmelsen i § 6, således som bestemmelsen ville fremtræde efter

den af foreningen tilbudte tilføjelse. Da der ikke opnåedes enighed med

monopoltilsynet om ændringerne, bebudede tilsynet, at der ville blive udstedt

pålæg vedrørende vedtægternes § 6, 2. pkt., samt udkastets stk. 2, sidste

afsnit.

De herefter givne pålæg var efter klagernes opfattelse præget af

forvirring. Det første pålæg var dateret den 30. marts 1983 (onsdag før

påske) og fremkom påskelørdag. Det gik ud på ophævelse af 2. punktum i § 6

med et forbehold om, at hvis § 6 blev udbygget med et nyt stk. 2 som det

foreslåede, ville tilsynet udstede pålæg om ophævelse af sidste afsnit.

Dette pålæg refererede sig således alene til den gældende § 6 og ville

føre til det resultat, det gældende forbud mod licitation og lignende blev

opretholdt fuldt ud men uden indberetningspligt for medlemmerne.

Den næste arbejdsdag, nemlig den 5. april 1983 (tirsdag efter påske) blev

udfærdiget to skrivelser. Den ene gik ganske kort ud på en tilbagekaldelse af

det i skrivelsen af 30. marts 1983 meddelte pålæg, og den anden indeholdt det

nu påklagede pålæg, der må betragtes som det endelige, og som kort går ud på,

at foreningen senest den 1. maj 1983 skal ophæve § 6 i de kollegiale

vedtægter.

Pålægget af 5. april 1983 henviser ikke til en ny beslutning af

monopolrådet, der også vanskeligt kunne tænkes indhentet i påsken, men

angiver, at monopolrådets afgørelse af 19. januar 1983 skulle forstås

således, at accepten af det, der er kaldt det materielle indhold, var sket

under forudsætning af, at kautelerne i § 6, stk. 1, 2. punktum, og stk. 2,

sidste afsnit, udgik. Heri hævdes at ligge et grundlag for en fuldstændig

ophævelse af § 6 med den virkning, at licitation tillades inden for alle

områder af landinspektørvirksomhed.

Denne forståelse af monopolrådets afgørelse forekommer åbenbart urigtig.

Der er intet forbehold taget om under nogen omstændighed at forlade den

godkendelse af det materielle indhold som monopolrådet havde meddelt. De

pålæg, som direktoratet bemyndigedes til eventuelt at give vedrører kun

kautelerne. Det givne pålæg må således anses som værende i åbenbar strid med

monopolrådets afgørelse, hvorfor pålægget af denne grund er ugyldigt.

Monopoltilsynet har anført, at tilsynets pålæg blev tiltrådt af

monopolrådet i dets møde den 20. april 1983. Der kan på dette møde ikke have

været tale om en ny behandling af sagen. Pålægget af 5. april 1983 lider

herefter af en kompetencemangel, der må medføre, at pålægget også af denne

grund er ugyldigt. Denne kompetencemangel vil kun kunne afhjælpes ved en ny

forvaltningsakt efter den 20. april 1983, men en sådan har tilsynet ikke

udsendt.

Klagerne har endvidere anført, at pålægget er materielt urimeligt, idet

det går ud over det, der var foreslået af klagerne og godkendt af

monopolrådet. Allerede fordi monopoltilsynet har taget bekræftende til

genmæle over for udkastet er pålægget urimeligt og må ophæves.

Dersom der ikke vil kunne gives klagerne medhold i, at licitation helt

forbydes, men der indrømmes en licitationsadgang i begrænset omfang, lægger

klagerne afgørende vægt på, at kautelerne, såvel indberetningspligten som

foreningens godkendelse, anerkendes. Der er behov for kautelerne, da den

foreslåede licitationsordning vil indebære en ny retstilstand på området.

Licitation har været ukendt inden for landinspektørvirksomhed indtil Skjern

kommune i 1980 indbød en begrænset kreds til licitation vedrørende et

vejudskillelsesarbejde. Ved at tillade licitation i disse tilfælde får man en

ny sondring mellem tilladte og ikke-tilladte licitationer. Inden for de

tilladte licitationer skal endvidere visse betingelser være opfyldt. Der skal

således danne sig en ny praksis omkring § 6, og det må tilstræbes, at denne

bliver klar og utvetydig. Klagerne finder det uforsvarligt at overlade

praksisdannelsen til licitationernes parter. De udbydende kommuner vil være

inkompetente, da de er uden ansvar for arbejdets kvalitet og alene har

økonomiske interesser i at gennemføre arbejderne så billigt som muligt. De

kan derved fristes til at forenkle udbudsmaterialet. Omvendt vil

landinspektørerne kunne fristes til at se bort fra udbudsmaterialets kvalitet

med den følge, at det bliver de mindre nøjeregnende landinspektører, der vil

få licitationerne. Foreningen vil derimod se det som sin opgave at værne om

kvaliteten til fordel for matrikeldirektoratets registreringer. De midler

foreningen i denne henseende foreslår er dels en underretningspligt, der

alene angår den omstændighed, at en licitation er udbudt, og som muliggør, at

foreningen vil kunne gribe ind over for overtrædelse af vedtægten, dels en

godkendelsesregel, der ikke indebærer en honorargodkendelse, men alene sigter

til at påse matrikeldirektoratets krav, at udbudsmaterialet er fagligt

forsvarligt, og at de deltagende landinspektører har et ensartet grundlag for

afgivelse af tilbud.

Der er ikke det mindste grundlag for at nære mistillid til en faglig,

landsomfattende organisation, hvis afgørelser er undergivet monopoltilsynets

kontrol.

Set i forhold til monopollovens § 11 må klagerne således bestride, at

indberetningspligten og den foreslåede godkendelsesordning indebærer

urimelige indskrænkninger i den frie erhvervsudøvelse. Der er i øvrigt heller

ikke indgivet klage fra noget medlem af foreningen.

For så vidt monopoltilsynet har anført, at foreningens krav om

forhåndsgodkendelse er i strid med licitationslovens § 4, stk. 3, har

klagerne anført, at licitationsloven forbyder aftaler om tilbudene. Der er

imidlertid ingen forbindelse mellem § 4, stk. 3, og foreningens godkendelse

af udbudsmaterialet.

Klagerne henstiller herefter til nævnet, at dersom licitationsforbudet

ikke kan opretholdes, at nævnet da godkender de ovennævnte kauteler til

sikring af de faglige forudsætninger for licitation.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand indledningsvis påpeget, at

tilsynet har accepteret foreningens udkast til ny § 6 bortset fra de

bestemmelser, hvorigennem foreningen ønsker kontrol med licitationsudbudene

d.v.s. § 6, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, sidste afsnit.

Uenigheden angår om foreningen alene af alle skal kunne kræve underretning

om licitation samt forbeholde sig at godkende licitationer og herigennem

bestemme, hvorledes udbudsmaterialet skal formuleres ved at foretage

rettelser og tilføjelser hertil.

Af de adspurgte organisationer og styrelser har ingen afvist, at

matrikulære arbejder alt efter deres indhold kan udbydes i licitation. Det

forslag foreningen herefter har fremsat til uddybning af § 6 forudsatte

imidlertid, at foreningen skulle administrere og kontrollere landinspektørers

deltagelse i licitationer. Monopoltilsynet finder denne udbygning uforenelig

med bestemmelserne i monopolloven og i øvrigt uden sidestykke inden for andre

brancher. Endvidere er foreningens afgørelser inappellable. Den kontrol

foreningen ønsker at udøve er ikke blot en markkontrol, men vedrører også de

krav til udbudsmaterialet som matrikeldirektoratet stiller. Foreningen vil

således indtræde på linie med matrikeldirektoratet.

Det er tilsynets opfattelse, at kommuner og andre efterspørgere efter

landinspektørers arbejde har sådanne medarbejdere til rådighed, som fagligt

vil kunne vurdere matrikulære arbejder. På samme måde er foreningens

medlemmer fagligt kvalificerede. Medlemmernes ret og frihed til selv at

vurdere et matrikulært arbejde bør derfor ikke undergives foreningens

kontrol. Matrikeldirektoratet har da heller ikke kunnet støtte foreningen i

dens krav om forudgående kontrol i konkrete licitationssager.

Der er i øvrigt intet som hindrer kommuner eller medlemmer af foreningen i

at indhente råd og vejledning hos landinspektørforeningen i forbindelse med

udbudsmateriale ved licitationer i det omfang der måtte være behov herfor.

Landinspektører har i medfør af landinspektørloven eneret på udførelse af

matrikulære arbejder, og praktisk talt alle landinspektører er medlemmer af

Den danske Landinspektørforening.

Foreningen har benyttet denne eneret til at hindre en kommune i at få

tilbud på betaling for udførelse af matrikulære arbejder. Af klagernes indlæg

fremtræder det klart, at landinspektørforeningens modstand mod licitation

inden for området er begrundet i ønsket om at undgå priskonkurrence mellem

medlemmerne.

Det kan ikke bestrides, at licitation vil medføre besparelser. Tilsynet

har eksempelvis fremhævet, at det for Skjern kommune som følge af de

indhentede overslag blev muligt for det budgetterede beløb at udvide

vejstrækningen fra 17,6 km til 25,1 km. Ved en licitation i Esbjerg udgjorde

det laveste bud mindre end en trediedel af det højeste bud. Det må derfor

anses for at være af væsentlig betydning, at landinspektørerne selv får lov

til at bedømme et udbudsmateriale og her ud fra egenhændigt fastsætte sine

tilbud på udbudte licitationer.

Licitationsprincippet bryder den konkurrencebegrænsende kutyme, at den

lokale landinspektør fortrinsvis bør have de lokale opgaver, og at afregning

finder sted efter medgået tid og foreningstarif.

Konkurrence er det grundlag andre erhverv eksisterer på, og herigennem

åbnes også op for indførelse af ny teknik. Ny teknik medfører nye former for

arbejde. Det må efter tilsynets opfattelse overlades til erhvervenes udøvere

selv at bestemme disse forhold under hensyn til nye omkostningsbesparende

metoder.

Foreningens krav om medlemmers indberetningspligt og om

forhåndsgodkendelse af brugeres udbudsmateriale medfører således de i

monopollovens § 11, stk. 1, nævnte skadelige virkninger såvel i relation til

foreningens medlemmer i form af urimelig indskrænkning i erhvervsudøvelsen

som i relation til brugerne af matrikulære arbejder, bl.a. i form af

urimelige priser.

For så vidt klagerne har gjort gældende, at pålægget er ugyldigt som

værende i strid med monopolrådets afgørelse, har tilsynet anført, at

direktoratets bemyndigelse til at optage forhandlinger tog sigte på en

liberalisering af vedtægterne, herunder også de foreslåede, da de fandtes at

medføre de i monopollovens § 11, stk. 1, nævnte skadelige virkninger.

Tilsynets pålæg måtte derfor også tilsigte en liberalisering.

Da indgreb efter monopollovens § 12, stk. 2, ikke kunne benyttes over for

foreningens forslag, som endnu ikke er vedtaget af foreningen og heller ikke

anmeldt som ændring til det allerede anmeldte, og da et isoleret indgreb over

for de anmeldte vedtægters § 6, 2. pkt., ville medføre en stramning og ikke

en liberalisering af bestemmelsen, meddelte tilsynet foreningen pålæg om en

fuldstændig ophævelse af vedtægternes § 6. Denne afgørelse blev tiltrådt af

monopolrådet i dets møde den 20. april 1983.

I tilknytning hertil har tilsynet endvidere gjort gældende, at de

omhandlede bestemmelser i § 6 (indberetningspligten og forhåndsgodkendelsen)

er i strid med licitationslovens § 4, stk. 3, hvorefter der forud for en

licitation af de bydende kun må afholdes møder vedrørende licitationen til

drøftelse af udbudsgrundlaget, herunder spørgsmål om teknisk begrundede

forhold, og kun såfremt udbyderne opfordres til at komme til stede og såvel

organiserede som uorganiserede bydende på lige vilkår har adgang til mødet.

Tilsynet har endelig anført, at man ligesom matrikeldirektoratet finder,at

problemerne ved anvendelse af licitationsprincippet på sager om udskillelse

af offentlige veje i givet fald bør søges løst ved et nærmere samarbejde

mellem de berørte myndigheder, de kommunale organisationer og Den danske

Landinspektørforening med henblik på udarbejdelse af en generel vejledning.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Indledningsvis bemærkes, at ankenævnet ikke i det af klagerne anførte kan

finde grundlag for at anse monopoltilsynets omhandlede afgørelse for ugyldig

på grund af manglende kompetence eller lignende.

Hvad angår sagens realitet bemærkes:

Monopoltilsynet har i overensstemmelse med matrikeldirektoratets skrivelse

af 24. juni 1982 lagt til grund, at anvendelse af licitation som hovedregel

må anses for uhensigtsmæssig med hensyn til matrikulære arbejder, men

licitation dog kan accepteres inden for et nærmere angivet område. Nævnet kan

tiltræde denne vurdering.

Parterne har drøftet et udkast til vedtægtsbestemmelse, der åbner adgang

til licitation i det af matrikeldirektoratet angivne omfang.

Med hensyn til de punkter, hvor man ikke har kunnet opnå enighed, finder

nævnet, at foreningen ikke kan være afskåret fra at fastsætte bestemmelser,

hvorefter medlemmerne har pligt til at indberette licitationer, som de bliver

bekendt med.

Derimod finder nævnet, at en bestemmelse i vedtægterne, hvorefter

medlemmerne ikke må deltage i licitationer uden at foreningen på forhånd har

godkendt licitationsudbudet, vil kunne have de i monopollovens § 11

omhandlede skadelige virkninger.

Herefter bestemmes:

Det af monopoltilsynet ved skrivelse af 5. april 1983 meddelte pålæg

stadfæstes, dog således at en affattelse af § 6 i klagernes vedtægter

overensstemmende med klagernes forslag, men med udeladelse af reglen om

foreningens forhåndsgodkendelse af licitationer, ikke skal anses som

stridende mod monopolloven.

Lignende dokumenter