Leveringsnægtelse - prisniveau - lokkevaresalg (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Leveringsnægtelse - prisniveau - lokkevaresalg
(* 1)
År 1986, den 15. juli, blev i sagen j.nr. 19/85, Bilka Lavprisvarehuse A/S
ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende
K E N D E L S E:
I skrivelse af 11. april 1985 har Bilka Lavprisvarehuse A/S klaget over de
af monopoltilsynet ved skrivelser af 7. februar og 28. marts 1985 trufne
afgørelser, hvorved monopoltilsynet ikke har fundet grundlag for at udstede
leveringspålæg i medfør af monopollovens § 12 over for De forenede Bryggerier
A/S (DfB).
Klageren har nedlagt påstand om, at monopoltilsynet tilpligtes at pålægge
DfB at levere Hof/Tuborg til klagerne, selv om klagerne i perioder
videresælger øllet til under indkøbspris.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Dansk Organisation af Detailhandelskæder er indtrådt i sagen til støtte
for klagerne, og DfB er indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i skriftlige indlæg. Parterne
er gjort bekendt med hinandens indlæg. Begge biintervenienter har udtalt sig
for nævnet.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 29. maj og den 13. juni
1986. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.
De påklagede afgørelser er indeholdt i sålydende skrivelser af 7. februar
og 28. marts 1985 fra monopoltilsynet til advokat Erling Borcher:
Afgørelsen af 7. februar 1985:
»Ved monopolrådets møde den 6. februar 1985 tog rådet stilling til
klagen fra Dansk Supermarked A/S over De forenede Bryggeriers standsning af
ølleverancerne over for Bilka i perioden op til julen 1984, da Bilka kørte en
kampagne med Hof og Tuborg til 99,95 kr. for en kasse øl med 30 stk., medens
indkøbsprisen for de pågældende øl udgjorde 119,10 kr. pr. kasse.
Rådet traf beslutning om, at man ikke vil gribe ind med leveringspålæg
Læs alt
over for De forenede Bryggerier i fremtidige tilfælde, hvis De forenede
Bryggerier under lignende omstændigheder i perioden op til julen 1984
praktiserer leveringsstandsning over for lavprisvarehusene OBS! og Bilka.
Rådet lagde herved til grund, at beføjelsen til at udstede leveringspålæg
efter monopollovens § 12, stk. 3, må udøves med varsomhed, således at indgreb
i den måde, hvorpå erhvervsvirksomheder tilrettelægger deres afsætning, kun
sker, når vægtige grunde måtte tale derfor, mens omvendt det forhold, at
varen af den pågældende forhandler må antages at ville blive brugt som
såkaldt lokkevare, indebærer, at tilsynet må undlade at gribe ind over for
leveringsnægtelsen. Rådet tog ved afgørelsen desuden de af De forenede
Bryggerier anførte øvrige begrundelser for leveringsnægtelse, stillet over
for det af Dansk Supermarked og FDB anførte om leveringsnægtelsers virkninger
for lavprisvarehusenes frie erhvervsudøvelse, i betragtning, jf. vedlagte
referat til rådsmødet, hvortil der i øvrigt generelt henvises om grundlaget
for afgørelsen (i referatet er indstillingen fraklippet).
Tilsynet vil således ikke i eventuelle fremtidige tilfælde af
leveringsnægtelse fra De forenede Bryggerier over for Dansk Supermarkeds og
FDB's lavprisvarehuse under lignende omstændigheder som i perioden op til
julen 1984 have fornøden lovhjemmel til at udstede leveringspålæg i henhold
til monopollovens § 12, stk. 3.«
Afgørelsen af 28. marts 1985:
»Ved overbragt skrivelse af 26. marts 1985 har De på vegne af Bilka
Lavprisvarehuse A/S hertil klaget over, at De forenede Bryggerier A/S (DfB)
ikke vil levere Hof/Tuborg til Bilka i en afgrænset periode op til påsken
1985, hvor Bilka ønsker at videresælge øllet til en detailpris på 110,00 kr.
pr. kasse a 30 stk. Indkøbsprisen for det pågældende øl udgør 119,10 kr.
Med henvisning hertil anmoder De tilsynet om, at der over for DfB udstedes
pålæg om at levere Hof/Tuborg til Bilka.
Sagen har gårs dato været forelagt monopolrådets forretningsudvalg, der
ikke på det foreliggende grundlag fandt, at der kan udstedes et pålæg over
for DfB om, at bryggeriet skal forsyne Bilka med Hof og Tuborg til et påtænkt
salg i dagene op til påske til en af Bilka fastsat udsalgspris på 110,00 kr.
pr. kasse.
Om grundlaget for denne afgørelse skal først henvises til rådets afgørelse
af 6. februar 1985 og begrundelsen herfor, idet der om udviklingen siden
denne afgørelse og de fremkomne nye oplysninger skal anføres følgende:
Så vidt det er tilsynet bekendt, vil DfB - og andre bryggerier som
praktiserer stop af leverancer i tilfælde af salg til under indkøbspris -
ikke standse øl-leverancerne ud over de perioder, hvor de påpgældende
detailforretninger gennemfører prisnedsættelser til under de gældende
engrospriser.
I denne sag er DfB's meddelelse om ikke at ville levere til Bilka
fremkommet som et svar på Bilkas forhåndsforespørgsel herom. Tilsynet er ikke
bekendt med, at DfB har besvaret eventuelle andre forhåndsforespørgsler på
anden måde. Endvidere foreligger det ikke oplyst, at DfB har leveret til
detailforretninger i perioder, hvor Hof/Tuborg sælges til under den gældende
engrospris.
Tilsynet har tilstillet DfB kopi af denne skrivelse og samtidig meddelt
DfB, at tilsynet i den kommende tid vil undersøge, om den seneste udvikling
indebærer ulighed i detailhandlernes erhvervsudøvelse. DfB er samtidig
anmodet om en udtalelse i sagen.«
Endvidere foreligger der en skrivelse af 23. januar 1986 fra
monopoltilsynet til klagerne af følgende ordlyd:
»Ved skrivelse af 31. oktober 1985 har De på vegne af Bilka
Lavprisvarehuse anmodet monopoltilsynet om at tage De forenede Bryggeriers
leveringsstandsning over for Bilka ved salg af øl til under indkøbspris op
til fornyet behandling. Denne anmodning er fulgt op af senere skrivelser
indeholdende materiale om konstaterede tilfælde af salg af øl fra De forenede
Bryggerier til under indkøbspris hos andre handlende.
Monopolrådet har på mødet den 22. januar 1986 behandlet dette spørgsmål.
Rådet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger indebærer en sådan
ændring af grundlaget for monopolrådets afgørelser af 6. februar og 24. april
1985, at der - medens sagen er under behandling i ankenævnet - vil være
grundlag for at give De forenede Bryggerier A/S leveringspålæg, såfremt
bryggerierne standser leverancer af øl til Bilka ved salg under indkøbspris.
Om grundlaget for denne afgørelse henvises i øvrigt til vedlagte kopi af
referat til rådsmødet, hvor direktoratets indstilling til rådet i henhold til
praksis er udeladt.
Kopi af denne skrivelse, direktoratets referat til rådet samt
ekstraktudskrift af rådsprotokollatet fra rådets møde (der foreligger om ca.
en måned) vil blive tilstillet monopol-ankenævnet, hvorved sagens parter
samtidig vil modtage materialet.
I øvrigt tilføjes, at tilsynet inden udgangen af 1986 forventer at have
afsluttet en omfattende undersøgelse af bryggeribranchen: Bryggeriforeningens
kontrahentaftaler, distributionsforholdene, omkostnings- og
indtjeningsforhold, returflaskesystemet og de mulige konsekvenser for
handelen af en ophævelse af branchens prisaftaler. Denne undersøgelse, der
påtænkes offentliggjort, vil danne grundlag for en nøjere vurdering af
kontrahentaftalernes forenelighed med monopolloven.
Notits af nærværende skrivelse er dags dato tilsendt De forenede
Bryggeriers advokat, Oluf Engell.«
Af referatet til rådsmødet den 6. februar 1985 fremgår det, at
produktionen af øl i Danmark er koncentreret på få virksomheder med DfB som
den dominerende. DfB blev dannet i 1970 ved en sammenslutning af Carlsberg og
Tuborg. DfB er i henhold til bestemmelserne i monopollovens § 6, stk. 2,
anmeldt til tilsynets register for produktion og salg af øl og mineralvand.
På grundlag af oplysninger fra ministeriet for skatter og afgifter om
beskattet salg af øl i 1983 har direktoratet beregnet, at DfB's markedsandel
inklusive salget fra datterselskaber udgør godt 3/4 af det totale
indenlandske ølsalg. For den almindelige pilsner (skatteklasse I øl) dækker
DfB knap 4/5 af salget. Den resterende ølproduktion her i landet dækkes af
flere mindre bryggerier.
DfB er medlem af Bryggeriforeningen, der fastsætter mindstepriser ved salg
af øl til detailhandlere og restauratører her i landet. Bryggeriforeningens
kollegiale vedtægter indeholder bestemmelser til hindring af omgåelse af
disse priser, regler om depoter, flasker og etiketter, et almindeligt forbud
mod illoyal konkurrence m.v. Herudover eksisterer der mellem foreningens
medlemmer en emballageoverenskomst vedrørende pant for flasker og kasser.
Foreningens overenskomster er alle anmeldt til tilsynets register i medfør af
monopollovens § 6, stk. 1.
Ved salg af øl fra medlemmer af Bryggeriforeningen er der således ikke
rabatproblemer af den art, der kendes fra andre områder. F.eks. ydes ingen
form for kvantumsrabat, funktionsrabat o.s.v. ved salg af øl ab
bryggeri/depot fra foreningens medlemmer. Bryggeriforeningens minimumspriser
udgør for den almindelige pilsner p.t. 3,97 kr. pr. flaske 35 cl. eller
119,10 kr. pr. kasse a 30 stk. Der bliver ikke af Bryggeriforeningen fastsat
mindstepriser eller -avancer ved videresalg i detailleddet.
Bryggeriforeningens prisaftaler gælder minimumsprisen til detaillist, som
betyder, at henved 94% af det samlede salg af den almindelige pilsner her i
landet bliver solgt til den af foreningen anmeldte engrospris dels direkte,
fordi 90% af den samlede ølproduktion bliver produceret af foreningens
medlemmer, dels indirekte, fordi Faxe (for Faxe-produkternes vedkommende) og
en del små bryggerier uden for foreningen følger kontrahentaftalens
engrospriser.
Om sagens forløb kan det i øvrigt nævnes, at DfB i december 1984 og april
1985 har udsendt to cirkulæreskrivelser, rettet til depoter, hvori det
præciseres, at der skal ske leveringsstandsning, hvis detaillisterne
videresælger til under indkøbspris.
Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført, at der i
den foreliggende sag er tale om salg til under indkøbspris i en afgrænset
periode og ikke et vedvarende salg. Det er afgørende nødvendigt for de store
lavprisvarehuse at kunne føre en sådan salgspolitik med fuld
prisbevægelighed, herunder frihed til at fastsætte priser under indkøbspris.
Efter klagernes opfattelse accepterer monopoltilsynet ved sine to
afgørelser, at DfB fatsætter mindstepriser ved videresalg i efterfølgende
omsætningsled, og at DfB ved at etablere leveringsnægtelser som sket generelt
håndhæver disse mindstepriser.
Den af DfB udarbejdede generelle instruks fra april 1985 til imødegåelse
af detailhandleres videresalg til under indkøbspris kan ikke håndhæves
effektivt og retfærdigt. Således vil mindre detailhandlere kunne gennemføre
prissænkninger på øl uden DfB's viden, mens en virksomhed som klagernes
nødvendigvis må have lageret suppleret under en sådan kampagne, hvilket vil
komme til DfB's kundskab med deraf følgende leveringsnægtelse. Der kan
fremvises dokumentation på mindst 100 tilfælde af salg af Hof/Tuborg til
under indkøbsprisen efter instruksens fremkomst. Det er alene storaftagere
som f.eks. klagerne, der bliver »fanget« af instruksen, fordi de i
kraft af deres størrelse er mere synlige.
Klagerne anfører, at den såkaldte lokkevareproblematik ikke er relevant i
denne sag. Klagerne henviser til Trustkommissionens betænkning nr. 3 fra
1953, hvoraf det fremgår, at der kan være tale om lokkevarer, når varerne
sælges til en meget lav pris, og hvor der foreligger en systematisk
udnyttelse af varen således, at det skader fabrikationens økonomi i væsentlig
grad. Der skal derfor påvises et systematisk salg og en væsentlig økonomisk
skadevirkning for, at en salgspolitik som den her foreliggende ikke må finde
sted. Denne vurdering har monopoltilsynet foretaget ved helt at se bort fra
kravet om væsentlige økonomiske skadevirkninger ved vurderingen af
lokkevareproblematikken. Monopoltilsynets tilbageholdenhed med udstedelse af
leveringspålæg efter monopollovens § 12, stk. 3, kan således ikke begrundes
med lokkevareproblematikken.
Klagerne henviser til, at Hof/Tuborg i høj grad er en mærkevare, hvorom
Trustkommissionens betænkning nr. 3 anfører, at skadevirkningerne i sådanne
tilfælde vil være begrænsede.
Klagerne finder endelig, at DfB's leveringsnægtelse i strid med
monopollovens § 11, stk. 1, medfører en helt urimelig indskrænkning i
klagernes frie erhvervsudøvelse.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at
klagerne har solgt øl til priser, der ligger langt under indkøbspris. Der
foreligger således ikke spørgsmål om at anvende § 10, da imødegåelse af salg
til under indkøbspris ikke vil kunne karakteriseres som håndhævelse af
vejledende mindstepris. Det er i den forbindelse også afgørende, at DfB's
leveringsnægtelse kun har fundet sted i perioder, hvor klagerne har solgt øl
til de lave priser. Monopoltilsynet har derfor ikke ved sin afgørelse givet
tilladelse til håndhævelse af mindstepriser.
Til spørgsmålet om lokkevaresalg - salg med tab - anfører monopoltilsynet
bl.a. under henvisning til bemærkningerne i Trustkommissionens betænkning nr.
3, at der i denne sag har været tale om salg af gængse, kurante mærkevarer
til ca. 16% under indkøbsprisen. Det er på grundlag heraf nærliggende at tale
om lokkevarer. Allerede af den grund kan der efter monopoltilsynets
opfattelse ikke gives DfB leveringspålæg efter monopollovens § 12, stk. 3.
Herudover anfører monopoltilsynet, at klagernes virksomhed i kraft af dens
størrelse udmærket kan eksistere, selv om den fratages muligheden for at
sælge øl til under indkøbspris, og at DfB's produkter på den anden side er så
indarbejdede, at de næppe tager skade ved en kampagne som klagernes. Det er
således to ikke særlig relevante interesser, der står over for hinanden i
denne sag, og monopoltilsynet har derfor under hensyn til forudsætningen i
monopollovens forarbejder om, at beføjelsen til at udstede leveringspålæg
efter monopollovens § 12, stk. 3, skal udøves med varsomhed, fundet, at der
ikke bør udstedes et sådant pålæg i den foreliggende sag.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Nævnet finder, at udtrykket mindstepriser i monopollovens § 10 omfatter
priser, der i overensstemmelse med normale kalkulationsprincipper rummer en
avance til det efterfølgende omsætningsled. Man er derfor enig med
monopoltilsynet i, at forbuddet mod at håndhæve mindstepriser ved videresalg
i efterfølgende omsætningsled ikke kan antages at omfatte en leverandørs
forsøg på at forhindre salg under indkøbsprisen.
Endvidere er man enig med monopoltilsynet i, at betingelserne for at give
leveringspålæg i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, ikke er til stede.
Selv om konkurrenceforholdene inden for dagligvarebranchen i de senere år
er påvirket af fremkomsten af lavprisvarehuse og supermarkeder, finder nævnet
ikke, at der heri er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den
almindelige grundsætning om, at bestemmelsen om leveringspålæg bør anvendes
med den største varsomhed, og at dette særlig gælder i situationer, hvor en
leveringsnægtelse er motiveret af, at videresalg sker til ekstraordinært lave
priser, så der er tale om en såkaldt lokkevare.
I den foreliggende sag tillægger nævnet det endvidere betydning, at
bryggeriernes leveringsnægtelse er søgt gennemført på en ensartet måde, og
kun gælder i de perioder, hvor den pågældende forhandler har videresolgt til
den nævnte lave pris.
Som følge af det anførte bestemmes:
De påklagede afgørelser stadfæstes.
Lignende dokumenter
- Leveringsstandsning - forhandlerantagelsesbetingelser - forretningsstandard - lokkevaresalg (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - forretningsstandard (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav(* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - det relevante produktmarked - substitution (* 1) Retsinformation · 24. september 1997