Spring til indhold

Retsinformation

Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd over for ikke-medlemmer (* 1)

KEN nr 60231 af 22/12/1983Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd

over for ikke-medlemmer (* 1)

År 1983, den 22. december, blev i sagen j.nr. 27/82, Den danske

Dyrlægeforening ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 11. juni 1982 har advokat Bo Vilstrup som advokat for Den

danske Dyrlægeforening (DdD) klaget over en af monopoltilsynet truffet

afgørelse, hvorved tilsynet den 13. januar 1982 i medfør af monopollovens §

12, stk. 2, meddelte pålæg om senest den 1. juli 1982 at ophæve bestemmelsen

i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1. pkt., om forbud mod

samarbejde med ikke-medlemmer, at ophæve bestemmelsen i de kollegiale

vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om dyrlægers adgang til at etablere sig ved

praksisoverdragelse og at ophæve bestemmelserne i de kollegiale vedtægters §

10 og § 11 om kollektivt arbejde.

Ved skrivelse af 28. marts 1983 er Liberale Erhvervs Råd ved advokat Erik

Mohr Mersing, København, indtrådt i sagen til støtte for Den danske

Dyrlægeforening.

Ved skrivelse af 10. oktober 1982 er dyrlæge Erik Lindstrøm, Lystrup,

indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.

Klagerne har nedlagt påstand om, at de af monopoltilsynet meddelte pålæg

ophæves.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 11. og 17. juni,

17. november 1982 og 28. marts 1983 fra klagerne, i indlæg af 28. september

1982 og 11. februar 1983 fra monopoltilsynet og i indlæg af 10. oktober og

26. november 1983 fra Erik Lindstrøm. Parterne og de der er indtrådt i sagen

er gjort bekendt med indlæggene.

Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 19. december 1983. På

det første møde var parterne og Liberale Erhvervs Råd repræsenteret og

udtalte sig.

Læs alt

Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 13. januar

1982 fra monopoltilsynet til Den danske Dyrlægeforening:

»Under stedfundne forhandlinger i henhold til monopollovens § 11,

stk. 1, senest den 15. oktober 1981, om ændringer af foreningens kollegiale

vedtægter har foreningen kun i begrænset omfang imødekommet tilsynets krav

herom.

Foreningen har accepteret, at vedtægternes § 3, stk. 4, om

praksisoverdragelse ved dødsfald ændres, således at perioden for

nedsættelsesforbudet reduceres fra 1 år til 6 måneder. Endvidere har

foreningen erklæret sig indforstået med, at foreningens minimaltakster for

forskellige ydelser bortfalder, hvorved bemærkes, at tilsynet indtil videre

tager de arbejdstidsregulerende bestemmelser, som er indeholdt i taksterne,

til efterretning.

Herudover har foreningen ikke kunnet imødekomme tilsynets krav om

ændringer i foreningens kollegiale vedtægter.

Under henvisning hertil skal man - efter at sagen har været forelagt

monopolrådet i dets møde den 6. januar 1982 - herved i medfør af

monopollovens § 12, stk. 2, meddele foreningen pålæg om senest den 1. juli

1982

at ophæve bestemmelsen i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1.

pkt., om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer,

at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om

dyrlægers adgang til at etablere sig ved praksisoverdragelse, og

at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 10 og § 11 om

kollektivt arbejde.

Det bemærkes, at tilsynet ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i

vedtægternes § 2 om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet

uværdige til medlemskab af foreningen. Endvidere bemærkes, at tilsynet vil

vende tilbage til spørgsmålet om en ændring af foreningens averteringsregler.

Om baggrunden for afgørelsen henvises til vedlagte referat til rådsmødet

den 6. januar 1982. I overensstemmelse med praksis er direktoratets

indstilling udeladt.«

De af monopoltilsynets pålæg berørte bestemmelser i klagernes vedtægter er

sålydende:

§ 2. Stk. 1. Det er medlemmer af Den danske Dyrlægeforening forbudt at

delagtiggøre nogen dyrlæge, som ikke er medlem, i foreningens goder.

Stk. 2. Det er medlemmerne forbudt at yde faglig støtte til samt at have

fagligt samarbejde med dyrlæger, som ikke er medlemmer af Den danske

Dyrlægeforening i forbindelse med disses udøvelse af dyrlægegerning i henhold

til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Denne bestemmelse gælder ikke for dyrlæger,

der i deres funktion som offentligt ansatte udøver dyrlægegerning i henhold

til de i dyrlægeloven ovenfor omtalte bestemmelser. Det er medlemmerne

forbudt at beskæftige et ikke-medlem som assistent eller vikar under udøvelse

af dyrlægegerning i henhold til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Ved overtrædelser

har vedkommende foreningsmyndighed pligt til straks at indberette forholdet

til hovedbestyrelsen.

§ 3. Stk. 1. Ved et medlems nedsættelse som praktiserende dyrlæge forstås,

at medlemmet har overtaget rådigheden over nedsættelsesadressen og er klar

til at praktisere. Hovedbestyrelsen kan dog efter forhandling med

Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger og Specialpraktiserende Dyrlægers

Forening bestemme, at en nedsættelse har fundet sted, hvis et medlem med

henblik på at starte dyrlægepraksis har påtaget sig væsentlige, bindende,

økonomiske forpligtelser i forbindelse med fremskaffelse af lokaler til

praksisformål. Hvis et medlem ønsker at påberåbe sig den i andet punktum

nævnte form for nedsættelse, skal skriftlig meddelelse om nedsættelsen

indsendes til sekretariatet med oplysning om de med nedsættelsen forbundne

økonomiske og andre forpligtelser. Nedsættelsesdatoen vil tidligst være den

dato, hvor sekretariatet modtager den skriftlige meddelelse om nedsættelsen.

Stk. 2. Når et medlem overdrager sin praksis eller praksisandel til et

andet medlem, enten ved salg eller ved indgåelse af kompagniskab, skal en

sådan hel eller delvis overdragelse omgående, efter at endelig aftale er

truffet, indberettes til sekretariatet til offentliggørelse i medlemsbladet

med angivelse af den dato, fra hvilken overdragelsen er effektiv. Det er

andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15

km fra praksis' udgangspunkt(er) i 1 år fra den dag, meddelelsen indgår til

sekretariatet. Beskyttelsen er betinget af, at en genpart af aftalen om

salget eller kompagniskabet indsendes til sekretariatet.

Stk. 3. Når et medlem, der udøver praksis, ansættes i en fast stilling, er

det andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand

af 15 km fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller

praksisandel er afhændet, dog længst i 6 måneder. Indberetning til

sekretariatet om udnævnelsen og offentliggørelse i medlemsbladet af

beskyttelsen skal foretages efter regler svarende til det i stk. 1

foreskrevne, og beskyttelsen regnes fra den dag, indberetningen indgår til

sekretariatet. Når den pågældende praksis eller praksisandel er solgt, kan

køberen opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4. Når et medlem, der udøver praksis, afgår ved døden, er det andre

medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15 km

fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller praksisandel er

afhændet, dog længst i 1 år. Når den pågældende praksis er solgt, kan køberen

opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 5. En praksis, der er oprettet inden for de sidste 5 år, kan ikke

beskyttes efter stk. 2 og 3.

Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 2-5

efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger,

Specialpraktiserende Dyrlægers Forening, lokalforeningen og den skadelidende

part.

Stk. 7. I tilfælde af, at en allerede bestående praksis nedlægges i

forbindelse med overdragelse til en eller flere nabokolleger, kan beskyttelse

af en sådan overdragelse efter reglen i stk. 2 kun gives efter forud

indhentet tilladelse, der meddeles af hovedbestyrelsen efter forhandling med

Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger, Specialpraktiserende Dyrlægers

Forening og lokalforeningen.

Stk. 8. I tilfælde af nedsættelse i strid med et nedsættelsesforbud

tilkommer påtaleret alene: efter stk. 2, praksiskøberen eller kompagniskabets

partnere, efter stk. 3, den dyrlæge, der har fået fast ansættelse, og efter

stk. 4, den afdøde dyrlæges dødsbo. Påtalen sker til hovedbestyrelsen gennem

den lokalforening, hvoraf den påtaleberettigede er medlem, eller hvoraf den

afdøde dyrlæge var medlem.

Stk. 9. Bestemmelserne om nedsættelsesforbud gælder ikke i

hovedstadsområdet. Hovedbestyrelsen træffer bestemmelse om, hvad der forstås

herved. Hovedbestyrelsen kan endvidere træffe bestemmelse om hvilke områder,

der derudover er undtaget fra reglerne om nedsættelsesforbud. Meddelelse

herom offentliggøres i medlemsbladet.

§ 10. Stk. 1. Mælkekontrol på produktionsstedet, behandling af mastitis i

tilslutning til overenskomst om mejerikredsvis bekæmpelse, inseminering efter

overenskomst mellem kvægavlsforening og praktiserende dyrlæger samt andet

kollektivt arbejde må af praktiserende dyrlæger kun udføres inden for

dyrlægens eget klientel. Ved eget klientel forstås de klienter, der

almindeligvis benytter dyrlægen til praksis.

Stk. 2. En dyrlæge må ikke påtage sig kollektivt arbejde hos en ny klient,

førend aftale med den dyrlæge, der hidtil har udført arbejdet, er truffet. I

tilfælde af uenighed må arbejdet ikke udføres, førend besætningsejeren har

givet til kende, hvilken dyrlæge han ønsker.

Stk. 3. aftaler om en ordning, hvorved stk. 1 fraviges, må i hvert enkelt

tilfælde godkendes af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen

af praktiserende dyrlæger og lokalforeningen.

§ 11. Stk. 1. Det er forbudt fastansatte insemineringsdyrlæger og dyrlæger

ved mælkekontrol at foretage almindelig praksis og andet kollektivt arbejde

end henholdsvis inseminering og mælkekontrol hos de besætningsejere, hvor

insemineringen og mælkekontrollen udføres, medmindre arbejdet udføres for

ejerens praktiserende dyrlæge.

Stk. 2. Det er forbudt insemineringsdyrlæger og dyrlæger ved mælkekontrol

at nedsætte sig og udøve praksis eller overtage praksis eller andel i sådan

samt at overtage assistentstillinger eller længere vikariater på en plads

beliggende inden for en geometrisk afstand af 15 km fra nogen del af det

distrikt, hvor de har virket som insemineringsdyrlæger eller som dyrlæger ved

mælkekontrol, før der er gået 2 år efter kontraktens eller stillingens ophør;

ved ansættelse over 1 år forlænges fristen til 4 år. Dispensation kan gives

af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende

dyrlæger og lokalforeningen.

Ved ankenævnets kendelse af 25. juni 1982 afslog nævnet at den fastsatte

frist til 1. juli 1982 til efterkommelse af de meddelte pålæg blev udskudt

til efter ankesagens afgørelse.

Klagerne har til støtte for deres påstand indledningsvis generelt anført,

at en forudsætning for monopoltilsynets meddelelse af de omhandlede pålæg må

være, at monopoltilsynet forud har foretaget en undersøgelse, der fastslår,

at de pågældende vedtægtsbestemmelser indebærer en konkurrencebegrænsning i

monopollovens forstand, og som medfører de der nærmere bestemte urimelige

virkninger. Et sådant grundlag har tilsynet ikke tilvejebragt, hvilket er

uundskyldeligt, da der kun er ca. 600 dyrlæger.

Selv om monopolloven også omfatter konkurrencebegrænsninger, der må

antages at medføre de der nævnte urimelige virkninger, ændrer det intet

herved, da sådanne antagelser alene kan anlægges over for nye

vedtægtsbestemmelser, og ikke vedtægtsbestemmelser som de heromhandlede, der

har været praktiseret i mange år. Her må der føres bevis for, at de nævnte

virkninger er indtrådt. Tilsynets pålæg er baseret på teoretiske

betragtninger. Det eneste bevis er alene en henvisning til flere klager, og

disse kan være ubegrundede. Klagerne har ikke kendskab til de indgivne

klager, bortset fra klagen fra Erik Lindstrøm. Denne klage angår imidlertid

ikke de heromhandlede vedtægtsbestemmelser, men foreningens

averteringsregler.

Med henvisning til en af monopoltilsynet i 1979 foretaget undersøgelse af

dyrlægebranchens struktur, takster og indtjening fastslår klagerne, at der

eksisterer fri konkurrence blandt dyrlægerne og peger eksempelvis på

forholdene vedrørende Landbrugets veterinære Konsulenttjeneste, hvis dyrlæger

er udmeldt af foreningen, og som driver deres virksomhed som

enkeltmandsvirksomheder.

Baggrunden for § 2, stk. 2, 1. pkt., i de kollegiale vedtægter er ønsket

om at kontrollere og sikre overholdelsen af de for foreningens medlemmer i

medfør af vedtægterne gældende erhvervsetiske regler.

Medlemsskab af DdD er ikke obligatorisk for danske dyrlæger, og er således

ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5.

I de fleste EF-lande findes officielle selvstyrende organer for dyrlæger,

som har mandat til at fastlægge nødvendige erhvervsetiske regler og til at

kontrollere disse reglers overholdelse. Disse organer består af dyrlæger

udpeget af de respektive landes dyrlægeorganisationer, og medlemsskab af

organisationerne er modsat retstilstanden i Danmark en forudsætning for

erhvervelse af autorisation.

I Danmark er vedtagelsen og kontrollen med overholdelsen af tilsvarende

erhvervsetiske regler overladt til DdD. Lov nr. 58 af 4. marts 1964 om

dyrlæger indeholder således kun bestemmelser om fratagelse af rettigheder som

følge af mangelfuld sjælstilstand, udvist grov faglig uduelighed og udførelse

af kriminelle handlinger. Hverken det danske samfund eller dyrlægestanden kan

imidlertid være tjent med, at dyrlæger i deres adfærd alene begrænses af

disse åbenbare mindstekrav, hvis nærmere udstrækning i øvrigt kan give

anledning til tvivl. DdD har derfor af hensyn til dyrlægestanden og

opretholdelsen inden for samme af fornøden faglig og kollegial standard samt

af hensyn til nødvendigheden af opretholdelsen af tilliden til standen, i de

kollegiale vedtægter fastsat nærmere erhvervsetiske regler. Det er

naturligvis videre en forudsætning, at disse erhvervsetiske regler

efterleves, hvorfor der, som det kendes for andre liberale erhvervs

vedkommende, må være adgang for de af reglerne omfattede medlemmer af

dyrlægestanden til gennem deres faglige organisation DdD at påse, at reglerne

overholdes af de enkelte medlemmer.

Da medlemsskab af DdD ikke er obligatorisk hverken for opnåelse af

autorisation som dyrlæge eller for virket som sådan, er det en absolut

nødvendighed for foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes

efterlevelse af de i de kollegiale vedtægter indeholdte erhvervsetiske

mindstekrav, der ikke kan håndhæves over for ikke-medlemmer, at foreningens

medlemmer under udøvelsen af klinisk praksis ikke ved samarbejde med

ikke-medlemmer indirekte får mulighed for at overtræde disse for standen og

klientelet nødvendige krav til udøvelse af dyrlægegerningen i

overensstemmelse med almindeligt anerkendte erhvervsetiske normer. Dette har

monopoltilsynet erkendt, idet tilsynet i sin skrivelse af 13. januar 1983

ikke har noget imod en vedtægtsbestemmelse om forbud mod samarbejde med

ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab af foreningen.

Over for tilsynets henvisning til, at autoriserede dyrlæger er undergivet

Veterinærdirektoratets tilsyn har klagerne anført, at det i denne bestemmelse

omhandlede tilsyn alene omfatter tilsyn med autoriserede dyrlægers

efterlevelse af reglerne i dyrlægeloven, der som ovenfor anført i det hele må

anses for utilstrækkelige, når det drejer sig om at opretholde og sikre

efterlevelsen af almindeligt anerkendte erhvervsetiske regler, som de der er

vedtaget for dyrlægers vedkommende og indeholdt i DdD's kollegiale vedtægter.

Forbudet mod samarbejdet med ikke-medlemmer af DdD omfatter i øvrigt alene

samarbejde i forbindelse med udøvelsen af de typer af dyrlægegerning, der

falder inden for de i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om dyrlæger § 4 pkt. a, b

og c omhandlede kategorier. Forbudet gælder således alene i forbindelse med

udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis og har som nævnt navnlig til formål at

sikre, at de fagetiske normer, som er gældende for DdD's medlemmer, ikke

indirekte omgås ved et samarbejde med ikke-medlemmer. Når forbudet alene

gælder i forbindelse med udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis, er det

naturligvis fordi, det netop er i forbindelse med udøvelsen af denne type

dyrlægegerning, at skadevirkningerne for standen og klientelet af en

overtrædelse af de erhvervsetiske mindstekrav til en dyrlæge særligt vil vise

sig, og fordi efterlevelsen af disse mindstekrav, når det gælder offentligt

ansatte dyrlæger, forudsættes varetaget og kontrolleret af den ansættende

myndighed. Tilsvarende i øvrigt når det gælder efterlevelsen af de i

dyrlægeloven indeholdte regler, i hvilken forbindelse henvises til, at f.eks.

de ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter beskæftigede

dyrlæger for så vidt angår deres virksomhed ved disse institutter i henhold

til dyrlægelovens § 10, stk. 2, er undtaget fra Veterinærdirektoratets

tilsyn.

Klagerne bestrider rigtigheden af det af tilsynet anførte, at udøvelsen af

klinisk dyrlægepraksis omfatter den overvejende del af dyrlægernes

virksomhed, idet det er en kendsgerning, at et meget stort antal dyrlæger har

deres primære beskæftigelse inden for den offentlige sektor.

Tilsynet har endelig anført, at en ændring af de kollegiale vedtægters §

2, 1. pkt., således at forbudet mod samarbejde med ikke-medlemmer alene

omfatter ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til medlemsskab af

foreningen, efter tilsynets opfattelse i rimeligt omfang vil tilgodese

klagernes ønske om at sikre overholdelsen af de veterinæretiske regler, som

gælder for foreningens medlemmer.

Klagerne har heroverfor bemærket, at da medlemsskab af DdD ikke er

obligatorisk, vil DdD ikke kunne håndhæve de i de kollegiale vedtægter

indeholdte erhvervsetiske regler over for ikke-medlemmer, hvad enten årsagen

til disses manglende medlemsskab af DdD skyldes, at disse er fundet uværdige

hertil eller skyldes andre omstændigheder som f.eks. manglende ønske om

medlemsskab, og foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes

efterlevelse af de erhvervsetiske regler vil derfor blive udhulet på

uacceptabel måde, såfremt man alene kan forhindre samarbejde med

ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab, men ikke med dyrlæger

som af andre grunde ikke er medlemmer, hvilket er tilfældet for langt de

fleste ikke-medlemmers vedkommende.

Rent bortset fra at vedtægtsbestemmelsen som anført alene har til formål

at sikre overholdelsen af almindelige og anerkendelsesværdige erhvervsetiske

regler til gavn for klientelet og samfundet i øvrigt, har bestemmelsen -

omend den måtte antages i et vist omfang at begrænse konkurrencen inden for

erhvervsområdet - ingen af de i monopollovens § 11 nævnte urimelige

virkninger, idet der ikke eksisterer nogen hindringer for ikke-medlemmers

erhvervsudøvelse og samarbejde med andre ikke-medlemmer på de i bestemmelsen

anførte områder. Den eventuelle konkurrencebegrænsende virkning opvejes af

gavnlige virkninger af bestemmelsen.

Bestemmelsen udgør, da hverken autorisationen eller virke som dyrlæge i

øvrigt er betinget af medlemsskab af DdD, alene et afsvækket korrelat til

andre liberale erhvervs medlemspligt. Der kan således f.eks. henvises til

advokater, der ifølge Retsplejelovens regler per se er medlemmer af

advokatsamfundet, hvis kollegiale regler i det hele fremtræder som bindende

bestemmelser. Der kan endvidere henvises til, at ankenævnet ikke har ophævet

advokaters forbud mod samarbejde med vinkelskrivere.

Om § 3, stk. 2, 2. pkt., i de kollegiale vedtægter har klagerne oplyst, at

bestemmelsen skyldes ønsket om at opretholde en erhvervsstruktur, der har

vist sig hensigtsmæssig for dyrlægestanden, klientelet og samfundet som

sådan. I fald bestemmelsen ikke fandtes, ville der være betydelig risiko for,

at flere dyrlæger ville etablere praksis inden for et område, der ud fra en

veterinærfaglig betragtning alene burde betjenes af en dyrlæge. Dette ville

sandsynligvis medføre, at en eller flere af disse dyrlæger ikke på rentabel

måde ville kunne drive praksis i området, hvilket ville være forbundet med

store omkostninger og et ressourcespild, som hverken klientelet eller

samfundet kan være tjent med. Dette forhold understreges også af den af

monopoltilsynet i 1979 gennemførte undersøgelse af dyrlægebranchens struktur,

takster og indtjening. Undersøgelsen viste, at der i en dyrlægepraksis kun er

mulighed for en rimelig indtjening for en dyrlæge, når henses til bl.a.

længden af og omkostningerne ved dyrlægeuddannelsen. Flere dyrlægers

nedsættelse inden for et område, hvor der reelt alene er behov for og

indtjeningsmuligheder for en dyrlæge, ville således typisk indebære, at der

efter kort tid igen kun var en dyrlæge på stedet, således at den eventuelle

prisdæmpende effekt, som følge af flere dyrlægers nedsættelse inden for samme

område, ville være af meget begrænset varighed. Når videre henses til

vigtigheden af kontinuiteten i det veterinære arbejde i de lokale områder,

herunder den enkelte dyrlæges kendskab til besætningerne inden for hans

virkeområde, ville en kappestrid om klientelet og hyppige dyrlægeskift virke

hæmmende og skadelig på den veterinære betjening af de enkelte områder. En

eventuel fordel for standen og klientelet af en mulig - kortvarig -

konkurrenceforøgelse vil således være minimal.

Bestemmelsen har videre til formål i et vist omfang at lette en

nyetableret dyrlæges nedsættelse inden for et område. En nyetableret dyrlæge

har, som bestemmelsen er formuleret, 1 år til at indarbejde sig i praksis.

Når man tager dyrlægebranchens specielle struktur og formen for klientkontakt

i betragtning, er det en endda meget kort tid, der levnes den pågældende til

at blive indarbejdet i praksisområdet. Man ser da også hyppigt selv under de

gældende regler store forskydninger af klientelet mellem dyrlægepraksis i

forbindelse med overdragelse af en praksis til en ny dyrlæge, hvilket forhold

understreger, at den konkurrencebegrænsende effekt af det i bestemmelsen

indeholdte forbud er begrænset.

Hertil kommer at den selvpensionering i form af good-willbetaling, som

ordningen åbner mulighed for, må antages at ville blive erstattet af andre og

for forbrugerne og samfundet lige så dyre eller dyrere

selvpensioneringsformer, hvis bestemmelserne om nedsættelsesforbud ved

praksisoverdragelse blev ophævet med den virkning, at en væsentlig

begrundelse for good-willbetaling faldt bort.

Endelig bemærkes at tilsvarende regler, der sigter mod at bevare en

hensigtsmæssig erhvervsstruktur, findes inden for andre erhverv bl.a. i form

af eneforhandleraftaler, samt at bestemmelsen på ingen måde har nogen af de i

monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger, idet det står klientelet frit

for, hvilket som nævnt hyppigt sker, at vælge en dyrlæge i et af de

tilgrænsende områder, eller eventuelt bistand fra en autoriseret dyrlæge, der

ikke er medlem af DdD.

Særligt for så vidt tilsynet har anført, at bestemmelserne i § 3 skal ses

i sammenhæng, samt at § 3, stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med bestemmelsen

efter stk. 2, hvorved der vil kunne opnås en længere beskyttelsesperiode end

angivet i stk. 2, har klagerne bemærket, at bestemmelsen i § 3 stk. 4 efter

drøftelser med tilsynet er ændret med virkning fra 1. juli 1982, således at

et nedsættelsesforbud i forbindelse med afhændelse af en praksis, der har

tilhørt et medlem, der er afgået ved døden, nu kun har gyldighed over for

andre medlemmer i 6 måneder fra dødsfaldet.

Videre har klagerne anført, at det som udgangspunkt ikke kan anerkendes,

at bestemmelserne i de kollegiale vedtægters § 3 skal ses i sammenhæng,

allerede fordi de enkelte i § 3 indeholdte bestemmelser hviler på særskilte

hensyn til forskellige interessebærere i forbindelse med forskellige former

for overdragelse af en dyrlægepraksis.

For så vidt tilsynet har anført, at en dyrlæge ved etablering og

udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig imod, at

sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis, har

klagerne bemærket, at det ikke primært er den sælgende dyrlæges nedsættelse i

nærheden af sin gamle praksis, som bestemmelsen tilsigter at beskytte den

nyetablerede dyrlæge imod, idet den sælgende dyrlæge kun sjældent vil

etablere sig i sit gamle område. Derimod beskytter bestemmelsen den

nyetablerede dyrlæge mod andre medlemmers udnyttelse af dyrlægeskiftet i den

overdragne praksis ved nedsættelse inden for området. En sådan nedsættelse

vil medlemmet naturligvis ikke kunne sikre sig imod ved aftale med den

sælgende dyrlæge.

Henset til den tidsmæssigt yderst begrænsede og i øvrigt tvivlsomme

konkurrenceforøgende effekt, som en ophævelse af nedsættelsesforbudet i de

kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, andet punktum, må antages maximalt at

ville medføre, kan det ikke anerkendes, at bestemmelsen har nogen af de i

monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige virkninger.

Om §§ 10 og 11 i de kollegiale vedtægter har klagerne anført, at disse er

indsat og opretholdt bl.a. efter ønske fra landbrugsorganisationerne, og at

deres sigte er rent veterinærfagligt.

Bestemmelserne vedrører en række kollektive arbejdsopgavers relation til

almindelig praksisudøvelse. En række af de arbejdsopgaver, som bestemmelserne

omhandler, er ikke længere aktuelle, men en række nye kollektive

arbejdsopgaver er imidlertid kommet til, og en revision af bestemmelserne er

derfor under overvejelse i DdD.

Baggrunden for bestemmelsen i § 10, stk. 1, er, at det ud fra

veterinærfaglige betragtninger er endog særdeles vigtigt, at den

praktiserende dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i den

besætning, hvor arbejdet udføres. Det er endvidere væsentligt, at den

dyrlæge, der normalt udøver praksis i besætningen, er bekendt med hvilke

behandlinger eller undersøgelser, der er foretaget i besætningen. Eksempelvis

vil det være yderst uheldigt, hvis den dyrlæge, der normalt praktiserer i

besætningen, ikke er bekendt med, hvilke køer der behandles for mastitis i

tilslutning til en generel bekæmpelse heraf inden for mejerikredsen. Omvendt

er det af afgørende betydning, at den dyrlæge, der deltager i behandling og

rådgivning i forbindelse med sådan mejerikredsvis bekæmpelse, er nøje kendt

med sundhedstilstanden i de enkelte besætninger på det pågældende område.

Tilsynet har erklæret sig enig med klagerne i, at det er væsentligt, at en

dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i en besætning og

til de behandlinger, som denne har været underkastet. Over for tilsynets

opfattelse, at disse spørgsmål vil kunne løses ved f.eks. at indføre en

generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden forudgående

kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene, har klagerne

anført, at en generelt formuleret forpligtelse for medlemmerne til at

indhente oplysninger hos hinanden forud for behandlingen af en besætning må

anses for ganske utilstrækkelig, når henses til de betydelige og vigtige

veterinærfaglige konsekvenser en forkert behandling af en besætning i forhold

til en tidligere behandling af samme besætning, som en mangelfuld orientering

af de behandlende dyrlæger imellem kan tænkes at få.

En generel underretningspligt dyrlægerne imellem må anses for

utilstrækkelig også fordi efterlevelsen af en sådan forpligtelse kan vise sig

umulig, f.eks. på grund af den ene dyrlæges manglende ønske om eller tid og

ressourcer til at medvirke til en sådan gensidig underretning.

En del af de opgaver, som bestemmelsen omhandler, danner desuden grundlag

for udstedelse af en række attestationer, og det ville være klart uholdbart,

om den almindeligt praktiserende dyrlæge, der skal udstede attester om en

række forhold vedrørende de enkelte besætninger, ikke var nøje bekendt med,

hvad der i disse relationer var sket med besætningerne.

Det er bl.a. nævnte spørgsmål om attestationer, der ligger til grund for

bestemmelsen i § 10, stk. 2, om klientskifte. Som det fremgår står det enhver

klient frit for at skifte dyrlæge for så vidt kollektivt arbejde angår, men

ved dyrlægeskiftet bør der for at sikre fornødent og kontinuerligt kendskab

til de enkelte besætninger finde en orientering sted dyrlægerne imellem.

Bestemmelsen i § 10 er således baseret på rent veterinærfaglige

betragtninger og har ikke de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger

for konkurrencen dyrlægerne imellem.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, i de kollegiale vedtægter har samme rent

veterinærfaglige baggrund og indhold som § 10. Der er intet til hinder for,

at de heromhandlede dyrlæger kan udføre praksisarbejde, men det forudsættes,

at det sker efter aftale med besætningens praktiserende dyrlæge, således at

det fornødne kendskab til besætningen sikres tilvejebragt.

Bestemmelsen i § 11, stk. 2, har foruden det samme veterinærfaglige sigte

som § 10 og § 11, stk. 1, til formål at sikre det for klientelet i området

bedst mulige samarbejde mellem de pågældende dyrlæger.

De i bestemmelsen omhandlede dyrlæger er funktionærer ansat i

landbrugsorganisationer og kommuner, og de arbejder i geografisk

velafgrænsede og små områder. Det står de pågældende frit for, i fald de

ønsker det, at etablere sig som almindeligt praktiserende dyrlæger i hele den

øvrige del af landet. De praktiserende dyrlæger i området er i øvrigt

genstand for almindelig konkurrence fra nabokolleger og fra samtlige øvrige

dyrlæger, der frit vil kunne etablere sig inden for et givet område, og den

konkurrencebegrænsende effekt af bestemmelsen er derfor minimal set i forhold

til dens gunstige indflydelse på samarbejdet og dermed for klientelet. Det

bestrides, at denne beskedne konkurrencebegrænsning medfører nogen af de i

monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger.

Liberale Erhvervs Råd har generelt tilsluttet sig klagernes påstand og de

af klagerne fremførte anbringender. Monopoltilsynet har ikke bevist eller

sandsynliggjort skadelige virkninger af de i vedtægtsbestemmelserne eventuelt

værende konkurrencebegrænsninger. Ankenævnet har senest i kendelsen

vedrørende Dansk Eternit-Fabrik A/S (Monopoltilsynets meddelelser 1979 s.

379) pålagt tilsynet en sådan bevisførelse. At tilsynet skal præstere en

sådan fremgår også modsætningsvis af det af industriministeren udarbejdede

udkast af 18. januar 1983 til lov om ændring af monopolloven, hvori det blev

foreslået at lempe beviskravet, således at det alene skal påvises, at en

konkurrencebegrænsning medfører eller er egnet til at medføre skadelige

virkninger.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der ikke

kan drages konklusioner om konkurrencebegrænsninger ud fra den af klagerne

påberåbte undersøgelse af 1979 af dyrlægebranchen, idet undersøgelsen er en

ren objektiv beskrivelse af branchen.

Når tilsynet har pålagt foreningen at ophæve de kollegiale vedtægters § 2,

stk. 2, første punktum, skyldes det, at bestemmelsen ikke er veterinæretisk

bestemt, men først og fremmest tilsigter foreningspolitiske hensyn og

indebærer en væsentlig indskrænkning i ikke-medlemmers frie erhvervsudøvelse

i strid med monopollovens § 11, stk. 1.

Hensynet til de veterinæretiske krav må anses for at være tilgodeset med

bestemmelserne i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet samt om

udøvelse af dyrlægegerning med senere ændringer.

Dyrlægegerning udøves i henhold til autorisation udstedt af

veterinærdirektoratet, som henhører under landbrugsministeriet. Medlemsskab

er ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5. De

autoriserede dyrlæger er undergivet tilsyn af veterinærdirektoratet, jfr.

dyrlægelovens § 10, hvilket efter tilsynets opfattelse er et tilstrækkeligt

tilsyn.

Hvad angår klagernes henvisning til, at forbudet mod samarbejde med

ikke-medlemmer »alene« vedrører dyrlægelovens § 4, pkt. a, b og c,

skal tilsynet henlede opmærksomheden på, at de pågældende bestemmelser

omfatter de væsentligste dele af dyrlægernes arbejdsområder.

Et generelt forbud mod medlemmers samarbejde med ikke-medlemmer begrundet

udelukkende i det manglende medlemsskab af foreningen er urimeligt, idet

andre end veterinæretiske forhold kan være årsag til, at visse dyrlæger ikke

ønsker at være medlemmer af foreningen.

Det er ved pålægsskrivelsen af 13. januar 1982 meddelt DdD, at tilsynet

ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i foreningens vedtægters § 2 om

forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til

medlemsskab af foreningen.

Herved skulle foreningens veterinæretiske sigte være rimeligt tilgodeset.

Når klagerne har fremført, at bestemmelsen udgør et yderst afsvækket

korrelat til andre liberale erhvervs medlemspligt må dette bero på en

misforståelse, idet der bortset fra advokater ikke findes bestemmelser inden

for andre liberale erhverv om medlemspligt for at kunne virke som

erhvervsudøver inden for disse områder.

Bestemmelserne i vedtægternes § 3 må efter monopoltilsynets opfattelse ses

i sammenhæng, da beskyttelsen efter stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med

beskyttelsen efter stk. 2. Der kan herved opnås en længere og efter tilsynets

opfattelse urimeligt længere beskyttelsesperiode end angivet i stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 2 kan næppe antages at have nogen væsentlig

veterinærfaglig betydning, og den er heller ikke indført af hensyn til

klientelet. Beskyttelsen har som erkendt af klagerne til formål at opretholde

en hensigtsmæssig erhvervsstruktur og er først og fremmest indført med

henblik på at begrænse konkurrencen inden for erhvervet.

Såfremt det af klagerne anførte følges, vil dyrlægeerhvervet i vidt omfang

være undtaget fra de erhvervsøkonomiske mekanismer, som regulerer et marked

med fri konkurrence. Det forekommer imidlertid ikke rimeligt, at en

brancheorganisation gennem sine vedtægter forsøger at neutralisere de

virkninger, som monopolloven tilstræber at opretholde eller udvirke.

I tilknytning hertil har tilsynet anført, at en dyrlæge ved etablering og

udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig mod, at

sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis. I en

sådan privatretlig aftale vil ligeledes kunne indgå en eventuel betaling for

good-will.

Hvad angår eneforhandlingsaftaler er klagernes henvisning hertil ikke

relevant i nærværende sammenhæng. Eneforhandling er baseret på individuelle

aftaler mellem to parter, hvortil der ofte vil være knyttet betingelser som

lagerføring, teknisk udstyr m.v., medens denne sag vedrører en

brancheforenings vedtagelse, som den enkelte kun kan frigøre sig fra ved at

udmelde sig af foreningen.

Tilsynet finder derfor, at bestemmelsen i § 3, stk. 2, andet punktum,

medfører en urimelig indskrænkning i dyrlægers erhvervsfrihed og en væsentlig

begrænsning af konkurrencen inden for dyrlægeerhvervet.

Hvad angår § 10 har tilsynet anført, at man er enig med klagerne i, at det

er væsentligt, at en dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden

i en besætning og til de behandlinger, denne har været underkastet. Disse

veterinærfaglige spørgsmål vil imidlertid kunne løses ved f.eks. at indføre

en generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden

forudgående kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene. Der er

intet sagligt grundlag for at kæde en sådan bestemmelse sammen med

konkurrencebegrænsende regler, som ikke har veterinærfaglig baggrund.

Om § 11 har tilsynet anført, at denne har et klart konkurrencebegrænsende

sigte. Praksisforbudet har alene til formål at sikre, at praktiserende

dyrlæger i et område ikke skal nære frygt for, at fastansatte dyrlæger udøver

almindelig praksis i området. Nedsættelsesforbudet har en lignende

neutraliserende virkning over for en naturlig konkurrence mellem en branches

erhvervsudøvere.

Til understregning af det af tilsynet fremførte, har tilsynet endelig

nævnt, at man fra dyrlæger har modtaget en række såvel skriftlige som

telefoniske klager med baggrund i de af tilsynets pålæg omfattede

bestemmelser.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

Af de grunde, som monopoltilsynet har anført finder ankenævnet, at

tilsynet i monopollovens § 12, stk. 1, jfr. § 11, stk. 1, har haft fornøden

hjemmel til at udstede det påklagede pålæg.

Som følge heraf vil monopoltilsynets afgørelse være at

stadfæste.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets afgørelse af 13. januar 1982 stadfæstes.

Lignende dokumenter