Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd over for ikke-medlemmer (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Brancheforeningsvedtagelser - restriktiv adfærd
over for ikke-medlemmer (* 1)
År 1983, den 22. december, blev i sagen j.nr. 27/82, Den danske
Dyrlægeforening ctr. monopoltilsynet, afsagt sålydende
KENDELSE:
I skrivelse af 11. juni 1982 har advokat Bo Vilstrup som advokat for Den
danske Dyrlægeforening (DdD) klaget over en af monopoltilsynet truffet
afgørelse, hvorved tilsynet den 13. januar 1982 i medfør af monopollovens §
12, stk. 2, meddelte pålæg om senest den 1. juli 1982 at ophæve bestemmelsen
i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1. pkt., om forbud mod
samarbejde med ikke-medlemmer, at ophæve bestemmelsen i de kollegiale
vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om dyrlægers adgang til at etablere sig ved
praksisoverdragelse og at ophæve bestemmelserne i de kollegiale vedtægters §
10 og § 11 om kollektivt arbejde.
Ved skrivelse af 28. marts 1983 er Liberale Erhvervs Råd ved advokat Erik
Mohr Mersing, København, indtrådt i sagen til støtte for Den danske
Dyrlægeforening.
Ved skrivelse af 10. oktober 1982 er dyrlæge Erik Lindstrøm, Lystrup,
indtrådt i sagen til støtte for monopoltilsynet.
Klagerne har nedlagt påstand om, at de af monopoltilsynet meddelte pålæg
ophæves.
Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 11. og 17. juni,
17. november 1982 og 28. marts 1983 fra klagerne, i indlæg af 28. september
1982 og 11. februar 1983 fra monopoltilsynet og i indlæg af 10. oktober og
26. november 1983 fra Erik Lindstrøm. Parterne og de der er indtrådt i sagen
er gjort bekendt med indlæggene.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 5. og 19. december 1983. På
det første møde var parterne og Liberale Erhvervs Råd repræsenteret og
udtalte sig.
Læs alt
Den påklagede afgørelse er indeholdt i sålydende skrivelse af 13. januar
1982 fra monopoltilsynet til Den danske Dyrlægeforening:
»Under stedfundne forhandlinger i henhold til monopollovens § 11,
stk. 1, senest den 15. oktober 1981, om ændringer af foreningens kollegiale
vedtægter har foreningen kun i begrænset omfang imødekommet tilsynets krav
herom.
Foreningen har accepteret, at vedtægternes § 3, stk. 4, om
praksisoverdragelse ved dødsfald ændres, således at perioden for
nedsættelsesforbudet reduceres fra 1 år til 6 måneder. Endvidere har
foreningen erklæret sig indforstået med, at foreningens minimaltakster for
forskellige ydelser bortfalder, hvorved bemærkes, at tilsynet indtil videre
tager de arbejdstidsregulerende bestemmelser, som er indeholdt i taksterne,
til efterretning.
Herudover har foreningen ikke kunnet imødekomme tilsynets krav om
ændringer i foreningens kollegiale vedtægter.
Under henvisning hertil skal man - efter at sagen har været forelagt
monopolrådet i dets møde den 6. januar 1982 - herved i medfør af
monopollovens § 12, stk. 2, meddele foreningen pålæg om senest den 1. juli
1982
at ophæve bestemmelsen i foreningens kollegiale vedtægters § 2, stk. 2, 1.
pkt., om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer,
at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, 2. pkt., om
dyrlægers adgang til at etablere sig ved praksisoverdragelse, og
at ophæve bestemmelsen i de kollegiale vedtægters § 10 og § 11 om
kollektivt arbejde.
Det bemærkes, at tilsynet ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i
vedtægternes § 2 om forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet
uværdige til medlemskab af foreningen. Endvidere bemærkes, at tilsynet vil
vende tilbage til spørgsmålet om en ændring af foreningens averteringsregler.
Om baggrunden for afgørelsen henvises til vedlagte referat til rådsmødet
den 6. januar 1982. I overensstemmelse med praksis er direktoratets
indstilling udeladt.«
De af monopoltilsynets pålæg berørte bestemmelser i klagernes vedtægter er
sålydende:
§ 2. Stk. 1. Det er medlemmer af Den danske Dyrlægeforening forbudt at
delagtiggøre nogen dyrlæge, som ikke er medlem, i foreningens goder.
Stk. 2. Det er medlemmerne forbudt at yde faglig støtte til samt at have
fagligt samarbejde med dyrlæger, som ikke er medlemmer af Den danske
Dyrlægeforening i forbindelse med disses udøvelse af dyrlægegerning i henhold
til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Denne bestemmelse gælder ikke for dyrlæger,
der i deres funktion som offentligt ansatte udøver dyrlægegerning i henhold
til de i dyrlægeloven ovenfor omtalte bestemmelser. Det er medlemmerne
forbudt at beskæftige et ikke-medlem som assistent eller vikar under udøvelse
af dyrlægegerning i henhold til dyrlægelovens § 4 a, b, c. Ved overtrædelser
har vedkommende foreningsmyndighed pligt til straks at indberette forholdet
til hovedbestyrelsen.
§ 3. Stk. 1. Ved et medlems nedsættelse som praktiserende dyrlæge forstås,
at medlemmet har overtaget rådigheden over nedsættelsesadressen og er klar
til at praktisere. Hovedbestyrelsen kan dog efter forhandling med
Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger og Specialpraktiserende Dyrlægers
Forening bestemme, at en nedsættelse har fundet sted, hvis et medlem med
henblik på at starte dyrlægepraksis har påtaget sig væsentlige, bindende,
økonomiske forpligtelser i forbindelse med fremskaffelse af lokaler til
praksisformål. Hvis et medlem ønsker at påberåbe sig den i andet punktum
nævnte form for nedsættelse, skal skriftlig meddelelse om nedsættelsen
indsendes til sekretariatet med oplysning om de med nedsættelsen forbundne
økonomiske og andre forpligtelser. Nedsættelsesdatoen vil tidligst være den
dato, hvor sekretariatet modtager den skriftlige meddelelse om nedsættelsen.
Stk. 2. Når et medlem overdrager sin praksis eller praksisandel til et
andet medlem, enten ved salg eller ved indgåelse af kompagniskab, skal en
sådan hel eller delvis overdragelse omgående, efter at endelig aftale er
truffet, indberettes til sekretariatet til offentliggørelse i medlemsbladet
med angivelse af den dato, fra hvilken overdragelsen er effektiv. Det er
andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15
km fra praksis' udgangspunkt(er) i 1 år fra den dag, meddelelsen indgår til
sekretariatet. Beskyttelsen er betinget af, at en genpart af aftalen om
salget eller kompagniskabet indsendes til sekretariatet.
Stk. 3. Når et medlem, der udøver praksis, ansættes i en fast stilling, er
det andre medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand
af 15 km fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller
praksisandel er afhændet, dog længst i 6 måneder. Indberetning til
sekretariatet om udnævnelsen og offentliggørelse i medlemsbladet af
beskyttelsen skal foretages efter regler svarende til det i stk. 1
foreskrevne, og beskyttelsen regnes fra den dag, indberetningen indgår til
sekretariatet. Når den pågældende praksis eller praksisandel er solgt, kan
køberen opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4. Når et medlem, der udøver praksis, afgår ved døden, er det andre
medlemmer forbudt at nedsætte sig inden for en geometrisk afstand af 15 km
fra praksis' udgangspunkt, indtil pågældende praksis eller praksisandel er
afhændet, dog længst i 1 år. Når den pågældende praksis er solgt, kan køberen
opnå beskyttelse efter reglerne i stk. 2.
Stk. 5. En praksis, der er oprettet inden for de sidste 5 år, kan ikke
beskyttes efter stk. 2 og 3.
Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 2-5
efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger,
Specialpraktiserende Dyrlægers Forening, lokalforeningen og den skadelidende
part.
Stk. 7. I tilfælde af, at en allerede bestående praksis nedlægges i
forbindelse med overdragelse til en eller flere nabokolleger, kan beskyttelse
af en sådan overdragelse efter reglen i stk. 2 kun gives efter forud
indhentet tilladelse, der meddeles af hovedbestyrelsen efter forhandling med
Sammenslutningen af praktiserende dyrlæger, Specialpraktiserende Dyrlægers
Forening og lokalforeningen.
Stk. 8. I tilfælde af nedsættelse i strid med et nedsættelsesforbud
tilkommer påtaleret alene: efter stk. 2, praksiskøberen eller kompagniskabets
partnere, efter stk. 3, den dyrlæge, der har fået fast ansættelse, og efter
stk. 4, den afdøde dyrlæges dødsbo. Påtalen sker til hovedbestyrelsen gennem
den lokalforening, hvoraf den påtaleberettigede er medlem, eller hvoraf den
afdøde dyrlæge var medlem.
Stk. 9. Bestemmelserne om nedsættelsesforbud gælder ikke i
hovedstadsområdet. Hovedbestyrelsen træffer bestemmelse om, hvad der forstås
herved. Hovedbestyrelsen kan endvidere træffe bestemmelse om hvilke områder,
der derudover er undtaget fra reglerne om nedsættelsesforbud. Meddelelse
herom offentliggøres i medlemsbladet.
§ 10. Stk. 1. Mælkekontrol på produktionsstedet, behandling af mastitis i
tilslutning til overenskomst om mejerikredsvis bekæmpelse, inseminering efter
overenskomst mellem kvægavlsforening og praktiserende dyrlæger samt andet
kollektivt arbejde må af praktiserende dyrlæger kun udføres inden for
dyrlægens eget klientel. Ved eget klientel forstås de klienter, der
almindeligvis benytter dyrlægen til praksis.
Stk. 2. En dyrlæge må ikke påtage sig kollektivt arbejde hos en ny klient,
førend aftale med den dyrlæge, der hidtil har udført arbejdet, er truffet. I
tilfælde af uenighed må arbejdet ikke udføres, førend besætningsejeren har
givet til kende, hvilken dyrlæge han ønsker.
Stk. 3. aftaler om en ordning, hvorved stk. 1 fraviges, må i hvert enkelt
tilfælde godkendes af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen
af praktiserende dyrlæger og lokalforeningen.
§ 11. Stk. 1. Det er forbudt fastansatte insemineringsdyrlæger og dyrlæger
ved mælkekontrol at foretage almindelig praksis og andet kollektivt arbejde
end henholdsvis inseminering og mælkekontrol hos de besætningsejere, hvor
insemineringen og mælkekontrollen udføres, medmindre arbejdet udføres for
ejerens praktiserende dyrlæge.
Stk. 2. Det er forbudt insemineringsdyrlæger og dyrlæger ved mælkekontrol
at nedsætte sig og udøve praksis eller overtage praksis eller andel i sådan
samt at overtage assistentstillinger eller længere vikariater på en plads
beliggende inden for en geometrisk afstand af 15 km fra nogen del af det
distrikt, hvor de har virket som insemineringsdyrlæger eller som dyrlæger ved
mælkekontrol, før der er gået 2 år efter kontraktens eller stillingens ophør;
ved ansættelse over 1 år forlænges fristen til 4 år. Dispensation kan gives
af hovedbestyrelsen efter forhandling med Sammenslutningen af praktiserende
dyrlæger og lokalforeningen.
Ved ankenævnets kendelse af 25. juni 1982 afslog nævnet at den fastsatte
frist til 1. juli 1982 til efterkommelse af de meddelte pålæg blev udskudt
til efter ankesagens afgørelse.
Klagerne har til støtte for deres påstand indledningsvis generelt anført,
at en forudsætning for monopoltilsynets meddelelse af de omhandlede pålæg må
være, at monopoltilsynet forud har foretaget en undersøgelse, der fastslår,
at de pågældende vedtægtsbestemmelser indebærer en konkurrencebegrænsning i
monopollovens forstand, og som medfører de der nærmere bestemte urimelige
virkninger. Et sådant grundlag har tilsynet ikke tilvejebragt, hvilket er
uundskyldeligt, da der kun er ca. 600 dyrlæger.
Selv om monopolloven også omfatter konkurrencebegrænsninger, der må
antages at medføre de der nævnte urimelige virkninger, ændrer det intet
herved, da sådanne antagelser alene kan anlægges over for nye
vedtægtsbestemmelser, og ikke vedtægtsbestemmelser som de heromhandlede, der
har været praktiseret i mange år. Her må der føres bevis for, at de nævnte
virkninger er indtrådt. Tilsynets pålæg er baseret på teoretiske
betragtninger. Det eneste bevis er alene en henvisning til flere klager, og
disse kan være ubegrundede. Klagerne har ikke kendskab til de indgivne
klager, bortset fra klagen fra Erik Lindstrøm. Denne klage angår imidlertid
ikke de heromhandlede vedtægtsbestemmelser, men foreningens
averteringsregler.
Med henvisning til en af monopoltilsynet i 1979 foretaget undersøgelse af
dyrlægebranchens struktur, takster og indtjening fastslår klagerne, at der
eksisterer fri konkurrence blandt dyrlægerne og peger eksempelvis på
forholdene vedrørende Landbrugets veterinære Konsulenttjeneste, hvis dyrlæger
er udmeldt af foreningen, og som driver deres virksomhed som
enkeltmandsvirksomheder.
Baggrunden for § 2, stk. 2, 1. pkt., i de kollegiale vedtægter er ønsket
om at kontrollere og sikre overholdelsen af de for foreningens medlemmer i
medfør af vedtægterne gældende erhvervsetiske regler.
Medlemsskab af DdD er ikke obligatorisk for danske dyrlæger, og er således
ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5.
I de fleste EF-lande findes officielle selvstyrende organer for dyrlæger,
som har mandat til at fastlægge nødvendige erhvervsetiske regler og til at
kontrollere disse reglers overholdelse. Disse organer består af dyrlæger
udpeget af de respektive landes dyrlægeorganisationer, og medlemsskab af
organisationerne er modsat retstilstanden i Danmark en forudsætning for
erhvervelse af autorisation.
I Danmark er vedtagelsen og kontrollen med overholdelsen af tilsvarende
erhvervsetiske regler overladt til DdD. Lov nr. 58 af 4. marts 1964 om
dyrlæger indeholder således kun bestemmelser om fratagelse af rettigheder som
følge af mangelfuld sjælstilstand, udvist grov faglig uduelighed og udførelse
af kriminelle handlinger. Hverken det danske samfund eller dyrlægestanden kan
imidlertid være tjent med, at dyrlæger i deres adfærd alene begrænses af
disse åbenbare mindstekrav, hvis nærmere udstrækning i øvrigt kan give
anledning til tvivl. DdD har derfor af hensyn til dyrlægestanden og
opretholdelsen inden for samme af fornøden faglig og kollegial standard samt
af hensyn til nødvendigheden af opretholdelsen af tilliden til standen, i de
kollegiale vedtægter fastsat nærmere erhvervsetiske regler. Det er
naturligvis videre en forudsætning, at disse erhvervsetiske regler
efterleves, hvorfor der, som det kendes for andre liberale erhvervs
vedkommende, må være adgang for de af reglerne omfattede medlemmer af
dyrlægestanden til gennem deres faglige organisation DdD at påse, at reglerne
overholdes af de enkelte medlemmer.
Da medlemsskab af DdD ikke er obligatorisk hverken for opnåelse af
autorisation som dyrlæge eller for virket som sådan, er det en absolut
nødvendighed for foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes
efterlevelse af de i de kollegiale vedtægter indeholdte erhvervsetiske
mindstekrav, der ikke kan håndhæves over for ikke-medlemmer, at foreningens
medlemmer under udøvelsen af klinisk praksis ikke ved samarbejde med
ikke-medlemmer indirekte får mulighed for at overtræde disse for standen og
klientelet nødvendige krav til udøvelse af dyrlægegerningen i
overensstemmelse med almindeligt anerkendte erhvervsetiske normer. Dette har
monopoltilsynet erkendt, idet tilsynet i sin skrivelse af 13. januar 1983
ikke har noget imod en vedtægtsbestemmelse om forbud mod samarbejde med
ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab af foreningen.
Over for tilsynets henvisning til, at autoriserede dyrlæger er undergivet
Veterinærdirektoratets tilsyn har klagerne anført, at det i denne bestemmelse
omhandlede tilsyn alene omfatter tilsyn med autoriserede dyrlægers
efterlevelse af reglerne i dyrlægeloven, der som ovenfor anført i det hele må
anses for utilstrækkelige, når det drejer sig om at opretholde og sikre
efterlevelsen af almindeligt anerkendte erhvervsetiske regler, som de der er
vedtaget for dyrlægers vedkommende og indeholdt i DdD's kollegiale vedtægter.
Forbudet mod samarbejdet med ikke-medlemmer af DdD omfatter i øvrigt alene
samarbejde i forbindelse med udøvelsen af de typer af dyrlægegerning, der
falder inden for de i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om dyrlæger § 4 pkt. a, b
og c omhandlede kategorier. Forbudet gælder således alene i forbindelse med
udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis og har som nævnt navnlig til formål at
sikre, at de fagetiske normer, som er gældende for DdD's medlemmer, ikke
indirekte omgås ved et samarbejde med ikke-medlemmer. Når forbudet alene
gælder i forbindelse med udøvelsen af klinisk dyrlægepraksis, er det
naturligvis fordi, det netop er i forbindelse med udøvelsen af denne type
dyrlægegerning, at skadevirkningerne for standen og klientelet af en
overtrædelse af de erhvervsetiske mindstekrav til en dyrlæge særligt vil vise
sig, og fordi efterlevelsen af disse mindstekrav, når det gælder offentligt
ansatte dyrlæger, forudsættes varetaget og kontrolleret af den ansættende
myndighed. Tilsvarende i øvrigt når det gælder efterlevelsen af de i
dyrlægeloven indeholdte regler, i hvilken forbindelse henvises til, at f.eks.
de ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter beskæftigede
dyrlæger for så vidt angår deres virksomhed ved disse institutter i henhold
til dyrlægelovens § 10, stk. 2, er undtaget fra Veterinærdirektoratets
tilsyn.
Klagerne bestrider rigtigheden af det af tilsynet anførte, at udøvelsen af
klinisk dyrlægepraksis omfatter den overvejende del af dyrlægernes
virksomhed, idet det er en kendsgerning, at et meget stort antal dyrlæger har
deres primære beskæftigelse inden for den offentlige sektor.
Tilsynet har endelig anført, at en ændring af de kollegiale vedtægters §
2, 1. pkt., således at forbudet mod samarbejde med ikke-medlemmer alene
omfatter ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til medlemsskab af
foreningen, efter tilsynets opfattelse i rimeligt omfang vil tilgodese
klagernes ønske om at sikre overholdelsen af de veterinæretiske regler, som
gælder for foreningens medlemmer.
Klagerne har heroverfor bemærket, at da medlemsskab af DdD ikke er
obligatorisk, vil DdD ikke kunne håndhæve de i de kollegiale vedtægter
indeholdte erhvervsetiske regler over for ikke-medlemmer, hvad enten årsagen
til disses manglende medlemsskab af DdD skyldes, at disse er fundet uværdige
hertil eller skyldes andre omstændigheder som f.eks. manglende ønske om
medlemsskab, og foreningens mulighed for kontrol med medlemmernes
efterlevelse af de erhvervsetiske regler vil derfor blive udhulet på
uacceptabel måde, såfremt man alene kan forhindre samarbejde med
ikke-medlemmer, der er fundet uværdige til medlemsskab, men ikke med dyrlæger
som af andre grunde ikke er medlemmer, hvilket er tilfældet for langt de
fleste ikke-medlemmers vedkommende.
Rent bortset fra at vedtægtsbestemmelsen som anført alene har til formål
at sikre overholdelsen af almindelige og anerkendelsesværdige erhvervsetiske
regler til gavn for klientelet og samfundet i øvrigt, har bestemmelsen -
omend den måtte antages i et vist omfang at begrænse konkurrencen inden for
erhvervsområdet - ingen af de i monopollovens § 11 nævnte urimelige
virkninger, idet der ikke eksisterer nogen hindringer for ikke-medlemmers
erhvervsudøvelse og samarbejde med andre ikke-medlemmer på de i bestemmelsen
anførte områder. Den eventuelle konkurrencebegrænsende virkning opvejes af
gavnlige virkninger af bestemmelsen.
Bestemmelsen udgør, da hverken autorisationen eller virke som dyrlæge i
øvrigt er betinget af medlemsskab af DdD, alene et afsvækket korrelat til
andre liberale erhvervs medlemspligt. Der kan således f.eks. henvises til
advokater, der ifølge Retsplejelovens regler per se er medlemmer af
advokatsamfundet, hvis kollegiale regler i det hele fremtræder som bindende
bestemmelser. Der kan endvidere henvises til, at ankenævnet ikke har ophævet
advokaters forbud mod samarbejde med vinkelskrivere.
Om § 3, stk. 2, 2. pkt., i de kollegiale vedtægter har klagerne oplyst, at
bestemmelsen skyldes ønsket om at opretholde en erhvervsstruktur, der har
vist sig hensigtsmæssig for dyrlægestanden, klientelet og samfundet som
sådan. I fald bestemmelsen ikke fandtes, ville der være betydelig risiko for,
at flere dyrlæger ville etablere praksis inden for et område, der ud fra en
veterinærfaglig betragtning alene burde betjenes af en dyrlæge. Dette ville
sandsynligvis medføre, at en eller flere af disse dyrlæger ikke på rentabel
måde ville kunne drive praksis i området, hvilket ville være forbundet med
store omkostninger og et ressourcespild, som hverken klientelet eller
samfundet kan være tjent med. Dette forhold understreges også af den af
monopoltilsynet i 1979 gennemførte undersøgelse af dyrlægebranchens struktur,
takster og indtjening. Undersøgelsen viste, at der i en dyrlægepraksis kun er
mulighed for en rimelig indtjening for en dyrlæge, når henses til bl.a.
længden af og omkostningerne ved dyrlægeuddannelsen. Flere dyrlægers
nedsættelse inden for et område, hvor der reelt alene er behov for og
indtjeningsmuligheder for en dyrlæge, ville således typisk indebære, at der
efter kort tid igen kun var en dyrlæge på stedet, således at den eventuelle
prisdæmpende effekt, som følge af flere dyrlægers nedsættelse inden for samme
område, ville være af meget begrænset varighed. Når videre henses til
vigtigheden af kontinuiteten i det veterinære arbejde i de lokale områder,
herunder den enkelte dyrlæges kendskab til besætningerne inden for hans
virkeområde, ville en kappestrid om klientelet og hyppige dyrlægeskift virke
hæmmende og skadelig på den veterinære betjening af de enkelte områder. En
eventuel fordel for standen og klientelet af en mulig - kortvarig -
konkurrenceforøgelse vil således være minimal.
Bestemmelsen har videre til formål i et vist omfang at lette en
nyetableret dyrlæges nedsættelse inden for et område. En nyetableret dyrlæge
har, som bestemmelsen er formuleret, 1 år til at indarbejde sig i praksis.
Når man tager dyrlægebranchens specielle struktur og formen for klientkontakt
i betragtning, er det en endda meget kort tid, der levnes den pågældende til
at blive indarbejdet i praksisområdet. Man ser da også hyppigt selv under de
gældende regler store forskydninger af klientelet mellem dyrlægepraksis i
forbindelse med overdragelse af en praksis til en ny dyrlæge, hvilket forhold
understreger, at den konkurrencebegrænsende effekt af det i bestemmelsen
indeholdte forbud er begrænset.
Hertil kommer at den selvpensionering i form af good-willbetaling, som
ordningen åbner mulighed for, må antages at ville blive erstattet af andre og
for forbrugerne og samfundet lige så dyre eller dyrere
selvpensioneringsformer, hvis bestemmelserne om nedsættelsesforbud ved
praksisoverdragelse blev ophævet med den virkning, at en væsentlig
begrundelse for good-willbetaling faldt bort.
Endelig bemærkes at tilsvarende regler, der sigter mod at bevare en
hensigtsmæssig erhvervsstruktur, findes inden for andre erhverv bl.a. i form
af eneforhandleraftaler, samt at bestemmelsen på ingen måde har nogen af de i
monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger, idet det står klientelet frit
for, hvilket som nævnt hyppigt sker, at vælge en dyrlæge i et af de
tilgrænsende områder, eller eventuelt bistand fra en autoriseret dyrlæge, der
ikke er medlem af DdD.
Særligt for så vidt tilsynet har anført, at bestemmelserne i § 3 skal ses
i sammenhæng, samt at § 3, stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med bestemmelsen
efter stk. 2, hvorved der vil kunne opnås en længere beskyttelsesperiode end
angivet i stk. 2, har klagerne bemærket, at bestemmelsen i § 3 stk. 4 efter
drøftelser med tilsynet er ændret med virkning fra 1. juli 1982, således at
et nedsættelsesforbud i forbindelse med afhændelse af en praksis, der har
tilhørt et medlem, der er afgået ved døden, nu kun har gyldighed over for
andre medlemmer i 6 måneder fra dødsfaldet.
Videre har klagerne anført, at det som udgangspunkt ikke kan anerkendes,
at bestemmelserne i de kollegiale vedtægters § 3 skal ses i sammenhæng,
allerede fordi de enkelte i § 3 indeholdte bestemmelser hviler på særskilte
hensyn til forskellige interessebærere i forbindelse med forskellige former
for overdragelse af en dyrlægepraksis.
For så vidt tilsynet har anført, at en dyrlæge ved etablering og
udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig imod, at
sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis, har
klagerne bemærket, at det ikke primært er den sælgende dyrlæges nedsættelse i
nærheden af sin gamle praksis, som bestemmelsen tilsigter at beskytte den
nyetablerede dyrlæge imod, idet den sælgende dyrlæge kun sjældent vil
etablere sig i sit gamle område. Derimod beskytter bestemmelsen den
nyetablerede dyrlæge mod andre medlemmers udnyttelse af dyrlægeskiftet i den
overdragne praksis ved nedsættelse inden for området. En sådan nedsættelse
vil medlemmet naturligvis ikke kunne sikre sig imod ved aftale med den
sælgende dyrlæge.
Henset til den tidsmæssigt yderst begrænsede og i øvrigt tvivlsomme
konkurrenceforøgende effekt, som en ophævelse af nedsættelsesforbudet i de
kollegiale vedtægters § 3, stk. 2, andet punktum, må antages maximalt at
ville medføre, kan det ikke anerkendes, at bestemmelsen har nogen af de i
monopollovens § 11, stk. 1, nævnte urimelige virkninger.
Om §§ 10 og 11 i de kollegiale vedtægter har klagerne anført, at disse er
indsat og opretholdt bl.a. efter ønske fra landbrugsorganisationerne, og at
deres sigte er rent veterinærfagligt.
Bestemmelserne vedrører en række kollektive arbejdsopgavers relation til
almindelig praksisudøvelse. En række af de arbejdsopgaver, som bestemmelserne
omhandler, er ikke længere aktuelle, men en række nye kollektive
arbejdsopgaver er imidlertid kommet til, og en revision af bestemmelserne er
derfor under overvejelse i DdD.
Baggrunden for bestemmelsen i § 10, stk. 1, er, at det ud fra
veterinærfaglige betragtninger er endog særdeles vigtigt, at den
praktiserende dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i den
besætning, hvor arbejdet udføres. Det er endvidere væsentligt, at den
dyrlæge, der normalt udøver praksis i besætningen, er bekendt med hvilke
behandlinger eller undersøgelser, der er foretaget i besætningen. Eksempelvis
vil det være yderst uheldigt, hvis den dyrlæge, der normalt praktiserer i
besætningen, ikke er bekendt med, hvilke køer der behandles for mastitis i
tilslutning til en generel bekæmpelse heraf inden for mejerikredsen. Omvendt
er det af afgørende betydning, at den dyrlæge, der deltager i behandling og
rådgivning i forbindelse med sådan mejerikredsvis bekæmpelse, er nøje kendt
med sundhedstilstanden i de enkelte besætninger på det pågældende område.
Tilsynet har erklæret sig enig med klagerne i, at det er væsentligt, at en
dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden i en besætning og
til de behandlinger, som denne har været underkastet. Over for tilsynets
opfattelse, at disse spørgsmål vil kunne løses ved f.eks. at indføre en
generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden forudgående
kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene, har klagerne
anført, at en generelt formuleret forpligtelse for medlemmerne til at
indhente oplysninger hos hinanden forud for behandlingen af en besætning må
anses for ganske utilstrækkelig, når henses til de betydelige og vigtige
veterinærfaglige konsekvenser en forkert behandling af en besætning i forhold
til en tidligere behandling af samme besætning, som en mangelfuld orientering
af de behandlende dyrlæger imellem kan tænkes at få.
En generel underretningspligt dyrlægerne imellem må anses for
utilstrækkelig også fordi efterlevelsen af en sådan forpligtelse kan vise sig
umulig, f.eks. på grund af den ene dyrlæges manglende ønske om eller tid og
ressourcer til at medvirke til en sådan gensidig underretning.
En del af de opgaver, som bestemmelsen omhandler, danner desuden grundlag
for udstedelse af en række attestationer, og det ville være klart uholdbart,
om den almindeligt praktiserende dyrlæge, der skal udstede attester om en
række forhold vedrørende de enkelte besætninger, ikke var nøje bekendt med,
hvad der i disse relationer var sket med besætningerne.
Det er bl.a. nævnte spørgsmål om attestationer, der ligger til grund for
bestemmelsen i § 10, stk. 2, om klientskifte. Som det fremgår står det enhver
klient frit for at skifte dyrlæge for så vidt kollektivt arbejde angår, men
ved dyrlægeskiftet bør der for at sikre fornødent og kontinuerligt kendskab
til de enkelte besætninger finde en orientering sted dyrlægerne imellem.
Bestemmelsen i § 10 er således baseret på rent veterinærfaglige
betragtninger og har ikke de i monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger
for konkurrencen dyrlægerne imellem.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, i de kollegiale vedtægter har samme rent
veterinærfaglige baggrund og indhold som § 10. Der er intet til hinder for,
at de heromhandlede dyrlæger kan udføre praksisarbejde, men det forudsættes,
at det sker efter aftale med besætningens praktiserende dyrlæge, således at
det fornødne kendskab til besætningen sikres tilvejebragt.
Bestemmelsen i § 11, stk. 2, har foruden det samme veterinærfaglige sigte
som § 10 og § 11, stk. 1, til formål at sikre det for klientelet i området
bedst mulige samarbejde mellem de pågældende dyrlæger.
De i bestemmelsen omhandlede dyrlæger er funktionærer ansat i
landbrugsorganisationer og kommuner, og de arbejder i geografisk
velafgrænsede og små områder. Det står de pågældende frit for, i fald de
ønsker det, at etablere sig som almindeligt praktiserende dyrlæger i hele den
øvrige del af landet. De praktiserende dyrlæger i området er i øvrigt
genstand for almindelig konkurrence fra nabokolleger og fra samtlige øvrige
dyrlæger, der frit vil kunne etablere sig inden for et givet område, og den
konkurrencebegrænsende effekt af bestemmelsen er derfor minimal set i forhold
til dens gunstige indflydelse på samarbejdet og dermed for klientelet. Det
bestrides, at denne beskedne konkurrencebegrænsning medfører nogen af de i
monopollovens § 11 nævnte urimelige virkninger.
Liberale Erhvervs Råd har generelt tilsluttet sig klagernes påstand og de
af klagerne fremførte anbringender. Monopoltilsynet har ikke bevist eller
sandsynliggjort skadelige virkninger af de i vedtægtsbestemmelserne eventuelt
værende konkurrencebegrænsninger. Ankenævnet har senest i kendelsen
vedrørende Dansk Eternit-Fabrik A/S (Monopoltilsynets meddelelser 1979 s.
379) pålagt tilsynet en sådan bevisførelse. At tilsynet skal præstere en
sådan fremgår også modsætningsvis af det af industriministeren udarbejdede
udkast af 18. januar 1983 til lov om ændring af monopolloven, hvori det blev
foreslået at lempe beviskravet, således at det alene skal påvises, at en
konkurrencebegrænsning medfører eller er egnet til at medføre skadelige
virkninger.
Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der ikke
kan drages konklusioner om konkurrencebegrænsninger ud fra den af klagerne
påberåbte undersøgelse af 1979 af dyrlægebranchen, idet undersøgelsen er en
ren objektiv beskrivelse af branchen.
Når tilsynet har pålagt foreningen at ophæve de kollegiale vedtægters § 2,
stk. 2, første punktum, skyldes det, at bestemmelsen ikke er veterinæretisk
bestemt, men først og fremmest tilsigter foreningspolitiske hensyn og
indebærer en væsentlig indskrænkning i ikke-medlemmers frie erhvervsudøvelse
i strid med monopollovens § 11, stk. 1.
Hensynet til de veterinæretiske krav må anses for at være tilgodeset med
bestemmelserne i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet samt om
udøvelse af dyrlægegerning med senere ændringer.
Dyrlægegerning udøves i henhold til autorisation udstedt af
veterinærdirektoratet, som henhører under landbrugsministeriet. Medlemsskab
er ikke et vilkår for opnåelse af autorisation, jfr. dyrlægelovens § 5. De
autoriserede dyrlæger er undergivet tilsyn af veterinærdirektoratet, jfr.
dyrlægelovens § 10, hvilket efter tilsynets opfattelse er et tilstrækkeligt
tilsyn.
Hvad angår klagernes henvisning til, at forbudet mod samarbejde med
ikke-medlemmer »alene« vedrører dyrlægelovens § 4, pkt. a, b og c,
skal tilsynet henlede opmærksomheden på, at de pågældende bestemmelser
omfatter de væsentligste dele af dyrlægernes arbejdsområder.
Et generelt forbud mod medlemmers samarbejde med ikke-medlemmer begrundet
udelukkende i det manglende medlemsskab af foreningen er urimeligt, idet
andre end veterinæretiske forhold kan være årsag til, at visse dyrlæger ikke
ønsker at være medlemmer af foreningen.
Det er ved pålægsskrivelsen af 13. januar 1982 meddelt DdD, at tilsynet
ikke vil rette indvending imod en bestemmelse i foreningens vedtægters § 2 om
forbud mod samarbejde med ikke-medlemmer, som er fundet uværdige til
medlemsskab af foreningen.
Herved skulle foreningens veterinæretiske sigte være rimeligt tilgodeset.
Når klagerne har fremført, at bestemmelsen udgør et yderst afsvækket
korrelat til andre liberale erhvervs medlemspligt må dette bero på en
misforståelse, idet der bortset fra advokater ikke findes bestemmelser inden
for andre liberale erhverv om medlemspligt for at kunne virke som
erhvervsudøver inden for disse områder.
Bestemmelserne i vedtægternes § 3 må efter monopoltilsynets opfattelse ses
i sammenhæng, da beskyttelsen efter stk. 3 og stk. 4 er kædet sammen med
beskyttelsen efter stk. 2. Der kan herved opnås en længere og efter tilsynets
opfattelse urimeligt længere beskyttelsesperiode end angivet i stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 2 kan næppe antages at have nogen væsentlig
veterinærfaglig betydning, og den er heller ikke indført af hensyn til
klientelet. Beskyttelsen har som erkendt af klagerne til formål at opretholde
en hensigtsmæssig erhvervsstruktur og er først og fremmest indført med
henblik på at begrænse konkurrencen inden for erhvervet.
Såfremt det af klagerne anførte følges, vil dyrlægeerhvervet i vidt omfang
være undtaget fra de erhvervsøkonomiske mekanismer, som regulerer et marked
med fri konkurrence. Det forekommer imidlertid ikke rimeligt, at en
brancheorganisation gennem sine vedtægter forsøger at neutralisere de
virkninger, som monopolloven tilstræber at opretholde eller udvirke.
I tilknytning hertil har tilsynet anført, at en dyrlæge ved etablering og
udformning af en aftale med den sælgende dyrlæge vil kunne sikre sig mod, at
sidstnævnte umiddelbart nedsætter sig i nærheden af sin gamle praksis. I en
sådan privatretlig aftale vil ligeledes kunne indgå en eventuel betaling for
good-will.
Hvad angår eneforhandlingsaftaler er klagernes henvisning hertil ikke
relevant i nærværende sammenhæng. Eneforhandling er baseret på individuelle
aftaler mellem to parter, hvortil der ofte vil være knyttet betingelser som
lagerføring, teknisk udstyr m.v., medens denne sag vedrører en
brancheforenings vedtagelse, som den enkelte kun kan frigøre sig fra ved at
udmelde sig af foreningen.
Tilsynet finder derfor, at bestemmelsen i § 3, stk. 2, andet punktum,
medfører en urimelig indskrænkning i dyrlægers erhvervsfrihed og en væsentlig
begrænsning af konkurrencen inden for dyrlægeerhvervet.
Hvad angår § 10 har tilsynet anført, at man er enig med klagerne i, at det
er væsentligt, at en dyrlæge har et indgående kendskab til sundhedstilstanden
i en besætning og til de behandlinger, denne har været underkastet. Disse
veterinærfaglige spørgsmål vil imidlertid kunne løses ved f.eks. at indføre
en generel bestemmelse om, at en dyrlæge ikke må behandle dyr uden
forudgående kontakt til den dyrlæge, som hidtil har behandlet dyrene. Der er
intet sagligt grundlag for at kæde en sådan bestemmelse sammen med
konkurrencebegrænsende regler, som ikke har veterinærfaglig baggrund.
Om § 11 har tilsynet anført, at denne har et klart konkurrencebegrænsende
sigte. Praksisforbudet har alene til formål at sikre, at praktiserende
dyrlæger i et område ikke skal nære frygt for, at fastansatte dyrlæger udøver
almindelig praksis i området. Nedsættelsesforbudet har en lignende
neutraliserende virkning over for en naturlig konkurrence mellem en branches
erhvervsudøvere.
Til understregning af det af tilsynet fremførte, har tilsynet endelig
nævnt, at man fra dyrlæger har modtaget en række såvel skriftlige som
telefoniske klager med baggrund i de af tilsynets pålæg omfattede
bestemmelser.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Af de grunde, som monopoltilsynet har anført finder ankenævnet, at
tilsynet i monopollovens § 12, stk. 1, jfr. § 11, stk. 1, har haft fornøden
hjemmel til at udstede det påklagede pålæg.
Som følge heraf vil monopoltilsynets afgørelse være at
stadfæste.
Herefter bestemmes:
Monopoltilsynets afgørelse af 13. januar 1982 stadfæstes.
Lignende dokumenter
- Brancheforeningsvedtagelser (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Anmeldelse - brancheforeningsvedtagelser (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Stadfæstelse af pålæg om ophævelse af visse kollegiale regler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningsvedtagelser - udstillingsregler (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningsvedtagelser - bestemmelser om godkendelse og autorisation (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1) Retsinformation · 24. september 1997