Spring til indhold

Retsinformation

Ægtefælle med hver sin hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én virksomhed.

AFG nr 9864 af 14/10/1999AfgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet27. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ægtefælle med hver sin

hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én

virksomhed.

Medlemmet søgte efterløn pr. 29. september 1997 efter

endeligt ophør med selvstændig virksomhed ved taxikørsel.

Ophøret skete ved lukning. Medlemmet havde drevet virksomheden siden

1. maj 1972.

Arbejdsløshedskassen afslog den 30. september 1997

ansøgningen om efterløn fordi medlemmet havde haft to

hyrevogne, hvoraf den ene var overgået til privat brug, medens den

anden var overdraget til hendes ægtefælle, som også drev

selvstændig hyrevognsvirksomhed. Ophørsbetingelserne kunne ikke

opfyldes ved overdragelse til ægtefælle.

Medlemmets revisor klagede den 13. oktober 1997 og oplyste at medlemmet

havde lukket sin virksomhed og ikke overdraget den.

En hyrevognsvirksomhed kunne ikke overdrages, da der til virksomheden var

knyttet en bevilling, som var personlig og ikke kunne overdrages.

Virksomheden var afmeldt hos Toldvæsenet, og alle bevillinger var

tilbageleveret, lige som der var sket afmelding hos Told & Skat som

arbejdsgiver.

Medlemmet havde to bevillinger og to hyrevogne. Den ene hyrevogn var

overgået til privat brug, og den anden var solgt til medlemmets

ægtefælle. Han drev selvstændig vognmandsvirksomhed og

havde på dette tidspunkt én bevilling. Da medlemmet

ophørte med at drive virksomhed og lukkede sin virksomhed, stod hendes

ægtefælle over for at erhverve ny bil.

I stedet for at købe en ny eller brugt bil hos andre valgte

ægteparret ud fra et driftsøkonomisk synspunkt at handle

medlemmets bil til ægtefællen. Hans bevilling til at køre

hyrevogn var personlig, og han havde ingen ansatte og skulle således

Læs alt

selv køre vognen fri. Medlemmet havde ingen muligheder for at

køre bilen fri.

Revisoren henviste til lov af 6. maj 1997 om taxikørsel m.v. § 5,

stk. 3, hvoraf fremgik, at tilladelse i henhold til denne lov skal udnyttes

af den, der har opnået tilladelsen, og den kan hverken helt eller

delvis overgå til andre.

Arbejdsløshedskassen fastholdt den 20. oktober 1997 sin

afgørelse med den begrundelse at medlemmet i henhold til

bekendtgørelse om ophør § 2, stk. 4, ikke kunne opfylde

ophørsbetingelserne i samme bestemmelses stk. 1- 3 ved overdragelse

til ægtefællen.

Revisoren oplyste den 3. december 1997 at der i 1996 blev overført

85.108 kr. til medlemmet som medarbejdende ægtefælle for

lønregnskab og bogføring. Da hendes ægtefælle pr.

28. september 1997 havde opsagt alle medarbejdere, og bogføringen

samtidig var overført til revisoren, var medlemmets arbejde i

ægtefællens virksomhed samtidig ophørt.

Medlemmets omkostninger var opdelt i direkte omkostninger, der kunne

henføres direkte til virksomheden, og fælles omkostninger, der

blev afholdt sammen med ægtefællen. Fællesomkostninger blev

fordelt mellem ægtefællerne i forhold til omsætningen i de

respektive virksomheder, således at virksomhederne blev belastet

omkostningsmæssigt i forhold til aktiviteten. Af praktiske grunde blev

fællesomkostninger ført i den ene ægtefælles

bogholderi og fordelt ved årsregnskabets udarbejdelse mellem

virksomhederne.

Københavns Hyrevognskontor oplyste den 8. december 1997 telefonisk

at en vognmand skal have en bevilling pr. vogn. Vognmanden kan ansætte

chauffør til at køre vognene. En bevilling er personlig og

uoverdragelig. Der er imidlertid intet til hinder for at en vognmand efter

indlevering af bevilling fortsætter som chauffør hos en anden

vognmand.

Direktoratet traf afgørelse den 8. december 1997. Ved denne

afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke den 29. september 1997

opfyldte betingelserne for at kunne anses for ophørt mere end

midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.

Medlemmets og hendes ægtefælles virksomheder var så

nært tilknyttet at de i relation til reglerne i

arbejdsløshedsforsikringsloven måtte anses for én samlet

virksomhed, uanset at medlemmet havde været selvstændigt

registreret som taxavognmand.

Direktoratet lagde vægt på

virksomhederne blev drevet fra samme adresse,

begge virksomheder var taxavognmandsforretninger,

virksomhederne i fællesskab afholdt driftsomkostninger,

samt

Medlemmet var registreret som medarbejdende ægtefælle i sin

mands vognmandsforretning.

Det forhold at selve bevillingen var personlig, medførte ikke at

virksomheden kunne anses for to selvstændige virksomheder, idet

arbejdet i virksomheden ikke nødvendigvis skulle udføres af den

person der havde bevillingen.

Da den samlede virksomhed den 29. september 1997 hverken var lukket eller

overdraget til andre end ægtefællen, kunne medlemmet ikke anses

for ophørt med drift af selvstændig virksomhed.

Medlemmet opfyldte den 29. september 1997 ikke betingelserne for at kunne

anses for ophørt i den virksomhed, som ægtefællen

fortsatte. Direktoratet lagde herved vægt på at hendes

arbejdsfunktioner fortsat bestod, og at bogføringen var overtaget af

revisoren. Medlemmets arbejdsfunktion var således ikke bortfaldet.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57,

stk. 1 og 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober

1996 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse § 2 og § 4, stk. 1, nr. 2.

Medlemmet ankede den 21. december 1997.

Direktoratet fandt den 10. februar 1998 ikke grundlag for at ændre

afgørelsen.

Medlemmet forklarede i brev af 28. februar 1998 blandt andet

at hun og hendes mand havde haft tilsammen 4 bevillinger, hvoraf den

første blev afleveret i januar 1995,

at den næste bevilling blev afleveret i marts 1997, hvorefter

ægtefællerne havde én bevilling hver, og

at hendes vogn ville være frikørt 1. september 1997, hendes

mands den 27. september 1997.

De ca. 20 ansatte blev først i august 1997 orienteret om at

vognmandsvirksomhederne ville stoppe den 1. oktober 1997, og medlemmet gik ud

og skaffede alle nye job.

Midt i august 1997 blev medlemmets vogn skadet så meget at den var

til reparation i 34 dage og derfor ikke var frikørt den 1. oktober

1997.

Den 1. oktober 1997 ophørte alle ansatte hos begge

ægtefæller, som også blev afmeldt som arbejdsgivere hos

Told og Skat, og medlemmet blev afmeldt som selvstændig

erhvervsdrivende. Ægtefællen solgte sin frikørte hyrevogn

den 28. september 1997 og købte hendes vogn, som endnu manglede 4.000

km i at være frikørt.

Der var da ingen ansatte til at køre bilen, og medlemmet havde ikke

kørt ordinær taxakørsel i over 6 år, kun

kørt hjemmehjælpere, og denne kontrakt var ophørt.

medlemmet magtede ikke at sætte sig ind i nyt radioanlæg og turde

ikke længere køre hyrevogn. Hendes mand påtog sig alene at

køre de manglende 4.000 km, til vognen var frikørt.

Fra den 1. oktober 1997 resterede kun den ene aktivitet at

ægtefællen førte sin kørebog der lå i taxaen

på de dage hvor han kørte, og ansvaret for endelig

årsafslutning med dertil hørende arbejde var overdraget

revisoren. Der var ingen ansatte, vagtskemaer, regnskaber, bogføring

eller fast kontortid.

Ved ejerskiftet af vognen opkrævede Statens Bilsyn 330 kr., da det

var ejerskifte mellem to firmaer og ikke mellem ægtefæller, fordi

de havde hver sit SE nr.

4. november 1997 var vognen frikørt, og 5. november 1997 blev den

solgt. Den 1. december 1997 afmeldte ægtefællen sig som

selvstændig erhvervsdrivende hos Told og Skat, bevillingen blev

deponeret i Hyrevognsnævnet, og han overgik til pension.

Medlemmet fik hos Ældre Sagen det råd at melde sig ledig og

anmode om dagpenge hos ASE, hvilket skete den 16. december 1997. Kassen mente

at hun ikke skulle søge dagpenge, men i stedet anke over kassens

afgørelse om efterløn som hun ville kunne få fra enten 5.

november eller 1. december 1997.

Ved medlemmets henvendelse hos arbejdsløshedskassen den 19.

december 1997 afviste kassen at tage sig af sagen.

Ved ny henvendelse til arbejdsløshedskassen oplyste kassen at

medlemmet først skulle tilmelde sig Arbejdsformidlingen for at

opnå dagpenge, og det gjorde hun samme dag. Den 29. december 1997

henvendte hun sig på ny med alle relevante papirer ved anmodning om

dagpenge. Den 30. december 1997 forlangte arbejdsløshedskassen en

erklæring om at medlemmet og hendes mand ikke havde nogen biler eller

bevillinger samt dokumentation for at hans bevilling var afleveret.

Den 6. januar 1998 fremlagde ægteparret erklæring om

deponering af bevilling hos Hyrevognsnævnet, men det var ikke

tilstrækkeligt til at medlemmet kunne opnå dagpenge, hvorfor

hendes mand var tvunget til at aflevere sin bevilling. Det skete samme dag,

hvorefter medlemmet fik dagpenge fra den 13. januar 1998.

Medlemmet rejste spørgsmålene hvorfor hun ikke kunne få

efterløn pr. 1. oktober 1997, og hvor der var hjemmel til at

kræve hendes mands bevilling afleveret og ikke blot deponeret hos

Hyrevognsnævnet.

Ankenævnet sendte medlemmets brev og sagens akter til direktoratet,

som den 19. marts 1998 bad medlemmet om dokumentation for oplysningerne

om

at hendes mands hyrevogn blev solgt den 5. november 1997,

at hendes mand var afmeldt momsregisteret,

at hendes mand deponerede sin bevilling den 6. januar 1998, og

at hendes mand afleverede bevillingen den 13. januar 1998.

Medlemmet sendte den 23. marts 1998

dokumentation for overtagelse af den sidste hyrevogn den 5. november

1997. Vognen var til klargøring fra 5. november til 1. december

1997,

momsafmeldelse pr. 1. december 1997 for hendes mand,

kvittering for hendes mands deponering af bevilling den 28. november 1997

og

erklæring om hendes mands afkald på bevilling den 6. januar

1998.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf den 24. april 1998

ny afgørelse hvorefter medlemmet den 5. november 1997 opfyldte

betingelserne for at blive anset for ophørt mere end midlertidigt med

drift af selvstændig virksomhed.

Direktoratet lagde vægt på

at virksomhedens vigtigste driftsmiddel, medlemmets tidligere hyrevogn,

blev overtaget af køber den 5. november 1997 til endelig overtagelse

den 28. november 1997,

at Medlemmets ægtefælle deponerede sin bevilling den 28.

november 1997, og

at virksomheden blev afmeldt momsregisteret pr. 1. december

1997.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57,

stk. 1 og 3, og § 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af

25. oktober 1996 om ophør med udøvelse af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Begrundelsen for at medlemmet ikke den 1. oktober 1997 opfyldte

betingelserne for at være ophørt mere end midlertidigt med

udøvelse af selvstændig virksomhed var at hendes hidtidige

arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og regnskab på dette

tidspunkt ikke var bortfaldet, men fortsat bestod omend i reduceret omfang i

afviklingsperioden, og at der intet var til hinder for at hun fortsat

kørte hyrevogn.

Uanset at medlemmets arbejdsopgaver i forbindelse med lønregnskab

og vagtskemaer var bortfaldet, var de resterende arbejdsopgaver ikke af

uvæsentligt eller ringe omfang i forhold til hendes hidtidige

arbejdsopgaver. Direktoratet lagde særlig vægt på at hun

selv havde kørt hyrevogn, og at denne arbejdsopgave ikke bortfaldt,

men blev overtaget af hendes ægtefælle.

Medlemmets hidtidige arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og

regnskab kunne dermed tidligst siges at være bortfaldet den 5. november

1997 efter frikørsel af hyrevognen, der da blev overtaget af

køber. Fra dette tidspunkt var virksomhedens afvikling så

fremskreden at en eventuel resterende del ikke kunne danne grundlag for

fortsat virksomhedsudøvelse.

Med hensyn til betingelsen om at det skulle være godtgjort at

ophøret med virksomheden var mere end midlertidigt, var det ikke

tilstrækkeligt at bevillingen var deponeret iden bevillingen til enhver

tid kunne blive udleveret igen. Derfor var det nødvendigt at der var

givet endeligt afkald på bevillingen, medmindre det på anden vis

var godtgjort at virksomheden var endeligt overdraget eller lukket og ikke

blot var midlertidigt indstillet.

Da direktoratet ikke med denne afgørelse gav medlemmet fuldt ud

medhold i klagen over at hun ikke den 1. oktober 1997 opfyldte betingelserne

for at være ophørt, sendte direktoratet afgørelsen og

sagens akter til ankenævnet.

Ankenævnet bad den 29. april 1998 medlemmet om at oplyse om hun

fortsat ønskede at klage over at hun ikke kunne anses for

ophørt med at drive selvstændig virksomhed allerede den 29.

september 1997.

Medlemmet fastholdt den 4. maj 1998 klagen over at hun ikke kunne anses

for ophørt den 29. september 1997, især fordi hendes virksomhed

blev sammenkædet med hendes mands virksomhed, og fordi den nye

afgørelse hang sammen med hendes mands afhændelse af hans

virksomhed.

Arbejdsløshedskassen meddelte den 14. maj 1998 at ankenævnet

havde godkendt at medlemmet var ophørt med at drive selvstændig

virksomhed den 5. november 1997. Hun var herefter berettiget til dagpenge fra

den 12. november 1997 forudsat at hun mødte på

Arbejdsformidlingen senest denne dato. Medlemmet mødte på

Arbejdsformidlingen den 22. december 1997 og var derfor først

berettiget til dagpenge fra denne dato.

Medlemmet rejste spørgsmålet hvorfor

arbejdsløshedskassen havde fundet at hun skulle have tilmeldt sig

Arbejdsformidlingen tidligere, når hun fra begyndelsen havde

søgt efterløn og aldrig ville have meldt sig arbejdsløs

hvis ikke arbejdsløshedskassen havde bedt hende om det.

Medlemmet klagede over at arbejdsløshedskassen ikke ville godkende

hendes ret til efterløn fra den 5. november 1997 og bad om en

forklaring på kassens afgørelse.

Direktoratet anmodede den 26. maj 1998 arbejdsløshedskassen om en

ny vurdering af sagen, idet direktoratet i afgørelse af 24. april 1998

godkendte at medlemmet var ophørt med udøvelse af

selvstændig virksomhed den 5. november 1997 og idet direktoratet havde

behandlet sagen i henhold til medlemmets anmodning om efterløn dateret

22. september 1997.

Direktoratet oplyste telefonisk at direktoratet pr. telefon havde

forklaret arbejdsløshedskassen at sagen drejer sig om efterløn

og ikke om dagpenge, og derfor skulle medlemmet ikke tilmelde sig AF.

Arbejdsløshedskassen ville så anerkende ophør den 5.

november 1997 med ret til efterløn fra den 12. november 1997.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter