Ægtefælle med hver sin hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én virksomhed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ægtefælle med hver sin
hyrevognsforretning anses for at drive virksomhederne samlet som én
virksomhed.
Medlemmet søgte efterløn pr. 29. september 1997 efter
endeligt ophør med selvstændig virksomhed ved taxikørsel.
Ophøret skete ved lukning. Medlemmet havde drevet virksomheden siden
1. maj 1972.
Arbejdsløshedskassen afslog den 30. september 1997
ansøgningen om efterløn fordi medlemmet havde haft to
hyrevogne, hvoraf den ene var overgået til privat brug, medens den
anden var overdraget til hendes ægtefælle, som også drev
selvstændig hyrevognsvirksomhed. Ophørsbetingelserne kunne ikke
opfyldes ved overdragelse til ægtefælle.
Medlemmets revisor klagede den 13. oktober 1997 og oplyste at medlemmet
havde lukket sin virksomhed og ikke overdraget den.
En hyrevognsvirksomhed kunne ikke overdrages, da der til virksomheden var
knyttet en bevilling, som var personlig og ikke kunne overdrages.
Virksomheden var afmeldt hos Toldvæsenet, og alle bevillinger var
tilbageleveret, lige som der var sket afmelding hos Told & Skat som
arbejdsgiver.
Medlemmet havde to bevillinger og to hyrevogne. Den ene hyrevogn var
overgået til privat brug, og den anden var solgt til medlemmets
ægtefælle. Han drev selvstændig vognmandsvirksomhed og
havde på dette tidspunkt én bevilling. Da medlemmet
ophørte med at drive virksomhed og lukkede sin virksomhed, stod hendes
ægtefælle over for at erhverve ny bil.
I stedet for at købe en ny eller brugt bil hos andre valgte
ægteparret ud fra et driftsøkonomisk synspunkt at handle
medlemmets bil til ægtefællen. Hans bevilling til at køre
hyrevogn var personlig, og han havde ingen ansatte og skulle således
Læs alt
selv køre vognen fri. Medlemmet havde ingen muligheder for at
køre bilen fri.
Revisoren henviste til lov af 6. maj 1997 om taxikørsel m.v. § 5,
stk. 3, hvoraf fremgik, at tilladelse i henhold til denne lov skal udnyttes
af den, der har opnået tilladelsen, og den kan hverken helt eller
delvis overgå til andre.
Arbejdsløshedskassen fastholdt den 20. oktober 1997 sin
afgørelse med den begrundelse at medlemmet i henhold til
bekendtgørelse om ophør § 2, stk. 4, ikke kunne opfylde
ophørsbetingelserne i samme bestemmelses stk. 1- 3 ved overdragelse
til ægtefællen.
Revisoren oplyste den 3. december 1997 at der i 1996 blev overført
85.108 kr. til medlemmet som medarbejdende ægtefælle for
lønregnskab og bogføring. Da hendes ægtefælle pr.
28. september 1997 havde opsagt alle medarbejdere, og bogføringen
samtidig var overført til revisoren, var medlemmets arbejde i
ægtefællens virksomhed samtidig ophørt.
Medlemmets omkostninger var opdelt i direkte omkostninger, der kunne
henføres direkte til virksomheden, og fælles omkostninger, der
blev afholdt sammen med ægtefællen. Fællesomkostninger blev
fordelt mellem ægtefællerne i forhold til omsætningen i de
respektive virksomheder, således at virksomhederne blev belastet
omkostningsmæssigt i forhold til aktiviteten. Af praktiske grunde blev
fællesomkostninger ført i den ene ægtefælles
bogholderi og fordelt ved årsregnskabets udarbejdelse mellem
virksomhederne.
Københavns Hyrevognskontor oplyste den 8. december 1997 telefonisk
at en vognmand skal have en bevilling pr. vogn. Vognmanden kan ansætte
chauffør til at køre vognene. En bevilling er personlig og
uoverdragelig. Der er imidlertid intet til hinder for at en vognmand efter
indlevering af bevilling fortsætter som chauffør hos en anden
vognmand.
Direktoratet traf afgørelse den 8. december 1997. Ved denne
afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke den 29. september 1997
opfyldte betingelserne for at kunne anses for ophørt mere end
midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.
Medlemmets og hendes ægtefælles virksomheder var så
nært tilknyttet at de i relation til reglerne i
arbejdsløshedsforsikringsloven måtte anses for én samlet
virksomhed, uanset at medlemmet havde været selvstændigt
registreret som taxavognmand.
Direktoratet lagde vægt på
virksomhederne blev drevet fra samme adresse,
begge virksomheder var taxavognmandsforretninger,
virksomhederne i fællesskab afholdt driftsomkostninger,
samt
Medlemmet var registreret som medarbejdende ægtefælle i sin
mands vognmandsforretning.
Det forhold at selve bevillingen var personlig, medførte ikke at
virksomheden kunne anses for to selvstændige virksomheder, idet
arbejdet i virksomheden ikke nødvendigvis skulle udføres af den
person der havde bevillingen.
Da den samlede virksomhed den 29. september 1997 hverken var lukket eller
overdraget til andre end ægtefællen, kunne medlemmet ikke anses
for ophørt med drift af selvstændig virksomhed.
Medlemmet opfyldte den 29. september 1997 ikke betingelserne for at kunne
anses for ophørt i den virksomhed, som ægtefællen
fortsatte. Direktoratet lagde herved vægt på at hendes
arbejdsfunktioner fortsat bestod, og at bogføringen var overtaget af
revisoren. Medlemmets arbejdsfunktion var således ikke bortfaldet.
Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57,
stk. 1 og 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober
1996 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som
hovedbeskæftigelse § 2 og § 4, stk. 1, nr. 2.
Medlemmet ankede den 21. december 1997.
Direktoratet fandt den 10. februar 1998 ikke grundlag for at ændre
afgørelsen.
Medlemmet forklarede i brev af 28. februar 1998 blandt andet
at hun og hendes mand havde haft tilsammen 4 bevillinger, hvoraf den
første blev afleveret i januar 1995,
at den næste bevilling blev afleveret i marts 1997, hvorefter
ægtefællerne havde én bevilling hver, og
at hendes vogn ville være frikørt 1. september 1997, hendes
mands den 27. september 1997.
De ca. 20 ansatte blev først i august 1997 orienteret om at
vognmandsvirksomhederne ville stoppe den 1. oktober 1997, og medlemmet gik ud
og skaffede alle nye job.
Midt i august 1997 blev medlemmets vogn skadet så meget at den var
til reparation i 34 dage og derfor ikke var frikørt den 1. oktober
1997.
Den 1. oktober 1997 ophørte alle ansatte hos begge
ægtefæller, som også blev afmeldt som arbejdsgivere hos
Told og Skat, og medlemmet blev afmeldt som selvstændig
erhvervsdrivende. Ægtefællen solgte sin frikørte hyrevogn
den 28. september 1997 og købte hendes vogn, som endnu manglede 4.000
km i at være frikørt.
Der var da ingen ansatte til at køre bilen, og medlemmet havde ikke
kørt ordinær taxakørsel i over 6 år, kun
kørt hjemmehjælpere, og denne kontrakt var ophørt.
medlemmet magtede ikke at sætte sig ind i nyt radioanlæg og turde
ikke længere køre hyrevogn. Hendes mand påtog sig alene at
køre de manglende 4.000 km, til vognen var frikørt.
Fra den 1. oktober 1997 resterede kun den ene aktivitet at
ægtefællen førte sin kørebog der lå i taxaen
på de dage hvor han kørte, og ansvaret for endelig
årsafslutning med dertil hørende arbejde var overdraget
revisoren. Der var ingen ansatte, vagtskemaer, regnskaber, bogføring
eller fast kontortid.
Ved ejerskiftet af vognen opkrævede Statens Bilsyn 330 kr., da det
var ejerskifte mellem to firmaer og ikke mellem ægtefæller, fordi
de havde hver sit SE nr.
4. november 1997 var vognen frikørt, og 5. november 1997 blev den
solgt. Den 1. december 1997 afmeldte ægtefællen sig som
selvstændig erhvervsdrivende hos Told og Skat, bevillingen blev
deponeret i Hyrevognsnævnet, og han overgik til pension.
Medlemmet fik hos Ældre Sagen det råd at melde sig ledig og
anmode om dagpenge hos ASE, hvilket skete den 16. december 1997. Kassen mente
at hun ikke skulle søge dagpenge, men i stedet anke over kassens
afgørelse om efterløn som hun ville kunne få fra enten 5.
november eller 1. december 1997.
Ved medlemmets henvendelse hos arbejdsløshedskassen den 19.
december 1997 afviste kassen at tage sig af sagen.
Ved ny henvendelse til arbejdsløshedskassen oplyste kassen at
medlemmet først skulle tilmelde sig Arbejdsformidlingen for at
opnå dagpenge, og det gjorde hun samme dag. Den 29. december 1997
henvendte hun sig på ny med alle relevante papirer ved anmodning om
dagpenge. Den 30. december 1997 forlangte arbejdsløshedskassen en
erklæring om at medlemmet og hendes mand ikke havde nogen biler eller
bevillinger samt dokumentation for at hans bevilling var afleveret.
Den 6. januar 1998 fremlagde ægteparret erklæring om
deponering af bevilling hos Hyrevognsnævnet, men det var ikke
tilstrækkeligt til at medlemmet kunne opnå dagpenge, hvorfor
hendes mand var tvunget til at aflevere sin bevilling. Det skete samme dag,
hvorefter medlemmet fik dagpenge fra den 13. januar 1998.
Medlemmet rejste spørgsmålene hvorfor hun ikke kunne få
efterløn pr. 1. oktober 1997, og hvor der var hjemmel til at
kræve hendes mands bevilling afleveret og ikke blot deponeret hos
Hyrevognsnævnet.
Ankenævnet sendte medlemmets brev og sagens akter til direktoratet,
som den 19. marts 1998 bad medlemmet om dokumentation for oplysningerne
om
at hendes mands hyrevogn blev solgt den 5. november 1997,
at hendes mand var afmeldt momsregisteret,
at hendes mand deponerede sin bevilling den 6. januar 1998, og
at hendes mand afleverede bevillingen den 13. januar 1998.
Medlemmet sendte den 23. marts 1998
dokumentation for overtagelse af den sidste hyrevogn den 5. november
1997. Vognen var til klargøring fra 5. november til 1. december
1997,
momsafmeldelse pr. 1. december 1997 for hendes mand,
kvittering for hendes mands deponering af bevilling den 28. november 1997
og
erklæring om hendes mands afkald på bevilling den 6. januar
1998.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf den 24. april 1998
ny afgørelse hvorefter medlemmet den 5. november 1997 opfyldte
betingelserne for at blive anset for ophørt mere end midlertidigt med
drift af selvstændig virksomhed.
Direktoratet lagde vægt på
at virksomhedens vigtigste driftsmiddel, medlemmets tidligere hyrevogn,
blev overtaget af køber den 5. november 1997 til endelig overtagelse
den 28. november 1997,
at Medlemmets ægtefælle deponerede sin bevilling den 28.
november 1997, og
at virksomheden blev afmeldt momsregisteret pr. 1. december
1997.
Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57,
stk. 1 og 3, og § 2, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 937 af
25. oktober 1996 om ophør med udøvelse af selvstændig
virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Begrundelsen for at medlemmet ikke den 1. oktober 1997 opfyldte
betingelserne for at være ophørt mere end midlertidigt med
udøvelse af selvstændig virksomhed var at hendes hidtidige
arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og regnskab på dette
tidspunkt ikke var bortfaldet, men fortsat bestod omend i reduceret omfang i
afviklingsperioden, og at der intet var til hinder for at hun fortsat
kørte hyrevogn.
Uanset at medlemmets arbejdsopgaver i forbindelse med lønregnskab
og vagtskemaer var bortfaldet, var de resterende arbejdsopgaver ikke af
uvæsentligt eller ringe omfang i forhold til hendes hidtidige
arbejdsopgaver. Direktoratet lagde særlig vægt på at hun
selv havde kørt hyrevogn, og at denne arbejdsopgave ikke bortfaldt,
men blev overtaget af hendes ægtefælle.
Medlemmets hidtidige arbejdsopgaver med kørsel, bogføring og
regnskab kunne dermed tidligst siges at være bortfaldet den 5. november
1997 efter frikørsel af hyrevognen, der da blev overtaget af
køber. Fra dette tidspunkt var virksomhedens afvikling så
fremskreden at en eventuel resterende del ikke kunne danne grundlag for
fortsat virksomhedsudøvelse.
Med hensyn til betingelsen om at det skulle være godtgjort at
ophøret med virksomheden var mere end midlertidigt, var det ikke
tilstrækkeligt at bevillingen var deponeret iden bevillingen til enhver
tid kunne blive udleveret igen. Derfor var det nødvendigt at der var
givet endeligt afkald på bevillingen, medmindre det på anden vis
var godtgjort at virksomheden var endeligt overdraget eller lukket og ikke
blot var midlertidigt indstillet.
Da direktoratet ikke med denne afgørelse gav medlemmet fuldt ud
medhold i klagen over at hun ikke den 1. oktober 1997 opfyldte betingelserne
for at være ophørt, sendte direktoratet afgørelsen og
sagens akter til ankenævnet.
Ankenævnet bad den 29. april 1998 medlemmet om at oplyse om hun
fortsat ønskede at klage over at hun ikke kunne anses for
ophørt med at drive selvstændig virksomhed allerede den 29.
september 1997.
Medlemmet fastholdt den 4. maj 1998 klagen over at hun ikke kunne anses
for ophørt den 29. september 1997, især fordi hendes virksomhed
blev sammenkædet med hendes mands virksomhed, og fordi den nye
afgørelse hang sammen med hendes mands afhændelse af hans
virksomhed.
Arbejdsløshedskassen meddelte den 14. maj 1998 at ankenævnet
havde godkendt at medlemmet var ophørt med at drive selvstændig
virksomhed den 5. november 1997. Hun var herefter berettiget til dagpenge fra
den 12. november 1997 forudsat at hun mødte på
Arbejdsformidlingen senest denne dato. Medlemmet mødte på
Arbejdsformidlingen den 22. december 1997 og var derfor først
berettiget til dagpenge fra denne dato.
Medlemmet rejste spørgsmålet hvorfor
arbejdsløshedskassen havde fundet at hun skulle have tilmeldt sig
Arbejdsformidlingen tidligere, når hun fra begyndelsen havde
søgt efterløn og aldrig ville have meldt sig arbejdsløs
hvis ikke arbejdsløshedskassen havde bedt hende om det.
Medlemmet klagede over at arbejdsløshedskassen ikke ville godkende
hendes ret til efterløn fra den 5. november 1997 og bad om en
forklaring på kassens afgørelse.
Direktoratet anmodede den 26. maj 1998 arbejdsløshedskassen om en
ny vurdering af sagen, idet direktoratet i afgørelse af 24. april 1998
godkendte at medlemmet var ophørt med udøvelse af
selvstændig virksomhed den 5. november 1997 og idet direktoratet havde
behandlet sagen i henhold til medlemmets anmodning om efterløn dateret
22. september 1997.
Direktoratet oplyste telefonisk at direktoratet pr. telefon havde
forklaret arbejdsløshedskassen at sagen drejer sig om efterløn
og ikke om dagpenge, og derfor skulle medlemmet ikke tilmelde sig AF.
Arbejdsløshedskassen ville så anerkende ophør den 5.
november 1997 med ret til efterløn fra den 12. november 1997.
Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Efterløn - arbejdskravet. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Nedsatte dagpenge (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Ikke fradrag i dagpengene for musikers øvetid. Retsinformation · 24. september 1997
- EØS. Attest E 303. Genoptagelse. Fortolkning af 4-ugers-kravet i artikel 69, stk. 1, litra a. 1, litra a. Medlemmet M var berettiget til en attest E 303, selvom hun havde arbejdet 49 timer i 4-ugers-perioden forud for afrejsen til Frankrig. Dispensation i medfør af forordningens artikel 69, stk. 2, sidste led, for for sen hjemkomst til Danmark efter udløb af attest E 303 Retsinformation · 1. februar 2006
- Selvstændig bibeskæftigelse, skærpet arbejdskrav, 78 uger, tilbagebetaling, sanktion for svig og for uagtsomhed Retsinformation · 24. juli 2003
- Forrentning af efterbetalte dagpenge - forrentning fra forfaldstidspunktet under henvisning til den lange sagsbehandlingstid. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt sagsøger - i forbindelse med overgang til efterløn - har haft genoptaget driften af sin selvstændige virksomhed Domsdatabasen · 22. januar 2013
- Ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, ægtefælleudtræden, landbrug, frugtavl, arbejdsfunktion, driftsomlægning Retsinformation · 30. januar 2003
- Vejledning om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet Retsinformation · 27. september 2023
- Moms - et taxibestillingskontor leverer momsfri formidling af personbefordring Retsinformation · 31. januar 2019
- Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet Retsinformation · 22. september 2023
- Stadfæstelse i sag om omgåelse vedrørende støtte til unge nyetablerede landbrugere for årene 2018-2022 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. december 2025