Forrentning af efterbetalte dagpenge - forrentning fra forfaldstidspunktet under henvisning til den lange sagsbehandlingstid.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Forrentning af efterbetalte dagpenge -
forrentning fra forfaldstidspunktet under henvisning til den lange
sagsbehandlingstid.
Ankenævnet fandt, at et medlem måtte anses for at have drevet selvstændig
virksomhed fra den 1. august 1985, hvor han overtog en restaurant for at
undgå betydeligt tab i forbindelse med indfrielse af en kautionsforpligtelse.
Virksomheden blev udlejet til et anpartsselskab, i hvilket medlemmet ejede
alle anparter, og medlemmets hustru blev ansat af selskabet som bestyrer.
På grundlag af Østre Landsrets tilkendegivelse i den af medlemmet mod
ankenævnet anlagte retssag meddelte ankenævnet den 29. november 1990, at
nævnets afgørelse ændredes således, at medlemmet ikke skulle anses for at
have påbegyndt selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 1. august
1985.
Ankenævnet hjemviste spørgsmålet om, i hvilket omfang medlemmet herefter
var berettiget til dagpenge, til behandling i arbejdsløshedskassen som første
instans.
Arbejdsløshedskassen meddelte, at medlemmet ville få efterbetalt dagpenge
for perioden 1. august 1985 til 30. juni 1986. Kassen havde ikke kunnet
udbetale dagpenge for tiden fra den 9. til den 24. september 1985, hvor
medlemmet havde holdt ferie, og for perioden fra den 28. maj 1986 til
tidspunktet for etablering af ny selvstændig virksomhed den 1. juli 1986,
idet medlemmet i denne periode ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen,
da han undlod at møde til kontrolfremmøde den 28. maj 1986 og ikke senere
mødte frem.
Kassen mente sig ikke forpligtet til at betale renter af
dagpengeudbetalingerne, idet kassen gennem hele sagen havde fulgt den til
enhver tid gældende administrative praksis. Da kassen fik meddelelse om
sagens udfald fra ankenævnet blev sagen umiddelbart herefter behandlet og
dagpengene udbetalt.
Medlemmets advokat accepterede i brev af 21. januar 1991, at der ikke
Læs alt
skulle udbetales dagpenge for perioden 9. - 24. september 1985, hvor
medlemmet holdt ferie.
Advokaten fastholdt kravet for perioden 28. maj - 1. juli 1986, idet
kassen selv havde tilkendegivet over for medlemmet, at der ikke var nogen
mening i at møde til kontrol, når kassen havde truffet afgørelse om, at han
var etableret som selvstændig erhvervsdrivende, jf. kassens brev af 2. august
1986. Derefter ophørte medlemmet med at gå til kontrol.
Advokaten fastholdt også rentekravet under henvisning til, at Landsretten
havde underkendt den administrative praksis, som kassen havde fulgt. Kassen
havde med andre ord administreret loven forkert og derfor fulgt en forkert
praksis, hvilket havde resulteret i, at medlemmet ikke i 1985/86 havde fået
udbetalt de dagpenge, som han havde krav på.
Medlemmet skulle derfor stilles, som om kassen havde udbetalt dagpengene
måned for måned i 1985/86, hvorfor der ud over selve dagpengetilgodehavendet
skulle betales renter svarende til procesrenten fra de enkelte
forfaldstidspunkter, til betaling faktisk fandt sted den 28. december 1990.
Ved sagens oversendelse til direktoratet afviste kassen bl.a. at have
tilkendegivet, at medlemmet ikke behøvede at møde til kontrol, den havde
tværtimod understreget, at medlemmet af hensyn til en eventuel ankesag om ret
til dagpenge efter den 1. august 1985 fortsat burde være tilmeldt
arbejdsformidlingen og aktivt arbejdssøgende.
I sagen forelå kassens afgørelse af 2. august 1985, hvis sidste afsnit
lyder:
»Af hensyn til en eventuel ankesag om retten til dagpenge efter den
1. august 1985 bør hr. NN fortsat være tilmeldt arbejdsformidlingen og
fortsat være aktivt arbejdssøgende til beskæftigelse som lønmodtager.«
Kassen fastholdt derfor, at der ikke kunne udbetales dagpenge til
medlemmet for perioden 28. maj - 30. juni 1986, hvor medlemmet ikke var
tilmeldt arbejdsformidlingen.
Vedrørende spørgsmålet om rentekravet lagde kassen til grund, at den
tidligere trufne afgørelse var blevet underkendt ved Østre Landsret.
Kassen fandt imidlertid ikke, at afgørelsen var i strid med dagældende
praksis, hvilket blev bekræftet ved direktoratets og ankenævnets tiltrædelse
af kassens afgørelse.
Kassen anså sig derfor ikke forpligtet til at betale renter af de enkelte
udbetalinger fra det tidspunkt, hvor ydelsen ordinært ville være forfaldet og
frem til det tidspunkt, hvor udbetalingen fandt sted den 28. december 1990.
Ankenævnet havde den 29. november 1990 henvist spørgsmålet til behandling
i kassen i første instans, og kassen havde derefter hurtigst muligt udbetalt
dagpengene til medlemmet.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte den 14. marts 1991,
at der ikke kunne udbetales dagpenge til medlemmet i perioden 28. maj - 1.
juli 1986, idet han ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen i dette
tidsrum, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 4.
Direktoratet kunne ikke imødekomme medlemmets krav om renter af
efterbetaling af dagpenge, idet der ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven var
hjemmel til at forrente efterbetaling af dagpenge.
Spørgsmålet om, hvorvidt et eventuelt rentekrav kunne gøres gældende,
måtte afgøres efter de almindelige erstatningsretlige regler, hvilket hørte
under domstolene.
Medlemmets advokat har vedrørende dagpenge for tiden 28. maj - 1. juli
1986 anført, at medlemmet ikke var omfattet af bestemmelsen i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 4, idet han ikke var ledig i denne
periode, fordi kassen havde truffet beslutning om, at han var selvstændig, og
derfor havde inddraget hans dagpenge.
Direktoratets opfattelse var således i strid med lovens bogstav og indebar
det paradoks, at medlemmet på samme tid var ledig og selvstændig.
Da kassen havde bestemt, at medlemmet var selvstændig, fulgte det, at han
ikke skulle tilmeldes arbejdsformidlingen.
Vedrørende spørgsmålet om renter anførte advokaten, at der muligt ikke i
arbejdsløshedsforsikringsloven var hjemmel til at udbetale renter, men der
var heller ikke hjemmel for det modsatte. Da det administrative system havde
administreret loven forkert i det foreliggende tilfælde, var det
erstatningspådragende over for borgeren, hvilket havde som konsekvens, at der
skulle betales renter.
Advokaten henviste i øvrigt til rentelovens § 8 om renter af pengekrav
uden for formuerettens område.
Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.
På baggrund af ankenævnets anmodning om på ny at overveje rentespørgsmålet
meddelte direktoratet den 17. september 1991, at såfremt medlemmets advokat
havde medtaget rentespørgsmålet i retssagen, var det direktoratets
opfattelse, at dette havde indgået i rettens tilkendegivelse eller eventuelle
dom, således at der var blevet givet medlemmet procesrenter.
Selv om der ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at yde
renter af efterbetalingsbeløb, fandt direktoratet på denne specielle baggrund
at kunne acceptere, at medlemmet fik renter af efterbetalingsbeløbet med
hjemmel i almindelige retsgrundsætninger fra sagens anlæg i marts 1989 til
udbetalingen i ultimo 1990, d.v.s. svarende til bestemmelsen i rentelovens §
8, stk. 1.
Derimod fandt direktoratet, at der ikke var grundlag for at yde renter fra
et tidligere tidspunkt. Direktoratet havde herved lagt vægt på, at der fra
arbejdsløshedskassens og direktoratets side ikke havde været tale om åbenbare
fejl, men om skønsmæssig vurdering.
Medlemmets advokat meddelte den 3. oktober 1991, at klagen vedrørende
rentespørgsmålet opretholdtes.
Advokaten anførte, at den dato, hvorfra der kan ydes renter, er fastsat
til sagsanlægget, men at denne dato set i forhold til medlemmet er vilkårlig,
idet han var afskåret fra at udtage stævning før sagen havde passeret gennem
det administrative system. Medlemmet skulle derfor ikke rentemæssigt
straffes, fordi sagsbehandlingstiden i dette system var mere end 3 år. Det
var derfor efter advokatens opfattelse helt urimeligt og heller ikke i
overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, der har udmøntet sig i
rentelovens § 3, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse betales renter fra
forfaldsdagen.
Direktoratet henholdt sig ved brev af 16. oktober til direktoratets
fornyede afgørelse af 17. september 1991, da det af advokaten fremførte ikke
gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens
afgørelse af 14. marts 1991 for så vidt angik spørgsmålet om medlemmets ret
til dagpenge i perioden 28. maj - 1. juli 1986, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 57, stk. 4. Ankenævnet lagde
vægt på, at pågældende af kassen var orienteret om, at han fortsat skulle stå
tilmeldt arbejdsformidlingen af hensyn til en eventuel ankesag.
For så vidt angik rentespørgsmålet kunne ankenævnet henholde sig til det
af direktoratet i afgørelse af 17. september 1991 anførte.
Medlemmets advokat rettede herefter henvendelse til Folketingets
Ombudsmand.
Ankenævnet anmodede på baggrund af ombudsmandens henvendelse til nævnet
direktoratet om en yderligere udtalelse vedrørende rentespørgsmålet.
Direktoratet fastholdt i denne udtalelse bl.a., at der i kassens og
direktoratets afgørelser ikke blev begået åbenbare fejl, men direktoratet
måtte medgive, at sagsbehandlingen under den administrative klagebehandling
havde været relativt lang, og at dette ikke alene kunne tilskrives medlemmets
forhold.
Direktoratet anbefalede derfor, at ankenævnet ændrede sin afgørelse
vedrørende rentespørgsmålet, således, at medlemmet med hjemmel i almindelige
retsgrundsætninger også fik renter af efterbetalingsbeløbet opgjort fra
dagpengenes forfaldstidspunkt til sagens anlæg i marts 1989. Beregningen af
renterne skulle ske efter rentelovens bestemmelser.
Ankenævnet genoptog på grundlag af direktoratets udtalelse sagen til
fornyet behandling og ophævede sin afgørelse af 2. januar 1992 for så vidt
angik rentespørgsmålet.
Ankenævnet fandt herefter, at der skulle tilkendes medlemmet renter af
efterbetalingsbeløbet, opgjort fra dagpengenes forfaldstidspunkt, og at
beregningen af renter skulle ske efter rentelovens bestemmelser.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen drejer sig om tarifering af drivhuskonstruktioner af aluminium Domsdatabasen · 11. april 2025
- Sag om, processuel sikkerhedsforanstaltning Domsdatabasen · 14. november 2025
- Sag om lønmodtagers sikring af krav på løn m.v. i forbindelse med konkurs og virksomhedsoverdragelse Domsdatabasen · 25. marts 2026
- Sag om betaling af vejbidrag for statsveje i medfør af spildevandsbetalingslovens § 2a, stk. 10 for afledning af vand fra statsveje Domsdatabasen · 15. november 2024
- Sag om, hvorvidt sagsøgerens krav på indbetaling af pension med tillæg af renter er forældet Domsdatabasen · 18. september 2009
- Stadfæstelse af afgørelse om afslag på udbetalingsanmodning samt bortfald af tilsagn i Skive Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. februar 2023
Lignende dokumenter
- Selvstændig, ophør, tidspunkt, overdragelse, købers underskrift, konkurrenceklausul, kautionsforpligtelse, foto Retsinformation · 16. januar 2006
- Ophør med selvstændig virksomhed. Videreførsel i firma ejet af medlemmets voksne børn. Retsinformation · 1. marts 2004
- Omfanget af personlig arbejdsindsats i ægtefælles virksomhed - tilfældig bistand. Retsinformation · 24. september 1997
- Ægtefælleudtræden, selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, personlige arbejde, nyansat arbejdskraft, autoværksted Retsinformation · 1. marts 2004
- Beskæftigelseskravet, selvstændig virksomhed, arbejde i udlandet, EØS, a-kassens vejledning Retsinformation · 2. februar 2006
- Renter Retsinformation · 20. maj 2003