Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsgiverforpligtelse for 1. og 2. ledighedsdag ved opsigelse. Spørgsmål om egen skyld

KEN nr 9982 af 22/08/2006Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet2. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Arbejdsgiverforpligtelse

for 1. og 2. ledighedsdag ved opsigelse. Spørgsmål om egen skyld

Til A-kassen

22. august 2006

Arbejdsløshedskassen har ved brev af 10. august 2005

bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt

arbejdsgiver

A er forpligtet til at betale

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med

arbejdsophøret

for medlemmet M.

Sagen blev behandlet på møde den 17. august 2006.

Nævnet traf følgende

AFGØRELSE

Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophør

ved A.

BEGRUNDELSE

Forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse er

indtrådt ved afskedigelsen, da M inden for de sidste 4 uger forud herfor har

været beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst svarende til fuld

overenskomstmæssig

arbejdstid i 2 uger.

Ankenævnet finder, at der ikke foreligger

bortfaldsgrund i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelsen om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at afskedigelsen

i det væsentligste skyldes M.

Ankenævnet har herved lagt vægt på den skriftlige

opsigelse, som var begrundet i omlægninger i driften på værkstedet med deraf

Læs alt

følgende forventet nedgang i kundereparationer.

Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst

om advarsler i forbindelse med arbejdets udførelse og mødetidspunkter og

arbejdsgiver ikke har reageret overfor M, da han efter arbejdsgiverens

oplysning udeblev fra arbejdet den 29. – 31. marts 2005.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der efter de øvrige

foreliggende oplysninger i sagen ikke ses at foreligge andre bortfaldsgrunde

efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelse.

Det er oplyst, at a-kassen har udbetalt

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i

arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af

12.

juni 2003.

Dagpengegodtgørelsen for den 1. og 2. ledighedsdag

udgør i alt kr. 1.308,00, som skal indbetales af arbejdsgiver til

Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

På ankenævnets vegne

Sign

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

Medlemmet

Arbejdsgiver

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen, at M fra den 1. maj 1999 var

ansat på fuld tid/37 timer om ugen som mekaniker hos arbejdsgiver A, der ved

brev den 3. januar 2005 opsagde M til fratræden den 31. marts 2005.

Opsigelsen

var begrundet med omlægninger i driften på værkstedet med deraf følgende

forventet

nedgang af kundereparationer.

Efter

sin fratræden rettede M henvendelse til a-kassen om, at der ikke er udbetalt

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ved arbejdsophøret den 31.

marts

2005.

A-kassen har ved brev af 14. juli 2005 anmodet

arbejdsgiver om at udbetale g-dage til medlemmet.

Arbejdsgiver har ikke imødekommet

a- kassens anmodning.

Herefter har a-kassen ved brev af 10. august 2005

anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er

forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til

medlemmet.

Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den

manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til

medlemmet.

Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen

samt bedt denne udfylde et spørgeskema.

Arbejdsgiver har fremsendt udfyldt spørgeskema, hvoraf

fremgår, at M var ansat på fuld tid.

Det er arbejdsgivers opfattelse, at arbejdsophøret

væsentligst skyldes medlemmet. Arbejdsgiver har henvist til, at medlemmet

flere

dage hver måned udeblev fra arbejdet og ofte kom dryssende kl.

8.30 – 9.00, de dage han kom på arbejde.

Som begrundelse for ikke at betale g-dage har

arbejdsgiver under pkt. 13 i spørgeskemaet anført:

”Tirsdag den 29. marts 2005 kom M kl. ca. 9.00 og

fortalte, at han ikke ønskede at arbejde her længere, hvorefter han forlod

min

virksomhed. Han udeblev således uden grund fra arbejdet den 29. – 30. og

31.

marts 2005.

Han har modtaget fuld løn til og med 31. marts 2005.

Han skylder mig således 3 arbejdsdage. Jeg har derfor betalt for 3 g-dage og

ikke kun for 2, som loven foreskriver. Benægter M ovennævnte, fremstiller jeg

gerne med vidner i form af bl.a. kunder, der ikke kunne få deres bil til rep.

i

den uge, da der ingen mekaniker fandtes på værkstedet. De måtte derfor få

udskudt

tid til rep. ugen efter.”

Forelagt arbejdsgivers oplysninger, har M til a-kassen

i mail af 26. november 2005 oplyst:

”Mandag formiddag ringede en kunde og skulle have sin

bil lavet. Den skulle hentes nede i byen. Jeg gik ind på A’s kontor (han

var

der for en gangs skyld) og spurgte, om han ville hente den, da det ikke var

mit

arbejde at hente og bringe biler. DET SER JEG LIGE OM JEG GIDER. Bilen blev

ikke hentet. Tirsdag formiddag gik jeg ind på A’s kontor og sagde, at

jeg ikke

gad være der mere. Han sagde ordret til mig. JEG GIDER HELLER IKKE SE PÅ DIG.

Derfor gik jeg selvfølgelig hjem. Det skal selvfølgelig siges jeg ikke kunne

lave noget, for når der blev bestilt varer, kom de pr. efterkrav og A var

ikke

på firmaet for at betale. Så i den tid var der flere kunder der kørte

forgæves,

og det ville jeg ikke stå model til.”

Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn har

herefter anmodet om arbejdsgivers bemærkninger til medlemmets oplysninger.

Arbejdsgiver skrev i brev af 16. januar 2006:

”Jeg vil gerne oplyse, at M er helt ude i hampen med

den ene løgnehistorie efter den anden.

For det første var han ansat som automekaniker med hvad

deraf følger i faget, selvfølgelig også afhentning og udbringning af

kundebiler,

som han også var vant til, og i øvrigt altid uden kommentarer, da det jo gav

et

pusterum i arbejdet.

Han var meget sikker i sine udtalelser og ved bedre

besked end de fleste fremgår det af udtalelserne i mailen fra ham til

a-kassen.

Men endnu engang er han fuld af løgnehistorie igen, gad vide om han selv tror

på dem.

Sidste arbejdsdag skulle som bekendt have været torsdag

den 31. marts 2005, men han mødte som omtalt i tidligere breve, ikke på

arbejde

den 29. – 30. og 31. marts. Mandag, hvor han påstår en kunde skulle have

ringet, har intet med de manglende arbejdsdage i denne uge at gøre, for han

var

der overhovedet ikke i denne uge, og den påståede mandag var i øvrigt 2.

påskedag, hvor han i forvejen havde fri for arbejde som de fleste indenfor

Metalforbundet har.

Til gengæld har jeg beviser på, at han ikke var på

arbejde i de pågældende dage 29. – 30. og 31. marts, da han i ugen op

til påske

havde indskrevet kunder op til rep. af deres biler i ugen efter påske. Da jeg

ikke kunne følge at reparere de indskrevne biler, måtte jeg sende kunderne

hjem

med oplysninger om, at den velkendte mekaniker ikke ønskede at passe sit

arbejde, og at de måtte få en ny tid i ugen efter. Disse kunder har været på

værkstedet og set, at M ikke var på sin arbejdsplads, og vil gerne vidne om

rigtigheden af dette brev. Ønskes yderligere oplysninger står jeg gerne til

rådighed.”

Arbejdsgivers brev af 16. januar 2006 blev 30. januar

2006 sendt til a-kassen med henblik på eventuelle bemærkninger til

arbejdsgiverens oplysninger.

A-kassen har i høringssvar af 13. februar 2006 ikke

fremsat bemærkninger til arbejdsgivers oplysninger i brev af 16. januar 2006.

A-kassen henviser til opsigelsesbrevet, ledighedserklæringen og lønsedler.

2. Regler

Lovbekendtgørelse

nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 84.

Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af

opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37

af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til

nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler

arbejdsgiveren

en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede

beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld

dagpengegodtgørelse.

Stk. 2.

Arbejdsgiverens

forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har

været

beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig

arbejdstid

i 2 uger.

Stk. 3.

Arbejdsgiverens

forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1

hvis det godtgøres,

at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages

sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2)

hvis afskedigelsen

væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3)

hvis arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4)

hvis medlemmet har

været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i

henhold

til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4.

Arbejdsgiverens

forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst

indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5.

Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens

2.

lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter

medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr.

1.

Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse

m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret

til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er

afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6.

Hvis

dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har

arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at

få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet

utvivlsomt

har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik

herpå

en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af

dagpengegodtgørelse

inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden

udløbet

af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget,

lægger

kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på

udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7.

Samtidig med

udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med

en

begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i

sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til

dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til

Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af

ankenævnet.

Stk. 8.

Tvivlsspørgsmål

om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9.

Krav mod

arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg

af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden

for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved

udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10.

Finansstyrelsen

kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om

arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det

skyldige

beløb efter stk. 7.

Stk. 11.

Direktøren for

Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet

regler

om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler

om,

at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3

nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om

betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets

behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Lovbekendtgørelse

nr. 874 af 11. september 2005 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 84.

.

Stk. 9.

Krav mod

arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jfr. Stk. 7, kan med

tillæg

af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet

ikke

betales inden for den fastsatte frist. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan

inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af

Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10.

Direktøren for

Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet

regler

om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler

om,

at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3

nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om

betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets

behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003

§ 1.

En

arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1.

og

2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1)

bliver ledigt som

følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord

og

lignende,

2)

har været ansat som

lønmodtager, og

3)

har indtjent en løn i

ansættelsen.

Stk. 2.

Ved

"G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én

"G-dag" er én ledighedsdag.

Stk. 3.

En arbejdsgiver

skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har

været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld

overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan

anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i

bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Stk. 4.

Den periode, som

beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden

er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage,

søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk. 5.

En arbejdsgiver

skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår.

Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale

for

en halv G-dag.

Stk. 6.

Betaling for en

G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes

arbejdsmarkedsbidrag,

ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.

§ 2.

Et

medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er

fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for

fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag

og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen

for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6.

En

arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1)

medlemmet inden

ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse

svarende

til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,

2)

arbejdsgiveren er ude

af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3)

afskedigelsen/arbejdsophøret

væsentligst skyldes medlemmet,

4)

arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendigt

på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5)

arbejdsophøret

skyldes force majeure,

6)

medlemmet er i fuld

beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7)

medlemmet i

tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på

G-dagene,

8)

medlemmet er

tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9)

medlemmet har været

vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen

har

varet mindst 3 måneder, eller

10)

medlemmet

har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats.

Manglende betaling

§ 11.

Et

medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale

for G-dage, hvis

1)

arbejdsgiveren ikke

betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2)

medlemmet beder

a-kassen om hjælp, og

3)

a-kassen finder, at

medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk. 2.

A-kassen sender

herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet

inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke

betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger

a-kassen beløbet ud til medlemmet.

Stk. 3.

Samtidig med at

a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet

indstilling

til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets

afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og

a-kassen.

Stk. 4.

Hvis en

arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har

lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns

behandling af a-kassens indstilling.

Stk. 5.

Finder

Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal

arbejdsgiveren

betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af

afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes

til

Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til

direktoratet

og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter