Spring til indhold

Retsinformation

G-dage. Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets løbetid var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på nedsat tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater

KEN nr 9865 af 13/01/2005Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. februar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

G-dage.

Løs ansættelse som vikar i vikarbureau. Arbejdsgiveren skulle ikke betale for

G-dage til medlemmet under vikariaterne, da arbejdstiden i vikariatets

løbetid

var kendt på forhånd og i denne periode var at betragte som fastansat på

nedsat

tid. Kun G-dage ved afslutningen af de enkelte vikariater

X Arbejdsløshedskasse har ved brev af den 13. april 2004

bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt

arbejdsgiveren A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag i forbindelse med ansættelsen af medlemmet M, CPR-nr.

mmmmmm-mmmm.

Sagen blev behandlet på møde den 9. december 2004.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder ikke, at A er forpligtet til at betale

M de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser under vikariatet i perioden fra

den 19. januar til den 2. februar 2004.

I forbindelse med afslutningen af M’s ansættelse som vikar den 2.

februar 2004 har A betalt, hvad der svarer til en hel dagpengegodtgørelse.

Ankenævnet

finder, at A er forpligtet til at betale en og en halv dagpengegodtgørelse. A

er derfor forpligtet til at betale M yderligere en halv dagpengegodtgørelse.

B E G R U N D

E L S E

De krævede løbende G-dage under vikariatet, der

startede den 19. januar og varede til og med den 2. februar 2004:

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på,

–

at den daglige

Læs alt

arbejdstid - i henhold til aftale om vikariat af den 16. januar 2004 - var

angivet

til 4 timer,

–

at M, da han startede

i vikariatet hos kunden K i K-by den 19. januar 2004 og frem til vikariatets

afslutning, hver dag ved arbejdstids ophør vidste, hvornår han igen skulle

arbejde,

–

at M reelt arbejdede

hver hverdag i vikariatets løbetid, og

–

at længden af den

faktiske daglige arbejdstid i løbet af vikariatet ikke varierede væsentligt

fra

den i vikariataftalen angivne daglige arbejdstid på 4 timer.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at M i

vikariatets løbetid kan betragtes som afskediget hver dag ved arbejdstids

ophør. Ankenævnet finder derimod, at M’s arbejdstid i vikariatets

løbetid var

kendt på forhånd, hvorfor han i denne periode har været at betragte som

fastansat

på nedsat tid.

A-kassens krav om løbende dagpengegodtgørelser i vikariatets

løbetid er derfor ikke berettiget, og A er derfor ikke forpligtet til at

betale

de af a-kassen krævede dagpengegodtgørelser på følgende datoer: Den 19., 20.,

21., 22., 23., 26., 27., 28., 29. og 30. januar 2004.

De krævede G-dage den 2. og 3. februar 2004:

Det er ophøret af arbejdsgiverens forpligtelse til at

beskæftige medlemmet, der udløser pligt til at betale dagpengegodtgørelse.

Ved

arbejdstids ophør den 2. februar 2004, hvor M afsluttede et sammenhængende

vikariat, havde han inden for de sidste 4 uger været beskæftiget hos A i et

omfang mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Ankenævnet bemærker, at 4-ugers-perioden starter den 29. december 2003, idet

perioden er forlænget bagud på grund af M’s ferieafholdelse og en

søgnehelligdag den 1. januar 2004, jf. § 1, stk. 4 i bekendtgørelsen om

dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag. A’s forpligtelse til at betale

dagpengegodtgørelse

indtrådte derfor den 2. februar 2004, jf. § 84, stk. 2 i

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Da M var ledig mindre end 4 timer den 2. februar og mere end 4

timer den 3. februar 2004, var A forpligtet til at betale henholdsvis 1 halv

og

1 hel dagpengegodtgørelse for disse dage til M, jf. § 84, stk. 1, 3. og 4.

punktum i arbejdsløshedsforsikringsloven og § 2 i bekendtgørelsen om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

A har betalt M, hvad der svarer til 1 hel dagpengegodtgørelse. A

skal derfor betale yderligere en halv dagpengegodtgørelse.

Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at der efter de foreliggende

oplysninger i sagen ikke ses at foreligge bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i

bekendtgørelsen.

Det er oplyst, at X Arbejdsløshedskasse har udbetalt de krævede

dagpengegodtgørelser til M.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i

arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 2, 6 og 11 i Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse

nr. 491 af 12. juni 2003.

Den halve dagpengegodtgørelse udgør i alt kr. 321,00, som skal

indbetales af A til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af

afgørelsen.

På ankenævnets vegne

N N

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

–

A’s advokat

–

M

–

Arbejdsdirektoratet,

kontor Y 1

1. Sagsforløb

Indledningsvis bemærkes, at sagen er behandlet sammen

med Ankenævnssagen med j.nr. 2004-4-0009.

Det fremgår af sagen, at medlemmet M ved aftale dateret den 25.

august 2003 indgik aftale om midlertidig ansættelse som vikar med

personalebureauet

A. Af aftalen fremgår, at M kun ansås for ansat hos A i den periode det

formidlede vikariat varede. Lønnen aftaltes for hvert enkelt vikariat og

skulle

altid mindst svare til den overenskomstmæssigt fastsatte løn for det

pågældende

ansættelsesområde. Vikaren havde ret til at afslå et tilbudt vikariat, og

ansættelsesaftalen kunne af begge parter opsiges uden forudgående varsel.

Den 19. januar 2004 påbegyndte M et vikariat hos kunden K i K-by

som økonomimedarbejder. Af vikaraftalen fremgår, at arbejdstiden var angivet

til kl. 8.30 – 12.30, eller efter aftale. Vikariatets varighed var

angivet som

3 uger eller efter aftale.

Af M’s dagpengekort fremgår, at han den 2. februar 2004, da

vikariatet hos K ophørte, var beskæftiget i 4 timer.

Ved brev dateret den 3. marts 2004 oplyste A, at man ville betale M

for en halv G-dag den 3. og 4. februar 2004 efter gældende regler.

Ved brev dateret den 24. marts 2004 anmodede M’s a-kasse A om at

udbetale 1 hel og 11 halve dagpengegodtgørelser til M svarende til et beløb

på

i alt 3.851 kr. Af en af a-kassen udarbejdet liste fremgår, at kassen anså M

for berettiget til betaling for 1 hel G-dage den 3. februar og til betaling

for

11 halve G-dage den 19., 20., 21., 22., 23., 26., 27., 28., 29. og 30. januar

og den 2. februar 2004.

Da de krævede dagpengegodtgørelser ikke blev udbetalt, har

a-kassen ved brev af den 13. april 2004 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om

at

træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet til at betale

dagpengegodtgørelse

for 1. og 2. ledighedsdag til M. Det fremgår af kassens brev, at kassen har

lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag

svarende til de af kassen krævede 1 hele og 11 halve dagpengegodtgørelser.

I brev dateret 19. april 2004 til Arbejdsmarkedets Ankenævn

anførte A’s advokat, at der var tale om en deltidsansættelse. Advokaten

henviste i øvrigt til det af ham anførte i nævnssagen med j.nr. 2004-4-0009.

Høring af a-kassen:

Sekretariatet har ved brev af den 30. april 2004 hørt

a-kassen vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev

af

den 13. maj 2004 medsendt det udfyldte skema fremgår, at kassen mener, at M

var

ansat som tilkaldevikar på deltid med variabel arbejdstid. Kassen har

endvidere

indsendt en liste med angivelse af, hvor mange timer, M arbejdede på de

krævede

G-dage.

Høring af arbejdsgiveren:

Sekretariatet har ved brev af den 8. juni 2004 hørt A

samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved brev af den 22. juni 2004

medsendt

det udfyldte skema fremgår, at M’s ansættelse i vikariatet hos K i K-by

sluttede den 2. februar 2004, at han var deltidsansat i et fast vikariat med

få

variationer i det daglige timetal, og at første ledighedsdag skyldtes ophør

med

tidsbestemt arbejde.

Advokaten bemærkede, at man på baggrund af den første sag (Ankenævnssag

j.nr. 2004-4-0009) havde forsøgt at få a-kassen til at redegøre for, hvad der

manglede i vikaraftalens vilkår om deltidsbeskæftigelse, for at kassen kunne

acceptere, at M var ansat på deltid. Dette havde ikke givet anledning til

nogen

bemærkninger fra kassens side, hvilket blev opfattet således, at kassen var

enig i, at der var tale om deltidsansættelse. Advokaten fandt det derfor

overraskende, at kassen havde valgt at anlægge endnu en identisk klagesag.

Advokaten fremlagde dokumentation for, at A med lønudbetalingen den 5. marts

2004 havde udbetalt 1 hel dagpengegodtgørelse til M.

2. Regler

Lovbekendtgørelse

nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 84.

Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af

opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37

af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til

nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler

arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2.

punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren

fuld dagpengegodtgørelse.

Stk.

2.

Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de

sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld

overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Stk.

3.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse

bortfalder,

1)

hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes

den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes

ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2)

hvis afskedigelsen væsentligst kan

tilregnes medlemmet,

3)

hvis arbejdsophøret skyldes strejke

eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af

strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4)

hvis medlemmet har været i

beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til

lov

om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4.

Arbejdsgiverens

forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst

indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5.

Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest

muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets

arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en

erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest

14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om

at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse

bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til

arbejdsgiveren

senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6.

Hvis

dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har

arbejdsløshedskassen

efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt

hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på

dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en

skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af

dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke

dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen

fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til

medlemmet.

§ 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7.

Samtidig med

udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med

en

begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i

sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til

dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til

Direktoratet for Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som

fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8.

Tvivlsspørgsmål

om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9.

Krav mod

arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg

af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden

for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved

udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10.

Finansstyrelsen kan indhente

oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som

er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk.

7.

Stk. 11.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter

efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af

bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at

dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3

nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om

betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets

behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003

§ 1. En

arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1.

og

2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1)

bliver ledigt som

følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord

og

lignende,

2)

har været ansat som

lønmodtager, og

3)

har indtjent en løn i

ansættelsen.

Stk. 2.

Ved

"G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én

"G-dag" er én ledighedsdag.

Stk. 3.

En arbejdsgiver

skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har

været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld

overenskomstmæssig

arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som

kontrollabel,

beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om

supplerende dagpenge.

Stk. 4.

Den periode, som

beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden

er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage,

søgnehelligdage,

konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk. 5.

En arbejdsgiver

skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår.

Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale

for

en halv G-dag.

Stk. 6.

Betaling for en

G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes

arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af

betalingen

for en G-dag.

§ 2.

Et

medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er

fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for

fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag

og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen

for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6.

En

arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1)

medlemmet inden

ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse

svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme

arbejdsgiver,

2)

arbejdsgiveren er ude

af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3)

afskedigelsen/arbejdsophøret

væsentligst skyldes medlemmet,

4)

arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5)

arbejdsophøret

skyldes force majeure,

6)

medlemmet er i fuld

beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7)

medlemmet i

tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på

G-dagene,

8)

medlemmet er

tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9)

medlemmet har været

vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen

har

varet mindst 3 måneder, eller

10)

medlemmet

har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

[ ]

Manglende betaling

§ 11.

Et

medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale

for G-dage, hvis

1)

arbejdsgiveren ikke

betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2)

medlemmet beder

a-kassen om hjælp, og

3)

a-kassen finder, at

medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk. 2.

A-kassen sender herefter en

begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14

dage

efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden,

og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet

ud

til medlemmet.

Stk.

3.

Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en

begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i

sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet,

Arbejdsdirektoratet

og a-kassen.

Stk. 4.

Hvis en arbejdsgiver indbringer

et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal

klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af

a-kassens

indstilling.

Stk.

5.

Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for

G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4

uger

efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til

tiden,

kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et

gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter