Spring til indhold

Retsinformation

Løst ansat vikar i visse tilfælde arbejdet efter en plan

KEN nr 9627 af 07/04/2006Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet10. august 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Løst

ansat vikar i visse tilfælde arbejdet efter en plan

X Arbejdsløshedskasse har ved brev af 22. september

2005 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om,

hvorvidt

A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i

forbindelse med arbejdsophøret for M, CPR-nr. mmmmmmmmmm.

Sagen blev behandlet på møde den 6. april 2006.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale 4

hele og 6 halve dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse

med Ms løse ansættelse som vikar i perioden 4. februar til 8. april 2005.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at M ifølge ansættelseskontrakten

var lønnet af A, som derved i relation til g-dage er at betragte som

arbejdsgiver.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at M var løst

ansat, da dette fremgår af bestemmelser i ansættelseskontrakten og ikke er

bestridt mellem parterne. Hun er derved som udgangspunkt at betragte som

fratrådt hver dag ved arbejdstids ophør.

Herudover har nævnet lagt vægt på, at M ifølge hendes

dagpengekort inden for de sidste 4 uger forud for hver af de af a-kassen

krævede 16 g-dage har været beskæftiget hos arbejdsgiver mindst svarende til

fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Forpligtelsen for arbejdsgiver til at betale g-dage er

dermed som udgangspunkt indtrådt ved arbejdstids ophør på de dage, hvor M har

arbejdet mindre end 7,4 timer.

Med hensyn til de af arbejdsgiver indsendte

bekræftelser på vikariater bemærker nævnet, at det af disse ikke fremgår,

hvornår M modtog disse, hvorfor de ikke kan anvendes til at fastslå, at M

Læs alt

ikke

er fratrådt, fordi hun modtog bekræftelsen mens hun var i arbejde i et

aktuelt

vikariat.

Nævnet finder endvidere ikke, at bekræftelserne

dokumenterer, at vikariaterne faktisk fik den angivne varighed, idet det på

bekræftelserne er anført, at de kunne opsiges uden varsel af såvel M som A.

Dette fører efter nævnets opfattelse til, at den angivne varighed alene kan

lægges til grund, såfremt den ikke modsiges af dagpengekortene.

Herefter når nævnet frem til følgende:

A har bekræftet et vikariat fra 24. januar til 10.

februar 2005. Dagpengekortet angiver arbejde for A for samme periode, hvorfor

M

ikke kan anses for fratrådt på de krævede g-dage den 4. og 7. februar 2005.

Disse g-dage må derfor afvises.

G-dagene den 10. og 11. februar bliver herved 1. og 2.

ledighedsdag for dette vikariat og findes berettigede.

G-dagene den 15. og 16. februar er 1. og 2.

ledighedsdag for et vikariat fra 14. til 15. februar. Disse g-dage er

ligeledes

berettigede.

Arbejdsgiver har bekræftet et vikariat fra 17. februar

til 1. marts. Dette stemmer ikke med dagpengekortet, hvorfor g-dagene den 17.

og 18. februar findes berettigede. Dette gælder ligeledes for g-dagene den

25.

og 28. februar, som er 1. og 2. ledighedsdag i en på dagpengekortet angivet

arbejdsperiode for A.

Arbejdsgiver har bekræftet et vikariat fra den 29.

marts til 1. april. Dette stemmer med dagpengekortet, idet en håndskreven

påtegning herpå om 2 forskellige vikariater er påført senere, da

dagpengekortene

er udfyldt elektronisk. G-dagene den 29. og 30. marts må herefter afvises.

G-dagen den 1. april er berettiget som 1. ledighedsdag.

Dagpengekortet angiver en arbejdsperiode for A fra 4.

til 8. april. M er derfor ikke fratrådt den 6. og 7. april, som dermed må

afvises som g-dage. Den 8. april er berettiget som 1. ledighedsdag.

Nævnet har noteret sig arbejdsgivers synspunkt om, at

medlemmet holdt fridage den 16. og 28. februar 2005. Uden dokumentation

herfor

og mod dagpengekortenes angivelser findes dette ikke at kunne lægges til

grund.

Der foreligger således ikke bortfaldsgrund efter reglen om ferie i henhold

til

§ 6, stk. 1, nr. 7 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der efter de øvrige

foreliggende oplysninger i sagen ikke ses at foreligge andre bortfaldsgrunde

efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen.

Det er oplyst, at a-kassen har udbetalt

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet for de krævede

g-dage.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i

arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august

2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af

12.

juni 2003.

De 4 hele dagpengegodtgørelser udgør kr. 2616,00 samt

de 6 halve dagpengegodtgørelser

udgør

kr. 1962, i alt kr. 4578,00, som skal indbetales af A til Arbejdsdirektoratet

inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

På ankenævnets vegne

XX

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag

på de følgende sider.

Kopi til:

A

M

Arbejdsdirektoratet, kontor Y 4

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen, at M fra den 6. september 2004

var løst ansat som vikar hos A, og at hun rettede henvendelse til X

Arbejdsløshedskasse

om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelser for 1. og 2. ledighedsdag i

forbindelse med hendes løsarbejde i perioden 4. februar til 8. april 2005.

Det fremgår endvidere af ansættelseskontrakten, at

hendes løn udbetaltes af A.

A-kassen har ved brev af 17. august 2005 anmodet

arbejdsgiver om at udbetale 16 g-dage til medlemmet for ovennævnte periode på

følgende dage:

4. februar 2005 ½ g-dag

7.

-

½

-

10.

-

½

-

11.

-

1

-

15.

-

½

-

16.

-

1

-

17.

-

½

-

18.

-

1

-

25.

-

½

-

28.

-

1

-

29. marts

2005 ½

-

30.

-

½

-

1.

april

-

½

-

6.

-

½

-

7.

-

½

-

8.

-

½

-

Arbejdsgiver har telefonisk svaret a-kassen, at der

ikke skulle betales g-dage, da medlemmet var i vikariater af en bestemt

varighed.

Herefter har a-kassen ved brev af 22. august 2005

anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt

arbejdsgiveren er forpligtet til at betale ovennævnte 16 dagpengegodtgørelser

for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet. A-kassen har som bilag indsendt

medlemmets dagpengekort og telefonnotat fra samtale med medlemmet.

Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den

manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til

medlemmet.

Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen

samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Ved breve af 12. oktober 2005 og 9.

januar 2006 har arbejdsgiver anført, at medlemmet var i vikariater med fast

start- og slutdato samt holdt fridage den 16. og 28. februar 2005.

Arbejdsgiver

har i tilslutning hertil indsendt bekræftelser på vikariaterne i

g-dagsperioden.

Sekretariatet har hørt a-kassen, som har indsendt

udfyldt spørgeskema, hvoraf fremgår, at medlemmet var løst ansat, at

beskæftigelseskravet var opfyldt, samt at der ikke forelå bortfaldsgrunde.

A-kassen har endvidere i brev af 16. januar 2006 blandt andet anført, at

bekræftelserne ikke dokumenterer, at medlemmet inden udløbet af et vikariat

har

fået tilbud om fortsat beskæftigelse.

2. Regler

Lovbekendtgørelse

nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

§ 84.

Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af

opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2.

ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37

af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til

nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler

arbejdsgiveren

en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede

beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld

dagpengegodtgørelse.

Stk. 2.

Arbejdsgiverens

forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har

været

beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig

arbejdstid

i 2 uger.

Stk. 3.

Arbejdsgiverens

forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1)

hvis det godtgøres,

at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages

sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2)

hvis afskedigelsen

væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3)

hvis arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4)

hvis medlemmet har

været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i

henhold

til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4.

Arbejdsgiverens

forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst

indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5.

Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest

muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets

arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en

erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest

14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om

at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse

bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til

arbejdsgiveren

senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6.

Hvis

dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har

arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at

få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet

utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med

henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling

af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke

dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen

fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til

medlemmet.

§ 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7.

Samtidig med

udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med

en

begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i

sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til

dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til

Arbejdsdirektoratet

inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8.

Tvivlsspørgsmål

om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9.

Krav mod

arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg

af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden

for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved

udpantning,

når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10.

Finansstyrelsen kan indhente

oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som

er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk.

7.

Stk. 11.

Direktøren for Arbejdsdirektoratet

fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af

bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at

dagpengegodtgørelsen

kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for

Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for

Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter

stk. 7 og 8.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om

dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003

§ 1. En

arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1.

og

2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1)

bliver ledigt som

følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord

og

lignende,

2)

har været ansat som

lønmodtager, og

3)

har indtjent en løn i

ansættelsen.

Stk. 2.

Ved

"G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én

"G-dag" er én ledighedsdag.

Stk. 3.

En arbejdsgiver

skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har

været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld

overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan

anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i

bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Stk. 4.

Den periode, som

beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden

er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage,

søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk. 5.

En arbejdsgiver

skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår.

Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale

for

en halv G-dag.

Stk. 6.

Betaling for en

G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes

arbejdsmarkedsbidrag,

ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.

§ 2.

Et

medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er

fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for

fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag

og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen

for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6.

En

arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1)

medlemmet inden

ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse

svarende

til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,

2)

arbejdsgiveren er ude

af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3)

afskedigelsen/arbejdsophøret

væsentligst skyldes medlemmet,

4)

arbejdsophøret

skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er

nødvendigt

på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5)

arbejdsophøret

skyldes force majeure,

6)

medlemmet er i fuld

beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7)

medlemmet i

tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på

G-dagene,

8)

medlemmet er

tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9)

medlemmet har været

vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen

har

varet mindst 3 måneder, eller

10)

medlemmet har været i

beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

{ }

Manglende betaling

§ 11.

Et

medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale

for G-dage, hvis

1)

arbejdsgiveren ikke

betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2)

medlemmet beder

a-kassen om hjælp, og

3)

a-kassen finder, at

medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk.

2.

A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at

betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis

arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet

er

berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.

Stk. 3.

Samtidig med at

a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet

indstilling

til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets

afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og

a-kassen.

Stk. 4.

Hvis en

arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har

lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns

behandling af a-kassens indstilling.

Stk. 5.

Finder

Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal

arbejdsgiveren

betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af

afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes

til

Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til

direktoratet

og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter