Spring til indhold

Retsinformation

Kommunale tillidsrepræsentanters ytringsfrihed i forbindelse med privatiseringssag.

FOU nr 1991.189UdtalelserFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunale tillidsrepræsentanters ytringsfrihed i forbindelse

med privatiseringssag.

A henstillede til min

overvejelse at undersøge en sag vedrørende tillidsrepræsentanters

ytringsfrihed

i forbindelse med påtænkte privatiseringer i K Kommune.

Til brug for mine

overvejelser om, hvorvidt jeg skulle tage sagen op til undersøgelse af egen

drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5, anmodede jeg den 20. marts 1991 K

Kommune om udlån af sagens akter samt om kommunens eventuelle bemærkninger i

anledning af klagen.

Ved skrivelse af 27. maj 1991

fremsendte K Byråd kopi af sagens bilag, en skrivelse af 23. maj 1991 til mig

fra kommunens advokat G samt en mindretalsudtalelse af 21. maj 1991 fra

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis byrådsgrupper.

Efter modtagelsen af

kommunens skrivelse besluttede jeg at foretage en nærmere undersøgelse af

sagen.

Det fremgik af sagens akter,

at tre tillidsrepræsentanter, der var medlemmer af kommunens

hovedsamarbejdsudvalg, den 6. november 1990 udsendte en pressemeddelelse med

følgende ordlyd:

"Advarsel til borgere og

det lokale erhvervsliv fra samarbejdsudvalg:

Byrådet godt på vej til at

give (E) en fortrinsstilling.

- Nu strammer (K) Byråd

garnet. Det kan nemt føre til, at lokale virksomheder bliver kvalt. Derfor er

det nu på høje tid, at erhvervslivet i (K) Kommune reagerer.

- Også ældre på plejehjem,

Læs alt

børn i skolerne og mange andre af kommunens indbyggere kan blive ofre. Der er

stor fare for, at eksempelvis rengøringen på plejehjem bliver dårligere.

Derfor må borgerne nu også gribe ind.

- Hvis det lokale erhvervsliv

og kommunens indbyggere venter blot nogle få dage længere, så er toget kørt!

Det fælles hovedsamarbejdsudvalg

i (K) kommune har i de seneste dage fået bekræftet sine bange anelser om,

hvad

byrådets samarbejdsaftale med den multinationale koncern (E) kan føre til.

Politikerne er stort set parate til at bede private firmaer give tilbud på

blandt andet rengøring, bevogtning og vask. Men udformningen af

udbudsmaterialet

er sket på sådan en måde, at kommunens medarbejdere nu tager det

utraditionelle

skridt at opfordre det lokale erhvervsliv til omgående at henvende sig til

byrådet.

- Vi har hele tiden frygtet,

at (E) skulle få en fortrinsstilling ved licitationen, siger (B), der er

næstformand i det fælles hovedsamarbejdsudvalg. Nu har vi opdaget, at man ved

tilrettelæggelsen af udbudsmaterialet eksempelvis har anvendt (E's)-skemaer.

- Det er også sådan, at alle

opgaverne skal udbydes i en samlet pakke. (E) kan klare både rengøring, vask

og

bevogtning, mens mange lokale firmaer kun varetager et enkelt område. Dermed

handicappes for eksempel et lokalt vaskeri, siger (B).

(C), der også er medlem af

det fælles hovedsamarbejdsudvalg, mener, at byrådsflertallet forsøger at

skjule over for borgerne, at servicen forringes, når private firmaer skal

overtage arbejdet:

- Assistenterne på plejehjem

laver meget andet end at fjerne støv. De hjælper de ældre med mange praktiske

ting. Det er slut, hvis et privat firma overtager opgaven. Så bliver der kun

udført lige netop, hvad der er skrevet kontrakt på, siger (C). Smidigheden

forsvinder.

Medarbejder-repræsentanterne

mener, at det lokale erhvervsliv skal kræve at få den dokumentation, som de

ansatte aldrig har fået.

- Beviser på, hvad

privatiseringen rent faktisk betyder økonomisk.

- Politikerne har slynget om

sig med tal for besparelser, men vi har aldrig modtaget en grundig

gennemregning, siger (D) fra det fælles hovedsamarbejdsudvalg. Det er

fantastisk, at byrådsflertallet øjensynligt vil gennemtvinge en så afgørende

beslutning uden at have dokumentationen i orden.

- En rapport fra (X) kommune

beviser det modsatte af, hvad flertallet i (K) tror: Det er rent faktisk

billigere, hvis kommunen selv gør rent.

Byrådets økonomiudvalg skal

efter planen på onsdag den 14. november træffe beslutning om, hvem der kan få

lov at deltage i licitationen.

- Derfor er det på høje tid

nu, fastslår (B). Det hjælper ikke længere at være "pæn". Byrådet

har

med sin aftale med (E) bevæget sig ind i "benhård forretning".

Derfor

må borgere og erhvervsliv reagere nu. Det er for sent, når licitationen er

overstået, og - formentlig (E) - får overdraget arbejdet... "

Pressemeddelelsen blev

udsendt med en fremsendelsesskrivelse, der havde følgende indhold:

"NY UDVIKLING I

PRIVATISERINGSSAG

Hermed tillader jeg mig at

fremsende en pressemeddelelse, som er udarbejdet i samarbejde med

personalerepræsentanterne i det fælles hovedsamarbejdsudvalg i (K) kommune.

Yderligere

oplysninger kan indhentes hos blandt andre næstformand, (B) tlf. ...

Venlige hilsner

journalist

(F)

..."

På foranledning af kommunens

ledelse udarbejdede kommunens personalekontor den 7. november 1990 et notat

om, hvorvidt de tre medarbejdere havde handlet ulovligt ved at udsende

pressemeddelelsen. Notatet konkluderede, at pressemeddelelsen var omfattet af

den grundlovssikrede ytringsfrihed, og at der ikke forelå en overtrædelse af

medarbejdernes tavshedspligt. Det anførtes endvidere i notatet, at

medarbejdernes loyalitetsforpligtelse over for kommunen som arbejdsgiver ikke

var brudt, og at selv om pressemeddelelsen ikke var i overensstemmelse med

ånden i aftalen om samarbejdsudvalg, var der ikke tale om et egentligt brud

på

aftalen.

Endvidere anførtes følgende:

"Med hensyn til

påstanden om, at der skulle være anvendt (E's)-skemaer ved tilrettelæggelsen

af

udbudsmaterialet, kan det oplyses, at dette ikke er korrekt, men den anvendte

metodik i kravspecifikationen til rengøringen svarer til den af (E) sædvanlig

anvendte, hvorfor de anvendte skemaer er identisk med de skemaer, som

anvendes

af (E)."

Den 8. november 1990 sendte K

kommunes advokat G et brev pr. telefax til borgmester H, hvori han tog

stilling

til, om de tre medarbejdere, der havde udsendt pressemeddelelsen, havde

overtrådt deres forpligtelser i henhold til reglerne om samarbejdsudvalg. I

brevet anførtes bl.a. følgende:

"Det fremgår af det

anførte, at et medlem af et samarbejdsudvalg har særlige rettigheder og

pligter. Retten er udtrykt ved den særlige beskyttelse imod afskedigelse, og

pligten, der modsvarer retten, kræver af samarbejdsudvalgsmedlemmet, at han

positivt arbejder til fremme af et godt samarbejdsklima på arbejdspladsen.

Han

må bøje sig for arbejdsgiverens lovlige beslutninger og medvirke til, at

disse

gennemføres på loyal måde.

....

Udtalelserne fremtræder som

fremsat af de pågældende i deres egenskab af at være medlemmer af

hovedsamarbejdsudvalget og kvalificerer derfor udtalelserne.

Det fremgår af reglerne om

samarbejdsudvalg, at et udvalg har ret til at drøfte forhold af den karakter,

som omfattes af rammeaftalen med (E). Når disse drøftelser har fundet sted,

har

samarbejdsudvalget en informationspligt overfor samtlige medarbejdere i

kommunen. Derfor er udtalelser af den gengivne karakter i strid med disse

opgaver for samarbejdsudvalget, og de pågældende medarbejdere har ingen

adgang

til at udtale sig på hovedsamarbejdsudvalgets vegne eller som medlemmer af

dette. Udtalelserne er i strid med pligten til at sikre gode, rolige

arbejdsforhold i kommunen, da udtalelserne klart indirekte indeholder en

stærk

kritik af byrådets beslutninger og planlagte

rationaliseringsforanstaltninger.

De pågældende har således

overtrådt deres pligter."

Den følgende dag afholdtes

møde i koordinationsudvalget om pressemeddelelsen. I mødereferatet er indført

følgende:

"Tolkning af

pressemeddelelse udsendt af 3 samarbejdsudvalgsmedlemmer

·

Fra medarbejderside blev fremført følgende

bemærkning til dagsordenens pkt. 1. Pressemeddelelsen er udsendt af samtlige

medarbejdere repræsenteret i de nedsatte projektgrupper, hvoraf en del er

medlemmer af samarbejdsudvalg. Fra ledelsesside blev udtrykt et behov for

dementi af, at der har været anvendt (E's) materiale i projektgruppernes

arbejde

Eventuelt

·

Der var enighed om behovet for et dementi

for det i følge pressemeddelelsen omtalte område, at ved tilrettelæggelsen af

udbudsmateriale eksempelvis har været anvendt (E's) skemaer.

Dementien tilstilles de samme medier,

som pressemeddelelsen og at dementien udformes af de

tre navngivne personer i pressemeddelelsen.Fra

ledelsesside blev fremført, at ordlyden og formuleringen har karakter af at

være illoyal.Der var ikke enighed om, at fortolkningen er i strid med

motiverne,

der ligger til grund for samarbejdsaftalens § 12."

Senere samme dag blev

pressemeddelelsen drøftet af Økonomi- og Samordningsudvalget. Udvalgets

flertal

besluttede følgende:

"Såfremt det ikke senest

den 12. november d.å. kl. 12.00 skriftligt til borgmesterkontoret er

tilkendegivet,

at pressemeddelelsen af 6. november d.å. dementeres i sin helhed, meddeles

(D),

(B) og (C) en skriftlig advarsel for i deres egenskab af

samarbejdsudvalgsmedlemmer at have optrådt illoyalt over for (K) kommune ved

at

udsende den pågældende pressemeddelelse og at have udsendt den i det fælles

hovedsamarbejdsudvalgs navn."

De tre medarbejdere fik samme

dag - den 9. november 1990 - overbragt skriftlig meddelelse om udvalgets

beslutning.

Ved en skrivelse af 12.

november 1990 til borgmester H meddelte de tre medarbejdere, at

pressemeddelelsen ville blive dementeret i sin helhed. Samme dag udsendtes

dementiet, der havde følgende ordlyd:

"Vedr. pressemeddelelse

af 6. november 1990.

Medarbejderrepræsentanterne i

det fælles hovedudvalg ved (K) kommune dementerer hermed pressemeddelelsen i

sin helhed."

Kort efter blev en

pressemeddelelse, der var næsten identisk med den tidligere pressemeddelelse,

udsendt af Arbejdernes Fællesorganisation og FTF i K-by.

I en artikel i Land &

Folk for den 13. november 1990 er borgmester H citeret for følgende udtalelse

til Ritzaus Bureau:

"Den første

pressemeddelelse var politisk i hele sit indhold, og da den form for kritiske

udtalelser strider mod samarbejdsaftalerne mellem kommunen og de ansatte, var

vi nødt til at afkræve de tre tillidsrepræsentanter et klart dementi. Det har

vi nu fået, og den nye, næsten identiske pressemeddelelse fra FO og FTF

beviser

klart,

at det her handler om

politik, siger (H)."

Udtalelsen er gengivet i

forkortet form i en artikel samme dag i Jyllands-Posten.

I en skrivelse af 19.

november 1990 anmodede HK/Kommunal K Kommune om en forhandling, da kommunens

brev af 9. november 1990 til B efter forbundets opfattelse var en ulovlig

begrænsning af hendes ytringsfrihed.

HK/Kommunal sendte den 7.

januar 1991 enslydende breve til K Kommune og advokat G, hvori forbundet

redegjorde for, hvorfor Økonomi- og Samordningsudvalgets beslutning af 9.

november 1990 efter forbundets opfattelse indebar en krænkelse af B's

ytringsfrihed. Forbundet anførte bl.a. følgende:

"Udgangspunktet for

offentligretlig teori og praksis er, at offentligt ansatte på lige fod med

andre borgere er sikret deres grundlovsfæstede ytringsfrihed, så længe de

respekterer deres tavshedspligt som offentligt ansatte. Denne tavshedspligt

er

fastlagt i forvaltningslovens § 27.

Hertil kommer, at offentligt

ansatte - ligesom andre ansatte - har en loyalitetsforpligtelse overfor deres

arbejdsgivere. Denne loyalitetsforpligtelse betyder i den konkrete situation,

at de udtalelser, en tillidsrepræsentant som (B) kommer med, skal være

fremsat

i god tro. De må ikke være bevidst forkerte med det formål at skade

arbejdsgiverens omdømme.

De regler, der gælder for

offentlig ansattes ytringsfrihed, er i forhold til den konkrete sag meget

præcist sammenfattet og gengivet i "Præstø-sagen", der er

offentliggjort i Beretning for 1987 fra

Folketingets ombudsmand

siderne 237 til 242. Herudover indeholder Ombudsmandens beretninger for de

sidste tyve år en del sager om offentlig ansattes ytringsfrihed. En total

liste

herover findes under "ytringsfrihed" i indexet i den seneste

beretning.

.....

En offentlig ansats

ytringsfrihed kan ikke begrænses i videre omfang end som angivet af

Folketingets ombudsmand i "Præstø-sagen". Der er efter HK/KOMMUNALs

opfattelse ikke ved SU-aftalens § 1, stk. 2 eller andre dele heraf, tilsigtet

begrænsninger i samarbejdsudvalgsmedlemmers ytringsfrihed rent bortset fra,

at

sådanne begrænsninger som allerede nævnt ikke gyldigt kan aftales."

I skrivelser af 21. januar

1991 til borgmester H og

HK/Kommunal redegjorde

advokat G for sin opfattelse af de retlige spørgsmål, der rejses i forbundets

skrivelse af 7. januar 1991.

A anførte i sin skrivelse af

22. februar 1991 til mig følgende:

"Sagen rejser så vidt

ses 2 spørgsmål. Dels er der spørgsmålet om berettigelsen af den betingede

advarsel meddelt tillidsrepræsentanterne ved skrivelse af 9. november

1990..., og dels er der spørgsmålet om de kommunale medarbejderes fremtidige

adgang

til at deltage i den offentlige debat om lokalpolitiske emner.

2. For så vidt angår det

første spørgsmål, er der anledning til at fremhæve,

at

de omhandlede tre

personer ubestridt ikke har overtrådt nogen tavshedspligtsforskrift,

at

de pågældende er valgte tillidsrepræsentanter,

at

de pågældende har udtalt sig om

spørgsmål af væsentlig betydning for de ansattes fremtidige ansættelses- og

arbejdsforhold,

og at

de ikke

deltager i kommunens beslutningsproces vedrørende privatisering.

Pressemeddelelsen ... har

specielt været drøftet i 2 relationer. Det har været hævdet, at meddelelsen

fremtræder som udsendt af det samlede hovedsamarbejdsudvalg. Imidlertid

fremgår

det tydeligt af meddelelsens indhold, at udtalelserne heri må henføres til

medarbejderrepræsentanterne.

Man har endvidere henvist til, at det af meddelelsen fremgår, at der er

anvendt

"(E's)-skemaer". Som det fremgår af ..., er der anvendt materiale,

der er identisk med materiale udviklet af (E).

Uanset, at pressemeddelelsen

kunne have været mere klart affattet i relation til de 2 angivne forhold, må

det

fremhæves, at kommunen ikke ved (skrivelse af 9. november 1990) har forlangt

en

præciserende pressemeddelelse, men i stedet, at pressemeddelelsen skulle

"dementeres i sin helhed".

I (advokat G's skrivelse af

8. november 1990) henvises til samarbejdsaftalen. (Der) vedlægges

Bestemmelser

om samarbejde og samarbejdsudvalg i kommuner, som er medlemmer af Kommunernes

Landsforening. Der er intet grundlag for antagelsen af, at der ved aftalen,

herunder § 1, stk. 3, skulle være sket en indskrænkning i kommunalt ansattes

ytringsfrihed. Medlemmernes tavshedspligt er udtrykkelig reguleret i aftalens

§ 3, stk. 6.

3. (K) kommunes skrivelse af

9. november 1990 ... sammenholdt med borgmesterens udtalelser til pressen ...

efterlader ingen tvivl om, at medlemmer af et samarbejdsudvalg efter (K)

kommunes opfattelse er pålagt særlige begrænsninger i den almindelige

ytringsfrihed for offentligt ansatte. Hertil kommer, at disse begrænsninger

efter opfattelsen meget upræcist er afgrænset til "politiske"

og/eller "kritiske" udtalelser.

Opfattelsen kan ikke anses

for overensstemmende med gældende ret, og kommunens fastholdelse af

opfattelsen

medfører efter al sandsynlighed, at kommunens ansatte, og herunder i

særdeleshed medlemmer af samarbejdsudvalg og hovedsamarbejdsudvalg, vil afstå

fra at deltage i den offentlige debat om stort set ethvert lokalpolitisk

emne."

Et fagforbund anmodede mig

den 8. april 1991 om også at tage stilling i sagen for så vidt angår

forbundets

medlem C.

Advokat G har i skrivelsen af

23. maj 1991 anført følgende:

"...

På (K) Kommunes vegne gør jeg

gældende, at det forhold, at (K) Kommune i denne konkrete sag har anset det

for

at være nødvendigt at tildele de tre medarbejdere en advarsel, dersom den

pågældende pressemeddelelse ikke blev kaldt tilbage, intet har med offentligt

ansattes ytringsfrihed at gøre. At (K) Kommune har fundet det nødvendigt at

tildele advarslen, dersom pressemeddelelsen ikke blev kaldt tilbage,

indebærer

ingen indskrænkninger i de pågældendes adgang til også vedrørende (K)

Kommunes

forhold at deltage i den almindelige offentlige debat. Der er derfor ikke

tale

om, at kommunens adfærd overfor de tre hovedsamarbejdsudvalgsmedlemmer kan

føre til dette resultat.

Jeg finder allerede på dette

sted anledning til at fremhæve og understrege, at kommunens ledelse, herunder

borgmester (H) og andre, der repræsenterer kommunen, ikke på noget tidspunkt

har tilkendegivet, at de tre medarbejdere ikke har måttet ytre sig offentligt

om de forhold, som pressemeddelelsen vedrører.

Sagen er derimod en ganske

anden. Sagen er den, at økonomiudvalgets flertal har fundet det nødvendigt at

præcisere overfor de tre medarbejdere af hovedsamarbejdsudvalget, at disse

ikke

i denne egenskab har kunnet udsende en pressemeddelelse i den form og med det

indhold, som den har fået, når yderligere henses til, at pressemeddelelsen

fremtræder som udsendt af hovedsamarbejdsudvalget. De tre

hovedsamarbejdsudvalgsmedlemmer har altså ikke i den sag, som er indbragt for

ombudsmanden af (A), optrådt som privatpersoner. Den pågældende, stærkt

kritisable pressemeddelelse, fremtræder som udsendt som led i de tre

medarbejderes

varetagelse af deres arbejdsopgaver for (K) Kommune som medlemmer af

hovedsamarbejdsudvalget.

Forholdet er det, at de tre

medarbejdere som medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget ved den anvendte

kommunikationsform, udsendelse af pressemeddelelsen, dels har overskredet

deres

kompetence, dels har anvendt en helt uacceptabel form, dels har givet

pressemeddelelsen et urigtigt og fordrejet indhold, dels har udsendt

pressemeddelelsen på et i den politiske beslutningsproces meget aktuelt

tidspunkt,

som også herved tilsigter at lægge en helt urimelig pression på

kommunalbestyrelsen, alt med den virkning, at mulighederne for at arbejde i

hovedsamarbejdsudvalget og de øvrige samarbejdsudvalg i den ånd, som

samarbejdsaftalerne forudsætter, groft krænkes med mulighed for skade af

samarbejdsmulighederne. Der er herved handlet groft illoyalt af de tre

medarbejdere.

På ovennævnte grundlag har

det været nødvendigt for (K) Kommune at knytte en sanktion til den illoyale

optræden, og den beslutning, som flertallet i økonomiudvalget traf den 9/11

1990, hvorefter de pågældende medarbejdere ville få en advarsel, dersom

pressemeddelelsen ikke blev kaldt tilbage, står i rimeligt og passende

forhold

til den udviste adfærd.

......

Selvom man skulle vælge en

for de tre medarbejdere meget venlig og forstående læsning af

pressemeddelelsen, således at denne dog ikke fremtræder som udsendt af det

fælles hovedsamarbejdsudvalg, er det dog ikke muligt meningsfuldt at læse

pressemeddelelsen anderledes

end, at den er udsendt af

medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget. Der er altså også under denne

synsvinkel

tale om, at pressemeddelelsen

fremtræder med en særlig

legitimitet, således at den ikke blot er udtryk for tre kommunalt ansattes

private opfattelse. I den form, som er givet, er det alene meningsfuldt at

forstå udsagnet om, at (B) er næstformand i det fælles hovedsamarbejdsudvalg,

og at (C) og (D) også er medlemmer af dette, at de pågældende er særligt

kvalificerede, og at deres udsagn derfor bygger på en særlig viden og indsigt

i

den kommunale forvaltning, som de tre medarbejdere har ønsket at understrege

for at give deres udtalelser vægt. At den valgte form tilsigter at give

pressemeddelelsen en særlig vægt modsiges ikke af, at de pågældende tre

medarbejdere

selvfølgelig kunne have indrykket læserbreve eller være blevet interviewet

eller have ytret sig på anden måde som privatpersoner, hvor det i tilknytning

hertil var oplyst, at de pågældende f.eks. var kontorassistenter,

lagerforvalter o.s.v. og samtidig var medlemmer af et samarbejdsudvalg i

kommunen. I et læserbrevsindlæg eller i et interview ville det klart fremgå,

dersom noget andet ikke tilsigtedes, at de pågældende udtalte sig som

privatpersoner.

De, der udtaler sig, må i hvert tilfælde sikre sig, at modtageren af

meddelelsen forstår, at de pågældende fremsætter deres udtalelser som

privatpersoner. Dette er netop ikke sket i denne sag.

.....

Ved den valgte form har (B),

(C) og (D) søgt at udøve en pression på kommunens ledelse og

byrådsflertallet,

som disse ikke skal acceptere. Kommunens ledelse kan kræve, at kommunens

politiske strategi lægges af kommunalbestyrelsen, og det er denne, der sammen

med borgmesteren og den administrative ledelse tegner kommunen udadtil. Det

kan

forventes, og det kan kræves af medarbejderne i kommunen, at disse loyalt

bakker kommunalbestyrelse og administrativ ledelse op. Udadtil må (K) Kommune

som andre institutioner og virksomheder optræde som en enhed. Det er netop

også

dette, der tilsigtes ved de opgaver, som ligger i hovedsamarbejdsudvalget,

hvor

igennem det fælles fodslag søges etableret. Det er i samarbejdsudvalgene og i

hovedsamarbejdsudvalget, at de uundgåelige og til stadighed tilbagevendende

interessemodsætninger imellem de forskellige grupper i den kommunale

forvaltning

og i de kommunale institutioner udlignes. Der skal ikke være storvask for

åbent

tæppe. Imod dette har de tre medarbejdere groft forsyndet sig ved

pressemeddelelsen. Medarbejderne skal ikke som medarbejdere i den kommunale

forvaltning påkalde sig kommunens borgeres assistance til at varetage

medarbejdernes interesser overfor den kommunale ledelse. Dette kan

medarbejderne gøre som enkeltpersoner og som privatpersoner igennem

sædvanligt

politisk arbejde. I denne forbindelse må betydningen af, at medarbejderne

søger

at lægge et politisk pres på kommunalbestyrelsen ved at henvende sig til

offentligheden slet ikke underkendes. Det er en fremgangsmåde, der er egnet

til

at skabe usikkerhed og tvivl og manglende beslutningsdygtighed hos de valgte

repræsentanter for borgerne i kommunalbestyrelsen. Det vil ikke kunne undgå

at

gøre indtryk på en kommunalbestyrelse, at medarbejdernes

tillidsrepræsentanter,

medlemmer af et hovedsamarbejdsudvalg, henvender sig til kommunens borgere og

gør gældende, at beslutninger, som en kommunalbestyrelse er i færd med at

træffe, er til skade for den kommunale forvaltning og for kommunens

hensigtsmæssige drift. Der er herved tale om en utidig pression. Derfor har

de

tre medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget groft forsyndet sig imod den

loyalitetsforpligtelse, som de pågældende har, dels som medarbejdere i

kommunen overfor kommunalbestyrelsen, dels som medlemmer af

hovedsamarbejdsudvalget.

Undertiden kan man se det

synspunkt gjort gældende, at tillidsrepræsentanter, og herunder også

medlemmer

af et hovedsamarbejdsudvalg, skulle have en udvidet ytringsfrihed. Dette må i

allerhøjeste grad bestrides. Set i relation til de pågældendes muligheder for

at ytre sig som privatpersoner, gælder der i hvert tilfælde som hovedregel

ingen begrænsninger i deres ytringsfrihed, hvorimod man snarere vil kunne

tænke

sig, at tillidsrepræsentanterne som følge af særlig viden, måske af fortrolig

karakter, må holde sig tilbage, men dette er et særligt problem. Herudover må

det antages, at tillidsrepræsentanterne, der skal søge at medvirke til gode

og

rolige og stabile arbejdsforhold, må tage hensyn til, at der tillægges deres

udtalelser større vægt end den, der tillægges andre medarbejdere, og at netop

tillidsrepræsentanternes adfærd, opførsel og udtalelser får en særlig valør.

Der kan derfor stilles større krav til tillidsrepræsentanterne og til

medlemmerne af hovedsamarbejdsudvalget end til andre medarbejdere. Også dette

har

de tre medarbejdere forsyndet sig imod i den konkrete sag.

..."

Mindretalsudtalelsen af 21.

maj 1991 fra Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis byrådsgruppe

indeholder bl.a. følgende:

"Det er vor opfattelse,

at ingen af de 3 nævnte personer har overskredet nogen form for kompetence

eller loyalitetsforpligtelse.

At de har udtalt sig som

hovedsamarbejdsudvalgsmedlemmer er kun naturligt. Der ligger i

samarbejdsudvalgsbestemmelserne intet som begrænser udvalgsmedlemmernes

ytringsfrihed. Dertil kommer, at de pågældende samtidig er

tillidsrepræsentanter, hvilket ligeledes medfører en naturlig interesse for

en

sag som den aktuelle, der vedrører privatisering.

Vi finder, at

pressemeddelelsens form og indhold på ingen måde går ud over det acceptable.

Det er korrekt, at

pressemeddelelsen fremtræder som udsendt af det samlede

hovedsamarbejdsudvalg,

men det fremgår af meddelelsens indhold, at udtalelserne må henføres til

medarbejderrepræsentanterne. Herudover kan der henvises til vedlagte kopi af

følgeskrivelsen til pressemeddelelsen, hvori det direkte står:

"...udarbejdet i samarbejde med personalerepræsentanterne i det fælles

hovedsamarbejdsudvalg...". Følgeskrivelsen har været udsendt til alle,

der har modtaget pressemeddelelsen.

.....

I (K's) besvarelse (....)

fremgår det, at man kan forvente, at medarbejderne i kommunen loyalt bakker

kommunalbestyrelsen og den administrative ledelse op. Denne opfattelse er vi

enige i, når det angår de ansattes udførsel af deres arbejdsopgaver, men det

kan ikke være meningen, at medarbejdere ved kommunen, individuelt eller ved

varetagelse af opgaver i et samarbejdsudvalg, ikke kan tillade sig at være

uenige med kommunalbestyrelsen.

Hele tonen i (G's) skrivelse

viser, at de ansatte ved (K) kommune i allerhøjeste grad fremover må anse det

for forbundet med stor risiko, offentligt at give udtryk for deres

holdninger,

såfremt de er i modstrid med det herskende byrådsflertals.

Som medansvarlig for

kommunens personalepolitik må vi i det hele taget tage afstand fra tonen og

stilen i (G's) skrivelse. En så kraftig reaktion og et så kraftigt sprogbrug

fremkaldt af en pressemeddelelse fra samarbejdsudvalgsmedlemmer og

tillidsrepræsentanter, der blot i god tro forsøger at varetage sine hverv, må

i høj grad medvirke til at skabe utryghed blandt de ansatte og kan bestemt

ikke

siges at være i "samarbejdets ånd". Det er derfor ikke et

personalepolitisk signal, vi kan tilslutte os.

..."

A fremsatte i skrivelse af

11. juli 1991 bemærkninger til advokat G's skrivelse af 23. maj 1991, og A

fremhævede bl.a., at K Kommune oprindelig ønskede opgaverne udbudt i samlede

pakker og alene ændrede fremgangsmåde efter kritik om favorisering af store

virksomheder, herunder E.

Som svar på spørgsmål fra min

side anførte A i skrivelse af 29. oktober 1991 følgende:

"Der er ... ikke tvivl

om, at udtalelserne i pressemeddelelsen om "udbud i samlet pakke"

er

fremsat i god tro og tillige er udtryk for kommunens intentioner helt frem

til

økonomiudvalgsmødet den 15. november 1990. Nærliggende havde det i hvert fald

været, at ledelsens repræsentanter i modsat fald havde taget til genmæle over

for medarbejderrepræsentanternes bemærkninger på mødet den 8. november 1990 i

Det Fælles Hovedsamarbejdsudvalgsmøde."

Som bilag til A's skrivelse

blev fremsendt en skrivelse af 29. oktober 1991 fra HK med følgende indhold:

"Som svar på jeres

spørgsmål af d.d. skal jeg hermed oplyse følgende:

A) Ingen af de 3

tillidsrepræsentanter ville selv være blevet berørt af

privatiseringsplanerne.

(B) arbejder på

inkassokontoret.

(D) arbejder på Teknisk

Forvaltning, Forsyningsvirksomhederne.

(C) arbejder som dagplejer.

B) Den egentlige beslutning,

om at opgaverne kunne udbydes i både en samlet pakke og hver for sig, blev

taget på et økonomiudvalgsmøde den 15. november 1990. Indtil da havde det

fremstået som om opgaverne skulle udbydes i en samlet pakke.

Jeg vedlægger referat af

mødet i det fælles hovedsamarbejdsudvalg den 8. november 1990, hvoraf det

fremgår, at medarbejderne har ønsket ført til referat, at man ser problemer i

at udbyde opgaverne i en samlet pakke.

Jeg vedlægger ligeledes kopi

af notat om procedure vedr. servicekøb på rengøringsområdet/vask- og

linnedservice m.v., der er udfærdiget af skoledirektør ... den 2. oktober

1990,

hvoraf det fremgår, at opgaverne skal udliciteres som en samlet pakke."

Jeg anmodede i skrivelse af

1. november 1991 K Kommune om kommunens bemærkninger til A's skrivelse. Ved

skrivelse af 8. januar 1992 fremsendte kommunen en skrivelse af s.d. fra

advokat G, hvori var anført følgende:

"I anledning af de

spørgsmål, som ombudsmanden telefonisk har rettet til advokat (A), som er

besvaret i HK's skrivelse af 29/10 f.å. til min kollega under A og B

bemærkes,

at det kun kan have skærpende betydning for det retsspørgsmål, som er

forelagt

ombudsmanden til udtalelse, som drejer sig om retmæssigheden af

pressemeddelelsen, om tillidsrepræsentanterne personligt ville blive berørt

af

en privatisering eller ikke. Derimod må det være uden betydning, om opgaverne

til entreprenørerne blev udbudt samlet eller delt eller i en kombination

heraf.

Baggrunden for ovennævnte er,

at retsspørgsmålet drejer sig om, om pressemeddelelsen dels i sin form er

utilbørlig, dels med urette fremtræder som udsendt af

hovedsamarbejdsudvalget,

samt om den valgte form for medarbejdernes henvendelse til offentligheden er

i

strid med den status af samarbejdsudvalgsmedlemmer, som

medarbejderrepræsentanterne

havde, samt om den valgte form har været egnet til at lægge et utilbørligt

pres

på kommunalbestyrelsen og i tilknytning hertil har været egnet til at skade

samarbejdsklimaet i kommunen. Jeg henviser i øvrigt til mine bemærkninger i

indlægget til ombudsmanden af 23/5 1991 s. 2 forneden og s. 3 foroven.

Det ses af det anførte, at

medarbejdernes individuelle arbejdsforhold og formen for licitationen i

bedste

fald er uden betydning for sagen."

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"I

Ved min bedømmelse af sagen,

må jeg lægge til grund, at de pågældende medarbejdere ikke har overtrådt

deres

tavshedspligt ved at udsende pressemeddelelsen, og at de synspunkter og

oplysninger,

som pressemeddelelsen indeholder, lovligt kunne være fremsat af andre

borgere.

Spørgsmålet i denne sag er alene, om de begrænsninger, der i

særlige

tilfælde gælder for offentligt

ansattes ytringsfrihed, fører til, at de tre ansatte handlede retsstridigt

ved

at udsende pressemeddelelsen.

Som anført under sagen er det

generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed behandlet i en sag

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning 1987, s. 237 ff. Som nævnt på

dette

sted er udgangspunktet, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som

andre

til at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det dog

antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne i

særlige

tilfælde kan

føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at

give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke

ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende

hovedsynspunkter:

"Begrænsningerne omfatter alene udtalelser

vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt

ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på

forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig

senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse."

Advokat (G) har på kommunens

vegne gjort gældende, at der for tillidsrepræsentanter og medarbejdervalgte

medlemmer af samarbejdsudvalg - udover disse hensyn - gælder en særlig

loyalitetspligt og en tilsvarende begrænsning af ytringsfriheden. Der må

stilles

større krav til disse medarbejdere end til andre medarbejdere, fordi de i

henhold til reglerne om samarbejdsudvalg skal medvirke til gode og rolige og

stabile arbejdsforhold, og fordi det må antages, at deres udtalelser

tillægges større vægt end andre medarbejderes. Den omstændighed, at adgangen

til at afskedige medarbejderrepræsentanter er begrænset i forhold til andre

ansatte, stiller desuden større krav til disse om at efterleve

samarbejdsaftalens

ånd og begrænser derfor den form, hvori de kan udtrykke sig.

II

Inden jeg tager stilling til,

om der gælder en sådan begrænsning af tillidsrepræsentanters og

medarbejdervalgte samarbejdsudvalgsmedlemmers ytringsfrihed, skal jeg bemærke

følgende om min forståelse af (K) Kommunes afgørelse af 9. november 1990:

Jeg forstår afgørelsen

således, at den primært er baseret på ovenstående (generelle) retsopfattelse,

hvorefter der gælder en særlig loyalitetspligt for tillidsrepræsentanter og

medarbejdervalgte medlemmer af samarbejdsudvalg. De tre

medarbejderrepræsentanter har overtrådt denne loyalitetspligt ved at udsende

en

pressemeddelelse, der i indhold og form var stærkt kritisk over for

kommunalbestyrelsens

flertal med hensyn til dennes indstilling i en bestemt sag, hvor der endnu

ikke

var truffet endelig beslutning. Kommunen anser det som en yderligere

forseelse

eller som en skærpende omstændighed, at pressemeddelelsen fremtræder som

udsendt af samarbejdsudvalget.

III

Bestemmelser om samarbejde og

samarbejdsudvalg i kommuner, som er medlemmer af Kommunernes Landsforening,

fastsætter følgende i § 1, stk. 3 og 4, og § 12, stk. 1:

"§ 1.

...

Stk. 3.

Med henblik på at

tilrettelægge og udvikle det daglige samarbejde nedsættes der

samarbejdsudvalg,

jf. kap. 2, bestående af repræsentanter for ledelsen og for medarbejderne.

Samarbejdsudvalget skal arbejde for at bevare gode og rolige arbejds- og

beskæftigelsesforhold

og medvirke til, at alle medarbejdere engageres i det daglige samarbejde.

Stk. 4.

1) I samarbejdet skal såvel

ledelsen som medarbejderne respektere gældende love, regulativer og

vedtægter,

kommunalbestyrelsesbeslutninger, administrative bestemmelser samt kollektive

overenskomster og aftaler.2) Medlemskab af et samarbejdsudvalg medfører ingen

begrænsning i de beføjelser, der i henhold til lov tilkommer medlemmer af

kommunale råd."

"§ 12. Stk. 1. Parterne

skal bestræbe sig for at opnå enighed, og det betragtes som et brud på

samarbejdsbestemmelserne, hvis der ikke udvises positiv

forhandlingsvilje."

I den foreliggende juridiske

litteratur og praksis er det nævnte spørgsmål om ytringsfrihed for medlemmer

af

samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter kun sparsomt omtalt.

Ole Hasselbalch:

Tillidsmandsret, 1988 (der dog især må antages at tage sigte på private

ansættelsesforhold) omtaler s. 88 ff. de "bipligter", der påhviler

en

tillidsrepræsentant over for arbejdsgiveren, herunder loyalitetspligten.

Hverken denne korte gennemgang eller referatet s.

90 f. af en faglig voldgiftskendelse,

der blev afsagt i anledning af en afskedigelse af en tillidsrepræsentant, der

havde udtalt sig kritisk om arbejdsgiveren i den offentlige debat, giver

indtryk af, at tillidsrepræsentantens ytringsfrihed er undergivet særlige

begrænsninger.

I Bent Christensens responsum

vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed, optrykt i Juristen &

Økonomen, 1980, s. 85 ff., er anført følgende om tillidsmænd m.v. (s.

112 f.):

"Af større praktisk

betydning er, om offentligt ansatte, der af deres kolleger vælges til en

eller

anden form for tillidspost, får en øget ytringsfrihed.

Jeg har ikke et sådant

kendskab til de faktiske forhold og til eventuel eksisterende praksis, at jeg

har grundlag for at udtale mig generelt. Jeg skal nøjes med nogle få

bemærkninger.

Hvis man antager, at der ....

gælder begrænsninger vedrørende ytringer om ressourcefordelingen, må disse i

alt fald slækkes for tillidsmænd, særlig for ledere af vedkommende offentlige

sektors ansattes organisationer.

Hvor der er indført en eller

anden form for kollektiv ledelse, der helt eller delvis består af

repræsentanter valgt af de ansatte, har disse repræsentanter så en særlig vid

ytringsfrihed? Jeg tror ikke, der kan svares generelt. Hvis man - som f.eks.

på

universiteterne - har både en hierarkisk opbygget administrativ stab og

repræsentanter for denne i de styrende organer, sættes sagen på spidsen. Jeg

vil være tilbøjelig til at mene, at i det omfang hensynet til

beslutningsprocessen

i administrationen sætter grænser for ytringsfriheden, gælder disse også for

det administrative personales repræsentanter i de styrende organer."

Efter min opfattelse må de

ovenfor gengivne bestemmelser om samarbejdsudvalg forstås som en bredt

formuleret angivelse af de formål, der skal opnås ved nedsættelsen af

samarbejdsudvalg.

Herudover indeholder bestemmelserne vel også en vejledning for, med hvilken

indstilling de enkelte medlemmer skal deltage i udvalgets arbejde.

Sekretariatet for

Centralrådet for Statens Samarbejdsudvalg har over for mig oplyst, at

sekretariatet ikke har kendskab til sager, hvor den opfattelse er blevet

gjort

gældende, at medlemmer af samarbejdsudvalg har en særlig

loyalitetsforpligtelse

med den følge, at deres adgang til at ytre sig offentligt ikke er den samme

som

for andre offentligt ansatte.

De særlige regler om adgang

til at afskedige tillidsrepræsentanter og medlemmer af samarbejdsudvalg har

efter min opfattelse ingen betydning for det foreliggende spørgsmål.

En antagelse om, at

tillidsrepræsentanter og medlemmer af samarbejdsudvalg ikke har samme adgang

til at ytre sig offentligt som andre offentligt ansatte, savner altså støtte

i

den foreliggende litteratur og praksis, og den finder heller ikke støtte i de

nævnte bestemmelsers ordlyd.

I denne forbindelse må det

bemærkes, at indskrænkninger i den materielle ytringsfrihed i almindelighed

kun

kan antages, hvis indskrækningen har et forholdsvis sikkert retskildemæssigt

grundlag, jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1983, s. 248 (særligt s.

250)

og Lars Nordskov Nielsen: Responsum om offentligt ansattes ytringsfrihed -

med

særligt sigte på overenskomstansatte DJØF'ere, offentliggjort i DJØF-bladet

nr.

22/1987, s. 7.

På denne baggrund finder jeg ikke,

at der er grundlag for at antage, at der med bestemmelserne om

samarbejdsudvalg

eller reglerne om tillidsrepræsentanter er sket en indskrænkning af

ytringsfriheden for de enkelte udvalgsmedlemmer eller tillidsrepræsentanter.

IV

Pressemeddelelsen angik en

sag, som ikke vedrørte de pågældendes egne arbejdsområder. De påtænkte

licitationer angik opgaver vedrørende rengøring, vask og bevogtning, mens de

tre ansatte var beskæftiget henholdsvis på inkassokontoret, i den kommune

dagpleje og i Teknisk Forvaltning, Forsyningsvirksomhederne.

Det antages i den juridiske

litteratur, at kun når en offentligt ansat udtaler sig om sit eget

tjenesteområde, kan der stilles særlige krav om, at de oplysninger, som

udtalelsen bygger på, er korrekte. Jeg henviser herved til Poul Andersen:

Dansk

Forvaltningsret, 4. udg., s. 179, Bent Christensens ovennævnte responsum, s.

113, og Lars Nordskov Nielsens ovennævnte responsum, s. 15.

Udgangspunktet bør formentlig

modificeres noget, når der som her er tale om offentligt ansatte, der over

for

offentligheden identificerer sig som samarbejdsudvalgsmedlemmer - og ikke som

ansatte på et bestemt område. Selv under hensyntagen hertil er det min

opfattelse,

at de krav, man kan stille angående oplysningernes korrekthed, er opfyldt i

denne sag. Jeg henviser herved til det ovenfor (...) anførte om brug af

"(E's)-skemaer" og det (....) anførte om "udbud i samlet

pakke".

V

Det antages endvidere i den

juridiske litteratur, at når den ansatte ytrer sig som privatperson om et

emne,

der vedrører myndigheden, har han pligt til at gøre det klart, at han ikke

udtaler sig på myndighedens vegne, jf. Lars Nordskov Nielsens ovennævnte

responsum, s. 15, og Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret, bind 3, 1989, s. 69.

(K) Kommune har gjort

gældende, at pressemeddelelsen fremtrådte som udsendt af

hovedsamarbejdsudvalget. Ved vurderingen af dette spørgsmål, må man for det

første lægge vægt på, at pressemeddelelsen havde overskriften: "Advarsel

til borgere og det lokale erhvervsliv fra samarbejdsudvalg". Denne

sætning

må efter min opfattelse naturligt forstås sådan, at pressemeddelelsen er

udsendt af et samarbejdsudvalg.

Det næste sted afsenderen er

nævnt, er i sætningen: "Det fælles hovedsamarbejdsudvalg i (K) Kommune

har

i de seneste dage fået bekræftet ..." Denne sætning bestyrker indtrykket

af, at pressemeddelelsen er udsendt af hovedsamarbejdsudvalget. Den videre

læsning af pressemeddelelsen rejser dog tvivl om dette spørgsmål. Det anføres

således, at "kommunens medarbejdere nu tager det utraditionelle skridt

at

opfordre ..."

Resten af pressemeddelelsen

består hovedsageligt af udtalelser fra tre navngivne medlemmer af

hovedsamarbejdsudvalget. Det er ikke udtrykkeligt angivet, at de er indvalgt

af

medarbejderne, men den ovenfor citerede sætning giver indtryk heraf, og det

samme gør følgende sætning, der er indføjet mellem (C's) og (D's) udtalelser:

"Medarbejder-repræsentanterne mener, at ...."

At det ikke er

hovedsamarbejdsudvalget, der har udsendt pressemeddelelsen, fremgår af den

følgeskrivelse, som blev udsendt sammen med pressemeddelelsen. Dette kan dog

kun tillægges mindre betydning, da man måtte regne med, at kun selve

pressemeddelelsen ville blive refereret og da i den form, hvori den var

udfærdiget.

Jeg kan på den baggrund ikke

kritisere, at kommunen har lagt til grund for sin bedømmelse af sagen, at

pressemeddelelsen fremstod, som om den var udsendt af

hovedsamarbejdsudvalget,

eller at den i hvert fald nemt kunne opfattes på den måde.

Kommunen har for så vidt

været berettiget til at påtale, at de tre medarbejdere ikke i tilstrækkelig

grad havde gjort det klart, at de ikke udtalte sig på

hovedsamarbejdsudvalgets

vegne.

VI

Den valgte reaktion fra

kommunens side - at forlange pressemeddelelsen dementeret i sin helhed - var

imidlertid i første række baseret på noget andet, nemlig at de pågældende

medarbejdere havde tilsidesat en særlig, for dem som medlemmer af

hovedsamarbejdsudvalget, gældende begrænsning af ytringsfriheden. De burde

herefter ikke have udtalt sig kritisk til offentligheden som

samarbejdsudvalgsmedlemmer.

Denne retsopfattelse er jeg

som anført foran ikke enig i, og jeg må derfor for så vidt finde kommunens

reaktion ved afgørelsen af 9. november 1990 og den heri liggende kritik af de

pågældende medarbejdere grundløs.

Jeg har gjort (K) Kommune

bekendt med min opfattelse."

NOTER: (*1) Jf. Folketingets

Ombudsmands beretning 1983, s. 248, og 1987, s. 237.

Lignende dokumenter