Kommunalt ansattes ytringsfrihed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunalt ansattes ytringsfrihed
Dansk Sygeplejeråd klagede
den 22. november 1994 over en kommunes vejledning af de ansatte om deres
adgang
til at udtale sig offentligt.
Sagens omstændigheder var
følgende:
Den 24. juni 1994 skrev
kommunen følgende til personalet ansat ved døgnhjemmeplejen:
"
Ansattes muligheder for at udtale sig til pressen.
Under henvisning til tidl.
beslutning i chefgruppen, skal man hermed erindre om, at ansatte ikke kan
udtale sig til pressen om ting, der henhører under pågældendes arbejdsområde,
så længe pågældende er i tjeneste.
Det tilkommer alene
forvaltningschefen at udtale sig, herudover kan funktionslederen give
udtalelser efter forudgående indhentet godkendelse hos forvaltningschefen
eller kommunaldirektøren.
Dette er ikke nogen
begrænsning i den enkeltes ytringsfrihed, idet man som privatperson kan
udtale
sig som man har lyst, dog skal man være opmærksom på, at man ikke i sådanne
udtalelser kommer til at referere ting som er erfaret fra ens arbejde, og som
er omfattet af tavshedspligt eller loyalitet overfor arbejdsstedet."
På baggrund af brevet skrev
Dansk Sygeplejeråd den 5. september 1994 følgende til kommunen:
"...
Dansk Sygeplejeråd har fra
tillidsrepræsentanten modtaget kopi af skrivelse til personale, ansat ved
Læs alt
kommunens døgnhjemmepleje, omhandlende ansattes muligheder for at udtale sig
til pressen.
I den forbindelse skal vi
bede om at få uddybet følgende:
- hvad menes der med
"loyalitet
overfor arbejdsstedet"
, set i relation til at udtale sig?
- når der skrives, at
"ansatte
ikke kan udtale sig til pressen om ting, der henhører under pågældendes
arbejdsområde, så længe pågældende er i tjeneste"
, tænkes der da på
selve ansættelsesforholdet eller varigheden af de enkelte tjenester?
Dansk Sygeplejeråd skal, for
at henlede opmærksomheden på regelgrundlaget, tillade sig at fremsende kopi
af
ombudsmandens udtalelse i en konkret sag, hvor hovedprincipperne for
offentligt
ansattes ytringsfrihed er opregnet.
Da formuleringen i den
rundsendte skrivelse umiddelbart skønnes at kunne skabe forvirring vedrørende
ansattes ret til at udtale sig, skal vi anmode om, at man overvejer en
omformulering, såfremt man fortsat ønsker at vejlede personalet omkring det
at
udtale sig til pressen.
..."
Kommunen svarede følgende den
12. oktober 1994:
"...
Kommunen vil med den udsendte
skrivelse til personalet inden for ældreområdet på ingen måde anfægte den
enkelte medarbejders grundlovssikrede ret til at ytre sig i den offentlige
debat. Hvis medarbejderen i denne debat bruger oplysninger, som han/hun er
bekendt med gennem sit ansættelsesforhold ved kommunen skal man naturligvis
være opmærksom på, at man har tavshedspligt om visse ting.
Kommunen har dog også
generelt en forventning om, at dens medarbejdere omtaler kommunen positivt,
da
det er en vigtig målsætning for byrådet at udbygge og forbedre kommunens
serviceimage.
Evt. kritik af konkrete
arbejdsforhold og serviceniveau - som naturligvis er helt legitimt - bør
rettes
til ledelsen dvs. til nærmeste foresatte/forvaltningschef, evt.
kommunaldirektør og som sidste led: borgmesteren. Herudover eksisterer
sikkerheds- og samarbejdsudvalgssystemet, hvor evt. kritik fra
medarbejderside
ligeledes kan fremføres.
For så vidt angår spørgsmålet
om at udtale sig så længe
den pågældende
er i tjeneste
skal dette forstås på den måde, at udtalelser til pressen,
der fremsættes af medarbejdere der er i tjeneste, vil fremstå som udtalelser
på
kommunens vegne. Udtalelser på kommunens vegne er imidlertid iflg. interne
regler og praksis i kommunen en ren ledelsesopgave.
Til DSR's orientering kan det
oplyses, at ovennævnte vil blive udsendt til medarbejderne som
supplement/præcisering af tidligere udsendt skrivelse fra forvaltningschefen.
..."
Med udgangspunkt i kommunens
brev af 24. juni 1994 klagede Dansk Sygeplejeråd den 22. november 1994 til
mig
og bad mig tage stilling til nogle spørgsmål om kommunalt ansattes
ytringsfrihed som sagen efter rådets opfattelse havde rejst. Til brug for
mine
overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at tage sagen op efter
ombudsmandslovens § 6, stk. 5, bad jeg kommunen om en udtalelse.
I udtalelsen af 20. februar
1995 anførte kommunen følgende:
"...
Baggrunden for de interne
skrivelser dels fra forvaltningschefen og dels fra kommunaldirektøren, som
blev
sendt til medarbejderne i hjemmeplejeområdet var en situation, som opstod i
forsommeren 1994. Som led i at implementere en ny struktur på ældreområdet
foregik der interne drøftelser og vurderinger af, hvorledes den fremtidige
service over for borgerne skulle sammensættes. Meget naturligt skete det
under
stor opmærksomhed fra pressens side.
Skrivelsen af 24. juni 1994
fra forvaltningschefen blev udsendt efter, at pressen i adskillige tilfælde
havde henvendt sig til ledelsen i hjemmeplejen for at indhente kommentarer
til
enkeltpersoner, hvis plejesituation var beskrevet i de lokale aviser. Fra
ledelsens side afviste man konsekvent at kommentere disse enkeltsager med
henvisning til, at der var risiko for, at man dermed brød tavshedspligten og
videregav fortrolige oplysninger om borgerne i kommunen.
Under indtryk heraf og af at
der i pressen fortsat blev refereret forholdsvis detaljeret til
enkeltpersoners
plejesituation, fandt ledelsen det nødvendigt at præcisere, hvad man som
medarbejder kunne udtale sig om og om, hvilke regler der var gældende herfor
i
kommunen.
Skrivelsen af 24. juni 1994
blev herefter fulgt op af kommunaldirektørens brev af 12. oktober 1994 til
Dansk Sygeplejeråd, som mere generelt udtaler sig om de ansattes muligheder
for
at ytre sig dels som privatpersoner dels på vegne af kommunen.
En efterflg. vurdering af
indholdet i de 2 breve har medført, at brevet af 24. juni 1994 fra
forvaltningschefen vil blive tilbagekaldt og erstattet af et brev med et
indhold, der svarer til det der findes i kommunaldirektørens brev til Dansk
Sygeplejeråd.
..."
Dansk Sygeplejeråd har i brev
af 9. marts 1995 fastholdt sin klage.
Herefter udtalte jeg
følgende:
1.
Om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed.
I en sag gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 237, fremsatte jeg følgende
generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed:
"...
Ved besvarelsen af det
centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for
offentligt
ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for
borgerne
i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har
ganske
samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal
offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige
begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger
ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser
om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle
ytringsfrihed.
Det er dog antaget, at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle
hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,
som
de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)
aktivt
medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutningstagere.
Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før
eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden
en
sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne
beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig
senere.
Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte
har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for
eget
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte,
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i
offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller
har
deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.
..."
2.
Om afgrænsningen af udtalelser fremsat som privatperson henholdsvis på
myndighedens vegne.
De hovedpunkter der er
angivet ovenfor, vedrører udtalelser som en offentlig ansat fremsætter som
privatperson. For så vidt angår udtalelser der afgives som et led i
tjenesten,
er den ansatte undergivet ledelsens almindelige instruktionsbeføjelser, og en
offentlig myndighed kan således bestemme at kun særlige personer (normalt fra
ledelsen) kan udtale sig på myndighedens vegne, generelt eller i en bestemt
sag.
I brevet af 24. juni 1994 har
kommunen anført at: "ansatte ikke kan udtale sig til pressen om ting,
der
henhører under pågældendes arbejdsområde, sålænge pågældende er i
tjeneste".
I brevet af 12. oktober 1994
har kommunen nærmere præciseret "at udtalelser til pressen, der
fremsættes
af medarbejdere der er i tjeneste, vil fremstå som udtalelser på kommunens
vegne".
Jeg må forstå kommunens
anvendelse af udtrykket "i tjeneste" som ensbetydende med
"fysisk på arbejdspladsen".
Jeg skal hertil bemærke at
det må afgøres konkret i det enkelte tilfælde om en udtalelse er fremsat af
den
ansatte som privatperson (og dermed kun undergivet de begrænsninger der er
nævnt ovenfor under
1
) eller på
myndighedens vegne (og dermed undergivet almindelige ledelsesbeføjelser). Den
ansattes arbejdsforpligtelse sætter naturligvis - efter omstændighederne
snævre
- grænser for i hvilket omfang der kan fremsættes private udtalelser mens den
pågældende er på arbejde. Men hvis der f.eks. er tale om at en ansat bliver
kontaktet på sin arbejdsplads af pressen for at kommentere eller uddybe nogle
udtalelser den pågældende har fremsat som privatperson, vil myndigheden ikke
kunne reagere (kritisk) over for dette med henvisning til at udtalelsen er
afgivet "i tjenesten".
Der kan således efter min
opfattelse ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i
tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden. Kommunens bemærkninger
herom i brevet af 12. oktober 1994 må ses i lyset af det jeg har anført.
3.
Om loyalitet over for
arbejdsstedet og anvendelse af interne systemer til fremførelse af kritik.
I brevet af 12. oktober 1994
har kommunen anført følgende om den ansattes loyalitet over for
arbejdsstedet:
"...
Kommunen har dog også
generelt en forventning om, at dens medarbejdere omtaler kommunen positivt,
da
det er en vigtig målsætning for byrådet at udbygge og forbedre kommunens
serviceimage.
Evt. kritik af konkrete
arbejdsforhold og serviceniveau - som naturligvis er helt legitimt - bør
rettes
til ledelsen dvs. til nærmeste foresatte/forvaltningschef, evt.
kommunaldirektør og som sidste led: borgmesteren. Herudover eksisterer
sikkerheds-
og samarbejdsudvalgssystemet, hvor evt. kritik fra medarbejderside ligeledes
kan fremføres.
..."
Det kan ikke give mig
anledning til bemærkninger at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt
udtrykker håb eller forventninger om
at
de ansatte omtaler myndigheden positivt, og
at
de ansatte benytter de interne systemer til fremførelse af kritik og derfor
ikke fremsætter kritik offentligt.
Det er imidlertid efter min
mening helt afgørende at ledelsens forventninger eller ønsker formuleres på
en
sådan måde at de ikke opfattes som tilkendegivelser om retlige grænser for
ytringsfriheden:
En offentligt ansat er
således som udgangspunkt berettiget til at omtale myndigheden negativt uden
at
der herved sker tilsidesættelse af loyalitetspligten.
Jeg henviser til Folketingets
Ombudsmands beretning for 1991, s. 204, hvor jeg anførte følgende:
"Den almindelige
loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed skylder
sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndighederne søger at begrænse de
ytringer, som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten ... uanset om der
er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende
myndighed ..."
En offentligt ansat er
endvidere berettiget til at fremføre en eventuel kritik offentligt, uden
forinden at anvende de interne systemer (ledelses- og
samarbejds-/tillidsmandssystemet).
Hvis kommunen vil anbefale
disse interne systemer til fremførsel af eventuel kritik (og
konfliktløsning),
fører den offentligt ansattes ytringsfrihed således til at kommunen som
udgangspunkt
samtidig
må understrege
over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik
offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.
4.
Sammenfatning
I betænkning afgivet af DJØFs
fagligt-etiske arbejdsgruppe, september 1993, er der s. 180 peget på at en
bedre formidling af den gældende retstilstand om de offentligt ansattes
ytringsfrihed er ønskelig, og at en sådan formidling kan ske gennem en
vejledning.
Jeg må lægge til grund at
kommunen i sine breve af 24. juni og 12. oktober 1994 netop har søgt at
vejlede
om reglerne om de ansattes ytringsfrihed. Efter min opfattelse kan de ovenfor
fremhævede afsnit i de to skrivelser - også på grund af den korte form som
naturligvis ikke muliggør en dækkende beskrivelse af retstilstanden -
imidlertid give anledning til usikkerhed.
Jeg har ikke fundet grundlag
for at udtrykke min opfattelse som en kritik af kommunen. Men jeg har gjort
kommunen bekendt med min opfattelse og anbefalet at navnlig det jeg har
anført
om sondringen mellem udtalelser afgivet som privatperson og udtalelser
afgivet
på kommunens vegne, jf. ovenfor under
2
,
og om nødvendigheden af at understrege at en ansat - trods kommunens
forventning eller ønsker - har ret til at udtale sig offentligt uden forinden
at udnytte de interne systemer, jf. ovenfor under
3
, indarbejdes i kommunens breve til de ansatte om deres
ytringsfrihed.
NOTER (*1) Jf. FOB 1987, s. 237.
Lignende dokumenter
- Kommunalt ansattes ytringsfrihed i forhold til kommunalbestyrelsers Retsinformation · 25. juni 2003
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om aktindsigt i disciplinære reaktioner for ansatte i chefstillinger Retsinformation · 28. januar 2023
- Afskedigelse af socialdirektør Retsinformation · 13. januar 2002
- Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring Retsinformation · 18. september 2001
- Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer Retsinformation · 23. juni 2003
- 2022-20. Ikke grundlag for advarsel til kommunalt ansat for beskyldning mod leder Retsinformation · 29. september 2022