Spring til indhold

Retsinformation

Kommunalt ansattes ytringsfrihed

FOU nr 1995.432UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunalt ansattes ytringsfrihed

Dansk Sygeplejeråd klagede

den 22. november 1994 over en kommunes vejledning af de ansatte om deres

adgang

til at udtale sig offentligt.

Sagens omstændigheder var

følgende:

Den 24. juni 1994 skrev

kommunen følgende til personalet ansat ved døgnhjemmeplejen:

"

Ansattes muligheder for at udtale sig til pressen.

Under henvisning til tidl.

beslutning i chefgruppen, skal man hermed erindre om, at ansatte ikke kan

udtale sig til pressen om ting, der henhører under pågældendes arbejdsområde,

så længe pågældende er i tjeneste.

Det tilkommer alene

forvaltningschefen at udtale sig, herudover kan funktionslederen give

udtalelser efter forudgående indhentet godkendelse hos forvaltningschefen

eller kommunaldirektøren.

Dette er ikke nogen

begrænsning i den enkeltes ytringsfrihed, idet man som privatperson kan

udtale

sig som man har lyst, dog skal man være opmærksom på, at man ikke i sådanne

udtalelser kommer til at referere ting som er erfaret fra ens arbejde, og som

er omfattet af tavshedspligt eller loyalitet overfor arbejdsstedet."

På baggrund af brevet skrev

Dansk Sygeplejeråd den 5. september 1994 følgende til kommunen:

"...

Dansk Sygeplejeråd har fra

tillidsrepræsentanten modtaget kopi af skrivelse til personale, ansat ved

Læs alt

kommunens døgnhjemmepleje, omhandlende ansattes muligheder for at udtale sig

til pressen.

I den forbindelse skal vi

bede om at få uddybet følgende:

- hvad menes der med

"loyalitet

overfor arbejdsstedet"

, set i relation til at udtale sig?

- når der skrives, at

"ansatte

ikke kan udtale sig til pressen om ting, der henhører under pågældendes

arbejdsområde, så længe pågældende er i tjeneste"

, tænkes der da på

selve ansættelsesforholdet eller varigheden af de enkelte tjenester?

Dansk Sygeplejeråd skal, for

at henlede opmærksomheden på regelgrundlaget, tillade sig at fremsende kopi

af

ombudsmandens udtalelse i en konkret sag, hvor hovedprincipperne for

offentligt

ansattes ytringsfrihed er opregnet.

Da formuleringen i den

rundsendte skrivelse umiddelbart skønnes at kunne skabe forvirring vedrørende

ansattes ret til at udtale sig, skal vi anmode om, at man overvejer en

omformulering, såfremt man fortsat ønsker at vejlede personalet omkring det

at

udtale sig til pressen.

..."

Kommunen svarede følgende den

12. oktober 1994:

"...

Kommunen vil med den udsendte

skrivelse til personalet inden for ældreområdet på ingen måde anfægte den

enkelte medarbejders grundlovssikrede ret til at ytre sig i den offentlige

debat. Hvis medarbejderen i denne debat bruger oplysninger, som han/hun er

bekendt med gennem sit ansættelsesforhold ved kommunen skal man naturligvis

være opmærksom på, at man har tavshedspligt om visse ting.

Kommunen har dog også

generelt en forventning om, at dens medarbejdere omtaler kommunen positivt,

da

det er en vigtig målsætning for byrådet at udbygge og forbedre kommunens

serviceimage.

Evt. kritik af konkrete

arbejdsforhold og serviceniveau - som naturligvis er helt legitimt - bør

rettes

til ledelsen dvs. til nærmeste foresatte/forvaltningschef, evt.

kommunaldirektør og som sidste led: borgmesteren. Herudover eksisterer

sikkerheds- og samarbejdsudvalgssystemet, hvor evt. kritik fra

medarbejderside

ligeledes kan fremføres.

For så vidt angår spørgsmålet

om at udtale sig så længe

den pågældende

er i tjeneste

skal dette forstås på den måde, at udtalelser til pressen,

der fremsættes af medarbejdere der er i tjeneste, vil fremstå som udtalelser

på

kommunens vegne. Udtalelser på kommunens vegne er imidlertid iflg. interne

regler og praksis i kommunen en ren ledelsesopgave.

Til DSR's orientering kan det

oplyses, at ovennævnte vil blive udsendt til medarbejderne som

supplement/præcisering af tidligere udsendt skrivelse fra forvaltningschefen.

..."

Med udgangspunkt i kommunens

brev af 24. juni 1994 klagede Dansk Sygeplejeråd den 22. november 1994 til

mig

og bad mig tage stilling til nogle spørgsmål om kommunalt ansattes

ytringsfrihed som sagen efter rådets opfattelse havde rejst. Til brug for

mine

overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at tage sagen op efter

ombudsmandslovens § 6, stk. 5, bad jeg kommunen om en udtalelse.

I udtalelsen af 20. februar

1995 anførte kommunen følgende:

"...

Baggrunden for de interne

skrivelser dels fra forvaltningschefen og dels fra kommunaldirektøren, som

blev

sendt til medarbejderne i hjemmeplejeområdet var en situation, som opstod i

forsommeren 1994. Som led i at implementere en ny struktur på ældreområdet

foregik der interne drøftelser og vurderinger af, hvorledes den fremtidige

service over for borgerne skulle sammensættes. Meget naturligt skete det

under

stor opmærksomhed fra pressens side.

Skrivelsen af 24. juni 1994

fra forvaltningschefen blev udsendt efter, at pressen i adskillige tilfælde

havde henvendt sig til ledelsen i hjemmeplejen for at indhente kommentarer

til

enkeltpersoner, hvis plejesituation var beskrevet i de lokale aviser. Fra

ledelsens side afviste man konsekvent at kommentere disse enkeltsager med

henvisning til, at der var risiko for, at man dermed brød tavshedspligten og

videregav fortrolige oplysninger om borgerne i kommunen.

Under indtryk heraf og af at

der i pressen fortsat blev refereret forholdsvis detaljeret til

enkeltpersoners

plejesituation, fandt ledelsen det nødvendigt at præcisere, hvad man som

medarbejder kunne udtale sig om og om, hvilke regler der var gældende herfor

i

kommunen.

Skrivelsen af 24. juni 1994

blev herefter fulgt op af kommunaldirektørens brev af 12. oktober 1994 til

Dansk Sygeplejeråd, som mere generelt udtaler sig om de ansattes muligheder

for

at ytre sig dels som privatpersoner dels på vegne af kommunen.

En efterflg. vurdering af

indholdet i de 2 breve har medført, at brevet af 24. juni 1994 fra

forvaltningschefen vil blive tilbagekaldt og erstattet af et brev med et

indhold, der svarer til det der findes i kommunaldirektørens brev til Dansk

Sygeplejeråd.

..."

Dansk Sygeplejeråd har i brev

af 9. marts 1995 fastholdt sin klage.

Herefter udtalte jeg

følgende:

1.

Om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed.

I en sag gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 237, fremsatte jeg følgende

generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed:

"...

Ved besvarelsen af det

centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for

offentligt

ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for

borgerne

i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har

ganske

samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal

offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige

begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger

ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser

om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle

ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle

hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som

de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig

senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for

eget

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.

..."

2.

Om afgrænsningen af udtalelser fremsat som privatperson henholdsvis på

myndighedens vegne.

De hovedpunkter der er

angivet ovenfor, vedrører udtalelser som en offentlig ansat fremsætter som

privatperson. For så vidt angår udtalelser der afgives som et led i

tjenesten,

er den ansatte undergivet ledelsens almindelige instruktionsbeføjelser, og en

offentlig myndighed kan således bestemme at kun særlige personer (normalt fra

ledelsen) kan udtale sig på myndighedens vegne, generelt eller i en bestemt

sag.

I brevet af 24. juni 1994 har

kommunen anført at: "ansatte ikke kan udtale sig til pressen om ting,

der

henhører under pågældendes arbejdsområde, sålænge pågældende er i

tjeneste".

I brevet af 12. oktober 1994

har kommunen nærmere præciseret "at udtalelser til pressen, der

fremsættes

af medarbejdere der er i tjeneste, vil fremstå som udtalelser på kommunens

vegne".

Jeg må forstå kommunens

anvendelse af udtrykket "i tjeneste" som ensbetydende med

"fysisk på arbejdspladsen".

Jeg skal hertil bemærke at

det må afgøres konkret i det enkelte tilfælde om en udtalelse er fremsat af

den

ansatte som privatperson (og dermed kun undergivet de begrænsninger der er

nævnt ovenfor under

1

) eller på

myndighedens vegne (og dermed undergivet almindelige ledelsesbeføjelser). Den

ansattes arbejdsforpligtelse sætter naturligvis - efter omstændighederne

snævre

- grænser for i hvilket omfang der kan fremsættes private udtalelser mens den

pågældende er på arbejde. Men hvis der f.eks. er tale om at en ansat bliver

kontaktet på sin arbejdsplads af pressen for at kommentere eller uddybe nogle

udtalelser den pågældende har fremsat som privatperson, vil myndigheden ikke

kunne reagere (kritisk) over for dette med henvisning til at udtalelsen er

afgivet "i tjenesten".

Der kan således efter min

opfattelse ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i

tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden. Kommunens bemærkninger

herom i brevet af 12. oktober 1994 må ses i lyset af det jeg har anført.

3.

Om loyalitet over for

arbejdsstedet og anvendelse af interne systemer til fremførelse af kritik.

I brevet af 12. oktober 1994

har kommunen anført følgende om den ansattes loyalitet over for

arbejdsstedet:

"...

Kommunen har dog også

generelt en forventning om, at dens medarbejdere omtaler kommunen positivt,

da

det er en vigtig målsætning for byrådet at udbygge og forbedre kommunens

serviceimage.

Evt. kritik af konkrete

arbejdsforhold og serviceniveau - som naturligvis er helt legitimt - bør

rettes

til ledelsen dvs. til nærmeste foresatte/forvaltningschef, evt.

kommunaldirektør og som sidste led: borgmesteren. Herudover eksisterer

sikkerheds-

og samarbejdsudvalgssystemet, hvor evt. kritik fra medarbejderside ligeledes

kan fremføres.

..."

Det kan ikke give mig

anledning til bemærkninger at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt

udtrykker håb eller forventninger om

at

de ansatte omtaler myndigheden positivt, og

at

de ansatte benytter de interne systemer til fremførelse af kritik og derfor

ikke fremsætter kritik offentligt.

Det er imidlertid efter min

mening helt afgørende at ledelsens forventninger eller ønsker formuleres på

en

sådan måde at de ikke opfattes som tilkendegivelser om retlige grænser for

ytringsfriheden:

En offentligt ansat er

således som udgangspunkt berettiget til at omtale myndigheden negativt uden

at

der herved sker tilsidesættelse af loyalitetspligten.

Jeg henviser til Folketingets

Ombudsmands beretning for 1991, s. 204, hvor jeg anførte følgende:

"Den almindelige

loyalitet, man som ansat i en kommune eller anden offentlig myndighed skylder

sin arbejdsgiver, kan ikke begrunde, at myndighederne søger at begrænse de

ytringer, som den ansatte fremkommer med uden for tjenesten ... uanset om der

er tale om udtalelser, der er stærkt kritiske over for den pågældende

myndighed ..."

En offentligt ansat er

endvidere berettiget til at fremføre en eventuel kritik offentligt, uden

forinden at anvende de interne systemer (ledelses- og

samarbejds-/tillidsmandssystemet).

Hvis kommunen vil anbefale

disse interne systemer til fremførsel af eventuel kritik (og

konfliktløsning),

fører den offentligt ansattes ytringsfrihed således til at kommunen som

udgangspunkt

samtidig

må understrege

over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik

offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.

4.

Sammenfatning

I betænkning afgivet af DJØFs

fagligt-etiske arbejdsgruppe, september 1993, er der s. 180 peget på at en

bedre formidling af den gældende retstilstand om de offentligt ansattes

ytringsfrihed er ønskelig, og at en sådan formidling kan ske gennem en

vejledning.

Jeg må lægge til grund at

kommunen i sine breve af 24. juni og 12. oktober 1994 netop har søgt at

vejlede

om reglerne om de ansattes ytringsfrihed. Efter min opfattelse kan de ovenfor

fremhævede afsnit i de to skrivelser - også på grund af den korte form som

naturligvis ikke muliggør en dækkende beskrivelse af retstilstanden -

imidlertid give anledning til usikkerhed.

Jeg har ikke fundet grundlag

for at udtrykke min opfattelse som en kritik af kommunen. Men jeg har gjort

kommunen bekendt med min opfattelse og anbefalet at navnlig det jeg har

anført

om sondringen mellem udtalelser afgivet som privatperson og udtalelser

afgivet

på kommunens vegne, jf. ovenfor under

2

,

og om nødvendigheden af at understrege at en ansat - trods kommunens

forventning eller ønsker - har ret til at udtale sig offentligt uden forinden

at udnytte de interne systemer, jf. ovenfor under

3

, indarbejdes i kommunens breve til de ansatte om deres

ytringsfrihed.

NOTER (*1) Jf. FOB 1987, s. 237.

Lignende dokumenter