Spring til indhold

Retsinformation

Undtagelse af privatiseringssager fra aktindsigt.

FOU nr 1990.54UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Undtagelse af privatiseringssager fra aktindsigt.

Ved bekendtgørelse nr. 644 af 17. september 1990 udstedt i

medfør af § 3, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen fastsatte

finansministeren efter forhandling med justitsministeren, at "sager og

dokumenter vedrørende privatisering og salg af statslige aktiver i

forbindelse

hermed" er undtaget fra aktindsigt.

Jeg anmodede i skrivelse af 23. oktober 1990 Finansministeriet

om en udtalelse vedrørende rækkevidden af bestemmelsen i bekendtgørelsens §

1, idet jeg anførte:

"Der er ... henvist til bemyndigelsen i offentlighedslovens

§ 3, stk. 1, hvorefter vedkommende minister kan fastsætte regler bl.a. om, at

"nærmere angivne ... sagsområder", for hvilke lovens

undtagelsesbestemmelser

"i almindelighed vil komme til anvendelse", skal være undtaget fra

aktindsigt.

Til brug for mine overvejelser af, om der er grundlag for, at

jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tager spørgsmålet om

bemyndigelsens

udstrækning og anvendelse i det her omhandlede tilfælde op til undersøgelse,

skal jeg anmode Finansministeriet om en udtalelse vedrørende rækkevidden af

bestemmelsen i bekendtgørelsens § 1, herunder den nærmere betydning af

udtrykket "privatisering"."

Finansministeriet besvarede min anmodning i skrivelse af 18.

december 1990. Ministeriet havde til brug for besvarelsen indhentet et notat

af 12. december 1990 fra Justitsministeriet om baggrunden for at undtage

privatiseringssager fra aktindsigt. Finansministeriet henviste til

Justitsministeriets notat og anførte i skrivelsen af 18. december 1990:

"...

Finansministeriet er enig med Justitsministeriet i, at

Læs alt

betingelsen for i medfør af offentlighedslovens § 3, stk. 1, at undtage alle

privatiseringssager og -dokumenter fra aktindsigt må anses for opfyldt, idet

anmodninger om aktindsigt i akter, som er omfattet af bekendtgørelse nr. 644

af 17. september 1990, i almindelighed vil blive afslået i medfør af en eller

flere af bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 7-14.

Det må efter Finansministeriets opfattelse her særligt tillægges

vægt, at det, som det også er anført af Justitsministeriet, især er vigtigt,

at sager om privatisering behandles med den største forsigtighed, jf. punkt 7

i vedlagte notat (citeret nedenfor ....).

Det er derfor væsentligt, at der ikke gives aktindsigt i privatiseringssager,

såvel af hensyn til det offentliges økonomiske og almene interesser -

herunder

både hensynet til det offentliges forhandlingsposition i en aktuel

privatiseringssag,

og hensynet til en forsvarlig gennemførelse af fremtidige

privatiseringssager,

som af hensyn til både de tilbudsgivende virksomheders og den pågældende

offentlige virksomheds økonomiske og forretningsmæssige forhold, jf. også

punkt

5, side 7 i vedlagte notat."

I Justitsministeriets notat er om begrebet "privatisering"

anført følgende:

"Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at

ordet "privatisering" i bekendtgørelse nr. 664 af 17. september

1990

må forstås som en samlebetegnelse for sagstyper, hvor staten i henhold til

lov

eller aktstykke helt eller delvis afhænder en institution, der hidtil har

tilhørt det offentlige, eller hvor det offentlige har ejet en del af en

institution eller et selskab, og afhænder sin andel helt eller delvis.

Om privatisering i bekendtgørelsens forstand vil der således

kun være tale, hvis der samtidig med ændringerne i det offentliges opgaver på

området sker en afhændelse af offentligt ejede aktiver.

..."

Om bemyndigelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1,

og baggrunden herfor har Justitsministeriet anført følgende:

"§ 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren

fastsætte regler om, at nærmere angivne myndigheder, sagsområder eller arter

af dokumenter, for hvilke bestemmelserne i §§ 7-14 i almindelighed vil

medføre,

at begæring om aktindsigt kan afslås, skal være undtaget fra loven.

Stk. 2...."

I bemærkningerne til lovforslaget, Folketingstidende 1985-86,

tillæg A, sp. 208, anføres det bl.a.:

"Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for vedkommende

minister til ved bekendtgørelse at fravige lovens almindelige regler, når

nærmere angivne betingelser er opfyldt. Bestemmelsen er en videreførelse af

den gældende lovs § 2, stk. 4, og § 9.

Bestemmelsen i stk. 1, der under særlige omstændigheder hjemler

adgang til at fastsætte yderligere generelle undtagelser fra

offentlighedsprincippet

for nærmere angivne myndigheder, sagsområder eller arter af dokumenter,

svarer

i princippet til den gældende lovs § 2, stk. 4. Bestemmelsen giver dog

udtrykkelig adgang til efter omstændighederne at undtage bestemte

forvaltningsmyndigheder fra offentlighedsloven, men det antages, at der også

efter

gældende lov kan undtages hele organer fra loven, uanset at § 2, stk. 4,

ifølge

ordlyden kun tager sigte på "sagsområder eller arter af

dokumenter",

jfr. betænkningen side 267. Forslaget indeholder således ingen

realitetsændring

i forhold til gældende ret.

....

Mens bestemmelsen i den gældende lovs § 2, stk. 4, udelukkende

henviser til § 2, stk. 1 og 2, (svarende til lovforslagets §§ 12 og 13), går

lovforslaget i overensstemmelse med offentlighedsudvalgets lovudkast noget

videre

ved at henvise til alle bestemmelser i forslaget, der hjemler undtagelser fra

retten til aktindsigt. Denne udvidelse må ses på baggrund af udformningen af

de

nye bestemmelser i §§ 7-9 om undtagelse for en myndigheds interne

arbejdsmateriale.

Bestemmelsen kan navnlig tænkes anvendt i visse tilfælde, hvor

det offentlige udøver forretningsvirksomhed eller samvirker med private om

udøvelse af forretningsvirksomhed.

Bestemmelsen i den gældende lov er hidtil kun anvendt i nogle få

tilfælde. Offentlighedsudvalget antager i betænkningen side 40, at dette

navnlig må skyldes den beskedne brug, der hidtil synes at være gjort af

loven."

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.

98, hedder det bl.a.:

"For typer af dokumenter eller sager, hvor vurderingen i

almindelighed vil falde ud til, at aktindsigt må nægtes, er det derfor af

administrative grunde fundet mest hensigtsmæssigt at give mulighed for

generelt at undtage dokumenttypen eller sagsområdet fra adgangen til

aktindsigt

efter lovens § 1.

Formålet med bestemmelsen, der svarer til kommissionsudkastets

§ 2, stk. 2, er således først og fremmest at lette administrationen af loven.

Bestemmelsen må imidlertid også ses på baggrund af, at man ved indførelsen af

almindelig offentlighed i forvaltningen ikke har ønsket på forhånd at strække

antallet af undtagne sagsområder for vidt, men har fundet det rigtigt at

afvente de nærmere erfaringer med loven."

Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd og af de citerede

motivudtalelser, er det afgørende for, om en bestemt sagstype eller et

bestemt sagsområde i medfør af offentlighedslovens § 3, stk. 1, kan og bør

være undtaget fra offentlighedsloven, om det af administrative grunde er mest

hensigtsmæssigt, fordi begæringer om aktindsigt på et bestemt område

erfaringsmæssigt i almindelighed vil blive mødt med et afslag.

Det følger endvidere af motiverne, at der ikke vil være grundlag

for at fortolke bestemmelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1,

indskrænkende."

Justitsministeriets notat indeholder herudover en gennemgang af

de undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, som efter ministeriets

opfattelse vil kunne finde anvendelse over for begæringer om aktindsigt i

sager om privatisering. Det drejer sig navnlig om bestemmelserne i lovens §

12, stk. 1, nr. 2, om hensyn til private økonomiske interesser og § 13, stk.

1, nr. 5, om hensyn til det offentliges økonomiske interesser. Hertil kommer

yderligere undtagelsesbestemmelserne i § 7 om interne arbejdsdokumenter, §

10, nr. 1, om dokumenter udarbejdet til brug for møder mellem ministre, § 10,

nr. 2, om brevveksling mellem ministerier om lovgivning og § 10, nr. 5, om

brevveksling med sagkyndige til brug i retssager.

Generelt om behovet for fortrolighed i sager om privatisering

har Justitsministeriet anført følgende:

"...

7. Sager om privatisering af offentlig ejendom er, som det er

fremgået, meget følsomme og må efter Justitsministeriets opfattelse behandles

med den største forsigtighed, både af hensyn til det offentliges økonomiske

interesser og troværdighed som forhandlingspartner, og af hensyn til de

tilbudsgivende virksomheders økonomiske og forretningsmæssige forhold.

Som eksempel herpå kan nævnes sagen om privatisering af Statsanstalten

for Livsforsikring. Denne sags akter, der for en stor dels vedkommende består

af indkomne tilbud og af revisionsrapporter og andre økonomisk følsomme

oplysninger

vedrørende de tilbudsgivende virksomheder og Statsanstalten behandles i

Finansministeriet så fortroligt, at kun en meget begrænset kreds af

Finansministeriets embedsmænd har adgang til dem. Finansudvalget fik ikke

adgang til akterne, og en anmodning i medfør af retsplejelovens

editionsbestemmelser

om at måtte se akterne i forbindelse med en retssag mod finansministeren om

privatiseringens lovlighed, blev afslået.

..."

Justitsministeriets notat konkluderer således:

"De sagstyper, som efter det anførte er omfattet af ordet

privatisering i bekendtgørelse nr. 644 af 17. september 1990, vil som nævnt

overvejende bestå af akter, der er så følsomme, at aktindsigt i almindelighed

vil blive afslået i medfør af bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 7-14,

og

betingelsen for i medfør af offentlighedslovens § 3, stk. 1, i det hele at

undtage området fra offentlighedsloven, må således efter Justitsministeriets

opfattelse anses for opfyldt."

I en skrivelse til Finansministeriet udtalte jeg følgende:

"Bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, til administrativt

at fastsætte nærmere regler om undtagelse fra aktindsigt har som anført af

Justitsministeriet til formål at lette administrationen af loven.

Tanken er den, at hvis anvendelse af lovens almindelige

undtagelsesbestemmelser - der kræver udøvelse af et konkret skøn for hver

enkelt dokument i sagen - alligevel normalt vil føre til, at der må gives

afslag på aktindsigt, da kan der uden væsentlig indskrænkning af

offentligheden

opnås en betydelig lettelse ved på forhånd generelt at angive, at sagsområdet

er undtaget fra offentlighed. Man sparer den ressourcekrævende gennemgang af

sagens dokumenter, og der skal ikke foretages nogen afvejning. Samtidig gives

klar besked om offentlighedslovens anvendelse på området.

Det har ikke været meningen, at bemyndigelsen skulle kunne

anvendes til at skabe nye undtagelser fra offentlighedsloven eller til at

udvide de eksisterende undtagelsesområder, jfr. kravet om at den generelle

undtagelse skal angå sagsområder "for hvilke bestemmelserne i §§ 7-14 i

almindelighed vil medføre, at begæring om aktindsigt kan afslås". Der er

principielt kun tale om en præcisering af, hvad der allerede gælder. Det er i

motiverne forudsat, at denne præcisering, dvs. antagelsen om, hvad der i

almindelighed vil følge af lovens undtagelsesbestemmelser, skal hvile på

indhøstede erfaringer vedrørende offentlighedslovens anvendelse på området.

Jeg henviser til bet. 857/1978, s.

22f

og s. 172 ff.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 1, og i den tidligere lovs § 2, stk.

4, har kun været sparsomt udnyttet i praksis hidtil. Der foreligger følgende:

Bkg. nr. 873 af 12. december 1986 om statens indkøbsaftaler.

Bkg. nr. 766 af 30. oktober 1986 vedrørende oplysninger afgivet til DEMKO.

Bkg. nr. 837 af 10. december 1986 om oplysninger om varsling i forbindelse

med

afskedigelser af større omfang, eller som led i arbejdsmarkedsundersøgelser.

Bkg. nr. 894 af 12. december 1986 om sager vedrørende § 85

a i lov om anpartsselskaber. Endvidere er

virksomhed, der udøves af Statsanstalten for Livsforsikring undtaget ved bkg.

nr. 404 af 17. juni 1986. Endelig har udenrigsministeren ved bkg. nr. 684 af

29. oktober 1987 og bkg. nr. 329 af 3. april 1990 undtaget henholdsvis

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene og Investeringsfonden for

Østlandene. (Det bemærkes, at de fleste af de nævnte bekendtgørelser afløser

tidligere gældende, tilsvarende bekendtgørelser på området).

Den hidtidige udnyttelse af bemyndigelsen kan næppe siges at

være helt i overensstemmelse med det ovenfor anførte om bemyndigelsens

formål.

Praksis virker spredt og tilfældig, og man får det indtryk, at formålet i et

vist omfang har bestået i at sikre et bestemt områdes undtagelse fra lovens

almindelige offentlighedsprincip, snarere end i en umiddelbar lettelse af

lovens administration.

Det samme indtryk får man i dette tilfælde. - Men Finansministeriet

er gået et skridt videre.

Ved den tidligere udnyttelse af bemyndigelsen, har det

sagsområde, som skulle undtages fra offentlighed, været klart og som regel

temmelig snævert afgrænset. Sagernes forløb var velkendt, og det samme gjaldt

de oplysnings- og dokumenttyper, som indgik i sagerne. Heroverfor stod

specifikt definerede fortrolighedshensyn svarende til en bestemt undtagelse i

offentlighedsloven. Selv om der muligvis ikke var erfaringer at bygge på,

kunne man på dette grundlag foretage en forholdsvis sikker forhåndsvurdering

med hensyn til udfaldet af aktindsigtssager på området. Der var en

tilsvarende

sikkerhed for, at der alene skete en fastlæggelse af, hvad der i

almindelighed

ville følge af lovens bestemmelser.

Sager om privatisering af offentlig ejendom er i modsætning

hertil en relativt ny sagstype. Der har hidtil kun været få sager. Sagernes

forløb har været forskellige, og arten af de oplysninger, der er indgået i

sagerne, har varieret alt efter, hvilken institution der skulle privatiseres.

Således må det også forholde sig ved fremtidige privatiseringer. De

fortrolighedshensyn, som gør sig gældende i disse sager, og styrken af dem,

afhænger i høj grad af, hvilken institution der skal privatiseres, og måden

det

sker på.

Konsekvensen er, at der ved bekendtgørelsen om generel

undtagelse af sager om privatisering fra aktindsigt er udformet et

undtagelsesområde,

hvor det i realiteten er umuligt at afgøre, om betingelsen i § 3, stk. 1 - om

hvad der i almindelighed vil følge af en konkret anvendelse af lovens

bestemmelser - er opfyldt. Muligvis er man gået langt videre, end hvad der

vil

følge af loven. Justitsministeriet har henvist til i alt 6 forskellige

undtagelsesbestemmelser, som alle eller for en del menes at kunne finde

anvendelse

i privatiseringssager. Holdbarheden af denne antagelse er umulig at

efterprøve,

når der ikke foreligger en præcis beskrivelse af sagstypen.

Jeg er opmærksom på, at der i Finansministeriets og Justitsministeriets

udtalelser til mig er foretaget en vis præcisering af begrebet

"privatisering" set i forhold til gængs anvendelse af ordet. Det er

blevet understreget, at bekendtgørelsen kun omfatter tilfælde, hvor der i

forbindelse

med privatisering af opgaver sker afhændelse af offentligt ejede aktiver.

Uanset dette finder jeg som anført fortsat, at "sager om

privatisering" er en meget løst defineret sagskategori, såvel i relation

til sagernes forløb som i relation til de oplysninger og dokumenttyper, der

indgår i sagerne.

Bekendtgørelsen om undtagelse af sager om privatisering fra

aktindsigt synes i høj grad præget af en bestemt konkret sag, hvor der blev

begæret aktindsigt i sagen om privatisering af Statsanstalten for

Livsforsikring. Jeg henviser til tidligere korrespondance med

Finansministeriet

herom. Bekendtgørelsen er udstedt ganske kort tid efter Finansministeriets

afgørelse om, at der ikke kunne gives aktindsigt i nogen del af denne sag. De

undtagelsesbestemmelser i loven, som Justitsministeriet har henvist til som

grundlag for den generelle undtagelse, er stort set de samme, som

Finansministeriet

henviste til ved afgørelsen i den konkrete sag, og det er netop sagen om

statsanstalten,

som Justitsministeriet har brugt som eksempel på, at sager om privatisering

er

"meget følsomme og må behandles med største forsigtighed", jf.

ovenfor s. oo.

Privatiseringen af Statsanstalten for Livsforsikring blev gennemført

på grundlag af særlig lovgivning herom. Der opstod flere politisk

kontroversielle

spørgsmål i tilslutning hertil, og et af disse spørgsmål resulterede i en

retssag. Den praktiske gennemførelse af privatiseringen skete ved salg af

aktier på et stærkt konkurrencepræget internationalt forsikringsmarked, hvor

beskyttelse af den danske stats og forsikringstagernes økonomiske interesser

åbenbart krævede en meget høj grad af fortrolighed.

Efter min opfattelse er der ikke noget konkret grundlag for at

antage, at alle eller hovedparten af kommende privatiseringssager vil have

lignende forløb og kræve en tilsvarende, meget høj grad af fortrolighed om

alle

dele af sagens behandling. I de sager, hvor dette måtte være tilfældet, vil

fortrolighedsbehovet kunne dækkes af lovens almindelige

undtagelsesbestemmelser

- som det faktisk skete i sagen om statsanstalten.

Sammenfattende skal jeg udtale, at Finansministeriets udnyttelse

af bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, til generelt at undtage

fremtidige

sager om privatisering fra aktindsigt, efter min opfattelse går ud over det i

motiverne angivne formål med bemyndigelsen. Anvendelsen adskiller sig

samtidig væsentligt fra den måde, hvorpå bemyndigelsen hidtil har været

udnyttet i praksis. Jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at karakterisere

forholdet som en (ulovlig) overskridelse af bemyndigelsens grænser. På den

anden side finder jeg, at der kan rejses så alvorlig tvivl med hensyn til,

om

den foretagne undtagelse af privatiseringssager fra aktindsigt ligger inden

for bemyndigelsens rammer, at det rigtigste må være enten at præcisere

undtagelsen nærmere eller at ophæve bekendtgørelsen.

Jeg skal derfor henstille til Finansministeriet at søge den generelle

undtagelse fra aktindsigt præciseret eller - såfremt det ikke kan lade sig

gøre

- at overveje ophævelse af bekendtgørelsen.

Jeg har orienteret Retsudvalget om denne skrivelse."

Lignende dokumenter