Spring til indhold

Retsinformation

Kommunalt ansattes ytringsfrihed i forhold til kommunalbestyrelsers

FOU nr 1995.381UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunalt ansattes ytringsfrihed i forhold til

kommunalbestyrelsers afgørelser

I. Grundlaget for min behandling af sagen

I et brev af 21. april 1994

rettede en fagforening henvendelse til mig om en sag fra en kommune. Ifølge

henvendelsen havde kommunen reageret tjenstligt over for en medarbejder i

socialforvaltningen (A) efter at denne i et interview med en lokalavis havde

omtalt kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold.

Tilsynsrådet indledte en

undersøgelse af sagen. Undersøgelsen afsluttedes med en skrivelse af 11.

august

1994. Tilsynsrådet fandt ikke at man kunne anse kommunen for at have truffet

ulovlige foranstaltninger i anledning af A's udtalelser til pressen.

Tilsynsrådet fandt heller ikke at en generel meddelelse til kommunens

personale

fra ledelsen kunne opfattes som et forsøg på at begrænse de ansattes

ytringsfrihed.

Fagforeningen rettede på ny

henvendelse til mig i skrivelse af 12. august 1994 idet forbundet fortsat

mente

at kommunen havde reageret uretmæssigt i anledning af A's udtalelser til

pressen.

Efter at have forelagt klagen

for kommunen og efter en foreløbig gennemgang af sagens akter meddelte jeg i

skrivelse af 4. oktober 1994 kommunen at jeg havde besluttet af egen drift at

indlede en undersøgelse af sagen, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Samtidig

anmodede jeg kommunen om en række oplysninger.

Kommunen svarede i skrivelse

af 17. november 1994. Denne skrivelse forelagde jeg for fagforeningen som i

skrivelse af 12. december 1994 fremkom med nye oplysninger og kommentarer.

Læs alt

Denne skrivelse sendte jeg til kommunen som udtalte sig på ny i skrivelse af

3.

januar 1995.

II. Sammenfatning af min vurdering

Det er min opfattelse at

hverken udtalelsernes faktuelle indhold eller den kritiske holdning der var

indeholdt heri, indebar en overskridelse af de retlige grænser for offentligt

ansattes ytringsfrihed. Heller ikke A's funktion i forbindelse med

beslutninger, den valgte form eller omstændighederne i øvrigt talte for at

betragte udtalelserne som retsstridige.

Jeg har derfor konkluderet at

den tilkendegivne kritik af A's adfærd i forbindelse med hans udtalelser var

uberettiget. Der ses heller ikke i de forelagte oplysninger holdepunkter for

den i øvrigt i skrivelsen fremsatte kritik af A's "daglige adfærd".

Jeg har endvidere udtalt

kritik i anledning af at kommunens skrivelse af 19. april 1994 ikke indeholdt

en tilstrækkelig begrundelse.

Den retlige vurdering af A's

udtalelser der var indeholdt i kommunens personalemeddelelse af 19. april

1994,

har jeg anset for urigtig. Jeg finder det endvidere uheldigt at skrivelsen

gengav hovedsynspunktet i A's udtalelser med et væsentligt andet indhold end

i

avisartiklen.

Jeg har endvidere udtalt at

det er min opfattelse at det rejser principielle betænkeligheder hvis

ledelsen

af en forvaltningsmyndighed mere systematisk søger at påvirke de ansatte til

ikke at benytte deres ytringsfrihed. I den udstrækning bestræbelserne

udvikler

sig til eller kan opfattes som egentlige forbud, vil de være i strid med

grundlovens § 77.

Jeg har derfor henstillet til

kommunen at den både i forbindelse med konkrete afgørelser i forhold til de

ansatte og i forbindelse med generelle personalepolitiske tiltag søger at

undgå, at tilkendegivelserne af de ansatte kan opfattes som retlige grænser

for

deres ytringsfrihed.

III. Sagsfremstilling

Den 21. februar 1992 sendte

Arbejdstilsynet en tilsynsrapport til kommunen. Rapporten blev afgivet efter

en

undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i bistandsafdelingen.

Arbejdstilsynet vurderede at de psykiske belastninger i bistandsafdelingen

måtte nedbringes væsentligt for at arbejdet kunne betragtes som

sundhedsmæssigt

forsvarligt. Samtidig gjorde Arbejdstilsynet opmærksom på at kommunen som

arbejdsgiver havde ansvaret for at arbejdet kunne udføres sikkerheds- og

sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Efter et nyt besøg fra

Arbejdstilsynet i kommunen samt en drøftelse med ledelsen meddelte kommunen i

skrivelse af 1. juli 1992 Arbejdstilsynet at der internt i kommunen var

fremkommet forslag om følgende til imødekommelse af Arbejdstilsynets pålæg:

"...

Anvendelse af ekstern bistand

til at vurdere arbejdsopgaverne i afdelingen.

Afholdelse af

holdningsbearbejdende kurser for ansatte og politikere.

Afholdelse af faste daglige

gruppemøder for afdelingens personale.

Fritagelse af medarbejderen,

der forestår opholdskommunerefusionerne, for telefonekspeditioner.

Delegation af kompetence fra

socialudvalget til afdelingen og nedprioritering af diverse opgaver, som

kunne

gøres til genstand for politisk prioritering.

Behov for aftale mellem

frontekspeditionen og afdelingen om de samarbejdsmæssige relationer.

Aflastning af lederen af

bistandsafdelingen.

..."

Arbejdstilsynet fremsatte i

en skrivelse af 2. september 1992 til kommunen sine kommentarer til kommunens

redegørelse samt stillede en række spørgsmål herom.

Kommunen svarede i skrivelse

af 10. september 1992 at der ville blive iværksat en konsulentundersøgelse.

Tilsynets spørgsmål kunne kommunen ikke give svar på for tiden. Kommunen

bemærkede videre:

"...

Det er vor overbevisning, at

undersøgelsens succes også hænger sammen med, om der gives processen

arbejdsro.

Vi skal derfor henstille til

Arbejdstilsynet, at man stiller sagen i bero fremfor med yderligere indlæg i

sagen at bidrage til at skabe yderligere turbulens.

..."

På et møde den 25. november

1992 drøftede kommunens hovedsamarbejdsudvalg bl.a. arbejdssituationen på

rådhuset. Ifølge mødereferatet gav "ledelsen" bl.a. udtryk for

"at det ikke virker fremmende for arbejdsmiljøet på rådhuset, hvis der

på

ny skabes blæst om arbejdspladsen. Vi burde snarere arbejde sammen om at

finde

løsningen på problemerne".

Af referatet ses videre at

der ikke var enighed mellem ledelsen og de ansattes repræsentanter om hvilke

foranstaltninger der burde gennemføres.

Den 13. november 1992 forelå

en af ledelsen udarbejdet "harmoniseringsplan" for alle kommunens

afdelinger med undtagelse af social- og sundhedsafdelingen. Planen blev

forelagt i byrådsmødet den 9. december 1992.

Byrådet vedtog at udsætte

vedtagelsen af harmoniseringsplanen indtil der forelå en konsulentrapport for

bistandsafdelingen.

Konsulentrapporten, der blev

udarbejdet af Kommunernes Landsforening, forelå i januar 1993.

Den 20. januar 1993

udarbejdede kommunens chefgruppe to oplæg henholdsvis om ledelsesstrukturen

og

om initiativer som følge af konsulentrapporten om bistandsafdelingen samt

færdiggørelse af harmoniseringsplanen for socialafdelingen.

I det sidste oplæg anførtes

bl.a.:

"...

Bistandsrapporten anbefaler,

at man overvejer en struktur, hvor man samler alle opgaver i forbindelse med

børn, familier og behandling under en familieafdeling.

Chefgruppen finder ikke for

nærværende grundlag for at foreslå en sådan ændring. Strukturen omkring hele

børneområdet vil blive genovervejet i forbindelse med etablering af

PPR-funktion

i kommunen.

Pensionsafdelingen er i den

nuværende struktur under stærkt pres.

Det løses ikke alene ved at flytte

afdelingen til sekretariatsgruppen, hvorved medarbejderne får en bedre

kontaktflade, og hvorved der opnås større flexibilitet i den løbende

ressourceindsats.

Det forhold at den egentlige

rådgivning af pensionister flyttes til bistandsgruppen er næppe heller nok.

Afdelingen skal i lighed med

de øvrige afdelinger foretage en arbejdsgangsanalyse.

Uagtet disse tiltag, vil der

efter chefgruppens opfattelse være behov for en mindre ressourcetilgang til

denne funktion.

Opsamlet

afspadsering/flexoverskud i forbindelse med den store omberegningsopgave vil

blive afviklet med en kombination af afspadsering og udbetaling efter nærmere

aftale.

...

Der er i dag i

socialafdelingen et misforhold mellem antallet af medarbejdere og

opgavemængden.

BISTANDSGRUPPEN

I bistandsrapporten er

følgende anført om bemandingen c.: "Skal man alligevel prøve at vurdere

forholdet mellem opgaver og medarbejdertimer i bistandsafdelingen synes der

at

være et misforhold".

På samme måde har

arbejdstilsynet i sin vurdering peget på, at der er et sådant misforhold.

Medarbejderne har selv peget

på, at sagernes tyngde er sådan, at man ikke umiddelbart kan drage

sammenligning med andre kommuner af samme størrelse og med samme antal sager.

Det er chefgruppens

opfattelse, at dette misforhold løses ved den aflastning af bistandsgruppen,

der ligger i nærværende forslag.

Således foreslås etableret en

job-butik, hvortil overføres et antal sager. Selv om der ikke er tale om

"tunge" sager, vil dette medføre en aflastning, idet der, som det

fremgår, ikke stilles forslag om, at der skal flyttes medarbejdertimer med

pt.

Det er på den anden side klart, at der efterhånden som mængden af sager der

overflyttes stiger, skal ske en revurdering heraf.

Hertil kommer, at al økonomi

flyttes væk fra sagsbehandlerne og hen i socialafdelingens fælles

sekretariat,

som tilføres ekstra kapacitet.

Det bemærkes videre, at sager

vedr. tilbagebetalingspligtig bistandshjælp fremover vil være placeret i

sekretariatet, og at det efterslæb, der pt. er, løses af midlertidig

medarbejder,

jfr. tidl. bemærkninger.

Efterhånden som de øvrige

tiltag, som ændret organisation, klarere ledelsesstruktur, rationalisering af

arbejdsgange, bedre anvendelse af EDB o.s.v. slår igennem, vil lettelsen i

bistandsgruppen blive større.

SEKRETARIAT/FÆLLESFUNKTION.

Denne etableres, som det

fremgår, ved en sammenlægning af en række funktioner.

Selv om sammenlægningen alt

andet lige giver bedre kontaktflader og bedre ressourceudnyttelse, og selv om

chefgruppen her vil lægge op til en mere flexibel behandling af

dokumentationskontrollen, jfr. møde med revisionen af 14. juli 1992, foreslås

denne afdeling tilført ekstra ressourcer.

Chefgruppen vil indstille til

kommunalbestyrelsen, at der tilføres socialafdelingen en fuldtidsstilling,

bl.a. med henblik på styrkelse af denne funktion.

Herudover vil chefgruppen

foreslå pensionsafdelingens normering øget med 5 timer ugentlig. Endelig

foreslås der afsat en reserve på 5 timer ugentlig, som kan anvendes af

ledelsen

til løsninger i forbindelse med spidsbelastningsperioder.

HJEMMEPLEJEGRUPPEN

Hjemmeplejegruppen skal, jfr.

harmoniseringsrapporten, afgive 10 timer til EDB-området.

Der stilles ikke forslag om

kompensation herfor, selvom hjemmeplejeområdet også er presset, idet det er

forudsat, at denne gruppe serviceres af fællessekretariatet.

Ergoterapien vil selv

udfærdige journaler m.v., når det nødvendige tekniske udstyr er anskaffet

(bærbare pc'ere).

BESKÆFTIGELSESOMRÅDET/JOB-BUTIKKEN.

Som det fremgår ovenfor,

foreslås job-butikken ikke i første omgang tilført ekstra-ressourcer, men

situationen vil løbende blive vurderet, jfr. bemærkningerne under

bistandsgruppen.

..."

Det sidste oplæg blev ændret

efter personalemøde den 22. januar 1993 og et møde med ledergruppen den 25.

januar 1993. Det afvistes dog at tilføre bistandsafdelingen ressourcer ud

over

det i oplægget indstillede. I ændringsnotatet opgjordes den samlede

ressourcetildeling til socialafdelingen til 37 timer. Samtidig bemærkedes det

at det kunne blive nødvendigt at revidere oplægget "hvis den forventede

effekt

ikke kommer i det omfang chefgruppen forventer".

På møde den 10. februar 1993

vedtog kommunalbestyrelsen en række af de foreslåede ændringer i

organiseringen

og tildelingen af ressourcer til social- og sundhedsafdelingen. I en

skrivelse

af 15. marts 1993 gav kommunaldirektøren Arbejdstilsynet meddelelse herom.

Han

oplyste bl.a.:

"I fortsættelse af

tidligere korrespondance samt vore samtaler, meddeles herved at

kommunalbestyrelsen på baggrund af rapporten fra Kommunernes Landsforening

har

truffet følgende beslutninger vedr. social- og sundhedsafdelingen:

·

Afdelingen tilføres en fuldtidsstilling til

fællessekretariatet

·

Afdelingen tilføres 10 timer ugentlig til

pensionsområdet, hvoraf 5 timer ugentlig placeres i pulje med henblik på

spidsbelastningsperioder.

·

Afdelingen tilføres en pulje på kr. 122.000

i 1993 med henblik på køb af bistand til a'jourføring af opgaver, der i en

periode ikke er løst.

Herudover er afsat en pulje

på kr. 25.000 i 1993, udover de i 1993 allerede afsatte beløb, til

uddannelsesaktiviteter

for det samlede personale på rådhuset.

Endelig er afsat en pulje på

kr. 250.000 til bygningsmæssige ændringer i 1993. Også her er tale om en

ekstrabevilling i forhold til det allerede afsatte. Denne bevilling er dog

betinget af, at man kan lånefinansiere udgiften.

I forbindelse med de givne

bevillinger er det forudsat, at der skal gennemføres en række ændringer i

social- og sundhedsafdelingen.

Dette fremgår af vedlagte

bilag "Plan for realisering af harmoniseringsplan", som udover

aktiviteter i social- og sundhedsafdelingen tillige omfatter aktiviteter, der

skal gennemføres i de øvrige afdelinger på rådhuset.

Arbejdet med at realisere

denne plan er iværksat.

..."

Den 21. januar 1994 afholdtes

et møde med deltagelse af repræsentanter for kommunens ledelse,

medarbejderrepræsentanter samt Arbejdstilsynet. Af referatet fra mødet

fremgår

følgende:

"På mødet drøftedes

situationen i (kommunens) bistandsafdeling, samt evaluering af den proces,

der

blev iværksat i februar 1992 som opfølgning til rapport om situationen i

bistandsafdelingen.

(Kommunen) tog i september

måned 1993 initiativ til afholdelse af et sådant evalueringsmøde. Af

forskellige grunde måtte det aflyses, og det blev overladt til

organisationerne

at tage initiativ til nyt møde.

På HK's foranledning var

mødet nu kommet istand.

Der blev indledningsvis

redegjort for de initiativer, der indtil nu er taget.

Følgende eksempler blev

nævnt:

·

Plan for realisering af

harmoniseringsrapport er gennemført og fulgt

·

-EDB udstyr anskaffet

·

Bevilling til nyt EDB program til

afdelingen er givet

·

Undervisning i EDB er iværksat

·

Bevillinger til løsning af midlertidige

opgaver/opnormeringer samt til permanent stilling i socialafdelingen er

anvendt

·

Der er foretaget vinduesafskærmning samt

ventilation i afdelingen

·

Retningslinier for krisehjælp både i

konkret situation samt efterfølgende er udarbejdet.

·

En række personalepolitiske retningslinier

er aftalt.

Det blev nævnt, at nogle af

tiltagene er så nye, at der endnu ikke kan måles en effekt.

Det blev endvidere nævnt, at

der er sket en stigning i sagsmængden i afdelingen, samt at borgmesteren har

taget initiativ til en drøftelse om ledelsestrukturen på rådhuset, idet han

har

måttet konstatere, at denne fortsat giver anledning til problemer.

Herefter blev gennemført en

grundig drøftelse af situationen i bistandsafdelingen.

Det kunne i denne debat

konstateres, at der var enighed om, at der fortsat er problemer i

bistandsafdelingen.

Der blev herefter aftalt

følgende plan for det videre arbejde:

Drøftelser om/ændringer i ledelsestrukturen på rådhuset

Plan for vurdering af sammenhæng imellem normering og

arbejdsmængde i bistandsafdelingen (marts 94)

3.Gennemførelse af kursusvirksomhed for

bistandsafdelingens medarbejdere.

Der var ligeledes enighed om,

at afholde nyt evalueringsmøde i løbet af foråret 1994, når der foreligger en

plan for vurdering af normering/arbejdsmængde i bistandsafdelingen."

Den 14. april 1994 indeholdt

en lokalavis følgende artikel:

"Det er en dårlig

anbefaling at være ansat i (kommunens) bistandsafdeling. Flere gange er netop

denne ansættelse brugt som begrundelse for afslag på nye stillinger. De gamle

problemer er i dobbelt forstand blevet en møllesten om halsen på de ansatte,

som ender med at blive stavnsbundne.

Det er ikke en anbefaling at

have været ansat i en afdeling, hvor man med arbejdstilsynet, de faglige

organisationer og konsulentrapporter får gjort opmærksom på et så dårligt

psykisk

arbejdsmiljø, at folk bliver syge af.

Tværtimod bliver det blandet

sammen med revisionsrapporter om udbetalinger, så de ansatte bliver

tvivlsomme

og betragtes som en del af problemet og ikke problemknusere.

Det er ingen hemmelighed, at

de ansatte i bistandsafdelingen søger væk på grund af arbejdspresset, siger

fællestillidsrepræsentant (A). Især fordi der på trods af arbejdstilsynets

klare ord om for få hænder til opgaverne, i hans øjne ikke er sket noget de

sidste par år.

- I stedet for at blive betragtet som noget positivt, at vi er

villige til at arbejde for et bedre miljø, bliver vi nu betragtet som en del

af problemet. Altså, er konklusionen, hold kæft, find dig i et dårligt

arbejdsmiljø og søg så væk hurtigst muligt, beklager (A).

Han ser ingen løsning på

arbejdsklimaet i bistandsafdelingen på kort sigt. Ganske vist er der lagt op

til ny ledelsesstruktur i kommunen. Økonomiudvalget har sagt god for

magtfordelingen

på det seneste møde, men ud over at opløse ledergruppen, så fortsætter alt

ved

det gamle, konkluderer (A).

Fra den 1. maj og senest til

den 1. maj 1995 kører kommunen et forsøg med ny ledelse, men (A) og de

ansatte

i bistandsafdelingen føler ikke, der er ændret på deres situation.

Vi havde hellere set en

velfungerende ledergruppe end en chefgruppe, hvor det kan være svært at se

resultater. Vi havde foretrukket et mere vidtgående forsøg, hvor der blev

lagt

op til en mere handlekraftig kommunaldirektør og dermed indskrænkning af den

overordnede ledelse. Vi ser positivt på alle tiltag, men her kan vi ikke se

forandringen, siger (A).

På et møde i januar mellem

kommunens chefgruppe, arbejdstilsynet, de faglige organisationer og

tillidsrepræsentanterne besluttede man en trepunktsplan som afslutning på den

lange sag om det psykiske arbejdsmiljø i (kommunen).

Først skulle

ledelsesstrukturen på plads, dernæst skal der endnu en gang foretages en

analyse af forholdet mellem ansatte og arbejdsopgaver for til sidst at få

"helbredt" personalet i bistandsafdelingen.

Nu forventer (A) snart at

blive indkaldt til et møde for at få gang i punkt to i trepunktsplanen, så

arbejdsforholdene i bistandsafdelingen kan forbedres. Intet er forandret, der

tales bare ikke om det længere, fordi alle venter på en løsning, understreger

han.

(Borgmesteren) forventer sig

mere af den nye ledelsesstruktur. På kommunalbestyrelsens møde i aftes sagde

han, at der er kommet klarere arbejds- og kompetenceregler, og at mængden af

møder er reduceret."

Kommunaldirektøren meddelte i

skrivelse af 19. april

1994 A

følgende:

"For god ordens skyld

skal jeg erindre dig om, at det af tillidsrepræsentantreglernes par. 2 stk. 1

fremgår:

"Det er

tillidsrepræsentantens pligt såvel overfor sin organisation som overfor

kommunen at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode

arbejdsforhold".

Jeg finder ikke, at du med

dine udtalelser til (lokalavisen) bragt torsdag den 14. april 1994, har

efterlevet disse bestemmelser.

Det er i det hele taget min

opfattelse, at du heller ikke i din daglige adfærd medvirker til at fremme og

vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold.

Jeg kan derimod fristes til

at tro, at du indimellem "ser en interesse i" at skabe uro.

Jeg må endvidere erindre dig

om, at du ikke er registreret som fællestillidsrepræsentant, sådan som det

fremgår af (lokalavisen), men alene er registreret som tillidsrepræsentant

for

5 medarbejdere ved kommunen.

Endelig skal jeg erindre dig

om, at ledergruppen den 16. september 1992 indskærpede loyalitetskravene til

ansatte i (kommunen), herunder også spillereglerne med hensyn til udtalelser

til pressen.

Du og jeg havde dengang en

række samtaler herom, ligesom vi efterfølgende har haft mange drøftelser om

hvorledes vi i fællesskab løser problemer.

Jeg vil derfor ikke undlade

at slutte af med, at jeg i høj grad føler, at du har svigtet den tillid jeg

har

vist dig.

Dette brev vil blive indlagt

i din personsag. Eventuelle kommentarer bedes fremsendt skriftligt."

I en personalemeddelelse -

ligeledes af 19. april 1994 - udtalte kommunens ledelse følgende:

"Vedr.: Presseomtale den 14. april 1994.

I (lokalavisen) kunne vi den

14. april 1994 læse, at "(...) ansatte er stavnsbundne", og at de

gamle problemer i bistandsafdelingen bruges som begrundelse ved afslag på nye

stillinger.

Selv om det næppe er nogen

overraskelse, vil ledelsen med nærværende gøre opmærksom på, at vi tager

skarp

afstand fra den slags udokumenterede påstande.

Ingen kan overbevise os om,

at en arbejdsgiver giver afkald på en god medarbejder alene med den

begrundelse, at den pågældende er ansat et sted, hvorom der var en del

presseomtale for et par år siden.

Udtalelser af den karakter,

som de blev bragt i (lokalavisen), skader såvel kommunens image som

arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.

Det kan hverken kommunen som

bokommune eller som arbejdsplads være tjent med.

Kommunen og dermed

arbejdspladsen kan heller ikke være tjent med, at en enkelt gruppe i den grad

som tilfældet er, fører sig frem på de øvrige medarbejderes bekostning.

I skal derfor vide, at

presseomtalen den 14. april fører til to initiativer fra vores side:

1.Vi vil overfor tillidsrepræsentanten præcisere

tillidsmandsreglerne, som vi anser for overtrådt med indlægget i avisen.

2.Vi vil tage et møde med bistandsafdelingens medarbejdere for

at drøfte deres medansvar overfor helheden på rådhuset.

Vi har alle betingelser for

at skabe en god arbejdsplads for os alle på (rådhuset), men en vigtig

forudsætning for det er, at vi arbejder sammen om det fælles mål.

Vi ønsker ingen pressedebat

på det grundlag, der blev bragt i avisen.

Derimod ønsker vi gerne en

positiv omtale af vor kommune til fælles gavn for alle, der bor eller

arbejder

her."

Meddelelsen var stilet til

"alle ansatte (rådhuset)".

Fagforeningen gjorde i en

skrivelse af 19. april 1994 til kommunen indsigelse imod skrivelsen til A.

Foreningen bemærkede bl.a.:

"...

I denne anledning skal vi

klart

præcisere, at der efter vores

opfattelse på ingen måde er sket en overskridelse af den ytringsfrihed man

som

både almindelig borger/ansat og som

fællestillidsrepræsentant/tillidsrepræsentant har i forhold til at ytre sig

om

f.eks. egne arbejdsforhold/eget arbejdsområde.

Som dokumentation for

ovenstående påstand skal vi herunder henvise til ombudsmandens udtalelser fra

1987, hvoraf det fremgår, at ombudsmanden præciserer,

at man såvel som borger/ansat har en vidtgående frihed til at ytre sig

omkring eget arbejdsområde/egne arbejdsforhold.

Som følge af ovenstående skal

(fagforeningen) hermed tilkendegive, at (kommunen) skal trække skrivelser af

19. april 1994 til fællestillidsrepræsentant (A) samt skrivelsen af 19. april

1994 "til alle ansatte på (rådhuset)" tilbage.

De af (kommunen) fremsatte

påstande om fællestillidsrepræsentant (A's) TR-virksomhed § 2, stk. 1

forventer vi, at (kommunen) enten fremkommer med dokumentation for de

fremsatte

påstande eller at (kommunen) trækker sine påstande tilbage.

Til (kommunens) oplysning

vedlægges kopi af skrivelse fra (en fagforening) af 19. oktober 1993, hvoraf

det fremgår, at (A) er valgt som fællestillidsrepræsentant.

På baggrund af ovenstående

skal (fagforeningen) hermed anmode om forhandling."

En række

medarbejderrepræsentanter underskrev den 20. april 1994 en meddelelse til

chefgruppen ifølge hvilken de tog "afstand fra debatten i pressen og

(bakkede) op om ledelsens reaktion".

Den 21. april 1994 indgav

fagforeningen klage til mig over kommunens reaktion over for A's udtalelser.

Fagforeningen redegjorde for sin opfattelse således:

"... I følge

(kommunaldirektøren i kommunen), opstod der i september 1992 en situation på

Rådhuset som affødte, at nogle medarbejdere fremkom med deres

"uforbeholdne"

mening til pressen omkring en kommunalbestyrelses beslutning.

Dette affødte, at

kommunaldirektøren ved (kommunen) mundtligt præciserede, ved personlige

samtaler, overfor de pågældende medarbejdere, at man ikke ville

acceptere/finde

sig i, at ansatte ved Rådhuset "gik til pressen".

Den 14. april 1994 bragte

(lokalavisen) en artikel, hvor vort medlem (A) er citeret for flere

udtalelser

omkring de arbejds/arbejdsmiljømæssige forhold på Rådhuset.

Den 19. april 1994 modtog

vort medlem skrivelse fra (kommunen), hvoraf det er organisationernes helt

klare opfattelse, at kommunen anfægter (A's) ret til at ytre sig i forhold

til

pressen samt stiller spørgsmålstegn til hans TR-virksomhed.

Den 19. april 1994 bliver der

til samtlige ansatte på Rådhuset rundsendt skrivelse fra kommunen, hvor der

bliver redegjort for hvilke tiltag kommunen vil gøre i forhold til denne

presseomtale.

Den 20. april 1994 blev der

afholdt en fælles drøftelse omkring ovenstående, hvor (fagforeningen), med

henvisning til organisationernes skrivelse af 19. april 1994, redegjorde for

lovgrundlaget samt ombudsmandens afgørelser/udtalelser i forhold til andre

sager omkring ytringsfrihed samt organisationernes holdning til kommunens

påstande omkring udøvelse af tillidsrepræsentanthvervet.

På mødet blev det klart

tilkendegivet fra (kommunen), at man ikke i kommunen ville acceptere/finde

sig

i, at Rådhusets personale offentligt kommenterede beslutninger truffet af

kommunalbestyrelsen.

(Kommunen) tilkendegav

endvidere telefonisk, at man var vældig glad for (A), at man ikke ønskede at

komme af med ham, idet det var meget dyrt at komme af med en TR samt at man i

kommunen ønskede en "stærk" tillidsrepræsentant.

I forhold til skrivelse af

19. april 1994 til (A) meddelte (kommunen) ved drøftelsen, at der ikke var

noget "alvorligt" i skrivelsen, men man ønskede (at) afgive

meddelelsen

skriftligt, således at (A) kunne genopfriske kommunens udmelding fremover.

Kommunen meddelte samtidig, at man ikke ønskede at annullere skrivelsen og

fastholdt at den skulle ligge som dokument i personalesagen.

Organisationernes argumentation for at sagen tages op af Folketingets

Ombudsmand.

Som beskrevet indledningsvis

ønsker (fagforeningen), at Folketingets Ombudsmand fremkommer med

udtalelse/afgørelse af hvorvidt (kommunen) er "i sin gode ret" til

at

anfægte (A's) ret til, efter Grundlovens § 77, at ytre sig offentligt, idet

der

efter organisationernes opfattelse på ingen måde er sket udtalelser som

"meget snævert" kan betragtes som værende på kant med hvad der er

offentligt ansattes ret i forhold til at udtale sig til pressen samt hvorvidt

(kommunen), i forhold til Forvaltningslovens § 32, kan indsamle oplysninger

om

ansatte - når kommunen samtidig understreger, at den nævnte skrivelse ikke

skal anses for at have en karakter af noget "alvorligt" i forhold

til

(A's) ansættelse på Rådhuset.

Det skal samtidig

understreges, at det af organisationerne opfattes som meget alvorligt - vel

nærmest som en form for "trussel" overfor (A)/alle ansatte i

(kommunen) - at kommunen fastholder en skrivelse af en sådan karakter og som

følge af dette kan have en opfattelse af, at skrivelsen med dens ordlyd vil

kunne danne baggrund for en eventuel senere sag omkring vort medlem.

Som afsluttende kommentar

skal det endvidere bemærkes, at det er af væsentlig betydning for offentligt

ansattes ret til at ytre sig samt deltage aktivt i den offentlige debat, at

denne sag vil munde ud i, at Folketingets Ombudsmand træffer en hurtig

afgørelse/udtalelse i denne sag - både i forhold til den konkrete situation

samt i forhold til det meget principielle, der er i sådanne sager."

Tilsynsrådet indledte på

baggrund af sagens omtale i pressen en undersøgelse. Jeg afstod derfor fra at

indlede en undersøgelse hvilket jeg gav forbundene underretning om i

skrivelse af 2. maj 1994.

Tilsynsrådet anmodede

kommunen om en udtalelse, og byrådets flertal afgav udtalelse i skrivelse af

16. juni 1994. Byrådet anførte:

"...

AD. UDSAGNET OM AT (KOMMUNEN) HAR BEGRÆNSET (A's) YTRINGSFRIHED.

(Kommunalbestyrelsen) er ikke

enig med landsforbundet i vurderingen af, at denne sag handler om

ytringsfrihed.

Kommunaldirektøren har med

skrivelsen af 19. april 1994 til (A) alene forholdt sig til indholdet af de

udtalelser, (A) er fremkommet med til (lokalavisen) den 14. april s.å., og

ikke

til det forhold, at der har fundet udtalelse sted.

I disse udtalelser forholder

(A) sig til arbejdssituationen i bistandsafdelingen samt til den netop

vedtagne

ledelsesstruktur.

Til disse to forhold er at

bemærke:

Der har i lang tid været

focus på arbejdssituationen i bistandsafdelingen. Der har været enighed om,

at

der er problemer, men ikke samme grad af enighed om problemløsningen.

Kommunalbestyrelsen traf i

februar 1993 en række beslutninger, som skulle bidrage til at afhjælpe

situationen i afdelingen.

Afdelingen havde ganske vist

ønsket sig yderligere normeringer, men kommunalbestyrelsen valgte at

iværksætte andre foranstaltninger i stedet. Alle disse foranstaltninger er

iværksat.

Den 21. januar 1994 blev påny

afholdt møde om arbejdssituationen i afdelingen. Under dette møde erkendte

ledelsen, at der fortsat er problemer i afdelingen bl.a. som følge af en

vækst

i sagsantallet. Der blev derfor aftalt en plan for løsningen af problemerne.

I dette møde deltog (A), de

faglige organisationer, arbejdstilsynet, borgmester, kommunaldirektør,

forvaltningschef og afdelingsleder.

(A's) udtalelser fremkommer

på et tidspunkt, hvor planen ikke er færdigrealiseret.

Det og det alene er grunden

til kommunaldirektørens reaktion med brevet til (A), dateret den 19. april

1994.

I dette brev forholder

kommunaldirektøren sig alene til, at (A's) udtalelser af 14. april 1994 til

(lokalavisen) ikke bidrager til at fremme og vedligeholde rolige og gode

arbejdsforhold, og at tillidsrepræsentanten efter bestemmelserne i

"tillidsrepræsentantregler for personale beskæftiget i (amts)kommuner

tilsluttet

Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening" efter § 2,

stk.

1 har pligt til at gøre sit bedste for at fremme dette.

Det har endvidere spillet en

rolle, at udtalelserne fremtræder som udtalelser fra

fællestillidsrepræsentant

(A). Offentligheden kan således let få den opfattelse, at (A) udtaler sig på

vegne af alle ansatte på rådhuset. At han ikke gør det, kommer bl.a. til

udtryk

ved skrivelse af 20. april 1994, hvori de 6 medarbejderrepræsentanter fra

rådhusets hovedsamarbejdsudvalg "tager afstand fra debatten i pressen og

bakker op om ledelsens reaktion".

(A) er ikke valgt som

fællestillidsrepræsentant efter tillidsrepræsentantreglernes § 3, men er

alene

fælles tillidsrepræsentant for socialrådgiverne og socialpædagogerne - ialt 5

personer ved (kommunen) - heraf 3 ansat på rådhuset.

I sagsfremstillingen henviser

(fagforeningen) til en situation i 1992, som affødte, at kommunaldirektøren

"mundtlig præciserede, ved personlige samtaler, overfor de pågældende

medarbejdere, at man ikke ville acceptere/finde sig i, at ansatte ved

rådhuset

"gik til pressen"".

Det forhold, at alle har

ytringsfrihed efter grundlovens § 77, afskærer efter kommunens opfattelse

ikke

ledelsen fra at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning.

Det forhold, at der gælder

ytringsfrihed, afskærer heller ikke muligheden for at søge gennemført en

virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens

image

fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.

Der er efter

kommunalbestyrelsens opfattelse intet selvmodsigende i, på den ene side at

have den holdning, at ansatte bør afstå fra at udtale sig kritisk om

kommunalbestyrelsens beslutninger, og på den anden side at anerkende alles

ret

til at udtale sig.

AD. UDSAGNET OM AT (KOMMUNEN) HAR HANDLET I STRID MED

FORVALTNINGSLOVENS § 32.

Organisationen anfører, at

man ønsker en vurdering af, hvorvidt (kommunen), i forhold til

forvaltningslovens § 32, kan indsamle oplysninger om ansatte, når kommunen

samtidig understreger, at den nævnte skrivelse ikke skal anses for at have en

karakter af noget "alvorligt" i forhold til (A's) ansættelse på

rådhuset.

Hertil er at bemærke, at det

er almindelig anerkendt, at tjenstlige påtaler, vejledninger til enkelte

ansatte lægges i deres personmappe.

Denne procedure tjener til at

beskytte den ansatte, idet eneste anden opbevaringsmulighed er i det

almindeligt tilgængelige arkiv.

Uanset karakteren af en

tjenstlig samtale, vejledning eller skrivelse, er formålet med at gennemføre

en

sådan altid at skabe grundlag for et fortsat samarbejde, og grunden til, at

man

opbevarer sådanne skrivelser, er at skabe grundlag for en senere evaluering.

I den foreliggende situation

har forholdet ikke drejet sig om (A's) tjenstlige forhold, men alene om hans

rolle som tillidsrepræsentant.

Som tillidsrepræsentant er

det, jfr. tillidsrepræsentantreglerne, (A's) opgave at fungere som talsmand

for de medarbejdere, der har valgt ham og overfor ledelsen at fremlægge

forslag, henstillinger og klager fra medarbejderne samt optage forhandlinger

om

lokale spørgsmål.

En tillidsrepræsentant kan

ikke afskediges på grund af udførelsen af sine opgaver som

tillidsrepræsentant, men alene begrundet i tvingende årsager.

En skrivelse som den

foreliggende kan derfor ikke, som det fremgår af (fagforeningens) skrivelse,

"danne baggrund for en eventuel senere sag".

Skrivelsen tjener alene det

formål at tilvejebringe et grundlag for et mere konstruktivt samarbejde og at

fremkomme med en klar tilkendegivelse af ledelsens opfattelse af det

stedfundne.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER:

Det har ikke på noget

tidspunkt været ledelsens hensigt at begrænse ytringsfriheden for ansatte i

(kommunen).

De mange udsagn i pressen om,

at de ansatte har fået mundkurv på, bygger alene på udsagn fra den faglige

organisation - udsagn, der nok har været mere interessante for pressen end

kommunens mere nuancerede opfattelse af sagen.

Det fremgår da også af den

ligeledes omtalte personalemeddelelse af 19. april 1994 - udsendt til ansatte

på rådhuset, at ledelsen alene har forholdt sig til indholdet af udtalelserne

af 14. april og ikke til det forhold, at udtalelser har fundet sted.

Endvidere er det i såvel

hovedsamarbejdsudvalget på rådhuset som overfor kommunens

tillidsrepræsentanter

præciseret, at der ikke med den verserende sag fra ledelsens side har været

noget ønske om at begrænse ytringsfriheden.

..."

Et mindretal bestående af to

partier udfærdigede den 7. juni 1994 følgende dissentierende udtalelse:

"...

Det er mindretallets

ubetingede holdning, at alle har en grundlovssikret ret til at udtale sig.

Dette gælder naturligvis også for offentligt ansatte og ikke mindst for

tillidsrepræsentanter. Vi betragter hele sagens grundlag for at være et

forsøg

på at begrænse ytringsfriheden.

Det er naturligvis ikke rart

at se i dagspressen at personer, der er ansat under eget ansvarsområde, både

som ledende embedsmand eller som politiker, udtaler sig kritisk om

arbejdsforholdene

eller som i det aktuelle tilfælde, beslutninger truffet i

kommunalbestyrelsen.

Dette kan i dagligdagen vanskeliggøre arbejdet, da det skaber uro både

internt

i den kommunale institution som helhed, men ikke mindst blandt de borgere,

der

bor i kommunen. Trods ovenstående er det vor opfattelse at ledelsen reelt

burde

forholde sig konstruktivt til kritikken i den aktuelle sag og ikke som

tilfældet er, generelt at begrænse ytringsfriheden for ansatte ved

(kommunen).

(Borgmesteren) har erkendt

ledelsens forsøg på begrænsning af ytringsfriheden i et interview med

regionalradioens

morgennyheder umiddelbart efter sagens start.

Vi må med beklagelse se at

dette fører til at et flertal i (kommunens) kommunalbestyrelse, efter vor

mening, overtræder grundlovens par. 77 ved at fastholde en tjenstlig påtale

til

en tillidsrepræsentant. Brevet har det ene formål at "lukke munden"

ikke alene på den pågældende tillidsrepræsentant men alle ansatte i

(kommunen)

i forhold, som vedrører beslutninger truffet af ledelsen eller

kommunalbestyrelsen.

Det er vor klare opfattelse,

at muligheden for tjenstlige påtaler er et vigtigt ledelsesredskab, dette

skal

ikke anfægtes fra vor side. For at benytte tjenstlige påtaler skal der dog

være grundlag for dette efter gældende overenskomster og lovgivningen på

området. Da den aktuelle tjenstlige påtale er givet på et, for os at se,

lovstridigt grundlag (par. 32 i forvaltningsloven) bør den tjenstlige påtale

trækkes tilbage øjeblikkeligt.

At der er tale om en

tjenstlig påtale kan der ikke herske tvivl om. Et personligt brev med stærkt

kritisk indhold til en tillidsrepræsentant, underskrevet af den øverste

administrative

ledelse og bliver opbevaret i den pågældendes personsag med henblik på at

danne grundlag for en senere evaluering, kan ikke være andet end en tjenstlig

påtale."

Et medlem af byrådet kunne

heller ikke tiltræde flertallets udtalelse. I en skrivelse af 8. juni 1994

anførte hun bl.a. følgende:

"...

Af sagens akter fremgår, at

såvel den politiske som adm. ledelse ikke vil/kan acceptere, at nogen af

kommunens ansatte offentligt udtaler sig om afgørelser truffet af

kommunalbestyrelsen.

Dette er efter min bedste overbevisning et klart brud på grundlovens § 77.

Såfremt dette udsagn ikke er

korrekt, burde det have været dementeret straks det fremkom i pressen.

Loyalitetskrav til ansatte i (kommunen) og spilleregler med hensyn til

udtalelser til pressen, som omtales i brev af 19. april 1994 må være en

misforståelse i denne sag, da udtalelsen sker som tillidsrepræsentant og ikke

på vegne af kommunen."

Tilsynsrådet meddelte i

skrivelse af 11. august 1994 kommunen sin opfattelse af sagen. Tilsynsrådet

bemærkede bl.a.:

"...

Efter tilsynsrådets

opfattelse kan en kommunalbestyrelse, eller kommunens administrative ledelse

på

dennes vegne, ikke være afskåret fra at kommentere, orientere om og

tilkendegive sin holdning til spørgsmål, som omtales i pressen med kommunalt

ansatte som medvirkende. Dette gælder såvel i forhold til enkelte ansatte som

overfor det samlede personale.

Spørgsmålet om begrænsning af

ytringsfriheden opstår først såfremt der opstilles regler, der begrænser

personalets adgang til at udtale sig in casu til pressen, eller såfremt

ledelsen direkte eller indirekte søger at sanktionere de ansattes negative

udtalelser til offentligheden om forhold i kommunen.

I følge brev af 19. april

1994 eksisterer der visse loyalitetskrav for ansatte i kommunen, der blandt

andet indeholder spilleregler med hensyn til udtalelser til pressen.

(Fagforeningen) angiver

nærmere i deres henvendelse af 21. april 1994 til Folketingets Ombudsmand, at

disse spilleregler i korthed går ud på, at man fra kommunens side ikke vil

acceptere/finde

sig i, at ansatte ved rådhuset går til pressen. Denne udlægning af

spillereglerne er sket på grundlag af drøftelser med kommunens ledelse om

(A's) forhold.

Kommunalbestyrelsen tager i

sin udtalelse af 16. juni 1994 ikke konkret afstand fra denne udlægning men

udtaler mere generelt, at det ikke på noget tidspunkt har været ledelsens

hensigt at begrænse ytringsfriheden for ansatte i (kommunen).

Om den foreliggende situation

udtaler kommunalbestyrelsen nærmere, at det forhold, at alle har

ytringsfrihed

efter grundlovens § 77, efter kommunens opfattelse ikke afskærer ledelsen fra

at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning. Desuden gøres det

gældende,

at det heller ikke afskærer muligheden for at søge gennemført en

virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens

image,

fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.

Særligt for så vidt angår

kommunaldirektørens brev til (A)

, er

det tilsynsrådets opfattelse, at brevet af 19. april 1994 har haft til formål

at undgå negative udtalelser fra (A's) side til pressen. Konsekvensen af en

tilsidesættelse af "retningslinierne" er ikke nærmere angivet, men

at det på kortere eller længere sigt kunne få konsekvenser for (A) synes dog

at

fremgå dels af henvisningen til de i 1992 mundtligt formulerede

loyalitetskrav

og dels af bemærkningen i brevet om, at forholdet ville blive registreret på

(A's) personalesag.

Spørgsmålet er herefter, om

de hensyn, der ifølge ovenfor gengivne tilkendegivelser fra Folketingets

Ombudsmand, kan føre til at begrænse offentligt ansattes ytringsfrihed, også

i

det konkrete tilfælde gør sig gældende med en sådan vægt at det kan begrunde

det beskrevne forsøg på at begrænse (A)' udtalelser til pressen. Tilsynsrådet

har ved vurderingen heraf især lagt vægt på, at ledelsesstrukturen og

forholdene

i bistandsafdelingen i kommunen i foråret 1994 var genstand for

organisatoriske

ændringer, og at der var iværksat en plan, som ikke var færdigrealiseret. (A)

var ansat i bistandsafdelingen på det pågældende tidspunkt, og han var som

tillidsrepræsentant deltager i selve den beslutningsproces, som havde til

formål at løse de organisatoriske problemer i afdelingen.

Efter tilsynsrådets

opfattelse kan det ikke afvises, at en debat i pressen med en eller flere

interne deltagere, ville kunne gøre det svært at finde en løsning på de

beskrevne problemer. Det er dog vanskeligt for tilsynsrådet at vurdere, hvor

tungtvejende dette hensyn er. Som sagen er oplyst overfor tilsynsrådet og

under

henvisning til det i sagen fremførte, finder rådet imidlertid ikke grundlag

for

at tilsidesætte kommunalbestyrelsens vurdering, hvorefter der har foreligget

så

vægtige interne hensyn, at det ikke kan karakteriseres som ulovligt, at

kommunalbestyrelsen har søgt (A's) udtalelser til offentligheden begrænset,

som sket i skrivelse af 19. april 1994.

For så vidt angår

personalemeddelelsen

er det efter

tilsynsrådets opfattelse tvivlsomt, om denne overhovedet kan opfattes som et

forsøg på at begrænse de ansattes ytringsfrihed. Den mest naturlige læsemåde

er

at opfatte meddelelsen som et forsøg på at berigtige det grundlag, som

pressedebatten er foregået på. Der er desuden ikke i meddelelsen holdepunkter

for at antage, at udtalelser i strid med meddelelsen vil få konsekvenser for

den pågældende. Under henvisning hertil giver personalemeddelelsen ikke

tilsynsrådet anledning til yderligere bemærkninger.

Vedrørende

forvaltningslovens § 32

har der efter

tilsynsrådets opfattelse ikke i den foreliggende sag været tale om, at

kommunen

indhentede fortrolige oplysninger om tillidsrepræsentanten. Det, som blev

nedskrevet og henlagt på hans personalesag, var en beskrivelse af pågældendes

adfærd, således som kommunen opfattede denne, og en tilkendegivelse

vedrørende

hans fremtidige udøvelse af sin funktion som tillidsrepræsentant. Der ses

derfor ikke grundlag for den antagelse, at kommunen ved det passerede skulle

have handlet i strid med § 32 i forvaltningsloven.

Under henvisning til det

således beskrevne om den foreliggende sag og til, at tilsynsrådet alene skal

føre et legalitetstilsyn med kommunerne, samt at det falder udenfor rådets

opgave at tage stilling til, hvorvidt gældende tillidsmandsregler er

overholdt,

finder rådet ikke grundlag for at foretage sig videre i sagens

anledning."

Fagforeningen rettede på ny

henvendelse til mig i skrivelse af 12. august 1994. Heri fastholdt man det,

man

havde anført i skrivelsen af 21. april 1994.

I skrivelse af 22. august

1994 anmodede jeg kommunen om udlån af sagens akter. Efter at have gennemset

akterne meddelte jeg i skrivelse af 4. oktober 1994 kommunen at jeg havde

besluttet af egen drift at indlede en undersøgelse af sagen, jf.

ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Jeg bad kommunen besvare

nogle spørgsmål. Kommunen svarede i skrivelse af 17. november 1994. Mine

spørgsmål og kommunens svar havde følgende indhold:

"1.

Nærmere oplysninger om de loyalitetskrav, herunder spillereglerne med

hensyn til udtalelser til pressen, der gælder for ansatte i (kommunen).

Svar:

Der foreligger ikke

nedskrevne regler herom.

Udsagnet bygger på en

erindring om møder, der fandt sted den 16. september 1992, samt

kommunaldirektørens egne håndskrevne notater, hvoraf fremgår

"Loyalitetskrav overfor

ansatte ved kommunen præciseret.

Ikke forbud mod udtalelser

til pressen - men man må tage ansvaret for sine udtalelser."

De drøftelser, der fandt sted

omkring loyalitetskrav, var affødt af udtalelser til pressen i 1992, hvor man

(ledelsen, (A) og medarbejdere i bistandsafdelingen) drøftede det

uhensigtsmæssige i, at kommunalt ansatte i pressen diskuterer/rejser tvivl om

beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen.

Der var dengang enighed om,

at det bør vi undgå.

2. Kommunen bedes redegøre for den retlige karakter af brev af 19.

april til (A) og meddelelsen til de ansatte.

Svar:

Brevet til (A) er af vejledende

karakter/en vurdering fra ledelsen af, at (A) ikke har handlet i

overensstemmelse

med tillidsmandsreglernes § 2, stk. 1, jfr. også bemærkningerne til

tilsynsrådet herom.

Når ledelsen valgte at følge

dette brev op med en meddelelse til personalet om, hvilke tiltag ledelsen

agtede at tage, hænger det sammen med, at omhandlede artikel i (lokalavisen)

skabte nogen uro blandt nogle af de ansatte på rådhuset.

Sidstnævnte var således alene

ment som en orientering fra ledelsens side og er da også blevet opfattet som

sådan blandt nogle af de ansatte på rådhuset, hvilket blev bekræftet af

skrivelse fra personalerepræsentanterne i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg til

ledelsen.

3/4.

Kommunen bedes uddybe udtrykket "medansvar overfor helheden på

rådhuset", jfr. personalemeddelelsen af 19. april 1994, samt udtale sig

om

indholdet af den drøftelse der fandt sted med medarbejderne i

bistandsafdelingen.

Svar:

Udsagnet skal ses i

sammenhæng med, at der i mange år har været opmærksomhed omkring kommunens

bistandsafdeling.

Det har ført til, at der over

årene har været gennemført en hel række undersøgelser af vilkårene for

medarbejderne i bistandsafdelingen og senest i 1993 en omfattende vurdering

udført af Kommunernes Landsforening, jfr. medsendte bilag.

Dette lange forløb har i

forhold til andre ansatte på rådhuset ført til en stigende mangel på

tolerance

overfor bistandsafdelingen.

Mødets formål var at drøfte

med medarbejderne i bistandsafdelingen, hvorledes man kunne genskabe og de

selv

kunne medvirke til at genskabe tolerancen overfor afdelingen.

Der er ikke udfærdiget

referat fra dette møde.

5.

Kommunen bedes oplyse hvad kommunen, forinden afsendelse af brevet af

19. april til (A), foretog sig for at undersøge om betegnelsen

fællestillidsmand hidrørte fra (A) eller kunne henføres til avisen.

Svar:

Kommunen har ikke undersøgt,

om (A) er korrekt citeret i avisen. Kommunen har alene forholdt sig til det

skrevne og til den omstændighed, at ingen af parterne har fundet anledning

til

at korrigere det overfor avisen.

Forholdet har været drøftet

med såvel den faglige organisation som (A), som begge har fremhævet, at (A)

var

fælles tillidsrepræsentant for socialrådgiverne og socialpædagogerne, hvilket

kan bekræftes. (A) har ligeledes tilkendegivet, at han ikke har anvendt

betegnelsen

fællestillidsrepræsentant.

Det ændrer imidlertid ikke

ved den kendsgerning, at offentligheden kunne få den opfattelse, at (A) var

fællestillidsrepræsentant for samtlige ansatte på rådhuset, og dermed

talsmand

for samtlige ansatte.

Det var i sig selv anledning

til uro på rådhuset.

Når kommunalbestyrelsen i sit

svar til tilsynsrådet har fundet anledning til at fremhæve sagens rette

sammenhæng er det for at understrege, at avisartiklen af 14. april 1994 ikke

er

dækkende for alle medarbejdernes opfattelse af arbejdsforholdene på

rådhuset."

Jeg forelagde udtalelsen for

fagforeningen som i skrivelse af 12. december 1994 fremsatte følgende

kommentarer:

"...

Ved forhandling med

(kommunen) den 20. april 1994 vedrørende problemstillingen blev det

utvetydigt

fra (kommunaldirektøren) fremhævet "at man i (kommunen) end ikke vil/kan

acceptere, at nogen af kommunens ansatte offentligt udtaler sig om afgørelser

truffet af kommunalbestyrelsen".

Mundtligt blev kommunen ved

forhandling d. 20.4.94 af organisationerne stillet overfor muligheden for, at

(kommunens) ledelse hermed satte Grundlovens § 77, samt ombudsmandens

udtalelser om samme, ud af kraft. Hertil tilkendegav (kommunaldirektøren), at

han med sine ovenstående holdninger godt var klar over, at han måske både

satte gældende lov samt udtalelser fra Folketingets ombudsmand ud af kraft,

men

sådan havde man det i (byen).

I telefoninterview vedstår

(borgmesteren) i Regionalradioen den 21/22. april 1994, at der i forhandling

med de faglige organisationer d. 20.4.94 fra kommunens side blev udtrykt

klart

og utvetydigt, at man ikke kunne acceptere, at de ansatte udtalte sig

offentligt til pressen om beslutninger truffet af Kommunalbestyrelsen. Bånd

vedlagt.

Yderligere er det vores

subjektive opfattelse, at øvrige personalerepræsentanter i (kommunens)

samarbejdsudvalg den 20. april 1994 ved (A's) udtalelser åbenbart blev bragt

i

en loyalitetskonflikt med behov for at tilkendegive, hvor deres loyalitet var

overfor kommunens ledelse, idet man tilsyneladende ikke ønskede at bringe sig

i

en konfliktsituation i forhold til kommunens øverste ledelse.

Derudover vedlægges i kopi

bilag til (kommunens) Økonomiudvalgsmøde maj/94 vedrørende svarskrivelse til

tilsynsrådet. Heraf fremgår, at Kommunaldirektøren aldrig har lagt skjul på,

at

han har den holdning, at ansatte ved kommunen bør føle loyalitet overfor sin

arbejdsgiver/Kommunalbestyrelse, som gør, at den ansatte afstår fra at

debattere trufne beslutninger offentligt. Kommunaldirektøren har heller ikke

lagt skjul på, at han finder det uacceptabelt, når ansatte ved kommunen

kritiserer beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen. Det vedlagte notat

blev

behandlet på åbent Økonomiudvalgsmøde maj/94, og overgik til behandling i

Kommunalbestyrelsen

juni/94.

Under det efterfølgende Åbne

Kommunalbestyrelsesmøde juni/94 blev den endelige svarskrivelse efter

politisk

forhandling ændret, og netop dette afsnit udgik.

Imidlertid indgik det ikke i

debatten, at Kommunaldirektøren skulle have ændret holdning og/eller at han

overfor de ansatte skulle have givet udtryk for en ændret holdning til

spørgsmålet

om de ansattes ret til at udtale sig til pressen.

Derfor er (fagforeningen) af

den opfattelse, at (kommunens) ledelse med hele sin holdning og adfærd med

forsæt forsøger at hindre de ansatte ved kommunen i, at deltage i den

offentlige debat om forhold i kommunen, samt om beslutninger truffet af

kommunalbestyrelsen,

og derved sætter Grundlovens § 77 ud af kraft.

Ad 2.

Organisationerne er ikke i

tvivl om, at både kommunens mundtlige og skriftlige påtale af 19. april 1994

overfor (A) er at betragte som en påtale/advarsel mod (A). Påtalen/advarslen

udgør med sin upræcise form en altomfattende ikke defineret trussel mod (A's)

virke dels som tillidsrepræsentant og som ansat ved (kommunen). Hvorfor

kommunen efter organisationernes opfattelse skal præcisere formålet med

skrivelsen, dens virketid, samt hvilke sanktioner kommunen vil gøre brug af i

tilfælde, at (A) ikke undlod at udtale sig til pressen om beslutninger

truffet

af kommunalbestyrelsen.

(A) har overfor

organisationerne givet udtryk for, at han opfattede kommunens mundtlige såvel

skriftlige henvendelse som en påtale/advarsel.

(A) har efterfølgende søgt og

fået anden beskæftigelse udenfor både (kommunen) og sit hidtidige

arbejdsområde.

Ad 3.

De sidste 4 år har der i

(kommunen) verseret arbejdsmiljøsag i Bistandsafdelingen på foranledning af

(Arbejdstilsynet).

Ad 4.

I henhold til

Tillidsrepræsentantsreglernes § 1, stk. 4 kan det oplyses, at (A) er valgt af

og blandt ansatte socialrådgivere og socialpædagoger i (kommunen) som fælles

tillidsrepræsentant for ovennævnte 2 grupper. Valget er godkendt af

(kommunen)."

Denne udtalelse sendte jeg

til kommunen som i skrivelse af 3. januar 1995 kommenterede den på følgende

måde:

"Ad. 1.

Landsforbundet refererer to

udtalelser, som angivelig skulle være fremsat af kommunaldirektøren i møde

den

20. april 1994.

Eftersom der ikke blev

udfærdiget referat fra denne samtale, kan det hverken dokumenteres eller

afkræftes, at sådanne udtalelser skulle have fundet sted, men det lyder ikke

sandsynligt, at kommunaldirektøren skulle have bekræftet at han satte

gældende

lov og ombudsmandens udtalelser ud af kraft med sine holdninger.

I landsforbundets skrivelse

refereres borgmesteren for overfor regionalradioen den 22. april at have

vedstået, at der i forhandlingerne med de faglige organisationer den 20.

april

fra kommunens side klart og utvetydigt blev givet udtryk for, at man ikke

kunne

acceptere, at de ansatte udtalte sig til pressen om beslutninger truffet af

kommunalbestyrelsen.

Omkring dette citat skal

bemærkes, at indlægget i regionalradioen er en del af en længere samtale,

borgmesteren havde med radioens medarbejder, og at udtalelsen således er

taget

ud af en større sammenhæng, hvor borgmesteren gav udtryk for sine holdninger

til problemstillingen.

Det er vor opfattelse, at det

forhold, at ledelsen har en holdning til at ansatte ikke bør diskutere

beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen i pressen, ikke i sig selv er en

begrænsning af ytringsfriheden.

Det afgørende må være, at der

ikke er nedskrevet regler herom, og at det over for alle ansatte er

tilkendegivet, at der uanset ledelsens holdning gælder fuld ytringsfrihed.

Vi tillader os at henvise til

følgende uddrag af kommunens skrivelse af 16. juni 1994 til tilsynsrådet:

"Det forhold, at alle

har ytringsfrihed efter grundlovens § 77, afskærer efter kommunens opfattelse

ikke ledelsen fra at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning.

Det forhold, at der gælder

ytringsfrihed, afskærer heller ikke muligheden for at søge gennemført en

virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens

image

fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.

Der er efter

kommunalbestyrelsens opfattelse intet selvmodsigende i, på den ene side at

have den holdning, at ansatte bør afstå fra at udtale sig kritisk om

kommunalbestyrelsens beslutninger, og på den anden side at anerkende alles

ret

til at udtale sig".

Landsforbundets subjektive

opfattelse af de øvrige personalerepræsentanters bevæggrund til at fremkomme

med en udtalelse betragter vi som sagen uvedkommende, men vil dog ikke

undlade

at tilkendegive, at vi betragter det som en nedvurdering af medarbejderne.

Ad. 2.

Det er fortsat vor

opfattelse, at ledelsen med brevet af 19. april 1994 til (A) alene har

forholdt

sig til indholdet af hans udtalelser og hvorledes disse opfattes i forhold

til

tillidsmandsreglerne.

Der henvises til

bemærkningerne herom i skrivelsen til tilsynsrådet.

Omkring det forhold, at (A)

har søgt og fået andet arbejde, skal bemærkes, at (A) overfor ledelsen har

tilkendegivet, at en medvirkende årsag til at han har søgt nyt arbejde er, at

han den 1. januar 1994 blev valgt ind i (...) kommunalbestyrelse.

Ad. 3.

Der henvises til tidligere

fremsendte sagsakter vedr. arbejdsmiljøsagen.

Ledelsen betragter iøvrigt

denne sag som afsluttet, idet der i lighed med kommunens øvrige

arbejdspladser

sker en løbende opfølgning både med hensyn til det fysiske og det psykiske

arbejdsmiljø.

Det skal bemærkes, at der

netop er stillet en bevilling til rådighed for afdelingen til gennemførelse

af

kursusvirksomhed, som forventes gennemført primo 1995.

..."

IV. Herefter udtalte jeg følgende:

"A)Retsgrundlaget

1)

Grundloven

Grundlovens § 77 har følgende

indhold:

"Enhver er berettiget

til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar

for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde

påny

indføres."

Bestemmelsen må forstås

således at den er til hinder for at der etableres censurordninger, herunder

en

ordning hvorefter ansatte i den offentlige forvaltning kan forbydes som

privatpersoner at ytre sig offentligt om deres arbejdsplads. Den beskytter

således den formelle ytringsfrihed.

Det antages at bestemmelsen

ikke beskytter den materielle ytringsfrihed, dvs. ikke beskytter imod at det

ved lov eller ved andre retskilder bestemmes at ytringer af et bestemt

indhold

skal anses for retsstridige, eventuelt strafbare. En vis beskyttelse af den

materielle ytringsfrihed følger af andre grundlovsbestemmelser, bl.a.

grundlovens § 31 (om den almindelige valgret) samt §§ 68-70 (om

religionsfrihed).

Lovfastsatte begrænsninger i

den materielle ytringsfrihed er for offentligt ansattes vedkommende bl.a.

fastsat i reglerne om tavshedspligt, jf. straffelovens § 152-

152f

samt kapitel 8 i forvaltningsloven.

2)

Loyalitetspligten

De offentligt ansattes ret

til at ytre sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads begrænses af en

ulovbestemt loyalitetspligt. Jeg har flere gange tidligere givet udtryk for

indholdet af den ulovbestemte loyalitetspligts betydning for de offentligt

ansattes ytringsfrihed. Jeg har formuleret min opfattelse på denne måde:

"...

Ved besvarelsen af det

centrale spørgsmål om hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for

offentligt

ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed der gælder for

borgerne

i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt at offentligt ansatte har

ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det

store

antal offentligt ansatte taler afgørende imod at der skulle gælde almindelige

begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger

ville være uforenelige med de hensyn der ligger bag grundlovens bestemmelser

om

den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle

hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på

forvaltningsområder som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning

om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt

medvirkende

i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke

omfatte ansatte med en funktion der ligger fjernt fra de politiske eller

administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle om udtalelserne fremsættes før

eller efter at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig inden en

sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig

senere.

Det ligger efter praksis fast at offentligt ansatte har

en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.

Jeg henviser i øvrigt til

Bent Christensens responsum vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed der

er gengivet i Juristen for 1980, s. 85ff.

..."

(Min beretning for 1987, s.

237).

3)

Forvaltningslovens § 27,

stk. 2

Bestemmelsen har følgende

indhold:

"

Stk. 2.

Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges

tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige

eller private interesser som nævnt i stk. 1."

Bestemmelsen forbyder bl.a.,

at udtalelser som udelukkende er i strid med loyalitetspligten, inddrages

under

tavshedspligten ved administrativ beslutning.

4)

Tillidsmandsregler

Tillidsrepræsentantreglerne

for personale beskæftiget i (amts)kommuner tilsluttet Amtsrådsforeningen i

Danmark og Kommunernes Landsforening indeholder i § 2 følgende bestemmelse:

"§ 2. Tillidsrepræsentantens virksomhed

Stk. 1.

Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sin

organisation som over for (amts)kommunen at gøre sit bedste for at fremme og

vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Tilsvarende pligt påhviler

(amts)kommunens ledelse og dennes repræsentant."

De af kommunen påberåbte

tillidsmandsregler er vedtaget ved overenskomst og er således ikke af

offentligretlig

karakter.

Efter min opfattelse må de

ovenfor gengivne bestemmelser forstås som en bredt formuleret angivelse af de

formål der skal opnås ved tillidsmandsordningen. Herudover indeholder

bestemmelserne en vis vejledning for med hvilken indstilling parterne skal

deltage i det faglige arbejde.

De særlige regler om adgang

til at afskedige tillidsrepræsentanter, om tillidsmænds forpligtelser samt

reglerne om medlemmer af samarbejdsudvalg har efter min opfattelse ingen

betydning for det foreliggende spørgsmål.

En antagelse om at

tillidsrepræsentanter og medlemmer af samarbejdsudvalg ikke har samme adgang

til at ytre sig offentligt som andre offentligt ansatte, savner efter min

mening støtte i den foreligende litteratur og praksis, og den finder heller

ikke støtte i de nævnte bestemmelsers ordlyd.

Reaktioner i anledning af

påståede tilsidesættelser af sådanne aftalte regler må i øvrigt normalt

afklares igennem det fagretlige system og ikke ved personaleretlige

reaktioner

som et led i arbejdsgiverkompetencen.

I denne forbindelse må det

bemærkes at indskrænkninger i den materielle ytringsfrihed i almindelighed

kun

kan antages at foreligge hvis indskrænkningen har et sikkert retskildemæssigt

grundlag, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1983, s. 248 (særligt s.

250), og Lars Nordskov Nielsen, Responsum om offentligt ansattes

ytringsfrihed

- med særligt sigte på overenskomstansatte DJØF'ere, offentliggjort i

DJØF-bladet nr. 22/1987, s. 7.

På denne baggrund finder jeg

ikke at der er grundlag for at mene at der med reglerne om

tillidsrepræsentanter er sket en indskrænkning af ytringsfriheden.

B) (Kommunens) brev af 19. april 1994 til (A).

1)

Skrivelsens retlige

karakter

Skrivelsen indeholder en klar

tilkendegivelse fra kommunens side om at (A's) udtalelser til pressen ligesom

hans "daglige adfærd" indebar en tilsidesættelse af

tillidsmandsreglerne

såvel som loyalitetskravene til de ansatte i (kommunen).

Skrivelsen blev desuden

indlagt på (A's) personalesag hvilket udtrykkeligt blev anført sidst i

brevet.

(A) kunne efter min

opfattelse ikke opfatte skrivelsens indhold på anden måde end som en

irettesættelse i anledning af hans udtalelser til pressen (og for en ikke

nærmere konkretiseret adfærd i forbindelse med arbejdet).

Kommunen har i skrivelsen af

17. november 1994 på mit udtrykkelige spørgsmål om skrivelsens retlige

karakter

oplyst at den var af "vejledende karakter/en vurdering fra ledelsens

side". Jeg må forstå denne ikke særligt præcise beskrivelse således at

kommunen med skrivelsen til (A) ønskede at give udtryk for kommunens retlige

opfattelse af hans adfærd. Skrivelsen havde således samme personaleretlige

funktion som en irettesættelse.

Jeg må derfor lægge til grund

at skrivelsen retligt set må betragtes som en irettesættelse.

2)

Overskridelse af

ytringsfrihedens grænser.

a)

Som anført må skrivelsen betragtes som en kritik af (A) for at

have tilsidesat sine pligter som tillidsmand samt de loyalitetskrav som

gælder

for offentligt ansatte.

Som anført under A, 4 kan der

ikke antages at gælde særlige begrænsninger for tillidsmænd med hensyn til

adgangen til at udtale sig offentligt om deres arbejdsforhold. Jeg må derfor

betragte kommunens henvisning til tillidsmandsreglerne som udtryk for en

urigtig opfattelse af disse reglers betydning for sagen.

b)

Artiklen den 14. april 1994 i (lokalavisen) indeholdt en række

"skjulte" citater af udtalelser fra (A) om arbejdsforholdene i

bistandsafdelingen. Da udtalelserne ikke er blevet dementeret, må jeg gå ud

fra at gengivelsen er dækkende for de synspunkter (A) fremsatte. Det fremgik

tydeligt af artiklen at (A) udtalte sig som fællestillidsmand, dvs. som

privat

person. Der ses heller ikke at være holdepunkt for at antage at oplysningerne

skulle indeholde faktuelle fejl.

Kommunen har i skrivelsen af

19. april 1994 til samtlige ansatte karakteriseret påstanden om

"stavnsbinding" som "udokumenterede påstande".

Derved rejses spørgsmålet

hvilken betydning udtalelsernes faktuelle rigtighed og de fremsatte

synspunkters

holdbarhed har for loyalitetsbedømmelsen.

Efter min mening må

udgangspunktet være at den blotte omstændighed at en ansats oplysninger til

pressen ikke er fuldt korrekte, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at

udtalelsen

kan anses for retsstridig. Over for sådanne fejl har ledelsen mulighed for at

foretage berigtigelse eller fremkomme med korrektioner. Derimod må udtalelser

der bevidst eller ved grov uagtsomhed på væsentlige punkter har fået et

ukorrekt indhold eller udtrykker en åbenbart uholdbar vurdering, anses for

retsstridige.

(A's) udtalelser må ses i

sammenhæng med at de afspejlede en fagpolitisk kritisk holdning. Henvisningen

til "stavnsbinding" måtte snarere end påstande om historiske

begivenheder betragtes som en del af den tilkendegivne kritik, dvs. udtryk

for

en vurdering. Det forekommer mig derfor mindre dækkende at kommunen

karakteriserede

oplysningerne som "udokumenterede påstande". Selv om udtrykket

kunne læses som faktuelt beskrivende, kunne det efter min mening ikke

bebrejdes (A) at der ikke forelå "dokumentation" herfor idet en

sådan

dokumentation ikke var påkrævet for at legitimere dets retmæssighed,

medmindre udtalelsen fremstod som bevidst urigtig eller åbenbart uholdbar.

Dette var utvivlsomt ikke tilfældet.

Hovedindholdet i (A's) udtalelser

i artiklen var kritik af arbejdsmiljøet i bistandsafdelingen samt af at

ledelsen efter hans opfattelse ikke gjorde tilstrækkeligt for at forbedre

det.

Ytringer af dette

indhold

må for en

person som (A) der beklæder en underordnet stilling på arbejdspladsen, anses

for berettigede.

c)

Det fremgår af arbejdsmiljøsagen at ledelsen allerede i 1992

havde givet udtryk for at den ønskede ro om arbejdsmiljøsagen, og at den anså

indlæg i pressen for skadelige for bestræbelserne på at forbedre forholdene

og

løse problemerne. Kommunen har som begrundelse for skrivelsen af 19. april

1994 til (A) henvist til den tidligere indskærpelse af disse

"spilleregler".

Hertil bemærkes at de foran

beskrevne retlige grænser for de ansattes ytringsfrihed ikke kan indsnævres

ved

administrative påbud, jf. herved for så vidt også tavshedspligten, § 27, stk.

2, i forvaltningsloven. Der kan derfor efter min mening ikke tillægges

ledelsens tidligere tilkendegivelser om udtalelser til pressen betydning ved

bedømmelsen af ytringernes retmæssighed.

d)

Omgivelsernes reaktion på udtalelserne kan efter min

opfattelse kun under særlige omstændigheder, herunder især at reaktionerne

kan eller med betydelig sikkerhed bør kunne forudsiges, tillægges betydning.

Derfor mener jeg ikke at der i den foreliggende sag kan lægges vægt på at

(A's) udtalelser eventuelt har fremkaldt en vis uro på arbejdspladsen.

e)

Endelig må det ved bedømmelsen af de citerede bemærkninger

tillægges en vis vægt at sagen havde været debatteret på et åbent byrådsmøde.

Byrådets synspunkter var således kendte for offentligheden, mens de ansatte i

bistandsafdelingen - som i denne sammenhæng i nogen grad måtte betragtes som

byrådets modpart - ikke på samme måde var kommet til orde over for

offentligheden.

f)

Sammenfattende er det min opfattelse at hverken udtalelsernes

faktuelle indhold eller den kritiske holdning der var indeholdt heri, indebar

en overskridelse af de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Heller ikke (A's) funktion i forbindelse med beslutninger, den valgte form

eller omstændighederne i øvrigt talte for at betragte udtalelserne som

retsstridige.

Jeg må derfor konkludere at

den tilkendegivne kritik af (A's) adfærd i forbindelse med hans udtalelser

var

uberettiget. Der ses heller ikke i de forelagte oplysninger holdepunkter for

den i øvrigt i skrivelsen fremsatte kritik af (A's) "daglige

adfærd".

Jeg finder det kritisabelt at

kommunens ledelse uberettiget irettesatte (A). Især må jeg anse den helt

upræciserede og uunderbyggede henvisning til at (A) ikke i sin daglige adfærd

medvirkede til at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold, for

overordentlig uheldig.

3)

Skrivelsens begrundelse

Forvaltningslovens §§ 2, 22

og 24 har følgende indhold:

"§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er

eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. ..."

"§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold."

"§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det

omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Foran under 1) er det slået

fast at skrivelsen af 19. april 1994 til (A) må sidestilles med en

irettesættelse.

Skrivelsen må derfor anses

for en afgørelse, således som udtrykket er anvendt i § 2 i forvaltningsloven.

Det følger heraf at den var

omfattet af begrundelsespligten i §§ 22 og 24.

Kommunen henviste i

skrivelsen til at udtalelserne må vurderes som en krænkelse af

"loyalitetskravene til ansatte i (kommunen)" samt af

"spillereglerne med hensyn til udtalelser til pressen". Det må

efter

min mening anses for en tilsidesættelse af § 24, stk. 1, at det nærmere

grundlag for og indhold af denne del af det påberåbte retsgrundlag ikke blev

angivet helt præcist. Netop i en sag som den foreliggende hvor den retlige

bedømmelse sker på grundlag af en ulovbestemt regel, har det særlig betydning

for forståelsen af skrivelsen og for partens eventuelle anfægtelse heraf at

retsgrundlaget bliver præciseret.

Beskrivelsen af den adfærd

hos (A) som fremkaldte irettesættelsen blev angivet som hans "udtalelser

til pressen", "hans daglige adfærd", samt at han ind imellem

så

en interesse i "at skabe uro". Denne angivelse af afgørelsens

faktiske grundlag må jeg anse for helt utilstrækkelig til at gøre det ud for

en angivelse af hovedhensynene bag det udøvede skøn. Også på dette punkt blev

begrundelseskravet i § 24, stk. 1, tilsidesat.

C) Personalemeddelelsen af 19. april 1994

Efter sit indhold var

personalemeddelelsen af rent orienterende karakter. Den kan endvidere ikke

opfattes som en intern retningslinie for de ansattes adgang til at udtale sig

til pressen.

Selve udsendelsen af

meddelelsen giver herefter ikke anledning til retlige problemer.

Den retlige vurdering af

(A's) udtalelser til pressen der var indeholdt i udtalelsen må jeg imidlertid

anse for urigtig, jf. foran under B).

I meddelelsen blev der taget

afstand fra den opfattelse at en god medarbejder skulle blive nægtet

ansættelse

alene med den begrundelse at der havde været presseomtale for et par år siden

af det sted hvor pågældende var ansat.

I artiklen blev (A) citeret

for at have sagt at ansættelse et sted hvor der var dokumenteret et dårligt

psykisk

arbejdsmiljø, kunne være en hæmsko for ansættelse andetsteds.

Jeg finder det uheldigt at

meddelelsen gengav udtalelsernes hovedsynspunkt med et væsentligt andet

indhold

end i artiklen.

Unøjagtigheden må anses for

særlig uheldig i betragtning af at meddelelsens formål bl.a. var at orientere

det samlede personale om de skridt - herunder indskærpelse af

tillidsmandsreglerne

- som kommunen havde taget i anledning af udtalelserne.

D) Forbud mod udtalelse til pressen?

(Fagforeningen) har i

skrivelsen af 12. december 1994 til mig gjort gældende at såvel borgmesteren

som kommunaldirektøren har fremsat generelle forbud imod at kommunens ansatte

offentligt udtaler sig om kommunalbestyrelsens beslutninger.

(Kommunen) har i skrivelsen

af 3. januar 1995 bestridt denne påstand. Samtidig må jeg forstå kommunens

skrivelser i sagen således at det er ledelsens synspunkt at ansatte ikke bør

diskutere beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen i pressen. Det er

videre

ledelsens opfattelse at de ansatte har en ret til at ytre sig offentligt, og

at

denne ret ikke afskærer ledelsen fra at præge de ansatte i retning af ikke at

benytte denne ret.

Der ses ikke at være

holdepunkter i sagens oplysninger for at ledelsen generelt skulle have

nedlagt

forbud imod at de ansatte kommenterer kommunalbestyrelsens beslutninger i

pressen.

Heller ikke

personalemeddelelsen af 19. april 1994 kan fortolkes som et sådant generelt

forbud.

Jeg er for så vidt ikke uenig

med ledelsen af (kommunen) i at ledelsen har ret til at give udtryk for den

holdning at de ansatte bør afstå fra at kommentere kommunalbestyrelsens

beslutninger offentligt. Jeg er heller ikke uenig i at kommunen har ret til

at

forsøge at præge de ansattes holdning.

Det rejser dog principielle

betænkeligheder hvis ledelsen af en forvaltningsmyndighed mere systematisk

søger at påvirke de ansatte til ikke at benytte deres ytringsfrihed. I den

udstrækning bestræbelserne udvikler sig til eller kan opfattes som egentlige

forbud, vil de være i strid med grundlovens § 77.

Efter min mening må -

mundtlige eller skriftlige - reaktioner fra ledelsens side i anledning af de

ansattes udtalelser til pressen formuleres på en sådan måde at de ikke

opfattes

som tilkendegivelser om retlige grænser for ytringsfrihed. Hvis ledelsen

ønsker

at udtrykke skuffelse over at den ansatte ikke forinden har forsøgt at løse

eventuelle problemer internt, bør det samtidig understreges at den ansatte

har

ret til at udtale sig uden en sådan forudgående forelæggelse.

Skrivelserne af 19. april

1994 til henholdsvis (A) og det samlede personale gik efter min mening videre

end til blot at forsøge at påvirke de ansattes holdning. Skrivelsen til (A)

indeholdt en uberettiget irettesættelse af ham, og skrivelsen til personalet

gengav (A's) udtalelser med et væsentligt andet indhold end i artiklen. Jeg

har

ovenfor kritiseret dette forhold og skal på dette sted begrænse mig til at

fastslå at skrivelserne gav udtryk for en opfattelse af den retlige grænse

for

de ansattes ytringsfrihed, og at opfattelsen måtte anses for ukorrekt.

Jeg skal henstille til

(kommunen) at kommunen, både i forbindelse med konkrete afgørelser i forhold

til de ansatte og i forbindelse med generelle personalepolitiske

foranstaltninger,

bestræber sig på at undgå at tilkendegivelserne af de ansatte kan opfattes

som

retlige grænser for deres ytringsfrihed."

Kommunen meddelte senere at

man var sindet at følge ombudsmandens henstilling.

Jeg tog det meddelte til

efterretning.

Lignende dokumenter