Kommunalt ansattes ytringsfrihed i forhold til kommunalbestyrelsers
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunalt ansattes ytringsfrihed i forhold til
kommunalbestyrelsers afgørelser
I. Grundlaget for min behandling af sagen
I et brev af 21. april 1994
rettede en fagforening henvendelse til mig om en sag fra en kommune. Ifølge
henvendelsen havde kommunen reageret tjenstligt over for en medarbejder i
socialforvaltningen (A) efter at denne i et interview med en lokalavis havde
omtalt kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold.
Tilsynsrådet indledte en
undersøgelse af sagen. Undersøgelsen afsluttedes med en skrivelse af 11.
august
1994. Tilsynsrådet fandt ikke at man kunne anse kommunen for at have truffet
ulovlige foranstaltninger i anledning af A's udtalelser til pressen.
Tilsynsrådet fandt heller ikke at en generel meddelelse til kommunens
personale
fra ledelsen kunne opfattes som et forsøg på at begrænse de ansattes
ytringsfrihed.
Fagforeningen rettede på ny
henvendelse til mig i skrivelse af 12. august 1994 idet forbundet fortsat
mente
at kommunen havde reageret uretmæssigt i anledning af A's udtalelser til
pressen.
Efter at have forelagt klagen
for kommunen og efter en foreløbig gennemgang af sagens akter meddelte jeg i
skrivelse af 4. oktober 1994 kommunen at jeg havde besluttet af egen drift at
indlede en undersøgelse af sagen, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Samtidig
anmodede jeg kommunen om en række oplysninger.
Kommunen svarede i skrivelse
af 17. november 1994. Denne skrivelse forelagde jeg for fagforeningen som i
skrivelse af 12. december 1994 fremkom med nye oplysninger og kommentarer.
Læs alt
Denne skrivelse sendte jeg til kommunen som udtalte sig på ny i skrivelse af
3.
januar 1995.
II. Sammenfatning af min vurdering
Det er min opfattelse at
hverken udtalelsernes faktuelle indhold eller den kritiske holdning der var
indeholdt heri, indebar en overskridelse af de retlige grænser for offentligt
ansattes ytringsfrihed. Heller ikke A's funktion i forbindelse med
beslutninger, den valgte form eller omstændighederne i øvrigt talte for at
betragte udtalelserne som retsstridige.
Jeg har derfor konkluderet at
den tilkendegivne kritik af A's adfærd i forbindelse med hans udtalelser var
uberettiget. Der ses heller ikke i de forelagte oplysninger holdepunkter for
den i øvrigt i skrivelsen fremsatte kritik af A's "daglige adfærd".
Jeg har endvidere udtalt
kritik i anledning af at kommunens skrivelse af 19. april 1994 ikke indeholdt
en tilstrækkelig begrundelse.
Den retlige vurdering af A's
udtalelser der var indeholdt i kommunens personalemeddelelse af 19. april
1994,
har jeg anset for urigtig. Jeg finder det endvidere uheldigt at skrivelsen
gengav hovedsynspunktet i A's udtalelser med et væsentligt andet indhold end
i
avisartiklen.
Jeg har endvidere udtalt at
det er min opfattelse at det rejser principielle betænkeligheder hvis
ledelsen
af en forvaltningsmyndighed mere systematisk søger at påvirke de ansatte til
ikke at benytte deres ytringsfrihed. I den udstrækning bestræbelserne
udvikler
sig til eller kan opfattes som egentlige forbud, vil de være i strid med
grundlovens § 77.
Jeg har derfor henstillet til
kommunen at den både i forbindelse med konkrete afgørelser i forhold til de
ansatte og i forbindelse med generelle personalepolitiske tiltag søger at
undgå, at tilkendegivelserne af de ansatte kan opfattes som retlige grænser
for
deres ytringsfrihed.
III. Sagsfremstilling
Den 21. februar 1992 sendte
Arbejdstilsynet en tilsynsrapport til kommunen. Rapporten blev afgivet efter
en
undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i bistandsafdelingen.
Arbejdstilsynet vurderede at de psykiske belastninger i bistandsafdelingen
måtte nedbringes væsentligt for at arbejdet kunne betragtes som
sundhedsmæssigt
forsvarligt. Samtidig gjorde Arbejdstilsynet opmærksom på at kommunen som
arbejdsgiver havde ansvaret for at arbejdet kunne udføres sikkerheds- og
sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Efter et nyt besøg fra
Arbejdstilsynet i kommunen samt en drøftelse med ledelsen meddelte kommunen i
skrivelse af 1. juli 1992 Arbejdstilsynet at der internt i kommunen var
fremkommet forslag om følgende til imødekommelse af Arbejdstilsynets pålæg:
"...
Anvendelse af ekstern bistand
til at vurdere arbejdsopgaverne i afdelingen.
Afholdelse af
holdningsbearbejdende kurser for ansatte og politikere.
Afholdelse af faste daglige
gruppemøder for afdelingens personale.
Fritagelse af medarbejderen,
der forestår opholdskommunerefusionerne, for telefonekspeditioner.
Delegation af kompetence fra
socialudvalget til afdelingen og nedprioritering af diverse opgaver, som
kunne
gøres til genstand for politisk prioritering.
Behov for aftale mellem
frontekspeditionen og afdelingen om de samarbejdsmæssige relationer.
Aflastning af lederen af
bistandsafdelingen.
..."
Arbejdstilsynet fremsatte i
en skrivelse af 2. september 1992 til kommunen sine kommentarer til kommunens
redegørelse samt stillede en række spørgsmål herom.
Kommunen svarede i skrivelse
af 10. september 1992 at der ville blive iværksat en konsulentundersøgelse.
Tilsynets spørgsmål kunne kommunen ikke give svar på for tiden. Kommunen
bemærkede videre:
"...
Det er vor overbevisning, at
undersøgelsens succes også hænger sammen med, om der gives processen
arbejdsro.
Vi skal derfor henstille til
Arbejdstilsynet, at man stiller sagen i bero fremfor med yderligere indlæg i
sagen at bidrage til at skabe yderligere turbulens.
..."
På et møde den 25. november
1992 drøftede kommunens hovedsamarbejdsudvalg bl.a. arbejdssituationen på
rådhuset. Ifølge mødereferatet gav "ledelsen" bl.a. udtryk for
"at det ikke virker fremmende for arbejdsmiljøet på rådhuset, hvis der
på
ny skabes blæst om arbejdspladsen. Vi burde snarere arbejde sammen om at
finde
løsningen på problemerne".
Af referatet ses videre at
der ikke var enighed mellem ledelsen og de ansattes repræsentanter om hvilke
foranstaltninger der burde gennemføres.
Den 13. november 1992 forelå
en af ledelsen udarbejdet "harmoniseringsplan" for alle kommunens
afdelinger med undtagelse af social- og sundhedsafdelingen. Planen blev
forelagt i byrådsmødet den 9. december 1992.
Byrådet vedtog at udsætte
vedtagelsen af harmoniseringsplanen indtil der forelå en konsulentrapport for
bistandsafdelingen.
Konsulentrapporten, der blev
udarbejdet af Kommunernes Landsforening, forelå i januar 1993.
Den 20. januar 1993
udarbejdede kommunens chefgruppe to oplæg henholdsvis om ledelsesstrukturen
og
om initiativer som følge af konsulentrapporten om bistandsafdelingen samt
færdiggørelse af harmoniseringsplanen for socialafdelingen.
I det sidste oplæg anførtes
bl.a.:
"...
Bistandsrapporten anbefaler,
at man overvejer en struktur, hvor man samler alle opgaver i forbindelse med
børn, familier og behandling under en familieafdeling.
Chefgruppen finder ikke for
nærværende grundlag for at foreslå en sådan ændring. Strukturen omkring hele
børneområdet vil blive genovervejet i forbindelse med etablering af
PPR-funktion
i kommunen.
Pensionsafdelingen er i den
nuværende struktur under stærkt pres.
Det løses ikke alene ved at flytte
afdelingen til sekretariatsgruppen, hvorved medarbejderne får en bedre
kontaktflade, og hvorved der opnås større flexibilitet i den løbende
ressourceindsats.
Det forhold at den egentlige
rådgivning af pensionister flyttes til bistandsgruppen er næppe heller nok.
Afdelingen skal i lighed med
de øvrige afdelinger foretage en arbejdsgangsanalyse.
Uagtet disse tiltag, vil der
efter chefgruppens opfattelse være behov for en mindre ressourcetilgang til
denne funktion.
Opsamlet
afspadsering/flexoverskud i forbindelse med den store omberegningsopgave vil
blive afviklet med en kombination af afspadsering og udbetaling efter nærmere
aftale.
...
Der er i dag i
socialafdelingen et misforhold mellem antallet af medarbejdere og
opgavemængden.
BISTANDSGRUPPEN
I bistandsrapporten er
følgende anført om bemandingen c.: "Skal man alligevel prøve at vurdere
forholdet mellem opgaver og medarbejdertimer i bistandsafdelingen synes der
at
være et misforhold".
På samme måde har
arbejdstilsynet i sin vurdering peget på, at der er et sådant misforhold.
Medarbejderne har selv peget
på, at sagernes tyngde er sådan, at man ikke umiddelbart kan drage
sammenligning med andre kommuner af samme størrelse og med samme antal sager.
Det er chefgruppens
opfattelse, at dette misforhold løses ved den aflastning af bistandsgruppen,
der ligger i nærværende forslag.
Således foreslås etableret en
job-butik, hvortil overføres et antal sager. Selv om der ikke er tale om
"tunge" sager, vil dette medføre en aflastning, idet der, som det
fremgår, ikke stilles forslag om, at der skal flyttes medarbejdertimer med
pt.
Det er på den anden side klart, at der efterhånden som mængden af sager der
overflyttes stiger, skal ske en revurdering heraf.
Hertil kommer, at al økonomi
flyttes væk fra sagsbehandlerne og hen i socialafdelingens fælles
sekretariat,
som tilføres ekstra kapacitet.
Det bemærkes videre, at sager
vedr. tilbagebetalingspligtig bistandshjælp fremover vil være placeret i
sekretariatet, og at det efterslæb, der pt. er, løses af midlertidig
medarbejder,
jfr. tidl. bemærkninger.
Efterhånden som de øvrige
tiltag, som ændret organisation, klarere ledelsesstruktur, rationalisering af
arbejdsgange, bedre anvendelse af EDB o.s.v. slår igennem, vil lettelsen i
bistandsgruppen blive større.
SEKRETARIAT/FÆLLESFUNKTION.
Denne etableres, som det
fremgår, ved en sammenlægning af en række funktioner.
Selv om sammenlægningen alt
andet lige giver bedre kontaktflader og bedre ressourceudnyttelse, og selv om
chefgruppen her vil lægge op til en mere flexibel behandling af
dokumentationskontrollen, jfr. møde med revisionen af 14. juli 1992, foreslås
denne afdeling tilført ekstra ressourcer.
Chefgruppen vil indstille til
kommunalbestyrelsen, at der tilføres socialafdelingen en fuldtidsstilling,
bl.a. med henblik på styrkelse af denne funktion.
Herudover vil chefgruppen
foreslå pensionsafdelingens normering øget med 5 timer ugentlig. Endelig
foreslås der afsat en reserve på 5 timer ugentlig, som kan anvendes af
ledelsen
til løsninger i forbindelse med spidsbelastningsperioder.
HJEMMEPLEJEGRUPPEN
Hjemmeplejegruppen skal, jfr.
harmoniseringsrapporten, afgive 10 timer til EDB-området.
Der stilles ikke forslag om
kompensation herfor, selvom hjemmeplejeområdet også er presset, idet det er
forudsat, at denne gruppe serviceres af fællessekretariatet.
Ergoterapien vil selv
udfærdige journaler m.v., når det nødvendige tekniske udstyr er anskaffet
(bærbare pc'ere).
BESKÆFTIGELSESOMRÅDET/JOB-BUTIKKEN.
Som det fremgår ovenfor,
foreslås job-butikken ikke i første omgang tilført ekstra-ressourcer, men
situationen vil løbende blive vurderet, jfr. bemærkningerne under
bistandsgruppen.
..."
Det sidste oplæg blev ændret
efter personalemøde den 22. januar 1993 og et møde med ledergruppen den 25.
januar 1993. Det afvistes dog at tilføre bistandsafdelingen ressourcer ud
over
det i oplægget indstillede. I ændringsnotatet opgjordes den samlede
ressourcetildeling til socialafdelingen til 37 timer. Samtidig bemærkedes det
at det kunne blive nødvendigt at revidere oplægget "hvis den forventede
effekt
ikke kommer i det omfang chefgruppen forventer".
På møde den 10. februar 1993
vedtog kommunalbestyrelsen en række af de foreslåede ændringer i
organiseringen
og tildelingen af ressourcer til social- og sundhedsafdelingen. I en
skrivelse
af 15. marts 1993 gav kommunaldirektøren Arbejdstilsynet meddelelse herom.
Han
oplyste bl.a.:
"I fortsættelse af
tidligere korrespondance samt vore samtaler, meddeles herved at
kommunalbestyrelsen på baggrund af rapporten fra Kommunernes Landsforening
har
truffet følgende beslutninger vedr. social- og sundhedsafdelingen:
·
Afdelingen tilføres en fuldtidsstilling til
fællessekretariatet
·
Afdelingen tilføres 10 timer ugentlig til
pensionsområdet, hvoraf 5 timer ugentlig placeres i pulje med henblik på
spidsbelastningsperioder.
·
Afdelingen tilføres en pulje på kr. 122.000
i 1993 med henblik på køb af bistand til a'jourføring af opgaver, der i en
periode ikke er løst.
Herudover er afsat en pulje
på kr. 25.000 i 1993, udover de i 1993 allerede afsatte beløb, til
uddannelsesaktiviteter
for det samlede personale på rådhuset.
Endelig er afsat en pulje på
kr. 250.000 til bygningsmæssige ændringer i 1993. Også her er tale om en
ekstrabevilling i forhold til det allerede afsatte. Denne bevilling er dog
betinget af, at man kan lånefinansiere udgiften.
I forbindelse med de givne
bevillinger er det forudsat, at der skal gennemføres en række ændringer i
social- og sundhedsafdelingen.
Dette fremgår af vedlagte
bilag "Plan for realisering af harmoniseringsplan", som udover
aktiviteter i social- og sundhedsafdelingen tillige omfatter aktiviteter, der
skal gennemføres i de øvrige afdelinger på rådhuset.
Arbejdet med at realisere
denne plan er iværksat.
..."
Den 21. januar 1994 afholdtes
et møde med deltagelse af repræsentanter for kommunens ledelse,
medarbejderrepræsentanter samt Arbejdstilsynet. Af referatet fra mødet
fremgår
følgende:
"På mødet drøftedes
situationen i (kommunens) bistandsafdeling, samt evaluering af den proces,
der
blev iværksat i februar 1992 som opfølgning til rapport om situationen i
bistandsafdelingen.
(Kommunen) tog i september
måned 1993 initiativ til afholdelse af et sådant evalueringsmøde. Af
forskellige grunde måtte det aflyses, og det blev overladt til
organisationerne
at tage initiativ til nyt møde.
På HK's foranledning var
mødet nu kommet istand.
Der blev indledningsvis
redegjort for de initiativer, der indtil nu er taget.
Følgende eksempler blev
nævnt:
·
Plan for realisering af
harmoniseringsrapport er gennemført og fulgt
·
-EDB udstyr anskaffet
·
Bevilling til nyt EDB program til
afdelingen er givet
·
Undervisning i EDB er iværksat
·
Bevillinger til løsning af midlertidige
opgaver/opnormeringer samt til permanent stilling i socialafdelingen er
anvendt
·
Der er foretaget vinduesafskærmning samt
ventilation i afdelingen
·
Retningslinier for krisehjælp både i
konkret situation samt efterfølgende er udarbejdet.
·
En række personalepolitiske retningslinier
er aftalt.
Det blev nævnt, at nogle af
tiltagene er så nye, at der endnu ikke kan måles en effekt.
Det blev endvidere nævnt, at
der er sket en stigning i sagsmængden i afdelingen, samt at borgmesteren har
taget initiativ til en drøftelse om ledelsestrukturen på rådhuset, idet han
har
måttet konstatere, at denne fortsat giver anledning til problemer.
Herefter blev gennemført en
grundig drøftelse af situationen i bistandsafdelingen.
Det kunne i denne debat
konstateres, at der var enighed om, at der fortsat er problemer i
bistandsafdelingen.
Der blev herefter aftalt
følgende plan for det videre arbejde:
Drøftelser om/ændringer i ledelsestrukturen på rådhuset
Plan for vurdering af sammenhæng imellem normering og
arbejdsmængde i bistandsafdelingen (marts 94)
3.Gennemførelse af kursusvirksomhed for
bistandsafdelingens medarbejdere.
Der var ligeledes enighed om,
at afholde nyt evalueringsmøde i løbet af foråret 1994, når der foreligger en
plan for vurdering af normering/arbejdsmængde i bistandsafdelingen."
Den 14. april 1994 indeholdt
en lokalavis følgende artikel:
"Det er en dårlig
anbefaling at være ansat i (kommunens) bistandsafdeling. Flere gange er netop
denne ansættelse brugt som begrundelse for afslag på nye stillinger. De gamle
problemer er i dobbelt forstand blevet en møllesten om halsen på de ansatte,
som ender med at blive stavnsbundne.
Det er ikke en anbefaling at
have været ansat i en afdeling, hvor man med arbejdstilsynet, de faglige
organisationer og konsulentrapporter får gjort opmærksom på et så dårligt
psykisk
arbejdsmiljø, at folk bliver syge af.
Tværtimod bliver det blandet
sammen med revisionsrapporter om udbetalinger, så de ansatte bliver
tvivlsomme
og betragtes som en del af problemet og ikke problemknusere.
Det er ingen hemmelighed, at
de ansatte i bistandsafdelingen søger væk på grund af arbejdspresset, siger
fællestillidsrepræsentant (A). Især fordi der på trods af arbejdstilsynets
klare ord om for få hænder til opgaverne, i hans øjne ikke er sket noget de
sidste par år.
- I stedet for at blive betragtet som noget positivt, at vi er
villige til at arbejde for et bedre miljø, bliver vi nu betragtet som en del
af problemet. Altså, er konklusionen, hold kæft, find dig i et dårligt
arbejdsmiljø og søg så væk hurtigst muligt, beklager (A).
Han ser ingen løsning på
arbejdsklimaet i bistandsafdelingen på kort sigt. Ganske vist er der lagt op
til ny ledelsesstruktur i kommunen. Økonomiudvalget har sagt god for
magtfordelingen
på det seneste møde, men ud over at opløse ledergruppen, så fortsætter alt
ved
det gamle, konkluderer (A).
Fra den 1. maj og senest til
den 1. maj 1995 kører kommunen et forsøg med ny ledelse, men (A) og de
ansatte
i bistandsafdelingen føler ikke, der er ændret på deres situation.
Vi havde hellere set en
velfungerende ledergruppe end en chefgruppe, hvor det kan være svært at se
resultater. Vi havde foretrukket et mere vidtgående forsøg, hvor der blev
lagt
op til en mere handlekraftig kommunaldirektør og dermed indskrænkning af den
overordnede ledelse. Vi ser positivt på alle tiltag, men her kan vi ikke se
forandringen, siger (A).
På et møde i januar mellem
kommunens chefgruppe, arbejdstilsynet, de faglige organisationer og
tillidsrepræsentanterne besluttede man en trepunktsplan som afslutning på den
lange sag om det psykiske arbejdsmiljø i (kommunen).
Først skulle
ledelsesstrukturen på plads, dernæst skal der endnu en gang foretages en
analyse af forholdet mellem ansatte og arbejdsopgaver for til sidst at få
"helbredt" personalet i bistandsafdelingen.
Nu forventer (A) snart at
blive indkaldt til et møde for at få gang i punkt to i trepunktsplanen, så
arbejdsforholdene i bistandsafdelingen kan forbedres. Intet er forandret, der
tales bare ikke om det længere, fordi alle venter på en løsning, understreger
han.
(Borgmesteren) forventer sig
mere af den nye ledelsesstruktur. På kommunalbestyrelsens møde i aftes sagde
han, at der er kommet klarere arbejds- og kompetenceregler, og at mængden af
møder er reduceret."
Kommunaldirektøren meddelte i
skrivelse af 19. april
1994 A
følgende:
"For god ordens skyld
skal jeg erindre dig om, at det af tillidsrepræsentantreglernes par. 2 stk. 1
fremgår:
"Det er
tillidsrepræsentantens pligt såvel overfor sin organisation som overfor
kommunen at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode
arbejdsforhold".
Jeg finder ikke, at du med
dine udtalelser til (lokalavisen) bragt torsdag den 14. april 1994, har
efterlevet disse bestemmelser.
Det er i det hele taget min
opfattelse, at du heller ikke i din daglige adfærd medvirker til at fremme og
vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold.
Jeg kan derimod fristes til
at tro, at du indimellem "ser en interesse i" at skabe uro.
Jeg må endvidere erindre dig
om, at du ikke er registreret som fællestillidsrepræsentant, sådan som det
fremgår af (lokalavisen), men alene er registreret som tillidsrepræsentant
for
5 medarbejdere ved kommunen.
Endelig skal jeg erindre dig
om, at ledergruppen den 16. september 1992 indskærpede loyalitetskravene til
ansatte i (kommunen), herunder også spillereglerne med hensyn til udtalelser
til pressen.
Du og jeg havde dengang en
række samtaler herom, ligesom vi efterfølgende har haft mange drøftelser om
hvorledes vi i fællesskab løser problemer.
Jeg vil derfor ikke undlade
at slutte af med, at jeg i høj grad føler, at du har svigtet den tillid jeg
har
vist dig.
Dette brev vil blive indlagt
i din personsag. Eventuelle kommentarer bedes fremsendt skriftligt."
I en personalemeddelelse -
ligeledes af 19. april 1994 - udtalte kommunens ledelse følgende:
"Vedr.: Presseomtale den 14. april 1994.
I (lokalavisen) kunne vi den
14. april 1994 læse, at "(...) ansatte er stavnsbundne", og at de
gamle problemer i bistandsafdelingen bruges som begrundelse ved afslag på nye
stillinger.
Selv om det næppe er nogen
overraskelse, vil ledelsen med nærværende gøre opmærksom på, at vi tager
skarp
afstand fra den slags udokumenterede påstande.
Ingen kan overbevise os om,
at en arbejdsgiver giver afkald på en god medarbejder alene med den
begrundelse, at den pågældende er ansat et sted, hvorom der var en del
presseomtale for et par år siden.
Udtalelser af den karakter,
som de blev bragt i (lokalavisen), skader såvel kommunens image som
arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Det kan hverken kommunen som
bokommune eller som arbejdsplads være tjent med.
Kommunen og dermed
arbejdspladsen kan heller ikke være tjent med, at en enkelt gruppe i den grad
som tilfældet er, fører sig frem på de øvrige medarbejderes bekostning.
I skal derfor vide, at
presseomtalen den 14. april fører til to initiativer fra vores side:
1.Vi vil overfor tillidsrepræsentanten præcisere
tillidsmandsreglerne, som vi anser for overtrådt med indlægget i avisen.
2.Vi vil tage et møde med bistandsafdelingens medarbejdere for
at drøfte deres medansvar overfor helheden på rådhuset.
Vi har alle betingelser for
at skabe en god arbejdsplads for os alle på (rådhuset), men en vigtig
forudsætning for det er, at vi arbejder sammen om det fælles mål.
Vi ønsker ingen pressedebat
på det grundlag, der blev bragt i avisen.
Derimod ønsker vi gerne en
positiv omtale af vor kommune til fælles gavn for alle, der bor eller
arbejder
her."
Meddelelsen var stilet til
"alle ansatte (rådhuset)".
Fagforeningen gjorde i en
skrivelse af 19. april 1994 til kommunen indsigelse imod skrivelsen til A.
Foreningen bemærkede bl.a.:
"...
I denne anledning skal vi
klart
præcisere, at der efter vores
opfattelse på ingen måde er sket en overskridelse af den ytringsfrihed man
som
både almindelig borger/ansat og som
fællestillidsrepræsentant/tillidsrepræsentant har i forhold til at ytre sig
om
f.eks. egne arbejdsforhold/eget arbejdsområde.
Som dokumentation for
ovenstående påstand skal vi herunder henvise til ombudsmandens udtalelser fra
1987, hvoraf det fremgår, at ombudsmanden præciserer,
at man såvel som borger/ansat har en vidtgående frihed til at ytre sig
omkring eget arbejdsområde/egne arbejdsforhold.
Som følge af ovenstående skal
(fagforeningen) hermed tilkendegive, at (kommunen) skal trække skrivelser af
19. april 1994 til fællestillidsrepræsentant (A) samt skrivelsen af 19. april
1994 "til alle ansatte på (rådhuset)" tilbage.
De af (kommunen) fremsatte
påstande om fællestillidsrepræsentant (A's) TR-virksomhed § 2, stk. 1
forventer vi, at (kommunen) enten fremkommer med dokumentation for de
fremsatte
påstande eller at (kommunen) trækker sine påstande tilbage.
Til (kommunens) oplysning
vedlægges kopi af skrivelse fra (en fagforening) af 19. oktober 1993, hvoraf
det fremgår, at (A) er valgt som fællestillidsrepræsentant.
På baggrund af ovenstående
skal (fagforeningen) hermed anmode om forhandling."
En række
medarbejderrepræsentanter underskrev den 20. april 1994 en meddelelse til
chefgruppen ifølge hvilken de tog "afstand fra debatten i pressen og
(bakkede) op om ledelsens reaktion".
Den 21. april 1994 indgav
fagforeningen klage til mig over kommunens reaktion over for A's udtalelser.
Fagforeningen redegjorde for sin opfattelse således:
"... I følge
(kommunaldirektøren i kommunen), opstod der i september 1992 en situation på
Rådhuset som affødte, at nogle medarbejdere fremkom med deres
"uforbeholdne"
mening til pressen omkring en kommunalbestyrelses beslutning.
Dette affødte, at
kommunaldirektøren ved (kommunen) mundtligt præciserede, ved personlige
samtaler, overfor de pågældende medarbejdere, at man ikke ville
acceptere/finde
sig i, at ansatte ved Rådhuset "gik til pressen".
Den 14. april 1994 bragte
(lokalavisen) en artikel, hvor vort medlem (A) er citeret for flere
udtalelser
omkring de arbejds/arbejdsmiljømæssige forhold på Rådhuset.
Den 19. april 1994 modtog
vort medlem skrivelse fra (kommunen), hvoraf det er organisationernes helt
klare opfattelse, at kommunen anfægter (A's) ret til at ytre sig i forhold
til
pressen samt stiller spørgsmålstegn til hans TR-virksomhed.
Den 19. april 1994 bliver der
til samtlige ansatte på Rådhuset rundsendt skrivelse fra kommunen, hvor der
bliver redegjort for hvilke tiltag kommunen vil gøre i forhold til denne
presseomtale.
Den 20. april 1994 blev der
afholdt en fælles drøftelse omkring ovenstående, hvor (fagforeningen), med
henvisning til organisationernes skrivelse af 19. april 1994, redegjorde for
lovgrundlaget samt ombudsmandens afgørelser/udtalelser i forhold til andre
sager omkring ytringsfrihed samt organisationernes holdning til kommunens
påstande omkring udøvelse af tillidsrepræsentanthvervet.
På mødet blev det klart
tilkendegivet fra (kommunen), at man ikke i kommunen ville acceptere/finde
sig
i, at Rådhusets personale offentligt kommenterede beslutninger truffet af
kommunalbestyrelsen.
(Kommunen) tilkendegav
endvidere telefonisk, at man var vældig glad for (A), at man ikke ønskede at
komme af med ham, idet det var meget dyrt at komme af med en TR samt at man i
kommunen ønskede en "stærk" tillidsrepræsentant.
I forhold til skrivelse af
19. april 1994 til (A) meddelte (kommunen) ved drøftelsen, at der ikke var
noget "alvorligt" i skrivelsen, men man ønskede (at) afgive
meddelelsen
skriftligt, således at (A) kunne genopfriske kommunens udmelding fremover.
Kommunen meddelte samtidig, at man ikke ønskede at annullere skrivelsen og
fastholdt at den skulle ligge som dokument i personalesagen.
Organisationernes argumentation for at sagen tages op af Folketingets
Ombudsmand.
Som beskrevet indledningsvis
ønsker (fagforeningen), at Folketingets Ombudsmand fremkommer med
udtalelse/afgørelse af hvorvidt (kommunen) er "i sin gode ret" til
at
anfægte (A's) ret til, efter Grundlovens § 77, at ytre sig offentligt, idet
der
efter organisationernes opfattelse på ingen måde er sket udtalelser som
"meget snævert" kan betragtes som værende på kant med hvad der er
offentligt ansattes ret i forhold til at udtale sig til pressen samt hvorvidt
(kommunen), i forhold til Forvaltningslovens § 32, kan indsamle oplysninger
om
ansatte - når kommunen samtidig understreger, at den nævnte skrivelse ikke
skal anses for at have en karakter af noget "alvorligt" i forhold
til
(A's) ansættelse på Rådhuset.
Det skal samtidig
understreges, at det af organisationerne opfattes som meget alvorligt - vel
nærmest som en form for "trussel" overfor (A)/alle ansatte i
(kommunen) - at kommunen fastholder en skrivelse af en sådan karakter og som
følge af dette kan have en opfattelse af, at skrivelsen med dens ordlyd vil
kunne danne baggrund for en eventuel senere sag omkring vort medlem.
Som afsluttende kommentar
skal det endvidere bemærkes, at det er af væsentlig betydning for offentligt
ansattes ret til at ytre sig samt deltage aktivt i den offentlige debat, at
denne sag vil munde ud i, at Folketingets Ombudsmand træffer en hurtig
afgørelse/udtalelse i denne sag - både i forhold til den konkrete situation
samt i forhold til det meget principielle, der er i sådanne sager."
Tilsynsrådet indledte på
baggrund af sagens omtale i pressen en undersøgelse. Jeg afstod derfor fra at
indlede en undersøgelse hvilket jeg gav forbundene underretning om i
skrivelse af 2. maj 1994.
Tilsynsrådet anmodede
kommunen om en udtalelse, og byrådets flertal afgav udtalelse i skrivelse af
16. juni 1994. Byrådet anførte:
"...
AD. UDSAGNET OM AT (KOMMUNEN) HAR BEGRÆNSET (A's) YTRINGSFRIHED.
(Kommunalbestyrelsen) er ikke
enig med landsforbundet i vurderingen af, at denne sag handler om
ytringsfrihed.
Kommunaldirektøren har med
skrivelsen af 19. april 1994 til (A) alene forholdt sig til indholdet af de
udtalelser, (A) er fremkommet med til (lokalavisen) den 14. april s.å., og
ikke
til det forhold, at der har fundet udtalelse sted.
I disse udtalelser forholder
(A) sig til arbejdssituationen i bistandsafdelingen samt til den netop
vedtagne
ledelsesstruktur.
Til disse to forhold er at
bemærke:
Der har i lang tid været
focus på arbejdssituationen i bistandsafdelingen. Der har været enighed om,
at
der er problemer, men ikke samme grad af enighed om problemløsningen.
Kommunalbestyrelsen traf i
februar 1993 en række beslutninger, som skulle bidrage til at afhjælpe
situationen i afdelingen.
Afdelingen havde ganske vist
ønsket sig yderligere normeringer, men kommunalbestyrelsen valgte at
iværksætte andre foranstaltninger i stedet. Alle disse foranstaltninger er
iværksat.
Den 21. januar 1994 blev påny
afholdt møde om arbejdssituationen i afdelingen. Under dette møde erkendte
ledelsen, at der fortsat er problemer i afdelingen bl.a. som følge af en
vækst
i sagsantallet. Der blev derfor aftalt en plan for løsningen af problemerne.
I dette møde deltog (A), de
faglige organisationer, arbejdstilsynet, borgmester, kommunaldirektør,
forvaltningschef og afdelingsleder.
(A's) udtalelser fremkommer
på et tidspunkt, hvor planen ikke er færdigrealiseret.
Det og det alene er grunden
til kommunaldirektørens reaktion med brevet til (A), dateret den 19. april
1994.
I dette brev forholder
kommunaldirektøren sig alene til, at (A's) udtalelser af 14. april 1994 til
(lokalavisen) ikke bidrager til at fremme og vedligeholde rolige og gode
arbejdsforhold, og at tillidsrepræsentanten efter bestemmelserne i
"tillidsrepræsentantregler for personale beskæftiget i (amts)kommuner
tilsluttet
Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening" efter § 2,
stk.
1 har pligt til at gøre sit bedste for at fremme dette.
Det har endvidere spillet en
rolle, at udtalelserne fremtræder som udtalelser fra
fællestillidsrepræsentant
(A). Offentligheden kan således let få den opfattelse, at (A) udtaler sig på
vegne af alle ansatte på rådhuset. At han ikke gør det, kommer bl.a. til
udtryk
ved skrivelse af 20. april 1994, hvori de 6 medarbejderrepræsentanter fra
rådhusets hovedsamarbejdsudvalg "tager afstand fra debatten i pressen og
bakker op om ledelsens reaktion".
(A) er ikke valgt som
fællestillidsrepræsentant efter tillidsrepræsentantreglernes § 3, men er
alene
fælles tillidsrepræsentant for socialrådgiverne og socialpædagogerne - ialt 5
personer ved (kommunen) - heraf 3 ansat på rådhuset.
I sagsfremstillingen henviser
(fagforeningen) til en situation i 1992, som affødte, at kommunaldirektøren
"mundtlig præciserede, ved personlige samtaler, overfor de pågældende
medarbejdere, at man ikke ville acceptere/finde sig i, at ansatte ved
rådhuset
"gik til pressen"".
Det forhold, at alle har
ytringsfrihed efter grundlovens § 77, afskærer efter kommunens opfattelse
ikke
ledelsen fra at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning.
Det forhold, at der gælder
ytringsfrihed, afskærer heller ikke muligheden for at søge gennemført en
virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens
image
fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.
Der er efter
kommunalbestyrelsens opfattelse intet selvmodsigende i, på den ene side at
have den holdning, at ansatte bør afstå fra at udtale sig kritisk om
kommunalbestyrelsens beslutninger, og på den anden side at anerkende alles
ret
til at udtale sig.
AD. UDSAGNET OM AT (KOMMUNEN) HAR HANDLET I STRID MED
FORVALTNINGSLOVENS § 32.
Organisationen anfører, at
man ønsker en vurdering af, hvorvidt (kommunen), i forhold til
forvaltningslovens § 32, kan indsamle oplysninger om ansatte, når kommunen
samtidig understreger, at den nævnte skrivelse ikke skal anses for at have en
karakter af noget "alvorligt" i forhold til (A's) ansættelse på
rådhuset.
Hertil er at bemærke, at det
er almindelig anerkendt, at tjenstlige påtaler, vejledninger til enkelte
ansatte lægges i deres personmappe.
Denne procedure tjener til at
beskytte den ansatte, idet eneste anden opbevaringsmulighed er i det
almindeligt tilgængelige arkiv.
Uanset karakteren af en
tjenstlig samtale, vejledning eller skrivelse, er formålet med at gennemføre
en
sådan altid at skabe grundlag for et fortsat samarbejde, og grunden til, at
man
opbevarer sådanne skrivelser, er at skabe grundlag for en senere evaluering.
I den foreliggende situation
har forholdet ikke drejet sig om (A's) tjenstlige forhold, men alene om hans
rolle som tillidsrepræsentant.
Som tillidsrepræsentant er
det, jfr. tillidsrepræsentantreglerne, (A's) opgave at fungere som talsmand
for de medarbejdere, der har valgt ham og overfor ledelsen at fremlægge
forslag, henstillinger og klager fra medarbejderne samt optage forhandlinger
om
lokale spørgsmål.
En tillidsrepræsentant kan
ikke afskediges på grund af udførelsen af sine opgaver som
tillidsrepræsentant, men alene begrundet i tvingende årsager.
En skrivelse som den
foreliggende kan derfor ikke, som det fremgår af (fagforeningens) skrivelse,
"danne baggrund for en eventuel senere sag".
Skrivelsen tjener alene det
formål at tilvejebringe et grundlag for et mere konstruktivt samarbejde og at
fremkomme med en klar tilkendegivelse af ledelsens opfattelse af det
stedfundne.
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER:
Det har ikke på noget
tidspunkt været ledelsens hensigt at begrænse ytringsfriheden for ansatte i
(kommunen).
De mange udsagn i pressen om,
at de ansatte har fået mundkurv på, bygger alene på udsagn fra den faglige
organisation - udsagn, der nok har været mere interessante for pressen end
kommunens mere nuancerede opfattelse af sagen.
Det fremgår da også af den
ligeledes omtalte personalemeddelelse af 19. april 1994 - udsendt til ansatte
på rådhuset, at ledelsen alene har forholdt sig til indholdet af udtalelserne
af 14. april og ikke til det forhold, at udtalelser har fundet sted.
Endvidere er det i såvel
hovedsamarbejdsudvalget på rådhuset som overfor kommunens
tillidsrepræsentanter
præciseret, at der ikke med den verserende sag fra ledelsens side har været
noget ønske om at begrænse ytringsfriheden.
..."
Et mindretal bestående af to
partier udfærdigede den 7. juni 1994 følgende dissentierende udtalelse:
"...
Det er mindretallets
ubetingede holdning, at alle har en grundlovssikret ret til at udtale sig.
Dette gælder naturligvis også for offentligt ansatte og ikke mindst for
tillidsrepræsentanter. Vi betragter hele sagens grundlag for at være et
forsøg
på at begrænse ytringsfriheden.
Det er naturligvis ikke rart
at se i dagspressen at personer, der er ansat under eget ansvarsområde, både
som ledende embedsmand eller som politiker, udtaler sig kritisk om
arbejdsforholdene
eller som i det aktuelle tilfælde, beslutninger truffet i
kommunalbestyrelsen.
Dette kan i dagligdagen vanskeliggøre arbejdet, da det skaber uro både
internt
i den kommunale institution som helhed, men ikke mindst blandt de borgere,
der
bor i kommunen. Trods ovenstående er det vor opfattelse at ledelsen reelt
burde
forholde sig konstruktivt til kritikken i den aktuelle sag og ikke som
tilfældet er, generelt at begrænse ytringsfriheden for ansatte ved
(kommunen).
(Borgmesteren) har erkendt
ledelsens forsøg på begrænsning af ytringsfriheden i et interview med
regionalradioens
morgennyheder umiddelbart efter sagens start.
Vi må med beklagelse se at
dette fører til at et flertal i (kommunens) kommunalbestyrelse, efter vor
mening, overtræder grundlovens par. 77 ved at fastholde en tjenstlig påtale
til
en tillidsrepræsentant. Brevet har det ene formål at "lukke munden"
ikke alene på den pågældende tillidsrepræsentant men alle ansatte i
(kommunen)
i forhold, som vedrører beslutninger truffet af ledelsen eller
kommunalbestyrelsen.
Det er vor klare opfattelse,
at muligheden for tjenstlige påtaler er et vigtigt ledelsesredskab, dette
skal
ikke anfægtes fra vor side. For at benytte tjenstlige påtaler skal der dog
være grundlag for dette efter gældende overenskomster og lovgivningen på
området. Da den aktuelle tjenstlige påtale er givet på et, for os at se,
lovstridigt grundlag (par. 32 i forvaltningsloven) bør den tjenstlige påtale
trækkes tilbage øjeblikkeligt.
At der er tale om en
tjenstlig påtale kan der ikke herske tvivl om. Et personligt brev med stærkt
kritisk indhold til en tillidsrepræsentant, underskrevet af den øverste
administrative
ledelse og bliver opbevaret i den pågældendes personsag med henblik på at
danne grundlag for en senere evaluering, kan ikke være andet end en tjenstlig
påtale."
Et medlem af byrådet kunne
heller ikke tiltræde flertallets udtalelse. I en skrivelse af 8. juni 1994
anførte hun bl.a. følgende:
"...
Af sagens akter fremgår, at
såvel den politiske som adm. ledelse ikke vil/kan acceptere, at nogen af
kommunens ansatte offentligt udtaler sig om afgørelser truffet af
kommunalbestyrelsen.
Dette er efter min bedste overbevisning et klart brud på grundlovens § 77.
Såfremt dette udsagn ikke er
korrekt, burde det have været dementeret straks det fremkom i pressen.
Loyalitetskrav til ansatte i (kommunen) og spilleregler med hensyn til
udtalelser til pressen, som omtales i brev af 19. april 1994 må være en
misforståelse i denne sag, da udtalelsen sker som tillidsrepræsentant og ikke
på vegne af kommunen."
Tilsynsrådet meddelte i
skrivelse af 11. august 1994 kommunen sin opfattelse af sagen. Tilsynsrådet
bemærkede bl.a.:
"...
Efter tilsynsrådets
opfattelse kan en kommunalbestyrelse, eller kommunens administrative ledelse
på
dennes vegne, ikke være afskåret fra at kommentere, orientere om og
tilkendegive sin holdning til spørgsmål, som omtales i pressen med kommunalt
ansatte som medvirkende. Dette gælder såvel i forhold til enkelte ansatte som
overfor det samlede personale.
Spørgsmålet om begrænsning af
ytringsfriheden opstår først såfremt der opstilles regler, der begrænser
personalets adgang til at udtale sig in casu til pressen, eller såfremt
ledelsen direkte eller indirekte søger at sanktionere de ansattes negative
udtalelser til offentligheden om forhold i kommunen.
I følge brev af 19. april
1994 eksisterer der visse loyalitetskrav for ansatte i kommunen, der blandt
andet indeholder spilleregler med hensyn til udtalelser til pressen.
(Fagforeningen) angiver
nærmere i deres henvendelse af 21. april 1994 til Folketingets Ombudsmand, at
disse spilleregler i korthed går ud på, at man fra kommunens side ikke vil
acceptere/finde
sig i, at ansatte ved rådhuset går til pressen. Denne udlægning af
spillereglerne er sket på grundlag af drøftelser med kommunens ledelse om
(A's) forhold.
Kommunalbestyrelsen tager i
sin udtalelse af 16. juni 1994 ikke konkret afstand fra denne udlægning men
udtaler mere generelt, at det ikke på noget tidspunkt har været ledelsens
hensigt at begrænse ytringsfriheden for ansatte i (kommunen).
Om den foreliggende situation
udtaler kommunalbestyrelsen nærmere, at det forhold, at alle har
ytringsfrihed
efter grundlovens § 77, efter kommunens opfattelse ikke afskærer ledelsen fra
at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning. Desuden gøres det
gældende,
at det heller ikke afskærer muligheden for at søge gennemført en
virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens
image,
fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.
Særligt for så vidt angår
kommunaldirektørens brev til (A)
, er
det tilsynsrådets opfattelse, at brevet af 19. april 1994 har haft til formål
at undgå negative udtalelser fra (A's) side til pressen. Konsekvensen af en
tilsidesættelse af "retningslinierne" er ikke nærmere angivet, men
at det på kortere eller længere sigt kunne få konsekvenser for (A) synes dog
at
fremgå dels af henvisningen til de i 1992 mundtligt formulerede
loyalitetskrav
og dels af bemærkningen i brevet om, at forholdet ville blive registreret på
(A's) personalesag.
Spørgsmålet er herefter, om
de hensyn, der ifølge ovenfor gengivne tilkendegivelser fra Folketingets
Ombudsmand, kan føre til at begrænse offentligt ansattes ytringsfrihed, også
i
det konkrete tilfælde gør sig gældende med en sådan vægt at det kan begrunde
det beskrevne forsøg på at begrænse (A)' udtalelser til pressen. Tilsynsrådet
har ved vurderingen heraf især lagt vægt på, at ledelsesstrukturen og
forholdene
i bistandsafdelingen i kommunen i foråret 1994 var genstand for
organisatoriske
ændringer, og at der var iværksat en plan, som ikke var færdigrealiseret. (A)
var ansat i bistandsafdelingen på det pågældende tidspunkt, og han var som
tillidsrepræsentant deltager i selve den beslutningsproces, som havde til
formål at løse de organisatoriske problemer i afdelingen.
Efter tilsynsrådets
opfattelse kan det ikke afvises, at en debat i pressen med en eller flere
interne deltagere, ville kunne gøre det svært at finde en løsning på de
beskrevne problemer. Det er dog vanskeligt for tilsynsrådet at vurdere, hvor
tungtvejende dette hensyn er. Som sagen er oplyst overfor tilsynsrådet og
under
henvisning til det i sagen fremførte, finder rådet imidlertid ikke grundlag
for
at tilsidesætte kommunalbestyrelsens vurdering, hvorefter der har foreligget
så
vægtige interne hensyn, at det ikke kan karakteriseres som ulovligt, at
kommunalbestyrelsen har søgt (A's) udtalelser til offentligheden begrænset,
som sket i skrivelse af 19. april 1994.
For så vidt angår
personalemeddelelsen
er det efter
tilsynsrådets opfattelse tvivlsomt, om denne overhovedet kan opfattes som et
forsøg på at begrænse de ansattes ytringsfrihed. Den mest naturlige læsemåde
er
at opfatte meddelelsen som et forsøg på at berigtige det grundlag, som
pressedebatten er foregået på. Der er desuden ikke i meddelelsen holdepunkter
for at antage, at udtalelser i strid med meddelelsen vil få konsekvenser for
den pågældende. Under henvisning hertil giver personalemeddelelsen ikke
tilsynsrådet anledning til yderligere bemærkninger.
Vedrørende
forvaltningslovens § 32
har der efter
tilsynsrådets opfattelse ikke i den foreliggende sag været tale om, at
kommunen
indhentede fortrolige oplysninger om tillidsrepræsentanten. Det, som blev
nedskrevet og henlagt på hans personalesag, var en beskrivelse af pågældendes
adfærd, således som kommunen opfattede denne, og en tilkendegivelse
vedrørende
hans fremtidige udøvelse af sin funktion som tillidsrepræsentant. Der ses
derfor ikke grundlag for den antagelse, at kommunen ved det passerede skulle
have handlet i strid med § 32 i forvaltningsloven.
Under henvisning til det
således beskrevne om den foreliggende sag og til, at tilsynsrådet alene skal
føre et legalitetstilsyn med kommunerne, samt at det falder udenfor rådets
opgave at tage stilling til, hvorvidt gældende tillidsmandsregler er
overholdt,
finder rådet ikke grundlag for at foretage sig videre i sagens
anledning."
Fagforeningen rettede på ny
henvendelse til mig i skrivelse af 12. august 1994. Heri fastholdt man det,
man
havde anført i skrivelsen af 21. april 1994.
I skrivelse af 22. august
1994 anmodede jeg kommunen om udlån af sagens akter. Efter at have gennemset
akterne meddelte jeg i skrivelse af 4. oktober 1994 kommunen at jeg havde
besluttet af egen drift at indlede en undersøgelse af sagen, jf.
ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
Jeg bad kommunen besvare
nogle spørgsmål. Kommunen svarede i skrivelse af 17. november 1994. Mine
spørgsmål og kommunens svar havde følgende indhold:
"1.
Nærmere oplysninger om de loyalitetskrav, herunder spillereglerne med
hensyn til udtalelser til pressen, der gælder for ansatte i (kommunen).
Svar:
Der foreligger ikke
nedskrevne regler herom.
Udsagnet bygger på en
erindring om møder, der fandt sted den 16. september 1992, samt
kommunaldirektørens egne håndskrevne notater, hvoraf fremgår
"Loyalitetskrav overfor
ansatte ved kommunen præciseret.
Ikke forbud mod udtalelser
til pressen - men man må tage ansvaret for sine udtalelser."
De drøftelser, der fandt sted
omkring loyalitetskrav, var affødt af udtalelser til pressen i 1992, hvor man
(ledelsen, (A) og medarbejdere i bistandsafdelingen) drøftede det
uhensigtsmæssige i, at kommunalt ansatte i pressen diskuterer/rejser tvivl om
beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen.
Der var dengang enighed om,
at det bør vi undgå.
2. Kommunen bedes redegøre for den retlige karakter af brev af 19.
april til (A) og meddelelsen til de ansatte.
Svar:
Brevet til (A) er af vejledende
karakter/en vurdering fra ledelsen af, at (A) ikke har handlet i
overensstemmelse
med tillidsmandsreglernes § 2, stk. 1, jfr. også bemærkningerne til
tilsynsrådet herom.
Når ledelsen valgte at følge
dette brev op med en meddelelse til personalet om, hvilke tiltag ledelsen
agtede at tage, hænger det sammen med, at omhandlede artikel i (lokalavisen)
skabte nogen uro blandt nogle af de ansatte på rådhuset.
Sidstnævnte var således alene
ment som en orientering fra ledelsens side og er da også blevet opfattet som
sådan blandt nogle af de ansatte på rådhuset, hvilket blev bekræftet af
skrivelse fra personalerepræsentanterne i rådhusets hovedsamarbejdsudvalg til
ledelsen.
3/4.
Kommunen bedes uddybe udtrykket "medansvar overfor helheden på
rådhuset", jfr. personalemeddelelsen af 19. april 1994, samt udtale sig
om
indholdet af den drøftelse der fandt sted med medarbejderne i
bistandsafdelingen.
Svar:
Udsagnet skal ses i
sammenhæng med, at der i mange år har været opmærksomhed omkring kommunens
bistandsafdeling.
Det har ført til, at der over
årene har været gennemført en hel række undersøgelser af vilkårene for
medarbejderne i bistandsafdelingen og senest i 1993 en omfattende vurdering
udført af Kommunernes Landsforening, jfr. medsendte bilag.
Dette lange forløb har i
forhold til andre ansatte på rådhuset ført til en stigende mangel på
tolerance
overfor bistandsafdelingen.
Mødets formål var at drøfte
med medarbejderne i bistandsafdelingen, hvorledes man kunne genskabe og de
selv
kunne medvirke til at genskabe tolerancen overfor afdelingen.
Der er ikke udfærdiget
referat fra dette møde.
5.
Kommunen bedes oplyse hvad kommunen, forinden afsendelse af brevet af
19. april til (A), foretog sig for at undersøge om betegnelsen
fællestillidsmand hidrørte fra (A) eller kunne henføres til avisen.
Svar:
Kommunen har ikke undersøgt,
om (A) er korrekt citeret i avisen. Kommunen har alene forholdt sig til det
skrevne og til den omstændighed, at ingen af parterne har fundet anledning
til
at korrigere det overfor avisen.
Forholdet har været drøftet
med såvel den faglige organisation som (A), som begge har fremhævet, at (A)
var
fælles tillidsrepræsentant for socialrådgiverne og socialpædagogerne, hvilket
kan bekræftes. (A) har ligeledes tilkendegivet, at han ikke har anvendt
betegnelsen
fællestillidsrepræsentant.
Det ændrer imidlertid ikke
ved den kendsgerning, at offentligheden kunne få den opfattelse, at (A) var
fællestillidsrepræsentant for samtlige ansatte på rådhuset, og dermed
talsmand
for samtlige ansatte.
Det var i sig selv anledning
til uro på rådhuset.
Når kommunalbestyrelsen i sit
svar til tilsynsrådet har fundet anledning til at fremhæve sagens rette
sammenhæng er det for at understrege, at avisartiklen af 14. april 1994 ikke
er
dækkende for alle medarbejdernes opfattelse af arbejdsforholdene på
rådhuset."
Jeg forelagde udtalelsen for
fagforeningen som i skrivelse af 12. december 1994 fremsatte følgende
kommentarer:
"...
Ved forhandling med
(kommunen) den 20. april 1994 vedrørende problemstillingen blev det
utvetydigt
fra (kommunaldirektøren) fremhævet "at man i (kommunen) end ikke vil/kan
acceptere, at nogen af kommunens ansatte offentligt udtaler sig om afgørelser
truffet af kommunalbestyrelsen".
Mundtligt blev kommunen ved
forhandling d. 20.4.94 af organisationerne stillet overfor muligheden for, at
(kommunens) ledelse hermed satte Grundlovens § 77, samt ombudsmandens
udtalelser om samme, ud af kraft. Hertil tilkendegav (kommunaldirektøren), at
han med sine ovenstående holdninger godt var klar over, at han måske både
satte gældende lov samt udtalelser fra Folketingets ombudsmand ud af kraft,
men
sådan havde man det i (byen).
I telefoninterview vedstår
(borgmesteren) i Regionalradioen den 21/22. april 1994, at der i forhandling
med de faglige organisationer d. 20.4.94 fra kommunens side blev udtrykt
klart
og utvetydigt, at man ikke kunne acceptere, at de ansatte udtalte sig
offentligt til pressen om beslutninger truffet af Kommunalbestyrelsen. Bånd
vedlagt.
Yderligere er det vores
subjektive opfattelse, at øvrige personalerepræsentanter i (kommunens)
samarbejdsudvalg den 20. april 1994 ved (A's) udtalelser åbenbart blev bragt
i
en loyalitetskonflikt med behov for at tilkendegive, hvor deres loyalitet var
overfor kommunens ledelse, idet man tilsyneladende ikke ønskede at bringe sig
i
en konfliktsituation i forhold til kommunens øverste ledelse.
Derudover vedlægges i kopi
bilag til (kommunens) Økonomiudvalgsmøde maj/94 vedrørende svarskrivelse til
tilsynsrådet. Heraf fremgår, at Kommunaldirektøren aldrig har lagt skjul på,
at
han har den holdning, at ansatte ved kommunen bør føle loyalitet overfor sin
arbejdsgiver/Kommunalbestyrelse, som gør, at den ansatte afstår fra at
debattere trufne beslutninger offentligt. Kommunaldirektøren har heller ikke
lagt skjul på, at han finder det uacceptabelt, når ansatte ved kommunen
kritiserer beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen. Det vedlagte notat
blev
behandlet på åbent Økonomiudvalgsmøde maj/94, og overgik til behandling i
Kommunalbestyrelsen
juni/94.
Under det efterfølgende Åbne
Kommunalbestyrelsesmøde juni/94 blev den endelige svarskrivelse efter
politisk
forhandling ændret, og netop dette afsnit udgik.
Imidlertid indgik det ikke i
debatten, at Kommunaldirektøren skulle have ændret holdning og/eller at han
overfor de ansatte skulle have givet udtryk for en ændret holdning til
spørgsmålet
om de ansattes ret til at udtale sig til pressen.
Derfor er (fagforeningen) af
den opfattelse, at (kommunens) ledelse med hele sin holdning og adfærd med
forsæt forsøger at hindre de ansatte ved kommunen i, at deltage i den
offentlige debat om forhold i kommunen, samt om beslutninger truffet af
kommunalbestyrelsen,
og derved sætter Grundlovens § 77 ud af kraft.
Ad 2.
Organisationerne er ikke i
tvivl om, at både kommunens mundtlige og skriftlige påtale af 19. april 1994
overfor (A) er at betragte som en påtale/advarsel mod (A). Påtalen/advarslen
udgør med sin upræcise form en altomfattende ikke defineret trussel mod (A's)
virke dels som tillidsrepræsentant og som ansat ved (kommunen). Hvorfor
kommunen efter organisationernes opfattelse skal præcisere formålet med
skrivelsen, dens virketid, samt hvilke sanktioner kommunen vil gøre brug af i
tilfælde, at (A) ikke undlod at udtale sig til pressen om beslutninger
truffet
af kommunalbestyrelsen.
(A) har overfor
organisationerne givet udtryk for, at han opfattede kommunens mundtlige såvel
skriftlige henvendelse som en påtale/advarsel.
(A) har efterfølgende søgt og
fået anden beskæftigelse udenfor både (kommunen) og sit hidtidige
arbejdsområde.
Ad 3.
De sidste 4 år har der i
(kommunen) verseret arbejdsmiljøsag i Bistandsafdelingen på foranledning af
(Arbejdstilsynet).
Ad 4.
I henhold til
Tillidsrepræsentantsreglernes § 1, stk. 4 kan det oplyses, at (A) er valgt af
og blandt ansatte socialrådgivere og socialpædagoger i (kommunen) som fælles
tillidsrepræsentant for ovennævnte 2 grupper. Valget er godkendt af
(kommunen)."
Denne udtalelse sendte jeg
til kommunen som i skrivelse af 3. januar 1995 kommenterede den på følgende
måde:
"Ad. 1.
Landsforbundet refererer to
udtalelser, som angivelig skulle være fremsat af kommunaldirektøren i møde
den
20. april 1994.
Eftersom der ikke blev
udfærdiget referat fra denne samtale, kan det hverken dokumenteres eller
afkræftes, at sådanne udtalelser skulle have fundet sted, men det lyder ikke
sandsynligt, at kommunaldirektøren skulle have bekræftet at han satte
gældende
lov og ombudsmandens udtalelser ud af kraft med sine holdninger.
I landsforbundets skrivelse
refereres borgmesteren for overfor regionalradioen den 22. april at have
vedstået, at der i forhandlingerne med de faglige organisationer den 20.
april
fra kommunens side klart og utvetydigt blev givet udtryk for, at man ikke
kunne
acceptere, at de ansatte udtalte sig til pressen om beslutninger truffet af
kommunalbestyrelsen.
Omkring dette citat skal
bemærkes, at indlægget i regionalradioen er en del af en længere samtale,
borgmesteren havde med radioens medarbejder, og at udtalelsen således er
taget
ud af en større sammenhæng, hvor borgmesteren gav udtryk for sine holdninger
til problemstillingen.
Det er vor opfattelse, at det
forhold, at ledelsen har en holdning til at ansatte ikke bør diskutere
beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen i pressen, ikke i sig selv er en
begrænsning af ytringsfriheden.
Det afgørende må være, at der
ikke er nedskrevet regler herom, og at det over for alle ansatte er
tilkendegivet, at der uanset ledelsens holdning gælder fuld ytringsfrihed.
Vi tillader os at henvise til
følgende uddrag af kommunens skrivelse af 16. juni 1994 til tilsynsrådet:
"Det forhold, at alle
har ytringsfrihed efter grundlovens § 77, afskærer efter kommunens opfattelse
ikke ledelsen fra at prøve at præge de ansatte i en bestemt retning.
Det forhold, at der gælder
ytringsfrihed, afskærer heller ikke muligheden for at søge gennemført en
virksomhedskultur, hvori indgår, at alle søger at forbedre virksomhedens
image
fremfor gennem kritiske udtalelser at skade det.
Der er efter
kommunalbestyrelsens opfattelse intet selvmodsigende i, på den ene side at
have den holdning, at ansatte bør afstå fra at udtale sig kritisk om
kommunalbestyrelsens beslutninger, og på den anden side at anerkende alles
ret
til at udtale sig".
Landsforbundets subjektive
opfattelse af de øvrige personalerepræsentanters bevæggrund til at fremkomme
med en udtalelse betragter vi som sagen uvedkommende, men vil dog ikke
undlade
at tilkendegive, at vi betragter det som en nedvurdering af medarbejderne.
Ad. 2.
Det er fortsat vor
opfattelse, at ledelsen med brevet af 19. april 1994 til (A) alene har
forholdt
sig til indholdet af hans udtalelser og hvorledes disse opfattes i forhold
til
tillidsmandsreglerne.
Der henvises til
bemærkningerne herom i skrivelsen til tilsynsrådet.
Omkring det forhold, at (A)
har søgt og fået andet arbejde, skal bemærkes, at (A) overfor ledelsen har
tilkendegivet, at en medvirkende årsag til at han har søgt nyt arbejde er, at
han den 1. januar 1994 blev valgt ind i (...) kommunalbestyrelse.
Ad. 3.
Der henvises til tidligere
fremsendte sagsakter vedr. arbejdsmiljøsagen.
Ledelsen betragter iøvrigt
denne sag som afsluttet, idet der i lighed med kommunens øvrige
arbejdspladser
sker en løbende opfølgning både med hensyn til det fysiske og det psykiske
arbejdsmiljø.
Det skal bemærkes, at der
netop er stillet en bevilling til rådighed for afdelingen til gennemførelse
af
kursusvirksomhed, som forventes gennemført primo 1995.
..."
IV. Herefter udtalte jeg følgende:
"A)Retsgrundlaget
1)
Grundloven
Grundlovens § 77 har følgende
indhold:
"Enhver er berettiget
til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar
for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde
påny
indføres."
Bestemmelsen må forstås
således at den er til hinder for at der etableres censurordninger, herunder
en
ordning hvorefter ansatte i den offentlige forvaltning kan forbydes som
privatpersoner at ytre sig offentligt om deres arbejdsplads. Den beskytter
således den formelle ytringsfrihed.
Det antages at bestemmelsen
ikke beskytter den materielle ytringsfrihed, dvs. ikke beskytter imod at det
ved lov eller ved andre retskilder bestemmes at ytringer af et bestemt
indhold
skal anses for retsstridige, eventuelt strafbare. En vis beskyttelse af den
materielle ytringsfrihed følger af andre grundlovsbestemmelser, bl.a.
grundlovens § 31 (om den almindelige valgret) samt §§ 68-70 (om
religionsfrihed).
Lovfastsatte begrænsninger i
den materielle ytringsfrihed er for offentligt ansattes vedkommende bl.a.
fastsat i reglerne om tavshedspligt, jf. straffelovens § 152-
152f
samt kapitel 8 i forvaltningsloven.
2)
Loyalitetspligten
De offentligt ansattes ret
til at ytre sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads begrænses af en
ulovbestemt loyalitetspligt. Jeg har flere gange tidligere givet udtryk for
indholdet af den ulovbestemte loyalitetspligts betydning for de offentligt
ansattes ytringsfrihed. Jeg har formuleret min opfattelse på denne måde:
"...
Ved besvarelsen af det
centrale spørgsmål om hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for
offentligt
ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed der gælder for
borgerne
i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt at offentligt ansatte har
ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det
store
antal offentligt ansatte taler afgørende imod at der skulle gælde almindelige
begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger
ville være uforenelige med de hensyn der ligger bag grundlovens bestemmelser
om
den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.
Det er dog antaget at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle
hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på
forvaltningsområder som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning
om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt
medvirkende
i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke
omfatte ansatte med en funktion der ligger fjernt fra de politiske eller
administrative beslutningstagere.
Det spiller en rolle om udtalelserne fremsættes før
eller efter at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig inden en
sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne
beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig
senere.
Det ligger efter praksis fast at offentligt ansatte har
en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere der deltager eller
har
deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.
Jeg henviser i øvrigt til
Bent Christensens responsum vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed der
er gengivet i Juristen for 1980, s. 85ff.
..."
(Min beretning for 1987, s.
237).
3)
Forvaltningslovens § 27,
stk. 2
Bestemmelsen har følgende
indhold:
"
Stk. 2.
Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges
tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige
eller private interesser som nævnt i stk. 1."
Bestemmelsen forbyder bl.a.,
at udtalelser som udelukkende er i strid med loyalitetspligten, inddrages
under
tavshedspligten ved administrativ beslutning.
4)
Tillidsmandsregler
Tillidsrepræsentantreglerne
for personale beskæftiget i (amts)kommuner tilsluttet Amtsrådsforeningen i
Danmark og Kommunernes Landsforening indeholder i § 2 følgende bestemmelse:
"§ 2. Tillidsrepræsentantens virksomhed
Stk. 1.
Det er tillidsrepræsentantens pligt såvel over for sin
organisation som over for (amts)kommunen at gøre sit bedste for at fremme og
vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Tilsvarende pligt påhviler
(amts)kommunens ledelse og dennes repræsentant."
De af kommunen påberåbte
tillidsmandsregler er vedtaget ved overenskomst og er således ikke af
offentligretlig
karakter.
Efter min opfattelse må de
ovenfor gengivne bestemmelser forstås som en bredt formuleret angivelse af de
formål der skal opnås ved tillidsmandsordningen. Herudover indeholder
bestemmelserne en vis vejledning for med hvilken indstilling parterne skal
deltage i det faglige arbejde.
De særlige regler om adgang
til at afskedige tillidsrepræsentanter, om tillidsmænds forpligtelser samt
reglerne om medlemmer af samarbejdsudvalg har efter min opfattelse ingen
betydning for det foreliggende spørgsmål.
En antagelse om at
tillidsrepræsentanter og medlemmer af samarbejdsudvalg ikke har samme adgang
til at ytre sig offentligt som andre offentligt ansatte, savner efter min
mening støtte i den foreligende litteratur og praksis, og den finder heller
ikke støtte i de nævnte bestemmelsers ordlyd.
Reaktioner i anledning af
påståede tilsidesættelser af sådanne aftalte regler må i øvrigt normalt
afklares igennem det fagretlige system og ikke ved personaleretlige
reaktioner
som et led i arbejdsgiverkompetencen.
I denne forbindelse må det
bemærkes at indskrænkninger i den materielle ytringsfrihed i almindelighed
kun
kan antages at foreligge hvis indskrænkningen har et sikkert retskildemæssigt
grundlag, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1983, s. 248 (særligt s.
250), og Lars Nordskov Nielsen, Responsum om offentligt ansattes
ytringsfrihed
- med særligt sigte på overenskomstansatte DJØF'ere, offentliggjort i
DJØF-bladet nr. 22/1987, s. 7.
På denne baggrund finder jeg
ikke at der er grundlag for at mene at der med reglerne om
tillidsrepræsentanter er sket en indskrænkning af ytringsfriheden.
B) (Kommunens) brev af 19. april 1994 til (A).
1)
Skrivelsens retlige
karakter
Skrivelsen indeholder en klar
tilkendegivelse fra kommunens side om at (A's) udtalelser til pressen ligesom
hans "daglige adfærd" indebar en tilsidesættelse af
tillidsmandsreglerne
såvel som loyalitetskravene til de ansatte i (kommunen).
Skrivelsen blev desuden
indlagt på (A's) personalesag hvilket udtrykkeligt blev anført sidst i
brevet.
(A) kunne efter min
opfattelse ikke opfatte skrivelsens indhold på anden måde end som en
irettesættelse i anledning af hans udtalelser til pressen (og for en ikke
nærmere konkretiseret adfærd i forbindelse med arbejdet).
Kommunen har i skrivelsen af
17. november 1994 på mit udtrykkelige spørgsmål om skrivelsens retlige
karakter
oplyst at den var af "vejledende karakter/en vurdering fra ledelsens
side". Jeg må forstå denne ikke særligt præcise beskrivelse således at
kommunen med skrivelsen til (A) ønskede at give udtryk for kommunens retlige
opfattelse af hans adfærd. Skrivelsen havde således samme personaleretlige
funktion som en irettesættelse.
Jeg må derfor lægge til grund
at skrivelsen retligt set må betragtes som en irettesættelse.
2)
Overskridelse af
ytringsfrihedens grænser.
a)
Som anført må skrivelsen betragtes som en kritik af (A) for at
have tilsidesat sine pligter som tillidsmand samt de loyalitetskrav som
gælder
for offentligt ansatte.
Som anført under A, 4 kan der
ikke antages at gælde særlige begrænsninger for tillidsmænd med hensyn til
adgangen til at udtale sig offentligt om deres arbejdsforhold. Jeg må derfor
betragte kommunens henvisning til tillidsmandsreglerne som udtryk for en
urigtig opfattelse af disse reglers betydning for sagen.
b)
Artiklen den 14. april 1994 i (lokalavisen) indeholdt en række
"skjulte" citater af udtalelser fra (A) om arbejdsforholdene i
bistandsafdelingen. Da udtalelserne ikke er blevet dementeret, må jeg gå ud
fra at gengivelsen er dækkende for de synspunkter (A) fremsatte. Det fremgik
tydeligt af artiklen at (A) udtalte sig som fællestillidsmand, dvs. som
privat
person. Der ses heller ikke at være holdepunkt for at antage at oplysningerne
skulle indeholde faktuelle fejl.
Kommunen har i skrivelsen af
19. april 1994 til samtlige ansatte karakteriseret påstanden om
"stavnsbinding" som "udokumenterede påstande".
Derved rejses spørgsmålet
hvilken betydning udtalelsernes faktuelle rigtighed og de fremsatte
synspunkters
holdbarhed har for loyalitetsbedømmelsen.
Efter min mening må
udgangspunktet være at den blotte omstændighed at en ansats oplysninger til
pressen ikke er fuldt korrekte, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at
udtalelsen
kan anses for retsstridig. Over for sådanne fejl har ledelsen mulighed for at
foretage berigtigelse eller fremkomme med korrektioner. Derimod må udtalelser
der bevidst eller ved grov uagtsomhed på væsentlige punkter har fået et
ukorrekt indhold eller udtrykker en åbenbart uholdbar vurdering, anses for
retsstridige.
(A's) udtalelser må ses i
sammenhæng med at de afspejlede en fagpolitisk kritisk holdning. Henvisningen
til "stavnsbinding" måtte snarere end påstande om historiske
begivenheder betragtes som en del af den tilkendegivne kritik, dvs. udtryk
for
en vurdering. Det forekommer mig derfor mindre dækkende at kommunen
karakteriserede
oplysningerne som "udokumenterede påstande". Selv om udtrykket
kunne læses som faktuelt beskrivende, kunne det efter min mening ikke
bebrejdes (A) at der ikke forelå "dokumentation" herfor idet en
sådan
dokumentation ikke var påkrævet for at legitimere dets retmæssighed,
medmindre udtalelsen fremstod som bevidst urigtig eller åbenbart uholdbar.
Dette var utvivlsomt ikke tilfældet.
Hovedindholdet i (A's) udtalelser
i artiklen var kritik af arbejdsmiljøet i bistandsafdelingen samt af at
ledelsen efter hans opfattelse ikke gjorde tilstrækkeligt for at forbedre
det.
Ytringer af dette
indhold
må for en
person som (A) der beklæder en underordnet stilling på arbejdspladsen, anses
for berettigede.
c)
Det fremgår af arbejdsmiljøsagen at ledelsen allerede i 1992
havde givet udtryk for at den ønskede ro om arbejdsmiljøsagen, og at den anså
indlæg i pressen for skadelige for bestræbelserne på at forbedre forholdene
og
løse problemerne. Kommunen har som begrundelse for skrivelsen af 19. april
1994 til (A) henvist til den tidligere indskærpelse af disse
"spilleregler".
Hertil bemærkes at de foran
beskrevne retlige grænser for de ansattes ytringsfrihed ikke kan indsnævres
ved
administrative påbud, jf. herved for så vidt også tavshedspligten, § 27, stk.
2, i forvaltningsloven. Der kan derfor efter min mening ikke tillægges
ledelsens tidligere tilkendegivelser om udtalelser til pressen betydning ved
bedømmelsen af ytringernes retmæssighed.
d)
Omgivelsernes reaktion på udtalelserne kan efter min
opfattelse kun under særlige omstændigheder, herunder især at reaktionerne
kan eller med betydelig sikkerhed bør kunne forudsiges, tillægges betydning.
Derfor mener jeg ikke at der i den foreliggende sag kan lægges vægt på at
(A's) udtalelser eventuelt har fremkaldt en vis uro på arbejdspladsen.
e)
Endelig må det ved bedømmelsen af de citerede bemærkninger
tillægges en vis vægt at sagen havde været debatteret på et åbent byrådsmøde.
Byrådets synspunkter var således kendte for offentligheden, mens de ansatte i
bistandsafdelingen - som i denne sammenhæng i nogen grad måtte betragtes som
byrådets modpart - ikke på samme måde var kommet til orde over for
offentligheden.
f)
Sammenfattende er det min opfattelse at hverken udtalelsernes
faktuelle indhold eller den kritiske holdning der var indeholdt heri, indebar
en overskridelse af de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed.
Heller ikke (A's) funktion i forbindelse med beslutninger, den valgte form
eller omstændighederne i øvrigt talte for at betragte udtalelserne som
retsstridige.
Jeg må derfor konkludere at
den tilkendegivne kritik af (A's) adfærd i forbindelse med hans udtalelser
var
uberettiget. Der ses heller ikke i de forelagte oplysninger holdepunkter for
den i øvrigt i skrivelsen fremsatte kritik af (A's) "daglige
adfærd".
Jeg finder det kritisabelt at
kommunens ledelse uberettiget irettesatte (A). Især må jeg anse den helt
upræciserede og uunderbyggede henvisning til at (A) ikke i sin daglige adfærd
medvirkede til at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold, for
overordentlig uheldig.
3)
Skrivelsens begrundelse
Forvaltningslovens §§ 2, 22
og 24 har følgende indhold:
"§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. ..."
"§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være
ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende
part medhold."
"§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
Foran under 1) er det slået
fast at skrivelsen af 19. april 1994 til (A) må sidestilles med en
irettesættelse.
Skrivelsen må derfor anses
for en afgørelse, således som udtrykket er anvendt i § 2 i forvaltningsloven.
Det følger heraf at den var
omfattet af begrundelsespligten i §§ 22 og 24.
Kommunen henviste i
skrivelsen til at udtalelserne må vurderes som en krænkelse af
"loyalitetskravene til ansatte i (kommunen)" samt af
"spillereglerne med hensyn til udtalelser til pressen". Det må
efter
min mening anses for en tilsidesættelse af § 24, stk. 1, at det nærmere
grundlag for og indhold af denne del af det påberåbte retsgrundlag ikke blev
angivet helt præcist. Netop i en sag som den foreliggende hvor den retlige
bedømmelse sker på grundlag af en ulovbestemt regel, har det særlig betydning
for forståelsen af skrivelsen og for partens eventuelle anfægtelse heraf at
retsgrundlaget bliver præciseret.
Beskrivelsen af den adfærd
hos (A) som fremkaldte irettesættelsen blev angivet som hans "udtalelser
til pressen", "hans daglige adfærd", samt at han ind imellem
så
en interesse i "at skabe uro". Denne angivelse af afgørelsens
faktiske grundlag må jeg anse for helt utilstrækkelig til at gøre det ud for
en angivelse af hovedhensynene bag det udøvede skøn. Også på dette punkt blev
begrundelseskravet i § 24, stk. 1, tilsidesat.
C) Personalemeddelelsen af 19. april 1994
Efter sit indhold var
personalemeddelelsen af rent orienterende karakter. Den kan endvidere ikke
opfattes som en intern retningslinie for de ansattes adgang til at udtale sig
til pressen.
Selve udsendelsen af
meddelelsen giver herefter ikke anledning til retlige problemer.
Den retlige vurdering af
(A's) udtalelser til pressen der var indeholdt i udtalelsen må jeg imidlertid
anse for urigtig, jf. foran under B).
I meddelelsen blev der taget
afstand fra den opfattelse at en god medarbejder skulle blive nægtet
ansættelse
alene med den begrundelse at der havde været presseomtale for et par år siden
af det sted hvor pågældende var ansat.
I artiklen blev (A) citeret
for at have sagt at ansættelse et sted hvor der var dokumenteret et dårligt
psykisk
arbejdsmiljø, kunne være en hæmsko for ansættelse andetsteds.
Jeg finder det uheldigt at
meddelelsen gengav udtalelsernes hovedsynspunkt med et væsentligt andet
indhold
end i artiklen.
Unøjagtigheden må anses for
særlig uheldig i betragtning af at meddelelsens formål bl.a. var at orientere
det samlede personale om de skridt - herunder indskærpelse af
tillidsmandsreglerne
- som kommunen havde taget i anledning af udtalelserne.
D) Forbud mod udtalelse til pressen?
(Fagforeningen) har i
skrivelsen af 12. december 1994 til mig gjort gældende at såvel borgmesteren
som kommunaldirektøren har fremsat generelle forbud imod at kommunens ansatte
offentligt udtaler sig om kommunalbestyrelsens beslutninger.
(Kommunen) har i skrivelsen
af 3. januar 1995 bestridt denne påstand. Samtidig må jeg forstå kommunens
skrivelser i sagen således at det er ledelsens synspunkt at ansatte ikke bør
diskutere beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen i pressen. Det er
videre
ledelsens opfattelse at de ansatte har en ret til at ytre sig offentligt, og
at
denne ret ikke afskærer ledelsen fra at præge de ansatte i retning af ikke at
benytte denne ret.
Der ses ikke at være
holdepunkter i sagens oplysninger for at ledelsen generelt skulle have
nedlagt
forbud imod at de ansatte kommenterer kommunalbestyrelsens beslutninger i
pressen.
Heller ikke
personalemeddelelsen af 19. april 1994 kan fortolkes som et sådant generelt
forbud.
Jeg er for så vidt ikke uenig
med ledelsen af (kommunen) i at ledelsen har ret til at give udtryk for den
holdning at de ansatte bør afstå fra at kommentere kommunalbestyrelsens
beslutninger offentligt. Jeg er heller ikke uenig i at kommunen har ret til
at
forsøge at præge de ansattes holdning.
Det rejser dog principielle
betænkeligheder hvis ledelsen af en forvaltningsmyndighed mere systematisk
søger at påvirke de ansatte til ikke at benytte deres ytringsfrihed. I den
udstrækning bestræbelserne udvikler sig til eller kan opfattes som egentlige
forbud, vil de være i strid med grundlovens § 77.
Efter min mening må -
mundtlige eller skriftlige - reaktioner fra ledelsens side i anledning af de
ansattes udtalelser til pressen formuleres på en sådan måde at de ikke
opfattes
som tilkendegivelser om retlige grænser for ytringsfrihed. Hvis ledelsen
ønsker
at udtrykke skuffelse over at den ansatte ikke forinden har forsøgt at løse
eventuelle problemer internt, bør det samtidig understreges at den ansatte
har
ret til at udtale sig uden en sådan forudgående forelæggelse.
Skrivelserne af 19. april
1994 til henholdsvis (A) og det samlede personale gik efter min mening videre
end til blot at forsøge at påvirke de ansattes holdning. Skrivelsen til (A)
indeholdt en uberettiget irettesættelse af ham, og skrivelsen til personalet
gengav (A's) udtalelser med et væsentligt andet indhold end i artiklen. Jeg
har
ovenfor kritiseret dette forhold og skal på dette sted begrænse mig til at
fastslå at skrivelserne gav udtryk for en opfattelse af den retlige grænse
for
de ansattes ytringsfrihed, og at opfattelsen måtte anses for ukorrekt.
Jeg skal henstille til
(kommunen) at kommunen, både i forbindelse med konkrete afgørelser i forhold
til de ansatte og i forbindelse med generelle personalepolitiske
foranstaltninger,
bestræber sig på at undgå at tilkendegivelserne af de ansatte kan opfattes
som
retlige grænser for deres ytringsfrihed."
Kommunen meddelte senere at
man var sindet at følge ombudsmandens henstilling.
Jeg tog det meddelte til
efterretning.
Lignende dokumenter
- Kommunalt ansattes ret til at henvende sig til byrådet uden om de administrative chefer Retsinformation · 23. juni 2003
- Vedrørende inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer der som ansat i kommunen har deltaget i en arbejdsgruppe der skal fremsætte forslag til kommunalbestyrelse Retsinformation · 25. september 1997
- Offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 25. september 1997
- Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring Retsinformation · 18. september 2001
- Afskedigelse af ikkefaguddannet bibliotekar. Proportionalitetsprincippet. Partshøring. Begrundelse. Notatpligt Retsinformation · 6. september 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0874 Retsinformation · 27. september 2022