Spring til indhold

Retsinformation

Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring.

FOU nr 1992.187UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for

partshøring.

A, der boede i Y-by, klagede

over, at Civilretsdirektoratet havde ophævet hans ret til samvær den 8.

august

1992 med hans to børn.

Det fremgik af sagen, at S

Statsamt den 26. marts 1991 afslog at fastsætte en samværsret for A, og at

denne afgørelse blev stadfæstet af Civilretsdirektoratet den 17. juni 1991.

Den 20. februar 1992 anmodede

A S Statsamt om at genoptage behandlingen af sagen. I den anledning havde

statsamtet en samtale med A's tidligere hustru, B, der gav udtryk for, at A

ikke burde se de to børn mere. Efter en samtale med børnene konkluderede

klinisk psykolog C i en erklæring af 2. april 1992 til statsamtet, at tiden

efter

hendes vurdering stadig ikke var inde til at genoptage samværet, da en

fornyet

kontakt med A på daværende tidspunkt ville kunne virke forstyrrende på

børnenes

positive udvikling.

I en skrivelse af 9. juli

1992 traf S Statsamt følgende afgørelse:

"Statsamtet finder på

baggrund af skolepsykologens erklæring ikke grundlag for, at De genoptager

Deres løbende samvær med børnene.

Under hensyntagen til den

tid, der er forløbet siden det seneste samvær, finder statsamtet det

imidlertid

rimeligt at forsøge at etablere en kontakt mellem Dem og børnene.

Statsamtet bestemmer derfor,

Læs alt

at De har ret til samvær med (børnene) lørdag den 8. august 1992 fra kl.

12.00

til kl. 16.00.

Samværet skal finde sted i

(institutionen D, X-by), og De må ikke under samværet forlade (D's) område

med

børnene.

På baggrund af erfaringerne

med dette samværsbesøg vil statsamtet tage stilling til en eventuel

genoptagelse af det løbende samvær."

Ved skrivelse af 10. juli

1992 til Civilretsdirektoratet påklagede advokat E på B's vegne statsamtets

afgørelse. Ved påtegningsskrivelse af 15. juli 1992 anmodede

Civilretsdirektoratet S Statsamt om en udtalelse om sagen. Den 23. juli 1992

indstillede statsamtet til direktoratet, at afgørelsen blev fastholdt.

Med skrivelse af 4. august

1992 sendte Civilretsdirektoratet A en kopi af advokat E's skrivelse af 10.

juli 1992 og af klinisk psykolog C's erklæring af 2. april 1992 og anmodede

om

at få A's bemærkninger til de to skrivelser inden tre dage.

I skrivelse af 7. august 1992

ændrede Civilretsdirektoratet den trufne afgørelse. Direktoratet anførte

bl.a.

følgende:

"Statsamterne og

Civilretsdirektoratet følger den praksis at lægge afgørende vægt på barnets

egen mening om samvær, når det er omkring 12 år, eller når det skønnes, at

barnet har en alder og modenhed, der gør det ubetænkeligt, at lægge barnets

egen mening til grund.

Det fremgår af sagen, at

klinisk psykolog (C) den 2. april 1992 udarbejdede en erklæring efter samtale

med begge børnene. Af erklæringen fremgår det, at begge børn har udtalt sig

imod samvær med deres far, ligesom det i erklæringen konkluderes, at tiden

ikke

er inde til, at der fastsættes samvær, idet samværet vil kunne komme til at

virke forstyrrende ind på børnenes nuværende positive udvikling.

Psykologens erklæring har ved

skrivelse fra Civilretsdirektoratet af 4. august 1992 været forelagt for (A),

der ved en repræsentant har meddelt Civilretsdirektoratet telefonisk, at han

ikke har yderligere bemærkninger til sagen, men at han ønsker at fastholde

sin

samværsret med børnene.

Civilretsdirektoratet finder

således at burde lægge vægt på den af (C) udarbejdede psykologerklæring,

herunder på børnenes egne tilkendegivelser."

Afgørelsen blev sendt med

posten til sagens parter og til S Statsamt. Advokat E fik desuden tilsendt

afgørelsen pr. telefax den 7. august 1992.

I et notat skrevet af en

overassistent i S Statsamt, var anført følgende:

"Statsamtet lukker kl.

14.00 om fredagen.

Undertegnede arbejdede over

fredag den 7. august 1992.

Kl. ca. 15

bankede advokat (E) på et vindue til kontoret og spurgte, om han måtte tale

med

(fuldmægtig F). (F) havde forladt kontoret kl. 14, og advokat (E) bad mig

kontakte (F) og meddele ham, at han netop havde modtaget en telefax fra

Civilretsdirektoratet, hvoraf fremgik, at den samværsafgørelse, vi traf den

9.

juli 1992, var blevet ophævet, og at "(F) må gøre noget i den

anledning".

Kl. 15.10 - forgæves ringet

privat til (F).

Kl. 15.15 - forgæves ringet

til Civilretsdirektoratet (telefonsvarer).

Kl. 15.20 - ringede til (G),

(institutionen D) (privat) og orienterede ham om situationen.

Kl. 16.00 - ringede til (F)

og orienterede ham om

situationen."

I et notat skrevet af

fuldmægtig F, S Statsamt, var bl.a. anført følgende:

"Fredag den 7. august

1992 ringede (overassistenten) på min privattelefon og oplyste, at hun havde

været på kontoret efter arbejdstids ophør og var blevet kontaktet af advokat

(E), som havde modtaget en telefax fra Civilretsdirektoratet, hvorved (A's)

samvær med børnene om lørdagen den 8. august var ophævet.

------------

S.d. talt med (G), som gerne

ville have klarhed over, om (A) kom om lørdagen eller ej.

------------

S.d. forsøgt at kontakte

(Y-by) Kommune, som muligvis havde fået telefax fra Civilretsdirektoratet på

vegne (A). Ingen oplysning om "hastenumre" eller anden

forbindelsesmulighed.

------------

S.d. kontaktet (X-by) politi

og anmodet dem om at være behjælpelig med at få givet (A) besked, så han ikke

rejste forgæves til (X-by) om lørdagen.

Vagthavende lovede at

telefaxe en kopi af afgørelsen - som politiet havde modtaget i telefax fra

advokat (E) - til (Y-by) politi, som så kunne sende en civil betjent ud på

(A's) bopæl for at orientere ham om afgørelsen.

Kl. ca. 18.00 meldte (X-by)

politi tilbage, at man havde været på (A's) bopæl uden at træffe nogen

hjemme,

men afleveret en kopi af afgørelsen i postkassen. Man ville forsøge senere at

træffe ham hjemme. Man har samtidig afleveret en kopi til (institutionen D),

så

man der har en afgørelse at vise (A), hvis han ikke får besked, men kommer om

lørdagen.

------------

S.d. meddelt dette til (G),

(institutionen D).

------------

Kl. 21.30 meddeler (X-by)

politi, at man nu har truffet (A) på dennes bopæl og meddelt ham, at

afgørelsen

er bortfaldet, og at han derfor ikke skal rejse til (X-by) om lørdagen."

A anførte i klagen til mig,

at der efter A's opfattelse var sket store fejl i behandlingen af sagen. A

henviste til, at han først fik Civilretsdirektoratets brev af 4. august 1992

to

dage før samværet skulle finde sted og således ikke kunne nå at foretage sig

andet end at ringe til direktoratet, statsamtet og sin sagsbehandler, hvem A

meddelte, at han fortsat ønskede samværsretten gennemført. Endvidere

fremhævede

A, at han først fik meddelelse om Civilretsdirektoratets afgørelse den 7.

august 1992 på trods af, at A havde planlagt at rejse til (X-by), der er

beliggende i den anden ende af landet, tidligt den følgende morgen. Endelig

anførte A, at han på grund af forholdet til sine naboer ikke brød sig om at

få

besøg af politiet.

Civilretsdirektoratet

henholdt sig i udtalelsen til mig til den trufne afgørelse.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"

Afgørelsen om samværsretten

Civilretsdirektoratets

afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven (jf.

lovbekendtgørelse

nr. 443 af 3. oktober 1985), der har følgende indhold:

"

§ 23.

Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at

den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.

§ 24.

Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og

udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i

forbindelse hermed.

Stk. 2.

Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre

eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad

der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn

til

den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

Før der træffes afgørelse om

bl.a. samværsret med børn over 12 år, skal der efter myndighedslovens § 26

finde en samtale sted med barnet herom.

Som det fremgår af

Civilretsdirektoratets skrivelse af 7. august 1992, lægges der efter praksis

i

almindelighed stor vægt på barnets mening, når barnet har nået 12-års

alderen.

I tilfælde, hvor der er fastsat samværsret med søskende, og aldersforskellen

mellem børnene er ringe, vil der endvidere i almindelighed blive taget hensyn

til et ønske fra forældremyndighedens indehaver om, at børnene stilles ens

med

hensyn til samværsudøvelsen.

Denne praksis har jeg

tidligere haft lejlighed til at tage stilling til og ikke fundet grundlag for

at kritisere.

Det følger heraf, at jeg i

almindelighed ikke vil kunne kritisere en afgørelse om samværsrettens omfang,

når den bygger på en samtale med et barn, der er fyldt 12 år. Det forudsættes

herved, at der ikke i forbindelse med samtalen eller i sagen i øvrigt er

særlige

holdepunkter for at antage, at barnet ikke har givet udtryk for sin oprigtige

mening.

(Det ældste barn) er født den

15. juli 1980 og fyldte altså 12 år få måneder efter samtalen med klinisk

psykolog (C). (Det yngste barn) er født den 19. juni 1981 og er således knap

et

år yngre end (det ældste barn). På den baggrund kan det ikke give mig

anledning

til bemærkninger, at Civilretsdirektoratet ved afgørelsen har lagt vægt på de

to børns mening. Det bemærkes, at jeg ikke har fundet særlige holdepunkter

for

at antage, at børnene ikke har givet udtryk for deres oprigtige mening under

samtalen med klinisk psykolog (C). Jeg har således ikke grundlag for at

kritisere den afgørelse, Civilretsdirektoratet har truffet.

Partshøringen

Ifølge § 19, stk. 1, i

forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) kan en myndighed, når

den

foretager partshøring, fastsætte en frist for partens afgivelse af en

udtalelse

til myndigheden.

I Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 106, er bl.a. anført følgende herom:

"Ved fastsættelsen af en

frist bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i

oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der kan i den

forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens

karakter,

herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre

dele

af sagen. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan

karakter,

at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere

sagen

og medvirke ved udformningen af udtalelsen. Der bør også tages hensyn til

andre

private eller offentlige interesser i en hurtig behandling af sagen."

I denne sag sendte

Civilretsdirektoratet Dem den 4. august 1992 kopi af advokat (E's)

klageskrivelse og klinisk psykolog (C's) erklæring af 2. april 1992 og

anmodede

om at få Deres bemærkninger til de to skrivelser inden den 7. august 1992.

Jeg lægger til grund, at

Civilretsdirektoratet satte en så kort frist for Deres afgivelse af

bemærkninger, fordi direktoratet ønskede at træffe afgørelse i sagen, inden

samværsretten skulle gennemføres den 8. august 1992.

Hvis De havde modtaget

Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. august 1992 dagen efter, at den var

sendt, havde De skullet afgive udtalelsen (skriftligt) senest dagen efter, De

havde modtaget skrivelsen. Civilretsdirektoratet måtte imidlertid vide, at

der

var en vis risiko for, at De først fik skrivelsen mere end en dag efter, den

var sendt. Jeg bemærker herved, at der ikke er oplysninger om, at

Civilretsdirektoratets skrivelse blev sendt som ekspresbrev.

Efter det oplyste modtog De

først skrivelsen den 6. august 1992. (Jeg bemærker, at Civilretsdirektoratets

sagsakter ikke indeholder notat om den telefonsamtale, der ifølge

direktoratets

afgørelse har været ført med en repræsentant for Dem). De skulle således

svare

- i hvert fald hvis det skulle være skriftligt - samme dag, som De modtog

direktoratets brev. Det betød, at Deres mulighed for nøjere at overveje

udtalelsens indhold og at rådføre Dem med andre om sagen blev indskrænket

meget

væsentligt.

Advokat (E's) skrivelse af

10. juli 1992 blev modtaget af Civilretsdirektoratet den 13. juli 1992, og

(S)

Statsamts skrivelse af 23. juli 1992, hvormed bl.a. erklæringen af 2. april

1992 blev fremsendt, blev modtaget af direktoratet den 27. juli 1992.

Civilretsdirektoratet havde

således mulighed for at sende partshøringsskrivelsen til Dem den 27. juli

1992,

og anledningen til at fremskynde sagen - at der så vidt muligt skulle træffes

afgørelse i sagen inden 8. august 1992 - forelå på det tidspunkt.

Da den korte frist i

væsentlig grad indskrænkede Deres mulighed for at varetage Deres interesser,

og

da dette i nogen grad kunne have været undgået ved en bedre tilrettelæggelse

af

sagsbehandlingen, finder jeg det beklageligt, at Civilretsdirektoratet gav

Dem

en så kort frist til at afgive bemærkninger, som tilfældet var. Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

Meddelelsen om den trufne afgørelse

Civilretsdirektoratet gav

meddelelse om den trufne afgørelse i skrivelse af 7. august 1992 til advokat

(E). Skrivelsen blev sendt i kopi til Dem og til (S) Statsamt. Udover at

fremsende skrivelsen og kopierne heraf som almindelige breve blev der den 7.

august 1992 sendt en kopi af skrivelsen pr. telefax til advokat (E). Advokat

(E) henvendte sig kort efter modtagelsen af telefaxmeddelelsen personligt på

(S) Statsamt, hvor det lykkedes ham at få kontakt med en medarbejder, der var

på overarbejde. Medarbejderen tog kontakt med statsamtets sagsbehandler på

dennes bopæl, og sagsbehandleren satte sig i forbindelse med politiet, som

efter flere henvendelser fik kontakt med Dem ud på aftenen den 7. august 1992

og gav Dem meddelelse om afgørelsen.

Jeg går ud fra, at

Civilretsdirektoratet normalt vil være tilbageholdende med at ændre en

afgørelse

om samværsret dagen før, samværsretten skulle være gennemført, navnlig når

der

som i denne sag er tale om en enkeltstående adgang til samvær. Hvis en

afgørelse om samværsret alligevel ændres under disse omstændigheder, bør

direktoratet efter min mening bestræbe sig på at sikre, at der gives de

parter,

som berøres af afgørelsen, meddelelse samme dag.

I den foreliggende sag blev

afgørelsen meddelt advokat (E) pr. telefax, mens Civilretsdirektoratet ikke

traf særlige foranstaltninger for at sikre, at De hurtigt fik meddelelse om

afgørelsen, selv om man måtte være klar over, at Deres afrejse til (X-by) var

umiddelbart forestående. Kun den ekstraordinære indsats fra advokat (E) og

medarbejdere hos (S) Statsamt og politiet sikrede, at De fik meddelelse før

Deres afrejse til (X-by).

Jeg har ikke tilstrækkeligt

grundlag for at kritisere, at Civilretsdirektoratet den 7. august 1992 traf

afgørelse om at ophæve Deres ret til samvær den følgende dag med Deres to

børn.

Det er imidlertid efter min opfattelse meget beklageligt, at direktoratet

ikke

sikrede sig, at der samme dag blev givet Dem meddelelse om afgørelsen. Jeg

har

gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse; men jeg har ikke

grundlag for at foretage yderligere i sagen."

Civilretsdirektoratet

meddelte under en telefonsamtale med en af mine medarbejdere den 5. januar

1993

og i skrivelse af 11. januar 1993, at det fremgik af direktoratets interne

referatark i sagen, at A's samlever på vegne af A reagerede på partshøringen

ved at ringe den 7. august 1992 til den medarbejder i direktoratet, der

behandlede sagen. Direktoratet oplyste endvidere, at den pågældende

medarbejder

senere den samme dag orienterede dels Y-by Kommune (jf. samtalen med A's

samlever) og dels A om direktoratets afgørelse. Civilretsdirektoratet

fremsendte med skrivelsen af 11. januar 1993 en kopi af den pågældende side i

direktoratets referatark i sagen.

Civilretsdirektoratet

beklagede telefonisk og i skrivelsen af 11. januar 1993, at jeg ikke modtog

de

ovennævnte oplysninger i forbindelse med svaret på min høringsskrivelse.

Direktoratet oplyste, at det beroede på en fejl, at der ikke i forbindelse

med

min høring blev udarbejdet og medsendt særskilte telefonnotater. Direktoratet

oplyste endvidere, at direktoratet over for sine medarbejdere understregede

vigtigheden af at foretage fyldestgørende telefonnotater samt vigtigheden af,

at det materiale, der udlåntes til mig, var fyldestgørende.

A havde lejlighed til at

udtale sig om Civilretsdirektoratets nye oplysninger i sagen.

I en skrivelse til

Civilretsdirektoratet udtalte jeg herefter følgende:

"Ombudsmandens vurdering

af, om der er grundlag for at udtale kritik i anledning af en klage, sker som

bekendt på baggrund af høring af den indklagede myndighed samt en gennemgang

af

sagens akter. Ved høringen af myndigheden anmoder jeg efter fast praksis om

udlån af sagens akter og om myndighedens bemærkninger til klagen. Kun

undtagelsesvis, eventuelt i forbindelse med en supplerende høring, anmoder

jeg

om myndighedens bemærkninger til særligt angivne spørgsmål. Jeg lægger herved

til grund, at de sagsakter, som modtages fra myndigheden, indeholder et

dækkende billede af det afgørelsesgrundlag, som har foreligget for

myndigheden.

Hvis der i klagen rejses kritik af myndigheden vedrørende forhold, som der

ikke

er redegjort for i de fremsendte sagsakter, lægger jeg tilsvarende til grund,

at myndigheden i forbindelse med udtalelsen til mig forsyner mig med de for

bedømmelsen relevante oplysninger. Dette har været normal praksis ved

udøvelsen

af ombudsmandskontrollen gennem mange år, og det er - som et

normaludgangspunkt

- efter min opfattelse en fuldt betryggende fremgangsmåde. Andet vil være

unødigt besværligt og tidskrævende.

I den aktuelle sag havde

Civilretsdirektoratet ingen yderligere bemærkninger til sagen i anledning af

klagen fra (A). Jeg finder det på den baggrund særdeles uheldigt, at

Civilretsdirektoratet først efterfølgende har givet mig de ovennævnte

oplysninger.

Efter modtagelsen af

oplysningerne er grundlaget for min udtalelse i sagen ændret.

I min udtalelse (...)

vedrørende partshøringen bemærkede jeg, at Civilretsdirektoratets sagsakter

ikke indeholdt notat om den samtale, der ifølge direktoratets afgørelse havde

været ført med en repræsentant for (A). Den af Civilretsdirektoratet nu

fremsendte kopi af en side i direktoratets referatark i sagen rummer et notat

om en samtale den 7. august 1992 mellem direktoratets medarbejder og (A's

samlever). Notatet indeholder ikke sådanne nye oplysninger angående

partshøringen, at jeg har grundlag for at ændre min udtalelse om dette

spørgsmål.

I min udtalelse (...)

angående meddelelsen om den trufne afgørelse lagde jeg til grund, at

Civilretsdirektoratet ikke havde truffet særlige foranstaltninger for at

sikre,

at (A) hurtigt fik meddelelse om afgørelsen. Det fremgår imidlertid af de

oplysninger, som jeg nu har modtaget, at Civilretsdirektoratet gav (A)

telefonisk meddelelse om den trufne afgørelse den 7. august 1992. På den

baggrund er der ikke længere grundlag for min udtalelse om dette spørgsmål.

Denne udtalelse er således bortfaldet."

Lignende dokumenter