Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for
partshøring.
A, der boede i Y-by, klagede
over, at Civilretsdirektoratet havde ophævet hans ret til samvær den 8.
august
1992 med hans to børn.
Det fremgik af sagen, at S
Statsamt den 26. marts 1991 afslog at fastsætte en samværsret for A, og at
denne afgørelse blev stadfæstet af Civilretsdirektoratet den 17. juni 1991.
Den 20. februar 1992 anmodede
A S Statsamt om at genoptage behandlingen af sagen. I den anledning havde
statsamtet en samtale med A's tidligere hustru, B, der gav udtryk for, at A
ikke burde se de to børn mere. Efter en samtale med børnene konkluderede
klinisk psykolog C i en erklæring af 2. april 1992 til statsamtet, at tiden
efter
hendes vurdering stadig ikke var inde til at genoptage samværet, da en
fornyet
kontakt med A på daværende tidspunkt ville kunne virke forstyrrende på
børnenes
positive udvikling.
I en skrivelse af 9. juli
1992 traf S Statsamt følgende afgørelse:
"Statsamtet finder på
baggrund af skolepsykologens erklæring ikke grundlag for, at De genoptager
Deres løbende samvær med børnene.
Under hensyntagen til den
tid, der er forløbet siden det seneste samvær, finder statsamtet det
imidlertid
rimeligt at forsøge at etablere en kontakt mellem Dem og børnene.
Statsamtet bestemmer derfor,
Læs alt
at De har ret til samvær med (børnene) lørdag den 8. august 1992 fra kl.
12.00
til kl. 16.00.
Samværet skal finde sted i
(institutionen D, X-by), og De må ikke under samværet forlade (D's) område
med
børnene.
På baggrund af erfaringerne
med dette samværsbesøg vil statsamtet tage stilling til en eventuel
genoptagelse af det løbende samvær."
Ved skrivelse af 10. juli
1992 til Civilretsdirektoratet påklagede advokat E på B's vegne statsamtets
afgørelse. Ved påtegningsskrivelse af 15. juli 1992 anmodede
Civilretsdirektoratet S Statsamt om en udtalelse om sagen. Den 23. juli 1992
indstillede statsamtet til direktoratet, at afgørelsen blev fastholdt.
Med skrivelse af 4. august
1992 sendte Civilretsdirektoratet A en kopi af advokat E's skrivelse af 10.
juli 1992 og af klinisk psykolog C's erklæring af 2. april 1992 og anmodede
om
at få A's bemærkninger til de to skrivelser inden tre dage.
I skrivelse af 7. august 1992
ændrede Civilretsdirektoratet den trufne afgørelse. Direktoratet anførte
bl.a.
følgende:
"Statsamterne og
Civilretsdirektoratet følger den praksis at lægge afgørende vægt på barnets
egen mening om samvær, når det er omkring 12 år, eller når det skønnes, at
barnet har en alder og modenhed, der gør det ubetænkeligt, at lægge barnets
egen mening til grund.
Det fremgår af sagen, at
klinisk psykolog (C) den 2. april 1992 udarbejdede en erklæring efter samtale
med begge børnene. Af erklæringen fremgår det, at begge børn har udtalt sig
imod samvær med deres far, ligesom det i erklæringen konkluderes, at tiden
ikke
er inde til, at der fastsættes samvær, idet samværet vil kunne komme til at
virke forstyrrende ind på børnenes nuværende positive udvikling.
Psykologens erklæring har ved
skrivelse fra Civilretsdirektoratet af 4. august 1992 været forelagt for (A),
der ved en repræsentant har meddelt Civilretsdirektoratet telefonisk, at han
ikke har yderligere bemærkninger til sagen, men at han ønsker at fastholde
sin
samværsret med børnene.
Civilretsdirektoratet finder
således at burde lægge vægt på den af (C) udarbejdede psykologerklæring,
herunder på børnenes egne tilkendegivelser."
Afgørelsen blev sendt med
posten til sagens parter og til S Statsamt. Advokat E fik desuden tilsendt
afgørelsen pr. telefax den 7. august 1992.
I et notat skrevet af en
overassistent i S Statsamt, var anført følgende:
"Statsamtet lukker kl.
14.00 om fredagen.
Undertegnede arbejdede over
fredag den 7. august 1992.
Kl. ca. 15
bankede advokat (E) på et vindue til kontoret og spurgte, om han måtte tale
med
(fuldmægtig F). (F) havde forladt kontoret kl. 14, og advokat (E) bad mig
kontakte (F) og meddele ham, at han netop havde modtaget en telefax fra
Civilretsdirektoratet, hvoraf fremgik, at den samværsafgørelse, vi traf den
9.
juli 1992, var blevet ophævet, og at "(F) må gøre noget i den
anledning".
Kl. 15.10 - forgæves ringet
privat til (F).
Kl. 15.15 - forgæves ringet
til Civilretsdirektoratet (telefonsvarer).
Kl. 15.20 - ringede til (G),
(institutionen D) (privat) og orienterede ham om situationen.
Kl. 16.00 - ringede til (F)
og orienterede ham om
situationen."
I et notat skrevet af
fuldmægtig F, S Statsamt, var bl.a. anført følgende:
"Fredag den 7. august
1992 ringede (overassistenten) på min privattelefon og oplyste, at hun havde
været på kontoret efter arbejdstids ophør og var blevet kontaktet af advokat
(E), som havde modtaget en telefax fra Civilretsdirektoratet, hvorved (A's)
samvær med børnene om lørdagen den 8. august var ophævet.
------------
S.d. talt med (G), som gerne
ville have klarhed over, om (A) kom om lørdagen eller ej.
------------
S.d. forsøgt at kontakte
(Y-by) Kommune, som muligvis havde fået telefax fra Civilretsdirektoratet på
vegne (A). Ingen oplysning om "hastenumre" eller anden
forbindelsesmulighed.
------------
S.d. kontaktet (X-by) politi
og anmodet dem om at være behjælpelig med at få givet (A) besked, så han ikke
rejste forgæves til (X-by) om lørdagen.
Vagthavende lovede at
telefaxe en kopi af afgørelsen - som politiet havde modtaget i telefax fra
advokat (E) - til (Y-by) politi, som så kunne sende en civil betjent ud på
(A's) bopæl for at orientere ham om afgørelsen.
Kl. ca. 18.00 meldte (X-by)
politi tilbage, at man havde været på (A's) bopæl uden at træffe nogen
hjemme,
men afleveret en kopi af afgørelsen i postkassen. Man ville forsøge senere at
træffe ham hjemme. Man har samtidig afleveret en kopi til (institutionen D),
så
man der har en afgørelse at vise (A), hvis han ikke får besked, men kommer om
lørdagen.
------------
S.d. meddelt dette til (G),
(institutionen D).
------------
Kl. 21.30 meddeler (X-by)
politi, at man nu har truffet (A) på dennes bopæl og meddelt ham, at
afgørelsen
er bortfaldet, og at han derfor ikke skal rejse til (X-by) om lørdagen."
A anførte i klagen til mig,
at der efter A's opfattelse var sket store fejl i behandlingen af sagen. A
henviste til, at han først fik Civilretsdirektoratets brev af 4. august 1992
to
dage før samværet skulle finde sted og således ikke kunne nå at foretage sig
andet end at ringe til direktoratet, statsamtet og sin sagsbehandler, hvem A
meddelte, at han fortsat ønskede samværsretten gennemført. Endvidere
fremhævede
A, at han først fik meddelelse om Civilretsdirektoratets afgørelse den 7.
august 1992 på trods af, at A havde planlagt at rejse til (X-by), der er
beliggende i den anden ende af landet, tidligt den følgende morgen. Endelig
anførte A, at han på grund af forholdet til sine naboer ikke brød sig om at
få
besøg af politiet.
Civilretsdirektoratet
henholdt sig i udtalelsen til mig til den trufne afgørelse.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"
Afgørelsen om samværsretten
Civilretsdirektoratets
afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven (jf.
lovbekendtgørelse
nr. 443 af 3. oktober 1985), der har følgende indhold:
"
§ 23.
Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at
den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.
§ 24.
Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og
udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i
forbindelse hermed.
Stk. 2.
Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre
eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad
der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn
til
den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."
Før der træffes afgørelse om
bl.a. samværsret med børn over 12 år, skal der efter myndighedslovens § 26
finde en samtale sted med barnet herom.
Som det fremgår af
Civilretsdirektoratets skrivelse af 7. august 1992, lægges der efter praksis
i
almindelighed stor vægt på barnets mening, når barnet har nået 12-års
alderen.
I tilfælde, hvor der er fastsat samværsret med søskende, og aldersforskellen
mellem børnene er ringe, vil der endvidere i almindelighed blive taget hensyn
til et ønske fra forældremyndighedens indehaver om, at børnene stilles ens
med
hensyn til samværsudøvelsen.
Denne praksis har jeg
tidligere haft lejlighed til at tage stilling til og ikke fundet grundlag for
at kritisere.
Det følger heraf, at jeg i
almindelighed ikke vil kunne kritisere en afgørelse om samværsrettens omfang,
når den bygger på en samtale med et barn, der er fyldt 12 år. Det forudsættes
herved, at der ikke i forbindelse med samtalen eller i sagen i øvrigt er
særlige
holdepunkter for at antage, at barnet ikke har givet udtryk for sin oprigtige
mening.
(Det ældste barn) er født den
15. juli 1980 og fyldte altså 12 år få måneder efter samtalen med klinisk
psykolog (C). (Det yngste barn) er født den 19. juni 1981 og er således knap
et
år yngre end (det ældste barn). På den baggrund kan det ikke give mig
anledning
til bemærkninger, at Civilretsdirektoratet ved afgørelsen har lagt vægt på de
to børns mening. Det bemærkes, at jeg ikke har fundet særlige holdepunkter
for
at antage, at børnene ikke har givet udtryk for deres oprigtige mening under
samtalen med klinisk psykolog (C). Jeg har således ikke grundlag for at
kritisere den afgørelse, Civilretsdirektoratet har truffet.
Partshøringen
Ifølge § 19, stk. 1, i
forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) kan en myndighed, når
den
foretager partshøring, fastsætte en frist for partens afgivelse af en
udtalelse
til myndigheden.
I Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, pkt. 106, er bl.a. anført følgende herom:
"Ved fastsættelsen af en
frist bør der gives den pågældende part rimelig tid til at sætte sig ind i
oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der kan i den
forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens
karakter,
herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre
dele
af sagen. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan
karakter,
at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere
sagen
og medvirke ved udformningen af udtalelsen. Der bør også tages hensyn til
andre
private eller offentlige interesser i en hurtig behandling af sagen."
I denne sag sendte
Civilretsdirektoratet Dem den 4. august 1992 kopi af advokat (E's)
klageskrivelse og klinisk psykolog (C's) erklæring af 2. april 1992 og
anmodede
om at få Deres bemærkninger til de to skrivelser inden den 7. august 1992.
Jeg lægger til grund, at
Civilretsdirektoratet satte en så kort frist for Deres afgivelse af
bemærkninger, fordi direktoratet ønskede at træffe afgørelse i sagen, inden
samværsretten skulle gennemføres den 8. august 1992.
Hvis De havde modtaget
Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. august 1992 dagen efter, at den var
sendt, havde De skullet afgive udtalelsen (skriftligt) senest dagen efter, De
havde modtaget skrivelsen. Civilretsdirektoratet måtte imidlertid vide, at
der
var en vis risiko for, at De først fik skrivelsen mere end en dag efter, den
var sendt. Jeg bemærker herved, at der ikke er oplysninger om, at
Civilretsdirektoratets skrivelse blev sendt som ekspresbrev.
Efter det oplyste modtog De
først skrivelsen den 6. august 1992. (Jeg bemærker, at Civilretsdirektoratets
sagsakter ikke indeholder notat om den telefonsamtale, der ifølge
direktoratets
afgørelse har været ført med en repræsentant for Dem). De skulle således
svare
- i hvert fald hvis det skulle være skriftligt - samme dag, som De modtog
direktoratets brev. Det betød, at Deres mulighed for nøjere at overveje
udtalelsens indhold og at rådføre Dem med andre om sagen blev indskrænket
meget
væsentligt.
Advokat (E's) skrivelse af
10. juli 1992 blev modtaget af Civilretsdirektoratet den 13. juli 1992, og
(S)
Statsamts skrivelse af 23. juli 1992, hvormed bl.a. erklæringen af 2. april
1992 blev fremsendt, blev modtaget af direktoratet den 27. juli 1992.
Civilretsdirektoratet havde
således mulighed for at sende partshøringsskrivelsen til Dem den 27. juli
1992,
og anledningen til at fremskynde sagen - at der så vidt muligt skulle træffes
afgørelse i sagen inden 8. august 1992 - forelå på det tidspunkt.
Da den korte frist i
væsentlig grad indskrænkede Deres mulighed for at varetage Deres interesser,
og
da dette i nogen grad kunne have været undgået ved en bedre tilrettelæggelse
af
sagsbehandlingen, finder jeg det beklageligt, at Civilretsdirektoratet gav
Dem
en så kort frist til at afgive bemærkninger, som tilfældet var. Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
Meddelelsen om den trufne afgørelse
Civilretsdirektoratet gav
meddelelse om den trufne afgørelse i skrivelse af 7. august 1992 til advokat
(E). Skrivelsen blev sendt i kopi til Dem og til (S) Statsamt. Udover at
fremsende skrivelsen og kopierne heraf som almindelige breve blev der den 7.
august 1992 sendt en kopi af skrivelsen pr. telefax til advokat (E). Advokat
(E) henvendte sig kort efter modtagelsen af telefaxmeddelelsen personligt på
(S) Statsamt, hvor det lykkedes ham at få kontakt med en medarbejder, der var
på overarbejde. Medarbejderen tog kontakt med statsamtets sagsbehandler på
dennes bopæl, og sagsbehandleren satte sig i forbindelse med politiet, som
efter flere henvendelser fik kontakt med Dem ud på aftenen den 7. august 1992
og gav Dem meddelelse om afgørelsen.
Jeg går ud fra, at
Civilretsdirektoratet normalt vil være tilbageholdende med at ændre en
afgørelse
om samværsret dagen før, samværsretten skulle være gennemført, navnlig når
der
som i denne sag er tale om en enkeltstående adgang til samvær. Hvis en
afgørelse om samværsret alligevel ændres under disse omstændigheder, bør
direktoratet efter min mening bestræbe sig på at sikre, at der gives de
parter,
som berøres af afgørelsen, meddelelse samme dag.
I den foreliggende sag blev
afgørelsen meddelt advokat (E) pr. telefax, mens Civilretsdirektoratet ikke
traf særlige foranstaltninger for at sikre, at De hurtigt fik meddelelse om
afgørelsen, selv om man måtte være klar over, at Deres afrejse til (X-by) var
umiddelbart forestående. Kun den ekstraordinære indsats fra advokat (E) og
medarbejdere hos (S) Statsamt og politiet sikrede, at De fik meddelelse før
Deres afrejse til (X-by).
Jeg har ikke tilstrækkeligt
grundlag for at kritisere, at Civilretsdirektoratet den 7. august 1992 traf
afgørelse om at ophæve Deres ret til samvær den følgende dag med Deres to
børn.
Det er imidlertid efter min opfattelse meget beklageligt, at direktoratet
ikke
sikrede sig, at der samme dag blev givet Dem meddelelse om afgørelsen. Jeg
har
gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse; men jeg har ikke
grundlag for at foretage yderligere i sagen."
Civilretsdirektoratet
meddelte under en telefonsamtale med en af mine medarbejdere den 5. januar
1993
og i skrivelse af 11. januar 1993, at det fremgik af direktoratets interne
referatark i sagen, at A's samlever på vegne af A reagerede på partshøringen
ved at ringe den 7. august 1992 til den medarbejder i direktoratet, der
behandlede sagen. Direktoratet oplyste endvidere, at den pågældende
medarbejder
senere den samme dag orienterede dels Y-by Kommune (jf. samtalen med A's
samlever) og dels A om direktoratets afgørelse. Civilretsdirektoratet
fremsendte med skrivelsen af 11. januar 1993 en kopi af den pågældende side i
direktoratets referatark i sagen.
Civilretsdirektoratet
beklagede telefonisk og i skrivelsen af 11. januar 1993, at jeg ikke modtog
de
ovennævnte oplysninger i forbindelse med svaret på min høringsskrivelse.
Direktoratet oplyste, at det beroede på en fejl, at der ikke i forbindelse
med
min høring blev udarbejdet og medsendt særskilte telefonnotater. Direktoratet
oplyste endvidere, at direktoratet over for sine medarbejdere understregede
vigtigheden af at foretage fyldestgørende telefonnotater samt vigtigheden af,
at det materiale, der udlåntes til mig, var fyldestgørende.
A havde lejlighed til at
udtale sig om Civilretsdirektoratets nye oplysninger i sagen.
I en skrivelse til
Civilretsdirektoratet udtalte jeg herefter følgende:
"Ombudsmandens vurdering
af, om der er grundlag for at udtale kritik i anledning af en klage, sker som
bekendt på baggrund af høring af den indklagede myndighed samt en gennemgang
af
sagens akter. Ved høringen af myndigheden anmoder jeg efter fast praksis om
udlån af sagens akter og om myndighedens bemærkninger til klagen. Kun
undtagelsesvis, eventuelt i forbindelse med en supplerende høring, anmoder
jeg
om myndighedens bemærkninger til særligt angivne spørgsmål. Jeg lægger herved
til grund, at de sagsakter, som modtages fra myndigheden, indeholder et
dækkende billede af det afgørelsesgrundlag, som har foreligget for
myndigheden.
Hvis der i klagen rejses kritik af myndigheden vedrørende forhold, som der
ikke
er redegjort for i de fremsendte sagsakter, lægger jeg tilsvarende til grund,
at myndigheden i forbindelse med udtalelsen til mig forsyner mig med de for
bedømmelsen relevante oplysninger. Dette har været normal praksis ved
udøvelsen
af ombudsmandskontrollen gennem mange år, og det er - som et
normaludgangspunkt
- efter min opfattelse en fuldt betryggende fremgangsmåde. Andet vil være
unødigt besværligt og tidskrævende.
I den aktuelle sag havde
Civilretsdirektoratet ingen yderligere bemærkninger til sagen i anledning af
klagen fra (A). Jeg finder det på den baggrund særdeles uheldigt, at
Civilretsdirektoratet først efterfølgende har givet mig de ovennævnte
oplysninger.
Efter modtagelsen af
oplysningerne er grundlaget for min udtalelse i sagen ændret.
I min udtalelse (...)
vedrørende partshøringen bemærkede jeg, at Civilretsdirektoratets sagsakter
ikke indeholdt notat om den samtale, der ifølge direktoratets afgørelse havde
været ført med en repræsentant for (A). Den af Civilretsdirektoratet nu
fremsendte kopi af en side i direktoratets referatark i sagen rummer et notat
om en samtale den 7. august 1992 mellem direktoratets medarbejder og (A's
samlever). Notatet indeholder ikke sådanne nye oplysninger angående
partshøringen, at jeg har grundlag for at ændre min udtalelse om dette
spørgsmål.
I min udtalelse (...)
angående meddelelsen om den trufne afgørelse lagde jeg til grund, at
Civilretsdirektoratet ikke havde truffet særlige foranstaltninger for at
sikre,
at (A) hurtigt fik meddelelse om afgørelsen. Det fremgår imidlertid af de
oplysninger, som jeg nu har modtaget, at Civilretsdirektoratet gav (A)
telefonisk meddelelse om den trufne afgørelse den 7. august 1992. På den
baggrund er der ikke længere grundlag for min udtalelse om dette spørgsmål.
Denne udtalelse er således bortfaldet."
Lignende dokumenter
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko Retsinformation · 25. juni 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om sikring af hensynet til barnets bedste i konfliktfyldte forældremyndigheds- og samværssager Retsinformation · 11. december 2002
- Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring. Retsinformation · 6. november 2003
- Begrundelse for afslag på samvær Retsinformation · 14. marts 2003
- Afslag på godkendelse af aftale om overførsel af forældremyndighed. Begrundelse Retsinformation · 3. marts 2003