Begrundelse for afslag på samvær
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Begrundelse for afslag på samvær
I 1987 begyndte A at komme
sammen med B som den 18. september 1989 fødte en pige (C). Efter fødslen så A
C
et par gange, og den 22. november 1990 anerkendte han faderskabet til C ved
retten.
Umiddelbart derefter - den 4.
januar 1991 - ansøgte A Vestsjællands Statsamt om samvær med C, men den 2.
juli
1991 blev ansøgningen afslået. Statsamtet skrev i den forbindelse følgende:
"...
Det fremgår af sagen,
at
De og (C)'s moder (B) efter ca. 1 års
nært bekendtskab besluttede at få et barn sammen og også havde planer om at
flytte sammen,
at
der aldrig er
etableret et bofællesskab, idet De blot har besøgt hinanden,
at
der under graviditeten opstod stærke
uoverensstemmelser navnlig af økonomisk karakter,
at
barnemoderen som følge heraf ophævede forbindelsen med Dem i
juli 1990,
at
De siden har besøgt
hende én gang på hospitalet kort efter (C)'s fødsel og én gang i hendes hjem
kort efter hjemkomsten,
at
Læs alt
det er de
to eneste gange, De har set (C),
at
yderligere kontakt imellem Dem og barnemoderen pr. telefon er sluttet med
skænderier,
at
De på grund af
uoverensstemmelser om samvær nægtede at anerkende faderskabet til (C), og
at
faderskabssagen derefter er blevet
behandlet ved Kalundborg ret, hvor den er afsluttet den 22. november 1990 med
Deres anerkendelse over for retten.
Det fremgår desuden,
at
barnemoderen både skriftligt og under
et møde i Statsamtet den 23. april 1991 har protesteret imod fastsættelse af
samvær for tiden, idet hun dog ikke vil udelukke, at hun om nogle år vil være
indforstået med samvær, hvis (C) selv ønsker det,
at
hendes nægtelse af samvær er begrundet i hensynet dels til (C)
og dels til hende selv, idet begge har behov for ro og fred efter en
vanskelig
tid efter (C)'s fødsel, med sygdom hos både moder og barn,
at
De såvel skriftligt som under et møde i statsamtet har fastholdt
Deres ønske om samvær med (C), som De mener vil have en positiv betydning for
barnet, samt
at
der ikke har fundet
børnesagkyndig rådgivning og vejledning sted, idet barnemoderen ikke har
ønsket
at medvirke hertil.
Disse forhold har statsamtet
lagt vægt på ved afgørelsen, idet man under hensyn til den manglende
hidtidige
forbindelse imellem Dem og barnet, sammenholdt med moderens stærke modvilje
imod samvær finder, at det vil være bedst for barnet, at samvær ikke
fastsættes
for tiden.
..."
Ca. to år senere (den 26.
august 1993) bad B statsamtet om tværfaglig børne- og familiesagkyndig
rådgivning og vejledning idet A havde kontaktet hende vedrørende mulighederne
for samvær med barnet.
Det følgende år (den 1.
december 1994) bad A telefonisk statsamtet om at få tilbud om tværfaglig
børne-
og familiesagkyndig rådgivning og vejledning. Dette blev fastsat til den 13.
december 1994, men blev ikke gennemført da B meldte afbud.
A søgte herefter den 18.
januar 1995 på ny statsamtet om at få fastsat samvær. A foreslog bl.a. at han
langsomt kunne lære C bedre at kende - eventuelt mens B var til stede -
således
at overgangen til weekendsamvær ikke blev for brat for C. Statsamtet afslog
imidlertid den 4. april
1995 A
's
ansøgning idet man henviste til at A - uanset sit ønske - ikke havde haft
kontakt med C siden statsamtets afgørelse i 1991, at det ikke havde været
muligt at gennemføre rådgivning imod moderens ønske, samt at moderen fortsat
modsatte sig samvær.
Et år senere - den 4. januar
1996 - ansøgte A igen statsamtet om fastsættelse af samvær under henvisning
til den nye lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni
1995).
A tog imod et tilbud om rådgivning fra statsamtet, men B ønskede ikke at
deltage.
Den 21. maj 1996 afslog
statsamtet ansøgningen om samvær idet der blev lagt vægt på den lange periode
hvor der ikke havde været kontakt mellem C og A. Statsamtet skrev i den
forbindelse
følgende:
"...
Statsamtet har nu truffet
afgørelse om, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær.
Det fremgår af sagen, at De
og barnemoderen aldrig har boet sammen, at der under graviditeten opstod
stærke
uoverensstemmelser imellem Dem og hende, at De kun har set (C), der nu er 6
år
og 8 måneder gammel, 2 gange umiddelbart efter fødslen, at De siden har søgt
samvær fastsat i 1991 og 1995, men begge gange har fået afslag p.g.a.
moderens
modvilje mod samvær, og at moderen ved Deres fornyede ansøgning af 4. januar
1996 fortsat protesterer kraftigt imod samvær for tiden, idet hun dog ikke
vil
forhindre (C) i senere at få kontakt med sin fader, hvis hun selv skulle
ønske
dette. Der har været foretaget børnesagkyndig rådgivning med Deres klient
alene, idet moderen ikke ønskede at medvirke til rådgivning.
Statsamtet har ved afgørelsen
lagt vægt på disse forhold og har under hensyn til det lange tidsrum, der
ingen
kontakt har været imellem Deres klient og barnet, samt til moderens fortsatte
stærke modvilje imod samvær fundet, at fastsættelsen af samvær må antages at
blive for stor en belastning for barnet.
Efter § 17 i loven om
forældremyndighed og samvær kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller
ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til
barnet.
Statsamtets afgørelse om
afslag på at fastsætte samvær træffes efter en konkret vurdering af sagens
omstændigheder. Der tages bl.a. hensyn til, om den af forældrene, der ønsker
samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en
årrække ikke har haft kontakt til barnet. Der kan også tages hensyn til, om
samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget
konfliktfyldt.
..."
Afgørelsen blev derefter
påklaget til Civilretsdirektoratet som den 27. august 1996 stadfæstede
statsamtets afgørelse med følgende begrundelse:
"...
Begrundelsen for vores
afgørelse er den samme, som står i statsamtets afgørelse. Vi har navnlig lagt
vægt på, at De kun få gange umiddelbart efter (C)'s fødsel har set hende, og
at
(C) nu er ca. 7 år. Vi finder på denne baggrund, at etablering af samvær vil
gribe forstyrrende ind i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt.
Vi har truffet afgørelsen
efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse
søges
barnets forbindelse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har
barnet
boende, har ret til samvær med barnet. Statsamtet træffer efter lovens § 17,
stk. 1, afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de
nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad
der er bedst for barnet. Der tages især hensyn til barnets alder, barnets
hidtidige forbindelse med ansøgeren og afstanden mellem forældrenes bopæle.
Afgørelsen er endvidere
truffet efter lovens § 17, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan statsamtet
afslå
at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis
det
er påkrævet af hensyn til barnet. Dette kan for eksempel ske, når samværet på
grund af forældrenes indbyrdes forhold er eller vil blive meget
konfliktfyldt.
Det kan ligeledes ske, når den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har
været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft
kontakt med barnet.
Vi kan oplyse, at ifølge art.
9 i FN-konventionen om barnets rettigheder må et barn som udgangspunkt ikke
adskilles fra sine forældre mod sin vilje. Konventionen anerkender dog, at en
sådan adskillelse kan forekomme, når 'kompetente myndigheder, hvis afgørelser
er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis
bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv'.
Det fremgår videre af
konventionens art. 9, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn,
der er adskilt fra den ene af forældrene, til at opretholde regelmæssig
personlig forbindelse med denne. Konventionen anerkender dog også her, at en
adskillelse kan ske, hvis 'kontakten strider imod barnets tarv'.
Udgangspunktet efter § 16 i
lov om forældremyndighed og samvær er ligeledes, at barnets forbindelse med
begge forældre skal søges bevaret. Dette sker ved, at forældre, der ikke har
barnet boende, har ret til samvær. Statsamtet kan dog ifølge lovens § 17,
stk.
3, i en konkret situation helt afslå at fastsætte samvær eller ophæve
samværsretten, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Det er på denne baggrund
vores opfattelse, at det ikke strider mod konventionen at afslå eller ophæve
samvær, når afgørelsen træffes under hensyntagen til, hvad der er bedst for
barnet.
..."
Civilretsdirektoratet har i
sin udtalelse til mig henholdt sig til den trufne afgørelse.
Ombudsmandens udtalelse
"Civilretsdirektoratets afgørelse af 27. august 1996 og statsamtets
afgørelse af 21. maj 1996 er truffet under henvisning til §§ 16 og 17 i lov
om forældremyndighed og samvær m.v. (lov nr. 387 af 14. juni 1995). Det
særlige i Deres klients sag er at han stort set ikke siden datteren (C)'s
fødsel har haft kontakt med hende. (C) var på afgørelsestidspunktet ca. syv
år.
1. Det retlige grundlag
Med lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær blev
myndighedslovens bestemmelser om samvær ophævet. Efter den tidligere
bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. punktum, skulle der ved
afgørelsen om at afslå at fastsætte samværsret navnlig tages hensyn til den
pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.
Efter den gamle praksis blev der i almindelighed givet afslag på en ansøgning
om samvær med små børn hvis samlivet med barnet ikke havde oversteget seks
måneder, jf. s. 111 i betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed,
samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning. Hvis der var tale om
fastsættelse af samvær med større børn der i en årrække ikke havde haft
kontakt til den der ønskede samvær, kunne der gives afslag under henvisning
til den forløbne tid. Praksis blev således beskrevet i Justitsministeriets
besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36 fra Folketingets Retsudvalg
(Alm. del - bilag 91):
'...
Der blev ... ikke alene lagt vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem
år i de normale tilfælde - men også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen
skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side.
...'
Lov om forældremyndighed og samvær trådte i kraft den 1. januar 1996.
Reglerne om samvær findes i §§ 16 og 17 og har følgende ordlyd:
'
§ 16.
Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke
har barnet boende, har ret til samvær.
§ 17.
Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og
udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i
forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Stk. 2.
Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær,
hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3.
Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en
aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget
samvær.'
I forarbejderne til lov om
forældremyndighed og samvær (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 2199,
2200, 2210, 2211) § 17, er der bl.a. anført følgende:
'...
Justitsministeriet er enig i,
at den gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., ikke
bør
videreføres. Efter lovforslagets § 16 har alle forældre, der ikke har barnet
boende, ret til samvær. Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage
hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre. Også selv
om
forældrene ikke tidligere har levet sammen eller kun har levet sammen i kort
tid, må der i videre omfang end hidtil lægges vægt på, at der i takt med, at
barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Myndighedslovens § 24,
stk.
2, 2. pkt., er derfor ikke gentaget i lovforslagets § 17, der erstatter den
gældende lovs § 24.
...
Forældremyndighedsudvalget
har endvidere overvejet spørgsmålet om ophævelse af en eksisterende
samværsret.
Udvalget anfører, at man anser praksis for ophævelse for at være for
tilbageholdende.
...
Udvalget foreslår derfor, at
statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en
afgørelse eller aftale herom, hvis det er
'påkrævet'
af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det
meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at
kriteriet
'påkrævet'
er bedst dækkende
for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til - dog ikke helt
så
meget som tidligere - for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af
samværet
eller gives afslag på at fastsætte samvær.
...
Stk. 3
vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse
om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er
påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en
lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet. Om
baggrunden
for ændringen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Det må bero på en konkret
vurdering af samtlige momenter i sagen, om afslag på fastsættelse af samvær i
det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive
meget konfliktfyldt. Det må også tillægges vægt, om den af forældrene, der
ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem
en
årrække ikke har haft kontakt til barnet.
...'
Om fortolkningen af § 17 har
Justitsministeriet anført i besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36
fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 91):
'...
Det fremgår af svaret, at den
hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., om den
samværsberettigedes hidtidige forbindelse med barnet blev foreslået ophævet,
således at et kortvarigt eller manglende samliv med barnet ikke længere
skulle
tale afgørende imod fastsættelse af samvær.
Ophævelsen af myndighedslovens
§ 24, stk. 2, 2. pkt., ville ifølge det nævnte svar navnlig have betydning
for
fastsættelse af samvær med små børn. I disse tilfælde måtte der efter
gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær lægges vægt på, at der i
takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres kontakt til
den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden.
Med hensyn til større børn,
der i en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker samvær, måtte der
ifølge svaret anlægges en anden vurdering.
I disse tilfælde kunne der
efter praksis ske ophævelse af et samvær efter lang tids manglende kontakt
mellem den samværsberettigede og barnet. Der blev ifølge svaret ikke alene
lagt
vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem år i de normale tilfælde -
men
også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen skyldes passivitet fra den
samværsberettigedes side.
De synspunkter, der efter
denne praksis lå til grund for ophævelse af et fastsat samvær efter lang tids
adskillelse, ville ifølge svaret også kunne få betydning i de tilfælde, hvor
statsamtet anmodes om - for første gang eller på ny - at fastsætte samvær med
et barn, der igennem en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker
samvær.
Barnet kunne i sådanne
tilfælde have etableret en social kontakt til en anden voksen i den
samværsberettigedes sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt ville
kunne gribe forstyrrende ind i barnets forhold.
Det måtte ifølge svaret bero
på en konkret vurdering i hver enkelt sag, i hvilket omfang sådanne forhold
måtte føre til, at der ikke blev fastsat samvær.
Der er ikke i forarbejderne
til lov om forældremyndighed og samvær holdepunkt for, at praksis med hensyn
til fastsættelse af samvær efter lang tids manglende kontakt skulle ændres.
Den
praksis, der var gældende før gennemførelsen af lov om forældremyndighed og
samvær, er derfor på dette punkt blevet videreført efter lovens
gennemførelse.
Det gælder også med hensyn til at lægge vægt på varigheden af adskillelsen -
omkring fem år i de normale tilfælde - mellem barnet og den af forældrene,
der
ønsker samvær fastsat.'
Bestemmelserne om samvær skal
ses i sammenhæng med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
'
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
...'
2. Praksis efter lov om forældremyndighed og samvær
I Civilretsdirektoratets
vejledning nr. 214 af 20. december 1995 er der anført følgende om
administrationen af loven:
'...
Med hensyn til
større børn, der i en årrække ikke har haft
kontakt
med den, der ønsker samvær, opretholdes den gældende praksis. Der
skal således fortsat ikke alene lægges vægt på varigheden af adskillelsen -
omkring 5 år i de normale tilfælde
-
men også på årsagen hertil, f.eks. om det skyldes passivitet fra den
samværsberettigedes side. Man bør være opmærksom på, at barnet i sådanne
tilfælde kan have etableret en social kontakt til en anden voksen i den
samværsberettigedes
sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt kan gribe forstyrrende ind i
barnets forhold.
...'
Videre om retsstillingen ved
langvarig manglende kontakt er der s. 384 i Svend Danielsen, Lov om
forældremyndighed og samvær (1997), anført følgende:
'...
I sager, hvor kontakten i de
foregående år skal vurderes, må der, som i alle samværssager, udøves et
konkret
skøn ikke alene over varigheden af adskillelsen, men også over baggrunden
herfor,
herunder om der er udvist egentlig passivitet fra den berettigedes side. En
række andre omstændigheder, herunder bl.a. barnets alder, må tages i
betragtning. Det afgørende må være, om etablering af samvær på nuværende
tidspunkt og dermed genopbygningen af en længe afbrudt kontakt må antages at
gribe så forstyrrende eller skadeligt ind i barnets liv og i
familieforholdene,
at det er påkrævet for barnet, at der ikke udfærdiges en samværsresolution.
Ved
bedømmelse af den nedenfor gengivne ældre praksis må opmærksomheden være
henledt
på den udvidelse af afslagsmulighederne, der er sket med indførelsen af § 17,
stk. 3, se ovenfor under pkt. 1.
...'
Generelt om adgangen til at
afslå eller ophæve samvær efter lovens § 17, stk. 3, har
Civilretsdirektoratet
i Skarrildhus-rapporten 1996, s. 47-48, anført følgende:
'Efter lovens § 17, stk. 3,
kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller
afgørelse
om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Selvom ordvalget i
forhold til tidligere ordvalg kunne tyde på det modsatte, er det ifølge
forarbejderne meningen, at praksis skal lempes. Der henvises til
vejledningen,
s. 3-4.
Af vejledningen fremgår, at
det må bero på en konkret vurdering, om afslag på og ophævelse af samvær i
det
enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis samværet p.g.a. forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget
konfliktfyldt.
Det er meningen, at der skal
ske en lempelse i forhold til tidligere praksis, hvor kravet var, at der
skulle
være tale om alvorlige forstyrrelser og skade i familiesituationen, om
negative
egenskaber hos samværsberettigede udover den normale variationsbredde eller
bestemt tilkendegivne ønsker fra barnet. Der må også lægges vægt på, om den
af
forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet,
og
f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet.
...'
3. Ombudsmandens udtalelse i en lignende sag
Jeg har i en udtalelse af 30.
maj 1997 behandlet en sag (1996-1922-654) som rejste lignende spørgsmål. Den
sag gav mig anledning til nogle bemærkninger om fastsættelse af samvær i
sager hvor der har været lang tids adskillelse mellem barnet og den der søger
om samvær.
I den omtalte sag udtalte jeg
bl.a. følgende:
'...
En langvarig adskillelse kan
også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke
fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale
om passivitet fra Deres side - foreligge særlige forhold der taler imod
samværsret.
Jeg bemærker at (hidtidig)
praksis med hensyn til lang tids adskillelse ikke er dækkende i Deres sag på
grund af den særlige overgangssituation. På den anden side skal der, som
anført, efter bestemmelsen i § 17, stk. 3, ikke helt så meget til som
tidligere
for at der kan træffes afgørelse om afslag på at fastsætte samværsret.
...
Det er min opfattelse - som
jeg mener underbygges af Civilretsdirektoratets egen beskrivelse af praksis,
herunder i forældremyndighedsvejledningens pkt. 5 - at der ikke udelukkende
kan lægges vægt på varigheden af adskillelsen ved afgørelser om ophævelse af
samvær på grund af langvarig manglende kontakt. I dette tilfælde hvor der som
tidligere anført ikke kan siges at foreligge passivitet, må der derfor efter
min opfattelse foreligge yderligere grunde end varigheden af adskillelsen til
at afslå at fastsætte samvær. ...'
4. Civilretsdirektoratets afgørelse
Civilretsdirektoratet har i
sin afgørelse henvist til at begrundelsen for afgørelsen er den samme som
statsamtets.
Jeg må forstå
Civilretsdirektoratets afgørelse således at der - under hensyn til faktum i
sagen - er lagt vægt på det lange tidsrum hvor Deres klient ikke har haft
kontakt til (C) og på moderens stærke modvilje imod samvær. Dette indebærer
efter myndighedernes opfattelse en for stor belastning for barnet - eller med
Civilretsdirektoratets formulering; 'etableringen af samvær vil gribe
forstyrrende i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt'. Direktoratet har
endvidere anført at (C) på afgørelsestidspunktet var ca. syv år.
Statsamtet har i sin
afgørelse bl.a. beskrevet sin praksis i relation til ansøgere som har udvist
passivitet, og det er således ikke helt klart for mig om
Civilretsdirektoratet
har lagt til grund at Deres klient har udvist passivitet.
5. Ombudsmandens vurdering
I Deres klients sag skulle
Civilretsdirektoratet vurdere om Deres klient trods langvarig adskillelse fra
(C) skulle have samvær.
Afgørelsen om samvær skal
efter lovens § 17 træffes efter en vurdering af hvad der er bedst for barnet.
Myndighederne kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve samvær hvis det er
påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3. Som nævnt ovenfor skal der
også i fremtiden meget til - dog ikke helt så meget som efter tidligere
praksis - for at der kan gives afslag på at fastsætte samvær.
Jeg må lægge til grund at
Deres klients muligheder for at få samvær kort tid efter (C)'s fødsel ville
have været større hvis sagen var blevet behandlet efter de nugældende regler.
Ifølge disse regler kan der også gives samvær i tilfælde hvor forældrene
aldrig
har boet sammen eller kun levet sammen i kort tid. Deres klient befinder sig,
på samme måde som klageren i den ombudsmandssag jeg har citeret ovenfor, i en
særlig overgangssituation mellem praksis efter den gamle myndighedslov og den
nye praksis i lov om forældremyndighed og samvær.
Det fremgår af myndighedernes samværspraksis i
tilfælde hvor der har foreligget langvarig adskillelse fra barnet, at
passivitet
fra den der søger om samvær, kan have betydning for afgørelsen, jf.
Vejledningen
om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under afsnittet 'Afslag på og
ophævelse
af samvær'.
I Deres klients sag kan der
efter min opfattelse ikke tales om passivitet. Jeg har ved min vurdering
heraf
lagt vægt på at han så (C) to gange umiddelbart efter fødslen, og at han
første
gang søgte om samvær i januar 1991. Desuden kontaktede Deres klient i 1993
(B)
vedrørende samvær ligesom han i 1994 bad statsamtet om børne- og
familiesagkyndig rådgivning. Herudover søgte Deres klient i 1995 på ny om
samvær.
En langvarig adskillelse kan
også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke
fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale
om passivitet fra Deres klients side - foreligge særlige forhold der taler
imod
samværsret.
Ved min gennemgang af sagen
har jeg derfor koncentreret min undersøgelse om den begrundelse som
Civilretsdirektoratet har givet for afslaget på at fastsætte samvær.
I begrundelsen for
skønsmæssige afgørelser skal der efter forvaltningslovens § 24, der er
citeret
under afsnit 1, angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt afgørende
vægt. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal
denne praksis nærmere beskrives. En begrundelse for en forvaltningsafgørelse
skal endvidere fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det
pågældende indhold, jf. forarbejderne til forvaltningsloven,
Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 163, og Den kommenterede forvaltningslov v/ John
Vogter,
s. 277.
Som begrundelse for ikke at
etablere et samvær har Civilretsdirektoratet - ud over at henvise til det
lange tidsrum uden samvær - henvist til moderens stærke modvilje imod samvær.
Efter
lovens forarbejder og praksis skal der - trods den forudsatte lempelse -
imidlertid foreligge ganske alvorlige konflikter for at afslå en ansøgning om
samvær, jf. vejledningen om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under
afsnittet 'Afslag på og ophævelse af samvær'. På den baggrund mener jeg ikke
at
direktoratet i tilstrækkelig grad har anført hvilke konkrete omstændigheder
der efter direktoratets opfattelse udgør en risiko for at Deres klients og
(B)'s indbyrdes forhold ville gøre samværet med (C) meget konfliktfyldt.
Endelig har direktoratet
henvist til at etableringen af samvær vil gribe forstyrrende ind i (C)'s
forhold på nuværende tidspunkt. Direktoratet har imidlertid ikke nærmere
angivet hvilke forhold der bevirker at etablering af samvær vil gribe
forstyrrende
ind i (C)'s tilværelse. Jeg bemærker i den forbindelse at etablering af
samvær i en situation hvor der ikke har været kontakt i en længere periode,
altid må forventes at udgøre en relativt mærkbar ændring af et barns
tilværelse
uanset alder. Derfor burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse også
have
konkretiseret denne del af begrundelsen.
Samlet er det min opfattelse
at Civilretsdirektoratets begrundelse ikke opfylder begrundelseskravet i
forvaltningslovens § 24. Jeg har derfor henstillet til Civilretsdirektoratet
at sagen genoptages med henblik på at give Dem og dermed Deres klient en
begrundelse der opfylder forvaltningslovens krav, herunder at direktoratet -
i det omfang det er fornødent - inddrager (B) inden direktoratet eventuelt
træffer en ny afgørelse. Jeg har bedt om underretning om
Civilretsdirektoratets
svar til Dem.
..."
Lignende dokumenter
- Højesteret stadfæstede landrettens afgørelse, idet Højesteret lagde afgørende vægt på, hvad der må antages at være bedst for barnet Domsdatabasen · 8. oktober 2024
- Begyndelsestidspunktet for børnebidrag i henhold til faderskabsdom Retsinformation · 31. januar 2019
- Samvær. Opsættende virkning. Små børn. Retsinformation · 25. september 1997
- Betænkning over I. Forslag til børnelov Retsinformation · 28. maj 2001
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 22. februar 2018. — Jessica Porras Guisado mod Bankia SA m.fl. EU-domme · 22. februar 2018
- Forslag til Børnelov Retsinformation · 6. oktober 2000