Spring til indhold

Retsinformation

Begrundelse for afslag på samvær

FOU nr 1997.171UdtalelserFolketinget14. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Begrundelse for afslag på samvær

I 1987 begyndte A at komme

sammen med B som den 18. september 1989 fødte en pige (C). Efter fødslen så A

C

et par gange, og den 22. november 1990 anerkendte han faderskabet til C ved

retten.

Umiddelbart derefter - den 4.

januar 1991 - ansøgte A Vestsjællands Statsamt om samvær med C, men den 2.

juli

1991 blev ansøgningen afslået. Statsamtet skrev i den forbindelse følgende:

"...

Det fremgår af sagen,

at

De og (C)'s moder (B) efter ca. 1 års

nært bekendtskab besluttede at få et barn sammen og også havde planer om at

flytte sammen,

at

der aldrig er

etableret et bofællesskab, idet De blot har besøgt hinanden,

at

der under graviditeten opstod stærke

uoverensstemmelser navnlig af økonomisk karakter,

at

barnemoderen som følge heraf ophævede forbindelsen med Dem i

juli 1990,

at

De siden har besøgt

hende én gang på hospitalet kort efter (C)'s fødsel og én gang i hendes hjem

kort efter hjemkomsten,

at

Læs alt

det er de

to eneste gange, De har set (C),

at

yderligere kontakt imellem Dem og barnemoderen pr. telefon er sluttet med

skænderier,

at

De på grund af

uoverensstemmelser om samvær nægtede at anerkende faderskabet til (C), og

at

faderskabssagen derefter er blevet

behandlet ved Kalundborg ret, hvor den er afsluttet den 22. november 1990 med

Deres anerkendelse over for retten.

Det fremgår desuden,

at

barnemoderen både skriftligt og under

et møde i Statsamtet den 23. april 1991 har protesteret imod fastsættelse af

samvær for tiden, idet hun dog ikke vil udelukke, at hun om nogle år vil være

indforstået med samvær, hvis (C) selv ønsker det,

at

hendes nægtelse af samvær er begrundet i hensynet dels til (C)

og dels til hende selv, idet begge har behov for ro og fred efter en

vanskelig

tid efter (C)'s fødsel, med sygdom hos både moder og barn,

at

De såvel skriftligt som under et møde i statsamtet har fastholdt

Deres ønske om samvær med (C), som De mener vil have en positiv betydning for

barnet, samt

at

der ikke har fundet

børnesagkyndig rådgivning og vejledning sted, idet barnemoderen ikke har

ønsket

at medvirke hertil.

Disse forhold har statsamtet

lagt vægt på ved afgørelsen, idet man under hensyn til den manglende

hidtidige

forbindelse imellem Dem og barnet, sammenholdt med moderens stærke modvilje

imod samvær finder, at det vil være bedst for barnet, at samvær ikke

fastsættes

for tiden.

..."

Ca. to år senere (den 26.

august 1993) bad B statsamtet om tværfaglig børne- og familiesagkyndig

rådgivning og vejledning idet A havde kontaktet hende vedrørende mulighederne

for samvær med barnet.

Det følgende år (den 1.

december 1994) bad A telefonisk statsamtet om at få tilbud om tværfaglig

børne-

og familiesagkyndig rådgivning og vejledning. Dette blev fastsat til den 13.

december 1994, men blev ikke gennemført da B meldte afbud.

A søgte herefter den 18.

januar 1995 på ny statsamtet om at få fastsat samvær. A foreslog bl.a. at han

langsomt kunne lære C bedre at kende - eventuelt mens B var til stede -

således

at overgangen til weekendsamvær ikke blev for brat for C. Statsamtet afslog

imidlertid den 4. april

1995 A

's

ansøgning idet man henviste til at A - uanset sit ønske - ikke havde haft

kontakt med C siden statsamtets afgørelse i 1991, at det ikke havde været

muligt at gennemføre rådgivning imod moderens ønske, samt at moderen fortsat

modsatte sig samvær.

Et år senere - den 4. januar

1996 - ansøgte A igen statsamtet om fastsættelse af samvær under henvisning

til den nye lov om forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni

1995).

A tog imod et tilbud om rådgivning fra statsamtet, men B ønskede ikke at

deltage.

Den 21. maj 1996 afslog

statsamtet ansøgningen om samvær idet der blev lagt vægt på den lange periode

hvor der ikke havde været kontakt mellem C og A. Statsamtet skrev i den

forbindelse

følgende:

"...

Statsamtet har nu truffet

afgørelse om, at der ikke er grundlag for at fastsætte samvær.

Det fremgår af sagen, at De

og barnemoderen aldrig har boet sammen, at der under graviditeten opstod

stærke

uoverensstemmelser imellem Dem og hende, at De kun har set (C), der nu er 6

år

og 8 måneder gammel, 2 gange umiddelbart efter fødslen, at De siden har søgt

samvær fastsat i 1991 og 1995, men begge gange har fået afslag p.g.a.

moderens

modvilje mod samvær, og at moderen ved Deres fornyede ansøgning af 4. januar

1996 fortsat protesterer kraftigt imod samvær for tiden, idet hun dog ikke

vil

forhindre (C) i senere at få kontakt med sin fader, hvis hun selv skulle

ønske

dette. Der har været foretaget børnesagkyndig rådgivning med Deres klient

alene, idet moderen ikke ønskede at medvirke til rådgivning.

Statsamtet har ved afgørelsen

lagt vægt på disse forhold og har under hensyn til det lange tidsrum, der

ingen

kontakt har været imellem Deres klient og barnet, samt til moderens fortsatte

stærke modvilje imod samvær fundet, at fastsættelsen af samvær må antages at

blive for stor en belastning for barnet.

Efter § 17 i loven om

forældremyndighed og samvær kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller

ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til

barnet.

Statsamtets afgørelse om

afslag på at fastsætte samvær træffes efter en konkret vurdering af sagens

omstændigheder. Der tages bl.a. hensyn til, om den af forældrene, der ønsker

samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en

årrække ikke har haft kontakt til barnet. Der kan også tages hensyn til, om

samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget

konfliktfyldt.

..."

Afgørelsen blev derefter

påklaget til Civilretsdirektoratet som den 27. august 1996 stadfæstede

statsamtets afgørelse med følgende begrundelse:

"...

Begrundelsen for vores

afgørelse er den samme, som står i statsamtets afgørelse. Vi har navnlig lagt

vægt på, at De kun få gange umiddelbart efter (C)'s fødsel har set hende, og

at

(C) nu er ca. 7 år. Vi finder på denne baggrund, at etablering af samvær vil

gribe forstyrrende ind i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt.

Vi har truffet afgørelsen

efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse

søges

barnets forbindelse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har

barnet

boende, har ret til samvær med barnet. Statsamtet træffer efter lovens § 17,

stk. 1, afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de

nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad

der er bedst for barnet. Der tages især hensyn til barnets alder, barnets

hidtidige forbindelse med ansøgeren og afstanden mellem forældrenes bopæle.

Afgørelsen er endvidere

truffet efter lovens § 17, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan statsamtet

afslå

at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis

det

er påkrævet af hensyn til barnet. Dette kan for eksempel ske, når samværet på

grund af forældrenes indbyrdes forhold er eller vil blive meget

konfliktfyldt.

Det kan ligeledes ske, når den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har

været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække ikke har haft

kontakt med barnet.

Vi kan oplyse, at ifølge art.

9 i FN-konventionen om barnets rettigheder må et barn som udgangspunkt ikke

adskilles fra sine forældre mod sin vilje. Konventionen anerkender dog, at en

sådan adskillelse kan forekomme, når 'kompetente myndigheder, hvis afgørelser

er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis

bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv'.

Det fremgår videre af

konventionens art. 9, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn,

der er adskilt fra den ene af forældrene, til at opretholde regelmæssig

personlig forbindelse med denne. Konventionen anerkender dog også her, at en

adskillelse kan ske, hvis 'kontakten strider imod barnets tarv'.

Udgangspunktet efter § 16 i

lov om forældremyndighed og samvær er ligeledes, at barnets forbindelse med

begge forældre skal søges bevaret. Dette sker ved, at forældre, der ikke har

barnet boende, har ret til samvær. Statsamtet kan dog ifølge lovens § 17,

stk.

3, i en konkret situation helt afslå at fastsætte samvær eller ophæve

samværsretten, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Det er på denne baggrund

vores opfattelse, at det ikke strider mod konventionen at afslå eller ophæve

samvær, når afgørelsen træffes under hensyntagen til, hvad der er bedst for

barnet.

..."

Civilretsdirektoratet har i

sin udtalelse til mig henholdt sig til den trufne afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Civilretsdirektoratets afgørelse af 27. august 1996 og statsamtets

afgørelse af 21. maj 1996 er truffet under henvisning til §§ 16 og 17 i lov

om forældremyndighed og samvær m.v. (lov nr. 387 af 14. juni 1995). Det

særlige i Deres klients sag er at han stort set ikke siden datteren (C)'s

fødsel har haft kontakt med hende. (C) var på afgørelsestidspunktet ca. syv

år.

1. Det retlige grundlag

Med lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær blev

myndighedslovens bestemmelser om samvær ophævet. Efter den tidligere

bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. punktum, skulle der ved

afgørelsen om at afslå at fastsætte samværsret navnlig tages hensyn til den

pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.

Efter den gamle praksis blev der i almindelighed givet afslag på en ansøgning

om samvær med små børn hvis samlivet med barnet ikke havde oversteget seks

måneder, jf. s. 111 i betænkning nr. 1279/1994 om fælles forældremyndighed,

samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning. Hvis der var tale om

fastsættelse af samvær med større børn der i en årrække ikke havde haft

kontakt til den der ønskede samvær, kunne der gives afslag under henvisning

til den forløbne tid. Praksis blev således beskrevet i Justitsministeriets

besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36 fra Folketingets Retsudvalg

(Alm. del - bilag 91):

'...

Der blev ... ikke alene lagt vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem

år i de normale tilfælde - men også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen

skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side.

...'

Lov om forældremyndighed og samvær trådte i kraft den 1. januar 1996.

Reglerne om samvær findes i §§ 16 og 17 og har følgende ordlyd:

'

§ 16.

Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke

har barnet boende, har ret til samvær.

§ 17.

Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og

udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i

forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Stk. 2.

Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær,

hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.

Stk. 3.

Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en

aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Stk. 4.

Justitsministeren kan fastsætte regler om overvåget

samvær.'

I forarbejderne til lov om

forældremyndighed og samvær (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 2199,

2200, 2210, 2211) § 17, er der bl.a. anført følgende:

'...

Justitsministeriet er enig i,

at den gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., ikke

bør

videreføres. Efter lovforslagets § 16 har alle forældre, der ikke har barnet

boende, ret til samvær. Statsamtet må således ved afgørelsen om samvær tage

hensyn til barnets interesse i at have kontakt til begge forældre. Også selv

om

forældrene ikke tidligere har levet sammen eller kun har levet sammen i kort

tid, må der i videre omfang end hidtil lægges vægt på, at der i takt med, at

barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af

forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Myndighedslovens § 24,

stk.

2, 2. pkt., er derfor ikke gentaget i lovforslagets § 17, der erstatter den

gældende lovs § 24.

...

Forældremyndighedsudvalget

har endvidere overvejet spørgsmålet om ophævelse af en eksisterende

samværsret.

Udvalget anfører, at man anser praksis for ophævelse for at være for

tilbageholdende.

...

Udvalget foreslår derfor, at

statsamtet fremover skal kunne afslå at fastsætte samvær eller ophæve en

afgørelse eller aftale herom, hvis det er

'påkrævet'

af hensyn til barnet. Selv om ordvalget kunne tyde på det modsatte, er det

meningen, at praksis herved skal kunne lempes. Udvalget har fundet, at

kriteriet

'påkrævet'

er bedst dækkende

for intentionerne, idet der også i fremtiden skal meget til - dog ikke helt

så

meget som tidligere - for at der kan træffes afgørelse om ophævelse af

samværet

eller gives afslag på at fastsætte samvær.

...

Stk. 3

vedrører afslag på og ophævelse af en aftale eller afgørelse

om samvær. Efter bestemmelsen kræves det, at afslaget eller ophævelsen er

påkrævet af hensyn til barnet. Dette indebærer i forhold til gældende ret en

lempelse i adgangen til at træffe afgørelse om ophævelse af samværet. Om

baggrunden

for ændringen henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Det må bero på en konkret

vurdering af samtlige momenter i sagen, om afslag på fastsættelse af samvær i

det enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold vil blive

meget konfliktfyldt. Det må også tillægges vægt, om den af forældrene, der

ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem

en

årrække ikke har haft kontakt til barnet.

...'

Om fortolkningen af § 17 har

Justitsministeriet anført i besvarelse af 3. februar 1997 af spørgsmål nr. 36

fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 91):

'...

Det fremgår af svaret, at den

hidtil gældende bestemmelse i myndighedslovens § 24, stk. 2, 2. pkt., om den

samværsberettigedes hidtidige forbindelse med barnet blev foreslået ophævet,

således at et kortvarigt eller manglende samliv med barnet ikke længere

skulle

tale afgørende imod fastsættelse af samvær.

Ophævelsen af myndighedslovens

§ 24, stk. 2, 2. pkt., ville ifølge det nævnte svar navnlig have betydning

for

fastsættelse af samvær med små børn. I disse tilfælde måtte der efter

gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær lægges vægt på, at der i

takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres kontakt til

den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden.

Med hensyn til større børn,

der i en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker samvær, måtte der

ifølge svaret anlægges en anden vurdering.

I disse tilfælde kunne der

efter praksis ske ophævelse af et samvær efter lang tids manglende kontakt

mellem den samværsberettigede og barnet. Der blev ifølge svaret ikke alene

lagt

vægt på varigheden af adskillelsen - omkring fem år i de normale tilfælde -

men

også på årsagen hertil, f.eks. om adskillelsen skyldes passivitet fra den

samværsberettigedes side.

De synspunkter, der efter

denne praksis lå til grund for ophævelse af et fastsat samvær efter lang tids

adskillelse, ville ifølge svaret også kunne få betydning i de tilfælde, hvor

statsamtet anmodes om - for første gang eller på ny - at fastsætte samvær med

et barn, der igennem en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker

samvær.

Barnet kunne i sådanne

tilfælde have etableret en social kontakt til en anden voksen i den

samværsberettigedes sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt ville

kunne gribe forstyrrende ind i barnets forhold.

Det måtte ifølge svaret bero

på en konkret vurdering i hver enkelt sag, i hvilket omfang sådanne forhold

måtte føre til, at der ikke blev fastsat samvær.

Der er ikke i forarbejderne

til lov om forældremyndighed og samvær holdepunkt for, at praksis med hensyn

til fastsættelse af samvær efter lang tids manglende kontakt skulle ændres.

Den

praksis, der var gældende før gennemførelsen af lov om forældremyndighed og

samvær, er derfor på dette punkt blevet videreført efter lovens

gennemførelse.

Det gælder også med hensyn til at lægge vægt på varigheden af adskillelsen -

omkring fem år i de normale tilfælde - mellem barnet og den af forældrene,

der

ønsker samvær fastsat.'

Bestemmelserne om samvær skal

ses i sammenhæng med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

'

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...'

2. Praksis efter lov om forældremyndighed og samvær

I Civilretsdirektoratets

vejledning nr. 214 af 20. december 1995 er der anført følgende om

administrationen af loven:

'...

Med hensyn til

større børn, der i en årrække ikke har haft

kontakt

med den, der ønsker samvær, opretholdes den gældende praksis. Der

skal således fortsat ikke alene lægges vægt på varigheden af adskillelsen -

omkring 5 år i de normale tilfælde

-

men også på årsagen hertil, f.eks. om det skyldes passivitet fra den

samværsberettigedes side. Man bør være opmærksom på, at barnet i sådanne

tilfælde kan have etableret en social kontakt til en anden voksen i den

samværsberettigedes

sted, ligesom fastsættelse af et samvær i øvrigt kan gribe forstyrrende ind i

barnets forhold.

...'

Videre om retsstillingen ved

langvarig manglende kontakt er der s. 384 i Svend Danielsen, Lov om

forældremyndighed og samvær (1997), anført følgende:

'...

I sager, hvor kontakten i de

foregående år skal vurderes, må der, som i alle samværssager, udøves et

konkret

skøn ikke alene over varigheden af adskillelsen, men også over baggrunden

herfor,

herunder om der er udvist egentlig passivitet fra den berettigedes side. En

række andre omstændigheder, herunder bl.a. barnets alder, må tages i

betragtning. Det afgørende må være, om etablering af samvær på nuværende

tidspunkt og dermed genopbygningen af en længe afbrudt kontakt må antages at

gribe så forstyrrende eller skadeligt ind i barnets liv og i

familieforholdene,

at det er påkrævet for barnet, at der ikke udfærdiges en samværsresolution.

Ved

bedømmelse af den nedenfor gengivne ældre praksis må opmærksomheden være

henledt

på den udvidelse af afslagsmulighederne, der er sket med indførelsen af § 17,

stk. 3, se ovenfor under pkt. 1.

...'

Generelt om adgangen til at

afslå eller ophæve samvær efter lovens § 17, stk. 3, har

Civilretsdirektoratet

i Skarrildhus-rapporten 1996, s. 47-48, anført følgende:

'Efter lovens § 17, stk. 3,

kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller

afgørelse

om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Selvom ordvalget i

forhold til tidligere ordvalg kunne tyde på det modsatte, er det ifølge

forarbejderne meningen, at praksis skal lempes. Der henvises til

vejledningen,

s. 3-4.

Af vejledningen fremgår, at

det må bero på en konkret vurdering, om afslag på og ophævelse af samvær i

det

enkelte tilfælde er påkrævet af hensyn til barnet. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis samværet p.g.a. forældrenes indbyrdes forhold vil blive meget

konfliktfyldt.

Det er meningen, at der skal

ske en lempelse i forhold til tidligere praksis, hvor kravet var, at der

skulle

være tale om alvorlige forstyrrelser og skade i familiesituationen, om

negative

egenskaber hos samværsberettigede udover den normale variationsbredde eller

bestemt tilkendegivne ønsker fra barnet. Der må også lægges vægt på, om den

af

forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet,

og

f.eks. gennem en årrække ikke har haft kontakt til barnet.

...'

3. Ombudsmandens udtalelse i en lignende sag

Jeg har i en udtalelse af 30.

maj 1997 behandlet en sag (1996-1922-654) som rejste lignende spørgsmål. Den

sag gav mig anledning til nogle bemærkninger om fastsættelse af samvær i

sager hvor der har været lang tids adskillelse mellem barnet og den der søger

om samvær.

I den omtalte sag udtalte jeg

bl.a. følgende:

'...

En langvarig adskillelse kan

også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke

fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale

om passivitet fra Deres side - foreligge særlige forhold der taler imod

samværsret.

Jeg bemærker at (hidtidig)

praksis med hensyn til lang tids adskillelse ikke er dækkende i Deres sag på

grund af den særlige overgangssituation. På den anden side skal der, som

anført, efter bestemmelsen i § 17, stk. 3, ikke helt så meget til som

tidligere

for at der kan træffes afgørelse om afslag på at fastsætte samværsret.

...

Det er min opfattelse - som

jeg mener underbygges af Civilretsdirektoratets egen beskrivelse af praksis,

herunder i forældremyndighedsvejledningens pkt. 5 - at der ikke udelukkende

kan lægges vægt på varigheden af adskillelsen ved afgørelser om ophævelse af

samvær på grund af langvarig manglende kontakt. I dette tilfælde hvor der som

tidligere anført ikke kan siges at foreligge passivitet, må der derfor efter

min opfattelse foreligge yderligere grunde end varigheden af adskillelsen til

at afslå at fastsætte samvær. ...'

4. Civilretsdirektoratets afgørelse

Civilretsdirektoratet har i

sin afgørelse henvist til at begrundelsen for afgørelsen er den samme som

statsamtets.

Jeg må forstå

Civilretsdirektoratets afgørelse således at der - under hensyn til faktum i

sagen - er lagt vægt på det lange tidsrum hvor Deres klient ikke har haft

kontakt til (C) og på moderens stærke modvilje imod samvær. Dette indebærer

efter myndighedernes opfattelse en for stor belastning for barnet - eller med

Civilretsdirektoratets formulering; 'etableringen af samvær vil gribe

forstyrrende i (C)'s forhold på nuværende tidspunkt'. Direktoratet har

endvidere anført at (C) på afgørelsestidspunktet var ca. syv år.

Statsamtet har i sin

afgørelse bl.a. beskrevet sin praksis i relation til ansøgere som har udvist

passivitet, og det er således ikke helt klart for mig om

Civilretsdirektoratet

har lagt til grund at Deres klient har udvist passivitet.

5. Ombudsmandens vurdering

I Deres klients sag skulle

Civilretsdirektoratet vurdere om Deres klient trods langvarig adskillelse fra

(C) skulle have samvær.

Afgørelsen om samvær skal

efter lovens § 17 træffes efter en vurdering af hvad der er bedst for barnet.

Myndighederne kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve samvær hvis det er

påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3. Som nævnt ovenfor skal der

også i fremtiden meget til - dog ikke helt så meget som efter tidligere

praksis - for at der kan gives afslag på at fastsætte samvær.

Jeg må lægge til grund at

Deres klients muligheder for at få samvær kort tid efter (C)'s fødsel ville

have været større hvis sagen var blevet behandlet efter de nugældende regler.

Ifølge disse regler kan der også gives samvær i tilfælde hvor forældrene

aldrig

har boet sammen eller kun levet sammen i kort tid. Deres klient befinder sig,

på samme måde som klageren i den ombudsmandssag jeg har citeret ovenfor, i en

særlig overgangssituation mellem praksis efter den gamle myndighedslov og den

nye praksis i lov om forældremyndighed og samvær.

Det fremgår af myndighedernes samværspraksis i

tilfælde hvor der har foreligget langvarig adskillelse fra barnet, at

passivitet

fra den der søger om samvær, kan have betydning for afgørelsen, jf.

Vejledningen

om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under afsnittet 'Afslag på og

ophævelse

af samvær'.

I Deres klients sag kan der

efter min opfattelse ikke tales om passivitet. Jeg har ved min vurdering

heraf

lagt vægt på at han så (C) to gange umiddelbart efter fødslen, og at han

første

gang søgte om samvær i januar 1991. Desuden kontaktede Deres klient i 1993

(B)

vedrørende samvær ligesom han i 1994 bad statsamtet om børne- og

familiesagkyndig rådgivning. Herudover søgte Deres klient i 1995 på ny om

samvær.

En langvarig adskillelse kan

også efter den gældende lov i sig selv være af betydning for at der ikke

fastsættes samvær. Men der må i et tilfælde som dette - hvor der ikke er tale

om passivitet fra Deres klients side - foreligge særlige forhold der taler

imod

samværsret.

Ved min gennemgang af sagen

har jeg derfor koncentreret min undersøgelse om den begrundelse som

Civilretsdirektoratet har givet for afslaget på at fastsætte samvær.

I begrundelsen for

skønsmæssige afgørelser skal der efter forvaltningslovens § 24, der er

citeret

under afsnit 1, angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt afgørende

vægt. Såfremt afgørelsen er truffet på grundlag af myndighedens praksis, skal

denne praksis nærmere beskrives. En begrundelse for en forvaltningsafgørelse

skal endvidere fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det

pågældende indhold, jf. forarbejderne til forvaltningsloven,

Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 163, og Den kommenterede forvaltningslov v/ John

Vogter,

s. 277.

Som begrundelse for ikke at

etablere et samvær har Civilretsdirektoratet - ud over at henvise til det

lange tidsrum uden samvær - henvist til moderens stærke modvilje imod samvær.

Efter

lovens forarbejder og praksis skal der - trods den forudsatte lempelse -

imidlertid foreligge ganske alvorlige konflikter for at afslå en ansøgning om

samvær, jf. vejledningen om forældremyndighed og samvær, pkt. 3, under

afsnittet 'Afslag på og ophævelse af samvær'. På den baggrund mener jeg ikke

at

direktoratet i tilstrækkelig grad har anført hvilke konkrete omstændigheder

der efter direktoratets opfattelse udgør en risiko for at Deres klients og

(B)'s indbyrdes forhold ville gøre samværet med (C) meget konfliktfyldt.

Endelig har direktoratet

henvist til at etableringen af samvær vil gribe forstyrrende ind i (C)'s

forhold på nuværende tidspunkt. Direktoratet har imidlertid ikke nærmere

angivet hvilke forhold der bevirker at etablering af samvær vil gribe

forstyrrende

ind i (C)'s tilværelse. Jeg bemærker i den forbindelse at etablering af

samvær i en situation hvor der ikke har været kontakt i en længere periode,

altid må forventes at udgøre en relativt mærkbar ændring af et barns

tilværelse

uanset alder. Derfor burde Civilretsdirektoratet efter min opfattelse også

have

konkretiseret denne del af begrundelsen.

Samlet er det min opfattelse

at Civilretsdirektoratets begrundelse ikke opfylder begrundelseskravet i

forvaltningslovens § 24. Jeg har derfor henstillet til Civilretsdirektoratet

at sagen genoptages med henblik på at give Dem og dermed Deres klient en

begrundelse der opfylder forvaltningslovens krav, herunder at direktoratet -

i det omfang det er fornødent - inddrager (B) inden direktoratet eventuelt

træffer en ny afgørelse. Jeg har bedt om underretning om

Civilretsdirektoratets

svar til Dem.

..."

Lignende dokumenter