Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter.
Partshøring. Påstået advokatpålæg.
A er israelsk statsborger og
har fast bopæl i USA. Den 15. december 1980 indgik A ægteskab med B, der er
dansk statsborger. Vielsen fandt sted i Det mosaiske Trossamfunds synagoge i
København. A og B har to børn, C, der er født den 22. juli 1982, og D, født
den
29. november 1984.
I 1980 tog A og B ophold i
Texas. I marts 1988 rejste B til Danmark med børnene.
I april 1988 anlagde B
separationssag ved Retten i Y-by. B nedlagde påstand om, at hun fik
forældremyndigheden over begge børn. A nedlagde påstand om, at
forældremyndigheden over begge børn blev tillagt A, subsidiært at A fik
forældremyndigheden over C.
Ved dom af 13. oktober 1988
fik B forældremyndigheden over D og A forældremyndigheden over C. Samtidig
blev
A og B separeret. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 13.
december 1988 og Højesterets dom af 1. maj 1989.
Retten i Y-by afsagde den 26.
april 1990 dom, hvorved A og B blev skilt. Forældremyndigheden over D
tildeltes
B, mens A fik forældremyndigheden over C.
Den 15. september 1988
anlagde A skilsmissesag ved Retten i X-by, Texas. Retten i X-by tillagde den
26. marts
1990 A
forældremyndigheden over begge børn.
Den 11. maj 1988 indgav A
Læs alt
ansøgning til et statsamt om ret til samvær med børnene. I perioden den 19.
maj
1988 til den 23. april 1989 havde A ret til personligt samvær med børnene.
Besøgene blev gennemført enten på overrabiner H's kontor eller i statsamtets
lokaler og betinget af, at A deponerede sit pas i statsamtet eller hos sin
danske advokat. Disse vilkår blev fastsat på grund af B's frygt for, at A
skulle føre børnene ud af landet.
De fleste af samværsmøderne
blev gennemført under tilstedeværelse af B samt en fuldmægtig fra statsamtet.
Sidstnævnte har udarbejdet notater om de samværsmøder, hun har overværet. Om
et
samværsmøde den 1. juli 1988 noterede hun bl.a. følgende:
"...
Sagen er meget tilspidset
mellem ægtefællerne. Manden beskylder hustruen for alverdens ting,
kidnapning,
manglende vilje til at samarbejde omkring børnene herunder specielt religiøse
forhold. Manden truer hustruen, truer flere gange med, at hun vil komme til
at
fortryde sine handlinger. Han vil få sin ret i den sidste ende, det kan hun
være sikker på. Manden bebrejder hustruen at hun ikke har givet ham billeder
af
børnene. Dette virker urealistisk, idet manden kommer direkte fra hjemmet og
det skulle være mærkeligt om hustruen havde fjernet alle billeder. Under
dette
påskud truer manden at tage billeder af børnene, han stiller dem enkeltvis op
ad en hvid væg og tager et billede af hver samt et hvor de er sammen.
Hustruen
bliver meget bange ved dette, idet hun mener manden vil bruge billerne til at
få lavet nye pas til børnene for at kunne tage dem med ud af landet.
Hustruen virker panisk angst
og denne angst virker efter referentens mening velbegrundet, da hustruen ikke
direkte modsætter sig fotograferingen, mener referenten ej heller at kunne
gøre
det. Såfremt hustruen havde sagt nej til dette, mener referenten at kunne
have
grebet ind."
Om samværsmøde den 15. august
1988 noterede hun bl.a. følgende:
"...
Manden er, meget vred,
stemningen er meget trykkende, hustruen er meget nervøs og ængstelig over,
hvad
manden kan finde på, idet han truer hende på forskellig vis. Han udtaler for
eksempel at han nok skal få sin vilje om ikke med det gode, så vil han tage
andre midler i brug. Han beskylder hustruen for at have kidnappet børnene,
men
at han nok skal få sin ret på den ene eller anden måde.
Mødet var meget ubehageligt
og må egentlig også være det for børnene, idet manden brugte megen tid på at
skælde ud på hustruen."
Om samværsmøde den 29. august
1988 noteredes følgende:
"...
Referent overværede mødet
mellem faderen og børnene. Samværet gik godt, børnene viser glæde ved at være
sammen med faderen. Hustruen forlod lokalet under mødet idet (E) har
tilskyndet
hende dette. Hustruen var dog meget nervøs, selv om referenten var til stede.
Hustruen tog ophold lige uden for døren på en stol.
Faderen ansøger i slutningen
af mødet om samvær med børnene alene på grund af jødiske højtid den 12. og
13.
september. Han ønsker at få børnene søndag aften den 11. og aflevere dem igen
onsdag morgen, idet højtiden slutter kl. 21.00 hvis dette er for sent et
tidspunkt at bringe børnene tilbage på. Manden rykker endvidere for
skriftligt
afslag på tidligere afslag på samvær med børnene alene. Referenten lover at
fremskynde dette.
Referenten gjorde manden
opmærksom på, at han ikke har besvaret statsamtets henvendelse af 29. juni
1988
om børnebidrag samt hustrubidrag.
Manden oplyser, at der
overhovedet ikke kan være tale om at han vil betale bidrag og han vil ej
heller
udfylde øk-skema, som er tilsendt hans advokat. Han gjorde endnu engang
opmærksom på, at hustruen har kidnappet børnene fra ham i USA, hvorfor der
ikke
kan blive tale om noget bidrag fra ham. Han vil overveje sagen, når dom er
afsagt."
Mens separationssagen
verserede, anmodede A om, at samværsbesøgene blev af længere varighed end
nogle
timers samvær, samt at A kunne være alene med børnene. Statsamtet afslog
disse
anmodninger, bl.a. ved skrivelse af 1. september 1988, hvori det blev
bestemt,
at "(A's) ret til samvær skal udøves som hidtil, indtil endelig dom
foreligger." Ved denne afgørelse lagde statsamtet bl.a. vægt på
"det
under sagens forløb passerede herunder navnlig under samværsmøderne i
statsamtet."
Om samværsmøde den 5.
september 1988 anførte fuldmægtigen følgende:
"Hustruen ønsker ved
mødets start ikke at forlade lokalet, som hun ellers har gjort ved de sidste
samværsmøder efter råd fra (E). Hustruen oplyser, at manden ved møde i
stueetagen inden referenten kom til stede udtalte til børnene, at de snart
skal
med til Texas.
Da referenten kom til stede
og fulgte ægtefællerne og børnene til mødeværelset var stemningen mellem
ægtefællerne meget ophidset. De skændes højlydt og råber hen over hovedet på
børnene, manden råber meget højt og beskylder hustruen for alverdens ting.
Referenten bliver nødt til at
bede hustruen forlade lokalet, idet samværsmødet ellers må afbrydes. Dette
protesterer manden voldsomt imod og situationen kan meget vel udvikle sig til
korporlig strid om børnene, såfremt hustruen prøver at gå med dem. Hustruen
og
manden kan slet ikke være i lokalet samtidig, hustruen accepterer at forlade
lokalet. Situationen var meget belastende for børnene. Såfremt samvær
fremover
udarter sig således må det ophæves af hensyn til børnene.
Hustruen oplyste inden hun
forlader lokalet at hun ikke ønsker flere samværsmøder fastsat før dom er
afsagt, idet hun mener manden påvirker og forvirrer børnene med sin snak om
Texas o.s.v.
Manden udtalte i referentens
nærværelse, at hustruen skal være forsigtig, hun bliver snart
"berømt", vil komme i aviser og lignende. Hustruen bliver meget
opskræmt over dette, ved ikke hvad manden mener. Manden oplyser dog at alt
hvad
han vil foretage sig er lovlige ting.
Da manden, børnene og
referenten er alene undersøger manden (C) for rifter og skrammer. Han finder
en
meget lille overfladisk rift, som efter krads fra en negl. (C) er ikke særlig
interesseret i at svare, men udtaler at det er hustruen der er kommet til at
kradse ham. Efter mødet kommer hustruen tilstede for at hente børnene.
Referenten spørger hustruen hvordan (C) har fået den lille rift som har
ophidset manden så meget. Hustruen siger det er (D) der har haft lange negle
og
er kommet til at kradse ham under leg. Hustruen har nu klippet neglene. (D)
har
ligeledes en lille rift som hustruen siger (C) har påført hende.
Manden spørger hvad han kan
gøre ved dette. Referenten oplyser ham at det er socialforvaltningen, som har
tilsyn med børns levevis, men at ingen formentlig vil reagere på så lille og
overfladisk rift. Dette synes manden er for galt, idet dette ikke er første
gang hustruen har kradset børnene."
I en erklæring af 8.
september 1988 til brug for forældremyndighedssagen konkluderede cand.psych.
E
følgende om B's og A's egnethed som forældre:
"Begge forældre kunne
udøve forældremyndigheden. Dog er (C's) tilknytning til faderen stærk og
uafviselig. (C) giver udtryk for vrede overfor moderen og provokerer hende
synligt. (D) viser nogenlunde samme tilknytning til mor som til far. Hun
provokerer ikke moderen i samme grad som (C) gør, hvorfor konflikterne
(naturlige) mellem Mor og (D) har et mere almindeligt præg.
Moderens forklaringer om, at
faderen ikke har beskæftiget sig seriøst med børnene, synes ikke at være i
overensstemmelse med de faktiske forhold, idet der er en endog stærk
tilknytning, indlevelsesevne og forståelse dem i mellem. Sådanne bånd knyttes
ikke af ingenting.
Da faderen viser den største
modenhed og indsigt i børnene ville børnene være velplacerede hos ham. Dertil
kan indvendes, at moderen ville have uendelig svært ved at leve med denne
løsning, hvorfor den gode og bæredygtige tilknytning mor og datter i mellem
kunne pege mod, at hun får forældremyndigheden over (D).
Yderligere må vægtes de
vanskelige samværsmuligheder, således at den mindst dårlige løsning for
børnene
må blive en separation til fordel for (C's) uafviselige behov for sin far og
(D's) tilhørsforhold til moderen. Børnene har hver især mere brug for den
rigtige voksne end for hinanden. Det er ligeledes vigtigt, at børnene bevarer
kontakt med hinanden og med den forældre, hos hvem de ikke bor. Børnene har
brug for at vide, at de har 2 forældre."
Den 30. november 1988
henvendte en af A's bekendte sig på A's vegne telefonisk til statsamtet med
anmodning om, at A fik samværsret med børnene i førstkommende weekend efter
den
2. december 1988, hvor A ville komme til landet.
I skrivelse af 2. december
1988 meddelte statsamtet A, at han kunne få samværsret søndag den 4. december
1988 fra kl. 9.30 til kl. 18.00 på betingelse af, at han deponerede sit pas
hos
sin advokat.
Den 2. december 1988 ringede
A til fuldmægtigen i statsamtet. Ifølge dennes notat om samtalen forløb
samtalen på følgende måde:
"...
Manden ringer.
Han er meget vred over at
skulle betale (F) for arbejde vedrørende samværssagen. Hans ven har bedt
statsamtet om at træffe afgørelse uden om advokaten for at spare penge til
advokat.
Dette er også rigtigt. Vennen
spurgte, om dette kunne lade sig gøre. Til dette svarede referenten, at når
(F)
var advokat også i samværssagen, kan statsamtet ikke skiftevis arbejde sammen
med og uden om advokaten. Manden må gøre advokaten klart, at han fremover kun
skal repræsentere ham i ægteskabssagen. Både advokaten selv samt hustruens
advokat, (G), har klart tilkendegivet over for referenten, at manden er
repræsenteret ved (F) i samværssagen. (G) og (F) har da også drøftet sagen
løbende og så sent som torsdag aften drøftet den konkrete aftale om samvær
søndag 04.12.
..."
I skrivelse af 15. december
1988 meddelte statsamtet advokat F, at A havde meddelt, at han ikke længere
repræsenterede ham i "den for statsamtet verserende samværssag, men
fremover kun i ægteskabssagen."
Ved skrivelse af 13. februar
1989 anmodede advokat F statsamtet om aktindsigt i "samtlige notater,
herunder telefonnotater under samværssagen". Vedlagt skrivelsen var en
fuldmagt underskrevet af A om at modtage de nævnte akter.
Anmodningen blev imødekommet
af statsamtet, der med skrivelse af 17. februar 1989 sendte advokat F de
ønskede akter.
Efter Højesterets dom den 1.
maj 1989 fik A udleveret C.
Den 8. maj 1989 ansøgte en
ansat ved den amerikanske ambassade i København telefonisk statsamtet på A's
vegne om, at A fik samværsret i en uge med D med henblik på, at han kunne
besøge sine forældre i Israel med begge børn.
Denne anmodning blev forelagt
B, som i skrivelse af 10. maj 1989 modsatte sig, at D kom på besøg en uge. B
mente, at det ville være skadeligt for D, at hun pludselig skulle bo hos sin
far og C nu. Både D og C trængte efter hendes opfattelse til at få
begivenhederne lidt på afstand. Hun sluttede sit indlæg af på denne måde:
"...
Det, jeg gerne ville opnå ved
et evt. møde imellem os var et løfte fra begge sider (og jeg afgiver villigt
mit nu med det samme) om, at vi kunne ringe og skrive til modpartens barn
((A)
til (D) og jeg til (C)) uden nogen form for censur eller anden indblanding
fra
den voksnes side. Ligeledes ville jeg også foreslå, at vi sender fotos af
børnene og i korte træk fortæller om deres liv og dagligdag, børnehave, skole
osv., f.eks. en gang pr. måned eller hver anden måned. Jeg erklærer mig
villig
til at gøre dette, og ønsker at høre, om (A) er parat til at gøre det samme
for
(C's) vedkommende."
I skrivelse af 11. maj 1989
gentog A den mundtlige samværsanmodning fra den amerikanske ambassade.
Samtidig
bad A om en samværsresolution gældende for en længere periode vedrørende D.
Denne resolution skulle gælde halvdelen af ferien, jødiske helligdage og
weekends.
I skrivelse af 17. maj 1989
tilbød statsamtet A og B børne- og familiesagkyndig rådgivning med henblik på
en løsning af konflikten vedrørende samværsret. Første møde blev fastsat til
den 23. maj 1989.
I skrivelse af 22. maj 1989
afslog A rådgivningstilbudet samt fastholdt sin anmodning om samvær med D.
Endvidere oplyste A, at B var velkommen til at være sammen med C, hun kunne
blot ringe eller skrive herom. På dette tidspunkt opholdt A sig i Danmark.
B deltog den 23. maj 1989 i
rådgivningsmøde i statsamtet. Hun foreslog, at børnene skulle være sammen 1½
måned årligt, og at samværet skulle foregå her i landet med 3 ugers samvær
hos
B og 3 ugers samvær hos A. Det var en forudsætning for samværet, at A's pas
blev deponeret som hidtil. Endvidere skulle det være en betingelse, at A
medbragte C til Danmark til samvær med B, før end A kunne få samvær med D.
Med skrivelse af 24. maj 1989
sendte statsamtet A en kopi af B's skrivelse af 10. maj 1989 samt af et
referat
af mødet den 23. maj 1989, idet A blev anmodet om skriftlige bemærkninger
hertil.
I skrivelse af 26. maj 1989
afslog statsamtet A's ansøgning om 1 uges samværsret med henblik på et besøg
i
Israel. Som begrundelse for afgørelsen henviste statsamtet til følgende:
"...
Deres tidligere hustru har i
skrivelse af 10. maj 1989 begrundet sin indstilling til Deres aktuelle
ansøgning om samvær med (D) med, at (D) en gang har taget afsked med Dem og
(C). Hun har i tiden herefter vist tegn på forvirring og utryghed med den
hele
situation. (D) er nu faldet til ro og har tilsyneladende affundet sig med, at
De og (C) nu er i USA og at hun vil gense begge på et senere tidspunkt. Deres
tidligere ægtefælle har under henvisning hertil ment at det er bedst for (D)
ikke for tiden at se Dem og (C). Deres tidligere ægtefælle har i god tro
oplyst
(D) om Deres afrejse, idet De umiddelbart efter Højesteretsdommen angiveligt
overfor hende har oplyst, at De hurtigst muligt ville forlade landet. De har
ikke ønsket at oplyse hende om tidspunktet.
(En) psykolog har under mødet
den 23. maj 1989 erklæret sig enig i betragtningen om, at det under hensyn
til
de foreliggende omstændigheder vil være bedst for (D) at det ansøgte
feriesamvær ikke fastsættes.
..."
I skrivelse af 31. maj 1989
til statsamtet tilkendegav A, at han fandt en langsigtet samværsordning
ønskelig. Samtidig kritiserede A, at statsamtet havde afslået hans anmodning
om
samvær med D og anførte, at afgørelsen byggede på "fabrikerede
løgne"
fra B.
Forinden havde A i en
skrivelse, som jeg modtog den 27. maj 1989, klaget over, at statsamtet havde
afslået at give ham samværsret med D samt over sagsbehandlingen i den
forbindelse. Denne skrivelse samt bilag, jeg modtog nogle dage senere, bl.a.
statsamtets skrivelse af 26. maj 1992, oversendte jeg til
Civilretsdirektoratet
til videre foranstaltning.
I en skrivelse af 11.juni
1989 fremsatte B bemærkninger til spørgsmålet om en permanent langsigtet
samværsordning. Samtidig kommenterede hun A's indlæg af 31. maj 1989. Hun
bestred, at hun skulle have afgivet urigtige oplysninger, tværtimod havde A
på
en række punkter fremstillet begivenhederne ukorrekt. Hun fandt, at A havde
udvist en sådan modvilje mod at etablere en mundtlig kommunikation mellem
børnene og mellem hende og C, at der ikke for tiden burde fastsættes
samværsordning.
I hvert fald burde samvær kun finde sted i Danmark og kun mod pasdeponering.
I skrivelse af 1. september
1989 ansøgte A statsamtet om samvær med D i perioden 6. oktober 1989 til 12.
oktober 1989, mens A opholdt sig i Danmark. Samtidig erindrede A om sin
henvendelse af 31. maj 1989.
Denne skrivelse blev forelagt
B til udtalelse, og hun fremsatte sine bemærkninger hertil i en skrivelse af
12. september 1989. Hun modsatte sig fortsat samvær mellem A og D. Bl.a.
henviste hun til, at hun talrige gange forgæves havde forsøgt at komme i
telefonisk kontakt med C, samt til, at det ikke af A's henvendelse til
statsamtet fremgik, om C fulgte med A under hans rejse til Danmark.
Betingelsen
for, at A fik samvær med D, måtte være, at hun fik samvær med C, samt at C og
D
kunne være sammen.
Denne skrivelse blev forelagt
A, og en medarbejder ved den amerikanske ambassade meddelte telefonisk den
23.
september 1989, at A ikke ville svare yderligere på B's forespørgsel om
samvær
med C. A havde talrige gange fortalt statsamtet, at B blot kunne henvende sig
og aftale besøg.
Denne besked blev forelagt B
telefonisk. B fastholdt på denne baggrund sin modstand mod, at A fik samvær
med
D. Hun uddybede sin opfattelse i en skrivelse af 26. september 1990. Bl.a.
henviste hun til, at A flere gange havde truet med, at hun ville blive
arresteret for bortførsel, hvis hun tog til USA, og at hun derfor under ingen
omstændigheder ville gennemføre samvær med C dér.
B's skrivelse af 26.
september 1990 blev sendt A til udtalelse. A meddelte i skrivelse af 5.
oktober
1989, at tilbudet om, at B kunne have samvær med C, når hun bad om det, stod
ved magt. Hun skulle blot oplyse, hvornår hun kom.
Statsamtet afslog i skrivelse
af 10. oktober
1989 A
's
anmodning om samvær med D. Statsamtet henviste til følgende:
"...
Deres fraseparerede hustru
udtalte da over for statsamtet, at hun modsætter sig Deres ansøgning om
samvær
med (D), medmindre hun samtidig kan få samvær med (C). Dette begrundede hun
med, at De gentagne gange både før og efter højesteretsdommens afsigelse har
truet hende med at ville tage (D) med ud af landet. De skal angiveligt også
have udtalt dette over for børnene. Deres fraseparerede hustru mener således,
at den eneste sikkerhed mod, at dette sker, er, at begge forældre har samvær
på
samme tidspunkt med det barn, som den anden forælder har forældremyndigheden
over.
Statsamtet har ved afgørelsen
lagt vægt på disse forhold og har således, også under hensyn til Deres
manglende samarbejdsvilje med hensyn til Deres fraseparerede hustrus ønske om
samvær med (C) her i landet (som tidligere lovet af Dem), ikke fundet at
kunne
bortse fra, at der er risiko for, at De kunne gøre alvor af Deres trusler om
at
bringe (D) ud af landet.
..."
Med skrivelse af 31. oktober
1989 oversendte jeg en klage fra A over statsamtets ovennævnte afgørelse til
Civilretsdirektoratet, samt over, at direktoratet ikke havde etableret en
langsigtet samværsordning for A med D.
I en skrivelse af 26.
november 1989 til Civilretsdirektoratet påpegede B, at A var udeblevet fra
mødet
den 23. september 1989, og at A desuden i det hele havde vist sig uvillig til
at medvirke til, at der blev etableret en generel samværsordning, der kunne
omfatte begge børn.
Statsamtet meddelte i
skrivelse af 1. februar 1990 Civilretsdirektoratet, at amtet henholdt sig til
afgørelserne af 26. maj 1989 og 10. oktober 1989. Samtidig vedlagde
statsamtet
et notat ligeledes af 1. februar 1990 udarbejdet af fuldmægtigen om
statsamtets
sagsbehandling. Hun anførte bl.a.:
"...
De notater, klageren hævder
ikke at være bekendt med inden retssagen, var efter begæring tilsendt hans
advokat, og klageren kan ikke have undgået at se, at der blev taget notater.
Klageren er vejledt om
reglerne om samvær.
Spørgsmålet om det enkelte
lands preference for egne statsborgere er nævnt perifert i forbindelse med
diskussion af international ret, anerkendelse af domme og afgørelser etc.
Jeg talte ikke med (C)
overhovedet ved samværet i statsamtet den 5. september 1988, ejheller om
riften. Jeg var af min overreferent blevet pålagt alene at være til stede for
at overvåge, at alt forløb roligt, og for at forebygge bortførelsesrisiko.
Jeg
sagde ved dette og øvrige samværsmøder så vidt muligt intet. På grund af den
ophidsede stemning i lokalet forklarede jeg hustruen, da hun oprevet kom ind
ved samværets ophør, hvad det drejede sig om. Hustruen svarede, at (D) var
kommet til at rive (C) med sine negle, da børnene tumlede. Hustruen havde nu
klippet (D's) negle, så dette ikke gentog sig.
Det bemærkes, at klageren
jævnligt under samtaler og møder truede hustruen med, at hun skulle holde øje
med aviserne; snart ville hun blive berømt og hun og børnene være på forsiden
af landets aviser. Han nægtede dog på forehold at redegøre for meningen
hermed.
Samtlige samtaler foregik på
engelsk, dog blev enkelte ord sagt på dansk i forbindelse med, at (D) ind
imellem havde glemt nogle engelske ord.
Det har hele tiden indtil
højesteretssagens afslutning været svært at opfatte, om klageren var
repræsenteret af advokat (F) eller ej; ofte skrev eller henvendte de sig
begge
på samme tid. Jeg har - særligt da klageren er udenlandsk statsborger -
vejledt
ham om at søge sin advokats råd.
.....
Det har været overordentlig
vanskeligt at kommunikere med klageren, der selvfølgelig, ikke har haft
kendskab til dansk lovgivning og praksis, og som har haft vanskeligt ved at
acceptere den tid, høring af modparten, overvejelse af sagen og sagens
ekspedition i det hele må tage. Han har ejheller forstået, at statsamtet
træffer sin afgørelse skriftligt og ikke mundtligt, og at der ikke gives
mundtlige forhåndstilsagn om afgørelsens indhold. Endelig har det naturligvis
besværliggjort den mundtlige kommunikation, at den i vidt omfang har foregået
på engelsk og/eller gennem trediemand (ven af manden eller
ambassadefunktionær). Som eksempel kan nævnes, at når klageren giver udtryk
for, at jeg ikke tror ham, har jeg meget muligt oversat direkte fra dansk:
"Det kan jeg da ikke tro!", hvilket ikke er udtryk for en
"afgørelse" om et udsagns sandhed."
Civilretsdirektoratet
meddelte A i skrivelse af 23. april 1990, at direktoratet ikke fandt grundlag
for at kritisere statsamtets afgørelse, der blev stadfæstet med de meddelte
begrundelser. Direktoratet fandt heller ikke grundlag for at kritisere
statsamtets sagsbehandling og henviste herved til fuldmægtigens notat af 1.
februar 1990. Samtidig anmodede direktoratet statsamtet om at fortsætte
behandlingen af A's ansøgning af 11. maj 1989 om en løbende samværsordning
med
D.
I klagen til mig fastholdt A
sin kritik af statsamtets behandling af sagen. A påpegede, at sagsbehandleren
har handlet ensidigt til fordel for B's interesser, pålagt A at lade sig
repræsentere ved advokat under samværssagen samt undladt at forelægge A de
notater, der blev udfærdiget under samværsbesøgene i statsamtet. A har videre
anført, at samværsbesøgene i perioden maj 1988 til april 1989 blev gennemført
på en for A sårende og unødigt restriktiv måde. A klagede desuden over, at
direktoratet ikke underkendte afslagene på A's ansøgning om fastsættelse af
samvær med D.
Civilretsdirektoratet
meddelte mig i skrivelse af 31. juli 1990, at direktoratet fortsat ikke fandt
grundlag for kritik af statsamtets sagsbehandling.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"1)
Afgørelserne om, at
De ikke kunne have samvær med (D).
Statsamtets afgørelser af 26.
maj 1989 og 11. oktober 1989 blev truffet i henhold til myndighedslovens §
24,
der har følgende indhold:
"
§ 24.
Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og
udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i
forbindelse hermed.
Stk. 2.
Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre
eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad
der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn
til
den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."
Som det ses, beror afgørelser
om samværsret på en skønsmæssigt præget vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg
efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder.
Jeg har ikke ved min
gennemgang af sagen fundet grundlag for at kritisere afgørelserne om at nægte
Dem samvær med (D) i maj 1989 og oktober 1989.
Jeg har herved ligesom
statsamtet og direktoratet lagt vægt på Deres manglende medvirken til at
etablere en samværsordning mellem børnene og mellem (C) og (B).
2)
Pålæg om at lade Dem
repræsentere ved advokat.
Af sagens oplysninger
fremgår, at (fuldmægtigen) den 2. december 1988 under en telefonsamtale med
Dem
tilkendegav, at det var mest hensigtsmæssigt, om De lod advokat (F) varetage
Deres interesser såvel i separationssagen som i samværssagen. Af notatet ses,
at (fuldmægtigen) under samtalen bad Dem gøre det klart for advokat (F), at
De
ikke ønskede hans medvirken i samværssagen. I skrivelse af 15. december 1988
gav statsamtet desuden advokat (F) besked om, at statsamtet fremover ville
forhandle direkte med Dem om samværsspørgsmål.
Herefter finder jeg ikke
holdepunkter for at antage, at statsamtet skulle have pålagt Dem at antage
advokat i samværssagen, og har derfor ikke grundlag for kritik af statsamtet
for så vidt angår denne del af Deres klage.
3)
Amtsfuldmægtigens optræden
under sagen.
De har givet udtryk for, at
(fuldmægtigen) under sagen har optrådt partisk til fordel for Deres tidligere
hustru. Bl.a. har dette givet sig udtryk i notaterne fra samværsbesøgene i
statsamtet.
Ved bedømmelsen af dette
klagepunkt finder jeg, at det bør tages i betragtning, at Deres og (B's) sag
har været usædvanlig følelsesmæssigt belastende både for Dem og hende,
hvilket
har givet sig udslag i hyppige og følelsesladede indlæg fra begge parter.
Allerede af den grund har sagen været meget vanskelig at håndtere for
statsamtet. En yderligere komplikation har været, at kommunikationen har
været
ført både på dansk og engelsk.
Når man ikke selv har
overværet de refererede møder og episoder, er det for så vidt ikke muligt at
konstatere, hvor dækkende og korrekte notaterne har været. Notaternes indhold
og sprog giver imidlertid indtryk både af smidighed og en bestræbelse på, at
de
gjorte iagttagelser er blevet gengivet så neutralt og korrekt, som det under
de
givne meget besværlige forhold var muligt.
Det er naturligvis uheldigt
og beklageligt, at De har fået det indtryk, at (fuldmægtigen) tog parti for
(B), men jeg finder som anført ikke, at sagens dokumenter giver belæg for
denne
opfattelse.
4)
Partshøring forud for
statsamtets afgørelse af 26. maj 1989.
Ifølge forvaltningslovens §
19, stk. 1, må en myndighed ikke træffe afgørelse, før myndigheden forinden
har
gjort parten eller parterne bekendt med oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder og givet dem lejlighed til at udtale sig herom. Det gælder dog
kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af
væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Statsamtet sendte i
overensstemmelse med denne bestemmelse med skrivelse af 24. maj 1989 (B's)
skrivelse af 10. maj 1989 samt referatet af mødet den 23. maj 1989 og bad om
Deres skriftlige bemærkninger. Den 26. maj 1989 traf statsamtet afgørelse i
sagen og lagde herved afgørende vægt på (B's) bemærkninger i skrivelsen af
10.
maj 1989.
Efter min mening burde
statsamtet have afventet Deres skriftlige bemærkninger, inden denne afgørelse
blev truffet.
Civilretsdirektoratet burde
efter min mening have påtalt ovennævnte forhold.
Jeg har gjort statsamtet og
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
I klagen til mig har De gjort
gældende, at statsamtets notater burde være forelagt Dem inden afgørelsen.
Hertil bemærkes, at Deres
advokat den 13. februar 1989 med fuldmagt fra Dem søgte om og fik aktindsigt
i
de nævnte notater. På denne baggrund finder jeg ikke at kunne give Dem
medhold
i, at De ikke fik lejlighed til at gennemgå notaterne og fremsætte
kommentarer
hertil.
5) Partshøring forud for Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. april
1990.
I forbindelse med
Civilretsdirektoratets undersøgelse af Deres klage over statsamtets
sagsbehandling modtog direktoratet et notat af 1. februar 1990 fra
(fuldmægtigen).
Dette notat ses ikke at være
sendt Dem til udtalelse, inden direktoratet traf afgørelse i skrivelse af 23.
april 1990.
Dette forhold må anses for at
være i strid med den under 4) omtalte bestemmelse i § 19, stk. 1, i
forvaltningsloven.
Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
6)
Gennemførelse af
samværsbesøg i statsamtet.
Jeg finder det for så vidt
forståeligt, at De har fundet det stødende og uværdigt, at Deres samværsbesøg
med (D) og (C) blev gennemført i statsamtet under overværelse bl.a. af en
medarbejder fra statsamtet.
Det må imidlertid herved
tages i betragtning, at statsamtet mente, at der forelå risiko for, at De
ville
fjerne børnene og tage dem med til USA. Denne risiko finder jeg blev
bestyrket
både ved de omstændigheder, hvorunder (B) og børnene ankom her til landet,
ved
de oplysninger, statsamtet modtog fra (B) samt ved de udtalelser, De selv er
refereret for i (fuldmægtigens) notater. Det kan derfor efter min mening ikke
bebrejdes statsamtet, at samværsbesøgene blev gennemført under forhold, som
måtte anses for ubehagelige og belastende for både Dem og børnene."
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2015. — A mod B. EU-domme · 16. juli 2015
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 16. april 2015. — A mod B. EU-domme · 16. april 2015
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 12. april 2018. — Neli Valcheva mod Georgios Babanarakis. EU-domme · 12. april 2018
- Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring. Retsinformation · 5. november 2003
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 27. september 2012. — O. og S. mod Maahanmuuttovirasto og Maahanmuuttovirasto mod L. EU-domme · 27. september 2012
- DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling) 10. maj 2017 EU-domme · 10. maj 2017