Spring til indhold

Retsinformation

Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg.

FOU nr 1992.133UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter.

Partshøring. Påstået advokatpålæg.

A er israelsk statsborger og

har fast bopæl i USA. Den 15. december 1980 indgik A ægteskab med B, der er

dansk statsborger. Vielsen fandt sted i Det mosaiske Trossamfunds synagoge i

København. A og B har to børn, C, der er født den 22. juli 1982, og D, født

den

29. november 1984.

I 1980 tog A og B ophold i

Texas. I marts 1988 rejste B til Danmark med børnene.

I april 1988 anlagde B

separationssag ved Retten i Y-by. B nedlagde påstand om, at hun fik

forældremyndigheden over begge børn. A nedlagde påstand om, at

forældremyndigheden over begge børn blev tillagt A, subsidiært at A fik

forældremyndigheden over C.

Ved dom af 13. oktober 1988

fik B forældremyndigheden over D og A forældremyndigheden over C. Samtidig

blev

A og B separeret. Dommen blev stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 13.

december 1988 og Højesterets dom af 1. maj 1989.

Retten i Y-by afsagde den 26.

april 1990 dom, hvorved A og B blev skilt. Forældremyndigheden over D

tildeltes

B, mens A fik forældremyndigheden over C.

Den 15. september 1988

anlagde A skilsmissesag ved Retten i X-by, Texas. Retten i X-by tillagde den

26. marts

1990 A

forældremyndigheden over begge børn.

Den 11. maj 1988 indgav A

Læs alt

ansøgning til et statsamt om ret til samvær med børnene. I perioden den 19.

maj

1988 til den 23. april 1989 havde A ret til personligt samvær med børnene.

Besøgene blev gennemført enten på overrabiner H's kontor eller i statsamtets

lokaler og betinget af, at A deponerede sit pas i statsamtet eller hos sin

danske advokat. Disse vilkår blev fastsat på grund af B's frygt for, at A

skulle føre børnene ud af landet.

De fleste af samværsmøderne

blev gennemført under tilstedeværelse af B samt en fuldmægtig fra statsamtet.

Sidstnævnte har udarbejdet notater om de samværsmøder, hun har overværet. Om

et

samværsmøde den 1. juli 1988 noterede hun bl.a. følgende:

"...

Sagen er meget tilspidset

mellem ægtefællerne. Manden beskylder hustruen for alverdens ting,

kidnapning,

manglende vilje til at samarbejde omkring børnene herunder specielt religiøse

forhold. Manden truer hustruen, truer flere gange med, at hun vil komme til

at

fortryde sine handlinger. Han vil få sin ret i den sidste ende, det kan hun

være sikker på. Manden bebrejder hustruen at hun ikke har givet ham billeder

af

børnene. Dette virker urealistisk, idet manden kommer direkte fra hjemmet og

det skulle være mærkeligt om hustruen havde fjernet alle billeder. Under

dette

påskud truer manden at tage billeder af børnene, han stiller dem enkeltvis op

ad en hvid væg og tager et billede af hver samt et hvor de er sammen.

Hustruen

bliver meget bange ved dette, idet hun mener manden vil bruge billerne til at

få lavet nye pas til børnene for at kunne tage dem med ud af landet.

Hustruen virker panisk angst

og denne angst virker efter referentens mening velbegrundet, da hustruen ikke

direkte modsætter sig fotograferingen, mener referenten ej heller at kunne

gøre

det. Såfremt hustruen havde sagt nej til dette, mener referenten at kunne

have

grebet ind."

Om samværsmøde den 15. august

1988 noterede hun bl.a. følgende:

"...

Manden er, meget vred,

stemningen er meget trykkende, hustruen er meget nervøs og ængstelig over,

hvad

manden kan finde på, idet han truer hende på forskellig vis. Han udtaler for

eksempel at han nok skal få sin vilje om ikke med det gode, så vil han tage

andre midler i brug. Han beskylder hustruen for at have kidnappet børnene,

men

at han nok skal få sin ret på den ene eller anden måde.

Mødet var meget ubehageligt

og må egentlig også være det for børnene, idet manden brugte megen tid på at

skælde ud på hustruen."

Om samværsmøde den 29. august

1988 noteredes følgende:

"...

Referent overværede mødet

mellem faderen og børnene. Samværet gik godt, børnene viser glæde ved at være

sammen med faderen. Hustruen forlod lokalet under mødet idet (E) har

tilskyndet

hende dette. Hustruen var dog meget nervøs, selv om referenten var til stede.

Hustruen tog ophold lige uden for døren på en stol.

Faderen ansøger i slutningen

af mødet om samvær med børnene alene på grund af jødiske højtid den 12. og

13.

september. Han ønsker at få børnene søndag aften den 11. og aflevere dem igen

onsdag morgen, idet højtiden slutter kl. 21.00 hvis dette er for sent et

tidspunkt at bringe børnene tilbage på. Manden rykker endvidere for

skriftligt

afslag på tidligere afslag på samvær med børnene alene. Referenten lover at

fremskynde dette.

Referenten gjorde manden

opmærksom på, at han ikke har besvaret statsamtets henvendelse af 29. juni

1988

om børnebidrag samt hustrubidrag.

Manden oplyser, at der

overhovedet ikke kan være tale om at han vil betale bidrag og han vil ej

heller

udfylde øk-skema, som er tilsendt hans advokat. Han gjorde endnu engang

opmærksom på, at hustruen har kidnappet børnene fra ham i USA, hvorfor der

ikke

kan blive tale om noget bidrag fra ham. Han vil overveje sagen, når dom er

afsagt."

Mens separationssagen

verserede, anmodede A om, at samværsbesøgene blev af længere varighed end

nogle

timers samvær, samt at A kunne være alene med børnene. Statsamtet afslog

disse

anmodninger, bl.a. ved skrivelse af 1. september 1988, hvori det blev

bestemt,

at "(A's) ret til samvær skal udøves som hidtil, indtil endelig dom

foreligger." Ved denne afgørelse lagde statsamtet bl.a. vægt på

"det

under sagens forløb passerede herunder navnlig under samværsmøderne i

statsamtet."

Om samværsmøde den 5.

september 1988 anførte fuldmægtigen følgende:

"Hustruen ønsker ved

mødets start ikke at forlade lokalet, som hun ellers har gjort ved de sidste

samværsmøder efter råd fra (E). Hustruen oplyser, at manden ved møde i

stueetagen inden referenten kom til stede udtalte til børnene, at de snart

skal

med til Texas.

Da referenten kom til stede

og fulgte ægtefællerne og børnene til mødeværelset var stemningen mellem

ægtefællerne meget ophidset. De skændes højlydt og råber hen over hovedet på

børnene, manden råber meget højt og beskylder hustruen for alverdens ting.

Referenten bliver nødt til at

bede hustruen forlade lokalet, idet samværsmødet ellers må afbrydes. Dette

protesterer manden voldsomt imod og situationen kan meget vel udvikle sig til

korporlig strid om børnene, såfremt hustruen prøver at gå med dem. Hustruen

og

manden kan slet ikke være i lokalet samtidig, hustruen accepterer at forlade

lokalet. Situationen var meget belastende for børnene. Såfremt samvær

fremover

udarter sig således må det ophæves af hensyn til børnene.

Hustruen oplyste inden hun

forlader lokalet at hun ikke ønsker flere samværsmøder fastsat før dom er

afsagt, idet hun mener manden påvirker og forvirrer børnene med sin snak om

Texas o.s.v.

Manden udtalte i referentens

nærværelse, at hustruen skal være forsigtig, hun bliver snart

"berømt", vil komme i aviser og lignende. Hustruen bliver meget

opskræmt over dette, ved ikke hvad manden mener. Manden oplyser dog at alt

hvad

han vil foretage sig er lovlige ting.

Da manden, børnene og

referenten er alene undersøger manden (C) for rifter og skrammer. Han finder

en

meget lille overfladisk rift, som efter krads fra en negl. (C) er ikke særlig

interesseret i at svare, men udtaler at det er hustruen der er kommet til at

kradse ham. Efter mødet kommer hustruen tilstede for at hente børnene.

Referenten spørger hustruen hvordan (C) har fået den lille rift som har

ophidset manden så meget. Hustruen siger det er (D) der har haft lange negle

og

er kommet til at kradse ham under leg. Hustruen har nu klippet neglene. (D)

har

ligeledes en lille rift som hustruen siger (C) har påført hende.

Manden spørger hvad han kan

gøre ved dette. Referenten oplyser ham at det er socialforvaltningen, som har

tilsyn med børns levevis, men at ingen formentlig vil reagere på så lille og

overfladisk rift. Dette synes manden er for galt, idet dette ikke er første

gang hustruen har kradset børnene."

I en erklæring af 8.

september 1988 til brug for forældremyndighedssagen konkluderede cand.psych.

E

følgende om B's og A's egnethed som forældre:

"Begge forældre kunne

udøve forældremyndigheden. Dog er (C's) tilknytning til faderen stærk og

uafviselig. (C) giver udtryk for vrede overfor moderen og provokerer hende

synligt. (D) viser nogenlunde samme tilknytning til mor som til far. Hun

provokerer ikke moderen i samme grad som (C) gør, hvorfor konflikterne

(naturlige) mellem Mor og (D) har et mere almindeligt præg.

Moderens forklaringer om, at

faderen ikke har beskæftiget sig seriøst med børnene, synes ikke at være i

overensstemmelse med de faktiske forhold, idet der er en endog stærk

tilknytning, indlevelsesevne og forståelse dem i mellem. Sådanne bånd knyttes

ikke af ingenting.

Da faderen viser den største

modenhed og indsigt i børnene ville børnene være velplacerede hos ham. Dertil

kan indvendes, at moderen ville have uendelig svært ved at leve med denne

løsning, hvorfor den gode og bæredygtige tilknytning mor og datter i mellem

kunne pege mod, at hun får forældremyndigheden over (D).

Yderligere må vægtes de

vanskelige samværsmuligheder, således at den mindst dårlige løsning for

børnene

må blive en separation til fordel for (C's) uafviselige behov for sin far og

(D's) tilhørsforhold til moderen. Børnene har hver især mere brug for den

rigtige voksne end for hinanden. Det er ligeledes vigtigt, at børnene bevarer

kontakt med hinanden og med den forældre, hos hvem de ikke bor. Børnene har

brug for at vide, at de har 2 forældre."

Den 30. november 1988

henvendte en af A's bekendte sig på A's vegne telefonisk til statsamtet med

anmodning om, at A fik samværsret med børnene i førstkommende weekend efter

den

2. december 1988, hvor A ville komme til landet.

I skrivelse af 2. december

1988 meddelte statsamtet A, at han kunne få samværsret søndag den 4. december

1988 fra kl. 9.30 til kl. 18.00 på betingelse af, at han deponerede sit pas

hos

sin advokat.

Den 2. december 1988 ringede

A til fuldmægtigen i statsamtet. Ifølge dennes notat om samtalen forløb

samtalen på følgende måde:

"...

Manden ringer.

Han er meget vred over at

skulle betale (F) for arbejde vedrørende samværssagen. Hans ven har bedt

statsamtet om at træffe afgørelse uden om advokaten for at spare penge til

advokat.

Dette er også rigtigt. Vennen

spurgte, om dette kunne lade sig gøre. Til dette svarede referenten, at når

(F)

var advokat også i samværssagen, kan statsamtet ikke skiftevis arbejde sammen

med og uden om advokaten. Manden må gøre advokaten klart, at han fremover kun

skal repræsentere ham i ægteskabssagen. Både advokaten selv samt hustruens

advokat, (G), har klart tilkendegivet over for referenten, at manden er

repræsenteret ved (F) i samværssagen. (G) og (F) har da også drøftet sagen

løbende og så sent som torsdag aften drøftet den konkrete aftale om samvær

søndag 04.12.

..."

I skrivelse af 15. december

1988 meddelte statsamtet advokat F, at A havde meddelt, at han ikke længere

repræsenterede ham i "den for statsamtet verserende samværssag, men

fremover kun i ægteskabssagen."

Ved skrivelse af 13. februar

1989 anmodede advokat F statsamtet om aktindsigt i "samtlige notater,

herunder telefonnotater under samværssagen". Vedlagt skrivelsen var en

fuldmagt underskrevet af A om at modtage de nævnte akter.

Anmodningen blev imødekommet

af statsamtet, der med skrivelse af 17. februar 1989 sendte advokat F de

ønskede akter.

Efter Højesterets dom den 1.

maj 1989 fik A udleveret C.

Den 8. maj 1989 ansøgte en

ansat ved den amerikanske ambassade i København telefonisk statsamtet på A's

vegne om, at A fik samværsret i en uge med D med henblik på, at han kunne

besøge sine forældre i Israel med begge børn.

Denne anmodning blev forelagt

B, som i skrivelse af 10. maj 1989 modsatte sig, at D kom på besøg en uge. B

mente, at det ville være skadeligt for D, at hun pludselig skulle bo hos sin

far og C nu. Både D og C trængte efter hendes opfattelse til at få

begivenhederne lidt på afstand. Hun sluttede sit indlæg af på denne måde:

"...

Det, jeg gerne ville opnå ved

et evt. møde imellem os var et løfte fra begge sider (og jeg afgiver villigt

mit nu med det samme) om, at vi kunne ringe og skrive til modpartens barn

((A)

til (D) og jeg til (C)) uden nogen form for censur eller anden indblanding

fra

den voksnes side. Ligeledes ville jeg også foreslå, at vi sender fotos af

børnene og i korte træk fortæller om deres liv og dagligdag, børnehave, skole

osv., f.eks. en gang pr. måned eller hver anden måned. Jeg erklærer mig

villig

til at gøre dette, og ønsker at høre, om (A) er parat til at gøre det samme

for

(C's) vedkommende."

I skrivelse af 11. maj 1989

gentog A den mundtlige samværsanmodning fra den amerikanske ambassade.

Samtidig

bad A om en samværsresolution gældende for en længere periode vedrørende D.

Denne resolution skulle gælde halvdelen af ferien, jødiske helligdage og

weekends.

I skrivelse af 17. maj 1989

tilbød statsamtet A og B børne- og familiesagkyndig rådgivning med henblik på

en løsning af konflikten vedrørende samværsret. Første møde blev fastsat til

den 23. maj 1989.

I skrivelse af 22. maj 1989

afslog A rådgivningstilbudet samt fastholdt sin anmodning om samvær med D.

Endvidere oplyste A, at B var velkommen til at være sammen med C, hun kunne

blot ringe eller skrive herom. På dette tidspunkt opholdt A sig i Danmark.

B deltog den 23. maj 1989 i

rådgivningsmøde i statsamtet. Hun foreslog, at børnene skulle være sammen 1½

måned årligt, og at samværet skulle foregå her i landet med 3 ugers samvær

hos

B og 3 ugers samvær hos A. Det var en forudsætning for samværet, at A's pas

blev deponeret som hidtil. Endvidere skulle det være en betingelse, at A

medbragte C til Danmark til samvær med B, før end A kunne få samvær med D.

Med skrivelse af 24. maj 1989

sendte statsamtet A en kopi af B's skrivelse af 10. maj 1989 samt af et

referat

af mødet den 23. maj 1989, idet A blev anmodet om skriftlige bemærkninger

hertil.

I skrivelse af 26. maj 1989

afslog statsamtet A's ansøgning om 1 uges samværsret med henblik på et besøg

i

Israel. Som begrundelse for afgørelsen henviste statsamtet til følgende:

"...

Deres tidligere hustru har i

skrivelse af 10. maj 1989 begrundet sin indstilling til Deres aktuelle

ansøgning om samvær med (D) med, at (D) en gang har taget afsked med Dem og

(C). Hun har i tiden herefter vist tegn på forvirring og utryghed med den

hele

situation. (D) er nu faldet til ro og har tilsyneladende affundet sig med, at

De og (C) nu er i USA og at hun vil gense begge på et senere tidspunkt. Deres

tidligere ægtefælle har under henvisning hertil ment at det er bedst for (D)

ikke for tiden at se Dem og (C). Deres tidligere ægtefælle har i god tro

oplyst

(D) om Deres afrejse, idet De umiddelbart efter Højesteretsdommen angiveligt

overfor hende har oplyst, at De hurtigst muligt ville forlade landet. De har

ikke ønsket at oplyse hende om tidspunktet.

(En) psykolog har under mødet

den 23. maj 1989 erklæret sig enig i betragtningen om, at det under hensyn

til

de foreliggende omstændigheder vil være bedst for (D) at det ansøgte

feriesamvær ikke fastsættes.

..."

I skrivelse af 31. maj 1989

til statsamtet tilkendegav A, at han fandt en langsigtet samværsordning

ønskelig. Samtidig kritiserede A, at statsamtet havde afslået hans anmodning

om

samvær med D og anførte, at afgørelsen byggede på "fabrikerede

løgne"

fra B.

Forinden havde A i en

skrivelse, som jeg modtog den 27. maj 1989, klaget over, at statsamtet havde

afslået at give ham samværsret med D samt over sagsbehandlingen i den

forbindelse. Denne skrivelse samt bilag, jeg modtog nogle dage senere, bl.a.

statsamtets skrivelse af 26. maj 1992, oversendte jeg til

Civilretsdirektoratet

til videre foranstaltning.

I en skrivelse af 11.juni

1989 fremsatte B bemærkninger til spørgsmålet om en permanent langsigtet

samværsordning. Samtidig kommenterede hun A's indlæg af 31. maj 1989. Hun

bestred, at hun skulle have afgivet urigtige oplysninger, tværtimod havde A

på

en række punkter fremstillet begivenhederne ukorrekt. Hun fandt, at A havde

udvist en sådan modvilje mod at etablere en mundtlig kommunikation mellem

børnene og mellem hende og C, at der ikke for tiden burde fastsættes

samværsordning.

I hvert fald burde samvær kun finde sted i Danmark og kun mod pasdeponering.

I skrivelse af 1. september

1989 ansøgte A statsamtet om samvær med D i perioden 6. oktober 1989 til 12.

oktober 1989, mens A opholdt sig i Danmark. Samtidig erindrede A om sin

henvendelse af 31. maj 1989.

Denne skrivelse blev forelagt

B til udtalelse, og hun fremsatte sine bemærkninger hertil i en skrivelse af

12. september 1989. Hun modsatte sig fortsat samvær mellem A og D. Bl.a.

henviste hun til, at hun talrige gange forgæves havde forsøgt at komme i

telefonisk kontakt med C, samt til, at det ikke af A's henvendelse til

statsamtet fremgik, om C fulgte med A under hans rejse til Danmark.

Betingelsen

for, at A fik samvær med D, måtte være, at hun fik samvær med C, samt at C og

D

kunne være sammen.

Denne skrivelse blev forelagt

A, og en medarbejder ved den amerikanske ambassade meddelte telefonisk den

23.

september 1989, at A ikke ville svare yderligere på B's forespørgsel om

samvær

med C. A havde talrige gange fortalt statsamtet, at B blot kunne henvende sig

og aftale besøg.

Denne besked blev forelagt B

telefonisk. B fastholdt på denne baggrund sin modstand mod, at A fik samvær

med

D. Hun uddybede sin opfattelse i en skrivelse af 26. september 1990. Bl.a.

henviste hun til, at A flere gange havde truet med, at hun ville blive

arresteret for bortførsel, hvis hun tog til USA, og at hun derfor under ingen

omstændigheder ville gennemføre samvær med C dér.

B's skrivelse af 26.

september 1990 blev sendt A til udtalelse. A meddelte i skrivelse af 5.

oktober

1989, at tilbudet om, at B kunne have samvær med C, når hun bad om det, stod

ved magt. Hun skulle blot oplyse, hvornår hun kom.

Statsamtet afslog i skrivelse

af 10. oktober

1989 A

's

anmodning om samvær med D. Statsamtet henviste til følgende:

"...

Deres fraseparerede hustru

udtalte da over for statsamtet, at hun modsætter sig Deres ansøgning om

samvær

med (D), medmindre hun samtidig kan få samvær med (C). Dette begrundede hun

med, at De gentagne gange både før og efter højesteretsdommens afsigelse har

truet hende med at ville tage (D) med ud af landet. De skal angiveligt også

have udtalt dette over for børnene. Deres fraseparerede hustru mener således,

at den eneste sikkerhed mod, at dette sker, er, at begge forældre har samvær

på

samme tidspunkt med det barn, som den anden forælder har forældremyndigheden

over.

Statsamtet har ved afgørelsen

lagt vægt på disse forhold og har således, også under hensyn til Deres

manglende samarbejdsvilje med hensyn til Deres fraseparerede hustrus ønske om

samvær med (C) her i landet (som tidligere lovet af Dem), ikke fundet at

kunne

bortse fra, at der er risiko for, at De kunne gøre alvor af Deres trusler om

at

bringe (D) ud af landet.

..."

Med skrivelse af 31. oktober

1989 oversendte jeg en klage fra A over statsamtets ovennævnte afgørelse til

Civilretsdirektoratet, samt over, at direktoratet ikke havde etableret en

langsigtet samværsordning for A med D.

I en skrivelse af 26.

november 1989 til Civilretsdirektoratet påpegede B, at A var udeblevet fra

mødet

den 23. september 1989, og at A desuden i det hele havde vist sig uvillig til

at medvirke til, at der blev etableret en generel samværsordning, der kunne

omfatte begge børn.

Statsamtet meddelte i

skrivelse af 1. februar 1990 Civilretsdirektoratet, at amtet henholdt sig til

afgørelserne af 26. maj 1989 og 10. oktober 1989. Samtidig vedlagde

statsamtet

et notat ligeledes af 1. februar 1990 udarbejdet af fuldmægtigen om

statsamtets

sagsbehandling. Hun anførte bl.a.:

"...

De notater, klageren hævder

ikke at være bekendt med inden retssagen, var efter begæring tilsendt hans

advokat, og klageren kan ikke have undgået at se, at der blev taget notater.

Klageren er vejledt om

reglerne om samvær.

Spørgsmålet om det enkelte

lands preference for egne statsborgere er nævnt perifert i forbindelse med

diskussion af international ret, anerkendelse af domme og afgørelser etc.

Jeg talte ikke med (C)

overhovedet ved samværet i statsamtet den 5. september 1988, ejheller om

riften. Jeg var af min overreferent blevet pålagt alene at være til stede for

at overvåge, at alt forløb roligt, og for at forebygge bortførelsesrisiko.

Jeg

sagde ved dette og øvrige samværsmøder så vidt muligt intet. På grund af den

ophidsede stemning i lokalet forklarede jeg hustruen, da hun oprevet kom ind

ved samværets ophør, hvad det drejede sig om. Hustruen svarede, at (D) var

kommet til at rive (C) med sine negle, da børnene tumlede. Hustruen havde nu

klippet (D's) negle, så dette ikke gentog sig.

Det bemærkes, at klageren

jævnligt under samtaler og møder truede hustruen med, at hun skulle holde øje

med aviserne; snart ville hun blive berømt og hun og børnene være på forsiden

af landets aviser. Han nægtede dog på forehold at redegøre for meningen

hermed.

Samtlige samtaler foregik på

engelsk, dog blev enkelte ord sagt på dansk i forbindelse med, at (D) ind

imellem havde glemt nogle engelske ord.

Det har hele tiden indtil

højesteretssagens afslutning været svært at opfatte, om klageren var

repræsenteret af advokat (F) eller ej; ofte skrev eller henvendte de sig

begge

på samme tid. Jeg har - særligt da klageren er udenlandsk statsborger -

vejledt

ham om at søge sin advokats råd.

.....

Det har været overordentlig

vanskeligt at kommunikere med klageren, der selvfølgelig, ikke har haft

kendskab til dansk lovgivning og praksis, og som har haft vanskeligt ved at

acceptere den tid, høring af modparten, overvejelse af sagen og sagens

ekspedition i det hele må tage. Han har ejheller forstået, at statsamtet

træffer sin afgørelse skriftligt og ikke mundtligt, og at der ikke gives

mundtlige forhåndstilsagn om afgørelsens indhold. Endelig har det naturligvis

besværliggjort den mundtlige kommunikation, at den i vidt omfang har foregået

på engelsk og/eller gennem trediemand (ven af manden eller

ambassadefunktionær). Som eksempel kan nævnes, at når klageren giver udtryk

for, at jeg ikke tror ham, har jeg meget muligt oversat direkte fra dansk:

"Det kan jeg da ikke tro!", hvilket ikke er udtryk for en

"afgørelse" om et udsagns sandhed."

Civilretsdirektoratet

meddelte A i skrivelse af 23. april 1990, at direktoratet ikke fandt grundlag

for at kritisere statsamtets afgørelse, der blev stadfæstet med de meddelte

begrundelser. Direktoratet fandt heller ikke grundlag for at kritisere

statsamtets sagsbehandling og henviste herved til fuldmægtigens notat af 1.

februar 1990. Samtidig anmodede direktoratet statsamtet om at fortsætte

behandlingen af A's ansøgning af 11. maj 1989 om en løbende samværsordning

med

D.

I klagen til mig fastholdt A

sin kritik af statsamtets behandling af sagen. A påpegede, at sagsbehandleren

har handlet ensidigt til fordel for B's interesser, pålagt A at lade sig

repræsentere ved advokat under samværssagen samt undladt at forelægge A de

notater, der blev udfærdiget under samværsbesøgene i statsamtet. A har videre

anført, at samværsbesøgene i perioden maj 1988 til april 1989 blev gennemført

på en for A sårende og unødigt restriktiv måde. A klagede desuden over, at

direktoratet ikke underkendte afslagene på A's ansøgning om fastsættelse af

samvær med D.

Civilretsdirektoratet

meddelte mig i skrivelse af 31. juli 1990, at direktoratet fortsat ikke fandt

grundlag for kritik af statsamtets sagsbehandling.

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"1)

Afgørelserne om, at

De ikke kunne have samvær med (D).

Statsamtets afgørelser af 26.

maj 1989 og 11. oktober 1989 blev truffet i henhold til myndighedslovens §

24,

der har følgende indhold:

"

§ 24.

Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og

udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i

forbindelse hermed.

Stk. 2.

Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre

eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad

der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn

til

den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

Som det ses, beror afgørelser

om samværsret på en skønsmæssigt præget vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg

efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der

foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min

gennemgang af sagen fundet grundlag for at kritisere afgørelserne om at nægte

Dem samvær med (D) i maj 1989 og oktober 1989.

Jeg har herved ligesom

statsamtet og direktoratet lagt vægt på Deres manglende medvirken til at

etablere en samværsordning mellem børnene og mellem (C) og (B).

2)

Pålæg om at lade Dem

repræsentere ved advokat.

Af sagens oplysninger

fremgår, at (fuldmægtigen) den 2. december 1988 under en telefonsamtale med

Dem

tilkendegav, at det var mest hensigtsmæssigt, om De lod advokat (F) varetage

Deres interesser såvel i separationssagen som i samværssagen. Af notatet ses,

at (fuldmægtigen) under samtalen bad Dem gøre det klart for advokat (F), at

De

ikke ønskede hans medvirken i samværssagen. I skrivelse af 15. december 1988

gav statsamtet desuden advokat (F) besked om, at statsamtet fremover ville

forhandle direkte med Dem om samværsspørgsmål.

Herefter finder jeg ikke

holdepunkter for at antage, at statsamtet skulle have pålagt Dem at antage

advokat i samværssagen, og har derfor ikke grundlag for kritik af statsamtet

for så vidt angår denne del af Deres klage.

3)

Amtsfuldmægtigens optræden

under sagen.

De har givet udtryk for, at

(fuldmægtigen) under sagen har optrådt partisk til fordel for Deres tidligere

hustru. Bl.a. har dette givet sig udtryk i notaterne fra samværsbesøgene i

statsamtet.

Ved bedømmelsen af dette

klagepunkt finder jeg, at det bør tages i betragtning, at Deres og (B's) sag

har været usædvanlig følelsesmæssigt belastende både for Dem og hende,

hvilket

har givet sig udslag i hyppige og følelsesladede indlæg fra begge parter.

Allerede af den grund har sagen været meget vanskelig at håndtere for

statsamtet. En yderligere komplikation har været, at kommunikationen har

været

ført både på dansk og engelsk.

Når man ikke selv har

overværet de refererede møder og episoder, er det for så vidt ikke muligt at

konstatere, hvor dækkende og korrekte notaterne har været. Notaternes indhold

og sprog giver imidlertid indtryk både af smidighed og en bestræbelse på, at

de

gjorte iagttagelser er blevet gengivet så neutralt og korrekt, som det under

de

givne meget besværlige forhold var muligt.

Det er naturligvis uheldigt

og beklageligt, at De har fået det indtryk, at (fuldmægtigen) tog parti for

(B), men jeg finder som anført ikke, at sagens dokumenter giver belæg for

denne

opfattelse.

4)

Partshøring forud for

statsamtets afgørelse af 26. maj 1989.

Ifølge forvaltningslovens §

19, stk. 1, må en myndighed ikke træffe afgørelse, før myndigheden forinden

har

gjort parten eller parterne bekendt med oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder og givet dem lejlighed til at udtale sig herom. Det gælder dog

kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af

væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Statsamtet sendte i

overensstemmelse med denne bestemmelse med skrivelse af 24. maj 1989 (B's)

skrivelse af 10. maj 1989 samt referatet af mødet den 23. maj 1989 og bad om

Deres skriftlige bemærkninger. Den 26. maj 1989 traf statsamtet afgørelse i

sagen og lagde herved afgørende vægt på (B's) bemærkninger i skrivelsen af

10.

maj 1989.

Efter min mening burde

statsamtet have afventet Deres skriftlige bemærkninger, inden denne afgørelse

blev truffet.

Civilretsdirektoratet burde

efter min mening have påtalt ovennævnte forhold.

Jeg har gjort statsamtet og

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

I klagen til mig har De gjort

gældende, at statsamtets notater burde være forelagt Dem inden afgørelsen.

Hertil bemærkes, at Deres

advokat den 13. februar 1989 med fuldmagt fra Dem søgte om og fik aktindsigt

i

de nævnte notater. På denne baggrund finder jeg ikke at kunne give Dem

medhold

i, at De ikke fik lejlighed til at gennemgå notaterne og fremsætte

kommentarer

hertil.

5) Partshøring forud for Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. april

1990.

I forbindelse med

Civilretsdirektoratets undersøgelse af Deres klage over statsamtets

sagsbehandling modtog direktoratet et notat af 1. februar 1990 fra

(fuldmægtigen).

Dette notat ses ikke at være

sendt Dem til udtalelse, inden direktoratet traf afgørelse i skrivelse af 23.

april 1990.

Dette forhold må anses for at

være i strid med den under 4) omtalte bestemmelse i § 19, stk. 1, i

forvaltningsloven.

Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.

6)

Gennemførelse af

samværsbesøg i statsamtet.

Jeg finder det for så vidt

forståeligt, at De har fundet det stødende og uværdigt, at Deres samværsbesøg

med (D) og (C) blev gennemført i statsamtet under overværelse bl.a. af en

medarbejder fra statsamtet.

Det må imidlertid herved

tages i betragtning, at statsamtet mente, at der forelå risiko for, at De

ville

fjerne børnene og tage dem med til USA. Denne risiko finder jeg blev

bestyrket

både ved de omstændigheder, hvorunder (B) og børnene ankom her til landet,

ved

de oplysninger, statsamtet modtog fra (B) samt ved de udtalelser, De selv er

refereret for i (fuldmægtigens) notater. Det kan derfor efter min mening ikke

bebrejdes statsamtet, at samværsbesøgene blev gennemført under forhold, som

måtte anses for ubehagelige og belastende for både Dem og børnene."

Lignende dokumenter