Spring til indhold

Retsinformation

Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.

FOU nr 1992.334UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens

§ 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.

A klagede over, at K Kommune

med en skrivelse af 26. august 1992 begrænsede hans samværsret og kontakt i

øvrigt med hans barn C på 13 år. Afgørelsen blev truffet efter, at barnet

knap

14 dage forinden var blevet anbragt på et børnehjem efter samtykke fra

moderen,

der alene havde forældremyndigheden.

Det fremgik af A's klage af

28. september 1992 med bilag og af sagens akter, at X Statsamt den 8. oktober

1991 udfærdigede en resolution, hvorved omfanget af A's ret til samvær med

sit

og B's barn C blev fastsat til følgende:

"1. Hver anden weekend med togafgang fra (X-by)

fredag kl. 15.14 til søndag med togankomst til (X-by) kl. 19.31. Første gang

weekenden 18. - 20. oktober 1991.

Hver anden påskeferie fra onsdag før skærtorsdag med

togafgang fra (X-by) kl. 15.14 til 2. påskedag med togankomst til (X-by) kl.

19.31. Første gang påsken 1993.

I skolernes sommerferie med togafgang fra (X-by) kl.

15.14 til søndagen 16 dage senere med togankomst til (X-by) kl. 19.31.

Skiftevis skolens efterårsferie og vinterferie med

togafgang fra (X-by) fredag kl. 15.14 til søndagen 10 dage senere med

togankomst (X-by) kl. 19.31. I 1992 samvær i vinterferien, i 1993 samvær i

efterårsferien o.s.v.

I juleferien fra den 26. december med togafgang fra

(X-by) kl. 15.14 til den 29. december med togankomst til (X-by) kl.

19.31."

Bortset fra en mindre

Læs alt

udvidelse af samværet i juleferien var omfanget af A's samværsret efter det

oplyste ikke senere blevet ændret af statsamtet.

Det fremgik af den skrivelse,

hvormed resolutionen blev fremsendt til C's forældre, at resolutionen

erstattede en tidligere afgørelse fra 1989. Af følgeskrivelsen fremgik

endvidere følgende:

"Af børnepsykiatrisk

erklæring af 19. juni 1991 fremgår bl.a. følgende:

"Det er (også) helt

tydeligt, at på den måde samværet bliver aftalt imellem forældrene, med

faderens kontakt til (B's) mor og (B's) mors reaktioner i forhold til (C), er

en belastning for (C), således at forsvarligheden med denne kontakt, der har

varet igennem flere år, er uhensigtsmæssig for (C's) psykiske udvikling, med

den massive loyalitetskonflikt (C) er i.

På baggrund af dette, især

den svære loyalitetskonflikt og (C's) eget ønske og samværets betydning for

hende, må man anbefale, at samværet fortsætter uændret, men da dette medfører

mange problemer, må man anbefale, at aftaler om dette sker via en neutral

person,

således at der ikke bliver de kontakter med muligheder for konflikter imellem

forældrene."

Statsamtet har ved afgørelsen

lagt specielt vægt herpå og har således fundet, at det af hensyn til (C) er

vigtigt, at der fastsættes en præcis og detaljeret samværsordning for at

sikre

(C) ro og stabilitet omkring samværsbesøgene.

Som et yderligere led heri

har statsamtet ligeledes fundet det nødvendigt, i vidt omfang at fastholde en

samværsordning som i afgørelse af 7. juli 1989, dog med den præcisering som

kan

medvirke til at mindske konflikterne. Der henvises endvidere til det foran

nævnte vedrørende lovgrundlaget, hvoraf fremgår, at statsamtet kun kan ændre

en

afgørelse om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet

taler

for det."

Den nævnte erklæring var

udfærdiget af psykolog D og børnepsykiater E, begge Y-by. Statsamtets

resolution var uden tidsbegrænsning. Erklæringens anbefaling om en

(automatisk)

genoptagelse efter et års forløb blev således ikke fulgt af statsamtet.

I forbindelse med sommerferiesamvær

1992 og et senere weekendsamvær blev der henholdsvis den 23. juli og 14.

august

1992 foretaget fogedforretninger mod A på hans bopæl i Z-by.

Om optakten til fogedmødet

den 14. august 1992 er på kommunens journalark bl.a. anført følgende:

"....

10.8.92. Psykolog (F)

oplyser, at (C) var sendt til skole iflg. moder d. 7.8. kl. 7.45. De finder

senere ud af på skolen, at (C) ikke er mødt på (skolen). (F) kontakter

moderen

og oplyser dette. Hun vil tage ud og se efter hendes cykel forskellige

steder, bl.a.

ved stationen. Senere ringer faderen til (F) og oplyser, at (C) er taget ned

hos ham i (Z-by) og vil blive der. Dette lader han gå videre til moderen. Der

er en aftale med moderen om, at (C) ikke må udmeldes af (skolen) til skole i

(Z-by), hvilket faderen ønsker.

13.8.92

Overlæge (G), Børnepsykiatrisk hospital

, (Æ-by)

(...) lokal (...)

oplyser hertil, at han finder, at faderen er

totalt uegnet til at have barnet. Han vil foreslå, at (C) bliver anbragt et

neutralt sted udenfor hjemmet. Barnet lider psykisk overlast og må fjernes

evt.

med politiets hjælp. Han finder at sagen er på kanten af en Jon-sag. Det

aftales, at han samme dag kontakter (B) for at få hendes accept til at

anbringe

barnet udenfor hjemmet. Han finder, at (et børnehjem) vil være bedst egnet

til

at klare sagen. Han vil ambulant kunne indgå i supervision og beh. på

børnehjemmet, som han har gode erfaringer i samarbejde med. Han finder, at

(C)

hurtigst muligt bør placeres på (børnehjemmet). Det aftales, at jeg

undersøger

mulighederne herfor.

....

Tilbagemelding fra overlæge

(G), der siger, at moderen har givet sin accept til en placering i (Ø-by).

Efter hans opfattelse skal (C) være på (børnehjemmet) indtil der om ca. et

par

mdr. kan skaffes en døgnplads på børnepsykiatrisk afd., hvor man vil lave en

plan over, hvad der videre skal ske med (C). Overlæge (G) anbefaler, at

faderen

kontaktes telefonisk i et forsøg på at få en aftale om, at jeg henter barnet

i

morgen og bringer det til (børnehjemmet). Hvis faderen ikke vil medvirke med

at

udlevere (C), vil han heller ikke, hvis man kommer uanmeldt. Og så vil det

være

nødvendigt, at barnet udleveres med fogeden og politiets hjælp. Han lover

omgående at sende en erklæring vedr. (C) til socialforvaltningen.

....

14.8.92 Modtaget udtalelse

fra overlæge (G). Senere på dagen rådført mig med overlægen, om man skulle

begære fogedforretning samme dag eller vente til mandag, som dommer og politi

var mest indstillet på. Han anbefaler, at man laver fogedforretning samme

dag,

og han lover telf. at kontakte dommer (H) og give den lægelige begrundelse.

...."

Den nævnte erklæring havde

følgende indhold:

"

Børnepsykiatrisk udtalelse vedrørende barnets behandlingsbehov.

(C) har siden marts 1992,

hvor hun blev henvist fra børneafdelingen i (X-by) på grund af psykosomatiske

symptomer, været til undersøgelse og behandling i afdelingens ambulatorium.

Vi er bekendt med, at der

siden forældrenes samlivs ophør har verseret sager i Statsamtet, hvor faderen

har klaget over samværsordningen. Dette resulterede i, at der i juni 1991

blev

foretaget en børnesagkyndig undersøgelse ved psykolog (D) og børnepsykiater

(E), begge (Y-by).

Af denne undersøgelse

fremgår, at (C) er en ensom og identitetsusikker pige med et stort

behandlingsbehov. Hun fremtræder krampagtigt, skintilpasset, en tilpasning

som

dækker over utryghed og ængstelse. Hun er umoden i forhold til alderen,

fantaserer og er realitetsfornægtende. I forhold til forældrene indtager hun

en

beskyttende holdning i relation til, hvem af forældrene der er mest udsat.

Dette er langt overvejende og næsten udelukkende i relation til faderen, som

hun føler sig meget forpligtet overfor. Hun føler sig knyttet til begge

forældrene, men er dog mest sikker på ikke at miste moderen.

Vedrørende faderen fremgår af

undersøgelsen, at han er uden større indsigt i andre menneskers tanker og

behov, at han lider af storhedsforestillinger om egen person. Han vurderes

ikke

at have megen indsigt i et barns behov, og han synes klart at påvirke (C) til

at have samme meninger som han selv og tåler ikke afvigelser herfra. Man kan

således ikke udelukke, at han forsøger at påvirke (C) til at give udtryk for,

at hun vil bo hos ham. Hun har dog fastholdt, at hun fortsat ønsker at bo hos

moderen.

Konklusivt fremhæver

undersøgelsen, at det er foreneligt med barnets tarv, at hun fortsat har

samkvem med faderen hver 14. dag, men samtidig anføres, at dette bør tages op

til fornyet overvejelse efter et år på grund af de svære psykiske symptomer,

som barnet frembyder. Man anbefaler ligeledes, at (C) kommer i behandling på

grund af sin angst og på grund af den loyalitetskonflikt, hun aktuelt er i.

Vores undersøgelse indtil nu

bekræfter ovenstående vurdering af barnet. Således ser vi hende som en ensom,

sårbar, angst pige, der er kommet i klemme i voksenverdenen. På den ene side

lever hun sig ind i de voksnes problemer, deres følelser, tale- og tænkemåde,

og på den anden fremtræder hun følelsesmæssigt umoden og småbarnlig. På det

således foreliggende har vi iværksat en behandlingsplan, som dels omfatter et

individuelt terapeutisk forløb ved en af ambulatoriets psykologer, samt

løbende

terapeutisk tilbud til familien.

Aktuelt er der imidlertid

sket det, at (C) nu opholder sig hos faderen og har gjort det siden d. 7.8.

Hvorvidt hun er rejst ned til faderen af sig selv, eller han har hentet

hende,

er uvist. Under alle omstændigheder er hendes ophold hos faderen uden for de

givne aftaler og klart imod forældremyndighedsindehaverens ønske. Faderen har

over for myndighederne tilkendegivet, at han ønsker at beholde pigen der og

har

i den anledning forsøgt hende indmeldt på forskellige skoler i (Z-by).

Konklusion og anbefaling.

(C) er en 13 år gammel pige,

som aktuelt og gennem længere tid har frembudt alvorlige psykiske symptomer.

Disse symptomer er givet fremkaldt af en længerevarende loyalitetskonflikt i

forhold til forældrene. Aktuelt vurderer jeg hende under ekstremt pres og må

udtrykke min alvorlige bekymring for hendes psykiske tilstand. Dette

begrundes

ikke mindst i faderens manglende/begrænsede evne til dels at tilsidesætte

egne

fordringer, og dels til at kunne imødekomme børns alderssvarende behov.

Jeg må således konklusivt

fremhæve, at såfremt (C) forbliver hos faderen, må jeg anse hendes

personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet.

Jeg skal derfor anbefale, at

(C) straks anbringes på en passende døgninstitution (et neutralt sted) med

henblik på øjeblikkelig aflastning af hendes loyalitetskonflikt og med

henblik

på fortsat behandling i børnepsykiatrisk ambulant regi. Opholdet bør

ligeledes

anvendes til nærmere at redegøre for omfanget af samværet med biologisk far,

jfr. den børnesagkyndige undersøgelses anbefaling af, at samværet tages op

efter et år.

Jeg har over for

forældremyndighedsindehaveren, moderen, redegjort for ovennævnte, og hun har

givet sit samtykke hertil."

I modsætning til den første

blev den anden fogedforretning gennemført samme dag kl. 17.15.

Af udskrift af fogedbogen

fremgik bl.a. følgende:

"....

Antruffet blev rekvisitus

(A). Fogeden drøftede sagen med rekvisitus i overværelse af (I)

(kriminalassistent v/Z-by) politi; min bemærkning) og (J). Rekvisitus fik

udleveret en kopi af erklæringen af 13. august 1978 (skal være 1992; min

tilføjelse) fra overlæge (G), medens rekvisitus foreviste skrivelse af d.d.

sendt til embedslægen i (Æ-by).

Rekvisitus imødegik (G's)

erklæring og henviste til, at den hvilede på gamle oplysninger og på

væsentlige

punkter var ukorrekt. Således har (C) ikke været i nogen egentlig behandling,

men kun haft en enkelt samtale. Det er rekvisitus opfattelse, at (K) Kommune

burde medvirke til en ordning, hvor der i første omgang blev givet ham en

midlertidig plejetilladelse for (C). Fogeden oplyste, at overlæge (G) omkring

middagstid havde rettet henvendelse til fogeden og herunder oplyst, at han

fandt det betænkeligt, om (C) forblev hos faderen weekenden over.

Rekvisitus opfordrede fogeden

til at tage en samtale med (C), således som en retsassessor havde gjort

tidligere. Fogeden fandt ikke anledning hertil under hensyntagen til, at der

forelå en anden situation, idet der ikke nu er tale om udlevering fra den ene

forældre til den anden men om anbringelse på institution.

Rekvisitus fastholdt, at han

ikke frivilligt ville medvirke til udlevering af (C).

Fogedretten tilkendegav

herefter overfor rekvisitus, at en eventuel kendelse ville gå ud på

udlevering

af (C), hvorefter rekvisitus tilkendegav, at han ville rette sig efter denne

tilkendegivelse.

Rekvisitus sørgede herefter

for, at (C) blev udleveret til socialrådgiver (J), som sørgede for transport

af

hende til børnehjemmet.

...."

Senere samme aften traf

socialforvaltningen i K Kommune beslutning om, at al kontakt mellem C og A

midlertidigt skulle stoppes, jf. tilførsel til journalark under datoen 14.

august 1992. Tilførslen herom er underskrevet af socialudvalgsformand (L).

A modtog herefter en kopi af

et brev af 19. august 1992 fra K Kommune til børnecentret. Brevet havde

følgende indhold:

"(C) blev den 14.8.92

placeret på børnecentret (...) efter en fogedforretning på faderens bopæl.

Anbringelse er sket med samtykke af moderen i henhold til Bistandslovens §

33,

stk. 1 nr. 3.

Da pigen i 10 år har været

centrum i samværskonflikter mellem forældrene og nu frembyder alvorlige

psykiske symptomer ifølge erklæring af 13.8.92 fra børnepsykiater (G), har

det

sociale udvalg besluttet, at samværet med faderen, besøg, telf. kontakt og

brevkontakt, midlertidig standses, indtil der kan udarbejdes en ordning for

fremtidige kontakter. Beslutningen er truffet i henhold til Bistandslovens §

67, stk. 1.

Klager over denne beslutning

kan stiles til kommunalbestyrelsen i (K-by)."

Det fremgik endvidere af

journalarket, at afgørelsen vedrørende A's kontakt med C blev drøftet den 20.

august 1992 på et visitationsmøde på Børnecentret (...), hvilket A fik oplyst

telefonisk dagen efter. På journalarket var der vedrørende visitationsmødet

henvist til et særligt mødeark.

Af mødearket fremgik, at

følgende deltog i mødet:

Overlæge G, Børnepsykiatrisk

Afsnit, Æ-by Sygehus, konsulent M, X Amt, forstander N, Børnecentret (...),

(en

psykolog og en pædagog), samme sted, og endelig C's mor, B, og J,

sagsbehandler, Å-by Kommune.

G var på mødearket refereret

for følgende udtalelser:

"

(G)

: Der har været planlagt ambulant behdl. af (C) + behandling af

familien (Mor + nuværende mand). I forb. med psyk. undersøgelse blev (C)

betegnet som en angsttilpasset pige. Hun lider af mave- og hovedsmerter og er

svingende i humøret. Hun er meget styrende i f.t. moderen.

(G)

fortæller, at faderen er meget knyttet til (C), men han er også

manipulerende i f.t. hende. Det besluttedes derfor, at (C) skulle have ophold

et neutralt sted

, indtil tingene er

afklaret.

....

(G)

: Da der er ventetid på indskrivning på Børnepsyk., vil man i

stedet hjælpe/støtte (C) herfra under indskrivning på Børnecentret.

....

(G)

: Det er iorden, at faderen

midlertidigt

skal holde sig væk, men

efterhånden

har (C) igen brug for kontakt med sin far.

....

(G)

: Kontakten til

faderen

anbefales at foregå på inst. m. mulighed for obs. af inst.s personale og

først efter en periode på f. eks. 14 dage

og med udgangspunkt i, at (C) skal bo hos moderen. Der bør fastlægges

ordentlige samværsformer."

Under mødet blev det

besluttet at anbefale følgende kontakt mellem (C) og forældrene:

"M.h.t.

kontakt til faderen:

Besøg efter en periode på 14 dage på institutionen max. i 2 timer på en

hverdag og under obs. af afd.s personale. Derefter mulighed for besøg hver

14.

dag i 2 timer.

Tlf. kontakt er udelukket.

M.h.t. breve, skal disse åbnes af voksen, der skal gennemlæse og

vurdere indholdet.

M.h.t. førstkommende weekend må kommunen give faderen mundtlig besked.

Kontakt til moderen.

Ingen begrænsninger.

Aftale mellem moderen/inst. vedr. besøgstidspunkter.

Der bør ikke være weekend-besøg hos moderen den 1. weekend.

Inst. må vurdere omfanget fremover - f.eks. foreslås det at starte med

kun 1 overnatning.

....

I f.t. anbringelsen er der

behov for:

1. individuel kontakt og

2. familiearbejde.

Begge dele bør ligge på

Børnecentret, men med konsultativt samarbejde med Børnepsyk. (G)."

Den anbefalede plan

vedrørende C's kontakt med A blev godkendt af socialudvalget på mødet den 25.

august 1992, og A fik en skriftlig afgørelse herom tilsendt den 26. august

1992.

A havde - forinden

socialudvalgsmødet - den 23. august 1992 klaget til Det Sociale Ankenævn for

X

Amt med kopi til kommunen. Efter at Socialministeriet havde afvist at

behandle

sagen, sendte nævnet denne til behandling i kommunalbestyrelsen i K-by.

I klagen til ankenævnet havde

A bl.a. anført følgende:

"....

Jeg klager herved over at man

uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet.

Grundlaget er så vidt jeg

forstår væsentligst en lægeerklæring fra overlæge, specialist i

børnepsykiatri,

(G), (Æ-by) Sygehus.

Endvidere moderens

forklaringer.

...."

Om G's erklæring - der som

nævnt var blevet udleveret i kopi til A under fogedforretningen den 14.

august

1992 - og om G selv anførte A følgende:

"Denne hviler på en 1½

år gammel børnesagkyndig erklæring fra (Y-by) (specialist i børnepsykiatri

(E),

hvilken erklæring fastslog (C's) samværsbehov med syvtommersøm, dog med en

beskrivelse af mig som er meget negativ, og på mange, også væsentlige

(dokumenterbart) punkter direkte forkert, selvom der selvfølgelig også står

negative ting om mig, som er rigtige, både ifølge min og andres opfattelse.

Jeg

valgte dengang at lade være at gøre mere ved denne erklæring (evt

patientklagenævnsbehandling),

fordi mudderkastning også giver kasteren, in casu mig, snavsede hænder.)

Endvidere hviler erklæringen

(G's) nok på samtalerne med moderen. Dette fremgår ikke af erklæringen (G's).

[(A's) parenteser; min bemærkning].

At (G) for 2 år siden

betegnede sig selv som inhabil omkring mig i relation til en børnesagkyndig

undersøgelse bestilt af Statsamtet fremgår heller ikke.

At han udover negativ omtale

af mig i sin personalekaffestue overhovedet ikke har set mig, kender mig, har

talt med mig eller på anden måde kender til mig eller mine forhold i (Z-by),

fremgår heller ikke.

At han ikke selv overhovedet

har haft nogen kontakt med (C), som erklæringen omhandler, fremgår heller

ikke."

Brevet sluttede med en

anmodning om, "at samværsretten kan fortsætte uændret efter den

foreliggende resolution, idet grundlaget for tilsidesættelse af denne efter

bistandslovens bestemmelser ikke var til stede."

Kommunens nævnte brev af 26.

august 1992 til A havde følgende indhold:

"Det sociale udvalg har

på sit møde den 25.8.92 besluttet at godkende følgende plan for dit samkvem

med

(C) for den kommende tid:

Der vil være mulighed for

besøg 1 gang hver 14. dag i 2 timer, der vil ske under observation af en

afdelingsmedarbejder. Besøget skal foregå på institutionens område, medmindre

medarbejder medfølger. Første besøg er sat til 2.9.92 kl. 15.30-17.30. Besøg

fra din familie indgår i de 2 timer, hvor du selv afgør, hvem (C) kan have

glæde af at se.

Der vil ikke være mulighed

for telefonkontakt.

(C) vil kunne modtage breve

fra far, familie og bekendte, samt sende breve til disse, men både ud og

indgående post vil blive gennemlæst af personalet. Såfremt de skønner at

indholdet vil være skadeligt for (C), vil breve m.v. blive returneret til

afsenderen eller stoppet.

Ordningen vil blive taget op

til revurdering inden 3 måneder.

Beslutningen er truffet i

henhold til Bistandslovens § 67, stk. 1. Klager over denne beslutning kan

stiles til Borgmesteren eller Kommunalbestyrelsen i (K-by)."

Den 28. september 1992

klagede A til mig. K-by Kommune oplyste den 30. september 1992 telefonisk, at

sagen var på dagsordenen for økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992 og

påtænktes medtaget på førstkommende byrådsmøde den 7. oktober 1992. På denne

baggrund informerede en af mine medarbejdere den 1. oktober 1992

kommunaldirektøren om A's henvendelse hertil og om de punkter i sagen, der

umiddelbart kunne tænkes at få mig til at gå ind i sagen af egen drift. Den

6.

oktober 1992 havde samme medarbejder en samtale med kommunens sagsbehandler

J.

Den 7. oktober 1992 modtog jeg en - ufuldstændig - kopi af G's erklæring samt

meddelelse fra kommunaldirektøren om, at sagen, med baggrund i de nævnte

telefonsamtaler,

ikke

var blevet

behandlet på økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992, og at sagen først kunne

blive behandlet på næstfølgende byrådsmøde den 18. november 1992.

I et brev af 9. oktober 1992

anmodede jeg om udlån af sagsakter og om en udtalelse fra kommunen. Jeg

anførte

i brevet særligt følgende:

"Efter de nævnte

telefonsamtaler og efter at have gennemgået (A's) brev med bilag - samt det

materiale, jeg i øvrigt har modtaget, herunder en erklæring fra overlæge (G)

(med socialforvaltningens skrivelse af 6. oktober 1992 fulgte alene

erklæringens side 2 og 3) - må jeg forstå udvalgets afgørelse på den måde, at

afgørelsen hovedsageligt bygger på den nævnte erklæring. På den baggrund skal

jeg særligt bede kommunen udtale sig om,

hvilken betydning kommunen har tillagt følgende

bemærkning i (G's) erklæring, s. 3: "Jeg må således konklusivt fremhæve,

at såfremt (C)

forbliver

hos faderen,

må jeg anse hendes personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet

(fremhævet

af mig),

hvorvidt (G's) erklærings konklusion vedrørende barnet

og (A) bygger på faktiske iagttagelser, og - i bekræftende fald - hvornår

disse

iagttagelser er gjort og af hvem,

hvorvidt (G) har været habil i forvaltningslovens

forstand i forbindelse med erklæringens udfærdigelse,

hvorvidt erklæringen har været sendt til partshøring

hos (A), inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19,

på hvilken måde den pågældende i øvrigt har været

inddraget i sagsbehandlingen forud for den trufne afgørelse om begrænsning i

hans samvær og anden kontakt med barnet, og

hvorvidt (C) har været inddraget i sagsbehandlingen

forud for socialudvalgets beslutning, der for hende medfører en begrænsning i

samværet - og kontakten i øvrigt - med hendes far.

Jeg skal endvidere anmode om,

at udtalelsen kommer til at indeholde kommunens bemærkninger til, hvorledes

afgørelsen forholder sig til forvaltningslovens regler om begrundelse -

lovens

kap. 6."

Jeg modtog udtalelsen den 16.

oktober 1992, underskrevet af borgmesteren. Udtalelsen indeholdt kommunens

svar

på de nævnte spørgsmål plus en redegørelse for, hvad der senere var sket i

sagen.

Sagsbehandler J udtalte den

19. oktober 1992 telefonisk over for en af mine medarbejdere, at kommunen

ikke

havde været i kontakt med G i anledning af de stillede spørgsmål, men at

denne

den 17. oktober 1992 telefonisk var blevet orienteret om sagen hos mig. I

udtalelsen var bl.a. anført følgende:

Om oplysningsgrundlaget for G's erklæring af 13. august 1992 (pkt. 2)

"Det er

socialforvaltningen ubekendt.

(C) er efter drøftelse på

lokalgruppemøde (psykolog, sundhedsplejerske og sagsbehandler) via egen læge

henvist til børneafdelingen på (X-by) Sygehus og derfra henvist til

behandling

på Børnepsykiatrisk Hospital i (Æ-by), og vi må

normalt regne med, at de overlæger, der skriver erklæringer følger

reglerne herfor." (Min fremhævelse).

Om G's habilitet i forbindelse med erklæringens udfærdigelse (pkt. 3

)

"Det er

socialforvaltningen ubekendt.

(A) har overfor sagsbehandler

i (K-by) (Kommune) oplyst, at han fandt børnepsykiater (G) inhabil. (A)

begrundede det med, at der er eller var en psykolog på (G's) afdeling som

skulle have udtalt sig nedsættende om (A) i hospitalets frokoststue.

Endvidere hævder (A), at der

findes en erklæring hvoraf fremgår at (G) erklærer sig inhabil, men (A) har

efter opfordring ikke fundet anledning til at sende kopi heraf til

socialforvaltningen som dokumentation.

Det sociale udvalg har på

grundlag af ovenstående ikke fundet anledning til at anse (G) for inhabil i

forhold til (C)."

Om partshøring af A vedrørende erklæringen (pkt. 4)

"... Det fremgår af

fogedbogen af 14.8.1992, at (A) har fået kopi af erklæringen. Endvidere at

foged og sagsbehandler var tilstede, og at (A) fik lejlighed til at gøre

indsigelser mod den, hvilket også fremgår af fogedbogen, så hans synspunkter

er

bekendt inden det samme aften besluttes at begrænse hans

samværsrettigheder."

Om inddragelse af A i øvrigt i sagsbehandlingen (pkt. 5) (og

begrundelse)

"Da der er tale om en

fogedforretning og akut anbringelse udenfor hjemmet den 14.8.1992, er det i

praksis vanskeligt for ikke at sige umuligt at lave partshøring inden

beslutningen træffes. Barnet blev ledsaget fra (Z-by) til børnehjemmet i

(Ø-by)

af sagsbehandleren. I den tid det tager at køre dertil, havde faderen kimet

institutionen ned, og da placeringen bl. andet skete for at (C) kunne komme i

neutrale omgivelser og ikke udsættes for skadeligt pres, blev beslutningen om

midlertidigt at lukke af for kontakten til faderen truffet samme aften...

....

(A) orienteres skriftligt den

19.8.92 i form af en kopi af skrivelse til børnecentret (...). Denne

skrivelse

anfører begrundelsen for beslutningen, idet der peges på barnets alvorlige

psykiske symptomer og overlæge (G's) erklæring af 13.8.92 (som faderen

allerede

den 14.8.92 har fået kopi af). I skrivelsen af 19.8.92 angives endvidere

ankeinstans og at begrænsningerne vil blive genbehandlet....

.

Selv om faderen havde haft

lejlighed til at udtale sin utilfredshed, ikke blot overfor personalet på

institutionen (...) men også i f.t. sagsbehandleren, ville det ikke have

ændret

afgørelsen.

Siden 20.11.1990 har

socialforvaltningen haft en række henvendelser fra (A), hvilket fremgår af

sagens akter, men han hører iøvrigt i socialt henseende under (Z-by)

kommune....

....

Der er ifølge vor journal

telefonsamtaler med faderen den 18., 19. og 21.8.1992, hvor han har lejlighed

til at udtale sig om beslutningen, som han ikke kan acceptere (det er

samtaler

til sagsbehandler, men derudover er der en række telefoniske henvendelser til

socialudvalgsformanden, socialchefen og borgmesteren).

Det har været tilstræbt

løbende at holde (A) à jour, hvilket fremgår af, at han allerede den

23.8.1992

anker over de begrænsninger, der først den 25.8.1992 bliver besluttet af det

sociale udvalg.

På visitationsmøde den

20.8.1992 på børnecentret (...) med (X) amtskommunes medarbejdere og

børnepsykiater (G) udarbejdes den foreløbige plan over (C's) kontakt med

faderen. Denne plan gen(be)handles den 30.9.1992 på børnecentret (...) og

indstillingen herfra forelægges det sociale udvalg den 12.10.92.

Det besluttedes i udvalget

fortsat at opretholde de begrænsninger besluttet den 25.8.1992 i relation til

faderens samkvemsret, bortset fra den anbefalede ugentlige telefonkontakt på

torsdage mellem kl. 20 og 21 med medhør. Endvidere at sagen påny forelægges

det

sociale udvalg efter 14 dage med yderligere oplysninger."

Om inddragelse af C i sagsbehandlingen (pkt. 6)

"Begrænsningen af

faderens samkvemsret er truffet efter Bistandslovens § 67, stk. 1, hvor der

ifølge (X) amtskommune ikke kan stilles krav om, at barnet skal høres. Barnet

er anbragt efter Bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3 og der er således tale om

en frivillig foranstaltning med moderens accept. Ved tvangsforanstaltninger

efter §

123 m.fl.

er der en hensigtserklæring om, at barnet så vidt muligt bør høres. Ifølge

Statsamtet er det i forbindelse med beslutninger truffet efter

Myndighedsloven,

at der kan stilles krav om at børn over 12 år høres, men at der efter samme

lovs § 26 kan dispenseres fra reglerne, hvis det skønnes at være til skade

for

barnet, eller at det ikke vil have betydning for sagens afgørelse iøvrigt.

Det oplyses fra Statsamtet,

at de tidligere har undladt at høre (C), netop på grundlag af

psykiatrisk/psykologisk erklæring fra (Y-by), da man mente, at det var til

skade for (C).

Det skal tilføjes, at

sagsbehandleren har talt med (C) den 13. og 14.8.1992, hvor (C) har givet

udtryk for, at hun ønsker at bo hos faderen, hvorfor det var klart, at (C)

ikke

ville være positiv overfor en begrænsning af samværsretten med faderen.

Vurderingen var, at det ville

være til skade for barnet, at drøfte dette med hende samme dag, som hun er

fjernet fra faderens hjem med fogedens hjælp. Personalet på børnecentret

(...)

påtog sig opgaven at tale med (C) om nødvendigheden af disse begrænsninger i

senere samtaler...."

Om den af mig citerede - delvist fremhævede - bemærkning i G's

erklæring (pkt. 1)

"Den nævnte sætning fra

børnepsykiater (G's) erklæring af 13.8.1992 sammenholdt med resten af

konklusion og anbefaling, opfattes helt klart som et udsagn om, at (C's)

udvikling lider alvorlig skade eller udsættes for fare herfor, hvis der ikke

øjeblikkelig bliver grebet ind. At der er tale om en akut situation, hvor (C)

bør fjernes fra de langvarige skadelige belastninger og pres som har gjort

hende behandlingskrævende, fremgår blandt andet af, at det anbefales, at

fogedforretningen sker samme dag og ikke udsættes til efterfølgende mandag,

som

politi og foged var mest indstillet på. Derfor opfattes ordet

forbliver

således, at der er risiko for

at (C) bliver alvorlig psykisk syg, hvis hun forbliver hos faderen, hvor man

ikke kan se bort fra, at hun vil blive brugt i den fortsatte konflikt mellem

forældrene...."

Det fremgik endvidere af de

bilag, jeg modtog fra A,

at

han den

17. juli 1992 havde søgt X Statsamt om at overføre forældremyndigheden over C

til ham,

at

han efterfølgende havde

søgt om fri proces til en retssag om forældremyndigheden, og

at

B i et brev af 20. juli 1992 havde

oplyst over for X Statsamt, at C blev behandlet af overlæge O,

Børnepsykiatrisk

Afdeling. Det fremgik endvidere, at B den 6. august 1992 skrev til X Statsamt

og begærede A's ret til samvær med C ophævet. Statsamtet havde i forbindelse

hermed udfærdiget et telefonnotat af 7. august 1992, hvor bl.a. følgende var

refereret:

"....

(B) vil gerne have

ansøgningen om ophævelse af samværsretten hastebehandlet, da lægerne på

børnepsyk. har givet udtryk for, at det af hensyn til (C's) psykiske tilstand

er uforsvarligt at lade hende besøge faderen.

Lægerne har sagt, at nu må

hun få "det amt" til at ophæve samværsretten.

Jeg har endnu en gang

meddelt, at vi skal tale med (C) eller også må "de læger" rykke ud

med en erklæring om, at det vil være uforsvarligt at opretholde samværet

ligesom de må kunne give en udtalelse om, hvorvidt det vil være uforsvarligt

at

høre (C) om spørgsmålet.

...."

Det fremgik tillige af

kommunens akter, at en iværksat børneundersøgelse - der blev foretaget af

personalet på Børnecentret (...) under supervision af G - forventedes

afsluttet

den anden uge i november 1992.

Den 27. oktober 1992

besluttede det sociale udvalg at ophæve begrænsningerne i A's samvær.

Kommunen

henviste i sit brev af 28. oktober 1992 - som jeg modtog i kopi - til en

udtalelse fra børnehjemmet af 23. oktober 1992.

Efter at have gennemgået A's

brev, det materiale, jeg havde modtaget fra den pågældende og kommunen, og

kommunens udtalelse udtalte jeg følgende:

"Min undersøgelse

vedrører (...) alene (K-by) Kommunes afgørelse i brev af 26. august 1992.

Som retsgrundlag herfor har

kommunen henvist til bistandslovens § 67, stk. 1, der er sålydende:

"Det påhviler

kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte

tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at

sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at

søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."

I bekendtgørelse nr. 885 af

11. december 1986 om magtanvendelse mv. i døgninstitutioner for børn og unge

og

i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 283 af 26. april 1990 (herefter benævnt

magtanvendelsesbekendtgørelsen)

har socialministeren - med hjemmel i bistandslovens § 14, stk. 5 og 6 -

fastsat

følgende:

"

§ 9.

Såfremt forholdet mellem et barn eller en ung og forældrene

eller andre er udviklet således, at det af hensyn til barnets eller den unges

velfærd findes absolut påkrævet at afbryde eller begrænse samkvemmet med

begge

forældrene eller med en af dem eller andre, kan den anbringende

kommunalbestyrelse undtagelsesvis og for en bestemt periode bestemme, at

gensidige besøg ikke må finde sted eller kun i et nærmere bestemt omfang, og

at

barnet eller den unge ikke må modtage breve, telefonsamtaler eller andet fra

de

pågældende. Bestemmelsen skal meddeles barnet eller den unge og den, med hvem

samkvem begrænses."

....

"

§ 10.

Såfremt det i det enkelte tilfælde findes absolut påkrævet af

hensyn til barnets eller den unges velfærd at kontrollere ud- eller indgående

post og telefonsamtaler, kan institutionens leder efter aftale med

kommunalbestyrelsen undtagelsesvis træffe bestemmelse herom. Åbning af

udgående

og indgående breve kan da kun finde sted med samtykke fra og i overværelse af

barnet eller den unge. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun

finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Såfremt medhør finder

sted,

skal den person, med hvem telefonsamtalen føres, gøres opmærksom herpå."

Endvidere har

myndighedslovens §§ 23 og 24 betydning for en afgørelse som den, (K-by)

Kommune

har truffet i forhold til (A). I henhold til § 23 har den af forældrene til

et

barn, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, ret til samvær med

dette. Efter § 24, stk. 2, kan statsamtet dog afslå at fastsætte samværsret

henholdsvis ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret,

"hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved

afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med

barnet."

En samværsret, der -

eventuelt efter statsamtets bestemmelse - tilkommer den af forældrene, der

ikke

har forældremyndigheden, bortfalder ikke, fordi barnet eller den unge

anbringes

uden for hjemmet, men samværsretten kan afbrydes eller begrænses af den

anbringende kommune, når bestemmelserne herfor er opfyldt.

Det følger af de citerede og

refererede bestemmelser, at udgangspunktet for kommunen i forbindelse med en

anbringelse er, at samværet mellem forældre og barn så vidt muligt skal

opretholdes. Grundlaget for (A's) samvær med (C) var, forud for kommunens

afgørelse, den resolution fra statsamtet, der delvist er gengivet ovenfor.

Herefter og på baggrund af ordlyden af de ovenfor citerede og refererede

bestemmelser er det min opfattelse, at en afgørelse om afbrydelse af eller

begrænsning i et fastsat samvær ikke kan finde sted, medmindre der foreligger

tungtvejende grunde, jf. også ordene "absolut påkrævet" i

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1.

En sådan afgørelse er en

skønsmæssig afgørelse, som jeg efter de regler, der gælder for min

virksomhed,

ikke kan efterprøve, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I denne

sag har jeg nærmere undersøgt, om gældende regler om partshøring, begrundelse

og inhabilitet har været iagttaget af kommunen med hensyn til afgørelsen i

skrivelsen af 26. august 1992; om oplysningsgrundlaget har været mangelfuldt

og

om kommunens bevisbedømmelse har været behæftet med fejl.

Vedrørende partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, er sålydende:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse,

før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Efter gængs fortolkning

gælder høringspligten også, selv om parten for så vidt kender de pågældende

oplysninger, når denne dog ikke er bekendt med, at oplysningerne indgår i

beslutningsgrundlaget

for en bestemt sag, jf. f.eks. punkt 107 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven.

Det er i sagen uomtvistet, at

afgørelsen om tilsidesættelse af statsamtets samværsresolution hovedsageligt

blev truffet på grundlag af (G's) erklæring af 13. august 1992.

Kommunen har under

samværssagens behandling ikke anmodet (A) om hans bemærkninger til

erklæringens

indhold. Den omstændighed, at (A), i sagsbehandler (J's) påhør, under

fogedforretningen den 14. august 1992 fik udleveret en kopi af fogedens

eksemplar af (G's) erklæring og i den forbindelse fik lejlighed til at

fremkomme med sine indsigelser herimod, kan ikke medføre, at (A) herefter er

behørigt partshørt i relation til afgørelsen om samværsbegrænsning. Jeg

henviser herved til, at kommunen hverken under eller efter fogedmødet gjorde

(A) bekendt med, at kommunen agtede at anvende erklæringen som grundlag for

en

beslutning om at afbryde eller begrænse hans kontakt med (A) i forbindelse

med

anbringelsen på børnehjemmet. Heller ikke den omstændighed, at (A) telefonisk

har været i kontakt med sagsbehandleren og andre ansatte samt

kommunalpolitikere i (K-by) Kommune i perioden mellem den 14. og 25. august

1992, kan efter min opfattelse medføre, at pligten til partshøring er

opfyldt.

Skulle dette være tilfældet, måtte det under alle omstændigheder forudsætte,

at

bemærkningerne var blevet noteret i overensstemmelse med reglerne om

notatpligt, jf. offentlighedslovens § 6.

Heller ikke brevkopien af 19.

august 1992 kan antages at udgøre en behørig partshøring, allerede fordi

brevet

ikke var adresseret til (A) og i øvrigt fremtræder som en afgørelse.

Jeg må på baggrund af det

anførte konstatere, at kommunen ikke har overholdt forvaltningslovens regler

om

partshøring.

Vedrørende begrundelse

Kommunens skrivelse af 26.

august 1992 indeholder ingen selvstændig begrundelse, bortset fra en

henvisning

til bistandslovens § 67, stk. 1. Skrivelsen indeholder således ikke en

angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen,

jf.

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., eller en kort redegørelse for de

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig

betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Kommunen har

herved tilsidesat forvaltningslovens regler om udformning af begrundelse, jf.

lovens § 24, jf. § 22. Hvad angår kommunens bemærkning om, at (A) forinden

havde fået kopi af skrivelsen af 19. august 1992 til børnehjemmet

indeholdende

begrundelsen for beslutningen, skal jeg bemærke, at allerede fordi skrivelsen

af 26. august 1992 ikke indeholder en henvisning til brevkopien, er indholdet

af denne uden betydning for spørgsmålet om begrundelse. Hertil kommer, at

brevkopien vedrører en anden (type) afgørelse (en total afbrydelse af

samværet).

Jeg skal endvidere bemærke, at afgørelsen ikke indeholder en henvisning til

den

hjemmel for indskrænkningerne vedrørende den telefoniske kontakt og

brevkontakten mellem (A) og (C), som kommunen måtte have anvendt (formentlig

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1).

Inhabilitet

Ved bedømmelsen af

spørgsmålet om, hvorvidt (G) burde have undladt at deltage i sagens

behandling

p.gr.a. inhabilitet, opstår for det første et spørgsmål om, i hvilken rolle

kommunen har ønsket at inddrage ham i sagen: Som uvildig sagkyndig eller som

en

sagkyndig, der bistod eller repræsenterede moderen. Såfremt kommunen har

ønsket

at anvende ham som uvildig sagkyndig, kan der rejses spørgsmål om

inhabilitet.

Som tidligere anført er det

uomtvistet, at (G's) erklæring af 13. august 1992 har dannet hovedgrundlaget

for kommunens afgørelse om samværsbegrænsning. Herefter og på baggrund af den

rolle, som den pågældende i øvrigt har haft i forbindelse med kommunens

beslutninger i sagen, lægger jeg til grund, at kommunen har anvendt ham som

uvildig sagkyndig.

Spørgsmålet om inhabilitet må

bedømmes med udgangspunkt i forvaltningslovens bestemmelser herom. Loven

indeholder i § 3, stk. 1, bl.a. følgende bestemmelse:

"Den, der virker inden

for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en

særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller

tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

..."

Forvaltningslovens

bestemmelser om inhabilitet gælder imidlertid kun for de personer, der

medvirker i en sags behandling som ansat i den myndighed eller som medlem af

det kollegiale organ, der skal afgøre sagen, jf. lovens § 2, stk. 1, og § 6,

stk. 1. Medvirker en anden myndighed ved afgivelse af udtalelse til brug for

den besluttende myndigheds afgørelse, er ansatte i denne anden myndighed ikke

omfattet af forvaltningslovens inhabilitetsbestemmelser.

(G) var ved erklæringens

afgivelse ikke omfattet af disse bestemmelser, idet han ikke medvirkede

(direkte)

ved behandlingen af sagen, som ansat i kommunen. Lovens bestemmelser

suppleres

imidlertid af almindelige ulovbestemte grundsætninger om inhabilitet, som kan

finde anvendelse i en situation som den foreliggende.

Under fogedforretningen den

14. august 1992 og i klagen af 23. august 1992 til det sociale ankenævn har

(A)

fremført, at (G) måtte anses for inhabil. Kommunen har ikke undersøgt denne

indsigelse nærmere inden socialudvalgsmødet den 25. august 1992, eksempelvis

ved henvendelse til (G) selv, til statsamtet eller til embedslægen, som -

hvilket kommunen på fogedmødet den 14. august 1992 fik oplysning om - havde

modtaget en klage fra (A) bl.a. vedrørende dette spørgsmål. Under henvisning

til det, jeg har anført ovenfor i relation til forvaltningslovens § 3, har

kommunen ikke med føje kunnet anse indsigelsen for åbenbart grundløs, jf.

princippet i forvaltningslovens § 6, stk. 1. Jeg henviser i den forbindelse

tillige til, at indsigelsen om inhabilitet var konkret begrundet, og at

nærmere

oplysninger herom uden større besvær og uden forsinkelse af sagen kunne have

været indhentet.

Kommunens bemærkning om, at

(A) ikke efterkom en opfordring til at dokumentere sin påstand, har jeg ikke

fundet anledning til at kommentere, allerede fordi opfordringen ifølge

journalarket

blev fremsat den 5. oktober 1992, d.v.s. efter sagens afgørelse.

Vedrørende oplysningsgrundlaget for afgørelsen

Efter det almindelige

sagsoplysningsprincip (officialprincippet) påhviler det den enkelte

forvaltningsmyndighed selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder -

at

fremskaffe de fornødne oplysninger, før afgørelse træffes i en sag, eller dog

at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens

oplysning.

a) vedrørende (G's) erklæring

Det fremgår ikke af erklæringen,

hvor mange gange (C) har været på sygehuset, hvem hun har talt med, og

hvornår

hun sidst har været på ambulatoriet. Det fremgår således heller ikke, om (C)

har været på ambulatoriet i forbindelse med de ændringer i hendes liv, der

har

medført, at hun mod sin vilje blev anbragt uden for hjemmet og kraftigt fik

begrænset sin kontakt til faderen. Kommunen har i udtalelsen anført, at

svaret

på disse spørgsmål er socialforvaltningen ubekendt, men har som tidligere

nævnt

forladt sig på, at erklæringen var blevet til i overensstemmelse med reglerne

herfor.

Jeg skal hertil bemærke, at

det følger af officialprincippet, at kommunen har et selvstændigt ansvar for,

at de fornødne og korrekte oplysninger foreligger. Kommunen kunne således

ikke

uden videre gå ud fra, at oplysningerne i speciallægeerklæringen var

tilstrækkelige, men burde have forholdt sig kritisk hertil, navnlig når

henses

til følgende omstændigheder:

(A) har over for fogedretten

- i sagsbehandler (J's) påhør - anført, at der alene har været tale om en

enkelt samtale på sygehuset, jf. fogedbogen. (A) har endvidere i sit brev af

23. august 1992 til det sociale ankenævn anført, at hverken han eller (C) har

haft samtaler med (G) før eller i forbindelse med erklæringens udfærdigelse.

Jeg bemærker i den

forbindelse, at kommunen hverken ses at have søgt oplysninger på (Æ-by)

Sygehus

(heller ikke i forbindelse med afgivelsen af udtalelsen til mig) eller hos

(B)

om dette spørgsmål. Jeg henviser herved til, at (B) - som tidligere nævnt -

over for statsamtet har oplyst, at overlæge (O) (psykiatrisk overlæge på

(Æ-by)

Sygehus) har haft (C) i behandling. Jeg skal endelig anføre, at de

bemærkninger

i mødereferatet fra "visitationsmødet" den 20. august 1992, som (G)

er refereret for - og som er gengivet ovenfor - burde have givet kommunen

yderligere anledning til undersøgelse af oplysningsgrundlaget for

erklæringen.

På baggrund af det anførte må

jeg ved min bedømmelse af sagen lægge til grund, at (G's) erklæring er

afgivet

uden (A's) eller (C's) direkte medvirken.

Om (G's) erklæring opfylder

de grundlæggende krav, der kan stilles til psykiatriske undersøgelser til

brug

for samværssager, har jeg, som sagen i øvrigt foreligger for mig, ikke

tilstrækkelig anledning til at undersøge. Efter det oplyste indgår dette

spørgsmål

i embedslægens behandling af (A's) klage.

b) vedrørende spørgsmålet om (C's) medvirken

Det fremgår af kommunens

udtalelse, at (C's) holdning til spørgsmålet om samværsbegrænsning var kendt

på

forhånd efter samtaler med hende, og at man også af denne grund ikke fandt

anledning til at inddrage hende i sagsbehandlingen forud for afgørelsen af

25.

august 1992. Jeg må dog - på baggrund af udtalelsen til mig - forstå

kommunens

holdning på den måde, at man, allerede fordi bistandslovens § 67 ikke

indeholder

regler om inddragelse af barnet i sagens behandling, ikke har ment sig

forpligtet til at inddrage (C) i sagen. Da en pligt til at indhente udtalelse

fra et større barn eller en ung efter omstændighederne kan følge af det

almindelige, ulovbestemte sagsoplysningsprincip, kan jeg ikke være enig i

kommunens opfattelse. Der kan heller ikke sluttes modsætningsvis fra

myndighedslovens § 26, hvorefter der skal finde en samtale sted med et barn,

der er fyldt 12 år, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed

eller samværsret; en samtale der dog kan undlades, hvis den må antages at

være

til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen. Denne

bestemmelse må efter min mening anses som en lovfæstelse på et begrænset

område

af det i øvrigt ulovbestemte sagsoplysningsprincip. Jeg vil i den forbindelse

tillige pege på de hensyn, der ligger bag artikel 12 i FN-konvention af 20.

november 1989 om Barnets Rettigheder (bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992

-

Lovtidende C).

Om kommunen i den konkrete sag

har haft grundlag for at undlade at tage en samtale med (C) under henvisning

til, at en samtale måtte antages at være til skade for barnet, har jeg ikke

tilstrækkelig anledning til at komme ind på, således som sagen foreligger for

mig.

c) vedrørende kommunens anvendelse af (G's) erklæring

Erklæringen omhandler ifølge

overskriften (C's) behandlingsbehov. I konklusionen fastslår (G), at (C's)

personlighedsmæssige og sociale velfærd anses for truet, såfremt hun

forbliver

hos faderen. Når konklusionen

ses i sammenhæng med erklæringens faktiske oplysning om (C's) opholdssted på

daværende tidspunkt, må konklusionen efter min opfattelse nødvendigvis

forstås

som en henvisning til barnets bopæl og kan efter min opfattelse ikke uden

videre anses for brugbar som sagkyndigt grundlag for en afgørelse om

samværsret. I erklæringens afsnit, benævnt konklusion og anbefaling, er ordet

samvær i øvrigt kun brugt i forbindelse med en bemærkning om, hvad opholdet

på

børnehjemmet tillige bør anvendes til. I den forbindelse skal jeg endvidere

bemærke, at spørgsmålet om samværsafbrydelse eller -begrænsning ikke ses at

være nævnt i kommunens akter før under en samtale med (B) den 14. august 1992

om aftenen, altså på et tidspunkt, der ligger efter erklæringens udstedelse.

Efter min opfattelse har erklæringen ifølge sit eget indhold ikke med nogen

vægt kunnet indgå i grundlaget for en afgørelse om samværsbegrænsning.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at oplysningsgrundlaget for kommunens afgørelse ikke har været

tilstrækkeligt.

Konklusion

Således som sagen efter det,

jeg har anført ovenfor, foreligger for mig, har kommunens oplysningsgrundlag

forud for afgørelsen den 25. august 1992 - udover rapporten efter den

børnesagkyndige undersøgelse i 1991, som dannede grundlag for statsamtets

samværsresolution - hovedsageligt bestået af de oplysninger og vurderinger,

som

er indeholdt i (G's) erklæring af 13. august 1992 og i mødereferatet fra

"visitationsmødet" den 20. august 1992 på børnehjemmet, herunder

fra

(G).

Som nævnt ovenfor har kommunen

ikke på det foreliggende grundlag kunnet anvende (G's) vurderinger - i det

omfang de overhovedet sigter på det blotte samvær mellem (C) og (A) - som

indlæg fra en uvildig speciallæge. Jeg henviser herved til den tvivl

vedrørende

(G's) habilitet, som jeg nærmere har redegjort for ovenfor (...). Hertil

kommer, at (G's) vurderinger som anført alene må antages at bygge på samtaler

med (B), i al fald i relation til den ændring i (C's) situation, der

indtrådte

i sommeren 1992.

Som ovenfor nævnt har jeg lagt

til grund, at kommunen ved bevisbedømmelsen har anvendt (G's) iagttagelser og

vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering.

Kommunens bevisbedømmelse i

sagen er efter min opfattelse på baggrund af denne misopfattelse behæftet med

fejl i et sådant omfang, at der, når denne fejl sammenholdes med de øvrige

fejl, hersker en betydelig tvivl om, hvorvidt afgørelsen kunne opretholdes

som

gyldig.

De ovenfor påpegede fejl med

hensyn til partshøring og begrundelse anser jeg for kritisable.

De nævnte fejl vedrørende

inhabilitetsspørgsmålet, oplysningsgrundlaget og bevisbedømmelsen finder jeg

særdeles kritisable.

Som nævnt har kommunen den

27. oktober 1992 ophævet begrænsningerne i (A's) samvær. Herefter foretager

jeg

ikke videre i sagen."

Med et brev af 5. januar 1993

tog kommunen til genmæle over for min udtalelse

Efter at have bemærket, at

"kommunen tager ombudsmandens kritik af formelle fejl så som manglende

partshøring og begrundelse til efterretning", anførte kommunen bl.a.,

at

min kritik for ensidigt var baseret på G's erklæring, der ikke

har haft direkte eller afgørende betydning for kommunens afgørelse,

at

min udtalelse i øvrigt fandtes at hvile på et unuanceret og

ensidigt grundlag, og

at

kommunen stod noget uforstående over for formålet med de mange

spørgsmål om G, som min medarbejder havde stillet telefonisk.

Den 22. januar 1993 bemærkede

jeg i en ny skrivelse til kommunen, at det anførte ikke gav mig grundlag for

at

ændre min opfattelse af kommunens afgørelse, og at jeg kunne henholde mig til

min

udtalelse.

Jeg anførte i øvrigt over for

K kommune følgende:

"I brevet har kommunen

på side 4 anført, at overlæge (G's) erklæring (af 13. august 1992) ikke kan

ses

"at have direkte eller

afgørende betydning for beslutningen om begrænsning af faderens samkvemsret i

henhold til bistandslovens § 67, stk. 1".

Jeg skal hertil bemærke, at

kommunen i sin udtalelse af 15. oktober 1992, som er refereret og delvist

citeret i min afsluttende skrivelse, har anført, at kommunens brev af 19.

august 1992 til børnecentret indeholder begrundelsen for afgørelsen. Dette

brev

henviser alene til (G's) erklæring. Jeg skal endvidere henvise til, at jeg i

den skrivelse af 9. oktober 1992, hvormed jeg iværksatte min undersøgelse, i

det indledende afsnit til 6 specifikke spørgsmål, der i det væsentligste

angik

(G's) erklæring og person har anført, "at (jeg) må forstå udvalgets

afgørelse på den måde, at afgørelsen hovedsageligt bygger på (G's)

erklæring"; en antagelse, kommunen ikke har taget afstand fra i sit svar

af 15. oktober 1992. På denne baggrund stiller jeg mig uforstående over for

den

citerede sætning .... Da kommunens afgørelse om samværsbegrænsning m.m. ikke

længere er i kraft, og en genoptagelse af min undersøgelse således ikke ville

have betydning for sagens parter, giver kommunens bemærkning mig ikke

anledning

til at genoptage min behandling af sagen.

I brevet er det ligeledes ...

anført, at kommunen finder, at min afgørelse er "truffet på et

unuanceret

og ensidigt grundlag". Også denne bemærkning må jeg stille mig

uforstående

overfor. Grundlaget for min udtalelse var hverken ensidigt eller unuanceret,

idet dette stammede både fra klageren og kommunen. Endvidere fik såvel

kommunen

som klageren i overensstemmelse med almindelige kontradiktoriske principper

mulighed for at kommentere modpartens indlæg, inden jeg afgav min udtalelse.

Herudover skal jeg bemærke, at min udtalelse i sagen alene bygger på de

akter,

der forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen. Faktiske oplysninger

vedrørende

en senere periode kan ikke tillægges nogen betydning for min vurdering af

kommunens afgørelse i skrivelse af 26. august 1992 til (A).

Det forekommer uklart, hvilke

dele af min kritik, kommunen har taget til efterretning, jf. den ikke

udtømmende opregning i kommunens skrivelse. Dette giver mig anledning til at

bemærke, at jeg ikke under min behandling af sagen har taget stilling til,

om

kommunen på et tilstrækkeligt

oplysningsgrundlag senere ville have kunnet træffe en afgørelse af samme

indhold som den påklagede. Jeg henviser i den forbindelse også til det, min

medarbejder til stadighed har sagt under telefonsamtalerne med kommunens

socialdirektør og sagsbehandler, at min undersøgelse ikke var rettet mod

afgørelsens indhold, men den måde hvorpå den var blevet til.

Til det kommunen har anført

om formålet med samme medarbejders henvendelse den 1. oktober 1992 til

(kommunaldirektøren), skal jeg henvise til min udtalelse side 338, hvor jeg

nærmere har redegjort herfor."

Lignende dokumenter