Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens § 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunal afgørelse om samværsbegrænsning, jf. bistandslovens
§ 67, stk. 1. Sagsoplysning. Partshøring.
A klagede over, at K Kommune
med en skrivelse af 26. august 1992 begrænsede hans samværsret og kontakt i
øvrigt med hans barn C på 13 år. Afgørelsen blev truffet efter, at barnet
knap
14 dage forinden var blevet anbragt på et børnehjem efter samtykke fra
moderen,
der alene havde forældremyndigheden.
Det fremgik af A's klage af
28. september 1992 med bilag og af sagens akter, at X Statsamt den 8. oktober
1991 udfærdigede en resolution, hvorved omfanget af A's ret til samvær med
sit
og B's barn C blev fastsat til følgende:
"1. Hver anden weekend med togafgang fra (X-by)
fredag kl. 15.14 til søndag med togankomst til (X-by) kl. 19.31. Første gang
weekenden 18. - 20. oktober 1991.
Hver anden påskeferie fra onsdag før skærtorsdag med
togafgang fra (X-by) kl. 15.14 til 2. påskedag med togankomst til (X-by) kl.
19.31. Første gang påsken 1993.
I skolernes sommerferie med togafgang fra (X-by) kl.
15.14 til søndagen 16 dage senere med togankomst til (X-by) kl. 19.31.
Skiftevis skolens efterårsferie og vinterferie med
togafgang fra (X-by) fredag kl. 15.14 til søndagen 10 dage senere med
togankomst (X-by) kl. 19.31. I 1992 samvær i vinterferien, i 1993 samvær i
efterårsferien o.s.v.
I juleferien fra den 26. december med togafgang fra
(X-by) kl. 15.14 til den 29. december med togankomst til (X-by) kl.
19.31."
Bortset fra en mindre
Læs alt
udvidelse af samværet i juleferien var omfanget af A's samværsret efter det
oplyste ikke senere blevet ændret af statsamtet.
Det fremgik af den skrivelse,
hvormed resolutionen blev fremsendt til C's forældre, at resolutionen
erstattede en tidligere afgørelse fra 1989. Af følgeskrivelsen fremgik
endvidere følgende:
"Af børnepsykiatrisk
erklæring af 19. juni 1991 fremgår bl.a. følgende:
"Det er (også) helt
tydeligt, at på den måde samværet bliver aftalt imellem forældrene, med
faderens kontakt til (B's) mor og (B's) mors reaktioner i forhold til (C), er
en belastning for (C), således at forsvarligheden med denne kontakt, der har
varet igennem flere år, er uhensigtsmæssig for (C's) psykiske udvikling, med
den massive loyalitetskonflikt (C) er i.
På baggrund af dette, især
den svære loyalitetskonflikt og (C's) eget ønske og samværets betydning for
hende, må man anbefale, at samværet fortsætter uændret, men da dette medfører
mange problemer, må man anbefale, at aftaler om dette sker via en neutral
person,
således at der ikke bliver de kontakter med muligheder for konflikter imellem
forældrene."
Statsamtet har ved afgørelsen
lagt specielt vægt herpå og har således fundet, at det af hensyn til (C) er
vigtigt, at der fastsættes en præcis og detaljeret samværsordning for at
sikre
(C) ro og stabilitet omkring samværsbesøgene.
Som et yderligere led heri
har statsamtet ligeledes fundet det nødvendigt, i vidt omfang at fastholde en
samværsordning som i afgørelse af 7. juli 1989, dog med den præcisering som
kan
medvirke til at mindske konflikterne. Der henvises endvidere til det foran
nævnte vedrørende lovgrundlaget, hvoraf fremgår, at statsamtet kun kan ændre
en
afgørelse om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet
taler
for det."
Den nævnte erklæring var
udfærdiget af psykolog D og børnepsykiater E, begge Y-by. Statsamtets
resolution var uden tidsbegrænsning. Erklæringens anbefaling om en
(automatisk)
genoptagelse efter et års forløb blev således ikke fulgt af statsamtet.
I forbindelse med sommerferiesamvær
1992 og et senere weekendsamvær blev der henholdsvis den 23. juli og 14.
august
1992 foretaget fogedforretninger mod A på hans bopæl i Z-by.
Om optakten til fogedmødet
den 14. august 1992 er på kommunens journalark bl.a. anført følgende:
"....
10.8.92. Psykolog (F)
oplyser, at (C) var sendt til skole iflg. moder d. 7.8. kl. 7.45. De finder
senere ud af på skolen, at (C) ikke er mødt på (skolen). (F) kontakter
moderen
og oplyser dette. Hun vil tage ud og se efter hendes cykel forskellige
steder, bl.a.
ved stationen. Senere ringer faderen til (F) og oplyser, at (C) er taget ned
hos ham i (Z-by) og vil blive der. Dette lader han gå videre til moderen. Der
er en aftale med moderen om, at (C) ikke må udmeldes af (skolen) til skole i
(Z-by), hvilket faderen ønsker.
13.8.92
Overlæge (G), Børnepsykiatrisk hospital
, (Æ-by)
(...) lokal (...)
oplyser hertil, at han finder, at faderen er
totalt uegnet til at have barnet. Han vil foreslå, at (C) bliver anbragt et
neutralt sted udenfor hjemmet. Barnet lider psykisk overlast og må fjernes
evt.
med politiets hjælp. Han finder at sagen er på kanten af en Jon-sag. Det
aftales, at han samme dag kontakter (B) for at få hendes accept til at
anbringe
barnet udenfor hjemmet. Han finder, at (et børnehjem) vil være bedst egnet
til
at klare sagen. Han vil ambulant kunne indgå i supervision og beh. på
børnehjemmet, som han har gode erfaringer i samarbejde med. Han finder, at
(C)
hurtigst muligt bør placeres på (børnehjemmet). Det aftales, at jeg
undersøger
mulighederne herfor.
....
Tilbagemelding fra overlæge
(G), der siger, at moderen har givet sin accept til en placering i (Ø-by).
Efter hans opfattelse skal (C) være på (børnehjemmet) indtil der om ca. et
par
mdr. kan skaffes en døgnplads på børnepsykiatrisk afd., hvor man vil lave en
plan over, hvad der videre skal ske med (C). Overlæge (G) anbefaler, at
faderen
kontaktes telefonisk i et forsøg på at få en aftale om, at jeg henter barnet
i
morgen og bringer det til (børnehjemmet). Hvis faderen ikke vil medvirke med
at
udlevere (C), vil han heller ikke, hvis man kommer uanmeldt. Og så vil det
være
nødvendigt, at barnet udleveres med fogeden og politiets hjælp. Han lover
omgående at sende en erklæring vedr. (C) til socialforvaltningen.
....
14.8.92 Modtaget udtalelse
fra overlæge (G). Senere på dagen rådført mig med overlægen, om man skulle
begære fogedforretning samme dag eller vente til mandag, som dommer og politi
var mest indstillet på. Han anbefaler, at man laver fogedforretning samme
dag,
og han lover telf. at kontakte dommer (H) og give den lægelige begrundelse.
...."
Den nævnte erklæring havde
følgende indhold:
"
Børnepsykiatrisk udtalelse vedrørende barnets behandlingsbehov.
(C) har siden marts 1992,
hvor hun blev henvist fra børneafdelingen i (X-by) på grund af psykosomatiske
symptomer, været til undersøgelse og behandling i afdelingens ambulatorium.
Vi er bekendt med, at der
siden forældrenes samlivs ophør har verseret sager i Statsamtet, hvor faderen
har klaget over samværsordningen. Dette resulterede i, at der i juni 1991
blev
foretaget en børnesagkyndig undersøgelse ved psykolog (D) og børnepsykiater
(E), begge (Y-by).
Af denne undersøgelse
fremgår, at (C) er en ensom og identitetsusikker pige med et stort
behandlingsbehov. Hun fremtræder krampagtigt, skintilpasset, en tilpasning
som
dækker over utryghed og ængstelse. Hun er umoden i forhold til alderen,
fantaserer og er realitetsfornægtende. I forhold til forældrene indtager hun
en
beskyttende holdning i relation til, hvem af forældrene der er mest udsat.
Dette er langt overvejende og næsten udelukkende i relation til faderen, som
hun føler sig meget forpligtet overfor. Hun føler sig knyttet til begge
forældrene, men er dog mest sikker på ikke at miste moderen.
Vedrørende faderen fremgår af
undersøgelsen, at han er uden større indsigt i andre menneskers tanker og
behov, at han lider af storhedsforestillinger om egen person. Han vurderes
ikke
at have megen indsigt i et barns behov, og han synes klart at påvirke (C) til
at have samme meninger som han selv og tåler ikke afvigelser herfra. Man kan
således ikke udelukke, at han forsøger at påvirke (C) til at give udtryk for,
at hun vil bo hos ham. Hun har dog fastholdt, at hun fortsat ønsker at bo hos
moderen.
Konklusivt fremhæver
undersøgelsen, at det er foreneligt med barnets tarv, at hun fortsat har
samkvem med faderen hver 14. dag, men samtidig anføres, at dette bør tages op
til fornyet overvejelse efter et år på grund af de svære psykiske symptomer,
som barnet frembyder. Man anbefaler ligeledes, at (C) kommer i behandling på
grund af sin angst og på grund af den loyalitetskonflikt, hun aktuelt er i.
Vores undersøgelse indtil nu
bekræfter ovenstående vurdering af barnet. Således ser vi hende som en ensom,
sårbar, angst pige, der er kommet i klemme i voksenverdenen. På den ene side
lever hun sig ind i de voksnes problemer, deres følelser, tale- og tænkemåde,
og på den anden fremtræder hun følelsesmæssigt umoden og småbarnlig. På det
således foreliggende har vi iværksat en behandlingsplan, som dels omfatter et
individuelt terapeutisk forløb ved en af ambulatoriets psykologer, samt
løbende
terapeutisk tilbud til familien.
Aktuelt er der imidlertid
sket det, at (C) nu opholder sig hos faderen og har gjort det siden d. 7.8.
Hvorvidt hun er rejst ned til faderen af sig selv, eller han har hentet
hende,
er uvist. Under alle omstændigheder er hendes ophold hos faderen uden for de
givne aftaler og klart imod forældremyndighedsindehaverens ønske. Faderen har
over for myndighederne tilkendegivet, at han ønsker at beholde pigen der og
har
i den anledning forsøgt hende indmeldt på forskellige skoler i (Z-by).
Konklusion og anbefaling.
(C) er en 13 år gammel pige,
som aktuelt og gennem længere tid har frembudt alvorlige psykiske symptomer.
Disse symptomer er givet fremkaldt af en længerevarende loyalitetskonflikt i
forhold til forældrene. Aktuelt vurderer jeg hende under ekstremt pres og må
udtrykke min alvorlige bekymring for hendes psykiske tilstand. Dette
begrundes
ikke mindst i faderens manglende/begrænsede evne til dels at tilsidesætte
egne
fordringer, og dels til at kunne imødekomme børns alderssvarende behov.
Jeg må således konklusivt
fremhæve, at såfremt (C) forbliver hos faderen, må jeg anse hendes
personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet.
Jeg skal derfor anbefale, at
(C) straks anbringes på en passende døgninstitution (et neutralt sted) med
henblik på øjeblikkelig aflastning af hendes loyalitetskonflikt og med
henblik
på fortsat behandling i børnepsykiatrisk ambulant regi. Opholdet bør
ligeledes
anvendes til nærmere at redegøre for omfanget af samværet med biologisk far,
jfr. den børnesagkyndige undersøgelses anbefaling af, at samværet tages op
efter et år.
Jeg har over for
forældremyndighedsindehaveren, moderen, redegjort for ovennævnte, og hun har
givet sit samtykke hertil."
I modsætning til den første
blev den anden fogedforretning gennemført samme dag kl. 17.15.
Af udskrift af fogedbogen
fremgik bl.a. følgende:
"....
Antruffet blev rekvisitus
(A). Fogeden drøftede sagen med rekvisitus i overværelse af (I)
(kriminalassistent v/Z-by) politi; min bemærkning) og (J). Rekvisitus fik
udleveret en kopi af erklæringen af 13. august 1978 (skal være 1992; min
tilføjelse) fra overlæge (G), medens rekvisitus foreviste skrivelse af d.d.
sendt til embedslægen i (Æ-by).
Rekvisitus imødegik (G's)
erklæring og henviste til, at den hvilede på gamle oplysninger og på
væsentlige
punkter var ukorrekt. Således har (C) ikke været i nogen egentlig behandling,
men kun haft en enkelt samtale. Det er rekvisitus opfattelse, at (K) Kommune
burde medvirke til en ordning, hvor der i første omgang blev givet ham en
midlertidig plejetilladelse for (C). Fogeden oplyste, at overlæge (G) omkring
middagstid havde rettet henvendelse til fogeden og herunder oplyst, at han
fandt det betænkeligt, om (C) forblev hos faderen weekenden over.
Rekvisitus opfordrede fogeden
til at tage en samtale med (C), således som en retsassessor havde gjort
tidligere. Fogeden fandt ikke anledning hertil under hensyntagen til, at der
forelå en anden situation, idet der ikke nu er tale om udlevering fra den ene
forældre til den anden men om anbringelse på institution.
Rekvisitus fastholdt, at han
ikke frivilligt ville medvirke til udlevering af (C).
Fogedretten tilkendegav
herefter overfor rekvisitus, at en eventuel kendelse ville gå ud på
udlevering
af (C), hvorefter rekvisitus tilkendegav, at han ville rette sig efter denne
tilkendegivelse.
Rekvisitus sørgede herefter
for, at (C) blev udleveret til socialrådgiver (J), som sørgede for transport
af
hende til børnehjemmet.
...."
Senere samme aften traf
socialforvaltningen i K Kommune beslutning om, at al kontakt mellem C og A
midlertidigt skulle stoppes, jf. tilførsel til journalark under datoen 14.
august 1992. Tilførslen herom er underskrevet af socialudvalgsformand (L).
A modtog herefter en kopi af
et brev af 19. august 1992 fra K Kommune til børnecentret. Brevet havde
følgende indhold:
"(C) blev den 14.8.92
placeret på børnecentret (...) efter en fogedforretning på faderens bopæl.
Anbringelse er sket med samtykke af moderen i henhold til Bistandslovens §
33,
stk. 1 nr. 3.
Da pigen i 10 år har været
centrum i samværskonflikter mellem forældrene og nu frembyder alvorlige
psykiske symptomer ifølge erklæring af 13.8.92 fra børnepsykiater (G), har
det
sociale udvalg besluttet, at samværet med faderen, besøg, telf. kontakt og
brevkontakt, midlertidig standses, indtil der kan udarbejdes en ordning for
fremtidige kontakter. Beslutningen er truffet i henhold til Bistandslovens §
67, stk. 1.
Klager over denne beslutning
kan stiles til kommunalbestyrelsen i (K-by)."
Det fremgik endvidere af
journalarket, at afgørelsen vedrørende A's kontakt med C blev drøftet den 20.
august 1992 på et visitationsmøde på Børnecentret (...), hvilket A fik oplyst
telefonisk dagen efter. På journalarket var der vedrørende visitationsmødet
henvist til et særligt mødeark.
Af mødearket fremgik, at
følgende deltog i mødet:
Overlæge G, Børnepsykiatrisk
Afsnit, Æ-by Sygehus, konsulent M, X Amt, forstander N, Børnecentret (...),
(en
psykolog og en pædagog), samme sted, og endelig C's mor, B, og J,
sagsbehandler, Å-by Kommune.
G var på mødearket refereret
for følgende udtalelser:
"
(G)
: Der har været planlagt ambulant behdl. af (C) + behandling af
familien (Mor + nuværende mand). I forb. med psyk. undersøgelse blev (C)
betegnet som en angsttilpasset pige. Hun lider af mave- og hovedsmerter og er
svingende i humøret. Hun er meget styrende i f.t. moderen.
(G)
fortæller, at faderen er meget knyttet til (C), men han er også
manipulerende i f.t. hende. Det besluttedes derfor, at (C) skulle have ophold
et neutralt sted
, indtil tingene er
afklaret.
....
(G)
: Da der er ventetid på indskrivning på Børnepsyk., vil man i
stedet hjælpe/støtte (C) herfra under indskrivning på Børnecentret.
....
(G)
: Det er iorden, at faderen
midlertidigt
skal holde sig væk, men
efterhånden
har (C) igen brug for kontakt med sin far.
....
(G)
: Kontakten til
faderen
anbefales at foregå på inst. m. mulighed for obs. af inst.s personale og
først efter en periode på f. eks. 14 dage
og med udgangspunkt i, at (C) skal bo hos moderen. Der bør fastlægges
ordentlige samværsformer."
Under mødet blev det
besluttet at anbefale følgende kontakt mellem (C) og forældrene:
"M.h.t.
kontakt til faderen:
Besøg efter en periode på 14 dage på institutionen max. i 2 timer på en
hverdag og under obs. af afd.s personale. Derefter mulighed for besøg hver
14.
dag i 2 timer.
Tlf. kontakt er udelukket.
M.h.t. breve, skal disse åbnes af voksen, der skal gennemlæse og
vurdere indholdet.
M.h.t. førstkommende weekend må kommunen give faderen mundtlig besked.
Kontakt til moderen.
Ingen begrænsninger.
Aftale mellem moderen/inst. vedr. besøgstidspunkter.
Der bør ikke være weekend-besøg hos moderen den 1. weekend.
Inst. må vurdere omfanget fremover - f.eks. foreslås det at starte med
kun 1 overnatning.
....
I f.t. anbringelsen er der
behov for:
1. individuel kontakt og
2. familiearbejde.
Begge dele bør ligge på
Børnecentret, men med konsultativt samarbejde med Børnepsyk. (G)."
Den anbefalede plan
vedrørende C's kontakt med A blev godkendt af socialudvalget på mødet den 25.
august 1992, og A fik en skriftlig afgørelse herom tilsendt den 26. august
1992.
A havde - forinden
socialudvalgsmødet - den 23. august 1992 klaget til Det Sociale Ankenævn for
X
Amt med kopi til kommunen. Efter at Socialministeriet havde afvist at
behandle
sagen, sendte nævnet denne til behandling i kommunalbestyrelsen i K-by.
I klagen til ankenævnet havde
A bl.a. anført følgende:
"....
Jeg klager herved over at man
uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet.
Grundlaget er så vidt jeg
forstår væsentligst en lægeerklæring fra overlæge, specialist i
børnepsykiatri,
(G), (Æ-by) Sygehus.
Endvidere moderens
forklaringer.
...."
Om G's erklæring - der som
nævnt var blevet udleveret i kopi til A under fogedforretningen den 14.
august
1992 - og om G selv anførte A følgende:
"Denne hviler på en 1½
år gammel børnesagkyndig erklæring fra (Y-by) (specialist i børnepsykiatri
(E),
hvilken erklæring fastslog (C's) samværsbehov med syvtommersøm, dog med en
beskrivelse af mig som er meget negativ, og på mange, også væsentlige
(dokumenterbart) punkter direkte forkert, selvom der selvfølgelig også står
negative ting om mig, som er rigtige, både ifølge min og andres opfattelse.
Jeg
valgte dengang at lade være at gøre mere ved denne erklæring (evt
patientklagenævnsbehandling),
fordi mudderkastning også giver kasteren, in casu mig, snavsede hænder.)
Endvidere hviler erklæringen
(G's) nok på samtalerne med moderen. Dette fremgår ikke af erklæringen (G's).
[(A's) parenteser; min bemærkning].
At (G) for 2 år siden
betegnede sig selv som inhabil omkring mig i relation til en børnesagkyndig
undersøgelse bestilt af Statsamtet fremgår heller ikke.
At han udover negativ omtale
af mig i sin personalekaffestue overhovedet ikke har set mig, kender mig, har
talt med mig eller på anden måde kender til mig eller mine forhold i (Z-by),
fremgår heller ikke.
At han ikke selv overhovedet
har haft nogen kontakt med (C), som erklæringen omhandler, fremgår heller
ikke."
Brevet sluttede med en
anmodning om, "at samværsretten kan fortsætte uændret efter den
foreliggende resolution, idet grundlaget for tilsidesættelse af denne efter
bistandslovens bestemmelser ikke var til stede."
Kommunens nævnte brev af 26.
august 1992 til A havde følgende indhold:
"Det sociale udvalg har
på sit møde den 25.8.92 besluttet at godkende følgende plan for dit samkvem
med
(C) for den kommende tid:
Der vil være mulighed for
besøg 1 gang hver 14. dag i 2 timer, der vil ske under observation af en
afdelingsmedarbejder. Besøget skal foregå på institutionens område, medmindre
medarbejder medfølger. Første besøg er sat til 2.9.92 kl. 15.30-17.30. Besøg
fra din familie indgår i de 2 timer, hvor du selv afgør, hvem (C) kan have
glæde af at se.
Der vil ikke være mulighed
for telefonkontakt.
(C) vil kunne modtage breve
fra far, familie og bekendte, samt sende breve til disse, men både ud og
indgående post vil blive gennemlæst af personalet. Såfremt de skønner at
indholdet vil være skadeligt for (C), vil breve m.v. blive returneret til
afsenderen eller stoppet.
Ordningen vil blive taget op
til revurdering inden 3 måneder.
Beslutningen er truffet i
henhold til Bistandslovens § 67, stk. 1. Klager over denne beslutning kan
stiles til Borgmesteren eller Kommunalbestyrelsen i (K-by)."
Den 28. september 1992
klagede A til mig. K-by Kommune oplyste den 30. september 1992 telefonisk, at
sagen var på dagsordenen for økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992 og
påtænktes medtaget på førstkommende byrådsmøde den 7. oktober 1992. På denne
baggrund informerede en af mine medarbejdere den 1. oktober 1992
kommunaldirektøren om A's henvendelse hertil og om de punkter i sagen, der
umiddelbart kunne tænkes at få mig til at gå ind i sagen af egen drift. Den
6.
oktober 1992 havde samme medarbejder en samtale med kommunens sagsbehandler
J.
Den 7. oktober 1992 modtog jeg en - ufuldstændig - kopi af G's erklæring samt
meddelelse fra kommunaldirektøren om, at sagen, med baggrund i de nævnte
telefonsamtaler,
ikke
var blevet
behandlet på økonomiudvalgsmødet den 2. oktober 1992, og at sagen først kunne
blive behandlet på næstfølgende byrådsmøde den 18. november 1992.
I et brev af 9. oktober 1992
anmodede jeg om udlån af sagsakter og om en udtalelse fra kommunen. Jeg
anførte
i brevet særligt følgende:
"Efter de nævnte
telefonsamtaler og efter at have gennemgået (A's) brev med bilag - samt det
materiale, jeg i øvrigt har modtaget, herunder en erklæring fra overlæge (G)
(med socialforvaltningens skrivelse af 6. oktober 1992 fulgte alene
erklæringens side 2 og 3) - må jeg forstå udvalgets afgørelse på den måde, at
afgørelsen hovedsageligt bygger på den nævnte erklæring. På den baggrund skal
jeg særligt bede kommunen udtale sig om,
hvilken betydning kommunen har tillagt følgende
bemærkning i (G's) erklæring, s. 3: "Jeg må således konklusivt fremhæve,
at såfremt (C)
forbliver
hos faderen,
må jeg anse hendes personlighedsmæssige og sociale velfærd for truet
(fremhævet
af mig),
hvorvidt (G's) erklærings konklusion vedrørende barnet
og (A) bygger på faktiske iagttagelser, og - i bekræftende fald - hvornår
disse
iagttagelser er gjort og af hvem,
hvorvidt (G) har været habil i forvaltningslovens
forstand i forbindelse med erklæringens udfærdigelse,
hvorvidt erklæringen har været sendt til partshøring
hos (A), inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19,
på hvilken måde den pågældende i øvrigt har været
inddraget i sagsbehandlingen forud for den trufne afgørelse om begrænsning i
hans samvær og anden kontakt med barnet, og
hvorvidt (C) har været inddraget i sagsbehandlingen
forud for socialudvalgets beslutning, der for hende medfører en begrænsning i
samværet - og kontakten i øvrigt - med hendes far.
Jeg skal endvidere anmode om,
at udtalelsen kommer til at indeholde kommunens bemærkninger til, hvorledes
afgørelsen forholder sig til forvaltningslovens regler om begrundelse -
lovens
kap. 6."
Jeg modtog udtalelsen den 16.
oktober 1992, underskrevet af borgmesteren. Udtalelsen indeholdt kommunens
svar
på de nævnte spørgsmål plus en redegørelse for, hvad der senere var sket i
sagen.
Sagsbehandler J udtalte den
19. oktober 1992 telefonisk over for en af mine medarbejdere, at kommunen
ikke
havde været i kontakt med G i anledning af de stillede spørgsmål, men at
denne
den 17. oktober 1992 telefonisk var blevet orienteret om sagen hos mig. I
udtalelsen var bl.a. anført følgende:
Om oplysningsgrundlaget for G's erklæring af 13. august 1992 (pkt. 2)
"Det er
socialforvaltningen ubekendt.
(C) er efter drøftelse på
lokalgruppemøde (psykolog, sundhedsplejerske og sagsbehandler) via egen læge
henvist til børneafdelingen på (X-by) Sygehus og derfra henvist til
behandling
på Børnepsykiatrisk Hospital i (Æ-by), og vi må
normalt regne med, at de overlæger, der skriver erklæringer følger
reglerne herfor." (Min fremhævelse).
Om G's habilitet i forbindelse med erklæringens udfærdigelse (pkt. 3
)
"Det er
socialforvaltningen ubekendt.
(A) har overfor sagsbehandler
i (K-by) (Kommune) oplyst, at han fandt børnepsykiater (G) inhabil. (A)
begrundede det med, at der er eller var en psykolog på (G's) afdeling som
skulle have udtalt sig nedsættende om (A) i hospitalets frokoststue.
Endvidere hævder (A), at der
findes en erklæring hvoraf fremgår at (G) erklærer sig inhabil, men (A) har
efter opfordring ikke fundet anledning til at sende kopi heraf til
socialforvaltningen som dokumentation.
Det sociale udvalg har på
grundlag af ovenstående ikke fundet anledning til at anse (G) for inhabil i
forhold til (C)."
Om partshøring af A vedrørende erklæringen (pkt. 4)
"... Det fremgår af
fogedbogen af 14.8.1992, at (A) har fået kopi af erklæringen. Endvidere at
foged og sagsbehandler var tilstede, og at (A) fik lejlighed til at gøre
indsigelser mod den, hvilket også fremgår af fogedbogen, så hans synspunkter
er
bekendt inden det samme aften besluttes at begrænse hans
samværsrettigheder."
Om inddragelse af A i øvrigt i sagsbehandlingen (pkt. 5) (og
begrundelse)
"Da der er tale om en
fogedforretning og akut anbringelse udenfor hjemmet den 14.8.1992, er det i
praksis vanskeligt for ikke at sige umuligt at lave partshøring inden
beslutningen træffes. Barnet blev ledsaget fra (Z-by) til børnehjemmet i
(Ø-by)
af sagsbehandleren. I den tid det tager at køre dertil, havde faderen kimet
institutionen ned, og da placeringen bl. andet skete for at (C) kunne komme i
neutrale omgivelser og ikke udsættes for skadeligt pres, blev beslutningen om
midlertidigt at lukke af for kontakten til faderen truffet samme aften...
....
(A) orienteres skriftligt den
19.8.92 i form af en kopi af skrivelse til børnecentret (...). Denne
skrivelse
anfører begrundelsen for beslutningen, idet der peges på barnets alvorlige
psykiske symptomer og overlæge (G's) erklæring af 13.8.92 (som faderen
allerede
den 14.8.92 har fået kopi af). I skrivelsen af 19.8.92 angives endvidere
ankeinstans og at begrænsningerne vil blive genbehandlet....
.
Selv om faderen havde haft
lejlighed til at udtale sin utilfredshed, ikke blot overfor personalet på
institutionen (...) men også i f.t. sagsbehandleren, ville det ikke have
ændret
afgørelsen.
Siden 20.11.1990 har
socialforvaltningen haft en række henvendelser fra (A), hvilket fremgår af
sagens akter, men han hører iøvrigt i socialt henseende under (Z-by)
kommune....
....
Der er ifølge vor journal
telefonsamtaler med faderen den 18., 19. og 21.8.1992, hvor han har lejlighed
til at udtale sig om beslutningen, som han ikke kan acceptere (det er
samtaler
til sagsbehandler, men derudover er der en række telefoniske henvendelser til
socialudvalgsformanden, socialchefen og borgmesteren).
Det har været tilstræbt
løbende at holde (A) à jour, hvilket fremgår af, at han allerede den
23.8.1992
anker over de begrænsninger, der først den 25.8.1992 bliver besluttet af det
sociale udvalg.
På visitationsmøde den
20.8.1992 på børnecentret (...) med (X) amtskommunes medarbejdere og
børnepsykiater (G) udarbejdes den foreløbige plan over (C's) kontakt med
faderen. Denne plan gen(be)handles den 30.9.1992 på børnecentret (...) og
indstillingen herfra forelægges det sociale udvalg den 12.10.92.
Det besluttedes i udvalget
fortsat at opretholde de begrænsninger besluttet den 25.8.1992 i relation til
faderens samkvemsret, bortset fra den anbefalede ugentlige telefonkontakt på
torsdage mellem kl. 20 og 21 med medhør. Endvidere at sagen påny forelægges
det
sociale udvalg efter 14 dage med yderligere oplysninger."
Om inddragelse af C i sagsbehandlingen (pkt. 6)
"Begrænsningen af
faderens samkvemsret er truffet efter Bistandslovens § 67, stk. 1, hvor der
ifølge (X) amtskommune ikke kan stilles krav om, at barnet skal høres. Barnet
er anbragt efter Bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3 og der er således tale om
en frivillig foranstaltning med moderens accept. Ved tvangsforanstaltninger
efter §
123 m.fl.
er der en hensigtserklæring om, at barnet så vidt muligt bør høres. Ifølge
Statsamtet er det i forbindelse med beslutninger truffet efter
Myndighedsloven,
at der kan stilles krav om at børn over 12 år høres, men at der efter samme
lovs § 26 kan dispenseres fra reglerne, hvis det skønnes at være til skade
for
barnet, eller at det ikke vil have betydning for sagens afgørelse iøvrigt.
Det oplyses fra Statsamtet,
at de tidligere har undladt at høre (C), netop på grundlag af
psykiatrisk/psykologisk erklæring fra (Y-by), da man mente, at det var til
skade for (C).
Det skal tilføjes, at
sagsbehandleren har talt med (C) den 13. og 14.8.1992, hvor (C) har givet
udtryk for, at hun ønsker at bo hos faderen, hvorfor det var klart, at (C)
ikke
ville være positiv overfor en begrænsning af samværsretten med faderen.
Vurderingen var, at det ville
være til skade for barnet, at drøfte dette med hende samme dag, som hun er
fjernet fra faderens hjem med fogedens hjælp. Personalet på børnecentret
(...)
påtog sig opgaven at tale med (C) om nødvendigheden af disse begrænsninger i
senere samtaler...."
Om den af mig citerede - delvist fremhævede - bemærkning i G's
erklæring (pkt. 1)
"Den nævnte sætning fra
børnepsykiater (G's) erklæring af 13.8.1992 sammenholdt med resten af
konklusion og anbefaling, opfattes helt klart som et udsagn om, at (C's)
udvikling lider alvorlig skade eller udsættes for fare herfor, hvis der ikke
øjeblikkelig bliver grebet ind. At der er tale om en akut situation, hvor (C)
bør fjernes fra de langvarige skadelige belastninger og pres som har gjort
hende behandlingskrævende, fremgår blandt andet af, at det anbefales, at
fogedforretningen sker samme dag og ikke udsættes til efterfølgende mandag,
som
politi og foged var mest indstillet på. Derfor opfattes ordet
forbliver
således, at der er risiko for
at (C) bliver alvorlig psykisk syg, hvis hun forbliver hos faderen, hvor man
ikke kan se bort fra, at hun vil blive brugt i den fortsatte konflikt mellem
forældrene...."
Det fremgik endvidere af de
bilag, jeg modtog fra A,
at
han den
17. juli 1992 havde søgt X Statsamt om at overføre forældremyndigheden over C
til ham,
at
han efterfølgende havde
søgt om fri proces til en retssag om forældremyndigheden, og
at
B i et brev af 20. juli 1992 havde
oplyst over for X Statsamt, at C blev behandlet af overlæge O,
Børnepsykiatrisk
Afdeling. Det fremgik endvidere, at B den 6. august 1992 skrev til X Statsamt
og begærede A's ret til samvær med C ophævet. Statsamtet havde i forbindelse
hermed udfærdiget et telefonnotat af 7. august 1992, hvor bl.a. følgende var
refereret:
"....
(B) vil gerne have
ansøgningen om ophævelse af samværsretten hastebehandlet, da lægerne på
børnepsyk. har givet udtryk for, at det af hensyn til (C's) psykiske tilstand
er uforsvarligt at lade hende besøge faderen.
Lægerne har sagt, at nu må
hun få "det amt" til at ophæve samværsretten.
Jeg har endnu en gang
meddelt, at vi skal tale med (C) eller også må "de læger" rykke ud
med en erklæring om, at det vil være uforsvarligt at opretholde samværet
ligesom de må kunne give en udtalelse om, hvorvidt det vil være uforsvarligt
at
høre (C) om spørgsmålet.
...."
Det fremgik tillige af
kommunens akter, at en iværksat børneundersøgelse - der blev foretaget af
personalet på Børnecentret (...) under supervision af G - forventedes
afsluttet
den anden uge i november 1992.
Den 27. oktober 1992
besluttede det sociale udvalg at ophæve begrænsningerne i A's samvær.
Kommunen
henviste i sit brev af 28. oktober 1992 - som jeg modtog i kopi - til en
udtalelse fra børnehjemmet af 23. oktober 1992.
Efter at have gennemgået A's
brev, det materiale, jeg havde modtaget fra den pågældende og kommunen, og
kommunens udtalelse udtalte jeg følgende:
"Min undersøgelse
vedrører (...) alene (K-by) Kommunes afgørelse i brev af 26. august 1992.
Som retsgrundlag herfor har
kommunen henvist til bistandslovens § 67, stk. 1, der er sålydende:
"Det påhviler
kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte
tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at
sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at
søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."
I bekendtgørelse nr. 885 af
11. december 1986 om magtanvendelse mv. i døgninstitutioner for børn og unge
og
i døgnopholdssteder for børn og unge for flere end 4 personer, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 283 af 26. april 1990 (herefter benævnt
magtanvendelsesbekendtgørelsen)
har socialministeren - med hjemmel i bistandslovens § 14, stk. 5 og 6 -
fastsat
følgende:
"
§ 9.
Såfremt forholdet mellem et barn eller en ung og forældrene
eller andre er udviklet således, at det af hensyn til barnets eller den unges
velfærd findes absolut påkrævet at afbryde eller begrænse samkvemmet med
begge
forældrene eller med en af dem eller andre, kan den anbringende
kommunalbestyrelse undtagelsesvis og for en bestemt periode bestemme, at
gensidige besøg ikke må finde sted eller kun i et nærmere bestemt omfang, og
at
barnet eller den unge ikke må modtage breve, telefonsamtaler eller andet fra
de
pågældende. Bestemmelsen skal meddeles barnet eller den unge og den, med hvem
samkvem begrænses."
....
"
§ 10.
Såfremt det i det enkelte tilfælde findes absolut påkrævet af
hensyn til barnets eller den unges velfærd at kontrollere ud- eller indgående
post og telefonsamtaler, kan institutionens leder efter aftale med
kommunalbestyrelsen undtagelsesvis træffe bestemmelse herom. Åbning af
udgående
og indgående breve kan da kun finde sted med samtykke fra og i overværelse af
barnet eller den unge. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun
finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Såfremt medhør finder
sted,
skal den person, med hvem telefonsamtalen føres, gøres opmærksom herpå."
Endvidere har
myndighedslovens §§ 23 og 24 betydning for en afgørelse som den, (K-by)
Kommune
har truffet i forhold til (A). I henhold til § 23 har den af forældrene til
et
barn, der ikke har del i forældremyndigheden over barnet, ret til samvær med
dette. Efter § 24, stk. 2, kan statsamtet dog afslå at fastsætte samværsret
henholdsvis ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret,
"hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved
afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med
barnet."
En samværsret, der -
eventuelt efter statsamtets bestemmelse - tilkommer den af forældrene, der
ikke
har forældremyndigheden, bortfalder ikke, fordi barnet eller den unge
anbringes
uden for hjemmet, men samværsretten kan afbrydes eller begrænses af den
anbringende kommune, når bestemmelserne herfor er opfyldt.
Det følger af de citerede og
refererede bestemmelser, at udgangspunktet for kommunen i forbindelse med en
anbringelse er, at samværet mellem forældre og barn så vidt muligt skal
opretholdes. Grundlaget for (A's) samvær med (C) var, forud for kommunens
afgørelse, den resolution fra statsamtet, der delvist er gengivet ovenfor.
Herefter og på baggrund af ordlyden af de ovenfor citerede og refererede
bestemmelser er det min opfattelse, at en afgørelse om afbrydelse af eller
begrænsning i et fastsat samvær ikke kan finde sted, medmindre der foreligger
tungtvejende grunde, jf. også ordene "absolut påkrævet" i
magtanvendelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1.
En sådan afgørelse er en
skønsmæssig afgørelse, som jeg efter de regler, der gælder for min
virksomhed,
ikke kan efterprøve, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I denne
sag har jeg nærmere undersøgt, om gældende regler om partshøring, begrundelse
og inhabilitet har været iagttaget af kommunen med hensyn til afgørelsen i
skrivelsen af 26. august 1992; om oplysningsgrundlaget har været mangelfuldt
og
om kommunens bevisbedømmelse har været behæftet med fejl.
Vedrørende partshøring
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, er sålydende:
"Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse,
før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse."
Efter gængs fortolkning
gælder høringspligten også, selv om parten for så vidt kender de pågældende
oplysninger, når denne dog ikke er bekendt med, at oplysningerne indgår i
beslutningsgrundlaget
for en bestemt sag, jf. f.eks. punkt 107 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven.
Det er i sagen uomtvistet, at
afgørelsen om tilsidesættelse af statsamtets samværsresolution hovedsageligt
blev truffet på grundlag af (G's) erklæring af 13. august 1992.
Kommunen har under
samværssagens behandling ikke anmodet (A) om hans bemærkninger til
erklæringens
indhold. Den omstændighed, at (A), i sagsbehandler (J's) påhør, under
fogedforretningen den 14. august 1992 fik udleveret en kopi af fogedens
eksemplar af (G's) erklæring og i den forbindelse fik lejlighed til at
fremkomme med sine indsigelser herimod, kan ikke medføre, at (A) herefter er
behørigt partshørt i relation til afgørelsen om samværsbegrænsning. Jeg
henviser herved til, at kommunen hverken under eller efter fogedmødet gjorde
(A) bekendt med, at kommunen agtede at anvende erklæringen som grundlag for
en
beslutning om at afbryde eller begrænse hans kontakt med (A) i forbindelse
med
anbringelsen på børnehjemmet. Heller ikke den omstændighed, at (A) telefonisk
har været i kontakt med sagsbehandleren og andre ansatte samt
kommunalpolitikere i (K-by) Kommune i perioden mellem den 14. og 25. august
1992, kan efter min opfattelse medføre, at pligten til partshøring er
opfyldt.
Skulle dette være tilfældet, måtte det under alle omstændigheder forudsætte,
at
bemærkningerne var blevet noteret i overensstemmelse med reglerne om
notatpligt, jf. offentlighedslovens § 6.
Heller ikke brevkopien af 19.
august 1992 kan antages at udgøre en behørig partshøring, allerede fordi
brevet
ikke var adresseret til (A) og i øvrigt fremtræder som en afgørelse.
Jeg må på baggrund af det
anførte konstatere, at kommunen ikke har overholdt forvaltningslovens regler
om
partshøring.
Vedrørende begrundelse
Kommunens skrivelse af 26.
august 1992 indeholder ingen selvstændig begrundelse, bortset fra en
henvisning
til bistandslovens § 67, stk. 1. Skrivelsen indeholder således ikke en
angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen,
jf.
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., eller en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig
betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2. Kommunen har
herved tilsidesat forvaltningslovens regler om udformning af begrundelse, jf.
lovens § 24, jf. § 22. Hvad angår kommunens bemærkning om, at (A) forinden
havde fået kopi af skrivelsen af 19. august 1992 til børnehjemmet
indeholdende
begrundelsen for beslutningen, skal jeg bemærke, at allerede fordi skrivelsen
af 26. august 1992 ikke indeholder en henvisning til brevkopien, er indholdet
af denne uden betydning for spørgsmålet om begrundelse. Hertil kommer, at
brevkopien vedrører en anden (type) afgørelse (en total afbrydelse af
samværet).
Jeg skal endvidere bemærke, at afgørelsen ikke indeholder en henvisning til
den
hjemmel for indskrænkningerne vedrørende den telefoniske kontakt og
brevkontakten mellem (A) og (C), som kommunen måtte have anvendt (formentlig
magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1).
Inhabilitet
Ved bedømmelsen af
spørgsmålet om, hvorvidt (G) burde have undladt at deltage i sagens
behandling
p.gr.a. inhabilitet, opstår for det første et spørgsmål om, i hvilken rolle
kommunen har ønsket at inddrage ham i sagen: Som uvildig sagkyndig eller som
en
sagkyndig, der bistod eller repræsenterede moderen. Såfremt kommunen har
ønsket
at anvende ham som uvildig sagkyndig, kan der rejses spørgsmål om
inhabilitet.
Som tidligere anført er det
uomtvistet, at (G's) erklæring af 13. august 1992 har dannet hovedgrundlaget
for kommunens afgørelse om samværsbegrænsning. Herefter og på baggrund af den
rolle, som den pågældende i øvrigt har haft i forbindelse med kommunens
beslutninger i sagen, lægger jeg til grund, at kommunen har anvendt ham som
uvildig sagkyndig.
Spørgsmålet om inhabilitet må
bedømmes med udgangspunkt i forvaltningslovens bestemmelser herom. Loven
indeholder i § 3, stk. 1, bl.a. følgende bestemmelse:
"Den, der virker inden
for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
1) vedkommende selv har en
særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller
tidligere har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
..."
Forvaltningslovens
bestemmelser om inhabilitet gælder imidlertid kun for de personer, der
medvirker i en sags behandling som ansat i den myndighed eller som medlem af
det kollegiale organ, der skal afgøre sagen, jf. lovens § 2, stk. 1, og § 6,
stk. 1. Medvirker en anden myndighed ved afgivelse af udtalelse til brug for
den besluttende myndigheds afgørelse, er ansatte i denne anden myndighed ikke
omfattet af forvaltningslovens inhabilitetsbestemmelser.
(G) var ved erklæringens
afgivelse ikke omfattet af disse bestemmelser, idet han ikke medvirkede
(direkte)
ved behandlingen af sagen, som ansat i kommunen. Lovens bestemmelser
suppleres
imidlertid af almindelige ulovbestemte grundsætninger om inhabilitet, som kan
finde anvendelse i en situation som den foreliggende.
Under fogedforretningen den
14. august 1992 og i klagen af 23. august 1992 til det sociale ankenævn har
(A)
fremført, at (G) måtte anses for inhabil. Kommunen har ikke undersøgt denne
indsigelse nærmere inden socialudvalgsmødet den 25. august 1992, eksempelvis
ved henvendelse til (G) selv, til statsamtet eller til embedslægen, som -
hvilket kommunen på fogedmødet den 14. august 1992 fik oplysning om - havde
modtaget en klage fra (A) bl.a. vedrørende dette spørgsmål. Under henvisning
til det, jeg har anført ovenfor i relation til forvaltningslovens § 3, har
kommunen ikke med føje kunnet anse indsigelsen for åbenbart grundløs, jf.
princippet i forvaltningslovens § 6, stk. 1. Jeg henviser i den forbindelse
tillige til, at indsigelsen om inhabilitet var konkret begrundet, og at
nærmere
oplysninger herom uden større besvær og uden forsinkelse af sagen kunne have
været indhentet.
Kommunens bemærkning om, at
(A) ikke efterkom en opfordring til at dokumentere sin påstand, har jeg ikke
fundet anledning til at kommentere, allerede fordi opfordringen ifølge
journalarket
blev fremsat den 5. oktober 1992, d.v.s. efter sagens afgørelse.
Vedrørende oplysningsgrundlaget for afgørelsen
Efter det almindelige
sagsoplysningsprincip (officialprincippet) påhviler det den enkelte
forvaltningsmyndighed selv - eventuelt i samarbejde med andre myndigheder -
at
fremskaffe de fornødne oplysninger, før afgørelse træffes i en sag, eller dog
at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens
oplysning.
a) vedrørende (G's) erklæring
Det fremgår ikke af erklæringen,
hvor mange gange (C) har været på sygehuset, hvem hun har talt med, og
hvornår
hun sidst har været på ambulatoriet. Det fremgår således heller ikke, om (C)
har været på ambulatoriet i forbindelse med de ændringer i hendes liv, der
har
medført, at hun mod sin vilje blev anbragt uden for hjemmet og kraftigt fik
begrænset sin kontakt til faderen. Kommunen har i udtalelsen anført, at
svaret
på disse spørgsmål er socialforvaltningen ubekendt, men har som tidligere
nævnt
forladt sig på, at erklæringen var blevet til i overensstemmelse med reglerne
herfor.
Jeg skal hertil bemærke, at
det følger af officialprincippet, at kommunen har et selvstændigt ansvar for,
at de fornødne og korrekte oplysninger foreligger. Kommunen kunne således
ikke
uden videre gå ud fra, at oplysningerne i speciallægeerklæringen var
tilstrækkelige, men burde have forholdt sig kritisk hertil, navnlig når
henses
til følgende omstændigheder:
(A) har over for fogedretten
- i sagsbehandler (J's) påhør - anført, at der alene har været tale om en
enkelt samtale på sygehuset, jf. fogedbogen. (A) har endvidere i sit brev af
23. august 1992 til det sociale ankenævn anført, at hverken han eller (C) har
haft samtaler med (G) før eller i forbindelse med erklæringens udfærdigelse.
Jeg bemærker i den
forbindelse, at kommunen hverken ses at have søgt oplysninger på (Æ-by)
Sygehus
(heller ikke i forbindelse med afgivelsen af udtalelsen til mig) eller hos
(B)
om dette spørgsmål. Jeg henviser herved til, at (B) - som tidligere nævnt -
over for statsamtet har oplyst, at overlæge (O) (psykiatrisk overlæge på
(Æ-by)
Sygehus) har haft (C) i behandling. Jeg skal endelig anføre, at de
bemærkninger
i mødereferatet fra "visitationsmødet" den 20. august 1992, som (G)
er refereret for - og som er gengivet ovenfor - burde have givet kommunen
yderligere anledning til undersøgelse af oplysningsgrundlaget for
erklæringen.
På baggrund af det anførte må
jeg ved min bedømmelse af sagen lægge til grund, at (G's) erklæring er
afgivet
uden (A's) eller (C's) direkte medvirken.
Om (G's) erklæring opfylder
de grundlæggende krav, der kan stilles til psykiatriske undersøgelser til
brug
for samværssager, har jeg, som sagen i øvrigt foreligger for mig, ikke
tilstrækkelig anledning til at undersøge. Efter det oplyste indgår dette
spørgsmål
i embedslægens behandling af (A's) klage.
b) vedrørende spørgsmålet om (C's) medvirken
Det fremgår af kommunens
udtalelse, at (C's) holdning til spørgsmålet om samværsbegrænsning var kendt
på
forhånd efter samtaler med hende, og at man også af denne grund ikke fandt
anledning til at inddrage hende i sagsbehandlingen forud for afgørelsen af
25.
august 1992. Jeg må dog - på baggrund af udtalelsen til mig - forstå
kommunens
holdning på den måde, at man, allerede fordi bistandslovens § 67 ikke
indeholder
regler om inddragelse af barnet i sagens behandling, ikke har ment sig
forpligtet til at inddrage (C) i sagen. Da en pligt til at indhente udtalelse
fra et større barn eller en ung efter omstændighederne kan følge af det
almindelige, ulovbestemte sagsoplysningsprincip, kan jeg ikke være enig i
kommunens opfattelse. Der kan heller ikke sluttes modsætningsvis fra
myndighedslovens § 26, hvorefter der skal finde en samtale sted med et barn,
der er fyldt 12 år, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed
eller samværsret; en samtale der dog kan undlades, hvis den må antages at
være
til skade for barnet eller uden nogen betydning for afgørelsen. Denne
bestemmelse må efter min mening anses som en lovfæstelse på et begrænset
område
af det i øvrigt ulovbestemte sagsoplysningsprincip. Jeg vil i den forbindelse
tillige pege på de hensyn, der ligger bag artikel 12 i FN-konvention af 20.
november 1989 om Barnets Rettigheder (bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992
-
Lovtidende C).
Om kommunen i den konkrete sag
har haft grundlag for at undlade at tage en samtale med (C) under henvisning
til, at en samtale måtte antages at være til skade for barnet, har jeg ikke
tilstrækkelig anledning til at komme ind på, således som sagen foreligger for
mig.
c) vedrørende kommunens anvendelse af (G's) erklæring
Erklæringen omhandler ifølge
overskriften (C's) behandlingsbehov. I konklusionen fastslår (G), at (C's)
personlighedsmæssige og sociale velfærd anses for truet, såfremt hun
forbliver
hos faderen. Når konklusionen
ses i sammenhæng med erklæringens faktiske oplysning om (C's) opholdssted på
daværende tidspunkt, må konklusionen efter min opfattelse nødvendigvis
forstås
som en henvisning til barnets bopæl og kan efter min opfattelse ikke uden
videre anses for brugbar som sagkyndigt grundlag for en afgørelse om
samværsret. I erklæringens afsnit, benævnt konklusion og anbefaling, er ordet
samvær i øvrigt kun brugt i forbindelse med en bemærkning om, hvad opholdet
på
børnehjemmet tillige bør anvendes til. I den forbindelse skal jeg endvidere
bemærke, at spørgsmålet om samværsafbrydelse eller -begrænsning ikke ses at
være nævnt i kommunens akter før under en samtale med (B) den 14. august 1992
om aftenen, altså på et tidspunkt, der ligger efter erklæringens udstedelse.
Efter min opfattelse har erklæringen ifølge sit eget indhold ikke med nogen
vægt kunnet indgå i grundlaget for en afgørelse om samværsbegrænsning.
Sammenfattende er det min
opfattelse, at oplysningsgrundlaget for kommunens afgørelse ikke har været
tilstrækkeligt.
Konklusion
Således som sagen efter det,
jeg har anført ovenfor, foreligger for mig, har kommunens oplysningsgrundlag
forud for afgørelsen den 25. august 1992 - udover rapporten efter den
børnesagkyndige undersøgelse i 1991, som dannede grundlag for statsamtets
samværsresolution - hovedsageligt bestået af de oplysninger og vurderinger,
som
er indeholdt i (G's) erklæring af 13. august 1992 og i mødereferatet fra
"visitationsmødet" den 20. august 1992 på børnehjemmet, herunder
fra
(G).
Som nævnt ovenfor har kommunen
ikke på det foreliggende grundlag kunnet anvende (G's) vurderinger - i det
omfang de overhovedet sigter på det blotte samvær mellem (C) og (A) - som
indlæg fra en uvildig speciallæge. Jeg henviser herved til den tvivl
vedrørende
(G's) habilitet, som jeg nærmere har redegjort for ovenfor (...). Hertil
kommer, at (G's) vurderinger som anført alene må antages at bygge på samtaler
med (B), i al fald i relation til den ændring i (C's) situation, der
indtrådte
i sommeren 1992.
Som ovenfor nævnt har jeg lagt
til grund, at kommunen ved bevisbedømmelsen har anvendt (G's) iagttagelser og
vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering.
Kommunens bevisbedømmelse i
sagen er efter min opfattelse på baggrund af denne misopfattelse behæftet med
fejl i et sådant omfang, at der, når denne fejl sammenholdes med de øvrige
fejl, hersker en betydelig tvivl om, hvorvidt afgørelsen kunne opretholdes
som
gyldig.
De ovenfor påpegede fejl med
hensyn til partshøring og begrundelse anser jeg for kritisable.
De nævnte fejl vedrørende
inhabilitetsspørgsmålet, oplysningsgrundlaget og bevisbedømmelsen finder jeg
særdeles kritisable.
Som nævnt har kommunen den
27. oktober 1992 ophævet begrænsningerne i (A's) samvær. Herefter foretager
jeg
ikke videre i sagen."
Med et brev af 5. januar 1993
tog kommunen til genmæle over for min udtalelse
Efter at have bemærket, at
"kommunen tager ombudsmandens kritik af formelle fejl så som manglende
partshøring og begrundelse til efterretning", anførte kommunen bl.a.,
at
min kritik for ensidigt var baseret på G's erklæring, der ikke
har haft direkte eller afgørende betydning for kommunens afgørelse,
at
min udtalelse i øvrigt fandtes at hvile på et unuanceret og
ensidigt grundlag, og
at
kommunen stod noget uforstående over for formålet med de mange
spørgsmål om G, som min medarbejder havde stillet telefonisk.
Den 22. januar 1993 bemærkede
jeg i en ny skrivelse til kommunen, at det anførte ikke gav mig grundlag for
at
ændre min opfattelse af kommunens afgørelse, og at jeg kunne henholde mig til
min
udtalelse.
Jeg anførte i øvrigt over for
K kommune følgende:
"I brevet har kommunen
på side 4 anført, at overlæge (G's) erklæring (af 13. august 1992) ikke kan
ses
"at have direkte eller
afgørende betydning for beslutningen om begrænsning af faderens samkvemsret i
henhold til bistandslovens § 67, stk. 1".
Jeg skal hertil bemærke, at
kommunen i sin udtalelse af 15. oktober 1992, som er refereret og delvist
citeret i min afsluttende skrivelse, har anført, at kommunens brev af 19.
august 1992 til børnecentret indeholder begrundelsen for afgørelsen. Dette
brev
henviser alene til (G's) erklæring. Jeg skal endvidere henvise til, at jeg i
den skrivelse af 9. oktober 1992, hvormed jeg iværksatte min undersøgelse, i
det indledende afsnit til 6 specifikke spørgsmål, der i det væsentligste
angik
(G's) erklæring og person har anført, "at (jeg) må forstå udvalgets
afgørelse på den måde, at afgørelsen hovedsageligt bygger på (G's)
erklæring"; en antagelse, kommunen ikke har taget afstand fra i sit svar
af 15. oktober 1992. På denne baggrund stiller jeg mig uforstående over for
den
citerede sætning .... Da kommunens afgørelse om samværsbegrænsning m.m. ikke
længere er i kraft, og en genoptagelse af min undersøgelse således ikke ville
have betydning for sagens parter, giver kommunens bemærkning mig ikke
anledning
til at genoptage min behandling af sagen.
I brevet er det ligeledes ...
anført, at kommunen finder, at min afgørelse er "truffet på et
unuanceret
og ensidigt grundlag". Også denne bemærkning må jeg stille mig
uforstående
overfor. Grundlaget for min udtalelse var hverken ensidigt eller unuanceret,
idet dette stammede både fra klageren og kommunen. Endvidere fik såvel
kommunen
som klageren i overensstemmelse med almindelige kontradiktoriske principper
mulighed for at kommentere modpartens indlæg, inden jeg afgav min udtalelse.
Herudover skal jeg bemærke, at min udtalelse i sagen alene bygger på de
akter,
der forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen. Faktiske oplysninger
vedrørende
en senere periode kan ikke tillægges nogen betydning for min vurdering af
kommunens afgørelse i skrivelse af 26. august 1992 til (A).
Det forekommer uklart, hvilke
dele af min kritik, kommunen har taget til efterretning, jf. den ikke
udtømmende opregning i kommunens skrivelse. Dette giver mig anledning til at
bemærke, at jeg ikke under min behandling af sagen har taget stilling til,
om
kommunen på et tilstrækkeligt
oplysningsgrundlag senere ville have kunnet træffe en afgørelse af samme
indhold som den påklagede. Jeg henviser i den forbindelse også til det, min
medarbejder til stadighed har sagt under telefonsamtalerne med kommunens
socialdirektør og sagsbehandler, at min undersøgelse ikke var rettet mod
afgørelsens indhold, men den måde hvorpå den var blevet til.
Til det kommunen har anført
om formålet med samme medarbejders henvendelse den 1. oktober 1992 til
(kommunaldirektøren), skal jeg henvise til min udtalelse side 338, hvor jeg
nærmere har redegjort herfor."
Lignende dokumenter
- Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn. Retsinformation · 25. juni 2003
- Samværsret ændret kort før første samvær. Kort frist for partshøring. Retsinformation · 5. november 2003
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 31. maj 2018. — Neli Valcheva mod Georgios Babanarakis. EU-domme · 31. maj 2018
- Sagen drejer sig om erstatning fra en kommune som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommunens beslutning om hjemgivelse af barnet Domsdatabasen · 12. januar 2021
- Landsretten har ændret byrettens afgørelse, således at kommune frifindes i sag om erstatning som følge af seksuelle overgreb begået af en far mod en datter efter kommunens beslutning om hjemgivelse Domsdatabasen · 8. marts 2022