Spring til indhold

Retsinformation

Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko

FOU nr 1995.191UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt

bortførelsesrisiko

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

A og B blev skilt i Colorado,

USA, ved dom af 4. januar 1991. Moderen, B, fik forældremyndigheden over

fællesbarnet C, der var født i 1985, og faderen, A, fik ret til samvær.

Moderen

og barnet bosatte sig få måneder efter skilsmissen i Danmark mens faderen

blev

boende i Colorado.

På A's foranledning fastsatte

District Court, County of Summit, State of Colorado, ved dom af 27. juli 1992

omfanget af hans ret til samvær med C. Ifølge dommen fik A ret til samvær

fire-seks uger i skolernes sommerferie, juleferien hvert andet år, syv dage i

to af de skoleferier efterår, vinter og forår i ulige år og syv dage i én af

de

nævnte ferier i lige år. A fik tillige ret til samvær hver gang han var i

Europa.

I august 1992 ansøgte A

Københavns Statsamt om fastsættelse af samværsret. I forbindelse med

statsamtets behandling af ansøgningen var A og B til møder i statsamtet, og

konsulent i statsamtet, psykolog D, havde i oktober 1992 samtaler med A, B og

C. På baggrund af disse samtaler afgav psykologen en erklæring hvori han

konkluderede følgende:

"(C) synes først og

fremmest at være fanget i dette spil mellem forældrene, som gør ham usikker,

forvirret og skræmt. Han holder af begge forældre, men begge hænges de af den

anden ud for noget kriminelt. Drengen får hermed et billede af begge sine

forældre,

Læs alt

som er i høj grad urovækkende.

Han har naturligvis brug for

at dette spil stopper. At forholdet afdramatiseres, og at han kan få lov til

at

være sikker på begge sine forældre. Med hensyn til samvær skønnes dette bedst

at kunne ske ved at drengen kommer i gang med et normalt samvær med sin far,

også i USA. Sker dette ikke, vil krigen mellem forældrene fortsætte, og

situationen først blive ekstra kritisk for drengen. Risikoen for at faderen

kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få

forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge

Colorado-dommen krænkes."

Københavns Statsamt traf

afgørelse den 5. februar 1993 om at tillægge A ret til samvær med barnet

indtil

videre hvert år fire uger i skolens sommerferie, hvert år hele skolens

efterårsferie, i de ulige år hele skolens vinterferie, i de lige år fra den

22. december til næste år den 2. januar. Samværet kunne udøves uden for

Danmarks grænser, herunder i Colorado. Statsamtet begrundede afgørelsen

således (skrivelse af 15. januar 1993 til Civilretsdirektoratet):

"En afgørelse som anført

foran ville stort set følge den af retten i Colorado den 27. juli 1992

afsagte

dom.

Med hensyn til statsamtets

begrundelse for dette standpunkt henvises til det under samtalerne her med

forældrene og barnet fremkomne, herunder den af psykolog (D) afgivne

erklæring,

som undertegnede repræsentanter fra statsamtet, der har deltaget i samtlige

samtaler, fuldt ud kan tilslutte sig.

Under hensyn til, at (C) har

tilbragt størstedelen af sit liv i Colorado, samt til at faderen klart kan

tilbyde barnet store kvaliteter, både i form af kontakt til sin familie og

ved

en udvidelse af bredden i barnets oplevelser og erfaringer iøvrigt, finder

statsamtet det bedst for barnet, at der gives tilladelse til, at samværet kan

udøves uden for Danmark, herunder i Colorado, svarende til det livsmønster

begge forældre fastlagde for barnet fra dets første leveår.

Statsamtet finder ikke, at

der er nogen særlig risiko for, at barnet ikke bringes tilbage her til landet

efter udøvelsen af samvær. Der henvises til lov af 27. november 1990 om

international

fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v., idet bemærkes, at også

Colorado har ratificeret Haagerkonventionen. Endelig henvises til vedlagte

skrivelse af 2. december 1992 fra mandens advokat i Colorado, hvor hun

redegør

for retlige forhold i Colorado.

Statsamtet er opmærksom på,

at der muligvis kan være en lille risiko for, at forældremyndighedsdommen,

hvis

faderen begærer det, kan ændres af retten i Colorado. Imidlertid er det

statsamtets opfattelse, at faderen har til hensigt at respektere

forældremyndighedsdommen, såfremt han får samværsret i overensstemmelse med

de

af retten i Colorado fastsatte retningslinier.

Statsamtet skal særligt

henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med (A's) besøg i Danmark i

efteråret 1992 blev gennemført en række samvær, herunder i en weekend med 2

overnatninger og uden overvågning. Der henvises til statsamtets resolutioner,

der i det væsentlige er udfærdiget i overensstemmelse med derom mellem

parterne

opnået enighed. Endvidere er der efter statsamtets bestemmelse og i

overensstemmelse med parternes enighed udøvet samvær i en uge i

jule/nytårsferien med overnatning i og uden for København og uden

overvågning."

B klagede umiddelbart efter

afgørelsen til Civilretsdirektoratet.

A ansøgte i marts 1993 statsamtet

om ret til samvær uden for Danmarks grænser i påsken. Statsamtet tillagde ham

ved afgørelse af 1. april 1993 samværsret i overensstemmelse med hans

ansøgning. B klagede umiddelbart efter til Civilretsdirektoratet.

Direktoratet

besluttede den 2. april 1993 at tillægge klagen opsættende virkning, idet

direktoratet ikke for tiden fandt at der skulle være samvær uden for Danmarks

grænser mod moderens protest.

Den 18. juni 1993 ændrede

Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelser af 5. februar og 1. april 1993

således at samvær alene kunne udøves i Danmark. Civilretsdirektoratet anførte

som begrundelse for afgørelsen følgende (skrivelse til B):

"Det er

Civilretsdirektoratets praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve

samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for, at det pågældende

lands

myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis

den samværsberettigede ved samværets udløb skulle tilbageholde barnet i

udlandet.

Efter Danmarks tiltrædelse af

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af

mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren,

hvis

det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen.

Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.

Ved afgørelse af, om der kan

gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har

tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til

en

ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i

vurderingen,

om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet.

Efter at have gennemgået

sagen ændrer Civilretsdirektoratet hermed statsamtets afgørelse af 5. februar

1993, således at samværet skal finde sted i Danmark 4 uger i skolens

sommerferie, hvert år i skolens efterårsferie, i ulige år i skolens

vinterferie

samt i lige år 1 uge i julen dog ikke juleaften. Endvidere ophæves afgørelse

af

1. april.

Civilretsdirektoratet har

således ikke fundet grundlag for at fastsætte samvær i udlandet.

Civilretsdirektoratet har

fundet, at der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i

forbindelse

med samvær i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en

tilbagelevering vil finde sted.

Civilretsdirektoratet har

herved navnlig lagt vægt på psykolog (D's) erklæring om, at risikoen for, at

(A) kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få

forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge

Colorado-dommen krænkes, sammenholdt med (A's) tilkendegivelse om, at han

ikke

har til hensigt at ændre forældremyndigheden, såfremt omfanget af samværet,

som

det er fastsat ved dom af 4. januar 1991, dom af 27. juli 1992 samt

statsamtets

afgørelse af 5. februar 1993, overholdes.

Civilretsdirektoratet har

derimod ikke fundet, at der er en sådan risiko for bortførelse, at (A) ikke

bør

have samvær med (C) her i landet. Civilretsdirektoratet har herved navnlig

lagt

vægt på, at De frivilligt har givet (A) samvær med (C) i Danmark i

efterårsferien og juleferien 1992, ligesom De var indstillet på at give

samvær

i påsken 1993.

..."

Den 12. november 1993

anmodede A statsamtet om at tage spørgsmålet om samvær uden for Danmark op

til

fornyet overvejelse, og han bad i den forbindelse om et møde i statsamtet den

3.

januar 1994. Statsamtet indkaldte den 16. november 1993 B og C til et møde

den

nævnte dato, men B's advokat meddelte i brev af 22. november 1993 statsamtet

at B's indstilling var uændret, og at advokaten derfor ikke fandt grundlag

for yderligere drøftelser.

Af et notat fra A's samtale i

statsamtet den 3. januar 1994 fremgik at han ønskede at alt fremtidigt samvær

skulle kunne udøves uden for Danmark. A begrundede sit ønske med at han i

sommeren 1994 forventede arbejde ved en række weekend-arrangementer især i

USA,

hvorfor han ikke kunne holde ferie i Danmark, men at han ved ret til samvær i

USA kunne have C med til de nævnte arrangementer.

Den 1. februar 1994 traf

statsamtet afgørelse om at det fastsatte samvær kunne udøves uden for

Danmarks

grænser. Under hensyn til at A havde oplyst fuldt ud at have udnyttet de

fastsatte regler for samværet, og at både A og B havde oplyst at samværet var

forløbet upåklageligt, fandt statsamtet det rimeligt og i overensstemmelse

med

barnets tarv at der for fremtiden var mulighed for at samværet kunne udøves

uden for landets grænser.

I breve af 23. februar og 2.

marts 1994 klagede B's advokat til Civilretsdirektoratet over at samværet

kunne udøves uden for landets grænser.

Civilretsdirektoratet ændrede

statsamtets afgørelse i en afgørelse af 8. april 1994, således at samvær ikke

kunne finde sted uden for Danmark. Civilretsdirektoratet redegjorde som i

afgørelsen af 18. juni 1993 for sin praksis og anførte herefter følgende

begrundelse (skrivelse til B's advokat):

"Det fremgår af sagen,

at (A) siden Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 har udøvet

samvær i Danmark med (C) i sommerferien 1993, i efterårsferien 1993, i julen

1993, og i påsken 1994.

Deres klient har blandt andet

begrundet sin frygt for tilbageholdelse med, at (A) aldrig fortæller, hvor

han

tager hen med (C), og at det aldrig har været muligt at få en fast aftale med

(A) om, hvornår (C) skal afhentes og afleveres. Hun mener ikke, at hun kan

stole på (A) og oplyser, at (C) ikke ønsker samvær uden for Danmark.

(A) har tilkendegivet over

for Civilretsdirektoratet, at han er indstillet på at efterleve statsamtets

resolution.

Civilretsdirektoratet har

lagt vægt på disse oplysninger, og på at (C) kun er 9 år.

Man har endvidere lagt vægt

på en psykologerklæring afgivet af (D), hvori det er anført, at risikoen for,

at (A) vil skride til bortførelse, skønnes til stede, såfremt hans

rettigheder

ifølge en dom om samværsret fra Colorado District Court, County of Summit

krænkes. Ifølge den nævnte dom fik (A) samvær i USA i et omfang, som ligger

væsentligt ud over det, som han kan få efter dansk praksis.

På denne baggrund kan

Civilretsdirektoratet ikke med fornøden sikkerhed afvise Deres klients

påstand

om risikoen for tilbageholdelse i udlandet og har således fundet, at samvær

ikke skal kunne udøves uden for landets grænser."

A klagede herefter til mig

den 12. april 1994. I anledning af hans klage anmodede jeg Københavns

Statsamt

og Civilretsdirektoratet om udtalelser.

I sin udtalelse af 4. maj

1994 henholdt Københavns Statsamt sig til sine afgørelser om samværsret og

anførte bl.a. følgende:

"...

Statsamtet har efter en meget

grundig sagsbehandling fundet det rimeligt og bedst for (C), at faderen har

mulighed for at udøve samværsret uden for landets grænser. Man finder ikke,

at

der foreligger nogen reel bortførselsrisiko.

..."

Civilretsdirektoratet

henholdt sig i sin udtalelse af 9. maj 1994 til sin afgørelse af 8. april

1994.

I en skrivelse til A af 6.

oktober 1994 udtalte jeg foreløbigt følgende:

"Myndighedernes

afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven der har følgende

indhold:

"

§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at

den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.

§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og

udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i

forbindelse hermed.

Stk. 2.

Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre

eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad

der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn

til

den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

En afgørelse om samværsret

træffes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Afgørelsen

træffes

under hensyn til hvad der er bedst for barnet. Der tages herved navnlig

hensyn

til barnets alder, forældrenes hidtidige forbindelse med barnet og afstanden

mellem forældrenes bopæle.

For så vidt angår problemet i

denne sag - om udøvelse af samvær i udlandet - har Civilretsdirektoratet

anført

følgende:

"...

Det er Civilretsdirektoratets

praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet,

medmindre

der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder vil medvirke

til

at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis den samværsberettigede ved

samværets udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet.

Efter Danmarks tiltrædelse af

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af

mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren,

hvis

det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen.

Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.

Ved afgørelse af, om der kan

gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har

tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til

en

ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i

vurderingen

om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet."

(Gengivet i direktoratets

afgørelser af 18. juni 1993 og 8. april 1994).

Haagerkonventionen af 25.

oktober 1980 blev gennemført i Danmark ved lov nr. 793 af 27. november 1990

om

international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.

Af de almindelige

bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 351)

fremgår at lovforslaget - ud over at forhindre eller begrænse

børnebortførelse

- vil medvirke til at forbedre mulighederne for at forældre der bor i hver

sit

land, kan få samværsret med deres børn.

Loven indebærer en lempelse

af den hidtidige praksis vedrørende fastsættelse af samværsret for forældre

der

er udenlandske statsborgere. (Anf. sted sp. 354). Denne praksis er i

betænkning

nr. 1166/1989 om internationale børnebortførelser, som loven bygger på,

beskrevet således:

"Praksis vedrørende

fastsættelse af samværsret for forældre, der er udenlandske statsborgere, og

for samværsret i udlandet er i almindelighed restriktiv. Har den af

forældrene, der ønsker samværsret, udenlandsk statsborgerskab eller anden

stærk

tilknytning til udlandet, kræves som regel sikkerhed for, at den pågældende

ikke forlader landet med barnet under udøvelsen af samværsretten. Dette opnås

i

almindelighed ved at forlange deponering af passet under samværsrettens

udøvelse. Samværsret, der ønskes udøvet i udlandet uden for Norden, nægtes

konsekvent, hvis forældremyndighedens indehaver modsætter sig det, medmindre

der er fuld sikkerhed for, at man kan regne med bistand fra udenlandske

myndigheder, hvis den berettigede ved samværsrettens udløb skulle

tilbageholde

barnet i udlandet." (Betænkningen, s. 25).

Udgangspunktet om

tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fremgår af lovens § 10 der er

sålydende:

"Børn, som ulovligt er

ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning

tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart

før

bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt

Haagerkonventionen.

Stk. 2.

En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis:

1) handlingen strider mod

forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer,

en

institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i

den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller

tilbageholdelsen,

og

2) rettighederne udøvedes på

det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de

fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var

foretaget."

Loven - og konventionen -

indeholder visse undtagelser fra udgangspunktet om tilbagegivelse hvor det i

helt særlige tilfælde findes bedst for barnet at tilbagegivelse ikke skal

ske.

I betænkning nr. 1166 er der om Haagerkonventionens hovedformål og forholdet

til konventionens undtagelsesbestemmelser bl.a. anført følgende:

"...

Formålet er en genoprettelse

af den faktiske tilstand, således at tvister om forældremyndighed og

samværsret

får sin endelige afgørelse i barnets oprindelsesland. Spørgsmålet, om en

bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig efter Haagerkonventionen,

afgøres

alene efter loven i det konventionsland, hvor barnet boede, da bortførelsen

eller tilbageholdelsen fandt sted. Bekræftes det, at der foreligger en

ulovlig

børnebortførelse, har den konventionsstat, hvor barnet befinder sig, pligt

til

at udlevere barnet, selv om forældremyndighedsspørgsmålet ville blive bedømt

anderledes efter dette lands egen lovgivning. Tilbagegivelse kan dog nægtes

af

grunde, som er fastsat af hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf.

afsnit 4.2.

De muligheder, som

konventionerne åbner for at nægte at udlevere et barn, når dette ikke kan

anses

for at være i overensstemmelse med, hvad der er bedst for barnet, kan svække

konventionernes effektivitet. Som nævnt ovenfor bør der dog tilstræbes en

afbalanceret

ordning, således at konventionerne ikke tvinger en stat til at udlevere et

barn, når dette kan anses for at stride imod, hvad der er bedst for barnet.

Konventionerne indebærer, hvis forbeholdsmulighederne udnyttes, en rimelig

afvejning af almindelige effektivitetsønsker og hensynet til, hvad der er

bedst for barnet. Der er ikke grund til at antage, at de stater, som

tilslutter

sig konventionerne, vil udnytte undtagelsesbestemmelserne på utilsigtet måde.

Betydningen af konventionernes effektivitet er gensidig, og staterne må

følgelig være opmærksom på, at konventionernes regler skal følges loyalt, og

at

der ikke er grundlag for en situationsbetinget anvendelse afhængig af, om

staten er oprindelsesland eller modtagerland i den konkrete tvist.

..."

A

.

Civilretsdirektoratets

praksis hvorefter der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet,

medmindre der er fuld sikkerhed for at det pågældende lands myndigheder vil

medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark, kan ikke i sig selv give

mig

anledning til bemærkninger.

På baggrund af Haagerkonventionen

som både USA og Danmark har tilsluttet sig, for Danmarks vedkommende ved lov

nr. 793 af 27. november 1990, må der være en formodning for at betingelsen -

'fuld sikkerhed for medvirken til tilbagegivelse' ved udøvelse af samværsret

i udlandet - er opfyldt, jf. det der er anført ovenfor. I mangel af

holdepunkter for det modsatte må man derfor i en sag som den foreliggende gå

ud fra at USA som kontraherende stat vil medvirke i en eventuel sag om

tilbagegivelse.

Som sagen er oplyst, er der efter min opfattelse ikke grund til at betvivle

at

myndighederne i USA vil opfylde forpligtelserne efter konventionen.

B

.

Det er

Civilretsdirektoratets praksis at risikoen for at et barn f.eks. bringes

videre

til en ikke-kontraherende stat, indgår i vurderingen af om der kan gives

tilladelse til udøvelse af samværsret i et udland der har tiltrådt

konventionen.

En vis generel risiko for

viderebringelse til en ikke-kontraherende stat vil altid være til stede i

disse

sager. For at afslå en anmodning om samværsret i udlandet med henvisning til

denne risiko må der derfor foreligge en mere konkret begrundet sandsynlighed

for risiko for viderebringelse.

Civilretsdirektoratet har i

afgørelsen af 8. april 1994 ikke med fornøden sikkerhed kunnet afvise

påstanden

om risiko for tilbageholdelse i udlandet, og har på den baggrund ikke fundet

at samvær skal kunne udøves uden for landets grænser. Civilretsdirektoratet

har

ved denne afgørelse - og ved afgørelsen af 18. juni 1993 - lagt vægt på

erklæringen fra oktober 1992 fra psykolog (D). I erklæringen angives at det

vil

være bedst for (C) at han har et normalt samvær med Dem, også i USA. Det er

endvidere anført at risikoen for at De vil skride til bortførelse, f.eks. med

henblik på at få forældremyndigheden, skønnes til stede hvis Deres

rettigheder

ifølge Colorado-dommen krænkes.

I afgørelsen af 8. april 1994

har Civilretsdirektoratet lagt vægt på at De ifølge denne dom fik samvær i

USA

i et omfang som ligger væsentligt ud over det De vil kunne få efter dansk

praksis. Dette er jeg uforstående over for; så vidt jeg kan se, svarer

omfanget

af samvær ifølge Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 stort set

til Colorado-dommen.

Som anført ovenfor må der

efter lov nr. 493 af 27. november 1993 være en formodning for at en

kontraherende stat, her USA, vil medvirke ved tilbagegivelse hvis et barn

ulovligt tilbageholdes. Som ligeledes anført må der ved vurderingen af om der

er risiko for bortførelse, herunder til en ikke-kontraherende stat, kræves at

denne risiko er konkret begrundet/sandsynlig.

Efter ordlyden af

konklusionen i erklæringen fra psykolog (D) er den konkrete risiko for

bortførelse begrænset, nemlig til det tilfælde hvor Deres ret til samvær

ifølge Colorado-dommen krænkes. Forudsat der gives tilladelse til samvær i

USA,

vil der alene kunne tænkes en 'krænkelse af rettighederne', hvis det

tidsmæssige omfang

af samværet

indskrænkes i forhold til dommen.

I betragtning af den

forholdsvise overensstemmelse mellem den amerikanske og danske afgørelse

vedrørende omfanget af samværsretten står det mig ikke klart på hvilken

baggrund Civilretsdirektoratet i afgørelsen af 18. juni 1993 har fundet 'at

der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i forbindelse med

samvær

i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en

tilbagelevering vil finde sted'. Psykologerklæringen giver - på baggrund af

afgørelsen af samværets omfang - efter min mening ikke et tilstrækkeligt

sikkert grundlag for at antage at der foreligger en konkret

bortførelsesrisiko.

Efter min opfattelse er det

endnu vanskeligere at forstå at Civilretsdirektoratet igen ved afgørelsen af

8. april 1994 henviser til den samme psykologerklæring som begrundelse for at

afslå samvær i USA: På dette tidspunkt var der gået mere end halvandet år

siden

erklæringen blev udarbejdet, der havde i den mellemliggende periode været et

samvær i Danmark i overensstemmelse med afgørelsen, og statsamtet havde den

1.

februar 1994 på ny truffet afgørelse om samvær i USA.

Jeg må endvidere forstå

psykologerklæringen således at bortførelsesrisikoen vedrører tilbageholdelse

i

USA, Colorado (med henblik på overførelse af forældremyndigheden). Der er

således ikke i erklæringen anført en (konkret) risiko for bortførelse til en

ikke-kontraherende stat.

Selv om Civilretsdirektoratet

(ved afgørelsen af 8. april 1994) også har henvist til (B's) forklaring om

forløbet af samværet og til (C's) alder, må jeg lægge til grund at

erklæringen

fra oktober 1992 fra psykolog (D) har haft en meget væsentlig betydning for

Civilretsdirektoratets afgørelse.

Sammenfattende er det min

opfattelse at afslag på Deres ønske om udøvelse af samvær i USA under

henvisning til bortførelsesrisikoen forudsætter et mere sikkert grundlag for

bedømmelse af denne risiko, f.eks. gennem indhentelse af en psykologerklæring

afgivet på baggrund af en fornyet undersøgelse.

..."

På den baggrund bad jeg

Civilretsdirektoratet om bemærkninger til mine synspunkter. Jeg bad samtidig

direktoratet om at indhente en udtalelse fra C's mor, B.

B og hendes advokat fremsatte

henholdsvis den 15. og den 17. november 1994 bemærkninger til sagen.

Civilretsdirektoratet afgav

den 28. november 1994 følgende supplerende udtalelse til sagen:

"Civilretsdirektoratet

har vurderet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan afvises, at der er

en

risiko for, at barnet vil blive tilbageholdt i forbindelse med samvær i

udlandet. Man har på denne baggrund afslået at fastsætte samvær i udlandet -

uanset, at USA har tiltrådt Haagerkonventionen af 25. oktober 1980.

Det er Civilretsdirektoratets

opfattelse, at der bør udvises stor forsigtighed i forbindelse med skønnet

over, om der er risiko for bortførelse. Dette hænger sammen med, at man ikke

bør pålægge den forælder, der har forældremyndigheden, at skulle sende sit

barn

til udlandet, uden at der er fornøden sikkerhed for, at den anden forælder

sender barnet tilbage til tiden. Indehaveren af forældremyndigheden bør ikke

udsættes for, at spørgsmålet om barnets tilbagevenden skal afhænge af, om

myndighederne i det pågældende land finder, at betingelserne for at returnere

barnet er til stede. Forældremyndighedsindehaveren bør heller ikke udsættes

for

en risiko for, at barnet bringes til et land, der ikke er omfattet af

konventionen.

Indehaveren af forældremyndigheden bør end ikke udsættes for at skulle

undvære

barnet i den periode, som en sag om tilbagelevering tager.

Man skal i den forbindelse

pege på, at denne forsigtige vurdering ikke er ensbetydende med, at kontakten

mellem barnet og den anden forælder skal ophøre. Samværet skal blot udøves i

Danmark.

I den foreliggende sag er

forholdet det, at moderen i sin skrivelse af 16. december 1993 bl.a. oplyser,

at det er hendes opfattelse, at (A) planlægger, at (C) skal bo i USA, og at

han

på en konto i USA opsparer de børnebidrag, som hun har krav på til barnets

forsørgelse her.

Det fremgår endvidere af

bl.a. en telefax af 5. april 1993, at faderen har overvejet, hvorvidt han

skal

respektere skilsmissedommens vilkår om forældremyndighed, og at han - for sig

selv - har opstillet forskellige betingelser for at undlade at forsøge at få

forældremyndigheden ved dom i USA. Alene det forhold, at faderen øjensynlig

overvejer, om han skal have forældremyndigheden over barnet og under hvilke

betingelser han agter at undlade at søge herom, viser efter

Civilretsdirektoratets opfattelse, at der er en sådan risiko for en

tilbageholdelse, at Civilretsdirektoratet ikke finder at kunne tage ansvaret

for at pålægge moderen at skulle sende barnet til udlandet.

Det bemærkes endeligt, at der

efter Civilretsdirektoratets opfattelse er stor forskel på omfanget af

samværet fastsat i henhold til Colorado-dommen af 27. juli 1992 og

Civilretsdirektoratets samværsafgørelse. I Colorado-dommen er det bl.a.

bestemt, at sommerferiesamværet strækker sig over 4-6 uger, og at faderen har

ret til samvær, når han rejser i Europa, hvis dette ikke er i konflikt med

barnets skolegang."

A modtog kopi af udtalelserne

og fremsatte bemærkninger hertil i breve af 8., 19., 23. og 25. december 1994

samt 6. januar 1995.

Jeg udtalte herefter endeligt

i mit brev til A af 15. februar 1995 følgende:

"Det er et af formålene

med Haagerkonventionen at forbedre mulighederne for samvær med børn hvor den

samværsberettigede bor i et andet (konventions)land. Efter Danmarks

tiltrædelse

af konventionen må udgangspunktet være at en samværsberettiget efter

anmodning

skal kunne udøve samværet i udlandet.

Som anført må det på baggrund

af konventionen formodes at der er sikkerhed for at en konventionsstat vil

medvirke

til tilbagegivelse af et barn hvis der sker tilbageholdelse efter samvær, jf.

herved konventionens artikel 7. Hvis der imidlertid er en konkret risiko for

at

den samværsberettigede vil tilbageholde barnet, må udgangspunktet om ret til

samvær i udlandet efter min opfattelse fraviges. Hvis en udleveringssag

således

må forventes at blive en sandsynlig følge af samværsopholdet, er jeg enig med

Civilretsdirektoratet i at man af den grund kan afslå en begæring om samvær i

udlandet. Men jeg må fastholde mit synspunkt om at en risiko for

tilbageholdelse skal være konkret begrundet. De - i forhold til tidligere -

betydeligt forbedrede muligheder der efter konventionen er for at få barnet

udleveret til den der har forældremyndigheden, støtter efter min opfattelse i

sig selv dette synspunkt.

I erklæringen fra oktober

1992 fra psykolog (D) vurderes at det vil være bedst for (C) at han har et

normalt samvær med Dem, også i USA. Der er ikke i sagen senere sagkyndige

vurderinger af hvad der må anses for bedst for (C). Jeg må også af den grund

gå

ud fra at Civilretsdirektoratets afslag ikke - isoleret set - er begrundet i

en vurdering af (C's) forhold.

Om bortførelsesrisikoen har

Civilretsdirektoratet i udtalelsen af 28. november 1994 særligt henvist til

telefax af 5. april 1993 fra Dem om Deres overvejelser om samværet.

Der er bl.a. anført følgende:

"...

3. Petitioner, (A), stipulates that if the

Co-Petitioner, (B), complies with the provisions contained in the Separation

Agreement signed by both parties, and subsequently made and Order of the

Court

on January 4, 1992; this Court's Orders of July 27, 1992; and, the findings

and

Final Decree from the Copenhagen Statsamt, that he will not file a motion to

change custody, except in the following circumstance. If at some future date

(C), after reaching an appropriate age, decides of his own free will that he

would like to live in the United States with his father; and, if, after (C)

had

counseled with a psychologist who could confirm to both parties that (C's)

decision was made of his own free will and for a reasonable purpose; and, if

Co-Petitioner continued to object to (C) living with his father after (C) was

so counseled, Petitioner would seek a change in custody.

..."

I B's brev af 16. december

1993 som Civilretsdirektoratet ligeledes henviser til, er bl.a. anført

følgende:

"...

I forbindelse med

bidragssagen fremsender jeg et cassettebånd fra 14 - 9 - 93, hvor han siger,

'jeg vil ikke modtage en cent fra ham', fordi han sparer op til (C's)

fornødenheder i U.S.A., samt 'I am providing things for my child, I am

putting

away money for his college education - additional money. I am paying

childsupport, I am just not paying it to you', han nægter at oplyse mig om,

hvad dette drejer sig om.

For sikkerheden for min 8 årige

dreng, mener jeg dette har betydning. Det er ikke et besøg af (C) i U.S.A.,

han

taler om, men en planlægning af, at barnet skal bo i U.S.A..

..."

Efter min opfattelse er der

ikke de anførte steder holdepunkter for at De agter at tilbageholde (C) i

forbindelse

med samvær i USA. Under alle omstændigheder er der ikke herved påvist en

sådan

konkret risiko for tilbageholdelse i udlandet at samvær i USA af den grund

kan

afslås. Som anført i min udtalelse af 6. oktober 1994 mener jeg heller ikke

at

psykologerklæringen fra oktober 1992 giver et tilstrækkeligt sikkert grundlag

for at antage at der foreligger en sådan risiko.

Under sagen har der - navnlig

af (B's) advokat - været rejst tvivl om i hvilket omfang Haagerkonventionens

regler i givet fald vil blive anvendt af de amerikanske myndigheder i

forbindelse med en udleveringssag.

Det bemærkes at eventuelle

tvivlsspørgsmål om rækkevidden af Haagerkonventionen og dens anvendelse i det

enkelte tilfælde må søges afklaret af de danske myndigheder, jf. det

almindelige

forvaltningsretlige officialprincip.

Det er ligeledes de danske

myndigheder der - om fornødent - må søge andre spørgsmål afklaret med den

amerikanske centralmyndighed, f.eks. om der vil kunne træffes

forhåndsafgørelse

om tilbagelevering - se hertil Grethe Jørgensen og Jens Dinesen, Juristen

1994,

s. 177.

Det er sammenfattende min

opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke på det foreliggende grundlag har

kunnet afslå Deres anmodning om samvær med (C) i USA.

Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og henstillet til

direktoratet

at træffe en ny afgørelse på baggrund af det jeg har anført.

..."

Den 16. maj 1996 traf

Civilretsdirektoratet ny afgørelse i sagen, hvorefter A tillagdes ret til at

udøve samvær med sit barn i USA.

Lignende dokumenter