Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt
bortførelsesrisiko
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
A og B blev skilt i Colorado,
USA, ved dom af 4. januar 1991. Moderen, B, fik forældremyndigheden over
fællesbarnet C, der var født i 1985, og faderen, A, fik ret til samvær.
Moderen
og barnet bosatte sig få måneder efter skilsmissen i Danmark mens faderen
blev
boende i Colorado.
På A's foranledning fastsatte
District Court, County of Summit, State of Colorado, ved dom af 27. juli 1992
omfanget af hans ret til samvær med C. Ifølge dommen fik A ret til samvær
fire-seks uger i skolernes sommerferie, juleferien hvert andet år, syv dage i
to af de skoleferier efterår, vinter og forår i ulige år og syv dage i én af
de
nævnte ferier i lige år. A fik tillige ret til samvær hver gang han var i
Europa.
I august 1992 ansøgte A
Københavns Statsamt om fastsættelse af samværsret. I forbindelse med
statsamtets behandling af ansøgningen var A og B til møder i statsamtet, og
konsulent i statsamtet, psykolog D, havde i oktober 1992 samtaler med A, B og
C. På baggrund af disse samtaler afgav psykologen en erklæring hvori han
konkluderede følgende:
"(C) synes først og
fremmest at være fanget i dette spil mellem forældrene, som gør ham usikker,
forvirret og skræmt. Han holder af begge forældre, men begge hænges de af den
anden ud for noget kriminelt. Drengen får hermed et billede af begge sine
forældre,
Læs alt
som er i høj grad urovækkende.
Han har naturligvis brug for
at dette spil stopper. At forholdet afdramatiseres, og at han kan få lov til
at
være sikker på begge sine forældre. Med hensyn til samvær skønnes dette bedst
at kunne ske ved at drengen kommer i gang med et normalt samvær med sin far,
også i USA. Sker dette ikke, vil krigen mellem forældrene fortsætte, og
situationen først blive ekstra kritisk for drengen. Risikoen for at faderen
kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få
forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge
Colorado-dommen krænkes."
Københavns Statsamt traf
afgørelse den 5. februar 1993 om at tillægge A ret til samvær med barnet
indtil
videre hvert år fire uger i skolens sommerferie, hvert år hele skolens
efterårsferie, i de ulige år hele skolens vinterferie, i de lige år fra den
22. december til næste år den 2. januar. Samværet kunne udøves uden for
Danmarks grænser, herunder i Colorado. Statsamtet begrundede afgørelsen
således (skrivelse af 15. januar 1993 til Civilretsdirektoratet):
"En afgørelse som anført
foran ville stort set følge den af retten i Colorado den 27. juli 1992
afsagte
dom.
Med hensyn til statsamtets
begrundelse for dette standpunkt henvises til det under samtalerne her med
forældrene og barnet fremkomne, herunder den af psykolog (D) afgivne
erklæring,
som undertegnede repræsentanter fra statsamtet, der har deltaget i samtlige
samtaler, fuldt ud kan tilslutte sig.
Under hensyn til, at (C) har
tilbragt størstedelen af sit liv i Colorado, samt til at faderen klart kan
tilbyde barnet store kvaliteter, både i form af kontakt til sin familie og
ved
en udvidelse af bredden i barnets oplevelser og erfaringer iøvrigt, finder
statsamtet det bedst for barnet, at der gives tilladelse til, at samværet kan
udøves uden for Danmark, herunder i Colorado, svarende til det livsmønster
begge forældre fastlagde for barnet fra dets første leveår.
Statsamtet finder ikke, at
der er nogen særlig risiko for, at barnet ikke bringes tilbage her til landet
efter udøvelsen af samvær. Der henvises til lov af 27. november 1990 om
international
fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v., idet bemærkes, at også
Colorado har ratificeret Haagerkonventionen. Endelig henvises til vedlagte
skrivelse af 2. december 1992 fra mandens advokat i Colorado, hvor hun
redegør
for retlige forhold i Colorado.
Statsamtet er opmærksom på,
at der muligvis kan være en lille risiko for, at forældremyndighedsdommen,
hvis
faderen begærer det, kan ændres af retten i Colorado. Imidlertid er det
statsamtets opfattelse, at faderen har til hensigt at respektere
forældremyndighedsdommen, såfremt han får samværsret i overensstemmelse med
de
af retten i Colorado fastsatte retningslinier.
Statsamtet skal særligt
henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med (A's) besøg i Danmark i
efteråret 1992 blev gennemført en række samvær, herunder i en weekend med 2
overnatninger og uden overvågning. Der henvises til statsamtets resolutioner,
der i det væsentlige er udfærdiget i overensstemmelse med derom mellem
parterne
opnået enighed. Endvidere er der efter statsamtets bestemmelse og i
overensstemmelse med parternes enighed udøvet samvær i en uge i
jule/nytårsferien med overnatning i og uden for København og uden
overvågning."
B klagede umiddelbart efter
afgørelsen til Civilretsdirektoratet.
A ansøgte i marts 1993 statsamtet
om ret til samvær uden for Danmarks grænser i påsken. Statsamtet tillagde ham
ved afgørelse af 1. april 1993 samværsret i overensstemmelse med hans
ansøgning. B klagede umiddelbart efter til Civilretsdirektoratet.
Direktoratet
besluttede den 2. april 1993 at tillægge klagen opsættende virkning, idet
direktoratet ikke for tiden fandt at der skulle være samvær uden for Danmarks
grænser mod moderens protest.
Den 18. juni 1993 ændrede
Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelser af 5. februar og 1. april 1993
således at samvær alene kunne udøves i Danmark. Civilretsdirektoratet anførte
som begrundelse for afgørelsen følgende (skrivelse til B):
"Det er
Civilretsdirektoratets praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve
samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for, at det pågældende
lands
myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis
den samværsberettigede ved samværets udløb skulle tilbageholde barnet i
udlandet.
Efter Danmarks tiltrædelse af
Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af
mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren,
hvis
det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen.
Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.
Ved afgørelse af, om der kan
gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har
tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til
en
ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i
vurderingen,
om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet.
Efter at have gennemgået
sagen ændrer Civilretsdirektoratet hermed statsamtets afgørelse af 5. februar
1993, således at samværet skal finde sted i Danmark 4 uger i skolens
sommerferie, hvert år i skolens efterårsferie, i ulige år i skolens
vinterferie
samt i lige år 1 uge i julen dog ikke juleaften. Endvidere ophæves afgørelse
af
1. april.
Civilretsdirektoratet har
således ikke fundet grundlag for at fastsætte samvær i udlandet.
Civilretsdirektoratet har
fundet, at der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i
forbindelse
med samvær i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en
tilbagelevering vil finde sted.
Civilretsdirektoratet har
herved navnlig lagt vægt på psykolog (D's) erklæring om, at risikoen for, at
(A) kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få
forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge
Colorado-dommen krænkes, sammenholdt med (A's) tilkendegivelse om, at han
ikke
har til hensigt at ændre forældremyndigheden, såfremt omfanget af samværet,
som
det er fastsat ved dom af 4. januar 1991, dom af 27. juli 1992 samt
statsamtets
afgørelse af 5. februar 1993, overholdes.
Civilretsdirektoratet har
derimod ikke fundet, at der er en sådan risiko for bortførelse, at (A) ikke
bør
have samvær med (C) her i landet. Civilretsdirektoratet har herved navnlig
lagt
vægt på, at De frivilligt har givet (A) samvær med (C) i Danmark i
efterårsferien og juleferien 1992, ligesom De var indstillet på at give
samvær
i påsken 1993.
..."
Den 12. november 1993
anmodede A statsamtet om at tage spørgsmålet om samvær uden for Danmark op
til
fornyet overvejelse, og han bad i den forbindelse om et møde i statsamtet den
3.
januar 1994. Statsamtet indkaldte den 16. november 1993 B og C til et møde
den
nævnte dato, men B's advokat meddelte i brev af 22. november 1993 statsamtet
at B's indstilling var uændret, og at advokaten derfor ikke fandt grundlag
for yderligere drøftelser.
Af et notat fra A's samtale i
statsamtet den 3. januar 1994 fremgik at han ønskede at alt fremtidigt samvær
skulle kunne udøves uden for Danmark. A begrundede sit ønske med at han i
sommeren 1994 forventede arbejde ved en række weekend-arrangementer især i
USA,
hvorfor han ikke kunne holde ferie i Danmark, men at han ved ret til samvær i
USA kunne have C med til de nævnte arrangementer.
Den 1. februar 1994 traf
statsamtet afgørelse om at det fastsatte samvær kunne udøves uden for
Danmarks
grænser. Under hensyn til at A havde oplyst fuldt ud at have udnyttet de
fastsatte regler for samværet, og at både A og B havde oplyst at samværet var
forløbet upåklageligt, fandt statsamtet det rimeligt og i overensstemmelse
med
barnets tarv at der for fremtiden var mulighed for at samværet kunne udøves
uden for landets grænser.
I breve af 23. februar og 2.
marts 1994 klagede B's advokat til Civilretsdirektoratet over at samværet
kunne udøves uden for landets grænser.
Civilretsdirektoratet ændrede
statsamtets afgørelse i en afgørelse af 8. april 1994, således at samvær ikke
kunne finde sted uden for Danmark. Civilretsdirektoratet redegjorde som i
afgørelsen af 18. juni 1993 for sin praksis og anførte herefter følgende
begrundelse (skrivelse til B's advokat):
"Det fremgår af sagen,
at (A) siden Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 har udøvet
samvær i Danmark med (C) i sommerferien 1993, i efterårsferien 1993, i julen
1993, og i påsken 1994.
Deres klient har blandt andet
begrundet sin frygt for tilbageholdelse med, at (A) aldrig fortæller, hvor
han
tager hen med (C), og at det aldrig har været muligt at få en fast aftale med
(A) om, hvornår (C) skal afhentes og afleveres. Hun mener ikke, at hun kan
stole på (A) og oplyser, at (C) ikke ønsker samvær uden for Danmark.
(A) har tilkendegivet over
for Civilretsdirektoratet, at han er indstillet på at efterleve statsamtets
resolution.
Civilretsdirektoratet har
lagt vægt på disse oplysninger, og på at (C) kun er 9 år.
Man har endvidere lagt vægt
på en psykologerklæring afgivet af (D), hvori det er anført, at risikoen for,
at (A) vil skride til bortførelse, skønnes til stede, såfremt hans
rettigheder
ifølge en dom om samværsret fra Colorado District Court, County of Summit
krænkes. Ifølge den nævnte dom fik (A) samvær i USA i et omfang, som ligger
væsentligt ud over det, som han kan få efter dansk praksis.
På denne baggrund kan
Civilretsdirektoratet ikke med fornøden sikkerhed afvise Deres klients
påstand
om risikoen for tilbageholdelse i udlandet og har således fundet, at samvær
ikke skal kunne udøves uden for landets grænser."
A klagede herefter til mig
den 12. april 1994. I anledning af hans klage anmodede jeg Københavns
Statsamt
og Civilretsdirektoratet om udtalelser.
I sin udtalelse af 4. maj
1994 henholdt Københavns Statsamt sig til sine afgørelser om samværsret og
anførte bl.a. følgende:
"...
Statsamtet har efter en meget
grundig sagsbehandling fundet det rimeligt og bedst for (C), at faderen har
mulighed for at udøve samværsret uden for landets grænser. Man finder ikke,
at
der foreligger nogen reel bortførselsrisiko.
..."
Civilretsdirektoratet
henholdt sig i sin udtalelse af 9. maj 1994 til sin afgørelse af 8. april
1994.
I en skrivelse til A af 6.
oktober 1994 udtalte jeg foreløbigt følgende:
"Myndighedernes
afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven der har følgende
indhold:
"
§ 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at
den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.
§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og
udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i
forbindelse hermed.
Stk. 2.
Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre
eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad
der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn
til
den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."
En afgørelse om samværsret
træffes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Afgørelsen
træffes
under hensyn til hvad der er bedst for barnet. Der tages herved navnlig
hensyn
til barnets alder, forældrenes hidtidige forbindelse med barnet og afstanden
mellem forældrenes bopæle.
For så vidt angår problemet i
denne sag - om udøvelse af samvær i udlandet - har Civilretsdirektoratet
anført
følgende:
"...
Det er Civilretsdirektoratets
praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet,
medmindre
der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder vil medvirke
til
at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis den samværsberettigede ved
samværets udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet.
Efter Danmarks tiltrædelse af
Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af
mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren,
hvis
det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen.
Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.
Ved afgørelse af, om der kan
gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har
tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til
en
ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i
vurderingen
om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet."
(Gengivet i direktoratets
afgørelser af 18. juni 1993 og 8. april 1994).
Haagerkonventionen af 25.
oktober 1980 blev gennemført i Danmark ved lov nr. 793 af 27. november 1990
om
international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.
Af de almindelige
bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 351)
fremgår at lovforslaget - ud over at forhindre eller begrænse
børnebortførelse
- vil medvirke til at forbedre mulighederne for at forældre der bor i hver
sit
land, kan få samværsret med deres børn.
Loven indebærer en lempelse
af den hidtidige praksis vedrørende fastsættelse af samværsret for forældre
der
er udenlandske statsborgere. (Anf. sted sp. 354). Denne praksis er i
betænkning
nr. 1166/1989 om internationale børnebortførelser, som loven bygger på,
beskrevet således:
"Praksis vedrørende
fastsættelse af samværsret for forældre, der er udenlandske statsborgere, og
for samværsret i udlandet er i almindelighed restriktiv. Har den af
forældrene, der ønsker samværsret, udenlandsk statsborgerskab eller anden
stærk
tilknytning til udlandet, kræves som regel sikkerhed for, at den pågældende
ikke forlader landet med barnet under udøvelsen af samværsretten. Dette opnås
i
almindelighed ved at forlange deponering af passet under samværsrettens
udøvelse. Samværsret, der ønskes udøvet i udlandet uden for Norden, nægtes
konsekvent, hvis forældremyndighedens indehaver modsætter sig det, medmindre
der er fuld sikkerhed for, at man kan regne med bistand fra udenlandske
myndigheder, hvis den berettigede ved samværsrettens udløb skulle
tilbageholde
barnet i udlandet." (Betænkningen, s. 25).
Udgangspunktet om
tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fremgår af lovens § 10 der er
sålydende:
"Børn, som ulovligt er
ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning
tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart
før
bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt
Haagerkonventionen.
Stk. 2.
En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis:
1) handlingen strider mod
forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer,
en
institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i
den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller
tilbageholdelsen,
og
2) rettighederne udøvedes på
det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de
fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var
foretaget."
Loven - og konventionen -
indeholder visse undtagelser fra udgangspunktet om tilbagegivelse hvor det i
helt særlige tilfælde findes bedst for barnet at tilbagegivelse ikke skal
ske.
I betænkning nr. 1166 er der om Haagerkonventionens hovedformål og forholdet
til konventionens undtagelsesbestemmelser bl.a. anført følgende:
"...
Formålet er en genoprettelse
af den faktiske tilstand, således at tvister om forældremyndighed og
samværsret
får sin endelige afgørelse i barnets oprindelsesland. Spørgsmålet, om en
bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig efter Haagerkonventionen,
afgøres
alene efter loven i det konventionsland, hvor barnet boede, da bortførelsen
eller tilbageholdelsen fandt sted. Bekræftes det, at der foreligger en
ulovlig
børnebortførelse, har den konventionsstat, hvor barnet befinder sig, pligt
til
at udlevere barnet, selv om forældremyndighedsspørgsmålet ville blive bedømt
anderledes efter dette lands egen lovgivning. Tilbagegivelse kan dog nægtes
af
grunde, som er fastsat af hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf.
afsnit 4.2.
De muligheder, som
konventionerne åbner for at nægte at udlevere et barn, når dette ikke kan
anses
for at være i overensstemmelse med, hvad der er bedst for barnet, kan svække
konventionernes effektivitet. Som nævnt ovenfor bør der dog tilstræbes en
afbalanceret
ordning, således at konventionerne ikke tvinger en stat til at udlevere et
barn, når dette kan anses for at stride imod, hvad der er bedst for barnet.
Konventionerne indebærer, hvis forbeholdsmulighederne udnyttes, en rimelig
afvejning af almindelige effektivitetsønsker og hensynet til, hvad der er
bedst for barnet. Der er ikke grund til at antage, at de stater, som
tilslutter
sig konventionerne, vil udnytte undtagelsesbestemmelserne på utilsigtet måde.
Betydningen af konventionernes effektivitet er gensidig, og staterne må
følgelig være opmærksom på, at konventionernes regler skal følges loyalt, og
at
der ikke er grundlag for en situationsbetinget anvendelse afhængig af, om
staten er oprindelsesland eller modtagerland i den konkrete tvist.
..."
A
.
Civilretsdirektoratets
praksis hvorefter der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet,
medmindre der er fuld sikkerhed for at det pågældende lands myndigheder vil
medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark, kan ikke i sig selv give
mig
anledning til bemærkninger.
På baggrund af Haagerkonventionen
som både USA og Danmark har tilsluttet sig, for Danmarks vedkommende ved lov
nr. 793 af 27. november 1990, må der være en formodning for at betingelsen -
'fuld sikkerhed for medvirken til tilbagegivelse' ved udøvelse af samværsret
i udlandet - er opfyldt, jf. det der er anført ovenfor. I mangel af
holdepunkter for det modsatte må man derfor i en sag som den foreliggende gå
ud fra at USA som kontraherende stat vil medvirke i en eventuel sag om
tilbagegivelse.
Som sagen er oplyst, er der efter min opfattelse ikke grund til at betvivle
at
myndighederne i USA vil opfylde forpligtelserne efter konventionen.
B
.
Det er
Civilretsdirektoratets praksis at risikoen for at et barn f.eks. bringes
videre
til en ikke-kontraherende stat, indgår i vurderingen af om der kan gives
tilladelse til udøvelse af samværsret i et udland der har tiltrådt
konventionen.
En vis generel risiko for
viderebringelse til en ikke-kontraherende stat vil altid være til stede i
disse
sager. For at afslå en anmodning om samværsret i udlandet med henvisning til
denne risiko må der derfor foreligge en mere konkret begrundet sandsynlighed
for risiko for viderebringelse.
Civilretsdirektoratet har i
afgørelsen af 8. april 1994 ikke med fornøden sikkerhed kunnet afvise
påstanden
om risiko for tilbageholdelse i udlandet, og har på den baggrund ikke fundet
at samvær skal kunne udøves uden for landets grænser. Civilretsdirektoratet
har
ved denne afgørelse - og ved afgørelsen af 18. juni 1993 - lagt vægt på
erklæringen fra oktober 1992 fra psykolog (D). I erklæringen angives at det
vil
være bedst for (C) at han har et normalt samvær med Dem, også i USA. Det er
endvidere anført at risikoen for at De vil skride til bortførelse, f.eks. med
henblik på at få forældremyndigheden, skønnes til stede hvis Deres
rettigheder
ifølge Colorado-dommen krænkes.
I afgørelsen af 8. april 1994
har Civilretsdirektoratet lagt vægt på at De ifølge denne dom fik samvær i
USA
i et omfang som ligger væsentligt ud over det De vil kunne få efter dansk
praksis. Dette er jeg uforstående over for; så vidt jeg kan se, svarer
omfanget
af samvær ifølge Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 stort set
til Colorado-dommen.
Som anført ovenfor må der
efter lov nr. 493 af 27. november 1993 være en formodning for at en
kontraherende stat, her USA, vil medvirke ved tilbagegivelse hvis et barn
ulovligt tilbageholdes. Som ligeledes anført må der ved vurderingen af om der
er risiko for bortførelse, herunder til en ikke-kontraherende stat, kræves at
denne risiko er konkret begrundet/sandsynlig.
Efter ordlyden af
konklusionen i erklæringen fra psykolog (D) er den konkrete risiko for
bortførelse begrænset, nemlig til det tilfælde hvor Deres ret til samvær
ifølge Colorado-dommen krænkes. Forudsat der gives tilladelse til samvær i
USA,
vil der alene kunne tænkes en 'krænkelse af rettighederne', hvis det
tidsmæssige omfang
af samværet
indskrænkes i forhold til dommen.
I betragtning af den
forholdsvise overensstemmelse mellem den amerikanske og danske afgørelse
vedrørende omfanget af samværsretten står det mig ikke klart på hvilken
baggrund Civilretsdirektoratet i afgørelsen af 18. juni 1993 har fundet 'at
der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i forbindelse med
samvær
i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en
tilbagelevering vil finde sted'. Psykologerklæringen giver - på baggrund af
afgørelsen af samværets omfang - efter min mening ikke et tilstrækkeligt
sikkert grundlag for at antage at der foreligger en konkret
bortførelsesrisiko.
Efter min opfattelse er det
endnu vanskeligere at forstå at Civilretsdirektoratet igen ved afgørelsen af
8. april 1994 henviser til den samme psykologerklæring som begrundelse for at
afslå samvær i USA: På dette tidspunkt var der gået mere end halvandet år
siden
erklæringen blev udarbejdet, der havde i den mellemliggende periode været et
samvær i Danmark i overensstemmelse med afgørelsen, og statsamtet havde den
1.
februar 1994 på ny truffet afgørelse om samvær i USA.
Jeg må endvidere forstå
psykologerklæringen således at bortførelsesrisikoen vedrører tilbageholdelse
i
USA, Colorado (med henblik på overførelse af forældremyndigheden). Der er
således ikke i erklæringen anført en (konkret) risiko for bortførelse til en
ikke-kontraherende stat.
Selv om Civilretsdirektoratet
(ved afgørelsen af 8. april 1994) også har henvist til (B's) forklaring om
forløbet af samværet og til (C's) alder, må jeg lægge til grund at
erklæringen
fra oktober 1992 fra psykolog (D) har haft en meget væsentlig betydning for
Civilretsdirektoratets afgørelse.
Sammenfattende er det min
opfattelse at afslag på Deres ønske om udøvelse af samvær i USA under
henvisning til bortførelsesrisikoen forudsætter et mere sikkert grundlag for
bedømmelse af denne risiko, f.eks. gennem indhentelse af en psykologerklæring
afgivet på baggrund af en fornyet undersøgelse.
..."
På den baggrund bad jeg
Civilretsdirektoratet om bemærkninger til mine synspunkter. Jeg bad samtidig
direktoratet om at indhente en udtalelse fra C's mor, B.
B og hendes advokat fremsatte
henholdsvis den 15. og den 17. november 1994 bemærkninger til sagen.
Civilretsdirektoratet afgav
den 28. november 1994 følgende supplerende udtalelse til sagen:
"Civilretsdirektoratet
har vurderet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan afvises, at der er
en
risiko for, at barnet vil blive tilbageholdt i forbindelse med samvær i
udlandet. Man har på denne baggrund afslået at fastsætte samvær i udlandet -
uanset, at USA har tiltrådt Haagerkonventionen af 25. oktober 1980.
Det er Civilretsdirektoratets
opfattelse, at der bør udvises stor forsigtighed i forbindelse med skønnet
over, om der er risiko for bortførelse. Dette hænger sammen med, at man ikke
bør pålægge den forælder, der har forældremyndigheden, at skulle sende sit
barn
til udlandet, uden at der er fornøden sikkerhed for, at den anden forælder
sender barnet tilbage til tiden. Indehaveren af forældremyndigheden bør ikke
udsættes for, at spørgsmålet om barnets tilbagevenden skal afhænge af, om
myndighederne i det pågældende land finder, at betingelserne for at returnere
barnet er til stede. Forældremyndighedsindehaveren bør heller ikke udsættes
for
en risiko for, at barnet bringes til et land, der ikke er omfattet af
konventionen.
Indehaveren af forældremyndigheden bør end ikke udsættes for at skulle
undvære
barnet i den periode, som en sag om tilbagelevering tager.
Man skal i den forbindelse
pege på, at denne forsigtige vurdering ikke er ensbetydende med, at kontakten
mellem barnet og den anden forælder skal ophøre. Samværet skal blot udøves i
Danmark.
I den foreliggende sag er
forholdet det, at moderen i sin skrivelse af 16. december 1993 bl.a. oplyser,
at det er hendes opfattelse, at (A) planlægger, at (C) skal bo i USA, og at
han
på en konto i USA opsparer de børnebidrag, som hun har krav på til barnets
forsørgelse her.
Det fremgår endvidere af
bl.a. en telefax af 5. april 1993, at faderen har overvejet, hvorvidt han
skal
respektere skilsmissedommens vilkår om forældremyndighed, og at han - for sig
selv - har opstillet forskellige betingelser for at undlade at forsøge at få
forældremyndigheden ved dom i USA. Alene det forhold, at faderen øjensynlig
overvejer, om han skal have forældremyndigheden over barnet og under hvilke
betingelser han agter at undlade at søge herom, viser efter
Civilretsdirektoratets opfattelse, at der er en sådan risiko for en
tilbageholdelse, at Civilretsdirektoratet ikke finder at kunne tage ansvaret
for at pålægge moderen at skulle sende barnet til udlandet.
Det bemærkes endeligt, at der
efter Civilretsdirektoratets opfattelse er stor forskel på omfanget af
samværet fastsat i henhold til Colorado-dommen af 27. juli 1992 og
Civilretsdirektoratets samværsafgørelse. I Colorado-dommen er det bl.a.
bestemt, at sommerferiesamværet strækker sig over 4-6 uger, og at faderen har
ret til samvær, når han rejser i Europa, hvis dette ikke er i konflikt med
barnets skolegang."
A modtog kopi af udtalelserne
og fremsatte bemærkninger hertil i breve af 8., 19., 23. og 25. december 1994
samt 6. januar 1995.
Jeg udtalte herefter endeligt
i mit brev til A af 15. februar 1995 følgende:
"Det er et af formålene
med Haagerkonventionen at forbedre mulighederne for samvær med børn hvor den
samværsberettigede bor i et andet (konventions)land. Efter Danmarks
tiltrædelse
af konventionen må udgangspunktet være at en samværsberettiget efter
anmodning
skal kunne udøve samværet i udlandet.
Som anført må det på baggrund
af konventionen formodes at der er sikkerhed for at en konventionsstat vil
medvirke
til tilbagegivelse af et barn hvis der sker tilbageholdelse efter samvær, jf.
herved konventionens artikel 7. Hvis der imidlertid er en konkret risiko for
at
den samværsberettigede vil tilbageholde barnet, må udgangspunktet om ret til
samvær i udlandet efter min opfattelse fraviges. Hvis en udleveringssag
således
må forventes at blive en sandsynlig følge af samværsopholdet, er jeg enig med
Civilretsdirektoratet i at man af den grund kan afslå en begæring om samvær i
udlandet. Men jeg må fastholde mit synspunkt om at en risiko for
tilbageholdelse skal være konkret begrundet. De - i forhold til tidligere -
betydeligt forbedrede muligheder der efter konventionen er for at få barnet
udleveret til den der har forældremyndigheden, støtter efter min opfattelse i
sig selv dette synspunkt.
I erklæringen fra oktober
1992 fra psykolog (D) vurderes at det vil være bedst for (C) at han har et
normalt samvær med Dem, også i USA. Der er ikke i sagen senere sagkyndige
vurderinger af hvad der må anses for bedst for (C). Jeg må også af den grund
gå
ud fra at Civilretsdirektoratets afslag ikke - isoleret set - er begrundet i
en vurdering af (C's) forhold.
Om bortførelsesrisikoen har
Civilretsdirektoratet i udtalelsen af 28. november 1994 særligt henvist til
telefax af 5. april 1993 fra Dem om Deres overvejelser om samværet.
Der er bl.a. anført følgende:
"...
3. Petitioner, (A), stipulates that if the
Co-Petitioner, (B), complies with the provisions contained in the Separation
Agreement signed by both parties, and subsequently made and Order of the
Court
on January 4, 1992; this Court's Orders of July 27, 1992; and, the findings
and
Final Decree from the Copenhagen Statsamt, that he will not file a motion to
change custody, except in the following circumstance. If at some future date
(C), after reaching an appropriate age, decides of his own free will that he
would like to live in the United States with his father; and, if, after (C)
had
counseled with a psychologist who could confirm to both parties that (C's)
decision was made of his own free will and for a reasonable purpose; and, if
Co-Petitioner continued to object to (C) living with his father after (C) was
so counseled, Petitioner would seek a change in custody.
..."
I B's brev af 16. december
1993 som Civilretsdirektoratet ligeledes henviser til, er bl.a. anført
følgende:
"...
I forbindelse med
bidragssagen fremsender jeg et cassettebånd fra 14 - 9 - 93, hvor han siger,
'jeg vil ikke modtage en cent fra ham', fordi han sparer op til (C's)
fornødenheder i U.S.A., samt 'I am providing things for my child, I am
putting
away money for his college education - additional money. I am paying
childsupport, I am just not paying it to you', han nægter at oplyse mig om,
hvad dette drejer sig om.
For sikkerheden for min 8 årige
dreng, mener jeg dette har betydning. Det er ikke et besøg af (C) i U.S.A.,
han
taler om, men en planlægning af, at barnet skal bo i U.S.A..
..."
Efter min opfattelse er der
ikke de anførte steder holdepunkter for at De agter at tilbageholde (C) i
forbindelse
med samvær i USA. Under alle omstændigheder er der ikke herved påvist en
sådan
konkret risiko for tilbageholdelse i udlandet at samvær i USA af den grund
kan
afslås. Som anført i min udtalelse af 6. oktober 1994 mener jeg heller ikke
at
psykologerklæringen fra oktober 1992 giver et tilstrækkeligt sikkert grundlag
for at antage at der foreligger en sådan risiko.
Under sagen har der - navnlig
af (B's) advokat - været rejst tvivl om i hvilket omfang Haagerkonventionens
regler i givet fald vil blive anvendt af de amerikanske myndigheder i
forbindelse med en udleveringssag.
Det bemærkes at eventuelle
tvivlsspørgsmål om rækkevidden af Haagerkonventionen og dens anvendelse i det
enkelte tilfælde må søges afklaret af de danske myndigheder, jf. det
almindelige
forvaltningsretlige officialprincip.
Det er ligeledes de danske
myndigheder der - om fornødent - må søge andre spørgsmål afklaret med den
amerikanske centralmyndighed, f.eks. om der vil kunne træffes
forhåndsafgørelse
om tilbagelevering - se hertil Grethe Jørgensen og Jens Dinesen, Juristen
1994,
s. 177.
Det er sammenfattende min
opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke på det foreliggende grundlag har
kunnet afslå Deres anmodning om samvær med (C) i USA.
Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og henstillet til
direktoratet
at træffe en ny afgørelse på baggrund af det jeg har anført.
..."
Den 16. maj 1996 traf
Civilretsdirektoratet ny afgørelse i sagen, hvorefter A tillagdes ret til at
udøve samvær med sit barn i USA.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 12. april 2018. — Neli Valcheva mod Georgios Babanarakis. EU-domme · 12. april 2018
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 9. januar 2015. — RG mod SF. EU-domme · 9. januar 2015
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 9. oktober 2014. — C mod M. EU-domme · 9. oktober 2014
- DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 1. juli 2010 EU-domme · 1. juli 2010
- Udenlandsk statsborgers samværsret med dansk datter. Partshøring. Påstået advokatpålæg. Retsinformation · 5. november 2003
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 23. marts 2023. — TT mod AK. EU-domme · 23. marts 2023