Ægtefællebidrag. International kompetence
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ægtefællebidrag. International
kompetence
International kompetence efter art. 18 i
EF-Domskonventionen i sag om ægtefællebidrag. Aftale om
ægtefællebidrag.
EF-Domskonventionens art. 18 og ægteskabslovens 53,
stk. 2.
Civilretsdirektoratets afgørelse af 7. juli
1998, j.nr. 1998-550-589:
"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage
over X Statsamts afgørelse af 19. juni 1997 om bidrag. Ved
afgørelsen nedsatte statsamtet mandens (M´s) bidrag til Deres
underhold til 0 kr. med virkning fra den 1. juli 1997.
De har anmodet om, at afgørelsen ophæves. De
har til støtte herfor anført, at (statsamtet) ikke havde
kompetence til at nedsætte ægtefællebidraget, idet der er
tale om et aftalt bidrag, som alene kan ændres ved dom.
Vi har gennemgået sagen, og vi ændrer ikke
(statsamtets) afgørelse.
Vi kan endvidere oplyse, at ifølge
ægteskabslovens § 52 kan en aftale om størrelsen af
ægtefællebidrag ændres ved dom, såfremt det på
grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart
urimeligt at opretholde aftalen.
Det fremgår af sagen, at De og M var til
vilkårsforhandling i det danske konsulat i Hannover den 17. februar
1995 i anledning af ansøgning om skilsmisse. Herom er der optaget
følgende i forhandlingsprotokollen: "De bekræfter, at de er
enige om, at manden betaler bidrag til hustruens underhold uden
tidsbegrænsning. Bidraget andrager DM 1.200,- og betales
Læs alt
månedsvist forud fra den 01.03.1995.". Det blev endvidere
anført, at fællesboet er delt, uden nærmere oplysninger om
indholdet af bodelingen. De og M underskrev
forhandlingsprotokollen.
De og M blev skilt ved bevilling af 2. august 1995
på følgende vilkår: "Manden har bidragspligt over for
hustruen. Bidraget udgør for tiden 1.200 DM pr. måned, og
betales månedsvis forud fra den 1. marts 1995. Bidragets
størrelse er undergivet statsamtets bestemmelse.".
De har oplyst, at aftalen om underholdsbidraget og dets
størrelse var et led i bodelingen, der var til M`s fordel. Det var
således en forudsætning for bodelingen, at M betalte 1.200 DM om
måneden til Dem. De har desuden oplyst, at De ikke protesterede mod
ordlyden af skilsmissebevillingen, fordi M begyndte at betale
ægtefællebidraget. På det tidspunkt var De og M stadig gode
venner. Der blev aldrig udarbejdet en skriftlig bodelingsoverenskomst.
M har anført, at det ikke er en fejl, at der
står i skilsmissebevillingen, at bidragets størrelse er
undergivet statsamtets bestemmelse. Hvis De mente, at det var en fejl, burde
De have protesteret, da De modtog skilsmissebevillingen.
Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen lagt
vægt på disse forhold, og vi finder herefter ikke, at De har
godtgjort, at der under vilkårsforhandlingen blev indgået en
aftale om størrelsen af bidraget, som kun kan ændres ved dom. Vi
har herved lagt vægt på ordlyden af forhandlingsprotokollen og
skilsmissebevillingen. Vi har endvidere lagt vægt på, at De ikke
har dokumenteret indholdet af Deres og M´s aftale om delingen af
fællesboet. Vi finder herefter, at (statsamtet) havde kompetence til at
ændre bidragets størrelse.
Den endelige afgørelse af dette
spørgsmål henhører under domstolene.
Vi finder endvidere ikke grundlag for at
tilsidesætte (statsamtets) skønsmæssige afgørelse
om, at bidraget - henset til Deres økonomiske forhold - bør
nedsættes til 0 kr.
For så vidt angår spørgsmålet om
(statsamtets) internationale kompetence til at behandle sagen kan vi oplyse,
at EF-Domskonventionen regulerer, hvilket lands myndigheder, der kan behandle
sager om fastsættelse, forhøjelse og nedsættelse af
ægtefællebidrag. De relevante bestemmelser er
følgende:
Artikel 2:
"Med forbehold af
bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på
en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet,
sagsøges ved retterne i denne stat.
Personer, som ikke er statsborgere i den stat, hvor de har
bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets
egne statsborgere.".
Artikel 5:
"En person, der har bopæl på en
kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden
kontraherende stat:
...2) i sager om underholdspligt ved retten på det
sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige
opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige
status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen,
medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes
nationalitet;...".
Artikel 18:
"For så vidt retten i
en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre
bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når
sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke
anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at
bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør
af artikel 16 er enekompetent.".
Artikel 20, stk. 1:
"Såfremt en
sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats
område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men
ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds
vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent
efter reglerne i denne konvention.".
Konventionen har siden 1989 været i kraft mellem
Tyskland og Danmark.
Det bemærkes, at de administrative myndigheder i
Danmark (overpræsidiet, statsamterne og Civilretsdirektoratet) i
forbindelse med sager om bidrag er omfattet af udtrykkene "ret",
"dommer" og "domsmyndighed", jf. konventionens Protokol
1968, art. V a.
Det fremgår af sagen, at De og M ifølge Det
Centrale Personregister udrejste til Tyskland den 1. september 1976. De og M
blev skilt ved bevillingen den 2. august 1995 fra X Statsamt, og det blev her
aftalt, at M havde tidsubegrænset bidragspligt overfor Dem. Samtidig
blev størrelsen af bidraget aftalt, jf. ovenfor.
M søgte den 31. marts 1997 X Statsamt om
nedsættelse/bortfald af ægtefællebidraget. Han oplyste, at
både De og han boede i Tyskland. De blev ved brev af 10. april 1997
varslet om ansøgningen, og ved brev af 21. april 1997 protesterede De
mod nedsættelse af bidraget, bl.a. fordi De mente, at M og De havde
aftalt størrelsen af bidraget, og at denne aftale ikke var blevet
overholdt. De protesterede ikke mod (statsamtets) internationale kompetence
til at behandle sagen. De sendte et yderligere brev af 30. maj 1997 til
(statsamtet), og heller ikke i dette brev protesterede De mod kompetencen. De
har heller ikke under vores behandling af sagen protesteret mod statsamtets
kompetence.
Det fremgår endelig af sagen, at (statsamtet) ikke
vejledte hverken Dem eller M om de relevante regler om (statsamtets)
internationale kompetence.
Det følger af artikel 2 og 5, nr. 2, at den
bidragspligtige som udgangspunkt kun kan anlægge sag om
nedsættelse/bortfald af ægtefællebidrag i den
"sagsøgtes" bopælsland, det vil sige der, hvor den
berettigede bor.
Dette betyder umiddelbart, at hverken (statsamtet) eller
nogen anden dansk myndighed havde kompetence til at behandle M´s
ansøgning om nedsættelse/bortfald af
ægtefællebidraget.
Det er uden betydning for danske myndigheders
internationale kompetence til at behandle en ny ansøgning om
fastsættelse eller ændring af bidrag, om der tidligere er truffet
en afgørelse om bidraget her i landet eller i udlandet. Det er
ligeledes uden betydning hvilket lands myndigheder, der tidligere har
behandlet en statussag mellem parterne, f.eks. om separation/skilsmisse,
faderskab eller forældremyndighed.
Ifølge artikel 18 kan den bidragsberettigede
imidlertid stiltiende acceptere, at en sag rejst af den bidragspligtige om
bortfald/nedsættelse af et bidrag behandles i en anden kontraherende
stat end den stat, hvor den bidragsberettigede bor. Dette kan ske, når
den bidragsberettigede medvirker ved behandlingen af sagen uden samtidig at
gøre indsigelser mod den pågældende myndigheds kompetence.
Formålet med art. 18 synes at være at
forhindre, at en sagsøgt først på et sent stadie af
sagsbehandlingen protesterer mod rettens kompetence, således at sagen
må starte helt forfra et andet sted med den virkning, at sagen
forsinkes betydeligt, eller at sagsøgerens mulighed for at
gennemføre sagen forringes.
Som nævnt ovenfor medvirkede De ved (statsamtets)
behandling af sagen, og De protesterede ikke mod (statsamtets) kompetence.
Efter ordlyden af art. 18 har De på denne måde stiltiende
accepteret, at (statsamtet) havde international kompetence til at behandle
sagen.
Det fremgik klart af ansøgningen om
nedsættelse af bidraget, at hverken De eller M boede her i landet.
Efter Civilretsdirektoratets opfattelse burde (statsamtet) derfor have
undersøgt sin kompetence eller orienteret Dem om kompetencereglerne.
Problemet i nærværende sag er herefter, om
manglende undersøgelse af kompetencen eller manglende vejledning om
kompetencereglerne kan medføre, at (statsamtet) alligevel ikke havde
kompetence til at behandle sagen.
Dette spørgsmål er efter vores opfattelse
ikke afklaret i hverken retspraksis eller i den retsvidenskabelige
litteratur. Vi vil i det følgende gennemgå det foreliggende
materiale om rækkevidden af art. 18 i relation til denne
problemstilling.
EF-Domstolen har om artikel 18 generelt udtalt, at
sagsøgte skal bestride kompetencen senest på det tidspunkt, der
efter national ret betragtes som det første forsvar i sagen. Der
henvises til dommen i Elefanten Schuh mod Jacqmain (sag 150/80, Saml.
1981,1671). Der er ikke i denne dom eller i senere domme om samme
spørgsmål taget forbehold for tilfælde, hvor
sagsøgte ikke har været repræsenteret af advokat og ikke
er blevet vejledt om muligheden for at gøre indsigelse mod
kompetencen. EF-Domstolen har dog heller ikke haft anledning til at tage
stilling til disse spørgsmål.
For så vidt angå retssager er indeholdet af
art. 18 inkorporeret i retsplejelovens § 248, stk. 1, der har følgende
ordlyd:
"Retten påser af egen drift, om sagen er
indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke
indsigelser mod rettens kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke
forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses
retten for rette værneting.".
Retsplejelovens § 339, stk. 4, indeholder følgende
regel om rettens vejledningspligt:
"Møder en part i en sag, der behandles ved
byret, ikke ved advokat, vejleder retten parten om, hvad han bør
foretage til oplysning af sagen og i øvrigt til varetagelse af sine
interesser under denne.".
Rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse i
relation til art. 18 og retsplejelovens § 248, stk. 1, blev behandlet i
dommen UfR 1993.792V. I denne sag havde sagsøgte, der boede i et andet
konventionsland, protesteret mod det påstævnte krav i det
første svarskrift, uden samtidig at gøre indsigelse mod den
danske domstols internationale kompetence. Sagsøgte var på det
tidspunkt ikke repræsenteret ved advokat, og sagen blev behandlet
skriftligt. I det næste svarskrift protesterede sagsøgtes
advokat mod rettens kompetence. Landsrettens flertal fandt, at denne
indsigelse var rettidig i relation til artikel 18. Der blev herved lagt
vægt på, at sagen var skriftligt forberedt, at sagsøgte
ikke var vejledt om værnetingsreglerne efter retsplejelovens § 339,
stk. 4, og at værnetingsspørgsmålet ikke var
særskilt omtalt i stævningen. Retten lagde endvidere vægt
på, at sagsøgte ved første svarskrift ikke var
repræsenteret ved advokat, og at indsigelsen blev fremsat inden
forberedelsen af sagen var afsluttet.
Rigtigheden af denne afgørelse drages i tvivl af
flere forfattere: Anders Martin Jensen og Peter Arnt Nielsen i UfR 1994 B 290
ff., Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 46 f., Erik Werlauff:
Fælleseuropæisk Procesret (1997), s. 132 f., og Peter Arnt
Nielsen: International privat- og procesret (1997), s. 211 f.
Vedrørende administrative myndigheders
vejledningspligt kan der henvises til forvaltningslovens § 7:
...
I dansk forvaltningsret findes der ikke en definition af
"første forsvar". Begrebet "giver møde" i
artikel 18 må efter Civilretsdirektoratets opfattelse forstås som
"første svar" i sagen, når den behandles på
skriftligt grundlag, jf. princippet i retsplejelovens § 248, stk. 1.
Efter dansk ret medfører kun alvorlige
sagsbehandlingsfejl som inhabilitet, manglende saglig kompetence, manglende
partshøring o.lign., at en afgørelse erklæres ugyldig.
Praksis synes ikke at indeholde eksempler på, at manglende vejledning
af en part i en partstvist kan medføre, at en afgørelse
betragtes som ugyldig. Konsekvensen af sådanne fejl synes i stedet at
være erstatning.
Vi mener, at (statsamtet) havde international kompetence
til at behandle sagen.
Vi har ved denne afgørelse navnlig lagt vægt
på, at De på intet tidspunkt gjorde indsigelse mod
(statsamtets) kompetence, at M har kunnet indrette sig på
afgørelsen om nedsættelse af bidraget, fordi (statsamtet) efter
ordlyden af art. 18 havde kompetence til at behandle sagen, og at
mangelfuld vejledning i partstvister efter dansk ret i almindelighed ikke
medfører ugyldighed.
Vi har endvidere lagt vægt på, at art. 18
efter sin ordlyd er meget klar, og at bestemmelsen ikke giver mulighed for at
udskyde fristen for indsigelser, hverken på grund af ukendskab til
kompetencereglerne, manglende vejledning eller lignende.
Vi mener ikke, at denne afgørelse strider mod
ovennævnte dom (UfR 1993.792V), hvor indsigelsen mod rettens kompetence
fremkom allerede i sagsøgtes andet indlæg og på et
tidspunkt, hvor sagen endnu ikke var berammet til domsforhandling. Denne dom
kan alene tale for, at en sagsøgt, der ikke er repræsenteret ved
advokat, og som ikke er blevet vejledt om kompetencereglerne, kan have en vis
yderligere frist til at gøre indsigelse mod kompetencen under
forberedelsen af sagen i 1. instans.
Vedrørende spørgsmålet om virkningen
af (statsamtets) manglende undersøgelse af sin kompetence
bemærkes, at manglende international kompetence i almindelighed
medfører, at den trufne afgørelse erklæres ugyldig. Dette
princip kan imidlertid ikke finde anvendelse i nærværende sag,
hvor kompetencereglen netop bygger på, at myndigheden som udgangspunkt
ikke havde kompetence til at behandle sagen. Det bemærkes i den
forbindelse, at art. 18 efter sin ordlyd ikke er forbeholdt situationer, hvor
myndigheden ikke har mulighed for at se, at den ikke har kompetence til at
behandle sagen. Også set i relation til art. 20, stk. 1, hvorefter
myndigheden skal påse sin kompetence, må det afvises, at
manglende undersøgelse af egen kompetence i denne situation kan
medføre ugyldighed.
Det skal understreges, at denne fortolkning af art. 18 i
EF-Domskonventionen er behæftet med nogen usikkerhed, og at den
endelige fortolkning af art. 18 henhører under domstolene, i sidste
ende EF-Domstolen.
Hvis De ønsker bidraget forhøjet, må
vi henvise Dem til at anlægge sag herom i Tyskland, jf. art. 5, nr.
2.".
Lignende dokumenter
- Ægtefællebidrag. Aftrapning. Retsinformation · 4. maj 1999
- Ægtefællebidrag. Lav indtægt hos bidragspligtige Retsinformation · 4. maj 1999
- Ægtefællebidrag. Erhvervsdrivendes bidragsevne Retsinformation · 4. maj 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) Retsinformation · 11. marts 2004
- Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag Retsinformation · 25. juni 2003