Spring til indhold

Retsinformation

Ægtefællebidrag. International kompetence

AFG nr 9437 af 07/07/1998AfgørelseSocial- og Boligministeriet4. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ægtefællebidrag. International

kompetence

International kompetence efter art. 18 i

EF-Domskonventionen i sag om ægtefællebidrag. Aftale om

ægtefællebidrag.

EF-Domskonventionens art. 18 og ægteskabslovens 53,

stk. 2.

Civilretsdirektoratets afgørelse af 7. juli

1998, j.nr. 1998-550-589:

"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage

over X Statsamts afgørelse af 19. juni 1997 om bidrag. Ved

afgørelsen nedsatte statsamtet mandens (M´s) bidrag til Deres

underhold til 0 kr. med virkning fra den 1. juli 1997.

De har anmodet om, at afgørelsen ophæves. De

har til støtte herfor anført, at (statsamtet) ikke havde

kompetence til at nedsætte ægtefællebidraget, idet der er

tale om et aftalt bidrag, som alene kan ændres ved dom.

Vi har gennemgået sagen, og vi ændrer ikke

(statsamtets) afgørelse.

Vi kan endvidere oplyse, at ifølge

ægteskabslovens § 52 kan en aftale om størrelsen af

ægtefællebidrag ændres ved dom, såfremt det på

grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart

urimeligt at opretholde aftalen.

Det fremgår af sagen, at De og M var til

vilkårsforhandling i det danske konsulat i Hannover den 17. februar

1995 i anledning af ansøgning om skilsmisse. Herom er der optaget

følgende i forhandlingsprotokollen: "De bekræfter, at de er

enige om, at manden betaler bidrag til hustruens underhold uden

tidsbegrænsning. Bidraget andrager DM 1.200,- og betales

Læs alt

månedsvist forud fra den 01.03.1995.". Det blev endvidere

anført, at fællesboet er delt, uden nærmere oplysninger om

indholdet af bodelingen. De og M underskrev

forhandlingsprotokollen.

De og M blev skilt ved bevilling af 2. august 1995

på følgende vilkår: "Manden har bidragspligt over for

hustruen. Bidraget udgør for tiden 1.200 DM pr. måned, og

betales månedsvis forud fra den 1. marts 1995. Bidragets

størrelse er undergivet statsamtets bestemmelse.".

De har oplyst, at aftalen om underholdsbidraget og dets

størrelse var et led i bodelingen, der var til M`s fordel. Det var

således en forudsætning for bodelingen, at M betalte 1.200 DM om

måneden til Dem. De har desuden oplyst, at De ikke protesterede mod

ordlyden af skilsmissebevillingen, fordi M begyndte at betale

ægtefællebidraget. På det tidspunkt var De og M stadig gode

venner. Der blev aldrig udarbejdet en skriftlig bodelingsoverenskomst.

M har anført, at det ikke er en fejl, at der

står i skilsmissebevillingen, at bidragets størrelse er

undergivet statsamtets bestemmelse. Hvis De mente, at det var en fejl, burde

De have protesteret, da De modtog skilsmissebevillingen.

Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen lagt

vægt på disse forhold, og vi finder herefter ikke, at De har

godtgjort, at der under vilkårsforhandlingen blev indgået en

aftale om størrelsen af bidraget, som kun kan ændres ved dom. Vi

har herved lagt vægt på ordlyden af forhandlingsprotokollen og

skilsmissebevillingen. Vi har endvidere lagt vægt på, at De ikke

har dokumenteret indholdet af Deres og M´s aftale om delingen af

fællesboet. Vi finder herefter, at (statsamtet) havde kompetence til at

ændre bidragets størrelse.

Den endelige afgørelse af dette

spørgsmål henhører under domstolene.

Vi finder endvidere ikke grundlag for at

tilsidesætte (statsamtets) skønsmæssige afgørelse

om, at bidraget - henset til Deres økonomiske forhold - bør

nedsættes til 0 kr.

For så vidt angår spørgsmålet om

(statsamtets) internationale kompetence til at behandle sagen kan vi oplyse,

at EF-Domskonventionen regulerer, hvilket lands myndigheder, der kan behandle

sager om fastsættelse, forhøjelse og nedsættelse af

ægtefællebidrag. De relevante bestemmelser er

følgende:

Artikel 2:

"Med forbehold af

bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på

en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet,

sagsøges ved retterne i denne stat.

Personer, som ikke er statsborgere i den stat, hvor de har

bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets

egne statsborgere.".

Artikel 5:

"En person, der har bopæl på en

kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden

kontraherende stat:

...2) i sager om underholdspligt ved retten på det

sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige

opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige

status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen,

medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes

nationalitet;...".

Artikel 18:

"For så vidt retten i

en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre

bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når

sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke

anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at

bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør

af artikel 16 er enekompetent.".

Artikel 20, stk. 1:

"Såfremt en

sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats

område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men

ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds

vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent

efter reglerne i denne konvention.".

Konventionen har siden 1989 været i kraft mellem

Tyskland og Danmark.

Det bemærkes, at de administrative myndigheder i

Danmark (overpræsidiet, statsamterne og Civilretsdirektoratet) i

forbindelse med sager om bidrag er omfattet af udtrykkene "ret",

"dommer" og "domsmyndighed", jf. konventionens Protokol

1968, art. V a.

Det fremgår af sagen, at De og M ifølge Det

Centrale Personregister udrejste til Tyskland den 1. september 1976. De og M

blev skilt ved bevillingen den 2. august 1995 fra X Statsamt, og det blev her

aftalt, at M havde tidsubegrænset bidragspligt overfor Dem. Samtidig

blev størrelsen af bidraget aftalt, jf. ovenfor.

M søgte den 31. marts 1997 X Statsamt om

nedsættelse/bortfald af ægtefællebidraget. Han oplyste, at

både De og han boede i Tyskland. De blev ved brev af 10. april 1997

varslet om ansøgningen, og ved brev af 21. april 1997 protesterede De

mod nedsættelse af bidraget, bl.a. fordi De mente, at M og De havde

aftalt størrelsen af bidraget, og at denne aftale ikke var blevet

overholdt. De protesterede ikke mod (statsamtets) internationale kompetence

til at behandle sagen. De sendte et yderligere brev af 30. maj 1997 til

(statsamtet), og heller ikke i dette brev protesterede De mod kompetencen. De

har heller ikke under vores behandling af sagen protesteret mod statsamtets

kompetence.

Det fremgår endelig af sagen, at (statsamtet) ikke

vejledte hverken Dem eller M om de relevante regler om (statsamtets)

internationale kompetence.

Det følger af artikel 2 og 5, nr. 2, at den

bidragspligtige som udgangspunkt kun kan anlægge sag om

nedsættelse/bortfald af ægtefællebidrag i den

"sagsøgtes" bopælsland, det vil sige der, hvor den

berettigede bor.

Dette betyder umiddelbart, at hverken (statsamtet) eller

nogen anden dansk myndighed havde kompetence til at behandle M´s

ansøgning om nedsættelse/bortfald af

ægtefællebidraget.

Det er uden betydning for danske myndigheders

internationale kompetence til at behandle en ny ansøgning om

fastsættelse eller ændring af bidrag, om der tidligere er truffet

en afgørelse om bidraget her i landet eller i udlandet. Det er

ligeledes uden betydning hvilket lands myndigheder, der tidligere har

behandlet en statussag mellem parterne, f.eks. om separation/skilsmisse,

faderskab eller forældremyndighed.

Ifølge artikel 18 kan den bidragsberettigede

imidlertid stiltiende acceptere, at en sag rejst af den bidragspligtige om

bortfald/nedsættelse af et bidrag behandles i en anden kontraherende

stat end den stat, hvor den bidragsberettigede bor. Dette kan ske, når

den bidragsberettigede medvirker ved behandlingen af sagen uden samtidig at

gøre indsigelser mod den pågældende myndigheds kompetence.

Formålet med art. 18 synes at være at

forhindre, at en sagsøgt først på et sent stadie af

sagsbehandlingen protesterer mod rettens kompetence, således at sagen

må starte helt forfra et andet sted med den virkning, at sagen

forsinkes betydeligt, eller at sagsøgerens mulighed for at

gennemføre sagen forringes.

Som nævnt ovenfor medvirkede De ved (statsamtets)

behandling af sagen, og De protesterede ikke mod (statsamtets) kompetence.

Efter ordlyden af art. 18 har De på denne måde stiltiende

accepteret, at (statsamtet) havde international kompetence til at behandle

sagen.

Det fremgik klart af ansøgningen om

nedsættelse af bidraget, at hverken De eller M boede her i landet.

Efter Civilretsdirektoratets opfattelse burde (statsamtet) derfor have

undersøgt sin kompetence eller orienteret Dem om kompetencereglerne.

Problemet i nærværende sag er herefter, om

manglende undersøgelse af kompetencen eller manglende vejledning om

kompetencereglerne kan medføre, at (statsamtet) alligevel ikke havde

kompetence til at behandle sagen.

Dette spørgsmål er efter vores opfattelse

ikke afklaret i hverken retspraksis eller i den retsvidenskabelige

litteratur. Vi vil i det følgende gennemgå det foreliggende

materiale om rækkevidden af art. 18 i relation til denne

problemstilling.

EF-Domstolen har om artikel 18 generelt udtalt, at

sagsøgte skal bestride kompetencen senest på det tidspunkt, der

efter national ret betragtes som det første forsvar i sagen. Der

henvises til dommen i Elefanten Schuh mod Jacqmain (sag 150/80, Saml.

1981,1671). Der er ikke i denne dom eller i senere domme om samme

spørgsmål taget forbehold for tilfælde, hvor

sagsøgte ikke har været repræsenteret af advokat og ikke

er blevet vejledt om muligheden for at gøre indsigelse mod

kompetencen. EF-Domstolen har dog heller ikke haft anledning til at tage

stilling til disse spørgsmål.

For så vidt angå retssager er indeholdet af

art. 18 inkorporeret i retsplejelovens § 248, stk. 1, der har følgende

ordlyd:

"Retten påser af egen drift, om sagen er

indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke

indsigelser mod rettens kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke

forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses

retten for rette værneting.".

Retsplejelovens § 339, stk. 4, indeholder følgende

regel om rettens vejledningspligt:

"Møder en part i en sag, der behandles ved

byret, ikke ved advokat, vejleder retten parten om, hvad han bør

foretage til oplysning af sagen og i øvrigt til varetagelse af sine

interesser under denne.".

Rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse i

relation til art. 18 og retsplejelovens § 248, stk. 1, blev behandlet i

dommen UfR 1993.792V. I denne sag havde sagsøgte, der boede i et andet

konventionsland, protesteret mod det påstævnte krav i det

første svarskrift, uden samtidig at gøre indsigelse mod den

danske domstols internationale kompetence. Sagsøgte var på det

tidspunkt ikke repræsenteret ved advokat, og sagen blev behandlet

skriftligt. I det næste svarskrift protesterede sagsøgtes

advokat mod rettens kompetence. Landsrettens flertal fandt, at denne

indsigelse var rettidig i relation til artikel 18. Der blev herved lagt

vægt på, at sagen var skriftligt forberedt, at sagsøgte

ikke var vejledt om værnetingsreglerne efter retsplejelovens § 339,

stk. 4, og at værnetingsspørgsmålet ikke var

særskilt omtalt i stævningen. Retten lagde endvidere vægt

på, at sagsøgte ved første svarskrift ikke var

repræsenteret ved advokat, og at indsigelsen blev fremsat inden

forberedelsen af sagen var afsluttet.

Rigtigheden af denne afgørelse drages i tvivl af

flere forfattere: Anders Martin Jensen og Peter Arnt Nielsen i UfR 1994 B 290

ff., Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 46 f., Erik Werlauff:

Fælleseuropæisk Procesret (1997), s. 132 f., og Peter Arnt

Nielsen: International privat- og procesret (1997), s. 211 f.

Vedrørende administrative myndigheders

vejledningspligt kan der henvises til forvaltningslovens § 7:

...

I dansk forvaltningsret findes der ikke en definition af

"første forsvar". Begrebet "giver møde" i

artikel 18 må efter Civilretsdirektoratets opfattelse forstås som

"første svar" i sagen, når den behandles på

skriftligt grundlag, jf. princippet i retsplejelovens § 248, stk. 1.

Efter dansk ret medfører kun alvorlige

sagsbehandlingsfejl som inhabilitet, manglende saglig kompetence, manglende

partshøring o.lign., at en afgørelse erklæres ugyldig.

Praksis synes ikke at indeholde eksempler på, at manglende vejledning

af en part i en partstvist kan medføre, at en afgørelse

betragtes som ugyldig. Konsekvensen af sådanne fejl synes i stedet at

være erstatning.

Vi mener, at (statsamtet) havde international kompetence

til at behandle sagen.

Vi har ved denne afgørelse navnlig lagt vægt

på, at De på intet tidspunkt gjorde indsigelse mod

(statsamtets) kompetence, at M har kunnet indrette sig på

afgørelsen om nedsættelse af bidraget, fordi (statsamtet) efter

ordlyden af art. 18 havde kompetence til at behandle sagen, og at

mangelfuld vejledning i partstvister efter dansk ret i almindelighed ikke

medfører ugyldighed.

Vi har endvidere lagt vægt på, at art. 18

efter sin ordlyd er meget klar, og at bestemmelsen ikke giver mulighed for at

udskyde fristen for indsigelser, hverken på grund af ukendskab til

kompetencereglerne, manglende vejledning eller lignende.

Vi mener ikke, at denne afgørelse strider mod

ovennævnte dom (UfR 1993.792V), hvor indsigelsen mod rettens kompetence

fremkom allerede i sagsøgtes andet indlæg og på et

tidspunkt, hvor sagen endnu ikke var berammet til domsforhandling. Denne dom

kan alene tale for, at en sagsøgt, der ikke er repræsenteret ved

advokat, og som ikke er blevet vejledt om kompetencereglerne, kan have en vis

yderligere frist til at gøre indsigelse mod kompetencen under

forberedelsen af sagen i 1. instans.

Vedrørende spørgsmålet om virkningen

af (statsamtets) manglende undersøgelse af sin kompetence

bemærkes, at manglende international kompetence i almindelighed

medfører, at den trufne afgørelse erklæres ugyldig. Dette

princip kan imidlertid ikke finde anvendelse i nærværende sag,

hvor kompetencereglen netop bygger på, at myndigheden som udgangspunkt

ikke havde kompetence til at behandle sagen. Det bemærkes i den

forbindelse, at art. 18 efter sin ordlyd ikke er forbeholdt situationer, hvor

myndigheden ikke har mulighed for at se, at den ikke har kompetence til at

behandle sagen. Også set i relation til art. 20, stk. 1, hvorefter

myndigheden skal påse sin kompetence, må det afvises, at

manglende undersøgelse af egen kompetence i denne situation kan

medføre ugyldighed.

Det skal understreges, at denne fortolkning af art. 18 i

EF-Domskonventionen er behæftet med nogen usikkerhed, og at den

endelige fortolkning af art. 18 henhører under domstolene, i sidste

ende EF-Domstolen.

Hvis De ønsker bidraget forhøjet, må

vi henvise Dem til at anlægge sag herom i Tyskland, jf. art. 5, nr.

2.".

Lignende dokumenter