Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 10. marts 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning
og forskellige andre love
(Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)
§ 1
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr.
461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov
nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1.
§ 10
affattes således:
»§ 10.
Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den
efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller
registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt
skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,
hvis
1)
der ikke var noget
formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,
2)
ægtefællerne eller de
registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,
3)
samtlige arvinger
efter afdøde giver samtykke hertil, eller
Læs alt
4)
der ikke skal
foretages dødsbobehandling her i landet.
Stk. 2.
Den
myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan
tillade,
at stk. 1 fraviges.
Stk. 3.
Afgørelser
efter stk. 2 kan påklages til justitsministeren.«
2.
§ 11
ophæves.
3.
I
§ 42
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Søges
skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke
protesterer herimod, hvis
1)
skilsmisse søges på
vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen,
og
2)
der ikke skal tages
stilling til pensionsordninger omfattet af § 54.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
4.
§ 44, stk. 1,
affattes således:
»Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles,
skal der foretages vilkårsforhandling, hvis
1)
en af ægtefællerne
anmoder om det, eller
2)
statsamtet finder, at
særlige omstændigheder taler for det.«
5.
§ 46
ophæves.
6.
Efter
§ 58 indsættes:
»Kapitel 5 a
Sagsbehandling m.v.
§ 58 a.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
§ 2
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr.
389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 8, stk. 2,
ophæves.
2.
§ 38, nr. 4,
ophæves.
3.
Efter
§ 52 indsættes:
»§ 52 a.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
§ 3
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og
samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr. 461
af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:
1.
§ 9
affattes således:
»§ 9.
Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem
der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er
anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,
kan
anmeldelse ske hertil.
Stk. 2.
Er
forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst
for
barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«
2.
§ 11
affattes således:
»§ 11.
Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til
den
anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om
forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 2.
Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre
end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i
forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen
godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag
om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«
3.
I
§ 17, stk. 2,
indsættes efter
»navnlig på grund af«: »væsentligt«.
4.
I
§ 19, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »samt
social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private
sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i
2. pkt
. ændres »eller institutionen« til: »,
institutionen, lægen eller tandlægen«.
5.
I
§ 19, stk. 2,
indsættes efter
»institutioner«: »m.v.«.
6.
§ 31
affattes således:
»§ 31.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes
behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne
for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«
§ 4
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 478, stk. 1, nr. 2,
udgår »,
retsforlig om samværsret«.
2.
§ 478, stk. 1, nr. 3,
affattes
således:
»3)
aftaler om
forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om
forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om
samvær
samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan
tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«
3.
§ 483
affattes således:
»§ 483.
Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478,
stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller
bestemt.«
4.
I
§§ 535
og
536
ændres »samværsret« til: »samvær«, og i
§ 536
ændres »samværsrettens« til: »samværets«.
§ 5
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16.
december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april 2003,
foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 5, stk. 1,1. pkt.,
indsættes efter
»kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og
2. pkt
. udgår.
2.
Efter
§ 5 indsættes:
»§ 5 a.
En
ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn
(stedbarnsadoption).
Stk. 2.
Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller
adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan
stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«
3.
I
§ 16, stk. 1, § 19, stk. 2,
§ 23, stk. 2, stk. 3,
og
stk. 4
,
der bliver stk. 5,
§ 24, stk. 1
,
og
§ 37, stk. 2
, ændres
»virkelige« til: »oprindelige«.
4.
§ 16, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Ved
stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til
ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den
pågældende var deres fælles barn.«
5.
I
§ 18, stk. 2,
og
stk. 5
ændres »biologiske« til:
»oprindelige«.
6.
I
§ 23
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Er
adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan
justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme,
at
den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis
de
oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes
oprindelige
forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at retsforholdet
genopstår
i forhold til denne slægt.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
7.
I
§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.,
ændres
»jurist« til: »dommer«.
8.
§ 28, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Uanset
stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når
adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i
overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om
samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler herom. Justitsministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«
9.
Efter § 29 a indsættes:
»§ 29 b.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for
retten, jf. § 11.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«
§ 6
I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret
partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov
nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 2, stk. 1,
affattes således:
Ȯgteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17,
§ 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af
partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«
2.
§ 2, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk
statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller
Island
sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan
bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om
registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal
sidestilles
med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«
3.
§ 2, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4.
Regler om
fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af
justitsministeren.«
4.
I
§ 5, stk. 2,
udgår »og § 46«.
5.
§ 5, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Hvis ingen
af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan
registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens
§ 448
c altid opløses her.«
6.
Efter
§ 6 indsættes:
»§ 6 a.
Ved
overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes
regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret
partnerskab.«
§ 7
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1.
§ 16
ophæves.
2.
§ 21
affattes således:
»§ 21.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om
ansøgningsfrister
og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
3.
§ 23
affattes således:
»§ 23.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.«
§ 8
I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 14, stk. 5, 2. pkt.,
ændres »en af
parterne« til: »manden«.
2.
I
§ 14, stk. 5,
indsættes efter 2.
pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«
§ 9
Stk. 1
Loven
træder i kraft den 1. oktober 2004, jf. dog §§ 10 og 11.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 1-2 finder anvendelse på afgørelser om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne,
der træffes efter den 1. oktober 2004.
Stk. 3.
Bosondring
efter § 38, nr. 4, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som ophævet ved
denne lovs § 2, nr. 2, kan meddeles på baggrund af en begæring indgivet
til skifteretten før den 1. oktober 2004.
Stk. 4.
Ansøgning
om godkendelse af aftale om ophør af fælles forældremyndighed eller
overførsel
af forældremyndigheden til den anden forælder, der er indgivet før den 1.
oktober 2004, og som ikke er færdigbehandlet af statsamtet, anses som en
anmeldelse af aftale herom, hvis ansøgningen er indgivet af forældrene i
fællesskab.
Stk. 5.
Justitsministeren kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 31,
stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær, som affattet ved denne
lovs
§ 3, nr. 6, § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven, som indsat ved
denne lovs § 5, nr. 9, helt eller delvist skal finde anvendelse på
ansøgninger og klager, der er indgivet inden de pågældende reglers
ikrafttræden,
men som ikke er færdigbehandlet.
Stk. 6.
§§ 5,
5a, 16, stk. 2, 23 og 28 i adoptionsloven som ændret ved denne lovs
§ 5, nr. 1, 2, 4, 6 og 8 finder også anvendelse på ansøgninger om
adoption, der er indgivet inden den 1. oktober 2004, og hvor der ikke er
truffet afgørelse i sagen. Adoptionslovens § 28, som ændret ved denne
lovs
§ 5, nr. 8, finder også anvendelse på udenlandske afgørelser om
adoption,
som træffes inden den 1. oktober 2004, hvis der ikke i adoptionssagen er
udstedt en dansk adoptionsbevilling.
Stk. 7.
§ 14,
stk. 5, 2. pkt., i børneloven, som ændret ved denne lovs § 8, nr.
1,
finder anvendelse på børn, som fødes efter lovens ikrafttræden. For børn født
før lovens ikrafttræden anvendes de hidtil gældende regler.
§ 10
Stk. 1.
Lovens
§ 1, nr. 3-4, træder i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2.
§ 42,
stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder også
anvendelse på ansøgninger om skilsmisse efter § 31, stk. 1 eller
stk. 1, jf. stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der
er
indgivet inden den 1. januar 2005, og som ikke er færdigbehandlet i
statsamtet.
Stk. 3.
Er en
ansøgning om separation eller skilsmisse indgivet inden den 1. januar 2005,
skal der afholdes vilkårsforhandling i overensstemmelse med de hidtil
gældende
regler i § 44 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, medmindre begge
ægtefæller anmoder om, at vilkårsforhandling undlades.
§ 11
Stk. 1.
Lovens
§ 2, nr. 1, og § 7, nr. 1, træder i kraft den 1. april 2005.
Stk. 2.
Justitsministeren
kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 58 a, stk. 2, i lov
om
ægteskabs indgåelse og opløsning, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 6,
§ 52 a, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som indsat ved
denne lovs § 2, nr. 3, og § 21, stk. 2, i lov om børns
forsørgelse, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 2, også skal finde
anvendelse på klager over en bidragsafgørelse, der er indgivet før den 1.
april
2005.
§ 12
Stk. 1.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 1-3
og 5-8 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Ægteskabsloven
2.1.
Ændring af
ægteskabslovens § 10
2.1.1.
G
æ
ldende ret
2.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
2.1.2.1.
Formuefællesskaber
ophørt i parternes levende live
2.1.2.2.
Formuefællesskaber
ophørt ved død
2.2.
Ophævelse af
ægteskabslovens § 11
2.2.1.
Gældende ret
2.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
2.3.
Skilsmisse ved
bevilling efter separation på grundlag af stiltiende samtykke fra en af
parterne
2.3.1.
Gældende ret
2.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
2.4.
Ophævelse af den
obligatoriske vilkårsforhandling
2.4.1.
Gældende ret
2.4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
2.4.2.1.
Den egentlige
vilkårsforhandling
2.4.2.2.
Den
vejledende/mæglende funktion
3.
Lov om
forældremyndighed og samvær
3.1.
Aftaler om
ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed
3.1.1.
Gældende ret
3.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
3.2.
Skærpelse af
ændringskriteriet i samværssager
3.2.1.
Gældende ret
3.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
3.2.2.1.
Statsamternes
opgaver i samværssager
3.2.2.2.
Ændringer i
samværet
3.2.2.3.
Førstegangsfastsættelse
af samvær
3.2.2.4.
Erstatningssamvær
3.2.2.5.
Ændringer af det
løbende samvær
3.3.
Udvidelse af
adgangen til orientering om barnet
3.3.1.
Gældende ret
3.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
4.
Retsplejeloven
(fuldbyrdelse af aftaler om samvær)
4.1.
Gældende ret
4.2.
Justitsministeriets
overvejelser
5.
Adoptionsloven
5.1.
Udenlandske
adoptionsafgørelser
5.1.1.
Gældende ret
5.1.1.1.
Problemstillingen
5.1.1.2.
Anerkendelse af
udenlandske adoptionsafgørelser efter dansk ret
5.1.1.3.
Tidspunktet for
virkningen af en dansk adoptionsbevilling
5.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
5.2.
Genetablering af
familiebåndet til den oprindelige slægt for adopterede, der er fyldt 18 år
5.2.1.
Gældende ret
5.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
5.2.2.1.
Terminologiske
overvejelser
5.2.2.2.
Betingelserne for
genetablering af retsforholdet til den oprindelige slægt
5.3.
Stedbarnsadoption
5.3.1.
Gældende ret
5.3.2.
Justitsministeriet
overvejelser
5.3.2.1.
Stedbarnsadoption
efter en ægtefælles død
5.3.2.2.
Stedbarnsadoption
af voksne børn efter en skilsmisse
6.
Lov om
registreret partnerskab
6.1.
Gældende ret
6.1.1.
Betingelserne for
at indgå registreret partnerskab
6.1.2.
Baggrunden for de
særlige krav til indgåelse af registreret partnerskab
6.1.3.
Betingelserne for
at indgå ægteskab
6.2.
Justitsministeriets
overvejelser
6.2.1.
Kravet om
tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab
6.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser om øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab
7.
Adgang for
statsamterne til at genoptage påklagede sager
7.1.
Gældende ret
7.2.
Justitsministeriets
overvejelser
8.
Begyndelses- og
ændringstidspunkter for ægtefælle- og børnebidrag
8.1.
Ægtefællebidrag
efter separation og skilsmisse
8.1.1.
Gældende ret
8.1.1.1.
Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
8.1.1.2.
Ændringstidspunkter
8.1.2.
Justitsministeriets
overvejelser
8.1.2.1.
Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
8.1.2.2.
Ændringstidspunkter
8.2.
Ægtefællebidrag
inden separation og skilsmisse
8.2.1.
Gældende ret
8.2.1.1.
Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
8.2.1.2.
Ændringstidspunkter
8.2.2.
Justitsministeriets
overvejelser
8.3.
Børnebidrag
8.3.1.
Gældende ret
8.3.1.1.
Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
8.3.1.2.
Ændringstidspunkter
8.3.2.
Justitsministeriets
overvejelser
8.3.2.1.
Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
8.3.2.2.
Ændringstidspunkter
9.
Børneloven.
Mindreåriges anerkendelse af faderskab
9.1.
Gældende ret
9.2.
Justitsministeriets
overvejelser
10.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
11.
Hørte myndigheder
m.v.
1. Indledning
1.1.
Formålet med
lovforslaget er at gennemføre en række forenklinger af regler på det
familieretlige område. Der er i det væsentlige tale om administrative
lempelser
for borgerne og det offentlige og om at gøre de gældende regler mere
tidssvarende.
1.2.
Som et led i
regeringens handlingsplan om regelforenkling nedsatte Justitsministeriet i
august 2002 en arbejdsgruppe for regelforenkling på det familieretlige
område.
Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for
Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, Foreningen af statsamtmænd,
Foreningen af statsamtsjurister samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Arbejdsgruppen skulle bl.a. analysere de forskellige
forslag til forenklinger på det familieretlige område, som fremgik af
Justitsministeriets handlingsplan om regelforenklinger samt de forslag, som
kom
fra bl.a. statsamter og kommuner som følge af det frihedsbrev, som indenrigs-
og sundhedsministeren på vegne af regeringen i januar 2002 sendte ud til
amter
og kommuner. Herudover skulle arbejdsgruppen som led i det løbende arbejde
med
at sikre enkle, hensigtsmæssige og mere borgervenlige regler fremkomme med
forslag til forenkling af den familieretlige lovgivning. Formålet med
overvejelserne var ikke at foretage en gennemgribende revision af den
familieretlige lovgivning, men alene at få justeret eksisterende bestemmelser
på specifikke områder, som der i praksis havde været sat spørgsmålstegn ved
hensigtsmæssigheden af.
Arbejdsgruppen afleverede sin rapport om regelforenkling på
det familieretlige område i december 2003. Bortset fra de dele af
lovforslaget,
der vedrører orientering om børn og mindreåriges anerkendelse af faderskab
samt
enkelte mindre ændringer, jf. nedenfor, bygger lovforslaget i det hele på
arbejdsgruppens rapport. Medmindre andet er anført, svarer de foreslåede
ændringer endvidere til anbefalingerne i rapporten.
1.3.
Lovforslaget
indeholder navnlig følgende hovedpunkter:
Kravet om, at et tidligere fællesbo
skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, foreslås ophævet i tilfælde,
hvor ægteskabet er ophørt ved skilsmisse.
Kravet om, at kommende ægtefæller
skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand
eller kvinde, foreslås ophævet.
Det foreslås, at statsamtet skal
kunne meddele skilsmisse ved bevilling på uændrede vilkår efter forudgående
separation i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets
henvendelser om, hvorvidt ægtefællen har bemærkninger til skilsmissen.
Det foreslås, at der ikke længere
skal afholdes obligatorisk vilkårsforhandling forud for bevilling af
separation
eller skilsmisse. Vilkårsforhandling skal dog stadig foretages, hvis en af
parterne anmoder om det, eller statsamtet finder, at særlige omstændigheder
taler for det.
Kriteriet for, hvornår der kan ske
ændringer i samvær, foreslås skærpet, således at der som udgangspunkt kun kan
ske ændringer, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Herved
tilskyndes forældrene til i højere grad selv at tage ansvaret for at få
samværet til at fungere.
Det foreslås, at aftaler mellem
forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre, eller at
forældremyndigheden skal overføres fra den ene til den anden forælder, ikke
længere skal godkendes af statsamtet, men blot anmeldes til statsamtet.
Det foreslås, at skriftlige aftaler
om samvær skal kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i
aftalen.
Efter § 19 i lov om
forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har
forældremyndigheden, ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler,
børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Bestemmelsen foreslås
udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.
Det foreslås, at det skal være
lettere for voksne adopterede at genetablere retsforholdet til deres
oprindelige slægt i tilfælde, hvor alle parter ønsker dette.
Endvidere foreslås visse lempelser i
adgangen til stedbarnsadoption af voksne. Hvis f.eks. et barn er vokset op
hos
sin mor og stedfar, skal det være muligt for stedfaderen at stedbarnsadoptere
barnet, når det er blevet voksent, selv om han i mellemtiden er blevet skilt
fra barnets mor.
Adgangen til at anerkende
udenlandske afgørelser om adoption, der er truffet i overensstemmelse med
Haagerkonventionen af 1993, foreslås udvidet. Det vil indebære en lettelse
for
forældre, som adopterer udenlandske børn, og hvor adoptionen gennemføres i
barnets hjemland.
Der foreslås nogle lempelser i
adgangen for udlændinge til at indgå registreret partnerskab her i landet.
Bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de
danske, foreslås sidestillet med bopæl her i landet.
For at forenkle sagsgangen i
klagesager foreslås det, at der skabes hjemmel til at fastsætte regler om, at
statsamtet kan genoptage en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet,
når
der foreligger væsentlige nye oplysninger eller nye ansøgninger, som
statsamtet
ikke har taget stilling til.
Der foreslås indført bestemmelser,
der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den
bidragsberettigede skal ansøge om børne- eller ægtefællebidrag for at få det
fastsat eksempelvis fra parternes samlivsophævelse, og om fra hvilket
tidspunkt
en ændring af et bidrag skal have virkning.
Hvis en af parterne er umyndig som
følge af mindreårighed, kan anerkendelse af faderskab efter de gældende
regler
kun ske med værgens samtykke. Det foreslås ændret således, at kravet om
samtykke alene skal finde anvendelse, hvis manden er mindreårig.
2.
Ægteskabsloven
2.1.
Ændring af ægteskabslovens § 10
2.1.1.
Gældende ret
Den, som har været gift eller været part i et registreret
partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab eller registreret partnerskab, før
offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er påbegyndt, eller
privat skifte er afsluttet. Det gælder dog ikke, hvis der ikke var noget
formuefællesskab mellem ægtefællerne, eller fritagelse for skifte er særligt
hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve
ægteskabsbetingelserne, tillade, at de nævnte bestemmelser om skifte
fraviges,
jf. ægteskabslovens § 10, stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at fællesboet i det
tidligere ægteskab holdes adskilt fra de nye ægtefællers formue.
Fritagelse for skifte vil være særligt hjemlet, hvis den
tidligere ægtefælle eller arvingerne i boet giver samtykke til, at ægteskab
indgås, selv om det tidligere fællesbo ikke er delt. Hvis den ene af parterne
sidder i uskiftet bo, betegnes dette samtykke »skifteafkald«.
Prøvelsesmyndigheden (kommunen) kan tillade, at
bestemmelsen fraviges, dvs. tillade indgåelse af ægteskab, selv om fællesboet
endnu ikke er delt eller taget under offentligt skifte. En sådan tilladelse
betegnes »skiftefritagelse«. Afgørelser om skiftefritagelser kan påklages til
justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. lovens § 10, stk. 2.
De nærmere regler om dokumentation for skifte fremgår af
§ 11 i bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 om ægteskabs indgåelse
med
senere ændringer (indgåelsesbekendtgørelsen).
Praksis vedrørende skiftefritagelser er beskrevet i
Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 14. december 2001 til samtlige
kommuner om skiftefritagelse.
I tilfælde, hvor et tidligere ægteskab er opløst i
parternes levende live, gives skiftefritagelse efter fast praksis, hvis der
er
gået mere end 1 år fra separationen eller skilsmissen, eller hvis ægteskabet
er
opløst i udlandet. Herudover kan skiftefritagelse efter et konkret skøn
meddeles tidligere. Det kan f.eks. ske, hvis den tidligere ægtefælles
modstand
mod at give samtykke skyldes chikane, den tidligere ægtefælle er forsvundet,
eller endelig bodeling alene beror på afhændelse af enkelte større aktiver
eller på formalia.
Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved død, gives
skiftefritagelse, hvis dødsfaldet er sket i udlandet, og dødsboet skiftes
der,
mens der, hvis dødsfaldet er sket i Danmark, og dødsboet skiftes her, kun
meddeles skiftefritagelse, når der foreligger helt særlige grunde.
Civilretsdirektoratet har de sidste mange år ikke afgjort sager herom.
Indgår en person ægteskab, selv om betingelsen i
ægteskabslovens § 10 ikke er opfyldt, medfører det ikke, at det nye
ægteskab bliver ugyldigt, og det kan heller ikke omstødes efter
ægteskabslovens
§ 24.
2.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
2.1.2.1. Formuefællesskaber
ophørt i parternes levende live
Langt de fleste formuefællesskaber, der ophører i parternes
levende live, deles i mindelighed mellem parterne uden skriftlig
dokumentation.
Det vil blive noteret i skilsmissebevillingen eller dommen, hvis parterne
under
behandlingen af sagen oplyser, at fællesboet er delt. Endvidere kan boets
deling dokumenteres ved parternes senere samstemmende erklæring herom. Der
sker
således ikke nogen prøvelse af, om fællesboet i realiteten er blevet delt,
når
parterne samstemmende oplyser eller har oplyst, at det er tilfældet.
I de situationer, hvor det ikke kan dokumenteres, at boet
er delt, vil der i langt de fleste tilfælde kunne meddeles skiftefritagelse,
idet nyt ægteskab kun sjældent søges indgået inden for et år efter separation
eller skilsmisse.
Det er Civilretsdirektoratets vurdering på baggrund af
henvendelser fra kommunerne, at ægteskabslovens § 10 giver anledning til
ganske meget arbejde i kommunerne og er til ulempe for parterne, idet disse
skal søge at dokumentere, at det tidligere fællesbo er delt, og at det
relativt
ofte giver anledning til tvivl i kommunerne, hvornår fornøden dokumentation
er
fremlagt.
Da delingen af det tidligere fællesbo ofte bliver
dokumenteret alene ved parternes fælles erklæring herom, og da
skiftefritagelse
i praksis meddeles efter et års forløb, forekommer baggrunden for
bestemmelsen
ikke fortsat at kunne begrunde dens opretholdelse, når det drejer sig om
ægteskaber opløst i levende live.
Reglen om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der
kan indgås ægteskab eller registreret partnerskab, foreslås derfor ophævet i
tilfælde, hvor det tidligere ægteskab er opløst i parternes levende live.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 9-11, og
lovforslagets § 1, nr. 1.
2.1.2.2. Formuefællesskaber
ophørt ved død
Der foreslås ikke ændringer i den gældende regel om, at det
ikke er muligt uden arvingernes samtykke at indgå nyt ægteskab, så længe et
eventuelt dødsbo ikke er endeligt delt eller taget under
bobestyrerbehandling,
herunder så længe den efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo.
Baggrunden herfor er, at særlige forhold gør sig gældende i
tilfælde, hvor et formuefællesskab ophører ved død. Der vil ofte være flere
parter involveret i opgørelsen af dødsboets andel af fællesboet, og parterne
vil ofte ikke have et klart billede af, hvilke aktiver der findes i boet. Der
kan endvidere være mindreårige arvinger. I mange tilfælde sidder den
efterlevende ægtefælle i uskiftet bo, og pligten til at skifte boet indtræder
først ved indgåelsen af nyt ægteskab, jf. arvelovens § 17, stk. 2.
Hvis arvingerne ikke er bekendt med det nye ægteskab, vil der være en risiko
for, at de først mange år senere bliver klar over, at de havde krav på at få
deres arv udbetalt.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør ægteskabslovens
§ 10 derfor ikke ændres på dette punkt, så længe kravet i arvelovens
§ 17 om skifte af et uskiftet bo ved indgåelse af nyt ægteskab
opretholdes. Om der skal være en adgang til at indgå nyt ægteskab uden at
skifte et uskiftet bo, overvejes for tiden af Arvelovsudvalget. En eventuel
ændring af reglen i ægteskabslovens § 10 bør derfor for så vidt angår
disse tilfælde afvente Arvelovsudvalgets betænkning.
Derimod foreslås det, at adgangen til at indgå nyt ægteskab
uden at skifte, hvis samtlige arvinger samtykker, kommer til at fremgå
direkte
af loven.
For så vidt angår boer, der skiftes i udlandet, foreslås
det, at reglen i ægteskabslovens § 10 ikke skal finde anvendelse. Det
vil
betyde, at den efterlevende altid vil kunne indgå nyt ægteskab, hvis boet
efter
den afdøde ægtefælle skiftes i udlandet, uden at skulle afvente afslutning af
bobehandling, eller uden at skulle dokumentere, at skifte er sket.
I relation til boer, der skiftes her i landet, finder
Justitsministeriet ikke at kunne udelukke, at der vil kunne opstå
situationer,
hvor et ægteskab ikke vil kunne indgås, hvis ikke der kan gives
skiftefritagelse, f.eks. fordi den ene af parterne ligger for døden. Af denne
grund foreslås den eksisterende dispensationsadgang opretholdt.
Med de foreslåede ændringer vil det være enklere for
kommunerne at administrere lovgivningen på dette område, og den foreslåede
nye
formulering af ægteskabslovens § 10 vil give et mere retvisende billede
af
retstilstanden på området.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 11-13, samt
lovforslagets § 1, nr. 1.
2.2.
Ophævelse af ægteskabslovens § 11
2.2.1.
Gældende ret
Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af parterne over for
den anden og den myndighed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har
afgivet
erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand
eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som
er bortadopteret, jf. ægteskabslovens § 11. Der skal ikke afgives
erklæring om afdøde børn eller deres eventuelle livsarvinger.
Overtrædelse af bestemmelsen medfører ikke, at ægteskabet
bliver ugyldigt. Ægteskabet vil som udgangspunkt heller ikke kunne omstødes,
jf. ægteskabslovens § 24, men ægtefællen kan kræve bosondring efter
retsvirkningslovens § 38, nr. 4. Endvidere kan afgivelse af urigtige
oplysninger straffes i medfør af straffelovens § 163.
2.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Baggrunden for bestemmelsen er, at oplysninger om børn skal
gives, »da disses eksistens kan være af stor økonomisk og retslig betydning
for
parterne«, og det synes »i det hele taget at være et rimeligt krav, at
parterne
giver hinanden oplysninger om deres eventuelle børn«, jf. side 43 i
betænkning
nr. 369/1964 om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og
samkvemsret afgivet af Ægteskabsudvalget af 1957.
Bestemmelsen kan efter Justitsministeriets opfattelse
opleves som formynderisk og unødig indblanding i parternes indbyrdes
forhold/kommunikation. Ægteskabslovens § 11 foreslås derfor ophævet.
Som en konsekvens heraf foreslås retsvirkningslovens
§ 38, nr. 4, tillige ophævet. Efter denne bestemmelse kan en
ægtefælle inden for visse frister forlange bosondring, når den anden
ægtefælle
ved indgåelsen af ægteskabet havde et arveberettiget barn uden for ægteskab
eller senere har fået et sådant barn.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 14-15, og
lovforslagets § 1, nr. 2, og § 2, nr. 2.
2.3. Skilsmisse ved bevilling efter separation på grundlag
af stiltiende samtykke fra en af parterne
2.3.1.
Gældende
ret
En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års
separation. Hvis ægtefællerne er enige om skilsmisse, har de dog ret til
skilsmisse efter 6 måneders separation, jf. ægteskabslovens § 31.
Bevilling til separation og skilsmisse kan kun meddeles,
hvis ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved
bevilling og enige om en række vilkår.
Ansøger kun den ene af ægtefællerne om skilsmisse på
grundlag af en tidligere meddelt separation efter lovens § 31, sender
statsamtet en blanket om skilsmisse på baggrund af separation til den anden
ægtefælle. Statsamtet beder ægtefællen om at tilbagesende blanketten i
udfyldt
og underskrevet stand, hvis ægtefællen ønsker at medvirke til skilsmisse på
de
samme vilkår, som gjaldt for separationen (gennemgående vilkår).
Svarer den anden ægtefælle ikke, skal statsamtet normalt
rykke for svar. Statsamtet kan også indkalde ægtefællerne eller en af dem til
et møde om sagen. Besvarer den anden ægtefælle ikke henvendelserne fra
statsamtet, eller ønsker den pågældende ikke skilsmisse på
separationsvilkårene, afslås ansøgningen, jf. § 8 i cirkulære nr. 107 af
24. oktober 2002 om opløsning af ægteskab (opløsningscirkulæret). Ægtefællen
vil derfor være henvist til at søge skilsmisse ved domstolene, selv om den
manglende reaktion fra den anden ægtefælle blot skyldes sløseri eller
chikane.
I retten vil den »passive« part ofte enten erklære sig enig i
skilsmissepåstanden eller udeblive, hvorefter parterne bliver skilt ved dom.
2.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
Den gældende ordning, hvorefter der ikke kan meddeles
skilsmisse ved bevilling, når den anden ægtefælle ikke svarer på statsamtets
henvendelser, opfattes som uhensigtsmæssig for såvel borgere som myndigheder,
herunder domstolene.
Det er ikke i ansøgerens interesse at skulle anlægge en
retssag for at opnå en skilsmisse, som ansøgeren i medfør af ægteskabsloven
har
krav på. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at domstolene skal behandle
sager,
hvor den anden part straks erklærer sig enig i påstanden, eller hvor der blot
skal afsiges dom i overensstemmelse med denne. Herudover kan det anføres, at
parterne efter nogen tid må antages at have indrettet sig på og accepteret
situationen, når der er meddelt separation på bestemte og gennemgående
vilkår.
Man må derfor kunne gå ud fra, at en part, som ikke ønsker at medvirke til
skilsmisse på de tidligere aftalte eller fastsatte vilkår, eller som har
reelle
indvendinger mod ansøgningen om skilsmisse fra den anden part, vil protestere
mod skilsmisse i disse situationer.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor ikke
væsentlige betænkeligheder ved at meddele skilsmisse ved bevilling, selv om
en
part ikke har reageret på en ansøgning herom, idet parten må antages
stiltiende
at samtykke i skilsmissen.
Justitsministeriet anser det imidlertid for nødvendigt, at
der gøres en særlig indsats for, at den anden part bliver bekendt med sådanne
ansøgninger. I den forbindelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at
domstolene normalt kun afsiger udeblivelsesdomme, når stævning er forkyndt
for
den pågældende personligt.
Efter de regler, som gælder i dag, skal statsamtet skrive
til en part mindst to gange. Dette krav foreslås opretholdt. Herudover skal
statsamtet sikre sig at få en kvittering for afleveringen/ modtagelsen af det
andet brev. Herved undgås, at den anden part efterfølgende gør gældende, at
han
eller hun ikke har modtaget statsamtets breve. Hvis kvittering for
aflevering/modtagelse ikke kan fås, kan der ikke gives skilsmisse ved
bevilling.
Det skal endvidere fremgå tydeligt af statsamtets breve, at
man vil lægge til grund, at parten ønsker at medvirke til skilsmisse på
separationsvilkårene, hvis parten ikke protesterer over for statsamtet.
Det bør i øvrigt være en forudsætning, at der ikke i
forbindelse med skilsmissen skal tages stilling til
ægtefællepensionsordninger
omfattet af § 54 i ægteskabsloven. Denne bestemmelse henviser til
enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension,
hvis
ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat
bidragspligt. Retten til enkepension bortfalder, hvis den fraskilte hustru
indgår nyt ægteskab. Hvis en af ægtefællerne har sådanne pensionsordninger,
vil
der dog kunne være taget stilling hertil under separationssagen.
Det er endvidere en forudsætning, at der ikke ved
separationen er truffet bestemmelse om, at vilkåret om bidragspligt kun skal
gælde for separationsperioden, jf. ægteskabslovens § 45, 2. pkt.
Da den foreslåede ordning hviler på en forudsætning om, at
parterne reelt er enige om at ønske skilsmisse, foreslås det, at bevilling
skal
kunne meddeles efter 6 måneder.
Det bemærkes i øvrigt, at en separation bortfalder, hvis
ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet, jf. ægteskabsloven
§ 30. Normalt vil begge parter i forbindelse med ansøgning om skilsmisse
på baggrund af separation i dag skulle erklære, om samlivet har været
genoptaget eller fortsat, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 875 af 24.
oktober
2002 om opløsning af ægteskab (opløsningsbekendtgørelsen). Det udelukker dog
ikke, at betingelsen om, at samlivet ikke har været genoptaget eller fortsat,
kan anses for opfyldt, når ansøgeren erklærer, at samlivet ikke har været
genoptaget eller fortsat, og den ikke-ansøgende ægtefælle ikke protesterer
herimod. Det svarer til den måde, domstolene behandler denne problemstilling
på
i tilfælde af en parts udeblivelse. Statsamtet vil fortsat skulle undersøge,
om
parterne ifølge oplysningerne i CPR har fortsat eller genoptaget samlivet.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
17-19, og lovforslagets § 1, nr. 3.
2.4.
Ophævelse af den obligatoriske vilkårsforhandling
2.4.1.
Gældende ret
Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles af
statsamtet, skal der foretages vilkårsforhandling.
Hvis der ønskes skilsmisse på baggrund af separation efter
ægteskabslovens § 31, og vilkårene for separationen også gælder for
tiden
efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig, jf.
ægteskabslovens § 44, stk. 1. Statsamtet kan dog bestemme, at
vilkårsforhandling
skal foretages, hvis en af parterne anmoder om det, eller det findes
hensigtsmæssigt, jf. opløsningsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, 2.
pkt.
Hvis statsamtet finder det betænkeligt at meddele bevilling
til separation eller skilsmisse, skal statsamtet afslå at meddele bevilling,
jf. ægteskabslovens § 42, stk. 3.
Nærmere regler om vilkårsforhandling er fastsat i
opløsningsbekendtgørelsens §§ 7-11 og opløsningscirkulærets §§ 2-7.
Vilkårsforhandlingen, der er en
forhandling om den praktiske tilrettelæggelse af separationen eller
skilsmissen, har to hovedformål:
1)
At sikre at betingelserne for at meddele
separation eller skilsmisse er opfyldt, herunder at de omstændigheder, der
efter lovens §§ 31-36 kan begrunde skilsmisse (forudgående separation, 2
års adskillelses som følge af uoverensstemmelser, utroskab, vold, bigami og
international børnebortførelse), er til stede, og at der er enighed om
vilkårene.
2)
At yde parterne vejledning om forskellige
spørgsmål i forbindelse med separationen/skilsmissen. Statsamterne yder ved
vilkårsforhandlingen i vid udstrækning også vejledning om spørgsmål, der ikke
er direkte relaterede til spørgsmålet om separation/skilsmisse, f.eks. om
forældremyndighed, samvær og bodeling. Dele af denne yderligere vejledning er
statsamtet pålagt at yde, jf. opløsningscirkulærets § 4. Herudover
drøftes
også ofte børnebidrag og størrelsen af et eventuelt ægtefællebidrag.
Vilkårene for
separation eller skilsmisse vedrører i dag (1) pligten til at betale
ægtefællebidrag (§ 49), (2) bevarelse af ret til enkepension (kun ved
skilsmisse) (§ 54), (3) fortsættelse af fælles lejemål (§ 55) og
(4)
godtgørelse for eventuelt særeje (§ 56).
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.2.1. Den egentlige vilkårsforhandling
Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at meddele
separation eller skilsmisse er til stede, vil i langt de fleste sager kunne
afgøres på skriftligt grundlag. Således vil dokumentation for
skilsmissebetingelsernes opfyldelse som altovervejende hovedregel skulle
fremlægges skriftligt i form af f.eks. en separationsdom eller
–bevilling,
lægeerklæring, 3. parts erklæring m.v.
Mange ægtefæller har indgået aftaler om vilkårene, inden de
søger separation eller skilsmisse ved bevilling. Det kan skyldes, at de er
blevet bistået af advokat eller selv har kunnet indgå aftalerne i
mindelighed.
I disse situationer er der ofte ikke behov for at gennemføre
vilkårsforhandling. Mange parter oplever i disse tilfælde den obligatoriske
vilkårsforhandling som en unødvendig bureaukratisk forsinkelse af
separationen
eller skilsmissen.
Den obligatoriske vilkårsforhandling foreslås derfor
ophævet.
Der kan dog være situationer, hvor det vil være betænkeligt
eller uhensigtsmæssigt at gennemføre separation eller skilsmisse ved
bevilling
uden vilkårsforhandling. Det vil først og fremmest være tilfældet, hvis det
er
tvivlsomt, om betingelserne for at meddele bevilling til separation eller
skilsmisse er opfyldt, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller forventer at
kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af
ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har
aftalt
et vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en
vildfarelse
om deres rettigheder, eller at en af dem er udsat for et utilbørligt pres. I
sådanne situationer vil statsamterne i dag vejlede ægtefællerne om gældende
ret
for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.
Det bør derfor være muligt for statsamtet at indkalde
parterne til vilkårsforhandling i sådanne situationer. Det foreslås derfor,
at
statsamtet skal kunne bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages, hvis
»særlige omstændigheder taler for det«.
Endvidere foreslås det, at der fortsat skal indkaldes til
vilkårsforhandling, hvis en af ægtefællerne anmoder herom, f.eks. fordi
ægtefællerne
ikke kan blive enige om alle vilkår, eller ægtefællen eller ægtefællerne i
øvrigt mener at have behov for vejledning.
Parterne bør i forbindelse med ansøgningen om separation
eller skilsmisse gøres opmærksomme på, at der kan afholdes vilkårsforhandling
i
statsamtet, hvis en af dem ønsker det.
Bevilling må ikke meddeles, hvis den ene part nægter at
deltage i en vilkårsforhandling, som den anden ægtefælle eller statsamtet
ønsker gennemført. En ægtefælle, som har bedt om, at der afholdes
vilkårsforhandling,
skal dog have mulighed for at frafalde anmodningen med den konsekvens, at der
kan meddeles separation eller skilsmisse alligevel.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
20-23, og lovforslagets § 1, nr. 4.
2.4.2.2. Den vejledende/mæglende funktion
En del ægtefæller ønsker eller har behov for vejledning om
emner, der ikke er direkte relateret til
betingelserne eller vilkårene for
separationen eller skilsmissen, f.eks. forældremyndighed, samvær, børnebidrag
og bodeling. Når mulighederne for at få vejledning under vilkårsforhandlingen
begrænses som foreslået ovenfor, vil der kunne opstå behov for at få
vejledning
af statsamtet om sådanne spørgsmål på anden måde.
I nogle situationer vil denne vejledning bedst kunne gives
under et møde med begge parter, men generelt kan en del af denne vejledning
gives i form af skriftlige vejledninger og pjecer. Også statsamternes og
Civilretsdirektoratets hjemmesider vil være et velegnet forum for en sådan
vejledning.
Disse pjecer bør indeholde orientering om muligheden for at
få yderligere vejledning af statsamtet eller andre relevante myndigheder,
f.eks. de sociale myndigheder og skattevæsenet. Dette bør også fremgå af det
materiale, som parterne får udleveret i forbindelse med ansøgningen om
skilsmisse.
Ønsker begge ægtefæller eller en af dem information i
relation til separation eller skilsmisse eller de deraf følgende problemer,
indkalder statsamtet dem således til et møde.
Endvidere vil statsamtet efter § 28 i lov om
forældremyndighed og samvær kunne tilbyde ægtepar med mindreårige børn
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der skønnes at være
behov
herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles på skriftligt
grundlag.
Den beskrevne vejlednings- og mødeaktivitet m.v. svarer
principielt til de tilbud, der i dag står åbne også for ugifte samlevende,
der
ønsker at flytte fra hinanden, især i relation til børn.
3.
Lov
om forældremyndighed og samvær
3.1.
Aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af
forældremyndighed
3.1.1.
Gældende ret
Ugifte forældre har i dag fælles forældremyndighed over
deres fælles børn, hvis de efter børnelovens § 2, stk. 1,
§ 14,
stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3,
afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for
barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 5, stk. 1.
Forældre kan endvidere aftale, at de skal have fælles
forældremyndighed over deres fælles børn. Aftalen er kun gyldig, når den er
anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,
kan
anmeldelse ske hertil, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 6, 1.
pkt.
En aftale om fælles forældremyndighed skal således ikke
godkendes.
Skal fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med
statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden
alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for
barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen
godkendes af retten, jf. lovens § 9, stk. 1.
Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet
overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til
andre. Forældremyndigheden kan også overføres til et ægtepar i forening,
herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes,
medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om
forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf.
lovens § 11.
Formålet med, at statsamtet skal godkende aftaler om ophør
af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed, er, at
statsamtet skal sikre, at der foreligger en reel enighed om, hvem der skal
have
forældremyndigheden over barnet, og at aftalen er bedst for barnet.
I forbindelse med godkendelse af aftaler om ophør af fælles
forældremyndighed indkalder statsamtet forældrene til et møde, jf. § 2,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 874 af 24. oktober 2002 om
forældremyndighed
og samvær m.v. (forældremyndighedsbekendtgørelsen).
Ved anmodning om godkendelse af en aftale om overførsel af
forældremyndigheden til den anden af forældrene eller til andre indkalder
statsamtet parterne til et møde og vejleder om aftalens retsvirkninger, jf.
forældremyndighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Mødet giver endvidere statsamtet mulighed for at vurdere,
om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.
3.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det må som udgangspunkt lægges til grund, at forældrene er
de nærmeste til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at de også
disponerer i overensstemmelse hermed. På den baggrund kan det virke
formynderisk og utidssvarende, at statsamtet skal godkende forældrenes
aftale.
Når det drejer sig om aftaler om ophævelse af fælles
forældremyndighed,
kan det
principielt set være vanskeligt at argumentere for, at det strider mod, hvad
der er bedst for barnet, at tillægge forældremyndigheden til en forælder, der
i
forvejen har del heri - og fortsat vil have det.
På den anden side vil en ophævelse af godkendelseskravet
ved aftaler om overførsel af forældremyndighed til den anden forælder
medføre,
at myndighederne ikke har mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod,
hvad
der er bedst for barnet.
Justitsministeriet har derfor overvejet, om
anmeldelsesordningen alene skal gælde sager, hvor der er tale om ophør af
fælles forældremyndighed (efter § 9), idet forældremyndigheden i sager
om
overførsel af forældremyndigheden (efter § 11) placeres hos en forælder,
der ikke i forvejen har del i forældremyndigheden. Det vil dog næppe tjene
noget formål. Det skyldes, at forældrene let vil kunne omgå et sådant
godkendelseskrav ved først at anmelde en aftale om fælles forældremyndighed
til
statsamtet for derefter at anmelde en aftale om ophør heraf.
Det foreslås på den baggrund, at forældrenes aftaler efter
§§ 9 og 11 i stedet for at skulle godkendes, alene skal anmeldes til
statsamtet for at få gyldighed.
Det er vigtigt, at forældrene fortsat bliver vejledt om
retsvirkningerne af aftalen. Denne vejledning vil dog som udgangspunkt kunne
gives skriftligt. Hvis forældrene har behov for yderligere vejledning, har de
mulighed for at anmode statsamtet om et møde, hvilket bør fremgå af
vejledningsmaterialet.
Det gældende krav om, at aftaler om overførsel af
forældremyndigheden til andre end forældrene skal godkendes, foreslås ikke
ophævet.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
25-28, og lovforslagets § 3, nr. 1 og 2.
3.2.
Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager
3.2.1.
Gældende ret
Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær,
hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold,
jf.
§ 17, stk. 2-3, i lov om forældremyndighed og samvær.
Det er således som udgangspunkt en betingelse for at ændre
et samvær, at den, der anmoder om ændringen, kan påvise, at der foreligger
nye
oplysninger.
Bestemmelsen indeholder dog ikke et ubetinget krav om, at
der skal foreligge forandrede forhold, før der kan træffes afgørelse om
ændring
af samværet. Omfanget af samvær skal således altid fastsættes ud fra, hvad
der
er bedst for barnet.
Kriteriet »navnlig på grund af forandrede forhold« kom ind
i loven i 1995. Herved blev det fremhævet, at ændringssituationer adskiller
sig
fra førstegangsfastsættelser af samværet. Formålet med lovændringen var at
medvirke til at mindske forældrenes incitament til at rette henvendelse til
statsamtet for at få ændret allerede udfærdigede resolutioner eller aftaler
om
samvær. Dermed skulle der blive mere ro om besøgsspørgsmålet. Det skærpede
kriterium skulle også give statsamterne mulighed for at skønne over, hvor
grundig
sagsbehandlingen ved gentagne henvendelser skulle være, jf. betænkning nr.
1279/1994 om fælles forældremyndighed mv., side 134.
Af de almindelige bemærkninger,
afsnit 4.2., til forslag til lov om forældremyndighed og samvær (L 176 af 22.
februar 1995, Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, spalte 2199 f.) fremgår
bl.a. om ændringskriteriet:
»Forældremyndighedsudvalget anfører, at
dette [det tidligere] kriterium giver forældrene mulighed for at kræve, at
statsamtet tager samværsspørgsmålet op til fornyet behandling, selv om
forholdene er uændrede siden sidste afgørelse om samvær. Statsamtet skal i
princippet gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse.
Dette har i praksis i nogle sager givet anledning til gentagne henvendelser
til
statsamtet om forandringer af detaljer vedrørende samværet eller om
indskrænkninger og udvidelse af samvær, som for nylig har været genstand for
grundig sagsbehandling. Det skaber i nogle tilfælde lange perioder med uro og
kan efter udvalgets opfattelse være ødelæggende for samværet og dermed stride
mod, hvad der er bedst for barnet.
Forældremyndighedsudvalget foreslår på
den baggrund, at adgangen til ændring af en samværsaftale eller -afgørelse
reguleres i en særlig bestemmelse, og at kriteriet for at træffe ny afgørelse
strammes, således at ændringen fremover skal være bedst for barnet, navnlig
på
grund af »
forandrede«
forhold. Herved
fremhæves det, at der som udgangspunkt skal være tale om nye forhold, der kan
begrunde en ændring af samværet. Dette kan medvirke til at mindske
forældrenes
interesse i hyppige henvendelser til statsamtet for at få ændret samværets
omfang og dermed skabe mere ro om samværet.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets betragtninger om praksis med hensyn til afgørelser om samvær.
Justitsministeriet er således enig med
udvalget i, at der kan være behov for at begrænse adgangen til at søge en
aftale eller afgørelse om samvær ændret, og det foreslås derfor i
overensstemmelse med udvalgets forslag, at kriteriet herfor fremover skal
være,
at »
ændringen er bedst for barnet,
navnlig på grund af forandrede forhold«
, jf. lovforslagets § 17,
stk. 2. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af
samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der
kan
blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.«
Bestemmelsen er i
praksis blevet fortolket således, at den navnlig retter sig mod gentagne
ansøgninger om samme spørgsmål. Praksis er beskrevet i Skarrildhusberetningen
for 1996 side 46f og 1997 side 51. Sådanne ansøgninger er imidlertid i
praksis
meget vanskelige at identificere. Ofte drejer ansøgningen sig om noget, der
afviger fra det tidligere behandlede, eller om
ad hoc
ændringer. Bestemmelsen har derfor i praksis kun i begrænset
omfang været i stand til at dæmme op for de »evigt verserende sager«.
Statsamterne
oplever i øvrigt, at forældre i stigende omfang forventer, at der ved
afgørelser om samvær skal tages hensyn til hensigtsmæssigheden heraf for
forældrene, og at de skal afgøre selv relativt små uenigheder om samværet
forældrene imellem. Endvidere opleves, at myndighederne forventes at tage
stilling til spørgsmål, der ligger uden for begrebet samvær og vilkårene
herfor, herunder f.eks. hvor meget tøj, barnet skal have med til samvær, hvad
det
skal have at spise, om det må se TV, og i givet fald hvilke udsendelser, og i
øvrigt spørgsmål, der må anses at vedrøre barnets almindelige opdragelse m.v.
I
visse tilfælde, hvor forældrene har været ude af stand til at kommunikere om
gennemførelsen af samværet, har statsamterne fungeret som »postkontor« for
forældrene, ved at sende beskeder, breve m.v. mellem forældrene og nogle
gange
også gaver til barnet.
Det har medført, at
afgørelser om samvær er blevet ganske deltaljerede, og at der derfor i en del
tilfælde er behov for relativt hyppige ændringer i et fastsat samvær.
Denne udvikling har
medført, at mange forældre føler, at samværet i højere grad er statsamternes
ansvar end deres eget, og at de derfor ikke selv har et medansvar for, at
samværet bliver gennemført på en hensigtsmæssig måde for barnet. Samtidig er
det ofte belastende for barnet, at statsamtet hyppigt behandler sagen, med de
konsekvenser for forældrenes samarbejde omkring samværet en sådan behandling
har, og at der relativt ofte foretages ændringer i samværet, som mindst den
ene
af forældrene er uenige i.
3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
3.2.2.1. Statsamternes
opgaver i samværssager
Udviklingen er i de senere år gået i retning af i højere
grad blandt andet gennem børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling at
inddrage forældrene, således at disse sættes i stand til selv at finde
løsninger på deres problemer. Også børnene høres oftere i disse sager.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
statsamterne som udgangspunkt alene skal tage stilling til spørgsmål, der har
betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet. Hermed tænkes navnlig
på
spørgsmål, som har betydning for samværets omfang, og om det overordnet set
kan
gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til
at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller
konfliktmægling. Der vil dog være tilfælde, hvor forældrene har behov for, at
rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at
spørgsmål, der ligger uden for samværsbegrebet, ikke har betydning for den
overordnede gennemførelse af samværet. Statsamterne bør derfor kunne afvise
at
behandle sager herom eller at tage stilling til sådanne problemer. Hvis
spørgsmål
af denne karakter og af en vis tyngde dukker op, bør forældrene henvises til
at
søge børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.
Gør forældrene sådanne spørgsmål gældende i forbindelse med
en ansøgning om ændring af samvær, bør statsamtet vurdere, om forholdet har
en
så væsentlig betydning, at det kan begrunde en ændring af samværet. Er dette
ikke tilfældet, bør forældrene henvises til selv at løse spørgsmålene.
Endelig er det ikke statsamternes opgave at fungere som
»postkontor« for forældrene ved at sende beskeder, breve m.v. mellem dem,
fordi
de er ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet.
3.2.2.2. Ændringer i
samværet
Adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær
ændret er i dag ret vidtgående, jf. ovenfor.
Justitsministeriet foreslår derfor, at kriteriet for at
ændre et samvær skærpes sådan, at ændringer kan afslås, selv om der er tale
om
spørgsmål, som ikke direkte har været behandlet tidligere. Herved vil
intentionerne bag lovens § 17, stk. 2, bedre kunne føres ud i
livet.
Ved ændringer forstås enhver ændring eller justering af eller fravigelse fra
en
eksisterende afgørelse eller aftale om samvær. Selv om forholdene har
forandret
sig, vil en skærpelse af ændringskriteriet kunne føre til, at et samvær ikke
vil
skulle ændres, nemlig hvis forandringerne ikke er væsentlige.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at en skærpelse af
kriteriet for at ændre et samvær skal gælde både for afgørelser truffet af
statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Det skærpede
ændringskriterium
tilsigtes navnlig at få virkning ved ansøgninger om konkrete fravigelser fra
en
samværsresolution (ad hoc ændringer), enten fordi konkrete samvær ikke ønskes
gennemført eller ønskes udvidet, eller fordi der ønskes gennemført et ekstra
samvær eller et samvær til erstatning for et ikke-gennemført samvær.
Sådanne ansøgninger om ad hoc ændringer er ofte begrundet
i, at samværet falder i en weekend, hvor bopælsforælderen ønsker, at barnet
skal deltage i noget andet, f.eks. bryllup eller fødselsdage i den nære
familie. Endvidere kan situationen være, at bopælsforælderen ikke har
mulighed
for at deltage i afhentning og aflevering som forudsat i afgørelsen. Også
samværsforælderen kan søge om ad hoc ændringer, f.eks. for at barnet kan
deltage i familiebegivenheder på samværsforælderens side af familien.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at sådanne ønsker om
ad hoc ændringer af samværet, f.eks. på grund af større familiebegivenheder,
ikke er forhold, en myndighed skal involveres i. Det bør derfor normalt være
overladt til forældrene selv at indgå aftaler om at bytte samværsweekender
el.lign. Dette gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der
søger om at få samværet ændret. Parterne vil således have en gensidig
interesse
i at samarbejde om samværet på en fleksibel måde. Kan forældrene ikke blive
enige, må de følge den samværsordning, som er fastlagt af statsamtet, eller
som
de tidligere har aftalt, og som de har mulighed for at indrette sig efter.
Ved at give statsamterne adgang til at afslå at træffe
løbende afgørelser af justerende eller detailpræget karakter vil forældrene i
højere grad skulle tage ansvaret for gennemførelsen af samværet. Har de behov
for støtte og hjælp hertil, vil de kunne bede statsamtet om børnesagkyndig
rådgivning
eller konfliktmægling.
Statsamtet vil således kunne afslå at behandle en ansøgning
om ændring af samværet uden at forelægge ansøgningen for den anden forælder,
hvis det ikke er sandsynliggjort, at der foreligger væsentligt forandrede
forhold, eller at det fastsatte eller aftalte samvær ikke er til barnets
bedste. Hermed kan det undgås, at den anden forælder oplever, at der konstant
verserer en sag, som han eller hun skal forholde sig til, og som ofte
belaster
forælderen og ikke sjældent også barnet.
Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om
fastholdelse af forældrenes samværsaftaler overvejet, hvilken betydning det
skal have, hvis forældrene har indgået aftaler om samværet, der ikke ville
have
været fastsat af statsamtet. Der kan f.eks. være tale om samværsaftaler, der
strider mod, hvad der er bedst for barnet. I sådanne situationer vil
statsamtet
kunne ændre aftalen, jf. nedenfor. Der kan også være tale om aftaler, hvor
barnet skal være lige meget hos begge forældre (»deleordninger«) el.lign.,
der
falder uden for begrebet »samvær«. Hvis der er aftalt et sådant samvær, skal
statsamtet efter ansøgning fastsætte et samvær, der kan rummes inden for
lovens
»samværsbegreb«. Derimod bør et aftalt udvidet eller begrænset samvær i
øvrigt
opretholdes, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet, eller
forholdene væsentligt har forandret sig. Statsamtet er ikke bundet af
parternes
aftaler om overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af
barnet
i offentligt regi.
3.2.2.3.
Førstegangsfastsættelse af samvær
Justitsministeriet har ikke fundet anledning til at foreslå
lovændringer vedrørende førstegangsfastsættelser af samvær. Sådanne
afgørelser
skal således træffes efter de hidtil gældende retningslinjer. I lyset af
ovennævnte forslag om skærpelse af ændringskriteriet bør statsamterne dog
tilstræbe, at samværsresolutionen efter sin ordlyd har en vis
fremtidssikring,
således at mindre ændringer af de faktiske forhold ikke bevirker, at
resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Det bemærkes i den
forbindelse, at det skærpede ændringskriterium også omfatter de tilfælde,
hvor
der søges om mindre ændringer i forhold til resolutionens ordlyd eller
forældrenes aftale, hvis ændringen er uden betydning for, om samværet
overordnet
set kan gennemføres.
F.eks. bør afhentnings- og afleveringstidspunkter som
udgangspunkt fastsættes i rimelige intervaller, således at mindre ændringer i
arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser samt forsinkelser
ikke
medfører, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen
vil således f.eks. kunne fastsætte, at barnet skal kunne afhentes i
daginstitutionen hver anden fredag mellem klokken 14 og 16. Aflevering vil
eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet søndag mellem klokken 17 og 18
eller
i skole mandag morgen ved skoletids begyndelse. Afhentning og aflevering kan
også fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første
(tog)afgang
efter kl. 16.
Justitsministeriets har herved forudsat, at sådanne
resolutioner vil kunne tvangsfuldbyrdes. I den forbindelse bemærkes, at en
sådan resolution anses for misligholdt, når samværsforælderen efter udløbet
af
det fastsatte interval ikke har kunnet få barnet udleveret. Det samme gælder
ved aflevering af barnet efter samvær.
Barnet skal som udgangspunkt kunne afhentes i hele
intervallet. Dette skal dog ikke være til hinder for, at barnet i visse
situationer ikke kan afhentes i dele af intervallet f.eks. på grund af
barnets
deltagelse i aktiviteter i daginstitution el.lign.
Endvidere bør statsamterne ved afgørelserne være
opmærksomme på, hvad der er deres opgave i forbindelse med fastsættelse af
samvær og ikke fastsætte vilkår om forhold, der falder uden for det
almindelige
samværsbegreb. Dette betyder, at statsamtet ikke skal træffe afgørelse om
spørgsmål uden betydning for den overordnede gennemførelse af samværet,
f.eks.
tøj, sengetider, legetøj el.lign.
3.2.2.4. Erstatningssamvær
Mange henvendelser til statsamterne skyldes, at et samvær
af en eller anden grund ikke har kunnet gennemføres, hvorfor der søges om
erstatningssamvær. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet har været
sygt
og derfor ikke har kunnet besøge samværsforælderen.
Som anført ovenfor, er det Justitsministeriets opfattelse,
at erstatningssamvær som udgangspunkt ikke er et spørgsmål, der har
overordnet
betydning for gennemførelsen af samvær. På den anden side vil spørgsmålet i
visse særlige situationer kunne være af væsentlig betydning. Dette vil
navnlig
være tilfældet, hvis bopælsforælderen saboterer eller chikanerer samværet,
hvis
der kun er samvær i begrænset omfang, eller hvis samværet har været aflyst i
et
omfang, der kan svække forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen. I
disse
situationer bør der således fortsat kunne fastsættes samvær til erstatning
for
aflyste eller ikke gennemførte samvær.
Ved afgørelser om erstatningssamvær skal der således især
lægges vægt på, om tabet af samværsdage har haft betydning for forholdet
mellem
barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og regelmæssigt samvær,
vil
tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade barnets forhold til
samværsforælderen. I sådanne situationer bør der ikke fastsættes
erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste plan for
samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.
Der vil derfor normalt ikke blive fastsat
erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse
et
samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.
Der vil normalt heller ikke blive fastsat
erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har
barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal
have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen
med
den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis
der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret
skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde
delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.
Hvis der kun er samvær i begrænset omgang, vil der kunne
fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens
forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær. Der
vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis samværet aflyses gentagne
gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang,
at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.
Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har
chikaneret samværet, skal der dog som udgangspunkt fastsættes helt eller
delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det.
Herunder skal erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det
løbende samvær, og om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter
resolutionen eller aftalen.
3.2.2.5. Ændringer af det
løbende samvær
Skærpelsen af ændringskriteriet har alene til formål at
skabe mere ro om samværet og spare statsamterne for at bruge til tider ganske
mange ressourcer på at behandle anmodninger om ændringer eller justeringer af
samværet, der ikke kan forventes at føre til ændringer, eller som ikke har
betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.
Det skærpede ændringskriterium kan derimod ikke føre til,
at statsamtet afviser at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis
der
er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller det vil være bedst for
barnet, at samværet ændres.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
30-35, og lovforslagets § 3, nr. 3.
3.3. Udvidelse af adgangen til orientering om
barnet
3.3.1. Gældende ret
Efter § 19, stk. 1, i lov om forældremyndighed og
samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter
anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner
samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at
give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives
fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. En nægtelse
af at give oplysninger kan påklages efter de almindelige regler om
klageadgang,
der gælder for vedkommende institution eller myndighed. Efter § 19,
stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra
indehaveren
af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner
fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at
få
orientering efter stk. 1. Statsamtets afgørelse har virkning fra det
tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.
§ 19 blev indført ved lov nr. 387 af 14. juni 1995 om
forældremyndighed og samvær og har til formål at styrke mulighederne for den
af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets
opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller
lignende. Bestemmelsen regulerer skolers, børneinstitutioners og social- og
sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger også til forældre
uden forældremyndighed. Bestemmelsen regulerer ikke aktindsigt og giver
således
ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet.
Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af
mundtlige oplysninger. Om indholdet af og baggrunden for § 19 henvises
til
bemærkningerne til L 176 af 22. februar 1995, Folketingstidende 1994-95,
Tillæg
A, spalte 2187 ff., navnlig de almindelige bemærkninger pkt. 5.2 og
bemærkningerne til lovforslagets § 19, samt pkt. 6 i vejledning nr. 214
af
20. december 1995 og Civilretsdirektoratets skrivelse af 8. december 1995 til
samtlige kommuner m.fl.
Justitsministeriet har i praksis antaget, at udtrykket
»social- og sundhedsvæsenet« udelukkende omfatter den offentlige del af
sundhedsvæsenet. På den baggrund er det antaget, at bl.a. privat
praktiserende
læger ikke er omfattet af bestemmelsen.
3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Ved besvarelsen af spørgsmål 407 af 31. juli 2003 fra
Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 1248) tilkendegav
justitsministeren,
at der var grund til at overveje, om § 19 burde udvides til også at
omfatte privat praktiserende læger og eventuelt også andre privat
praktiserende
sundhedspersoner. I svaret anføres, at dette i givet fald vil give den af
forældrene, der ikke har forældremyndigheden, bedre mulighed for at få
orientering om barnets forhold.
Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Tandlægeforening
og Dansk Psykologforening har været hørt i anledning af Justitsministeriets
overvejelser om at udvide § 19.
Den Almindelige Danske Lægeforening anbefaler, at § 19
udvides til også at omfatte privat praktiserende læger, således at forældres
ret til orientering bliver den samme hos henholdsvis sygehusansatte og privat
praktiserende læger. Dansk Tandlægeforening anbefaler ligeledes, at § 19
udvides til også at omfatte privat praktiserende tandlæger.
Derimod udtaler Dansk Psykologforening sig imod, at
§ 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende psykologer.
Foreningen finder det stærkt bekymrende, hvis oplysninger om et barn, der
konsulterer en psykolog, skal formidles til den forælder, der ikke har
forældremyndigheden. Foreningen lægger vægt på, at personer, der henvender
sig
til privat praktiserende psykologer, har en forventning om, at de
oplysninger,
der formidles i forbindelse med behandlingen, ikke videregives uden samtykke.
Foreningen anfører, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne
arbejde
som psykolog, at der kan etableres tillid og fortrolighed mellem klienten og
psykologen. Forudsætningen herfor er, at klienten kan komme med oplysninger i
berettiget tiltro til, at oplysningerne ikke vil blive videregivet, heller
ikke
i form af en orientering. Foreningen påpeger, at orientering i visse tilfælde
kan være til skade for barnet.
En udvidelse af § 19 til også at omfatte privat
praktiserende læger og tandlæger vil efter Justitsministeriets opfattelse
forbedre mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig
orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Oplysning om besøg og
behandling hos læge eller tandlæge er efter Justitsministeriets opfattelse
oplysninger, som det er naturligt for forældre at være bekendt med, for
derved
at kunne følge med i barnets forhold og trivsel. En sådan udvidelse vil efter
Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig, idet forældre allerede i
dag har ret til orientering fra f.eks. offentlige hospitaler og
skoletandlæger.
Hertil kommer, at i de tilfælde, hvor en orientering måtte være til skade for
barnet, vil det være muligt at nægte orientering, jf. § 19, stk. 1,
2. pkt.
På den baggrund foreslås § 19 udvidet til også at
omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.
Justitsministeriet har endvidere overvejet, om § 19
også bør udvides til at omfatte privatpraktiserende psykologer. For en sådan
udvidelse taler bl.a., at bestemmelsen i forvejen omfatter offentligt ansatte
psykologer, herunder skolepsykologer. Imod en sådan udvidelse taler
imidlertid,
at det som anført af Psykologforeningen ofte vil være en forudsætning for
behandlingen, at barnet kan tale med psykologen i fortrolighed. En mulighed
for, at oplysninger videregives som led i en orientering til forældrene, kan
derfor modvirke barnets villighed til at tale med psykologen. Hertil kommer,
at
baggrunden for henvendelsen til den privat praktiserende psykolog og barnets
tilstand ofte ville kunne begrunde en anvendelse af undtagelsen i § 19,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter det er muligt at nægte at give oplysninger,
hvis det er til skade for barnet.
På den baggrund foreslås § 19 ikke udvidet til også at
omfatte privat praktiserende psykologer.
§ 19 foreslås ikke i øvrigt ændret. Det betyder, at
§ 19 fortsat ikke regulerer adgangen til aktindsigt, ligesom § 19
fortsat ikke giver ret til at få udleveret kopier af sagsakter om barnet.
§ 19 pålægger alene en pligt til at give en orientering, typisk i form
af
mundtlige oplysninger.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
har oplyst, at privat praktiserende lægers og tandlægers meddelelse af
orientering ikke vil være sygesikringsydelser, som kan leveres af lægen eller
tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle udgifter i
forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den, der anmoder
om orientering.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 4.
4.
Retsplejeloven (fuldbyrdelse af aftaler om
samvær)
4.1.
Gældende ret
Bestemmelser om udøvelse af samvær kan fuldbyrdes ved
anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse, jf.
retsplejelovens § 536, stk. 1, 1. pkt.
Tvangsfuldbyrdelse kan i sådanne sager efter lovens
§ 478, stk. 1, nr. 1-3, ske på grundlag af domme og kendelser
afsagt
af domstolene, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under
vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og
bestemmelser om samværsret, der er truffet af statsamtet.
Aftaler om samvær kan således kun tvangsfuldbyrdes, hvis de
er indgået under en retssag eller under en vilkårsforhandling eller nedfældet
i
en resolution fra statsamtet.
4.2.
Justitsministeriets overvejelser
Den nugældende ordning indebærer, at forældre ofte retter
henvendelse til statsamterne for at få deres aftaler om samvær fastsat i
resolutionsform. Det gøres alene for at sikre, at aftalen kan
tvangsfuldbyrdes
i tilfælde af en eventuel senere uenighed.
Statsamtet vil som altovervejende hovedregel udstede en
resolution på grundlag af indholdet af aftalen uden videre sagsbehandling,
medmindre det er åbenbart, at aftalen strider mod, hvad der er bedst for
barnet. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1999 side 46ff.
Det vurderes at dreje sig om meget få sager, hvor der gives
afslag på udfærdigelse af resolution i overensstemmelse med forældrenes
aftale.
For forældrene må det opleves som betydeligt mindre
bureaukratisk, hvis deres aftale umiddelbart - i tilfælde af senere opstået
uenighed om samværet - vil kunne tvangsfuldbyrdes, uden at de behøver at
rette
henvendelse til statsamtet.
Det kan dog være et problem, at ikke alle forældre er
opmærksomme på alle de overvejelser, de skal gøre i forbindelse med en aftale
om samvær. Det kan f.eks. dreje sig om præcisering af afhentnings- og
afleveringssteder eller klausuler om bortfald af samvær under
bopælsforælderens
ferier. Samværsaftalen vil (undtagelsesvis) kunne være i strid med, hvad der
er
bedst for barnet.
Disse problemer eksisterer imidlertid allerede i dag, når
statsamterne udfærdiger resolutioner på grundlag af forældrenes aftaler.
Til dette billede hører, at mindst en af forældrene – måske
begge – ofte vil rette henvendelse til statsamtet med henblik på at få
samværet
ændret i forbindelse med en senere opstået uenighed. I sådanne situationer
vil
den foreslåede ændring have som konsekvens, at der vil kunne
tvangsgennemføres
samvær, indtil statsamtet har afsluttet sagsbehandlingen eller truffet en
midlertidig afgørelse i medfør af § 26 i lov om forældremyndighed og
samvær.
Fuldbyrdelse af samvær i medfør af retsplejelovens
§ 536, stk. 1, kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige
sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten
udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.
På den baggrund foreslås det, at aftaler om samvær bør
kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i aftalen, at dette
skal være tilfældet. Dette kræver en ændring af retsplejeloven.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
36-37, og lovforslagets § 4, nr. 2.
5.
Adoptionsloven
5.1.
Udenlandske adoptionsafgørelser
5.1.1. Gældende ret
5.1.1.1. Problemstillingen
I praksis vil der ofte gå nogle måneder efter et udenlandsk
adoptivbarns ankomst til Danmark, inden en dansk adoptionsbevilling kan
udstedes. I den mellemliggende periode har barnet opholdstilladelse her i
landet og opholder sig hos adoptivforældrene i henhold til en
plejetilladelse.
Der er bl.a. i den sociale lovgivning i vidt omfang taget
stilling til barnets og forældrenes retsstilling i denne periode. F.eks. har
forældre til udenlandske adoptivbørn efter de almindelige regler herom ret
til
dagpenge, børnefamilieydelse, børnetilskud og orlov til børnepasning fra
barnets ankomst til Danmark.
I nogle af de lande, som danske adoptanter adopterer børn
fra, er det fastsat i den nationale lovgivning, at barnet først kan udleveres
til adoptanterne, når adoptionsprocessen er endeligt afsluttet, og barnet
derfor – i henhold til lovgivningen i det pågældende land – er
adopteret af de
danske adoptanter. Det indebærer, at der i perioden mellem
adoptionsprocessens
afslutning i det pågældende land og indtil den danske adoptionsbevillings
udstedelse er retlig forskel på, hvordan barnet er stillet i henhold til
lovgivningerne i henholdsvis afgiverlandet og Danmark.
Som følge af denne tidsmæssige forskydning er der risiko
for, at der i den mellemliggende periode kan ske ændringer i barnets eller i
de
ansøgende adoptivforældres forhold, som kan få betydning for behandlingen af
adoptionssagen i Danmark. Sådanne ændringer vil efter omstændighederne kunne
betyde, at der ikke efter de gældende danske regler er mulighed for at
udstede
adoptionsbevilling.
Der har således i praksis været tilfælde, hvor danske
ægtepar har ansøgt om adoptionsbevilling og efter den danske adoptionslov som
ægtepar er blevet godkendt som adoptanter, hvor adoptionssagen er gennemført
i
et afgiverland, der i henhold til egen lovgivning træffer en endelig
adoptionsafgørelse, og hvor den ene af ægtefællerne er død, inden dansk
adoptionsbevilling er blevet udstedt.
I en sådan situation vil den afdøde ægtefælle i sagens
natur ikke kunne få meddelt adoptionsbevilling, hvorfor den efterlevende
ægtefælle – efter på ny at være godkendt (som eneadoptant) – vil
være henvist
til at gennemføre adoptionen alene. Det betyder bl.a., at barnet ikke retligt
vil være i familie med den afdøde ægtefælle og dermed f.eks. ikke vil have
legal arveret efter afdøde og dennes slægt, f.eks. bedsteforældre. Barnet vil
således i retlig henseende blive stillet anderledes end eventuelle søskende,
som parret f.eks. tidligere måtte have adopteret. Barnet vil (formentlig)
heller ikke kunne få del i en eventuel livsforsikring,
forsørgertabserstatning
og børnepension, der udbetales som følge af dødsfaldet.
Der kan også opstå problemer, hvis det efter barnets
ankomst til Danmark og inden udstedelsen af adoptionsbevillingen konstateres,
at barnet lider af en sygdom eller et handicap. Hvis adoptanterne herefter
ikke
ønsker barnet, vil barnet stå uden forældre i Danmark, selv om det er
bortadopteret i henhold til sit hjemlands lovgivning.
Justitsministeriet har i besvarelsen af spørgsmål nr. S
2827 af 21. maj 2001 oplyst, at ministeriet overvejer behovet og mulighederne
for at præcisere retsstillingen for udenlandske adoptivbørn i forhold til
arv,
statsborgerskab m.v. i perioden fra børnenes ankomst til Danmark, og indtil
dansk adoptionsbevilling er udfærdiget.
5.1.1.2. Anerkendelse af udenlandske
adoptionsafgørelser efter dansk ret
Efter adoptionslovens § 28, stk. 1, jf. § 1,
anerkender Danmark ikke udenlandske adoptioner, hvis adoptanterne har bopæl i
Danmark.
I andre tilfælde er det de uskrevne
internationalprivatretlige regler, der er afgørende for, om udenlandske
adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark. Det følger heraf, at afgørelser
om adoption, der er meddelt i det land, hvor adoptanterne har domicil,
anerkendes i Danmark. Efter dansk ret forstås domicil som den stat eller det
territoriale retsområde, som en person har bopæl eller ophold i, i den
hensigt
varigt at forblive der, eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun
skal være midlertidigt.
Efter adoptionslovens § 28, stk. 2, er
justitsministeren imidlertid bemyndiget til at bestemme, at en adoption kan
bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med
Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med
hensyn til internationale adoptioner.
I forarbejderne til bestemmelsen er der om baggrunden for
bestemmelsen bl.a. anført:
»Ifølge adoptionslovens
§ 28 kan personer med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i
adoptionsloven. Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af
statsamtet.
Konventionens
artikel 28 sammenholdt med artikel 17 åbner imidlertid mulighed for, at
afgørelse om adoption træffes i barnets oprindelsesland.
Den foreslåede
bestemmelse i adoptionslovens § 28, stk. 2, indebærer, at der for
personer bosat her i landet gives mulighed for at fravige adoptionslovens
regler med hensyn til udstedelse af bevillingen. Justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger hertil, vil således kunne bestemme, at en adoption kan
bevilges i et andet land. Bestemmelsen vil have betydning i de tilfælde, hvor
Danmark forud for adoptionens gennemførelse i medfør af konventionens artikel
17 har godkendt, at afgørelsen om adoption kan træffes i barnets
oprindelsesland.
Bestemmelsens
baggrund og udvalgets overvejelser er omtalt i betænkningens pkt. 3.2.,
6.4.3.
og 8.1.«
Der henvises til betænkning 1323/1996 om
Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med
hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk
adoptionslovgivning,
pkt. 6.4.3., hvor det ligeledes anføres, at baggrunden for bestemmelsen er
hensynet til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt
til
at afstå fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet
først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i
oprindelseslandet.
Under behandlingen af lovforslaget blev der, som nævnt nedenfor,
indsat en § 28, stk. 3. I Retsudvalgets betænkning af 20. februar
1997 blev der herved anført følgende om § 28, stk. 2:
»Efter forslaget
til § 28, stk. 2, kan justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når
adoptionen er gennemført efter Haagerkonventionens regler. Hvis
adoptionsbevillingen på grundlag af en sådan bestemmelse udstedes i barnets
oprindelsesland, skal Danmark efter konventionens regler anerkende denne
bevilling.
Træffes der
derimod ikke bestemmelse om, at adoptionen kan bevilges i barnets
oprindelsesland, skal adoptionsbevillingen i overensstemmelse med
adoptionslovens almindelige ordning udstedes i Danmark.«
Som det fremgår, er bestemmelsen udtrykkeligt møntet på den
situation, der er nævnt under pkt. 5.1.2, hvor oprindelseslandet stiller krav
om, at barnet først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført
i
oprindelseslandet.
På nuværende tidspunkt er bemyndigelsesbestemmelsen i
§ 28, stk. 2, endnu ikke udnyttet. Baggrunden herfor er, at det
ikke
har været nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige
afgørelse om adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I
praksis
har begge lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den
endelige afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at
udlevere barnet til Danmark, jf. pkt. 5.1.1.1.
5.1.1.3. Tidspunktet for virkningen af en
dansk adoptionsbevilling
Efter adoptionslovens § 1, stk. 2, har bevilling
til adoption af et barn fra et andet land virkning fra barnets ankomst her
til
landet.
Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i adoptionsloven som
§ 28, stk. 3, under behandlingen af lov nr. 233 af 2. april 1997 om
ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af
Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn
til internationale adoptioner) og er senere ved lov nr. 358 af 2. juni 1999
flyttet til § 1, stk. 2, og udvidet til også at omfatte udenlandske
adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen af 1993.
Den nævnte § 28, stk. 3, blev ved 1997-ændringen
foreslået af justitsministeren under Retsudvalgets behandling af
lovforslaget.
I bemærkningerne til forslaget i udvalgets betænkning af 20. februar 1997
anføres bl.a.:
»Efter praksis går
der i dag en periode på ca. 3 måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk
adoptivbarn, til adoptionsbevilling udfærdiges.
Ændringsforslaget
indebærer, at denne mellemperiode bortfalder, når adoptionen er gennemført i
overensstemmelse med Haagerkonventionen. Efter ændringsforslaget skal en
adoptionsbevilling i den situation udstedes hurtigst muligt med virkning fra
barnets ankomst her til landet «
I de specielle bemærkninger til 1999-forslaget (FT 1998-99,
Tillæg A, sp. 765) blev det om baggrunden herfor bl.a. anført:
»Ved lov nr. 233
af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven
blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i forbindelse med adoption af børn
fra lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum
på ca. 3 måneder, der hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til
landet, til adoptionsbevillingen er blevet udstedt.
I forbindelse
med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter Haagerkonventionen
blev
det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3, fastsat, at en
afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra barnets ankomst
her til landet.
I forbindelse med
den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november
1997, er mellemperioden nu også afskaffet for adoptioner af børn fra lande,
der
ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.
Med henblik på at
opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er omfattet af
Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1,
stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved
adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her
til
landet med henblik på adoption. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28,
stk. 3,
der alene angår adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet...«
5.1.2.
Justitsministeriets overvejelse
r
§ 28, stk. 2, synes efter sin ordlyd klart at
forudsætte, at den danske beslutning om at bemyndige oprindelseslandet til at
tillade adoption skal foreligge, inden myndigheden i det pågældende land
træffer endelig afgørelse herom. Dertil kommer, at bestemmelsen efter
forarbejderne klart forudsætter at skulle anvendes i den situation, hvor
oprindelseslandet ikke ønsker at udlevere barnet, såfremt den endelige
afgørelse ikke træffes i dette land. Den problemstilling, der er nævnt i pkt.
5.1.1.1., om ændringer i barnets eller de ansøgende adoptivforældres forhold
i
perioden, indtil den danske adoptionsbevilling er udstedt, opstår imidlertid
ikke, fordi landet ikke ønsker at udlevere barnet, men fordi landet rent
faktisk udleverer barnet.
Hensigten med adoptionslovens § 1, stk. 2, om
tilbagevirkende kraft for den danske adoptionsbevilling, var at afskaffe den
mellemperiode fra ankomsten til Danmark til udstedelsen af
adoptionsbevilling,
hvor adoptivbarnet retligt er uden forældre. Dette formål er imidlertid ikke
fuldt ud opnået, fordi der kan ske ændringer i forældrenes eller barnets
forhold, der gør, at en adoptionsbevilling ikke kan udstedes.
Hvis en af forældrene f.eks. dør i tidsrummet fra
afgørelsen i oprindelseslandet og indtil, der udstedes en dansk bevilling,
vil
der ikke kunne udstedes en dansk bevilling, som kan tillægges tilbagevirkende
kraft efter § 1, stk. 2.
Justitsministeriet finder, at den ovennævnte usikkerhed med
hensyn til et udenlandsk adoptivbarns retsstilling i perioden indtil
udstedelse
af en dansk adoptionsbevilling bør afklares, således at adoptivforældrene så
vidt muligt bliver barnets retlige forældre allerede fra tidspunktet for den
udenlandske adoptionsafgørelse.
Den simpleste måde, dette kan ske på, vil efter
Justitsministeriets opfattelse være at lovfæste en regel om, at udenlandske
adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark, hvis de er truffet i
overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993.
En sådan bestemmelse synes ubetænkelig i de tilfælde, hvor
afgørelsen om adoption er truffet med henblik på adoption af barnet direkte
til
Danmark. Herved vil de danske myndigheder efter konventionens artikel 17 (c)
kunne sikre, at betingelserne for adoption er opfyldt på tidspunktet for
adoptionens gennemførelse i det pågældende land. Dertil kommer, at det synes
unødvendigt, at Danmark opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk
adoptionsbevilling i de tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft
afgørende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet.
Hvor de danske adoptionsmyndigheder ikke har haft en sådan
mulighed, bør det derimod fortsat for personer, der har bopæl i Danmark, kun
være muligt at adoptere efter dansk lovgivning, jf. adoptionslovens
§ 28,
stk. 1. Anerkendelse bør derfor kun ske, hvor adoptionen er gennemført i
overensstemmelse med Haagerkonventionen, eller hvor danske myndigheder har
haft
en tilsvarende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen.
Retsvirkningerne af anerkendelse af udenlandske
adoptionsafgørelser vil være, at adoptionen er endelig, når den udenlandske
afgørelse om adoption er truffet. Det indebærer, at adoptivforældrene er
barnets retlige forældre allerede fra den udenlandske adoptionsafgørelse, og
barnet er derfor bedre stillet end i dag, hvis en af forældrene dør. Det
indebærer endvidere, at adoptionen er gennemført, også selv om det skulle
vise
sig, at barnet har en alvorlig sygdom, der ikke svarer til det, forældrene er
godkendt til som adoptivforældre. Sådanne forhold vil således ikke - i
modsætning til i dag - kunne føre til, at adoptionen ikke gennemføres, og at
barnet derfor står uden forældre.
Justitsministeriet finder endvidere, at der bør indføres
mulighed for at anerkende udenlandske adoptioner, der måtte være foretaget
fra
ikke-konventionslande, og hvor der har været en tilsvarende
samarbejdsprocedure.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
42-45, og lovforslagets § 5, nr. 8.
Adoptionslovens § 1, stk. 2, der giver
adoptionsbevillingen tilbagevirkende kraft fra barnets ankomst til Danmark, i
de tilfælde, hvor der fortsat vil skulle udstede en dansk adoptionsbevilling,
foreslås ikke ophævet. Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 45-46.
5.2.
Genetablering af familiebåndet til den oprindelige slægt for adopterede, der
er
fyldt 18 år
5.2.1.
Gældende ret
Reglerne om adgangen til ophævelse af adoption og
retsvirkningerne heraf findes i adoptionslovens kapitel 3, §§ 18-24.
Udgangspunktet er, at adoptivforholdet kan ophæves af
justitsministeren, hvis adoptanten og den, der er adopteret, er enige herom,
jf. § 18, stk. 1.
Retsvirkningen af ophævelse af adoption er som udgangspunkt
alene, at retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og adoptanten
og
dennes slægt bortfalder, jf. § 23, stk. 1. Ophævelsen af
adoptivforholdet medfører således ikke, at de tidligere retsvirkninger i
forhold til den oprindelige slægt genindtræder.
Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse finde sted,
hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom, og
ophævelsen er bedst for barnet, jf. § 18, stk. 2. Er barnet fyldt
12
år, kan ophævelse ikke ske uden barnets samtykke, jf. § 18, stk. 3.
Praksis er imidlertid restriktiv, og ophævelse tillades alene, hvor
ophævelsen
klart er bedst stemmende med barnets tarv.
Efter § 18, stk. 5, kan ophævelse endvidere ske
efter begæring fra barnets biologiske forældre, når adoptanterne er døde, og
ophævelsen er bedst for barnet. Bestemmelsen har navnlig betydning i de
tilfælde, hvor barnet efter adoptanternes død har fået ophold hos de
oprindelige forældre eller hos en af dem. Bestemmelsen er imidlertid i
praksis
også anvendt i tilfælde, hvor adoptivbarnet er over 18 år.
Ophæves adoptivforholdet efter § 18, stk. 2 eller
stk. 5, genindtræder barnet i retsforholdet til den oprindelige slægt.
Behandles sagen af domstolene, kan retten endvidere under hensyntagen til
anledningen til ophævelsen, barnets alder samt de øvrige omstændigheder i
forbindelse med en ophævelse efter § 19 bestemme, at retsforholdet
mellem
barnet og dets oprindelige slægt skal genindtræde.
5.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
5.2.2.1. Terminologiske
overvejelser
Adoptionslovens anvendelse af begreberne »biologiske
forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets oprindelige retlige
forældre og slægt kan forekomme utidssvarende og i nogle sammenhænge uheldig.
Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab ikke nødvendigvis er
identisk med retligt slægtskab. Det afgørende også i forhold til, hvem der er
barnets »virkelige slægt«, er det retlige faderskab og moderskab. Dertil
kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet til at lede til den
tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er mindre virkeligt
end
forholdet til den tidligere slægt.
På den baggrund foreslås terminologien i adoptionsloven
ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets
»oprindelige forældre« og »oprindelige slægt« om barnets oprindelige retlige
forældre og slægt.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47, og
lovforslagets § 5, nr. 3 og 5.
5.2.2.2. Betingelserne for genetablering af
retsforholdet til den oprindelige slægt
I dag er det ikke muligt administrativt at genetablere
retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen ophæves efter, at
barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden. Dette
gælder
- i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18 år – også
selv om
den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering af
retsforholdet.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne
retstilstand bør ændres. Justitsministeriet får jævnligt henvendelser fra
voksne adoptivbørn, der har fået etableret kontakt til en af eller begge de
oprindelige forældre, og hvor det voksne adoptivbarn og de oprindelige
forældre
ønsker at genetablere retsforholdet imellem sig. Justitsministeriet finder
ikke, at der i disse tilfælde er hensyn, der taler imod dette.
Justitsministeriet finder således, at der bør kunne træffes
afgørelse om genetablering af retsforholdet i situationer, hvor en adoption
er
blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke
er
afgået ved døden. Det er en forudsætning, at de oprindelige forældre
samtykker
i, at retsforholdet til adoptivbarnet genetableres.
Herved sikres en ensartet retsstilling for voksne
adoptivbørn, der har opnået kontakt til den oprindelige slægt, og som ønsker
genetablering af retsforholdet til denne, idet adgangen hertil ikke længere
vil
afhænge af, om adoptanterne er afgået ved døden.
Hertil kommer, at de beskyttelseshensyn, der taler for
forsigtighed med hensyn til at ophæve en adoption (og dermed automatisk
genetablering af slægtskabsforholdet) af et mindreårigt adoptivbarn, ikke gør
sig gældende, når der er tale om voksne adopterede. Der kan navnlig peges på,
at genetableringen af slægtskabet for et mindreårigt adoptivbarn indebærer,
at
de oprindelige forældre får forældremyndighed over barnet. Retsvirkningerne
af
at genetablere slægtskabet til et voksent adoptivbarn er således primært af
økonomisk (arveretlig) og navneretlig betydning.
Justitsministeriet finder endvidere, at det bør være muligt
at genetablere retsforholdet alene til én af de oprindelige forældre og
dennes
slægt, hvis den anden af de oprindelige forældre ikke ønsker at genetablere
retsforholdet, er afgået ved døden eller ikke kan findes.
Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer,
at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres,
hvis den pågældende forælder er død. Justitsministeriet har ikke fundet
grundlag for at foreslå, at det skal være muligt at genetablere retsforholdet
til den afdøde forælders slægt.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47-48, og
lovforslagets § 5, nr. 6.
5.3.
Stedbarnsadoption
5.3.1.
Gældende ret
Adoptionslovens udgangspunkt er, at retsvirkningerne ved
adoption er, at barnets retstilling i forhold til begge de (oprindelige)
biologiske forældres slægt ophører, jf. lovens § 16, stk. 1, 2.
pkt.
En undtagelse hertil findes i adoptionslovens § 5,
stk. 1, 2. pkt., der fastsætter, at en ægtefælle med den anden
ægtefælles
samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption).
Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får
barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres
fælles barn, jf. § 16, stk. 2. Adoptionsloven indeholder ikke
herudover regler om stedbarnsadoption.
Ugifte samlevende har ikke efter adoptionsloven mulighed
for at adoptere. Om baggrunden herfor anføres det bl.a. i adoptionsudvalgets
betænkning 624/1971 om ændring af adoptionsloven, side 15, at udvalget ikke
fandt det rigtigt at åbne for adgang til adoption for personer, der lever
sammen uden at være gift, idet barnets interesser »kræver, at der er i hvert
fald
den betryggelse for forholdets varighed og den retlige regulering, som følger
af, at adoptanterne er gift med hinanden.«
Som det fremgår, tager disse bemærkninger sigte på at sikre
en vis stabilitet omkring et mindreårigt barn, ved at stille krav om ægteskab
mellem parterne som forudsætning for adoption.
5.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
5.3.2.1. Stedbarnsadoption efter en
ægtefælles død
Hvis den ægtefælle, der er forælder til barnet, dør, uden
at der er foretaget en stedbarnsadoption, kan hensynet til barnet tale for,
at
der bør kunne gennemføres adoption, uden at retsvirkningerne heraf skal være,
at slægtskabet til den af barnets forældre, der har været gift med barnets
stedforælder, derved ophører. I en sådan situation vil den længstlevende
ægtefælles
stedbarnsadoption således kunne bidrage til at bevare det barn, der har
mistet
den ene af sine forældre, i de vanlige familiemæssige rammer, herunder
kontakt
til eventuelle (halv)søskende.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det i en sådan
situation urimeligt at stille krav om, at adoptionen skal medføre, at barnet
mister sit retlige slægtskab til den afdøde forælder, idet det netop er den
pågældendes ægteskab med den efterlevende, der begrunder barnets forbindelse
til denne.
Dette er i overensstemmelse med den gældende retstilstand.
I retspraksis er det således antaget, at det er muligt for en efterlevende
stedforælder at foretage stedbarnsadoption, uden at barnet derved mister sin
retlige tilknytning til den afdøde ægtefælles slægt, jf. Vestre Landsrets dom
i
UfR 1976, side 418 og 967.
Justitsministeriet finder imidlertid, at det bør
præciseres, at der i en sådan situation kan ske stedbarnsadoption, uden at
dette indebærer et familieskift i forhold til den afdøde forælder, hvis de
almindelige betingelser for adoption i øvrigt er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens
rapport, side 50, og lovforslagets § 5, nr. 2 og 4.
5.3.2.2.
Stedbarnsadoption af voksne børn
efter en skilsmisse
Som nævnt ovenfor vil kravet om ægteskab som forudsætning
for stedbarnsadoption afskære stedbarnsadoption efter en eventuel skilsmisse.
Det gælder også, selv om stedbarnet er fyldt 18 år. Hvis de berørte parter i
sådanne tilfælde er enige om, at f.eks. moderens tidligere ægtefælle, som i
realiteten har fungeret som far i forhold til barnet, også retligt skal
stilles
som om, han var far til barnet, er det Justitsministeriets opfattelse, at
lovgivningen ikke bør være til hinder herfor, medmindre væsentlige hensyn til
barnet eller andre med vægt taler for dette.
Som ovenfor nævnt finder Justitsministeriet ikke, at de
beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen, gør sig gældende i samme
omfang, når den, der påtænkes adopteret, er myndig. Heller ikke andre forhold
taler imod at tillade stedbarnsadoption i det nævnte tilfælde.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør
indføres en mulighed for stedbarnsadoption i sådanne tilfælde.
De gældende regler om stedbarnsadoption berøres ikke af
Justitsministeriets forslag til lempelse i adgangen til stedbarnsadoption.
Det
er således fortsat et krav for stedbarnsadoption, at den adopterede er
opfostret hos stedforælderen.
Justitsministeriet har ikke fundet, at det bør være et krav
til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger samtykke fra den
forælder, som adoptanten tidligere har været gift med. Justitsministeriet har
herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om adoption af en person, der er
myndig, og at den pågældende og adoptanten således i stedet for
stedbarnsadoption kunne vælge at ansøge om almindelig adoption med
fuldstændigt
familieskift til følge, uden at dette efter § 7 ville kræve den
tidligere
ægtefælles samtykke.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør det heller ikke
være et krav til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger
samtykke
fra stedforælderens eventuelle nye ægtefælle.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
50-51, og lovforslagets § 5, nr. 2 og 4.
6.
Lov om registreret partnerskab
6.1.
Gældende ret
6.1.1. Betingelserne for at indgå registreret
partnerskab
Efter § 2, stk. 1, i lov om registreret
partnerskab gælder der som udgangspunkt de samme betingelser for indgåelse af
registreret partnerskab som for indgåelse af ægteskab.
Efter stk. 2 kan
registrering af partnerskab dog kun ske, hvis (1) en af parterne har bopæl
her i landet og dansk statsborgerskab, eller (2) begge parter har haft bopæl
her i landet i de sidste to år før registreringen.
Efter stk. 3 sidestilles statsborgerskab i Norge,
Sverige eller Island med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1.
Justitsministeren kan endvidere bestemme, at statsborgerskab i et andet land
med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske,
ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Denne bestemmelse er
udnyttet
til at sidestille finsk og hollandsk statsborgerskab med dansk.
Kravet om bopæl antages at indebære, at den pågældende skal
have domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det
territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt
varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun
skal være midlertidigt.
For så vidt angår de personer, der er nævnt i § 2,
stk. 2, nr. 2, er det dog forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at
der skal anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad
der gælder for nordiske statsborgere m.v., der i henhold til § 2,
stk. 3, kan sidestilles med danske statsborgere. Baggrunden er, at de
nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk
registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette
som udgangspunkt ikke kan antages at gælde de personer, som § 2,
stk. 2, nr. 2, tager sigte på.
I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en
person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, anlægges en samlet
vurdering. Efter bemærkningerne til bestemmelsen skal der bl.a.
» lægges vægt på
retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er
udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om
opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i
øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt - eller i hvert fald
for
en længere periode - at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den
pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig,
objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i
en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den
foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade
Danmark
igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens
forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en
asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen
behandles.
I kravet om bopæl
i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden
væsentlige
afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to
års-perioden, hvad enten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære,
at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning,
om
den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til
udlandet.«
De gældende regler indebærer således f.eks., at to danske
statsborgere, som har fast bopæl i Malmø, ikke kan indgå registreret
partnerskab i Danmark. Endvidere kan f.eks. en britisk statsborger, der har
boet i Danmark i 10 år, ikke indgå registreret partnerskab med en britisk
statsborger med bopæl i Storbritannien. En dansk (eller nordisk eller
hollandsk) statsborger med bopæl i Danmark kan derimod f.eks. indgå
registreret
partnerskab med en iransk statsborger bosat i Iran, og to iranske
statsborgere,
der har boet i Danmark i mere end to år, kan indgå registreret partnerskab
med
hinanden.
Reglerne om indgåelse af registreret partnerskab er senest
ændret ved lov nr. 360 af 2. juni 1999, hvor adgangen til at indgå
registreret
partnerskab blev udvidet til bl.a. også at omfatte nordiske statsborgere med
bopæl i Danmark. Før denne ændring var det en betingelse, at mindst en af
parterne var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark.
Enhedslisten stillede den 21. januar 2003 ved lovforslag L
129 om ændring af lov om registreret partnerskab forslag om helt at ophæve
det
eksisterende krav om statsborgerskab eller bopæl her i landet forud for
registreringen.
Under førstebehandlingen af dette forslag den 18. marts
2003 tilkendegav justitsministeren, at Justitsministeriets arbejdsgruppe om
regelforenkling ville overveje, om de gældende regler om krav om dansk
statsborgerskab eller bopæl er unødigt restriktive.
Det følger af lovens § 2, stk. 1, at det alene er
§§ 12, og 13, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i ægteskabslovens
kapitel 2 om prøvelse af ægteskabsbetingelser og vielse, der finder
tilsvarende
anvendelse på registrering af partnerskab. Det fremgår bl.a. af disse regler,
at der skal foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne, før ægteskab
indgås,
og prøvelsen skal foretages på det sted, hvor en af parterne bor.
At det alene er disse regler i ægteskabslovens kapitel 2,
der finder anvendelse på registreret partnerskab, indebærer, at der efter de
gældende regler ikke er mulighed for at foretage registrering, selv om der
ikke
eller kun delvis er sket prøvelse af registreringsbetingelserne. Om den
tilsvarende mulighed for at foretage »nødvielser« henvises til
ægteskabslovens
§ 19, stk. 2. Efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, kan
justitsministeren (Civilretsdirektoratet) godkende en ugyldig vielse som
gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor. Denne mulighed eksisterer ikke
ved
registrerede partnerskaber.
Retsplejelovens § 448 c indeholder regler om
domstolenes internationale kompetence i sager om ægteskab og
forældremyndighed.
Uanset denne bestemmelse kan et registreret partnerskab altid opløses her i
landet, jf. § 5 i lov om registreret partnerskab.
6.1.2. Baggrunden for de særlige krav til
indgåelse af registreret partnerskab
Baggrunden for de særlige krav om tilknytning til Danmark
for at indgå registreret partnerskab her i landet er ifølge bemærkningerne
til
lovens § 2 bl.a. at undgå, at udenlandske par indgår registreret
partnerskab her i landet, når registreringen ingen retsvirkninger vil have i
deres hjemland (»haltende partnerskaber«).
Et »haltende partnerskab« indebærer bl.a., at den
pågældende i sit hjemland lovligt vil kunne indgå ægteskab. Set fra dansk ret
indebærer indgåelse af »haltende partnerskaber« således principielt en risiko
for indgåelse af - hvad der efter dansk ret vil være - bigamiske ægteskaber.
I forbindelse med lovændringen i 1999 blev det overvejet at
lempe betingelserne for at kunne indgå registreret partnerskab, således at
der
blev adgang til at indgå registreret partnerskab for personer, der ikke har
bopæl her i landet, hvis en af dem er dansk statsborger. En sådan udvidelse
blev dog ikke foreslået.
Baggrunden herfor var ifølge bemærkningerne til
lovforslaget,
at
der rundt om i verden findes mange personer, der har
dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark
eller
planer om at vende tilbage hertil,
at
registreret partnerskab for disse
ville være uden retsvirkninger i deres hjemlande, og
at
der ikke kan ses
bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte
at
lovgive for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten
kun
er knyttet til de pågældende andre lande.
Betingelserne for at indgå registreret partnerskab i de
øvrige nordiske lande er stort set identiske med de danske regler. Derimod er
der i Holland adgang til at indgå registreret partnerskab for udlændinge,
blot
de pågældende har lovligt ophold.
6.1.3. Betingelserne for at indgå ægteskab
Adgangen for udlændinge til at indgå ægteskab i Danmark er
væsentligt lempeligere end adgangen til at indgå registreret partnerskab.
Ægteskab må efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1,
indgås her i landet, hvis hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt
ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a,
§ 4 b
eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 6-9 e.
Det indebærer, at enhver udlænding, der har
opholdstilladelse i Danmark, opholder sig her på f.eks. turistvisum eller er
visumfri, herunder nordiske statsborgere og EU-borgere, har adgang til at
indgå
ægteskab her i landet. Derimod kan f.eks. asylansøgere som udgangspunkt ikke
indgå ægteskab i Danmark.
6.2.
Justitsministeriets overvejelser
6.2.1. Kravet om
tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab
De hensyn, der ligger bag de særlige regler om tilknytning
til Danmark ved indgåelse af registreret partnerskab, taler efter
Justitsministeriets opfattelse fortsat for, at det ikke vil være
hensigtsmæssigt fuldstændigt at ligestille kravene til indgåelse af
registreret
partnerskab med ægteskab. Det bør således ikke være muligt for et par uden
tilknytning til Danmark at indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis
deres
hjemland ikke anerkender registreret partnerskab.
Justitsministeriet har overvejet, om man kan lempe
udlændinges adgang til at indgå registreret partnerskab i Danmark uden helt
at
ophæve kravet om, at parret skal have en vis tilknytning til Danmark eller
til
et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab.
Justitsministeriet har for det første overvejet, om lovens
§ 2, stk. 3, bør ændres således, at bopæl i et land med regler om
registeret partnerskab, der svarer til de danske, kan sidestilles med bopæl i
Danmark.
En sådan ændring vil indebære, at f.eks. to danske
statsborgere bosat i Sverige, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.
Også
f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, vil
kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, og en svensk statsborger bosat
i
Sverige vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden
partners bopæl eller statsborgerskab.
Justitsministeriet finder ikke, at en sådan lempelse vil
stride mod det grundlæggende hensyn til at undgå haltende partnerskaber.
I relation til personer omfattet af § 2, stk. 2,
nr. 1, der er statsborgere i Danmark eller i et andet land, der har
tilsvarende
regler om registreret partnerskab, gælder det, at registreret partnerskab må
antages at ville blive anerkendt i deres hjemland. Der er derfor ikke nogen
særlig risiko for haltende partnerskaber i dette tilfælde.
Det samme gælder personer, der i de 2 sidste år før
registreringen har haft bopæl i et land med en tilsvarende lovgivning om
registreret partnerskab som den danske, da registreringen også må antages at
blive anerkendt i det land, der er de pågældendes faktiske hjemland(e).
Ligesom
efter de gældende regler vil det være et krav, at der er tale om et ophold,
som
ikke kun er midlertidigt.
Justitsministeriet foreslår derfor, at bopæl i et land med
regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, sidestilles med
bopæl i Danmark i relation til adgangen til at indgå registreret partnerskab
her i landet.
Justitsministeriet har ligesom arbejdsgruppen overvejet, om
lovens § 2, stk. 2, nr. 2, bør ændres, således at det er
tilstrækkeligt, at kun en af parterne har haft bopæl i Danmark i de seneste 2
år.
En lempelse af kravet om, at begge parter (som ikke er
nordiske eller hollandske statsborgere) skal have boet i Danmark i to år, vil
medføre en forøget risiko for, at parterne efter registreringen ikke vil have
fælles bopæl i Danmark eller i et andet land med tilsvarende regler om
registreret partnerskab. Dermed er der en forøget risiko for haltende
partnerskaber, idet andre statsborgere end nordiske eller hollandske
statsborgere m.v. ikke vil kunne forvente at få et dansk registreret
partnerskab godkendt i deres hjemland. Hvis bopæl i de andre nordiske lande
sidestilles med bopæl i Danmark, vil en sådan ordning endvidere indebære, at
f.eks. en britisk statsborger, som har boet to år i Sverige, vil kunne indgå
registreret partnerskab i Danmark med en udlænding, som ikke er nordisk eller
hollandsk statsborger, og som ikke har bopæl i disse lande. Herved ville der
kunne ske en betydelig udhuling af tilknytningskravet.
Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for at
foreslå en lempelse af kravet i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, således
at
det er tilstrækkeligt, at den ene part har haft bopæl i Danmark (eller i et
land med tilsvarende regler) i to år for at kunne indgå registreret
partnerskab
her i landet.
I lighed med arbejdsgruppen finder Justitsministeriet
endvidere ikke, at det forhold, at begge parter er danske statsborgere, bør
føre til, at et registeret partnerskab kan indgås i Danmark, hvis ingen af
parterne har bopæl her eller i et andet land med tilsvarende regler.
Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 55-58, og
lovforslagets § 6, nr. 2.
6.2.2. Justitsministeriets overvejelser om
øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab
Som nævnt under pkt. 6.1.1. er det en begrænset del af
reglerne i ægteskabslovens kapitel 2, der finder tilsvarende anvendelse ved
registreret partnerskab.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at flere af
bestemmelserne i ægteskabslovens kapitel 2 som udgangspunkt bør finde
tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.
Da det efter den under pkt. 6.2.1. foreslåede ændring under
visse betingelser bliver muligt at indgå registreret partnerskab her i
landet,
selv om ingen af parterne har bopæl her i landet, bør den del af
ægteskabslovens § 13, der ikke allerede finder anvendelse på
registrerede
partnere, finde tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parter, der ønsker
at
indgå registreret partnerskab i Danmark, men ikke har bopæl her i landet, på
samme måde som parter, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal betale
500 kr. for udstedelse af prøvelsesattest.
Adgangen efter ægteskabslovens § 19, stk. 2, til
at foretage vielse, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af
ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), bør endvidere finde tilsvarende
anvendelse på registreret partnerskab. Efter Justitsministeriets opfattelse
er
der ingen grund til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på registreret
partnerskab. Det samme gælder reglen i ægteskabslovens § 21,
stk. 2,
om efterfølgende godkendelse af en ugyldig vielse. Bestemmelsen kan f.eks.
anvendes i de situationer, hvor parterne er blevet viet af en person, der
ikke
havde vielseskompetence.
Denne situation kan lige så godt opstå ved registrering af
partnerskab som ved foretagelse af vielser, og der er efter
Justitsministeriets
opfattelse ingen grund til, at der ikke er mulighed for efterfølgende
godkendelse af et registreret partnerskab.
I forbindelse med Justitsministeriets forslag til ændringer
i adgangen til registrering af partnerskab har Justitsministeriet overvejet,
om
lovens § 5, stk. 3, hvorefter et registreret partnerskab altid kan
opløses i Danmark, bør ændres, således at bestemmelsen i højere grad bringes
i
overensstemmelse med det, der gælder for opløsning af ægteskaber.
Bestemmelsen er indført på et tidspunkt, hvor det at indgå
registreret partnerskab alene var muligt i Danmark. Det er imidlertid på
nuværende tidspunkt muligt at indgå registreret partnerskab i en række lande,
og det må antages, at et registreret partnerskab indgået i disse lande vil
kunne opløses i disse lande. Dette indebærer efter Justitsministeriets
opfattelse, at det som udgangspunkt bør være de almindelige regler om
international kompetence efter retsplejelovens § 448 c, der bør finde
anvendelse.
På samme måde som ved opløsning af ægteskaber bør det ikke
være muligt for registrerede partnere at »forum-shoppe« efter det værneting,
der passer parterne bedst. Registrerede partnere, der kan få deres
partnerskab
opløst i det land, hvor de har bopæl, bør således ikke uden videre kunne få
partnerskabet opløst i Danmark, blot fordi eksempelvis det at få
partnerskabet opløst
i Danmark er hurtigere end en tilsvarende opløsning i det land, hvor de har
bopæl.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at såfremt
parterne bor i et af de lande, der er omfattet af § 2, stk. 3, dvs.
for tiden Sverige, Finland, Norge, Island og Holland, finder de almindelige
betingelser i retsplejelovens § 448 c anvendelse, hvorimod det fortsat
altid vil være muligt at få opløst et registreret partnerskab i Danmark, hvis
begge parter bor i et land, der ikke er omfattet af § 2, stk. 3.
Ægteskabslovens § 66 indeholder en bemyndigelse til,
at der ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan
fastsættes regler om dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse
og
opløsning. Bestemmelsen har været anvendt ved gennemførelsen af de seneste
ændringer af den nordiske ægteskabskonvention fra 1931.
Da de øvrige nordiske lande og flere andre lande nu har
indført regler om registreret partnerskab, kan det blive aktuelt at indgå
overenskomster om bl.a. gensidig anerkendelse af registrerede partnerskaber
eller at udvide den nordiske ægteskabskonvention til at omfatte registreret
partnerskab.
Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes en
bemyndigelse svarende til ægteskabslovens § 66 i lov om registreret
partnerskab.
Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side
58-59, og lovforslagets § 6, nr. 1, 5 og 6. Forslaget om indsættelse af
en
bemyndigelse til at indgå overenskomst med fremmed stat om registreret
partnerskab indgår dog ikke i arbejdsgruppens rapport.
7.
Adgang for statsamterne til at genoptage påklagede sager
7.1.
Gældende ret
Det forekommer ikke sjældent, at en klage over en
familieretlig afgørelse truffet af et statsamt indeholder nye oplysninger
eller
nye ansøgninger. Endvidere henviser klagere ofte til oplysninger eller
ansøgninger, som statsamtet ikke har taget konkret stilling til ved
behandlingen af sagen. Endelig skyldes visse klager, at parterne, der
tidligere
under sagen var enige, efterfølgende er blevet uenige. Ifølge
klagevejledningen
opfordres klagere til at indsende klagen til statsamtet, der derefter
videresender den til Civilretsdirektoratet.
En klager har krav på, at en klage over et statsamts
afgørelse sendes til Civilretsdirektoratet. Statsamtet har således ikke
mulighed for på eget initiativ at genoptage sagen i ovennævnte tilfælde.
Dette
fremgår af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 30. maj 1998, (FOB
1998.194ff) og udtalelse af 30. maj 2001 (j.nr. 2000-1047-652). Det fremgår
videre heraf, at det er Ombudsmandens opfattelse, at en egentlig adgang for
den
underordnede myndighed til at genoptage sagen i forbindelse med en klage til
rekursmyndigheden bør have udtrykkelig lovhjemmel, jf. FOB 1998.200.
Statsamtet
er således nødt til at indhente klagerens samtykke, hvis man ønsker at
genoptage
en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet. Kan samtykke ikke fås,
skal
sagen videresendes til direktoratet. Dette er beskrevet i
Skarrildhusberetningen 1998, pkt. K.1. Det følger af det almindelige
to-instans-princip, at sagens realitet som udgangspunkt skal kunne behandles
mindst to gange. Det betyder, at Civilretsdirektoratet i de omtalte
situationer
normalt hjemviser sagen til fornyet behandling i statsamtet.
7.2.
Justitsministeriets overvejelser
Det nuværende system fungerer efter Justitsministeriets
opfattelse uhensigtsmæssigt for såvel borgere som myndigheder i de omtalte
situationer.
Det er ikke i borgernes interesse, at en klage først skal
sendes til Civilretsdirektoratet for derefter at blive hjemvist til ny
behandling i statsamtet. Herved går tid til spilde. Endvidere kan det opleves
bureaukratisk, at klageren skal spørges om, hvorvidt sagen kan genoptages,
idet
klageren normalt blot ønsker, at sagen behandles igen på baggrund af de nye
oplysninger så hurtigt som muligt, uanset hvor dette sker. Tilsvarende kan
det
forekomme uforståeligt, at en klager – efter at være blevet spurgt
– ønsker en
sag indbragt for Civilretsdirektoratet for derefter at måtte konstatere, at
direktoratet alligevel hjemviser sagen til statsamtet.
For myndighederne indebærer den gældende retstilstand
unødvendige forespørgsler og postgange, inden den reelle sagsbehandling kan
påbegyndes.
Endelig kan en hjemvisning give parterne den opfattelse, at
myndighederne vil træffe en afgørelse med et andet indhold.
Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at
det vil være både i borgernes og myndighedernes interesse, at statsamtet i
sådanne situationer kan genoptage sagen.
Det foreslås derfor, at der i lov om forældremyndighed og
samvær, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,
lov
om ægteskabets retsvirkninger og adoptionsloven indsættes hjemmel for
justitsministeren til i en bekendtgørelse nærmere at fastsætte regler om
klageadgang m.v. Det vil således blive bestemt, at statsamtet kan genoptage
en
sag, når der foreligger nye oplysninger og ansøgninger, i situationer, hvor
der
ikke er taget konkret stilling til konkrete oplysninger eller ansøgninger, og
ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens
resultat. Det er ikke hensigten at fastsætte klagefrister på det
familieretlige
område. Samtidig bør klageadgangen fra statsamterne til Civilretsdirektoratet
udtrykkeligt fremgå af de respektive love.
Der henvises i øvrigt til
arbejdsgruppens rapport, side 61-62, og lovforslagets § 1, nr. 6,
§ 2, nr. 3, § 3, nr. 6, § 5, nr. 9, og § 7, nr. 2.
8.
Begyndelses- og ændringstidspunkter for ægtefælle- og børnebidrag
8.1.
Ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse
8.1.1.
Gældende ret
Ved separation og skilsmisse tages der stilling til, om en
ægtefælle i en kortere eller længere periode efter separationen eller
skilsmissen fortsat skal have pligt til at forsørge den anden ægtefælle.
Indgår
ægtefællerne ikke selv aftale om bidragspligten, afgøres spørgsmålet om
bidragspligt ved dom, jf. ægteskabslovens § 50, stk. 1.
Når der er bidragspligt, fastsætter statsamtet efter
ansøgning bidragets størrelse, medmindre parterne indgår aftale herom, jf.
§ 50, stk. 1.
I mange situationer, hvor der er fastsat eller aftalt
bidragspligt, fastsættes der ikke ægtefællebidrag. Det kan f.eks. skyldes, at
den bidragsberettigede for tiden har en så høj indtægt, at der ikke er behov
for bidrag. Det kan også skyldes, at den bidragspligtige har så dårlige
økonomiske forhold, at vedkommende ikke har mulighed for at betale bidrag.
8.1.1.1.
Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
Ægteskabsloven indeholder ikke regler om, fra hvilket
tidspunkt statsamtet kan pålægge den bidragspligtige at betale
ægtefællebidrag.
Ægtefællebidrag fastsættes normalt fra separationen eller
skilsmissen, medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af
den
tidligere ægtefælle i en periode derefter, f.eks. ved at fortsætte den fælles
økonomi, ved frivillige betalinger eller ved efter aftale med den
bidragsberettigede at afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden
ægtefælle. Det beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt
eller
delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.
Separation, skilsmisse og ophør af forsørgelse betragtes
således som bidragsudløsende begivenheder.
Ægtefællebidrag fastsættes kun, når den bidragsberettigede
ansøger statsamtet om bidrag. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra
den
bidragsudløsende begivenhed, er det efter statsamternes og
Civilretsdirektoratets praksis normalt en betingelse, at ansøgningen er
indgivet senest 1-2 måneder efter begivenheden.
Der fastsættes bidrag, selv om der ansøges senere end 1-2
måneder, men i så fald fastsættes bidraget normalt først fra den dag, hvor
statsamtet modtog ansøgningen, eller fra den dag, hvor den bidragspligtige
blev
gjort bekendt hermed.
Baggrunden herfor er, at ægtefællebidrag ydes som hjælp til
den løbende forsørgelse af den tidligere ægtefælle. Hvis den
bidragsberettigede
venter med at ansøge om bidrag, til der er gået mere end 1-2 måneder efter
separationen eller skilsmissen, hvor bidragspligten blev fastsat, kan den
bidragspligtige med rette have indrettet sig på, at den bidragsberettigede
for
tiden ikke ønsker bidrag fastsat, og derfor ikke regner med at skulle betale
bidrag for den forløbne periode.
Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt,
kan bidraget dog, hvis der konkret foreligger særlige omstændigheder,
alligevel
fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. hvis parterne i en
periode
har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.
8.1.1.2. Ændringstidspunkter
Efter ægteskabslovens § 53, stk. 2, kan
statsamtet ændre et fastsat bidrag, hvis omstændighederne taler derfor.
Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket
tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have
virkning.
Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller
nedsættelse) af et bidrag som udgangspunkt først virkning fra den første
forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det vil sige, at ændringen ikke har
virkning for bidrag, der forfalder under statsamtets eller
Civilretsdirektoratets behandling af sagen.
Baggrunden for dette er, at parterne skal kunne indrette
deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag. Den
bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage forfaldne bidrag,
mens den bidragspligtige ikke bør kunne mødes med krav om efterbetaling.
Praksis bygger således i første række på indrettelsessynspunktet, men også
rimeligheds- og risikovurderinger indgår i skønnet.
I praksis gælder der nogle generelle undtagelser fra
udgangspunktet. En ændring kan således bl.a. i følgende situationer få
virkning
for forfaldne bidrag: (1) En part har givet urigtige oplysninger, eller har
undladt at give relevante oplysninger. (2) En tidligere afgørelse om bidraget
er åbenbar urigtig. (3) Sagsbehandlingen har trukket urimeligt længe ud på
grund af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter. Denne
opregning er ikke udtømmende, men indeholder de mest almindelige
undtagelsessituationer.
Ved siden af de generelle undtagelser forekommer der i
praksis en række situationer, hvor der kan være grundlag for at lade en
ændring
af et bidrag få virkning fra et tidligere tidspunkt end første forfaldsdag
efter afgørelsen.
Et almindeligt forekommende eksempel på dette er
situationer, hvor den bidragspligtiges indtægt falder kraftigt på grund af
uforskyldt arbejdsløshed. Her nedsættes eller bortfalder bidraget som
udgangspunkt fra den første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den
bidragsberettigede er blevet orienteret om ansøgningen, dog tidligst fra
første
forfaldsdag efter at den bidragspligtige blev arbejdsløs. Dette skyldes, at
den
bidragsberettigede i disse situationer normalt ikke kan have en berettiget
forventning om fortsat at modtage det hidtidige bidrag.
8.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor, er der ikke fastsat regler om
frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og
ændringstidspunkter i lovgivningen. I administrativ praksis opereres der
imidlertid med relativt faste udgangspunkter herom.
For at styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget
gennemsigtighed og forudsigelighed i forvaltningen af reglerne foreslås det,
at
regler om frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og
ændringstidspunkter fastsættes i en bekendtgørelse. Det foreslås derfor, at
der
indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel
til
at udfærdige administrative forskrifter herom.
8.1.2.1. Begyndelsestidspunkt
og ansøgningsfrist
Justitsministeriet finder, at der bør indføres en egentlig
»ansøgningsfrist« i sager om ægtefællebidrag, hvis bidraget ønskes fastsat
fra
den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. separation, skilsmisse eller ophør af
forsørgelse.
Disse regler bør som udgangspunkt udformes i
overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på
området, dog således at »ansøgningsfristen« fastsættes til 2 måneder regnet
fra
den bidragsudløsende begivenhed. Hvis der foreligger særlige omstændigheder,
bør bidraget dog alligevel fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed,
selv
om »fristen« overskrides.
Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der ikke
særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets
modtagelse af ansøgningen.
8.1.2.2. Ændringstidspunkter
Efter Justitsministeriets opfattelse bør forfaldne
ægtefællebidrag i overensstemmelse med gældende praksis normalt ikke kunne
ændres, medmindre statsamtet undtagelsesvist bestemmer andet. Disse regler om
ændringstidspunkter bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med
statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området. Reglerne vil
løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.
8.2.
Ægtefællebidrag inden separation og skilsmisse
8.2.1.
Gældende ret
Efter § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger
(retsvirkningsloven) har ægtefæller under ægteskabet forsørgelsespligt over
for
hinanden.
Forsømmer en ægtefælle under samlivet at opfylde denne
forsørgelsespligt, kan statsamtet efter lovens § 5, jf. § 8,
pålægge
denne ægtefælle at betale bidrag til den anden ægtefælles underhold. Sager
herom er yderst sjældent forekommende.
Hvis ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke lever
sammen, kan statsamtet efter lovens § 6, jf. § 8, pålægge den ene
ægtefælle at betale bidrag til den andens underhold.
Sådanne bidrag bortfalder ved separation eller skilsmisse,
hvor der skal tages stilling til, om der fortsat skal være forsørgelsespligt,
jf. pkt. 8.1.1.
8.2.1.1.
Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
Ægtefællebidrag under samlivet efter retsvirkningslovens
§ 5 fastsættes normalt fra det tidspunkt, hvor den ene ægtefælle under
samlivet forsømmer sin forsørgelsespligt over for den anden ægtefælle.
Når samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelser,
fastsættes bidrag efter lovens § 6 normalt fra samlivsophævelsen,
medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af den anden
ægtefælle, f.eks. ved i en periode at fortsætte den fælles økonomi, ved
frivillige betalinger eller ved efter aftale med den bidragsberettigede at
afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden ægtefælle. I sådanne
situationer beror det på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt
eller
delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt.
Efter lovens § 8, stk. 2, kan bidrag kun pålægges
for en tid, der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige
grunde
taler derfor.
Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag efter
ægteskabsloven er det i praksis som udgangspunkt en betingelse for at
fastsætte
bidrag fra samlivsophævelsen eller fra ophøret af forsørgelsen, at den
bidragsberettigede senest 1-2 måneder herefter ansøger statsamtet om
fastsættelse af bidrag.
Der fastsættes bidrag, selv om der ansøges senere end 1-2
måneder, men i så fald fastsættes bidraget normalt først fra den dag, hvor
statsamtet modtog ansøgningen, eller fra den dag, hvor den bidragspligtige
blev
gjort bekendt med ansøgningen. Baggrunden herfor er den samme som gennemgået
i
pkt. 8.1.1.1.
Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt,
kan bidraget dog efter en konkret vurdering alligevel fastsættes fra den
bidragsudløsende begivenhed, hvis der foreligger særlige omstændigheder,
f.eks.
at parterne i en periode har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.
8.2.1.2. Ændringstidspunkter
Efter § 8, stk. 1, 2. pkt., i retsvirkningsloven
kan statsamtet til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre et
ægtefællebidrag efter lovens § 5 eller § 6, når forholdene
væsentligt
har forandret sig.
Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket
tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have
virkning.
Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller
nedsættelse) af et ægtefællebidrag som udgangspunkt først virkning fra den
første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Denne praksis og undtagelserne
fra den er beskrevet nærmere oven for i pkt. 8.1.1.2.
8.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
Ligesom ved sager om fastsættelse af ægtefællebidrag
foreslås det, at der indføres en egentlig ansøgningsfrist i sager om
ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven. Justitsministeriet foreslår derfor,
at retsvirkningslovens § 8, stk. 2, ophæves, og at der i stedet i
loven indsættes en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at
fastsætte regler herom.
Videre finder Justitsministeriet, at der i overensstemmelse
med den foreslåede ændring af reglerne om ægtefællebidrag efter
ægteskabsloven
bør fastsættes nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et
ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven skal have virkning.
Justitsministeriet
foreslår derfor, at der i retsvirkningsloven indsættes en bestemmelse, der
giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom. Som ved
ægtefællebidrag efter ægteskabsloven vil reglerne som udgangspunkt blive
fastsat i overensstemmelse med gældende praksis. Reglerne vil løbende kunne
justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 3.
8.3.
Børnebidrag
8.3.1.
Gældende ret
Efter § 13 i lov om børns forsørgelse er forældrene
hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Opfylder den ene af
forældrene
ikke forsørgelsespligten, kan statsamtet efter ansøgning pålægge denne at
betale bidrag til barnets underhold.
8.3.1.1.
Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
Den bidragspligtige pålægges normalt at betale børnebidrag
fra det tidspunkt, hvor forældrene ophæver deres samliv.
Dette gælder dog ikke, i det omfang den bidragspligtige
efter samlivsophævelsen har bidraget til barnets forsørgelse, f.eks. ved
frivilligt at betale børnebidrag til den bidragsberettigede, ved efter aftale
med den bidragsberettigede at afholde forsørgelsesudgifter vedrørende barnet
eller gennem en deleordning, hvor barnet bor lige meget hos begge forældre.
Det
beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt eller delvist har
opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.
Samlivsophævelse og andre former for ophør af forsørgelse
betragtes som bidragsudløsende begivenheder.
Der fastsættes kun børnebidrag, når den bidragsberettigede
ansøger statsamtet herom. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra den
bidragsudløsende begivenhed, er det normalt en betingelse, at ansøgningen
indgives inden en vis frist.
Dette er i dag reguleret i § 16, stk. 2, i lov om
børns forsørgelse. Efter denne bestemmelse kan bidrag kun pålægges for en
tid,
der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige grunde taler
derfor.
Bestemmelsen fortolkes ikke således, at bidrag altid
fastsættes med virkning for 1 år forud for ansøgningen, selv om den
bidragspligtige i denne periode ikke har deltaget i forsørgelsen af barnet.
Dette skyldes, at den bidragspligtige med rette kan have indrettet sig på
ikke
at skulle betale bidrag for den forløbne periode, når den bidragsberettigede
venter i længere tid med at ansøge om bidrag.
På den anden side må den bidragspligtige regne med at
skulle bidrage til barnets underhold fra f.eks. samlivsophævelsen, selv om
der
går nogen tid, inden den bidragsberettigede ansøger statsamtet om bidrag.
Indgives ansøgningen først på et senere tidspunkt uden
forbindelse med en bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra
ansøgningens modtagelse eller fra det tidspunkt, hvor den bidragspligtige
bliver bekendt med ansøgningen.
Det er i disse situationer statsamternes og
Civilretsdirektoratets praksis at fastsætte bidrag fra en bidragsudløsende
begivenhed, hvis ansøgningen er indgivet inden 6-7 måneder herefter.
Børnebidrag kan først fastsættes, når det er fastslået,
hvem der er far til barnet, f.eks. ved indgivelse af en omsorgs- og
ansvarserklæring til statsamtet (børnelovens § 14), ved anerkendelse af
faderskabet over for retten (børnelovens § 19) eller ved endelig dom i
retten (børnelovens § 20).
Når faderskabssagen er afsluttet, fastsættes bidraget
normalt fra barnets fødsel, medmindre faderen helt eller delvist har opfyldt
sin forsørgelsespligt. Ligesom ved samlivsophævelse forudsætter dette dog, at
ansøgningen om bidrag indgives inden en vis tid efter faderskabssagens
afslutning.
Det er i disse situationer statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis at
fastsætte bidrag fra barnets fødsel, hvis ansøgningen indgives inden 1-2
måneder efter faderskabssagens afslutning. Indgives ansøgningen senere,
fastsættes bidraget først fra ansøgningen eller fra det tidspunkt, hvor den
bidragspligtige blev gjort bekendt med ansøgningen.
8.3.1.2. Ændringstidspunkter
Efter § 16, stk. 1, i lov om børns forsørgelse
kan statsamtet til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer en
begrundet
ansøgning herom. Bidrag, der er forfaldet før fremsættelsen af ansøgningen,
kan
dog kun ændres, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Ligesom ved ændringer af ægtefællebidrag tillægges en
ændring af et børnebidrag som udgangspunkt først virkning fra den første
forfaldsdag efter den trufne afgørelse.
8.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
I lighed med forslaget om ændring af reglerne om
ægtefællebidrag finder Justitsministeriet, at der også her er grundlag for at
styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget gennemsigtighed og
forudsigelighed i forvaltningen af reglerne om fastsættelse og ændring af
børnebidrag.
Det foreslås derfor, at der indsættes en
bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at
udfærdige
administrative forskrifter om ansøgningsfriser samt begyndelses- og
ændringstidspunkter.
8.3.2.1.
Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist
Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag findes der at
burde fastsættes en »ansøgningsfrist«, som begge forældre kan indrette sig
på.
Ordlyden af § 16, stk. 2, i lov om børns
forsørgelse skaber ikke den fornødne klarhed og giver i øvrigt i praksis
anledning til misforståelser, idet bestemmelsen kan lægge op til, at bidrag
altid kan fastsættes med virkning op til 1 år forud for ansøgningen.
Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 2,
ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver
justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.
Den fulgte praksis må anses som udtryk for en rimelig
afvejning af den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges interesser og
bør
derfor opretholdes. »Ansøgningsfristen« bør dog fastsættes til 6 måneder
regnet
fra den bidragsudløsende begivenhed og til 2 måneder regnet fra afslutningen
af
en faderskabssag. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte
vise sig et behov herfor.
Justitsministeriet forenklings- og moderniseringsforslag
svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns
forsørgelse, side 179.
Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 1 og 2.
8.3.2.2. Ændringstidspunkter
I overensstemmelse med den foreslåede ændring af reglerne
om ægtefællebidrag bør forfaldne børnebidrag i overensstemmelse med gældende
praksis normalt heller ikke kunne ændres, medmindre statsamtet
undtagelsesvist
bestemmer andet.
Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 1,
ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver
justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.
Reglerne om ændringstidspunkter bør som udgangspunkt
udformes i overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets
praksis
på området. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise
sig et behov herfor.
Justitsministeriets forenklings- og moderniseringsforslag
svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns
forsørgelse, side 187.
Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 1 og 2.
9. Børneloven. Mindreåriges anerkendelse af
faderskab
9.1. Gældende ret
Efter § 2, stk. 1, i børneloven kan en mand – i
forbindelse med barnets fødsel – registreres som far til et barn født af
en
ugift kvinde, hvis moderen og den pågældende mand erklærer sammen at ville
varetage omsorgen og ansvaret for barnet (omsorgs- og ansvarserklæring). Hvis
faderskabet registreres på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, får
forældrene samtidig fælles forældremyndighed over barnet. Det følger af
§ 2, stk. 2, nr. 2, at registrering af faderskabet ikke kan ske på
grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, hvis en af parterne er umyndig
eller under værgemål. Det gælder, uanset om den umyndiges værge samtykker.
Hvis
faderskabet ikke registreres i forbindelse med fødslen, skal der rejses en
faderskabssag i statsamtet.
I statsamtet kan en mand anerkende faderskabet, hvis han
sammen med moderen afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 14,
stk. 1. I et sådant tilfælde får forældrene fælles forældremyndighed.
Hvis
parterne ikke ønsker at afgive en omsorgs- og ansvarserklæring, f.eks. fordi
de
ikke ønsker fælles forældremyndighed, kan manden anerkende faderskabet efter
§ 14, stk. 2, hvis moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt
forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, jf. § 14,
stk. 2, nr. 1, eller hvis manden utvivlsomt er barnets far, jf.
§ 14,
stk. 2, nr. 2, typisk fordi faderskabet er fastslået ved en
DNA-undersøgelse. Hvis moderen har haft seksuelt forhold til flere mænd i den
periode, hvor hun blev gravid, kan en mand anerkende faderskabet efter
§ 14, stk. 3, hvis han og moderen afgiver en omsorgs- og
ansvarserklæring, og de andre mænd, som er parter i sagen, tiltræder
anerkendelsen.
Det fremgår af § 14, stk. 5, at anerkendelse
efter § 14, stk. 1-3, ikke kan ske, hvis en af parterne er frataget
den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Det gælder, uanset om
værgen samtykker, og sagen må i disse tilfælde indbringes for retten. Er der
derimod tale om, at en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan
der ske anerkendelse i statsamtet, hvis værgen (i praksis normalt
forældremyndighedsindehaveren eller –indehaverne) samtykker i
anerkendelsen.
Bestemmelsen om værgens samtykke er ufravigelig. Det betyder, at statsamtet
ikke har mulighed for skønsmæssigt at fravige reglen uanset begrundelsen for,
at værgen ikke samtykker.
Hvis sagen ikke kan afsluttes ved anerkendelse i
statsamtet, f.eks. fordi værgens samtykke af den ene eller anden grund ikke
opnås, skal statsamtet indbringe sagen for retten, jf. børnelovens § 13,
nr. 4. Statsamtet har endvidere pligt til at indbringe sagen for retten, hvis
eksempelvis en af sagens parter anmoder om det, jf. § 13, nr. 1, eller
hvis det findes betænkeligt at fortsætte behandlingen af sagen i statsamtet,
jf. § 13, nr. 2.
Hvis manden efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser
utvivlsomt er barnets far, vil han i retten blive dømt som far, jf.
børnelovens
§ 20, stk. 1. Værgen kan således ikke forhindre, at faderskabet
bliver fastslået.
Når faderskabet er fastslået, kan forældrene opnå fælles
forældremyndighed ved at anmelde en aftale herom til statsamtet, jf. § 6
i
lov om forældremyndighed og samvær. En sådan aftale kræver ikke værgens
samtykke.
Det følger således af de gældende regler, at det ikke er
muligt at opnå registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og
ansvarserklæring efter børnelovens § 2, hvis enten moderen eller faderen
eller de begge er umyndige. Det følger endvidere af de gældende regler, at
anerkendelse af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3,
forudsætter værgens samtykke, hvis en af parterne er umyndige som følge af
mindreårighed. Hvis værgen ikke samtykker, er det ikke muligt at anerkende
faderskabet. Det gælder, uanset årsagen til at værgen ikke samtykker og
uanset
om den pågældende mand utvivlsomt må anses for far til barnet.
9.2. Justitsministeriets overvejelser
Der har været rejst spørgsmål om hensigtsmæssigheden af den
beskrevne retstilstand.
Ved besvarelsen af spørgsmål nr. 425 af 21. august 2003 fra
Folketingets Retsudvalg (Alm. del – bilag 1291) tilkendegav
Justitsministeriet,
at ministeriet var opmærksom på, at det kunne forekomme at være en unødig
belastning af parterne, hvis en sag måtte indbringes for retten på grund af
manglende værgesamtykke i et tilfælde, hvor der ikke var reel tvivl om
faderskabet. Justitsministeriet oplyste samtidig, at ministeriet i
forbindelse
med gennemførelsen af arbejdsgruppens forslag til regelforenkling på det
familieretlige område ville overveje, om der var behov for at forenkle
reglerne
om anerkendelse af faderskab i tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig.
Børnelovens §§ 2 og 14 blev indført ved lov nr. 460 af
7. juni 2001, der samtidig ophævede de tidligere gældende bestemmelser i lov
om
børns retsstilling, herunder denne lovs § 11, der blev indført ved lov
nr.
396 af 13. juni 1990.
§ 11 i lov om børns retsstilling indeholdt
bestemmelser om, at faderskab kunne anses for fastslået ved, at den opgivne
far
i en skriftlig erklæring til statsamtet anerkendte faderskabet, jf.
§ 11,
stk. 1, eller at den opgivne far under personligt møde for statsamtet
anerkendte faderskabet, jf. § 11, stk. 2. Hvis den opgivne far var
under 18 år, krævedes værgens samtykke til anerkendelsen, jf. § 11,
stk. 3.
I modsætning til de nugældende regler stillede § 11 i
lov om børns retsstilling alene krav om, at værgen skulle samtykke i
tilfælde,
hvor den opgivne far var mindreårig.
Børneloven, herunder §§ 2 og 14, bygger på betænkning
1350/1997 fra Børnelovsudvalget. Efter udvalgets forslag skulle bestemmelsen
om
registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring
(§ 2 i udvalgets lovudkast) ikke finde anvendelse, hvis manden på
erklæringstidspunktet
var under 18 år (betænkningen side 185). På samme måde indeholdt udvalgets
forslag til bestemmelse om anerkendelse af faderskab (§ 13 i udvalgets
lovudkast) en bestemmelse, hvorefter værgen skulle samtykke, hvis den mand,
som
anerkendte faderskabet, var under 18 år (betænkningen side 188). Som
begrundelse for kravet om, at værgen skulle samtykke i tilfælde, hvor manden
var mindreårig, lagde udvalget vægt på, at manden påtog sig en
forsørgelsespligt over for barnet (betænkningen side 220 og 241).
Det forslag til børnelov (L 2 af 4. oktober 2000,
Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, side 27 ff.), som blev fremsat på
baggrund
af betænkning 1350/1997, afveg fra udvalgets forslag for så vidt angår krav
om
samtykke fra værgen, og svarer til den senere vedtagne § 2, stk. 2,
nr. 2, og § 14, stk. 5, 2. pkt.
Anerkendelse af faderskab indebærer bl.a., at faderen får
forsørgelsespligt over for barnet. Da en far således påtager sig en økonomisk
forpligtelse ved at anerkende faderskabet til et barn, og da den umyndige
part
ikke altid vil kunne overskue konsekvenserne af en anerkendelse af
faderskabet,
er det efter Justitsministeriets opfattelse velbegrundet, at en mindreårig
far
kun kan anerkende faderskabet, hvis værgen samtykker. Hvis værgen ikke vil
samtykke,
må sagen indbringes for retten. Det gælder, uanset at den mindreårige
utvivlsomt må anses for far til barnet.
De hensyn, der ligger til grund for kravet om, at den
mindreårige fars værge skal samtykke i anerkendelsen af faderskabet, gør sig
ikke på samme måde gældende ved en mindreårig mor. Efter Justitsministeriets
opfattelse kan det derfor forekomme mindre velbegrundet, at en mindreårig
mors
værge skal samtykke i tilfælde, hvor faderen, med samtykke fra værgen hvis
faderen også er mindreårig, ønsker at anerkende faderskabet, idet moderen
ikke
på samme måde som faderen påtager sig en økonomisk forpligtelse ved faderens
anerkendelse af faderskabet. Hvis den mindreårige moders værge nægter at
samtykke, vil statsamtet skulle indbringe sagen for retten, også selv om den
mand, som moderen har oplyst som far til barnet, ønsker at anerkende
faderskabet, hvilket kan anses som en unødvendig belastning for parterne.
Kravet om samtykke fra moderens værge stemmer endvidere dårligt overens med,
at
moderen, hvis hun er myndig, ikke selv skal tiltræde faderens anerkendelse af
faderskabet efter § 14, stk. 2. Hvis der afgives omsorgs- og
ansvarserklæring efter § 14, stk. 1 eller 3, skal erklæringen
afgives
af både moderen og faderen. At moderens samtykke kræves i disse tilfælde,
skyldes imidlertid navnlig, at forældrene samtidig får fælles
forældremyndighed. Som anført ovenfor kan en mindreårig moder uden værgens
samtykke indgå aftale med sit barns far om fælles forældremyndighed, og
kravet
om moderens værges samtykke ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring
efter § 14 forekommer derfor ikke velbegrundet.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet børnelovens
§ 14, stk. 5, 2. pkt., ændret således, at kravet om værgens
samtykke
alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor manden er mindreårig. Det vil
betyde, at en far, eller en far under 18 år med samtykke fra værgen, kan
anerkende faderskabet til et barn i medfør af børnelovens § 14,
stk. 1-3, selv om moderen er under 18 år.
Det kan ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor
moderens værge kan have gode grunde til at modsætte sig, at faderskabet
anerkendes i statsamtet, f.eks. hvis den mand, som ønsker at anerkende
faderskabet, ikke er barnets biologiske fader, og værgen skønner, at
anerkendelsen ikke er til barnets bedste. Det følger imidlertid af
børnelovens
§ 13, at statsamtet skal indbringe sagen for retten, hvis en part
anmoder
om det. Hvis moderen er mindreårig, vil værgen således på hendes vegne kunne
forlange sagen indbragt for retten. Ophævelsen af kravet om moderens værges
samtykke har derfor navnlig praktisk betydning i de tilfælde, hvor værgen
forholder sig passiv.
Justitsministeriet har endvidere overvejet, om det også i
tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig, bør være muligt at få
faderskabet
registreret på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet i
forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Justitsministeriet finder
imidlertid, at der i disse tilfælde er et særligt behov for vejledning af
parterne, og at faderskabssagen derfor bør behandles af statsamtet. Der
foreslås derfor ikke nogen ændring af børnelovens § 2, stk. 2, nr.
2.
Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 1 og 2.
10.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
m.v.
Overordnet set medfører lovforslaget
en række administrative lempelser for både borgerne og det offentlige på det
familieretlige område.
Forslaget om, at anerkendelse af
faderskab ikke skal kræve samtykke fra en umyndig mors værge, vil medføre
visse
lempelser for borgerne og det offentlige idet visse sager, der i dag
indbringes
for domstolen, fremover vil kunne afsluttes i statsamtet.
Forslaget om, at et fællesbo ikke
skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det tidligere ægteskab
er
opløst ved skilsmisse eller omstødelse, vil medføre lempelser for borgerne.
Forslaget om, at kommende
ægtefæller ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller
venter
børn med en anden mand eller kvinde, vil medføre lempelser for borgerne.
Forslaget om, at statsamtet skal
kunne meddele skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om
den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser, vil medføre
lempelser for borgerne og for det offentlige, idet sagerne ikke skal
indbringes
for retten.
Forslaget om, at vilkårsforhandling
forud for bevilling af separation eller skilsmisse ikke længere skal være
obligatorisk, vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.
Forslaget om, at aftaler mellem
forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene
af
dem, eller at forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke
længere skal godkendes, men kun anmeldes til statsamtet, for at være gyldige,
vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.
Den foreslåede skærpelse af
kriteriet for, hvornår der kan ske ændringer i samvær, vil indebære, at
forældrene selv vil skulle løse mere detailprægede spørgsmål vedrørende
udøvelse af samvær, og vil formentlig medføre mindre lempelser for det
offentlige.
Forslaget om anerkendelse af
udenlandske adoptioner vil indebære, at et stort antal adoptionssager ikke
længere vil skulle forelægges for Civilretsdirektoratet, hvilket vil medføre
lempelser for borgerne og for Civilretsdirektoratet og statsamterne.
Den foreslåede ændring, hvorefter
der skal betales et gebyr på 500 kr. ved prøvelse af betingelserne for at
indgå
registreret partnerskab, hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, vil
medføre udgifter for de berørte personer og tilsvarende indtægter for det
offentlige, men der skønnes ikke at være tale om indtægter af betydning.
Den foreslåede udvidelse af
adgangen til orientering om barnet vil have visse konsekvenser for privat
praktiserende læger og tandlæger, der vil skulle give orientering til den af
forældrene, der ikke har forældremyndigheden, men der skønnes ikke at være
tale
om konsekvenser af betydning. Privat praktiserende læger og tandlægers
meddelelse af orientering vil ikke være sygesikringsydelser, som kan leveres
af
lægen eller tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle
udgifter i forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den,
der anmoder om orientering.
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11.
Hørte myndigheder m.v.
Rapporten om regelforenkling på
det familieretlige område har været sendt i høring hos følgende myndigheder
og
organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre og Vestre
Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense,
Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen,
Dommerfuldmægtigforeningen, AC Denmark International Børnehjælp,
Advokatrådet,
Adoption og Samfund, Aktive Fædre, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens
Børnemiljøråd, Bornholms Regionskommune, Bornholms Statsamt, Børnerådet, Børn
og Samvær, Børns Vilkår, Danadopt, Dansk Psykologforening, Danske Kvinders
Nationalråd, Danske Kvindesamfund, Den Danske Præsteforening, Familiens
Forening, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige chefer i
statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd,
Foreningen Far & Børn, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,
Frederiksberg Kommune, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, HK/Stat,
Institut
for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Københavns Overpræsidium, Københavns Statsamt, Landsforeningen Børn og
Samvær,
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Mødrehjælpen, Nordjyllands Statsamt,
Ribe Statsamt, Ringkjøbing Statsamt, Roskilde Statsamt, Storstrøms Statsamt,
Sønderjyllands Statsamt, Vestsjællands Statsamt, Viborg Statsamt og Århus
Statsamt.
Dansk Tandlægeforening, Dansk
Psykologforening og Den Almindelige Danske Lægeforening har været hørt over
den
del af forslaget, der vedrører den foreslåede ændring af § 19 i lov om
forældremyndighed og samvær.
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen af betydning.
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
En række mindre lempelser.
Ingen.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen.
Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen.
Ingen af betydning.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen.
Ingen.
Administrative konsekvenser for borgerne
En række mindre lempelser.
Ingen.
Forholdet til EU-retten
Ingen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
(lov om ægteskabs indgåelse og opløsning)
Til nr. 1 (§ 10)
Efter den foreslåede bestemmelse skal et eventuelt
tidligere fællesbo ikke være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det
tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse. Hvis det
tidligere ægteskab er opløst ved død, er det fortsat et krav, at et tidligere
fællesbo er eller har været under offentligt skifte eller dødsbobehandling
ved
bobestyrer, eller at et privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,
hvis
der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, hvis ægtefællerne
var
separerede på tidspunktet for dødsfaldet, hvis samtlige arvinger efter afdøde
giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab, eller hvis der ikke skal
foretages dødsbobehandling her i landet. Endvidere kan prøvelsesmyndigheden
(kommunen) bestemme, at bestemmelsen fraviges.
Dispensationsmuligheden forudsættes kun anvendt i ganske få
tilfælde, f.eks. hvor vielse ikke senere vil kunne gennemføres, hvis ikke
bestemmelsen fraviges. Prøvelsesmyndighedens afgørelser kan påklages til
justitsministeren (Civilretsdirektoratet).
Hvis boet er eller har været under offentligt skifte eller
dødsbobehandling ved bobestyrer, vil dette kunne dokumenteres ved erklæring
fra
skifteretten herom. Et privat skifte anses for afsluttet, når sagen er
afsluttet i skifteretten, eller hvis samtlige arvinger eller disses
fuldmægtige, værger eller skifteværger erklærer, at skifte er afsluttet. Hvis
der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, kan dette
dokumenteres
ved skifteretsattest eller tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det
tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt særeje. Erklæringer
fra skifteretten kan eventuelt gives telefonisk over for
prøvelsesmyndigheden.
Opregningerne af dokumentationsformer er ikke udtømmende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.
Til nr. 2 (§ 11)
Den foreslåede ændring medfører, at kommende ægtefæller
ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med
en
anden mand eller kvinde.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.
Til nr. 3 (§ 42)
Den foreslåede ændring medfører, at statsamtet kan meddele
skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om den anden
ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser om, hvorvidt ægtefællen
har
bemærkninger til ansøgningen om skilsmisse. Bevilling kan meddeles efter 6
måneders separation.
Dette forudsætter, at skilsmissen søges på vilkårene for
separationen, og at disse også gælder for tiden efter skilsmissen. Skal der
ved
skilsmissen tages stilling til ægtefællepensionsordninger omfattet af
§ 54
i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, kan der ikke meddeles skilsmisse
ved
bevilling uden den anden ægtefælles aktive medvirken. Bestemmelsen henviser
til
enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension,
hvis
ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat
bidragspligt. Pensionsordningerne kan dog allerede have været behandlet i
forbindelse med separationen. Det bør derfor under statsamternes behandling
af
separationssager tilstræbes, at der bliver taget stilling til sådanne
eventuelle pensionsordninger. Det er dog ikke statsamternes pligt at
undersøge,
om der er sådanne pensionsordninger.
Endvidere kan det efter ægteskabslovens § 45, 2. pkt.,
ved separationen bestemmes eller aftales, at vilkåret om bidragspligt alene
skal gælde i separationstiden. I så fald skal der ved skilsmisse på baggrund
af
separationen tages stilling til spørgsmålet om bidragspligt efter
skilsmissen.
I disse situationer vil der derfor ikke kunne meddeles skilsmisse ved
bevilling
uden den anden ægtefælles aktive medvirken.
Statsamtet skal, som efter de regler der gælder i dag,
skrive til den anden ægtefælle to gange. Den anden henvendelse skal ske på en
sådan måde, at statsamtet vil modtage en kvittering for afleveringen eller
modtagelsen, således at der er sikkerhed for, at henvendelsen er kommet frem.
Af henvendelsen skal tydeligt fremgå, at statsamtet vil lægge til grund, at
ægtefællen ikke har bemærkninger til skilsmisse på separationsvilkårene,
medmindre denne gør indsigelser herimod.
Hvis den anden henvendelse ikke bliver afhentet/modtaget,
skal statsamtet afslå at meddele skilsmisse ved bevilling, jf. § 42,
stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning.
For at sikre en ensartet behandling af de situationer, hvor
en ægtefælle besvarer statsamtets henvendelse, og de situationer, hvor dette
ikke sker, indebærer ændringen, at statsamtet ikke kan kræve, at den anden
ægtefælle afgiver erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller
genoptaget i situationer, hvor kun den ene ægtefælle søger skilsmisse efter
forudgående separation. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at begge
ægtefæller spørges herom.
Erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller
genoptaget, skal fortsat kræves, når begge ægtefæller ansøger om skilsmisse
efter forudgående separation.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.2.
Til nr. 4 (§ 44, stk. 1)
Ændringen betyder, at der ikke længere obligatorisk skal
afholdes vilkårsforhandling forud for bevilling af separation eller
skilsmisse.
Prøvelsen af, om betingelserne for bevilling af skilsmisse eller separation
er
opfyldt, vil således ske på skriftligt grundlag. Vilkårsforhandling skal dog
fortsat afholdes, hvis en af parterne beder om det, eller hvis statsamtet
finder, at særlige omstændigheder taler for det.
Statsamtet bør først og fremmest overveje at indkalde til
vilkårsforhandling, hvis det er tvivlsomt, om betingelserne for at meddele
bevilling er til stede, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller ikke forventer
at kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af
ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har
aftalt
vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en vildfarelse
om
deres ret eller er udsat for et utilbørligt pres. I sådanne situationer vil
statsamtet som efter de gældende regler skulle vejlede ægtefællerne om
gældende
ret for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.
Hvis parterne er uenige om spørgsmålet om
separation/skilsmisse eller om vilkårene herfor, kan statsamtet tilbyde
parterne en vilkårsforhandling og vejlede om, at sagen henhører under
domstolene, hvis de ikke kan nå til enighed.
Statsamtet skal i forbindelse med ansøgningen om separation
eller skilsmisse gøre parterne opmærksomme på, at de vil blive indkaldt til
vilkårsforhandling, hvis de begge eller en af dem ønsker det.
Hvis der er indkaldt til vilkårsforhandling, må der ikke
meddeles bevilling, før denne har været gennemført. Hvis der er indkaldt til
vilkårsforhandling efter anmodning fra en af parterne, har parten mulighed
for
at tilbagekalde sin anmodning. Statsamtet bør i sådanne situationer være
opmærksom på, om det herefter er betænkeligt at meddele bevilling, jf.
§ 42, stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse
og
opløsning.
I forbindelse med sagens behandling vil statsamtet i
skriftlige vejledninger og pjecer kunne vejlede ægtefællerne om f.eks.
forældremyndighed, samvær og børnebidrag og gøre opmærksom på, at de kan bede
om et møde med henblik på at få vejledning samt eventuelt få afklaret
spørgsmål
herom.
Endvidere vil statsamtet kunne tilbyde ægtepar med
mindreårige børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der
skønnes
at være behov herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles
på
skriftligt grundlag. Det bemærkes, at den økonomiske bevilling til
konfliktmægling i statsamterne udløber ved udgangen af 2004.
Hvis ægtefællerne eller en af dem beder om et sådant møde,
vil bevilling kunne meddeles, selv om mødet ikke er afholdt, eller den anden
ægtefælle ikke ønsker at deltage. En ægtefælle vil som hidtil kunne
tilbagekalde sit samtykke til separation eller skilsmisse ved bevilling,
indtil
bevilling er meddelt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.2.
Til nr. 5 (§ 46)
Ophævelsen er en konsekvens af, at spørgsmålet om
forældremyndighed ikke længere er et vilkår for separation og skilsmisse.
Til nr. 6 (§ 58 a)
Klagesagsbehandling
Stk. 1. lovfæster den almindelige klageadgang på det
familieretlige område fra statsamterne til justitsministeren
(Civilretsdirektoratet).
Stk. 2, første led, giver justitsministeren mulighed
for at fastsætte nærmere regler om klagesagers behandling og statsamternes
adgang til af egen drift at genoptage behandlingen af en sag på baggrund af
en
klage (remonstration).
Bestemmelsen giver statsamterne mulighed for at genoptage
en sag, hvis der i forbindelse med en klage bliver påberåbt væsentlige nye
oplysninger, der kan have betydning for afgørelsens resultat, eller hvis
klagen
indeholder nye ansøgninger. Det tilsigtes endvidere at gøre det muligt for
statsamterne at genoptage sagen i situationer, hvor der ikke er taget konkret
stilling til bestemte relevante oplysninger eller ansøgninger. Endvidere kan
sagen genoptages ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning
for
afgørelsens resultat.
Statsamterne vil således på egen hånd kunne genoptage sager
i de tilfælde, hvor Civilretsdirektoratet normalt vil hjemvise sagen til
fornyet behandling i statsamtet.
Når statsamtet vælger at genoptage en sag på baggrund af en
klage, skal dette meddeles klageren med vejledning om, at klageren kan
indbringe statsamtets afgørelse herom for justitsministeren
(Civilretsdirektoratet).
Bestemmelsen har ikke til formål at give mulighed for at
fastsætte klagefrister.
Behandling af sager om ægtefællebidrag
Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen i det foreslåede
stk. 2, andet led, er at give justitsministeren hjemmel til at
fastsætte:
(1) regler om hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få
det fastsat fra separationen, skilsmissen eller ophøret af forsørgelsen, (2)
regler om fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skal have virkning,
og
(3) de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelse af statsamternes
behandling af sager om ægtefællebidrag, f.eks. regler om til hvilket statsamt
en ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag skal indgives,
samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle sager om ægtefællebidrag
(international kompetence).
Regler om ansøgningsfrister, begyndelses- og
ændringstidspunkter for ægtefællebidrag forudsættes som udgangspunkt udformet
i
overensstemmelse med gældende praksis på området. Dog forudsættes
»ansøgningsfristen«
fastsat til 2 måneder regnet fra separationen, skilsmissen eller ophøret af
forsørgelsen. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne dog
indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks. skilsmissen, selv om
»fristen« overskrides. Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der
ikke
særlige omstændigheder, fastsættes bidraget normalt fra statsamtets
modtagelse
af ansøgningen. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der er
behov
for det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 7.2,
8.1.2 og 8.2.2.
Til §
2
(lov om ægteskabs retsvirkninger)
Til nr. 1 og 3 (§ 8, stk. 2, og § 52 a)
Den foreslåede ændring indebærer, at den tidligere
bestemmelse om fastsættelse af bidrag ophæves, og at der i stedet gives
justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den
bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få det fastsat fra ophøret af
forsørgelsen, og om fra hvilket tidspunkt en ændring af et ægtefællebidrag
har
virkning.
Endvidere indføres hjemmel til at fastsætte regler om
statsamternes behandling af bidragssager og om klagesagers behandling.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6, og de
almindelige bemærkninger, pkt. 8.3.2.
Til nr. 2 (§ 38, nr. 4)
Den foreslåede bestemmelse medfører, at en ægtefælle ikke
længere vil kunne forlange bosondring, når den anden ægtefælle uden
ægtefællens
vidende har et arveberettiget barn uden for ægteskab.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.
Til §
3
(lov om forældremyndighed og samvær)
Til nr. 1-2 (§ 9 og § 11)
Ændringen betyder, at aftaler mellem forældrene om, at
fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene af dem, eller at
forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke længere skal
godkendes, men kun anmeldes til statsamtet for at være gyldige. Proceduren
for
anmeldelsen er den samme, som følges, når forældre anmelder aftaler om fælles
forældremyndighed.
Ønskes forældremyndigheden overført til andre end den anden
forælder, skal aftalen fortsat godkendes af statsamtet. Aftaler, hvorved
forældremyndigheden overføres til den anden forælder og dennes nye ægtefælle
eller til bedsteforældre, skal således fortsat godkendes.
Aftaler, hvorefter forældremyndigheden overføres fra andre
end en af forældrene til (en af) forældrene, skal ligeledes fortsat
godkendes.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.2.
Til nr. 3 (§ 17, stk. 2)
Ændringen tager udgangspunkt i, at statsamterne normalt kun
skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne
omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for,
om
samværet overordnet set kan gennemføres.
Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne
henvises til at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig
rådgivning
eller konfliktmægling. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle forældre har
behov
for, at rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.
Hvis spørgsmål af denne karakter gøres gældende som
begrundelse for ændring af et samvær, skal statsamtet vurdere, om
oplysningerne
kan begrunde en ændring af samværet, jf. nedenfor.
Ændringen skærper kriteriet for, hvornår der kan ske
ændringer i et samvær, idet ændringer som udgangspunkt alene kan ske, hvis
der
er tale om væsentligt forandrede forhold. Ved ændringer forstås enhver
ændring
eller justering af eller fravigelse fra en eksisterende afgørelse eller
aftale
om samvær, uanset om spørgsmålet konkret har været behandlet tidligere.
Ændringen vil navnlig få betydning ved ansøgninger om
enkeltstående ændringer af samværet, og ved ansøgninger om mindre ændringer
af
aftalte eller fastsatte samvær, der ikke har betydning for samværets
overordnede gennemførelse.
Ad hoc ændringer og erstatningssamvær
Ad hoc
ændringer
af samvær, f.eks. på grund af
større familiebegivenheder, er ikke af overordnet betydning for
gennemførelsen
af samværet. Det vil derfor som udgangspunkt være overladt til forældrene
selv
– eventuelt gennem mægling og rådgivning – at bytte
samværsweekender eller
lignende. Det gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der
søger om ændringen. Det betyder, at en ansøgning om bortfald eller flytning
af
et samvær, f.eks. for at barnet kan deltage i en af forældrenes bryllup,
bedsteforældrenes guldbryllup eller sted-/halvsøskendes barnedåb, fødselsdag
eller konfirmation, kan afvises fra behandling, uden at ansøgningen
forelægges
for den anden forælder. Dette vil have som konsekvens, at samværsresolutionen
er gældende, og at samværet skal gennemføres i overensstemmelse hermed, hvis
forældrene ikke indgår en anden aftale.
Også situationer, hvor ansøgningen er begrundet i, at
bopælsforælderen i enkeltstående tilfælde ikke har mulighed for at deltage i
afhentning og/eller aflevering som forudsat i resolutionen, vil kunne
afvises.
Hvis forældrene ikke kan blive enige om en løsning, vil bopælsforælderen
således skulle sørge for, at barnet kan blive afhentet og afleveret af
samværsforælderen i overensstemmelse med resolutionen.
Ved afgørelser om
erstatningssamvær
skal der især lægges vægt på, om tabet af samværsdage har betydning for
forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og
regelmæssigt samvær, vil tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade
samværsforælderens forhold til barnet. I sådanne situationer bør der ikke
fastsættes erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste
plan
for samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.
Der vil derfor normalt ikke blive fastsat
erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse
et
samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.
Der vil normalt heller ikke blive fastsat
erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har
barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal
have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen
med
den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis
der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret
skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde
delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.
Hvis der kun er samvær i begrænset omfang, vil der kunne
fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens
forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær.
Der vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis
samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis
aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet
og samværsforælderen.
Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har
chikaneret samværet, skal der som udgangspunkt fastsættes helt eller delvist
erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det. Herunder
skal
erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det løbende samvær, og
om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter resolutionen eller
aftalen.
Ansøgninger om erstatningssamvær kan afslås uden
sagsbehandling, herunder uden at forelægge ansøgningen for den anden
forælder,
hvis ikke ansøgeren sandsynliggør, at der er grundlag for at fastsætte
erstatningssamvær.
Generelle ændringer i det løbende samvær
Skærpelsen af ændringskriteriet gælder både for afgørelser
truffet af statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Den gælder også
for
afgørelser og aftaler fra før lovens ikrafttræden.
Det skærpede ændringskriterium fører ikke til, at
statsamtet kan afvise at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis
det
sandsynliggøres, at der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller
at
det vil være bedst for barnet, at samværet ændres. Forslaget tilsigter
endvidere ikke at ændre ved statsamtets pligt til at søge sagen oplyst, hvis
ansøgeren ikke har mulighed for at fremlægge relevante oplysninger eller
dokumentation, som andre offentlige myndigheder er i besiddelse af, og som
forælderen ikke har adgang til, eller hvis der i øvrigt foreligger
oplysninger,
der tilsiger yderligere undersøgelser af forholdene af hensyn til barnet.
Med væsentligt forandrede forhold tænkes navnlig på
ændringer af forholdene, der kan begrunde ændringer i det overordnede omfang
af
samværet. Ansøgninger om mindre ændringer i samværet vil således normalt
blive
afslået. Det kan navnlig dreje sig om mindre ændringer af
afhentnings-/afleveringssted
eller –tidspunkt, medmindre spørgsmålet har betydning for, om samværet
overordnet set kan gennemføres.
Væsentligt forandrede forhold kan endvidere være, at
afgørelsen er truffet eller aftalen indgået for lang tid siden, således at
barnet nu er blevet ældre, eller at det oplyses, at et barn, der skal høres
efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, har en anden holdning
til
samværet end tidligere.
Der kan også være tale om flytning, jobskifte eller
lignende, der medfører, at samværet ikke kan gennemføres som forudsat i den
gældende aftale eller afgørelse.
Endvidere må spørgsmål, der har betydning for vurderingen
af, om samværsforælderen fortsat er i stand til at tage vare på barnet under
samværet, anses for at være væsentlige i forhold til en ansøgning om, at
samværet skal ændres.
Oplysninger om, at samværsforælderen i betydeligt omfang
ikke overholder afgørelsen eller aftalen, eller at barnet i vidt omfang
bliver
overladt til andre under samværet, kan også være væsentligt forandrede
forhold.
Det kan også dreje sig om forhold, der bevirker, at
samværet ikke kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde for barnet. Der kan
f.eks. være tale om ændringer i barnets skolegang eller fritidsinteresser,
eller en væsentlig forøgelse af konfliktniveauet mellem forældrene.
Omvendt vil der som udgangspunkt ikke være tale om
væsentligt forandrede forhold, hvis der er opstået uenigheder mellem
forældrene
om den praktiske gennemførelse af samværet, opdragelse af barnet el.lign. Der
vil som udgangspunkt heller ikke være tale om væsentligt forandrede forhold,
hvis en ansøgning er begrundet i bekvemmelighedshensyn for en af forældrene.
Forældrene bør derfor tilrettelægge deres dagligdag således, at der tages
højde
for deres aftale eller statsamtets afgørelse om samvær. Hvis sådanne
spørgsmål
rejses over for statsamtet, bør forældrene henvises til selv at finde en
løsning på problemet, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller
konfliktmægling.
Særligt vedrørende aftaler skal det bemærkes, at et aftalt
udvidet eller begrænset samvær som udgangspunkt skal opretholdes, hvis ikke
forholdene væsentligt har forandret sig. Hvis forældrene således har aftalt
udvidet eller begrænset samvær, skal dette som udgangspunkt fastholdes. Dette
gælder også, hvis den ene af forældrene oplyser ikke at have været bekendt
med
statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området ved aftalens
indgåelse.
Aftaler, der strider mod, hvad der er bedst for barnet,
skal dog altid kunne ændres. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
samværsforælderen ikke er i stand til at tage vare på barnet, eller hvis
aftalen strider mod barnets ønsker. Der kan også være tale om, at forældrene
ved aftalens indgåelse glemte ikke ubetydelige forudsætninger, som f.eks.
barnets fritidsinteresser.
Hvis det aftalte samvær ligger udenfor, hvad der er hjemmel
til at fastsætte – f.eks. en deleordning – bør statsamtet efter
ansøgning
fastsætte samvær, der kan rummes inden for »samværsbegrebet«.
Statsamtet er ikke bundet af forældrenes aftaler om
overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af barnet i
offentligt regi.
Førstegangsfastsættelse af samvær
Det er ikke foreslået at foretage ændringer ved
førstegangsfastsættelse af samvær. Sådanne afgørelser skal således træffes
som
hidtil. Statsamterne bør dog i forbindelse med førstegangsfastsættelse af
samvær tilstræbe, at afgørelsen efter sin ordlyd har en vis fremtidssikring,
således at mindre ændringer af forholdene ikke bevirker, at resolutionen
efter
sin ordlyd ikke kan gennemføres. F.eks. bør afhentnings- og
afleveringstidspunkter således som udgangspunkt fastsættes i rimelige
intervaller. Herved vil mindre ændringer i arbejdstider, køreplaner eller
barnets fritidsinteresser eller forsinkelser ikke medføre, at resolutionen
ikke
kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen vil således f.eks. kunne
fastsætte, at barnet skal hentes i daginstitutionen hver anden fredag mellem
klokken 14 og 16. Aflevering vil eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet
søndag mellem klokken 17 og 18 eller i skole mandag morgen ved skoletids
begyndelse.
Afhentning og aflevering kan også fastsættes i forhold til
objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16, eller at
barnet
skal sendes med toget med børneguideordning henholdsvis fredag og søndag.
Endvidere kan feriesamvær placeres efter forskellige
modeller, således at statsamtet ikke behøver at træffe afgørelse herom hvert
år.
Det bemærkes i den forbindelse, at det skærpede
ændringskriterium også omfatter de tilfælde, hvor der søges om mindre
ændringer
i forhold til ordlyden af resolutionen eller aftalen, hvis ændringen er uden
betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.
Hensynet til barnet
Det centrale udgangspunkt for statsamtets afgørelser skal
fortsat være hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Ændringer kan derfor
som i dag ske, hvis hensynet til barnet tilsiger det, selv om forholdene ikke
eller kun i uvæsentligt omfang har forandret sig, eller spørgsmålet ikke har
betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.
Sagsbehandlingen i statsamtet
Det nye ændringskriterium giver statsamtet mulighed for at
afslå at behandle en ansøgning om ændring af et samvær, hvis ansøgeren ikke
sandsynliggør, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, eller at det
eksisterende samvær ikke er til bedste for barnet. Der henvises til
bemærkningerne ovenfor om, hvornår der foreligger væsentligt forandrede
forhold.
Statsamtet kan endvidere afslå at behandle henvendelser om
spørgsmål om f.eks. sengetider, tøj, TV og mad under samvær og opdragelse i
almindelighed. I sådanne tilfælde bør parterne eventuelt henvises til
børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.2.
Til nr. 4 og 5 (§ 19)
Efter den gældende bestemmelse har den af forældrene, som
ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om
barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og
sundhedsvæsenet.
Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte private sygehuse, privat
praktiserende læger – herunder privatpraktiserende speciallæger –
og tandlæger.
Det betyder, at også privat praktiserende læger og tandlæger vil skulle give
en
orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger, om barnets forhold til
den
af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, og som anmoder om en sådan
orientering. Bestemmelsen foreslås ikke i øvrigt ændret.
Lægen, tandlægen eller sygehuset vil efter § 19,
stk. 1, 2. pkt., kunne nægte at give oplysninger, hvis det er til skade
for barnet. De pågældende vil endvidere efter § 19, stk. 2, i
særlige
tilfælde kunne anmode statsamtet om at fratage den pågældende forælder retten
til at modtage orientering.
Statsamtets afgørelser om at fratage retten til orientering
kan påklages til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Klage over en
læges eller tandlæges nægtelse af at give orientering om barnets forhold skal
derimod ske efter de regler, der findes i sundhedslovgivningen om klage over
sundhedspersonale.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.
Til nr. 6 (§ 31)
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.
Afgørelser efter § 14, stk. 1-4, i lov om
forældremyndighed samvær kan efter lovens § 14, stk. 5 og 6, ikke
indbringes for højere administrativ myndighed, men kan indbringes for
domstolene.
Til §
4
(retsplejeloven)
Til nr. 1-3 (§ 478, stk. 1, nr. 2 og 3, og
§ 483)
Ændringerne giver mulighed for, at forældrene i forbindelse
med indgåelse af en aftale om samvær kan aftale, at samværsaftalen skal kunne
danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.
Aftaler med fuldbyrdelsesklausul forudsættes behandlet på
samme måde som de aftaler og afgørelser om samvær, der efter de gældende
regler
kan fuldbyrdes af fogedretterne.
Fuldbyrdelse kan i medfør af retsplejelovens § 536,
stk. 1, ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved
udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte
fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.
Som følge af, at aftaler om samvær kan forsynes med en
fuldbyrdelsesklausul, fjernes den tidligere adgang til at tvangsfuldbyrde
aftaler om samvær, der er indgået under en vilkårsforhandling. Aftaler om
samvær, der bliver indgået under en vilkårsforhandling, vil herefter enten
skulle påføres en fuldbyrdelsesklausul eller udfærdiges af statsamtet i
resolutionsform, hvis de skal kunne tvangsfuldbyrdes. Det vurderes at dreje
sig
om meget få sager, hvor en aftale om samvær er tilført
vilkårsforhandlingsprotokollen, uden at der er udfærdiget samværsresolution.
De
i bestemmelsens nr. 2 nævnte forlig under vilkårsforhandlinger omfatter
således
ikke længere aftaler om samvær. På denne måde undgås, at spørgsmålet om
fuldbyrdelse bliver afhængigt af, i hvilket forum aftalen blev indgået, frem
for aftalens indhold.
For at lette overskueligheden er alle aftaler om samvær
herefter samlet i bestemmelsens nr. 3.
Endelig indeholder ændringerne konsekvensrettelser som
følge af, at aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel
af
forældremyndighed til den anden forælder ikke længere skal godkendes af
statsamtet, jf. lovudkastets § 3, nr. 1 og 2.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.
Til nr. 4 (§§ 535 og 536)
Ved indførelsen af lov nr. 387 af 14. juni 1995 om
forældremyndighed og samvær blev udtrykket »samværsret« i den gældende lov
erstattet med »samvær« for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse
med
forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets
forbindelse med begge forældre.
Den foreslåede ændring vil medføre den samme sprogbrug i
lov om rettens pleje og i lov om forældremyndighed og samvær.
Til §
5
(adoptionsloven)
Til nr. 1
, 2 og 4 (§ 5,
stk. 1, 1. pkt., § 5 a og § 16, stk. 2)
I
nr. 1
ændres
den gældende § 5, således at reglerne om stedbarnsadoptioner udgår af
bestemmelsen, og at der i stedet indsættes en henvisning til reglerne herom i
den nye § 5 a, der foreslås indsat ved
nr.
2
.
Forslaget til §
5
a, stk. 1, svarer til den gældende
regel i § 5, stk. 1, 2. pkt. Dog er kravet om ægtefællens samtykke
udgået som overflødigt, idet hensynet til den pågældende må anses for
varetaget
med adoptionslovens almindelige regler om samtykke i § 7 og erklæring i
§ 13.
Efter den gældende bestemmelse i adoptionslovens § 5
kan stedbarnsadoption kun ske inden for rammerne af et bestående ægteskab.
Baggrunden herfor er hensynet til at sikre en vis stabilitet omkring et
mindreårigt barn. Forslaget ændrer ikke på vurderingen af dette grundlæggende
hensyn ved stedbarnsadoptioner af mindreårige, mens begge forældre lever.
I forslaget til § 5 a, stk. 2, fastsættes, at det
også skal være muligt at foretage stedbarnsadoption af en tidligere
ægtefælles
barn eller adoptivbarn. Hvis ægteskabet er ophørt ved skilsmisse eller
omstødelse, kan adoption dog kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er
myndig.
Stedbarnsadoption ved en ægtefælles død vil navnlig være
relevant, hvor den længstlevende ægtefælle får forældremyndigheden over
barnet,
der dermed får mulighed for at forblive i sine vante omgivelser. Forslaget er
på dette punkt en præcisering af gældende ret, idet Vestre Landsret i en dom
i Ugeskrift
for Retsvæsen 1976, side 418 og 967, har antaget, at bestemmelsen i
adoptionslovens § 16, stk. 2, om retsvirkningerne af
stedbarnsadoption fandt anvendelse i et tilfælde, hvor bevillingen til en
stedfader til adoption af et stedbarn først var udfærdiget efter moderens
død.
Landsretten fandt derfor, at adoptivbarnet havde bevaret sin arveret efter en
senere afdød søster.
Hvis barnet er myndig, indebærer bestemmelsen, at der kan
ske stedbarnsadoption uanset, at stedforælderen er blevet skilt fra barnets
mor
eller far. Stedbarnsadoption kræver ikke samtykke fra barnets forældre. Efter
adoptionslovens § 13 skal der dog indhentes en erklæring fra de
oprindelige forældre. Der kræves heller ikke samtykke fra stedforælderens
eventuelle ægtefælle.
Forslaget ændrer ikke i øvrigt ved betingelserne for
stedbarnsadoption, herunder eksempelvis reglerne om opfostring, hvor der
efter
praksis stilles krav om, at ansøgeren skal have boet sammen med barnet i en
vis
tid, ligesom der skal være en vis aldersforskel mellem adoptanten og barnet.
I
nr. 4
fastslås,
at den adopterede ved stedbarnsadoption i forhold til ægtefællerne eller de
tidligere ægtefæller får samme retsstilling, som om den pågældende var deres
fælles barn. Bestemmelsen svarer til den gældende § 16, stk. 2, med
den ændring, at der som følge af bestemmelsen i den foreslåede § 5 a,
stk. 2, er taget højde for, at stedbarnsadoption efter forslaget også
kan
ske af tidligere ægtefællers børn.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.2.
Til nr. 3 og 5
(§ 16,
stk. 1, § 18, stk. 2, § 19, stk. 2, § 23,
stk. 3-4, § 24, stk. 1, § 37, stk. 2)
Adoptionsloven anvender i en række bestemmelser begreberne
»biologiske forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets
oprindelige retlige forældre. Det foreslås, at terminologien i adoptionsloven
ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets
»oprindelige forældre« og »oprindelige slægt«. Ændringen er af sproglig
karakter og ændrer ikke på den gældende retstilstand.
Baggrunden for forslaget er, at begreberne »biologiske
forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« kan forekomme utidssvarende og
i
nogle sammenhænge uheldig. Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab
ikke nødvendigvis er identisk med retligt slægtskab. Det afgørende - også i
forhold til, hvem der er barnets »virkelige slægt« - er det retlige faderskab
og moderskab. Dertil kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet
til
at lede til den tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er
mindre virkeligt end forholdet til den oprindelige slægt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.2.1.
Til nr. 6
(§ 23, stk. 4)
Efter gældende ret er det i dag ikke muligt administrativt
at genetablere retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen
ophæves
efter, at barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden.
Dette gælder – i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18
år –
også, hvis den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering
af retsforholdet.
Det foreslås, at beslutningen om genetablering af
retsforholdet kan træffes, hvis adoptivforholdet er blevet ophævet for en
person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke er afgået ved døden
.
Endvidere foreslås det, at afgørelsen
om genetablering af retsforholdet kan træffes selvstændigt efter en afgørelse
om ophævelse af adoption. Det er således ikke en betingelse, at afgørelsen
træffes i forbindelse med beslutningen om ophævelsen af adoptivforholdet.
Herved bliver det muligt for et tidligere adoptivbarn, der først efter
ophævelsen af adoptivforholdet får kontakt til sin oprindelige familie, på et
senere tidspunkt at genindtræde i retsforholdet til den oprindelige slægt.
Efter den foreslåede bestemmelse vil genetablering af
retsforholdet i den beskrevne situation kunne ske, uanset på hvilket grundlag
adoptionen er blevet ophævet. Det er derfor præciseret, at beslutningen om
genetablering af retsforholdet efter denne bestemmelse kan træffes både
administrativt og af retten.
Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer,
at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres,
hvis den pågældende forælder er død.
Bestemmelsen giver mulighed for genetablering af
retsforholdet til de »oprindelige forældre«. Om forståelsen af dette udtryk
henvises til det, der er anført til forslaget til § 5, nr. 3 og 5.
Det følger heraf, at bestemmelsen giver mulighed for
genetablering af retsforholdet til den slægt, der hidtil har været betegnet
som
adoptivbarnets »virkelige slægt«. I de formentlig yderst få tilfælde, hvor et
barn flere gange har været adopteret, vil det derimod efter bestemmelsen ikke
være muligt at genetablere retsforholdet til tidligere adoptivfamilier. Dette
svarer til, hvad der følger af de øvrige bestemmelser om retsvirkningerne i
forhold til den oprindelige (virkelige) slægt i den gældende adoptionslov
§ 23, stk. 2-4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.2.
Til nr. 7 (§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.)
Af den gældende bestemmelse fremgår, at Adoptionsnævnets
formand skal være jurist. I praksis har formanden været en dommer. Da der er
tale om et hverv som formand for et nævn, der behandler tvister mellem
borgere
og forvaltningsmyndigheder, bør formanden efter justitsministeriets
opfattelse
være en dommer, og dette foreslås fastsat udtrykkeligt i loven.
Til nr.
8 (§ 28, stk. 2)
Ifølge adoptionslovens § 28, stk. 1, kan personer
med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i adoptionsloven.
Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af statsamtet. I
§ 28, stk. 2, er det som en undtagelse til reglen i stk. 1
fastsat, at justitsministeren kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et
andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med
Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med
hensyn til internationale adoptioner. I betænkning 1323/1996 om
Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med
hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk
adoptionslovgivning,
pkt. 6.4.3., blev det bl.a. anført, at baggrunden for bestemmelsen er
hensynet
til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt til at
afstå
fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet først
overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i oprindelseslandet.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 28, stk. 2, har
endnu ikke været udnyttet. Baggrunden herfor er, at det ikke har været
nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige afgørelse
om
adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I praksis har begge
lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den endelige
afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at udlevere
barnet
til Danmark.
Derimod har der i enkelte tilfælde vist sig at være behov
for at kunne anerkende en udenlandsk adoptionsafgørelse, uden at denne er
blevet erstattet af en dansk adoptionsafgørelse. Det drejer sig navnlig om
tilfælde, hvor en af adoptanterne er afgået ved døden, efter at adoptionen er
endeligt gennemført i oprindelseslandet, men inden den er afsluttet i
Danmark.
I praksis er den efterladte ægtefælle efterfølgende blevet godkendt som
eneste
adoptant med den virkning, at barnet – i modsætning til eventuelle andre
(halv)søskende – ikke retligt har haft noget slægtskab til den afdødes
slægt.
Dertil kommer, at det synes unødvendigt, at Danmark
opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk adoptionsbevilling i de
tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft afgørende indflydelse på
gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet. En sådan indflydelse er
således sikret for adoptioner gennemført i overensstemmelse med
Haagerkonventionen for adoptioner, der foretages med henblik på adoption af
et
barn til Danmark. Der henvises i den forbindelse til ovennævnte betænkning
1323/1996, side 68.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen ændres
således, at det følger direkte af § 28,
stk. 2, 1. pkt
., at udenlandske adoptionsafgørelser uanset
stk. 1 anerkendes her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik
på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen
af
1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner. Efter 2
. pkt
. foreslås
det, at justitsministeren skal kunne fastsætte nærmere regler herom. Endelig
foreslås det i
3. pkt
., at ministeren
herudover skal kunne træffe afgørelse om anerkendelse af andre udenlandske
adoptionsafgørelser.
Bestemmelsen er en undtagelse til reglen i stk. 1 om
personer med bopæl (domicil) i Danmark. Der ændres således ikke ved gældende
ret for anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser i de tilfælde, hvor
adoptanterne ikke har domicil i Danmark.
Retsvirkningen af anerkendelse af en udenlandsk afgørelse
vil være, at barnet anses for at være adopteret, uden at der udstedes en
dansk
adoptionsbevilling.
Der vil herefter i
forbindelse med hjemtagelse af barnet til Danmark alene kunne være behov for
at
træffe selvstændig afgørelse om barnets navn. I mange tilfælde vil det dog
være
overflødigt at træffe selvstændig afgørelse herom, da barnet allerede har
fået
det ønskede navn ved den udenlandske adoptionsafgørelse. Er der behov herfor,
kan der efterfølgende ske en navneændring efter de almindelige regler herom i
navneloven. Efter indfødsretslovens § 2A opnår barnet endvidere
umiddelbart dansk statsborgerskab ved adoptionen forudsat, at barnet er under
12 år og mindst én af adoptanterne er dansk statsborger.
Den udenlandske adoption, der anerkendes her i landet, vil
få retsvirkninger fra tidspunktet for den udenlandske afgørelse om adoption.
Dette gælder f.eks. i relation til slægtskabet mellem barn og adoptant,
indfødsret, arveret og navn.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 28, stk. 2, 1. pkt.,
er det som nævnt en forudsætning,
at der foreligger en endelig
afgørelse
om adoption fra oprindelseslandets myndigheder, og at denne er truffet med
henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med
Haagerkonventionens regler herom.
Er en
af disse betingelser ikke opfyldt, vil der efter de almindelige regler skulle
udstedes en dansk adoptionsbevilling.
Kravet om, at adoptionsafgørelserne skal være truffet med
henblik på adoption til Danmark skal ses i lyset af, at der er tale om en
fravigelse af det almindelige princip i adoptionslovens § 28,
stk. 1,
hvorefter personer, der har bopæl (domicil) i Danmark, alene kan adoptere
efter
reglerne i den danske adoptionslov. Fravigelse af dette krav giver ikke
anledning til betænkeligheder i de tilfælde, hvor Danmark er modtagerland i
forhold til adoptionen, da det i disse tilfælde er en betingelse for at
gennemføre adoptionen i oprindelseslandet, at Danmark efter konventionens
artikel 17 (c) har accepteret, at adoptionen gennemføres. Det vil således
være
en betingelse for at anerkende adoptionen, at Danmark har accepteret
adoptionen
efter bestemmelsen. Herved sikres, at der alene bliver tale om anerkendelse
af
udenlandske fremmedadoptioner, hvor ansøgerne efter de danske regler er
godkendt som adoptanter og tilmeldt en formidlende organisation. Bestemmelsen
vil således ikke give mulighed for at anerkende udenlandske
adoptionsafgørelser, hvor de danske adoptionsregler ikke er blevet fulgt. Det
vil samtidig blive sikret, at de udenlandske adoptioner, der anerkendes, vil
have de samme centrale retsvirkninger, som en dansk adoptionsbevilling,
herunder at forholdet til den oprindelige slægt bortfalder, jf.
adoptionslovens
§ 16, stk. 1 .
En adoption vil således være endelig, når den udenlandske
adoptionsafgørelse er truffet. Det betyder, at efterfølgende ændringer i
barnets eller adoptivforældrenes forhold ikke har betydning for adoptionens
gennemførelse. Ud over at det som nævnt ovenfor indebærer, at barnet vil få
arveret efter begge adoptivforældre fra tidspunktet for den udenlandske
adoptionsafgørelse, indebærer det også, at eventuelle sygdomme hos barnet,
som
først opdages ved barnets ankomst til Danmark, ikke vil kunne føre til, at
adoptionen alligevel ikke gennemføres. Ligeledes vil spørgsmål om fjernelse
af
barnet fra hjemmet skulle ske efter reglerne om tvangsfjernelse af børn. Det
vil således ikke i modsætning til i dag kunne forekomme, at et barn, der
fjernes fra hjemmet, inden den danske bevilling til adoption er udstedt, står
uden forældre.
Som nævnt foreslås det, at justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser omfattet af
§ 28, stk. 2. Bestemmelsen tænkes udmøntet således, at
Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) udarbejder og løbende opdaterer en
liste over konventionslande, der træffer endelige afgørelser om adoption, og
hvor der ikke er tvivl om, at de pågældende afgørelser træffes i
overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993. Adoptioner, der gennemføres
i
sådanne lande, kan anerkendes umiddelbart.
Hidtil har alle sager om udenlandske fremmedadoptioner
skulle forelægges for Civilretsdirektoratet af statsamterne, før en dansk
adoptionsbevilling kunne udstedes, idet samtykke til adoptionen er afgivet
for
en udenlandsk myndighed, jf. adoptionslovens § 8, stk. 5.
Lovforslaget vil indebære, at et stort antal adoptionssager, der fremover
automatisk vil blive anerkendt, ikke længere vil skulle forelægges for
Civilretsdirektoratet. Dette vil medføre en administrativ lettelse for
Civilretsdirektoratet og statsamterne, idet unødigt dobbeltarbejde undgås.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at der inden for
en bestemt frist skal ske anmeldelse af adoptionen til de danske myndigheder
med henblik på registrering af adoptionen i CPR-registret og ved andre
relevante myndigheder.
Efter forslaget til § 28,
stk. 2, 2. pkt.
vil der være mulighed for at anerkende visse
udenlandske adoptionsafgørelser, uanset at de ikke er truffet i
overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993
.
Formålet med denne bestemmelse er at gøre det muligt for Danmark
at anerkende andre landes endelige adoptionsafgørelser, hvis disse er truffet
efter tilsvarende procedurer som efter Haagerkonventionen. Herved sikres, at
der alene bliver tale om anerkendelse af udenlandske fremmedadoptioner, hvor
ansøgerne efter de danske regler er godkendt som adoptanter og er tilmeldt en
formidlende organisation, og hvor adoptionen har de samme centrale
retsvirkninger som en dansk adoption.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.2.
Til nr. 9 (§ 29 b)
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.
Afgørelser efter §§ 9-10 i adoptionsloven, der er
indbragt for retten, jf. lovens § 11, kan ikke indbringes for
justitsministeren.
Til §
6
(lov om registreret partnerskab)
Til nr. 1 og 3 (§ 2, stk. 1 og 4)
Det foreslås, at hovedparten af bestemmelserne i
ægteskabslovens kapitel 2 også skal finde anvendelse for registrerede
partnerskaber.
Der er dels tale om konsekvensrettelser som følge af, at
det foreslås, at der i visse situationer kan indgås registreret partnerskab,
hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, se herom bemærkningerne til nr.
2.
Dette indebærer, at ægteskabslovens § 13 nu i sin helhed skal finde
anvendelse på registreret partnerskab. Der skal således ved anmodning om
prøvelse af betingelserne for at indgå registreret partnerskab betales 500
kr.,
hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark.
Dels indebærer udvidelsen, at ægteskabslovens § 19,
stk. 2, om foretagelse af vielse, selv om der ikke er sket fuldstændig
prøvelse af ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), vil finde tilsvarende
anvendelse på registreret partnerskab. Det bliver således muligt at foretage
registrering, selv om prøvelsesattest ikke er udstedt (»nødregistrering«).
Endelig indebærer forslaget, at justitsministerens
(Civilretsdirektoratets) adgang til at godkende et ugyldigt ægteskab efter
ægteskabslovens § 21, stk. 2, også skal gælde for registrerede
partnerskaber.
Til nr. 2 (§ 2, stk. 3)
Efter den gældende § 2, stk. 3, kan
statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med statsborgerskab
efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at
statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab,
der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.
Det foreslås, at Finland på linje med de øvrige nordiske
lande nævnes i lovteksten. Forslaget indebærer ingen realitetsændring, idet
finske statsborgere allerede i dag sidestilles med danske statsborgere, jf.
bekendtgørelse nr. 198 af 9. april 2002 om finske statsborgeres ret til at
indgå registreret partnerskab i Danmark.
Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at bopæl i
Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl i Danmark, og
således at ministeren også kan fastsætte, at bopæl i andre lande end Danmark
sidestilles med bopæl her i landet, såfremt det pågældende land har en
lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Ændringen
har
både betydning for personer, der ønsker at indgå registreret partnerskab i
henhold til stk. 2, nr. 1, og stk. 2, nr. 2.
At bopæl i et land med tilsvarende regler om registreret
partnerskab ligestilles med bopæl i Danmark i relation til betingelsen i
stk. 2, nr. 1,
indebærer, at f.eks.
en dansk statsborger med bopæl i Sverige eller en svensk statsborger med
bopæl
i Finland kan indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden parts
statsborgerskab eller bopæl.
I relation til betingelsen i
stk. 2, nr. 2,
betyder forslaget, at to års bopæl i et land
med tilsvarende regler om registreret partnerskab sidestilles med to års
bopæl
i Danmark. Det indebærer, at f.eks. to britiske statsborgere, som har haft
bopæl i Sverige i to år, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.
Spørgsmålet om, hvorvidt et land har en lovgivning om
registreret partnerskab, der svarer til den danske, må som hidtil bero på en
samlet vurdering af, om den pågældende lovgivning i samme omfang som de
danske
regler ligestiller registreret partnerskab med ægteskab. I modsat fald ville
det ikke være rimeligt at sidestille statsborgerskab eller bopæl i det
pågældende land med dansk statsborgerskab. Bestemmelsen vil f.eks. ikke kunne
anvendes i forhold til et land med en væsentlig mere restriktiv lovgivning på
området.
Kravet om bopæl antages fortsat at indebære et krav om
domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det
territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt
varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun
skal være midlertidigt.
Der vil fortsat skulle anlægges en mere restriktiv
fortolkning af bopælsbegrebet i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2, end
hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der er nævnt under § 2,
stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1. Baggrunden er, at nordiske statsborgere
m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab
efter
en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette som udgangspunkt ikke kan
antages at gælde for de personer, som den foreslåede bestemmelse i § 2,
stk. 2, nr. 2, tager sigte på.
Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der ønsker at indgå
registreret partnerskab her i landet efter stk. 2, nr. 2, opfylder
bopælskravet, må fortsat afgøres efter en samlet vurdering, hvis dette kan
give
anledning til tvivl. Der må således bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for
opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik
på
midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset.
Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til
hensigt varigt – eller i hvert fald for en længere periode – at
forblive i
Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark
eller
på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. En person,
der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der
dog
overstiger to år, jf. stk. 2, nr. 2), eller som i øvrigt må antages at
ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i
Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i
Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens
ansøgningen behandles.
I relation til forbundsstater og lignende stater med flere
forskellige retssystemer kan der opstå tvivl om, hvorvidt statsborgerskab
eller
bopæl i det pågældende land er tilstrækkeligt til at kunne sidestilles med
dansk statsborgerskab eller bopæl her i landet, hvis ikke alle delstaterne
har
en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske ordning.
Ved forslaget til ændringen i stk. 3 er det forudsat, at statsborgerskab
eller bopæl i et sådant forbundsland kun opfylder kravet i stk. 3, hvis
samtlige delstater har regler om registreret partnerskab, der svarer til den
danske lovgivning.
Efter forslaget til stk. 3 skal den pågældende have
haft bopæl i Danmark eller et land med en lovgivning, der svarer til den
danske, i de sidste to år før registreringen. Afgørende er således, at
vedkommende har en sådan fast tilknytning til et land, der har tilsvarende
regler om registreret partnerskab. Såfremt den pågældende over en toårig
periode har skiftende bopæl i flere lande, der alle har tilsvarende regler,
vil
betingelserne således ikke være opfyldt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.1.
Til nr. 4 (§ 5, stk. 2)
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at
forældremyndighed ikke længere er et vilkår ved separation og skilsmisse.
Til nr. 5 (§ 5, stk. 3)
Efter den gældende bestemmelse kan et registreret
partnerskab altid opløses her i landet. Det foreslås, at bestemmelsen ændres
således, at kompetence til opløsning af et registreret partnerskab som
udgangspunkt følger de almindelige regler i retsplejelovens § 448 c.
Det er imidlertid fundet nødvendigt fortsat at have en
regel om opløsning af registrerede partnerskaber, der er indgået i Danmark, i
de situationer, hvor begge parter bor i et eller flere lande, der ikke har en
lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Det
skyldes,
at de registrerede partnere i disse tilfælde ikke vil kunne regne med, at
deres
registrerede partnerskab kan opløses i de pågældende lande.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.2.
Til nr. 6 (§ 6 a)
Efter den foreslåede bestemmelse kan regeringen uden
Folketingets samtykke indgå overenskomst med fremmed stat om forholdet mellem
dansk og fremmed stats regler om registreret partnerskab. Endvidere kan
justitsministeren efter den foreslåede bestemmelse uden overenskomst
fastsætte
regler om forholdet mellem danske og andre landes regler om registreret
partnerskab. Bemyndigelsen til justitsministeren giver mulighed for
administrativt at fastsætte regler af internationalprivatretlig karakter.
Bemyndigelsen skal ses på baggrund af, at der mellem de nordiske lande er
praksis for, at man i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre
ensartede regler enten ved lov eller ved administrativt fastsatte regler. Den
foreslåede bestemmelsen svarer til § 66 i lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.2.
Til § 7
(lov om børns forsørgelse)
Til nr. 1 og 2 (§ 16 og § 21)
Klagesagsbehandling
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.
Behandling af sager om børnebidrag
Den foreslåede ændring indebærer, at tidligere bestemmelser
om fastsættelse og ændring af børnebidrag ophæves, og at der i stedet gives
justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den
bidragsberettigede skal ansøge om børnebidrag for at få det fastsat fra
samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af barnet, og om fra hvilket
tidspunkt en ændring af et børnebidrag har virkning.
Reglerne forudsættes som udgangspunkt udformet i
overensstemmelse med gældende praksis på området. Der henvises til de
almindelige bemærkninger herom. Dog forudsættes »ansøgningsfristen« fastsat
til
6 måneder regnet fra samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af
barnet
og til to måneder fra afslutningen af en faderskabssag. Reglerne vil løbende
kunne justeres i det omfang, der er behov for det.
Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne
dog indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks.
samlivsophævelsen,
selv om »fristen« overskrides. Samtidig bør reglerne også tage højde for, at
hensyn til den bidragspligtige efter en konkret vurdering kan tale for at
stille strengere krav i relation til ansøgningens indgivelse, f.eks. hvis
ansøgeren på et tidligere tidspunkt har været særligt tilskyndet til at søge
om
bidrag.
Ansøges der senere end 6 måneder, og foreligger der ikke
særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets
modtagelse af ansøgningen.
Endvidere giver den foreslåede bestemmelse
justitsministeren hjemmel til at fastsætte de forskrifter, der er nødvendige
til gennemførelse af statsamternes behandling af sager om børnebidrag, f.eks.
regler om til hvilket statsamt en ansøgning om fastsættelse eller ændring af
børnebidrag skal indgives, samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle
sager om børnebidrag (international kompetence).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 8.3.2.
Til nr. 3.
Det foreslås, at der indføres hjemmel til at sætte lov om børns
forsørgelse i kraft for Grønland.
Til § 8
(børnelov)
Til nr. 1 (§ 14, stk. 5, 2. pkt.)
Det følger af børnelovens § 14, stk. 5, 2. pkt.,
at hvis en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan
anerkendelse
af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3, kun ske med værgens
samtykke. Kravet om værgens samtykke gælder, hvad enten det er faderen eller
moderen eller dem begge, der er under 18 år. § 14, stk. 5, 2. pkt.,
foreslås ændret således, at kravet om værgens samtykke alene skal finde
anvendelse
i tilfælde, hvor det er manden, der er mindreårig. Det vil betyde, at en
myndig
far, eller en mindreårig far med samtykke fra værgen, kan anerkende
faderskabet
til et barn i medfør af børnelovens § 14, stk. 1-3, selv om moderen
er under 18 år. Den umyndige mors værge skal således ikke samtykke i
anerkendelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 9.2.
Til nr. 2 (§ 14, stk. 5)
Det foreslås, at retsplejelovens § 257, 1, 2. pkt.,
skal finde anvendelse i tilfælde, hvor en mindreårig far ønsker at anerkende
faderskabet til et barn.
Det følger af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven, at
hvis værgemål udøves af forældre i forening, og den ene af forældrene
udebliver
i et retsmøde, mens den anden møder, optræder den mødte på den umyndiges
vegne
under retsmødet. Henvisningen til retsplejeloven vil indebære, at hvis
værgemålet over den umyndige far udøves af forældrene i forening, men alene
en
af forældrene møder sammen med den mindreårig far i statsamtet og samtykker i
anerkendelsen af faderskabet, anses lovens krav om, at værgen skal samtykke,
for opfyldt.
Den foreslåede henvisning til retsplejeloven svarer til den
tidligere § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov om børns retsstilling.
Til § 9
Det foreslås, at hovedparten af de nye regler i loven
træder i kraft den 1. oktober 2004. Enkelte af reglerne kræver længere tid
til
udarbejdelse af administrative forskrifter og vejledningsmateriale og træder
derfor først i kraft senere, jf. § 10 og § 11.
Ifølge
stk. 2
finder de nye regler i ægteskabslovens § 10 om, at der ikke stilles krav
om skifte af fællesboet i et tidligere ægteskab, hvis det tidligere ægteskab
er
ophørt ved separation eller skilsmisse, eller hvis et dødsbo ikke skiftes her
i
landet, anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. oktober 2004. Det
samme gælder ophævelsen af ægteskabslovens § 11, der indebærer, at de
kommende ægtefæller ikke længere skal oplyse hinanden om eventuelle børn. Det
er således uden betydning, om anmodningen om prøvelse af
ægteskabsbetingelserne
er indgivet inden lovens ikrafttræden.
Ophævelsen af retsvirkningslovens § 38, nr. 4,
indebærer, at et ægteskab ikke længere kan omstødes med den begrundelse, at
en
af ægtefællerne ikke har oplyst, at vedkommende har et barn. Efter
§ 9, stk. 3,
kan omstødelse
dog ske efter de hidtil gældende regler, hvis begæring herom er indgivet til
skifteretten inden lovens ikrafttræden.
De foreslåede ændringer af § 9 og § 11 i lov om
forældremyndighed og samvær indebærer, at aftaler mellem forældrene om
overførsel af forældremyndigheden til den ene af forældrene ikke længere skal
godkendes af statsamtet, men blot anmeldes. Det foreslås derfor i
stk. 4
at ansøgninger om
godkendelse af en sådan aftale, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men
som ikke er færdigbehandlet, anses som en anmeldelse, hvis ansøgningen er
indgivet af forældrene i forening.
I § 31, stk. 2, i lov om forældremyndighed og
samvær og § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven foreslås indsat hjemmel
til at fastsætte regler om behandling af klager over statsamternes
afgørelser.
Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 7 er det hensigten, at anvende
denne hjemmel til at fastsætte regler om, at statsamterne skal kunne
genoptage
en sag, hvor der er indgivet klage. Det vil kunne være hensigtsmæssigt for
såvel klagerne som statsamterne, at disse regler også kan finde anvendelse på
klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor i
§ 9, stk. 5,
at
justitsministeren i disse regler kan fastsætte, at de helt eller delvist også
finder anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden.
De nye regler i adoptionsloven giver på en række punkter
bedre mulighed for at gennemføre en adoption. Det foreslås derfor i
§ 9, stk. 6
, at reglerne også
skal finde anvendelse på ansøgninger om adoption, der er indgivet før lovens
ikrafttræden. Tilsvarende finder også den udvidede adgang til at anerkende
udenlandske adoptionsafgørelser i den foreslåede bestemmelse i
adoptionslovens
§ 28 anvendelse på udenlandske afgørelser, der er truffet før lovens
ikrafttræden, hvis der endnu ikke er udstedt en dansk adoptionsbevilling.
Det foreslås i
§ 9,
stk. 7,
at de nye regler om, at anerkendelse af faderskab kan ske uden
samtykke fra moderens værge, finder anvendelse ved anerkendelsen af faderskab
til børn, der fødes efter lovens ikrafttræden.
Til § 10
Adgangen til at meddele skilsmisse ved bevilling i
tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser,
jf. den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 42, stk. 3, og
ophævelsen af den obligatoriske vilkårsforhandling i ægteskabslovens
§ 44,
kræver tid til udarbejdelse af de nødvendige administrative forskrifter samt
blanketter og vejledningsmateriale til parterne. Disse regler foreslås derfor
først at træde i kraft den 1. januar 2005.
I
stk. 2
foreslås
det, at adgangen til at meddele skilsmisse i tilfælde, hvor den anden
ægtefælle
ikke reagerer på statsamtets henvendelser, også skal finde anvendelse på
ansøgninger om skilsmisse, der er indgivet inden lovens ikrafttræden. Dette
forudsætter selvsagt, at statsamtet som beskrevet i bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 3, har sikret sig, at den anden ægtefælle har
modtaget et brev fra statsamtet, som vejleder om konsekvenserne af at undlade
at svare.
Den foreslåede ophævelse af den obligatoriske
vilkårsforhandling finder som udgangspunkt kun anvendelse for ansøgninger om
separation eller skilsmisse, der indgives efter lovens ikrafttræden. I
§ 10, stk. 3,
foreslås det
dog, at vilkårsforhandling i disse tilfælde kan undlades, hvis begge parter
anmoder om det.
Til § 11
For at få tid til at udarbejde de nødvendige administrative
forskrifter, foreslås det, at ophævelsen af retsvirkningslovens § 8,
stk. 2, og § 16 i lov om børns forsørgelse, som bl.a. skal
erstattes
af regler udstedt i medfør af de foreslåede bestemmelser i medfør af
retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, ægteskabslovens § 58 a,
stk. 2, og § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, først
træder i kraft den 1. april 2005.
Som beskrevet i de almindelige bemærkninger pkt. 7 og 8 er
det hensigten i medfør af de nævnte bestemmelser at fastsætte regler om bl.a.
statsamternes adgang til at genoptage sager, hvor der er indgivet klage, samt
regler om begyndelses- og ændringstidspunkter for børne- og ægtefællebidrag.
De
nye regler vil som udgangspunkt kun få virkning for ansøgninger, der indgives
efter reglernes ikrafttræden, mens allerede indgivne ansøgninger skal
færdigbehandles i overensstemmelse med hidtidig praksis. Dog vil det som
anført
ovenfor i bemærkningerne til § 9, stk. 5, kunne være
hensigtsmæssigt
for såvel borgere som statsamt, hvis statsamter kan genoptage sager, hvor der
er indgivet klage, selv om klagen er indgivet før lovens ikrafttræden. Det
foreslås derfor, at de pågældende regler også skal kunne finde anvendelse på
klager indgivet før reglernes ikrafttræden.
Til § 12
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Lovens §§ 1-3, 5-8 (ændringer af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, lov om ægteskabs retsvirkninger, lov om
forældremyndighed og samvær, adoptionsloven, lov om registreret partnerskab,
lov om børns forsørgelse og børneloven) kan dog ved kongelig anordning sættes
i
kraft helt eller delvist for Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr.
461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov
nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1.
§ 10
affattes således:
§ 10.
Den,
som har været gift eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke
indgå nyt ægteskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved
bobestyrer er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog
ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller
fritagelse for skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som
efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt.
fraviges.
Stk. 2.
Afgørelser
efter stk. 1, 3. pkt., kan påklages til justitsministeren.
»§ 10.
Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den
efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller
registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt
skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,
hvis
1)
der ikke var noget
formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,
ægtefællerne
eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,
3)
samtlige arvinger
efter afdøde giver samtykke hertil, eller
4)
der ikke skal
foretages dødsbobehandling her i landet.
Stk. 2.
Den
myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan
tillade, at stk. 1 fraviges.
Stk. 3.
Afgørelser
efter stk. 2 kan påklages til justitsministeren.«
§ 11.
Ægteskab
må ikke indgås, uden at hver af parterne over for den anden og den myndighed,
der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den
pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde.
Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som er
bortadopteret.
2.
§ 11
ophæves.
§ 42.
Separation
og skilsmisse gives ved dom eller bevilling.
3.
I
§ 42
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
Stk. 2.
Bevilling
kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at ønske separation eller
skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 49 og 54-56 nævnte vilkår,
jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af underholdsbidrag kan
ægtefællerne henskyde til statsamtets afgørelse.
Stk. 3.
Findes
det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling nægtes.
»Stk. 3.
Søges
skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1,
jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke
protesterer herimod, hvis
1)
skilsmisse søges på
vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen,
og
2)
der ikke skal tages
stilling til pensionsordninger omfattet af § 54.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 44.
Inden
bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages
vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene
for separationen gælder også for tiden efter skilsmissen, er
vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.
4.
§ 44, stk. 1,
affattes således:
»Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles,
skal der foretages vilkårsforhandling, hvis
1)
en af ægtefællerne
anmoder om det, eller
2)
statsamtet finder,
at særlige omstændigheder taler for det.«
Stk. 2.
Regler om
vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler
bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har
ophold her i landet.
§ 46.
Om
forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation eller
skilsmisse gælder reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.
5.
§ 46
ophæves.
6.
Efter
§ 58 indsættes:
»Kapitel 5 a
Sagsbehandling m.v.
§ 58 a.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
§ 2
I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr.
389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages
følgende ændringer:
§ 8.
Spørgsmål
om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 afgøres af statsamtet. Denne
kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre sin bestemmelse,
når forholdene væsentlig har forandret sig.
1.
§ 8, stk. 2,
ophæves.
Stk. 2.
Underholdsbidrag
efter §§ 5 og 6 kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for
en tid, der ligger mere end 1 år forud for begæringen.
§ 38.
En
ægtefælle kan forlange bosondring:
2.
§ 38, nr. 4,
ophæves.
- - -
4)
når den anden
ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet uden hans vidende havde et
arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn.
Kravet må i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder efter, at han er blevet
vidende om forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet er afgået ved
døden, medmindre det har efterladt sig livsarvinger.
3.
Efter
§ 52 indsættes:
»§ 52 a.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8,
herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
§ 3
I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed
og samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr.
461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:
1.
§ 9
affattes således:
§ 9.
Skal
den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets
godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene.
Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for
barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen
godkendes af retten.
»§ 9.
Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem
der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er
anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,
kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 2.
Er
forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør
retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af
forældrene der skal have forældremyndigheden alene.
Stk. 2.
Er
forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst
for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«
2.
§ 11
affattes således:
§ 11.
Forældremyndigheden
kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der
ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan
overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes
ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er
bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan
aftalen godkendes af retten.
»§ 11.
Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til
den anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en
sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.
Stk. 2.
Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre
end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i
forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen
godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag
om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«
§ 17.
Statsamtet
træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan
fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes
efter, hvad der er bedst for barnet.
3.
I
§ 17, stk. 2,
indsættes efter
»navnlig på grund af«: »væsentligt«.
Stk. 2.
Statsamtet
kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for
barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
Stk. 3.
Statsamtet
kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller
afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.
Stk. 4.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om overvåget samvær.
§ 19.
Den
af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter
anmodning at
få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt
social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at
give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives
fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.
4.
I
§ 19, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »samt
social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private
sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i
2. pkt
. ændres »eller institutionen« til: »,
institutionen, lægen eller tandlægen«.
Stk. 2.
Statsamtet
kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af
forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte
institutioner fratage den af forældrene, der ikke har
forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En
afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen
modtager meddelelse om afgørelsen.
5.
I
§ 19, stk. 2,
indsættes efter
»institutioner«: »m.v.«.
6.
§ 31
affattes således:
§ 31.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager
efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af
aftaler om fælles forældremyndighed.
»§ 31.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes
behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne
for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«
§ 4
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815
af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:
§ 478.
Tvangsfuldbyrdelse
kan ske på grundlag af
1.
I
§ 478, stk. 1, nr. 2,
udgår »,
retsforlig om samværsret«.
- - -
2)
forlig indgået for
de under nr. 1 nævnte myndigheder, retsforlig om samværsret samt forlig
indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og
opløsning,
- - -
§ 478.
Tvangsfuldbyrdelse
kan ske på grundlag af
- - -
2.
§ 478, stk. 1, nr. 3,
affattes
således:
3)
aftaler om
forældremyndighed, der indgår som vilkår i separations- eller
skilsmissebevillinger eller i øvrigt er godkendt af statsamtet, samt
bestemmelser om forældremyndighed og samværsret, der er truffet af
statsamtet,
»3)
aftaler om
forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om
forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om
samvær samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at
den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«
- - -
3.
§ 483
affattes således:
§ 483.
Bestemmelser
om forældremyndighed eller udøvelse af samværsret, jf. § 478,
stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre fuldbyrdelsesfrist er
fastsat af statsamtet eller indeholdt i vilkårene.
»§ 483.
Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478,
stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller
bestemt.«
§ 535.
Den,
der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at
foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes
straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelse af
undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt
tilsidesættelse af dommen.
4.
I
§§ 535
og
536
ændres »samværsret« til: »samvær«, og i
§ 536
ændres »samværsrettens« til:
»samværets«.
Stk. 2.
Sag efter
stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller
sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og
fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i
§§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller
rekvisitus er idømt eller har udstået straf.
Stk. 3.
Reglerne
i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme
bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.
§ 536.
Bestemmelser
om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse
af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved
valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse
kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes
for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på
indhentelse af en sagkyndig erklæring.
Stk. 2.
Fogedretten
kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til
at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne
give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller
samværsrettens udøvelse.
Stk. 3.
Skal
tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder,
der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om
udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når
en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke
efterkommes.
§ 5
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af
16. december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april
2003, foretages følgende ændringer:
§ 5.
Den,
som er gift, kan kun adoptere sammen med sin ægtefælle, medmindre denne er
forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand
er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Dog kan den ene ægtefælle med
den andens samtykke adoptere dennes barn eller adoptivbarn.
1.
I
§ 5, stk. 1,1. pkt.,
indsættes
efter »kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og
2. pkt
. udgår.
Stk. 2.
Kun
ægtefæller kan adoptere sammen.
2.
Efter
§ 5 indsættes:
»§ 5 a.
En
ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn
(stedbarnsadoption).
Stk. 2.
Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller
adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan
stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«
§ 16.
Ved
adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som
mellem forældre og deres barn, og adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og
arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens
eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets
virkelige slægt.
3.
I
§ 16, stk. 1, § 19, stk. 2,
§ 23, stk. 2, stk. 3,
og
stk. 4
, der bliver stk. 5,
§ 24, stk. 1
, og
§ 37, stk. 2
, ændres »virkelige«
til: »oprindelige«.
4.
§ 16, stk. 2,
affattes således:
Stk. 2.
Såfremt
en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får barnet i
forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres fælles
barn.
»Stk. 2.
Ved
stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til
ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den
pågældende var deres fælles barn.«
Stk. 3.
Med
hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i lovgivningen om personnavne.
§ 18.
Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når adoptanten og
adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen
indhentes.
5.
I
§ 18, stk. 2,
og
stk. 5
ændres »biologiske« til:
»oprindelige«.
Stk. 2.
Er
adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis
adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom og ophævelsen
er bedst for barnet.
Stk. 3.
Er barnet
fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets
samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet
eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af
§ 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en
samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal
gøres bekendt med ophævelsens betydning.
Stk. 4.
Er barnet
under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte
ophævelse af adoptivforholdet, i det omfang barnets modenhed og sagens
omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang
tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af
adoptivforholdet.
Stk. 5.
Når
adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af barnets biologiske
forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3
og 4 finder tilsvarende anvendelse.
§ 23.
Ved
ophævelse bortfalder retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og
adoptanten og dennes slægt. Når særlige grunde taler derfor, kan retten
ved ophævelse efter § 19 bestemme, at adoptanten skal betale bidrag til
barnets underhold.
Stk. 2.
Ophæves
adoptivforholdet i medfør af § 18, stk. 2 eller 5, genindtræder
barnet i retsforholdet til den virkelige slægt.
Stk. 3.
I de i
§ 19 nævnte tilfælde kan retten under hensyntagen til anledningen til
ophævelsen, barnets alder og de øvrige omstændigheder bestemme, at
retsforholdet mellem barnet og dets virkelige slægt skal genopstå.
6.
I
§ 23
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Er
adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan
justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme,
at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt,
hvis de oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes
oprindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at
retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
Stk. 4.
I øvrigt
genindtræder ingen retsvirkninger i forhold til den virkelige slægt.
§ 25 b.
Adoptionsnævnet
består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være jurist.
I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder
formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være
formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Justitsministeren
fastsætter forretningsordenen for nævnet.
7.
I
§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.,
ændres
»jurist« til: »dommer«.
- - -
§ 28.
Den,
der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov.
8.
§ 28, stk. 2,
affattes således:
Stk. 2.
Justitsministeren
eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan bestemme, at en adoption kan
bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med
Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde
med hensyn til internationale adoptioner.
»Stk. 2.
Uanset
stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser, der er truffet i et
andet land, her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på
adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af
1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale
adoptioner. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske
adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«
§ 29 b.
(Ophævet).
9.
Efter § 29 a indsættes:
»§ 29 b.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for
retten, jf. § 11.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«
§ 6
I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret
partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov
nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 2, stk. 1,
affattes således:
§ 2.
Ægteskabslovens
kapitel 1 og § 12 og § 13, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.,
finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, jf. dog
stk. 2.
Ȯgteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17,
§ 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af
partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«
Stk. 2.
Registrering
af partnerskab kan kun ske, hvis
1)
en af parterne har
bopæl her i landet og dansk statsborgerskab eller
2)
begge parter har
haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.
2.
§ 2, stk. 3,
affattes således:
Stk. 3.
Statsborgerskab
i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter
stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i
et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til
den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.
»Stk. 3.
Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk
statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller
Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2.
Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land
med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske,
ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«
3.
§ 2, stk. 4,
affattes således:
Stk. 4.
Regler om
fremgangsmåden ved registrering af partnerskab, herunder prøvelse af, om
betingelserne for registrering er opfyldt, fastsættes af justitsministeren.
»Stk. 4.
Regler om
fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af
justitsministeren.«
§ 5.
Ægteskabslovens
kapitel 3, 4 og 5 og retsplejelovens kapitel 42 finder tilsvarende anvendelse
på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3.
4.
I
§ 5, stk. 2,
udgår »og § 46«.
Stk. 2.
Ægteskabslovens
§ 43, stk. 1, og § 46 anvendes ikke ved opløsning af et
registreret partnerskab.
5.
§ 5, stk. 3,
affattes således:
Stk. 3.
Uanset
retsplejelovens § 448 c kan registrerede partnerskaber altid opløses her
i landet.
»Stk. 3.
Hvis
ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3,
kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens
§ 448 c altid opløses her.«
6.
Efter
§ 6 indsættes:
»§ 6 a.
Ved
overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes
regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret
partnerskab.«
§ 7
I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:
§ 16.
Statsamtet
kan til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring
herom. Bidrag, der er forfaldet før begæringens fremsættelse, kan dog kun
ændres, når ganske særlige omstændigheder foreligger.
1.
§ 16
ophæves.
Stk. 2.
Bidrag
kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger
mere end 1 år forud for begæringens fremsættelse.
2.
§ 21
affattes således:
§ 21.
Justitsministeren
fastsætter de til lovens gennemførelse nødvendige forskrifter.
»§ 21.
Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Bidragsresolutioner
og overenskomster vedrørende de i loven omhandlede bidrag er fritaget for
stempelafgift.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om
statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om
ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«
§ 8
I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, foretages
følgende ændringer:
§ 14.
En
mand kan anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at
de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det gælder dog
ikke, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel eller
forventede fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.
1.
I
§ 14, stk. 5, 2. pkt.,
ændres »en
af parterne« til: »manden«.
Stk. 2.
En mand,
som har haft seksuelt forhold til barnets mor i den periode, hvor hun blev
gravid, kan anerkende faderskabet, hvis
1)
moderen efter det
oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i denne periode eller
2)
han utvivlsomt er
barnets far.
Stk. 3.
Har
moderen haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev
gravid, kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen erklærer, at
de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Anerkendelsen skal
tiltrædes af andre mænd, som er parter i sagen.
Stk. 4.
Anerkendelse
efter stk. 1-3 skal ske skriftligt. Anerkendelse efter stk. 3 kan
kun ske under et møde i statsamtet.
Stk. 5.
Er en af
parterne frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens
§ 6, kan der ikke ske anerkendelse efter stk. 1-3. Er en af
parterne umyndig som følge af mindreårighed, skal værgen samtykke i
anerkendelsen.
2.
I
§ 14, stk. 5,
indsættes efter 2.
pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.«
Stk. 6.
Inden
anerkendelse efter stk. 1-3 skal den mand, som anerkender faderskabet,
være gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og med, at han kan
kræve sagen afgjort ved retten.
Stk. 7.
Faderskab
kan ikke inden barnets fødsel anerkendes efter stk. 2, nr. 2, og
stk. 3.
Stk. 8.
Justitsministeren
kan bestemme, at en anerkendelse afgivet i udlandet skal ligestilles med en
anerkendelse for statsamtet.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning Retsinformation · 16. juli 2026
- Vejledning om behandling af ægteskabssager Retsinformation · 21. december 2022
- Skriftlig fremsættelse (10. marts 2004) - L 179 Retsinformation · 10. marts 2004
- Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om skifte af dødsboer) Retsinformation · 23. maj 1996
- 1995 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, KONKURSLOVEN, TINGLYSNINGSLOVEN, LOV OM ÆGTESKABETS RETSVIRKNINGER SAMT FORSKELLIGE ANDRE LOVE (ÆNDRINGER SOM FØLGE AF LOV OM SKIFTE AF DØDSBOER) Retsinformation · 23. maj 1996
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) Retsinformation · 21. juni 2004