Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

2003/1 LSF 179Lovforslag som fremsatJustitsministeriet11. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. marts 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

og forskellige andre love

(Regelforenkling på det familieretlige område m.v.)

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr.

461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov

nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1.

§ 10

affattes således:

»§ 10.

Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den

efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller

registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt

skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,

hvis

1)

der ikke var noget

formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,

2)

ægtefællerne eller de

registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,

3)

samtlige arvinger

efter afdøde giver samtykke hertil, eller

Læs alt

4)

der ikke skal

foretages dødsbobehandling her i landet.

Stk. 2.

Den

myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan

tillade,

at stk. 1 fraviges.

Stk. 3.

Afgørelser

efter stk. 2 kan påklages til justitsministeren.«

2.

§ 11

ophæves.

3.

I

§ 42

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

»Stk. 3.

Søges

skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1,

jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke

protesterer herimod, hvis

1)

skilsmisse søges på

vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen,

og

2)

der ikke skal tages

stilling til pensionsordninger omfattet af § 54.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4.

§ 44, stk. 1,

affattes således:

»Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles,

skal der foretages vilkårsforhandling, hvis

1)

en af ægtefællerne

anmoder om det, eller

2)

statsamtet finder, at

særlige omstændigheder taler for det.«

5.

§ 46

ophæves.

6.

Efter

§ 58 indsættes:

»Kapitel 5 a

Sagsbehandling m.v.

§ 58 a.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53,

herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

§ 2

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf.

lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr.

389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages

følgende ændringer:

1.

§ 8, stk. 2,

ophæves.

2.

§ 38, nr. 4,

ophæves.

3.

Efter

§ 52 indsættes:

»§ 52 a.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8,

herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

§ 3

I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og

samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr. 461

af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1.

§ 9

affattes således:

»§ 9.

Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem

der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er

anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,

kan

anmeldelse ske hertil.

Stk. 2.

Er

forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst

for

barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«

2.

§ 11

affattes således:

»§ 11.

Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til

den

anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en sag om

forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2.

Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre

end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i

forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen

godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag

om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«

3.

I

§ 17, stk. 2,

indsættes efter

»navnlig på grund af«: »væsentligt«.

4.

I

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »samt

social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private

sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i

2. pkt

. ændres »eller institutionen« til: »,

institutionen, lægen eller tandlægen«.

5.

I

§ 19, stk. 2,

indsættes efter

»institutioner«: »m.v.«.

6.

§ 31

affattes således:

»§ 31.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes

behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne

for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«

§ 4

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 478, stk. 1, nr. 2,

udgår »,

retsforlig om samværsret«.

2.

§ 478, stk. 1, nr. 3,

affattes

således:

»3)

aftaler om

forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om

forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om

samvær

samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at den kan

tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«

3.

§ 483

affattes således:

»§ 483.

Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478,

stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller

bestemt.«

4.

I

§§ 535

og

536

ændres »samværsret« til: »samvær«, og i

§ 536

ændres »samværsrettens« til: »samværets«.

§ 5

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 16.

december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april 2003,

foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 5, stk. 1,1. pkt.,

indsættes efter

»kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og

2. pkt

. udgår.

2.

Efter

§ 5 indsættes:

»§ 5 a.

En

ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn

(stedbarnsadoption).

Stk. 2.

Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller

adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan

stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«

3.

I

§ 16, stk. 1, § 19, stk. 2,

§ 23, stk. 2, stk. 3,

og

stk. 4

,

der bliver stk. 5,

§ 24, stk. 1

,

og

§ 37, stk. 2

, ændres

»virkelige« til: »oprindelige«.

4.

§ 16, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Ved

stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til

ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den

pågældende var deres fælles barn.«

5.

I

§ 18, stk. 2,

og

stk. 5

ændres »biologiske« til:

»oprindelige«.

6.

I

§ 23

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Er

adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan

justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme,

at

den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis

de

oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes

oprindelige

forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at retsforholdet

genopstår

i forhold til denne slægt.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

7.

I

§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.,

ændres

»jurist« til: »dommer«.

8.

§ 28, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Uanset

stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når

adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i

overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om

samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Justitsministeren kan

fastsætte nærmere regler herom. Justitsministeren kan endvidere fastsætte

regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«

9.

Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for

retten, jf. § 11.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«

§ 6

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret

partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov

nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 2, stk. 1,

affattes således:

Ȯgteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17,

§ 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af

partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«

2.

§ 2, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk

statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller

Island

sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2. Justitsministeren kan

bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land med en lovgivning om

registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes skal

sidestilles

med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«

3.

§ 2, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Regler om

fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af

justitsministeren.«

4.

I

§ 5, stk. 2,

udgår »og § 46«.

5.

§ 5, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Hvis ingen

af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3, kan

registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens

§ 448

c altid opløses her.«

6.

Efter

§ 6 indsættes:

»§ 6 a.

Ved

overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes

regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret

partnerskab.«

§ 7

I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr.

352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1.

§ 16

ophæves.

2.

§ 21

affattes således:

»§ 21.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om

ansøgningsfrister

og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

3.

§ 23

affattes således:

»§ 23.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i

kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.«

§ 8

I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, foretages

følgende ændringer:

1.

I

§ 14, stk. 5, 2. pkt.,

ændres »en af

parterne« til: »manden«.

2.

I

§ 14, stk. 5,

indsættes efter 2.

pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.«

§ 9

Stk. 1

Loven

træder i kraft den 1. oktober 2004, jf. dog §§ 10 og 11.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 1-2 finder anvendelse på afgørelser om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne,

der træffes efter den 1. oktober 2004.

Stk. 3.

Bosondring

efter § 38, nr. 4, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som ophævet ved

denne lovs § 2, nr. 2, kan meddeles på baggrund af en begæring indgivet

til skifteretten før den 1. oktober 2004.

Stk. 4.

Ansøgning

om godkendelse af aftale om ophør af fælles forældremyndighed eller

overførsel

af forældremyndigheden til den anden forælder, der er indgivet før den 1.

oktober 2004, og som ikke er færdigbehandlet af statsamtet, anses som en

anmeldelse af aftale herom, hvis ansøgningen er indgivet af forældrene i

fællesskab.

Stk. 5.

Justitsministeren kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 31,

stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær, som affattet ved denne

lovs

§ 3, nr. 6, § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven, som indsat ved

denne lovs § 5, nr. 9, helt eller delvist skal finde anvendelse på

ansøgninger og klager, der er indgivet inden de pågældende reglers

ikrafttræden,

men som ikke er færdigbehandlet.

Stk. 6.

§§ 5,

5a, 16, stk. 2, 23 og 28 i adoptionsloven som ændret ved denne lovs

§ 5, nr. 1, 2, 4, 6 og 8 finder også anvendelse på ansøgninger om

adoption, der er indgivet inden den 1. oktober 2004, og hvor der ikke er

truffet afgørelse i sagen. Adoptionslovens § 28, som ændret ved denne

lovs

§ 5, nr. 8, finder også anvendelse på udenlandske afgørelser om

adoption,

som træffes inden den 1. oktober 2004, hvis der ikke i adoptionssagen er

udstedt en dansk adoptionsbevilling.

Stk. 7.

§ 14,

stk. 5, 2. pkt., i børneloven, som ændret ved denne lovs § 8, nr.

1,

finder anvendelse på børn, som fødes efter lovens ikrafttræden. For børn født

før lovens ikrafttræden anvendes de hidtil gældende regler.

§ 10

Stk. 1.

Lovens

§ 1, nr. 3-4, træder i kraft den 1. januar 2005.

Stk. 2.

§ 42,

stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, finder også

anvendelse på ansøgninger om skilsmisse efter § 31, stk. 1 eller

stk. 1, jf. stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der

er

indgivet inden den 1. januar 2005, og som ikke er færdigbehandlet i

statsamtet.

Stk. 3.

Er en

ansøgning om separation eller skilsmisse indgivet inden den 1. januar 2005,

skal der afholdes vilkårsforhandling i overensstemmelse med de hidtil

gældende

regler i § 44 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, medmindre begge

ægtefæller anmoder om, at vilkårsforhandling undlades.

§ 11

Stk. 1.

Lovens

§ 2, nr. 1, og § 7, nr. 1, træder i kraft den 1. april 2005.

Stk. 2.

Justitsministeren

kan bestemme, at regler fastsat i medfør af § 58 a, stk. 2, i lov

om

ægteskabs indgåelse og opløsning, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 6,

§ 52 a, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, som indsat ved

denne lovs § 2, nr. 3, og § 21, stk. 2, i lov om børns

forsørgelse, som affattet ved denne lovs § 7, nr. 2, også skal finde

anvendelse på klager over en bidragsafgørelse, der er indgivet før den 1.

april

2005.

§ 12

Stk. 1.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1-3

og 5-8 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Ægteskabsloven

2.1.

Ændring af

ægteskabslovens § 10

2.1.1.

G

æ

ldende ret

2.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

2.1.2.1.

Formuefællesskaber

ophørt i parternes levende live

2.1.2.2.

Formuefællesskaber

ophørt ved død

2.2.

Ophævelse af

ægteskabslovens § 11

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

2.3.

Skilsmisse ved

bevilling efter separation på grundlag af stiltiende samtykke fra en af

parterne

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

2.4.

Ophævelse af den

obligatoriske vilkårsforhandling

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

2.4.2.1.

Den egentlige

vilkårsforhandling

2.4.2.2.

Den

vejledende/mæglende funktion

3.

Lov om

forældremyndighed og samvær

3.1.

Aftaler om

ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed

3.1.1.

Gældende ret

3.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

3.2.

Skærpelse af

ændringskriteriet i samværssager

3.2.1.

Gældende ret

3.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

3.2.2.1.

Statsamternes

opgaver i samværssager

3.2.2.2.

Ændringer i

samværet

3.2.2.3.

Førstegangsfastsættelse

af samvær

3.2.2.4.

Erstatningssamvær

3.2.2.5.

Ændringer af det

løbende samvær

3.3.

Udvidelse af

adgangen til orientering om barnet

3.3.1.

Gældende ret

3.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

4.

Retsplejeloven

(fuldbyrdelse af aftaler om samvær)

4.1.

Gældende ret

4.2.

Justitsministeriets

overvejelser

5.

Adoptionsloven

5.1.

Udenlandske

adoptionsafgørelser

5.1.1.

Gældende ret

5.1.1.1.

Problemstillingen

5.1.1.2.

Anerkendelse af

udenlandske adoptionsafgørelser efter dansk ret

5.1.1.3.

Tidspunktet for

virkningen af en dansk adoptionsbevilling

5.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

5.2.

Genetablering af

familiebåndet til den oprindelige slægt for adopterede, der er fyldt 18 år

5.2.1.

Gældende ret

5.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

5.2.2.1.

Terminologiske

overvejelser

5.2.2.2.

Betingelserne for

genetablering af retsforholdet til den oprindelige slægt

5.3.

Stedbarnsadoption

5.3.1.

Gældende ret

5.3.2.

Justitsministeriet

overvejelser

5.3.2.1.

Stedbarnsadoption

efter en ægtefælles død

5.3.2.2.

Stedbarnsadoption

af voksne børn efter en skilsmisse

6.

Lov om

registreret partnerskab

6.1.

Gældende ret

6.1.1.

Betingelserne for

at indgå registreret partnerskab

6.1.2.

Baggrunden for de

særlige krav til indgåelse af registreret partnerskab

6.1.3.

Betingelserne for

at indgå ægteskab

6.2.

Justitsministeriets

overvejelser

6.2.1.

Kravet om

tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab

6.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser om øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab

7.

Adgang for

statsamterne til at genoptage påklagede sager

7.1.

Gældende ret

7.2.

Justitsministeriets

overvejelser

8.

Begyndelses- og

ændringstidspunkter for ægtefælle- og børnebidrag

8.1.

Ægtefællebidrag

efter separation og skilsmisse

8.1.1.

Gældende ret

8.1.1.1.

Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

8.1.1.2.

Ændringstidspunkter

8.1.2.

Justitsministeriets

overvejelser

8.1.2.1.

Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

8.1.2.2.

Ændringstidspunkter

8.2.

Ægtefællebidrag

inden separation og skilsmisse

8.2.1.

Gældende ret

8.2.1.1.

Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

8.2.1.2.

Ændringstidspunkter

8.2.2.

Justitsministeriets

overvejelser

8.3.

Børnebidrag

8.3.1.

Gældende ret

8.3.1.1.

Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

8.3.1.2.

Ændringstidspunkter

8.3.2.

Justitsministeriets

overvejelser

8.3.2.1.

Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

8.3.2.2.

Ændringstidspunkter

9.

Børneloven.

Mindreåriges anerkendelse af faderskab

9.1.

Gældende ret

9.2.

Justitsministeriets

overvejelser

10.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

11.

Hørte myndigheder

m.v.

1. Indledning

1.1.

Formålet med

lovforslaget er at gennemføre en række forenklinger af regler på det

familieretlige område. Der er i det væsentlige tale om administrative

lempelser

for borgerne og det offentlige og om at gøre de gældende regler mere

tidssvarende.

1.2.

Som et led i

regeringens handlingsplan om regelforenkling nedsatte Justitsministeriet i

august 2002 en arbejdsgruppe for regelforenkling på det familieretlige

område.

Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter for

Justitsministeriet, Civilretsdirektoratet, Foreningen af statsamtmænd,

Foreningen af statsamtsjurister samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Arbejdsgruppen skulle bl.a. analysere de forskellige

forslag til forenklinger på det familieretlige område, som fremgik af

Justitsministeriets handlingsplan om regelforenklinger samt de forslag, som

kom

fra bl.a. statsamter og kommuner som følge af det frihedsbrev, som indenrigs-

og sundhedsministeren på vegne af regeringen i januar 2002 sendte ud til

amter

og kommuner. Herudover skulle arbejdsgruppen som led i det løbende arbejde

med

at sikre enkle, hensigtsmæssige og mere borgervenlige regler fremkomme med

forslag til forenkling af den familieretlige lovgivning. Formålet med

overvejelserne var ikke at foretage en gennemgribende revision af den

familieretlige lovgivning, men alene at få justeret eksisterende bestemmelser

på specifikke områder, som der i praksis havde været sat spørgsmålstegn ved

hensigtsmæssigheden af.

Arbejdsgruppen afleverede sin rapport om regelforenkling på

det familieretlige område i december 2003. Bortset fra de dele af

lovforslaget,

der vedrører orientering om børn og mindreåriges anerkendelse af faderskab

samt

enkelte mindre ændringer, jf. nedenfor, bygger lovforslaget i det hele på

arbejdsgruppens rapport. Medmindre andet er anført, svarer de foreslåede

ændringer endvidere til anbefalingerne i rapporten.

1.3.

Lovforslaget

indeholder navnlig følgende hovedpunkter:

Kravet om, at et tidligere fællesbo

skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, foreslås ophævet i tilfælde,

hvor ægteskabet er ophørt ved skilsmisse.

Kravet om, at kommende ægtefæller

skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med en anden mand

eller kvinde, foreslås ophævet.

Det foreslås, at statsamtet skal

kunne meddele skilsmisse ved bevilling på uændrede vilkår efter forudgående

separation i tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets

henvendelser om, hvorvidt ægtefællen har bemærkninger til skilsmissen.

Det foreslås, at der ikke længere

skal afholdes obligatorisk vilkårsforhandling forud for bevilling af

separation

eller skilsmisse. Vilkårsforhandling skal dog stadig foretages, hvis en af

parterne anmoder om det, eller statsamtet finder, at særlige omstændigheder

taler for det.

Kriteriet for, hvornår der kan ske

ændringer i samvær, foreslås skærpet, således at der som udgangspunkt kun kan

ske ændringer, hvis der er tale om væsentligt forandrede forhold. Herved

tilskyndes forældrene til i højere grad selv at tage ansvaret for at få

samværet til at fungere.

Det foreslås, at aftaler mellem

forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre, eller at

forældremyndigheden skal overføres fra den ene til den anden forælder, ikke

længere skal godkendes af statsamtet, men blot anmeldes til statsamtet.

Det foreslås, at skriftlige aftaler

om samvær skal kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i

aftalen.

Efter § 19 i lov om

forældremyndighed og samvær har den af forældrene, som ikke har

forældremyndigheden, ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler,

børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Bestemmelsen foreslås

udvidet til også at omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.

Det foreslås, at det skal være

lettere for voksne adopterede at genetablere retsforholdet til deres

oprindelige slægt i tilfælde, hvor alle parter ønsker dette.

Endvidere foreslås visse lempelser i

adgangen til stedbarnsadoption af voksne. Hvis f.eks. et barn er vokset op

hos

sin mor og stedfar, skal det være muligt for stedfaderen at stedbarnsadoptere

barnet, når det er blevet voksent, selv om han i mellemtiden er blevet skilt

fra barnets mor.

Adgangen til at anerkende

udenlandske afgørelser om adoption, der er truffet i overensstemmelse med

Haagerkonventionen af 1993, foreslås udvidet. Det vil indebære en lettelse

for

forældre, som adopterer udenlandske børn, og hvor adoptionen gennemføres i

barnets hjemland.

Der foreslås nogle lempelser i

adgangen for udlændinge til at indgå registreret partnerskab her i landet.

Bopæl i et land med regler om registreret partnerskab, der svarer til de

danske, foreslås sidestillet med bopæl her i landet.

For at forenkle sagsgangen i

klagesager foreslås det, at der skabes hjemmel til at fastsætte regler om, at

statsamtet kan genoptage en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet,

når

der foreligger væsentlige nye oplysninger eller nye ansøgninger, som

statsamtet

ikke har taget stilling til.

Der foreslås indført bestemmelser,

der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den

bidragsberettigede skal ansøge om børne- eller ægtefællebidrag for at få det

fastsat eksempelvis fra parternes samlivsophævelse, og om fra hvilket

tidspunkt

en ændring af et bidrag skal have virkning.

Hvis en af parterne er umyndig som

følge af mindreårighed, kan anerkendelse af faderskab efter de gældende

regler

kun ske med værgens samtykke. Det foreslås ændret således, at kravet om

samtykke alene skal finde anvendelse, hvis manden er mindreårig.

2.

Ægteskabsloven

2.1.

Ændring af ægteskabslovens § 10

2.1.1.

Gældende ret

Den, som har været gift eller været part i et registreret

partnerskab, må ikke indgå nyt ægteskab eller registreret partnerskab, før

offentligt skifte eller dødsbobehandling ved bobestyrer er påbegyndt, eller

privat skifte er afsluttet. Det gælder dog ikke, hvis der ikke var noget

formuefællesskab mellem ægtefællerne, eller fritagelse for skifte er særligt

hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som efter § 13 skal prøve

ægteskabsbetingelserne, tillade, at de nævnte bestemmelser om skifte

fraviges,

jf. ægteskabslovens § 10, stk. 1.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at fællesboet i det

tidligere ægteskab holdes adskilt fra de nye ægtefællers formue.

Fritagelse for skifte vil være særligt hjemlet, hvis den

tidligere ægtefælle eller arvingerne i boet giver samtykke til, at ægteskab

indgås, selv om det tidligere fællesbo ikke er delt. Hvis den ene af parterne

sidder i uskiftet bo, betegnes dette samtykke »skifteafkald«.

Prøvelsesmyndigheden (kommunen) kan tillade, at

bestemmelsen fraviges, dvs. tillade indgåelse af ægteskab, selv om fællesboet

endnu ikke er delt eller taget under offentligt skifte. En sådan tilladelse

betegnes »skiftefritagelse«. Afgørelser om skiftefritagelser kan påklages til

justitsministeren (Civilretsdirektoratet), jf. lovens § 10, stk. 2.

De nærmere regler om dokumentation for skifte fremgår af

§ 11 i bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 om ægteskabs indgåelse

med

senere ændringer (indgåelsesbekendtgørelsen).

Praksis vedrørende skiftefritagelser er beskrevet i

Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 14. december 2001 til samtlige

kommuner om skiftefritagelse.

I tilfælde, hvor et tidligere ægteskab er opløst i

parternes levende live, gives skiftefritagelse efter fast praksis, hvis der

er

gået mere end 1 år fra separationen eller skilsmissen, eller hvis ægteskabet

er

opløst i udlandet. Herudover kan skiftefritagelse efter et konkret skøn

meddeles tidligere. Det kan f.eks. ske, hvis den tidligere ægtefælles

modstand

mod at give samtykke skyldes chikane, den tidligere ægtefælle er forsvundet,

eller endelig bodeling alene beror på afhændelse af enkelte større aktiver

eller på formalia.

Hvis det tidligere ægteskab er opløst ved død, gives

skiftefritagelse, hvis dødsfaldet er sket i udlandet, og dødsboet skiftes

der,

mens der, hvis dødsfaldet er sket i Danmark, og dødsboet skiftes her, kun

meddeles skiftefritagelse, når der foreligger helt særlige grunde.

Civilretsdirektoratet har de sidste mange år ikke afgjort sager herom.

Indgår en person ægteskab, selv om betingelsen i

ægteskabslovens § 10 ikke er opfyldt, medfører det ikke, at det nye

ægteskab bliver ugyldigt, og det kan heller ikke omstødes efter

ægteskabslovens

§ 24.

2.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

2.1.2.1. Formuefællesskaber

ophørt i parternes levende live

Langt de fleste formuefællesskaber, der ophører i parternes

levende live, deles i mindelighed mellem parterne uden skriftlig

dokumentation.

Det vil blive noteret i skilsmissebevillingen eller dommen, hvis parterne

under

behandlingen af sagen oplyser, at fællesboet er delt. Endvidere kan boets

deling dokumenteres ved parternes senere samstemmende erklæring herom. Der

sker

således ikke nogen prøvelse af, om fællesboet i realiteten er blevet delt,

når

parterne samstemmende oplyser eller har oplyst, at det er tilfældet.

I de situationer, hvor det ikke kan dokumenteres, at boet

er delt, vil der i langt de fleste tilfælde kunne meddeles skiftefritagelse,

idet nyt ægteskab kun sjældent søges indgået inden for et år efter separation

eller skilsmisse.

Det er Civilretsdirektoratets vurdering på baggrund af

henvendelser fra kommunerne, at ægteskabslovens § 10 giver anledning til

ganske meget arbejde i kommunerne og er til ulempe for parterne, idet disse

skal søge at dokumentere, at det tidligere fællesbo er delt, og at det

relativt

ofte giver anledning til tvivl i kommunerne, hvornår fornøden dokumentation

er

fremlagt.

Da delingen af det tidligere fællesbo ofte bliver

dokumenteret alene ved parternes fælles erklæring herom, og da

skiftefritagelse

i praksis meddeles efter et års forløb, forekommer baggrunden for

bestemmelsen

ikke fortsat at kunne begrunde dens opretholdelse, når det drejer sig om

ægteskaber opløst i levende live.

Reglen om, at et tidligere fællesbo skal være delt, før der

kan indgås ægteskab eller registreret partnerskab, foreslås derfor ophævet i

tilfælde, hvor det tidligere ægteskab er opløst i parternes levende live.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 9-11, og

lovforslagets § 1, nr. 1.

2.1.2.2. Formuefællesskaber

ophørt ved død

Der foreslås ikke ændringer i den gældende regel om, at det

ikke er muligt uden arvingernes samtykke at indgå nyt ægteskab, så længe et

eventuelt dødsbo ikke er endeligt delt eller taget under

bobestyrerbehandling,

herunder så længe den efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo.

Baggrunden herfor er, at særlige forhold gør sig gældende i

tilfælde, hvor et formuefællesskab ophører ved død. Der vil ofte være flere

parter involveret i opgørelsen af dødsboets andel af fællesboet, og parterne

vil ofte ikke have et klart billede af, hvilke aktiver der findes i boet. Der

kan endvidere være mindreårige arvinger. I mange tilfælde sidder den

efterlevende ægtefælle i uskiftet bo, og pligten til at skifte boet indtræder

først ved indgåelsen af nyt ægteskab, jf. arvelovens § 17, stk. 2.

Hvis arvingerne ikke er bekendt med det nye ægteskab, vil der være en risiko

for, at de først mange år senere bliver klar over, at de havde krav på at få

deres arv udbetalt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør ægteskabslovens

§ 10 derfor ikke ændres på dette punkt, så længe kravet i arvelovens

§ 17 om skifte af et uskiftet bo ved indgåelse af nyt ægteskab

opretholdes. Om der skal være en adgang til at indgå nyt ægteskab uden at

skifte et uskiftet bo, overvejes for tiden af Arvelovsudvalget. En eventuel

ændring af reglen i ægteskabslovens § 10 bør derfor for så vidt angår

disse tilfælde afvente Arvelovsudvalgets betænkning.

Derimod foreslås det, at adgangen til at indgå nyt ægteskab

uden at skifte, hvis samtlige arvinger samtykker, kommer til at fremgå

direkte

af loven.

For så vidt angår boer, der skiftes i udlandet, foreslås

det, at reglen i ægteskabslovens § 10 ikke skal finde anvendelse. Det

vil

betyde, at den efterlevende altid vil kunne indgå nyt ægteskab, hvis boet

efter

den afdøde ægtefælle skiftes i udlandet, uden at skulle afvente afslutning af

bobehandling, eller uden at skulle dokumentere, at skifte er sket.

I relation til boer, der skiftes her i landet, finder

Justitsministeriet ikke at kunne udelukke, at der vil kunne opstå

situationer,

hvor et ægteskab ikke vil kunne indgås, hvis ikke der kan gives

skiftefritagelse, f.eks. fordi den ene af parterne ligger for døden. Af denne

grund foreslås den eksisterende dispensationsadgang opretholdt.

Med de foreslåede ændringer vil det være enklere for

kommunerne at administrere lovgivningen på dette område, og den foreslåede

nye

formulering af ægteskabslovens § 10 vil give et mere retvisende billede

af

retstilstanden på området.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 11-13, samt

lovforslagets § 1, nr. 1.

2.2.

Ophævelse af ægteskabslovens § 11

2.2.1.

Gældende ret

Ægteskab må ikke indgås, uden at hver af parterne over for

den anden og den myndighed, der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har

afgivet

erklæring om, hvorvidt den pågældende har eller venter børn med en anden mand

eller kvinde. Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som

er bortadopteret, jf. ægteskabslovens § 11. Der skal ikke afgives

erklæring om afdøde børn eller deres eventuelle livsarvinger.

Overtrædelse af bestemmelsen medfører ikke, at ægteskabet

bliver ugyldigt. Ægteskabet vil som udgangspunkt heller ikke kunne omstødes,

jf. ægteskabslovens § 24, men ægtefællen kan kræve bosondring efter

retsvirkningslovens § 38, nr. 4. Endvidere kan afgivelse af urigtige

oplysninger straffes i medfør af straffelovens § 163.

2.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

Baggrunden for bestemmelsen er, at oplysninger om børn skal

gives, »da disses eksistens kan være af stor økonomisk og retslig betydning

for

parterne«, og det synes »i det hele taget at være et rimeligt krav, at

parterne

giver hinanden oplysninger om deres eventuelle børn«, jf. side 43 i

betænkning

nr. 369/1964 om ægteskabs indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og

samkvemsret afgivet af Ægteskabsudvalget af 1957.

Bestemmelsen kan efter Justitsministeriets opfattelse

opleves som formynderisk og unødig indblanding i parternes indbyrdes

forhold/kommunikation. Ægteskabslovens § 11 foreslås derfor ophævet.

Som en konsekvens heraf foreslås retsvirkningslovens

§ 38, nr. 4, tillige ophævet. Efter denne bestemmelse kan en

ægtefælle inden for visse frister forlange bosondring, når den anden

ægtefælle

ved indgåelsen af ægteskabet havde et arveberettiget barn uden for ægteskab

eller senere har fået et sådant barn.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 14-15, og

lovforslagets § 1, nr. 2, og § 2, nr. 2.

2.3. Skilsmisse ved bevilling efter separation på grundlag

af stiltiende samtykke fra en af parterne

2.3.1.

Gældende

ret

En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års

separation. Hvis ægtefællerne er enige om skilsmisse, har de dog ret til

skilsmisse efter 6 måneders separation, jf. ægteskabslovens § 31.

Bevilling til separation og skilsmisse kan kun meddeles,

hvis ægtefællerne er enige om at ønske separation eller skilsmisse ved

bevilling og enige om en række vilkår.

Ansøger kun den ene af ægtefællerne om skilsmisse på

grundlag af en tidligere meddelt separation efter lovens § 31, sender

statsamtet en blanket om skilsmisse på baggrund af separation til den anden

ægtefælle. Statsamtet beder ægtefællen om at tilbagesende blanketten i

udfyldt

og underskrevet stand, hvis ægtefællen ønsker at medvirke til skilsmisse på

de

samme vilkår, som gjaldt for separationen (gennemgående vilkår).

Svarer den anden ægtefælle ikke, skal statsamtet normalt

rykke for svar. Statsamtet kan også indkalde ægtefællerne eller en af dem til

et møde om sagen. Besvarer den anden ægtefælle ikke henvendelserne fra

statsamtet, eller ønsker den pågældende ikke skilsmisse på

separationsvilkårene, afslås ansøgningen, jf. § 8 i cirkulære nr. 107 af

24. oktober 2002 om opløsning af ægteskab (opløsningscirkulæret). Ægtefællen

vil derfor være henvist til at søge skilsmisse ved domstolene, selv om den

manglende reaktion fra den anden ægtefælle blot skyldes sløseri eller

chikane.

I retten vil den »passive« part ofte enten erklære sig enig i

skilsmissepåstanden eller udeblive, hvorefter parterne bliver skilt ved dom.

2.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

Den gældende ordning, hvorefter der ikke kan meddeles

skilsmisse ved bevilling, når den anden ægtefælle ikke svarer på statsamtets

henvendelser, opfattes som uhensigtsmæssig for såvel borgere som myndigheder,

herunder domstolene.

Det er ikke i ansøgerens interesse at skulle anlægge en

retssag for at opnå en skilsmisse, som ansøgeren i medfør af ægteskabsloven

har

krav på. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at domstolene skal behandle

sager,

hvor den anden part straks erklærer sig enig i påstanden, eller hvor der blot

skal afsiges dom i overensstemmelse med denne. Herudover kan det anføres, at

parterne efter nogen tid må antages at have indrettet sig på og accepteret

situationen, når der er meddelt separation på bestemte og gennemgående

vilkår.

Man må derfor kunne gå ud fra, at en part, som ikke ønsker at medvirke til

skilsmisse på de tidligere aftalte eller fastsatte vilkår, eller som har

reelle

indvendinger mod ansøgningen om skilsmisse fra den anden part, vil protestere

mod skilsmisse i disse situationer.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor ikke

væsentlige betænkeligheder ved at meddele skilsmisse ved bevilling, selv om

en

part ikke har reageret på en ansøgning herom, idet parten må antages

stiltiende

at samtykke i skilsmissen.

Justitsministeriet anser det imidlertid for nødvendigt, at

der gøres en særlig indsats for, at den anden part bliver bekendt med sådanne

ansøgninger. I den forbindelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at

domstolene normalt kun afsiger udeblivelsesdomme, når stævning er forkyndt

for

den pågældende personligt.

Efter de regler, som gælder i dag, skal statsamtet skrive

til en part mindst to gange. Dette krav foreslås opretholdt. Herudover skal

statsamtet sikre sig at få en kvittering for afleveringen/ modtagelsen af det

andet brev. Herved undgås, at den anden part efterfølgende gør gældende, at

han

eller hun ikke har modtaget statsamtets breve. Hvis kvittering for

aflevering/modtagelse ikke kan fås, kan der ikke gives skilsmisse ved

bevilling.

Det skal endvidere fremgå tydeligt af statsamtets breve, at

man vil lægge til grund, at parten ønsker at medvirke til skilsmisse på

separationsvilkårene, hvis parten ikke protesterer over for statsamtet.

Det bør i øvrigt være en forudsætning, at der ikke i

forbindelse med skilsmissen skal tages stilling til

ægtefællepensionsordninger

omfattet af § 54 i ægteskabsloven. Denne bestemmelse henviser til

enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension,

hvis

ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat

bidragspligt. Retten til enkepension bortfalder, hvis den fraskilte hustru

indgår nyt ægteskab. Hvis en af ægtefællerne har sådanne pensionsordninger,

vil

der dog kunne være taget stilling hertil under separationssagen.

Det er endvidere en forudsætning, at der ikke ved

separationen er truffet bestemmelse om, at vilkåret om bidragspligt kun skal

gælde for separationsperioden, jf. ægteskabslovens § 45, 2. pkt.

Da den foreslåede ordning hviler på en forudsætning om, at

parterne reelt er enige om at ønske skilsmisse, foreslås det, at bevilling

skal

kunne meddeles efter 6 måneder.

Det bemærkes i øvrigt, at en separation bortfalder, hvis

ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet, jf. ægteskabsloven

§ 30. Normalt vil begge parter i forbindelse med ansøgning om skilsmisse

på baggrund af separation i dag skulle erklære, om samlivet har været

genoptaget eller fortsat, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 875 af 24.

oktober

2002 om opløsning af ægteskab (opløsningsbekendtgørelsen). Det udelukker dog

ikke, at betingelsen om, at samlivet ikke har været genoptaget eller fortsat,

kan anses for opfyldt, når ansøgeren erklærer, at samlivet ikke har været

genoptaget eller fortsat, og den ikke-ansøgende ægtefælle ikke protesterer

herimod. Det svarer til den måde, domstolene behandler denne problemstilling

på

i tilfælde af en parts udeblivelse. Statsamtet vil fortsat skulle undersøge,

om

parterne ifølge oplysningerne i CPR har fortsat eller genoptaget samlivet.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

17-19, og lovforslagets § 1, nr. 3.

2.4.

Ophævelse af den obligatoriske vilkårsforhandling

2.4.1.

Gældende ret

Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles af

statsamtet, skal der foretages vilkårsforhandling.

Hvis der ønskes skilsmisse på baggrund af separation efter

ægteskabslovens § 31, og vilkårene for separationen også gælder for

tiden

efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke nødvendig, jf.

ægteskabslovens § 44, stk. 1. Statsamtet kan dog bestemme, at

vilkårsforhandling

skal foretages, hvis en af parterne anmoder om det, eller det findes

hensigtsmæssigt, jf. opløsningsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, 2.

pkt.

Hvis statsamtet finder det betænkeligt at meddele bevilling

til separation eller skilsmisse, skal statsamtet afslå at meddele bevilling,

jf. ægteskabslovens § 42, stk. 3.

Nærmere regler om vilkårsforhandling er fastsat i

opløsningsbekendtgørelsens §§ 7-11 og opløsningscirkulærets §§ 2-7.

Vilkårsforhandlingen, der er en

forhandling om den praktiske tilrettelæggelse af separationen eller

skilsmissen, har to hovedformål:

1)

At sikre at betingelserne for at meddele

separation eller skilsmisse er opfyldt, herunder at de omstændigheder, der

efter lovens §§ 31-36 kan begrunde skilsmisse (forudgående separation, 2

års adskillelses som følge af uoverensstemmelser, utroskab, vold, bigami og

international børnebortførelse), er til stede, og at der er enighed om

vilkårene.

2)

At yde parterne vejledning om forskellige

spørgsmål i forbindelse med separationen/skilsmissen. Statsamterne yder ved

vilkårsforhandlingen i vid udstrækning også vejledning om spørgsmål, der ikke

er direkte relaterede til spørgsmålet om separation/skilsmisse, f.eks. om

forældremyndighed, samvær og bodeling. Dele af denne yderligere vejledning er

statsamtet pålagt at yde, jf. opløsningscirkulærets § 4. Herudover

drøftes

også ofte børnebidrag og størrelsen af et eventuelt ægtefællebidrag.

Vilkårene for

separation eller skilsmisse vedrører i dag (1) pligten til at betale

ægtefællebidrag (§ 49), (2) bevarelse af ret til enkepension (kun ved

skilsmisse) (§ 54), (3) fortsættelse af fælles lejemål (§ 55) og

(4)

godtgørelse for eventuelt særeje (§ 56).

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.2.1. Den egentlige vilkårsforhandling

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at meddele

separation eller skilsmisse er til stede, vil i langt de fleste sager kunne

afgøres på skriftligt grundlag. Således vil dokumentation for

skilsmissebetingelsernes opfyldelse som altovervejende hovedregel skulle

fremlægges skriftligt i form af f.eks. en separationsdom eller

–bevilling,

lægeerklæring, 3. parts erklæring m.v.

Mange ægtefæller har indgået aftaler om vilkårene, inden de

søger separation eller skilsmisse ved bevilling. Det kan skyldes, at de er

blevet bistået af advokat eller selv har kunnet indgå aftalerne i

mindelighed.

I disse situationer er der ofte ikke behov for at gennemføre

vilkårsforhandling. Mange parter oplever i disse tilfælde den obligatoriske

vilkårsforhandling som en unødvendig bureaukratisk forsinkelse af

separationen

eller skilsmissen.

Den obligatoriske vilkårsforhandling foreslås derfor

ophævet.

Der kan dog være situationer, hvor det vil være betænkeligt

eller uhensigtsmæssigt at gennemføre separation eller skilsmisse ved

bevilling

uden vilkårsforhandling. Det vil først og fremmest være tilfældet, hvis det

er

tvivlsomt, om betingelserne for at meddele bevilling til separation eller

skilsmisse er opfyldt, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller forventer at

kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af

ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har

aftalt

et vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en

vildfarelse

om deres rettigheder, eller at en af dem er udsat for et utilbørligt pres. I

sådanne situationer vil statsamterne i dag vejlede ægtefællerne om gældende

ret

for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.

Det bør derfor være muligt for statsamtet at indkalde

parterne til vilkårsforhandling i sådanne situationer. Det foreslås derfor,

at

statsamtet skal kunne bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages, hvis

»særlige omstændigheder taler for det«.

Endvidere foreslås det, at der fortsat skal indkaldes til

vilkårsforhandling, hvis en af ægtefællerne anmoder herom, f.eks. fordi

ægtefællerne

ikke kan blive enige om alle vilkår, eller ægtefællen eller ægtefællerne i

øvrigt mener at have behov for vejledning.

Parterne bør i forbindelse med ansøgningen om separation

eller skilsmisse gøres opmærksomme på, at der kan afholdes vilkårsforhandling

i

statsamtet, hvis en af dem ønsker det.

Bevilling må ikke meddeles, hvis den ene part nægter at

deltage i en vilkårsforhandling, som den anden ægtefælle eller statsamtet

ønsker gennemført. En ægtefælle, som har bedt om, at der afholdes

vilkårsforhandling,

skal dog have mulighed for at frafalde anmodningen med den konsekvens, at der

kan meddeles separation eller skilsmisse alligevel.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

20-23, og lovforslagets § 1, nr. 4.

2.4.2.2. Den vejledende/mæglende funktion

En del ægtefæller ønsker eller har behov for vejledning om

emner, der ikke er direkte relateret til

betingelserne eller vilkårene for

separationen eller skilsmissen, f.eks. forældremyndighed, samvær, børnebidrag

og bodeling. Når mulighederne for at få vejledning under vilkårsforhandlingen

begrænses som foreslået ovenfor, vil der kunne opstå behov for at få

vejledning

af statsamtet om sådanne spørgsmål på anden måde.

I nogle situationer vil denne vejledning bedst kunne gives

under et møde med begge parter, men generelt kan en del af denne vejledning

gives i form af skriftlige vejledninger og pjecer. Også statsamternes og

Civilretsdirektoratets hjemmesider vil være et velegnet forum for en sådan

vejledning.

Disse pjecer bør indeholde orientering om muligheden for at

få yderligere vejledning af statsamtet eller andre relevante myndigheder,

f.eks. de sociale myndigheder og skattevæsenet. Dette bør også fremgå af det

materiale, som parterne får udleveret i forbindelse med ansøgningen om

skilsmisse.

Ønsker begge ægtefæller eller en af dem information i

relation til separation eller skilsmisse eller de deraf følgende problemer,

indkalder statsamtet dem således til et møde.

Endvidere vil statsamtet efter § 28 i lov om

forældremyndighed og samvær kunne tilbyde ægtepar med mindreårige børn

børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der skønnes at være

behov

herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles på skriftligt

grundlag.

Den beskrevne vejlednings- og mødeaktivitet m.v. svarer

principielt til de tilbud, der i dag står åbne også for ugifte samlevende,

der

ønsker at flytte fra hinanden, især i relation til børn.

3.

Lov

om forældremyndighed og samvær

3.1.

Aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel af

forældremyndighed

3.1.1.

Gældende ret

Ugifte forældre har i dag fælles forældremyndighed over

deres fælles børn, hvis de efter børnelovens § 2, stk. 1,

§ 14,

stk. 1 eller 3, eller § 19, jf. § 14, stk. 1 eller 3,

afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for

barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 5, stk. 1.

Forældre kan endvidere aftale, at de skal have fælles

forældremyndighed over deres fælles børn. Aftalen er kun gyldig, når den er

anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,

kan

anmeldelse ske hertil, jf. lov om forældremyndighed og samvær § 6, 1.

pkt.

En aftale om fælles forældremyndighed skal således ikke

godkendes.

Skal fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med

statsamtets godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden

alene. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for

barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen

godkendes af retten, jf. lovens § 9, stk. 1.

Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet

overføres til den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, eller til

andre. Forældremyndigheden kan også overføres til et ægtepar i forening,

herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen godkendes,

medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag om

forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten, jf.

lovens § 11.

Formålet med, at statsamtet skal godkende aftaler om ophør

af fælles forældremyndighed og overførsel af forældremyndighed, er, at

statsamtet skal sikre, at der foreligger en reel enighed om, hvem der skal

have

forældremyndigheden over barnet, og at aftalen er bedst for barnet.

I forbindelse med godkendelse af aftaler om ophør af fælles

forældremyndighed indkalder statsamtet forældrene til et møde, jf. § 2,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 874 af 24. oktober 2002 om

forældremyndighed

og samvær m.v. (forældremyndighedsbekendtgørelsen).

Ved anmodning om godkendelse af en aftale om overførsel af

forældremyndigheden til den anden af forældrene eller til andre indkalder

statsamtet parterne til et møde og vejleder om aftalens retsvirkninger, jf.

forældremyndighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Mødet giver endvidere statsamtet mulighed for at vurdere,

om aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet.

3.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

Det må som udgangspunkt lægges til grund, at forældrene er

de nærmeste til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn, og at de også

disponerer i overensstemmelse hermed. På den baggrund kan det virke

formynderisk og utidssvarende, at statsamtet skal godkende forældrenes

aftale.

Når det drejer sig om aftaler om ophævelse af fælles

forældremyndighed,

kan det

principielt set være vanskeligt at argumentere for, at det strider mod, hvad

der er bedst for barnet, at tillægge forældremyndigheden til en forælder, der

i

forvejen har del heri - og fortsat vil have det.

På den anden side vil en ophævelse af godkendelseskravet

ved aftaler om overførsel af forældremyndighed til den anden forælder

medføre,

at myndighederne ikke har mulighed for at vurdere, om aftalen strider mod,

hvad

der er bedst for barnet.

Justitsministeriet har derfor overvejet, om

anmeldelsesordningen alene skal gælde sager, hvor der er tale om ophør af

fælles forældremyndighed (efter § 9), idet forældremyndigheden i sager

om

overførsel af forældremyndigheden (efter § 11) placeres hos en forælder,

der ikke i forvejen har del i forældremyndigheden. Det vil dog næppe tjene

noget formål. Det skyldes, at forældrene let vil kunne omgå et sådant

godkendelseskrav ved først at anmelde en aftale om fælles forældremyndighed

til

statsamtet for derefter at anmelde en aftale om ophør heraf.

Det foreslås på den baggrund, at forældrenes aftaler efter

§§ 9 og 11 i stedet for at skulle godkendes, alene skal anmeldes til

statsamtet for at få gyldighed.

Det er vigtigt, at forældrene fortsat bliver vejledt om

retsvirkningerne af aftalen. Denne vejledning vil dog som udgangspunkt kunne

gives skriftligt. Hvis forældrene har behov for yderligere vejledning, har de

mulighed for at anmode statsamtet om et møde, hvilket bør fremgå af

vejledningsmaterialet.

Det gældende krav om, at aftaler om overførsel af

forældremyndigheden til andre end forældrene skal godkendes, foreslås ikke

ophævet.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

25-28, og lovforslagets § 3, nr. 1 og 2.

3.2.

Skærpelse af ændringskriteriet i samværssager

3.2.1.

Gældende ret

Statsamtet kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær,

hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold,

jf.

§ 17, stk. 2-3, i lov om forældremyndighed og samvær.

Det er således som udgangspunkt en betingelse for at ændre

et samvær, at den, der anmoder om ændringen, kan påvise, at der foreligger

nye

oplysninger.

Bestemmelsen indeholder dog ikke et ubetinget krav om, at

der skal foreligge forandrede forhold, før der kan træffes afgørelse om

ændring

af samværet. Omfanget af samvær skal således altid fastsættes ud fra, hvad

der

er bedst for barnet.

Kriteriet »navnlig på grund af forandrede forhold« kom ind

i loven i 1995. Herved blev det fremhævet, at ændringssituationer adskiller

sig

fra førstegangsfastsættelser af samværet. Formålet med lovændringen var at

medvirke til at mindske forældrenes incitament til at rette henvendelse til

statsamtet for at få ændret allerede udfærdigede resolutioner eller aftaler

om

samvær. Dermed skulle der blive mere ro om besøgsspørgsmålet. Det skærpede

kriterium skulle også give statsamterne mulighed for at skønne over, hvor

grundig

sagsbehandlingen ved gentagne henvendelser skulle være, jf. betænkning nr.

1279/1994 om fælles forældremyndighed mv., side 134.

Af de almindelige bemærkninger,

afsnit 4.2., til forslag til lov om forældremyndighed og samvær (L 176 af 22.

februar 1995, Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, spalte 2199 f.) fremgår

bl.a. om ændringskriteriet:

»Forældremyndighedsudvalget anfører, at

dette [det tidligere] kriterium giver forældrene mulighed for at kræve, at

statsamtet tager samværsspørgsmålet op til fornyet behandling, selv om

forholdene er uændrede siden sidste afgørelse om samvær. Statsamtet skal i

princippet gennemføre en fuldstændig sagsbehandling ved hver ny henvendelse.

Dette har i praksis i nogle sager givet anledning til gentagne henvendelser

til

statsamtet om forandringer af detaljer vedrørende samværet eller om

indskrænkninger og udvidelse af samvær, som for nylig har været genstand for

grundig sagsbehandling. Det skaber i nogle tilfælde lange perioder med uro og

kan efter udvalgets opfattelse være ødelæggende for samværet og dermed stride

mod, hvad der er bedst for barnet.

Forældremyndighedsudvalget foreslår på

den baggrund, at adgangen til ændring af en samværsaftale eller -afgørelse

reguleres i en særlig bestemmelse, og at kriteriet for at træffe ny afgørelse

strammes, således at ændringen fremover skal være bedst for barnet, navnlig

på

grund af »

forandrede«

forhold. Herved

fremhæves det, at der som udgangspunkt skal være tale om nye forhold, der kan

begrunde en ændring af samværet. Dette kan medvirke til at mindske

forældrenes

interesse i hyppige henvendelser til statsamtet for at få ændret samværets

omfang og dermed skabe mere ro om samværet.

Justitsministeriet kan tilslutte sig

udvalgets betragtninger om praksis med hensyn til afgørelser om samvær.

Justitsministeriet er således enig med

udvalget i, at der kan være behov for at begrænse adgangen til at søge en

aftale eller afgørelse om samvær ændret, og det foreslås derfor i

overensstemmelse med udvalgets forslag, at kriteriet herfor fremover skal

være,

at »

ændringen er bedst for barnet,

navnlig på grund af forandrede forhold«

, jf. lovforslagets § 17,

stk. 2. Dette indebærer, at den af forældrene, der anmoder om ændring af

samværet, normalt vil skulle påvise, at der foreligger nye forhold, før der

kan

blive tale om en ændring af den tidligere afgørelse.«

Bestemmelsen er i

praksis blevet fortolket således, at den navnlig retter sig mod gentagne

ansøgninger om samme spørgsmål. Praksis er beskrevet i Skarrildhusberetningen

for 1996 side 46f og 1997 side 51. Sådanne ansøgninger er imidlertid i

praksis

meget vanskelige at identificere. Ofte drejer ansøgningen sig om noget, der

afviger fra det tidligere behandlede, eller om

ad hoc

ændringer. Bestemmelsen har derfor i praksis kun i begrænset

omfang været i stand til at dæmme op for de »evigt verserende sager«.

Statsamterne

oplever i øvrigt, at forældre i stigende omfang forventer, at der ved

afgørelser om samvær skal tages hensyn til hensigtsmæssigheden heraf for

forældrene, og at de skal afgøre selv relativt små uenigheder om samværet

forældrene imellem. Endvidere opleves, at myndighederne forventes at tage

stilling til spørgsmål, der ligger uden for begrebet samvær og vilkårene

herfor, herunder f.eks. hvor meget tøj, barnet skal have med til samvær, hvad

det

skal have at spise, om det må se TV, og i givet fald hvilke udsendelser, og i

øvrigt spørgsmål, der må anses at vedrøre barnets almindelige opdragelse m.v.

I

visse tilfælde, hvor forældrene har været ude af stand til at kommunikere om

gennemførelsen af samværet, har statsamterne fungeret som »postkontor« for

forældrene, ved at sende beskeder, breve m.v. mellem forældrene og nogle

gange

også gaver til barnet.

Det har medført, at

afgørelser om samvær er blevet ganske deltaljerede, og at der derfor i en del

tilfælde er behov for relativt hyppige ændringer i et fastsat samvær.

Denne udvikling har

medført, at mange forældre føler, at samværet i højere grad er statsamternes

ansvar end deres eget, og at de derfor ikke selv har et medansvar for, at

samværet bliver gennemført på en hensigtsmæssig måde for barnet. Samtidig er

det ofte belastende for barnet, at statsamtet hyppigt behandler sagen, med de

konsekvenser for forældrenes samarbejde omkring samværet en sådan behandling

har, og at der relativt ofte foretages ændringer i samværet, som mindst den

ene

af forældrene er uenige i.

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

3.2.2.1. Statsamternes

opgaver i samværssager

Udviklingen er i de senere år gået i retning af i højere

grad blandt andet gennem børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling at

inddrage forældrene, således at disse sættes i stand til selv at finde

løsninger på deres problemer. Også børnene høres oftere i disse sager.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at

statsamterne som udgangspunkt alene skal tage stilling til spørgsmål, der har

betydning for at fastlægge rammerne omkring samværet. Hermed tænkes navnlig

på

spørgsmål, som har betydning for samværets omfang, og om det overordnet set

kan

gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til

at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller

konfliktmægling. Der vil dog være tilfælde, hvor forældrene har behov for, at

rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at

spørgsmål, der ligger uden for samværsbegrebet, ikke har betydning for den

overordnede gennemførelse af samværet. Statsamterne bør derfor kunne afvise

at

behandle sager herom eller at tage stilling til sådanne problemer. Hvis

spørgsmål

af denne karakter og af en vis tyngde dukker op, bør forældrene henvises til

at

søge børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Gør forældrene sådanne spørgsmål gældende i forbindelse med

en ansøgning om ændring af samvær, bør statsamtet vurdere, om forholdet har

en

så væsentlig betydning, at det kan begrunde en ændring af samværet. Er dette

ikke tilfældet, bør forældrene henvises til selv at løse spørgsmålene.

Endelig er det ikke statsamternes opgave at fungere som

»postkontor« for forældrene ved at sende beskeder, breve m.v. mellem dem,

fordi

de er ude af stand til at kommunikere om gennemførelsen af samværet.

3.2.2.2. Ændringer i

samværet

Adgangen til at søge en aftale eller afgørelse om samvær

ændret er i dag ret vidtgående, jf. ovenfor.

Justitsministeriet foreslår derfor, at kriteriet for at

ændre et samvær skærpes sådan, at ændringer kan afslås, selv om der er tale

om

spørgsmål, som ikke direkte har været behandlet tidligere. Herved vil

intentionerne bag lovens § 17, stk. 2, bedre kunne føres ud i

livet.

Ved ændringer forstås enhver ændring eller justering af eller fravigelse fra

en

eksisterende afgørelse eller aftale om samvær. Selv om forholdene har

forandret

sig, vil en skærpelse af ændringskriteriet kunne føre til, at et samvær ikke

vil

skulle ændres, nemlig hvis forandringerne ikke er væsentlige.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en skærpelse af

kriteriet for at ændre et samvær skal gælde både for afgørelser truffet af

statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Det skærpede

ændringskriterium

tilsigtes navnlig at få virkning ved ansøgninger om konkrete fravigelser fra

en

samværsresolution (ad hoc ændringer), enten fordi konkrete samvær ikke ønskes

gennemført eller ønskes udvidet, eller fordi der ønskes gennemført et ekstra

samvær eller et samvær til erstatning for et ikke-gennemført samvær.

Sådanne ansøgninger om ad hoc ændringer er ofte begrundet

i, at samværet falder i en weekend, hvor bopælsforælderen ønsker, at barnet

skal deltage i noget andet, f.eks. bryllup eller fødselsdage i den nære

familie. Endvidere kan situationen være, at bopælsforælderen ikke har

mulighed

for at deltage i afhentning og aflevering som forudsat i afgørelsen. Også

samværsforælderen kan søge om ad hoc ændringer, f.eks. for at barnet kan

deltage i familiebegivenheder på samværsforælderens side af familien.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at sådanne ønsker om

ad hoc ændringer af samværet, f.eks. på grund af større familiebegivenheder,

ikke er forhold, en myndighed skal involveres i. Det bør derfor normalt være

overladt til forældrene selv at indgå aftaler om at bytte samværsweekender

el.lign. Dette gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der

søger om at få samværet ændret. Parterne vil således have en gensidig

interesse

i at samarbejde om samværet på en fleksibel måde. Kan forældrene ikke blive

enige, må de følge den samværsordning, som er fastlagt af statsamtet, eller

som

de tidligere har aftalt, og som de har mulighed for at indrette sig efter.

Ved at give statsamterne adgang til at afslå at træffe

løbende afgørelser af justerende eller detailpræget karakter vil forældrene i

højere grad skulle tage ansvaret for gennemførelsen af samværet. Har de behov

for støtte og hjælp hertil, vil de kunne bede statsamtet om børnesagkyndig

rådgivning

eller konfliktmægling.

Statsamtet vil således kunne afslå at behandle en ansøgning

om ændring af samværet uden at forelægge ansøgningen for den anden forælder,

hvis det ikke er sandsynliggjort, at der foreligger væsentligt forandrede

forhold, eller at det fastsatte eller aftalte samvær ikke er til barnets

bedste. Hermed kan det undgås, at den anden forælder oplever, at der konstant

verserer en sag, som han eller hun skal forholde sig til, og som ofte

belaster

forælderen og ikke sjældent også barnet.

Justitsministeriet har i forbindelse med spørgsmålet om

fastholdelse af forældrenes samværsaftaler overvejet, hvilken betydning det

skal have, hvis forældrene har indgået aftaler om samværet, der ikke ville

have

været fastsat af statsamtet. Der kan f.eks. være tale om samværsaftaler, der

strider mod, hvad der er bedst for barnet. I sådanne situationer vil

statsamtet

kunne ændre aftalen, jf. nedenfor. Der kan også være tale om aftaler, hvor

barnet skal være lige meget hos begge forældre (»deleordninger«) el.lign.,

der

falder uden for begrebet »samvær«. Hvis der er aftalt et sådant samvær, skal

statsamtet efter ansøgning fastsætte et samvær, der kan rummes inden for

lovens

»samværsbegreb«. Derimod bør et aftalt udvidet eller begrænset samvær i

øvrigt

opretholdes, medmindre det strider mod, hvad der er bedst for barnet, eller

forholdene væsentligt har forandret sig. Statsamtet er ikke bundet af

parternes

aftaler om overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af

barnet

i offentligt regi.

3.2.2.3.

Førstegangsfastsættelse af samvær

Justitsministeriet har ikke fundet anledning til at foreslå

lovændringer vedrørende førstegangsfastsættelser af samvær. Sådanne

afgørelser

skal således træffes efter de hidtil gældende retningslinjer. I lyset af

ovennævnte forslag om skærpelse af ændringskriteriet bør statsamterne dog

tilstræbe, at samværsresolutionen efter sin ordlyd har en vis

fremtidssikring,

således at mindre ændringer af de faktiske forhold ikke bevirker, at

resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Det bemærkes i den

forbindelse, at det skærpede ændringskriterium også omfatter de tilfælde,

hvor

der søges om mindre ændringer i forhold til resolutionens ordlyd eller

forældrenes aftale, hvis ændringen er uden betydning for, om samværet

overordnet

set kan gennemføres.

F.eks. bør afhentnings- og afleveringstidspunkter som

udgangspunkt fastsættes i rimelige intervaller, således at mindre ændringer i

arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser samt forsinkelser

ikke

medfører, at resolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen

vil således f.eks. kunne fastsætte, at barnet skal kunne afhentes i

daginstitutionen hver anden fredag mellem klokken 14 og 16. Aflevering vil

eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet søndag mellem klokken 17 og 18

eller

i skole mandag morgen ved skoletids begyndelse. Afhentning og aflevering kan

også fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første

(tog)afgang

efter kl. 16.

Justitsministeriets har herved forudsat, at sådanne

resolutioner vil kunne tvangsfuldbyrdes. I den forbindelse bemærkes, at en

sådan resolution anses for misligholdt, når samværsforælderen efter udløbet

af

det fastsatte interval ikke har kunnet få barnet udleveret. Det samme gælder

ved aflevering af barnet efter samvær.

Barnet skal som udgangspunkt kunne afhentes i hele

intervallet. Dette skal dog ikke være til hinder for, at barnet i visse

situationer ikke kan afhentes i dele af intervallet f.eks. på grund af

barnets

deltagelse i aktiviteter i daginstitution el.lign.

Endvidere bør statsamterne ved afgørelserne være

opmærksomme på, hvad der er deres opgave i forbindelse med fastsættelse af

samvær og ikke fastsætte vilkår om forhold, der falder uden for det

almindelige

samværsbegreb. Dette betyder, at statsamtet ikke skal træffe afgørelse om

spørgsmål uden betydning for den overordnede gennemførelse af samværet,

f.eks.

tøj, sengetider, legetøj el.lign.

3.2.2.4. Erstatningssamvær

Mange henvendelser til statsamterne skyldes, at et samvær

af en eller anden grund ikke har kunnet gennemføres, hvorfor der søges om

erstatningssamvær. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet har været

sygt

og derfor ikke har kunnet besøge samværsforælderen.

Som anført ovenfor, er det Justitsministeriets opfattelse,

at erstatningssamvær som udgangspunkt ikke er et spørgsmål, der har

overordnet

betydning for gennemførelsen af samvær. På den anden side vil spørgsmålet i

visse særlige situationer kunne være af væsentlig betydning. Dette vil

navnlig

være tilfældet, hvis bopælsforælderen saboterer eller chikanerer samværet,

hvis

der kun er samvær i begrænset omfang, eller hvis samværet har været aflyst i

et

omfang, der kan svække forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen. I

disse

situationer bør der således fortsat kunne fastsættes samvær til erstatning

for

aflyste eller ikke gennemførte samvær.

Ved afgørelser om erstatningssamvær skal der således især

lægges vægt på, om tabet af samværsdage har haft betydning for forholdet

mellem

barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og regelmæssigt samvær,

vil

tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade barnets forhold til

samværsforælderen. I sådanne situationer bør der ikke fastsættes

erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste plan for

samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.

Der vil derfor normalt ikke blive fastsat

erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse

et

samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.

Der vil normalt heller ikke blive fastsat

erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har

barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal

have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen

med

den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis

der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret

skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde

delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.

Hvis der kun er samvær i begrænset omgang, vil der kunne

fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens

forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær. Der

vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis samværet aflyses gentagne

gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang,

at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har

chikaneret samværet, skal der dog som udgangspunkt fastsættes helt eller

delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det.

Herunder skal erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det

løbende samvær, og om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter

resolutionen eller aftalen.

3.2.2.5. Ændringer af det

løbende samvær

Skærpelsen af ændringskriteriet har alene til formål at

skabe mere ro om samværet og spare statsamterne for at bruge til tider ganske

mange ressourcer på at behandle anmodninger om ændringer eller justeringer af

samværet, der ikke kan forventes at føre til ændringer, eller som ikke har

betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Det skærpede ændringskriterium kan derimod ikke føre til,

at statsamtet afviser at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis

der

er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller det vil være bedst for

barnet, at samværet ændres.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

30-35, og lovforslagets § 3, nr. 3.

3.3. Udvidelse af adgangen til orientering om

barnet

3.3.1. Gældende ret

Efter § 19, stk. 1, i lov om forældremyndighed og

samvær har den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, ret til efter

anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner

samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at

give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives

fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. En nægtelse

af at give oplysninger kan påklages efter de almindelige regler om

klageadgang,

der gælder for vedkommende institution eller myndighed. Efter § 19,

stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra

indehaveren

af forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner

fratage den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at

få

orientering efter stk. 1. Statsamtets afgørelse har virkning fra det

tidspunkt, hvor institutionen modtager meddelelse om afgørelsen.

§ 19 blev indført ved lov nr. 387 af 14. juni 1995 om

forældremyndighed og samvær og har til formål at styrke mulighederne for den

af

forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, for at følge barnets

opvækst og fremskridt og holde sig orienteret, hvis der er problemer eller

lignende. Bestemmelsen regulerer skolers, børneinstitutioners og social- og

sundhedsvæsenets ret og pligt til at videregive oplysninger også til forældre

uden forældremyndighed. Bestemmelsen regulerer ikke aktindsigt og giver

således

ikke ret til at få udleveret kopier af sagsakter vedrørende barnet.

Bestemmelsen pålægger en pligt til at give en orientering, typisk i form af

mundtlige oplysninger. Om indholdet af og baggrunden for § 19 henvises

til

bemærkningerne til L 176 af 22. februar 1995, Folketingstidende 1994-95,

Tillæg

A, spalte 2187 ff., navnlig de almindelige bemærkninger pkt. 5.2 og

bemærkningerne til lovforslagets § 19, samt pkt. 6 i vejledning nr. 214

af

20. december 1995 og Civilretsdirektoratets skrivelse af 8. december 1995 til

samtlige kommuner m.fl.

Justitsministeriet har i praksis antaget, at udtrykket

»social- og sundhedsvæsenet« udelukkende omfatter den offentlige del af

sundhedsvæsenet. På den baggrund er det antaget, at bl.a. privat

praktiserende

læger ikke er omfattet af bestemmelsen.

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Ved besvarelsen af spørgsmål 407 af 31. juli 2003 fra

Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 1248) tilkendegav

justitsministeren,

at der var grund til at overveje, om § 19 burde udvides til også at

omfatte privat praktiserende læger og eventuelt også andre privat

praktiserende

sundhedspersoner. I svaret anføres, at dette i givet fald vil give den af

forældrene, der ikke har forældremyndigheden, bedre mulighed for at få

orientering om barnets forhold.

Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Tandlægeforening

og Dansk Psykologforening har været hørt i anledning af Justitsministeriets

overvejelser om at udvide § 19.

Den Almindelige Danske Lægeforening anbefaler, at § 19

udvides til også at omfatte privat praktiserende læger, således at forældres

ret til orientering bliver den samme hos henholdsvis sygehusansatte og privat

praktiserende læger. Dansk Tandlægeforening anbefaler ligeledes, at § 19

udvides til også at omfatte privat praktiserende tandlæger.

Derimod udtaler Dansk Psykologforening sig imod, at

§ 19 udvides til også at omfatte privat praktiserende psykologer.

Foreningen finder det stærkt bekymrende, hvis oplysninger om et barn, der

konsulterer en psykolog, skal formidles til den forælder, der ikke har

forældremyndigheden. Foreningen lægger vægt på, at personer, der henvender

sig

til privat praktiserende psykologer, har en forventning om, at de

oplysninger,

der formidles i forbindelse med behandlingen, ikke videregives uden samtykke.

Foreningen anfører, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne

arbejde

som psykolog, at der kan etableres tillid og fortrolighed mellem klienten og

psykologen. Forudsætningen herfor er, at klienten kan komme med oplysninger i

berettiget tiltro til, at oplysningerne ikke vil blive videregivet, heller

ikke

i form af en orientering. Foreningen påpeger, at orientering i visse tilfælde

kan være til skade for barnet.

En udvidelse af § 19 til også at omfatte privat

praktiserende læger og tandlæger vil efter Justitsministeriets opfattelse

forbedre mulighederne for den af forældrene, der ikke har del i

forældremyndigheden, for at følge barnets opvækst og fremskridt og holde sig

orienteret, hvis der er problemer eller lignende. Oplysning om besøg og

behandling hos læge eller tandlæge er efter Justitsministeriets opfattelse

oplysninger, som det er naturligt for forældre at være bekendt med, for

derved

at kunne følge med i barnets forhold og trivsel. En sådan udvidelse vil efter

Justitsministeriets opfattelse ikke være betænkelig, idet forældre allerede i

dag har ret til orientering fra f.eks. offentlige hospitaler og

skoletandlæger.

Hertil kommer, at i de tilfælde, hvor en orientering måtte være til skade for

barnet, vil det være muligt at nægte orientering, jf. § 19, stk. 1,

2. pkt.

På den baggrund foreslås § 19 udvidet til også at

omfatte privat praktiserende læger og tandlæger.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om § 19

også bør udvides til at omfatte privatpraktiserende psykologer. For en sådan

udvidelse taler bl.a., at bestemmelsen i forvejen omfatter offentligt ansatte

psykologer, herunder skolepsykologer. Imod en sådan udvidelse taler

imidlertid,

at det som anført af Psykologforeningen ofte vil være en forudsætning for

behandlingen, at barnet kan tale med psykologen i fortrolighed. En mulighed

for, at oplysninger videregives som led i en orientering til forældrene, kan

derfor modvirke barnets villighed til at tale med psykologen. Hertil kommer,

at

baggrunden for henvendelsen til den privat praktiserende psykolog og barnets

tilstand ofte ville kunne begrunde en anvendelse af undtagelsen i § 19,

stk. 1, 2. pkt., hvorefter det er muligt at nægte at give oplysninger,

hvis det er til skade for barnet.

På den baggrund foreslås § 19 ikke udvidet til også at

omfatte privat praktiserende psykologer.

§ 19 foreslås ikke i øvrigt ændret. Det betyder, at

§ 19 fortsat ikke regulerer adgangen til aktindsigt, ligesom § 19

fortsat ikke giver ret til at få udleveret kopier af sagsakter om barnet.

§ 19 pålægger alene en pligt til at give en orientering, typisk i form

af

mundtlige oplysninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har oplyst, at privat praktiserende lægers og tandlægers meddelelse af

orientering ikke vil være sygesikringsydelser, som kan leveres af lægen eller

tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle udgifter i

forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den, der anmoder

om orientering.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 4.

4.

Retsplejeloven (fuldbyrdelse af aftaler om

samvær)

4.1.

Gældende ret

Bestemmelser om udøvelse af samvær kan fuldbyrdes ved

anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse, jf.

retsplejelovens § 536, stk. 1, 1. pkt.

Tvangsfuldbyrdelse kan i sådanne sager efter lovens

§ 478, stk. 1, nr. 1-3, ske på grundlag af domme og kendelser

afsagt

af domstolene, retsforlig om samværsret samt forlig indgået under

vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og

bestemmelser om samværsret, der er truffet af statsamtet.

Aftaler om samvær kan således kun tvangsfuldbyrdes, hvis de

er indgået under en retssag eller under en vilkårsforhandling eller nedfældet

i

en resolution fra statsamtet.

4.2.

Justitsministeriets overvejelser

Den nugældende ordning indebærer, at forældre ofte retter

henvendelse til statsamterne for at få deres aftaler om samvær fastsat i

resolutionsform. Det gøres alene for at sikre, at aftalen kan

tvangsfuldbyrdes

i tilfælde af en eventuel senere uenighed.

Statsamtet vil som altovervejende hovedregel udstede en

resolution på grundlag af indholdet af aftalen uden videre sagsbehandling,

medmindre det er åbenbart, at aftalen strider mod, hvad der er bedst for

barnet. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1999 side 46ff.

Det vurderes at dreje sig om meget få sager, hvor der gives

afslag på udfærdigelse af resolution i overensstemmelse med forældrenes

aftale.

For forældrene må det opleves som betydeligt mindre

bureaukratisk, hvis deres aftale umiddelbart - i tilfælde af senere opstået

uenighed om samværet - vil kunne tvangsfuldbyrdes, uden at de behøver at

rette

henvendelse til statsamtet.

Det kan dog være et problem, at ikke alle forældre er

opmærksomme på alle de overvejelser, de skal gøre i forbindelse med en aftale

om samvær. Det kan f.eks. dreje sig om præcisering af afhentnings- og

afleveringssteder eller klausuler om bortfald af samvær under

bopælsforælderens

ferier. Samværsaftalen vil (undtagelsesvis) kunne være i strid med, hvad der

er

bedst for barnet.

Disse problemer eksisterer imidlertid allerede i dag, når

statsamterne udfærdiger resolutioner på grundlag af forældrenes aftaler.

Til dette billede hører, at mindst en af forældrene – måske

begge – ofte vil rette henvendelse til statsamtet med henblik på at få

samværet

ændret i forbindelse med en senere opstået uenighed. I sådanne situationer

vil

den foreslåede ændring have som konsekvens, at der vil kunne

tvangsgennemføres

samvær, indtil statsamtet har afsluttet sagsbehandlingen eller truffet en

midlertidig afgørelse i medfør af § 26 i lov om forældremyndighed og

samvær.

Fuldbyrdelse af samvær i medfør af retsplejelovens

§ 536, stk. 1, kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige

sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten

udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

På den baggrund foreslås det, at aftaler om samvær bør

kunne tvangsfuldbyrdes, hvis det udtrykkeligt er bestemt i aftalen, at dette

skal være tilfældet. Dette kræver en ændring af retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

36-37, og lovforslagets § 4, nr. 2.

5.

Adoptionsloven

5.1.

Udenlandske adoptionsafgørelser

5.1.1. Gældende ret

5.1.1.1. Problemstillingen

I praksis vil der ofte gå nogle måneder efter et udenlandsk

adoptivbarns ankomst til Danmark, inden en dansk adoptionsbevilling kan

udstedes. I den mellemliggende periode har barnet opholdstilladelse her i

landet og opholder sig hos adoptivforældrene i henhold til en

plejetilladelse.

Der er bl.a. i den sociale lovgivning i vidt omfang taget

stilling til barnets og forældrenes retsstilling i denne periode. F.eks. har

forældre til udenlandske adoptivbørn efter de almindelige regler herom ret

til

dagpenge, børnefamilieydelse, børnetilskud og orlov til børnepasning fra

barnets ankomst til Danmark.

I nogle af de lande, som danske adoptanter adopterer børn

fra, er det fastsat i den nationale lovgivning, at barnet først kan udleveres

til adoptanterne, når adoptionsprocessen er endeligt afsluttet, og barnet

derfor – i henhold til lovgivningen i det pågældende land – er

adopteret af de

danske adoptanter. Det indebærer, at der i perioden mellem

adoptionsprocessens

afslutning i det pågældende land og indtil den danske adoptionsbevillings

udstedelse er retlig forskel på, hvordan barnet er stillet i henhold til

lovgivningerne i henholdsvis afgiverlandet og Danmark.

Som følge af denne tidsmæssige forskydning er der risiko

for, at der i den mellemliggende periode kan ske ændringer i barnets eller i

de

ansøgende adoptivforældres forhold, som kan få betydning for behandlingen af

adoptionssagen i Danmark. Sådanne ændringer vil efter omstændighederne kunne

betyde, at der ikke efter de gældende danske regler er mulighed for at

udstede

adoptionsbevilling.

Der har således i praksis været tilfælde, hvor danske

ægtepar har ansøgt om adoptionsbevilling og efter den danske adoptionslov som

ægtepar er blevet godkendt som adoptanter, hvor adoptionssagen er gennemført

i

et afgiverland, der i henhold til egen lovgivning træffer en endelig

adoptionsafgørelse, og hvor den ene af ægtefællerne er død, inden dansk

adoptionsbevilling er blevet udstedt.

I en sådan situation vil den afdøde ægtefælle i sagens

natur ikke kunne få meddelt adoptionsbevilling, hvorfor den efterlevende

ægtefælle – efter på ny at være godkendt (som eneadoptant) – vil

være henvist

til at gennemføre adoptionen alene. Det betyder bl.a., at barnet ikke retligt

vil være i familie med den afdøde ægtefælle og dermed f.eks. ikke vil have

legal arveret efter afdøde og dennes slægt, f.eks. bedsteforældre. Barnet vil

således i retlig henseende blive stillet anderledes end eventuelle søskende,

som parret f.eks. tidligere måtte have adopteret. Barnet vil (formentlig)

heller ikke kunne få del i en eventuel livsforsikring,

forsørgertabserstatning

og børnepension, der udbetales som følge af dødsfaldet.

Der kan også opstå problemer, hvis det efter barnets

ankomst til Danmark og inden udstedelsen af adoptionsbevillingen konstateres,

at barnet lider af en sygdom eller et handicap. Hvis adoptanterne herefter

ikke

ønsker barnet, vil barnet stå uden forældre i Danmark, selv om det er

bortadopteret i henhold til sit hjemlands lovgivning.

Justitsministeriet har i besvarelsen af spørgsmål nr. S

2827 af 21. maj 2001 oplyst, at ministeriet overvejer behovet og mulighederne

for at præcisere retsstillingen for udenlandske adoptivbørn i forhold til

arv,

statsborgerskab m.v. i perioden fra børnenes ankomst til Danmark, og indtil

dansk adoptionsbevilling er udfærdiget.

5.1.1.2. Anerkendelse af udenlandske

adoptionsafgørelser efter dansk ret

Efter adoptionslovens § 28, stk. 1, jf. § 1,

anerkender Danmark ikke udenlandske adoptioner, hvis adoptanterne har bopæl i

Danmark.

I andre tilfælde er det de uskrevne

internationalprivatretlige regler, der er afgørende for, om udenlandske

adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark. Det følger heraf, at afgørelser

om adoption, der er meddelt i det land, hvor adoptanterne har domicil,

anerkendes i Danmark. Efter dansk ret forstås domicil som den stat eller det

territoriale retsområde, som en person har bopæl eller ophold i, i den

hensigt

varigt at forblive der, eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun

skal være midlertidigt.

Efter adoptionslovens § 28, stk. 2, er

justitsministeren imidlertid bemyndiget til at bestemme, at en adoption kan

bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med

Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med

hensyn til internationale adoptioner.

I forarbejderne til bestemmelsen er der om baggrunden for

bestemmelsen bl.a. anført:

»Ifølge adoptionslovens

§ 28 kan personer med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i

adoptionsloven. Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af

statsamtet.

Konventionens

artikel 28 sammenholdt med artikel 17 åbner imidlertid mulighed for, at

afgørelse om adoption træffes i barnets oprindelsesland.

Den foreslåede

bestemmelse i adoptionslovens § 28, stk. 2, indebærer, at der for

personer bosat her i landet gives mulighed for at fravige adoptionslovens

regler med hensyn til udstedelse af bevillingen. Justitsministeren eller den,

ministeren bemyndiger hertil, vil således kunne bestemme, at en adoption kan

bevilges i et andet land. Bestemmelsen vil have betydning i de tilfælde, hvor

Danmark forud for adoptionens gennemførelse i medfør af konventionens artikel

17 har godkendt, at afgørelsen om adoption kan træffes i barnets

oprindelsesland.

Bestemmelsens

baggrund og udvalgets overvejelser er omtalt i betænkningens pkt. 3.2.,

6.4.3.

og 8.1.«

Der henvises til betænkning 1323/1996 om

Haager-konventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med

hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk

adoptionslovgivning,

pkt. 6.4.3., hvor det ligeledes anføres, at baggrunden for bestemmelsen er

hensynet til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt

til

at afstå fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet

først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i

oprindelseslandet.

Under behandlingen af lovforslaget blev der, som nævnt nedenfor,

indsat en § 28, stk. 3. I Retsudvalgets betænkning af 20. februar

1997 blev der herved anført følgende om § 28, stk. 2:

»Efter forslaget

til § 28, stk. 2, kan justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger hertil, bestemme, at en adoption kan bevilges i et andet land, når

adoptionen er gennemført efter Haagerkonventionens regler. Hvis

adoptionsbevillingen på grundlag af en sådan bestemmelse udstedes i barnets

oprindelsesland, skal Danmark efter konventionens regler anerkende denne

bevilling.

Træffes der

derimod ikke bestemmelse om, at adoptionen kan bevilges i barnets

oprindelsesland, skal adoptionsbevillingen i overensstemmelse med

adoptionslovens almindelige ordning udstedes i Danmark.«

Som det fremgår, er bestemmelsen udtrykkeligt møntet på den

situation, der er nævnt under pkt. 5.1.2, hvor oprindelseslandet stiller krav

om, at barnet først overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført

i

oprindelseslandet.

På nuværende tidspunkt er bemyndigelsesbestemmelsen i

§ 28, stk. 2, endnu ikke udnyttet. Baggrunden herfor er, at det

ikke

har været nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige

afgørelse om adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I

praksis

har begge lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den

endelige afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at

udlevere barnet til Danmark, jf. pkt. 5.1.1.1.

5.1.1.3. Tidspunktet for virkningen af en

dansk adoptionsbevilling

Efter adoptionslovens § 1, stk. 2, har bevilling

til adoption af et barn fra et andet land virkning fra barnets ankomst her

til

landet.

Bestemmelsen blev oprindeligt indsat i adoptionsloven som

§ 28, stk. 3, under behandlingen af lov nr. 233 af 2. april 1997 om

ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven (Ratifikation af

Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn

til internationale adoptioner) og er senere ved lov nr. 358 af 2. juni 1999

flyttet til § 1, stk. 2, og udvidet til også at omfatte udenlandske

adoptioner, der ikke er omfattet af Haagerkonventionen af 1993.

Den nævnte § 28, stk. 3, blev ved 1997-ændringen

foreslået af justitsministeren under Retsudvalgets behandling af

lovforslaget.

I bemærkningerne til forslaget i udvalgets betænkning af 20. februar 1997

anføres bl.a.:

»Efter praksis går

der i dag en periode på ca. 3 måneder fra hjemtagelsen af et udenlandsk

adoptivbarn, til adoptionsbevilling udfærdiges.

Ændringsforslaget

indebærer, at denne mellemperiode bortfalder, når adoptionen er gennemført i

overensstemmelse med Haagerkonventionen. Efter ændringsforslaget skal en

adoptionsbevilling i den situation udstedes hurtigst muligt med virkning fra

barnets ankomst her til landet «

I de specielle bemærkninger til 1999-forslaget (FT 1998-99,

Tillæg A, sp. 765) blev det om baggrunden herfor bl.a. anført:

»Ved lov nr. 233

af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven

blev den såkaldte mellemperiode afskaffet i forbindelse med adoption af børn

fra lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen. Mellemperioden er det tidsrum

på ca. 3 måneder, der hidtil er gået, fra et adoptivbarn er ankommet her til

landet, til adoptionsbevillingen er blevet udstedt.

I forbindelse

med afskaffelsen af mellemperioden ved adoptioner efter Haagerkonventionen

blev

det på den baggrund i adoptionslovens § 28, stk. 3, fastsat, at en

afgørelse om adoption (adoptionsbevillingen) har virkning fra barnets ankomst

her til landet.

I forbindelse med

den ændring af adoptionsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. november

1997, er mellemperioden nu også afskaffet for adoptioner af børn fra lande,

der

ikke har tiltrådt Haagerkonventionen.

Med henblik på at

opnå den samme retsstilling, uanset om adoptionen er omfattet af

Haagerkonventionen eller ej, foreslås der i adoptionslovens § 1,

stk. 2, indsat en generel bestemmelse om, at adoptionsbevillingen ved

adoption af et barn fra et andet land har virkning fra barnets ankomst her

til

landet med henblik på adoption. Samtidig foreslås bestemmelsen i § 28,

stk. 3,

der alene angår adoptioner efter Haagerkonventionen, ophævet...«

5.1.2.

Justitsministeriets overvejelse

r

§ 28, stk. 2, synes efter sin ordlyd klart at

forudsætte, at den danske beslutning om at bemyndige oprindelseslandet til at

tillade adoption skal foreligge, inden myndigheden i det pågældende land

træffer endelig afgørelse herom. Dertil kommer, at bestemmelsen efter

forarbejderne klart forudsætter at skulle anvendes i den situation, hvor

oprindelseslandet ikke ønsker at udlevere barnet, såfremt den endelige

afgørelse ikke træffes i dette land. Den problemstilling, der er nævnt i pkt.

5.1.1.1., om ændringer i barnets eller de ansøgende adoptivforældres forhold

i

perioden, indtil den danske adoptionsbevilling er udstedt, opstår imidlertid

ikke, fordi landet ikke ønsker at udlevere barnet, men fordi landet rent

faktisk udleverer barnet.

Hensigten med adoptionslovens § 1, stk. 2, om

tilbagevirkende kraft for den danske adoptionsbevilling, var at afskaffe den

mellemperiode fra ankomsten til Danmark til udstedelsen af

adoptionsbevilling,

hvor adoptivbarnet retligt er uden forældre. Dette formål er imidlertid ikke

fuldt ud opnået, fordi der kan ske ændringer i forældrenes eller barnets

forhold, der gør, at en adoptionsbevilling ikke kan udstedes.

Hvis en af forældrene f.eks. dør i tidsrummet fra

afgørelsen i oprindelseslandet og indtil, der udstedes en dansk bevilling,

vil

der ikke kunne udstedes en dansk bevilling, som kan tillægges tilbagevirkende

kraft efter § 1, stk. 2.

Justitsministeriet finder, at den ovennævnte usikkerhed med

hensyn til et udenlandsk adoptivbarns retsstilling i perioden indtil

udstedelse

af en dansk adoptionsbevilling bør afklares, således at adoptivforældrene så

vidt muligt bliver barnets retlige forældre allerede fra tidspunktet for den

udenlandske adoptionsafgørelse.

Den simpleste måde, dette kan ske på, vil efter

Justitsministeriets opfattelse være at lovfæste en regel om, at udenlandske

adoptionsafgørelser kan anerkendes i Danmark, hvis de er truffet i

overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993.

En sådan bestemmelse synes ubetænkelig i de tilfælde, hvor

afgørelsen om adoption er truffet med henblik på adoption af barnet direkte

til

Danmark. Herved vil de danske myndigheder efter konventionens artikel 17 (c)

kunne sikre, at betingelserne for adoption er opfyldt på tidspunktet for

adoptionens gennemførelse i det pågældende land. Dertil kommer, at det synes

unødvendigt, at Danmark opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk

adoptionsbevilling i de tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft

afgørende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet.

Hvor de danske adoptionsmyndigheder ikke har haft en sådan

mulighed, bør det derimod fortsat for personer, der har bopæl i Danmark, kun

være muligt at adoptere efter dansk lovgivning, jf. adoptionslovens

§ 28,

stk. 1. Anerkendelse bør derfor kun ske, hvor adoptionen er gennemført i

overensstemmelse med Haagerkonventionen, eller hvor danske myndigheder har

haft

en tilsvarende indflydelse på gennemførelsen af adoptionen.

Retsvirkningerne af anerkendelse af udenlandske

adoptionsafgørelser vil være, at adoptionen er endelig, når den udenlandske

afgørelse om adoption er truffet. Det indebærer, at adoptivforældrene er

barnets retlige forældre allerede fra den udenlandske adoptionsafgørelse, og

barnet er derfor bedre stillet end i dag, hvis en af forældrene dør. Det

indebærer endvidere, at adoptionen er gennemført, også selv om det skulle

vise

sig, at barnet har en alvorlig sygdom, der ikke svarer til det, forældrene er

godkendt til som adoptivforældre. Sådanne forhold vil således ikke - i

modsætning til i dag - kunne føre til, at adoptionen ikke gennemføres, og at

barnet derfor står uden forældre.

Justitsministeriet finder endvidere, at der bør indføres

mulighed for at anerkende udenlandske adoptioner, der måtte være foretaget

fra

ikke-konventionslande, og hvor der har været en tilsvarende

samarbejdsprocedure.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

42-45, og lovforslagets § 5, nr. 8.

Adoptionslovens § 1, stk. 2, der giver

adoptionsbevillingen tilbagevirkende kraft fra barnets ankomst til Danmark, i

de tilfælde, hvor der fortsat vil skulle udstede en dansk adoptionsbevilling,

foreslås ikke ophævet. Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 45-46.

5.2.

Genetablering af familiebåndet til den oprindelige slægt for adopterede, der

er

fyldt 18 år

5.2.1.

Gældende ret

Reglerne om adgangen til ophævelse af adoption og

retsvirkningerne heraf findes i adoptionslovens kapitel 3, §§ 18-24.

Udgangspunktet er, at adoptivforholdet kan ophæves af

justitsministeren, hvis adoptanten og den, der er adopteret, er enige herom,

jf. § 18, stk. 1.

Retsvirkningen af ophævelse af adoption er som udgangspunkt

alene, at retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og adoptanten

og

dennes slægt bortfalder, jf. § 23, stk. 1. Ophævelsen af

adoptivforholdet medfører således ikke, at de tidligere retsvirkninger i

forhold til den oprindelige slægt genindtræder.

Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse finde sted,

hvis adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom, og

ophævelsen er bedst for barnet, jf. § 18, stk. 2. Er barnet fyldt

12

år, kan ophævelse ikke ske uden barnets samtykke, jf. § 18, stk. 3.

Praksis er imidlertid restriktiv, og ophævelse tillades alene, hvor

ophævelsen

klart er bedst stemmende med barnets tarv.

Efter § 18, stk. 5, kan ophævelse endvidere ske

efter begæring fra barnets biologiske forældre, når adoptanterne er døde, og

ophævelsen er bedst for barnet. Bestemmelsen har navnlig betydning i de

tilfælde, hvor barnet efter adoptanternes død har fået ophold hos de

oprindelige forældre eller hos en af dem. Bestemmelsen er imidlertid i

praksis

også anvendt i tilfælde, hvor adoptivbarnet er over 18 år.

Ophæves adoptivforholdet efter § 18, stk. 2 eller

stk. 5, genindtræder barnet i retsforholdet til den oprindelige slægt.

Behandles sagen af domstolene, kan retten endvidere under hensyntagen til

anledningen til ophævelsen, barnets alder samt de øvrige omstændigheder i

forbindelse med en ophævelse efter § 19 bestemme, at retsforholdet

mellem

barnet og dets oprindelige slægt skal genindtræde.

5.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

5.2.2.1. Terminologiske

overvejelser

Adoptionslovens anvendelse af begreberne »biologiske

forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets oprindelige retlige

forældre og slægt kan forekomme utidssvarende og i nogle sammenhænge uheldig.

Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab ikke nødvendigvis er

identisk med retligt slægtskab. Det afgørende også i forhold til, hvem der er

barnets »virkelige slægt«, er det retlige faderskab og moderskab. Dertil

kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet til at lede til den

tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er mindre virkeligt

end

forholdet til den tidligere slægt.

På den baggrund foreslås terminologien i adoptionsloven

ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets

»oprindelige forældre« og »oprindelige slægt« om barnets oprindelige retlige

forældre og slægt.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47, og

lovforslagets § 5, nr. 3 og 5.

5.2.2.2. Betingelserne for genetablering af

retsforholdet til den oprindelige slægt

I dag er det ikke muligt administrativt at genetablere

retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen ophæves efter, at

barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden. Dette

gælder

- i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18 år – også

selv om

den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering af

retsforholdet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne

retstilstand bør ændres. Justitsministeriet får jævnligt henvendelser fra

voksne adoptivbørn, der har fået etableret kontakt til en af eller begge de

oprindelige forældre, og hvor det voksne adoptivbarn og de oprindelige

forældre

ønsker at genetablere retsforholdet imellem sig. Justitsministeriet finder

ikke, at der i disse tilfælde er hensyn, der taler imod dette.

Justitsministeriet finder således, at der bør kunne træffes

afgørelse om genetablering af retsforholdet i situationer, hvor en adoption

er

blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke

er

afgået ved døden. Det er en forudsætning, at de oprindelige forældre

samtykker

i, at retsforholdet til adoptivbarnet genetableres.

Herved sikres en ensartet retsstilling for voksne

adoptivbørn, der har opnået kontakt til den oprindelige slægt, og som ønsker

genetablering af retsforholdet til denne, idet adgangen hertil ikke længere

vil

afhænge af, om adoptanterne er afgået ved døden.

Hertil kommer, at de beskyttelseshensyn, der taler for

forsigtighed med hensyn til at ophæve en adoption (og dermed automatisk

genetablering af slægtskabsforholdet) af et mindreårigt adoptivbarn, ikke gør

sig gældende, når der er tale om voksne adopterede. Der kan navnlig peges på,

at genetableringen af slægtskabet for et mindreårigt adoptivbarn indebærer,

at

de oprindelige forældre får forældremyndighed over barnet. Retsvirkningerne

af

at genetablere slægtskabet til et voksent adoptivbarn er således primært af

økonomisk (arveretlig) og navneretlig betydning.

Justitsministeriet finder endvidere, at det bør være muligt

at genetablere retsforholdet alene til én af de oprindelige forældre og

dennes

slægt, hvis den anden af de oprindelige forældre ikke ønsker at genetablere

retsforholdet, er afgået ved døden eller ikke kan findes.

Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer,

at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres,

hvis den pågældende forælder er død. Justitsministeriet har ikke fundet

grundlag for at foreslå, at det skal være muligt at genetablere retsforholdet

til den afdøde forælders slægt.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 47-48, og

lovforslagets § 5, nr. 6.

5.3.

Stedbarnsadoption

5.3.1.

Gældende ret

Adoptionslovens udgangspunkt er, at retsvirkningerne ved

adoption er, at barnets retstilling i forhold til begge de (oprindelige)

biologiske forældres slægt ophører, jf. lovens § 16, stk. 1, 2.

pkt.

En undtagelse hertil findes i adoptionslovens § 5,

stk. 1, 2. pkt., der fastsætter, at en ægtefælle med den anden

ægtefælles

samtykke kan adoptere dennes barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption).

Såfremt en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får

barnet i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres

fælles barn, jf. § 16, stk. 2. Adoptionsloven indeholder ikke

herudover regler om stedbarnsadoption.

Ugifte samlevende har ikke efter adoptionsloven mulighed

for at adoptere. Om baggrunden herfor anføres det bl.a. i adoptionsudvalgets

betænkning 624/1971 om ændring af adoptionsloven, side 15, at udvalget ikke

fandt det rigtigt at åbne for adgang til adoption for personer, der lever

sammen uden at være gift, idet barnets interesser »kræver, at der er i hvert

fald

den betryggelse for forholdets varighed og den retlige regulering, som følger

af, at adoptanterne er gift med hinanden.«

Som det fremgår, tager disse bemærkninger sigte på at sikre

en vis stabilitet omkring et mindreårigt barn, ved at stille krav om ægteskab

mellem parterne som forudsætning for adoption.

5.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

5.3.2.1. Stedbarnsadoption efter en

ægtefælles død

Hvis den ægtefælle, der er forælder til barnet, dør, uden

at der er foretaget en stedbarnsadoption, kan hensynet til barnet tale for,

at

der bør kunne gennemføres adoption, uden at retsvirkningerne heraf skal være,

at slægtskabet til den af barnets forældre, der har været gift med barnets

stedforælder, derved ophører. I en sådan situation vil den længstlevende

ægtefælles

stedbarnsadoption således kunne bidrage til at bevare det barn, der har

mistet

den ene af sine forældre, i de vanlige familiemæssige rammer, herunder

kontakt

til eventuelle (halv)søskende.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det i en sådan

situation urimeligt at stille krav om, at adoptionen skal medføre, at barnet

mister sit retlige slægtskab til den afdøde forælder, idet det netop er den

pågældendes ægteskab med den efterlevende, der begrunder barnets forbindelse

til denne.

Dette er i overensstemmelse med den gældende retstilstand.

I retspraksis er det således antaget, at det er muligt for en efterlevende

stedforælder at foretage stedbarnsadoption, uden at barnet derved mister sin

retlige tilknytning til den afdøde ægtefælles slægt, jf. Vestre Landsrets dom

i

UfR 1976, side 418 og 967.

Justitsministeriet finder imidlertid, at det bør

præciseres, at der i en sådan situation kan ske stedbarnsadoption, uden at

dette indebærer et familieskift i forhold til den afdøde forælder, hvis de

almindelige betingelser for adoption i øvrigt er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens

rapport, side 50, og lovforslagets § 5, nr. 2 og 4.

5.3.2.2.

Stedbarnsadoption af voksne børn

efter en skilsmisse

Som nævnt ovenfor vil kravet om ægteskab som forudsætning

for stedbarnsadoption afskære stedbarnsadoption efter en eventuel skilsmisse.

Det gælder også, selv om stedbarnet er fyldt 18 år. Hvis de berørte parter i

sådanne tilfælde er enige om, at f.eks. moderens tidligere ægtefælle, som i

realiteten har fungeret som far i forhold til barnet, også retligt skal

stilles

som om, han var far til barnet, er det Justitsministeriets opfattelse, at

lovgivningen ikke bør være til hinder herfor, medmindre væsentlige hensyn til

barnet eller andre med vægt taler for dette.

Som ovenfor nævnt finder Justitsministeriet ikke, at de

beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen, gør sig gældende i samme

omfang, når den, der påtænkes adopteret, er myndig. Heller ikke andre forhold

taler imod at tillade stedbarnsadoption i det nævnte tilfælde.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør

indføres en mulighed for stedbarnsadoption i sådanne tilfælde.

De gældende regler om stedbarnsadoption berøres ikke af

Justitsministeriets forslag til lempelse i adgangen til stedbarnsadoption.

Det

er således fortsat et krav for stedbarnsadoption, at den adopterede er

opfostret hos stedforælderen.

Justitsministeriet har ikke fundet, at det bør være et krav

til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger samtykke fra den

forælder, som adoptanten tidligere har været gift med. Justitsministeriet har

herved navnlig lagt vægt på, at der er tale om adoption af en person, der er

myndig, og at den pågældende og adoptanten således i stedet for

stedbarnsadoption kunne vælge at ansøge om almindelig adoption med

fuldstændigt

familieskift til følge, uden at dette efter § 7 ville kræve den

tidligere

ægtefælles samtykke.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør det heller ikke

være et krav til stedbarnsadoption i dette tilfælde, at der foreligger

samtykke

fra stedforælderens eventuelle nye ægtefælle.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

50-51, og lovforslagets § 5, nr. 2 og 4.

6.

Lov om registreret partnerskab

6.1.

Gældende ret

6.1.1. Betingelserne for at indgå registreret

partnerskab

Efter § 2, stk. 1, i lov om registreret

partnerskab gælder der som udgangspunkt de samme betingelser for indgåelse af

registreret partnerskab som for indgåelse af ægteskab.

Efter stk. 2 kan

registrering af partnerskab dog kun ske, hvis (1) en af parterne har bopæl

her i landet og dansk statsborgerskab, eller (2) begge parter har haft bopæl

her i landet i de sidste to år før registreringen.

Efter stk. 3 sidestilles statsborgerskab i Norge,

Sverige eller Island med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1.

Justitsministeren kan endvidere bestemme, at statsborgerskab i et andet land

med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske,

ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Denne bestemmelse er

udnyttet

til at sidestille finsk og hollandsk statsborgerskab med dansk.

Kravet om bopæl antages at indebære, at den pågældende skal

have domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det

territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt

varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun

skal være midlertidigt.

For så vidt angår de personer, der er nævnt i § 2,

stk. 2, nr. 2, er det dog forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at

der skal anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad

der gælder for nordiske statsborgere m.v., der i henhold til § 2,

stk. 3, kan sidestilles med danske statsborgere. Baggrunden er, at de

nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk

registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette

som udgangspunkt ikke kan antages at gælde de personer, som § 2,

stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en

person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, anlægges en samlet

vurdering. Efter bemærkningerne til bestemmelsen skal der bl.a.

» lægges vægt på

retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er

udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om

opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i

øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt - eller i hvert fald

for

en længere periode - at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den

pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig,

objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i

en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den

foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade

Danmark

igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens

forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en

asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen

behandles.

I kravet om bopæl

i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden

væsentlige

afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to

års-perioden, hvad enten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære,

at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning,

om

den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til

udlandet.«

De gældende regler indebærer således f.eks., at to danske

statsborgere, som har fast bopæl i Malmø, ikke kan indgå registreret

partnerskab i Danmark. Endvidere kan f.eks. en britisk statsborger, der har

boet i Danmark i 10 år, ikke indgå registreret partnerskab med en britisk

statsborger med bopæl i Storbritannien. En dansk (eller nordisk eller

hollandsk) statsborger med bopæl i Danmark kan derimod f.eks. indgå

registreret

partnerskab med en iransk statsborger bosat i Iran, og to iranske

statsborgere,

der har boet i Danmark i mere end to år, kan indgå registreret partnerskab

med

hinanden.

Reglerne om indgåelse af registreret partnerskab er senest

ændret ved lov nr. 360 af 2. juni 1999, hvor adgangen til at indgå

registreret

partnerskab blev udvidet til bl.a. også at omfatte nordiske statsborgere med

bopæl i Danmark. Før denne ændring var det en betingelse, at mindst en af

parterne var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark.

Enhedslisten stillede den 21. januar 2003 ved lovforslag L

129 om ændring af lov om registreret partnerskab forslag om helt at ophæve

det

eksisterende krav om statsborgerskab eller bopæl her i landet forud for

registreringen.

Under førstebehandlingen af dette forslag den 18. marts

2003 tilkendegav justitsministeren, at Justitsministeriets arbejdsgruppe om

regelforenkling ville overveje, om de gældende regler om krav om dansk

statsborgerskab eller bopæl er unødigt restriktive.

Det følger af lovens § 2, stk. 1, at det alene er

§§ 12, og 13, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., i ægteskabslovens

kapitel 2 om prøvelse af ægteskabsbetingelser og vielse, der finder

tilsvarende

anvendelse på registrering af partnerskab. Det fremgår bl.a. af disse regler,

at der skal foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne, før ægteskab

indgås,

og prøvelsen skal foretages på det sted, hvor en af parterne bor.

At det alene er disse regler i ægteskabslovens kapitel 2,

der finder anvendelse på registreret partnerskab, indebærer, at der efter de

gældende regler ikke er mulighed for at foretage registrering, selv om der

ikke

eller kun delvis er sket prøvelse af registreringsbetingelserne. Om den

tilsvarende mulighed for at foretage »nødvielser« henvises til

ægteskabslovens

§ 19, stk. 2. Efter ægteskabslovens § 21, stk. 2, kan

justitsministeren (Civilretsdirektoratet) godkende en ugyldig vielse som

gyldig, såfremt særlige grunde taler herfor. Denne mulighed eksisterer ikke

ved

registrerede partnerskaber.

Retsplejelovens § 448 c indeholder regler om

domstolenes internationale kompetence i sager om ægteskab og

forældremyndighed.

Uanset denne bestemmelse kan et registreret partnerskab altid opløses her i

landet, jf. § 5 i lov om registreret partnerskab.

6.1.2. Baggrunden for de særlige krav til

indgåelse af registreret partnerskab

Baggrunden for de særlige krav om tilknytning til Danmark

for at indgå registreret partnerskab her i landet er ifølge bemærkningerne

til

lovens § 2 bl.a. at undgå, at udenlandske par indgår registreret

partnerskab her i landet, når registreringen ingen retsvirkninger vil have i

deres hjemland (»haltende partnerskaber«).

Et »haltende partnerskab« indebærer bl.a., at den

pågældende i sit hjemland lovligt vil kunne indgå ægteskab. Set fra dansk ret

indebærer indgåelse af »haltende partnerskaber« således principielt en risiko

for indgåelse af - hvad der efter dansk ret vil være - bigamiske ægteskaber.

I forbindelse med lovændringen i 1999 blev det overvejet at

lempe betingelserne for at kunne indgå registreret partnerskab, således at

der

blev adgang til at indgå registreret partnerskab for personer, der ikke har

bopæl her i landet, hvis en af dem er dansk statsborger. En sådan udvidelse

blev dog ikke foreslået.

Baggrunden herfor var ifølge bemærkningerne til

lovforslaget,

at

der rundt om i verden findes mange personer, der har

dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark

eller

planer om at vende tilbage hertil,

at

registreret partnerskab for disse

ville være uden retsvirkninger i deres hjemlande, og

at

der ikke kan ses

bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte

at

lovgive for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten

kun

er knyttet til de pågældende andre lande.

Betingelserne for at indgå registreret partnerskab i de

øvrige nordiske lande er stort set identiske med de danske regler. Derimod er

der i Holland adgang til at indgå registreret partnerskab for udlændinge,

blot

de pågældende har lovligt ophold.

6.1.3. Betingelserne for at indgå ægteskab

Adgangen for udlændinge til at indgå ægteskab i Danmark er

væsentligt lempeligere end adgangen til at indgå registreret partnerskab.

Ægteskab må efter ægteskabslovens § 11 a, stk. 1,

indgås her i landet, hvis hver af parterne har dansk indfødsret eller lovligt

ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a,

§ 4 b

eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter

udlændingelovens §§ 6-9 e.

Det indebærer, at enhver udlænding, der har

opholdstilladelse i Danmark, opholder sig her på f.eks. turistvisum eller er

visumfri, herunder nordiske statsborgere og EU-borgere, har adgang til at

indgå

ægteskab her i landet. Derimod kan f.eks. asylansøgere som udgangspunkt ikke

indgå ægteskab i Danmark.

6.2.

Justitsministeriets overvejelser

6.2.1. Kravet om

tilknytning til Danmark for at kunne indgå registreret partnerskab

De hensyn, der ligger bag de særlige regler om tilknytning

til Danmark ved indgåelse af registreret partnerskab, taler efter

Justitsministeriets opfattelse fortsat for, at det ikke vil være

hensigtsmæssigt fuldstændigt at ligestille kravene til indgåelse af

registreret

partnerskab med ægteskab. Det bør således ikke være muligt for et par uden

tilknytning til Danmark at indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis

deres

hjemland ikke anerkender registreret partnerskab.

Justitsministeriet har overvejet, om man kan lempe

udlændinges adgang til at indgå registreret partnerskab i Danmark uden helt

at

ophæve kravet om, at parret skal have en vis tilknytning til Danmark eller

til

et land med tilsvarende regler om registreret partnerskab.

Justitsministeriet har for det første overvejet, om lovens

§ 2, stk. 3, bør ændres således, at bopæl i et land med regler om

registeret partnerskab, der svarer til de danske, kan sidestilles med bopæl i

Danmark.

En sådan ændring vil indebære, at f.eks. to danske

statsborgere bosat i Sverige, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.

Også

f.eks. to britiske statsborgere, som har haft bopæl i Sverige i to år, vil

kunne indgå registreret partnerskab i Danmark, og en svensk statsborger bosat

i

Sverige vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden

partners bopæl eller statsborgerskab.

Justitsministeriet finder ikke, at en sådan lempelse vil

stride mod det grundlæggende hensyn til at undgå haltende partnerskaber.

I relation til personer omfattet af § 2, stk. 2,

nr. 1, der er statsborgere i Danmark eller i et andet land, der har

tilsvarende

regler om registreret partnerskab, gælder det, at registreret partnerskab må

antages at ville blive anerkendt i deres hjemland. Der er derfor ikke nogen

særlig risiko for haltende partnerskaber i dette tilfælde.

Det samme gælder personer, der i de 2 sidste år før

registreringen har haft bopæl i et land med en tilsvarende lovgivning om

registreret partnerskab som den danske, da registreringen også må antages at

blive anerkendt i det land, der er de pågældendes faktiske hjemland(e).

Ligesom

efter de gældende regler vil det være et krav, at der er tale om et ophold,

som

ikke kun er midlertidigt.

Justitsministeriet foreslår derfor, at bopæl i et land med

regler om registreret partnerskab, der svarer til de danske, sidestilles med

bopæl i Danmark i relation til adgangen til at indgå registreret partnerskab

her i landet.

Justitsministeriet har ligesom arbejdsgruppen overvejet, om

lovens § 2, stk. 2, nr. 2, bør ændres, således at det er

tilstrækkeligt, at kun en af parterne har haft bopæl i Danmark i de seneste 2

år.

En lempelse af kravet om, at begge parter (som ikke er

nordiske eller hollandske statsborgere) skal have boet i Danmark i to år, vil

medføre en forøget risiko for, at parterne efter registreringen ikke vil have

fælles bopæl i Danmark eller i et andet land med tilsvarende regler om

registreret partnerskab. Dermed er der en forøget risiko for haltende

partnerskaber, idet andre statsborgere end nordiske eller hollandske

statsborgere m.v. ikke vil kunne forvente at få et dansk registreret

partnerskab godkendt i deres hjemland. Hvis bopæl i de andre nordiske lande

sidestilles med bopæl i Danmark, vil en sådan ordning endvidere indebære, at

f.eks. en britisk statsborger, som har boet to år i Sverige, vil kunne indgå

registreret partnerskab i Danmark med en udlænding, som ikke er nordisk eller

hollandsk statsborger, og som ikke har bopæl i disse lande. Herved ville der

kunne ske en betydelig udhuling af tilknytningskravet.

Justitsministeriet har derfor ikke fundet grundlag for at

foreslå en lempelse af kravet i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, således

at

det er tilstrækkeligt, at den ene part har haft bopæl i Danmark (eller i et

land med tilsvarende regler) i to år for at kunne indgå registreret

partnerskab

her i landet.

I lighed med arbejdsgruppen finder Justitsministeriet

endvidere ikke, at det forhold, at begge parter er danske statsborgere, bør

føre til, at et registeret partnerskab kan indgås i Danmark, hvis ingen af

parterne har bopæl her eller i et andet land med tilsvarende regler.

Der henvises til arbejdsgruppens rapport, side 55-58, og

lovforslagets § 6, nr. 2.

6.2.2. Justitsministeriets overvejelser om

øvrige mulige ændringer af lov om registreret partnerskab

Som nævnt under pkt. 6.1.1. er det en begrænset del af

reglerne i ægteskabslovens kapitel 2, der finder tilsvarende anvendelse ved

registreret partnerskab.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at flere af

bestemmelserne i ægteskabslovens kapitel 2 som udgangspunkt bør finde

tilsvarende anvendelse ved registreret partnerskab.

Da det efter den under pkt. 6.2.1. foreslåede ændring under

visse betingelser bliver muligt at indgå registreret partnerskab her i

landet,

selv om ingen af parterne har bopæl her i landet, bør den del af

ægteskabslovens § 13, der ikke allerede finder anvendelse på

registrerede

partnere, finde tilsvarende anvendelse. Det indebærer, at parter, der ønsker

at

indgå registreret partnerskab i Danmark, men ikke har bopæl her i landet, på

samme måde som parter, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal betale

500 kr. for udstedelse af prøvelsesattest.

Adgangen efter ægteskabslovens § 19, stk. 2, til

at foretage vielse, selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af

ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), bør endvidere finde tilsvarende

anvendelse på registreret partnerskab. Efter Justitsministeriets opfattelse

er

der ingen grund til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på registreret

partnerskab. Det samme gælder reglen i ægteskabslovens § 21,

stk. 2,

om efterfølgende godkendelse af en ugyldig vielse. Bestemmelsen kan f.eks.

anvendes i de situationer, hvor parterne er blevet viet af en person, der

ikke

havde vielseskompetence.

Denne situation kan lige så godt opstå ved registrering af

partnerskab som ved foretagelse af vielser, og der er efter

Justitsministeriets

opfattelse ingen grund til, at der ikke er mulighed for efterfølgende

godkendelse af et registreret partnerskab.

I forbindelse med Justitsministeriets forslag til ændringer

i adgangen til registrering af partnerskab har Justitsministeriet overvejet,

om

lovens § 5, stk. 3, hvorefter et registreret partnerskab altid kan

opløses i Danmark, bør ændres, således at bestemmelsen i højere grad bringes

i

overensstemmelse med det, der gælder for opløsning af ægteskaber.

Bestemmelsen er indført på et tidspunkt, hvor det at indgå

registreret partnerskab alene var muligt i Danmark. Det er imidlertid på

nuværende tidspunkt muligt at indgå registreret partnerskab i en række lande,

og det må antages, at et registreret partnerskab indgået i disse lande vil

kunne opløses i disse lande. Dette indebærer efter Justitsministeriets

opfattelse, at det som udgangspunkt bør være de almindelige regler om

international kompetence efter retsplejelovens § 448 c, der bør finde

anvendelse.

På samme måde som ved opløsning af ægteskaber bør det ikke

være muligt for registrerede partnere at »forum-shoppe« efter det værneting,

der passer parterne bedst. Registrerede partnere, der kan få deres

partnerskab

opløst i det land, hvor de har bopæl, bør således ikke uden videre kunne få

partnerskabet opløst i Danmark, blot fordi eksempelvis det at få

partnerskabet opløst

i Danmark er hurtigere end en tilsvarende opløsning i det land, hvor de har

bopæl.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at såfremt

parterne bor i et af de lande, der er omfattet af § 2, stk. 3, dvs.

for tiden Sverige, Finland, Norge, Island og Holland, finder de almindelige

betingelser i retsplejelovens § 448 c anvendelse, hvorimod det fortsat

altid vil være muligt at få opløst et registreret partnerskab i Danmark, hvis

begge parter bor i et land, der ikke er omfattet af § 2, stk. 3.

Ægteskabslovens § 66 indeholder en bemyndigelse til,

at der ved overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan

fastsættes regler om dansk og anden stats lovgivning om ægteskabs indgåelse

og

opløsning. Bestemmelsen har været anvendt ved gennemførelsen af de seneste

ændringer af den nordiske ægteskabskonvention fra 1931.

Da de øvrige nordiske lande og flere andre lande nu har

indført regler om registreret partnerskab, kan det blive aktuelt at indgå

overenskomster om bl.a. gensidig anerkendelse af registrerede partnerskaber

eller at udvide den nordiske ægteskabskonvention til at omfatte registreret

partnerskab.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes en

bemyndigelse svarende til ægteskabslovens § 66 i lov om registreret

partnerskab.

Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens rapport, side

58-59, og lovforslagets § 6, nr. 1, 5 og 6. Forslaget om indsættelse af

en

bemyndigelse til at indgå overenskomst med fremmed stat om registreret

partnerskab indgår dog ikke i arbejdsgruppens rapport.

7.

Adgang for statsamterne til at genoptage påklagede sager

7.1.

Gældende ret

Det forekommer ikke sjældent, at en klage over en

familieretlig afgørelse truffet af et statsamt indeholder nye oplysninger

eller

nye ansøgninger. Endvidere henviser klagere ofte til oplysninger eller

ansøgninger, som statsamtet ikke har taget konkret stilling til ved

behandlingen af sagen. Endelig skyldes visse klager, at parterne, der

tidligere

under sagen var enige, efterfølgende er blevet uenige. Ifølge

klagevejledningen

opfordres klagere til at indsende klagen til statsamtet, der derefter

videresender den til Civilretsdirektoratet.

En klager har krav på, at en klage over et statsamts

afgørelse sendes til Civilretsdirektoratet. Statsamtet har således ikke

mulighed for på eget initiativ at genoptage sagen i ovennævnte tilfælde.

Dette

fremgår af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 30. maj 1998, (FOB

1998.194ff) og udtalelse af 30. maj 2001 (j.nr. 2000-1047-652). Det fremgår

videre heraf, at det er Ombudsmandens opfattelse, at en egentlig adgang for

den

underordnede myndighed til at genoptage sagen i forbindelse med en klage til

rekursmyndigheden bør have udtrykkelig lovhjemmel, jf. FOB 1998.200.

Statsamtet

er således nødt til at indhente klagerens samtykke, hvis man ønsker at

genoptage

en sag, der er påklaget til Civilretsdirektoratet. Kan samtykke ikke fås,

skal

sagen videresendes til direktoratet. Dette er beskrevet i

Skarrildhusberetningen 1998, pkt. K.1. Det følger af det almindelige

to-instans-princip, at sagens realitet som udgangspunkt skal kunne behandles

mindst to gange. Det betyder, at Civilretsdirektoratet i de omtalte

situationer

normalt hjemviser sagen til fornyet behandling i statsamtet.

7.2.

Justitsministeriets overvejelser

Det nuværende system fungerer efter Justitsministeriets

opfattelse uhensigtsmæssigt for såvel borgere som myndigheder i de omtalte

situationer.

Det er ikke i borgernes interesse, at en klage først skal

sendes til Civilretsdirektoratet for derefter at blive hjemvist til ny

behandling i statsamtet. Herved går tid til spilde. Endvidere kan det opleves

bureaukratisk, at klageren skal spørges om, hvorvidt sagen kan genoptages,

idet

klageren normalt blot ønsker, at sagen behandles igen på baggrund af de nye

oplysninger så hurtigt som muligt, uanset hvor dette sker. Tilsvarende kan

det

forekomme uforståeligt, at en klager – efter at være blevet spurgt

– ønsker en

sag indbragt for Civilretsdirektoratet for derefter at måtte konstatere, at

direktoratet alligevel hjemviser sagen til statsamtet.

For myndighederne indebærer den gældende retstilstand

unødvendige forespørgsler og postgange, inden den reelle sagsbehandling kan

påbegyndes.

Endelig kan en hjemvisning give parterne den opfattelse, at

myndighederne vil træffe en afgørelse med et andet indhold.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at

det vil være både i borgernes og myndighedernes interesse, at statsamtet i

sådanne situationer kan genoptage sagen.

Det foreslås derfor, at der i lov om forældremyndighed og

samvær, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

lov

om ægteskabets retsvirkninger og adoptionsloven indsættes hjemmel for

justitsministeren til i en bekendtgørelse nærmere at fastsætte regler om

klageadgang m.v. Det vil således blive bestemt, at statsamtet kan genoptage

en

sag, når der foreligger nye oplysninger og ansøgninger, i situationer, hvor

der

ikke er taget konkret stilling til konkrete oplysninger eller ansøgninger, og

ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsens

resultat. Det er ikke hensigten at fastsætte klagefrister på det

familieretlige

område. Samtidig bør klageadgangen fra statsamterne til Civilretsdirektoratet

udtrykkeligt fremgå af de respektive love.

Der henvises i øvrigt til

arbejdsgruppens rapport, side 61-62, og lovforslagets § 1, nr. 6,

§ 2, nr. 3, § 3, nr. 6, § 5, nr. 9, og § 7, nr. 2.

8.

Begyndelses- og ændringstidspunkter for ægtefælle- og børnebidrag

8.1.

Ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse

8.1.1.

Gældende ret

Ved separation og skilsmisse tages der stilling til, om en

ægtefælle i en kortere eller længere periode efter separationen eller

skilsmissen fortsat skal have pligt til at forsørge den anden ægtefælle.

Indgår

ægtefællerne ikke selv aftale om bidragspligten, afgøres spørgsmålet om

bidragspligt ved dom, jf. ægteskabslovens § 50, stk. 1.

Når der er bidragspligt, fastsætter statsamtet efter

ansøgning bidragets størrelse, medmindre parterne indgår aftale herom, jf.

§ 50, stk. 1.

I mange situationer, hvor der er fastsat eller aftalt

bidragspligt, fastsættes der ikke ægtefællebidrag. Det kan f.eks. skyldes, at

den bidragsberettigede for tiden har en så høj indtægt, at der ikke er behov

for bidrag. Det kan også skyldes, at den bidragspligtige har så dårlige

økonomiske forhold, at vedkommende ikke har mulighed for at betale bidrag.

8.1.1.1.

Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist

Ægteskabsloven indeholder ikke regler om, fra hvilket

tidspunkt statsamtet kan pålægge den bidragspligtige at betale

ægtefællebidrag.

Ægtefællebidrag fastsættes normalt fra separationen eller

skilsmissen, medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af

den

tidligere ægtefælle i en periode derefter, f.eks. ved at fortsætte den fælles

økonomi, ved frivillige betalinger eller ved efter aftale med den

bidragsberettigede at afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden

ægtefælle. Det beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt

eller

delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.

Separation, skilsmisse og ophør af forsørgelse betragtes

således som bidragsudløsende begivenheder.

Ægtefællebidrag fastsættes kun, når den bidragsberettigede

ansøger statsamtet om bidrag. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra

den

bidragsudløsende begivenhed, er det efter statsamternes og

Civilretsdirektoratets praksis normalt en betingelse, at ansøgningen er

indgivet senest 1-2 måneder efter begivenheden.

Der fastsættes bidrag, selv om der ansøges senere end 1-2

måneder, men i så fald fastsættes bidraget normalt først fra den dag, hvor

statsamtet modtog ansøgningen, eller fra den dag, hvor den bidragspligtige

blev

gjort bekendt hermed.

Baggrunden herfor er, at ægtefællebidrag ydes som hjælp til

den løbende forsørgelse af den tidligere ægtefælle. Hvis den

bidragsberettigede

venter med at ansøge om bidrag, til der er gået mere end 1-2 måneder efter

separationen eller skilsmissen, hvor bidragspligten blev fastsat, kan den

bidragspligtige med rette have indrettet sig på, at den bidragsberettigede

for

tiden ikke ønsker bidrag fastsat, og derfor ikke regner med at skulle betale

bidrag for den forløbne periode.

Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt,

kan bidraget dog, hvis der konkret foreligger særlige omstændigheder,

alligevel

fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. hvis parterne i en

periode

har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.

8.1.1.2. Ændringstidspunkter

Efter ægteskabslovens § 53, stk. 2, kan

statsamtet ændre et fastsat bidrag, hvis omstændighederne taler derfor.

Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket

tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have

virkning.

Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller

nedsættelse) af et bidrag som udgangspunkt først virkning fra den første

forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Det vil sige, at ændringen ikke har

virkning for bidrag, der forfalder under statsamtets eller

Civilretsdirektoratets behandling af sagen.

Baggrunden for dette er, at parterne skal kunne indrette

deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag. Den

bidragsberettigede skal således kunne regne med at modtage forfaldne bidrag,

mens den bidragspligtige ikke bør kunne mødes med krav om efterbetaling.

Praksis bygger således i første række på indrettelsessynspunktet, men også

rimeligheds- og risikovurderinger indgår i skønnet.

I praksis gælder der nogle generelle undtagelser fra

udgangspunktet. En ændring kan således bl.a. i følgende situationer få

virkning

for forfaldne bidrag: (1) En part har givet urigtige oplysninger, eller har

undladt at give relevante oplysninger. (2) En tidligere afgørelse om bidraget

er åbenbar urigtig. (3) Sagsbehandlingen har trukket urimeligt længe ud på

grund af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter. Denne

opregning er ikke udtømmende, men indeholder de mest almindelige

undtagelsessituationer.

Ved siden af de generelle undtagelser forekommer der i

praksis en række situationer, hvor der kan være grundlag for at lade en

ændring

af et bidrag få virkning fra et tidligere tidspunkt end første forfaldsdag

efter afgørelsen.

Et almindeligt forekommende eksempel på dette er

situationer, hvor den bidragspligtiges indtægt falder kraftigt på grund af

uforskyldt arbejdsløshed. Her nedsættes eller bortfalder bidraget som

udgangspunkt fra den første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den

bidragsberettigede er blevet orienteret om ansøgningen, dog tidligst fra

første

forfaldsdag efter at den bidragspligtige blev arbejdsløs. Dette skyldes, at

den

bidragsberettigede i disse situationer normalt ikke kan have en berettiget

forventning om fortsat at modtage det hidtidige bidrag.

8.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår ovenfor, er der ikke fastsat regler om

frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og

ændringstidspunkter i lovgivningen. I administrativ praksis opereres der

imidlertid med relativt faste udgangspunkter herom.

For at styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget

gennemsigtighed og forudsigelighed i forvaltningen af reglerne foreslås det,

at

regler om frister for ansøgninger om ægtefællebidrag eller om begyndelses- og

ændringstidspunkter fastsættes i en bekendtgørelse. Det foreslås derfor, at

der

indsættes en bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel

til

at udfærdige administrative forskrifter herom.

8.1.2.1. Begyndelsestidspunkt

og ansøgningsfrist

Justitsministeriet finder, at der bør indføres en egentlig

»ansøgningsfrist« i sager om ægtefællebidrag, hvis bidraget ønskes fastsat

fra

den bidragsudløsende begivenhed, f.eks. separation, skilsmisse eller ophør af

forsørgelse.

Disse regler bør som udgangspunkt udformes i

overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på

området, dog således at »ansøgningsfristen« fastsættes til 2 måneder regnet

fra

den bidragsudløsende begivenhed. Hvis der foreligger særlige omstændigheder,

bør bidraget dog alligevel fastsættes fra den bidragsudløsende begivenhed,

selv

om »fristen« overskrides.

Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der ikke

særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets

modtagelse af ansøgningen.

8.1.2.2. Ændringstidspunkter

Efter Justitsministeriets opfattelse bør forfaldne

ægtefællebidrag i overensstemmelse med gældende praksis normalt ikke kunne

ændres, medmindre statsamtet undtagelsesvist bestemmer andet. Disse regler om

ændringstidspunkter bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med

statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området. Reglerne vil

løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

8.2.

Ægtefællebidrag inden separation og skilsmisse

8.2.1.

Gældende ret

Efter § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger

(retsvirkningsloven) har ægtefæller under ægteskabet forsørgelsespligt over

for

hinanden.

Forsømmer en ægtefælle under samlivet at opfylde denne

forsørgelsespligt, kan statsamtet efter lovens § 5, jf. § 8,

pålægge

denne ægtefælle at betale bidrag til den anden ægtefælles underhold. Sager

herom er yderst sjældent forekommende.

Hvis ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke lever

sammen, kan statsamtet efter lovens § 6, jf. § 8, pålægge den ene

ægtefælle at betale bidrag til den andens underhold.

Sådanne bidrag bortfalder ved separation eller skilsmisse,

hvor der skal tages stilling til, om der fortsat skal være forsørgelsespligt,

jf. pkt. 8.1.1.

8.2.1.1.

Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist

Ægtefællebidrag under samlivet efter retsvirkningslovens

§ 5 fastsættes normalt fra det tidspunkt, hvor den ene ægtefælle under

samlivet forsømmer sin forsørgelsespligt over for den anden ægtefælle.

Når samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelser,

fastsættes bidrag efter lovens § 6 normalt fra samlivsophævelsen,

medmindre den bidragspligtige har bidraget til forsørgelsen af den anden

ægtefælle, f.eks. ved i en periode at fortsætte den fælles økonomi, ved

frivillige betalinger eller ved efter aftale med den bidragsberettigede at

afholde visse forsørgelsesudgifter vedrørende den anden ægtefælle. I sådanne

situationer beror det på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt

eller

delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt.

Efter lovens § 8, stk. 2, kan bidrag kun pålægges

for en tid, der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige

grunde

taler derfor.

Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag efter

ægteskabsloven er det i praksis som udgangspunkt en betingelse for at

fastsætte

bidrag fra samlivsophævelsen eller fra ophøret af forsørgelsen, at den

bidragsberettigede senest 1-2 måneder herefter ansøger statsamtet om

fastsættelse af bidrag.

Der fastsættes bidrag, selv om der ansøges senere end 1-2

måneder, men i så fald fastsættes bidraget normalt først fra den dag, hvor

statsamtet modtog ansøgningen, eller fra den dag, hvor den bidragspligtige

blev

gjort bekendt med ansøgningen. Baggrunden herfor er den samme som gennemgået

i

pkt. 8.1.1.1.

Selv om der først søges om bidrag på et senere tidspunkt,

kan bidraget dog efter en konkret vurdering alligevel fastsættes fra den

bidragsudløsende begivenhed, hvis der foreligger særlige omstændigheder,

f.eks.

at parterne i en periode har forsøgt at indgå en aftale om bidraget.

8.2.1.2. Ændringstidspunkter

Efter § 8, stk. 1, 2. pkt., i retsvirkningsloven

kan statsamtet til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre et

ægtefællebidrag efter lovens § 5 eller § 6, når forholdene

væsentligt

har forandret sig.

Bestemmelsen indeholder ikke regler om, fra hvilket

tidspunkt en ændring af bidraget (forhøjelse eller nedsættelse) skal have

virkning.

Efter praksis tillægges en ændring (forhøjelse eller

nedsættelse) af et ægtefællebidrag som udgangspunkt først virkning fra den

første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Denne praksis og undtagelserne

fra den er beskrevet nærmere oven for i pkt. 8.1.1.2.

8.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

Ligesom ved sager om fastsættelse af ægtefællebidrag

foreslås det, at der indføres en egentlig ansøgningsfrist i sager om

ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven. Justitsministeriet foreslår derfor,

at retsvirkningslovens § 8, stk. 2, ophæves, og at der i stedet i

loven indsættes en bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at

fastsætte regler herom.

Videre finder Justitsministeriet, at der i overensstemmelse

med den foreslåede ændring af reglerne om ægtefællebidrag efter

ægteskabsloven

bør fastsættes nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et

ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven skal have virkning.

Justitsministeriet

foreslår derfor, at der i retsvirkningsloven indsættes en bestemmelse, der

giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom. Som ved

ægtefællebidrag efter ægteskabsloven vil reglerne som udgangspunkt blive

fastsat i overensstemmelse med gældende praksis. Reglerne vil løbende kunne

justeres i det omfang, der måtte vise sig et behov herfor.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 3.

8.3.

Børnebidrag

8.3.1.

Gældende ret

Efter § 13 i lov om børns forsørgelse er forældrene

hver for sig forpligtet til at forsørge barnet. Opfylder den ene af

forældrene

ikke forsørgelsespligten, kan statsamtet efter ansøgning pålægge denne at

betale bidrag til barnets underhold.

8.3.1.1.

Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist

Den bidragspligtige pålægges normalt at betale børnebidrag

fra det tidspunkt, hvor forældrene ophæver deres samliv.

Dette gælder dog ikke, i det omfang den bidragspligtige

efter samlivsophævelsen har bidraget til barnets forsørgelse, f.eks. ved

frivilligt at betale børnebidrag til den bidragsberettigede, ved efter aftale

med den bidragsberettigede at afholde forsørgelsesudgifter vedrørende barnet

eller gennem en deleordning, hvor barnet bor lige meget hos begge forældre.

Det

beror på en konkret vurdering, om den bidragspligtige helt eller delvist har

opfyldt sin forsørgelsespligt på denne måde.

Samlivsophævelse og andre former for ophør af forsørgelse

betragtes som bidragsudløsende begivenheder.

Der fastsættes kun børnebidrag, når den bidragsberettigede

ansøger statsamtet herom. Hvis bidraget ønskes fastsat med virkning fra den

bidragsudløsende begivenhed, er det normalt en betingelse, at ansøgningen

indgives inden en vis frist.

Dette er i dag reguleret i § 16, stk. 2, i lov om

børns forsørgelse. Efter denne bestemmelse kan bidrag kun pålægges for en

tid,

der ligger mere end 1 år forud for ansøgningen, når særlige grunde taler

derfor.

Bestemmelsen fortolkes ikke således, at bidrag altid

fastsættes med virkning for 1 år forud for ansøgningen, selv om den

bidragspligtige i denne periode ikke har deltaget i forsørgelsen af barnet.

Dette skyldes, at den bidragspligtige med rette kan have indrettet sig på

ikke

at skulle betale bidrag for den forløbne periode, når den bidragsberettigede

venter i længere tid med at ansøge om bidrag.

På den anden side må den bidragspligtige regne med at

skulle bidrage til barnets underhold fra f.eks. samlivsophævelsen, selv om

der

går nogen tid, inden den bidragsberettigede ansøger statsamtet om bidrag.

Indgives ansøgningen først på et senere tidspunkt uden

forbindelse med en bidragsudløsende begivenhed, fastsættes bidraget fra

ansøgningens modtagelse eller fra det tidspunkt, hvor den bidragspligtige

bliver bekendt med ansøgningen.

Det er i disse situationer statsamternes og

Civilretsdirektoratets praksis at fastsætte bidrag fra en bidragsudløsende

begivenhed, hvis ansøgningen er indgivet inden 6-7 måneder herefter.

Børnebidrag kan først fastsættes, når det er fastslået,

hvem der er far til barnet, f.eks. ved indgivelse af en omsorgs- og

ansvarserklæring til statsamtet (børnelovens § 14), ved anerkendelse af

faderskabet over for retten (børnelovens § 19) eller ved endelig dom i

retten (børnelovens § 20).

Når faderskabssagen er afsluttet, fastsættes bidraget

normalt fra barnets fødsel, medmindre faderen helt eller delvist har opfyldt

sin forsørgelsespligt. Ligesom ved samlivsophævelse forudsætter dette dog, at

ansøgningen om bidrag indgives inden en vis tid efter faderskabssagens

afslutning.

Det er i disse situationer statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis at

fastsætte bidrag fra barnets fødsel, hvis ansøgningen indgives inden 1-2

måneder efter faderskabssagens afslutning. Indgives ansøgningen senere,

fastsættes bidraget først fra ansøgningen eller fra det tidspunkt, hvor den

bidragspligtige blev gjort bekendt med ansøgningen.

8.3.1.2. Ændringstidspunkter

Efter § 16, stk. 1, i lov om børns forsørgelse

kan statsamtet til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer en

begrundet

ansøgning herom. Bidrag, der er forfaldet før fremsættelsen af ansøgningen,

kan

dog kun ændres, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Ligesom ved ændringer af ægtefællebidrag tillægges en

ændring af et børnebidrag som udgangspunkt først virkning fra den første

forfaldsdag efter den trufne afgørelse.

8.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

I lighed med forslaget om ændring af reglerne om

ægtefællebidrag finder Justitsministeriet, at der også her er grundlag for at

styrke borgernes retssikkerhed og for at skabe øget gennemsigtighed og

forudsigelighed i forvaltningen af reglerne om fastsættelse og ændring af

børnebidrag.

Det foreslås derfor, at der indsættes en

bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at

udfærdige

administrative forskrifter om ansøgningsfriser samt begyndelses- og

ændringstidspunkter.

8.3.2.1.

Begyndelsestidspunkt og ansøgningsfrist

Ligesom ved fastsættelse af ægtefællebidrag findes der at

burde fastsættes en »ansøgningsfrist«, som begge forældre kan indrette sig

på.

Ordlyden af § 16, stk. 2, i lov om børns

forsørgelse skaber ikke den fornødne klarhed og giver i øvrigt i praksis

anledning til misforståelser, idet bestemmelsen kan lægge op til, at bidrag

altid kan fastsættes med virkning op til 1 år forud for ansøgningen.

Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 2,

ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver

justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Den fulgte praksis må anses som udtryk for en rimelig

afvejning af den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges interesser og

bør

derfor opretholdes. »Ansøgningsfristen« bør dog fastsættes til 6 måneder

regnet

fra den bidragsudløsende begivenhed og til 2 måneder regnet fra afslutningen

af

en faderskabssag. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte

vise sig et behov herfor.

Justitsministeriet forenklings- og moderniseringsforslag

svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns

forsørgelse, side 179.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 1 og 2.

8.3.2.2. Ændringstidspunkter

I overensstemmelse med den foreslåede ændring af reglerne

om ægtefællebidrag bør forfaldne børnebidrag i overensstemmelse med gældende

praksis normalt heller ikke kunne ændres, medmindre statsamtet

undtagelsesvist

bestemmer andet.

Derfor foreslås den gældende § 16, stk. 1,

ophævet, og i stedet indsættes i loven en bestemmelse, der giver

justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler herom.

Reglerne om ændringstidspunkter bør som udgangspunkt

udformes i overensstemmelse med statsamternes og Civilretsdirektoratets

praksis

på området. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der måtte vise

sig et behov herfor.

Justitsministeriets forenklings- og moderniseringsforslag

svarer til Børnelovsudvalgets forslag i betænkning nr. 1389/2000 om børns

forsørgelse, side 187.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 1 og 2.

9. Børneloven. Mindreåriges anerkendelse af

faderskab

9.1. Gældende ret

Efter § 2, stk. 1, i børneloven kan en mand – i

forbindelse med barnets fødsel – registreres som far til et barn født af

en

ugift kvinde, hvis moderen og den pågældende mand erklærer sammen at ville

varetage omsorgen og ansvaret for barnet (omsorgs- og ansvarserklæring). Hvis

faderskabet registreres på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, får

forældrene samtidig fælles forældremyndighed over barnet. Det følger af

§ 2, stk. 2, nr. 2, at registrering af faderskabet ikke kan ske på

grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, hvis en af parterne er umyndig

eller under værgemål. Det gælder, uanset om den umyndiges værge samtykker.

Hvis

faderskabet ikke registreres i forbindelse med fødslen, skal der rejses en

faderskabssag i statsamtet.

I statsamtet kan en mand anerkende faderskabet, hvis han

sammen med moderen afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. § 14,

stk. 1. I et sådant tilfælde får forældrene fælles forældremyndighed.

Hvis

parterne ikke ønsker at afgive en omsorgs- og ansvarserklæring, f.eks. fordi

de

ikke ønsker fælles forældremyndighed, kan manden anerkende faderskabet efter

§ 14, stk. 2, hvis moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt

forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, jf. § 14,

stk. 2, nr. 1, eller hvis manden utvivlsomt er barnets far, jf.

§ 14,

stk. 2, nr. 2, typisk fordi faderskabet er fastslået ved en

DNA-undersøgelse. Hvis moderen har haft seksuelt forhold til flere mænd i den

periode, hvor hun blev gravid, kan en mand anerkende faderskabet efter

§ 14, stk. 3, hvis han og moderen afgiver en omsorgs- og

ansvarserklæring, og de andre mænd, som er parter i sagen, tiltræder

anerkendelsen.

Det fremgår af § 14, stk. 5, at anerkendelse

efter § 14, stk. 1-3, ikke kan ske, hvis en af parterne er frataget

den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Det gælder, uanset om

værgen samtykker, og sagen må i disse tilfælde indbringes for retten. Er der

derimod tale om, at en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan

der ske anerkendelse i statsamtet, hvis værgen (i praksis normalt

forældremyndighedsindehaveren eller –indehaverne) samtykker i

anerkendelsen.

Bestemmelsen om værgens samtykke er ufravigelig. Det betyder, at statsamtet

ikke har mulighed for skønsmæssigt at fravige reglen uanset begrundelsen for,

at værgen ikke samtykker.

Hvis sagen ikke kan afsluttes ved anerkendelse i

statsamtet, f.eks. fordi værgens samtykke af den ene eller anden grund ikke

opnås, skal statsamtet indbringe sagen for retten, jf. børnelovens § 13,

nr. 4. Statsamtet har endvidere pligt til at indbringe sagen for retten, hvis

eksempelvis en af sagens parter anmoder om det, jf. § 13, nr. 1, eller

hvis det findes betænkeligt at fortsætte behandlingen af sagen i statsamtet,

jf. § 13, nr. 2.

Hvis manden efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser

utvivlsomt er barnets far, vil han i retten blive dømt som far, jf.

børnelovens

§ 20, stk. 1. Værgen kan således ikke forhindre, at faderskabet

bliver fastslået.

Når faderskabet er fastslået, kan forældrene opnå fælles

forældremyndighed ved at anmelde en aftale herom til statsamtet, jf. § 6

i

lov om forældremyndighed og samvær. En sådan aftale kræver ikke værgens

samtykke.

Det følger således af de gældende regler, at det ikke er

muligt at opnå registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og

ansvarserklæring efter børnelovens § 2, hvis enten moderen eller faderen

eller de begge er umyndige. Det følger endvidere af de gældende regler, at

anerkendelse af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3,

forudsætter værgens samtykke, hvis en af parterne er umyndige som følge af

mindreårighed. Hvis værgen ikke samtykker, er det ikke muligt at anerkende

faderskabet. Det gælder, uanset årsagen til at værgen ikke samtykker og

uanset

om den pågældende mand utvivlsomt må anses for far til barnet.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

Der har været rejst spørgsmål om hensigtsmæssigheden af den

beskrevne retstilstand.

Ved besvarelsen af spørgsmål nr. 425 af 21. august 2003 fra

Folketingets Retsudvalg (Alm. del – bilag 1291) tilkendegav

Justitsministeriet,

at ministeriet var opmærksom på, at det kunne forekomme at være en unødig

belastning af parterne, hvis en sag måtte indbringes for retten på grund af

manglende værgesamtykke i et tilfælde, hvor der ikke var reel tvivl om

faderskabet. Justitsministeriet oplyste samtidig, at ministeriet i

forbindelse

med gennemførelsen af arbejdsgruppens forslag til regelforenkling på det

familieretlige område ville overveje, om der var behov for at forenkle

reglerne

om anerkendelse af faderskab i tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig.

Børnelovens §§ 2 og 14 blev indført ved lov nr. 460 af

7. juni 2001, der samtidig ophævede de tidligere gældende bestemmelser i lov

om

børns retsstilling, herunder denne lovs § 11, der blev indført ved lov

nr.

396 af 13. juni 1990.

§ 11 i lov om børns retsstilling indeholdt

bestemmelser om, at faderskab kunne anses for fastslået ved, at den opgivne

far

i en skriftlig erklæring til statsamtet anerkendte faderskabet, jf.

§ 11,

stk. 1, eller at den opgivne far under personligt møde for statsamtet

anerkendte faderskabet, jf. § 11, stk. 2. Hvis den opgivne far var

under 18 år, krævedes værgens samtykke til anerkendelsen, jf. § 11,

stk. 3.

I modsætning til de nugældende regler stillede § 11 i

lov om børns retsstilling alene krav om, at værgen skulle samtykke i

tilfælde,

hvor den opgivne far var mindreårig.

Børneloven, herunder §§ 2 og 14, bygger på betænkning

1350/1997 fra Børnelovsudvalget. Efter udvalgets forslag skulle bestemmelsen

om

registrering af faderskab på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring

(§ 2 i udvalgets lovudkast) ikke finde anvendelse, hvis manden på

erklæringstidspunktet

var under 18 år (betænkningen side 185). På samme måde indeholdt udvalgets

forslag til bestemmelse om anerkendelse af faderskab (§ 13 i udvalgets

lovudkast) en bestemmelse, hvorefter værgen skulle samtykke, hvis den mand,

som

anerkendte faderskabet, var under 18 år (betænkningen side 188). Som

begrundelse for kravet om, at værgen skulle samtykke i tilfælde, hvor manden

var mindreårig, lagde udvalget vægt på, at manden påtog sig en

forsørgelsespligt over for barnet (betænkningen side 220 og 241).

Det forslag til børnelov (L 2 af 4. oktober 2000,

Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, side 27 ff.), som blev fremsat på

baggrund

af betænkning 1350/1997, afveg fra udvalgets forslag for så vidt angår krav

om

samtykke fra værgen, og svarer til den senere vedtagne § 2, stk. 2,

nr. 2, og § 14, stk. 5, 2. pkt.

Anerkendelse af faderskab indebærer bl.a., at faderen får

forsørgelsespligt over for barnet. Da en far således påtager sig en økonomisk

forpligtelse ved at anerkende faderskabet til et barn, og da den umyndige

part

ikke altid vil kunne overskue konsekvenserne af en anerkendelse af

faderskabet,

er det efter Justitsministeriets opfattelse velbegrundet, at en mindreårig

far

kun kan anerkende faderskabet, hvis værgen samtykker. Hvis værgen ikke vil

samtykke,

må sagen indbringes for retten. Det gælder, uanset at den mindreårige

utvivlsomt må anses for far til barnet.

De hensyn, der ligger til grund for kravet om, at den

mindreårige fars værge skal samtykke i anerkendelsen af faderskabet, gør sig

ikke på samme måde gældende ved en mindreårig mor. Efter Justitsministeriets

opfattelse kan det derfor forekomme mindre velbegrundet, at en mindreårig

mors

værge skal samtykke i tilfælde, hvor faderen, med samtykke fra værgen hvis

faderen også er mindreårig, ønsker at anerkende faderskabet, idet moderen

ikke

på samme måde som faderen påtager sig en økonomisk forpligtelse ved faderens

anerkendelse af faderskabet. Hvis den mindreårige moders værge nægter at

samtykke, vil statsamtet skulle indbringe sagen for retten, også selv om den

mand, som moderen har oplyst som far til barnet, ønsker at anerkende

faderskabet, hvilket kan anses som en unødvendig belastning for parterne.

Kravet om samtykke fra moderens værge stemmer endvidere dårligt overens med,

at

moderen, hvis hun er myndig, ikke selv skal tiltræde faderens anerkendelse af

faderskabet efter § 14, stk. 2. Hvis der afgives omsorgs- og

ansvarserklæring efter § 14, stk. 1 eller 3, skal erklæringen

afgives

af både moderen og faderen. At moderens samtykke kræves i disse tilfælde,

skyldes imidlertid navnlig, at forældrene samtidig får fælles

forældremyndighed. Som anført ovenfor kan en mindreårig moder uden værgens

samtykke indgå aftale med sit barns far om fælles forældremyndighed, og

kravet

om moderens værges samtykke ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring

efter § 14 forekommer derfor ikke velbegrundet.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet børnelovens

§ 14, stk. 5, 2. pkt., ændret således, at kravet om værgens

samtykke

alene skal finde anvendelse i tilfælde, hvor manden er mindreårig. Det vil

betyde, at en far, eller en far under 18 år med samtykke fra værgen, kan

anerkende faderskabet til et barn i medfør af børnelovens § 14,

stk. 1-3, selv om moderen er under 18 år.

Det kan ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor

moderens værge kan have gode grunde til at modsætte sig, at faderskabet

anerkendes i statsamtet, f.eks. hvis den mand, som ønsker at anerkende

faderskabet, ikke er barnets biologiske fader, og værgen skønner, at

anerkendelsen ikke er til barnets bedste. Det følger imidlertid af

børnelovens

§ 13, at statsamtet skal indbringe sagen for retten, hvis en part

anmoder

om det. Hvis moderen er mindreårig, vil værgen således på hendes vegne kunne

forlange sagen indbragt for retten. Ophævelsen af kravet om moderens værges

samtykke har derfor navnlig praktisk betydning i de tilfælde, hvor værgen

forholder sig passiv.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om det også i

tilfælde, hvor en af parterne er mindreårig, bør være muligt at få

faderskabet

registreret på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring afgivet i

forbindelse med registreringen af barnets fødsel. Justitsministeriet finder

imidlertid, at der i disse tilfælde er et særligt behov for vejledning af

parterne, og at faderskabssagen derfor bør behandles af statsamtet. Der

foreslås derfor ikke nogen ændring af børnelovens § 2, stk. 2, nr.

2.

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 1 og 2.

10.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

m.v.

Overordnet set medfører lovforslaget

en række administrative lempelser for både borgerne og det offentlige på det

familieretlige område.

Forslaget om, at anerkendelse af

faderskab ikke skal kræve samtykke fra en umyndig mors værge, vil medføre

visse

lempelser for borgerne og det offentlige idet visse sager, der i dag

indbringes

for domstolen, fremover vil kunne afsluttes i statsamtet.

Forslaget om, at et fællesbo ikke

skal være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det tidligere ægteskab

er

opløst ved skilsmisse eller omstødelse, vil medføre lempelser for borgerne.

Forslaget om, at kommende

ægtefæller ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller

venter

børn med en anden mand eller kvinde, vil medføre lempelser for borgerne.

Forslaget om, at statsamtet skal

kunne meddele skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om

den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser, vil medføre

lempelser for borgerne og for det offentlige, idet sagerne ikke skal

indbringes

for retten.

Forslaget om, at vilkårsforhandling

forud for bevilling af separation eller skilsmisse ikke længere skal være

obligatorisk, vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.

Forslaget om, at aftaler mellem

forældre om, at fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene

af

dem, eller at forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke

længere skal godkendes, men kun anmeldes til statsamtet, for at være gyldige,

vil medføre lempelser for borgerne og for det offentlige.

Den foreslåede skærpelse af

kriteriet for, hvornår der kan ske ændringer i samvær, vil indebære, at

forældrene selv vil skulle løse mere detailprægede spørgsmål vedrørende

udøvelse af samvær, og vil formentlig medføre mindre lempelser for det

offentlige.

Forslaget om anerkendelse af

udenlandske adoptioner vil indebære, at et stort antal adoptionssager ikke

længere vil skulle forelægges for Civilretsdirektoratet, hvilket vil medføre

lempelser for borgerne og for Civilretsdirektoratet og statsamterne.

Den foreslåede ændring, hvorefter

der skal betales et gebyr på 500 kr. ved prøvelse af betingelserne for at

indgå

registreret partnerskab, hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark, vil

medføre udgifter for de berørte personer og tilsvarende indtægter for det

offentlige, men der skønnes ikke at være tale om indtægter af betydning.

Den foreslåede udvidelse af

adgangen til orientering om barnet vil have visse konsekvenser for privat

praktiserende læger og tandlæger, der vil skulle give orientering til den af

forældrene, der ikke har forældremyndigheden, men der skønnes ikke at være

tale

om konsekvenser af betydning. Privat praktiserende læger og tandlægers

meddelelse af orientering vil ikke være sygesikringsydelser, som kan leveres

af

lægen eller tandlægen til udgift for den offentlige sygesikring. Eventuelle

udgifter i forbindelse med en orientering vil derfor skulle afholdes af den,

der anmoder om orientering.

Forslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

11.

Hørte myndigheder m.v.

Rapporten om regelforenkling på

det familieretlige område har været sendt i høring hos følgende myndigheder

og

organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre og Vestre

Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense,

Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen,

Dommerfuldmægtigforeningen, AC Denmark International Børnehjælp,

Advokatrådet,

Adoption og Samfund, Aktive Fædre, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens

Børnemiljøråd, Bornholms Regionskommune, Bornholms Statsamt, Børnerådet, Børn

og Samvær, Børns Vilkår, Danadopt, Dansk Psykologforening, Danske Kvinders

Nationalråd, Danske Kvindesamfund, Den Danske Præsteforening, Familiens

Forening, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige chefer i

statsamterne og Københavns Overpræsidium, Foreningen af Statsamtmænd,

Foreningen Far & Børn, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,

Frederiksberg Kommune, Frederiksborg Statsamt, Fyns Statsamt, HK/Stat,

Institut

for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Københavns Overpræsidium, Københavns Statsamt, Landsforeningen Børn og

Samvær,

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Mødrehjælpen, Nordjyllands Statsamt,

Ribe Statsamt, Ringkjøbing Statsamt, Roskilde Statsamt, Storstrøms Statsamt,

Sønderjyllands Statsamt, Vestsjællands Statsamt, Viborg Statsamt og Århus

Statsamt.

Dansk Tandlægeforening, Dansk

Psykologforening og Den Almindelige Danske Lægeforening har været hørt over

den

del af forslaget, der vedrører den foreslåede ændring af § 19 i lov om

forældremyndighed og samvær.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser/mindre udgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen af betydning.

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

En række mindre lempelser.

Ingen.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen.

Ingen af betydning.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen.

Ingen af betydning.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen.

Ingen.

Administrative konsekvenser for borgerne

En række mindre lempelser.

Ingen.

Forholdet til EU-retten

Ingen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til §

1

(lov om ægteskabs indgåelse og opløsning)

Til nr. 1 (§ 10)

Efter den foreslåede bestemmelse skal et eventuelt

tidligere fællesbo ikke være delt, før der kan indgås nyt ægteskab, hvis det

tidligere ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse. Hvis det

tidligere ægteskab er opløst ved død, er det fortsat et krav, at et tidligere

fællesbo er eller har været under offentligt skifte eller dødsbobehandling

ved

bobestyrer, eller at et privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,

hvis

der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, hvis ægtefællerne

var

separerede på tidspunktet for dødsfaldet, hvis samtlige arvinger efter afdøde

giver samtykke til indgåelse af nyt ægteskab, eller hvis der ikke skal

foretages dødsbobehandling her i landet. Endvidere kan prøvelsesmyndigheden

(kommunen) bestemme, at bestemmelsen fraviges.

Dispensationsmuligheden forudsættes kun anvendt i ganske få

tilfælde, f.eks. hvor vielse ikke senere vil kunne gennemføres, hvis ikke

bestemmelsen fraviges. Prøvelsesmyndighedens afgørelser kan påklages til

justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Hvis boet er eller har været under offentligt skifte eller

dødsbobehandling ved bobestyrer, vil dette kunne dokumenteres ved erklæring

fra

skifteretten herom. Et privat skifte anses for afsluttet, når sagen er

afsluttet i skifteretten, eller hvis samtlige arvinger eller disses

fuldmægtige, værger eller skifteværger erklærer, at skifte er afsluttet. Hvis

der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne, kan dette

dokumenteres

ved skifteretsattest eller tinglyst ægtepagt, hvorefter alle ejendele i det

tidligere ægteskab fuldt ud var omfattet af fuldstændigt særeje. Erklæringer

fra skifteretten kan eventuelt gives telefonisk over for

prøvelsesmyndigheden.

Opregningerne af dokumentationsformer er ikke udtømmende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2.

Til nr. 2 (§ 11)

Den foreslåede ændring medfører, at kommende ægtefæller

ikke længere skal afgive erklæring om, hvorvidt de har eller venter børn med

en

anden mand eller kvinde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.

Til nr. 3 (§ 42)

Den foreslåede ændring medfører, at statsamtet kan meddele

skilsmisse ved bevilling efter forudgående separation, selv om den anden

ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser om, hvorvidt ægtefællen

har

bemærkninger til ansøgningen om skilsmisse. Bevilling kan meddeles efter 6

måneders separation.

Dette forudsætter, at skilsmissen søges på vilkårene for

separationen, og at disse også gælder for tiden efter skilsmissen. Skal der

ved

skilsmissen tages stilling til ægtefællepensionsordninger omfattet af

§ 54

i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, kan der ikke meddeles skilsmisse

ved

bevilling uden den anden ægtefælles aktive medvirken. Bestemmelsen henviser

til

enkepensionsloven, efter hvilken enken kan bevare retten til enkepension,

hvis

ægteskabet har varet i mere end 5 år, og så længe der er aftalt eller fastsat

bidragspligt. Pensionsordningerne kan dog allerede have været behandlet i

forbindelse med separationen. Det bør derfor under statsamternes behandling

af

separationssager tilstræbes, at der bliver taget stilling til sådanne

eventuelle pensionsordninger. Det er dog ikke statsamternes pligt at

undersøge,

om der er sådanne pensionsordninger.

Endvidere kan det efter ægteskabslovens § 45, 2. pkt.,

ved separationen bestemmes eller aftales, at vilkåret om bidragspligt alene

skal gælde i separationstiden. I så fald skal der ved skilsmisse på baggrund

af

separationen tages stilling til spørgsmålet om bidragspligt efter

skilsmissen.

I disse situationer vil der derfor ikke kunne meddeles skilsmisse ved

bevilling

uden den anden ægtefælles aktive medvirken.

Statsamtet skal, som efter de regler der gælder i dag,

skrive til den anden ægtefælle to gange. Den anden henvendelse skal ske på en

sådan måde, at statsamtet vil modtage en kvittering for afleveringen eller

modtagelsen, således at der er sikkerhed for, at henvendelsen er kommet frem.

Af henvendelsen skal tydeligt fremgå, at statsamtet vil lægge til grund, at

ægtefællen ikke har bemærkninger til skilsmisse på separationsvilkårene,

medmindre denne gør indsigelser herimod.

Hvis den anden henvendelse ikke bliver afhentet/modtaget,

skal statsamtet afslå at meddele skilsmisse ved bevilling, jf. § 42,

stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning.

For at sikre en ensartet behandling af de situationer, hvor

en ægtefælle besvarer statsamtets henvendelse, og de situationer, hvor dette

ikke sker, indebærer ændringen, at statsamtet ikke kan kræve, at den anden

ægtefælle afgiver erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller

genoptaget i situationer, hvor kun den ene ægtefælle søger skilsmisse efter

forudgående separation. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at begge

ægtefæller spørges herom.

Erklæring om, hvorvidt samlivet har været fortsat eller

genoptaget, skal fortsat kræves, når begge ægtefæller ansøger om skilsmisse

efter forudgående separation.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.2.

Til nr. 4 (§ 44, stk. 1)

Ændringen betyder, at der ikke længere obligatorisk skal

afholdes vilkårsforhandling forud for bevilling af separation eller

skilsmisse.

Prøvelsen af, om betingelserne for bevilling af skilsmisse eller separation

er

opfyldt, vil således ske på skriftligt grundlag. Vilkårsforhandling skal dog

fortsat afholdes, hvis en af parterne beder om det, eller hvis statsamtet

finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Statsamtet bør først og fremmest overveje at indkalde til

vilkårsforhandling, hvis det er tvivlsomt, om betingelserne for at meddele

bevilling er til stede, f.eks. fordi man ikke har kunnet eller ikke forventer

at kunne få tilstrækkelige oplysninger under en skriftlig behandling af

ansøgningen. Endvidere kan det f.eks. være tilfældet, hvis parterne har

aftalt

vilkår, der indikerer, at den ene eller begge befinder sig i en vildfarelse

om

deres ret eller er udsat for et utilbørligt pres. I sådanne situationer vil

statsamtet som efter de gældende regler skulle vejlede ægtefællerne om

gældende

ret for på den måde at søge at undgå, at parterne aftaler urimelige vilkår.

Hvis parterne er uenige om spørgsmålet om

separation/skilsmisse eller om vilkårene herfor, kan statsamtet tilbyde

parterne en vilkårsforhandling og vejlede om, at sagen henhører under

domstolene, hvis de ikke kan nå til enighed.

Statsamtet skal i forbindelse med ansøgningen om separation

eller skilsmisse gøre parterne opmærksomme på, at de vil blive indkaldt til

vilkårsforhandling, hvis de begge eller en af dem ønsker det.

Hvis der er indkaldt til vilkårsforhandling, må der ikke

meddeles bevilling, før denne har været gennemført. Hvis der er indkaldt til

vilkårsforhandling efter anmodning fra en af parterne, har parten mulighed

for

at tilbagekalde sin anmodning. Statsamtet bør i sådanne situationer være

opmærksom på, om det herefter er betænkeligt at meddele bevilling, jf.

§ 42, stk. 3, der bliver stk. 4, i lov om ægteskabs indgåelse

og

opløsning.

I forbindelse med sagens behandling vil statsamtet i

skriftlige vejledninger og pjecer kunne vejlede ægtefællerne om f.eks.

forældremyndighed, samvær og børnebidrag og gøre opmærksom på, at de kan bede

om et møde med henblik på at få vejledning samt eventuelt få afklaret

spørgsmål

herom.

Endvidere vil statsamtet kunne tilbyde ægtepar med

mindreårige børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling, hvis der

skønnes

at være behov herfor, selv om sagen om separation eller skilsmisse behandles

på

skriftligt grundlag. Det bemærkes, at den økonomiske bevilling til

konfliktmægling i statsamterne udløber ved udgangen af 2004.

Hvis ægtefællerne eller en af dem beder om et sådant møde,

vil bevilling kunne meddeles, selv om mødet ikke er afholdt, eller den anden

ægtefælle ikke ønsker at deltage. En ægtefælle vil som hidtil kunne

tilbagekalde sit samtykke til separation eller skilsmisse ved bevilling,

indtil

bevilling er meddelt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.2.

Til nr. 5 (§ 46)

Ophævelsen er en konsekvens af, at spørgsmålet om

forældremyndighed ikke længere er et vilkår for separation og skilsmisse.

Til nr. 6 (§ 58 a)

Klagesagsbehandling

Stk. 1. lovfæster den almindelige klageadgang på det

familieretlige område fra statsamterne til justitsministeren

(Civilretsdirektoratet).

Stk. 2, første led, giver justitsministeren mulighed

for at fastsætte nærmere regler om klagesagers behandling og statsamternes

adgang til af egen drift at genoptage behandlingen af en sag på baggrund af

en

klage (remonstration).

Bestemmelsen giver statsamterne mulighed for at genoptage

en sag, hvis der i forbindelse med en klage bliver påberåbt væsentlige nye

oplysninger, der kan have betydning for afgørelsens resultat, eller hvis

klagen

indeholder nye ansøgninger. Det tilsigtes endvidere at gøre det muligt for

statsamterne at genoptage sagen i situationer, hvor der ikke er taget konkret

stilling til bestemte relevante oplysninger eller ansøgninger. Endvidere kan

sagen genoptages ved alvorlige sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning

for

afgørelsens resultat.

Statsamterne vil således på egen hånd kunne genoptage sager

i de tilfælde, hvor Civilretsdirektoratet normalt vil hjemvise sagen til

fornyet behandling i statsamtet.

Når statsamtet vælger at genoptage en sag på baggrund af en

klage, skal dette meddeles klageren med vejledning om, at klageren kan

indbringe statsamtets afgørelse herom for justitsministeren

(Civilretsdirektoratet).

Bestemmelsen har ikke til formål at give mulighed for at

fastsætte klagefrister.

Behandling af sager om ægtefællebidrag

Formålet med bemyndigelsesbestemmelsen i det foreslåede

stk. 2, andet led, er at give justitsministeren hjemmel til at

fastsætte:

(1) regler om hvornår den bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få

det fastsat fra separationen, skilsmissen eller ophøret af forsørgelsen, (2)

regler om fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skal have virkning,

og

(3) de forskrifter, der er nødvendige til gennemførelse af statsamternes

behandling af sager om ægtefællebidrag, f.eks. regler om til hvilket statsamt

en ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag skal indgives,

samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle sager om ægtefællebidrag

(international kompetence).

Regler om ansøgningsfrister, begyndelses- og

ændringstidspunkter for ægtefællebidrag forudsættes som udgangspunkt udformet

i

overensstemmelse med gældende praksis på området. Dog forudsættes

»ansøgningsfristen«

fastsat til 2 måneder regnet fra separationen, skilsmissen eller ophøret af

forsørgelsen. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne dog

indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks. skilsmissen, selv om

»fristen« overskrides. Ansøges der senere end 2 måneder, og foreligger der

ikke

særlige omstændigheder, fastsættes bidraget normalt fra statsamtets

modtagelse

af ansøgningen. Reglerne vil løbende kunne justeres i det omfang, der er

behov

for det.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 7.2,

8.1.2 og 8.2.2.

Til §

2

(lov om ægteskabs retsvirkninger)

Til nr. 1 og 3 (§ 8, stk. 2, og § 52 a)

Den foreslåede ændring indebærer, at den tidligere

bestemmelse om fastsættelse af bidrag ophæves, og at der i stedet gives

justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den

bidragsberettigede skal ansøge om bidrag for at få det fastsat fra ophøret af

forsørgelsen, og om fra hvilket tidspunkt en ændring af et ægtefællebidrag

har

virkning.

Endvidere indføres hjemmel til at fastsætte regler om

statsamternes behandling af bidragssager og om klagesagers behandling.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6, og de

almindelige bemærkninger, pkt. 8.3.2.

Til nr. 2 (§ 38, nr. 4)

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en ægtefælle ikke

længere vil kunne forlange bosondring, når den anden ægtefælle uden

ægtefællens

vidende har et arveberettiget barn uden for ægteskab.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.

Til §

3

(lov om forældremyndighed og samvær)

Til nr. 1-2 (§ 9 og § 11)

Ændringen betyder, at aftaler mellem forældrene om, at

fælles forældremyndighed skal ophøre og placeres hos den ene af dem, eller at

forældremyndigheden skal overføres til den anden forælder, ikke længere skal

godkendes, men kun anmeldes til statsamtet for at være gyldige. Proceduren

for

anmeldelsen er den samme, som følges, når forældre anmelder aftaler om fælles

forældremyndighed.

Ønskes forældremyndigheden overført til andre end den anden

forælder, skal aftalen fortsat godkendes af statsamtet. Aftaler, hvorved

forældremyndigheden overføres til den anden forælder og dennes nye ægtefælle

eller til bedsteforældre, skal således fortsat godkendes.

Aftaler, hvorefter forældremyndigheden overføres fra andre

end en af forældrene til (en af) forældrene, skal ligeledes fortsat

godkendes.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.2.

Til nr. 3 (§ 17, stk. 2)

Ændringen tager udgangspunkt i, at statsamterne normalt kun

skal tage stilling til spørgsmål, der har betydning for at fastlægge rammerne

omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for,

om

samværet overordnet set kan gennemføres.

Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne

henvises til at søge løst indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig

rådgivning

eller konfliktmægling. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle forældre har

behov

for, at rammerne for samværet fastlægges mere detaljeret.

Hvis spørgsmål af denne karakter gøres gældende som

begrundelse for ændring af et samvær, skal statsamtet vurdere, om

oplysningerne

kan begrunde en ændring af samværet, jf. nedenfor.

Ændringen skærper kriteriet for, hvornår der kan ske

ændringer i et samvær, idet ændringer som udgangspunkt alene kan ske, hvis

der

er tale om væsentligt forandrede forhold. Ved ændringer forstås enhver

ændring

eller justering af eller fravigelse fra en eksisterende afgørelse eller

aftale

om samvær, uanset om spørgsmålet konkret har været behandlet tidligere.

Ændringen vil navnlig få betydning ved ansøgninger om

enkeltstående ændringer af samværet, og ved ansøgninger om mindre ændringer

af

aftalte eller fastsatte samvær, der ikke har betydning for samværets

overordnede gennemførelse.

Ad hoc ændringer og erstatningssamvær

Ad hoc

ændringer

af samvær, f.eks. på grund af

større familiebegivenheder, er ikke af overordnet betydning for

gennemførelsen

af samværet. Det vil derfor som udgangspunkt være overladt til forældrene

selv

– eventuelt gennem mægling og rådgivning – at bytte

samværsweekender eller

lignende. Det gælder uanset, om det er bopæls- eller samværsforælderen, der

søger om ændringen. Det betyder, at en ansøgning om bortfald eller flytning

af

et samvær, f.eks. for at barnet kan deltage i en af forældrenes bryllup,

bedsteforældrenes guldbryllup eller sted-/halvsøskendes barnedåb, fødselsdag

eller konfirmation, kan afvises fra behandling, uden at ansøgningen

forelægges

for den anden forælder. Dette vil have som konsekvens, at samværsresolutionen

er gældende, og at samværet skal gennemføres i overensstemmelse hermed, hvis

forældrene ikke indgår en anden aftale.

Også situationer, hvor ansøgningen er begrundet i, at

bopælsforælderen i enkeltstående tilfælde ikke har mulighed for at deltage i

afhentning og/eller aflevering som forudsat i resolutionen, vil kunne

afvises.

Hvis forældrene ikke kan blive enige om en løsning, vil bopælsforælderen

således skulle sørge for, at barnet kan blive afhentet og afleveret af

samværsforælderen i overensstemmelse med resolutionen.

Ved afgørelser om

erstatningssamvær

skal der især lægges vægt på, om tabet af samværsdage har betydning for

forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Hvis der er et hyppigt og

regelmæssigt samvær, vil tabet af nogle få dage i almindelighed ikke skade

samværsforælderens forhold til barnet. I sådanne situationer bør der ikke

fastsættes erstatningssamvær, idet det er vigtigt ikke at bryde den faste

plan

for samværet, som normalt må anses for at være bedst for barnet.

Der vil derfor normalt ikke blive fastsat

erstatningssamvær, hvis samværsforælderen på grund af egne forhold må aflyse

et

samvær, eller hvis samværet må aflyses på grund af barnets sygdom.

Der vil normalt heller ikke blive fastsat

erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har

barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal

have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen

med

den, som barnet bor hos. Hvis ferien ikke afholdes sammenhængende, eller hvis

der afholdes væsentligt mere ferie end normalt, kan det dog efter et konkret

skøn bestemmes, at samværet ikke skal bortfalde, at det kun skal bortfalde

delvist, eller at der skal fastsættes erstatningssamvær.

Hvis der kun er samvær i begrænset omfang, vil der kunne

fastsættes erstatningssamvær, når aflysningen ikke skyldes samværsforælderens

forhold, og det er bedst for barnet, at der fastsættes erstatningssamvær.

Der vil også kunne fastsættes erstatningssamvær, hvis

samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis

aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet

og samværsforælderen.

Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har

chikaneret samværet, skal der som udgangspunkt fastsættes helt eller delvist

erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod det. Herunder

skal

erstatningssamværet vurderes i forhold til omfanget af det løbende samvær, og

om samværet på afgørelsestidspunktet fungerer efter resolutionen eller

aftalen.

Ansøgninger om erstatningssamvær kan afslås uden

sagsbehandling, herunder uden at forelægge ansøgningen for den anden

forælder,

hvis ikke ansøgeren sandsynliggør, at der er grundlag for at fastsætte

erstatningssamvær.

Generelle ændringer i det løbende samvær

Skærpelsen af ændringskriteriet gælder både for afgørelser

truffet af statsamtet og for forældrenes aftaler om samvær. Den gælder også

for

afgørelser og aftaler fra før lovens ikrafttræden.

Det skærpede ændringskriterium fører ikke til, at

statsamtet kan afvise at behandle en ansøgning om ændring af samværet, hvis

det

sandsynliggøres, at der er sket væsentlige forandringer i forholdene, eller

at

det vil være bedst for barnet, at samværet ændres. Forslaget tilsigter

endvidere ikke at ændre ved statsamtets pligt til at søge sagen oplyst, hvis

ansøgeren ikke har mulighed for at fremlægge relevante oplysninger eller

dokumentation, som andre offentlige myndigheder er i besiddelse af, og som

forælderen ikke har adgang til, eller hvis der i øvrigt foreligger

oplysninger,

der tilsiger yderligere undersøgelser af forholdene af hensyn til barnet.

Med væsentligt forandrede forhold tænkes navnlig på

ændringer af forholdene, der kan begrunde ændringer i det overordnede omfang

af

samværet. Ansøgninger om mindre ændringer i samværet vil således normalt

blive

afslået. Det kan navnlig dreje sig om mindre ændringer af

afhentnings-/afleveringssted

eller –tidspunkt, medmindre spørgsmålet har betydning for, om samværet

overordnet set kan gennemføres.

Væsentligt forandrede forhold kan endvidere være, at

afgørelsen er truffet eller aftalen indgået for lang tid siden, således at

barnet nu er blevet ældre, eller at det oplyses, at et barn, der skal høres

efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, har en anden holdning

til

samværet end tidligere.

Der kan også være tale om flytning, jobskifte eller

lignende, der medfører, at samværet ikke kan gennemføres som forudsat i den

gældende aftale eller afgørelse.

Endvidere må spørgsmål, der har betydning for vurderingen

af, om samværsforælderen fortsat er i stand til at tage vare på barnet under

samværet, anses for at være væsentlige i forhold til en ansøgning om, at

samværet skal ændres.

Oplysninger om, at samværsforælderen i betydeligt omfang

ikke overholder afgørelsen eller aftalen, eller at barnet i vidt omfang

bliver

overladt til andre under samværet, kan også være væsentligt forandrede

forhold.

Det kan også dreje sig om forhold, der bevirker, at

samværet ikke kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde for barnet. Der kan

f.eks. være tale om ændringer i barnets skolegang eller fritidsinteresser,

eller en væsentlig forøgelse af konfliktniveauet mellem forældrene.

Omvendt vil der som udgangspunkt ikke være tale om

væsentligt forandrede forhold, hvis der er opstået uenigheder mellem

forældrene

om den praktiske gennemførelse af samværet, opdragelse af barnet el.lign. Der

vil som udgangspunkt heller ikke være tale om væsentligt forandrede forhold,

hvis en ansøgning er begrundet i bekvemmelighedshensyn for en af forældrene.

Forældrene bør derfor tilrettelægge deres dagligdag således, at der tages

højde

for deres aftale eller statsamtets afgørelse om samvær. Hvis sådanne

spørgsmål

rejses over for statsamtet, bør forældrene henvises til selv at finde en

løsning på problemet, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller

konfliktmægling.

Særligt vedrørende aftaler skal det bemærkes, at et aftalt

udvidet eller begrænset samvær som udgangspunkt skal opretholdes, hvis ikke

forholdene væsentligt har forandret sig. Hvis forældrene således har aftalt

udvidet eller begrænset samvær, skal dette som udgangspunkt fastholdes. Dette

gælder også, hvis den ene af forældrene oplyser ikke at have været bekendt

med

statsamternes og Civilretsdirektoratets praksis på området ved aftalens

indgåelse.

Aftaler, der strider mod, hvad der er bedst for barnet,

skal dog altid kunne ændres. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

samværsforælderen ikke er i stand til at tage vare på barnet, eller hvis

aftalen strider mod barnets ønsker. Der kan også være tale om, at forældrene

ved aftalens indgåelse glemte ikke ubetydelige forudsætninger, som f.eks.

barnets fritidsinteresser.

Hvis det aftalte samvær ligger udenfor, hvad der er hjemmel

til at fastsætte – f.eks. en deleordning – bør statsamtet efter

ansøgning

fastsætte samvær, der kan rummes inden for »samværsbegrebet«.

Statsamtet er ikke bundet af forældrenes aftaler om

overvågning af samværet eller om eventuelle undersøgelser af barnet i

offentligt regi.

Førstegangsfastsættelse af samvær

Det er ikke foreslået at foretage ændringer ved

førstegangsfastsættelse af samvær. Sådanne afgørelser skal således træffes

som

hidtil. Statsamterne bør dog i forbindelse med førstegangsfastsættelse af

samvær tilstræbe, at afgørelsen efter sin ordlyd har en vis fremtidssikring,

således at mindre ændringer af forholdene ikke bevirker, at resolutionen

efter

sin ordlyd ikke kan gennemføres. F.eks. bør afhentnings- og

afleveringstidspunkter således som udgangspunkt fastsættes i rimelige

intervaller. Herved vil mindre ændringer i arbejdstider, køreplaner eller

barnets fritidsinteresser eller forsinkelser ikke medføre, at resolutionen

ikke

kan gennemføres efter sin ordlyd. Resolutionen vil således f.eks. kunne

fastsætte, at barnet skal hentes i daginstitutionen hver anden fredag mellem

klokken 14 og 16. Aflevering vil eksempelvis kunne fastsættes til i hjemmet

søndag mellem klokken 17 og 18 eller i skole mandag morgen ved skoletids

begyndelse.

Afhentning og aflevering kan også fastsættes i forhold til

objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16, eller at

barnet

skal sendes med toget med børneguideordning henholdsvis fredag og søndag.

Endvidere kan feriesamvær placeres efter forskellige

modeller, således at statsamtet ikke behøver at træffe afgørelse herom hvert

år.

Det bemærkes i den forbindelse, at det skærpede

ændringskriterium også omfatter de tilfælde, hvor der søges om mindre

ændringer

i forhold til ordlyden af resolutionen eller aftalen, hvis ændringen er uden

betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres.

Hensynet til barnet

Det centrale udgangspunkt for statsamtets afgørelser skal

fortsat være hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Ændringer kan derfor

som i dag ske, hvis hensynet til barnet tilsiger det, selv om forholdene ikke

eller kun i uvæsentligt omfang har forandret sig, eller spørgsmålet ikke har

betydning for den overordnede gennemførelse af samværet.

Sagsbehandlingen i statsamtet

Det nye ændringskriterium giver statsamtet mulighed for at

afslå at behandle en ansøgning om ændring af et samvær, hvis ansøgeren ikke

sandsynliggør, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, eller at det

eksisterende samvær ikke er til bedste for barnet. Der henvises til

bemærkningerne ovenfor om, hvornår der foreligger væsentligt forandrede

forhold.

Statsamtet kan endvidere afslå at behandle henvendelser om

spørgsmål om f.eks. sengetider, tøj, TV og mad under samvær og opdragelse i

almindelighed. I sådanne tilfælde bør parterne eventuelt henvises til

børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.2.

Til nr. 4 og 5 (§ 19)

Efter den gældende bestemmelse har den af forældrene, som

ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om

barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt social- og

sundhedsvæsenet.

Bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte private sygehuse, privat

praktiserende læger – herunder privatpraktiserende speciallæger –

og tandlæger.

Det betyder, at også privat praktiserende læger og tandlæger vil skulle give

en

orientering, typisk i form af mundtlige oplysninger, om barnets forhold til

den

af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, og som anmoder om en sådan

orientering. Bestemmelsen foreslås ikke i øvrigt ændret.

Lægen, tandlægen eller sygehuset vil efter § 19,

stk. 1, 2. pkt., kunne nægte at give oplysninger, hvis det er til skade

for barnet. De pågældende vil endvidere efter § 19, stk. 2, i

særlige

tilfælde kunne anmode statsamtet om at fratage den pågældende forælder retten

til at modtage orientering.

Statsamtets afgørelser om at fratage retten til orientering

kan påklages til Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet). Klage over en

læges eller tandlæges nægtelse af at give orientering om barnets forhold skal

derimod ske efter de regler, der findes i sundhedslovgivningen om klage over

sundhedspersonale.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2.

Til nr. 6 (§ 31)

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.

Afgørelser efter § 14, stk. 1-4, i lov om

forældremyndighed samvær kan efter lovens § 14, stk. 5 og 6, ikke

indbringes for højere administrativ myndighed, men kan indbringes for

domstolene.

Til §

4

(retsplejeloven)

Til nr. 1-3 (§ 478, stk. 1, nr. 2 og 3, og

§ 483)

Ændringerne giver mulighed for, at forældrene i forbindelse

med indgåelse af en aftale om samvær kan aftale, at samværsaftalen skal kunne

danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Aftaler med fuldbyrdelsesklausul forudsættes behandlet på

samme måde som de aftaler og afgørelser om samvær, der efter de gældende

regler

kan fuldbyrdes af fogedretterne.

Fuldbyrdelse kan i medfør af retsplejelovens § 536,

stk. 1, ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved

udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte

fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Som følge af, at aftaler om samvær kan forsynes med en

fuldbyrdelsesklausul, fjernes den tidligere adgang til at tvangsfuldbyrde

aftaler om samvær, der er indgået under en vilkårsforhandling. Aftaler om

samvær, der bliver indgået under en vilkårsforhandling, vil herefter enten

skulle påføres en fuldbyrdelsesklausul eller udfærdiges af statsamtet i

resolutionsform, hvis de skal kunne tvangsfuldbyrdes. Det vurderes at dreje

sig

om meget få sager, hvor en aftale om samvær er tilført

vilkårsforhandlingsprotokollen, uden at der er udfærdiget samværsresolution.

De

i bestemmelsens nr. 2 nævnte forlig under vilkårsforhandlinger omfatter

således

ikke længere aftaler om samvær. På denne måde undgås, at spørgsmålet om

fuldbyrdelse bliver afhængigt af, i hvilket forum aftalen blev indgået, frem

for aftalens indhold.

For at lette overskueligheden er alle aftaler om samvær

herefter samlet i bestemmelsens nr. 3.

Endelig indeholder ændringerne konsekvensrettelser som

følge af, at aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed og overførsel

af

forældremyndighed til den anden forælder ikke længere skal godkendes af

statsamtet, jf. lovudkastets § 3, nr. 1 og 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.

Til nr. 4 (§§ 535 og 536)

Ved indførelsen af lov nr. 387 af 14. juni 1995 om

forældremyndighed og samvær blev udtrykket »samværsret« i den gældende lov

erstattet med »samvær« for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse

med

forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets

forbindelse med begge forældre.

Den foreslåede ændring vil medføre den samme sprogbrug i

lov om rettens pleje og i lov om forældremyndighed og samvær.

Til §

5

(adoptionsloven)

Til nr. 1

, 2 og 4 (§ 5,

stk. 1, 1. pkt., § 5 a og § 16, stk. 2)

I

nr. 1

ændres

den gældende § 5, således at reglerne om stedbarnsadoptioner udgår af

bestemmelsen, og at der i stedet indsættes en henvisning til reglerne herom i

den nye § 5 a, der foreslås indsat ved

nr.

2

.

Forslaget til §

5

a, stk. 1, svarer til den gældende

regel i § 5, stk. 1, 2. pkt. Dog er kravet om ægtefællens samtykke

udgået som overflødigt, idet hensynet til den pågældende må anses for

varetaget

med adoptionslovens almindelige regler om samtykke i § 7 og erklæring i

§ 13.

Efter den gældende bestemmelse i adoptionslovens § 5

kan stedbarnsadoption kun ske inden for rammerne af et bestående ægteskab.

Baggrunden herfor er hensynet til at sikre en vis stabilitet omkring et

mindreårigt barn. Forslaget ændrer ikke på vurderingen af dette grundlæggende

hensyn ved stedbarnsadoptioner af mindreårige, mens begge forældre lever.

I forslaget til § 5 a, stk. 2, fastsættes, at det

også skal være muligt at foretage stedbarnsadoption af en tidligere

ægtefælles

barn eller adoptivbarn. Hvis ægteskabet er ophørt ved skilsmisse eller

omstødelse, kan adoption dog kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er

myndig.

Stedbarnsadoption ved en ægtefælles død vil navnlig være

relevant, hvor den længstlevende ægtefælle får forældremyndigheden over

barnet,

der dermed får mulighed for at forblive i sine vante omgivelser. Forslaget er

på dette punkt en præcisering af gældende ret, idet Vestre Landsret i en dom

i Ugeskrift

for Retsvæsen 1976, side 418 og 967, har antaget, at bestemmelsen i

adoptionslovens § 16, stk. 2, om retsvirkningerne af

stedbarnsadoption fandt anvendelse i et tilfælde, hvor bevillingen til en

stedfader til adoption af et stedbarn først var udfærdiget efter moderens

død.

Landsretten fandt derfor, at adoptivbarnet havde bevaret sin arveret efter en

senere afdød søster.

Hvis barnet er myndig, indebærer bestemmelsen, at der kan

ske stedbarnsadoption uanset, at stedforælderen er blevet skilt fra barnets

mor

eller far. Stedbarnsadoption kræver ikke samtykke fra barnets forældre. Efter

adoptionslovens § 13 skal der dog indhentes en erklæring fra de

oprindelige forældre. Der kræves heller ikke samtykke fra stedforælderens

eventuelle ægtefælle.

Forslaget ændrer ikke i øvrigt ved betingelserne for

stedbarnsadoption, herunder eksempelvis reglerne om opfostring, hvor der

efter

praksis stilles krav om, at ansøgeren skal have boet sammen med barnet i en

vis

tid, ligesom der skal være en vis aldersforskel mellem adoptanten og barnet.

I

nr. 4

fastslås,

at den adopterede ved stedbarnsadoption i forhold til ægtefællerne eller de

tidligere ægtefæller får samme retsstilling, som om den pågældende var deres

fælles barn. Bestemmelsen svarer til den gældende § 16, stk. 2, med

den ændring, at der som følge af bestemmelsen i den foreslåede § 5 a,

stk. 2, er taget højde for, at stedbarnsadoption efter forslaget også

kan

ske af tidligere ægtefællers børn.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.2.

Til nr. 3 og 5

(§ 16,

stk. 1, § 18, stk. 2, § 19, stk. 2, § 23,

stk. 3-4, § 24, stk. 1, § 37, stk. 2)

Adoptionsloven anvender i en række bestemmelser begreberne

»biologiske forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« om barnets

oprindelige retlige forældre. Det foreslås, at terminologien i adoptionsloven

ændres, således at der fremover i stedet anvendes begreberne barnets

»oprindelige forældre« og »oprindelige slægt«. Ændringen er af sproglig

karakter og ændrer ikke på den gældende retstilstand.

Baggrunden for forslaget er, at begreberne »biologiske

forældre« og adoptivbarnets »virkelige slægt« kan forekomme utidssvarende og

i

nogle sammenhænge uheldig. Det skyldes, at biologisk eller genetisk slægtskab

ikke nødvendigvis er identisk med retligt slægtskab. Det afgørende - også i

forhold til, hvem der er barnets »virkelige slægt« - er det retlige faderskab

og moderskab. Dertil kommer, at begrebet barnets »virkelige slægt« er egnet

til

at lede til den tanke, at forholdet mellem adoptivbarnet og adoptanten er

mindre virkeligt end forholdet til den oprindelige slægt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.2.1.

Til nr. 6

(§ 23, stk. 4)

Efter gældende ret er det i dag ikke muligt administrativt

at genetablere retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis adoptionen

ophæves

efter, at barnet er fyldt 18 år, medmindre adoptanterne er afgået ved døden.

Dette gælder – i modsætning til hvad der er tilfældet for børn under 18

år –

også, hvis den adopteredes oprindelige forældre ønsker en sådan genetablering

af retsforholdet.

Det foreslås, at beslutningen om genetablering af

retsforholdet kan træffes, hvis adoptivforholdet er blevet ophævet for en

person, der er fyldt 18 år, selv om adoptanterne ikke er afgået ved døden

.

Endvidere foreslås det, at afgørelsen

om genetablering af retsforholdet kan træffes selvstændigt efter en afgørelse

om ophævelse af adoption. Det er således ikke en betingelse, at afgørelsen

træffes i forbindelse med beslutningen om ophævelsen af adoptivforholdet.

Herved bliver det muligt for et tidligere adoptivbarn, der først efter

ophævelsen af adoptivforholdet får kontakt til sin oprindelige familie, på et

senere tidspunkt at genindtræde i retsforholdet til den oprindelige slægt.

Efter den foreslåede bestemmelse vil genetablering af

retsforholdet i den beskrevne situation kunne ske, uanset på hvilket grundlag

adoptionen er blevet ophævet. Det er derfor præciseret, at beslutningen om

genetablering af retsforholdet efter denne bestemmelse kan træffes både

administrativt og af retten.

Kravet om samtykke fra de oprindelige forældre indebærer,

at retsforholdet til en af forældrene og dennes slægt ikke kan genetableres,

hvis den pågældende forælder er død.

Bestemmelsen giver mulighed for genetablering af

retsforholdet til de »oprindelige forældre«. Om forståelsen af dette udtryk

henvises til det, der er anført til forslaget til § 5, nr. 3 og 5.

Det følger heraf, at bestemmelsen giver mulighed for

genetablering af retsforholdet til den slægt, der hidtil har været betegnet

som

adoptivbarnets »virkelige slægt«. I de formentlig yderst få tilfælde, hvor et

barn flere gange har været adopteret, vil det derimod efter bestemmelsen ikke

være muligt at genetablere retsforholdet til tidligere adoptivfamilier. Dette

svarer til, hvad der følger af de øvrige bestemmelser om retsvirkningerne i

forhold til den oprindelige (virkelige) slægt i den gældende adoptionslov

§ 23, stk. 2-4.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.2.

Til nr. 7 (§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.)

Af den gældende bestemmelse fremgår, at Adoptionsnævnets

formand skal være jurist. I praksis har formanden været en dommer. Da der er

tale om et hverv som formand for et nævn, der behandler tvister mellem

borgere

og forvaltningsmyndigheder, bør formanden efter justitsministeriets

opfattelse

være en dommer, og dette foreslås fastsat udtrykkeligt i loven.

Til nr.

8 (§ 28, stk. 2)

Ifølge adoptionslovens § 28, stk. 1, kan personer

med bopæl her i landet kun adoptere efter reglerne i adoptionsloven.

Adoptionsbevillingen skal efter lovens § 1 udstedes af statsamtet. I

§ 28, stk. 2, er det som en undtagelse til reglen i stk. 1

fastsat, at justitsministeren kan bestemme, at en adoption kan bevilges i et

andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med

Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med

hensyn til internationale adoptioner. I betænkning 1323/1996 om

Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med

hensyn til internationale adoptioner sammenholdt med dansk

adoptionslovgivning,

pkt. 6.4.3., blev det bl.a. anført, at baggrunden for bestemmelsen er

hensynet

til så vidt muligt at undgå den situation, at Danmark bliver nødt til at

afstå

fra at modtage adoptivbørn fra lande, der stiller krav om, at barnet først

overføres til modtagerstaten, når adoption er gennemført i oprindelseslandet.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 28, stk. 2, har

endnu ikke været udnyttet. Baggrunden herfor er, at det ikke har været

nødvendigt at fastlægge, om kompetencen til at træffe den endelige afgørelse

om

adoption henhører under oprindelseslandet eller Danmark. I praksis har begge

lande således formentlig anset sig for kompetente til at træffe den endelige

afgørelse, uden at oprindelseslandet af den grund har nægtet at udlevere

barnet

til Danmark.

Derimod har der i enkelte tilfælde vist sig at være behov

for at kunne anerkende en udenlandsk adoptionsafgørelse, uden at denne er

blevet erstattet af en dansk adoptionsafgørelse. Det drejer sig navnlig om

tilfælde, hvor en af adoptanterne er afgået ved døden, efter at adoptionen er

endeligt gennemført i oprindelseslandet, men inden den er afsluttet i

Danmark.

I praksis er den efterladte ægtefælle efterfølgende blevet godkendt som

eneste

adoptant med den virkning, at barnet – i modsætning til eventuelle andre

(halv)søskende – ikke retligt har haft noget slægtskab til den afdødes

slægt.

Dertil kommer, at det synes unødvendigt, at Danmark

opretholder en ordning, hvorefter der udstedes dansk adoptionsbevilling i de

tilfælde, hvor danske myndigheder m.v. har haft afgørende indflydelse på

gennemførelsen af adoptionen i oprindelseslandet. En sådan indflydelse er

således sikret for adoptioner gennemført i overensstemmelse med

Haagerkonventionen for adoptioner, der foretages med henblik på adoption af

et

barn til Danmark. Der henvises i den forbindelse til ovennævnte betænkning

1323/1996, side 68.

Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen ændres

således, at det følger direkte af § 28,

stk. 2, 1. pkt

., at udenlandske adoptionsafgørelser uanset

stk. 1 anerkendes her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik

på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen

af

1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner. Efter 2

. pkt

. foreslås

det, at justitsministeren skal kunne fastsætte nærmere regler herom. Endelig

foreslås det i

3. pkt

., at ministeren

herudover skal kunne træffe afgørelse om anerkendelse af andre udenlandske

adoptionsafgørelser.

Bestemmelsen er en undtagelse til reglen i stk. 1 om

personer med bopæl (domicil) i Danmark. Der ændres således ikke ved gældende

ret for anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser i de tilfælde, hvor

adoptanterne ikke har domicil i Danmark.

Retsvirkningen af anerkendelse af en udenlandsk afgørelse

vil være, at barnet anses for at være adopteret, uden at der udstedes en

dansk

adoptionsbevilling.

Der vil herefter i

forbindelse med hjemtagelse af barnet til Danmark alene kunne være behov for

at

træffe selvstændig afgørelse om barnets navn. I mange tilfælde vil det dog

være

overflødigt at træffe selvstændig afgørelse herom, da barnet allerede har

fået

det ønskede navn ved den udenlandske adoptionsafgørelse. Er der behov herfor,

kan der efterfølgende ske en navneændring efter de almindelige regler herom i

navneloven. Efter indfødsretslovens § 2A opnår barnet endvidere

umiddelbart dansk statsborgerskab ved adoptionen forudsat, at barnet er under

12 år og mindst én af adoptanterne er dansk statsborger.

Den udenlandske adoption, der anerkendes her i landet, vil

få retsvirkninger fra tidspunktet for den udenlandske afgørelse om adoption.

Dette gælder f.eks. i relation til slægtskabet mellem barn og adoptant,

indfødsret, arveret og navn.

Efter den foreslåede bestemmelse i

§ 28, stk. 2, 1. pkt.,

er det som nævnt en forudsætning,

at der foreligger en endelig

afgørelse

om adoption fra oprindelseslandets myndigheder, og at denne er truffet med

henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med

Haagerkonventionens regler herom.

Er en

af disse betingelser ikke opfyldt, vil der efter de almindelige regler skulle

udstedes en dansk adoptionsbevilling.

Kravet om, at adoptionsafgørelserne skal være truffet med

henblik på adoption til Danmark skal ses i lyset af, at der er tale om en

fravigelse af det almindelige princip i adoptionslovens § 28,

stk. 1,

hvorefter personer, der har bopæl (domicil) i Danmark, alene kan adoptere

efter

reglerne i den danske adoptionslov. Fravigelse af dette krav giver ikke

anledning til betænkeligheder i de tilfælde, hvor Danmark er modtagerland i

forhold til adoptionen, da det i disse tilfælde er en betingelse for at

gennemføre adoptionen i oprindelseslandet, at Danmark efter konventionens

artikel 17 (c) har accepteret, at adoptionen gennemføres. Det vil således

være

en betingelse for at anerkende adoptionen, at Danmark har accepteret

adoptionen

efter bestemmelsen. Herved sikres, at der alene bliver tale om anerkendelse

af

udenlandske fremmedadoptioner, hvor ansøgerne efter de danske regler er

godkendt som adoptanter og tilmeldt en formidlende organisation. Bestemmelsen

vil således ikke give mulighed for at anerkende udenlandske

adoptionsafgørelser, hvor de danske adoptionsregler ikke er blevet fulgt. Det

vil samtidig blive sikret, at de udenlandske adoptioner, der anerkendes, vil

have de samme centrale retsvirkninger, som en dansk adoptionsbevilling,

herunder at forholdet til den oprindelige slægt bortfalder, jf.

adoptionslovens

§ 16, stk. 1 .

En adoption vil således være endelig, når den udenlandske

adoptionsafgørelse er truffet. Det betyder, at efterfølgende ændringer i

barnets eller adoptivforældrenes forhold ikke har betydning for adoptionens

gennemførelse. Ud over at det som nævnt ovenfor indebærer, at barnet vil få

arveret efter begge adoptivforældre fra tidspunktet for den udenlandske

adoptionsafgørelse, indebærer det også, at eventuelle sygdomme hos barnet,

som

først opdages ved barnets ankomst til Danmark, ikke vil kunne føre til, at

adoptionen alligevel ikke gennemføres. Ligeledes vil spørgsmål om fjernelse

af

barnet fra hjemmet skulle ske efter reglerne om tvangsfjernelse af børn. Det

vil således ikke i modsætning til i dag kunne forekomme, at et barn, der

fjernes fra hjemmet, inden den danske bevilling til adoption er udstedt, står

uden forældre.

Som nævnt foreslås det, at justitsministeren kan fastsætte

nærmere regler om anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser omfattet af

§ 28, stk. 2. Bestemmelsen tænkes udmøntet således, at

Justitsministeriet (Civilretsdirektoratet) udarbejder og løbende opdaterer en

liste over konventionslande, der træffer endelige afgørelser om adoption, og

hvor der ikke er tvivl om, at de pågældende afgørelser træffes i

overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993. Adoptioner, der gennemføres

i

sådanne lande, kan anerkendes umiddelbart.

Hidtil har alle sager om udenlandske fremmedadoptioner

skulle forelægges for Civilretsdirektoratet af statsamterne, før en dansk

adoptionsbevilling kunne udstedes, idet samtykke til adoptionen er afgivet

for

en udenlandsk myndighed, jf. adoptionslovens § 8, stk. 5.

Lovforslaget vil indebære, at et stort antal adoptionssager, der fremover

automatisk vil blive anerkendt, ikke længere vil skulle forelægges for

Civilretsdirektoratet. Dette vil medføre en administrativ lettelse for

Civilretsdirektoratet og statsamterne, idet unødigt dobbeltarbejde undgås.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at der inden for

en bestemt frist skal ske anmeldelse af adoptionen til de danske myndigheder

med henblik på registrering af adoptionen i CPR-registret og ved andre

relevante myndigheder.

Efter forslaget til § 28,

stk. 2, 2. pkt.

vil der være mulighed for at anerkende visse

udenlandske adoptionsafgørelser, uanset at de ikke er truffet i

overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993

.

Formålet med denne bestemmelse er at gøre det muligt for Danmark

at anerkende andre landes endelige adoptionsafgørelser, hvis disse er truffet

efter tilsvarende procedurer som efter Haagerkonventionen. Herved sikres, at

der alene bliver tale om anerkendelse af udenlandske fremmedadoptioner, hvor

ansøgerne efter de danske regler er godkendt som adoptanter og er tilmeldt en

formidlende organisation, og hvor adoptionen har de samme centrale

retsvirkninger som en dansk adoption.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.2.

Til nr. 9 (§ 29 b)

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.

Afgørelser efter §§ 9-10 i adoptionsloven, der er

indbragt for retten, jf. lovens § 11, kan ikke indbringes for

justitsministeren.

Til §

6

(lov om registreret partnerskab)

Til nr. 1 og 3 (§ 2, stk. 1 og 4)

Det foreslås, at hovedparten af bestemmelserne i

ægteskabslovens kapitel 2 også skal finde anvendelse for registrerede

partnerskaber.

Der er dels tale om konsekvensrettelser som følge af, at

det foreslås, at der i visse situationer kan indgås registreret partnerskab,

hvor ingen af parterne har bopæl i Danmark, se herom bemærkningerne til nr.

2.

Dette indebærer, at ægteskabslovens § 13 nu i sin helhed skal finde

anvendelse på registreret partnerskab. Der skal således ved anmodning om

prøvelse af betingelserne for at indgå registreret partnerskab betales 500

kr.,

hvis ingen af parterne har bopæl i Danmark.

Dels indebærer udvidelsen, at ægteskabslovens § 19,

stk. 2, om foretagelse af vielse, selv om der ikke er sket fuldstændig

prøvelse af ægteskabsbetingelserne (»nødvielse«), vil finde tilsvarende

anvendelse på registreret partnerskab. Det bliver således muligt at foretage

registrering, selv om prøvelsesattest ikke er udstedt (»nødregistrering«).

Endelig indebærer forslaget, at justitsministerens

(Civilretsdirektoratets) adgang til at godkende et ugyldigt ægteskab efter

ægteskabslovens § 21, stk. 2, også skal gælde for registrerede

partnerskaber.

Til nr. 2 (§ 2, stk. 3)

Efter den gældende § 2, stk. 3, kan

statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med statsborgerskab

efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan endvidere bestemme, at

statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab,

der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.

Det foreslås, at Finland på linje med de øvrige nordiske

lande nævnes i lovteksten. Forslaget indebærer ingen realitetsændring, idet

finske statsborgere allerede i dag sidestilles med danske statsborgere, jf.

bekendtgørelse nr. 198 af 9. april 2002 om finske statsborgeres ret til at

indgå registreret partnerskab i Danmark.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at bopæl i

Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med bopæl i Danmark, og

således at ministeren også kan fastsætte, at bopæl i andre lande end Danmark

sidestilles med bopæl her i landet, såfremt det pågældende land har en

lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Ændringen

har

både betydning for personer, der ønsker at indgå registreret partnerskab i

henhold til stk. 2, nr. 1, og stk. 2, nr. 2.

At bopæl i et land med tilsvarende regler om registreret

partnerskab ligestilles med bopæl i Danmark i relation til betingelsen i

stk. 2, nr. 1,

indebærer, at f.eks.

en dansk statsborger med bopæl i Sverige eller en svensk statsborger med

bopæl

i Finland kan indgå registreret partnerskab i Danmark uanset den anden parts

statsborgerskab eller bopæl.

I relation til betingelsen i

stk. 2, nr. 2,

betyder forslaget, at to års bopæl i et land

med tilsvarende regler om registreret partnerskab sidestilles med to års

bopæl

i Danmark. Det indebærer, at f.eks. to britiske statsborgere, som har haft

bopæl i Sverige i to år, kan indgå registreret partnerskab i Danmark.

Spørgsmålet om, hvorvidt et land har en lovgivning om

registreret partnerskab, der svarer til den danske, må som hidtil bero på en

samlet vurdering af, om den pågældende lovgivning i samme omfang som de

danske

regler ligestiller registreret partnerskab med ægteskab. I modsat fald ville

det ikke være rimeligt at sidestille statsborgerskab eller bopæl i det

pågældende land med dansk statsborgerskab. Bestemmelsen vil f.eks. ikke kunne

anvendes i forhold til et land med en væsentlig mere restriktiv lovgivning på

området.

Kravet om bopæl antages fortsat at indebære et krav om

domicil i Danmark. Ved domicil forstås i dansk ret den stat eller det

territoriale område, som en person har bopæl eller ophold i, i den hensigt

varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun

skal være midlertidigt.

Der vil fortsat skulle anlægges en mere restriktiv

fortolkning af bopælsbegrebet i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2, end

hvad der gælder for nordiske statsborgere m.v., der er nævnt under § 2,

stk. 3, jf. stk. 2, nr. 1. Baggrunden er, at nordiske statsborgere

m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab

efter

en tilbagevenden til deres hjemland, mens dette som udgangspunkt ikke kan

antages at gælde for de personer, som den foreslåede bestemmelse i § 2,

stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der ønsker at indgå

registreret partnerskab her i landet efter stk. 2, nr. 2, opfylder

bopælskravet, må fortsat afgøres efter en samlet vurdering, hvis dette kan

give

anledning til tvivl. Der må således bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for

opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik

på

midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset.

Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til

hensigt varigt – eller i hvert fald for en længere periode – at

forblive i

Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark

eller

på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. En person,

der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der

dog

overstiger to år, jf. stk. 2, nr. 2), eller som i øvrigt må antages at

ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i

Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i

Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens

ansøgningen behandles.

I relation til forbundsstater og lignende stater med flere

forskellige retssystemer kan der opstå tvivl om, hvorvidt statsborgerskab

eller

bopæl i det pågældende land er tilstrækkeligt til at kunne sidestilles med

dansk statsborgerskab eller bopæl her i landet, hvis ikke alle delstaterne

har

en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske ordning.

Ved forslaget til ændringen i stk. 3 er det forudsat, at statsborgerskab

eller bopæl i et sådant forbundsland kun opfylder kravet i stk. 3, hvis

samtlige delstater har regler om registreret partnerskab, der svarer til den

danske lovgivning.

Efter forslaget til stk. 3 skal den pågældende have

haft bopæl i Danmark eller et land med en lovgivning, der svarer til den

danske, i de sidste to år før registreringen. Afgørende er således, at

vedkommende har en sådan fast tilknytning til et land, der har tilsvarende

regler om registreret partnerskab. Såfremt den pågældende over en toårig

periode har skiftende bopæl i flere lande, der alle har tilsvarende regler,

vil

betingelserne således ikke være opfyldt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.1.

Til nr. 4 (§ 5, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at

forældremyndighed ikke længere er et vilkår ved separation og skilsmisse.

Til nr. 5 (§ 5, stk. 3)

Efter den gældende bestemmelse kan et registreret

partnerskab altid opløses her i landet. Det foreslås, at bestemmelsen ændres

således, at kompetence til opløsning af et registreret partnerskab som

udgangspunkt følger de almindelige regler i retsplejelovens § 448 c.

Det er imidlertid fundet nødvendigt fortsat at have en

regel om opløsning af registrerede partnerskaber, der er indgået i Danmark, i

de situationer, hvor begge parter bor i et eller flere lande, der ikke har en

lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Det

skyldes,

at de registrerede partnere i disse tilfælde ikke vil kunne regne med, at

deres

registrerede partnerskab kan opløses i de pågældende lande.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.2.

Til nr. 6 (§ 6 a)

Efter den foreslåede bestemmelse kan regeringen uden

Folketingets samtykke indgå overenskomst med fremmed stat om forholdet mellem

dansk og fremmed stats regler om registreret partnerskab. Endvidere kan

justitsministeren efter den foreslåede bestemmelse uden overenskomst

fastsætte

regler om forholdet mellem danske og andre landes regler om registreret

partnerskab. Bemyndigelsen til justitsministeren giver mulighed for

administrativt at fastsætte regler af internationalprivatretlig karakter.

Bemyndigelsen skal ses på baggrund af, at der mellem de nordiske lande er

praksis for, at man i stedet for at indgå traktater søger at gennemføre

ensartede regler enten ved lov eller ved administrativt fastsatte regler. Den

foreslåede bestemmelsen svarer til § 66 i lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.2.2.

Til § 7

(lov om børns forsørgelse)

Til nr. 1 og 2 (§ 16 og § 21)

Klagesagsbehandling

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6.

Behandling af sager om børnebidrag

Den foreslåede ændring indebærer, at tidligere bestemmelser

om fastsættelse og ændring af børnebidrag ophæves, og at der i stedet gives

justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår den

bidragsberettigede skal ansøge om børnebidrag for at få det fastsat fra

samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af barnet, og om fra hvilket

tidspunkt en ændring af et børnebidrag har virkning.

Reglerne forudsættes som udgangspunkt udformet i

overensstemmelse med gældende praksis på området. Der henvises til de

almindelige bemærkninger herom. Dog forudsættes »ansøgningsfristen« fastsat

til

6 måneder regnet fra samlivsophævelsen eller ophøret af forsørgelsen af

barnet

og til to måneder fra afslutningen af en faderskabssag. Reglerne vil løbende

kunne justeres i det omfang, der er behov for det.

Hvis der foreligger særlige omstændigheder, bør reglerne

dog indeholde mulighed for at fastsætte bidraget fra f.eks.

samlivsophævelsen,

selv om »fristen« overskrides. Samtidig bør reglerne også tage højde for, at

hensyn til den bidragspligtige efter en konkret vurdering kan tale for at

stille strengere krav i relation til ansøgningens indgivelse, f.eks. hvis

ansøgeren på et tidligere tidspunkt har været særligt tilskyndet til at søge

om

bidrag.

Ansøges der senere end 6 måneder, og foreligger der ikke

særlige omstændigheder, fastsættes bidraget som udgangspunkt fra statsamtets

modtagelse af ansøgningen.

Endvidere giver den foreslåede bestemmelse

justitsministeren hjemmel til at fastsætte de forskrifter, der er nødvendige

til gennemførelse af statsamternes behandling af sager om børnebidrag, f.eks.

regler om til hvilket statsamt en ansøgning om fastsættelse eller ændring af

børnebidrag skal indgives, samt regler om, hvornår statsamterne kan behandle

sager om børnebidrag (international kompetence).

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 8.3.2.

Til nr. 3.

Det foreslås, at der indføres hjemmel til at sætte lov om børns

forsørgelse i kraft for Grønland.

Til § 8

(børnelov)

Til nr. 1 (§ 14, stk. 5, 2. pkt.)

Det følger af børnelovens § 14, stk. 5, 2. pkt.,

at hvis en af parterne er umyndig som følge af mindreårighed, kan

anerkendelse

af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 1-3, kun ske med værgens

samtykke. Kravet om værgens samtykke gælder, hvad enten det er faderen eller

moderen eller dem begge, der er under 18 år. § 14, stk. 5, 2. pkt.,

foreslås ændret således, at kravet om værgens samtykke alene skal finde

anvendelse

i tilfælde, hvor det er manden, der er mindreårig. Det vil betyde, at en

myndig

far, eller en mindreårig far med samtykke fra værgen, kan anerkende

faderskabet

til et barn i medfør af børnelovens § 14, stk. 1-3, selv om moderen

er under 18 år. Den umyndige mors værge skal således ikke samtykke i

anerkendelsen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 9.2.

Til nr. 2 (§ 14, stk. 5)

Det foreslås, at retsplejelovens § 257, 1, 2. pkt.,

skal finde anvendelse i tilfælde, hvor en mindreårig far ønsker at anerkende

faderskabet til et barn.

Det følger af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven, at

hvis værgemål udøves af forældre i forening, og den ene af forældrene

udebliver

i et retsmøde, mens den anden møder, optræder den mødte på den umyndiges

vegne

under retsmødet. Henvisningen til retsplejeloven vil indebære, at hvis

værgemålet over den umyndige far udøves af forældrene i forening, men alene

en

af forældrene møder sammen med den mindreårig far i statsamtet og samtykker i

anerkendelsen af faderskabet, anses lovens krav om, at værgen skal samtykke,

for opfyldt.

Den foreslåede henvisning til retsplejeloven svarer til den

tidligere § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov om børns retsstilling.

Til § 9

Det foreslås, at hovedparten af de nye regler i loven

træder i kraft den 1. oktober 2004. Enkelte af reglerne kræver længere tid

til

udarbejdelse af administrative forskrifter og vejledningsmateriale og træder

derfor først i kraft senere, jf. § 10 og § 11.

Ifølge

stk. 2

finder de nye regler i ægteskabslovens § 10 om, at der ikke stilles krav

om skifte af fællesboet i et tidligere ægteskab, hvis det tidligere ægteskab

er

ophørt ved separation eller skilsmisse, eller hvis et dødsbo ikke skiftes her

i

landet, anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. oktober 2004. Det

samme gælder ophævelsen af ægteskabslovens § 11, der indebærer, at de

kommende ægtefæller ikke længere skal oplyse hinanden om eventuelle børn. Det

er således uden betydning, om anmodningen om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne

er indgivet inden lovens ikrafttræden.

Ophævelsen af retsvirkningslovens § 38, nr. 4,

indebærer, at et ægteskab ikke længere kan omstødes med den begrundelse, at

en

af ægtefællerne ikke har oplyst, at vedkommende har et barn. Efter

§ 9, stk. 3,

kan omstødelse

dog ske efter de hidtil gældende regler, hvis begæring herom er indgivet til

skifteretten inden lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af § 9 og § 11 i lov om

forældremyndighed og samvær indebærer, at aftaler mellem forældrene om

overførsel af forældremyndigheden til den ene af forældrene ikke længere skal

godkendes af statsamtet, men blot anmeldes. Det foreslås derfor i

stk. 4

at ansøgninger om

godkendelse af en sådan aftale, der er indgivet før lovens ikrafttræden, men

som ikke er færdigbehandlet, anses som en anmeldelse, hvis ansøgningen er

indgivet af forældrene i forening.

I § 31, stk. 2, i lov om forældremyndighed og

samvær og § 29 b, stk. 2, i adoptionsloven foreslås indsat hjemmel

til at fastsætte regler om behandling af klager over statsamternes

afgørelser.

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 7 er det hensigten, at anvende

denne hjemmel til at fastsætte regler om, at statsamterne skal kunne

genoptage

en sag, hvor der er indgivet klage. Det vil kunne være hensigtsmæssigt for

såvel klagerne som statsamterne, at disse regler også kan finde anvendelse på

klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor i

§ 9, stk. 5,

at

justitsministeren i disse regler kan fastsætte, at de helt eller delvist også

finder anvendelse på klager indgivet før lovens ikrafttræden.

De nye regler i adoptionsloven giver på en række punkter

bedre mulighed for at gennemføre en adoption. Det foreslås derfor i

§ 9, stk. 6

, at reglerne også

skal finde anvendelse på ansøgninger om adoption, der er indgivet før lovens

ikrafttræden. Tilsvarende finder også den udvidede adgang til at anerkende

udenlandske adoptionsafgørelser i den foreslåede bestemmelse i

adoptionslovens

§ 28 anvendelse på udenlandske afgørelser, der er truffet før lovens

ikrafttræden, hvis der endnu ikke er udstedt en dansk adoptionsbevilling.

Det foreslås i

§ 9,

stk. 7,

at de nye regler om, at anerkendelse af faderskab kan ske uden

samtykke fra moderens værge, finder anvendelse ved anerkendelsen af faderskab

til børn, der fødes efter lovens ikrafttræden.

Til § 10

Adgangen til at meddele skilsmisse ved bevilling i

tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke reagerer på statsamtets henvendelser,

jf. den foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 42, stk. 3, og

ophævelsen af den obligatoriske vilkårsforhandling i ægteskabslovens

§ 44,

kræver tid til udarbejdelse af de nødvendige administrative forskrifter samt

blanketter og vejledningsmateriale til parterne. Disse regler foreslås derfor

først at træde i kraft den 1. januar 2005.

I

stk. 2

foreslås

det, at adgangen til at meddele skilsmisse i tilfælde, hvor den anden

ægtefælle

ikke reagerer på statsamtets henvendelser, også skal finde anvendelse på

ansøgninger om skilsmisse, der er indgivet inden lovens ikrafttræden. Dette

forudsætter selvsagt, at statsamtet som beskrevet i bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 3, har sikret sig, at den anden ægtefælle har

modtaget et brev fra statsamtet, som vejleder om konsekvenserne af at undlade

at svare.

Den foreslåede ophævelse af den obligatoriske

vilkårsforhandling finder som udgangspunkt kun anvendelse for ansøgninger om

separation eller skilsmisse, der indgives efter lovens ikrafttræden. I

§ 10, stk. 3,

foreslås det

dog, at vilkårsforhandling i disse tilfælde kan undlades, hvis begge parter

anmoder om det.

Til § 11

For at få tid til at udarbejde de nødvendige administrative

forskrifter, foreslås det, at ophævelsen af retsvirkningslovens § 8,

stk. 2, og § 16 i lov om børns forsørgelse, som bl.a. skal

erstattes

af regler udstedt i medfør af de foreslåede bestemmelser i medfør af

retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, ægteskabslovens § 58 a,

stk. 2, og § 21, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, først

træder i kraft den 1. april 2005.

Som beskrevet i de almindelige bemærkninger pkt. 7 og 8 er

det hensigten i medfør af de nævnte bestemmelser at fastsætte regler om bl.a.

statsamternes adgang til at genoptage sager, hvor der er indgivet klage, samt

regler om begyndelses- og ændringstidspunkter for børne- og ægtefællebidrag.

De

nye regler vil som udgangspunkt kun få virkning for ansøgninger, der indgives

efter reglernes ikrafttræden, mens allerede indgivne ansøgninger skal

færdigbehandles i overensstemmelse med hidtidig praksis. Dog vil det som

anført

ovenfor i bemærkningerne til § 9, stk. 5, kunne være

hensigtsmæssigt

for såvel borgere som statsamt, hvis statsamter kan genoptage sager, hvor der

er indgivet klage, selv om klagen er indgivet før lovens ikrafttræden. Det

foreslås derfor, at de pågældende regler også skal kunne finde anvendelse på

klager indgivet før reglernes ikrafttræden.

Til § 12

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovens §§ 1-3, 5-8 (ændringer af lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning, lov om ægteskabs retsvirkninger, lov om

forældremyndighed og samvær, adoptionsloven, lov om registreret partnerskab,

lov om børns forsørgelse og børneloven) kan dog ved kongelig anordning sættes

i

kraft helt eller delvist for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf.

lovbekendtgørelse nr. 147 af 9. marts 1999, som ændret ved § 3 i lov nr.

461 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 365 af 6. juni 2002 og § 4 i lov

nr. 387 af 28. maj 2003, foretages følgende ændringer:

1.

§ 10

affattes således:

§ 10.

Den,

som har været gift eller har været part i et registreret partnerskab, må ikke

indgå nyt ægteskab, før offentligt skifte eller dødsbobehandling ved

bobestyrer er påbegyndt eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog

ikke, hvis der ikke var noget formuefællesskab mellem ægtefællerne eller

fritagelse for skifte særligt er hjemlet. Endvidere kan den myndighed, som

efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, tillade, at 1. pkt.

fraviges.

Stk. 2.

Afgørelser

efter stk. 1, 3. pkt., kan påklages til justitsministeren.

»§ 10.

Er et tidligere ægteskab eller registreret partnerskab opløst ved død, må den

efterlevende ægtefælle eller registrerede partner ikke indgå ægteskab eller

registreret partnerskab, før dødsbobehandling ved bobestyrer eller offentligt

skifte er påbegyndt, eller privat skifte er afsluttet. Dette gælder dog ikke,

hvis

1)

der ikke var noget

formuefællesskab mellem ægtefællerne eller de registrerede partnere,

ægtefællerne

eller de registrerede partnere var separerede på tidspunktet for dødsfaldet,

3)

samtlige arvinger

efter afdøde giver samtykke hertil, eller

4)

der ikke skal

foretages dødsbobehandling her i landet.

Stk. 2.

Den

myndighed, som efter § 13 skal prøve ægteskabsbetingelserne, kan

tillade, at stk. 1 fraviges.

Stk. 3.

Afgørelser

efter stk. 2 kan påklages til justitsministeren.«

§ 11.

Ægteskab

må ikke indgås, uden at hver af parterne over for den anden og den myndighed,

der skal prøve ægteskabsbetingelserne, har afgivet erklæring om, hvorvidt den

pågældende har eller venter børn med en anden mand eller kvinde.

Oplysningspligten omfatter også adoptivbørn, men ikke børn, som er

bortadopteret.

2.

§ 11

ophæves.

§ 42.

Separation

og skilsmisse gives ved dom eller bevilling.

3.

I

§ 42

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

Stk. 2.

Bevilling

kan kun meddeles, såfremt ægtefællerne er enige om at ønske separation eller

skilsmisse ved bevilling og enige om de i §§ 49 og 54-56 nævnte vilkår,

jf. dog § 45. Spørgsmål om størrelsen af underholdsbidrag kan

ægtefællerne henskyde til statsamtets afgørelse.

Stk. 3.

Findes

det betænkeligt at meddele bevilling, skal bevilling nægtes.

»Stk. 3.

Søges

skilsmisse i medfør af § 31, stk. 1, eller § 31, stk. 1,

jf. stk. 2, kan bevilling meddeles, når den anden ægtefælle ikke

protesterer herimod, hvis

1)

skilsmisse søges på

vilkårene for separationen, og disse også gælder for tiden efter skilsmissen,

og

2)

der ikke skal tages

stilling til pensionsordninger omfattet af § 54.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 44.

Inden

bevilling til separation eller skilsmisse meddeles, skal der foretages

vilkårsforhandling. Hvis der ønskes skilsmisse efter § 31, og vilkårene

for separationen gælder også for tiden efter skilsmissen, er

vilkårsforhandling dog ikke nødvendig.

4.

§ 44, stk. 1,

affattes således:

»Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles,

skal der foretages vilkårsforhandling, hvis

1)

en af ægtefællerne

anmoder om det, eller

2)

statsamtet finder,

at særlige omstændigheder taler for det.«

Stk. 2.

Regler om

vilkårsforhandling fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler

bestemmes, at vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har

ophold her i landet.

§ 46.

Om

forældremyndigheden over børnene i forbindelse med separation eller

skilsmisse gælder reglerne i lov om forældremyndighed og samvær.

5.

§ 46

ophæves.

6.

Efter

§ 58 indsættes:

»Kapitel 5 a

Sagsbehandling m.v.

§ 58 a.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 50 og 53,

herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

§ 2

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf.

lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995, som ændret ved § 9 i lov nr.

389 af 14. juni 1995 og § 4 i lov nr. 385 af 22. maj 1996, foretages

følgende ændringer:

§ 8.

Spørgsmål

om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6 afgøres af statsamtet. Denne

kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne ændre sin bestemmelse,

når forholdene væsentlig har forandret sig.

1.

§ 8, stk. 2,

ophæves.

Stk. 2.

Underholdsbidrag

efter §§ 5 og 6 kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for

en tid, der ligger mere end 1 år forud for begæringen.

§ 38.

En

ægtefælle kan forlange bosondring:

2.

§ 38, nr. 4,

ophæves.

- - -

4)

når den anden

ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet uden hans vidende havde et

arveberettiget barn uden for ægteskab eller senere har fået et sådant barn.

Kravet må i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder efter, at han er blevet

vidende om forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet er afgået ved

døden, medmindre det har efterladt sig livsarvinger.

3.

Efter

§ 52 indsættes:

»§ 52 a.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5, 6, og 8,

herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

§ 3

I lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed

og samvær, som ændret ved lov nr. 416 af 10. juni 1997 og § 2 i lov nr.

461 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

1.

§ 9

affattes således:

§ 9.

Skal

den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene med statsamtets

godkendelse aftale, hvem af dem der skal have forældremyndigheden alene.

Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for

barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen

godkendes af retten.

»§ 9.

Skal den fælles forældremyndighed ophøre, kan forældrene aftale, hvem af dem

der skal have forældremyndigheden alene. Aftalen er kun gyldig, når den er

anmeldt til statsamtet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten,

kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2.

Er

forældrene uenige, eller nægtes godkendelse af deres aftale, afgør

retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem af

forældrene der skal have forældremyndigheden alene.

Stk. 2.

Er

forældrene uenige, afgør retten under særligt hensyn til, hvad der er bedst

for barnet, hvem af forældrene der skal have forældremyndigheden alene.«

2.

§ 11

affattes således:

§ 11.

Forældremyndigheden

kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til den af forældrene, der

ikke har forældremyndigheden, eller til andre. Forældremyndigheden kan

overføres til et ægtepar i forening, herunder den ene af forældrene og dennes

ægtefælle. Aftalen godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er

bedst for barnet. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan

aftalen godkendes af retten.

»§ 11.

Forældremyndigheden kan ved aftale overføres fra den ene af forældrene til

den anden. Aftalen er kun gyldig, når den er anmeldt til statsamtet. Er en

sag om forældremyndighed indbragt for retten, kan anmeldelse ske hertil.

Stk. 2.

Forældremyndigheden kan ved aftale godkendt af statsamtet overføres til andre

end en af forældrene. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar i

forening, herunder den ene af forældrene og dennes ægtefælle. Aftalen

godkendes, medmindre den strider mod, hvad der er bedst for barnet. Er en sag

om forældremyndighed indbragt for retten, kan aftalen godkendes af retten.«

§ 17.

Statsamtet

træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan

fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes

efter, hvad der er bedst for barnet.

3.

I

§ 17, stk. 2,

indsættes efter

»navnlig på grund af«: »væsentligt«.

Stk. 2.

Statsamtet

kan ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for

barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.

Stk. 3.

Statsamtet

kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller

afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Stk. 4.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om overvåget samvær.

§ 19.

Den

af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter

anmodning at

få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt

social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at

give oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives

fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold.

4.

I

§ 19, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »samt

social- og sundhedsvæsenet« til: », social- og sundhedsvæsenet samt private

sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger«, og i

2. pkt

. ændres »eller institutionen« til: »,

institutionen, lægen eller tandlægen«.

Stk. 2.

Statsamtet

kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af

forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte

institutioner fratage den af forældrene, der ikke har

forældremyndigheden, adgangen til at få orientering efter stk. 1. En

afgørelse efter 1. pkt. har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen

modtager meddelelse om afgørelsen.

5.

I

§ 19, stk. 2,

indsættes efter

»institutioner«: »m.v.«.

6.

§ 31

affattes således:

§ 31.

Justitsministeren

kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes behandling af sager

efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne for anmeldelse af

aftaler om fælles forældremyndighed.

»§ 31.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 14, stk. 1-4.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om statsamternes og domstolenes

behandling af sager efter denne lov, herunder nærmere regler om betingelserne

for anmeldelse af aftaler om forældremyndighed.«

§ 4

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815

af 30. september 2003, foretages følgende ændringer:

§ 478.

Tvangsfuldbyrdelse

kan ske på grundlag af

1.

I

§ 478, stk. 1, nr. 2,

udgår »,

retsforlig om samværsret«.

- - -

2)

forlig indgået for

de under nr. 1 nævnte myndigheder, retsforlig om samværsret samt forlig

indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning,

- - -

§ 478.

Tvangsfuldbyrdelse

kan ske på grundlag af

- - -

2.

§ 478, stk. 1, nr. 3,

affattes

således:

3)

aftaler om

forældremyndighed, der indgår som vilkår i separations- eller

skilsmissebevillinger eller i øvrigt er godkendt af statsamtet, samt

bestemmelser om forældremyndighed og samværsret, der er truffet af

statsamtet,

»3)

aftaler om

forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær, bestemmelser om

forældremyndighed og samvær, der er truffet af statsamtet, retsforlig om

samvær samt aftaler om samvær, når det udtrykkeligt i aftalen er bestemt, at

den kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.«

- - -

3.

§ 483

affattes således:

§ 483.

Bestemmelser

om forældremyndighed eller udøvelse af samværsret, jf. § 478,

stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre fuldbyrdelsesfrist er

fastsat af statsamtet eller indeholdt i vilkårene.

»§ 483.

Aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478,

stk. 1, nr. 3, kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt eller

bestemt.«

§ 535.

Den,

der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at

foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes

straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsidesættelse af

undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt

tilsidesættelse af dommen.

4.

I

§§ 535

og

536

ændres »samværsret« til: »samvær«, og i

§ 536

ændres »samværsrettens« til:

»samværets«.

Stk. 2.

Sag efter

stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller

sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og

fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i

§§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller

rekvisitus er idømt eller har udstået straf.

Stk. 3.

Reglerne

i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme

bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.

§ 536.

Bestemmelser

om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse

af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved

valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse

kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes

for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på

indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2.

Fogedretten

kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til

at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne

give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller

samværsrettens udøvelse.

Stk. 3.

Skal

tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder,

der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om

udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når

en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke

efterkommes.

§ 5

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af

16. december 1999, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 228 af 2. april

2003, foretages følgende ændringer:

§ 5.

Den,

som er gift, kan kun adoptere sammen med sin ægtefælle, medmindre denne er

forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand

er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Dog kan den ene ægtefælle med

den andens samtykke adoptere dennes barn eller adoptivbarn.

1.

I

§ 5, stk. 1,1. pkt.,

indsættes

efter »kan«: »bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde«, og

2. pkt

. udgår.

Stk. 2.

Kun

ægtefæller kan adoptere sammen.

2.

Efter

§ 5 indsættes:

»§ 5 a.

En

ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn

(stedbarnsadoption).

Stk. 2.

Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller

adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan

stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig.«

§ 16.

Ved

adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som

mellem forældre og deres barn, og adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og

arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens

eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets

virkelige slægt.

3.

I

§ 16, stk. 1, § 19, stk. 2,

§ 23, stk. 2, stk. 3,

og

stk. 4

, der bliver stk. 5,

§ 24, stk. 1

, og

§ 37, stk. 2

, ændres »virkelige«

til: »oprindelige«.

4.

§ 16, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

Såfremt

en ægtefælle adopterer sin ægtefælles barn eller adoptivbarn, får barnet i

forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om det var deres fælles

barn.

»Stk. 2.

Ved

stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til

ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den

pågældende var deres fælles barn.«

Stk. 3.

Med

hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i lovgivningen om personnavne.

§ 18.

Adoptivforholdet kan ophæves af justitsministeren, når adoptanten og

adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under værgemål efter

værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige

handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen

indhentes.

5.

I

§ 18, stk. 2,

og

stk. 5

ændres »biologiske« til:

»oprindelige«.

Stk. 2.

Er

adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis

adoptanten og adoptivbarnets biologiske forældre er enige derom og ophævelsen

er bedst for barnet.

Stk. 3.

Er barnet

fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets

samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsamtet

eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af

§ 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en

samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal

gøres bekendt med ophævelsens betydning.

Stk. 4.

Er barnet

under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte

ophævelse af adoptivforholdet, i det omfang barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang

tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af

adoptivforholdet.

Stk. 5.

Når

adoptanterne er døde, kan justitsministeren på begæring af barnets biologiske

forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3

og 4 finder tilsvarende anvendelse.

§ 23.

Ved

ophævelse bortfalder retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og

adoptanten og dennes slægt. Når særlige grunde taler derfor, kan retten

ved ophævelse efter § 19 bestemme, at adoptanten skal betale bidrag til

barnets underhold.

Stk. 2.

Ophæves

adoptivforholdet i medfør af § 18, stk. 2 eller 5, genindtræder

barnet i retsforholdet til den virkelige slægt.

Stk. 3.

I de i

§ 19 nævnte tilfælde kan retten under hensyntagen til anledningen til

ophævelsen, barnets alder og de øvrige omstændigheder bestemme, at

retsforholdet mellem barnet og dets virkelige slægt skal genopstå.

6.

I

§ 23

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Er

adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan

justitsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme,

at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt,

hvis de oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes

oprindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at

retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Stk. 4.

I øvrigt

genindtræder ingen retsvirkninger i forhold til den virkelige slægt.

§ 25 b.

Adoptionsnævnet

består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være jurist.

I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder

formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være

formand for nævnet. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Justitsministeren

fastsætter forretningsordenen for nævnet.

7.

I

§ 25 b, stk. 1, 2. pkt.,

ændres

»jurist« til: »dommer«.

- - -

§ 28.

Den,

der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov.

8.

§ 28, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

Justitsministeren

eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan bestemme, at en adoption kan

bevilges i et andet land, når adoptionen er gennemført i overensstemmelse med

Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde

med hensyn til internationale adoptioner.

»Stk. 2.

Uanset

stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser, der er truffet i et

andet land, her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på

adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af

1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske

adoptionsafgørelser anerkendes her i landet.«

§ 29 b.

(Ophævet).

9.

Efter § 29 a indsættes:

»§ 29 b.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Dette gælder dog ikke afgørelser efter §§ 9-10, der er indbragt for

retten, jf. § 11.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling.«

§ 6

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret

partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989, § 36 i lov

nr. 387 af 14. juni 1995, og lov nr. 360 af 2. juni 1999, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 2, stk. 1,

affattes således:

§ 2.

Ægteskabslovens

kapitel 1 og § 12 og § 13, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.,

finder tilsvarende anvendelse på registrering af partnerskab, jf. dog

stk. 2.

Ȯgteskabslovens kapitel 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse på registrering af partnerskab, bortset fra §§ 14-17,

§ 20, stk. 3, og § 22, stk. 1. Ved registrering af

partnerskab skal dog også betingelserne i stk. 2, være opfyldt.«

Stk. 2.

Registrering

af partnerskab kan kun ske, hvis

1)

en af parterne har

bopæl her i landet og dansk statsborgerskab eller

2)

begge parter har

haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

2.

§ 2, stk. 3,

affattes således:

Stk. 3.

Statsborgerskab

i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter

stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i

et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til

den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.

»Stk. 3.

Statsborgerskab i Norge, Sverige, Finland eller Island sidestilles med dansk

statsborgerskab efter stk. 2. Bopæl i Norge, Sverige, Finland eller

Island sidestilles med bopæl her i landet efter stk. 2.

Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab og bopæl i et andet land

med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske,

ligeledes skal sidestilles med dansk statsborgerskab og bopæl her i landet.«

3.

§ 2, stk. 4,

affattes således:

Stk. 4.

Regler om

fremgangsmåden ved registrering af partnerskab, herunder prøvelse af, om

betingelserne for registrering er opfyldt, fastsættes af justitsministeren.

»Stk. 4.

Regler om

fremgangsmåden ved registrering af partnerskab fastsættes af

justitsministeren.«

§ 5.

Ægteskabslovens

kapitel 3, 4 og 5 og retsplejelovens kapitel 42 finder tilsvarende anvendelse

på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2 og 3.

4.

I

§ 5, stk. 2,

udgår »og § 46«.

Stk. 2.

Ægteskabslovens

§ 43, stk. 1, og § 46 anvendes ikke ved opløsning af et

registreret partnerskab.

5.

§ 5, stk. 3,

affattes således:

Stk. 3.

Uanset

retsplejelovens § 448 c kan registrerede partnerskaber altid opløses her

i landet.

»Stk. 3.

Hvis

ingen af parterne bor i et land, der er omfattet af § 2, stk. 3,

kan registreret partnerskab indgået her i landet uanset retsplejelovens

§ 448 c altid opløses her.«

6.

Efter

§ 6 indsættes:

»§ 6 a.

Ved

overenskomst med fremmed stat eller af justitsministeren kan der fastsættes

regler om forholdet mellem dansk og anden stats lovgivning om registreret

partnerskab.«

§ 7

I lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr.

352 af 15. maj 2003, foretages følgende ændringer:

§ 16.

Statsamtet

kan til enhver tid ændre et bidrag, når der fremkommer grundet begæring

herom. Bidrag, der er forfaldet før begæringens fremsættelse, kan dog kun

ændres, når ganske særlige omstændigheder foreligger.

1.

§ 16

ophæves.

Stk. 2.

Bidrag

kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid, der ligger

mere end 1 år forud for begæringens fremsættelse.

2.

§ 21

affattes således:

§ 21.

Justitsministeren

fastsætter de til lovens gennemførelse nødvendige forskrifter.

»§ 21.

Statsamtets afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Bidragsresolutioner

og overenskomster vedrørende de i loven omhandlede bidrag er fritaget for

stempelafgift.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om

statsamternes behandling af sager om børnebidrag, herunder om

ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.«

§ 8

I børneloven, lov nr. 460 af 7. juni 2001, foretages

følgende ændringer:

§ 14.

En

mand kan anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at

de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Det gælder dog

ikke, hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel eller

forventede fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret.

1.

I

§ 14, stk. 5, 2. pkt.,

ændres »en

af parterne« til: »manden«.

Stk. 2.

En mand,

som har haft seksuelt forhold til barnets mor i den periode, hvor hun blev

gravid, kan anerkende faderskabet, hvis

1)

moderen efter det

oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i denne periode eller

2)

han utvivlsomt er

barnets far.

Stk. 3.

Har

moderen haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev

gravid, kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen erklærer, at

de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Anerkendelsen skal

tiltrædes af andre mænd, som er parter i sagen.

Stk. 4.

Anerkendelse

efter stk. 1-3 skal ske skriftligt. Anerkendelse efter stk. 3 kan

kun ske under et møde i statsamtet.

Stk. 5.

Er en af

parterne frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens

§ 6, kan der ikke ske anerkendelse efter stk. 1-3. Er en af

parterne umyndig som følge af mindreårighed, skal værgen samtykke i

anerkendelsen.

2.

I

§ 14, stk. 5,

indsættes efter 2.

pkt.: »Retsplejelovens § 257, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.«

Stk. 6.

Inden

anerkendelse efter stk. 1-3 skal den mand, som anerkender faderskabet,

være gjort bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og med, at han kan

kræve sagen afgjort ved retten.

Stk. 7.

Faderskab

kan ikke inden barnets fødsel anerkendes efter stk. 2, nr. 2, og

stk. 3.

Stk. 8.

Justitsministeren

kan bestemme, at en anerkendelse afgivet i udlandet skal ligestilles med en

anerkendelse for statsamtet.

Lignende dokumenter