Spring til indhold

Retsinformation

Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse

FOU nr 2001.630UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af

ægtefællebidrag. Forældelse

En advokat, A, klagede på

vegne af en mand, M, til mig over Københavns Kommunes inddrivelse af

ægtefællebidrag til den tidligere hustru, H’s, underhold.

Af materialet i sagen

fremgik bl.a. at M og H ved Københavns Byrets dom af 16. november 1993 blev

separeret på vilkår om at forældremyndigheden over barnet B tilfaldt H, og at

M

pålagdes bidragspligt over for H i 8 år fra den 16. november 1993. M ankede

dommen for så vidt angår vilkåret om bidragspligt.

Københavns Overpræsidium

traf den 31. januar 1994 afgørelse om at M med virkning fra den 19. september

1993 og indtil videre skulle betale normalbidrag med tillæg af 100 pct. til

B.

Samme dag traf overpræsidiet afgørelse om at M med virkning fra den 1.

november

1993 og indtil videre skulle betale et bidrag på 4.500 kr. om måneden til H.

Afgørelsen om ægtefællebidrag var truffet i medfør af retsvirkningslovens §

6,

og det var med fed skrift i afgørelsen anført at afgørelsen ikke havde

gyldighed for tiden efter endelig separation eller skilsmisse eller samlivets

eventuelle genoptagelse.

Den 11. februar 1994 skrev M

til overpræsidiet om sagen. For så vidt angik bemærkningen om at

bidragsafgørelsen ikke havde gyldighed efter endelig separation, anførte M at

så vidt han forstod havde byretten fastslået separation hvorfor den vel måtte

være endelig. Han spurgte derfor om bemærkningen betød at bidragsafgørelsen

var

ugyldig.

Læs alt

Civilretsdirektoratet

tiltrådte den 30. marts 1994 overpræsidiets afgørelser af 31. januar 1994.

Den 5. april 1994 henvendte

M sig til Københavns Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, Socialcentret

for særlige opgaver, med henblik på hvortil og hvordan han kunne afdrage den

allerede opståede bidragsrestance.

Af et brev af 27. april 1994

til H’s advokat fremgår bl.a. at centret havde truffet aftale med M om

at

afdrage 6.000 kr. om måneden hvilket senere blev nedsat til 3.000 kr.

H flyttede den 8. august

1994 til Gladsaxe Kommune.

Ved dom af 17. august 1994

stadfæstede Østre Landsret separationsvilkåret om bidragspligt.

Den 22. august 1994 meddelte

socialcentret M at centret på ny havde gennemgået sagen, og at den

oprindelige

aftale på 6.000 kr. med virkning fra den 1. oktober 1994 fortsat skulle

bestå.

Samtidig oplyste centret M om at han kunne klage over fastsættelse af

underholdsbidrag til Civilretsdirektoratet med begrundelse om direkte

betaling,

og at en sådan klage ikke havde opsættende virkning.

Med brev af 26. august 1994,

som socialcentret modtog den 29. august 1994, indsendte H’s advokat en

kopi af

Østre Landsrets dom. Samtidig skrev advokaten at H havde et større

tilgodehavende i ægtefællebidrag, og at M kun betalte meget lidt. Advokaten

spurgte derfor bl.a. om der var indgået en ordning med M.

Som følge af H’s flytning

til Gladsaxe Kommune sendte socialcentret den 30. august 1994 bidragssagen

til

Gladsaxe Kommune.

Af Københavns Kommunes

(socialcentrets) afkrævninger af 14. september 1994 af bidrag fremgik bl.a.

at

unddragelse af rettidig betaling eller misligholdelse af betalingsaftalen

ville

medføre at de i lovgivningen hjemlede tvangsmidler ville blive bragt i

anvendelse. Som led i enhver bidragsaftale vedrørende forskudsvis udbetalt

børnebidrag indgik at overskydende skat eller andre tilgodehavender ved

staten

modregnedes i det omfang der forelå en bidragsrestance.

Den 16. september 1994

sendte socialcentret (i Københavns Kommune) en kopi af aftalen med M til

H’s

advokat.

Af M’s brev af 29. december 1994,

som socialcentret modtog kopi af, fremgik at ægtefællebidrag fra den 1.

januar

1995 ville blive deponeret på en konto.

Af den oplysningsseddel for

1994 som socialcentret den 18. januar 1995 sendte til M, fremgik at han havde

betalt 39.000 kr. i ægtefællebidrag og 6.000 i børnebidrag.

Den 11. januar 1995 skrev

socialcentret til M. Af brevet fremgik:

”Under henvisning til Deres

brev af 29/12 1994 anmodes De om straks at indbetale det pr. 3. januar 1995

forfaldne afdrag.

Kravet er stadfæstet ved

Østre Landsret og er derfor forfaldent til betaling. Der er intet herefter

der

har opsættende virkning.”

H rykkede den 28. februar

1995 og 29. marts 1995 Københavns Kommune for bidrag idet M kun havde betalt

1.500 kr. i januar og februar.

Den 20. marts 1995 afsagde

Retten i Gladsaxe dom om at ægteskabet mellem M og H opløstes på nærmere

angivne vilkår.

Københavns

Skatteforvaltnings pantefoged foretog den 31. marts 1995 udlæg for i alt

48.884

kr. i indeståendet på M’s bankkonto i Girobank. Udlægget blev

efterfølgende

ført tilbage fordi indestående på kontoen tilhørte en kortklub som M var

medlem

af. Herefter genoptog M betalingen af ægtefællebidrag med 5.000 kr. om

måneden

hvilket kommunen accepterede for april og maj 1995.

Den 27. april 1995 og 15.

maj 1995 ringede H til Københavns Kommune om inddrivelsen af bidrag. Hun

ringede også til Gladsaxe Kommune herom.

Københavns Skatteforvaltning

sendte den 15. maj 1995 M en ny tilsigelse. Herefter tilbød M at betale 5.500

kr. om måneden hvilket kommunen accepterede fra den 1. juni 1995 til den 1.

november 1995.

H ringede også den 30. maj

1995 til Københavns Kommune om inddrivelsen.

Den 9. november 1995

accepterede kommunen at M betalte 5.500 kr. om måneden i endnu 4 måneder. M

ville eventuelt søge om frafald af ægtefællebidrag.

Af den oplysningsseddel som

Københavns Skatteforvaltning den 17. januar 1996 sendte til M, fremgik at han

havde betalt 51.130 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.

Kommunen accepterede den 13.

marts 1996 endnu 4 måneder med afdrag på 5.500 kr.

Den 20. juni 1996 ringede

Gladsaxe Kommune på vegne af H til Københavns Kommune om inddrivelsen.

I perioden fra den 25. april

1996 til den 29. juli 1996 boede M i Stenløse Kommune. Derefter flyttede han

tilbage til Københavns Kommune. Stenløse Kommune sendte derfor den 12. august

1996 den bidragssag som kommunen den 7. juni 1996 havde fået tilsendt,

tilbage

til Københavns Kommune. Det er på flyttemeddelelsen med håndskrift bl.a.

anført

at M flyttede tilbage til Københavns Kommune inden kontakt fra kommunen, og

at

afkrævning på ægtefællebidrag for juni, juli og august 1996 ikke var blevet

udsendt.

Frederiksborg Statsamt traf

den 29. juli 1996 afgørelse om at M’s bidrag til H’s underhold

skulle bortfalde

fra den 1. august 1996.

H ringede den 5. august 1996

til Københavns Kommune. Hun oplyste bl.a. at hun ønskede det gamle krav

inddrevet hvilket ville ske når Københavns Kommune modtog sagen fra Stenløse

Kommune.

Den 29. august 1996 oplyste

Københavns Kommune H om at kommunen havde modtaget sagen.

Civilretsdirektoratet

tiltrådte den 10. september 1996 statsamtets afgørelse af 29. juli 1996.

Den 7. oktober 1996 og 1.

november 1996 rykkede H Københavns Kommune for inddrivelsen af

bidragsrestancen.

M foreslog den 16. oktober

1996 et månedligt afdrag på 2.000 kr.

I brev af 22. oktober 1996

afslog Københavns Skatteforvaltning den ansøgte betalingsordning, jf.

principperne i retsplejelovens § 525. Samtidig traf skatteforvaltningen

afgørelse om en betalingsordning på 3.500 kr. pr. måned fra den 1. november

1996. Af afgørelsen fremgik:

”

Overskydende skat eller

anden udbetaling fra staten vil – som et ekstraordinært afdrag –

blive anvendt

til hel eller delvis dækning af foreliggende restancer. Dette gælder også

udbetalinger til eventuel ægtefælle/registreret partner, når denne kan

afkræves

restancen.

Overholdes ordningen ikke,

er hele restancen forfalden til betaling og vil kunne inddrives ved udlæg

og/eller ved indeholdelse i løn, pension, dagpenge mv.

”

Af den oplysningsseddel for

1996 som Københavns Skatteforvaltning den 15. januar 1997 sendte til M,

fremgik

at han havde betalt 38.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag. Af

den

tilsvarende oplysningsseddel fra Stenløse Kommune fremgik at han havde betalt

5.500 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.

M skrev den 13. september

1996 til Civilretsdirektoratet idet han ønskede at ægtefællebidraget

bortfaldt

fra den 1. maj 1996.

Den 23. januar 1997 meddelte

Civilretsdirektoratet at bidraget til H allerede var bortfaldet fra den 17.

august 1994. Baggrunden herfor var bl.a. at det bidrag som Københavns

Overpræsidium havde fastsat den 31. januar 1994, kun løb frem til den

endelige

dom i separationssagen, dvs. til Østre Landsrets dom af 17. august 1994. Ved

denne dom faldt bidraget automatisk bort, og H havde herefter mulighed for at

søge bidrag efter ægteskabslovens § 50. H havde ikke udnyttet denne mulighed

der dog stadig bestod. Civilretsdirektoratet beklagede at direktoratet ikke

ved

afgørelsen af 10. september 1996 var opmærksom på at bidraget var bortfaldet

den

17. august 1994.

M flyttede den 1. maj 1997

til Høje-Taastrup Kommune. Københavns Kommune sendte derfor bidragssagen til

Høje-Taastrup Kommune.

Den 23. juni 1997 rykkede H

Københavns Kommune for bidrag. Københavns Kommune henviste hende til

Høje-Taastrup Kommune.

I brev af 26. juni 1997

meddelte M Høje-Taastrup Kommune at han standsede sine månedlige betalinger

(på

3.500 kr.) af bidragsrestancen. Han henviste til Civilretsdirektoratets

afgørelse og til at det så ud til at han siden august 1994 uretmæssigt var

blevet afkrævet bidrag. M imødeså kommunens kommentar til problemet og til

hvordan det kunne løses. Han sendte en kopi af brevet til Gladsaxe Kommune.

Den 25. august 1997 skrev M

på ny til Høje-Taastrup Kommune om sagen. Af brevet fremgik bl.a. at M mente

at

han havde øremærket de betalte bidrag til børnebidrag. Han var derfor

utilfreds

med at de betalte bidrag var gået til betaling af ægtefællebidrag, og at han

derfor havde opbygget en børnebidragsrestance. Han mente heller ikke at det

var

rimeligt at han skulle betale børnebidragsrestancen når det offentlige

uretmæssigt havde afkrævet ham ægtefællebidrag. Han sendte en kopi af sit

brev

til Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune.

Af Høje-Taastrup Kommunes

afgørelse af 2. september 1997 fremgik:

”

De er i restance af

børnebidrag på i alt 16.614,00 kr. som oplyst i brev herfra af 25. august

1997.

De indbetalinger som De har

foretaget til Københavns kommune (der er slet ikke indbetalt til

Høje-Taastrup

kommune) er dækket til ikke forskudsvis udbetalt hustru- og børnebidrag.

Denne

dækning er sket efter normal praksis og efter princippet i § 15, stk. 3, i

Justitsministeriets cirkulære af 29. november 1978 om inddrivelse af bidrag.

Jeg skal derfor fastholde

restancen og anmode Dem om at indbetale beløbet. Hvis beløbet ikke kan

betales

på en gang kan De rette henvendelse hertil for indgåelse af en

betalingsordning.

Hvis De ikke betaler eller

indgår en betalingsordning vil restance blive inddrevet ved

tvangsinddrivelse.

”

Den 8. september 1997

klagede M over afgørelsen.

Med brev af 12. september

1997 sendte Høje-Taastrup Kommune klagen videre til Det Sociale Nævn for

Københavns Amt. Af kommunens brev fremgik:

”

Høje-Taastrup kommune modtog

d. 20. juni 1997 sagen fra Københavns kommune med en restance på 20.114,00

kr.

Den 24. juni 1997 modtog incassoafsnittet 3.500,00 kr. fra Københavns

kommune.

Pengene havde (M) betalt til København. Restancen var herefter 16.614,00 kr.

som udgør ikke forskudsvis udbetalt børnebidrag 3.992,00 kr. samt

forskudsvist

udbetalt bidrag 12.622,00 kr. til barnet (B).

Det skal oplyses, at der

verserer en sag vedr. for meget indbetalt hustrubidrag til tidl. ægtefælle

(H)

bosiddende i Gladsaxe kommune. Gladsaxe kommune har den 8. september 1997

haft

møde med (H) cpr-nr. ( ) og der fået oplyst, at hun nu vil søge om

hustrubidrag

for perioden efter bortfaldet d. 17. august 1994.

”

I brev af 30. september 1997

traf det sociale nævn afgørelse om at sagen skulle behandles af Københavns

Kommune fordi klagen relaterede sig til forhold der var afgjort i Københavns

Kommune.

Af den oplysningsseddel for

1997 som Københavns Skatteforvaltning den 14. januar 1998 sendte til M,

fremgik

at han havde betalt 14.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.

Med brev af 7. april 1998

sendte Det Sociale Nævn for Københavns Amt sagen til Københavns Kommune.

Københavns Kommune traf den

25. januar 1999 afgørelse og sendte samtidig sagen videre til Det Sociale

Nævn

for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Af kommunens afgørelse fremgik:

”

Vi har gennemgået sagen, men

der er imidlertid ikke fundet grundlag for at ændre den af Høje-Tåstrup

kommune

den 2. september 1997 trufne afgørelse om, at De skal betale den foreliggende

børnebidragsrestance.

I afgørelsen er der lagt

vægt på, at det er parternes ansvar at give såvel bidragsberettigedes som

bidragspligtiges bopælskommuner besked om afgørelser, som ændrer ved

grundlaget

for påligning og inddrivelse af bidrag. Ønsker De det for meget betalte

hustrubidrag og forhøjet børnebidrag tilbagebetalt, er det vores opfattelse,

at

De må søge beløbet tilbagebetalt af Deres tidligere ægtefælle, eventuelt ved

privat søgsmål.

Det er aftalt med

Høje-Tåstrup kommune, at indbetaling af Deres resterende bidragsrestance

berostilles

indtil Det Sociale Nævns afgørelse foreligger.

”

Af kommunens notat af 16.

december 1998 fremgik bl.a. at Københavns Statsamt den 23. februar 1998 gav H

afslag på forlængelse af bidragspligten, og at H’s advokat den 19. maj

1998

meddelte statsamtet at bidraget var modtaget i god tro hvorfor H ikke ville

tilbagebetale noget. Det fremgik også at både statsamtet, advokaten og

Gladsaxe

Kommune havde henlagt sagen, og at Gladsaxe Kommune straks havde stoppet

udbetalingen af hustrubidrag da kommunen blev bekendt med den seneste

afgørelse.

Den 21. januar 2000 traf Det

Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse. Af

afgørelsen

fremgik:

”

Nævnet finder, at det må

anses for at være i overensstemmelse med § 15, stk. 3, i nedennævnte

cirkulære,

at Deres betalinger vedrørende bidrag er anvendt til dækning af de private

krav

vedrørende bidrag forud for dækning af kommunens krav vedrørende forskudsvis

udlagte børnebidrag.

Imidlertid finder nævnet, at

Københavns Kommune hvad angår hustrubidraget har tilsidesat sin pligt som

inddrivelsesmyndighed til at sikre sig, at der forelå et grundlag for

inddrivelsen.

Nævnet lægger i den

forbindelse vægt på, at Københavns Kommune i august 1994 modtog kopi af

landsretsdommen af 17/8-94 og dermed var i besiddelse af oplysninger, hvoraf

fremgik, at det hidtidige inddrivelsesgrundlag i form af afgørelsen af

31/1-94

fra Københavns Overpræsidium var bortfaldet fra 17/8-94.

På den baggrund finder

nævnet, at det kan tilskrives fejl fra Københavns Kommune, at kommunen

uberettiget foretog inddrivelse af hustrubidrag fra Dem efter august 1994.

Spørgsmålet om

tilbagesøgnings- eller erstatningskrav overfor Københavns Kommune i den

anledning

– eller spørgsmålet om eventuelt tilbagesøgningskrav overfor Deres

tidligere

hustru – falder udenfor nævnets område. De henvises således til i givet

fald at

rejse sådant krav ved privat søgsmål.

”

I brev af 26. januar 2000

bad M Københavns Kommune om at oplyse ham om hvordan fejlen ville blive

rettet.

Han mente at en del af det for meget inddrevne skulle bruges til at betale

børnebidragsrestancen, og at det for meget inddrevne kunne sidestilles med

for

meget opkrævet skat som uden yderligere søgsmål blev tilbagebetalt til

skatteyderen.

Københavns Kommune skrev den

4. april 2000 til M. Af brevet fremgik:

”

Da kommunen ikke endeligt

har modtaget de pågældende beløb, men alene har opkrævet dem på vegne af den

bidragsberettigede og derefter afregnet de opkrævede beløb til denne, forstår

vi Deres krav som et erstatningskrav mod kommunen for vor medvirken til denne

opkrævning.

Efter dansk rets almindelige

erstatningsregler, skal der for at pådrage sig et erstatningsansvar dels

foreligge et ansvarsgrundlag, dels skal der dokumenteret være lidt et tab.

I kravet om, at der skal

foreligge et ansvarsgrundlag ligger der normalt, at der er handlet (eller

undladt handlet) anderledes end, hvordan en normal og fornuftig mand ville

have

gjort. Dette har det sociale nævn så afgjort, at kommunen har.

Efter vor opfattelse har De

ikke lidt noget tab, da det ikke er sandsynliggjort, at

statsamtet/overpræsidiet,

efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde, ville have

fastsat

bidraget efter ægteskabslovens §§ 49-50 til noget andet beløb end dét, som

var

fastsat ved den tidligere resolution i henhold til retsvirkningslovens § 6.

Da De blot fortsatte med at

betale de afkrævede beløb, havde den bidragsberettigede ikke nogen anledning

til at få fastsat bidragets størrelse i henhold til den endelige

separationsdom. I Vestre Landsrets dom af 5. september 1995 B-1207/95 er der

afgjort en sag, der på mange måder ligner Deres. Jeg vedlægger til Deres

orientering en kopi af en omtale af dommen fra bladet Advokaten.

Da der med udgangspunkt i

denne dom ikke består noget tilbagebetalingskrav mod Deres tidligere

ægtefælle,

ville det forhold, at De kunne gennemføre et erstatningskrav mod kommunen

betyde, at De fik en uberettiget berigelse i forhold til manden i den nævnte

dom. Også af denne grund kan vi ikke imødekomme Deres krav.

Af andre betingelser for at

pålægge et erstatningsansvar, kræves det, at den skadelidte, dels ikke selv

har

medvirket til skadens opståen, dels efter evne har forsøgt at begrænse

skadens

udbredelse.

Som vi også fremhævede

overfor Dem i vort brev til Dem af 25. januar 1999, må parterne i en

bidragssag

være nærmest til at underrette opkrævningsmyndigheden om ændringer i

beregningsgrundlaget. Ved den ovennævnte Vestre Landsretsdom fandt

landsretten,

at der ikke var nogen speciel tilskyndelse for den bidragsberettigede til at

søge bidraget fastsat, når betalingerne i henhold til den bortfaldne

resolution

blot fortsatte og der er i hvert fald slet ingen tilskyndelse (og heller

ingen

berettigelse) for kommunen til at søge bidraget fastsat, når bidraget blot

betales efter udsendte opkrævninger.

Endelig lægger vi vægt på,

at der medvirkede advokat på begge sider i forbindelse med separationens

gennemførelse.

Efter en samlet bedømmelse

mener vi derfor ikke, at der foreligger nogen erstatningspligt for kommunen

og

vi kan derfor ikke imødekomme Deres anmodning.

Vi må således også fastholde

den restance af forskudsvist udlagte børnebidrag, som er til

opkrævning/inddrivelse

i Høje-Taastrup kommune. Kommunen får derfor kopi af dette brev.”

Samme dag skrev Københavns

Kommune til Høje-Taastrup Kommune at den hidtil indrømmede henstand med

restancen af børnebidrag herefter måtte anses for bortfaldet.

Den 25. maj 2000 skrev A til

direktøren for Københavns Skatteforvaltning om sagen.

Direktøren for Københavns

Skatteforvaltning svarede den 15. november 2000. Af svaret fremgik:

”

Det er min opfattelse, at

der ikke påhviler Københavns Kommune et erstatningsansvar for de beløb, som

Deres klient (M) har betalt som underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle,

(H).

Københavns Kommune har i

denne sag handlet i medfør af lov om inddrivelse af underholdsbidrag, §§ 2 og

4

efter anmodning fra (H). Det fremgår af cirkulæret om inddrivelse af

underholdsbidrag, at anmodningen skal vedlægges bidragsdokumentet, ligesom

anmodningen bør indeholde oplysninger til identifikation af den

bidragsberettigede og skyldneren samt bidragsrestancens størrelse og hvilket

tidsrum den vedrører. Af punkt 4 i vejledning om inddrivelse af

underholdsbidrag fremgår, at det sociale udvalg (magistraten) skal påse, at

de

nødvendige oplysninger mv. foreligger.

’Fremgår det af de

foreliggende oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske

inddrivelse af bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den

bidragsberettigede skal have meddelelse om sagens afvisning af denne grund.

Er inddrivelsessag allerede

verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har

modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give

denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.’

Det fremgår af sagsforløbet,

at ingen af parterne – herunder statsamtet og Civilretsdirektoratet

eller

parternes advokater – er opmærksomme på, at den oprindelige

bidragsresolution

rettelig måtte anses for bortfaldet med virkning fra Østre Landsrets dom af

17.

august 1994. Selv ikke ved Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996

eller ved Civilretsdirektoratets stadfæstelse deraf den 10. september 1996

blev

dette forhold bemærket. Det tilføjes, at ingen af de to nævnte afgørelser ses

modtaget i Københavns Kommune. Først ved Civilretsdirektoratets afgørelse af

23. januar 1997 blev det fastslået at bidragsresolutionen var bortfaldet den

17. august 1994.

Det fremgår af

retsplejelovens § 505:

’Den, som har anmodet om

tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå,

skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis

frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes

fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet

foranstaltninger

til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og

dette kan lægges fordringshaveren til last.

Stk. 2. Har fogedretten

truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af skyldneren, uden

at betingelserne herfor har været til stede, eller er forretning ved en

fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har skyldneren eller den,

hos hvem forretningen er foretaget, krav på erstatning og godtgørelse i samme

omfang som efter stk. 1, 1. pkt. Beløbet betales af staten og skal godtgøres

statskassen af den, som har anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig

efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Krav efter stk. 1 og

2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre

måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet

gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Fogedretten kan

henskyde

kravet til søgsmål ved de almindelige domstole.

Stk. 4. Afgørelser efter

stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af justitsministeren.’

Københavns Kommune – der i

relation til denne sag om inddrivelse af underholdsbidrag til ægtefællen

alene

har handlet og fungeret som fogedret – ses ikke at have pådraget sig et

selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse. Endvidere er krav om et

selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse ikke rettidigt fremsat.

Dertil kommer, at et

eventuelt tab ikke er opgjort eller dokumenteret. Et eventuelt tab kan alene

opgøres ved en sag – eventuelt ved en retssag – mellem bidragyder

og

bidragmodtager. I denne forbindelse må endvidere indgå, at bortfald af

bidragsforpligtigelsen som udgangspunkt må medføre en regulering af de

pågældendes skatteansættelser i det omfang, at det fradragsberettigede og

indkomstskattepligtige

underholdsbidrag bortfalder.

Endelig er det kommunens

opfattelse, at der foreligger egen skyld, idet Deres klient har været den

nærmeste til at gøre indsigelse mod kravet om betaling af underholdsbidrag

til

den tidligere ægtefælle og derfor også den nærmeste til at bære risikoen ved,

at den endelige afklaring af underholdsforpligtigelsen trak så længe ud. Der

er

herved også henset til, at begge parter har været repræsenteret ved

advokat.”

I brev af 13. februar 2001

klagede A til mig. Klagen angik dels inddrivelsen af børnebidraget på 16.614

kr. og fordelingen af de af M betalte bidrag, dels kommunens afslag på

erstatning. Erstatningsbeløbet er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter

fradrag af børnebidragsrestancen på 16.614 kr. udgør beløbet 96.016 kr.

Den 8. marts 2001 bad jeg

Københavns Kommune om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af

sagens

akter.

Københavns Kommune udtalte

sig den 3. april 2001. Af udtalelsen fremgik:

”

I 1993, det år, hvor

ægtefællerne blev separeret, boede (M) i Københavns kommune. I perioden den

25.

april 1996 til den 29. juli 1996 havde (M) bopæl i Stenløse kommune. Herefter

var bopælskommunen på ny Københavns kommune frem til den 1. maj 1997 hvor (M)

tilflyttede Høje-Taastrup kommune.

Det fremgår af § 1, i

justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november 1978, at

underholdsbidrag

inddrives af den kommune hvor skyldneren bor (inddrivelseskommunen). Som det

fremgår af ovenstående har Københavns kommune været inddrivelseskommune frem

til den 1. maj 1997 med en afbrydelse i 1996 på ca. 3 måneder. Fra den 1. maj

1997 er inddrivelseskommunen Høje-Taastrup.

Det er ikke korrekt, at (M)

ikke har modtaget opgørelser fra kommunen vedrørende indbetalingerne. Dette

fremgår af vedlagte kopier for årene 1994 til 1997 (der bortset fra 1997 er

fremsendt til herværende kommune via Folketingets Ombudsmand). Det fremgår

tillige af opgørelserne, hvordan bidragene er fordelt mellem ægtefællebidrag

og

børnebidrag for de enkelte indbetalingsår. Indbetalingsåret er ikke

nødvendigvis sammenfaldende med påligningsåret. Fradragsretten er knyttet til

indbetalingsåret. Herudover er der fremsendt afkrævningsbreve. Det er dog

ikke

længere muligt at rekonstruere disse.

Af et nu fremkommet

arkivmateriale fremgår det, at Københavns kommune den 16. september 1996

modtog

en kopi af Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996, hvorefter

hustrubidraget bortfaldt med virkning fra den 1. august 1996 og indtil

videre.

Der er ikke pålignet ægtefællebidrag efter dette tidspunkt. Kopi af

afgørelsen

vedlægges.

I sagens anledning vedlægges

en oversigt over sagsforløbet. Det fremgår af side to, at restancen

korrigeres

med 9.000 kr. med virkning fra den 1. august 1996 i overensstemmelse med

Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996.

Det fremgår endvidere af

sagsforløbsoversigtens side tre nederst, at (M) har indbetalt 147.630 kr. på

ægtefællebidrag og ikke 139.5000 kr. som tidligere oplyst i mit brev af 15.

november 2000. Sidstnævnte beløb udgjorde forfaldne ægtefællebidrag ved

(M)’s

fraflytning til Stenløse kommune. Det samlede indbetalte beløb fremkommer ved

sammenlægning af oplysningssedlerne fra årene 1994 til 1997. Det indbetalte

beløb, 147.630 kr., er overført til sagsforløbsoversigtens side fire. Det

fremgår endvidere, at der frem til den 31. august 1994 er et forfaldent

ægtefællebidrag på 45.000 kr. Der er enighed om, at dette beløb skal betales.

Ved at trække 45.000 fra 147.630 kr. fås 102.630 kr. hvilket beløb er

inddrevet

efter landsretsdommens afsigelse den 17. august 1994.

Den 16. juni 1997 oversendes

sagen til Høje-Taastrup kommune med en restance på 20.114 kr. Umiddelbart

herefter fremsender Københavns kommune 3.500 kr. til Høje-Taastrup kommune

hvorved restancen på 16.614 kr. fremkommer.

Vedrørende

erstatningspligten skal det tilføjes, at (H)’s bopælskommune fra den 8.

august

1994 til den 1. maj 1999 var Gladsaxe kommune. (H) må i denne periode have

anmodet Gladsaxe kommune om inddrivelse af de forfaldne ægtefællebidrag, idet

anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag skal ske i den

bidragsberettigedes

bopælskommune. Ægtefællebidraget skulle betales månedsvis forud den 1. i hver

måned. Anmodningen til bopælskommunen sker i form af et skema der indleveres

hver måned til bopælskommunen der indtaster de(t) begærede forfaldne

underholdsbidrag. Disse overføres (alene) elektronisk til

inddrivelseskommunen.

Der har således ikke for Københavns kommunes vedkommende været grundlag for

en

prøvelse af anmodningen efter den 8. august 1994. Dette fremgår af

justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november 1978, punkt 4 der

henviser til § 2 i justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november

1978.

Herefter er det Gladsaxe kommune der påser kravets eksistens og ikke

Københavns

kommune. Det bemærkes herved, at dommen fra Østre Landsret først blev

modtaget

den 29. august 1994 i Københavns kommune, dvs. efter (H) var fraflyttet

kommunen. Københavns kommune har efter den 8. august 1994 alene optrådt som

inddrivelsesmyndighed.

”

Den 4. april 2001 sendte jeg

udtalelsen til A med henblik på eventuelle kommentarer.

A kommenterede udtalelsen i

et brev af 3. maj 2001.

Med brev af 7. maj 2001

sendte jeg A’s kommentarer til Københavns Kommune til eventuelle

bemærkninger.

Københavns Kommune fremkom

med bemærkninger den 10. maj 2001.

Den 17. maj 2001 orienterede

jeg A om kommunens bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Fordelingen af de betalte afdrag

I Deres brev af 13. februar 2001, som jeg modtog den 14. februar 2001, klager

De over Københavns Kommunes og Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuners afgørelser af henholdsvis den 25. januar 1999 og 21.

januar 2000 for så vidt angår spørgsmålet om fordelingen af de afdrag som (M)

indbetalte på bidragsrestancen.

En klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden et år efter, at

forholdet er begået’ (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om

Folketingets Ombudsmand). Da det sociale nævns afgørelse er fra den 21.

januar 2000, er Deres klage over fordelingen af de betalte bidrag forældet i

forhold til ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig

noget i den henseende.

Erstatningskrav

De klager også over at Københavns Kommune den 4. april 2000 og 15. november

2000 afviste (M)’s erstatningskrav. Kravet er begrundet i at kommunen i

perioden fra den 17. august 1994 og fremefter inddrev ægtefællebidrag uden at

der forelå en gyldig bidragsresolution som grundlag for inddrivelsen. Kravet

er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter fradrag af børnebidragsrestancen

på 16.614 kr. er det opgjort til 96.016 kr.

Retsgrundlaget for inddrivelse af ægtefællebidrag fremgår af loven om

inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september

1986 som senest ændret ved § 15 i lov nr. 433 af 31. maj 2000). Efter § 2,

stk. 1, i denne lov foretager kommunen efter anmodning inddrivelse af

underholdsbidrag. Den bidragspligtige skal efter § 3, stk. 1, 1, pkt., give

myndighederne de for inddrivelse af bidraget fornødne oplysninger om sine

økonomiske og personlige forhold.

Justitsministeriet har i medfør af § 2, stk. 2, i loven om inddrivelse af

underholdsbidrag den 29. november 1978 udstedt cirkulære nr. 217 om

inddrivelse af underholdsbidrag der bl.a. er rettet til kommunerne. Af

cirkulærets §§ 1, 2, 4, 5, 6, stk. 1-3, 10

og 34 fremgår:

’§ 1.

Underholdsbidrag inddrives af det sociale udvalg (i kommuner

med magistratsordning magistraten) i den kommune, hvori skyldneren bor

(inddrivelsesmyndigheden).

§ 2.

Anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag fremsættes over

for det sociale udvalg (magistraten) i den kommune, hvor den

bidragsberettigede

bor.

Stk. 2. Anmodning kan først

fremsættes, når et bidrag ikke er betalt til forfaldstid.

Bidragsdokumentet vedlægges,

ligesom anmodningen bør indeholde følgende oplysninger:

Bidragsberettigedes navn, adresse og personnummer.

Skyldnerens navn, adresse og personnummer.

Bidragsrestancens størrelse, og hvilket tidsrum den

vedrører.

Stk. 3. Den

bidragsberettigede kan afkræves andre oplysninger af betydning for

inddrivelsen, herunder blandt andet oplysning om eventuelle tidligere aftaler

med skyldneren om betalingsmåden.

§ 4.

En anmodning om inddrivelse videresendes snarest muligt til

inddrivelsesmyndigheden, jfr. § 1. Bidragsberettigede underrettes om, hvilken

kommune der foretager inddrivelsen.

§ 5.

Inddrivelsesmyndigheden afkræver snarest muligt skyldneren det

skyldige beløb. Afkrævningen skal indeholde oplysning om størrelsen af det

beløb, der er begæret inddrevet, om det tidspunkt det vedrører, og om

størrelsen af den samlede restance.

§ 6.

Betaler skyldneren ikke det skyldige beløb, kan denne afhøres

om sine økonomiske og personlige forhold af inddrivelsesmyndigheden. Afhøring

bør foretages, når inddrivelsesmyndigheden for første gang har afkrævet den

pågældende forfaldne bidrag, som ikke betales.

Stk. 2. Ny afhøring bør

foretages, når det findes påkrævet efter en konkret vurdering i det enkelte

tilfælde. Der bør således sædvanligvis foretages afhøring, forinden der på

grund

af manglende overholdelse af en aftalt betalingsordning første gang træffes

afgørelse om anvendelse af de tvangsmæssige inddrivelsesmidler eller om

anvendelse af andet inddrivelsesmiddel end det hidtil anvendte.

Stk. 3. Har skyldneren været

afhørt for nylig, kan inddrivelsesmyndigheden i stedet for at foretage en ny

afhøring afkræve skyldneren oplysning om eventuelle væsentlige ændringer i

løn-

og arbejdsforhold. Brevet, der om nødvendigt sendes anbefalet, skal indeholde

oplysning om tvangsinddrivelsesmidlerne og opfordre til inden 14 dage at give

de nævnte oplysninger.

§ 10.

Afdragsbeløb indbetales til den inddrivende myndighed.

§ 34.

Bidragsbeløb, der indbetales eller inddrives, udbetales

hurtigst muligt til den bidragsberettigede gennem dennes bopælskommune.’

Af afsnit I, punkt 3, 4, 5A,

litra a, 6, 7 og 9 i Justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november

1978 om inddrivelse af underholdsbidrag fremgår:

’

3.

Anmodning om bistand til inddrivelse fremsættes af den

bidragsberettigede over for det sociale udvalg (magistraten) i

bopælskommunen.

Den berettigede er hverken ved den første anmodning eller senere forpligtet

til

at møde personligt. Den berettigede er dog forpligtet til at give nærmere

oplysninger om forhold, der kan være af betydning for inddrivelsen, jfr.

cirkulærets § 2, stk. 3, og kan i den forbindelse f.eks. pålægges at udfylde

et

oplysningsskema.

4.

Forinden inddrivelse iværksættes, påser det sociale udvalg

(magistraten), der har modtaget anmodningen om bistand, at de nødvendige

oplysninger

m.v., jfr. cirkulærets § 2, er til stede. Fremgår det af de foreliggende

oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske inddrivelse af

bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den bidragsberettigede skal

have

meddelelse om sagens afvisning af denne grund. Er inddrivelsessag allerede

verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har

modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give

denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.

5.

Vedrørende bortfald af bidrag kan opstilles følgende vejledende

regler.

A. Ægtefællebidrag

a) I tilfælde, hvor et

bidrag er fastsat under samlivsophævelse i medfør af § 8, jfr. § 6, i lov nr.

56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), vil

et

sådant bidrag falde bort ved:

endelig separation eller skilsmisse,

samlivets genoptagelse.

Bortfaldstidspunktet vil

normalt være den dag, hvor begivenheden indtræder. Da et bidrag sædvanligvis

er

fastsat til betaling månedsvis forud, skal der foretages en forholdsmæssig

beregning af bidraget i perioden fra forfaldstidspunktet til den pågældende

begivenhed.

6.

Såfremt bidraget skal inddrives af en anden kommune end den,

bidragsberettigede er bosat i, gives der så vidt muligt i forbindelse med

oversendelsen meddelelse om, hvilken kommune der forestår inddrivelsen

(inddrivelsesmyndigheden). Den bidragsberettigede vil kunne henvende sig til

såvel inddrivelsesmyndigheden, som til sin egen kommune om sagen, f.eks. med

henblik på at få orientering om sagen, aktindsigt eller lignende. Udbetaling

af

inddrevne beløb sker dog gennem den berettigedes kommune.

7.

Efter modtagelse af sagen afkræver inddrivelsesmyndigheden

snarest muligt skyldneren det skyldige beløb i overensstemmelse med reglerne

i

cirkulæret.

8.

Betaler skyldneren ikke efter afkrævning, kan han tilsiges til

en afhøring, d.v.s. en samtale om sine personlige og økonomiske forhold.

9.

Fremsætter skyldneren indsigelse om, at skylden er betalt helt

eller delvis, at den er bortfaldet ved eftergivelse, forældelse eller på

anden

måde, eller at bidraget er faldet bort, bør en sådan indsigelse forelægges

den

berettigede.

Afviser den berettigede, at

der er sket betaling, eller at der er sket bortfald på anden måde, har

skyldneren bevisbyrden herfor.

Indsigelse om, at

bidragsforpligtelsen er ophørt af de grunde, som er nævnt ovenfor under pkt.

5,

bør undersøges nærmere. Der bør herunder eventuelt gives vejledning om

muligheden for ved ansøgning til overøvrigheden at få nedsat bidraget, jfr.

pkt.

5, A, d og 5, B, e. Den omstændighed, at skyldneren har ansøgt om nedsættelse

eller har indbragt en bidragsafgørelse for justitsministeriet, vil kun helt

undtagelsesvis, f.eks. hvor den berettigede har optrådt svigagtigt, kunne

bevirke, at inddrivelsessagen udsættes.

Inddrivelsesmyndighedens

afgørelse om, hvorvidt en indsigelse vil kunne tages til følge, kan

indbringes

for amtsankenævnet (i København eller Frederiksberg den sociale

ankestyrelse).

Skyldneren kan endvidere få indsigelsen prøvet af fogedretten i tilfælde,

hvor

bidragsskylden søges inddrevet ved tilbageholdelse i løn m.v. eller

udpantning.’

Københavns Kommune var

inddrivelsesmyndighed i perioden fra den 17. august 1994 til den 1. maj 1997,

bortset fra en periode fra den 25. april 1996 til den 29. juli 1996. Gladsaxe

Kommune var (H)’s bopælskommune i perioden fra den 17. august 1994 til

den 1.

maj 1999.

Jeg har ingen bemærkninger

til Københavns Kommunes opfattelse af at kommunen ikke er

erstatningsansvarlig

efter reglen i § 505 i retsplejeloven (nu lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.

september 2001).

Ifølge dansk rets

almindelige regler om erstatning uden for kontraktsforhold afhænger en

eventuel

erstatningspligt af om skadevolderen har begået et ansvarspådragende forhold,

om skadelidte har lidt et tab, og om der er årsagssammenhæng mellem det

ansvarspådragende forhold og tabet. På visse områder er der tale om et

skærpet

ansvar for skadevolder. Således bedømmes spørgsmålet om offentlige

myndigheders

erstatningsansvar for handlinger og undladelser som led i myndighedsudøvelsen

efter reglerne om professionsansvar. Jeg henviser til den sag som er omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 102ff*. Jeg henviser

ligeledes til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 903ff,

Vestre

Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1288ff,

samt Østre Landsrets dom af 7. februar 1997 i

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 1997, bind 1, s. 326ff.

Endvidere

henviser jeg til Vestre Landsrets kendelse af 18. marts 1996 og Østre

Landsrets

dom af 15. juni 2000 i Forsikrings- og Erstatningsretslig Domssamling,

henholdsvis 1996, bind 1, s. 142ff, og 2000, bind 2, s. 1419ff. Jeg henviser

også til Jens Anker Andersen i Ugeskrift for Retsvæsen 1986B, s. 244ff.

Der skal tages stilling til

om Københavns Kommune har overtrådt den for området gældende handlenorm ved

ikke at påse om den bidragsresolution som dannede grundlag for inddrivelsen

af

ægtefællebidrag i forhold til (M), var bortfaldet som følge af endelig

separation.

Det sociale nævn har i sin

afgørelse af 21. januar 2000 anført at det kan tilskrives en fejl fra

kommunen

at kommunen uberettiget foretog inddrivelse af ægtefællebidrag fra (M) efter

august 1994.

Københavns Kommune har i sin

udtalelse af 3. april 2001 bestridt at kommunen havde grundlag for at prøve

(H)’s anmodninger om inddrivelse af ægtefællebidrag. Kommunen begrunder

dette

med at prøvelsen skulle foretages af bidragsberettigedes bopælskommune, dvs.

Gladsaxe Kommune, og med at kommunen først modtog landsretsdommen den 29.

august 1994 hvor (H) allerede var flyttet til Gladsaxe Kommune.

Efter min opfattelse har

Københavns Kommune i denne sag haft pligt til at påse om den

bidragsresolution

som var grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var

bortfaldet som følge af endelig separation.

Jeg har navnlig lagt vægt på at det må anses

for en fundamental betingelse for at iværksætte en inddrivelse at det krav

som

inddrives, består, jf. princippet i retsplejelovens § 505, stk. 1, og på at

kommunen har haft kendskab dels til bidragsresolutionen efter

retsvirkningslovens § 6 hvorpå det med fed skrift var anført at resolutionen

ikke havde gyldighed efter endelig separation, dels til Østre Landsrets dom

af

17. august 1994 hvorved separationen mellem Deres klient og (H) blev endelig.

Det skal i den forbindelse tages i betragtning at kommunen som

inddrivelsesmyndighed må antages at have indgående kendskab til reglerne om

inddrivelse af ægtefællebidrag, herunder afsnit I, punkt 5 A, litra a, i

vejledningen om inddrivelse af underholdsbidrag. Jeg har ligeledes lagt vægt

på

at kommunen har været en aktiv og udfarende inddrivelsesmyndighed som flere

gange har haft anledning til og mulighed for at undersøge om grundlaget for

inddrivelsen af ægtefællebidrag fortsat var til stede. Jeg henviser bl.a. til

kommunens modtagelse af Østre Landsrets dom den 29. august 1994, kommunens

brev

af 11. januar 1995, udlægget af 31. marts 1995 og tilsigelsen af 15. maj

1995.

Jeg er ikke enig med

kommunen i at det der i afsnit I, punkt 4, i vejledningen om inddrivelse af

underholdsbidrag er anført om hvad den bidragsberettigedes bopælskommune skal

påse ved modtagelsen af en anmodning om inddrivelse af bidrag, bevirker at

kommunen som inddrivelsesmyndighed i et tilfælde som det foreliggende ikke

har

pligt til at påse om et bidrag er faldet bort. Ud over det som jeg har anført

ovenfor, henviser jeg til Skarrildhus 1992, s. 12f, hvor det – for så

vidt

angår uddannelsesbidrag – fremgår at kommunen som inddrivelsesmyndighed

skal

påse om bidraget er bortfaldet, og hvor der i øvrigt også henvises til afsnit

I, punkt 4, i vejledningen.

Jeg har ikke tillagt

kommunens bemærkninger om at (M) selv var i skyld i kommunens inddrivelse

fordi

han var nærmest til at være opmærksom på at bidraget var faldet bort, og

fordi

han blot fortsatte med at betale, særlig betydning. Jeg henviser til det som

jeg har skrevet ovenfor, herunder om at kommunen iværksatte tvangsinddrivelse

og er sagkyndig på området. Jeg har i den forbindelse set bort fra kommunens

bemærkning om at (M) var repræsenteret af advokat, bl.a. fordi (M) efter det

for mig foreliggende materiale ikke i sagen om inddrivelse af ægtefællebidrag

har været repræsenteret af advokat.

Vestre Landsrets kendelse af

5. september 1995, som kommunen nævner, angår en mands adgang til modregning

over for en kommune i et tilfælde hvor kommunen efter reglen i den nu

ophævede

bistandslovs § 8, stk. 1, var indtrådt i retten til ægtefællebidrag, og

mandens

eventuelle tilbagesøgningskrav mod den tidligere hustru. Kendelsen angår

således ikke et spørgsmål om erstatning; kendelsens resultat og argumenterne

herfor kan derfor ikke umiddelbart overføres til den foreliggende sag.

Sammenfattende er det min

opfattelse at Københavns Kommune har begået væsentlige fejl ved ikke at sikre

sig at der ikke blev inddrevet bidrag efter at den bidragsresolution som var

grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var

bortfaldet

som følge af endelig separation.

Jeg har gjort Københavns

Kommune bekendt med min opfattelse.

Kommunen har afvist at (M)

har lidt et tab som følge af kommunens inddrivelse.

Som begrundelse herfor har kommunen bl.a.

anført at et eventuelt tab ikke er dokumenteret, og at det ikke er

sandsynliggjort

at statsamtet efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde

ville

have fastsat bidraget efter ægteskabslovens §§ 49 og 50 til noget andet beløb

end det som var fastsat ved resolutionen i henhold til retsvirkningslovens §

6.

Af kommunens udtalelse af 3. april 2001 fremgår det at der efter den 17.

august

1994 er inddrevet 102.630 kr.

I Deres klage til mig er

(M)’s tab – som nævnt – opgjort til 112.630 kr. Samtidig

anfører De i klagen at

der ikke i sagen er foretaget nogen prøvelse af (H)’s krav på bidrag

efter den

endelige separation. De henviser til at der bl.a. ingen oplysninger er om

hendes indtægts- og samlivsforhold.

Af materialet i sagen

fremgår at Frederiksborg Statsamt og Civilretsdirektoratet henholdsvis den

29.

juli 1996 og 10. september 1996 traf afgørelse om at (M)’s bidrag til

(H)’s

underhold bortfaldt. Årsagen var efter det oplyste at (H) havde indledt et

fast

samlivsforhold. Københavns Statsamt gav den 23. februar 1998 (H) afslag på

forlængelse af bidragspligten. De nævnte afgørelser er ikke i materialet. Det

fremgår også at (H) ikke ville betale de modtagne ægtefællebidrag tilbage.

På den baggrund må jeg

konstatere at der ikke i det for mig foreliggende materiale er tilstrækkelige

oplysninger til at jeg kan foretage en vurdering af om (M) har lidt et tab

som

følge af Københavns Kommunes inddrivelse. Jeg mener imidlertid ikke at jeg nu

har grundlag for at indhente yderligere oplysninger i sagen. Som begrundelse

herfor henviser jeg til følgende:

(M)’s erstatningskrav mod

Københavns Kommune er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven

af

1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5 (lov nr. 274 af 22. december 1908 om

forældelse af visse fordringer). Ud fra de foreliggende oplysninger må det

antages at forældelsesfristen efter 1908-loven i denne sag løber fra

(M)’s

modtagelse af Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. januar 1997.

Forældelsen

indtræder således den 25. januar 2002.

En nærmere undersøgelse af

og afgørelse om hvorvidt Københavns Kommune har pligt til at betale Deres

klient erstatning som følge af de begåede fejl, forudsætter bl.a. at der

indhentes nærmere oplysninger til belysning af det tab Deres klient måtte

have

lidt. I den forbindelse kan det være relevant at foretage en nærmere

undersøgelse og vurdering af sandsynligheden for at (M) – såfremt

sagsbehandlingen havde været korrekt – skulle have betalt bidrag af en

tilsvarende størrelsesorden. Undersøgelser heraf kan efter min mening bedst

foretages under en retssag hvor der er mulighed for afgivelse af mundtlige

parts- og vidneforklaringer.

Erstatningskravet forældes

som nævnt den 25. januar 2002. Forældelsen kan undgås enten hvis Københavns

Kommune frafalder at gøre den gældende under en eventuel retssag, eller hvis

Deres klient inden fristens udløb indbringer sagen for domstolene.

Forældelsen

kan også undgås ved at Københavns Kommune erkender gælden.

Som anført ovenfor har jeg

samtidig hermed gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse om at

kommunen har begået fejl ved ikke at sikre sig at der ikke blev inddrevet

bidrag efter at bidragsresolutionen var bortfaldet.

Da Deres klients

erstatningskrav snart forældes, har jeg ikke henstillet til kommunen at

genoptage sagen.

Derimod har jeg henstillet

til kommunen at den straks meddeler Dem om kommunen vil frafalde at gøre

forældelse gældende under en eventuel retssag (som anlægges efter

forældelsesfristens udløb), eller om kommunen er indstillet på at Deres

klient

nu (inden forældelsesfristens udløb) indbringer sagen for domstolene. Hvis

kommunen frafalder at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, går

jeg ud fra at kommunen genoptager sagen i lyset af det jeg har anført, og

meddeler Dem en ny afgørelse.

Hvis (M) ønsker sagen

indbragt for domstolene, er jeg indstillet på at henstille at der meddeles

fri

proces, jf. ombudsmandslovens § 23.

Hvis kommunen genoptager

sagen og meddeler Dem en ny afgørelse, beder jeg Dem afvente kommunens

afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for på ny at klage til

mig.

Rekonstruktion af breve om afkrævning af bidrag

Jeg har af egen drift rejst

en sag vedrørende kommunens manglende mulighed for at rekonstruere de

afkrævningsbreve som er sendt til (M), jf. det som kommunen i udtalelsen af

3.

april 2001 har skrevet herom, og § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr.

473

af 12. juni 1996). I dag har jeg bedt Københavns Kommune om en udtalelse i

sagen. Jeg har i den forbindelse henvist til den sag som er nævnt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 198ff*. Til Deres

orientering vedlægger jeg en kopi heraf.

Underretning efter persondataloven

(M)’s sag om inddrivelse af

ægtefællebidrag indeholder personoplysninger om (H).

I overensstemmelse med

principperne i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000) har jeg derfor

orienteret (H) om sagen og sendt hende en kopi af dette brev. Jeg har også

tilsendt hende en folder om ombudsmanden og persondataloven.

På det foreliggende grundlag

foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”

Herefter modtog jeg bl.a.

oplysning om at kommunen den 17. januar 2002 havde accepteret A’s

forligstilbud

ifølge hvilket M havde et samlet tilgodehavende på 100.682 kr.

Jeg meddelte at jeg tog

dette til efterretning, og jeg foretog mig ikke mere i erstatningssagen.

NOTER: (*) FOB 1987, s. 102,

og

FOB 1997, s. 198.

Lignende dokumenter