Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af
ægtefællebidrag. Forældelse
En advokat, A, klagede på
vegne af en mand, M, til mig over Københavns Kommunes inddrivelse af
ægtefællebidrag til den tidligere hustru, H’s, underhold.
Af materialet i sagen
fremgik bl.a. at M og H ved Københavns Byrets dom af 16. november 1993 blev
separeret på vilkår om at forældremyndigheden over barnet B tilfaldt H, og at
M
pålagdes bidragspligt over for H i 8 år fra den 16. november 1993. M ankede
dommen for så vidt angår vilkåret om bidragspligt.
Københavns Overpræsidium
traf den 31. januar 1994 afgørelse om at M med virkning fra den 19. september
1993 og indtil videre skulle betale normalbidrag med tillæg af 100 pct. til
B.
Samme dag traf overpræsidiet afgørelse om at M med virkning fra den 1.
november
1993 og indtil videre skulle betale et bidrag på 4.500 kr. om måneden til H.
Afgørelsen om ægtefællebidrag var truffet i medfør af retsvirkningslovens §
6,
og det var med fed skrift i afgørelsen anført at afgørelsen ikke havde
gyldighed for tiden efter endelig separation eller skilsmisse eller samlivets
eventuelle genoptagelse.
Den 11. februar 1994 skrev M
til overpræsidiet om sagen. For så vidt angik bemærkningen om at
bidragsafgørelsen ikke havde gyldighed efter endelig separation, anførte M at
så vidt han forstod havde byretten fastslået separation hvorfor den vel måtte
være endelig. Han spurgte derfor om bemærkningen betød at bidragsafgørelsen
var
ugyldig.
Læs alt
Civilretsdirektoratet
tiltrådte den 30. marts 1994 overpræsidiets afgørelser af 31. januar 1994.
Den 5. april 1994 henvendte
M sig til Københavns Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, Socialcentret
for særlige opgaver, med henblik på hvortil og hvordan han kunne afdrage den
allerede opståede bidragsrestance.
Af et brev af 27. april 1994
til H’s advokat fremgår bl.a. at centret havde truffet aftale med M om
at
afdrage 6.000 kr. om måneden hvilket senere blev nedsat til 3.000 kr.
H flyttede den 8. august
1994 til Gladsaxe Kommune.
Ved dom af 17. august 1994
stadfæstede Østre Landsret separationsvilkåret om bidragspligt.
Den 22. august 1994 meddelte
socialcentret M at centret på ny havde gennemgået sagen, og at den
oprindelige
aftale på 6.000 kr. med virkning fra den 1. oktober 1994 fortsat skulle
bestå.
Samtidig oplyste centret M om at han kunne klage over fastsættelse af
underholdsbidrag til Civilretsdirektoratet med begrundelse om direkte
betaling,
og at en sådan klage ikke havde opsættende virkning.
Med brev af 26. august 1994,
som socialcentret modtog den 29. august 1994, indsendte H’s advokat en
kopi af
Østre Landsrets dom. Samtidig skrev advokaten at H havde et større
tilgodehavende i ægtefællebidrag, og at M kun betalte meget lidt. Advokaten
spurgte derfor bl.a. om der var indgået en ordning med M.
Som følge af H’s flytning
til Gladsaxe Kommune sendte socialcentret den 30. august 1994 bidragssagen
til
Gladsaxe Kommune.
Af Københavns Kommunes
(socialcentrets) afkrævninger af 14. september 1994 af bidrag fremgik bl.a.
at
unddragelse af rettidig betaling eller misligholdelse af betalingsaftalen
ville
medføre at de i lovgivningen hjemlede tvangsmidler ville blive bragt i
anvendelse. Som led i enhver bidragsaftale vedrørende forskudsvis udbetalt
børnebidrag indgik at overskydende skat eller andre tilgodehavender ved
staten
modregnedes i det omfang der forelå en bidragsrestance.
Den 16. september 1994
sendte socialcentret (i Københavns Kommune) en kopi af aftalen med M til
H’s
advokat.
Af M’s brev af 29. december 1994,
som socialcentret modtog kopi af, fremgik at ægtefællebidrag fra den 1.
januar
1995 ville blive deponeret på en konto.
Af den oplysningsseddel for
1994 som socialcentret den 18. januar 1995 sendte til M, fremgik at han havde
betalt 39.000 kr. i ægtefællebidrag og 6.000 i børnebidrag.
Den 11. januar 1995 skrev
socialcentret til M. Af brevet fremgik:
”Under henvisning til Deres
brev af 29/12 1994 anmodes De om straks at indbetale det pr. 3. januar 1995
forfaldne afdrag.
Kravet er stadfæstet ved
Østre Landsret og er derfor forfaldent til betaling. Der er intet herefter
der
har opsættende virkning.”
H rykkede den 28. februar
1995 og 29. marts 1995 Københavns Kommune for bidrag idet M kun havde betalt
1.500 kr. i januar og februar.
Den 20. marts 1995 afsagde
Retten i Gladsaxe dom om at ægteskabet mellem M og H opløstes på nærmere
angivne vilkår.
Københavns
Skatteforvaltnings pantefoged foretog den 31. marts 1995 udlæg for i alt
48.884
kr. i indeståendet på M’s bankkonto i Girobank. Udlægget blev
efterfølgende
ført tilbage fordi indestående på kontoen tilhørte en kortklub som M var
medlem
af. Herefter genoptog M betalingen af ægtefællebidrag med 5.000 kr. om
måneden
hvilket kommunen accepterede for april og maj 1995.
Den 27. april 1995 og 15.
maj 1995 ringede H til Københavns Kommune om inddrivelsen af bidrag. Hun
ringede også til Gladsaxe Kommune herom.
Københavns Skatteforvaltning
sendte den 15. maj 1995 M en ny tilsigelse. Herefter tilbød M at betale 5.500
kr. om måneden hvilket kommunen accepterede fra den 1. juni 1995 til den 1.
november 1995.
H ringede også den 30. maj
1995 til Københavns Kommune om inddrivelsen.
Den 9. november 1995
accepterede kommunen at M betalte 5.500 kr. om måneden i endnu 4 måneder. M
ville eventuelt søge om frafald af ægtefællebidrag.
Af den oplysningsseddel som
Københavns Skatteforvaltning den 17. januar 1996 sendte til M, fremgik at han
havde betalt 51.130 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
Kommunen accepterede den 13.
marts 1996 endnu 4 måneder med afdrag på 5.500 kr.
Den 20. juni 1996 ringede
Gladsaxe Kommune på vegne af H til Københavns Kommune om inddrivelsen.
I perioden fra den 25. april
1996 til den 29. juli 1996 boede M i Stenløse Kommune. Derefter flyttede han
tilbage til Københavns Kommune. Stenløse Kommune sendte derfor den 12. august
1996 den bidragssag som kommunen den 7. juni 1996 havde fået tilsendt,
tilbage
til Københavns Kommune. Det er på flyttemeddelelsen med håndskrift bl.a.
anført
at M flyttede tilbage til Københavns Kommune inden kontakt fra kommunen, og
at
afkrævning på ægtefællebidrag for juni, juli og august 1996 ikke var blevet
udsendt.
Frederiksborg Statsamt traf
den 29. juli 1996 afgørelse om at M’s bidrag til H’s underhold
skulle bortfalde
fra den 1. august 1996.
H ringede den 5. august 1996
til Københavns Kommune. Hun oplyste bl.a. at hun ønskede det gamle krav
inddrevet hvilket ville ske når Københavns Kommune modtog sagen fra Stenløse
Kommune.
Den 29. august 1996 oplyste
Københavns Kommune H om at kommunen havde modtaget sagen.
Civilretsdirektoratet
tiltrådte den 10. september 1996 statsamtets afgørelse af 29. juli 1996.
Den 7. oktober 1996 og 1.
november 1996 rykkede H Københavns Kommune for inddrivelsen af
bidragsrestancen.
M foreslog den 16. oktober
1996 et månedligt afdrag på 2.000 kr.
I brev af 22. oktober 1996
afslog Københavns Skatteforvaltning den ansøgte betalingsordning, jf.
principperne i retsplejelovens § 525. Samtidig traf skatteforvaltningen
afgørelse om en betalingsordning på 3.500 kr. pr. måned fra den 1. november
1996. Af afgørelsen fremgik:
”
Overskydende skat eller
anden udbetaling fra staten vil – som et ekstraordinært afdrag –
blive anvendt
til hel eller delvis dækning af foreliggende restancer. Dette gælder også
udbetalinger til eventuel ægtefælle/registreret partner, når denne kan
afkræves
restancen.
Overholdes ordningen ikke,
er hele restancen forfalden til betaling og vil kunne inddrives ved udlæg
og/eller ved indeholdelse i løn, pension, dagpenge mv.
”
Af den oplysningsseddel for
1996 som Københavns Skatteforvaltning den 15. januar 1997 sendte til M,
fremgik
at han havde betalt 38.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag. Af
den
tilsvarende oplysningsseddel fra Stenløse Kommune fremgik at han havde betalt
5.500 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
M skrev den 13. september
1996 til Civilretsdirektoratet idet han ønskede at ægtefællebidraget
bortfaldt
fra den 1. maj 1996.
Den 23. januar 1997 meddelte
Civilretsdirektoratet at bidraget til H allerede var bortfaldet fra den 17.
august 1994. Baggrunden herfor var bl.a. at det bidrag som Københavns
Overpræsidium havde fastsat den 31. januar 1994, kun løb frem til den
endelige
dom i separationssagen, dvs. til Østre Landsrets dom af 17. august 1994. Ved
denne dom faldt bidraget automatisk bort, og H havde herefter mulighed for at
søge bidrag efter ægteskabslovens § 50. H havde ikke udnyttet denne mulighed
der dog stadig bestod. Civilretsdirektoratet beklagede at direktoratet ikke
ved
afgørelsen af 10. september 1996 var opmærksom på at bidraget var bortfaldet
den
17. august 1994.
M flyttede den 1. maj 1997
til Høje-Taastrup Kommune. Københavns Kommune sendte derfor bidragssagen til
Høje-Taastrup Kommune.
Den 23. juni 1997 rykkede H
Københavns Kommune for bidrag. Københavns Kommune henviste hende til
Høje-Taastrup Kommune.
I brev af 26. juni 1997
meddelte M Høje-Taastrup Kommune at han standsede sine månedlige betalinger
(på
3.500 kr.) af bidragsrestancen. Han henviste til Civilretsdirektoratets
afgørelse og til at det så ud til at han siden august 1994 uretmæssigt var
blevet afkrævet bidrag. M imødeså kommunens kommentar til problemet og til
hvordan det kunne løses. Han sendte en kopi af brevet til Gladsaxe Kommune.
Den 25. august 1997 skrev M
på ny til Høje-Taastrup Kommune om sagen. Af brevet fremgik bl.a. at M mente
at
han havde øremærket de betalte bidrag til børnebidrag. Han var derfor
utilfreds
med at de betalte bidrag var gået til betaling af ægtefællebidrag, og at han
derfor havde opbygget en børnebidragsrestance. Han mente heller ikke at det
var
rimeligt at han skulle betale børnebidragsrestancen når det offentlige
uretmæssigt havde afkrævet ham ægtefællebidrag. Han sendte en kopi af sit
brev
til Gladsaxe Kommune og Københavns Kommune.
Af Høje-Taastrup Kommunes
afgørelse af 2. september 1997 fremgik:
”
De er i restance af
børnebidrag på i alt 16.614,00 kr. som oplyst i brev herfra af 25. august
1997.
De indbetalinger som De har
foretaget til Københavns kommune (der er slet ikke indbetalt til
Høje-Taastrup
kommune) er dækket til ikke forskudsvis udbetalt hustru- og børnebidrag.
Denne
dækning er sket efter normal praksis og efter princippet i § 15, stk. 3, i
Justitsministeriets cirkulære af 29. november 1978 om inddrivelse af bidrag.
Jeg skal derfor fastholde
restancen og anmode Dem om at indbetale beløbet. Hvis beløbet ikke kan
betales
på en gang kan De rette henvendelse hertil for indgåelse af en
betalingsordning.
Hvis De ikke betaler eller
indgår en betalingsordning vil restance blive inddrevet ved
tvangsinddrivelse.
”
Den 8. september 1997
klagede M over afgørelsen.
Med brev af 12. september
1997 sendte Høje-Taastrup Kommune klagen videre til Det Sociale Nævn for
Københavns Amt. Af kommunens brev fremgik:
”
Høje-Taastrup kommune modtog
d. 20. juni 1997 sagen fra Københavns kommune med en restance på 20.114,00
kr.
Den 24. juni 1997 modtog incassoafsnittet 3.500,00 kr. fra Københavns
kommune.
Pengene havde (M) betalt til København. Restancen var herefter 16.614,00 kr.
som udgør ikke forskudsvis udbetalt børnebidrag 3.992,00 kr. samt
forskudsvist
udbetalt bidrag 12.622,00 kr. til barnet (B).
Det skal oplyses, at der
verserer en sag vedr. for meget indbetalt hustrubidrag til tidl. ægtefælle
(H)
bosiddende i Gladsaxe kommune. Gladsaxe kommune har den 8. september 1997
haft
møde med (H) cpr-nr. ( ) og der fået oplyst, at hun nu vil søge om
hustrubidrag
for perioden efter bortfaldet d. 17. august 1994.
”
I brev af 30. september 1997
traf det sociale nævn afgørelse om at sagen skulle behandles af Københavns
Kommune fordi klagen relaterede sig til forhold der var afgjort i Københavns
Kommune.
Af den oplysningsseddel for
1997 som Københavns Skatteforvaltning den 14. januar 1998 sendte til M,
fremgik
at han havde betalt 14.000 kr. i ægtefællebidrag og intet i børnebidrag.
Med brev af 7. april 1998
sendte Det Sociale Nævn for Københavns Amt sagen til Københavns Kommune.
Københavns Kommune traf den
25. januar 1999 afgørelse og sendte samtidig sagen videre til Det Sociale
Nævn
for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Af kommunens afgørelse fremgik:
”
Vi har gennemgået sagen, men
der er imidlertid ikke fundet grundlag for at ændre den af Høje-Tåstrup
kommune
den 2. september 1997 trufne afgørelse om, at De skal betale den foreliggende
børnebidragsrestance.
I afgørelsen er der lagt
vægt på, at det er parternes ansvar at give såvel bidragsberettigedes som
bidragspligtiges bopælskommuner besked om afgørelser, som ændrer ved
grundlaget
for påligning og inddrivelse af bidrag. Ønsker De det for meget betalte
hustrubidrag og forhøjet børnebidrag tilbagebetalt, er det vores opfattelse,
at
De må søge beløbet tilbagebetalt af Deres tidligere ægtefælle, eventuelt ved
privat søgsmål.
Det er aftalt med
Høje-Tåstrup kommune, at indbetaling af Deres resterende bidragsrestance
berostilles
indtil Det Sociale Nævns afgørelse foreligger.
”
Af kommunens notat af 16.
december 1998 fremgik bl.a. at Københavns Statsamt den 23. februar 1998 gav H
afslag på forlængelse af bidragspligten, og at H’s advokat den 19. maj
1998
meddelte statsamtet at bidraget var modtaget i god tro hvorfor H ikke ville
tilbagebetale noget. Det fremgik også at både statsamtet, advokaten og
Gladsaxe
Kommune havde henlagt sagen, og at Gladsaxe Kommune straks havde stoppet
udbetalingen af hustrubidrag da kommunen blev bekendt med den seneste
afgørelse.
Den 21. januar 2000 traf Det
Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse. Af
afgørelsen
fremgik:
”
Nævnet finder, at det må
anses for at være i overensstemmelse med § 15, stk. 3, i nedennævnte
cirkulære,
at Deres betalinger vedrørende bidrag er anvendt til dækning af de private
krav
vedrørende bidrag forud for dækning af kommunens krav vedrørende forskudsvis
udlagte børnebidrag.
Imidlertid finder nævnet, at
Københavns Kommune hvad angår hustrubidraget har tilsidesat sin pligt som
inddrivelsesmyndighed til at sikre sig, at der forelå et grundlag for
inddrivelsen.
Nævnet lægger i den
forbindelse vægt på, at Københavns Kommune i august 1994 modtog kopi af
landsretsdommen af 17/8-94 og dermed var i besiddelse af oplysninger, hvoraf
fremgik, at det hidtidige inddrivelsesgrundlag i form af afgørelsen af
31/1-94
fra Københavns Overpræsidium var bortfaldet fra 17/8-94.
På den baggrund finder
nævnet, at det kan tilskrives fejl fra Københavns Kommune, at kommunen
uberettiget foretog inddrivelse af hustrubidrag fra Dem efter august 1994.
Spørgsmålet om
tilbagesøgnings- eller erstatningskrav overfor Københavns Kommune i den
anledning
– eller spørgsmålet om eventuelt tilbagesøgningskrav overfor Deres
tidligere
hustru – falder udenfor nævnets område. De henvises således til i givet
fald at
rejse sådant krav ved privat søgsmål.
”
I brev af 26. januar 2000
bad M Københavns Kommune om at oplyse ham om hvordan fejlen ville blive
rettet.
Han mente at en del af det for meget inddrevne skulle bruges til at betale
børnebidragsrestancen, og at det for meget inddrevne kunne sidestilles med
for
meget opkrævet skat som uden yderligere søgsmål blev tilbagebetalt til
skatteyderen.
Københavns Kommune skrev den
4. april 2000 til M. Af brevet fremgik:
”
Da kommunen ikke endeligt
har modtaget de pågældende beløb, men alene har opkrævet dem på vegne af den
bidragsberettigede og derefter afregnet de opkrævede beløb til denne, forstår
vi Deres krav som et erstatningskrav mod kommunen for vor medvirken til denne
opkrævning.
Efter dansk rets almindelige
erstatningsregler, skal der for at pådrage sig et erstatningsansvar dels
foreligge et ansvarsgrundlag, dels skal der dokumenteret være lidt et tab.
I kravet om, at der skal
foreligge et ansvarsgrundlag ligger der normalt, at der er handlet (eller
undladt handlet) anderledes end, hvordan en normal og fornuftig mand ville
have
gjort. Dette har det sociale nævn så afgjort, at kommunen har.
Efter vor opfattelse har De
ikke lidt noget tab, da det ikke er sandsynliggjort, at
statsamtet/overpræsidiet,
efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde, ville have
fastsat
bidraget efter ægteskabslovens §§ 49-50 til noget andet beløb end dét, som
var
fastsat ved den tidligere resolution i henhold til retsvirkningslovens § 6.
Da De blot fortsatte med at
betale de afkrævede beløb, havde den bidragsberettigede ikke nogen anledning
til at få fastsat bidragets størrelse i henhold til den endelige
separationsdom. I Vestre Landsrets dom af 5. september 1995 B-1207/95 er der
afgjort en sag, der på mange måder ligner Deres. Jeg vedlægger til Deres
orientering en kopi af en omtale af dommen fra bladet Advokaten.
Da der med udgangspunkt i
denne dom ikke består noget tilbagebetalingskrav mod Deres tidligere
ægtefælle,
ville det forhold, at De kunne gennemføre et erstatningskrav mod kommunen
betyde, at De fik en uberettiget berigelse i forhold til manden i den nævnte
dom. Også af denne grund kan vi ikke imødekomme Deres krav.
Af andre betingelser for at
pålægge et erstatningsansvar, kræves det, at den skadelidte, dels ikke selv
har
medvirket til skadens opståen, dels efter evne har forsøgt at begrænse
skadens
udbredelse.
Som vi også fremhævede
overfor Dem i vort brev til Dem af 25. januar 1999, må parterne i en
bidragssag
være nærmest til at underrette opkrævningsmyndigheden om ændringer i
beregningsgrundlaget. Ved den ovennævnte Vestre Landsretsdom fandt
landsretten,
at der ikke var nogen speciel tilskyndelse for den bidragsberettigede til at
søge bidraget fastsat, når betalingerne i henhold til den bortfaldne
resolution
blot fortsatte og der er i hvert fald slet ingen tilskyndelse (og heller
ingen
berettigelse) for kommunen til at søge bidraget fastsat, når bidraget blot
betales efter udsendte opkrævninger.
Endelig lægger vi vægt på,
at der medvirkede advokat på begge sider i forbindelse med separationens
gennemførelse.
Efter en samlet bedømmelse
mener vi derfor ikke, at der foreligger nogen erstatningspligt for kommunen
og
vi kan derfor ikke imødekomme Deres anmodning.
Vi må således også fastholde
den restance af forskudsvist udlagte børnebidrag, som er til
opkrævning/inddrivelse
i Høje-Taastrup kommune. Kommunen får derfor kopi af dette brev.”
Samme dag skrev Københavns
Kommune til Høje-Taastrup Kommune at den hidtil indrømmede henstand med
restancen af børnebidrag herefter måtte anses for bortfaldet.
Den 25. maj 2000 skrev A til
direktøren for Københavns Skatteforvaltning om sagen.
Direktøren for Københavns
Skatteforvaltning svarede den 15. november 2000. Af svaret fremgik:
”
Det er min opfattelse, at
der ikke påhviler Københavns Kommune et erstatningsansvar for de beløb, som
Deres klient (M) har betalt som underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle,
(H).
Københavns Kommune har i
denne sag handlet i medfør af lov om inddrivelse af underholdsbidrag, §§ 2 og
4
efter anmodning fra (H). Det fremgår af cirkulæret om inddrivelse af
underholdsbidrag, at anmodningen skal vedlægges bidragsdokumentet, ligesom
anmodningen bør indeholde oplysninger til identifikation af den
bidragsberettigede og skyldneren samt bidragsrestancens størrelse og hvilket
tidsrum den vedrører. Af punkt 4 i vejledning om inddrivelse af
underholdsbidrag fremgår, at det sociale udvalg (magistraten) skal påse, at
de
nødvendige oplysninger mv. foreligger.
’Fremgår det af de
foreliggende oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske
inddrivelse af bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den
bidragsberettigede skal have meddelelse om sagens afvisning af denne grund.
Er inddrivelsessag allerede
verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har
modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give
denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.’
Det fremgår af sagsforløbet,
at ingen af parterne – herunder statsamtet og Civilretsdirektoratet
eller
parternes advokater – er opmærksomme på, at den oprindelige
bidragsresolution
rettelig måtte anses for bortfaldet med virkning fra Østre Landsrets dom af
17.
august 1994. Selv ikke ved Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996
eller ved Civilretsdirektoratets stadfæstelse deraf den 10. september 1996
blev
dette forhold bemærket. Det tilføjes, at ingen af de to nævnte afgørelser ses
modtaget i Københavns Kommune. Først ved Civilretsdirektoratets afgørelse af
23. januar 1997 blev det fastslået at bidragsresolutionen var bortfaldet den
17. august 1994.
Det fremgår af
retsplejelovens § 505:
’Den, som har anmodet om
tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå,
skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis
frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes
fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet
foranstaltninger
til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og
dette kan lægges fordringshaveren til last.
Stk. 2. Har fogedretten
truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af skyldneren, uden
at betingelserne herfor har været til stede, eller er forretning ved en
fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har skyldneren eller den,
hos hvem forretningen er foretaget, krav på erstatning og godtgørelse i samme
omfang som efter stk. 1, 1. pkt. Beløbet betales af staten og skal godtgøres
statskassen af den, som har anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig
efter reglerne i stk. 1.
Stk. 3. Krav efter stk. 1 og
2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre
måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet
gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Fogedretten kan
henskyde
kravet til søgsmål ved de almindelige domstole.
Stk. 4. Afgørelser efter
stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af justitsministeren.’
Københavns Kommune – der i
relation til denne sag om inddrivelse af underholdsbidrag til ægtefællen
alene
har handlet og fungeret som fogedret – ses ikke at have pådraget sig et
selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse. Endvidere er krav om et
selvstændigt ansvar efter denne bestemmelse ikke rettidigt fremsat.
Dertil kommer, at et
eventuelt tab ikke er opgjort eller dokumenteret. Et eventuelt tab kan alene
opgøres ved en sag – eventuelt ved en retssag – mellem bidragyder
og
bidragmodtager. I denne forbindelse må endvidere indgå, at bortfald af
bidragsforpligtigelsen som udgangspunkt må medføre en regulering af de
pågældendes skatteansættelser i det omfang, at det fradragsberettigede og
indkomstskattepligtige
underholdsbidrag bortfalder.
Endelig er det kommunens
opfattelse, at der foreligger egen skyld, idet Deres klient har været den
nærmeste til at gøre indsigelse mod kravet om betaling af underholdsbidrag
til
den tidligere ægtefælle og derfor også den nærmeste til at bære risikoen ved,
at den endelige afklaring af underholdsforpligtigelsen trak så længe ud. Der
er
herved også henset til, at begge parter har været repræsenteret ved
advokat.”
I brev af 13. februar 2001
klagede A til mig. Klagen angik dels inddrivelsen af børnebidraget på 16.614
kr. og fordelingen af de af M betalte bidrag, dels kommunens afslag på
erstatning. Erstatningsbeløbet er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter
fradrag af børnebidragsrestancen på 16.614 kr. udgør beløbet 96.016 kr.
Den 8. marts 2001 bad jeg
Københavns Kommune om en udtalelse i anledning af klagen og om udlån af
sagens
akter.
Københavns Kommune udtalte
sig den 3. april 2001. Af udtalelsen fremgik:
”
I 1993, det år, hvor
ægtefællerne blev separeret, boede (M) i Københavns kommune. I perioden den
25.
april 1996 til den 29. juli 1996 havde (M) bopæl i Stenløse kommune. Herefter
var bopælskommunen på ny Københavns kommune frem til den 1. maj 1997 hvor (M)
tilflyttede Høje-Taastrup kommune.
Det fremgår af § 1, i
justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november 1978, at
underholdsbidrag
inddrives af den kommune hvor skyldneren bor (inddrivelseskommunen). Som det
fremgår af ovenstående har Københavns kommune været inddrivelseskommune frem
til den 1. maj 1997 med en afbrydelse i 1996 på ca. 3 måneder. Fra den 1. maj
1997 er inddrivelseskommunen Høje-Taastrup.
Det er ikke korrekt, at (M)
ikke har modtaget opgørelser fra kommunen vedrørende indbetalingerne. Dette
fremgår af vedlagte kopier for årene 1994 til 1997 (der bortset fra 1997 er
fremsendt til herværende kommune via Folketingets Ombudsmand). Det fremgår
tillige af opgørelserne, hvordan bidragene er fordelt mellem ægtefællebidrag
og
børnebidrag for de enkelte indbetalingsår. Indbetalingsåret er ikke
nødvendigvis sammenfaldende med påligningsåret. Fradragsretten er knyttet til
indbetalingsåret. Herudover er der fremsendt afkrævningsbreve. Det er dog
ikke
længere muligt at rekonstruere disse.
Af et nu fremkommet
arkivmateriale fremgår det, at Københavns kommune den 16. september 1996
modtog
en kopi af Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996, hvorefter
hustrubidraget bortfaldt med virkning fra den 1. august 1996 og indtil
videre.
Der er ikke pålignet ægtefællebidrag efter dette tidspunkt. Kopi af
afgørelsen
vedlægges.
I sagens anledning vedlægges
en oversigt over sagsforløbet. Det fremgår af side to, at restancen
korrigeres
med 9.000 kr. med virkning fra den 1. august 1996 i overensstemmelse med
Frederiksborg Statsamts afgørelse af 29. juli 1996.
Det fremgår endvidere af
sagsforløbsoversigtens side tre nederst, at (M) har indbetalt 147.630 kr. på
ægtefællebidrag og ikke 139.5000 kr. som tidligere oplyst i mit brev af 15.
november 2000. Sidstnævnte beløb udgjorde forfaldne ægtefællebidrag ved
(M)’s
fraflytning til Stenløse kommune. Det samlede indbetalte beløb fremkommer ved
sammenlægning af oplysningssedlerne fra årene 1994 til 1997. Det indbetalte
beløb, 147.630 kr., er overført til sagsforløbsoversigtens side fire. Det
fremgår endvidere, at der frem til den 31. august 1994 er et forfaldent
ægtefællebidrag på 45.000 kr. Der er enighed om, at dette beløb skal betales.
Ved at trække 45.000 fra 147.630 kr. fås 102.630 kr. hvilket beløb er
inddrevet
efter landsretsdommens afsigelse den 17. august 1994.
Den 16. juni 1997 oversendes
sagen til Høje-Taastrup kommune med en restance på 20.114 kr. Umiddelbart
herefter fremsender Københavns kommune 3.500 kr. til Høje-Taastrup kommune
hvorved restancen på 16.614 kr. fremkommer.
Vedrørende
erstatningspligten skal det tilføjes, at (H)’s bopælskommune fra den 8.
august
1994 til den 1. maj 1999 var Gladsaxe kommune. (H) må i denne periode have
anmodet Gladsaxe kommune om inddrivelse af de forfaldne ægtefællebidrag, idet
anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag skal ske i den
bidragsberettigedes
bopælskommune. Ægtefællebidraget skulle betales månedsvis forud den 1. i hver
måned. Anmodningen til bopælskommunen sker i form af et skema der indleveres
hver måned til bopælskommunen der indtaster de(t) begærede forfaldne
underholdsbidrag. Disse overføres (alene) elektronisk til
inddrivelseskommunen.
Der har således ikke for Københavns kommunes vedkommende været grundlag for
en
prøvelse af anmodningen efter den 8. august 1994. Dette fremgår af
justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november 1978, punkt 4 der
henviser til § 2 i justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29. november
1978.
Herefter er det Gladsaxe kommune der påser kravets eksistens og ikke
Københavns
kommune. Det bemærkes herved, at dommen fra Østre Landsret først blev
modtaget
den 29. august 1994 i Københavns kommune, dvs. efter (H) var fraflyttet
kommunen. Københavns kommune har efter den 8. august 1994 alene optrådt som
inddrivelsesmyndighed.
”
Den 4. april 2001 sendte jeg
udtalelsen til A med henblik på eventuelle kommentarer.
A kommenterede udtalelsen i
et brev af 3. maj 2001.
Med brev af 7. maj 2001
sendte jeg A’s kommentarer til Københavns Kommune til eventuelle
bemærkninger.
Københavns Kommune fremkom
med bemærkninger den 10. maj 2001.
Den 17. maj 2001 orienterede
jeg A om kommunens bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Fordelingen af de betalte afdrag
I Deres brev af 13. februar 2001, som jeg modtog den 14. februar 2001, klager
De over Københavns Kommunes og Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuners afgørelser af henholdsvis den 25. januar 1999 og 21.
januar 2000 for så vidt angår spørgsmålet om fordelingen af de afdrag som (M)
indbetalte på bidragsrestancen.
En klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden et år efter, at
forholdet er begået’ (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om
Folketingets Ombudsmand). Da det sociale nævns afgørelse er fra den 21.
januar 2000, er Deres klage over fordelingen af de betalte bidrag forældet i
forhold til ombudsmandsloven. Jeg er derfor afskåret fra at foretage mig
noget i den henseende.
Erstatningskrav
De klager også over at Københavns Kommune den 4. april 2000 og 15. november
2000 afviste (M)’s erstatningskrav. Kravet er begrundet i at kommunen i
perioden fra den 17. august 1994 og fremefter inddrev ægtefællebidrag uden at
der forelå en gyldig bidragsresolution som grundlag for inddrivelsen. Kravet
er i klagen opgjort til 112.630 kr.; efter fradrag af børnebidragsrestancen
på 16.614 kr. er det opgjort til 96.016 kr.
Retsgrundlaget for inddrivelse af ægtefællebidrag fremgår af loven om
inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 631 af 15. september
1986 som senest ændret ved § 15 i lov nr. 433 af 31. maj 2000). Efter § 2,
stk. 1, i denne lov foretager kommunen efter anmodning inddrivelse af
underholdsbidrag. Den bidragspligtige skal efter § 3, stk. 1, 1, pkt., give
myndighederne de for inddrivelse af bidraget fornødne oplysninger om sine
økonomiske og personlige forhold.
Justitsministeriet har i medfør af § 2, stk. 2, i loven om inddrivelse af
underholdsbidrag den 29. november 1978 udstedt cirkulære nr. 217 om
inddrivelse af underholdsbidrag der bl.a. er rettet til kommunerne. Af
cirkulærets §§ 1, 2, 4, 5, 6, stk. 1-3, 10
og 34 fremgår:
’§ 1.
Underholdsbidrag inddrives af det sociale udvalg (i kommuner
med magistratsordning magistraten) i den kommune, hvori skyldneren bor
(inddrivelsesmyndigheden).
§ 2.
Anmodning om inddrivelse af underholdsbidrag fremsættes over
for det sociale udvalg (magistraten) i den kommune, hvor den
bidragsberettigede
bor.
Stk. 2. Anmodning kan først
fremsættes, når et bidrag ikke er betalt til forfaldstid.
Bidragsdokumentet vedlægges,
ligesom anmodningen bør indeholde følgende oplysninger:
Bidragsberettigedes navn, adresse og personnummer.
Skyldnerens navn, adresse og personnummer.
Bidragsrestancens størrelse, og hvilket tidsrum den
vedrører.
Stk. 3. Den
bidragsberettigede kan afkræves andre oplysninger af betydning for
inddrivelsen, herunder blandt andet oplysning om eventuelle tidligere aftaler
med skyldneren om betalingsmåden.
§ 4.
En anmodning om inddrivelse videresendes snarest muligt til
inddrivelsesmyndigheden, jfr. § 1. Bidragsberettigede underrettes om, hvilken
kommune der foretager inddrivelsen.
§ 5.
Inddrivelsesmyndigheden afkræver snarest muligt skyldneren det
skyldige beløb. Afkrævningen skal indeholde oplysning om størrelsen af det
beløb, der er begæret inddrevet, om det tidspunkt det vedrører, og om
størrelsen af den samlede restance.
§ 6.
Betaler skyldneren ikke det skyldige beløb, kan denne afhøres
om sine økonomiske og personlige forhold af inddrivelsesmyndigheden. Afhøring
bør foretages, når inddrivelsesmyndigheden for første gang har afkrævet den
pågældende forfaldne bidrag, som ikke betales.
Stk. 2. Ny afhøring bør
foretages, når det findes påkrævet efter en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde. Der bør således sædvanligvis foretages afhøring, forinden der på
grund
af manglende overholdelse af en aftalt betalingsordning første gang træffes
afgørelse om anvendelse af de tvangsmæssige inddrivelsesmidler eller om
anvendelse af andet inddrivelsesmiddel end det hidtil anvendte.
Stk. 3. Har skyldneren været
afhørt for nylig, kan inddrivelsesmyndigheden i stedet for at foretage en ny
afhøring afkræve skyldneren oplysning om eventuelle væsentlige ændringer i
løn-
og arbejdsforhold. Brevet, der om nødvendigt sendes anbefalet, skal indeholde
oplysning om tvangsinddrivelsesmidlerne og opfordre til inden 14 dage at give
de nævnte oplysninger.
§ 10.
Afdragsbeløb indbetales til den inddrivende myndighed.
§ 34.
Bidragsbeløb, der indbetales eller inddrives, udbetales
hurtigst muligt til den bidragsberettigede gennem dennes bopælskommune.’
Af afsnit I, punkt 3, 4, 5A,
litra a, 6, 7 og 9 i Justitsministeriets vejledning nr. 218 af 29. november
1978 om inddrivelse af underholdsbidrag fremgår:
’
3.
Anmodning om bistand til inddrivelse fremsættes af den
bidragsberettigede over for det sociale udvalg (magistraten) i
bopælskommunen.
Den berettigede er hverken ved den første anmodning eller senere forpligtet
til
at møde personligt. Den berettigede er dog forpligtet til at give nærmere
oplysninger om forhold, der kan være af betydning for inddrivelsen, jfr.
cirkulærets § 2, stk. 3, og kan i den forbindelse f.eks. pålægges at udfylde
et
oplysningsskema.
4.
Forinden inddrivelse iværksættes, påser det sociale udvalg
(magistraten), der har modtaget anmodningen om bistand, at de nødvendige
oplysninger
m.v., jfr. cirkulærets § 2, er til stede. Fremgår det af de foreliggende
oplysninger, at bidraget er faldet bort, kan der ikke ske inddrivelse af
bidrag, der ligger efter bortfaldstidspunktet. Den bidragsberettigede skal
have
meddelelse om sagens afvisning af denne grund. Er inddrivelsessag allerede
verserende, og foretages inddrivelsen af en anden kommune end den, der har
modtaget anmodningen om bistand, kan det endvidere være nødvendigt at give
denne kommune meddelelse om bortfaldstidspunktet.
5.
Vedrørende bortfald af bidrag kan opstilles følgende vejledende
regler.
A. Ægtefællebidrag
a) I tilfælde, hvor et
bidrag er fastsat under samlivsophævelse i medfør af § 8, jfr. § 6, i lov nr.
56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), vil
et
sådant bidrag falde bort ved:
endelig separation eller skilsmisse,
samlivets genoptagelse.
Bortfaldstidspunktet vil
normalt være den dag, hvor begivenheden indtræder. Da et bidrag sædvanligvis
er
fastsat til betaling månedsvis forud, skal der foretages en forholdsmæssig
beregning af bidraget i perioden fra forfaldstidspunktet til den pågældende
begivenhed.
6.
Såfremt bidraget skal inddrives af en anden kommune end den,
bidragsberettigede er bosat i, gives der så vidt muligt i forbindelse med
oversendelsen meddelelse om, hvilken kommune der forestår inddrivelsen
(inddrivelsesmyndigheden). Den bidragsberettigede vil kunne henvende sig til
såvel inddrivelsesmyndigheden, som til sin egen kommune om sagen, f.eks. med
henblik på at få orientering om sagen, aktindsigt eller lignende. Udbetaling
af
inddrevne beløb sker dog gennem den berettigedes kommune.
7.
Efter modtagelse af sagen afkræver inddrivelsesmyndigheden
snarest muligt skyldneren det skyldige beløb i overensstemmelse med reglerne
i
cirkulæret.
8.
Betaler skyldneren ikke efter afkrævning, kan han tilsiges til
en afhøring, d.v.s. en samtale om sine personlige og økonomiske forhold.
9.
Fremsætter skyldneren indsigelse om, at skylden er betalt helt
eller delvis, at den er bortfaldet ved eftergivelse, forældelse eller på
anden
måde, eller at bidraget er faldet bort, bør en sådan indsigelse forelægges
den
berettigede.
Afviser den berettigede, at
der er sket betaling, eller at der er sket bortfald på anden måde, har
skyldneren bevisbyrden herfor.
Indsigelse om, at
bidragsforpligtelsen er ophørt af de grunde, som er nævnt ovenfor under pkt.
5,
bør undersøges nærmere. Der bør herunder eventuelt gives vejledning om
muligheden for ved ansøgning til overøvrigheden at få nedsat bidraget, jfr.
pkt.
5, A, d og 5, B, e. Den omstændighed, at skyldneren har ansøgt om nedsættelse
eller har indbragt en bidragsafgørelse for justitsministeriet, vil kun helt
undtagelsesvis, f.eks. hvor den berettigede har optrådt svigagtigt, kunne
bevirke, at inddrivelsessagen udsættes.
Inddrivelsesmyndighedens
afgørelse om, hvorvidt en indsigelse vil kunne tages til følge, kan
indbringes
for amtsankenævnet (i København eller Frederiksberg den sociale
ankestyrelse).
Skyldneren kan endvidere få indsigelsen prøvet af fogedretten i tilfælde,
hvor
bidragsskylden søges inddrevet ved tilbageholdelse i løn m.v. eller
udpantning.’
Københavns Kommune var
inddrivelsesmyndighed i perioden fra den 17. august 1994 til den 1. maj 1997,
bortset fra en periode fra den 25. april 1996 til den 29. juli 1996. Gladsaxe
Kommune var (H)’s bopælskommune i perioden fra den 17. august 1994 til
den 1.
maj 1999.
Jeg har ingen bemærkninger
til Københavns Kommunes opfattelse af at kommunen ikke er
erstatningsansvarlig
efter reglen i § 505 i retsplejeloven (nu lovbekendtgørelse nr. 809 af 14.
september 2001).
Ifølge dansk rets
almindelige regler om erstatning uden for kontraktsforhold afhænger en
eventuel
erstatningspligt af om skadevolderen har begået et ansvarspådragende forhold,
om skadelidte har lidt et tab, og om der er årsagssammenhæng mellem det
ansvarspådragende forhold og tabet. På visse områder er der tale om et
skærpet
ansvar for skadevolder. Således bedømmes spørgsmålet om offentlige
myndigheders
erstatningsansvar for handlinger og undladelser som led i myndighedsudøvelsen
efter reglerne om professionsansvar. Jeg henviser til den sag som er omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 102ff*. Jeg henviser
ligeledes til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 903ff,
Vestre
Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1288ff,
samt Østre Landsrets dom af 7. februar 1997 i
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 1997, bind 1, s. 326ff.
Endvidere
henviser jeg til Vestre Landsrets kendelse af 18. marts 1996 og Østre
Landsrets
dom af 15. juni 2000 i Forsikrings- og Erstatningsretslig Domssamling,
henholdsvis 1996, bind 1, s. 142ff, og 2000, bind 2, s. 1419ff. Jeg henviser
også til Jens Anker Andersen i Ugeskrift for Retsvæsen 1986B, s. 244ff.
Der skal tages stilling til
om Københavns Kommune har overtrådt den for området gældende handlenorm ved
ikke at påse om den bidragsresolution som dannede grundlag for inddrivelsen
af
ægtefællebidrag i forhold til (M), var bortfaldet som følge af endelig
separation.
Det sociale nævn har i sin
afgørelse af 21. januar 2000 anført at det kan tilskrives en fejl fra
kommunen
at kommunen uberettiget foretog inddrivelse af ægtefællebidrag fra (M) efter
august 1994.
Københavns Kommune har i sin
udtalelse af 3. april 2001 bestridt at kommunen havde grundlag for at prøve
(H)’s anmodninger om inddrivelse af ægtefællebidrag. Kommunen begrunder
dette
med at prøvelsen skulle foretages af bidragsberettigedes bopælskommune, dvs.
Gladsaxe Kommune, og med at kommunen først modtog landsretsdommen den 29.
august 1994 hvor (H) allerede var flyttet til Gladsaxe Kommune.
Efter min opfattelse har
Københavns Kommune i denne sag haft pligt til at påse om den
bidragsresolution
som var grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var
bortfaldet som følge af endelig separation.
Jeg har navnlig lagt vægt på at det må anses
for en fundamental betingelse for at iværksætte en inddrivelse at det krav
som
inddrives, består, jf. princippet i retsplejelovens § 505, stk. 1, og på at
kommunen har haft kendskab dels til bidragsresolutionen efter
retsvirkningslovens § 6 hvorpå det med fed skrift var anført at resolutionen
ikke havde gyldighed efter endelig separation, dels til Østre Landsrets dom
af
17. august 1994 hvorved separationen mellem Deres klient og (H) blev endelig.
Det skal i den forbindelse tages i betragtning at kommunen som
inddrivelsesmyndighed må antages at have indgående kendskab til reglerne om
inddrivelse af ægtefællebidrag, herunder afsnit I, punkt 5 A, litra a, i
vejledningen om inddrivelse af underholdsbidrag. Jeg har ligeledes lagt vægt
på
at kommunen har været en aktiv og udfarende inddrivelsesmyndighed som flere
gange har haft anledning til og mulighed for at undersøge om grundlaget for
inddrivelsen af ægtefællebidrag fortsat var til stede. Jeg henviser bl.a. til
kommunens modtagelse af Østre Landsrets dom den 29. august 1994, kommunens
brev
af 11. januar 1995, udlægget af 31. marts 1995 og tilsigelsen af 15. maj
1995.
Jeg er ikke enig med
kommunen i at det der i afsnit I, punkt 4, i vejledningen om inddrivelse af
underholdsbidrag er anført om hvad den bidragsberettigedes bopælskommune skal
påse ved modtagelsen af en anmodning om inddrivelse af bidrag, bevirker at
kommunen som inddrivelsesmyndighed i et tilfælde som det foreliggende ikke
har
pligt til at påse om et bidrag er faldet bort. Ud over det som jeg har anført
ovenfor, henviser jeg til Skarrildhus 1992, s. 12f, hvor det – for så
vidt
angår uddannelsesbidrag – fremgår at kommunen som inddrivelsesmyndighed
skal
påse om bidraget er bortfaldet, og hvor der i øvrigt også henvises til afsnit
I, punkt 4, i vejledningen.
Jeg har ikke tillagt
kommunens bemærkninger om at (M) selv var i skyld i kommunens inddrivelse
fordi
han var nærmest til at være opmærksom på at bidraget var faldet bort, og
fordi
han blot fortsatte med at betale, særlig betydning. Jeg henviser til det som
jeg har skrevet ovenfor, herunder om at kommunen iværksatte tvangsinddrivelse
og er sagkyndig på området. Jeg har i den forbindelse set bort fra kommunens
bemærkning om at (M) var repræsenteret af advokat, bl.a. fordi (M) efter det
for mig foreliggende materiale ikke i sagen om inddrivelse af ægtefællebidrag
har været repræsenteret af advokat.
Vestre Landsrets kendelse af
5. september 1995, som kommunen nævner, angår en mands adgang til modregning
over for en kommune i et tilfælde hvor kommunen efter reglen i den nu
ophævede
bistandslovs § 8, stk. 1, var indtrådt i retten til ægtefællebidrag, og
mandens
eventuelle tilbagesøgningskrav mod den tidligere hustru. Kendelsen angår
således ikke et spørgsmål om erstatning; kendelsens resultat og argumenterne
herfor kan derfor ikke umiddelbart overføres til den foreliggende sag.
Sammenfattende er det min
opfattelse at Københavns Kommune har begået væsentlige fejl ved ikke at sikre
sig at der ikke blev inddrevet bidrag efter at den bidragsresolution som var
grundlag for inddrivelsen af ægtefællebidrag i forhold til (M), var
bortfaldet
som følge af endelig separation.
Jeg har gjort Københavns
Kommune bekendt med min opfattelse.
Kommunen har afvist at (M)
har lidt et tab som følge af kommunens inddrivelse.
Som begrundelse herfor har kommunen bl.a.
anført at et eventuelt tab ikke er dokumenteret, og at det ikke er
sandsynliggjort
at statsamtet efter landsrettens stadfæstelse af bidragsperiodens længde
ville
have fastsat bidraget efter ægteskabslovens §§ 49 og 50 til noget andet beløb
end det som var fastsat ved resolutionen i henhold til retsvirkningslovens §
6.
Af kommunens udtalelse af 3. april 2001 fremgår det at der efter den 17.
august
1994 er inddrevet 102.630 kr.
I Deres klage til mig er
(M)’s tab – som nævnt – opgjort til 112.630 kr. Samtidig
anfører De i klagen at
der ikke i sagen er foretaget nogen prøvelse af (H)’s krav på bidrag
efter den
endelige separation. De henviser til at der bl.a. ingen oplysninger er om
hendes indtægts- og samlivsforhold.
Af materialet i sagen
fremgår at Frederiksborg Statsamt og Civilretsdirektoratet henholdsvis den
29.
juli 1996 og 10. september 1996 traf afgørelse om at (M)’s bidrag til
(H)’s
underhold bortfaldt. Årsagen var efter det oplyste at (H) havde indledt et
fast
samlivsforhold. Københavns Statsamt gav den 23. februar 1998 (H) afslag på
forlængelse af bidragspligten. De nævnte afgørelser er ikke i materialet. Det
fremgår også at (H) ikke ville betale de modtagne ægtefællebidrag tilbage.
På den baggrund må jeg
konstatere at der ikke i det for mig foreliggende materiale er tilstrækkelige
oplysninger til at jeg kan foretage en vurdering af om (M) har lidt et tab
som
følge af Københavns Kommunes inddrivelse. Jeg mener imidlertid ikke at jeg nu
har grundlag for at indhente yderligere oplysninger i sagen. Som begrundelse
herfor henviser jeg til følgende:
(M)’s erstatningskrav mod
Københavns Kommune er omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven
af
1908, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5 (lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer). Ud fra de foreliggende oplysninger må det
antages at forældelsesfristen efter 1908-loven i denne sag løber fra
(M)’s
modtagelse af Civilretsdirektoratets afgørelse af 23. januar 1997.
Forældelsen
indtræder således den 25. januar 2002.
En nærmere undersøgelse af
og afgørelse om hvorvidt Københavns Kommune har pligt til at betale Deres
klient erstatning som følge af de begåede fejl, forudsætter bl.a. at der
indhentes nærmere oplysninger til belysning af det tab Deres klient måtte
have
lidt. I den forbindelse kan det være relevant at foretage en nærmere
undersøgelse og vurdering af sandsynligheden for at (M) – såfremt
sagsbehandlingen havde været korrekt – skulle have betalt bidrag af en
tilsvarende størrelsesorden. Undersøgelser heraf kan efter min mening bedst
foretages under en retssag hvor der er mulighed for afgivelse af mundtlige
parts- og vidneforklaringer.
Erstatningskravet forældes
som nævnt den 25. januar 2002. Forældelsen kan undgås enten hvis Københavns
Kommune frafalder at gøre den gældende under en eventuel retssag, eller hvis
Deres klient inden fristens udløb indbringer sagen for domstolene.
Forældelsen
kan også undgås ved at Københavns Kommune erkender gælden.
Som anført ovenfor har jeg
samtidig hermed gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse om at
kommunen har begået fejl ved ikke at sikre sig at der ikke blev inddrevet
bidrag efter at bidragsresolutionen var bortfaldet.
Da Deres klients
erstatningskrav snart forældes, har jeg ikke henstillet til kommunen at
genoptage sagen.
Derimod har jeg henstillet
til kommunen at den straks meddeler Dem om kommunen vil frafalde at gøre
forældelse gældende under en eventuel retssag (som anlægges efter
forældelsesfristens udløb), eller om kommunen er indstillet på at Deres
klient
nu (inden forældelsesfristens udløb) indbringer sagen for domstolene. Hvis
kommunen frafalder at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, går
jeg ud fra at kommunen genoptager sagen i lyset af det jeg har anført, og
meddeler Dem en ny afgørelse.
Hvis (M) ønsker sagen
indbragt for domstolene, er jeg indstillet på at henstille at der meddeles
fri
proces, jf. ombudsmandslovens § 23.
Hvis kommunen genoptager
sagen og meddeler Dem en ny afgørelse, beder jeg Dem afvente kommunens
afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for på ny at klage til
mig.
Rekonstruktion af breve om afkrævning af bidrag
Jeg har af egen drift rejst
en sag vedrørende kommunens manglende mulighed for at rekonstruere de
afkrævningsbreve som er sendt til (M), jf. det som kommunen i udtalelsen af
3.
april 2001 har skrevet herom, og § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven (lov nr.
473
af 12. juni 1996). I dag har jeg bedt Københavns Kommune om en udtalelse i
sagen. Jeg har i den forbindelse henvist til den sag som er nævnt i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1997, s. 198ff*. Til Deres
orientering vedlægger jeg en kopi heraf.
Underretning efter persondataloven
(M)’s sag om inddrivelse af
ægtefællebidrag indeholder personoplysninger om (H).
I overensstemmelse med
principperne i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000) har jeg derfor
orienteret (H) om sagen og sendt hende en kopi af dette brev. Jeg har også
tilsendt hende en folder om ombudsmanden og persondataloven.
På det foreliggende grundlag
foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse.”
Herefter modtog jeg bl.a.
oplysning om at kommunen den 17. januar 2002 havde accepteret A’s
forligstilbud
ifølge hvilket M havde et samlet tilgodehavende på 100.682 kr.
Jeg meddelte at jeg tog
dette til efterretning, og jeg foretog mig ikke mere i erstatningssagen.
NOTER: (*) FOB 1987, s. 102,
og
FOB 1997, s. 198.
Lignende dokumenter
- Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager Retsinformation · 13. juni 2008
- Bortfald af børnebidrag. Børnepension. Berettiget forventning. Modstridende vejledning. Tilbagekaldelse. Partstvist. Ændring med tilbagevirkende kraft Retsinformation · 7. oktober 2008
- Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid Retsinformation · 3. marts 2003
- Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag Retsinformation · 25. juni 2003
- Ægteskab - offentlig forsorg - love Skilsmisse - bidragspligt - afkald - hjælp efter bistandsloven (* 3) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Begyndelsestidspunktet for ægtefællebidrag Retsinformation · 20. februar 2019