Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag
En mand (A) klagede til mig
over forskellige forhold vedrørende fastsættelse af underholdsbidrag til hans
tidligere ægtefælle, herunder behandlingen af en ansøgning om nedsættelse af
det bidrag som han var pålagt at udrede til sin tidligere ægtefælle.
A havde navnlig fremsat
følgende klagepunkter:
Klage
over Civilretsdirektoratets retningslinier af 14. december 1993 for
fastsættelse af underholdsbidrag efter den 1. januar 1994 (skattereformen).
Klage
over manglende begrundelse i Civilretsdirektoratets afgørelse hvori
Civilretsdirektoratet afviste A's klage over Københavns Overpræsidium.
Klage
over manglende begrundelse i Københavns Overpræsidiums afgørelse hvorved A's
ansøgning om nedsættelse af underholdsbidraget blev afvist.
Til støtte for sit klagepunkt
1.
fremførte A navnlig at den i 1993
gennemførte skatteomlægning med heraf følgende reducerede skattesatser i
indkomstårene 1994-1998 medførte at såvel bidragyderens udgift til bidrag
efter skat som bidragsmodtagerens indtægt efter skat var stigende i perioden.
Det var således A's opfattelse at der generelt og allerede med virkning for
indkomståret 1994 burde foretages en nedsættelse af ægtefællebidrag. A havde
herunder henvist til ægteskabslovens § 50 hvor det fremgik at der ved
udmåling
af bidrag burde tages hensyn såvel til modtagerens behov som til yderens
evne.
A anførte navnlig at
Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14. december 1993 om
Læs alt
fastsættelse af underholdsbidrag efter 1. januar 1994 ikke i tilstrækkelig
grad tog hensyn til de ændrede skattemæssige forhold. Retningslinierne
foreskrev en reduktion af ægtefællebidragene frem mod 1998 således at der
skete
en glidende nedsættelse, og således at nedsættelsen især fandt sted i årene
umiddelbart forud for 1998. Reduktionen bestod nærmere i at den hidtidige
praksis, hvorefter ægtefællebidraget blev udmålt som 1/4 af forskellen mellem
modtagers og yders indkomst, ændredes til en praksis hvor den angivne brøk i
stedet skulle fastsættes til 1/5. Det fremgik ligeledes at der i 1994 alt
andet
lige burde foretages en bidragsudmåling der lå tæt på det beløb som hidtil
var
fastsat. A anførte hertil at den ved skatteomlægningen iværksatte ændring af
skattesatser og heraf afledede virkning for bidragyder og bidragsmodtager
ganske vist skulle gennemføres i årene frem til 1998, men at skattesatserne
blev nedsat forholdsvis mere i starten af denne periode end i de følgende år.
Det var derfor A's opfattelse at de bebudede nedsættelser af underholdsbidrag
i
højere grad burde foretages ved påbegyndelse af skatteomlægningen i 1994 end
i
senere år. A anskueliggjorde dette ved en række regneeksempler.
Til støtte for sit klagepunkt
2.
fremførte A navnlig at han
udtrykkeligt havde bedt Civilretsdirektoratet om at få virkningen af
skatteomlægningen neutraliseret på i øvrigt uændret indtægtsgrundlag, ligesom
han havde bedt om at et eventuelt afslag blev begrundet.
Efter A's opfattelse
indeholdt Civilretsdirektoratets svar i brev af 9. marts 1994 ikke den
ønskede
stillingtagen til spørgsmålet om skatteomlægningens umiddelbare betydning for
bidragsfastsættelsen. Civilretsdirektoratet henviste blot til at en gradvis
indførelse af 1/5-reglen ikke matematisk ville være neutral, hvilket dog
måtte
anses for værende af mindre betydning idet bidragsfastsættelsen skete på
grundlag af et skøn.
Til støtte for sit klagepunkt
3.
havde A navnlig fremført at
Københavns Overpræsidiums afgørelse af 2. februar 1994 ikke var
tilstrækkeligt
begrundet idet overpræsidiet blot henviste til "at skattereformen ikke
kan
begrunde nogen nedsættelse af et fastsat bidrag". Efter A's opfattelse
indeholdt afgørelsen ikke en tilstrækkelig stillingtagen til hans argumenter
om
skatteomlægningens umiddelbare konsekvenser for bidragsfastsættelsen, således
som A navnlig i breve af 27. november 1993 og 6. januar 1994 havde redegjort
for.
Jeg forelagde A's klage for
Civilretsdirektoratet. Ved påtegning meddelte Civilretsdirektoratet mig at
direktoratet henholdt sig til afgørelsen af 9. marts 1994 samt begrundelsen
herfor. Civilretsdirektoratet oplyste samtidig at direktoratet ingen
bemærkninger havde til klagen over direktoratets vejledende retningslinier
for
fastsættelse af underholdsbidrag efter 1. januar 1994.
A sendte mig herefter et
supplement til sin klage. Supplementet indeholdt især A's kommentarer til en
udateret notits om skatteomlægningen ("Notits om skattereform"),
hvori Civilretsdirektoratet foretager en række beregninger af
skatteomlægningens indvirkning på bidragyders og bidragsmodtagers økonomiske
forhold i de enkelte indkomstår frem til
1998. A
's kritik mod den nævnte
notits var navnlig begrundet i at der ikke var taget hensyn til de fra 1994
beregnede arbejdsmarkedsbidrag der blev opkrævet af den fulde bidragspligtige
bruttoindkomst. A angav samtidig at de i notitsen anførte beregninger netop
viste at skatteomlægningen øgede sin belastning af bidragyder fra
indkomståret
1993 til indkomståret 1994 med mere end halvdelen af den samlede virkning.
Herudover anførte A en række beregninger som han mente dokumenterede behovet
for en umiddelbar generel nedsættelse af bidragsforpligtelsen allerede fra
1994.
Det fremgik i øvrigt af sagen
at A's ægteskab blev opløst ved skilsmisse i 1989 bl.a. på vilkår at A blev
pålagt bidragspligt til sin hustru uden tidsbegrænsning.
I november 1993 havde A søgt
Københavns Overpræsidium om at det udmålte månedlige bidrag på 8.800 kr. blev
justeret i anledning af den forestående skatteomlægning. A havde bedt om at
bidraget måtte blive nedsat med 8% idet en sådan nedsættelse efter hans
opgørelser svarede til de ændrede skatteforhold.
Inden overpræsidiet svarede
på A's brev, havde han modtaget Civilretsdirektoratets vejledende
retningslinier af 14. december 1993.
A kommenterede de omhandlede
retningslinier over for Københavns Overpræsidium. A fremførte navnlig at den
i
retningslinierne foreskrevne gradvise nedsættelse af underholdsbidrag ikke
var
et ærligt forslag til en neutralisering af skatteomlægningens forskydning
mellem yder og modtager, hvis nedsættelsen først blev foretaget umiddelbart
forud for indkomståret
1998. A
redegjorde herefter for hvorledes nedsættelsen i første række burde ske
umiddelbart efter ikrafttræden af skatteomlægningen i 1994.
Endelig omformulerede A sin
ansøgning således at han ansøgte om at hans bidrag blev justeret årligt, i
den
takt skattereformen udvikledes. Konkret indebar dette at A for indkomståret
1994 ansøgte om en nedsættelse på 10% af det ham påhvilende underholdsbidrag,
svarende til halvdelen af den nedsættelse som ville være resultatet af en
nedsættelse fra 1/4 til 1/5 af indkomstforskellen. For indkomståret 1995
ansøgte A om en yderligere nedsættelse svarende til 10% af den ovenfor
anførte
nedsættelse. De ansøgte nedsættelser indebar således en nedsættelse af det
månedlige bidrag i 1994 med 880 kr. og en yderligere nedsættelse i 1995 med
176
kr.
A angav udtrykkeligt i sin
ansøgning at denne alene omfattede ændring i bidraget som følge af de ændrede
skatteregler.
Ved afgørelsen af 2. februar
1994 meddelte Københavns Overpræsidium at A's ansøgning ikke kunne
imødekommes
idet skattereformen ikke alene kunne begrunde nogen nedsættelse af det
fastsatte bidrag. Overpræsidiet henviste herunder til den praksis om gradvis
nedsættelse af underholdsbidrag som fremgik af Civilretsdirektoratets
retningslinier af 14. december 1993. Endvidere blev der henvist til den
hidtidige praksis hvorefter bidrag ikke i almindelighed blev ændret medmindre
ændringen ville medføre et beløb af en vis størrelse.
A klagede over afgørelsen til
Civilretsdirektoratet. A gjorde navnlig gældende at de ændrede skattesatser i
sig selv burde resultere i en generel og umiddelbar nedsættelse af bidrag. A
henviste herunder til de forhandlinger der havde været ført i Folketinget ved
vedtagelsen af skatteomlægningen. A fremhævede navnlig at daværende
skatteminister
Ole Stavad i et svar til Folketingets Skatteudvalg var opmærksom på
skatteomlægningens indvirkning på underholdsbidrag. Som følge heraf
tilkendegav
skatteministeren at han ville fremsætte lovforslag om en toårig
overgangsordning
for meget store underholdsbidrag, således at yderne heraf kunne opnå en
rimelig frist til at få ændret bidragsstørrelsen gennem aftale eller gennem
justeringer i statsamternes udmålingspraksis.
Ved Civilretsdirektoratets
afgørelse af 9. marts 1994 meddelte direktoratet at A's ansøgning om
nedsættelse af bidrag ikke kunne behandles på det foreliggende grundlag, idet
fastlæggelse af underholdsbidrag måtte foretages ud fra en konkret vurdering
af de økonomiske og personlige omstændigheder. Civilretsdirektoratet havde
derfor bedt Københavns Overpræsidium om på ny at behandle A's ansøgning ud
fra
oplysninger om A's og hans tidligere ægtefælles forhold.
I anledning af A's
indsigelser mod Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14.
december 1993 meddelte direktoratet at man var opmærksom på at en gradvis
indførelse af 1/5-reglen ikke rent matematisk ville være neutral. Dette måtte
imidlertid antages at have mindre betydning idet fastsættelse af
underholdsbidrag skete på grundlag af et skøn.
Civilretsdirektoratet oplyste
endvidere at det var fundet rigtigst at lade overgangen ske glidende således
at
1/5-reglen først i 1998 blev det vejledende udgangspunkt, og således at et
bidrag ikke ændredes medmindre ændringen ville udgøre et beløb over en vis
størrelse.
Efter en korrespondance
mellem A og Københavns Overpræsidium og efter indhentelse af oplysninger om
indtægtsforholdene hos A og A's tidligere hustru, traf overpræsidiet en ny
afgørelse den 27. maj 1994. Ved afgørelsen blev A's ansøgning om nedsættelse
af
underholdsbidraget afslået.
A påklagede afgørelsen til
Civilretsdirektoratet.
Samme dag sendte A sin klage
til mig.
Efter at jeg havde påbegyndt
min undersøgelse af A's klage, traf Civilretsdirektoratet afgørelse i
bidragssagen idet direktoratet ved afgørelse af 5. januar 1995 tiltrådte
Københavns Overpræsidiums afgørelse af 27. maj 1994.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Indledningsvis skal jeg
oplyse at min undersøgelse alene har omfattet de klagepunkter som De har
anført
i Deres klage til mig. Min undersøgelse har følgelig ikke omfattet
Civilretsdirektoratets seneste afgørelse af 5. januar 1995 og Københavns
Overpræsidiums forudgående afgørelse af 27. maj 1994.
På grundlag af min gennemgang
af sagen skal jeg herefter udtale følgende:
Vedrørende Deres klagepunkt
1.
Som det er forudsat i
Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14. december 1993,
indebærer den fra indkomståret 1994 gennemførte skatteomlægning en ikke
ubetydelig ændring af den skattemæssige behandling af underholdsbidrag for
såvel yder som modtager. Som det fremgår af de udførlige beregninger der er
foretaget i Civilretsdirektoratets "Notits om skattereform", vil
nettoudgiften
efter skat for en bidragyder stige med ca. 29,7% fra indkomståret 1993 til
indkomståret 1998 ved uændret bidrag, samtidig med at nettoindtægten efter
skat
vil stige for bidragsmodtageren. Stigningen for modtageren er forskellig for
den enkelte modtager afhængig af størrelse af modtagerens indkomst, men
ligger
i størrelsesordenen 16,9%-34,0%.
Det fremgår af den lovgivning
hvorved skatteomlægningen blev indført i 1993, og af forarbejderne hertil, at
skatteomlægningen i videst muligt omfang skulle have en neutral virkning for
underholdsbidrag såvel i forhold til bidragyder som bidragsmodtager.
Personskattelovens §
27 a
indeholder således en særlig
overgangsordning for fradragsretten for meget store underholdsbidrag. Efter
bestemmelsen gælder at underholdsbidrag som overstiger 40.000 kr. i 1994 og
80.000 kr. i 1995, kan fradrages ved opgørelse af mellemskat. Sådanne
skatteydere opnår herved en ikke uvæsentlig fradragsadgang.
Som det fremgår af det svar
fra daværende skatteminister Ole Stavad til Folketingets Skatteudvalg som De
har henvist til, er formålet med denne overgangsordning at give bidragydere
der
betaler meget store bidrag en rimelig frist til at få ændret
bidragsstørrelsen
gennem aftale eller gennem justeringer i statsamternes udmålingspraksis.
I Betænkning over Forslag til
lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlægning)
afgivet af skatteudvalget den 18. juni 1993 er da også anført følgende ad nr.
13:
"...
Det forventes, at
Civilretsdirektoratet i løbet af overgangsperioden vil have foretaget en
samlet
vurdering af, hvorvidt de ændrede beskatningsregler på såvel yder- som
modtagersiden medfører behov for justeringer i statsamternes
udmålingspraksis,
og i givet fald har taget initiativ til at ændre denne. I den samlede
vurdering
af konsekvenserne bør det bl.a. spille ind, at underholdsbidrag ikke indgår i
modtagerens grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.
..."
Civilretsdirektoratets
vejledende retningslinier omfatter en skønsmæssig nedsættelse af bidraget
således som det som anført er forudsat ved skatteomlægningen. Ifølge
retningslinierne nedsættes bidraget frem mod indkomståret 1998 således at det
som udgangspunkt herefter fastsættes som 1/5 af forskellen mellem parternes
indtægter.
Denne generelle hovedregel må nødvendigvis indeholde et vist skønsmæssigt
element, idet det ikke er muligt at foretage en generel nedsættelse som
fuldstændigt neutraliserer de ved skatteomlægningen foretagne ændringer.
Såfremt skatteomlægningens
konsekvenser for underholdsbidrag anskues uden hensyntagen til de samtidig
indførte arbejdsmarkedsbidrag, anser jeg en glidende reduktion fra 1/4 til
1/5
for en forsvarlig neutralisering såvel for bidragyder som bidragsmodtager.
Jeg
har herved lagt vægt på at en generel regel der tjener som et administrativt
udgangspunkt for fastsættelse af underholdsbidrag, nødvendigvis må være af
forholdsvis simpelt indhold. Konkrete forhold i den enkelte udmålingssag kan
herefter bedømmes individuelt. Jeg har samtidig lagt vægt på at ændringer i
økonomiske og skattemæssige forhold må have en vis væsentlighed førend
ændring
af allerede fastlagte underholdsbidrag aktualiseres.
Ved afgørelsen af i hvilken
takt den glidende reduktion bør foretages angives det i
Civilretsdirektoratets
retningslinier, at overgangen i praksis bør ske ved at der ved udmåling af
bidrag tages udgangspunkt i et beløb der er mindre end det beløb som
1/4-reglen
ville give anledning til, men som er større end det beløb som 1/5-reglen
ville
give anledning til. Samtidig angives at den endelige skønsmæssige
fastsættelse
af bidraget i 1994 alt andet lige bør ligge tæt på det beløb som 1/4-reglen
giver. I årene frem til 1998 bør man ved skønnet alt andet lige bevæge sig
mod
at tage udgangspunkt i det beløb som 1/5-reglen giver.
Denne fordeling af
reduktionen over indkomstårene bør sammenholdes med fordelingen af
ændringerne
af skattesatserne i samme periode. Det må herunder tages i betragtning at der
som anført eksisterer en særlig overgangsregel i personskattelovens §
27 a
for meget høje underholdsbidrag
udredet i 1994 og 1995.
Som anført af Dem sker
nedsættelsen af skattesatserne ikke ved en proportional nedsættelse frem til
indkomståret 1998 idet nedsættelsen navnlig sker i indkomstårene 1994 og
1995.
Såfremt reduktionen af
underholdsbidragene alene var bestemt af skattemæssige hensyn, ville dette
indebære at den glidende reduktion burde påbegyndes i 1994 med en forholdsvis
stor nedsættelse. Som det fremgår af den omhandlede notits om skattereformen,
burde 50% af reduktionen foretages med virkning for 1994.
Det er imidlertid min
opfattelse at det er forudsat ved lovgivningen om skatteomlægningen at der
først efter en vis frist kan og bør ske en generel reduktion af bidragene.
Dette kan da også begrundes, navnlig i en række praktiske og administrative
forhold hos statsamter og skattemyndigheder mv. De forøgede nettoudgifter
efter skat for ydere af meget store bidrag er da også kompenseret i
overgangsreglen
i personskattelovens §
27 a.
Det følger heraf at jeg ikke
mener at der er grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets vejledende
retningslinier i henseende til reduktion af underholdsbidrag for 1994. Jeg
kan
derfor ikke give Dem medhold i Deres klagepunkt hvorefter der allerede i 1994
bør ske en fuld reduktion af underholdsbidrag svarende til den skattemæssige
nedsættelse af fradragsværdien.
For de følgende år bør der,
som det også er angivet i vejledningen, ske en reduktion.
Vejledningen indeholder ikke
konkrete og faste retningslinier for den nærmere opgørelse af reduktionen.
Jeg
finder dette naturligt idet vejledningen alene omfatter administrative
principper som nærmere skal udmøntes i de enkelte sager ud fra individuelle
omstændigheder.
I indkomståret 1995 har den
væsentligste del af ændringen af skattesatserne fået virkning. Som det
fremgår
af den beskrevne notits er ca. 65% af ændringerne udløst på dette tidspunkt.
Ud
fra en ren skattemæssig betragtning svarer det til at 65% af den bebudede
reduktion af underholdsbidrag burde foretages allerede med virkning fra
indkomståret 1995.
Uanset at det som nævnt ikke
er hensigtsmæssigt at fastsætte en specifik angivelse af reduktionen af
underholdsbidrag, finder jeg dog at der i typetilfældene bør foretages en i
forhold til den samlede reduktion væsentlig nedsættelse af underholdsbidrag
fra
1995. Nedsættelsen bør naturligvis ske under hensyntagen til om bidragyderen
er
omfattet af overgangsreglen i personskattelovens §
27 a. Samtidig finder jeg det naturligt
at ændringer alene foretages såfremt disse overstiger en vis størrelse. Med
behørig hensyntagen til sådanne individuelle omstændigheder mener jeg dog at
reduktionen så vidt muligt bør foretages således at den svarer til den fra
indkomståret 1995 gældende nedsættelse af skattesatserne.
Det følger heraf at jeg
tilsvarende mener at der bør foretages en reduktion af underholdsbidrag for
1996, 1997 og 1998 efter samme principper, således at den samlede reduktion
er
tilendebragt i 1998.
Som det fremgår af mine
ovennævnte bemærkninger, mener jeg ikke at der er grundlag for kritik af
retningslinierne idet disse er udfærdiget på grundlag af udførlige
beregninger
af skatteomlægningens virkning frem til 1998. Samtidig indeholder
retningslinierne en angivelse af den glidende reduktion af underholdsbidrag.
Jeg finder imidlertid at
retningslinierne ikke tilstrækkelig tydeligt tilkendegiver at der allerede i
1995 bør påbegyndes den bebudede reduktion, og at nedsættelsen allerede for
1995 bør være væsentlig.
Jeg har derfor henstillet til
Civilretsdirektoratet at retningslinierne på dette punkt præciseres.
Ved min undersøgelse af
Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier har jeg bemærket mig, at de
tilgrundliggende beregninger som er foretaget i "Notits om
skattereform" øjensynligt er foretaget uden hensyntagen til de af lov om
arbejdsmarkedsfonde m.v. omfattede arbejdsmarkedsbidrag. Disse bidrag udgør i
1994 5%, i 1995 6%, i 1996 7%, i 1997 og 1998 8%.
Efter loven beregnes bidrag
af arbejdsindkomster fra lønarbejde, selvstændig erhvervsvirksomhed mv. samt
indkomster der svarer hertil. Bidrag beregnes ikke af andre former for
indkomst, herunder underholdsbidrag. For bidragydere betyder dette at den
disponible arbejdsindkomst mv., foruden de egentlige indkomstskatter som er
indgået ved de foretagne beregninger, formindskes med arbejdsmarkedsbidrag.
Derimod har arbejdsmarkedsbidrag ingen indflydelse på bidragsmodtagerens
disponible indkomst hidrørende fra underholdsbidrag.
Når henses til at
bidragyderens skattetilsvar forøges ved betaling af bidragene, og når henses
til at disse ikke indgår i bidragsmodtagerens indkomst, finder jeg det
naturligt at det overvejes om og i hvilket omfang der bør ske en indregning
af
arbejdsmarkedsbidrag ved opgørelse af skatteomlægningens virkninger for
underholdsbidrag.
Jeg lægger herunder især vægt
på at det i forarbejderne til lovgivningen om skatteomlægningen udtrykkeligt
blev fremhævet, at det ved undersøgelsen af behovet for ændringer i
udmålingspraksis burde spille ind at underholdsbidrag ikke indgår i
modtagerens
grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.
Under hensyntagen til at
bidragene alene opkræves af lønindkomst, overskud fra selvstændig virksomhed
mv., men ikke f.eks. af kapitalindtægter (rente, udbytte mv.), er det givet
at
det ikke er muligt at fastsætte ensartede generelle regler i relation til
arbejdsmarkedsbidragets
betydning for underholdsbidragets størrelse. Uanset dette finder jeg det
imidlertid forudsat af Folketinget at der bør foretages en nærmere
undersøgelse
heraf.
Jeg har derfor henstillet til
Civilretsdirektoratet at det overvejes, om og eventuelt i hvilket omfang den
bebudede reduktion af underholdsbidrag yderligere bør påvirkes af at
bidragyder
skal betale arbejdsmarkedsbidrag af lønindkomst, overskud fra selvstændig
virksomhed etc.
Ad Deres klagepunkt
2.
I Deres brev af 8. februar
1994 til Civilretsdirektoratet konkluderer De på grundlag af Deres egne
beregninger at virkningen af skatteomlægningen indtræder med forholdsvis
størst
vægt i 1994 og 1995.
Civilretsdirektoratet svarer
hertil i sit brev af 9. marts 1994 følgende:
"...
Civilretsdirektoratet er
opmærksom på, at en gradvis indførelse af 1/5 - reglen ikke rent matematisk
vil
være neutral. Dette må imidlertid antages at have mindre betydning, idet det
må fremhæves, at fastsættelsen af underholdsbidrag sker på grundlag af et
skøn.
Civilretsdirektoratet har
derfor fundet det rigtigst at lade overgangen ske glidende, således at 1/5 -
reglen først i 1998 er det vejledende udgangspunkt. Civilretsdirektoratet har
endvidere - ligeledes under hensyn til det skønsmæssige element i
bidragsudmålingen
- fundet, at den almindelige praksis, hvorefter et bidrag i almindelighed
ikke
ændres, medmindre ændringen vil udgøre et beløb over en vis størrelse, bør
fastholdes.
..."
Civilretsdirektoratets svar
indeholder således ingen stillingtagen til Deres principielle klagepunkt
vedrørende direktoratets vejledende anvisninger omfattende de konkrete
virkninger af skatteomlægningen.
Jeg mener ikke at
Civilretsdirektoratets afgørelse af 9. marts 1994 i fornødent omfang opfylder
forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, idet
direktoratets svar ikke indeholder en stillingtagen til Deres opgørelse over
udviklingen i virkningerne af skatteomlægningen.
Jeg har derfor samtidig
hermed meddelt Civilretsdirektoratet at jeg ikke finder at
Civilretsdirektoratets afgørelse af 9. marts 1994 i tilstrækkelig grad
opfylder
forvaltningslovens begrundelseskrav.
Jeg har imidlertid ikke
fundet anledning til at foretage mig yderligere.
Jeg lægger her vægt på at
Civilretsdirektoratets afgørelse indebar at Deres ansøgning om nedsættelse af
bidrag blev tilbagesendt til Københavns Overpræsidium til afgørelse på
konkret
grundlag, bl.a. ud fra Deres og Deres tidligere hustrus økonomiske forhold.
Jeg
lægger endvidere vægt på at denne fornyede sagsbehandling, og de afgørelser
som senere er truffet, ikke er omfattet af Deres klage til mig. Endelig
lægger
jeg vægt på at jeg som ovenfor nævnt har henstillet at Civilretsdirektoratet
foretager en fornyet generel vurdering af reduktion af underholdsbidrag.
For god ordens skyld skal jeg
oplyse at jeg ikke har grundlag for at kritisere selve det forhold at
Civilretsdirektoratets afgørelse ikke indeholder en konkret stillingtagen til
Deres ansøgning om nedsættelse af bidrag. Dette hænger sammen med at sådanne
ansøgninger
under alle omstændigheder må foretages på et individuelt grundlag og ikke
alene kan baseres på de skattemæssige forhold.
Ad Deres klagepunkt
3.
De har i Deres ansøgning til
Københavns Overpræsidium om nedsættelse af underholdsbidrag henvist til de af
skatteomlægningen afledede virkninger for fastsættelse af underholdsbidrag.
De
har derfor angivet at ansøgningen skete på grundlag af uændrede
indtægtsforhold
hos Dem.
I overpræsidiets afgørelse af
2. februar 1994 er anført følgende:
"...
Overpræsidiet skal herved
meddele Dem, at Deres ansøgning ikke kan imødekommes på nuværende tidspunkt,
idet skattereformen ikke alene kan begrunde nogen nedsættelse af et fastsat
bidrag.
..."
Det fremgår af mine
ovennævnte udtalelser at jeg ikke er enig i denne begrundelse, hvilket jeg
samtidig hermed har tilkendegivet over for Københavns Overpræsidium.
Under henvisning til at den
nævnte begrundelse i øvrigt foretages med en mere udførlig henvisning til
indholdet af Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier, har jeg
imidlertid ikke fundet anledning til at foretage mig yderligere over for
Københavns Overpræsidium.
Resultatet af min
undersøgelse af Deres klage er derfor at jeg er enig med Dem i at virkningen
af
skatteomlægningen især indtræder i indkomstårene 1994-1995, hvorfor den
forudsatte reduktion af underholdsbidrag bør påbegyndes allerede i disse år.
Som udgangspunkt bør det derfor tilstræbes at underholdsbidrag nedsættes
nogenlunde svarende til udviklingen i skattesatserne. Som anført må det dog
anses for forudsat at reduktionen først påbegyndes efter en vis frist. Jeg
finder at denne frist passende kan fastsættes til at omfatte 1994, hvor
personskattelovens §
27 a
indeholder en overgangsordning selv for middelstore bidrag.
En forholdsvis betydelig nedsættelse
bør derfor efter min opfattelse påbegyndes med virkning fra 1995.
Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og har henstillet at man
under
den fornyede stillingtagen til de nærmere retningslinier for reduktion af
underholdsbidrag overvejer, om og i hvilket omfang pålagte
arbejdsmarkedsbidrag
bør indgå i beregningerne.
Jeg har samtidig fundet at
såvel Civilretsdirektoratets som Københavns Overpræsidiums afgørelser af
Deres
ansøgning ikke er tilstrækkelig begrundet. Jeg har gjort
Civilretsdirektoratet
og overpræsidiet bekendt med min opfattelse.
..."
Civilretsdirektoratet
orienterede mig senere om direktoratets overvejelser i anledning af min
udtalelse. Direktoratet skrev:
"...
Vedrørende spørgsmålet om,
hvorledes ægtefællebidrag skal reduceres på grund af gennemførelse af
skattereformen, skal man bemærke, at Civilretsdirektoratet kan være enig i,
at
det kan være hensigtsmæssigt at vejlede statsamterne om, at bidraget allerede
i
1995 bør nedsættes i takt med, at ca. 65% af skattereformens reduktion i
skatteprocenterne er gennemført for 1995.
Civilretsdirektoratet har
derfor allerede orienteret statsamterne herom på det årlige kursus for
statsamtsjurister. En kopi af orienteringspunktet, som også vil blive
medtaget
i den skriftlige beretning fra kurset, vedlægges til orientering.
Vedrørende spørgsmålet om
hensyntagen til arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udformningen af den
nye
praksis i bidragssager bemærkes, at Civilretsdirektoratet allerede ved
skrivelsen af 14. december 1993 tog højde for indførelsen af
arbejdsmarkedsbidraget, idet man ved de beregninger, som lå til grund for
skrivelsen, og som ombudsmanden er orienteret om, lagde vægt på den
begunstigelse, som bidragsberettigede opnår i form af en lavere beskatning af
bidraget, og på den byrde, der pålægges bidragspligtige ved reduktionen af
skatteværdien af fradraget for ægtefællebidraget. Begge omstændigheder er
bl.a.
direkte virkninger af arbejdsmarkedsbidragets indførelse.
Der er ikke herved sket nogen
"matematisk retfærdig" neutralisering af arbejdsmarkedsbidragene,
men
dog en vis neutralisering. Den "ulighed", der bliver tilbage,
vurderes i almindelighed at være ringe i forhold til det samlede skøn, der
endeligt fastlægger bidraget.
Man kunne overveje at indføre
en praksis, hvorefter der skal tages særligt hensyn dertil, hvis den
bidragspligtiges indkomst i overvejende grad består af kapitalindkomst, der
som
bekendt ikke pålægges arbejdsmarkedsbidrag.
Civilretsdirektoratet er
imidlertid veget tilbage herfra. Man har i den forbindelse lagt vægt på, at
der
er en række andre faktorer, som kan påvirke bidragsevnen og som man heller
ikke
tager særligt hensyn til i praksis. Der kan bl.a. nævnes betydningen af
grønne
afgifter, udvidelsen af beskatningsgrundlaget i forbindelse med
skattereformen,
forskel i kommunale skatteprocenter, både for indkomst og fast ejendom m.v.
Disse og en række andre faktorer tages der ikke særligt hensyn til i de
almindeligt forekomne tilfælde, men faktorer af denne art kan - på samme måde
som det forhold, at indtægten overvejende består af kapitalindkomst -
naturligvis have betydning i særlige tilfælde."
Herefter meddelte jeg
Civilretsdirektoratet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Genoptagelse. Remonstration. Sagsbehandlingstid Retsinformation · 3. marts 2003
- Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager Retsinformation · 13. juni 2008
- Tilbagebetaling af sociale ydelser - oplysningspligt Retsinformation · 7. marts 2019
- Afslag på godkendelse af aftale om overførsel af forældremyndighed. Begrundelse Retsinformation · 3. marts 2003
- Ændring af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Retsinformation · 25. juni 2003