Spring til indhold

Retsinformation

Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag

FOU nr 1995.175UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skattereformens virkning for udmåling af underholdsbidrag

En mand (A) klagede til mig

over forskellige forhold vedrørende fastsættelse af underholdsbidrag til hans

tidligere ægtefælle, herunder behandlingen af en ansøgning om nedsættelse af

det bidrag som han var pålagt at udrede til sin tidligere ægtefælle.

A havde navnlig fremsat

følgende klagepunkter:

Klage

over Civilretsdirektoratets retningslinier af 14. december 1993 for

fastsættelse af underholdsbidrag efter den 1. januar 1994 (skattereformen).

Klage

over manglende begrundelse i Civilretsdirektoratets afgørelse hvori

Civilretsdirektoratet afviste A's klage over Københavns Overpræsidium.

Klage

over manglende begrundelse i Københavns Overpræsidiums afgørelse hvorved A's

ansøgning om nedsættelse af underholdsbidraget blev afvist.

Til støtte for sit klagepunkt

1.

fremførte A navnlig at den i 1993

gennemførte skatteomlægning med heraf følgende reducerede skattesatser i

indkomstårene 1994-1998 medførte at såvel bidragyderens udgift til bidrag

efter skat som bidragsmodtagerens indtægt efter skat var stigende i perioden.

Det var således A's opfattelse at der generelt og allerede med virkning for

indkomståret 1994 burde foretages en nedsættelse af ægtefællebidrag. A havde

herunder henvist til ægteskabslovens § 50 hvor det fremgik at der ved

udmåling

af bidrag burde tages hensyn såvel til modtagerens behov som til yderens

evne.

A anførte navnlig at

Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14. december 1993 om

Læs alt

fastsættelse af underholdsbidrag efter 1. januar 1994 ikke i tilstrækkelig

grad tog hensyn til de ændrede skattemæssige forhold. Retningslinierne

foreskrev en reduktion af ægtefællebidragene frem mod 1998 således at der

skete

en glidende nedsættelse, og således at nedsættelsen især fandt sted i årene

umiddelbart forud for 1998. Reduktionen bestod nærmere i at den hidtidige

praksis, hvorefter ægtefællebidraget blev udmålt som 1/4 af forskellen mellem

modtagers og yders indkomst, ændredes til en praksis hvor den angivne brøk i

stedet skulle fastsættes til 1/5. Det fremgik ligeledes at der i 1994 alt

andet

lige burde foretages en bidragsudmåling der lå tæt på det beløb som hidtil

var

fastsat. A anførte hertil at den ved skatteomlægningen iværksatte ændring af

skattesatser og heraf afledede virkning for bidragyder og bidragsmodtager

ganske vist skulle gennemføres i årene frem til 1998, men at skattesatserne

blev nedsat forholdsvis mere i starten af denne periode end i de følgende år.

Det var derfor A's opfattelse at de bebudede nedsættelser af underholdsbidrag

i

højere grad burde foretages ved påbegyndelse af skatteomlægningen i 1994 end

i

senere år. A anskueliggjorde dette ved en række regneeksempler.

Til støtte for sit klagepunkt

2.

fremførte A navnlig at han

udtrykkeligt havde bedt Civilretsdirektoratet om at få virkningen af

skatteomlægningen neutraliseret på i øvrigt uændret indtægtsgrundlag, ligesom

han havde bedt om at et eventuelt afslag blev begrundet.

Efter A's opfattelse

indeholdt Civilretsdirektoratets svar i brev af 9. marts 1994 ikke den

ønskede

stillingtagen til spørgsmålet om skatteomlægningens umiddelbare betydning for

bidragsfastsættelsen. Civilretsdirektoratet henviste blot til at en gradvis

indførelse af 1/5-reglen ikke matematisk ville være neutral, hvilket dog

måtte

anses for værende af mindre betydning idet bidragsfastsættelsen skete på

grundlag af et skøn.

Til støtte for sit klagepunkt

3.

havde A navnlig fremført at

Københavns Overpræsidiums afgørelse af 2. februar 1994 ikke var

tilstrækkeligt

begrundet idet overpræsidiet blot henviste til "at skattereformen ikke

kan

begrunde nogen nedsættelse af et fastsat bidrag". Efter A's opfattelse

indeholdt afgørelsen ikke en tilstrækkelig stillingtagen til hans argumenter

om

skatteomlægningens umiddelbare konsekvenser for bidragsfastsættelsen, således

som A navnlig i breve af 27. november 1993 og 6. januar 1994 havde redegjort

for.

Jeg forelagde A's klage for

Civilretsdirektoratet. Ved påtegning meddelte Civilretsdirektoratet mig at

direktoratet henholdt sig til afgørelsen af 9. marts 1994 samt begrundelsen

herfor. Civilretsdirektoratet oplyste samtidig at direktoratet ingen

bemærkninger havde til klagen over direktoratets vejledende retningslinier

for

fastsættelse af underholdsbidrag efter 1. januar 1994.

A sendte mig herefter et

supplement til sin klage. Supplementet indeholdt især A's kommentarer til en

udateret notits om skatteomlægningen ("Notits om skattereform"),

hvori Civilretsdirektoratet foretager en række beregninger af

skatteomlægningens indvirkning på bidragyders og bidragsmodtagers økonomiske

forhold i de enkelte indkomstår frem til

1998. A

's kritik mod den nævnte

notits var navnlig begrundet i at der ikke var taget hensyn til de fra 1994

beregnede arbejdsmarkedsbidrag der blev opkrævet af den fulde bidragspligtige

bruttoindkomst. A angav samtidig at de i notitsen anførte beregninger netop

viste at skatteomlægningen øgede sin belastning af bidragyder fra

indkomståret

1993 til indkomståret 1994 med mere end halvdelen af den samlede virkning.

Herudover anførte A en række beregninger som han mente dokumenterede behovet

for en umiddelbar generel nedsættelse af bidragsforpligtelsen allerede fra

1994.

Det fremgik i øvrigt af sagen

at A's ægteskab blev opløst ved skilsmisse i 1989 bl.a. på vilkår at A blev

pålagt bidragspligt til sin hustru uden tidsbegrænsning.

I november 1993 havde A søgt

Københavns Overpræsidium om at det udmålte månedlige bidrag på 8.800 kr. blev

justeret i anledning af den forestående skatteomlægning. A havde bedt om at

bidraget måtte blive nedsat med 8% idet en sådan nedsættelse efter hans

opgørelser svarede til de ændrede skatteforhold.

Inden overpræsidiet svarede

på A's brev, havde han modtaget Civilretsdirektoratets vejledende

retningslinier af 14. december 1993.

A kommenterede de omhandlede

retningslinier over for Københavns Overpræsidium. A fremførte navnlig at den

i

retningslinierne foreskrevne gradvise nedsættelse af underholdsbidrag ikke

var

et ærligt forslag til en neutralisering af skatteomlægningens forskydning

mellem yder og modtager, hvis nedsættelsen først blev foretaget umiddelbart

forud for indkomståret

1998. A

redegjorde herefter for hvorledes nedsættelsen i første række burde ske

umiddelbart efter ikrafttræden af skatteomlægningen i 1994.

Endelig omformulerede A sin

ansøgning således at han ansøgte om at hans bidrag blev justeret årligt, i

den

takt skattereformen udvikledes. Konkret indebar dette at A for indkomståret

1994 ansøgte om en nedsættelse på 10% af det ham påhvilende underholdsbidrag,

svarende til halvdelen af den nedsættelse som ville være resultatet af en

nedsættelse fra 1/4 til 1/5 af indkomstforskellen. For indkomståret 1995

ansøgte A om en yderligere nedsættelse svarende til 10% af den ovenfor

anførte

nedsættelse. De ansøgte nedsættelser indebar således en nedsættelse af det

månedlige bidrag i 1994 med 880 kr. og en yderligere nedsættelse i 1995 med

176

kr.

A angav udtrykkeligt i sin

ansøgning at denne alene omfattede ændring i bidraget som følge af de ændrede

skatteregler.

Ved afgørelsen af 2. februar

1994 meddelte Københavns Overpræsidium at A's ansøgning ikke kunne

imødekommes

idet skattereformen ikke alene kunne begrunde nogen nedsættelse af det

fastsatte bidrag. Overpræsidiet henviste herunder til den praksis om gradvis

nedsættelse af underholdsbidrag som fremgik af Civilretsdirektoratets

retningslinier af 14. december 1993. Endvidere blev der henvist til den

hidtidige praksis hvorefter bidrag ikke i almindelighed blev ændret medmindre

ændringen ville medføre et beløb af en vis størrelse.

A klagede over afgørelsen til

Civilretsdirektoratet. A gjorde navnlig gældende at de ændrede skattesatser i

sig selv burde resultere i en generel og umiddelbar nedsættelse af bidrag. A

henviste herunder til de forhandlinger der havde været ført i Folketinget ved

vedtagelsen af skatteomlægningen. A fremhævede navnlig at daværende

skatteminister

Ole Stavad i et svar til Folketingets Skatteudvalg var opmærksom på

skatteomlægningens indvirkning på underholdsbidrag. Som følge heraf

tilkendegav

skatteministeren at han ville fremsætte lovforslag om en toårig

overgangsordning

for meget store underholdsbidrag, således at yderne heraf kunne opnå en

rimelig frist til at få ændret bidragsstørrelsen gennem aftale eller gennem

justeringer i statsamternes udmålingspraksis.

Ved Civilretsdirektoratets

afgørelse af 9. marts 1994 meddelte direktoratet at A's ansøgning om

nedsættelse af bidrag ikke kunne behandles på det foreliggende grundlag, idet

fastlæggelse af underholdsbidrag måtte foretages ud fra en konkret vurdering

af de økonomiske og personlige omstændigheder. Civilretsdirektoratet havde

derfor bedt Københavns Overpræsidium om på ny at behandle A's ansøgning ud

fra

oplysninger om A's og hans tidligere ægtefælles forhold.

I anledning af A's

indsigelser mod Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14.

december 1993 meddelte direktoratet at man var opmærksom på at en gradvis

indførelse af 1/5-reglen ikke rent matematisk ville være neutral. Dette måtte

imidlertid antages at have mindre betydning idet fastsættelse af

underholdsbidrag skete på grundlag af et skøn.

Civilretsdirektoratet oplyste

endvidere at det var fundet rigtigst at lade overgangen ske glidende således

at

1/5-reglen først i 1998 blev det vejledende udgangspunkt, og således at et

bidrag ikke ændredes medmindre ændringen ville udgøre et beløb over en vis

størrelse.

Efter en korrespondance

mellem A og Københavns Overpræsidium og efter indhentelse af oplysninger om

indtægtsforholdene hos A og A's tidligere hustru, traf overpræsidiet en ny

afgørelse den 27. maj 1994. Ved afgørelsen blev A's ansøgning om nedsættelse

af

underholdsbidraget afslået.

A påklagede afgørelsen til

Civilretsdirektoratet.

Samme dag sendte A sin klage

til mig.

Efter at jeg havde påbegyndt

min undersøgelse af A's klage, traf Civilretsdirektoratet afgørelse i

bidragssagen idet direktoratet ved afgørelse af 5. januar 1995 tiltrådte

Københavns Overpræsidiums afgørelse af 27. maj 1994.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Indledningsvis skal jeg

oplyse at min undersøgelse alene har omfattet de klagepunkter som De har

anført

i Deres klage til mig. Min undersøgelse har følgelig ikke omfattet

Civilretsdirektoratets seneste afgørelse af 5. januar 1995 og Københavns

Overpræsidiums forudgående afgørelse af 27. maj 1994.

På grundlag af min gennemgang

af sagen skal jeg herefter udtale følgende:

Vedrørende Deres klagepunkt

1.

Som det er forudsat i

Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier af 14. december 1993,

indebærer den fra indkomståret 1994 gennemførte skatteomlægning en ikke

ubetydelig ændring af den skattemæssige behandling af underholdsbidrag for

såvel yder som modtager. Som det fremgår af de udførlige beregninger der er

foretaget i Civilretsdirektoratets "Notits om skattereform", vil

nettoudgiften

efter skat for en bidragyder stige med ca. 29,7% fra indkomståret 1993 til

indkomståret 1998 ved uændret bidrag, samtidig med at nettoindtægten efter

skat

vil stige for bidragsmodtageren. Stigningen for modtageren er forskellig for

den enkelte modtager afhængig af størrelse af modtagerens indkomst, men

ligger

i størrelsesordenen 16,9%-34,0%.

Det fremgår af den lovgivning

hvorved skatteomlægningen blev indført i 1993, og af forarbejderne hertil, at

skatteomlægningen i videst muligt omfang skulle have en neutral virkning for

underholdsbidrag såvel i forhold til bidragyder som bidragsmodtager.

Personskattelovens §

27 a

indeholder således en særlig

overgangsordning for fradragsretten for meget store underholdsbidrag. Efter

bestemmelsen gælder at underholdsbidrag som overstiger 40.000 kr. i 1994 og

80.000 kr. i 1995, kan fradrages ved opgørelse af mellemskat. Sådanne

skatteydere opnår herved en ikke uvæsentlig fradragsadgang.

Som det fremgår af det svar

fra daværende skatteminister Ole Stavad til Folketingets Skatteudvalg som De

har henvist til, er formålet med denne overgangsordning at give bidragydere

der

betaler meget store bidrag en rimelig frist til at få ændret

bidragsstørrelsen

gennem aftale eller gennem justeringer i statsamternes udmålingspraksis.

I Betænkning over Forslag til

lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlægning)

afgivet af skatteudvalget den 18. juni 1993 er da også anført følgende ad nr.

13:

"...

Det forventes, at

Civilretsdirektoratet i løbet af overgangsperioden vil have foretaget en

samlet

vurdering af, hvorvidt de ændrede beskatningsregler på såvel yder- som

modtagersiden medfører behov for justeringer i statsamternes

udmålingspraksis,

og i givet fald har taget initiativ til at ændre denne. I den samlede

vurdering

af konsekvenserne bør det bl.a. spille ind, at underholdsbidrag ikke indgår i

modtagerens grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.

..."

Civilretsdirektoratets

vejledende retningslinier omfatter en skønsmæssig nedsættelse af bidraget

således som det som anført er forudsat ved skatteomlægningen. Ifølge

retningslinierne nedsættes bidraget frem mod indkomståret 1998 således at det

som udgangspunkt herefter fastsættes som 1/5 af forskellen mellem parternes

indtægter.

Denne generelle hovedregel må nødvendigvis indeholde et vist skønsmæssigt

element, idet det ikke er muligt at foretage en generel nedsættelse som

fuldstændigt neutraliserer de ved skatteomlægningen foretagne ændringer.

Såfremt skatteomlægningens

konsekvenser for underholdsbidrag anskues uden hensyntagen til de samtidig

indførte arbejdsmarkedsbidrag, anser jeg en glidende reduktion fra 1/4 til

1/5

for en forsvarlig neutralisering såvel for bidragyder som bidragsmodtager.

Jeg

har herved lagt vægt på at en generel regel der tjener som et administrativt

udgangspunkt for fastsættelse af underholdsbidrag, nødvendigvis må være af

forholdsvis simpelt indhold. Konkrete forhold i den enkelte udmålingssag kan

herefter bedømmes individuelt. Jeg har samtidig lagt vægt på at ændringer i

økonomiske og skattemæssige forhold må have en vis væsentlighed førend

ændring

af allerede fastlagte underholdsbidrag aktualiseres.

Ved afgørelsen af i hvilken

takt den glidende reduktion bør foretages angives det i

Civilretsdirektoratets

retningslinier, at overgangen i praksis bør ske ved at der ved udmåling af

bidrag tages udgangspunkt i et beløb der er mindre end det beløb som

1/4-reglen

ville give anledning til, men som er større end det beløb som 1/5-reglen

ville

give anledning til. Samtidig angives at den endelige skønsmæssige

fastsættelse

af bidraget i 1994 alt andet lige bør ligge tæt på det beløb som 1/4-reglen

giver. I årene frem til 1998 bør man ved skønnet alt andet lige bevæge sig

mod

at tage udgangspunkt i det beløb som 1/5-reglen giver.

Denne fordeling af

reduktionen over indkomstårene bør sammenholdes med fordelingen af

ændringerne

af skattesatserne i samme periode. Det må herunder tages i betragtning at der

som anført eksisterer en særlig overgangsregel i personskattelovens §

27 a

for meget høje underholdsbidrag

udredet i 1994 og 1995.

Som anført af Dem sker

nedsættelsen af skattesatserne ikke ved en proportional nedsættelse frem til

indkomståret 1998 idet nedsættelsen navnlig sker i indkomstårene 1994 og

1995.

Såfremt reduktionen af

underholdsbidragene alene var bestemt af skattemæssige hensyn, ville dette

indebære at den glidende reduktion burde påbegyndes i 1994 med en forholdsvis

stor nedsættelse. Som det fremgår af den omhandlede notits om skattereformen,

burde 50% af reduktionen foretages med virkning for 1994.

Det er imidlertid min

opfattelse at det er forudsat ved lovgivningen om skatteomlægningen at der

først efter en vis frist kan og bør ske en generel reduktion af bidragene.

Dette kan da også begrundes, navnlig i en række praktiske og administrative

forhold hos statsamter og skattemyndigheder mv. De forøgede nettoudgifter

efter skat for ydere af meget store bidrag er da også kompenseret i

overgangsreglen

i personskattelovens §

27 a.

Det følger heraf at jeg ikke

mener at der er grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets vejledende

retningslinier i henseende til reduktion af underholdsbidrag for 1994. Jeg

kan

derfor ikke give Dem medhold i Deres klagepunkt hvorefter der allerede i 1994

bør ske en fuld reduktion af underholdsbidrag svarende til den skattemæssige

nedsættelse af fradragsværdien.

For de følgende år bør der,

som det også er angivet i vejledningen, ske en reduktion.

Vejledningen indeholder ikke

konkrete og faste retningslinier for den nærmere opgørelse af reduktionen.

Jeg

finder dette naturligt idet vejledningen alene omfatter administrative

principper som nærmere skal udmøntes i de enkelte sager ud fra individuelle

omstændigheder.

I indkomståret 1995 har den

væsentligste del af ændringen af skattesatserne fået virkning. Som det

fremgår

af den beskrevne notits er ca. 65% af ændringerne udløst på dette tidspunkt.

Ud

fra en ren skattemæssig betragtning svarer det til at 65% af den bebudede

reduktion af underholdsbidrag burde foretages allerede med virkning fra

indkomståret 1995.

Uanset at det som nævnt ikke

er hensigtsmæssigt at fastsætte en specifik angivelse af reduktionen af

underholdsbidrag, finder jeg dog at der i typetilfældene bør foretages en i

forhold til den samlede reduktion væsentlig nedsættelse af underholdsbidrag

fra

1995. Nedsættelsen bør naturligvis ske under hensyntagen til om bidragyderen

er

omfattet af overgangsreglen i personskattelovens §

27 a. Samtidig finder jeg det naturligt

at ændringer alene foretages såfremt disse overstiger en vis størrelse. Med

behørig hensyntagen til sådanne individuelle omstændigheder mener jeg dog at

reduktionen så vidt muligt bør foretages således at den svarer til den fra

indkomståret 1995 gældende nedsættelse af skattesatserne.

Det følger heraf at jeg

tilsvarende mener at der bør foretages en reduktion af underholdsbidrag for

1996, 1997 og 1998 efter samme principper, således at den samlede reduktion

er

tilendebragt i 1998.

Som det fremgår af mine

ovennævnte bemærkninger, mener jeg ikke at der er grundlag for kritik af

retningslinierne idet disse er udfærdiget på grundlag af udførlige

beregninger

af skatteomlægningens virkning frem til 1998. Samtidig indeholder

retningslinierne en angivelse af den glidende reduktion af underholdsbidrag.

Jeg finder imidlertid at

retningslinierne ikke tilstrækkelig tydeligt tilkendegiver at der allerede i

1995 bør påbegyndes den bebudede reduktion, og at nedsættelsen allerede for

1995 bør være væsentlig.

Jeg har derfor henstillet til

Civilretsdirektoratet at retningslinierne på dette punkt præciseres.

Ved min undersøgelse af

Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier har jeg bemærket mig, at de

tilgrundliggende beregninger som er foretaget i "Notits om

skattereform" øjensynligt er foretaget uden hensyntagen til de af lov om

arbejdsmarkedsfonde m.v. omfattede arbejdsmarkedsbidrag. Disse bidrag udgør i

1994 5%, i 1995 6%, i 1996 7%, i 1997 og 1998 8%.

Efter loven beregnes bidrag

af arbejdsindkomster fra lønarbejde, selvstændig erhvervsvirksomhed mv. samt

indkomster der svarer hertil. Bidrag beregnes ikke af andre former for

indkomst, herunder underholdsbidrag. For bidragydere betyder dette at den

disponible arbejdsindkomst mv., foruden de egentlige indkomstskatter som er

indgået ved de foretagne beregninger, formindskes med arbejdsmarkedsbidrag.

Derimod har arbejdsmarkedsbidrag ingen indflydelse på bidragsmodtagerens

disponible indkomst hidrørende fra underholdsbidrag.

Når henses til at

bidragyderens skattetilsvar forøges ved betaling af bidragene, og når henses

til at disse ikke indgår i bidragsmodtagerens indkomst, finder jeg det

naturligt at det overvejes om og i hvilket omfang der bør ske en indregning

af

arbejdsmarkedsbidrag ved opgørelse af skatteomlægningens virkninger for

underholdsbidrag.

Jeg lægger herunder især vægt

på at det i forarbejderne til lovgivningen om skatteomlægningen udtrykkeligt

blev fremhævet, at det ved undersøgelsen af behovet for ændringer i

udmålingspraksis burde spille ind at underholdsbidrag ikke indgår i

modtagerens

grundlag for beregning af arbejdsmarkedsbidrag.

Under hensyntagen til at

bidragene alene opkræves af lønindkomst, overskud fra selvstændig virksomhed

mv., men ikke f.eks. af kapitalindtægter (rente, udbytte mv.), er det givet

at

det ikke er muligt at fastsætte ensartede generelle regler i relation til

arbejdsmarkedsbidragets

betydning for underholdsbidragets størrelse. Uanset dette finder jeg det

imidlertid forudsat af Folketinget at der bør foretages en nærmere

undersøgelse

heraf.

Jeg har derfor henstillet til

Civilretsdirektoratet at det overvejes, om og eventuelt i hvilket omfang den

bebudede reduktion af underholdsbidrag yderligere bør påvirkes af at

bidragyder

skal betale arbejdsmarkedsbidrag af lønindkomst, overskud fra selvstændig

virksomhed etc.

Ad Deres klagepunkt

2.

I Deres brev af 8. februar

1994 til Civilretsdirektoratet konkluderer De på grundlag af Deres egne

beregninger at virkningen af skatteomlægningen indtræder med forholdsvis

størst

vægt i 1994 og 1995.

Civilretsdirektoratet svarer

hertil i sit brev af 9. marts 1994 følgende:

"...

Civilretsdirektoratet er

opmærksom på, at en gradvis indførelse af 1/5 - reglen ikke rent matematisk

vil

være neutral. Dette må imidlertid antages at have mindre betydning, idet det

må fremhæves, at fastsættelsen af underholdsbidrag sker på grundlag af et

skøn.

Civilretsdirektoratet har

derfor fundet det rigtigst at lade overgangen ske glidende, således at 1/5 -

reglen først i 1998 er det vejledende udgangspunkt. Civilretsdirektoratet har

endvidere - ligeledes under hensyn til det skønsmæssige element i

bidragsudmålingen

- fundet, at den almindelige praksis, hvorefter et bidrag i almindelighed

ikke

ændres, medmindre ændringen vil udgøre et beløb over en vis størrelse, bør

fastholdes.

..."

Civilretsdirektoratets svar

indeholder således ingen stillingtagen til Deres principielle klagepunkt

vedrørende direktoratets vejledende anvisninger omfattende de konkrete

virkninger af skatteomlægningen.

Jeg mener ikke at

Civilretsdirektoratets afgørelse af 9. marts 1994 i fornødent omfang opfylder

forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, idet

direktoratets svar ikke indeholder en stillingtagen til Deres opgørelse over

udviklingen i virkningerne af skatteomlægningen.

Jeg har derfor samtidig

hermed meddelt Civilretsdirektoratet at jeg ikke finder at

Civilretsdirektoratets afgørelse af 9. marts 1994 i tilstrækkelig grad

opfylder

forvaltningslovens begrundelseskrav.

Jeg har imidlertid ikke

fundet anledning til at foretage mig yderligere.

Jeg lægger her vægt på at

Civilretsdirektoratets afgørelse indebar at Deres ansøgning om nedsættelse af

bidrag blev tilbagesendt til Københavns Overpræsidium til afgørelse på

konkret

grundlag, bl.a. ud fra Deres og Deres tidligere hustrus økonomiske forhold.

Jeg

lægger endvidere vægt på at denne fornyede sagsbehandling, og de afgørelser

som senere er truffet, ikke er omfattet af Deres klage til mig. Endelig

lægger

jeg vægt på at jeg som ovenfor nævnt har henstillet at Civilretsdirektoratet

foretager en fornyet generel vurdering af reduktion af underholdsbidrag.

For god ordens skyld skal jeg

oplyse at jeg ikke har grundlag for at kritisere selve det forhold at

Civilretsdirektoratets afgørelse ikke indeholder en konkret stillingtagen til

Deres ansøgning om nedsættelse af bidrag. Dette hænger sammen med at sådanne

ansøgninger

under alle omstændigheder må foretages på et individuelt grundlag og ikke

alene kan baseres på de skattemæssige forhold.

Ad Deres klagepunkt

3.

De har i Deres ansøgning til

Københavns Overpræsidium om nedsættelse af underholdsbidrag henvist til de af

skatteomlægningen afledede virkninger for fastsættelse af underholdsbidrag.

De

har derfor angivet at ansøgningen skete på grundlag af uændrede

indtægtsforhold

hos Dem.

I overpræsidiets afgørelse af

2. februar 1994 er anført følgende:

"...

Overpræsidiet skal herved

meddele Dem, at Deres ansøgning ikke kan imødekommes på nuværende tidspunkt,

idet skattereformen ikke alene kan begrunde nogen nedsættelse af et fastsat

bidrag.

..."

Det fremgår af mine

ovennævnte udtalelser at jeg ikke er enig i denne begrundelse, hvilket jeg

samtidig hermed har tilkendegivet over for Københavns Overpræsidium.

Under henvisning til at den

nævnte begrundelse i øvrigt foretages med en mere udførlig henvisning til

indholdet af Civilretsdirektoratets vejledende retningslinier, har jeg

imidlertid ikke fundet anledning til at foretage mig yderligere over for

Københavns Overpræsidium.

Resultatet af min

undersøgelse af Deres klage er derfor at jeg er enig med Dem i at virkningen

af

skatteomlægningen især indtræder i indkomstårene 1994-1995, hvorfor den

forudsatte reduktion af underholdsbidrag bør påbegyndes allerede i disse år.

Som udgangspunkt bør det derfor tilstræbes at underholdsbidrag nedsættes

nogenlunde svarende til udviklingen i skattesatserne. Som anført må det dog

anses for forudsat at reduktionen først påbegyndes efter en vis frist. Jeg

finder at denne frist passende kan fastsættes til at omfatte 1994, hvor

personskattelovens §

27 a

indeholder en overgangsordning selv for middelstore bidrag.

En forholdsvis betydelig nedsættelse

bør derfor efter min opfattelse påbegyndes med virkning fra 1995.

Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og har henstillet at man

under

den fornyede stillingtagen til de nærmere retningslinier for reduktion af

underholdsbidrag overvejer, om og i hvilket omfang pålagte

arbejdsmarkedsbidrag

bør indgå i beregningerne.

Jeg har samtidig fundet at

såvel Civilretsdirektoratets som Københavns Overpræsidiums afgørelser af

Deres

ansøgning ikke er tilstrækkelig begrundet. Jeg har gjort

Civilretsdirektoratet

og overpræsidiet bekendt med min opfattelse.

..."

Civilretsdirektoratet

orienterede mig senere om direktoratets overvejelser i anledning af min

udtalelse. Direktoratet skrev:

"...

Vedrørende spørgsmålet om,

hvorledes ægtefællebidrag skal reduceres på grund af gennemførelse af

skattereformen, skal man bemærke, at Civilretsdirektoratet kan være enig i,

at

det kan være hensigtsmæssigt at vejlede statsamterne om, at bidraget allerede

i

1995 bør nedsættes i takt med, at ca. 65% af skattereformens reduktion i

skatteprocenterne er gennemført for 1995.

Civilretsdirektoratet har

derfor allerede orienteret statsamterne herom på det årlige kursus for

statsamtsjurister. En kopi af orienteringspunktet, som også vil blive

medtaget

i den skriftlige beretning fra kurset, vedlægges til orientering.

Vedrørende spørgsmålet om

hensyntagen til arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med udformningen af den

nye

praksis i bidragssager bemærkes, at Civilretsdirektoratet allerede ved

skrivelsen af 14. december 1993 tog højde for indførelsen af

arbejdsmarkedsbidraget, idet man ved de beregninger, som lå til grund for

skrivelsen, og som ombudsmanden er orienteret om, lagde vægt på den

begunstigelse, som bidragsberettigede opnår i form af en lavere beskatning af

bidraget, og på den byrde, der pålægges bidragspligtige ved reduktionen af

skatteværdien af fradraget for ægtefællebidraget. Begge omstændigheder er

bl.a.

direkte virkninger af arbejdsmarkedsbidragets indførelse.

Der er ikke herved sket nogen

"matematisk retfærdig" neutralisering af arbejdsmarkedsbidragene,

men

dog en vis neutralisering. Den "ulighed", der bliver tilbage,

vurderes i almindelighed at være ringe i forhold til det samlede skøn, der

endeligt fastlægger bidraget.

Man kunne overveje at indføre

en praksis, hvorefter der skal tages særligt hensyn dertil, hvis den

bidragspligtiges indkomst i overvejende grad består af kapitalindkomst, der

som

bekendt ikke pålægges arbejdsmarkedsbidrag.

Civilretsdirektoratet er

imidlertid veget tilbage herfra. Man har i den forbindelse lagt vægt på, at

der

er en række andre faktorer, som kan påvirke bidragsevnen og som man heller

ikke

tager særligt hensyn til i praksis. Der kan bl.a. nævnes betydningen af

grønne

afgifter, udvidelsen af beskatningsgrundlaget i forbindelse med

skattereformen,

forskel i kommunale skatteprocenter, både for indkomst og fast ejendom m.v.

Disse og en række andre faktorer tages der ikke særligt hensyn til i de

almindeligt forekomne tilfælde, men faktorer af denne art kan - på samme måde

som det forhold, at indtægten overvejende består af kapitalindkomst -

naturligvis have betydning i særlige tilfælde."

Herefter meddelte jeg

Civilretsdirektoratet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter