Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter aktivloven og integrationsloven (uddrag: aktivlovens § 82) - af fuldmægtig Ivan Jørgensen og fuldmægtig Carsten Lærkholm

KEN nr 9493 af 30/06/2004Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet19. august 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt

fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter aktivloven og

integrationsloven

(uddrag: aktivlovens § 82) - af fuldmægtig Ivan Jørgensen og fuldmægtig

Carsten Lærkholm

..

Aktivloven

§ 82 sygebehandling m.v. - »frivillig

trang«

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til økonomisk hjælp til

nye brilleglas. Begrundelsen var, at ansøger ud fra oplysningerne om ansøgers

families forhold på tidspunktet for ansøgningen ikke selv havde råd til at

betale for de nye brilleglas.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det ikke - i modsætning til

bestemmelsen om hjælp til enkeltudgifter i aktivlovens § 81 – er en

betingelse for at der kan ydes hjælp, at ansøgeren har været ude for

ændringer

i sine forhold (en såkaldt social begivenhed).

Nævnet fandt, at det forhold, at ansøgers ægtefælle havde mistet

sin ret til arbejdsløshedsdagpenge (grundet manglende rådighed) ikke kunne

føre

til en anden vurdering efter § 82.

At ansøger og ægtefælle havde valgt at holde ferie med lavere

indtægt til følge fandtes heller ikke at kunne føre til en anden vurdering.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det er en betingelse for hjælp efter § 82, at ansøger ikke

selv har muligheden for at afholde udgiften.

I bemærkningerne til forslaget om aktivloven er det udtrykt

således:

»Der stilles ikke krav om, at ansøgeren har været ude for

Læs alt

ændringer i sine forhold. Det betyder, at såvel kontanthjælpsmodtagere, som

studerende og andre lavindkomstgrupper er omfattet af reglen.

Der kan ikke ydes hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har

indtægter eller formue, som kan dække behovet.

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret

vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om

ansøgeren har mulighed for selv at betale en del af udgiften.«

Det er vanskeligt at afgrænse, hvad der nærmere ligger i

begrebet økonomiske forhold. Typisk ses der i første omgang på hvad ansøgeren

(og familien) har til rådighed når visse faste udgifter er afholdt.

Der er således tale om en vurdering, hvor det helt afhænger af

den enkelte ansøgers situation, hvilke udgifter det er relevant for ansøgeren

at afholde uden, at det har betydning for muligheden for hjælp.

Nogle i øvrigt nødvendige udgifter kan efter omstændighederne

udskydes eller der kan være mulighed for afdragsordninger.

I den forbindelse skal der henvises til en helt ny afgørelse fra

Ankestyrelsen, SM A-16-04. Her har man fundet, at en kassekredit eventuelt

vil

kunne sidestilles med en afdragsordning, med den virkning, at ansøgeren i den

givne situation må antages at kunne afholde udgiften selv.

I relation til begrebet social begivenhed – der er indlejret i

aktivlovens § 81 – skal der henvises til SM O-40-99.

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde indgået kontrakt med

forsvaret på værnepligtslignende vilkår.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke herved havde været udsat

for ændringer i sine forhold, der berettigede til kontanthjælp.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det forhold, at hun efter

eget valg havde indgået kontrakt med forsvaret med indtægtsnedgang til følge,

ikke kunne anses for at være en sådan ændring af hendes forhold (en såkaldt

social begivenhed), at hun var berettiget til hjælp efter bistandslovens

§ 37

(nu aktivlovens § 11).

Der lagdes således vægt på, at ansøger frivilligt havde bragt

sig i en situation, der medførte en indtægtsnedgang.

Netop dette forhold er uden betydning i relation til vurderingen

efter § 82. Man kan sige, at ansøgers (eller ægtefællens) subjektive

forhold er uden betydning for vurderingen de økonomiske forhold.

Hvis ellers de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, kan

alle, der ikke selv har råd, få hjælp efter § 82.

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at udtale sig om

pensionisters mulighed for hjælp efter § 82. Behovet for en afklaring

her

skal ses i sammenhæng med, at pensionister efter pensionsreformen ikke

længere

kan få personligt tillæg eller bistandstillæg.

Der stilles heller ikke som i aktivlovens § 81 krav om, at

ansøger om muligt skal spare op til evt. forudsigelige udgifter. I den netop

offentliggjorte SM A-14-04 har Ankestyrelsen således fundet, at der ikke

kunne

gives afslag på hjælp med henvisning til, at ansøgeren havde haft mulighed

for

at spare op af sit rådighedsbeløb.

Det kan således konkluderes, at baggrunden for ansøgers behov

for hjælp, fx en frivilligt valgt lav indtægt, er uden betydning for

muligheden

for hjælp efter § 82.

Noget helt andet er så, at hjælpen kan gøres

tilbagebetalingspligtig, hvis ansøgeren har udvist uforsvarlig økonomi. Og i

det er vel at mærke kun hvis ansøgeren – ikke ægtefællen – har

udvist

uforsvarlighed, jf. SM A-15-04.

§ 82 sygebehandling m.v. – tidbegrænset

bevilling

I den indsendte sag havde kommunen bevilget hjælp til

tandbehandling på den betingelse, at behandlingen var påbegyndt inden 1

måned.

Baggrunden var, at ansøgeren flere gange tidligere havde fået bevilget delvis

hjælp til behandlingen, uden at han dog havde udbytte bevillingen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Der blev lagt vægt på, at

der ikke er hjemmel i aktivloven til at tidsbegrænse en bevilling, og at den

fastsatte tidsfrist var for kort.

Ankestyrelsens bemærkninger

Hvorvidt der kan bevilges hjælp til sygebehandling må afhænge af

om betingelserne er opfyldt når kommunen træffer afgørelsen.

Særligt ved tandbehandlinger fremgår det af bemærkningerne til

aktivloven, at kommunen bør:

»påse, at der ikke foretages behandlinger, som går ud over, hvad

der er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde.

Kommunen skal desuden vurdere, om det er absolut nødvendigt at

få foretaget en dyr og omfattende tandbehandling på et tidspunkt, hvor

ansøgeren ikke selv har mulighed for at betale udgiften, og om en sådan

udgift

normalt kan afholdes af en almindelig lønindtægt.«

Det vil normalt betyde, at der nægtes (eller ydes begrænset)

hjælp, hvor der ikke er et akut behandlingsbehov, og hvor ansøgerens

situation

forbedres inden for overskuelig tid.

Det bemærkes i den forbindelse, at Ankestyrelsen har antaget en

sag, hvor behovet for en større behandling ikke er akut, men må forventes at

blive det inden ansøgers forhold ændres.

Den situation, der foreligger i den indsendte sag er derfor

noget atypisk – og nærmeste den omvendte af hvad der ses at være tænkt

på i

lovbemærkningerne. Det berører imidlertid en grundlæggende problemstilling,

nemlig myndighedernes mulighed for at knytte vilkår til udnyttelsen af en

bevilling.

Nævnet har ikke fundet, at der var en egentlig hjemmel i

aktivloven til at knytte et vilkår om udnyttelse af bevillingen af hjælp til

sygebehandling inden for en bestemt periode. Man indrømmer dog kommunen en

vis

ret til at fastsætte en tidsbegrænsning men finder, at en måned er for kort

tid.

Det er da også et åbent spørgsmål om det er nødvendigt med nogen

udtrykkelig hjemmel i loven for at bevillingen af hjælp kan tilknyttes en

betingelse om udnyttelse inden for en bestemt frist.

I den forbindelse må det være af væsentlig betydning, at der

ikke kan siges at være tale om noget voldsomt bebyrdende vilkår al den stund

konsekvensen af manglende udnyttelse af bevillingen alene er at ansøger skal

genfremsætte sin ansøgning.

..

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter