Nyt fra Ankestyrelsen tendenser i indsendte afgørelser efter aktivloven af ankechef Kirsten Hannibal
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Aktivloven § 13 54 afgørelser
- Aktivloven § 82 62 afgørelser
- Aktivloven § 11 112 afgørelser
- Aktivloven § 33 16 afgørelser
- Aktivloven § 63 43 afgørelser
- Aktivloven § 93 41 afgørelser
- Integrationsloven § 12 17 afgørelser
- Aktivloven § 5 27 afgørelser
- Aktivloven § 25 77 afgørelser
- Aktivloven § 26 17 afgørelser
- Aktivloven § 30 29 afgørelser
- Aktivloven § 88 9 afgørelser
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen – tendenser i indsendte afgørelser
efter aktivloven – af ankechef Kirsten Hannibal
Ankestyrelsen har i årets løb modtaget en del afgørelser fra de
sociale nævn på aktivlovens område.
Fra enkelte nævn har vi ikke modtaget afgørelser.
De afgørelser, der har været meget konkret begrundede, har vi
ikke fundet anledning til at kommentere.
Nogle af afgørelserne har vi også modtaget som klagesager med
henblik på principiel behandling, og vi har truffet afgørelse i flere sådanne
sager. Nogle af disse afgørelser er offentliggjort som SM.
Vores bemærkninger til de øvrige sager må tages med det
forbehold, at vi alene har set de indsendte afgørelser, men ikke sagsakterne.
Aktivlovens § 5
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger alene var
berettiget til at bevare kontanthjælpen i 1 måned i forbindelse med et
familiebesøg i USA. Ansøger havde ønsket at opholde sig i USA i 3 måneder.
Nævnet henviste til, at afgørelsen beroede på et skøn. Kommunens
afgørelse havde ikke været ulovlig eller åbenbart rimelig.
Ankestyrelsen ville formentlig være kommet til det samme
resultat, hvis sagen havde været principielt behandlet.
Et nævn har truffet afgørelse om, at ansøger, der modtog
supplerende kontant-hjælp, kunne bevare kontanthjælpen under et 4 ugers
ophold
i udlandet.
Ansøger havde barselsorlov og skulle dermed ikke stå til
rådighed for arbejdsmarkedet.
Nævnet henviste til, at hendes ægtefælle modtog fuld løn fra sin
arbejdsgiver under udlandsopholdet, og at han dermed udnyttede sine
arbejdsmuligheder efter aktivlovens § 13.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Læs alt
Aktivlovens §§ 11, 13, 25, 26 og 30
Der er modtaget 7 afgørelser vedrørende berettigelsen til og
udmåling af kontant-hjælp.
2 sager drejede sig om udmåling af supplerende kontanthjælp til
ansøgere, hvis ægtefælle drev selvstændig virksomhed.
I den ene sag havde kommunen meddelt afslag på kontanthjælp, da
virksomhedsregnskabet til beregning af det månedlige supplement ikke var
indsendt til tiden.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og dispenserede for fristen
for indsendelse. Afgørelsen var konkret begrundet.
Den anden sag drejede sig om supplerende kontanthjælp til en
medhjælpende ægtefælle der var sygemeldt.
Nævnet fandt at ansøger havde været udsat for en social
begivenhed fra det tidspunkt, hvor hun ikke længere modtog løn som
medhjælpende
ægtefælle.
Nævnet hjemviste iøvrigt sagen til kommunen til beregning efter
principerne i SM O-106-93 og SM O-17-99.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til disse sager.
1 sag drejede sig om kontanthjælp til en kvinde for en måned,
hvoraf de 14 dage var mellem ophør af uddannelse på VUC og påbegyndelse af et
uddannelsesforløb i militæret samt 14 dage fra påbegyndelse af uddannelse i
militæret til 1. lønudbetaling.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag med den begrundelse, at hun
ikke havde været udsat for ændringer i sine forhold, der kunne begrunde
kontanthjælp. Endvidere havde ansøger selv valgt at ophøre med den
igangværende
uddannelse og påbegynde en ny.
Vedrørende den 1. periode var begrundelsen, at der først var
søgt den 13. i måneden, jfr. aktivlovens § 88.
Ankestyrelsen ville formentligt have antaget sagen til
principiel behandling, hvis den var indbragt, da der kan rejses tvivl om,
hvorvidt begrundelsen er rigtig.
Spørgmålet er om begrundelsen snarere er, at ansøgeren må
betragtes som studerende og derfor ikke står til rådighed for
arbejdsmarkedet.
1 sag drejede sig om, hvorvidt en 16-årig, der havde boet sammen
med sin kæreste i ca. 6 måneder og var blevet delvist forsørget af ham, var
berettiget til kontant-hjælp i forbindelse med graviditet.
Ansøger havde opgivet sin uddannelse og det arbejde hun havde i
fritiden (med en løn på ca. 1.600 kr.pr. måned). Ansøger modtog
børnefamilieydelse med 2.100 kr. pr. kvartal.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på kontanthjælp med den
begrundelse, at ansøger ikke havde været selvforsørgende forud for
ansøgningen
og ikke havde måtte opgive arbejde eller anden indtægtsgivende beskæftigelse
på
grund af graviditet.
Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med praksis.
1 sag drejede sig om beregning af kontanthjælp og
starttidspunktet for udbetaling i forbindelse med ophør af arbejde.
Der var i sagen tale om forskydning af lønudbetalinger,
endvidere var der tale om udbetaling af feriepenge samt udbetalinger for
forskudt arbejdstid.
Sagen er senere antaget til principiel behandling og er nu
afgjort. Ankestyrelsen tiltrådte nævntes afgørelse.
Sagen er udsendt som SM A-34-01.
Ansøger skulle
»leve sin
løn op
«
, herunder den forskudte
lønudbetaling, før hun var berettiget til kontanthjælp.
1 sag drejede sig om kontanthjælp til en ansøger, der ikke ville
opgive sit deltidsarbejde, hvorved hun mistede dagpengeretten fra a-kassen.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at
udbetale kontanthjælp.
Ansøgeren skulle være indstillet på at søge arbejde på fuld tid.
Nævnet tog ikke stilling til, om eventuel hjælp kunne kræves tilbagebetalt.
Afgørelsen må anses for at være rigtig, forudsat at
deltidsjobbet ikke er til hinder for eventuelle bestræbelser på at gøre
ansøgeren selvforsørgende efter aktiveringsreglerne.
1 sag vedrørte bestemmelsen i aktivlovens § 13, stk. 5.
Ansøger underskrev en erklæring om, at hun fravalgte at udnytte
sine arbejdsmuligheder og ønskede ydelser efter aktivlovens § 13. stk. 5.
Underskrivelsen var sket efter at kommunen havde bedt hende om
at overveje det.
Der var tale om en ansøger, hvor kommunen ikke havde formået at
få hende ud af hjemmet. Der var endvidere tale om et ægtepar med 4 børn, som
ikke kunne klare sig for den lave ydelse.
Nævnet ophævede kommunens afgørelse med den begrundelse, at
parret ikke opfyldte betingelserne for at få hjælp efter § 13, stk. 5, da
ansøger tidligere havde modtaget kontanthjælp efter aktivlovens § 11, jfr. §
13, og at det dermed havde været forudsat, at ægtefællen havde stået fuldt
til
rådighed for arbejdsmarkedet.
Konsekvensen af nævnets afgørelse var, at ægtefællerne ikke var
berettiget til kontanthjælp efter aktivloven, sålænge kvinden nægtede at
deltage i aktivering.
Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis
den var blevet indbragt som klagesag til belysning af reglen i aktivlovens §
13, stk. 5.
Aktivlovens § 14
Et nævn tiltrådte kommunens afgørelse om, at overskydende skat
betragtes som formue. Ansøger var derfor ikke berettiget til kontanthjælp i
april måned 2000, og kontanthjælpen for maj måned skulle reduceres.
Kommunen havde set væk fra et beløb på 20.000 kr. af den
overskydende skat.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger ved udbetalingen af den
overskydende skat havde fuld råderet over det udbetalte beløb, da hans gæld
ikke var forfalden.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Aktivlovens § 23
Ansøger havde været i aktivering fra den 10. maj 1999. Hun havde
herefter en del sygeperioder. Hun havde i perioden 10. maj 1999 til 3. juli
2000 haft et fremmøde på 13 uger. Hun ønskede at være aktiveringsfri i juli
måned 2000.
Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse om,
at ansøger ikke kunne få aktiveringsfri, da afgørelsen ikke var ulovlig eller
åbenbart urimelig.
Nævnet fandt, at aktiveringen havde været afbrudt på grund af
sygdom i et omfang, som gjorde, at der ikke havde været tale om aktivering i
en
sammenhængende periode på 11 måneder.
Ansøger havde på denne baggrund ikke noget krav på 1 måneds
aktiveringsfrihed.
Ankestyrelsen har ikke nogen praksis på området, men afgørelsen
forekommer rigtig.
Aktivlovens § 33, stk. 1
Et nævn har truffet afgørelse om, at indtægter fra hvervet som
domsmand skal fradrages i kontanthjælpen.
Ankestyrelsen har ikke kommentarer til afgørelsen.
Aktivlovens § 40
Kommunen standsede udbetalingen af beskæftigelsestillæg til
ansøger pr. 31. december 1999, efter at han havde været sygemeldt fra den 21.
september 1999.
Kommunen henviste til, at ansøger havde været sygemeldt i mere
end 3 måneder, og at beskæftigelsestillæg kun kunne udbetales under
korterevarende sygdom.
Nævnet hjemviste sagen til ny behandling.
Nævnet lagde vægt på pkt. 129 i Socialministeriets vejledning af
15. marts 1998, hvorefter der også udbetales beskæftigelsestillæg for timer,
hvor den aktiverende har haft begrundet fravær f.eks. sygdom.
Beskæftigelsestillægget under sygdom var således ikke begrænset
til kortvarige sygdomstilfælde.
Ankestyrelsen har behandlet en lignende sag, og afgørelsen er
udsendt som SM A-21-01. Ved denne afgørelse tiltrådte Ankestyrelsen nævnets
afgørelse.
Aktivlovens § 46
Der er indsendt 4 sager om berettigelsen til revalideringshjælp.
Der er tale om konkrete skønsmæssige afgørelser.
Alle afgørelser er konkret begrundet og Ankestyrelsen har ikke
på det foreliggende bemærkninger til disse.
Der er indsendt 1 afgørelse om tidspunktet for udbetaling af
revalideringsydelse.
I sagen havde kommunen, uanset at der forelå en fastlagt
erhvervsplan med et forløb forud for påbegyndelse af en seminarieuddannelse,
betragtet en del af planen som forrevalidering.
Kommunen ville først udbetale revalideringsydelse fra
tidspunktet, hvor det var godtgjort, at ansøger opfyldte betingelserne for at
blive optaget på seminariet.
Nævnet pålagde kommunen at udbetale revalideringsydelse fra
erhvervsplanens start.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Aktivlovens § 58
Der er indsendt en enkelt afgørelse vedrørende fradrag for
indtægter i revalideringsydelsen.
Det drejede sig om en indtægt for ulemper i forbindelse med
praktik udenfor Storkøbenhavn.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse, da der ikke var tale om en
ydelse, der kunne karakteriseres som en arbejdsindtægt.
Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende
regler, men sagen kunne eventuelt, hvis den var indbragt have været antaget
til
principiel behandling med henblik på yderligere belysning af begrebet
arbejdsindtægter.
Aktivlovens §§ 60-62
Der er indsendt 3 afgørelser vedrørende virksomhedsrevalidering
med helt eller delvist løntilskud.
2 sager vedrørte kommunens mulighed for at bringe en
erhvervsoptræning med løntilskud til ophør, når fortsat optræning ikke
længere
tjente noget formål.
I den ene sag fandt nævnet, at kommunens ophævelse af
erhvervsoptræningen var ulovlig.
I den anden sag fandt et nævn, at arbejdsoptræningen kunne
bringes til ophør ved behørig varsel som foreskrevet i overenskomsten.
I den konkrete sag drejede det sig om funktionærlovens § 2, stk.
2, nr. 2, hvorefter arbejdsaftalen mellem arbejdsgiver og funktionæren kun
kunne bringes til ophør fra arbejdsgiverens side med et varsel på 3 måneder
til
fratræden ved en måneds udgang.
Ankestyrelsen ville have antaget sagerne til principiel
behandling, hvis de var blevet indbragt som klagesager.
1 sag drejede sig om, hvorvidt et uddannelsesforløb kunne
henføres under mindstelønsordningerne. Det drejede sig om en uddannelse til
socialformidler.
Ansøgeren var forsørger, over den sædvanlige uddannelsesalder og
havde tidligere haft tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til løntilskud op
til fagets mindsteløn begrundet i, at der ikke forelå særlige forhold, at
praktikperioden udgjorde under halvdelen af det samlede uddannelsesforløb og
at
der ikke var indgået aftale om ansættelse eller løntilskud.
Vedrørende aftale om ansættelse, skal Ankestyrelsen bemærke, at
efter praksis skal der foreligge en uddannelsesaftale.
En kommunal uddannelse til socialformidler kan næppe iværksættes
uden at der foreligger en uddannelsesaftale med kommunen.
Aktivlovens § 63
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på støtte til
specialstol og -bord under uddannelse på voksenundervisningscenter som en
handicapbetinget udgift efter aktivlovens § 63.
Nævnet henviste til, at voksenundervisningscentrene efter
HF-lovens § 9 kan yde special-pædagogisk bistand, herunder specialstol og
-bord
under uddannelse på centrene.
Sagen har været behandlet principielt. Ankestyrelsen tiltrådte
nævnets afgørelse.
Afgørelsen er udsendt som SM A-7-01.
Aktivlovens § 70
Nævnet tiltrådte, at kommunen havde givet afslag på oprettelse
af fleksjob i ægtefællens virksomhed.
Ansøger havde tidligere haft et fleksjob, som hun var fratrådt
pr. 31. oktober 1999.
Kommunen ville søge at etablere et andet fleksjob.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgers lidelse var af en karakter,
som havde medført et stærkt vekslende fremmøde. Det var derefter vanskeligt
at
fastsætte omfanget af arbejdsindsats og tilskudsbehov.
Endvidere var der lagt vægt på, at arbejdspladsen i ægtefællens
virksomhed var placeret i hjemmet, hvorefter det ville være vanskeligt at
skelne mellem arbejde og familie.
Nævnet lagde også vægt på, at retten til fleksjob forudsætter,
at beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked ikke er mulig, og at den
personlige arbejdsindsats reelt svarer til arbejdsgivers andel af lønudgiften
sammenholdt med kommunens opfølgningsforpligtelse.
Nævnet fandt ikke, at kommunen havde tilstrækkelig mulighed for
at opfylde disse krav, hvis ansøger fik ansættelse i ægtefællens virksomhed.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området. Hvis afgørelsen
havde været indbragt, ville den være blevet antaget til principiel
behandling.
Et nævn fandt, at en kommune ikke kunne give afslag på fleksjob
i ansøgers datters virksomhed.
Nævnet henviste til, at der i den foreliggende situation med
ansøger som lønmodtager og hendes datter som arbejdsgiver forelå et reelt
ansættelsesforhold, idet der ikke var sammenfald mellem arbejdsgiver og
lønmodtager.
Ankestyrelsen ville have antaget sagen til principiel
behandling, hvis den havde været indbragt.
Aktivlovens § 82
Nævnet fandt, at ved vurderingen af om ansøger selv havde
mulighed for at afholde udgiften til psykologbehandling, skulle en løbende
erhvervsevnetabserstatning, som hun modtog medregnes som indtægt.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at hjælp efter § 82 er
trangsbestemt.
Ved trangsbestemte ydelser er der ikke grundlag for at bortse
fra indtægt i form af erhvervsevnetabserstatning.
Bestemmelsen i aktivlovens § 33, stk. 2, om at der skal bortses
fra erhvervsevnetabserstatning gælder således kun ved udmålingen af
kontanthjælp.
Sagen ville være blevet antaget til principiel behandling, hvis
den havde været indbragt.
I en anden sag havde kommunen ikke været berettiget til at
træffe afgørelse om afslag på hjælp til tandbehandling på grundlag af
ansøgers
indkomstforhold, som de ville have været, hvis hun havde modtaget
kontanthjælp.
Nævnet henviste til, at hjælp efter aktivlovens § 82 ikke er
betinget af, at ansøger har været ude for ændringer af sine forhold.
Ansøger havde afslået at deltage i den aktivering, kommunen
havde tilbudt. Hun fik derfor ikke længere udbetalt kontanthjælp.
Det er i overensstemmelse med praksis, at der ikke kan lægges
fiktive indtægter til grund ved afgørelsen af, om en ansøger er berettiget
til
hjælp efter aktivlovens § 82.
I en sag havde kommunen ved vurderingen af, om der var grundlag
for at yde hjælp til medicinudgifter ikke været berettiget til at fravige
reglen om ligedeling af husstandens fællesudgifter.
Ansøger var samlevende, og parrets indtægter lå inden for det
almindelige indkomstområde.
Nævnet fandt, at hverken indtægternes eller udgifternes
størrelse kunne begrunde en fravigelse af ligedelingsreglen, og hjemviste
sagen
til ny vurdering.
Ankestyrelsen har ingen kommentarer til afgørelsen.
Ansøger havde søgt om hjælp til fjernelse af skægvækst
(epilering) på en privatklinik.
Det var oplyst, at der for tiden ikke var noget
behandlingstilbud i det offentlige sygehusregi for transseksuelle, der var i
gang med behandling med henblik på kønsskifte.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet henviste til, at epilering ikke kan opfattes som
sygebehandling, medmindre der er overhængende fare for, at ansøger udvikler
alvorlige psykiske eller fysiske problemer, hvis behandlingen ikke foretages.
Nævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at det i ansøgers
tilfælde ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne konstateres, om epilering
eller
undladelsen af epilering ville forværre eller forbedre ansøgers tilstand i
meget væsentlig grad.
Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til behandling.
Der er nu truffet afgørelse, der er udsendt som SM A-29-01.
Ankestyrelsen fandt ligesom nævnet, at der ikke kunne ydes hjælp
efter aktivloven til epilering, da udgiften ikke kunne anses for nødvendig og
helbredsmæssig velbegrundet i lovens forstand.
Aktivlovens § 83
Ansøger, der modtog højeste førtidspension og plejetillæg havde
samværsudgifter på 5.518,50 kr. pr. besøg.
Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at
give afslag på hjælp til udgifter til samvær.
Nævnet lagde til grund, at ansøger ikke havde mulighed for at
afholde de fulde udgifter til samvær under henvisning til, at ansøger før
afholdelse af udgifter til samvær havde et rådighedsbeløb på 7.326 kr.
Nævnet pålagde herefter kommunen at yde ansøger hjælp til samvær
med 1.900 kr. pr. måned. Nævnet lagde vægt på, at ansøgers nuværende aftaler
om
samvær bestod i et besøg pr. måned.
Sagen har været behandlet i Ankestyrelsen, og afgørelsen er
udsendt som SM A-14-01.
Ankestyrelsen ændrede delvist nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen lagde til grund, at der ved beregningen af
ansøgers hjælp til samværsudgifter skulle ses bort fra hans invaliditetsbeløb
og
plejetillæg, da disse beløb var beregnet til at dække hans personlige behov
ved
invaliditeten.
Ankestyrelsen fandt dog, at ansøgers udgifter til personlige
hjælpere kunne afholdes af plejetillægget, da behovet for personlige hjælpere
under samvær med barnet skyldtes ansøgers invaliditet.
Der skulle alene ske dækning af ansøgers faktiske afholdte
udgifter, hvilket forudsatte, at der forelå en dokumentation for størrelsen
af
disse.
Aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1
Et nævn fandt ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den
kontanthjælp, han havde modtaget i januar måned 2000.
Nævnet lagde til grund, at der ikke var tale om uforsvarlig
økonomi, fordi ansøger i en kontanthjælpsperiode havde tilbageholdt sin
kapitalpension og anvendt provenuet til betaling af privat gæld.
Nævnet lagde vægt på, at kapitalpensionen/nettobeløbet på ca.
40.000 kr. var af en sådan størrelsesorden, at forvaltningen skulle bortse
fra
den, samt at ansøger udelukkende havde indfriet kapitalpensionen for at
indfri
gæld til en søster.
Kapitalpensionen havde været stillet som sikkerhed for et lån på
35.000 kr., som ansøger havde fået af sin søster.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området, og sagen ville være
blevet antaget til principiel behandling, hvis den var blevet indbragt.
Et nævn ophævede kommunens afgørelse om tilbagebetaling af
kontanthjælp.
Nævnet henviste til, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling
ikke i tilstrækkelig grad opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24.
Nævnet lagde vægt på, at der var angivet to forskellige mulige begrundelser
(aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, og § 94), hvoraf dog kun den ene var
angivet
i de fortrykte rubrikker.
Der savnedes endvidere i begrundelsen henvisning til, hvilken
lov tilbagebetalingskravet var støttet på.
Det kunne derfor ikke have været ganske klart, med hvilken
begrundelse hjælpen blev ydet mod tilbagebetaling.
Kommunen havde således ikke angivet de hovedhensyn, der havde
været bestemmende for, at der var truffet afgørelse om, at der forelå
uforsvarlig økonomi.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Tendenser i indsendte afgørelser efter
integrationsloven
Integrationslovens § 2
Ansøgers opholdstilladelse udløb den 23. september 2000.
Kommunen standsede på denne baggrund udbetalingen af
introduktionsydelse til ansøger fra den 1. november 2000, fordi hun ikke
havde
søgt om forlængelse.
Først i forbindelse med standsningen af introduktionsydelsen
blev ansøger opmærksom på, at hun skulle søge om forlængelse.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at
introduktionsydelse kun udbetales til udlændinge, der opholder sig lovligt i
Danmark.
Da ansøger pr. 1. november 2000 ikke opholdt sig lovligt i
Danmark, da hendes opholdstilladelse var udløbet den 23. september 2000,
havde
kommunen været berettiget til at standse introduktionsydelsen.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til afgørelsen.
Integrationslovens § 12, jf. § 2, stk. 2, og § 54
Et nævn fandt, at ansøgers hustru og børn, der havde fået
opholdstilladelse efter reglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, om
familiesammenføring, ikke havde flygtningestatus.
Ægtefællen og børnene var derfor ikke omfattet af reglerne om
boligplacering i integrationslovens § 12.
Ansøger måtte derfor henvises til selv at søge efter anden
bolig, hvorefter han havde mulighed for selv at søge om økonomisk støtte til
boligen.
Kommunen havde således været berettiget til at give ansøger
afslag på at anvise ham ny bolig.
Ankestyrelsen har ingen praksis på området, men har ingen
kommentarer til afgørelsen.
Integrationslovens §§ 16, 27 og 28
Nævnet ændrede en kommunes afslag på introduktionsydelse.
Kommunen havde givet afslag på ydelsen med henvisning til, at
der ikke forelå en social begivenhed.
Ansøger havde, siden hun kom til Danmark, deltaget i
danskundervisning og gennemgået kursus i samfundsforståelse.
Nævnet fandt derfor, at ansøger var berettiget til
introduktionsydelse, men ved beregningen af ydelsen skulle der tages hensyn
til
hendes mands indtægter.
Hvis ægtefællernes samlede indtægter oversteg, hvad ansøger
kunne modtage i introduktionsydelse/kontanthjælp, ville der ikke kunne
udbetales ydelse til ansøger.
Sagen blev hjemvist til kommunen til beregning.
Ankestyrelsen har ingen bemærkninger til afgørelsen.
Integrationslovens § 18
Nævnet tiltrådte en kommunes afgørelse om afslag på overtagelse
af integrationsansvaret, da flytningen ikke fandtes af væsentlig betydning
for
integrationsforløbet, og da der ikke fandtes at foreligge sådanne særlige
personlige forhold, at disse kunne give grundlag for flytningen.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger var indrejst i Danmark med sin
bror, men han havde i sin ansøgning om opholdstilladelse ikke givet udtryk
for,
at han ønskede at bo i nærheden af sin bror.
Nævnet lagde også vægt på, at der heller ikke forelå oplysninger
om, at ansøger var optaget på uddannelsesinstitution eller havde fået arbejde
i
tilflytningskommunen.
Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis.
Et nævn pålagde en kommune på Sjælland at overtage ansvaret for
introduktionsprogrammet for ansøger i forbindelse med, at han havde skaffet
sig
arbejde i København.
Han kunne ikke passe sit arbejde fra sin tidligere bopæl på Fyn.
Nævnet henviste til, at det af bemærkningerne til
integrationsloven fremgår, at såfremt en udlænding opnår beskæftigelse,
virksomhedspraktik eller bliver optaget på en uddannelsesinstitution i en
anden
kommune, hvortil der ikke umiddelbart er transportmuligheder, vil en flytning
eksempelvis være at anse som af væsentlig betydning for integrationsforløbet.
Ankestyrelsen har ingen kommentarer til afgørelsen.
Tendenser i indsendte afgørelser efter
repatrieringsloven
Repatrieringslovens § 7
Ansøger og hans ægtefælle søgte om repatriering, herunder om
hjælp til fragt af erhvervsudstyr, der var nødvendigt til udøvelse af
ansøgers
og hans hustrus erhverv i hjemlandet og indkøb af erhvervsudstyr samt
transport
af dette til hjemlandet.
Kommunen gav afslag på fragt af erhvervsudstyr og indkøb af
erhvervsudstyr.
Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger havde en længere
uddannelse inden for militæret, og hans ægtefælle var uddannet læge.
Ingen af ægtefællerne havde drevet selvstændig virksomhed i
Danmark, og var dermed ikke i besiddelse af erhvervsudstyr, der skulle
fragtes.
Kommunen henviste også til, at ansøgers ægtefælle kunne få
ansættelse på hospital, og at ansøger havde mulighed for ansættelse på kontor
eller lignende. Ansøger skrev og talte flydende engelsk.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med kommunens begrundelse.
Ankestyrelsen har ikke praksis på området, men afgørelsen
forekommer umiddelbart rigtig.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ankestyrelsens principafgørelse 40-15 om uddannelseshjælp og kontanthjælp - indtægter - formue - erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Retsinformation · 8. juli 2015
- Ankestyrelsens principafgørelse A-24-06 om kontanthjælp - nordisk statsborger - flytning fra udlandet - studerende ægtefælle - social begivenhed Retsinformation · 10. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse A-22-06 om kontanthjælp - nedsættelse - begge ægtefæller - tilbud - udeblivelse - hjemmel Retsinformation · 12. juli 2013
- Ankestyrelsens principmeddelelse 36-20 om kontanthjælp - uddannelseshjælp - selvforsørgelses- og hjemrejseydelse - overgangsydelse - selvstændig erhvervsdrivende - social begivenhed - fradrag for indtægter - opgørelse af indtægt - virksomhedens underskud - udmåling - beregnet kontanthjælp - overførsel af overskud - faktisk indtægt - hovederhverv - bierhverv - rådighed Retsinformation · 4. december 2020
- Ankestyrelsens principafgørelse A-9-02 om kontanthjælp - rådighed - forudseelig udgift - rimelig begrundet enkeltudgift - nødvendige kostudgifter - akut behov for hjælp Retsinformation · 10. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse A-32-01 om omsætning - ophør af revalideringsydelse - revalidering - selvstændig virksomhed Retsinformation · 10. juli 2013
Lignende dokumenter
- Tendenser i ankenævnenes afgørelser efter bistandsloven - hjælp til forsørgelse - tilbagebetaling - modregning - kontanthjælp - fradrag - revalidering - lov om social bistand § 25, § 26, § 27, § 37, § 37a, § 43 Retsinformation · 1. september 1998
- Tendenser i afgørelser om kontanthjælp, aktivering og enkeltydelser af fuldmægtigene Carsten Lærkholm og Ivan Jørgensen (Uddrag: Socialministeriets område) (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - "Endnu engang om familiesammenføring og kontanthjælp" - artikel af ankechef Kirsten Hannibal (* 1) Nr 19395 af 00/12/1993 Retsinformation · 1. oktober 1997
- Nyt fra Ankestyrelsen - Højesterets dom om kontanthjælpsmodtageres tilbagebetaling af gæld til det offentlige - af ankechef Kirsten Hannibal Retsinformation · 7. oktober 1999
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter aktivloven og integrationsloven (uddrag: aktivlovens § 82) - af fuldmægtig Ivan Jørgensen og fuldmægtig Carsten Lærkholm Retsinformation · 19. august 2004
- Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i indsendte afgørelser om førtidspension - whiplash traumer - bistandstillæg - invaliditetsydelse - personligt tillæg - af souschef Kirsten Borum - lov om social pension kap. 2 Retsinformation · 23. december 1998