Reelt enlig? Af fuldmægtig Carsten Lærkholm (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Reelt enlig? Af fuldmægtig Carsten Lærkholm (*
1)
Det er væsentligt at slå fast, at vurderingen af om en person er reelt
enlig beror på en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder. Nogle
omstændigheder vejer bare tungere end andre. To forhold er således af særlig
betydning: Er der tale om ægteskab/registreret partnerskab, og er der fælles
bopæl.
Gifte personer
Hvis en person er gift, er det altovervejende udgangspunkt, at vedkommende
ikke er enlig forsørger. Kun hvis personen er separeret fra ægtefællen eller
de lever adskilt grundet uovenstemmelser kan der blive tale om, at en person
kan anses for enlig forsørger. I henhold til Ankestyrelsens udmeldte praksis
er det et ufravigeligt krav, at gifte eller registrerede partnere, der ikke
er separerede, skal være adskilt grundet uoverensstemmelser. Adskillelse af
andre årsager kan ikke accepteres. Således var en flygtning i SM B-8-96 ikke
enlig forsørger, da adskillelsen skyldtes, at ægtefællen stadig var i
hjemlandet. Til grund for at vurderingen af, at der ikke var tale om
uoverensstemmelser lagdes, at der var søgt famliesammenføring. Situationen
ville måske have set anderledes ud, hvis der f.eks. ikke var søgt
familiesammenføring, idet der ikke ville have været en klar indikation for,
at adskillelsen ikke skyldtes uoverensstemmelser mellem ægtefællerne. Man
skal dog være opmærksom på, at det er ansøgeren, der bærer risikoen for, at
det kan bevises, at adskillelsen skyldes uoverensstemmelser.
Med hensyn til det forhold, at et gift par er blevet separeret og flyttet
fra hinanden, har Ankestyrelsen i SM B-6-96 udtalt, at uanset der fortsat i
et vist omfang var fælles økonomi kunne en fader godt anses for enlig
forsørger.
Ugifte
Som det fremgår af vejledningen, må ikke der være tale om et samliv der
kan føre til ægte- eller registreret partnerskab. Dette har ikke givet
Læs alt
anledning til afgørelser fra Ankestyrelsens side siden man i SM B-2-91 slog
fast, at to kvinder der bor sammen, lever i forhold, der kan føre til
registreret partnerskab. Spørgsmålet synes ikke siden at have givet anledning
til problemer. En væsentlig pointe er dog også, at reglerne skal fortolkes så
man så vidt muligt undgår dyneløfteri, og forholdene i øvrigt er
administrerbare for kommunerne. Man kan sige, at der opstilles en klar
formodning om samliv, dog med mulighed for borgeren til at dokumentere sin
ret.
I den forbindelsen skal det nævnes, at det, som det fremgår af
vejledningen, er muligt at bevare retten til børnetilskud, selvom man bor i
kollektiv. Lidt folkeligt sagt så skal man bare ikke være voldsomt opsat på
at holde sit privatliv for sig selv, hvis man gør sig forhåbninger om at
modtager børnetilskud.
Fælles bopæl
I en del tilfælde er der registreret flere på den bopæl, hvor en mulig
tilskudsmodtager bor. Hvis en person har samme folkeregisteradresse som en
anden voksen (dvs. person over 18 år), og der kan indgås ægteskab eller
registreret partnerskab mellem de to vil udgangspunktet være, at personen
ikke anses for reelt enlig, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Der skal
således noget særligt til for at afkræfte formodningen om ægteskabslignende
samlivsforhold. At der er indgået to lejemål på samme adresse var således,
jf. SM B-8-94, ikke nok til, at en kvinde kunne anses for enlig forsørger, da
det var faderen til hendes yngste barn, der boede i huset. Det vil således
komme en person til skade såfremt der ikke kan fremdrages beviser nok for at
vedkommende ikke er samlevende med den anden der bor på adressen. Praksis er
således så diabolsk indrettet, at eventuelt dyneløfteri kun er i borgerens
interesse. Ankestyrelsen har imidlertid ikke i børnetilskudssammenhænge
udtalt sig om i hvilke situationer en person kan anses for reelt enlig, når
der er registreret to personer på samme adresse.
Derimod har man i relation til enlighedsbegrebet i pensionsloven udtalt
sig i SM P-20-95 og SM P-25-95. I sidstnævnte sag hjemviste Ankestyrelsen
spørgsmålet om, hvorvidt en pensionist var enlig, idet der ikke var
oplysninger nok i sagen til at statuere samliv til trods for en tro og love
erklæring om det modsatte. Hvis der i sagen alene er oplysning om fælles
bopæl og borgeren skriver under på at være enlig, påhviler det således
kommunen at bevise, at hun er samlevende.
Praksis på børnetilskudsområdet er nok generelt mere restriktiv. De senere
SM'ers og bekendtgørelsens betoning af formodningsreglen gør, at hvis der
havde været tale om en børnetilskudssag, så ville det være et spørgsmål om
ikke man i stedet for at hjemvise sagen havde truffet en afgørelse, hvorefter
ansøgeren ikke kunne anses for reelt enlig. I hvert fald må man antage, at
man som udgangspunkt modtager børnetilskud uberettiget og mod bedre vidende,
såfremt man bor sammen med en anden og skriver under på, at man er enlig.
Den omtalte formodningsregel er konfirmeret ved bekendtgørelsen af 28.
februar 1998 § 6, stk. 2, jf. lov om ændring af børnetilskudsloven § 22 a.(se
herom i bemærkningerne til lovforslag nr. L 89 om lov om ændring af
børnetilskudsloven)
I en praktisk sammenhæng må det antages, at der i disse tilfælde ikke vil
være behov for en større kontrolmæssig indsats (dyneløfteri) fra
forvaltningens side, om end man kan komme ud for at skulle verificere
påstande fra borgeren om indretning af livsførelse m.v. Egentlige besøg
skulle dog i de fleste tilfælde være unødvendige, da er op til forvaltningen
at formulere kravene til den dokumentation borgeren i givet fald afkræves,
jf. bekendtgørelsen § 6, stk. 2, 1. pkt. Man skal fra forvaltningens side
være opmærksom på, at man skal konkretisere på hvilke områder der ønskes
dokumentation af borgeren.
Hver sin bopæl
I de tilfælde, hvor det kun er den enkelte(voksne) person, der er
registreret på adressen, vil man med mindre andet er godtgjort anse personen
for reelt enlig. Tvivlen, men ikke enhver tvivl eller usikkerhed, kommer
således borgeren til gode.
I SM B-12-96 var der tale om en ugift kvinde, hvis ven havde eget hjem i
en anden by. Endvidere havde forholdet kun varet 6 måneder. Ankestyrelsen
anså derfor kvinden for reelt enlig. I SM B-9-97 blev en ugift kvinde derimod
ikke anset for reelt enlig, da der var tale om et langvarigt forhold til en
mand, der hyppigt opholdt sig hos kvinden og desuden var far til hendes
yngste barn. Man vil heraf se, at »ægteskabeligheden« (eller
indikationerne herpå) i forholdet er et væsentligt kriterium for at statuere
samliv. Omvendt må det tillades, at folk har kærester uden, at der straks
skæres i børnetilskuddet. Mere økonomiske elementer var i SM B-3-97
grundlaget for ikke at anse en kvinde for reelt enlig, idet hun og faderen
til hendes yngste barn havde haft fælles telefonnummer og fælles bankkonto i
en længere årrække. Ankestyrelsen lagde derudover vægt på, at manden
havdehaft forskellige fiktive c/o adresser.
Sagens oplysninger gjorde, at man måtte lægge til grund, at manden og
kvinden reelt havde samme bopæl.
Man skal være opmærksom på, at det er forvaltningen, der står med opgaven
at bevise, at ansøgeren ikke er reelt enlig, når der ikke er fællesbopæl. Det
kan dog ikke ud fra Ankestyrelsens praksis og heller ikke den seneste
bekendtgørelse siges om der er helt samme formodningsregel - blot med modsat
fortegn - når der ikke er fælles bopæl, som når der er. Dette må bero på en
eventuel fremtidig stillingtagen.
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principmeddelelse 26-22 om børnetilskud - enlig forsørger - gift - faktisk adskilt - uoverensstemmelse - CPR Retsinformation · 1. juli 2022
- Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring EU-lovgivning · 22. september 2003
- 1997 BTL 89 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNETILSKUD OG FORSKUDSVIS UDBETALING AF BØRNEBIDRAG (ÅRLIG BEKRÆFTELSE AF STATUS SOM ENLIG FORSØRGER M.V.) NR L 89 1997-98. 1. SAMLING Retsinformation · 14. januar 1998
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag Retsinformation · 14. januar 1999
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2016/1351 af 4. august 2016 om vedtægten for personalet ved Det Europæiske Forsvarsagentur og om ophævelse af afgørelse 2004/676/EF EU-lovgivning · 4. august 2016
- AFGØRELSE Nr. 201 af 15. december 2004 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (serien E 400) (Teksten er relevant for EØS og for EF/CH-aftalen) (2005/376/EF) EU-lovgivning · 15. december 2004