Spring til indhold

Retsinformation

Reelt enlig? Af fuldmægtig Carsten Lærkholm (* 1)

KOM nr 19355 af 31/05/1998KommentarBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet4. juni 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Reelt enlig? Af fuldmægtig Carsten Lærkholm (*

1)

Det er væsentligt at slå fast, at vurderingen af om en person er reelt

enlig beror på en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder. Nogle

omstændigheder vejer bare tungere end andre. To forhold er således af særlig

betydning: Er der tale om ægteskab/registreret partnerskab, og er der fælles

bopæl.

Gifte personer

Hvis en person er gift, er det altovervejende udgangspunkt, at vedkommende

ikke er enlig forsørger. Kun hvis personen er separeret fra ægtefællen eller

de lever adskilt grundet uovenstemmelser kan der blive tale om, at en person

kan anses for enlig forsørger. I henhold til Ankestyrelsens udmeldte praksis

er det et ufravigeligt krav, at gifte eller registrerede partnere, der ikke

er separerede, skal være adskilt grundet uoverensstemmelser. Adskillelse af

andre årsager kan ikke accepteres. Således var en flygtning i SM B-8-96 ikke

enlig forsørger, da adskillelsen skyldtes, at ægtefællen stadig var i

hjemlandet. Til grund for at vurderingen af, at der ikke var tale om

uoverensstemmelser lagdes, at der var søgt famliesammenføring. Situationen

ville måske have set anderledes ud, hvis der f.eks. ikke var søgt

familiesammenføring, idet der ikke ville have været en klar indikation for,

at adskillelsen ikke skyldtes uoverensstemmelser mellem ægtefællerne. Man

skal dog være opmærksom på, at det er ansøgeren, der bærer risikoen for, at

det kan bevises, at adskillelsen skyldes uoverensstemmelser.

Med hensyn til det forhold, at et gift par er blevet separeret og flyttet

fra hinanden, har Ankestyrelsen i SM B-6-96 udtalt, at uanset der fortsat i

et vist omfang var fælles økonomi kunne en fader godt anses for enlig

forsørger.

Ugifte

Som det fremgår af vejledningen, må ikke der være tale om et samliv der

kan føre til ægte- eller registreret partnerskab. Dette har ikke givet

Læs alt

anledning til afgørelser fra Ankestyrelsens side siden man i SM B-2-91 slog

fast, at to kvinder der bor sammen, lever i forhold, der kan føre til

registreret partnerskab. Spørgsmålet synes ikke siden at have givet anledning

til problemer. En væsentlig pointe er dog også, at reglerne skal fortolkes så

man så vidt muligt undgår dyneløfteri, og forholdene i øvrigt er

administrerbare for kommunerne. Man kan sige, at der opstilles en klar

formodning om samliv, dog med mulighed for borgeren til at dokumentere sin

ret.

I den forbindelsen skal det nævnes, at det, som det fremgår af

vejledningen, er muligt at bevare retten til børnetilskud, selvom man bor i

kollektiv. Lidt folkeligt sagt så skal man bare ikke være voldsomt opsat på

at holde sit privatliv for sig selv, hvis man gør sig forhåbninger om at

modtager børnetilskud.

Fælles bopæl

I en del tilfælde er der registreret flere på den bopæl, hvor en mulig

tilskudsmodtager bor. Hvis en person har samme folkeregisteradresse som en

anden voksen (dvs. person over 18 år), og der kan indgås ægteskab eller

registreret partnerskab mellem de to vil udgangspunktet være, at personen

ikke anses for reelt enlig, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Der skal

således noget særligt til for at afkræfte formodningen om ægteskabslignende

samlivsforhold. At der er indgået to lejemål på samme adresse var således,

jf. SM B-8-94, ikke nok til, at en kvinde kunne anses for enlig forsørger, da

det var faderen til hendes yngste barn, der boede i huset. Det vil således

komme en person til skade såfremt der ikke kan fremdrages beviser nok for at

vedkommende ikke er samlevende med den anden der bor på adressen. Praksis er

således så diabolsk indrettet, at eventuelt dyneløfteri kun er i borgerens

interesse. Ankestyrelsen har imidlertid ikke i børnetilskudssammenhænge

udtalt sig om i hvilke situationer en person kan anses for reelt enlig, når

der er registreret to personer på samme adresse.

Derimod har man i relation til enlighedsbegrebet i pensionsloven udtalt

sig i SM P-20-95 og SM P-25-95. I sidstnævnte sag hjemviste Ankestyrelsen

spørgsmålet om, hvorvidt en pensionist var enlig, idet der ikke var

oplysninger nok i sagen til at statuere samliv til trods for en tro og love

erklæring om det modsatte. Hvis der i sagen alene er oplysning om fælles

bopæl og borgeren skriver under på at være enlig, påhviler det således

kommunen at bevise, at hun er samlevende.

Praksis på børnetilskudsområdet er nok generelt mere restriktiv. De senere

SM'ers og bekendtgørelsens betoning af formodningsreglen gør, at hvis der

havde været tale om en børnetilskudssag, så ville det være et spørgsmål om

ikke man i stedet for at hjemvise sagen havde truffet en afgørelse, hvorefter

ansøgeren ikke kunne anses for reelt enlig. I hvert fald må man antage, at

man som udgangspunkt modtager børnetilskud uberettiget og mod bedre vidende,

såfremt man bor sammen med en anden og skriver under på, at man er enlig.

Den omtalte formodningsregel er konfirmeret ved bekendtgørelsen af 28.

februar 1998 § 6, stk. 2, jf. lov om ændring af børnetilskudsloven § 22 a.(se

herom i bemærkningerne til lovforslag nr. L 89 om lov om ændring af

børnetilskudsloven)

I en praktisk sammenhæng må det antages, at der i disse tilfælde ikke vil

være behov for en større kontrolmæssig indsats (dyneløfteri) fra

forvaltningens side, om end man kan komme ud for at skulle verificere

påstande fra borgeren om indretning af livsførelse m.v. Egentlige besøg

skulle dog i de fleste tilfælde være unødvendige, da er op til forvaltningen

at formulere kravene til den dokumentation borgeren i givet fald afkræves,

jf. bekendtgørelsen § 6, stk. 2, 1. pkt. Man skal fra forvaltningens side

være opmærksom på, at man skal konkretisere på hvilke områder der ønskes

dokumentation af borgeren.

Hver sin bopæl

I de tilfælde, hvor det kun er den enkelte(voksne) person, der er

registreret på adressen, vil man med mindre andet er godtgjort anse personen

for reelt enlig. Tvivlen, men ikke enhver tvivl eller usikkerhed, kommer

således borgeren til gode.

I SM B-12-96 var der tale om en ugift kvinde, hvis ven havde eget hjem i

en anden by. Endvidere havde forholdet kun varet 6 måneder. Ankestyrelsen

anså derfor kvinden for reelt enlig. I SM B-9-97 blev en ugift kvinde derimod

ikke anset for reelt enlig, da der var tale om et langvarigt forhold til en

mand, der hyppigt opholdt sig hos kvinden og desuden var far til hendes

yngste barn. Man vil heraf se, at »ægteskabeligheden« (eller

indikationerne herpå) i forholdet er et væsentligt kriterium for at statuere

samliv. Omvendt må det tillades, at folk har kærester uden, at der straks

skæres i børnetilskuddet. Mere økonomiske elementer var i SM B-3-97

grundlaget for ikke at anse en kvinde for reelt enlig, idet hun og faderen

til hendes yngste barn havde haft fælles telefonnummer og fælles bankkonto i

en længere årrække. Ankestyrelsen lagde derudover vægt på, at manden

havdehaft forskellige fiktive c/o adresser.

Sagens oplysninger gjorde, at man måtte lægge til grund, at manden og

kvinden reelt havde samme bopæl.

Man skal være opmærksom på, at det er forvaltningen, der står med opgaven

at bevise, at ansøgeren ikke er reelt enlig, når der ikke er fællesbopæl. Det

kan dog ikke ud fra Ankestyrelsens praksis og heller ikke den seneste

bekendtgørelse siges om der er helt samme formodningsregel - blot med modsat

fortegn - når der ikke er fælles bopæl, som når der er. Dette må bero på en

eventuel fremtidig stillingtagen.

Lignende dokumenter