Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 84 ophævet 6 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 73 a ophævet
- Aktivloven § 25 77 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 97 ophævet 13 afgørelser
- Aktivloven § 25 b 6 afgørelser
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 74 a ophævet
- Serviceloven (gælder indtil kommunalreformen) § 109 a ophævet 2 afgørelser
- Boligstøtteloven § 42 a 2 afgørelser
- Aktivloven § 25 c 6 afgørelser
- Aktivloven § 34 41 afgørelser
Teksten
Nyt
fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt
boligstøtteloven
- af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen
Servicelovens § 73 a om genoptræning og
vedligeholdelse
En ansøger led af svær Mb. Parkinson. Der var tale om en hurtig
progredierende variant. Ansøger havde trods intensiv medicinsk behandling
mistet gangfunktionen og var fast kørestolsbruger.
I lange perioder var ansøger sengeliggende, havde
vejrtrækningsproblemer og havde knapt luft til at tale og ikke luft til at
hoste op. Ansøger led af hyppige luftvejsinfektioner.
Hovedproblemet var ikke rysten, men lungefunktionen, som
ansøgers læge mente kunne bedres ved lungefysioterapi. Ved henvendelse til
neurologisk ambulatorium på sygehuset blev det oplyst, at daglig
lungefysioterapi anbefaledes. Der var dog ikke mulighed for, at ansøger kunne
modtage lungefysioterapi i sygehusregi.
I en udtalelse fra ansøgers egen læge fremgik det, at det ville
være af stor værdi, om der kunne bevilges vedvarende lungefysioterapi, som
kunne forhindre nogle infektioner foruden at det ville være en stor lettelse
for ansøgers vejrtrækning og formentlig lette ansøgers talegener.
Kommunen fandt, at lungefysioterapi var
sygebehandling og ikke træning,
hvorfor der blev givet afslag på
lungefysioterapi under henvisning til, at der ikke var lovgrundlag for at
kommunen
ydede sygebehandling. Ansøger blev henvist til at kontakte egen læge med
henblik på lungefysioterapi fra privatpraktiserende fysioterapeuter.
Da den privatpraktiserende fysioterapeut ikke kunne komme
dagligt, som familien ønskede, blev der søgt om supplerende hjælp fra
Læs alt
kommunen.
Det Sociale Nævn fandt, at ansøger var berettiget til bevilling
af lungefysioterapi i henhold til servicelovens § 73 a.
Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger havde en svært
udviklet Parkinsons lidelse, og at der sekundært til denne lidelse var tale
om
så betydelige vejrtrækningsproblemer, at daglig lungefysioterapi var
nødvendig
i rent forebyggende øjemed for at mindske den i forvejen store risiko for
tilbagevendende lungebetændelser. Sådanne tilbagevendende lungebetændelser
medførte fortsat ringere lungefunktion.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger på grund af stive
muskler som følge af ansøgers lidelse ikke var i stand til at hoste sekret op
fra bronkier og lunger. Sådant stagnerende sekret medførte lungebetændelse.
Den omhandlede lungefysioterapi bestod i at hjælpe ansøger med
at hoste sekret op og på denne måde vedligeholde ansøgers fysiske
funktionsniveau.
Nævnet fandt således, at den ansøgte lungefysioterapi måtte
anses for omfattet af bestemmelsen i servicelovens § 73 a, stk. 2 om
hjælp
til vedligeholdelse af fysiske færdigheder.
Nævnet fandt endvidere, at de foreliggende oplysninger om
ansøgers helbredstilstand godtgjorde, at ansøger havde behov for en sådan
individuel træningsindsats.
I en anden sag var ansøger ramt af en hjerneblødning dybt inde i
hjernestammen, hvorved hun var blevet tetraplegiker med udpræget spasticitet
i
ekstremiteterne.
Hun var ved intensiv genoptræning, både i tilknytning til
sygdommen og efterfølgende ved bl.a. jævnlige (årlige) intensive trænings- og
vedligeholdelsesbehandlinger på et fysiurgisk hospital af 4-7 ugers varighed
(bevilget af amtet) fået et funktionsmæssigt løft, både fysisk og psykisk.
Ansøger havde nu kun lidt ståfunktion tilbage.
Amtet havde besluttet at indstille bevillingen af de jævnlige
(årlige) ophold og henviste til kommunens primærkommunale forpligtelse til
vedligeholdelse af fysiske færdigheder.
Kommunen fastholdt, at der vedrørende vedligeholdelsestræning
var mulighed for at tilbyde 2 gange 3/4 time ugentlig vedligeholdelsestræning
ved en fysioterapeut for en periode på op til 3 måneder med mulighed for
forlængelse, hvis det var afgørende for træningens mål.
Det var endvidere muligt, at kombinere fysioterapeutens træning
med træning udført af hjemmeplejen efter vejledning af en terapeut.
En sådan træning skulle overvejende foregå i eget hjem i
forbindelse med f.eks. påklædning/personlig hygiejne og skulle udføres både
sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt
Ansøgers egen læge havde anbefalet genoptagelse af
genoptræningstilbud på det fysiurgiske hospital, da kommunens tilbud simpelt
hen ikke var tilstrækkeligt i ansøgers situation, da man så ikke kunne undgå
et
løbende funktionstab.
Amtshospitalet havde i et planmødereferat anført, at det var
vigtigt for at imødegå et stadigt stigende plejebehov, at ansøger med jævne
mellemrum fik mulighed for intensiv træning, f. eks på fysiurgisk hospital og
i
det daglige god vedligeholdelsestræning hvor 3 gange ugentligt skønnedes
optimalt, dog mindst af 1 times varighed ad gangen. Endvidere anbefaledes
svømning og evt. rideterapi.
Ansøger rettede henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeren
om problemstillingen vedrørende amtets afvisning af tilbud om intensiv
træning
og de mangelfulde træningstilbud i kommunalt regi.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet svarede, at efter sygehusets
forpligtelse til ved udskrivning at udarbejde en genoptræningsplan, som
skulle
føres ud i livet af sygehuset/amtet, var det herefter en kommunal opgave
efter
den sociale lovgivning at give tilbud om vedligeholdelsestræning.
Der kunne være tale om en vis gråzone mellem det amtskommunale
og primærkommunale ansvarsområde, hvor det var vigtigt, at amter og kommuner
samarbejdede om opgaveløsningen.
Sygesikringens forhandlingsudvalg anførte bl.a., at vederlagsfri
fysioterapi hos privatpraktiserende fysioterapeut ikke kunne ydes samtidig
med
samme form for individuel behandling eller holdtræning i kommunalt regi.
Nævnet hjemviste sagen til ny behandling og pålagde kommunen ved
udarbejdelse af en ny plan for ansøgers vedligeholdelsestræning, jf.
servicelovens § 73 a, stk. 2, at tilbyde ansøger fysioterapeutisk
behandling af min. 1 times varighed pr. gang, ligesom kommunen – evt. i
samarbejde med amtet – i planen efter § 73 a, stk. 2, skulle
indarbejde et
tilbud om et jævnligt, eksempelvis med 12-18 måneders interval, mere
intensivt
træningsophold med fagrelevante behandlere.
Endelig skulle kommunen fastlægge, i hvilket omfang træning af
færdigheder i eget hjem skulle tænkes ind i hjemmehjælpstilbudet.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at kommunen var enig med
ansøger i, at 2 gange 3/4 times ugentlig fysioterapi ikke var tilstrækkeligt
til at sikre vedligeholdelsen af funktionsniveauet, og at ansøger ville
profitere af intensiv træning, men at kommunens tilbud overvejende var udtryk
for det maksimale serviceniveau, som kommunen mente at skulle give vedrørende
kommunal genoptræning og vedligeholdelse.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke kunne
maksimere vedligeholdelsestræning til 2 gange ¾ time ugentligt ud fra et
vedtaget politisk serviceniveau, hvis en konkret, individuel vurdering –
støttet af faglige udtalelser – viste et større behov for
vedligeholdelsestræning.
Nævnet fandt, at et sådant politisk serviceniveau ikke ville være
i overensstemmelse med ordlyden af servicelovens § 73 a, stk. 2, jr.
§ 75,
stk. 3, 1. og 3. pkt., hvorefter tilbud efter § 73a gives efter en
konkret, individuel vurdering af træningsbehovet.
Tilbud efter § 73a, stk. 2 gives til personer, som har brug
for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde
fysiske
eller psykiske færdigheder.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at der i ingen af
sagerne var indgivet ansøgning i forlængelse af et sygehusophold.
Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende afgørelser efter
servicelovens § 73 a. Sagerne ville formentligt være antaget til
principiel behandling såfremt de havde været indbragt for styrelsen.
Ankestyrelsen er interesseret i sager til antagelse til belysning
af forholdet mellem kommunens serviceniveau, lægelige udtalelser om den
optimale vedligeholdelsestræning, herunder den tidsmæssige udstrækning heraf
og
den konkrete individuelle vurdering af behovet. Endvidere til belysning af
forholdet mellem behandling og vedligeholdelsestræning.
Det fremgår af servicelovens § 74 a, at Socialministeren
fastsætter regler om kvalitetsstandarder, hvori kommunalbestyrelsen bl.a.
skal
redegøre nærmere for de beslutninger, der er truffet om indhold, omfang og
udførelse af hjælp efter §§ 71 og 73 a samt om opfølgning på disse
beslutninger.
Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 10. juni 2004 om
træning i amter og kommuner, at kvalitetsstandarder udover at være et
styringsredskab for kommunalbestyrelsen kan bruges af borgeren til at
orientere
sig om serviceniveauet i kommunen, hvorved borgeren kan få kendskab til
hvilken
form for hjælp til træning, de kan forvente fra kommunen.
Kvalitetsstandarder kan dermed medvirke til at sikre, at
kommunens borgere dels kender deres rettigheder og dels kan få kendskab til
de
politiske beslutninger, der ligger bag det vedtagne serviceniveau.
Ankestyrelsen kan til sammenligning tilføje, at vi på § 71
området har antaget en sag til afklaring af, om det forhold, at en ydelse
ikke
er omfattet af en kvalitetsstandard, betyder udeladelse af at foretage
individuel vurdering af hjælpen.
Servicelovens § 84 om merudgifter
En kommune havde afslået at yde hjælp til merudgifter efter
servicelovens § 84. Kommunen havde ved vurderingen lagt vægt på
oplysninger i en ressourceprofil, der var udarbejdet på baggrund af kommunens
behandling om sygedagpenge og pension.
Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og
afgørelse efter udarbejdelse af funktionsevnevurdering, jf.
Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling
ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af
handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.
Efter § 2 i ovennævnte bekendtgørelse skulle
bekendtgørelsen anvendes, når kommunen behandler sager om dækning af
nødvendige
merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.
Dog kan kommunen i sager, hvor kommunen umiddelbart vurderer, at
borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, beslutte ikke at anvende
bekendtgørelsen.
Dog skal bekendtgørelsen altid anvendes i de tilfælde, hvor
borgeren ønsker det.
Det fremgik ikke af kommunens afgørelse, at den havde vurderet,
at klagers funktionsnedsættelse havde været ubetydelig, og at der derfor ikke
skulle udarbejdes en funktionsevnevurdering.
Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde kunnet træffe
afgørelse på grundlag af den udarbejdede ressourceprofil.
Nævnet lagde herved vægt på:
at den udarbejdede
ressourceprofil alene havde vurderet klagers arbejdsevne i forhold til de
muligheder hun havde på arbejdsmarkedet d.v.s. i forhold til den del af den
daglige tilværelse, der vedrørte hendes deltagelse på arbejdsmarkedet,
at funktionsevnevurderingen
skulle foretages i forhold til de begrænsninger klager oplevede i sin daglige
tilværelse, hvilket ikke fremgik af den af kommunen udarbejdede
ressourceprofil.
Nævnet bemærkede, at de helbredsmæssige forhold, der har
betydning for vurdering af funktionsevnen, ikke nødvendigvis har betydning
for
vurderingen af arbejdsevne.
Hensigten med handicapkompenserende ydelser var netop at give
borgeren mulighed for på trods af den nedsatte funktionsevne at kunne deltage
på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i arbejdslivet.
Nævnet fandt derfor, at regelsættet om anvendelse af
funktionsevnemetoden var forskrifter om sagsbehandling, der havde karakter af
garantiforskrifter, der skulle sikre en rigtig afgørelse.
Der var derfor en formodning for, at manglende udarbejdelse af
en funktionsevnevurdering havde påvirket afgørelsens resultat, og at
afgørelsen
derfor måtte anses for ugyldig.
Under hensyn til baggrunden for indførelse af
funktionsevnemetoden var det nævnets opfattelse, at en afgørelse kun kunne
opretholdes som gyldig, hvor det var helt åbenbart, at udarbejdelse af
funktionsevnen var uden betydning for sagens behandling.
Efter det oplyste om bl.a., at ansøgers læge i generel
helbredsattest havde anbefalet livsvarige behandlinger af ansøger i form af
massage og lignende, og under henvisning til, at klager ikke selv kunne gøre
rent, burde kommunen have udarbejdet en funktionsevnevurdering.
Kommunens afgørelse var derfor ugyldig, og kommunen skulle
derfor træffe en ny afgørelse på grundlag af den udarbejdede
funktionsevnevurdering.
Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at selvom kommunen blev
pålagt at udarbejde en funktionsevnevurdering, var dette ikke ensbetydende
med,
at klager ville kunne få dækket sine merudgifter efter servicelovens
§ 84.
Nævnet havde således ikke taget stilling til om klager var
omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, sammenholdt med
§ 1,
stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om
nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens
§ 84.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende betydningen af
manglende indhentelse af en funktionsevnevurdering i sager efter
servicelovens § 84
eller betydningen af, at de indhentede oplysninger må anses for
utilstrækkelige.
Vi er enige med nævnet i, at der ikke er en entydig sammenhæng
mellem vurderingen af funktionsevne og arbejdsevne.
Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger til den
konkret afgjorte sag, hvor der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om
funktionsevnen ved den daglige livsførelse.
Servicelovens § 97 om hjælpemidler
Et nævn fandt at en ansøger var berettiget til hjælp til
beskyttelsesovertræk til dyne efter servicelovens § 97 og ændrede dermed
kommunens afgørelse.
Nævnet fandt, at beskyttelsesovertræk var et hjælpemiddel, som i
ansøgers tilfælde fandtes at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne
og
lette den daglige tilværelse.
Nævnet lagde vægt på omfanget af lidelsen, formålet med brug af
beskyttelsesovertræk samt på omfanget af behovet for det ansøgte.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunens bevilling af bleer
ikke kunne kompensere følgerne af ansøgers handicap, idet ansøgers dyne
skulle
vaskes 8-10 gange hver måned. Ansøgers handicap kunne således ikke afhjælpes
på
anden vis end ved brug af beskyttelsesovertræk.
Ved nævnets vurdering af sagen var indgået Ankestyrelsens
praksis på området, som den bl.a. er kommet til udtryk i SM O-8-98.
Imidlertid fandt nævnet efter en konkret vurdering af ansøgers
sag, at beskyttelsesovertræk i væsentlig grad kompenserede for
funktionsnedsættelsen og undgåelse af 8-10 gange dynevask pr. måned i
væsentlig
grad ville lette den daglige tilværelse for ansøger.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er udtryk for en konkret
vurdering, men ville have antaget sagen til principiel behandling såfremt den
var indbragt for Ankestyrelsen, til supplement af SM O-8-98, hvor
Ankestyrelsen
fandt, at der ikke kunne gives støtte til allergibetræk til dyne og hovedpude
til en mand med svær astma og husstøvmideallergi, idet betrækket ikke kunne
antages at afhjælpe hans lidelse i væsentlig grad.
Der blev lagt vægt på, at sengetøj kunne vaskes, og at man ved
hyppig vask ved 55 grader kunne forebygge og bekæmpe husstøvmider.
Servicelovens § 109 a, stk. 2 om særlige døråbnere
Et nævn afviste at træffe afgørelse om særlig døråbner.
Kommunen havde anmodet nævnet om godkendelse af anvendelse af
særlig døråbner mod en persons vilje, idet det ikke på anden måde kunne
afværges, at han udsatte sig selv eller andre for alvorlig fare.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der søgtes om
godkendelse af en kodelås. Der forelå ikke oplysning om, hvorvidt personen
selv
var i stand til at betjene denne.
Nævnet fandt, at anvendelse af kodelås ikke kunne betragtes som
magtanvendelse i forhold til personen, hvis denne selv var i stand til at
betjene låsen.
Nævnet fandt således, at anvendelsen af kodelås i så fald ikke
ville være et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter
kapitel 21 i lov om social service, nr. 1109 af 12. december 2003.
Såfremt personen ikke selv var i stand til at betjene kodelåsen
fandt nævnet, at der var tale om magtanvendelse, men ikke en magtanvendelse,
der kunne godkendes i medfør af reglerne i servicelovens kapitel 21.
Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af § 3, stk. 2
i bekendtgørelse nr. 1109 af 12. december 2003 om magtanvendelse og andre
indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne efter kapitel 21 i lov om
social service, at de særlige døråbnere omfatter dobbelte dørgreb,
dobbelttryk
for døråbning og lign.
Foranstaltningen må alene virke forsinkende i forhold til den
pågældendes frie færden, så personalets opmærksomhed henledtes på, at den
pågældende gik ud.
Nævnet fandt, at kodelås ikke faldt ind under denne opregning.
Nævnet lagde herved vægt på, at kodelås var en egentlig
låsemekanisme, som ikke alene forsinkede, men forhindrede de personer, der
ikke
var bekendt med koden eller i øvrigt ikke kunne betjene denne i at forlade
bygningen. Der henvistes herved til Socialministeriet vejledning nr. 5 af 5.
januar 2004, punkt 58, hvoraf fremgik, at »der således ikke måtte anvendes
egentlige aflåsningssystemer«.
Nævnet havde således ikke fundet anledning til at tage stilling
til, om personen var omfattet af personkredsen i servicelovens kapitel 21 og
om
betingelserne for anvendelse af særlig døråbner i så fald måtte være
opfyldte.
Ankestyrelsens bemærkninger
Afgørelsen ses ikke at være klaget til Ankestyrelsen, som heller
ikke har praksis på området vedrørende anvendelse af særlige døråbnere.
Ankestyrelsen forstår nævnets afgørelse således, at nævnet
mener, at såvel den situation, hvor personen selv er i stand til at betjene
koden, som den situation, hvor personen ikke kan betjene koden, falder uden
for
magtanvendelsesreglerne, hvorfor nævnet ikke har kunnet behandle sagen.
Sidstnævnte situation fordi kodelåsen betragtes som et egentligt
aflåsningssystem og at dette falder uden for de døråbnere, der evt. vil kunne
godkendes, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 58.
Ankestyrelsen finder imidlertid, at afgørelsen på det
foreliggende må anses for at være tvivlsom.
Ankestyrelsen finder, at nævnet bør kunne tage stilling til om
betingelserne for anvendelse af særlig døråbner er opfyldt, både i den
situation, hvor der er opsat en kodelås personen kan betjene og i den
situation, hvor der er opsat en kodelås, som personen ikke kan betjene.
Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage stilling til,
hvor grænsen går for døråbnere og særlige døråbnere.
Ankestyrelsen finder således ikke at nævnet har kunnet afvise at
træffe afgørelse om særlig døråbner.
Boligstøttelovens § 42 a om reducering af
boligstøtten, hvis et eller flere husstandsmedlemmer er omfattet af § 25
b
i lov om aktiv socialpolitik
Et nævn tiltrådte en kommunes afgørelse om, at et ægtepar var
omfattet af reglerne om loftberegning jf. aktivlovens §§ 25 til 25 e, og
at der skulle ske nedsættelse af hjælpen.
Efter aktivlovens § 25 c, stk. 3 skulle nedsættelsen af
hjælpen først foretages fuldt ud i støtten efter aktivlovens § 34 og
herefter
i boligstøtten, hvilket var baggrunden for, at ansøgers boligstøtte var
reduceret.
Efter § 10 i bekendtgørelse om nedsættelse og
efterregulering af den samlede hjælp skal kommune orientere modtagere af
hjælp
efter aktivlovens § 25 samt modtagere af boligstøtte om, at de
pågældende
er omfattet af persongruppen for loftberegningen.
Orienteringen skal ske hurtigst muligt og senest en måned før
personen omfattes af hjælp efter § 25 b i aktivloven.
Ansøgerne havde den 23. december 2003 fået meddelelse om, at de
var omfattet af loftberegningen fra 1. januar 2004.
Nævnet fandt på denne baggrund, at ansøgernes hjælp først kunne
nedsættes pr. 1. februar 2004.
Nævnet var bekendt med Arbejdsdirektoratets skrivelse af 23.
februar 2004 til et andet Statsamt, hvori var anført, at det var
direktoratets
opfattelse, at en manglende orientering inden for fristen efter § 10
ikke
fik den virkning, at afgørelsen om nedsættelsen efter lov om aktiv
socialpolitik § 25 b var ugyldig.
Nævnet var således enig med Arbejdsdirektoratet i, at kommunens
afgørelse ikke var ugyldig, da reglen i bekendtgørelsens § 10 ikke var
en
garantiforskrift, som skulle sikre at en afgørelse fik det materielt rigtige
indhold.
Selv om manglende overholdelse af fristen ikke bevirkede
afgørelsens ugyldighed, fandt nævnet dog, at reglen forpligtede kommunen til
at
give borgeren en måneds frist og kommunens afgørelse fandt derfor først at
kunne få virkning fra 1. februar 2004.
Nævnet lagde herved vægt på, at borgeren ikke havde mulighed for
at indrette sig på en indtægtsnedgang med et varsel på mindre end en
måned.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til afklaring af om
bestemmelsen i § 10 i bekendtgørelsen om nedsættelse og efterregulering
af
den samlede hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik er en
ordensforskrift og hvilken retsvirkning det får, hvis det ikke er tilfældet.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse A-19-05 om kontanthjælp - loft over hjælpen - ægtefæller - nedsættelse alene hos den ene ægtefælle Retsinformation · 10. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse A-6-05 om kontanthjælp - loft - orientering - ugyldighed Retsinformation · 10. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse A-34-05 om kontanthjælp - bagudbetaling - indfasning - overgangsregler - loftberegning Retsinformation · 30. januar 2014
- Ankestyrelsens principafgørelse P-11-05 om løbende personligt tillæg til brøkpension - beregning - ægtefælle modtager kontanthjælp - fiktiv indtægt - nedsat boligstøtte - pension Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse P-10-05 om personligt tillæg - beregning - ægtefælle modtager kontanthjælp - fiktiv indtægt - nedsat boligstøtte - pension Retsinformation · 11. juli 2013
Lignende dokumenter
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven samt retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Om hvorvidt klageren på grund af en navngiven sygdom kan hæve sin børneopsparing i bindingsperioden Landsskatteretten · 18. december 2012
- Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag om mellemkommunal refusion for udgifter til anbringelse af en borger på institution, og frifinder de to kommuner Domsdatabasen · 23. januar 2025
- Ankestyrelsens principafgørelse 46-16 om bilstøtte - erhvervsmæssigt grundlag - nedsat funktionsevne - særlige hensyn - udtrætning Retsinformation · 31. august 2016
- Ny antagelsespraksis i Ankestyrelsen - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen (Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4, november 2004) Retsinformation · 25. januar 2005
- Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005) Retsinformation · 1. februar 2006