Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt boligstøtteloven - af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

KEN nr 9523 af 31/08/2004Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet6. september 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt

fra Ankestyrelsen - tendenser i afgørelser efter serviceloven samt

boligstøtteloven

- af fuldmægtig Birgitte Bjerg Pedersen

Servicelovens § 73 a om genoptræning og

vedligeholdelse

En ansøger led af svær Mb. Parkinson. Der var tale om en hurtig

progredierende variant. Ansøger havde trods intensiv medicinsk behandling

mistet gangfunktionen og var fast kørestolsbruger.

I lange perioder var ansøger sengeliggende, havde

vejrtrækningsproblemer og havde knapt luft til at tale og ikke luft til at

hoste op. Ansøger led af hyppige luftvejsinfektioner.

Hovedproblemet var ikke rysten, men lungefunktionen, som

ansøgers læge mente kunne bedres ved lungefysioterapi. Ved henvendelse til

neurologisk ambulatorium på sygehuset blev det oplyst, at daglig

lungefysioterapi anbefaledes. Der var dog ikke mulighed for, at ansøger kunne

modtage lungefysioterapi i sygehusregi.

I en udtalelse fra ansøgers egen læge fremgik det, at det ville

være af stor værdi, om der kunne bevilges vedvarende lungefysioterapi, som

kunne forhindre nogle infektioner foruden at det ville være en stor lettelse

for ansøgers vejrtrækning og formentlig lette ansøgers talegener.

Kommunen fandt, at lungefysioterapi var

sygebehandling og ikke træning,

hvorfor der blev givet afslag på

lungefysioterapi under henvisning til, at der ikke var lovgrundlag for at

kommunen

ydede sygebehandling. Ansøger blev henvist til at kontakte egen læge med

henblik på lungefysioterapi fra privatpraktiserende fysioterapeuter.

Da den privatpraktiserende fysioterapeut ikke kunne komme

dagligt, som familien ønskede, blev der søgt om supplerende hjælp fra

Læs alt

kommunen.

Det Sociale Nævn fandt, at ansøger var berettiget til bevilling

af lungefysioterapi i henhold til servicelovens § 73 a.

Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger havde en svært

udviklet Parkinsons lidelse, og at der sekundært til denne lidelse var tale

om

så betydelige vejrtrækningsproblemer, at daglig lungefysioterapi var

nødvendig

i rent forebyggende øjemed for at mindske den i forvejen store risiko for

tilbagevendende lungebetændelser. Sådanne tilbagevendende lungebetændelser

medførte fortsat ringere lungefunktion.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger på grund af stive

muskler som følge af ansøgers lidelse ikke var i stand til at hoste sekret op

fra bronkier og lunger. Sådant stagnerende sekret medførte lungebetændelse.

Den omhandlede lungefysioterapi bestod i at hjælpe ansøger med

at hoste sekret op og på denne måde vedligeholde ansøgers fysiske

funktionsniveau.

Nævnet fandt således, at den ansøgte lungefysioterapi måtte

anses for omfattet af bestemmelsen i servicelovens § 73 a, stk. 2 om

hjælp

til vedligeholdelse af fysiske færdigheder.

Nævnet fandt endvidere, at de foreliggende oplysninger om

ansøgers helbredstilstand godtgjorde, at ansøger havde behov for en sådan

individuel træningsindsats.

I en anden sag var ansøger ramt af en hjerneblødning dybt inde i

hjernestammen, hvorved hun var blevet tetraplegiker med udpræget spasticitet

i

ekstremiteterne.

Hun var ved intensiv genoptræning, både i tilknytning til

sygdommen og efterfølgende ved bl.a. jævnlige (årlige) intensive trænings- og

vedligeholdelsesbehandlinger på et fysiurgisk hospital af 4-7 ugers varighed

(bevilget af amtet) fået et funktionsmæssigt løft, både fysisk og psykisk.

Ansøger havde nu kun lidt ståfunktion tilbage.

Amtet havde besluttet at indstille bevillingen af de jævnlige

(årlige) ophold og henviste til kommunens primærkommunale forpligtelse til

vedligeholdelse af fysiske færdigheder.

Kommunen fastholdt, at der vedrørende vedligeholdelsestræning

var mulighed for at tilbyde 2 gange 3/4 time ugentlig vedligeholdelsestræning

ved en fysioterapeut for en periode på op til 3 måneder med mulighed for

forlængelse, hvis det var afgørende for træningens mål.

Det var endvidere muligt, at kombinere fysioterapeutens træning

med træning udført af hjemmeplejen efter vejledning af en terapeut.

En sådan træning skulle overvejende foregå i eget hjem i

forbindelse med f.eks. påklædning/personlig hygiejne og skulle udføres både

sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt

Ansøgers egen læge havde anbefalet genoptagelse af

genoptræningstilbud på det fysiurgiske hospital, da kommunens tilbud simpelt

hen ikke var tilstrækkeligt i ansøgers situation, da man så ikke kunne undgå

et

løbende funktionstab.

Amtshospitalet havde i et planmødereferat anført, at det var

vigtigt for at imødegå et stadigt stigende plejebehov, at ansøger med jævne

mellemrum fik mulighed for intensiv træning, f. eks på fysiurgisk hospital og

i

det daglige god vedligeholdelsestræning hvor 3 gange ugentligt skønnedes

optimalt, dog mindst af 1 times varighed ad gangen. Endvidere anbefaledes

svømning og evt. rideterapi.

Ansøger rettede henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeren

om problemstillingen vedrørende amtets afvisning af tilbud om intensiv

træning

og de mangelfulde træningstilbud i kommunalt regi.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet svarede, at efter sygehusets

forpligtelse til ved udskrivning at udarbejde en genoptræningsplan, som

skulle

føres ud i livet af sygehuset/amtet, var det herefter en kommunal opgave

efter

den sociale lovgivning at give tilbud om vedligeholdelsestræning.

Der kunne være tale om en vis gråzone mellem det amtskommunale

og primærkommunale ansvarsområde, hvor det var vigtigt, at amter og kommuner

samarbejdede om opgaveløsningen.

Sygesikringens forhandlingsudvalg anførte bl.a., at vederlagsfri

fysioterapi hos privatpraktiserende fysioterapeut ikke kunne ydes samtidig

med

samme form for individuel behandling eller holdtræning i kommunalt regi.

Nævnet hjemviste sagen til ny behandling og pålagde kommunen ved

udarbejdelse af en ny plan for ansøgers vedligeholdelsestræning, jf.

servicelovens § 73 a, stk. 2, at tilbyde ansøger fysioterapeutisk

behandling af min. 1 times varighed pr. gang, ligesom kommunen – evt. i

samarbejde med amtet – i planen efter § 73 a, stk. 2, skulle

indarbejde et

tilbud om et jævnligt, eksempelvis med 12-18 måneders interval, mere

intensivt

træningsophold med fagrelevante behandlere.

Endelig skulle kommunen fastlægge, i hvilket omfang træning af

færdigheder i eget hjem skulle tænkes ind i hjemmehjælpstilbudet.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at kommunen var enig med

ansøger i, at 2 gange 3/4 times ugentlig fysioterapi ikke var tilstrækkeligt

til at sikre vedligeholdelsen af funktionsniveauet, og at ansøger ville

profitere af intensiv træning, men at kommunens tilbud overvejende var udtryk

for det maksimale serviceniveau, som kommunen mente at skulle give vedrørende

kommunal genoptræning og vedligeholdelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke kunne

maksimere vedligeholdelsestræning til 2 gange ¾ time ugentligt ud fra et

vedtaget politisk serviceniveau, hvis en konkret, individuel vurdering –

støttet af faglige udtalelser – viste et større behov for

vedligeholdelsestræning.

Nævnet fandt, at et sådant politisk serviceniveau ikke ville være

i overensstemmelse med ordlyden af servicelovens § 73 a, stk. 2, jr.

§ 75,

stk. 3, 1. og 3. pkt., hvorefter tilbud efter § 73a gives efter en

konkret, individuel vurdering af træningsbehovet.

Tilbud efter § 73a, stk. 2 gives til personer, som har brug

for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde

fysiske

eller psykiske færdigheder.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at der i ingen af

sagerne var indgivet ansøgning i forlængelse af et sygehusophold.

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende afgørelser efter

servicelovens § 73 a. Sagerne ville formentligt være antaget til

principiel behandling såfremt de havde været indbragt for styrelsen.

Ankestyrelsen er interesseret i sager til antagelse til belysning

af forholdet mellem kommunens serviceniveau, lægelige udtalelser om den

optimale vedligeholdelsestræning, herunder den tidsmæssige udstrækning heraf

og

den konkrete individuelle vurdering af behovet. Endvidere til belysning af

forholdet mellem behandling og vedligeholdelsestræning.

Det fremgår af servicelovens § 74 a, at Socialministeren

fastsætter regler om kvalitetsstandarder, hvori kommunalbestyrelsen bl.a.

skal

redegøre nærmere for de beslutninger, der er truffet om indhold, omfang og

udførelse af hjælp efter §§ 71 og 73 a samt om opfølgning på disse

beslutninger.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning af 10. juni 2004 om

træning i amter og kommuner, at kvalitetsstandarder udover at være et

styringsredskab for kommunalbestyrelsen kan bruges af borgeren til at

orientere

sig om serviceniveauet i kommunen, hvorved borgeren kan få kendskab til

hvilken

form for hjælp til træning, de kan forvente fra kommunen.

Kvalitetsstandarder kan dermed medvirke til at sikre, at

kommunens borgere dels kender deres rettigheder og dels kan få kendskab til

de

politiske beslutninger, der ligger bag det vedtagne serviceniveau.

Ankestyrelsen kan til sammenligning tilføje, at vi på § 71

området har antaget en sag til afklaring af, om det forhold, at en ydelse

ikke

er omfattet af en kvalitetsstandard, betyder udeladelse af at foretage

individuel vurdering af hjælpen.

Servicelovens § 84 om merudgifter

En kommune havde afslået at yde hjælp til merudgifter efter

servicelovens § 84. Kommunen havde ved vurderingen lagt vægt på

oplysninger i en ressourceprofil, der var udarbejdet på baggrund af kommunens

behandling om sygedagpenge og pension.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og

afgørelse efter udarbejdelse af funktionsevnevurdering, jf.

Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling

ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af

handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.

Efter § 2 i ovennævnte bekendtgørelse skulle

bekendtgørelsen anvendes, når kommunen behandler sager om dækning af

nødvendige

merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Dog kan kommunen i sager, hvor kommunen umiddelbart vurderer, at

borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, beslutte ikke at anvende

bekendtgørelsen.

Dog skal bekendtgørelsen altid anvendes i de tilfælde, hvor

borgeren ønsker det.

Det fremgik ikke af kommunens afgørelse, at den havde vurderet,

at klagers funktionsnedsættelse havde været ubetydelig, og at der derfor ikke

skulle udarbejdes en funktionsevnevurdering.

Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde kunnet træffe

afgørelse på grundlag af den udarbejdede ressourceprofil.

Nævnet lagde herved vægt på:

at den udarbejdede

ressourceprofil alene havde vurderet klagers arbejdsevne i forhold til de

muligheder hun havde på arbejdsmarkedet d.v.s. i forhold til den del af den

daglige tilværelse, der vedrørte hendes deltagelse på arbejdsmarkedet,

at funktionsevnevurderingen

skulle foretages i forhold til de begrænsninger klager oplevede i sin daglige

tilværelse, hvilket ikke fremgik af den af kommunen udarbejdede

ressourceprofil.

Nævnet bemærkede, at de helbredsmæssige forhold, der har

betydning for vurdering af funktionsevnen, ikke nødvendigvis har betydning

for

vurderingen af arbejdsevne.

Hensigten med handicapkompenserende ydelser var netop at give

borgeren mulighed for på trods af den nedsatte funktionsevne at kunne deltage

på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i arbejdslivet.

Nævnet fandt derfor, at regelsættet om anvendelse af

funktionsevnemetoden var forskrifter om sagsbehandling, der havde karakter af

garantiforskrifter, der skulle sikre en rigtig afgørelse.

Der var derfor en formodning for, at manglende udarbejdelse af

en funktionsevnevurdering havde påvirket afgørelsens resultat, og at

afgørelsen

derfor måtte anses for ugyldig.

Under hensyn til baggrunden for indførelse af

funktionsevnemetoden var det nævnets opfattelse, at en afgørelse kun kunne

opretholdes som gyldig, hvor det var helt åbenbart, at udarbejdelse af

funktionsevnen var uden betydning for sagens behandling.

Efter det oplyste om bl.a., at ansøgers læge i generel

helbredsattest havde anbefalet livsvarige behandlinger af ansøger i form af

massage og lignende, og under henvisning til, at klager ikke selv kunne gøre

rent, burde kommunen have udarbejdet en funktionsevnevurdering.

Kommunens afgørelse var derfor ugyldig, og kommunen skulle

derfor træffe en ny afgørelse på grundlag af den udarbejdede

funktionsevnevurdering.

Nævnet gjorde samtidig opmærksom på, at selvom kommunen blev

pålagt at udarbejde en funktionsevnevurdering, var dette ikke ensbetydende

med,

at klager ville kunne få dækket sine merudgifter efter servicelovens

§ 84.

Nævnet havde således ikke taget stilling til om klager var

omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, stk. 1, sammenholdt med

§ 1,

stk. 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 869 af 23. oktober 2002 om

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens

§ 84.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende betydningen af

manglende indhentelse af en funktionsevnevurdering i sager efter

servicelovens § 84

eller betydningen af, at de indhentede oplysninger må anses for

utilstrækkelige.

Vi er enige med nævnet i, at der ikke er en entydig sammenhæng

mellem vurderingen af funktionsevne og arbejdsevne.

Ankestyrelsen har på det foreliggende ikke bemærkninger til den

konkret afgjorte sag, hvor der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om

funktionsevnen ved den daglige livsførelse.

Servicelovens § 97 om hjælpemidler

Et nævn fandt at en ansøger var berettiget til hjælp til

beskyttelsesovertræk til dyne efter servicelovens § 97 og ændrede dermed

kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at beskyttelsesovertræk var et hjælpemiddel, som i

ansøgers tilfælde fandtes at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne

og

lette den daglige tilværelse.

Nævnet lagde vægt på omfanget af lidelsen, formålet med brug af

beskyttelsesovertræk samt på omfanget af behovet for det ansøgte.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunens bevilling af bleer

ikke kunne kompensere følgerne af ansøgers handicap, idet ansøgers dyne

skulle

vaskes 8-10 gange hver måned. Ansøgers handicap kunne således ikke afhjælpes

på

anden vis end ved brug af beskyttelsesovertræk.

Ved nævnets vurdering af sagen var indgået Ankestyrelsens

praksis på området, som den bl.a. er kommet til udtryk i SM O-8-98.

Imidlertid fandt nævnet efter en konkret vurdering af ansøgers

sag, at beskyttelsesovertræk i væsentlig grad kompenserede for

funktionsnedsættelsen og undgåelse af 8-10 gange dynevask pr. måned i

væsentlig

grad ville lette den daglige tilværelse for ansøger.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er udtryk for en konkret

vurdering, men ville have antaget sagen til principiel behandling såfremt den

var indbragt for Ankestyrelsen, til supplement af SM O-8-98, hvor

Ankestyrelsen

fandt, at der ikke kunne gives støtte til allergibetræk til dyne og hovedpude

til en mand med svær astma og husstøvmideallergi, idet betrækket ikke kunne

antages at afhjælpe hans lidelse i væsentlig grad.

Der blev lagt vægt på, at sengetøj kunne vaskes, og at man ved

hyppig vask ved 55 grader kunne forebygge og bekæmpe husstøvmider.

Servicelovens § 109 a, stk. 2 om særlige døråbnere

Et nævn afviste at træffe afgørelse om særlig døråbner.

Kommunen havde anmodet nævnet om godkendelse af anvendelse af

særlig døråbner mod en persons vilje, idet det ikke på anden måde kunne

afværges, at han udsatte sig selv eller andre for alvorlig fare.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at der søgtes om

godkendelse af en kodelås. Der forelå ikke oplysning om, hvorvidt personen

selv

var i stand til at betjene denne.

Nævnet fandt, at anvendelse af kodelås ikke kunne betragtes som

magtanvendelse i forhold til personen, hvis denne selv var i stand til at

betjene låsen.

Nævnet fandt således, at anvendelsen af kodelås i så fald ikke

ville være et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter

kapitel 21 i lov om social service, nr. 1109 af 12. december 2003.

Såfremt personen ikke selv var i stand til at betjene kodelåsen

fandt nævnet, at der var tale om magtanvendelse, men ikke en magtanvendelse,

der kunne godkendes i medfør af reglerne i servicelovens kapitel 21.

Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af § 3, stk. 2

i bekendtgørelse nr. 1109 af 12. december 2003 om magtanvendelse og andre

indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne efter kapitel 21 i lov om

social service, at de særlige døråbnere omfatter dobbelte dørgreb,

dobbelttryk

for døråbning og lign.

Foranstaltningen må alene virke forsinkende i forhold til den

pågældendes frie færden, så personalets opmærksomhed henledtes på, at den

pågældende gik ud.

Nævnet fandt, at kodelås ikke faldt ind under denne opregning.

Nævnet lagde herved vægt på, at kodelås var en egentlig

låsemekanisme, som ikke alene forsinkede, men forhindrede de personer, der

ikke

var bekendt med koden eller i øvrigt ikke kunne betjene denne i at forlade

bygningen. Der henvistes herved til Socialministeriet vejledning nr. 5 af 5.

januar 2004, punkt 58, hvoraf fremgik, at »der således ikke måtte anvendes

egentlige aflåsningssystemer«.

Nævnet havde således ikke fundet anledning til at tage stilling

til, om personen var omfattet af personkredsen i servicelovens kapitel 21 og

om

betingelserne for anvendelse af særlig døråbner i så fald måtte være

opfyldte.

Ankestyrelsens bemærkninger

Afgørelsen ses ikke at være klaget til Ankestyrelsen, som heller

ikke har praksis på området vedrørende anvendelse af særlige døråbnere.

Ankestyrelsen forstår nævnets afgørelse således, at nævnet

mener, at såvel den situation, hvor personen selv er i stand til at betjene

koden, som den situation, hvor personen ikke kan betjene koden, falder uden

for

magtanvendelsesreglerne, hvorfor nævnet ikke har kunnet behandle sagen.

Sidstnævnte situation fordi kodelåsen betragtes som et egentligt

aflåsningssystem og at dette falder uden for de døråbnere, der evt. vil kunne

godkendes, jf. Socialministeriets vejledning pkt. 58.

Ankestyrelsen finder imidlertid, at afgørelsen på det

foreliggende må anses for at være tvivlsom.

Ankestyrelsen finder, at nævnet bør kunne tage stilling til om

betingelserne for anvendelse af særlig døråbner er opfyldt, både i den

situation, hvor der er opsat en kodelås personen kan betjene og i den

situation, hvor der er opsat en kodelås, som personen ikke kan betjene.

Ankestyrelsen har ikke haft lejlighed til at tage stilling til,

hvor grænsen går for døråbnere og særlige døråbnere.

Ankestyrelsen finder således ikke at nævnet har kunnet afvise at

træffe afgørelse om særlig døråbner.

Boligstøttelovens § 42 a om reducering af

boligstøtten, hvis et eller flere husstandsmedlemmer er omfattet af § 25

b

i lov om aktiv socialpolitik

Et nævn tiltrådte en kommunes afgørelse om, at et ægtepar var

omfattet af reglerne om loftberegning jf. aktivlovens §§ 25 til 25 e, og

at der skulle ske nedsættelse af hjælpen.

Efter aktivlovens § 25 c, stk. 3 skulle nedsættelsen af

hjælpen først foretages fuldt ud i støtten efter aktivlovens § 34 og

herefter

i boligstøtten, hvilket var baggrunden for, at ansøgers boligstøtte var

reduceret.

Efter § 10 i bekendtgørelse om nedsættelse og

efterregulering af den samlede hjælp skal kommune orientere modtagere af

hjælp

efter aktivlovens § 25 samt modtagere af boligstøtte om, at de

pågældende

er omfattet af persongruppen for loftberegningen.

Orienteringen skal ske hurtigst muligt og senest en måned før

personen omfattes af hjælp efter § 25 b i aktivloven.

Ansøgerne havde den 23. december 2003 fået meddelelse om, at de

var omfattet af loftberegningen fra 1. januar 2004.

Nævnet fandt på denne baggrund, at ansøgernes hjælp først kunne

nedsættes pr. 1. februar 2004.

Nævnet var bekendt med Arbejdsdirektoratets skrivelse af 23.

februar 2004 til et andet Statsamt, hvori var anført, at det var

direktoratets

opfattelse, at en manglende orientering inden for fristen efter § 10

ikke

fik den virkning, at afgørelsen om nedsættelsen efter lov om aktiv

socialpolitik § 25 b var ugyldig.

Nævnet var således enig med Arbejdsdirektoratet i, at kommunens

afgørelse ikke var ugyldig, da reglen i bekendtgørelsens § 10 ikke var

en

garantiforskrift, som skulle sikre at en afgørelse fik det materielt rigtige

indhold.

Selv om manglende overholdelse af fristen ikke bevirkede

afgørelsens ugyldighed, fandt nævnet dog, at reglen forpligtede kommunen til

at

give borgeren en måneds frist og kommunens afgørelse fandt derfor først at

kunne få virkning fra 1. februar 2004.

Nævnet lagde herved vægt på, at borgeren ikke havde mulighed for

at indrette sig på en indtægtsnedgang med et varsel på mindre end en

måned.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har antaget en lignende sag til afklaring af om

bestemmelsen i § 10 i bekendtgørelsen om nedsættelse og efterregulering

af

den samlede hjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik er en

ordensforskrift og hvilken retsvirkning det får, hvis det ikke er tilfældet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter