Hjælp til håndcykel. Trænings-/behandlingsredskab. Administrativ praksis.Underretning af Folketinget
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Hjælp til håndcykel. Trænings-/behandlingsredskab.
Administrativ praksis.Underretning af Folketinget
Det fremgår af sagen at A’s søn,
B, er lam fra den øverste del af ryggen som følge af rygmarvsbrok og derfor
sidder i kørestol. Brugen af kørestol har medført at B ikke får motion nok og
derfor er blevet betydeligt overvægtig. På den baggrund anbefalede B’s
fysioterapeut at han fik en håndcykel til at spænde på sin kørestol, så han
ad
den vej kunne få motion. Fysioterapeuten mente også at der kunne være andre
positive virkninger af at B fik en håndcykel. Senere er der tilgået sagen
yderligere oplysninger om de gavnlige effekter af en håndcykel, herunder at
en
sådan kan være med til at hindre udviklingen af senskader for
kørestolsbrugere.
Det fremgår af sagens akter at en håndcykel i 2003 kostede ca. 24.000 kr.
Den 25. juli 2003
afslog Helsingør Kommune at
bevilge en håndcykel i medfør af § 28 i serviceloven. Af afgørelsen fremgår
bl.a.:
”Efter § 28 kan man få dækket
de nødvendige merudgifter, når man forsørger et barn i hjemmet som har
betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende
kronisk eller langvarig lidelse.
Begrundelse for afslaget er
at ergoterapeuten har vurderet det ansøgte som et træningsredskab og det kan
derfor ikke bevilges som merudgift [i] henhold til §
28.”
A klagede over denne
afgørelse, og
Læs alt
den 12.
december 2003
stadfæstede Det Sociale Nævn for Frederiksborg Amt
Helsingør Kommunes afgørelse. Af det sociale nævns afgørelse fremgår bl.a.:
”Nævnet finder, at udgifter
til en hånddreven cykel ikke kan anses for nødvendige merudgifter ved
forsørgelsen af en handicappet barn, jf. lov om social service § 28.
Nævnet har herved lagt vægt
på, at der i det væsentlige er tale om et træningsredskab/behandlingsredskab,
og at der efter fast praksis ikke kan ydes hjælp hertil efter servicelovens §
28.
Nævnet finder endvidere, at
Deres søn er i stand til at bevæge sig rundt på egen hånd ved hjælp af den
manuelle kørestol og den 3-hjulede el-scooter.”
A klagede over denne
afgørelse, men
den 21.
januar 2004
afviste Ankestyrelsen at behandle sagen da den ikke
havde principiel eller generel betydning.
A klagede til mig ved brev af
2. februar 2004,
og
den 20. februar 2004
bad jeg Ankestyrelsen om en udtalelse i sagen. Jeg bad særligt Ankestyrelsen
redegøre for hvorfor der ikke kan ydes hjælp til trænings- eller
behandlingsredskaber efter den sociale lovgivning.
Ankestyrelsen svarede ved
brev af
11. juni 2004,
der var vedlagt Det Sociale Nævn for Frederiksborg Amts udtalelse af
1. april 2004
og Helsingør
Kommunes udtalelse af
29.
marts 2004. Af Ankestyrelsens udtalelse fremgår bl.a.:
”Som en følge af princippet
om sektoransvarlighed ydes der ikke hjælp efter den sociale lovgivning,
herunder servicelovens § 28 om merudgiftsydelse og §§ 97 og 98 om
hjælpemidler/forbrugsgoder
til behandlingsudgifter og -redskaber, jf. pkt. 85-86 i Socialministeriets
vejledning nr. 43 af
5.
marts 1998
om sociale tilbud til børn og unge med handicap og pkt.
52 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af
5. marts 1998
om støtte til hjælpemidler, biler,
boligindretning m.v.
Ankestyrelsen har i en række
tilfælde forholdt sig til spørgsmålet om afgrænsningen af hjælp efter
servicelovens § 28 og §§ 97 og 98 overfor behandlingsudgifter og -redskaber
og
udgifter/redskaber i forbindelse med træning. Ankestyrelsen har herved taget
udgangspunkt i formålet med hjælp efter servicelovens §§ 28 og 97-98
sammenholdt
med de principper, som følger af Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af
20. februar 1975
om
afgrænsningen mellem behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af
sygehusvæsenet.
På denne baggrund er det
sammenfattende Ankestyrelsens opfattelse, at hvis en genstand/udgift ud fra
en
vurdering af formålet, brug m.v. hovedsagligt tager sigte på at
forbedre/træne
brugerens funktionsevne, og ikke så meget på at kompensere for
funktionsnedsættelsen, er der tale om en genstand/udgift, hvortil der ikke
kan
ydes hjælp efter servicelovens §§ 28 eller 97-98. Der skal i hver sag
foretages
en konkret og individuel vurdering, og en genstand/udgift kan derfor godt
dækkes efter serviceloven i en situation, men falde udenfor i en anden.”
Jeg bad efterfølgende ved
brev af
7. juli 2004
Socialministeriet om en udtalelse i sagen. Socialministeriet svarede ved brev
af
31. august 2004,
og af Socialministeriets udtalelse fremgår bl.a.:
”Socialministeriet kan
tilslutte sig Ankestyrelsens udtalelse af
11. juni 2004, som på det generelle plan siger,
at der som en følge af princippet om sektoransvarlighed ikke ydes hjælp efter
den sociale lovgivning til behandlingsudgifter og behandlingsredskaber.
Økonomisk støtte må i givet fald ydes efter lovgivningen inden for
sundhedsområdet.
Ministeriet kan ligeledes
tilslutte sig Ankestyrelsens udtalelse i forbindelse med den konkrete sag om,
at afgørelsen beror på en konkret individuel vurdering af, om en hånddreven
cykel kan anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, eller der i det
væsentlige er tale om et trænings-/behandlingsredskab, hvortil der ikke kan
ydes hjælp efter den sociale lovgivning.
Ministeriet har ikke grundlag
for at udtale sig om, hvorvidt udgiften til et konkret træningsredskab kan
dækkes af sygehusvæsenet eller efter andre sektorers lovgivning.
Det er desuden ministeriets
opfattelse, at det må være et politisk spørgsmål, om udgifterne til sådanne
redskaber skal afholdes af forældrene selv.”
Herefter bad jeg ved brev af
10. september 2004
Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en udtalelse. Indenrigs- og
Sundhedsministeriet svarede
den
8. december 2004, og af svaret fremgår bl.a.:
”Indenrigs- og
Sundhedsministeriet kan oplyse, at behandlingsredskaber, hvortil udgiften
afholdes af sundhedsvæsenet, anses som apparatur og hjælpemidler, som
patienten
forsynes med som led i eller som fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte
behandling med det formål at tilvejebringe yderligere forbedring af det ved
sygehuset opnåede resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat.
Det kan konkret dreje sig om
hjælpemidler og apparatur, som 1) ordineres som led i behandling på sygehus,
og
som anvendes under kontrol af sygehuset indtil tilstanden er stationær eller
som 2) indopereres under indlæggelse på sygehus. Hertil kommer apparatur, som
ordineres af sygehuset under indlæggelse og anskaffes til mere eller mindre
permanent brug i hjemmet efter udskrivelsen, men hvor patienten har fået
undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af dette.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
kan videre oplyse, at afgrænsningen af hvorvidt et træningsredskab kan
sidestilles med et behandlingsredskab afhænger af den sammenhæng, hvori
træningsredskabet er lægefagligt ordineret. Hvis træningsredskabet er
lægefagligt ordineret som led i et behandlingsforløb på et sygehus og
opfylder
de øvrige ovenfor nævnte betingelser skal udgiften således afholdes af
sundhedsvæsenet.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet kan endelig oplyse, at der, såfremt anskaffelse af nævnte
håndcykel ikke indgår som led i et aktuelt behandlingsforløb i sygehusregi,
ikke er mulighed for at yde støtte indenfor ministeriets ressort.”
På baggrund af udtalelserne
fra Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt ordlyden af
Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af
20. februar 1975
om afgrænsningen mellem behandlingsredskaber
hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, bad jeg ved brev af
20. december 2004
Ankestyrelsen om at oplyse om dette gav Ankestyrelsen anledning til en ændret
stilling til sagen eller til i øvrigt at fremkomme med yderligere
bemærkninger.
Ankestyrelsen svarede ved brev af
3. marts 2005
at dette ikke gav anledning til en ændret
stilling til sagen. Af svaret fremgår bl.a.:
”Der vil på trods af
formuleringen i indledningen til cirkulære nr. 21 af
20. februar 1975
efter Ankestyrelsens
vurdering kunne forekomme situationer, hvor en given genstand hverken kan
ydes
efter sundheds- eller sociallovgivningen. Det er således Ankestyrelsens
opfattelse, at hjælp efter en given lovgivning kan ydes, hvis de af lovgiver
fastsatte betingelser i denne lovgivning er opfyldt.
I relation til cirkulære nr.
21. af
20. februar 1975
skal bemærkes, at dette cirkulære efter Ankestyrelsens opfattelse findes at
indeholde retningslinjer/principper for afgrænsningen af
behandlingsredskaber,
hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. Det vurderes således, at
cirkulæret ikke kan danne grundlag for en retstilstand, hvorefter en given
genstand enten skal ydes efter sundheds- eller efter sociallovgivningen.
Cirkulæret må betragtes som et supplement til de to lovgivninger i forhold
til
afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af
sygehusvæsenet, og hjælp efter en af de to lovgivninger findes derfor fortsat
at kræve, at de opstillede betingelser herfor er opfyldt.”
Ombudsmandens udtalelse
”Deres sag indeholder 2 spørgsmål. For det første om det var korrekt når
myndighederne i det væsentligste anså en håndcykel til Deres søn som et
trænings- eller behandlingsredskab. For det andet om myndighedernes
fortolkning af serviceloven, hvorefter der ikke kan ydes støtte til trænings-
eller behandlingsredskaber, er korrekt.
Jeg ser først på spørgsmålet om hvorvidt en håndcykel til Deres søn i det
væsentligste skal anses som et hjælpemiddel eller som et trænings- eller
behandlingsredskab. De har senest i Deres brev til mig af
20. juni 2004
redegjort for at De mener at en håndcykel i dette tilfælde skal betragtes som
et hjælpemiddel, og at De derfor er berettiget til støtte til dækning af
merudgiften ved anskaffelse af håndcyklen efter § 28 i serviceloven.
Afgørelsen i sagen er som anført truffet af Det Sociale Nævn for
Frederiksborg Amt og Helsingør Kommune.
Myndighederne bygger i vidt
omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af om en genstand eller
udgift konkret afhjælper følger af en funktionsnedsættelse eller har et mere
trænings- eller behandlingsmæssigt sigte. Som ombudsmand har jeg ikke særlige
forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en
anden og bedre måde end det sociale nævn og Helsingør Kommune der beskæftiger
sig med dette sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst
eller
afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af
sagen
har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig
mere i denne del af sagen.
Vedrørende spørgsmålet om
støtte til trænings- og behandlingsredskaber har jeg forstået at
myndighederne
på henholdsvis det sundhedsmæssige og det sociale område opfatter
retstilstanden således at udgifter til genstande der har et trænings- eller
behandlingsmæssigt sigte, og som ordineres i forbindelse med behandling på et
sygehus, afholdes af sundhedsvæsenet. Udgifter til genstande der skal
kompensere en person for en funktionsnedsættelse (hjælpemidler), afholdes af
de
sociale myndigheder. Hvis en genstand hovedsagelig har et trænings- eller
behandlingsmæssigt sigte, kan udgiften hertil ikke afholdes af de sociale
myndigheder – og heller ikke af sundhedsvæsenet hvis genstanden ikke er
lægefagligt ordineret i forbindelse med behandling på et sygehus. Den samme
genstand
kan i visse situationer efter en konkret individuel vurdering betragtes som
et
hjælpemiddel der kan ydes støtte til af de sociale myndigheder, og i andre
tilfælde betragtes som et trænings- eller behandlingsredskab. Dette fremgår
også af SM C-7-01. Jeg har lagt til grund at en håndcykel således både kan
være
et hjælpemiddel og et trænings- eller behandlingsredskab.
Om støtte til merudgifter ved
forsørgelse af handicappede børn i hjemmet fremgår følgende af § 28 i
serviceloven:
’§ 28. Kommunen yder dækning
af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år
med
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
indgribende
kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er
en
følge af den nedsatte funktionsevne.
Stk. 5. Socialministeren kan
fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og
betingelserne herfor.’
Om dækningsområdet fremgår
følgende af §§ 1, 3 og 5 i bekendtgørelse nr. 146 af
6. marts 2003
om tilskud efter
servicelovens § 28 og § 29 til pasning af børn med handicap eller langvarig
sygdom:
’§ 1. Til forsørgelse i
hjemmet af børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk
eller
psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser
yder
kommunen dækning af de nødvendige merudgifter.
§ 3. Der ydes alene hjælp til
dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske
eller psykiske funktionsevne eller den kroniske eller langvarige lidelse hos
barnet eller den unge.
§ 5.
Stk. 2. Udgifterne til
særlige diætpræparater til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri
(Føllings sygdom) og Alcaptonori afholdes af staten (John F. Kennedy
Instituttet) og gives uafhængig af det fastsatte minimumsbeløb i lovens § 28,
stk.
3.’
Det fremgår således hverken
af § 28 i serviceloven eller af den dertil hørende bekendtgørelse at der ikke
ydes støtte til trænings- eller behandlingsredskaber efter denne bestemmelse.
Endvidere har § 28 i serviceloven en anden formulering og dermed et bredere
anvendelsesområde end §§ 97 og 98 i serviceloven der udtrykkeligt efter
lovbestemmelsen omhandler støtte til hjælpemidler til personer med varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Tilsvarende gjorde sig gældende i
den tidligere lov om social bistands §§ 48 og 58 som servicelovens
bestemmelser
på disse punkter er en videreførelse af. Af bemærkninger til det der blev §
28
i serviceloven, fremgår følgende vedrørende dækningsområdet:
’
De merudgifter, der foreslås
dækket efter bestemmelsen, svarer til de merudgifter ved forsørgelsen, som
der
i dag ydes hjælp til efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.
’
I Socialministeriets
vejledning nr. 43 af
5.
marts 1998
er der om afgrænsningen af § 28 i forhold til andre
bestemmelser bl.a. anført:
’8.10. Afgrænsning overfor
andre bestemmelser
Behandling
85. Der gives ikke støtte til
behandling. Sansemotorisk træning regnes i denne sammenhæng for behandling.
Hjælp til lægebehandling af
børn og unge med nedsat funktionsevne/lidelse forudsættes afholdt efter lov
om
offentlig sygesikring. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til
særlig
tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 82
i
lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Udgiften
til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter § 28, jf.
pkt.
53.
Behandlingsredskaber
86. Udgifter til
behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle m.v., afholdes af
sygehusvæsenet.
Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler er behandlet
i
Indenrigsministeriets cirkulære af
20. februar 1975.’
En bestemmelse der
indholdsmæssigt svarer til ovennævnte vejlednings pkt. 86, findes i
Socialministeriets
vejledning nr. 52 af
5.
marts 1998
om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.
Af Indenrigsministeriets
cirkulære nr. 21 af
20.
februar 1975, der omtales i Ankestyrelsens udtalelse af
11. juni 2004
og
Socialministeriets vejledning nr. 43 af
5. marts 1998, fremgår bl.a.:
’Gennem nogen tid har der
været ført forhandlinger mellem indenrigsministeriet, socialministeriet,
socialstyrelsen, sundhedsstyrelsen og de kommunale organisationer m.fl. med
henblik på at tilvejebringe en ordning, hvorefter udgifterne til særligt
behandlingsapparatur, som hidtil i reglen er blevet afholdt i henhold til den
sociale lovgivning, fremtidig i alle tilfælde afholdes som sygehusudgift. ( )
På denne baggrund har man tilvejebragt en afgrænsning af begrebet
behandlingsredskaber, som sygehusvæsenet selv afholder udgifterne til, over
for
de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte i medfør af [dagældende social
lovgivning; min bemærkning].
Der er herefter mellem de
pågældende styrelser og organisationer m.v. opnået enighed om at betragte det
nedenfor under pkt. A nævnte apparatur som behandlingsredskaber, hvortil
vedkommende amtskommunale, statslige eller private sygehus fra
1. APRIL 1975
afholder
udgifterne og fører kontrol med apparaturets anvendelse og eventuelle
tilbagelevering.
A. Som BEHANDLINGSREDSKABER
anses apparatur og hjælpemidler, som patienter forsynes med som led i eller
som
fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte behandling med det formål enten
at
tilvejebringe yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede
resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat .’
Ankestyrelsens bemærkning om
at formuleringen af Indenrigsministeriets cirkulære ikke i sig selv kan danne
grundlag for en retstilstand hvorefter støtte til en given genstand enten
skal
ydes efter sundheds- eller efter sociallovgivningen, kan ikke give mig
anledning til kritik.
Imidlertid må jeg forstå
cirkulæret således at der er tale om fordeling af udgifter der i reglen var
blevet afholdt af de sociale myndigheder. Der er efter min opfattelse ikke
holdepunkter i formuleringen af cirkulæret for at antage at aftalen om
udgiftsfordeling skulle medføre et mindre dækningsområde end hidtil. Der er
efter min opfattelse heller ikke holdepunkter for at antage at den hidtidige
praksis der beskrives i cirkulæret, er den samme som den der følges i dag.
Denne opfattelse forekommer at stemme overens med formuleringen af pkt. 86 i
Socialministeriets vejledning der er citeret ovenfor. Det synes heraf at
fremgå
at udgifter til behandlingsredskaber der afholdes af sundhedsvæsenet, står i
modsætning til udgifter til hjælpemidler der afholdes af de sociale
myndigheder.
Jeg mener endvidere ikke at
begrebet ’hjælpemidler’ efter en naturlig sproglig forståelse står
i modsætning
til trænings- eller behandlingsredskaber. Dette skal ses i sammenhæng med at
bestemmelserne i §§ 28, 97 og 98 i serviceloven er udtryk for det såkaldte
kompensationsprincip. Kompensationsprincippet er nærmere omtalt i det af
Socialministeriet nedsatte udvalg om hjælpemidler og andre
handicapkompenserende ydelsers 2. og afsluttende rapport (1996), s. 55 ff.
Her
anføres bl.a. følgende:
’6.3.
Kompensationsprincippet.
Afgørende for udmøntningen af
solidaritetsprincippet i forhold til ydelsessystemet på handicapområdet har
været udviklingen af princippet om kompensation for handicap. Efter dette
princip skal personer med handicap i videst muligt omfang kompenseres for
følgerne af deres handicap/funktionsnedsættelse, og herigennem så vidt muligt
stilles lige med andre borgere.
Kompensationsprincippet tager
således udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske
til
menneske og fra handicap til handicap.
En del handicapkompensation
sker ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for handicappede og en anden
del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker
med handicap.
Udgangspunktet i alle
bestemmelser i bistandsloven, som tager sigte på at yde kompensation for
følgerne af handicap er, at der skal ske kompensation for væsentlige
merudgifter ved forsørgelsen, som personer med handicap har som følge af
handicappet.
Der lægges herved på den ene
side vægt på, at den handicappede skal afholde den del af udgifterne, som
svarer til de udgifter den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke
havde foreligget en funktionsnedsættelse, dvs. udgifter på linie med hvad
alle
andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække
merudgifter, der er en følge af handicappet.
En sådan regel er direkte
formuleret i § 48 [der er videreført i § 28 i serviceloven; min bemærkning],
men ligger også til grund for §§ 43, 58 [der er videreført i § 97 i
serviceloven; min bemærkning] og 59.
Udvalget har lagt
kompensationsprincippet til grund for drøftelserne af regelsættet og er af
den
opfattelse, at kompensationsprincippet fortsat bør være udgangspunktet ved
revision af regelsættet.’
En lignende beskrivelse af
kompensationsprincippet findes i Socialministeriets ovennævnte vejledninger
henholdsvis s.
13 f
og s.
15 f.
Uanset dette har jeg ikke
ment at der er tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes
praksis
på området. Dette skyldes for det første at cirkulæret – som også anført
af
Ankestyrelsen – ikke har tilstræbt at beskrive hvilken støtte borgere
har
kunnet få i forskellige situationer, men derimod hvordan udgifterne til den
støtte som borgerne skulle have, skulle fordeles mellem de sociale
myndigheder
og sundhedsvæsenet. Tilsvarende gælder for vejledningen.
For det andet er den nuværende
praksis dannet hos de administrative myndigheder og særligt hos Ankestyrelsen
hvor man har fortolket serviceloven således at der ikke kan ydes støtte til
udgifter eller genstande der hovedsagelig har et trænings- eller
behandlingsmæssigt sigte. Der er tale om en fast og langvarig praksis. Jeg
kan
således henvise til SM O-86-86, SM O-35-91, SM C-106-94, SM O-78-96, SM
C-7-01
og SM C-17-02. Da der ikke i lovens ordlyd eller forarbejder er noget til
hinder
for denne praksis, har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for på nuværende
tidspunkt at lægge en anden fortolkning af loven til grund.
Særligt vedrørende det
forhold at servicelovens § 28 har et bredere anvendelsesområde end lovens §§
97
og 98, er det min opfattelse at afgrænsningen i forhold til trænings- og
behandlingsredskaber også her er udtryk for en fast og relativt langvarig
praksis. Jeg kan således f.eks. henvise til SM O-78-96 (om bistandslovens §
48)
og SM C-17-02 (bl.a. om servicelovens § 28).
Den gældende praksis – som
jeg altså ikke kan kritisere – synes hverken at fremgå klart af lovens
ordlyd
eller forarbejder. Problemstillingen omkring genstande/udgifter med et
trænings- eller behandlingsmæssigt sigte der ikke afholdes i forbindelse med
behandling på et sygehus, ses endvidere ikke at være beskrevet i de
foreliggende administrative forskrifter eller at følge af en naturlig
sproglig
forståelse af de begreber der anvendes på området. Det fremgår således ikke
at
det fra Folketingets side har været tilsigtet at der ikke skulle være
mulighed
for støtte overhovedet i situationer hvor en udgift har et trænings- eller
behandlingsmæssigt sigte, men hvor udgiften afholdes uafhængigt af behandling
på sygehus.
På den baggrund har jeg i
medfør af § 12 i ombudsmandsloven besluttet at orientere Folketingets
Retsudvalg,
Socialudvalg og Sundhedsudvalg samt socialministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren
om sagen.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. SKM-databasen · 9. december 2021
- Ankestyrelsens principafgørelse C-30-06 om hjælpemiddel - behandlingsredskab - elektrisk fodcykel - afgrænsning Retsinformation · 11. juli 2013
- SKAT ikke havde anset klageren for momsfritaget ved salg af tid til særlige træningsmaskiner Landsskatteretten · 6. november 2009
- SKAT har afslået ansøgning om fritagelse for registreringsafgift for busser, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a Landsskatteretten · 30. marts 2016
- Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag til boligændring. Bistandslovens § 59. Retsinformation · 12. januar 2002
- Om institutionen kan anses som en "lignende institution" i relation til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 6a, og dermed er berettiget til… Landsskatteretten · 7. oktober 2008