Spring til indhold

Retsinformation

Hjælp til håndcykel. Trænings-/behandlingsredskab. Administrativ praksis.Underretning af Folketinget

FOU nr 2005.427UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Hjælp til håndcykel. Trænings-/behandlingsredskab.

Administrativ praksis.Underretning af Folketinget

Det fremgår af sagen at A’s søn,

B, er lam fra den øverste del af ryggen som følge af rygmarvsbrok og derfor

sidder i kørestol. Brugen af kørestol har medført at B ikke får motion nok og

derfor er blevet betydeligt overvægtig. På den baggrund anbefalede B’s

fysioterapeut at han fik en håndcykel til at spænde på sin kørestol, så han

ad

den vej kunne få motion. Fysioterapeuten mente også at der kunne være andre

positive virkninger af at B fik en håndcykel. Senere er der tilgået sagen

yderligere oplysninger om de gavnlige effekter af en håndcykel, herunder at

en

sådan kan være med til at hindre udviklingen af senskader for

kørestolsbrugere.

Det fremgår af sagens akter at en håndcykel i 2003 kostede ca. 24.000 kr.

Den 25. juli 2003

afslog Helsingør Kommune at

bevilge en håndcykel i medfør af § 28 i serviceloven. Af afgørelsen fremgår

bl.a.:

”Efter § 28 kan man få dækket

de nødvendige merudgifter, når man forsørger et barn i hjemmet som har

betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

indgribende

kronisk eller langvarig lidelse.

Begrundelse for afslaget er

at ergoterapeuten har vurderet det ansøgte som et træningsredskab og det kan

derfor ikke bevilges som merudgift [i] henhold til §

28.”

A klagede over denne

afgørelse, og

Læs alt

den 12.

december 2003

stadfæstede Det Sociale Nævn for Frederiksborg Amt

Helsingør Kommunes afgørelse. Af det sociale nævns afgørelse fremgår bl.a.:

”Nævnet finder, at udgifter

til en hånddreven cykel ikke kan anses for nødvendige merudgifter ved

forsørgelsen af en handicappet barn, jf. lov om social service § 28.

Nævnet har herved lagt vægt

på, at der i det væsentlige er tale om et træningsredskab/behandlingsredskab,

og at der efter fast praksis ikke kan ydes hjælp hertil efter servicelovens §

28.

Nævnet finder endvidere, at

Deres søn er i stand til at bevæge sig rundt på egen hånd ved hjælp af den

manuelle kørestol og den 3-hjulede el-scooter.”

A klagede over denne

afgørelse, men

den 21.

januar 2004

afviste Ankestyrelsen at behandle sagen da den ikke

havde principiel eller generel betydning.

A klagede til mig ved brev af

2. februar 2004,

og

den 20. februar 2004

bad jeg Ankestyrelsen om en udtalelse i sagen. Jeg bad særligt Ankestyrelsen

redegøre for hvorfor der ikke kan ydes hjælp til trænings- eller

behandlingsredskaber efter den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen svarede ved

brev af

11. juni 2004,

der var vedlagt Det Sociale Nævn for Frederiksborg Amts udtalelse af

1. april 2004

og Helsingør

Kommunes udtalelse af

29.

marts 2004. Af Ankestyrelsens udtalelse fremgår bl.a.:

”Som en følge af princippet

om sektoransvarlighed ydes der ikke hjælp efter den sociale lovgivning,

herunder servicelovens § 28 om merudgiftsydelse og §§ 97 og 98 om

hjælpemidler/forbrugsgoder

til behandlingsudgifter og -redskaber, jf. pkt. 85-86 i Socialministeriets

vejledning nr. 43 af

5.

marts 1998

om sociale tilbud til børn og unge med handicap og pkt.

52 i Socialministeriets vejledning nr. 52 af

5. marts 1998

om støtte til hjælpemidler, biler,

boligindretning m.v.

Ankestyrelsen har i en række

tilfælde forholdt sig til spørgsmålet om afgrænsningen af hjælp efter

servicelovens § 28 og §§ 97 og 98 overfor behandlingsudgifter og -redskaber

og

udgifter/redskaber i forbindelse med træning. Ankestyrelsen har herved taget

udgangspunkt i formålet med hjælp efter servicelovens §§ 28 og 97-98

sammenholdt

med de principper, som følger af Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af

20. februar 1975

om

afgrænsningen mellem behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af

sygehusvæsenet.

På denne baggrund er det

sammenfattende Ankestyrelsens opfattelse, at hvis en genstand/udgift ud fra

en

vurdering af formålet, brug m.v. hovedsagligt tager sigte på at

forbedre/træne

brugerens funktionsevne, og ikke så meget på at kompensere for

funktionsnedsættelsen, er der tale om en genstand/udgift, hvortil der ikke

kan

ydes hjælp efter servicelovens §§ 28 eller 97-98. Der skal i hver sag

foretages

en konkret og individuel vurdering, og en genstand/udgift kan derfor godt

dækkes efter serviceloven i en situation, men falde udenfor i en anden.”

Jeg bad efterfølgende ved

brev af

7. juli 2004

Socialministeriet om en udtalelse i sagen. Socialministeriet svarede ved brev

af

31. august 2004,

og af Socialministeriets udtalelse fremgår bl.a.:

”Socialministeriet kan

tilslutte sig Ankestyrelsens udtalelse af

11. juni 2004, som på det generelle plan siger,

at der som en følge af princippet om sektoransvarlighed ikke ydes hjælp efter

den sociale lovgivning til behandlingsudgifter og behandlingsredskaber.

Økonomisk støtte må i givet fald ydes efter lovgivningen inden for

sundhedsområdet.

Ministeriet kan ligeledes

tilslutte sig Ankestyrelsens udtalelse i forbindelse med den konkrete sag om,

at afgørelsen beror på en konkret individuel vurdering af, om en hånddreven

cykel kan anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen, eller der i det

væsentlige er tale om et trænings-/behandlingsredskab, hvortil der ikke kan

ydes hjælp efter den sociale lovgivning.

Ministeriet har ikke grundlag

for at udtale sig om, hvorvidt udgiften til et konkret træningsredskab kan

dækkes af sygehusvæsenet eller efter andre sektorers lovgivning.

Det er desuden ministeriets

opfattelse, at det må være et politisk spørgsmål, om udgifterne til sådanne

redskaber skal afholdes af forældrene selv.”

Herefter bad jeg ved brev af

10. september 2004

Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en udtalelse. Indenrigs- og

Sundhedsministeriet svarede

den

8. december 2004, og af svaret fremgår bl.a.:

”Indenrigs- og

Sundhedsministeriet kan oplyse, at behandlingsredskaber, hvortil udgiften

afholdes af sundhedsvæsenet, anses som apparatur og hjælpemidler, som

patienten

forsynes med som led i eller som fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte

behandling med det formål at tilvejebringe yderligere forbedring af det ved

sygehuset opnåede resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat.

Det kan konkret dreje sig om

hjælpemidler og apparatur, som 1) ordineres som led i behandling på sygehus,

og

som anvendes under kontrol af sygehuset indtil tilstanden er stationær eller

som 2) indopereres under indlæggelse på sygehus. Hertil kommer apparatur, som

ordineres af sygehuset under indlæggelse og anskaffes til mere eller mindre

permanent brug i hjemmet efter udskrivelsen, men hvor patienten har fået

undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol af dette.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

kan videre oplyse, at afgrænsningen af hvorvidt et træningsredskab kan

sidestilles med et behandlingsredskab afhænger af den sammenhæng, hvori

træningsredskabet er lægefagligt ordineret. Hvis træningsredskabet er

lægefagligt ordineret som led i et behandlingsforløb på et sygehus og

opfylder

de øvrige ovenfor nævnte betingelser skal udgiften således afholdes af

sundhedsvæsenet.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet kan endelig oplyse, at der, såfremt anskaffelse af nævnte

håndcykel ikke indgår som led i et aktuelt behandlingsforløb i sygehusregi,

ikke er mulighed for at yde støtte indenfor ministeriets ressort.”

På baggrund af udtalelserne

fra Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt ordlyden af

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af

20. februar 1975

om afgrænsningen mellem behandlingsredskaber

hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, bad jeg ved brev af

20. december 2004

Ankestyrelsen om at oplyse om dette gav Ankestyrelsen anledning til en ændret

stilling til sagen eller til i øvrigt at fremkomme med yderligere

bemærkninger.

Ankestyrelsen svarede ved brev af

3. marts 2005

at dette ikke gav anledning til en ændret

stilling til sagen. Af svaret fremgår bl.a.:

”Der vil på trods af

formuleringen i indledningen til cirkulære nr. 21 af

20. februar 1975

efter Ankestyrelsens

vurdering kunne forekomme situationer, hvor en given genstand hverken kan

ydes

efter sundheds- eller sociallovgivningen. Det er således Ankestyrelsens

opfattelse, at hjælp efter en given lovgivning kan ydes, hvis de af lovgiver

fastsatte betingelser i denne lovgivning er opfyldt.

I relation til cirkulære nr.

21. af

20. februar 1975

skal bemærkes, at dette cirkulære efter Ankestyrelsens opfattelse findes at

indeholde retningslinjer/principper for afgrænsningen af

behandlingsredskaber,

hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. Det vurderes således, at

cirkulæret ikke kan danne grundlag for en retstilstand, hvorefter en given

genstand enten skal ydes efter sundheds- eller efter sociallovgivningen.

Cirkulæret må betragtes som et supplement til de to lovgivninger i forhold

til

afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af

sygehusvæsenet, og hjælp efter en af de to lovgivninger findes derfor fortsat

at kræve, at de opstillede betingelser herfor er opfyldt.”

Ombudsmandens udtalelse

”Deres sag indeholder 2 spørgsmål. For det første om det var korrekt når

myndighederne i det væsentligste anså en håndcykel til Deres søn som et

trænings- eller behandlingsredskab. For det andet om myndighedernes

fortolkning af serviceloven, hvorefter der ikke kan ydes støtte til trænings-

eller behandlingsredskaber, er korrekt.

Jeg ser først på spørgsmålet om hvorvidt en håndcykel til Deres søn i det

væsentligste skal anses som et hjælpemiddel eller som et trænings- eller

behandlingsredskab. De har senest i Deres brev til mig af

20. juni 2004

redegjort for at De mener at en håndcykel i dette tilfælde skal betragtes som

et hjælpemiddel, og at De derfor er berettiget til støtte til dækning af

merudgiften ved anskaffelse af håndcyklen efter § 28 i serviceloven.

Afgørelsen i sagen er som anført truffet af Det Sociale Nævn for

Frederiksborg Amt og Helsingør Kommune.

Myndighederne bygger i vidt

omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af om en genstand eller

udgift konkret afhjælper følger af en funktionsnedsættelse eller har et mere

trænings- eller behandlingsmæssigt sigte. Som ombudsmand har jeg ikke særlige

forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en

anden og bedre måde end det sociale nævn og Helsingør Kommune der beskæftiger

sig med dette sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst

eller

afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af

sagen

har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig

mere i denne del af sagen.

Vedrørende spørgsmålet om

støtte til trænings- og behandlingsredskaber har jeg forstået at

myndighederne

på henholdsvis det sundhedsmæssige og det sociale område opfatter

retstilstanden således at udgifter til genstande der har et trænings- eller

behandlingsmæssigt sigte, og som ordineres i forbindelse med behandling på et

sygehus, afholdes af sundhedsvæsenet. Udgifter til genstande der skal

kompensere en person for en funktionsnedsættelse (hjælpemidler), afholdes af

de

sociale myndigheder. Hvis en genstand hovedsagelig har et trænings- eller

behandlingsmæssigt sigte, kan udgiften hertil ikke afholdes af de sociale

myndigheder – og heller ikke af sundhedsvæsenet hvis genstanden ikke er

lægefagligt ordineret i forbindelse med behandling på et sygehus. Den samme

genstand

kan i visse situationer efter en konkret individuel vurdering betragtes som

et

hjælpemiddel der kan ydes støtte til af de sociale myndigheder, og i andre

tilfælde betragtes som et trænings- eller behandlingsredskab. Dette fremgår

også af SM C-7-01. Jeg har lagt til grund at en håndcykel således både kan

være

et hjælpemiddel og et trænings- eller behandlingsredskab.

Om støtte til merudgifter ved

forsørgelse af handicappede børn i hjemmet fremgår følgende af § 28 i

serviceloven:

’§ 28. Kommunen yder dækning

af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år

med

betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

indgribende

kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er

en

følge af den nedsatte funktionsevne.

Stk. 5. Socialministeren kan

fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til og

betingelserne herfor.’

Om dækningsområdet fremgår

følgende af §§ 1, 3 og 5 i bekendtgørelse nr. 146 af

6. marts 2003

om tilskud efter

servicelovens § 28 og § 29 til pasning af børn med handicap eller langvarig

sygdom:

’§ 1. Til forsørgelse i

hjemmet af børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller

psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser

yder

kommunen dækning af de nødvendige merudgifter.

§ 3. Der ydes alene hjælp til

dækning af nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske

eller psykiske funktionsevne eller den kroniske eller langvarige lidelse hos

barnet eller den unge.

§ 5.

Stk. 2. Udgifterne til

særlige diætpræparater til børn med de livsvarige sygdomme phenylketonuri

(Føllings sygdom) og Alcaptonori afholdes af staten (John F. Kennedy

Instituttet) og gives uafhængig af det fastsatte minimumsbeløb i lovens § 28,

stk.

3.’

Det fremgår således hverken

af § 28 i serviceloven eller af den dertil hørende bekendtgørelse at der ikke

ydes støtte til trænings- eller behandlingsredskaber efter denne bestemmelse.

Endvidere har § 28 i serviceloven en anden formulering og dermed et bredere

anvendelsesområde end §§ 97 og 98 i serviceloven der udtrykkeligt efter

lovbestemmelsen omhandler støtte til hjælpemidler til personer med varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Tilsvarende gjorde sig gældende i

den tidligere lov om social bistands §§ 48 og 58 som servicelovens

bestemmelser

på disse punkter er en videreførelse af. Af bemærkninger til det der blev §

28

i serviceloven, fremgår følgende vedrørende dækningsområdet:

’

De merudgifter, der foreslås

dækket efter bestemmelsen, svarer til de merudgifter ved forsørgelsen, som

der

i dag ydes hjælp til efter bistandslovens § 48, stk. 1 og 2.

’

I Socialministeriets

vejledning nr. 43 af

5.

marts 1998

er der om afgrænsningen af § 28 i forhold til andre

bestemmelser bl.a. anført:

’8.10. Afgrænsning overfor

andre bestemmelser

Behandling

85. Der gives ikke støtte til

behandling. Sansemotorisk træning regnes i denne sammenhæng for behandling.

Hjælp til lægebehandling af

børn og unge med nedsat funktionsevne/lidelse forudsættes afholdt efter lov

om

offentlig sygesikring. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til

særlig

tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 82

i

lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Udgiften

til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter § 28, jf.

pkt.

53.

Behandlingsredskaber

86. Udgifter til

behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle m.v., afholdes af

sygehusvæsenet.

Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler er behandlet

i

Indenrigsministeriets cirkulære af

20. februar 1975.’

En bestemmelse der

indholdsmæssigt svarer til ovennævnte vejlednings pkt. 86, findes i

Socialministeriets

vejledning nr. 52 af

5.

marts 1998

om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v.

Af Indenrigsministeriets

cirkulære nr. 21 af

20.

februar 1975, der omtales i Ankestyrelsens udtalelse af

11. juni 2004

og

Socialministeriets vejledning nr. 43 af

5. marts 1998, fremgår bl.a.:

’Gennem nogen tid har der

været ført forhandlinger mellem indenrigsministeriet, socialministeriet,

socialstyrelsen, sundhedsstyrelsen og de kommunale organisationer m.fl. med

henblik på at tilvejebringe en ordning, hvorefter udgifterne til særligt

behandlingsapparatur, som hidtil i reglen er blevet afholdt i henhold til den

sociale lovgivning, fremtidig i alle tilfælde afholdes som sygehusudgift. ( )

På denne baggrund har man tilvejebragt en afgrænsning af begrebet

behandlingsredskaber, som sygehusvæsenet selv afholder udgifterne til, over

for

de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte i medfør af [dagældende social

lovgivning; min bemærkning].

Der er herefter mellem de

pågældende styrelser og organisationer m.v. opnået enighed om at betragte det

nedenfor under pkt. A nævnte apparatur som behandlingsredskaber, hvortil

vedkommende amtskommunale, statslige eller private sygehus fra

1. APRIL 1975

afholder

udgifterne og fører kontrol med apparaturets anvendelse og eventuelle

tilbagelevering.

A. Som BEHANDLINGSREDSKABER

anses apparatur og hjælpemidler, som patienter forsynes med som led i eller

som

fortsættelse af den på sygehuset påbegyndte behandling med det formål enten

at

tilvejebringe yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede

resultat eller at forhindre forringelse af dette resultat .’

Ankestyrelsens bemærkning om

at formuleringen af Indenrigsministeriets cirkulære ikke i sig selv kan danne

grundlag for en retstilstand hvorefter støtte til en given genstand enten

skal

ydes efter sundheds- eller efter sociallovgivningen, kan ikke give mig

anledning til kritik.

Imidlertid må jeg forstå

cirkulæret således at der er tale om fordeling af udgifter der i reglen var

blevet afholdt af de sociale myndigheder. Der er efter min opfattelse ikke

holdepunkter i formuleringen af cirkulæret for at antage at aftalen om

udgiftsfordeling skulle medføre et mindre dækningsområde end hidtil. Der er

efter min opfattelse heller ikke holdepunkter for at antage at den hidtidige

praksis der beskrives i cirkulæret, er den samme som den der følges i dag.

Denne opfattelse forekommer at stemme overens med formuleringen af pkt. 86 i

Socialministeriets vejledning der er citeret ovenfor. Det synes heraf at

fremgå

at udgifter til behandlingsredskaber der afholdes af sundhedsvæsenet, står i

modsætning til udgifter til hjælpemidler der afholdes af de sociale

myndigheder.

Jeg mener endvidere ikke at

begrebet ’hjælpemidler’ efter en naturlig sproglig forståelse står

i modsætning

til trænings- eller behandlingsredskaber. Dette skal ses i sammenhæng med at

bestemmelserne i §§ 28, 97 og 98 i serviceloven er udtryk for det såkaldte

kompensationsprincip. Kompensationsprincippet er nærmere omtalt i det af

Socialministeriet nedsatte udvalg om hjælpemidler og andre

handicapkompenserende ydelsers 2. og afsluttende rapport (1996), s. 55 ff.

Her

anføres bl.a. følgende:

’6.3.

Kompensationsprincippet.

Afgørende for udmøntningen af

solidaritetsprincippet i forhold til ydelsessystemet på handicapområdet har

været udviklingen af princippet om kompensation for handicap. Efter dette

princip skal personer med handicap i videst muligt omfang kompenseres for

følgerne af deres handicap/funktionsnedsættelse, og herigennem så vidt muligt

stilles lige med andre borgere.

Kompensationsprincippet tager

således udgangspunkt i, at kompensationsbehovet er forskelligt fra menneske

til

menneske og fra handicap til handicap.

En del handicapkompensation

sker ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for handicappede og en anden

del sker ved at stille forskellige særlige ydelser til rådighed for mennesker

med handicap.

Udgangspunktet i alle

bestemmelser i bistandsloven, som tager sigte på at yde kompensation for

følgerne af handicap er, at der skal ske kompensation for væsentlige

merudgifter ved forsørgelsen, som personer med handicap har som følge af

handicappet.

Der lægges herved på den ene

side vægt på, at den handicappede skal afholde den del af udgifterne, som

svarer til de udgifter den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke

havde foreligget en funktionsnedsættelse, dvs. udgifter på linie med hvad

alle

andre har. På den anden side skal personer med handicap ikke selv dække

merudgifter, der er en følge af handicappet.

En sådan regel er direkte

formuleret i § 48 [der er videreført i § 28 i serviceloven; min bemærkning],

men ligger også til grund for §§ 43, 58 [der er videreført i § 97 i

serviceloven; min bemærkning] og 59.

Udvalget har lagt

kompensationsprincippet til grund for drøftelserne af regelsættet og er af

den

opfattelse, at kompensationsprincippet fortsat bør være udgangspunktet ved

revision af regelsættet.’

En lignende beskrivelse af

kompensationsprincippet findes i Socialministeriets ovennævnte vejledninger

henholdsvis s.

13 f

og s.

15 f.

Uanset dette har jeg ikke

ment at der er tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes

praksis

på området. Dette skyldes for det første at cirkulæret – som også anført

af

Ankestyrelsen – ikke har tilstræbt at beskrive hvilken støtte borgere

har

kunnet få i forskellige situationer, men derimod hvordan udgifterne til den

støtte som borgerne skulle have, skulle fordeles mellem de sociale

myndigheder

og sundhedsvæsenet. Tilsvarende gælder for vejledningen.

For det andet er den nuværende

praksis dannet hos de administrative myndigheder og særligt hos Ankestyrelsen

hvor man har fortolket serviceloven således at der ikke kan ydes støtte til

udgifter eller genstande der hovedsagelig har et trænings- eller

behandlingsmæssigt sigte. Der er tale om en fast og langvarig praksis. Jeg

kan

således henvise til SM O-86-86, SM O-35-91, SM C-106-94, SM O-78-96, SM

C-7-01

og SM C-17-02. Da der ikke i lovens ordlyd eller forarbejder er noget til

hinder

for denne praksis, har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for på nuværende

tidspunkt at lægge en anden fortolkning af loven til grund.

Særligt vedrørende det

forhold at servicelovens § 28 har et bredere anvendelsesområde end lovens §§

97

og 98, er det min opfattelse at afgrænsningen i forhold til trænings- og

behandlingsredskaber også her er udtryk for en fast og relativt langvarig

praksis. Jeg kan således f.eks. henvise til SM O-78-96 (om bistandslovens §

48)

og SM C-17-02 (bl.a. om servicelovens § 28).

Den gældende praksis – som

jeg altså ikke kan kritisere – synes hverken at fremgå klart af lovens

ordlyd

eller forarbejder. Problemstillingen omkring genstande/udgifter med et

trænings- eller behandlingsmæssigt sigte der ikke afholdes i forbindelse med

behandling på et sygehus, ses endvidere ikke at være beskrevet i de

foreliggende administrative forskrifter eller at følge af en naturlig

sproglig

forståelse af de begreber der anvendes på området. Det fremgår således ikke

at

det fra Folketingets side har været tilsigtet at der ikke skulle være

mulighed

for støtte overhovedet i situationer hvor en udgift har et trænings- eller

behandlingsmæssigt sigte, men hvor udgiften afholdes uafhængigt af behandling

på sygehus.

På den baggrund har jeg i

medfør af § 12 i ombudsmandsloven besluttet at orientere Folketingets

Retsudvalg,

Socialudvalg og Sundhedsudvalg samt socialministeren og indenrigs- og

sundhedsministeren

om sagen.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter