Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte nævnsafgørelser efter dagpengeloven - af fuldmægtig E. Frølund Thomsen

KEN nr 10522 af 31/08/1999Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - indsendte

nævnsafgørelser efter dagpengeloven - af fuldmægtig E.

Frølund Thomsen

Der er ikke indsendt afgørelser i 1998. I 1.

halvår af 1999 har Ankestyrelsen modtaget 12 afgørelser fra de

sociale nævn vedrørende dagpengelovens bestemmelser.

Forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk.

1

Der er modtaget 4 sager der er afgjort efter

dagpengelovens § 22, stk 1. I 2 af disse sager var problemet, hvorvidt

der var ret til dagpenge efter at der var truffet beslutning om, at

ansøger alene ville kunne forventes at kunne klare et fleksjob. I den

ene sag skulle der iværksættes praktikophold til afklaring af,

hvorvidt pågældende kunne klare et fleksjob, i det andet

tilfælde var der alene tale om en ventetid på etablering af

fleksjob. I begge afgørelser tiltrådte nævnet kommunens

afgørelse om, at der ikke var ret til dagpenge eller forlængelse

af dagpengeretten, hverken i tilfælde hvor der skal ske yderligere

afklaring med hensyn til iværksættelse af fleksjob eller i

tilfælde af, at der ventes på etablering af et fleksjob.

Afgørelserne har været antaget til

principielt behandling i Ankestyrelsen og afgørelserne er

offentliggjort som Sociale Meddelelser SM D-7-99 og SM D-8-99, hvor det er

afgjort, at fleksjob ikke kan sidestilles med revalidering og at der derfor

ikke kan udbetales dagpenge/ ske forlængelse af dagpengeretten med den

begrundelse, at der skal etableres et fleksjob.

Den 3. sag omhandler retten til forlængelse af

dagpengeretten i op til 2 x 26 uger på grund af en alvorlig lidelse.

Kommunen traf afgørelse om at der ikke var ret til forlængelse

af dagpengeretten, idet ansøger ikke kunne forventes rask indenfor 26

Læs alt

uger efter varighedsbegrænsningen. Nævnet fandt, at kommunen

havde truffet sin afgørelse uden at vurdere den seneste udvikling af

ansøgers psykiske lidelse, der efter nævnets skøn gav

grundlag for forlængelse i op til 2 x 26 uger efter § 38, 1) i

dagpengebekendtgørelsen, idet lidelsen efter nævnets vurdering

i betragtning af den seneste tvangsindlæggelse, var blevet en alvorlig

lidelse, men med gode muligheder for at arbejdet ville kunne genoptages

indenfor 2 x 26 uger.

Ankestyrelsen har ikke nogen praksis i henseende til at

anse psykiske lidelser som alvorlig lidelse, men der er antaget en sag til

principiel behandling til afklaring af, om en psykisk lidelse kan give

grundlag for forlængelse i 2 x 26 uger.

Den 4. sag vedrører retten til forlængelse af

dagpenge på grundlag af påbegyndt sag om social

førtidspension. Kommunen bragte dagpengeretten til ophør med

den begrundelse at det ikke mere var overvejende sandsynligt, at revalidering

ville blive iværksat og at dagpengemodtageren ikke opfyldte nogen af de

øvrige betingelser i dagpengelovens § 22, stk. 1 for

forlængelse af dagpengeretten. Det sociale nævn fandt, at

kommunen i forlængelse af et distrikspsykiatrisk møde indirekte

havde startet en sag om førtidspension.

Sagen er behandlet i Ankestyrelsens møde den 17.

marts 1999, hvor der blev truffet afgørelse om, at det ikke kunne

antages at der var startet en førtidspensionssag i umiddelbart

forlængelse af det distriktspsykiatriske møde. Afgørelsen

er offentliggjort som Social Meddelelse SM P-6-99.

Arbejdsdygtighed. Dagpengelovens § 5,stk. 1

Der er indsendt 2 sager der behandler

spørgsmålet om hvornår lønmodtageren ikke mere

anses for at være fuldt uarbejdsdygtig.

I den ene sag traf kommunen efter ca. 2 måneder

afgørelse om at dagpengeudbetalingen skulle ophøre, idet

dagpengemodtageren ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig i ethvert

erhverv. Nævnet ændrede denne afgørelse til, at kommunen

var forpligtet til at udbetale dagpenge i yderligere ca. 1 måned, idet

nævnet fandt at arbejdsdygtighed i forhold til ethvert erhverv (bredere

vurdering) tidligst kunne tillægges betydning efter ca. 3

måneders fravær.

Ankestyrelsen skal bemærke, at Dagpengeudvalgets

praksis ikke har indeholdt et tilsvarende fast tidspunkt for at anvende

vurdering af arbejdsdygtigheden i forhold til ethvert erhverv.

I dagpengeudvalgets afgørelse af, hvornår

dette vurderingsgrundlag kan anvendes har et vigtigt moment i den konkrete

vurdering været om den sygemeldte fortsat var i ansættelse og

kunne forventes at vende tilbage til sit arbejde hos den aktuelle

arbejdsgiver.

Sagen ville ved anke kunne forventes antaget til

principiel behandling til vurdering af anvendelse af begrebet bredere

vurdering herunder om der bør fastlægges mere faste tidsterminer

for dets anvendelse.

I den anden sag traf kommunen afgørelse om, at

dagpengemodtagerens helbredstilstand var stationær uden grundlag for

revalidering eller social pension og stoppede udbetalingen af dagpenge under

henvisning til dagpengelovens § 5, stk. 1. Det sociale nævn

fandt, at kommunen var forpligtet til at foretage en nærmere vurdering

af hvilke erhvervsbegrænsninger ansøger havde, herunder at

anvise konkrete erhvervsmuligheder inden dagpengeudbetalingen kunne bringes

til ophør.

For sent anmeldelse til kommunen Dagpengelovens

§ 6

Afgørelsen drejer sig om, hvorvidt der forelå

fyldestgørende grund for, at en anmeldelse til kommunen ikke var

indgivet indenfor en uge fra 1. fraværsdag. Nævnet ændrede

kommunens afgørelse, der var et afslag og efter det oplyste alene

havde forholdt sig til, at ansøger kort tid forinden havde været

skriftlig orienteret om reglerne. Nævnet fastslog at anmeldelsen ud fra

en konkret vurdering var indgivet hurtigst muligt og at der var

fyldestgørende begrundelse for fristoverskridelsen. Begrundelsen

herfor var, at ansøger på grund af indlæggelse på

hospital og efterfølgende week-end arbejde ikke havde haft mulighed

for at anmelde tidligere.

Ankestyrelsen finder nævnets afgørelse i

overensstemmelse med praksis og skal bemærke, at det er vigtigt, at

kommunen foretager et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde.

Udeblivelse fra eller manglende medvirken i forbindelse

med opfølgning. Dagpengelovens § 8

Der er indberettet 2 sager om dette emne. Den ene

vedrører spørgsmålet om stop for udbetaling af dagpenge

ved udeblivelse fra en opfølgningssamtale i kommunen. Udeblivelsen var

begrundet med, at fraværet var tidsbegrænset og han derfor ikke

mente, der var brug for en opfølgningssamtale, hvilket efter det

oplyste telefonisk var meddelt kommunen. Nævnet ændrede kommunens

afgørelse med den begrundelse at kommunen burde havde informeret

dagpengemodtageren om, at han alligevel var forpligtet til at møde op.

Ankestyrelsen har behandlet sagen i et principielt møde den 3. juni

1999 og offentliggjort som Social Meddelelse SM D-18-99.

Den anden sag vedrører problemet om hvorvidt en

meddelelse til kommunen om manglende pasningsmuligheder for 2 af

dagpengemodtagerens børn kunne berettige dagpengemodtageren til at

afslå at starte på en arbejdsprøve.

Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen møde den 3.

juni 1999, hvor det blev udtalt, at manglende pasningsmuligheder ikke har

indflydelse på retten til dagpenge og hvor der blev truffet

afgørelse om, at udeblivelse fra arbejdsprøve på grund af

manglende pasningsmulighed ikke kunne sidestilles med at nægte at

deltage i hensigtsmæssig optræning, hvorfor kommunen ikke var

berettiget til at standse dagpengeudbetalingen.

Afgørelsen er offentliggjort som Social Meddelelse

SM D-16-99.

Fædreorlov i uge 25 og uge 26. Dagpengelovens

§ 13, stk. 4

Der er indsendt en afgørelse, der drejer sig om

afholdelse af fædreorlov i uge 25 og 26 regnet fra

fødselstidspunktet. Kommunen traf afgørelse om at faderen ikke

havde ret til dagpenge i uge 26, da det efter kommunens opfattelse var en

betingelse for ret til dagpenge i uge 25 og 26 at orloven var startet dagen

efter udløbet af uge 24. Nævnet ændrede kommunen

afgørelse med den begrundelse, at der ikke i dagpengeloven eller

praksis var hjemmel til at kræve, at orloven skulle starte straks efter

udløbet uge 24 eller at begge uger skulle holdes fuldtud og uden

afbrydelse.

Ankestyrelsen bemærker, at nævnets

afgørelse er i overensstemmelse med praksis.

Afbrydelse af orlov efter lov om orlov

Sagen drejer sig om, hvorvidt en offentlig arbejdsgiver er

forpligtet til at udbetale dagpenge ved sygefravær i en periode, hvor

det er aftalt, at lønmodtageren holder orlov efter lov om orlov.

Kommunen traf afgørelse om, at den offentlige arbejdsgiver var

forpligtet til at betale dagpenge i hele fraværsperioden, idet

orlovsaftalen var blevet annulleret af arbejdsformidlingen. Nævnet

ændrede kommunens afgørelse med henvisning til, at en

orlovsaftale om børnepasningsorlov var bindende for begge parter,

således at arbejdsgiveren ikke uden en aftale om annullation kunne

være forpligtet til at udbetale dagpenge i den periode

børnepasningsorloven var aftalt til at vare.

Ankestyrelsen finder afgørelsen i overensstemmelse

med gældende regler.

Sagen utilstrækkeligt oplyst

Kommunen traf afgørelse om at dagpengemodtageren

ikke mere var uarbejdsdygtig uden at fremskaffe aktuelle oplysninger om

dagpengemodtagerens psykiske lidelser. Nævnet ændrede kommunens

afgørelse med den begrundelse, at helbredstilstanden var

utilstrækkelig oplyst og pålagde kommunen at indhente aktuelle

oplysninger om de psykiske lidelser og at udbetale dagpenge indtil disse

oplysninger var indhentet og vurderet.

Der er i flere af de indsendte sager tale om

tilsidesættelse af kommunens skøn og Ankestyrelsen finder derfor

anledning til, at henlede opmærksomheden på, at en

tilsidesættelse af kommunens skøn forudsætter, at

skønnet er klart urimeligt. Problemet er behandlet i Social Meddelelse

SM D-14-99.

Det bemærkes, at nævnets afgørelse ikke

kan anses for at være i overensstemmelse med prak-sis, idet

udbetalingen af dagpenge alene kan forsætte, når betingelserne i

loven er til stede. Sagen burde derfor have været hjemvist til kommunen

til undersøgelse af om betingelserne var opfyldt også efter

afgørelsestidspunktet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter