Spring til indhold

Retsinformation

Sygedagpenge. Klagemyndigheds pligt til at kontrollere overholdelse af garantiforskrifter

FOU nr 2002.313UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sygedagpenge. Klagemyndigheds pligt til at kontrollere

overholdelse af garantiforskrifter

Det fremgik

af sagen at A på grund af bl.a. smerter i ryggen blev sygemeldt den 16.

februar

1998 fra sit job som kassemedarbejder i en butik, E. Lemvig Kommune fik først

meddelelse om sygemeldingen da arbejdsgiveren F’s anmodning om refusion

af dagpenge

blev modtaget i kommunen den 21. april 1998.

Den 28. april 1998 sendte

Lemvig Kommune et brev med følgende indhold til A:

”Du har nu gået sygemeldt

siden den 16. februar 1998, og derfor vil jeg gøre dig opmærksom på nogle af

de

muligheder, dagpengeloven giver dig mens du er sygemeldt.

Der er mange ting du selv kan

gøre - du kan f.eks. deltage i kurser og undervisning eller gå på

daghøjskole.

Jeg vedlægger pjecen ’Sygemeldt - og hvad gør du så?’, og jeg

håber, at den kan

give dig nogle ideer til, hvordan du kan være aktiv under din sygeperiode. Du

er altid meget velkommen til at ringe til mig, hvis du har nogle spørgsmål

eller trænger til at snakke om en ide.

Jeg skal lave løbende

opfølgning af din sygemelding, og jeg vil derfor på et senere tidspunkt

indkalde

dig til en samtale, hvis du er sygemeldt i mere end 7 uger.”

I brev af 7. maj 1998

indkaldte Lemvig Kommune A til en personlig samtale torsdag den 14. maj 1998.

Kommunen havde vedlagt et opfølgningsskema som A blev bedt om at udfylde og

Læs alt

returnere til kommunen inden tre dage før mødet.

A udfyldte og sendte skemaet

til kommunen den 11. maj 1998.

Af Lemvig Kommunes journalark

fra den 14. maj 1998 fremgår følgende:

”OPFØLGNINGSPLAN

Pgl. her. Vi gennemgik

opf.skemaet.

Pgl. har en discusprolaps.

Det har lægen glemt at skrive på LÆ 205.

Hun kan ej tåle at sidde ret

længe og kan ikke gå 300 min. [skal nok være 300 meter; min bemærkning]. Hun

er

meget hæmmet også hjemme og kan ikke tømme og fylde opvaskemaskine. Det gør

datteren. Hun har desuden en person til at gøre rent.

Hun venter nu at skulle til

en undersøgelse på Reumatologisk amb. og det vil afgøre hvilken behandling

hun

skal have. Lægen har ikke andre muligheder. Pgl. har prøvet træning i

motionscenter - det hjalp ikke og prøvet behandling hos fysioterapeut og

kiropraktor, men det kan ikke hjælpe denne gang.

Pgl. ville gerne starte på

arbejde, men kan fysisk ikke. Hun har fra lægen, at det ikke er arbejdet der

har gjort, at hun har smerter. Derfor er planen også, at hun vil genoptage

arbejdet straks hun har fået den nødvendige behandling.

Jeg vurderer, at vi ikke kan

andet nu end afvente undersøgelsen. Jeg vil sende en ny LÆ om ca. 1½ mdr.

Pgl. ringer, hvornår lægen

har ferie.

Pgl. er indforstået med at

jeg laver denne opfølgningsplan, som går ud på, at hun forventes raskmelding

tilbage til tidligere arbejde, og at der nu ikke er grund til at tænke på

reva/pension. Pgl. kan ikke holde til kursus nu, men kunne ellers godt tænke

sig dette.”

Den 24. juni 1998 har

kommunens sagsbehandler noteret at A telefonisk har oplyst at hun har været

hos

lægen, og at han ikke kan gøre mere før hun er blevet undersøgt på CS(Y)

(Centralsygehuset i Y-by). Sagsbehandleren har i tilknytning hertil anført at

der på den baggrund ikke er andet at gøre end at afvente undersøgelse på

CS(Y).

I journalarket har kommunen

den 27. juli 1998 noteret følgende:

”Opr. til pgl. Pgl. oplyser,

at hun ca. den 14.7.98 var til undersøgelse på CS(Y). Hun fik morfin

tabletter

og skulle være sengeliggende i en uge i 23 timer pr. døgn. Det hjalp dog ikke

på smerterne og derfor er pgl. henvist til fysiurgisk behandling på CS(Y),

hvor

hun venter at høre fra i denne uge. Aftalt, at når hun kommer godt i gang med

dette ringer hun besked. Hun har mange smerter og kan ikke lave noget

derhjemme

heller. Hun kan ikke overskue et kursus på (G)- skolen pga. smerter. Hun

ville

ellers gerne.

Hun er opsagt fra arb.g. pr.

31.12.98. Har dog håb om at hun raskmeldes før den dato, men omvendt har hun

håbet dette længe. Jeg vurderer, at vi må afvente behandlingen på CS(Y) før

der

tages stilling til evt. andre foranstaltninger som revalidering.”

Den 31. august 1998 og den

28. september 1998 oplyste A til kommunen at hun havde været i forskellige

behandlinger som ikke havde hjulpet på smerterne. I sidstnævnte samtale

oplyste

hun endvidere at hun afventede svar på blodprøver og ville vende tilbage

efter

modtagelse af dette svar.

Den 7. oktober 1998 modtog

Lemvig Kommune en attest fra A’s egen læge vedrørende uarbejdsdygtighed

som

lægen vurderede til at vare ”indtil videre”.

Den 8. oktober 1998 har

kommunen noteret følgende i journalarkene:

”Opr. til pgl. Pgl. har de

samme smerter og kan ikke klare det huslige. Hun afventer aktuelt på svar fra

blodprøver - taget på CS(Y). (B) lægen på Rheumatologisk afd. skal give

besked

i denne uge.

Aftalt, at idet pgl. kun er

blevet behandlet og undersøgt ’udvortes’ og hun ønsker meget en

scanning eller

et eller andet spørger jeg lægekonsulenten om han har en idé til at komme

videre. Kan ikke klare (G)-skolens kursus fysisk.”

Den 9. oktober 1998 bad

Lemvig Kommune læge B, rheumatologisk afdeling på Y Centralsygehus, om en

statusattest. Kommunen udbad sig herunder oplysninger om diagnosen, om

hvilken

behandling A fik, om hvilke undersøgelser der eventuelt var planlagt, og om

prognosen.

B har i sin statusattest af

9. november 1998 skrevet således:

”46-årig, mangeårig

overvægtig kvinde, tidligere med tidvis tendens til lændesmerter, som dog

aldrig har haft indflydelse på hendes fysiske udfoldelses og erhvervsevne i

øvrigt. April 1997 lave lændesmerter uden udstråling. Blev behandlet hos

kiropraktor med umiddelbar og blivende god effekt. Erhvervsaktiv som

kassedame

indtil 16.12.98 [16. februar 1998; min rettelse]. Siden sygemeldt på grund af

nytilkomne lændesmerter, fortsat uden udstråling. Atter forsøgt behandlet hos

kiropraktor og siden træning i motionscenter under vejledning, alt uden

effekt.

Pt. følges her fra den

14.07.98. røntgenundersøgelse af ryggen har vist degenerative forandringer.

Der

har på intet tidspunkt været tegn til diskusprolaps eller andre strukturerede

forandringer i ryggen.

Behandlingstiltag har været

aflastning, siden et bredt udsnit af fysioterapeutisk træning og behandling

samt anlæggelse af blokader. Alt har været uden effekt.

Pt. har smerter svarende til

bløddelene lavt i lænden strækkende sig ned i begge balleregioner. Der er

henvist til bløddelsbehandling i fysioterapien samt MR-scanning af ryggen.

Diagnose:

Dolores dorsi (rygsmerter

uden udstråling)

Prognose: Det er på nuværende

tidspunkt vanskeligt at udtale sig om prognosen, da der ikke foreligger en

velafgrænset ryglidelse at relatere en sådan vurdering til. Pt. vurderes ikke

at være aggraverende og skønnes fuld reel med hensyn til hendes ønske om

rehabilitering.”

Den 10. november 1998

orienterede Lemvig Kommune A om varighedsbegrænsningen som for hendes

vedkommende ville medføre at dagpengeudbetalingen ville ophøre den 31. marts

1999, hvis ikke kommunen inden denne dato fandt grundlag for at forlænge

dagpengeperioden.

I kommunens journalark er

følgende anført den 11. november 1998:

”Statusbedømmelse modtaget.

Ud fra (B)’s vurdering er det sandsynligt at regne med at pgl. kommer

tilbage

til arbejdet på et tidspunkt og ellers kan han ikke udtale sig mere om

prognosen nu.

Dvs. idet pgl. venter på MR

scanning, kan der ikke tages stilling til yderligere nu. Vi kan kun vente.

Dette er min vurdering.

Opr. til pgl. Pgl. oplyser,

at hun har meget ondt og ikke kan starte på f.eks. kursus eller en

arbejdsprøve. Hun har fået at vide, at der er 11 ugers ventetid på MR

scanning

og hun er henvist den 11.11.1998. Pgl. siger, at hun håber på raskmelding

tilbage til tidligere arbejde, men naturligvis ikke kan sige om det kommer

til

at gå sådan. Hun skal MR scannes, idet der ingen forklaring er nu på hendes

rygsmerter. Man håber at finde årsagen og at hun således kan komme i en anden

behandling. Pgl. ringer hertil, hvis der sker ændringer.”

Under henvisning til

dagpengelovens bestemmelse om vurdering af dagpengesager mindst hver 8. uge

bad

Lemvig Kommune den 23. januar 1999 A om at henvende sig til kommunen senest

den. 1. februar 1999.

Kommunens sagsbehandler har

den 26. januar 1999 i journalarket anført følgende:

”Opringning fra pgl. Hun

oplyser, at hun har talt med (Y) Sygehus, hun var blevet lovet scanning

omkring

uge 4, nu er det skubbet til uge 8.

Hun er meget frustreret over

situationen, og ved snart ikke hvad hun skal gøre.

Pgl. går til fys. behandling

på (Z) sygehus 2 gange om ugen fortsat.

Vi aftaler, at jeg hører fra

pgl. efter scanning, og så håber vi på en afklaring af hendes situation.

Varighed den 31.3.99.”

På baggrund af A’s

oplysninger i telefonsamtale den 17. februar 1999 om at der ikke ved

MR-scanningen var konstateret nogen ”særlig” ændring, og at hun nu

var

anbefalet rygtræning på Z Sygehus, samt at varighedsbegrænsningen for A ville

indtræde den 31. marts 1999, bad Lemvig Kommune den 18. februar 1999 om en

statusbedømmelse fra læge B på Y Central Sygehus. Kommunen bad lægen om en

vurdering af følgende:

·

Kan pågældende forventes raskmeldt inden

for 26 uger efter varighedsbegrænsningen - dvs. senest 30.9.99.?

·

Kan pågældende forventes raskmeldt til

tidligere arbejde?

·

Hvilke behandlingsmuligheder er der og

hvilke er iværksat ?

·

Skal revalidering eller pension overvejes?”

I statusattest af 1. marts

1999 har læge B bl.a. skrevet således:

”Herinde findes pt. uden tegn

til diskusprolaps. Der forsøges umiddelbart aflastning og blokadebehandling

uden effekt, siden individuel fysioterapi med øvelser og bassintræning, også

dette uden gennemslag i behandlingen. Medicineret med maksimale ikke-opioide

behandling.

MR-scanning af 09.02.99 uden

abnormiteter, som forklarer pt.s gener. Er blevet foreholdt, at eneste

behandlingstilbud er rygstyrkende træning, ved hvilket der er gode chancer

for,

at hun vil kunne varetage et ikke-rygbelastende arbejde igen.

Det er ikke muligt eksakt at

udsige noget om pt.s prognose, men principielt vil hun med gode chancer atter

kunne blive fuld erhvervsaktiv i ikke-rygbelastende arbejde. Som anført skal

behandlingen bestå i rygstyrkende træning, som pågår i fysioterapien ved (Z)

Sygehus. Finder ikke, at der er indikation for pension.”

Ifølge Lemvig Kommunes

journalark ringede kommunens sagsbehandler den 9. marts 1999 til læge B som

på

forespørgsel oplyste at det ville være meget sandsynligt med en raskmelding

inden for de 26 uger.

I brev af samme dato meddelte

kommunen A sin afgørelse om at hendes dagpengeret blev forlænget med seks

måneder indtil den 30. september 1999. I brevet har kommunen endvidere

skrevet

følgende:

”Forlængelsen er naturligvis

betinget af, at du ikke i mellemtiden kan raskmeldes, ligesom det er en

betingelse, at der i hele perioden, hvor dagpengene er forlænget, fortsat vil

være en lægelig sikker forventning om raskmelding til stede senest den 30/9

1999. I modsat fald vil du ikke længere være berettiget til

sygedagpenge.”

Den 17. maj 1999 skrev

kommunen følgende i sine journalark:

”Opringning til (A). (A) er

udskrevet fra (Y) Sygehus. Rygtræningsprogrammet har ikke, som forventet af

(B), hjulpet hende det mindste. Hun oplyser, at hun intet kan foretage sig,

og

at hun højest kan gå 300 m. Hun har meget ondt. Hun skal tale med (C) [egen

læge; min bemærkning] en af dagene, når han har modtaget journaler fra (Y).

Hun

vil have undersøgt om der ikke er mulighed for hjælp andre steder. Hun pusler

selv med tanken om at få opereret guld i ryggen, men har ikke drøftet dette

med

lægen endnu. Vi aftaler konkret, at (A) skal kontakte mig igen, når hun har

været hos (C). Jeg vil så skulle indhente en ny status på (A) - fordi hvis

det

ikke længere er sandsynligt at hun kan behandles rask, kan dagpengeudbetaling

ikke fortsætte. I hvert fald skal undersøges om der er et nyt

forlængelsesgrundlag - revalidering eller pension. Umiddelbart er (A) ikke

stemt for noget af dette. Hun mener, der må findes en eller anden form for

behandling.”

Den 3. juni 1999 har kommunen

skrevet således på journalarket:

”Opringning til (A), da hun

havde lovet at ringe efter besøg hos lægen. Hun fortæller at (C) ikke kan

tilbyde andre behandlingsmuligheder end, hvad hun allerede har prøvet i

(Y)-by.

Rygtræningsprogrammet har imidlertid ikke hjulpet (A) - hun kan stadig ikke

arbejde - ligesom hun slet ikke kan forestille sig et arbejde, som ville

kunne

tage højde for hendes rygsmerter/problemer. Jeg fortæller at jeg allerede i

dag

vil bede (C) om en ny statusbedømmelse, da jeg ikke kan opretholde

forlængelse

af sygedagpengeretten, når der ikke længere er udsigt til raskmelding inden

26

uger. Jeg må undersøge mulighederne for revalidering eller pension, hvilket

(A)

godt kan forstå. Hun har hørt om en veninde, som har fået et flex-job - og

spørger lidt til det. Jeg forklarer, at dette kan iværksættes, såfremt

revalidering ikke er muligt - og såfremt hun er erkendt revalidend. Jeg lover

at vende tilbage, når jeg har hørt fra lægen.”

Af statusattest af 10. juni

1999 fra A’s egen læge, C, fremgår følgende:

”Gennem en del år

tilbagevendende ryggener, sidst i marts 98, hvor hun udviklede lave

rygsmerter.

Har siden været i behandling og udredning, senest gennem reumatologisk afd.,

hvorfra hun nu er afsluttet, efter at man har konkluderet at der ikke er

grundlag for kirurgisk intervention, men at man bør fortsætte med

genoptræning

i fysiurgisk regi.

Forløbet har været

langvarigt, og pt. træner fortsat intensivt for at eliminere lændesmerterne.

Det er svært/umuligt at forudsige med sikkerhed at tilstanden vil være

forenelig med raskmelding til fuld arbejdsduelighed inden 30.09.

Hvis man henholder sig til

MTV rapporten fra sundhedsministeriet bør man forvente fuld restitution. Pt.

har været igennem hele behandlersystemet med komplet udredning, og der er fra

alle sider fokuseret på, at der ikke findes yderligere behandlingsmuligheder.

Der er intet der tyder på at der er et varigt erhvervsevnetab, men derimod

kunne der være grundlag for revalidering til et ikke-rygbelastende arbejde.

Der

er i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke grundlag for

pensionsansøgning.”

Lemvig Kommune meddelte

herefter følgende i brev af 19. juni 1999:

”Efter din henvendelse til

dagpengekontoret den 3.6.99 blev der ifølge aftale indhentet nye lægelige

oplysninger fra din læge (C). Dette på baggrund af, at du oplyste, at du ikke

længere kan se du kan raskmeldes senest den 30.09.99 og ej heller kan se

mulighederne for at finde et arbejde hvor der kan tages de nødvendige

skånehensyn

til din ryglidelse.

(C) har i statusbedømmelse af

10.6.99 vurderet, at det ikke er muligt at sige noget om datoen for en

raskmelding.

Ligeledes skriver han, at

lidelsen ikke giver et varigt erhvervsevnetab, men at den nuværende

behandling

efter MTV rapporten fra sundhedsministeriet, skulle kunne genskabe

arbejdsdygtigheden.

På baggrund af disse

oplysninger er det på møde i socialforvaltningen besluttet, at din

dagpengeudbetaling stoppes fra den 27.6.99, således at dette bliver den

sidste

dag med udbetaling af sygedagpenge.

Forlængelse af sygedagpenge

var betinget af, at du ikke i mellemtiden kunne raskmeldes, ligesom det var

en

betingelse, at der i hele perioden, hvor dagpengene er forlænget, fortsat vil

være en lægelig sikker forventning om raskmelding til stede senest den

30.9.99.

Da dette ikke længere er tilfældet, er du ikke længere berettiget til

sygedagpenge.

Samtidig har vi vurderet

mulighederne for forlængelse udfra sandsynligheden for iværksættelse af

revalidering, men da lægen skriver, at din lidelse ikke giver et varigt

erhvervsevnetab, så kan du ikke betragtes som revalidend.

Beslutningen er truffet med

baggrund i Lov om dagpenge eller fødsel nr. 632 af 22. juli 1997 § 22, stk. 1

nr. 1 og 2 jf. § 48 stk. 1, nr. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli

1994.

Kommunen har efter denne

bestemmelse mulighed for at dispensere fra varighedsbegrænsningen, når det

anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning,

vil blive iværksat eller når den pågældende er under eller venter på

lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for

højest 26 uger.

”

A klagede over kommunens

afgørelse den 12. juli 1999. Hun skrev bl.a. således i klagen:

”Jeg mener ikke alle

muligheder er afsøgt, og ønsker derfor et møde den 5. august 1999, (under

forudsætning af at alle parter kan deltage (ferie m.v.)), hvor min egen læge,

dagpengekontoret og min faglige organisation (X) deltager.

Helt konkret kan jeg ikke

forstå, hvorfor jeg ikke kan arbejdsprøves, revalideres eller på anden måde

’sluses’ ud i f.eks. flexjob eller anden beskyttet arbejde.

Af brevet den 19. juni kan

jeg se at jeg ikke er syg nok til dagpenge og heller ikke rask nok til et

ordinært job. Der henvises til at jeg går i behandling med MTV, men at dette

ikke umiddelbart giver mig en raskmelding. Derfor ønsker jeg en drøftelse af

hvilke muligheder der så er for tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Af kommunens journalark fra

den 2. august 1999 fremgår det at det foreslåede møde blev udsat til efter

Det

Sociale Nævn for Ringkøbing Amts behandling af klagesagen.

Den 4. august 1999 er der på

Lemvig Kommunes journalark anført at kommunen på grund af usikkerhed om

betydningen af statusattesten af 10. juni 1999 indhentede en uddybende attest

fra lægen.

Den 10. august 1999 skrev

Lemvig Kommune derfor følgende til læge C:

”Du anfører i din

statusattest dateret 10. juni 1999 citat: ’At der ikke er et varigt

erhvervsevnetab, men derimod kunne der være grundlag for revalidering til et

ikke-rygbelastende arbejde’.

Vi har svært ved at tolke

denne udtalelse. På den ene side kan bemærkningen om, at der ikke er et

erhvervsevnetab tolkes derhen, at pågældende ikke har tabt erhvervsevnen og

derfor kan virke igen indenfor sit nuværende eller lignende

beskæftigelsesområde. Omvendt peger du på revalidering, hvilket indeholder,

at

der er nogen reduktioner i arbejdsevnen.

Vi vil gerne, om du vil

belyse dette nærmere.”

Læge C uddybede sin

statusattest i brev af 12. august 1999. Han anførte følgende:

”At der ikke er et varigt

erhvervsevnetab begrundes i MTV rapporten, som påpeger dette i forbindelse

med

ikke-kirurgiske ryglidelser. Dette skal så ses i forhold til at patienten vil

være funktionsmæssigt hæmmet af sine symptomer i en længere periode, og i den

periode ikke ville kunne påtage sig ikke-rygbelastende arbejde. Derfor vil

hun

tidligere kunne genindtræde på arbejdsmarkedet, hvis man revaliderede hende

til

et ikke-rygbelastende arbejde.

Patienten står i en

principiel problematisk situation, og for at få en endelig afklaring kan jeg

anbefale, at man får udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.”

Lemvig Kommune fastholdt sin

afgørelse og sendte herefter sagen til Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt

den

27. august 1999.

I brev af 31. august 1999

bekræftede det sociale nævn at have modtaget sagen og sendte samtidig hermed

kommunens redegørelse for sagen til A så hun kunne få lejlighed til at komme

med sine bemærkninger hertil.

Det Sociale Nævn for

Ringkøbing Amt tiltrådte den 30. november 1999 kommunens afgørelse. Nævnet

begrundede afgørelsen således:

”Efter at rygtræningsforløbet

på (Z) Sygehus var afsluttet uden positivt resultat, finder nævnet ikke, at

det

var tilstrækkeligt sandsynligt, at De ville kunne komme i arbejde igen på

normale vilkår inden den 30. september 1999. Der var således ikke grundlag

for

forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jfr. vedlagte

dagpengebekendtgørelse § 37, nr. 2.

Nævnet er opmærksom på, at De

den 9. marts 1999 fik meddelt forlængelse for perioden frem til den 30.

september 1999. Det var imidlertid fra kommunen præciseret, at forlængelsen

til

stadighed var betinget af, at De fortsat opfyldte betingelserne for

forlængelse. Da det efter rygtræning viste sig, at det ingen effekt havde

haft,

fandtes betingelsen for forlængelse således ikke længere opfyldt.

Nævnet finder endvidere ikke,

at det kan lægges til grund som overvejende sandsynligt, at revalidering vil

være påkrævet.

Nævnet har lagt vægt på, at

det fortsat ikke kan afvises, at De på et tidspunkt vil kunne genoptage

ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte revalidering. Der

findes således heller ikke grundlag for forlængelse af dagpengene med

henvisning til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, jfr.

dagpengebekendtgørelsens § 37, nr. 1.”

Fagforbundet X klagede den

21. december 1999 på A’s vegne. I et uddybende klagebrev af 27. december

1999

skrev forbundet bl.a. således:

”Lægelige oplysninger:

Til brug for sagens

behandling foreligger oplysninger fra egen læge. Denne oplyser i sin

konklusion, at ’patienten vil være hæmmet i sine symptomer i en længere

periode, og i denne periode ikke vil kunne påtage sig ikke ryg-belastende

arbejde’. Egen læge anbefaler revalidering til ikke-rygbelastende

arbejde, og

anbefaler desuden, at man får udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.

Det fremgår hverken af

kommunens sagsbehandling eller af Nævnets afgørelse, hvori man er uenig med

egen læge. Til forståelse for nævnets afgørelse, skal vi derfor anmode om en

individuel lægefaglig begrundelse for at undlade at søge sagen yderligere

belyst.

Erhvervsevne- og arbejdsevne vurdering:

Vi er forundret over at

Lemvig Kommune gentagne gange henviser til det manglende varige tab af

erhvervsevne, når sagen i øvrigt ikke omhandler førtidspension.

I henhold til Vejledning om

Aktiv socialpolitik, pkt. 231, skal grundlaget for en revalideringsvurdering

ske ud fra

arbejdsevnekriteriet - ikke ud

fra erhvervsevnekriteriet.

Ved vurdering af arbejdsevnen

skal der tages udgangspunkt i en fremadrettet vurdering med fokus i personens

muligheder, ud fra en samlet vurdering af arbejdsfunktion og

sygdomssymptomer.

Samme vurderingsmetode ligger til grund for tilkendelse af fleksjob, når der

ikke er revalideringsmæssige muligheder til stede. Betydningen af en lidelses

’varighed’ er væsentlig forskellig fra erhvervsevnekriteriet til

arbejdsevne-kriteriet.

(A) har nu været

uarbejdsdygtig i knap 2 år, vort medlem forventes ikke at kunne vende tilbage

til hidtidig jobområde, og der er ikke aktuelle tegn på forandring af de

helbredsmæssige forhold. Vi er derfor forundret over at der på intet

tidspunkt

i sagen er foretaget en vurdering med udgangspunkt i

arbejdsevnekriteriet.

Dette er en væsentlig mangel i sagens

behandling, og skal derfor anmode om at dette finder sted.

Lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område §§ 4 og 5:

Efter retssikkerhedslovens §

4 skal borgeren medvirke ved behandling af sin sag. Kommunen skal desuden

efter

sygedagpengeloven udarbejde en handlingsplan og forsøge at medinddrage

borgeren

i planen for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Vort medlem har under sagens

forløb bedt om at få iværksat revalidering, herunder afklarende

forrevalidering, samt eventuelt etablering af fleksjob, såfremt andre

foranstaltninger ikke kunne medføre beskæftigelse i ordinært arbejde. (A) har

desværre ikke været inddraget i kommunens beslutninger, hvilket efter vor

opfattelse er en overtrædelse af § 4.

Kommunen har endvidere til

opgave at foretage en

helhedsvurdering

efter Retssikkerhedslovens § 5. Borgeren har krav på at få sin sag behandlet

i

forhold til alle de muligheder der findes for at give hjælp. Kommunens

indsats

har primært været koncentreret om udbetaling af dagpenge, medens støtte

omkring

tilbagevenden til arbejdsmarkedet ikke har været iværksat.

Kommunen kunne eksempelvis

have iværksat arbejdsprøvning, virksomhedsrevalidering, daghøjskole på

forrevalidering, således at (A) fortsat bevarede en tilknytning til

arbejdsmarkedet og vedligeholdt sin rest-arbejdsevne. Lemvig Kommune har IKKE

iværksat aktive hjælpeforanstaltninger, hvilket kommunen er forpligtet til i

henhold til § 5.

Det er vor opfattelse at

Lemvig Kommune har udvist passivitet, hvilket har betydet at vort medlem dels

har været uden tilknytning til arbejdslivet i næsten 2 år, og dels står uden

forsørgelse eftersom familien ikke er berettiget til kontanthjælp efter

reglerne for tilkendelse af kontanthjælp.

Vi anmoder derfor Det sociale

Nævn om at genbehandle sagen med udgangspunkt i Retssikkerhedslovens §§ 4 og

5.”

Det sociale nævn svarede

fagforbundet i brev af 29. december 1999 og sendte samme dato sagen til Den

Sociale Ankestyrelse med meddelelse om at nævnet fastholdt afgørelsen. Af

nævnets svar til forbundet fremgår bl.a. følgende:

”Nævnet skal henvise til

begrundelsen for sin afgørelse i svarbrevet af 30. november 1999, hvori det

er

anført, at det fortsat ikke kan afvises, at (A) vil kunne genoptage

ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte revalidering. Den

omstændighed, at det ikke er muligt at genoptage arbejde i en periode,

begrunder således ikke i sig selv revalidering.

For så vidt angår spørgsmålet

om speciallægeundersøgelse har nævnet fundet sagen tilstrækkeligt lægeligt

belyst for vurdering af muligheden for forlængelse af dagpenge og afklaring

af

nødvendigheden af revalidering gennem de foreliggende erklæringer fra egen

læge

og fra 1. reservelæge (B). Det ligger udenfor nævnets kompetence at udtale

sig

om, hvorvidt der af diagnostiske og prognostiske grunde måtte være behov for

yderligere lægelige undersøgelser, når det ikke er af afgørende betydning for

vurderingen af, om der på nuværende tidspunkt er grundlag for at forlænge

dagpengene eller fastslå revalideringsbehov.

For så vidt angår Deres

bemærkninger om eventuel etablering af fleksjob bemærkes, at fleksjob i

henhold

til aktivlovens § 71 først tilbydes, når det er afklaret, at beskæftigelse på

normale vilkår på arbejdsmarkedet ikke vil kunne opnås.

Med henvisning til

ovenstående bemærkninger finder nævnet ikke grundlag for genoptagelse af

sagen,

der derfor dags dato med bilag er videresendt til Den Sociale Ankestyrelse

til

behandling af spørgsmålet om, hvorvidt sagen skønnes at være af principiel

betydning.”

Fagforbundet klagede i brev

af 3. januar 2000 over at det sociale nævn i sit svar ikke var kommet ind på

alle de problemstillinger som forbundet havde nævnt i sin klage af 27.

december

1999.

Den 17. januar 2000 anførte

Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt bl.a. således i sit svar til forbundet:

”Egen læge har i erklæring af

12. august 1999 anført følgende:

. ’patienten vil være

funktionsmæssigt hæmmet af sine symptomer i en længere periode, og i den

periode ikke ville kunne påtage sig ikke-rygbelastende arbejde. Derfor vil

hun

tidligere kunne genindtræde på arbejdsmarkedet, hvis man revaliderede hende

til

et ikke-rygbelastende arbejde. Patienten står i en principiel problematisk

situation, og for at få en endelig afklaring kan jeg anbefale, at man får

udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.’

Nævnet har i sin afgørelse

blandt andet lagt vægt på, at det fortsat ikke kan afvises, at (A) vil kunne

genoptage ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte

revalidering. I nævnets brev af 29. december 1999 er dette uddybet med, at

den

omstændighed, at det ikke er muligt at genoptage arbejde i en periode, ikke i

sig selv begrunder revalidering.

For så vidt angår egen læges

bemærkning om reumatologisk speciallægeundersøgelse har De anført, at nævnet

ikke har forholdt sig til dette angivne behov for yderligere belysning af

sagen.

Vedrørende dette skal

imidlertid henvises til nævnets angivelse af, at der ud fra de foreliggende

lægelige oplysninger ikke findes at være sandsynliggjort en bestemt frist (26

uger) for mulig raskmelding. Der findes ikke i dagpengelovens § 22 hjemmel

for

forlængelse af sygedagpengene med henvisning til behov for yderligere

undersøgelser. Som anført i nævnets brev

af 29. december 1999 er der ikke herved taget stilling til, hvorvidt der af

andre årsager er behov for yderligere undersøgelser. Da dette ikke er

afgørende

for spørgsmålet om forlængelse af

sygedagpengene,

er der imidlertid ikke i denne sag fundet behov for indhentelse af sådanne

undersøgelser.

Der ses således ikke at være

egentlig uoverensstemmelse med egen læges udtalelse.

For så vidt angår Deres

argumentation ud fra

arbejdsevnekriteriet

bemærkes, at overvejelser herom ikke i forhold til de konkrete lovmæssige

muligheder i dagpengelovens § 22, stk. 1 ses af betydning for spørgsmålet om

forlængelse af sygedagpengene.

På samme måde ses heller ikke

efterfølgende bedømmelse af forløbet ud fra en

helhedsvurdering

at være afgørende for den konkrete vurdering af

berettigelse til forlængelse af sygedagpenge. En udtalelse herom findes

således

at ligge udenfor nævnets kompetence i den konkrete klagesag.

Til Deres anbringende om, at

kommunen kunne have iværksat revalidering, kan bemærkes, at betingelsen for

at

forlænge dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen med hjemmel i

dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, er, at revalidering på

forlængelsestidspunktet måtte anses for overvejende sandsynlig.

Dette har nævnet - som anført

i afgørelsen af 30. november 1999 - ikke fundet at kunne lægge til grund,

blandt andet fordi det måtte anses for uafklaret, om andre erhvervsrettede

aktiviteter ville være tilstrækkelige til at bringe (A) tilbage på

arbejdsmarkedet, jfr. aktivlovens § 46, stk. 2.

Derimod er der ikke med

nævnets afgørelse taget stilling til, om revalidering efterfølgende kan vise

sig nødvendig.”

Den 25. januar 2000 afviste

Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen idet styrelsen ikke mente at sagen

havde principiel eller generel betydning. Styrelsen begrundede afvisningen

således:

”Begrundelsen herfor er, at

afgørelsen beror på en konkret skønsmæssig vurdering af Deres

helbredsforhold,

og om der den 27. juni 1999 var grundlag for yderligere forlængelse af

dagpengeperioden.

Nævnets afgørelse strider

ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes

heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.

Det bemærkes, at bestemmelsen

i retssikkerhedslovens § 63 ikke skal forstås sådan, at Ankestyrelsen ved

vurderingen af, om en sag skal antages til behandling, skal påse om sagen har

været korrekt behandlet i nævnet i enhver henseende.

Ankestyrelsen skal kun tage

stilling til, om sagen indeholder spørgsmål af principiel eller generel

betydning.”

Dagen før havde fagforbundet

skrevet til Ankestyrelsen at forbundet bl.a. var utilfreds med at nævnet ikke

havde taget stilling til Lemvig Kommunes sagsbehandling, herunder

helhedsvurdering, medinddragelse af borgeren og tidlig målrettet indsats. I

den

forbindelse bad forbundet Den Sociale Ankestyrelse om at vurdere Lemvig

Kommunes samlede indsats under sygedagpengeforløbet og det sociale nævns

bemærkning om at en helhedsvurdering lå uden for nævnets kompetence.

Den Sociale Ankestyrelse

svarede i brev af 6. marts 2000 at styrelsen havde gennemgået sagen igen.

Styrelsen mente imidlertid ikke at der var fremkommet nye oplysninger der

kunne

bevirke en ændret vurdering af hvorvidt sagen var principiel eller generel.

Fagforbundet klagede til mig

i brev af 1. august 2000. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

”Lemvig Kommune har efter

vores opfattelse udvist en alvorlig grad af passivitet under denne sags

behandling. Kommunen følger ikke Sygedagpengelovens § 24, vedrørende

opfølgning

(senest efter 8 uger), udarbejdelse af handlingsplan (efter 6 måneder),

inddragelse af andre aktører herunder virksomhed, fagforening eller AF.

Intentionerne med denne bestemmelse er at inddrage borgeren optimalt, for at

undgå marginalisering og udstødning fra arbejdsmarkedet.

Dette har ikke fundet sted.

Eneste handling fra kommunens side har været at indhente lægefaglig

vurdering.

Der foreligger ikke én eneste socialfaglig vurdering hvor medlemmet aktivt

har

været inddraget i beslutningen.

Medlemmet har selv orienteret

kommunen om behandlingsforløbet, men har ikke modtaget rådgivning medens

sygedagpengesagen forløber.

Kommunen er helt klart

vidende om at (A)’s situation er alvorlig, langvarig og med fare for

alvorlige

sociale og økonomiske konsekvenser. Alligevel undlader kommunen at inddrage

vort medlem og andre aktører i et forsøg på at løse den åbenlyse alvorlige

situation.

Vi finder at denne form for

sagsbehandling er i strid med Lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område på følgende punkter:

§ 4: Borgerens medvirken.

(A) har ikke været

medinddraget i behandling af sagen. Kommunen har handlet hen over hovedet på

vort medlem, og har undladt dialog og gennemskuelighed i sagsbehandlingen.

§ 5: Helhedsvurdering.

Kommunen er forpligtet til at

behandle sagen ud fra en helhedsvurdering, herunder give rådgivning om

muligheder inden for både den sociale lovgivnings område og hjælp hos anden

myndighed eller efter anden lovgivning.

Kommunen har ikke udført

denne rådgivning og vejledning og har efter vores opfattelse ikke opfyldt

kravet om en rimelig kvalitativ helhedsvurdering, specielt ikke når man

betragter sagen i lyset af den meget lange sygdomsperiode og det forhold at

(A)

ikke er i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

§ 6: Tidlig samlet vurdering.

Kommunen skal tidligt i

sagsforløbet foretage en samlet vurdering og vurdere pågældendes behov på

længere sigt.

Dette har ikke været udført i

denne sag.

§ 7: 8-ugers vurdering og skriftlig underretning

Kommunen skal efter 8 uger

foretage vurdering efter § 6, og meddele hvilken vej indsatsen skal gå.

Borgeren skal have skriftlig

besked herom. Formålet med den skriftlige besked er at der bliver skabt

klarhed

i sagen - både af hensyn til borgeren og til kommunen selv.

Såfremt denne vurdering er

foretaget, er den ikke tilgået (A).

Det sociale nævn udtaler i

afgørelsen den 30. november:

’Nævnet finder endvidere

ikke, at det kan lægges til grund som overvejende sandsynligt, at

revalidering

vil være påkrævet. Nævnet har lagt vægt på, at det fortsat ikke kan afvises,

at

De på et tidspunkt vil kunne genoptage ikke-rygbelastende arbejde, uden at

dette vil forudsætte revalidering.’

Nævnet udtaler her, at (A)

ikke er revalideringsberettiget. Grundlaget for denne afgørelse, hviler

udelukkende på en lægefaglig (erhvervsevnevurdering) og opfylder derfor ikke

lovens bestemmelser om at foretage en socialfaglig vurdering (efter

arbejdsevnekriterierne).

Ved afgørelsen af 17. januar

2000 skriver Nævnet, at inddragelse af vurdering efter arbejdsevnekriteriet

ikke ses at have betydning for spørgsmålet om forlængelse af sygedagpenge.

Dette står vi meget uforstående overfor. Når Nævnet (og kommunen) træffer en

afgørelse omkring eventuel revalideringsberettigelse, bør det efter vores

opfattelse ske på et fagligt korrekt grundlag, hvilket ikke har fundet sted i

denne konkrete sag. Vi er særdeles forundret over at Nævnet med deres sidste

afgørelse siger, at Nævnet kun vil inddrage faktorer som har betydning for en

vurdering af sygedagpengespørgsmålet - ikke i spørgsmålet om

revalideringsberettigelse og forvaltning af sagen i øvrigt.

Nævnet henviser i den sidste

afgørelse til Aktivlovens § 46, stk. 2. Hverken Lemvig Kommune eller Nævnet

har

tidligere bragt denne bestemmelse ind i sagen.

§ 46, stk. 2 siger: ’Kommunen

giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne

eller

anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende kan klare sig

selv.’

Nævnet er vidende om at

Lemvig Kommune har haft 2 år til at foretage en vurdering efter § 46 stk. 2.

Lemvig Kommune har på intet tidspunkt vejledt om, hvilke aktiviteter som kan

bringe (A) til at klare sig selv - og har ej heller forsøgt at inddrage andre

aktører i at løse denne vigtige opgave.

Lemvig Kommune har på intet

tidspunkt sandsynliggjort at de har levet op til denne bestemmelse i

Aktivloven.

Vi undrer os derfor meget

over, at Nævnet undlader at pålægge Lemvig Kommune at efterkomme denne

bestemmelse.

For at være omfattet af

Aktivlovens § 46 fordres at personen har ’begrænsninger i

arbejdsevnen’. Der er

ikke tale om varige eller kroniske begrænsninger.

(A) har veldokumenterede og

langvarige begrænsninger af arbejdsevnen, og der er ikke udsigt til at kunne

vende tilbage til ordinært arbejde inden for en overskuelig tidshorisont.

Dette fremgår tydeligt af

akterne, og alligevel undlader Nævnet at hjemvise sagen til fornyet

behandling

med henblik på iværksættelse af revalidering, hvilket vi hverken finder

rimelig

eller korrekt i denne konkrete sag.

Sagens behandling i Den sociale Ankestyrelse

25.01.2000

Sagen behandlet i Ankestyrelsen.

Afvist. Vi havde bedt om, at Nævnet konkret tog stilling til både

sygedagpengelov samt sagens behandling efter Retssikkerhedsloven. Vi finder

det

vigtigt at få afklaret om Nævnet skal behandle sagen meget snævert omkring

selve grundlaget for sygedagpengeforlængelsen eller om Nævnet skal foretage

et

bredere socialfagligt skøn. I denne sag ville vi gerne have en vurdering af

Lemvig Kommunes samlede indsats under forløbet - ikke kun en vurdering af

dagpengerettighederne.

Vort medlem har udtalt ønske

om revalidering eller andre støtte aktiviteter, men ankesagen kommer kun til

at

omfatte en snæver fortolkning af sygedagpengeloven. Hvorledes sikres borgeren

en bredere vurdering af hele den socialfaglige indsats i en kommune, når det

sociale nævn kun vil forholde sig til et snævert lovområde?

Hvorledes beskyttes borgeren

mod overtrædelser af Retssikkerhedsloven, når hverken Det sociale Nævn eller

Den sociale Ankestyrelse tager disse forhold med ved vurdering af en sag?

Hvad var hensigten med at

gøre ankesystemet enstrenget - var det ikke netop at Nævnene skulle se mere

bredt på sager om bl.a. sygedagpenge, som tidligere blev behandlet i

Dagpengeudvalget?”

Den 30. januar 2001 bad jeg

Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt og Lemvig Kommune om en udtalelse hvori

myndighederne forholdt sig til de klagepunkter som fagforbundet havde

beskrevet

i sit brev af 1. august 2000. Jeg bad endvidere Lemvig Kommune redegøre for

den

opfølgning som kommunen havde foretaget efter dagpengelovens § 24.

Lemvig Kommune skrev bl.a.

således i sin udtalelse af 15. februar 2001:

”Konkret finder vi, at hele

sagsforløbet kan anskues fra forskellige vinkler:

enten

som en fortløbende aktuel beskrivelse af vores aftaler med

klienten og samarbejdspartnere og overvejelser vedrørende forskellige tiltag

omkring klienten.

Eller

se hele

sagsforløbet i ’bagklogskabens skær’. - Samtidig vil vi nævne, at

sagsbehandlingen jo er foregået i et ’fagligt farvand’ præget af

især

ventetider ved sundhedssektoren og i lang tid af sagsforløbet med

behandlingsmulighed

til raskmelding.

Angående de konkrete

klagepunkter vil vi mene, at hele sagsgangen-sagsforløbet af kommunen er søgt

påvirket på en måde, der har søgt at løse klientens problemer på en optimal

måde indenfor de socialretlige rammer, herunder med en grundig

helhedsvurdering

af klientens situation ved varighedsperiodens indtræden. Vores

hoveddokumentation for dette udsagn er beskrevet i de interne sagsnotater,

som

foreligger som bilag side 1 fra 6.5.98 og til side 6 sluttende med datoen

14.2.2000.

Af dette materiale fremgår,

at vi fra starten af sagsforløbet aktivt har søgt at hjælpe klienten, har som

udgangspunkt haft klientens holdninger og synspunkter medinddraget og også

lavet fortløbende aftaler med klienten om, hvad der skulle gøres af tiltag

vedrørende

undersøgelser, indhentning af yderligere oplysninger, inddragelse af

samarbejdspartnere etc.

Første gang kommunen får

kendskab til sygemeldingen er ved modtagelsen af en sygeerklæring fra

arbejdsgiveren d. 21.4.98 jf. bilag. Af denne erklæring fremgår, at pgl. har

været sygemeldt siden d. 16.2. Formelt skal vi have kontakt med pgl. senest 8

uger efter sygemeldingen. Inden for 1 uge efter modtagelsen af sygemeldingen

kontaktes klienten jf. bilag dateret 28.4.98. Klienten anmodes også omkring

dette tidspunkt om at udfylde et særligt af forvaltningen udarbejdet skema om

sociale, erhvervsmæssige og personlige oplysninger jf. bilag, som

forvaltningen

modtager d. 12 maj 98. - I dette skema anfører klienten bl.a., at hun venter

på

behandling, at hun har kraftige smerter og at hun forventer at vende tilbage

til sit nuværende arbejde.

Den 6.5.98 får forvaltningen

besked fra lægen, om at pgl. er henvist til reumatologisk undersøgelse og at

der forventes en ventetid på ca. 5 mdr.

D. 14.5.98 udarbejder

forvaltningen

i samarbejde med klienten

en

opfølgningsplan,

som går ud på, at klienten afventer resultatet af en behandling og at hun

derefter forventer at kunne genoptage sit tidligere arbejde.

D. 24.6.98 er forvaltningen i

telefonisk kontakt med pgl., der fortsat er fuld sygemeldt. Pgl. har

inddraget

egen læge og der ventes på en undersøgelse hos specialister på

centralsygehuset

i (Y). Aftales med klienten, at hun kontakter forvaltning, når undersøgelsen

har været foretaget.

D. 27.7.98 har ventetiden

igen en betydning for klienten, da hun ifølge journalen skal afvente

fysiurgisk

behandling. Der ventes en anden aktivitetsmulighed, nemlig kursus på en

daghøjskole, som pgl. ikke kan gennemføre på grund af smerter. Det fremgår,

at

pgl. er opsagt fra jobbet, men

med håb om

raskmelding inden, så hun kan forblive i jobbet.

D. 31.8.98 kontakter

forvaltningen pgl. på ny og pgl. er fortsat i behandlinger, hvorfor

erhvervsfremtiden er uklar.

D. 28.9.98 kontakter klienten

forvaltningen og nævner, at behandlingerne ikke har givet resultat.

Men

nu afventes resultatet af blodprøver

Aftales, at klienten ringer, når hun ved mere om dette.

D. 8.10.98 er det ifølge

journalen fortsat uklar om og hvordan pgl. kan behandles. Forvaltningen

inddrage derfor lægekonsulenten i sagen for om lægekonsulenten har en ide til

at ’komme videre’ (bemærkning: skal både presse på en løsning, men

også vise

respekt for de lægelige undersøgelser ...). Forvaltningen ønsker en

statusbedømmelse på klienten.

D. 11.11.98 modtages en

statusbedømmelse (efter at forvaltningen har rykket).

Erklæringen konkluderer om

prognosen, at ’det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at udtale sig om

prognosen, da der ikke foreligger en velafgrænset ryglidelse at relatere en

sådan vurdering til’. Også

klienten

inddrages

på dette tidspunkt. Hun venter nu på et nyt lægeligt tiltag (MR

scanning, ca. 11 ugers ventetid ). På dette tidspunkt i sagsforløbet

håber klienten selv på at kunne vende

tilbage til sit tidligere job

og der er ikke lægelige oplysninger, der

kontraindicerer ’dette håb’ (bemærkning: vægt på klientens egne

ønsker).

D. 26.1.99 venter pgl.

fortsat på scanning-undersøgelse samtidig med at hun er i fysiurgisk

behandling. Pgl. udtrykker stor frustration. Næste kontakt aftales - som

altid

jf. journalnotaterne.

17.2.99 Ifølge aftale med

forvaltningen kontaktes forvaltningen af pgl., der har fået resultatet af

scanningen, som ikke skulle ’sige noget særligt’. Pgl. er nu

ordineret

rygtræning på sygehus. - Da socialretten ikke direkte hjemler ret til fortsat

udbetaling af sygedagpenge efter 31.3.99 indhentes en statusattest fra (Y)

sygehus.

Forvaltningen forsøger at

leve op til

helhedskravene også i forhold

til socialrettens ’dagpengeforlængelsesmuligheder’.

Af anmodningen til

sygehuset fremgår nemlig: kan pgl. forventes raskmeldt inden for 26 uger? Kan

pgl. forventes raskmeldt til tidligere arbejde? Hvilke behandlingsmuligheder

er

der og hvilke er iværksat? Skal revalidering eller pension overvejes? - Da

pgl.

tidligere har oplyst i begyndelsen af sagsforløbet på det særlige skema, at

der

ikke verserer en arbejdsskadesag, mener forvaltningen at der ved de nævnte

spørgsmål er søgt belyst

alle

dagpengeforlængelsesmuligheder

9.3.99 Lægekonsulenten peger

på rygtræningsmuligheden. Klienten er også inddraget på denne dato i

forvaltningens overvejelser. Også specialisten er inddraget og peger på en

forventet

raskmelding inden for 26 uger.

Derfor tages ikke stilling til pension, revalidering eller andre

sociallovgivningstiltag. Varighedsperioden forlænges herefter i op til 26

uger.

D. 17.5.99 kontakter

forvaltningen pgl. Det viser sig, at træningsprogrammet ikke har hjulpet.

Socialretslig er konsekvensen, at sygedagpengeperioden ikke kan forlænges på

’behandlingsgrundlaget’. Forvaltningen indhenter derfor på ny

lægelige

oplysninger fra egen læge og fra specialist.

D.3.6.99 overvejer

sagsbehandler også på baggrund af forudgående drøftelser med klienten

mulighederne for revaliderings-, pensions- eller fleksjobtiltag.

Sagsbehandler

lover at kontakte klienten, når vi har svar fra lægen.

D. 18.6.99 finder

forvaltningen ikke grundlag for længere at fortsætte dagpengeudbetalingen, da

der ikke er sikker forventning om raskmelding, især byggende på oplysning om

helbredstilstanden og at der ikke er en varig erhvervsevnereduktion.

D. 19.6.99 sendes afslagsbrev

til pgl. jf. bilag. Brevet indeholder både

begrundelse,

lovhenvisning og stillingtagen til andre

lovmuligheder/forlængelsesmuligheder,

herunder kontanthjælp.

D. 22.6.99 reagerer pgl.

telefonisk og er uforstående overfor dagpengestoppet, da ’hun ikke

forstår

systemet’. Forvaltningen opfordrer pgl. til at benytte klagemuligheder

(bemærkning: forsøg på retsbeskyttelse).

D. 12.7.99 og 2.8.99 er (X)

inddraget i sagen. Og det aftales med repræsentant fra (X), at spørgsmålet om

revalidering afventer resultatet af Det sociale nævns behandling af klagen.

D. 25.1.00 og 14.2.00 drøftes

med klienten, at vi skal arbejde ’optimalt’ på at støtte klienten,

hvis der

kommer nye oplysninger, f.eks. om helbredet (også på baggrund af udtalelser

fra

overlæge (D).

Konklusion på redegørelsen/udtalelsen til Det sociale nævn:

·

mener, at Lemvig Kommune ikke har udvist

passivitet, men har haft en fortløbende kontakt med klienten byggende på

aftaler, som er gensidigt overholdt.

·

mener, at Lemvig Kommune ved

første-kontakten efter ca. 1 uges kendskab til klientens sygdom har været

aktiv

opsøgende overfor klienten. Siden dette tidspunkt har der - jv. ovennævnte

sagsredegørelse - været adskillige kontakter til klienten.

·

mener, at Lemvig Kommune har forsøgt at

anlægge en helhedsbetragtning i et sagsforløb, hvor der ’langt

fremme’ i pgl.s

sag forelå mulighed for raskmelding.

·

mener, at sagsforløbet også (set i

bakspejlet) bærer præg af megen ventetid ved sundhedssektoren og nye

undersøgelsestiltag).

·

mener også at der er aftalt/udarbejdet

opfølgningsplaner og som noget centralt været fortløbende aftaler med

klienten,

om hvad ’næste behandlingstræk’ skulle være.

·

mener, at Lemvig Kommune har forsøgt at

balance i forvaltningsprincippet om indgrebets omfang ved ikke at indhente

eller

forcere flere oplysninger eller tiltag overfor klienten end denne af især

helbredsgrunde kan klare.

·

mener, at Lemvig Kommune ved

varighedsperiodens indtræden har undersøgt alle forlængelsesmuligheder og

meddelt klienten dette skriftligt med lovhenvisning, begrundelse og

klagevejledning.”

I udtalelse af 20. februar

2001 har Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt bl.a. skrevet således:

”Det sociale nævn har ved sin

afgørelse af 30. november 1999 alene behandlet (A)’s klage over stop for

udbetaling af sygedagpenge.

Afgørende for nævnets

afgørelse i en sygedagpengesag, hvor varighedsbegrænsningen er indtrådt, er,

om

betingelserne for forlængelse i dagpengelovens § 22, stk. 1 er opfyldt.

En af disse betingelser er,

at det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

jfr. lovens 22, stk. 1, nr. 1.

På baggrund af de

foreliggende lægelige oplysninger har nævnet vurderet, at revalidering ikke

var

overvejende sandsynligt, idet det på afgørelsestidspunktet fortsat var

uafklaret og således ikke kunne afvises, at (A) uden revalideringsmæssige

tiltag ville kunne genoptage et ikke-rygbelastende arbejde.

Henvisningen til aktivlovens

§ 46, stk. 2 er alene anført som en understregning af, at der først kan tages

stilling til, om revalidering er overvejende sandsynligt, når det er

afklaret,

i hvilket omfang der overhovedet er behov for hjælp efter reglerne om

revalidering.

Der er således ikke tale om

en ny begrundelse, som anført af (X). Hensigten var at præcisere, at den

blotte

tilstedeværelse af en begrænsning i arbejdsevnen ikke er tilstrækkeligt til

at

udløse revalidering, hvilket (X) synes at mene.

Nævnet må bestride at have

taget stilling til, om (A) er revalideringsberettiget. Nævnet har kun

vurderet,

om det på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelse om at standse

dagpengene,

kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive

iværksat,

jfr. næstsidste afsnit i nævnets brev af 17. januar 2000 til (X).

Netop derfor er diskussionen

om arbejdsevne ctr. erhvervsevne irrelevant i denne sammenhæng. Den

aktualiseres først, når og hvis revalidering kommer på tale og er derfor uden

betydning for afgørelsen om standsning af dagpenge.

Det bemærkes, at (A) så sent

som i maj 1999 har været afvisende over for tanken om revalidering. Det må

derfor tages med et vist forbehold, at kommunen har haft 2 år til at foretage

en vurdering af revalideringsspørgsmålet.

Efter nævnets opfattelse er

der - også i Den Sociale Ankestyrelse - fast praksis for, at revalidering

skal

være aktuel/nært forestående, hvis dette argument skal kunne begrunde en

forlængelse af dagpenge ud over varighedsbegrænsningen. En evt. hjemvisning

med

henblik på en nærmere vurdering af revalideringsaspektet ville derfor ikke

have

ført til et andet resultat.

Nævnet mener således at have

fulgt den af Den Sociale Ankestyrelse udstukne linje og må afvise påstanden

om,

at der ikke er foretaget den fornødne helhedsvurdering.”

Den 28. februar 2001 sendte

jeg kopi af myndighedernes udtalelser til fagforbundet således at forbundet

fik

lejlighed til at indsende eventuelle kommentarer til sagen.

Forbundet sendte sine

bemærkninger i brev af 12. marts 2001.

Ombudsmandens udtalelse

”Kommunens og nævnets afgørelser om ophør af sygedagpenge

§ 22, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 om dagpengeloven

(som ændret ved lov nr. 1038 af 23. december 1998) har følgende ordlyd:

’

§ 22.

Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn

under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,

medmindre

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for

en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om sikring mod følger af

arbejdsskade, eller

der er påbegyndt en sag om førtidspension, eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.’

§ 37 i bekendtgørelse nr. 442

af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom eller fødsel er formuleret således:

’§ 37.

Ved kommunens forlængelse af dagpengeperioden for personer,

der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1, tages det i

betragtning,

at det må anses for overvejende sandsynligt, at der vil

blive iværksat arbejdsprøvning, eller

at den pågældende er under eller venter på

lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for

26 uger.’

§ 46 i lovbekendtgørelse nr.

707 af 29. september 1998 om aktiv socialpolitik (som ændret ved lov nr. 1038

af 23. december 1998) er formuleret således:

’§ 46.

Revalidering i form af virksomhedsrevalidering eller anden

revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan

bidrage

til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer

ind

på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig

selv og sin familie forbedres.

Stk. 2.

Kommunen giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede

aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at

den pågældende kan klare sig selv.

Stk. 3

’

1. Myndighedernes afgørelser

Myndighederne

har i sine afgørelser lagt vægt på 2 forhold:

at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort at (A)

ville kunne genoptage arbejde inden den 30. september 1999, og

at det ikke kunne lægges til grund som overvejende

sandsynligt at revalidering ville være påkrævet.

For så vidt angår det første

punkt, kan jeg - på baggrund af (A)’s egen læges udtalelse af 10. juni

1999

hvorefter det var svært/umuligt at forudsige med sikkerhed at tilstanden

ville

være forenelig med raskmelding til fuld arbejdsduelighed inden 30. september

1999 - ikke kritisere myndighedernes vurdering.

For så vidt angår det andet

forhold om at det ikke kunne lægges til grund som overvejende sandsynligt at

revalidering ville være påkrævet, har jeg følgende bemærkninger:

Som det fremgår af sagen,

blev (A) sygemeldt den 16. februar 1998 og var fortsat sygemeldt på

tidspunktet

for kommunens afgørelse den 19. juni 1999. Det var ikke på tidspunktet for

kommunens afgørelse muligt at forudse hvornår (A) ville kunne genindtræde på

arbejdsmarkedet, og der var lægeligt udsagn om at det var svært/umuligt at

forudsige med sikkerhed at hun kunne blive raskmeldt til fuld

arbejdsduelighed

inden 30. september 1999.

Som jeg opfatter de lægelige

udtalelser, måtte (A)’s sygdomsmæssige prognose anses for at være meget

usikker, men dog således at det måtte forventes at hun på et eller andet

(uvist) tidspunkt ville være i stand til at genindtræde på arbejdsmarkedet.

Forlængelse af udbetaling af

dagpenge kan ske hvis det anses for overvejende sandsynligt at revalidering

vil

blive iværksat. Efter aktivlovens § 46, stk. 1, defineres revalidering som

erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp der kan bidrage til at en

person

med begrænsninger i arbejdsevnen

fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. I bemærkningerne til denne

bestemmelse er bl.a. anført følgende om hvilken persongruppe der er

berettiget

til revalidering:

’Stk. 1 indeholder en

definition af, hvad der forstås ved revalidering ( ) og beskriver sammen med

stk. 2, kriterierne for at få hjælpen. ( ) Betingelserne for at få støtte til

revalidering er således, at der skal være tale om en person med begrænsninger

i

arbejdsevnen, hvor revalidering er nødvendig for, at den pågældende kan

fastholde

eller få arbejde og dermed forsørge sig selv helt eller delvist.

Med det formål at fastholde

personer med begrænsninger i forhold til arbejde, er det yderligere

nødvendigt

at tilrettelægge en tidlig indsats. Det er i den forbindelse afgørende, at

kommunen indgår i et tværfagligt samarbejde, typisk mellem de faglige

organisationer, de praktiserende læger og sygehusvæsenet samt amtskommunen og

bedriftssundhedstjenesten, således at den forebyggende indsats samtidig

prioriteres.

Som det fremgår af stk. 2, er

revalidering fortsat subsidiær i forhold til erhvervsrettede aktiviteter

efter

denne eller anden lovgivning.

Ud over de nævnte situationer

om arbejdsfastholdelse er en forudsætning for en vellykket revalidering, at

kommunen så tidligt som muligt bliver opmærksom på behovet. Derfor er det

vigtigt, at kommunen arbejder målrettet med at tilrettelægge visitationen,

således at der tages udgangspunkt i den enkelte persons behov, når kommunen

giver tilbud om revalidering, aktivering mv.

For så vidt angår betydningen

af visitationen henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne

til

§ 8.’

Af vejledning nr. 39 af 5.

marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik fremgår bl.a. følgende om den

personkreds som er berettiget til revalidering:

’

229.

§ 46, stk. 1, indeholder en definition af, hvad der forstås

ved revalidering, herunder hvornår der er tale om forrevalidering, og udgør

sammen med stk. 2, en beskrivelse af kriterierne for at få hjælp til

revalidering.

Betingelserne for at få

støtte til revalidering er således, at der skal være tale om,

·

en person med begrænsninger i arbejdsevnen,

·

hvor der er en realistisk mulighed for, at

revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og

·

erhvervsrettede aktiviteter efter denne

eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige for at bringe pågældende ind i

eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse.

230.

Sigtet med revalidering er erhvervsrettet. Udgangspunktet er

således at kvalificere revalidenden til at klare et arbejde på normale

vilkår.

Der kan imidlertid være tilfælde, hvor et revalideringsforløb resulterer i,

at

revalidendens arbejdsevne alligevel ikke rækker til at klare et arbejde på

normale vilkår. Der kan også være tilfælde, hvor det på baggrund af

pågældendes

hidtidige arbejdsmæssige og øvrige forhold må anses for godtgjort, at der

foreligger en varig begrænsning af arbejdsevnen, og hvor revalideringstiltag

må

anses for udsigtsløse. I sådanne tilfælde tilbyder kommunen pågældende et

fleksjob, jf. afsnit 7.3.

Personer, der modtager førtidspension

efter lov om social pension, kan også få støtte til revalidering med henblik

på

at give dem mulighed for at udnytte deres restarbejdsevne, fx i forbindelse

med

et skånejob med løntilskud, jf. afsnit 7.7.

Et væsentligt element i

vurderingen af, om en person skal revalideres, vil være at få afdækket

begrænsningerne i arbejdsevnen og med udgangspunkt heri finde frem til den

indsats, der skal til, for at revalidenden kan klare sig på arbejdsmarkedet

på

normale vilkår trods disse begrænsninger.’

Ankestyrelsen har i en Social

Meddelelse SM D-2-02 behandlet en sag med henblik på nærmere belysning af

hvilke forhold der skal tages i betragtning ved vurdering af spørgsmålet om

uarbejdsdygtighed

i dagpengelovens forstand. Af referatet i den Sociale Meddelelse

fremgår følgende:

’

En 54-årig mand der i 20 år

havde været arbejdsleder på en fabrik, blev den 1. februar 1999 afskediget på

grund af nedskæringer. I marts 2000 sygemeldte han sig til A-kassen på grund

af

skuldersmerter mv.

Egen læge oplyste i en erklæring

af 4. marts 2001 bl.a. at den sygemeldte havde kroniske rygsmerter, slidgigt

i

højre skulder og venstre knæ samt i begge håndled og ankler. Han fik smerter

i

ryggen ved selv lette belastninger og løft. Han havde også forhøjet blodtryk.

Kommunen forlængede den 9.

april 2001 dagpengeudbetalingen i henhold til bestemmelsen i dagpengelovens §

22, stk. 1, nr. 3, med den begrundelse, at behandlingsmulighederne ikke ansås

for udtømte.

På det tidspunkt ventede den

sygemeldte på at blive opereret for grå stær og han afventede også en

hjerteundersøgelse.

Efter operationerne for grå

stær havde han normalt syn med brillekorrektion. Hjerteundersøgelsen viste,

at

hans hjerte havde normal pumpefunktion og at der ikke var tegn på en iskæmisk

hjertelidelse.

Kommunen besluttede den 29.

maj 2001 at standse sygedagpengene. Afgørelsen begrundedes med, at den

sygemeldtes tilstand var stationær, og at han ikke var uarbejdsdygtig i

ethvert

erhverv. Kommunen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at iværksætte

revalidering.

Nævnet tiltrådte kommunens

afgørelse med den begrundelse, at den sygemeldte efter de helbredsmæssige

oplysninger selv burde være i stand til at skaffe sig arbejde, som han fysisk

magtede.

I klagen til Ankestyrelsen

anførtes det, at kommunens og nævnets vægtlægning på de lægelige oplysninger

var en mangelfuld belysning i forhold til den helhedsvurdering, der burde

have

foreligget i forbindelse med afgørelsen af, om den sygemeldte var

revalideringsberettiget.

Sagen blev behandlet i

principielt møde med henblik på afklaring af hvilke forhold der skal tages i

betragtning ved vurderingen af uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand.

Afgørelse:

Sagen hjemvistes til kommunen

med henblik på en nærmere undersøgelse af den sygemeldtes muligheder for at

udføre erhvervsarbejde, eventuelt i form af beskæftigelse på særlige vilkår,

samt hans behov for bistand til at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen anførte som

begrundelse for afgørelsen at kommunens afgørelse om standsning af

sygedagpengene var ugyldig på grund af væsentlige mangler ved

sagsbehandlingen.

Ankestyrelsen lagde vægt på,

at kommunen havde vurderet den sygemeldtes uarbejdsdygtighed alene på

grundlag

af de lægelige oplysninger.

Ankestyrelsen fandt at det på

baggrund af de helbredsmæssige oplysninger samt den sygemeldtes alder og

manglende tilknytning til arbejdsmarkedet siden februar 1999 måtte anses for

meget usikkert, om han var i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet

ved

egen hjælp.

Ankestyrelsen fandt derfor,

at kommunen burde have foretaget en nærmere undersøgelse af hans arbejdsevne

ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger, inden der

blev

truffet afgørelse om hans fortsatte ret til sygedagpenge, jf. dagpengelovens

§

5, stk. 1, og § 22, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen henviste

endvidere til dagpengelovens § 24, stk. 1, hvori det er fastlagt, at kommunen

i

forbindelse med dagpengeopfølgningen skal vurdere, om der er behov for

optræning, revalidering eller andre former for bistand med henblik på at

bevare

den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen anmodede

kommunen om at tage stilling til, hvor længe den sygemeldte havde ret til

sygedagpenge efter standsningstidspunktet i forbindelse med den fornyede

behandling af sagen.

Ankestyrelsen ændrede således

nævnets afgørelse.’

De sociale myndigheder

vurderer hvornår en lønmodtagers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er

af et sådant omfang at det vil være nødvendigt at iværksætte erhvervsrettede

aktiviteter i form af revalidering, herunder arbejdsprøvning. I den konkrete

sag skrev nævnet at det fortsat ikke kunne afvises at (A) på et tidspunkt

ville

kunne genoptage ikke-rygbelastende arbejde uden at dette ville forudsætte

revalidering.

Ud fra de oplysninger af

lægelig karakter der foreligger i sagen, kan det ikke fastslås hvornår (A)

kan

forventes tilbage på arbejdsmarkedet. Efter min opfattelse kunne det lange

sygdomsforløb med den uforudsigelige prognose for raskmelding sammenholdt med

(A)’s alder tale for at der kunne være grundlag for at iværksætte

erhvervsrettede

aktiviteter. Jeg henviser i den forbindelse også til de afvejninger som Den

Sociale Ankestyrelse har givet udtryk for i SM D-2-02.

Imidlertid har myndighederne

foretaget denne vurdering og afvejning af de forskellige hensyn og er kommet

til den konklusion at der ikke var en sådan udsigt til at revalidering ville

blive iværksat, at der var grundlag for at forlænge udbetalingen af

sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Jeg har ikke særlige

forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en

anden og bedre måde end kommunen og nævnet der beskæftiger sig med det

pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger

.

Jeg har derfor koncentreret

min undersøgelse om en række sagsbehandlingsmæssige spørgsmål som jeg vil

gennemgå nedenfor.

2. Sagsbehandlingen

2.1 Partshøring

Reglerne for

hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed

til

at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:

’

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter § 19, stk. 1, har en

myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i

besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er

til

ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen

forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i

besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.

§ 19, stk. 2, indeholder

visse undtagelser fra partshøringspligten, bl.a. er der ikke pligt til at

partshøre hvis det må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det

foreliggende grundlag.

Forvaltningsmyndigheden har

ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og

partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed

til

at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl

i

beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde

får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal

endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de

berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres

sag.

a) Partshøring før kommunens afgørelse

Lemvig

Kommune har ved sin afgørelse af 19. juni 1999 bl.a. lagt vægt på

statusbedømmelsen af 10. juni 1999 fra læge (C). Af statusbedømmelsen fremgår

at det ikke var muligt for ham at sige noget om datoen for en raskmelding, og

at lidelsen ikke gav et varigt erhvervsevnetab, men at nuværende behandling

efter MTV-rapporten skulle kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Jeg har i en tidligere sag

udtalt at indholdet af lægeerklæringer bør forelægges for parten til

udtalelse

inden en afgørelse i sagen bliver truffet. Den omstændighed at parten ved at

en

lægeerklæring vil blive udfærdiget og indgå i sagen, er ikke tilstrækkeligt

til

at antage at parten er bekendt med de konkrete oplysninger der indgår i

myndighedernes sag. Jeg henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning

for

1990, s. 339* - især s. 377ff.

I den foreliggende sag blev

(A) ifølge kommunens journalark fra den 3. juni 1999 informeret om at

kommunen

ville indhente en statusbedømmelse fra hendes egen læge. Som sagen foreligger

for mig, har hun imidlertid ikke haft kendskab til de konkrete oplysninger i

læge (C)’s statusbedømmelse.

Lemvig Kommune foretog efter

det oplyste ikke nogen partshøring af (A) over statusbedømmelsen fra (C).

b) Partshøring før kommunens genvurdering

I

retssikkerhedslovens § 66 er der bestemt følgende:

’

§ 66.

Inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet

afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller

delvist

medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har

truffet afgørelsen.

Stk. 2.

Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen

med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til

klageinstansen.’

Den Sociale Ankestyrelse har

i punkt 73 i sin vejledning om klageregler på det sociale område skrevet at

forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring, også gælder ved

sagens genvurdering.

Ved Lemvig Kommunes

genvurdering af sagen lagde kommunen bl.a. vægt på den supplerende udtalelse

af

12. august 1999 som kommunen havde indhentet fra læge (C). Som sagen er

oplyst

for mig, var (A) ikke klar over at der ville blive indhentet en sådan

supplerende udtalelse, og hun havde heller ikke kendskab til oplysningerne i

udtalelsen af 12. august 1999.

Lemvig Kommune foretog efter

det oplyste ikke partshøring af (A) over den supplerende udtalelse fra læge

(C).

c) Konklusion vedrørende kommunens

partshøring

Oplysningerne

i statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse må antages at være

væsentlige

og til ugunst for (A) idet Lemvig Kommune bl.a. på baggrund af disse

oplysninger traf henholdsvis afgørelse om ophør af sygedagpengene og

beslutning

om ikke - i forbindelse med genvurderingen - at ændre afgørelsen.

Statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse var derfor omfattet af

forvaltningslovens § 19, stk. 1. (A) ville ved en korrekt foretaget

partshøring

have fået lejlighed til at tilføje sagen sine synspunkter, eventuelt ved

tilvejebringelse af yderligere oplysninger der kunne ændre eller afsvække

statusbedømmelsens og den uddybende begrundelses betydning for sagens

afgørelse. Jeg henviser i den forbindelse til Carl Aage Nørgaard og Jens

Garde

i Forvaltningsret - sagsbehandling, 4. udgave, s. 171 og 172.

Efter min opfattelse har

Lemvig Kommune ikke opfyldt kravene i forvaltningslovens § 19, og jeg finder

det beklageligt at (A) ikke blev partshørt over henholdsvis statusbedømmelsen

af 10. juni 1999 og den supplerende udtalelse af 12. august 1999 inden

kommunen

traf afgørelse og genvurderede sagen. Jeg har gjort kommunen bekendt med min

opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke videre i anledning af dette

kritikpunkt idet jeg af (A)’s bilag kan se at hun havde fået kopi af

statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse før Det Sociale Nævn for

Ringkøbing Amt traf afgørelse i sagen.

2.2. Oplysningsgrundlag

Det fremgår

af sagen at Lemvig Kommune ved sin afgørelse af 19. juni 1999 lagde vægt på

læge (C)’s statusbedømmelse af 10. juni 1999. Efter at (A) klagede over

kommunens afgørelse af 19. juni 1999, anførte kommunen bl.a. følgende i sin

journal den 4. august 1999:

’Gruppen har drøftet pgl.s klagesag.

Vi skal foretage en genbehandling. Ved drøftelsen indgår den modtagne

statusattest dateret 10.6.99. Vi er usikker ud fra det skrevne i sagen, om

udtalelsen om at der ikke er et varigt erhvervsevnetab skal forståes sådan,

at

der ikke er noget tab i den betydning, at klienten kan genoptage sit arbejde

eller lignende arbejdsfunktioner.

Her er det vores vurdering,

at ved den konkrete arbejdsplads er der andre arbejdsfunktioner end

kassefunktionen. Men omvendt peger lægen i samme statusattest på, at pgl. bør

måske revalideres til ikke ryg-belastende arbejde. Vi vil søge dette nærmere

afklaret ved henvendelse til lægen.’

Der gælder i den offentlige

forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket

forvaltningen har ansvaret for at de nødvendige oplysninger til afgørelse af

en

sag er tilvejebragt. Forvaltningens pligt til at oplyse sagen kan kun

udstrækkes til at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for

sagens afgørelse.

Om oplysningsgrundlaget er

forsvarligt, afhænger bl.a. af hvilken type sag der er tale om, hvilke

oplysninger myndigheden allerede er i besiddelse af, og myndighedens praksis

på

området.

Jeg er enig med kommunen i at

lægens statusbedømmelse af 10. juni 1999 var tvetydig. Under hensyn til denne

tvetydighed, som kommunen jo også erkendte ved sin genvurdering af sagen,

mener

jeg ikke at oplysningerne i statusbedømmelsen af 10. juni 1999 var

tilstrækkelige til at vurdere at (A) ikke mere opfyldte betingelserne for

forlængelse af sygedagpengeperioden.

Jeg har gjort Lemvig Kommune

bekendt med min opfattelse.

I den supplerende udtalelse

af 12. august 1999 anbefaler læge (C) at man for at få en endelig afklaring

får

udført en reumatologisk speciallægeundersøgelse.

Fagforbundet har i sin klage

af 27. december 1999 over nævnets afgørelse udtrykt utilfredshed med at

myndighederne har undladt at søge sagen yderligere belyst.

Jeg har ikke grundlag for at

kritisere at myndighederne ikke indhentede flere lægelige oplysninger i

sagen.

3. Nævnets kompetence i forhold til vurdering

af kommunens sagsbehandling

I

dagpengeloven og retssikkerhedsloven findes der regler der angiver hvordan en

sag skal behandles. Disse regler er gengivet nedenfor.

Lovbekendtgørelse nr. 632 af

22. juli 1997 om dagpenge ved sygdom eller fødsel med senere ændring ved lov

nr. 893 af 3. december 1997 har følgende bestemmelse vedrørende opfølgning i

sygedagpengesager:

’§ 24.

Kommunen skal med henblik på at bevare den sikredes

tilknytning til arbejdsmarkedet senest efter 8 uger og derefter mindst hver

8.

uge tage dennes forhold op til vurdering med henblik på, om der er behov for

behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand til den

pågældende eller dennes familie. Dette skal ske i samarbejde med

dagpengemodtageren, læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner,

virksomheder og de faglige organisationer samt arbejdsformidlingen. Kan den

sikrede ikke blive erhvervsaktiv igen, skal kommunen, når betingelserne

herfor

er opfyldt, rejse sag om en social pension.

Stk. 2.

Kommunen skal ved den første opfølgning tage stilling til

udarbejdelsen af en opfølgningsplan. Planen skal i alle tilfælde senest

udarbejdes, når dagpengemodtageren har været sygemeldt i 6 måneder inden for

de

sidste 12 måneder. Har kommunen forlænget dagpengeperioden efter § 22, stk.

1,

nr. 1, skal nødvendige afklarende aktiviteter forud for revalideringen være

iværksat senest 6 måneder efter forlængelsen.

Stk. 3.

Stk. 4.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

opfølgningen af langvarige dagpengetilfælde.’

Socialministeren har i medfør

af dagpengelovens § 24, stk. 4, fastsat følgende bestemmelse i bekendtgørelse

nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom eller fødsel:

’§ 41.

Når sygefraværet har varet i 8 uger, skal kommunen snarest

muligt indhente en lægeerklæring. Kommunen fastsætter en frist for modtagelse

af erklæringen. Overskridelse af fristen, som skyldes dagpengemodtagerens

forhold, medfører, at retten til dagpenge bortfalder, indtil erklæringen

modtages, jf. lovens § 8, stk. 2.

Stk. 2.

Kommunen kan undlade at indhente lægeerklæring i de

tilfælde, hvor der allerede foreligger en egnet erklæring, eller andre

tilstrækkelige lægelige oplysninger i form af journaludskrift fra

hospital/klinik kan indhentes.

Stk.

3.

Stk.

4.

Når

helbredstilstanden er stationær, og kommunen skønner, at sikrede ikke er

berettiget til social pension eller revalidering, skal dagpengeudbetalingen

ophøre.’

Retssikkerhedsloven har også

bestemmelser vedrørende kommunens opfølgning, helhedsvurdering og inddragelse

af borgeren. §§ 4, 5, 6 og 7 er formuleret således:

’§ 4.

Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen

af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne

på

en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

§ 5.

Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og

spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give

hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om

hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

§ 6.

Hvis en borger har brug for hjælp i en længere tid, skal

kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge

hjælpen

ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

§ 7.

Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til

forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2.

Ansøgeren skal have skriftlig besked om kommunens vurdering

efter stk. 1.’

Den 21. december 1999 klagede

fagforbundet over Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amts afgørelse af 30.

november 1999. Forbundet klagede bl.a. over at (A) ikke var blevet inddraget

i

kommunens beslutninger, og over at kommunen ikke havde foretaget en

helhedsvurdering i forhold til (A)’s situation. Forbundet mente i den

forbindelse ikke at kommunen havde iværksat støtte omkring (A)’s

tilbagevenden

til arbejdsmarkedet.

I sine svar af 29. december

1999 og 17. januar 2000 svarede det sociale nævn ikke på disse klagepunkter,

bortset fra at nævnet i sidstnævnte brev anførte følgende:

’På samme måde ses heller

ikke efterfølgende bedømmelse af forløbet ud fra en

helhedsvurdering

at være afgørende for den konkrete vurdering af

berettigelse til forlængelse af sygedagpenge. En udtalelse herom findes

således

at ligge udenfor nævnets kompetence i den konkrete klagesag.’

I klagen til mig anførte

fagforbundet bl.a. at Lemvig Kommune havde udvist en alvorlig grad af

passivitet under sagens behandling. Forbundet mente bl.a. at kommunen ikke

havde opfyldt dagpengelovens § 24 samt §§ 4-7 i retssikkerhedsloven.

Det Sociale Nævn for

Ringkøbing Amt har ikke kommenteret dette klagepunkt i sin udtalelse til mig.

For så vidt angår

retssikkerhedslovens § 7, fremgår det i bemærkningerne til denne bestemmelse

at

bestemmelsen kun handler om førstegangsopfølgningen, og at spørgsmålet om

løbende opfølgning er reguleret i de enkelte sociale love.

(A) blev sygemeldt den 16.

februar 1998. Kommunen blev den 21. april 1998 informeret om sygemeldingen

ved

arbejdsgiveren (F)’s anmodning om refusion for sygedagpenge.

Lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område trådte i kraft den 1. juli 1998. Loven

var

således ikke i kraft på det tidspunkt, den 21. april 1998, hvor Lemvig

Kommune

fik den første henvendelse om at (A) var sygemeldt. Bestemmelserne i lovens §

7

finder herefter ikke anvendelse i den konkrete sag, og kommunen har derfor

ikke

været forpligtet til at udarbejde en skriftlig besked til (A) i forbindelse

med

kommunens første vurdering i sagen.

I vurderingen nedenfor vil

jeg derfor se bort fra denne bestemmelse.

I Den Sociale Ankestyrelses

vejledning om klageregler på det sociale område fremgår bl.a. følgende:

’

10.

Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten)

og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).

Ved en formalitetsklage

forstås en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler for

sagsbehandling.

Reglerne for sagsbehandling

er bl.a. fastsat i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven. Disse regler er

uddybet og suppleret ved Ombudsmandens og klageinstansernes praksis.’

Det Sociale Nævn for

Ringkøbing Amt har ikke i sin afgørelse af 30. november 1999 taget stilling

til

om Lemvig Kommune har behandlet (A)’s sag i overensstemmelse med

sagsbehandlingsreglerne i §§ 4-6 i retssikkerhedsloven, § 24 i dagpengeloven

samt § 41 i bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom

eller fødsel.

(A)’s klage af 12. juli 1999

indeholdt ikke direkte en klage over at sagsbehandlingsreglerne ikke var

fulgt

fra kommunens side.

Spørgsmålet er om det sociale

nævn havde pligt til at tage stilling til om kommunen havde opfyldt

sagsbehandlingsreglerne, selv om (A) ikke i sin klage af 12. juli 1999 over

kommunens afgørelse klagede over disse spørgsmål.

Karsten Loiborg mfl. har i Forvaltningsret,

1. udgave (1994), s. 651, skrevet således:

’

Rent faktisk vil klagen ofte

afgrænse de spørgsmål, rekursinstansen behandler og tager stilling til, og

det

praktisk vigtigste spørgsmål om sagens ramme er derfor, hvorvidt

rekursinstansen af egen drift kan tage stilling til spørgsmål i sagen, som

ikke

er indeholdt i klagen. Dette vil oftest være tilfældet, i alle fald for så

vidt

angår indholdsmæssige spørgsmål til gunst for parten, og formentlig også for

så

vidt angår alle sagsbehandlingsspørgsmål.’

I det omfang

sagsbehandlingsreglerne har karakter af garantiforskrifter hvis

tilsidesættelse

gør at der svigter en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, er det

min opfattelse at det sociale nævn har pligt til af egen drift at påse om

disse

regler er overholdt i underinstansens behandling af en sag. Jeg henviser i

den

forbindelse til min tidligere udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1995, s. 139ff*, hvor jeg bl.a. udtalte følgende:

’Jeg finder det endvidere

kritisabelt at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af

klagesagen ikke bemærkede og over for Direktoratet for Udlændinge påtalte de

sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået, jf. ovenfor.

Reglerne om partshøring har

karakter af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse gør at der svigter en

garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Efter min opfattelse kan det

ikke udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med

behandlingen af (A)´s sag, har haft indflydelse på den trufne

afgørelse.’

Jeg henviser endvidere til at

jeg i en tidligere sag (mit j.nr. 1993-560-023), som dog ikke er

offentliggjort, har skrevet følgende om Ankestyrelsens pligt til af egen

drift

at tage stilling til sagsbehandlingsfejl:

’Uanset om der (udtrykkeligt)

er klaget herover er det imidlertid min opfattelse, at Den Sociale

Ankestyrelse

af egen drift er forpligtet til at tage stilling til sådanne

sagsbehandlingsfejl hos Arbejdsskadestyrelsen, som efter deres art kunne være

af betydning for afgørelsens indhold.’

Ved afklaringen af om

retssikkerhedslovens §§ 4-6 samt dagpengelovens § 24 om opfølgning indeholder

en garanti for dagpengeafgørelsens lovlighed og rigtighed, har jeg gennemgået

Den Sociale Ankestyrelses sociale meddelelser.

I SM D-5-00 har Ankestyrelsen

bl.a. skrevet således:

’Resumé:

Ankestyrelsen har behandlet

en sag med henblik på nærmere at belyse betydningen af de formelle krav i

retssikkerhedslovens § 7 og dagpengelovens § 24.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det

var en fejl i sagsbehandlingen, at lønmodtageren ikke senest 8 uger efter

modtagelsen af dagpengeskemaet i kommunen, blev orienteret skriftligt om

kommunens helhedsvurdering af hans situation, jf. § 7, stk. 2, i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

Manglende skriftlig

helhedsvurdering vil efter en konkret vurdering kunne medføre ugyldighed af

kommunens fremtidige afgørelser om dagpenge i dette sygeforløb.

Det var endvidere en fejl i

sagsbehandlingen, at kommunen ikke senest 6 måneder efter første fraværsdag

udarbejdede en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. punktum.

Planen skal udarbejdes, selv om den helbredsmæssige situation ikke er

afklaret,

og det er efter Ankestyrelsens opfattelse god forvaltningsskik, at planen

udarbejdes skriftligt.

Efter en konkret vurdering af

det tætte opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed

ikke

fremgår af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af

planen havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i lønmodtagerens

dagpengesag.’

I SM D-10-00 har

Ankestyrelsen bl.a. skrevet således:

’Sagsfremstilling:

Sagen blev endvidere

behandlet med henblik på afklaring af, om kommunens telefoniske kontakt til

lønmodtageren i forbindelse med opfølgning var i overensstemmelse med

opfølgningsreglerne, hvorefter lønmodtageren direkte gennem en personlig

samtale skal medinddrages i opfølgningen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt

endvidere, at lønmodtageren burde have været indkaldt til en personlig

samtale

i forbindelse med opfølgning af sin sag, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at den manglende personlige samtale kunne

medføre

ugyldighed for afgørelsen om stop af dagpenge. Ankestyrelsen lagde herved

vægt

på, at lønmodtageren havde været i tæt telefonisk kontakt med kommunen under

opfølgningen.’

I Ankestyrelsens sociale

meddelelse SM D-18-00 har styrelsen anført følgende for så vidt angår

kommunens

sagsbehandling:

’Afgørelse:

Kommunen foretog ikke

partshøring i speciallægeerklæringen af 16. juni 1999, som måtte antages at

være tillagt stor betydning i forhold til beslutningen om at standse

udbetalingen af dagpenge.

Der blev heller ikke inden 8

uger efter lønmodtagerens første henvendelse til kommunen udarbejdet en

skriftlig helhedsvurdering i henhold til retssikkerhedslovens § 7, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at disse

formelle mangler i sig selv gjorde afgørelsen om at standse dagpengene

ugyldig.

Ankestyrelsen var enig med

nævnet i, at det var en fejl i sagsbehandlingen, at der ikke inden 6 måneder

efter 1. fraværsdag var udarbejdet en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens §

24,

stk. 2, 2. punktum. Efter en konkret vurdering af det i øvrigt tætte

opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed ikke fremgår

af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af planen

havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i dagpengesagen.’

Den Sociale Ankestyrelse har

i SM A-40- 01, som vedrører opfølgning i en aktiveringssag, udtalt sig om

betydningen af formelle mangler. Styrelsen har bl.a. anført følgende i

meddelelsen:

’Resumé:

Der var i sagen mangler i

form af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende skriftlig

helhedsvurdering samt utilstrækkelig inddragelse af borgeren.

Der er tale om

sagsbehandlingsregler, der har karakter af

garantiforskrifter.

Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt

indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er

påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at

afgørelsen er ugyldig

, medmindre det konkret kan afkræftes, at

manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har

bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens

resultat.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at

kommunens afgørelse om aktivering på Produktionsskolen, Medielinien, var

ugyldig.

Begrundelsen var, at kommunen

i forbindelse med ansøgers nye kontanthjælpsansøgning i december 1999, som

senere mundede ud i det konkrete aktiveringstilbud, havde tilsidesat

væsentlige

sagsbehandlingsregler, der havde til formål at sikre, at afgørelsen fik et

korrekt indhold. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det var godtgjort, at

manglerne havde været uden betydning for afgørelsens resultat.

Ankestyrelsen lagde ved

afgørelsen vægt på, at kommunen ikke havde foretaget den tidlige

helhedsvurdering i henhold til retssikkerhedslovens §§ 5-7 i forbindelse med

ansøgers kontanthjælpsansøgning. Den manglende helhedsvurdering havde

udelukket

inddragelse af andre foranstaltninger end aktivering og i forbindelse med den

første samtale, hvor beslutningen om aktivering blev truffet, var ansøgers

ønsker og motivation ikke inddraget.

Endelig havde Ankestyrelsen

lagt vægt på, at kommunen ikke havde tilrettelagt behandlingen af sagen

sådan,

at ansøger på en rimelig måde havde haft mulighed for at medvirke ved

behandlingen af den, jf. retssikkerhedslovens § 4.

Nævnet burde derfor have

ophævet afgørelsen og hjemvist sagen til kommunen med henblik på, at kommunen

traf en ny afgørelse efter at have foretaget en helhedsvurdering i lyset af

ansøgers samlede situation samt behov på længere sigt. Kommunen skulle

herefter

beslutte, om ansøgers situation kunne løses ved et nærmere tilrettelagt

aktiveringsforløb, eller det skulle ske via revalidering og i den forbindelse

medtage ansøgers egne ønsker i vurderingen.

Ankestyrelsen fandt det dog

kritisabelt, at kommunen ikke havde foretaget den tidlige helhedsvurdering

som

foreskrevet i retssikkerhedslovens kapitel 2.’

Som de ovenfor citerede

sociale meddelelser viser, er det Ankestyrelsens opfattelse at en manglende

overholdelse af opfølgningsbestemmelsen i § 24, stk. 1 og 2, samt

retssikkerhedslovens bestemmelser i §§ 4-7 efter en konkret vurdering kan

føre

til at afgørelsen erklæres for ugyldig.

Jeg er enig med Ankestyrelsen

i at disse regler kan karakteriseres som garantiforskrifter for at en

afgørelse

får et materielt korrekt indhold. Da jeg som ovenfor nævnt mener at en

klageinstans af egen drift skal påse om en underinstans har overholdt de

sagsbehandlingsregler der har karakter af garantiforskrifter, er jeg af den

opfattelse at Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt i sin afgørelse af 30.

november 1999 ex officio skulle have bedømt om Lemvig Kommune i den konkrete

sag havde opfyldt disse regler, og om det i benægtende fald skulle have nogen

konsekvens.

Jeg finder det beklageligt at

dette ikke er sket, og jeg har gjort nævnet opmærksom herpå.

Sammenfatning

Jeg har ovenfor kritiseret følgende:

- Lemvig Kommunes manglende partshøring af (A) over henholdsvis

statusbedømmelsen af 10. juni 1999 og den supplerende udtalelse af 12. august

1999 fra samme læge.

- Lemvig Kommunes oplysningsgrundlag i forbindelse med afgørelsen.

- Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amts manglende stillingtagen til kommunens

sagsbehandling.

På baggrund af sidstnævnte punkt om at nævnet ikke har taget stilling til om

Lemvig Kommune har overholdt en række sagsbehandlingsregler, har jeg

henstillet til det sociale nævn at genoptage sagen og meddele (A) en ny

afgørelse. Jeg har i den forbindelse henstillet at nævnet ved den nye

gennemgang af sagen inddrager de synspunkter som jeg har anført under afsnit

1 (Myndighedernes afgørelser) om eventuelle erhvervsrettede aktiviteter,

herunder at nævnet inddrager de afvejninger som Den Sociale Ankestyrelse har

givet udtryk for i SM D-2-02.

Jeg har bedt det sociale nævn om underretning vedrørende sagens behandling i

nævnet.

Jeg beder (A) om at afvente det sociale nævns afgørelse og - hvis hun er

utilfreds med afgørelsen - udnytte klagemuligheden til Den Sociale

Ankestyrelse før hun tager stilling til om der er grundlag for at klage til

mig.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af sagen.”

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 339, og

FOB 1995, s. 139.

Lignende dokumenter