Sygedagpenge. Klagemyndigheds pligt til at kontrollere overholdelse af garantiforskrifter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sygedagpenge. Klagemyndigheds pligt til at kontrollere
overholdelse af garantiforskrifter
Det fremgik
af sagen at A på grund af bl.a. smerter i ryggen blev sygemeldt den 16.
februar
1998 fra sit job som kassemedarbejder i en butik, E. Lemvig Kommune fik først
meddelelse om sygemeldingen da arbejdsgiveren F’s anmodning om refusion
af dagpenge
blev modtaget i kommunen den 21. april 1998.
Den 28. april 1998 sendte
Lemvig Kommune et brev med følgende indhold til A:
”Du har nu gået sygemeldt
siden den 16. februar 1998, og derfor vil jeg gøre dig opmærksom på nogle af
de
muligheder, dagpengeloven giver dig mens du er sygemeldt.
Der er mange ting du selv kan
gøre - du kan f.eks. deltage i kurser og undervisning eller gå på
daghøjskole.
Jeg vedlægger pjecen ’Sygemeldt - og hvad gør du så?’, og jeg
håber, at den kan
give dig nogle ideer til, hvordan du kan være aktiv under din sygeperiode. Du
er altid meget velkommen til at ringe til mig, hvis du har nogle spørgsmål
eller trænger til at snakke om en ide.
Jeg skal lave løbende
opfølgning af din sygemelding, og jeg vil derfor på et senere tidspunkt
indkalde
dig til en samtale, hvis du er sygemeldt i mere end 7 uger.”
I brev af 7. maj 1998
indkaldte Lemvig Kommune A til en personlig samtale torsdag den 14. maj 1998.
Kommunen havde vedlagt et opfølgningsskema som A blev bedt om at udfylde og
Læs alt
returnere til kommunen inden tre dage før mødet.
A udfyldte og sendte skemaet
til kommunen den 11. maj 1998.
Af Lemvig Kommunes journalark
fra den 14. maj 1998 fremgår følgende:
”OPFØLGNINGSPLAN
Pgl. her. Vi gennemgik
opf.skemaet.
Pgl. har en discusprolaps.
Det har lægen glemt at skrive på LÆ 205.
Hun kan ej tåle at sidde ret
længe og kan ikke gå 300 min. [skal nok være 300 meter; min bemærkning]. Hun
er
meget hæmmet også hjemme og kan ikke tømme og fylde opvaskemaskine. Det gør
datteren. Hun har desuden en person til at gøre rent.
Hun venter nu at skulle til
en undersøgelse på Reumatologisk amb. og det vil afgøre hvilken behandling
hun
skal have. Lægen har ikke andre muligheder. Pgl. har prøvet træning i
motionscenter - det hjalp ikke og prøvet behandling hos fysioterapeut og
kiropraktor, men det kan ikke hjælpe denne gang.
Pgl. ville gerne starte på
arbejde, men kan fysisk ikke. Hun har fra lægen, at det ikke er arbejdet der
har gjort, at hun har smerter. Derfor er planen også, at hun vil genoptage
arbejdet straks hun har fået den nødvendige behandling.
Jeg vurderer, at vi ikke kan
andet nu end afvente undersøgelsen. Jeg vil sende en ny LÆ om ca. 1½ mdr.
Pgl. ringer, hvornår lægen
har ferie.
Pgl. er indforstået med at
jeg laver denne opfølgningsplan, som går ud på, at hun forventes raskmelding
tilbage til tidligere arbejde, og at der nu ikke er grund til at tænke på
reva/pension. Pgl. kan ikke holde til kursus nu, men kunne ellers godt tænke
sig dette.”
Den 24. juni 1998 har
kommunens sagsbehandler noteret at A telefonisk har oplyst at hun har været
hos
lægen, og at han ikke kan gøre mere før hun er blevet undersøgt på CS(Y)
(Centralsygehuset i Y-by). Sagsbehandleren har i tilknytning hertil anført at
der på den baggrund ikke er andet at gøre end at afvente undersøgelse på
CS(Y).
I journalarket har kommunen
den 27. juli 1998 noteret følgende:
”Opr. til pgl. Pgl. oplyser,
at hun ca. den 14.7.98 var til undersøgelse på CS(Y). Hun fik morfin
tabletter
og skulle være sengeliggende i en uge i 23 timer pr. døgn. Det hjalp dog ikke
på smerterne og derfor er pgl. henvist til fysiurgisk behandling på CS(Y),
hvor
hun venter at høre fra i denne uge. Aftalt, at når hun kommer godt i gang med
dette ringer hun besked. Hun har mange smerter og kan ikke lave noget
derhjemme
heller. Hun kan ikke overskue et kursus på (G)- skolen pga. smerter. Hun
ville
ellers gerne.
Hun er opsagt fra arb.g. pr.
31.12.98. Har dog håb om at hun raskmeldes før den dato, men omvendt har hun
håbet dette længe. Jeg vurderer, at vi må afvente behandlingen på CS(Y) før
der
tages stilling til evt. andre foranstaltninger som revalidering.”
Den 31. august 1998 og den
28. september 1998 oplyste A til kommunen at hun havde været i forskellige
behandlinger som ikke havde hjulpet på smerterne. I sidstnævnte samtale
oplyste
hun endvidere at hun afventede svar på blodprøver og ville vende tilbage
efter
modtagelse af dette svar.
Den 7. oktober 1998 modtog
Lemvig Kommune en attest fra A’s egen læge vedrørende uarbejdsdygtighed
som
lægen vurderede til at vare ”indtil videre”.
Den 8. oktober 1998 har
kommunen noteret følgende i journalarkene:
”Opr. til pgl. Pgl. har de
samme smerter og kan ikke klare det huslige. Hun afventer aktuelt på svar fra
blodprøver - taget på CS(Y). (B) lægen på Rheumatologisk afd. skal give
besked
i denne uge.
Aftalt, at idet pgl. kun er
blevet behandlet og undersøgt ’udvortes’ og hun ønsker meget en
scanning eller
et eller andet spørger jeg lægekonsulenten om han har en idé til at komme
videre. Kan ikke klare (G)-skolens kursus fysisk.”
Den 9. oktober 1998 bad
Lemvig Kommune læge B, rheumatologisk afdeling på Y Centralsygehus, om en
statusattest. Kommunen udbad sig herunder oplysninger om diagnosen, om
hvilken
behandling A fik, om hvilke undersøgelser der eventuelt var planlagt, og om
prognosen.
B har i sin statusattest af
9. november 1998 skrevet således:
”46-årig, mangeårig
overvægtig kvinde, tidligere med tidvis tendens til lændesmerter, som dog
aldrig har haft indflydelse på hendes fysiske udfoldelses og erhvervsevne i
øvrigt. April 1997 lave lændesmerter uden udstråling. Blev behandlet hos
kiropraktor med umiddelbar og blivende god effekt. Erhvervsaktiv som
kassedame
indtil 16.12.98 [16. februar 1998; min rettelse]. Siden sygemeldt på grund af
nytilkomne lændesmerter, fortsat uden udstråling. Atter forsøgt behandlet hos
kiropraktor og siden træning i motionscenter under vejledning, alt uden
effekt.
Pt. følges her fra den
14.07.98. røntgenundersøgelse af ryggen har vist degenerative forandringer.
Der
har på intet tidspunkt været tegn til diskusprolaps eller andre strukturerede
forandringer i ryggen.
Behandlingstiltag har været
aflastning, siden et bredt udsnit af fysioterapeutisk træning og behandling
samt anlæggelse af blokader. Alt har været uden effekt.
Pt. har smerter svarende til
bløddelene lavt i lænden strækkende sig ned i begge balleregioner. Der er
henvist til bløddelsbehandling i fysioterapien samt MR-scanning af ryggen.
Diagnose:
Dolores dorsi (rygsmerter
uden udstråling)
Prognose: Det er på nuværende
tidspunkt vanskeligt at udtale sig om prognosen, da der ikke foreligger en
velafgrænset ryglidelse at relatere en sådan vurdering til. Pt. vurderes ikke
at være aggraverende og skønnes fuld reel med hensyn til hendes ønske om
rehabilitering.”
Den 10. november 1998
orienterede Lemvig Kommune A om varighedsbegrænsningen som for hendes
vedkommende ville medføre at dagpengeudbetalingen ville ophøre den 31. marts
1999, hvis ikke kommunen inden denne dato fandt grundlag for at forlænge
dagpengeperioden.
I kommunens journalark er
følgende anført den 11. november 1998:
”Statusbedømmelse modtaget.
Ud fra (B)’s vurdering er det sandsynligt at regne med at pgl. kommer
tilbage
til arbejdet på et tidspunkt og ellers kan han ikke udtale sig mere om
prognosen nu.
Dvs. idet pgl. venter på MR
scanning, kan der ikke tages stilling til yderligere nu. Vi kan kun vente.
Dette er min vurdering.
Opr. til pgl. Pgl. oplyser,
at hun har meget ondt og ikke kan starte på f.eks. kursus eller en
arbejdsprøve. Hun har fået at vide, at der er 11 ugers ventetid på MR
scanning
og hun er henvist den 11.11.1998. Pgl. siger, at hun håber på raskmelding
tilbage til tidligere arbejde, men naturligvis ikke kan sige om det kommer
til
at gå sådan. Hun skal MR scannes, idet der ingen forklaring er nu på hendes
rygsmerter. Man håber at finde årsagen og at hun således kan komme i en anden
behandling. Pgl. ringer hertil, hvis der sker ændringer.”
Under henvisning til
dagpengelovens bestemmelse om vurdering af dagpengesager mindst hver 8. uge
bad
Lemvig Kommune den 23. januar 1999 A om at henvende sig til kommunen senest
den. 1. februar 1999.
Kommunens sagsbehandler har
den 26. januar 1999 i journalarket anført følgende:
”Opringning fra pgl. Hun
oplyser, at hun har talt med (Y) Sygehus, hun var blevet lovet scanning
omkring
uge 4, nu er det skubbet til uge 8.
Hun er meget frustreret over
situationen, og ved snart ikke hvad hun skal gøre.
Pgl. går til fys. behandling
på (Z) sygehus 2 gange om ugen fortsat.
Vi aftaler, at jeg hører fra
pgl. efter scanning, og så håber vi på en afklaring af hendes situation.
Varighed den 31.3.99.”
På baggrund af A’s
oplysninger i telefonsamtale den 17. februar 1999 om at der ikke ved
MR-scanningen var konstateret nogen ”særlig” ændring, og at hun nu
var
anbefalet rygtræning på Z Sygehus, samt at varighedsbegrænsningen for A ville
indtræde den 31. marts 1999, bad Lemvig Kommune den 18. februar 1999 om en
statusbedømmelse fra læge B på Y Central Sygehus. Kommunen bad lægen om en
vurdering af følgende:
·
Kan pågældende forventes raskmeldt inden
for 26 uger efter varighedsbegrænsningen - dvs. senest 30.9.99.?
·
Kan pågældende forventes raskmeldt til
tidligere arbejde?
·
Hvilke behandlingsmuligheder er der og
hvilke er iværksat ?
·
Skal revalidering eller pension overvejes?”
I statusattest af 1. marts
1999 har læge B bl.a. skrevet således:
”Herinde findes pt. uden tegn
til diskusprolaps. Der forsøges umiddelbart aflastning og blokadebehandling
uden effekt, siden individuel fysioterapi med øvelser og bassintræning, også
dette uden gennemslag i behandlingen. Medicineret med maksimale ikke-opioide
behandling.
MR-scanning af 09.02.99 uden
abnormiteter, som forklarer pt.s gener. Er blevet foreholdt, at eneste
behandlingstilbud er rygstyrkende træning, ved hvilket der er gode chancer
for,
at hun vil kunne varetage et ikke-rygbelastende arbejde igen.
Det er ikke muligt eksakt at
udsige noget om pt.s prognose, men principielt vil hun med gode chancer atter
kunne blive fuld erhvervsaktiv i ikke-rygbelastende arbejde. Som anført skal
behandlingen bestå i rygstyrkende træning, som pågår i fysioterapien ved (Z)
Sygehus. Finder ikke, at der er indikation for pension.”
Ifølge Lemvig Kommunes
journalark ringede kommunens sagsbehandler den 9. marts 1999 til læge B som
på
forespørgsel oplyste at det ville være meget sandsynligt med en raskmelding
inden for de 26 uger.
I brev af samme dato meddelte
kommunen A sin afgørelse om at hendes dagpengeret blev forlænget med seks
måneder indtil den 30. september 1999. I brevet har kommunen endvidere
skrevet
følgende:
”Forlængelsen er naturligvis
betinget af, at du ikke i mellemtiden kan raskmeldes, ligesom det er en
betingelse, at der i hele perioden, hvor dagpengene er forlænget, fortsat vil
være en lægelig sikker forventning om raskmelding til stede senest den 30/9
1999. I modsat fald vil du ikke længere være berettiget til
sygedagpenge.”
Den 17. maj 1999 skrev
kommunen følgende i sine journalark:
”Opringning til (A). (A) er
udskrevet fra (Y) Sygehus. Rygtræningsprogrammet har ikke, som forventet af
(B), hjulpet hende det mindste. Hun oplyser, at hun intet kan foretage sig,
og
at hun højest kan gå 300 m. Hun har meget ondt. Hun skal tale med (C) [egen
læge; min bemærkning] en af dagene, når han har modtaget journaler fra (Y).
Hun
vil have undersøgt om der ikke er mulighed for hjælp andre steder. Hun pusler
selv med tanken om at få opereret guld i ryggen, men har ikke drøftet dette
med
lægen endnu. Vi aftaler konkret, at (A) skal kontakte mig igen, når hun har
været hos (C). Jeg vil så skulle indhente en ny status på (A) - fordi hvis
det
ikke længere er sandsynligt at hun kan behandles rask, kan dagpengeudbetaling
ikke fortsætte. I hvert fald skal undersøges om der er et nyt
forlængelsesgrundlag - revalidering eller pension. Umiddelbart er (A) ikke
stemt for noget af dette. Hun mener, der må findes en eller anden form for
behandling.”
Den 3. juni 1999 har kommunen
skrevet således på journalarket:
”Opringning til (A), da hun
havde lovet at ringe efter besøg hos lægen. Hun fortæller at (C) ikke kan
tilbyde andre behandlingsmuligheder end, hvad hun allerede har prøvet i
(Y)-by.
Rygtræningsprogrammet har imidlertid ikke hjulpet (A) - hun kan stadig ikke
arbejde - ligesom hun slet ikke kan forestille sig et arbejde, som ville
kunne
tage højde for hendes rygsmerter/problemer. Jeg fortæller at jeg allerede i
dag
vil bede (C) om en ny statusbedømmelse, da jeg ikke kan opretholde
forlængelse
af sygedagpengeretten, når der ikke længere er udsigt til raskmelding inden
26
uger. Jeg må undersøge mulighederne for revalidering eller pension, hvilket
(A)
godt kan forstå. Hun har hørt om en veninde, som har fået et flex-job - og
spørger lidt til det. Jeg forklarer, at dette kan iværksættes, såfremt
revalidering ikke er muligt - og såfremt hun er erkendt revalidend. Jeg lover
at vende tilbage, når jeg har hørt fra lægen.”
Af statusattest af 10. juni
1999 fra A’s egen læge, C, fremgår følgende:
”Gennem en del år
tilbagevendende ryggener, sidst i marts 98, hvor hun udviklede lave
rygsmerter.
Har siden været i behandling og udredning, senest gennem reumatologisk afd.,
hvorfra hun nu er afsluttet, efter at man har konkluderet at der ikke er
grundlag for kirurgisk intervention, men at man bør fortsætte med
genoptræning
i fysiurgisk regi.
Forløbet har været
langvarigt, og pt. træner fortsat intensivt for at eliminere lændesmerterne.
Det er svært/umuligt at forudsige med sikkerhed at tilstanden vil være
forenelig med raskmelding til fuld arbejdsduelighed inden 30.09.
Hvis man henholder sig til
MTV rapporten fra sundhedsministeriet bør man forvente fuld restitution. Pt.
har været igennem hele behandlersystemet med komplet udredning, og der er fra
alle sider fokuseret på, at der ikke findes yderligere behandlingsmuligheder.
Der er intet der tyder på at der er et varigt erhvervsevnetab, men derimod
kunne der være grundlag for revalidering til et ikke-rygbelastende arbejde.
Der
er i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke grundlag for
pensionsansøgning.”
Lemvig Kommune meddelte
herefter følgende i brev af 19. juni 1999:
”Efter din henvendelse til
dagpengekontoret den 3.6.99 blev der ifølge aftale indhentet nye lægelige
oplysninger fra din læge (C). Dette på baggrund af, at du oplyste, at du ikke
længere kan se du kan raskmeldes senest den 30.09.99 og ej heller kan se
mulighederne for at finde et arbejde hvor der kan tages de nødvendige
skånehensyn
til din ryglidelse.
(C) har i statusbedømmelse af
10.6.99 vurderet, at det ikke er muligt at sige noget om datoen for en
raskmelding.
Ligeledes skriver han, at
lidelsen ikke giver et varigt erhvervsevnetab, men at den nuværende
behandling
efter MTV rapporten fra sundhedsministeriet, skulle kunne genskabe
arbejdsdygtigheden.
På baggrund af disse
oplysninger er det på møde i socialforvaltningen besluttet, at din
dagpengeudbetaling stoppes fra den 27.6.99, således at dette bliver den
sidste
dag med udbetaling af sygedagpenge.
Forlængelse af sygedagpenge
var betinget af, at du ikke i mellemtiden kunne raskmeldes, ligesom det var
en
betingelse, at der i hele perioden, hvor dagpengene er forlænget, fortsat vil
være en lægelig sikker forventning om raskmelding til stede senest den
30.9.99.
Da dette ikke længere er tilfældet, er du ikke længere berettiget til
sygedagpenge.
Samtidig har vi vurderet
mulighederne for forlængelse udfra sandsynligheden for iværksættelse af
revalidering, men da lægen skriver, at din lidelse ikke giver et varigt
erhvervsevnetab, så kan du ikke betragtes som revalidend.
Beslutningen er truffet med
baggrund i Lov om dagpenge eller fødsel nr. 632 af 22. juli 1997 § 22, stk. 1
nr. 1 og 2 jf. § 48 stk. 1, nr. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli
1994.
Kommunen har efter denne
bestemmelse mulighed for at dispensere fra varighedsbegrænsningen, når det
anses for overvejende sandsynligt, at revalidering, herunder arbejdsprøvning,
vil blive iværksat eller når den pågældende er under eller venter på
lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for
højest 26 uger.
”
A klagede over kommunens
afgørelse den 12. juli 1999. Hun skrev bl.a. således i klagen:
”Jeg mener ikke alle
muligheder er afsøgt, og ønsker derfor et møde den 5. august 1999, (under
forudsætning af at alle parter kan deltage (ferie m.v.)), hvor min egen læge,
dagpengekontoret og min faglige organisation (X) deltager.
Helt konkret kan jeg ikke
forstå, hvorfor jeg ikke kan arbejdsprøves, revalideres eller på anden måde
’sluses’ ud i f.eks. flexjob eller anden beskyttet arbejde.
Af brevet den 19. juni kan
jeg se at jeg ikke er syg nok til dagpenge og heller ikke rask nok til et
ordinært job. Der henvises til at jeg går i behandling med MTV, men at dette
ikke umiddelbart giver mig en raskmelding. Derfor ønsker jeg en drøftelse af
hvilke muligheder der så er for tilknytning til arbejdsmarkedet.”
Af kommunens journalark fra
den 2. august 1999 fremgår det at det foreslåede møde blev udsat til efter
Det
Sociale Nævn for Ringkøbing Amts behandling af klagesagen.
Den 4. august 1999 er der på
Lemvig Kommunes journalark anført at kommunen på grund af usikkerhed om
betydningen af statusattesten af 10. juni 1999 indhentede en uddybende attest
fra lægen.
Den 10. august 1999 skrev
Lemvig Kommune derfor følgende til læge C:
”Du anfører i din
statusattest dateret 10. juni 1999 citat: ’At der ikke er et varigt
erhvervsevnetab, men derimod kunne der være grundlag for revalidering til et
ikke-rygbelastende arbejde’.
Vi har svært ved at tolke
denne udtalelse. På den ene side kan bemærkningen om, at der ikke er et
erhvervsevnetab tolkes derhen, at pågældende ikke har tabt erhvervsevnen og
derfor kan virke igen indenfor sit nuværende eller lignende
beskæftigelsesområde. Omvendt peger du på revalidering, hvilket indeholder,
at
der er nogen reduktioner i arbejdsevnen.
Vi vil gerne, om du vil
belyse dette nærmere.”
Læge C uddybede sin
statusattest i brev af 12. august 1999. Han anførte følgende:
”At der ikke er et varigt
erhvervsevnetab begrundes i MTV rapporten, som påpeger dette i forbindelse
med
ikke-kirurgiske ryglidelser. Dette skal så ses i forhold til at patienten vil
være funktionsmæssigt hæmmet af sine symptomer i en længere periode, og i den
periode ikke ville kunne påtage sig ikke-rygbelastende arbejde. Derfor vil
hun
tidligere kunne genindtræde på arbejdsmarkedet, hvis man revaliderede hende
til
et ikke-rygbelastende arbejde.
Patienten står i en
principiel problematisk situation, og for at få en endelig afklaring kan jeg
anbefale, at man får udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.”
Lemvig Kommune fastholdt sin
afgørelse og sendte herefter sagen til Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt
den
27. august 1999.
I brev af 31. august 1999
bekræftede det sociale nævn at have modtaget sagen og sendte samtidig hermed
kommunens redegørelse for sagen til A så hun kunne få lejlighed til at komme
med sine bemærkninger hertil.
Det Sociale Nævn for
Ringkøbing Amt tiltrådte den 30. november 1999 kommunens afgørelse. Nævnet
begrundede afgørelsen således:
”Efter at rygtræningsforløbet
på (Z) Sygehus var afsluttet uden positivt resultat, finder nævnet ikke, at
det
var tilstrækkeligt sandsynligt, at De ville kunne komme i arbejde igen på
normale vilkår inden den 30. september 1999. Der var således ikke grundlag
for
forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jfr. vedlagte
dagpengebekendtgørelse § 37, nr. 2.
Nævnet er opmærksom på, at De
den 9. marts 1999 fik meddelt forlængelse for perioden frem til den 30.
september 1999. Det var imidlertid fra kommunen præciseret, at forlængelsen
til
stadighed var betinget af, at De fortsat opfyldte betingelserne for
forlængelse. Da det efter rygtræning viste sig, at det ingen effekt havde
haft,
fandtes betingelsen for forlængelse således ikke længere opfyldt.
Nævnet finder endvidere ikke,
at det kan lægges til grund som overvejende sandsynligt, at revalidering vil
være påkrævet.
Nævnet har lagt vægt på, at
det fortsat ikke kan afvises, at De på et tidspunkt vil kunne genoptage
ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte revalidering. Der
findes således heller ikke grundlag for forlængelse af dagpengene med
henvisning til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, jfr.
dagpengebekendtgørelsens § 37, nr. 1.”
Fagforbundet X klagede den
21. december 1999 på A’s vegne. I et uddybende klagebrev af 27. december
1999
skrev forbundet bl.a. således:
”Lægelige oplysninger:
Til brug for sagens
behandling foreligger oplysninger fra egen læge. Denne oplyser i sin
konklusion, at ’patienten vil være hæmmet i sine symptomer i en længere
periode, og i denne periode ikke vil kunne påtage sig ikke ryg-belastende
arbejde’. Egen læge anbefaler revalidering til ikke-rygbelastende
arbejde, og
anbefaler desuden, at man får udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.
Det fremgår hverken af
kommunens sagsbehandling eller af Nævnets afgørelse, hvori man er uenig med
egen læge. Til forståelse for nævnets afgørelse, skal vi derfor anmode om en
individuel lægefaglig begrundelse for at undlade at søge sagen yderligere
belyst.
Erhvervsevne- og arbejdsevne vurdering:
Vi er forundret over at
Lemvig Kommune gentagne gange henviser til det manglende varige tab af
erhvervsevne, når sagen i øvrigt ikke omhandler førtidspension.
I henhold til Vejledning om
Aktiv socialpolitik, pkt. 231, skal grundlaget for en revalideringsvurdering
ske ud fra
arbejdsevnekriteriet - ikke ud
fra erhvervsevnekriteriet.
Ved vurdering af arbejdsevnen
skal der tages udgangspunkt i en fremadrettet vurdering med fokus i personens
muligheder, ud fra en samlet vurdering af arbejdsfunktion og
sygdomssymptomer.
Samme vurderingsmetode ligger til grund for tilkendelse af fleksjob, når der
ikke er revalideringsmæssige muligheder til stede. Betydningen af en lidelses
’varighed’ er væsentlig forskellig fra erhvervsevnekriteriet til
arbejdsevne-kriteriet.
(A) har nu været
uarbejdsdygtig i knap 2 år, vort medlem forventes ikke at kunne vende tilbage
til hidtidig jobområde, og der er ikke aktuelle tegn på forandring af de
helbredsmæssige forhold. Vi er derfor forundret over at der på intet
tidspunkt
i sagen er foretaget en vurdering med udgangspunkt i
arbejdsevnekriteriet.
Dette er en væsentlig mangel i sagens
behandling, og skal derfor anmode om at dette finder sted.
Lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område §§ 4 og 5:
Efter retssikkerhedslovens §
4 skal borgeren medvirke ved behandling af sin sag. Kommunen skal desuden
efter
sygedagpengeloven udarbejde en handlingsplan og forsøge at medinddrage
borgeren
i planen for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Vort medlem har under sagens
forløb bedt om at få iværksat revalidering, herunder afklarende
forrevalidering, samt eventuelt etablering af fleksjob, såfremt andre
foranstaltninger ikke kunne medføre beskæftigelse i ordinært arbejde. (A) har
desværre ikke været inddraget i kommunens beslutninger, hvilket efter vor
opfattelse er en overtrædelse af § 4.
Kommunen har endvidere til
opgave at foretage en
helhedsvurdering
efter Retssikkerhedslovens § 5. Borgeren har krav på at få sin sag behandlet
i
forhold til alle de muligheder der findes for at give hjælp. Kommunens
indsats
har primært været koncentreret om udbetaling af dagpenge, medens støtte
omkring
tilbagevenden til arbejdsmarkedet ikke har været iværksat.
Kommunen kunne eksempelvis
have iværksat arbejdsprøvning, virksomhedsrevalidering, daghøjskole på
forrevalidering, således at (A) fortsat bevarede en tilknytning til
arbejdsmarkedet og vedligeholdt sin rest-arbejdsevne. Lemvig Kommune har IKKE
iværksat aktive hjælpeforanstaltninger, hvilket kommunen er forpligtet til i
henhold til § 5.
Det er vor opfattelse at
Lemvig Kommune har udvist passivitet, hvilket har betydet at vort medlem dels
har været uden tilknytning til arbejdslivet i næsten 2 år, og dels står uden
forsørgelse eftersom familien ikke er berettiget til kontanthjælp efter
reglerne for tilkendelse af kontanthjælp.
Vi anmoder derfor Det sociale
Nævn om at genbehandle sagen med udgangspunkt i Retssikkerhedslovens §§ 4 og
5.”
Det sociale nævn svarede
fagforbundet i brev af 29. december 1999 og sendte samme dato sagen til Den
Sociale Ankestyrelse med meddelelse om at nævnet fastholdt afgørelsen. Af
nævnets svar til forbundet fremgår bl.a. følgende:
”Nævnet skal henvise til
begrundelsen for sin afgørelse i svarbrevet af 30. november 1999, hvori det
er
anført, at det fortsat ikke kan afvises, at (A) vil kunne genoptage
ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte revalidering. Den
omstændighed, at det ikke er muligt at genoptage arbejde i en periode,
begrunder således ikke i sig selv revalidering.
For så vidt angår spørgsmålet
om speciallægeundersøgelse har nævnet fundet sagen tilstrækkeligt lægeligt
belyst for vurdering af muligheden for forlængelse af dagpenge og afklaring
af
nødvendigheden af revalidering gennem de foreliggende erklæringer fra egen
læge
og fra 1. reservelæge (B). Det ligger udenfor nævnets kompetence at udtale
sig
om, hvorvidt der af diagnostiske og prognostiske grunde måtte være behov for
yderligere lægelige undersøgelser, når det ikke er af afgørende betydning for
vurderingen af, om der på nuværende tidspunkt er grundlag for at forlænge
dagpengene eller fastslå revalideringsbehov.
For så vidt angår Deres
bemærkninger om eventuel etablering af fleksjob bemærkes, at fleksjob i
henhold
til aktivlovens § 71 først tilbydes, når det er afklaret, at beskæftigelse på
normale vilkår på arbejdsmarkedet ikke vil kunne opnås.
Med henvisning til
ovenstående bemærkninger finder nævnet ikke grundlag for genoptagelse af
sagen,
der derfor dags dato med bilag er videresendt til Den Sociale Ankestyrelse
til
behandling af spørgsmålet om, hvorvidt sagen skønnes at være af principiel
betydning.”
Fagforbundet klagede i brev
af 3. januar 2000 over at det sociale nævn i sit svar ikke var kommet ind på
alle de problemstillinger som forbundet havde nævnt i sin klage af 27.
december
1999.
Den 17. januar 2000 anførte
Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt bl.a. således i sit svar til forbundet:
”Egen læge har i erklæring af
12. august 1999 anført følgende:
. ’patienten vil være
funktionsmæssigt hæmmet af sine symptomer i en længere periode, og i den
periode ikke ville kunne påtage sig ikke-rygbelastende arbejde. Derfor vil
hun
tidligere kunne genindtræde på arbejdsmarkedet, hvis man revaliderede hende
til
et ikke-rygbelastende arbejde. Patienten står i en principiel problematisk
situation, og for at få en endelig afklaring kan jeg anbefale, at man får
udført reumatologisk speciallægeundersøgelse.’
Nævnet har i sin afgørelse
blandt andet lagt vægt på, at det fortsat ikke kan afvises, at (A) vil kunne
genoptage ikke-rygbelastende arbejde, uden at dette vil forudsætte
revalidering. I nævnets brev af 29. december 1999 er dette uddybet med, at
den
omstændighed, at det ikke er muligt at genoptage arbejde i en periode, ikke i
sig selv begrunder revalidering.
For så vidt angår egen læges
bemærkning om reumatologisk speciallægeundersøgelse har De anført, at nævnet
ikke har forholdt sig til dette angivne behov for yderligere belysning af
sagen.
Vedrørende dette skal
imidlertid henvises til nævnets angivelse af, at der ud fra de foreliggende
lægelige oplysninger ikke findes at være sandsynliggjort en bestemt frist (26
uger) for mulig raskmelding. Der findes ikke i dagpengelovens § 22 hjemmel
for
forlængelse af sygedagpengene med henvisning til behov for yderligere
undersøgelser. Som anført i nævnets brev
af 29. december 1999 er der ikke herved taget stilling til, hvorvidt der af
andre årsager er behov for yderligere undersøgelser. Da dette ikke er
afgørende
for spørgsmålet om forlængelse af
sygedagpengene,
er der imidlertid ikke i denne sag fundet behov for indhentelse af sådanne
undersøgelser.
Der ses således ikke at være
egentlig uoverensstemmelse med egen læges udtalelse.
For så vidt angår Deres
argumentation ud fra
arbejdsevnekriteriet
bemærkes, at overvejelser herom ikke i forhold til de konkrete lovmæssige
muligheder i dagpengelovens § 22, stk. 1 ses af betydning for spørgsmålet om
forlængelse af sygedagpengene.
På samme måde ses heller ikke
efterfølgende bedømmelse af forløbet ud fra en
helhedsvurdering
at være afgørende for den konkrete vurdering af
berettigelse til forlængelse af sygedagpenge. En udtalelse herom findes
således
at ligge udenfor nævnets kompetence i den konkrete klagesag.
Til Deres anbringende om, at
kommunen kunne have iværksat revalidering, kan bemærkes, at betingelsen for
at
forlænge dagpengeperioden udover varighedsbegrænsningen med hjemmel i
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, er, at revalidering på
forlængelsestidspunktet måtte anses for overvejende sandsynlig.
Dette har nævnet - som anført
i afgørelsen af 30. november 1999 - ikke fundet at kunne lægge til grund,
blandt andet fordi det måtte anses for uafklaret, om andre erhvervsrettede
aktiviteter ville være tilstrækkelige til at bringe (A) tilbage på
arbejdsmarkedet, jfr. aktivlovens § 46, stk. 2.
Derimod er der ikke med
nævnets afgørelse taget stilling til, om revalidering efterfølgende kan vise
sig nødvendig.”
Den 25. januar 2000 afviste
Den Sociale Ankestyrelse at behandle sagen idet styrelsen ikke mente at sagen
havde principiel eller generel betydning. Styrelsen begrundede afvisningen
således:
”Begrundelsen herfor er, at
afgørelsen beror på en konkret skønsmæssig vurdering af Deres
helbredsforhold,
og om der den 27. juni 1999 var grundlag for yderligere forlængelse af
dagpengeperioden.
Nævnets afgørelse strider
ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes
heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.
Det bemærkes, at bestemmelsen
i retssikkerhedslovens § 63 ikke skal forstås sådan, at Ankestyrelsen ved
vurderingen af, om en sag skal antages til behandling, skal påse om sagen har
været korrekt behandlet i nævnet i enhver henseende.
Ankestyrelsen skal kun tage
stilling til, om sagen indeholder spørgsmål af principiel eller generel
betydning.”
Dagen før havde fagforbundet
skrevet til Ankestyrelsen at forbundet bl.a. var utilfreds med at nævnet ikke
havde taget stilling til Lemvig Kommunes sagsbehandling, herunder
helhedsvurdering, medinddragelse af borgeren og tidlig målrettet indsats. I
den
forbindelse bad forbundet Den Sociale Ankestyrelse om at vurdere Lemvig
Kommunes samlede indsats under sygedagpengeforløbet og det sociale nævns
bemærkning om at en helhedsvurdering lå uden for nævnets kompetence.
Den Sociale Ankestyrelse
svarede i brev af 6. marts 2000 at styrelsen havde gennemgået sagen igen.
Styrelsen mente imidlertid ikke at der var fremkommet nye oplysninger der
kunne
bevirke en ændret vurdering af hvorvidt sagen var principiel eller generel.
Fagforbundet klagede til mig
i brev af 1. august 2000. Af brevet fremgår bl.a. følgende:
”Lemvig Kommune har efter
vores opfattelse udvist en alvorlig grad af passivitet under denne sags
behandling. Kommunen følger ikke Sygedagpengelovens § 24, vedrørende
opfølgning
(senest efter 8 uger), udarbejdelse af handlingsplan (efter 6 måneder),
inddragelse af andre aktører herunder virksomhed, fagforening eller AF.
Intentionerne med denne bestemmelse er at inddrage borgeren optimalt, for at
undgå marginalisering og udstødning fra arbejdsmarkedet.
Dette har ikke fundet sted.
Eneste handling fra kommunens side har været at indhente lægefaglig
vurdering.
Der foreligger ikke én eneste socialfaglig vurdering hvor medlemmet aktivt
har
været inddraget i beslutningen.
Medlemmet har selv orienteret
kommunen om behandlingsforløbet, men har ikke modtaget rådgivning medens
sygedagpengesagen forløber.
Kommunen er helt klart
vidende om at (A)’s situation er alvorlig, langvarig og med fare for
alvorlige
sociale og økonomiske konsekvenser. Alligevel undlader kommunen at inddrage
vort medlem og andre aktører i et forsøg på at løse den åbenlyse alvorlige
situation.
Vi finder at denne form for
sagsbehandling er i strid med Lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område på følgende punkter:
§ 4: Borgerens medvirken.
(A) har ikke været
medinddraget i behandling af sagen. Kommunen har handlet hen over hovedet på
vort medlem, og har undladt dialog og gennemskuelighed i sagsbehandlingen.
§ 5: Helhedsvurdering.
Kommunen er forpligtet til at
behandle sagen ud fra en helhedsvurdering, herunder give rådgivning om
muligheder inden for både den sociale lovgivnings område og hjælp hos anden
myndighed eller efter anden lovgivning.
Kommunen har ikke udført
denne rådgivning og vejledning og har efter vores opfattelse ikke opfyldt
kravet om en rimelig kvalitativ helhedsvurdering, specielt ikke når man
betragter sagen i lyset af den meget lange sygdomsperiode og det forhold at
(A)
ikke er i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
§ 6: Tidlig samlet vurdering.
Kommunen skal tidligt i
sagsforløbet foretage en samlet vurdering og vurdere pågældendes behov på
længere sigt.
Dette har ikke været udført i
denne sag.
§ 7: 8-ugers vurdering og skriftlig underretning
Kommunen skal efter 8 uger
foretage vurdering efter § 6, og meddele hvilken vej indsatsen skal gå.
Borgeren skal have skriftlig
besked herom. Formålet med den skriftlige besked er at der bliver skabt
klarhed
i sagen - både af hensyn til borgeren og til kommunen selv.
Såfremt denne vurdering er
foretaget, er den ikke tilgået (A).
Det sociale nævn udtaler i
afgørelsen den 30. november:
’Nævnet finder endvidere
ikke, at det kan lægges til grund som overvejende sandsynligt, at
revalidering
vil være påkrævet. Nævnet har lagt vægt på, at det fortsat ikke kan afvises,
at
De på et tidspunkt vil kunne genoptage ikke-rygbelastende arbejde, uden at
dette vil forudsætte revalidering.’
Nævnet udtaler her, at (A)
ikke er revalideringsberettiget. Grundlaget for denne afgørelse, hviler
udelukkende på en lægefaglig (erhvervsevnevurdering) og opfylder derfor ikke
lovens bestemmelser om at foretage en socialfaglig vurdering (efter
arbejdsevnekriterierne).
Ved afgørelsen af 17. januar
2000 skriver Nævnet, at inddragelse af vurdering efter arbejdsevnekriteriet
ikke ses at have betydning for spørgsmålet om forlængelse af sygedagpenge.
Dette står vi meget uforstående overfor. Når Nævnet (og kommunen) træffer en
afgørelse omkring eventuel revalideringsberettigelse, bør det efter vores
opfattelse ske på et fagligt korrekt grundlag, hvilket ikke har fundet sted i
denne konkrete sag. Vi er særdeles forundret over at Nævnet med deres sidste
afgørelse siger, at Nævnet kun vil inddrage faktorer som har betydning for en
vurdering af sygedagpengespørgsmålet - ikke i spørgsmålet om
revalideringsberettigelse og forvaltning af sagen i øvrigt.
Nævnet henviser i den sidste
afgørelse til Aktivlovens § 46, stk. 2. Hverken Lemvig Kommune eller Nævnet
har
tidligere bragt denne bestemmelse ind i sagen.
§ 46, stk. 2 siger: ’Kommunen
giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne
eller
anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende kan klare sig
selv.’
Nævnet er vidende om at
Lemvig Kommune har haft 2 år til at foretage en vurdering efter § 46 stk. 2.
Lemvig Kommune har på intet tidspunkt vejledt om, hvilke aktiviteter som kan
bringe (A) til at klare sig selv - og har ej heller forsøgt at inddrage andre
aktører i at løse denne vigtige opgave.
Lemvig Kommune har på intet
tidspunkt sandsynliggjort at de har levet op til denne bestemmelse i
Aktivloven.
Vi undrer os derfor meget
over, at Nævnet undlader at pålægge Lemvig Kommune at efterkomme denne
bestemmelse.
For at være omfattet af
Aktivlovens § 46 fordres at personen har ’begrænsninger i
arbejdsevnen’. Der er
ikke tale om varige eller kroniske begrænsninger.
(A) har veldokumenterede og
langvarige begrænsninger af arbejdsevnen, og der er ikke udsigt til at kunne
vende tilbage til ordinært arbejde inden for en overskuelig tidshorisont.
Dette fremgår tydeligt af
akterne, og alligevel undlader Nævnet at hjemvise sagen til fornyet
behandling
med henblik på iværksættelse af revalidering, hvilket vi hverken finder
rimelig
eller korrekt i denne konkrete sag.
Sagens behandling i Den sociale Ankestyrelse
25.01.2000
Sagen behandlet i Ankestyrelsen.
Afvist. Vi havde bedt om, at Nævnet konkret tog stilling til både
sygedagpengelov samt sagens behandling efter Retssikkerhedsloven. Vi finder
det
vigtigt at få afklaret om Nævnet skal behandle sagen meget snævert omkring
selve grundlaget for sygedagpengeforlængelsen eller om Nævnet skal foretage
et
bredere socialfagligt skøn. I denne sag ville vi gerne have en vurdering af
Lemvig Kommunes samlede indsats under forløbet - ikke kun en vurdering af
dagpengerettighederne.
Vort medlem har udtalt ønske
om revalidering eller andre støtte aktiviteter, men ankesagen kommer kun til
at
omfatte en snæver fortolkning af sygedagpengeloven. Hvorledes sikres borgeren
en bredere vurdering af hele den socialfaglige indsats i en kommune, når det
sociale nævn kun vil forholde sig til et snævert lovområde?
Hvorledes beskyttes borgeren
mod overtrædelser af Retssikkerhedsloven, når hverken Det sociale Nævn eller
Den sociale Ankestyrelse tager disse forhold med ved vurdering af en sag?
Hvad var hensigten med at
gøre ankesystemet enstrenget - var det ikke netop at Nævnene skulle se mere
bredt på sager om bl.a. sygedagpenge, som tidligere blev behandlet i
Dagpengeudvalget?”
Den 30. januar 2001 bad jeg
Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt og Lemvig Kommune om en udtalelse hvori
myndighederne forholdt sig til de klagepunkter som fagforbundet havde
beskrevet
i sit brev af 1. august 2000. Jeg bad endvidere Lemvig Kommune redegøre for
den
opfølgning som kommunen havde foretaget efter dagpengelovens § 24.
Lemvig Kommune skrev bl.a.
således i sin udtalelse af 15. februar 2001:
”Konkret finder vi, at hele
sagsforløbet kan anskues fra forskellige vinkler:
enten
som en fortløbende aktuel beskrivelse af vores aftaler med
klienten og samarbejdspartnere og overvejelser vedrørende forskellige tiltag
omkring klienten.
Eller
se hele
sagsforløbet i ’bagklogskabens skær’. - Samtidig vil vi nævne, at
sagsbehandlingen jo er foregået i et ’fagligt farvand’ præget af
især
ventetider ved sundhedssektoren og i lang tid af sagsforløbet med
behandlingsmulighed
til raskmelding.
Angående de konkrete
klagepunkter vil vi mene, at hele sagsgangen-sagsforløbet af kommunen er søgt
påvirket på en måde, der har søgt at løse klientens problemer på en optimal
måde indenfor de socialretlige rammer, herunder med en grundig
helhedsvurdering
af klientens situation ved varighedsperiodens indtræden. Vores
hoveddokumentation for dette udsagn er beskrevet i de interne sagsnotater,
som
foreligger som bilag side 1 fra 6.5.98 og til side 6 sluttende med datoen
14.2.2000.
Af dette materiale fremgår,
at vi fra starten af sagsforløbet aktivt har søgt at hjælpe klienten, har som
udgangspunkt haft klientens holdninger og synspunkter medinddraget og også
lavet fortløbende aftaler med klienten om, hvad der skulle gøres af tiltag
vedrørende
undersøgelser, indhentning af yderligere oplysninger, inddragelse af
samarbejdspartnere etc.
Første gang kommunen får
kendskab til sygemeldingen er ved modtagelsen af en sygeerklæring fra
arbejdsgiveren d. 21.4.98 jf. bilag. Af denne erklæring fremgår, at pgl. har
været sygemeldt siden d. 16.2. Formelt skal vi have kontakt med pgl. senest 8
uger efter sygemeldingen. Inden for 1 uge efter modtagelsen af sygemeldingen
kontaktes klienten jf. bilag dateret 28.4.98. Klienten anmodes også omkring
dette tidspunkt om at udfylde et særligt af forvaltningen udarbejdet skema om
sociale, erhvervsmæssige og personlige oplysninger jf. bilag, som
forvaltningen
modtager d. 12 maj 98. - I dette skema anfører klienten bl.a., at hun venter
på
behandling, at hun har kraftige smerter og at hun forventer at vende tilbage
til sit nuværende arbejde.
Den 6.5.98 får forvaltningen
besked fra lægen, om at pgl. er henvist til reumatologisk undersøgelse og at
der forventes en ventetid på ca. 5 mdr.
D. 14.5.98 udarbejder
forvaltningen
i samarbejde med klienten
en
opfølgningsplan,
som går ud på, at klienten afventer resultatet af en behandling og at hun
derefter forventer at kunne genoptage sit tidligere arbejde.
D. 24.6.98 er forvaltningen i
telefonisk kontakt med pgl., der fortsat er fuld sygemeldt. Pgl. har
inddraget
egen læge og der ventes på en undersøgelse hos specialister på
centralsygehuset
i (Y). Aftales med klienten, at hun kontakter forvaltning, når undersøgelsen
har været foretaget.
D. 27.7.98 har ventetiden
igen en betydning for klienten, da hun ifølge journalen skal afvente
fysiurgisk
behandling. Der ventes en anden aktivitetsmulighed, nemlig kursus på en
daghøjskole, som pgl. ikke kan gennemføre på grund af smerter. Det fremgår,
at
pgl. er opsagt fra jobbet, men
med håb om
raskmelding inden, så hun kan forblive i jobbet.
D. 31.8.98 kontakter
forvaltningen pgl. på ny og pgl. er fortsat i behandlinger, hvorfor
erhvervsfremtiden er uklar.
D. 28.9.98 kontakter klienten
forvaltningen og nævner, at behandlingerne ikke har givet resultat.
Men
nu afventes resultatet af blodprøver
Aftales, at klienten ringer, når hun ved mere om dette.
D. 8.10.98 er det ifølge
journalen fortsat uklar om og hvordan pgl. kan behandles. Forvaltningen
inddrage derfor lægekonsulenten i sagen for om lægekonsulenten har en ide til
at ’komme videre’ (bemærkning: skal både presse på en løsning, men
også vise
respekt for de lægelige undersøgelser ...). Forvaltningen ønsker en
statusbedømmelse på klienten.
D. 11.11.98 modtages en
statusbedømmelse (efter at forvaltningen har rykket).
Erklæringen konkluderer om
prognosen, at ’det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at udtale sig om
prognosen, da der ikke foreligger en velafgrænset ryglidelse at relatere en
sådan vurdering til’. Også
klienten
inddrages
på dette tidspunkt. Hun venter nu på et nyt lægeligt tiltag (MR
scanning, ca. 11 ugers ventetid ). På dette tidspunkt i sagsforløbet
håber klienten selv på at kunne vende
tilbage til sit tidligere job
og der er ikke lægelige oplysninger, der
kontraindicerer ’dette håb’ (bemærkning: vægt på klientens egne
ønsker).
D. 26.1.99 venter pgl.
fortsat på scanning-undersøgelse samtidig med at hun er i fysiurgisk
behandling. Pgl. udtrykker stor frustration. Næste kontakt aftales - som
altid
jf. journalnotaterne.
17.2.99 Ifølge aftale med
forvaltningen kontaktes forvaltningen af pgl., der har fået resultatet af
scanningen, som ikke skulle ’sige noget særligt’. Pgl. er nu
ordineret
rygtræning på sygehus. - Da socialretten ikke direkte hjemler ret til fortsat
udbetaling af sygedagpenge efter 31.3.99 indhentes en statusattest fra (Y)
sygehus.
Forvaltningen forsøger at
leve op til
helhedskravene også i forhold
til socialrettens ’dagpengeforlængelsesmuligheder’.
Af anmodningen til
sygehuset fremgår nemlig: kan pgl. forventes raskmeldt inden for 26 uger? Kan
pgl. forventes raskmeldt til tidligere arbejde? Hvilke behandlingsmuligheder
er
der og hvilke er iværksat? Skal revalidering eller pension overvejes? - Da
pgl.
tidligere har oplyst i begyndelsen af sagsforløbet på det særlige skema, at
der
ikke verserer en arbejdsskadesag, mener forvaltningen at der ved de nævnte
spørgsmål er søgt belyst
alle
dagpengeforlængelsesmuligheder
9.3.99 Lægekonsulenten peger
på rygtræningsmuligheden. Klienten er også inddraget på denne dato i
forvaltningens overvejelser. Også specialisten er inddraget og peger på en
forventet
raskmelding inden for 26 uger.
Derfor tages ikke stilling til pension, revalidering eller andre
sociallovgivningstiltag. Varighedsperioden forlænges herefter i op til 26
uger.
D. 17.5.99 kontakter
forvaltningen pgl. Det viser sig, at træningsprogrammet ikke har hjulpet.
Socialretslig er konsekvensen, at sygedagpengeperioden ikke kan forlænges på
’behandlingsgrundlaget’. Forvaltningen indhenter derfor på ny
lægelige
oplysninger fra egen læge og fra specialist.
D.3.6.99 overvejer
sagsbehandler også på baggrund af forudgående drøftelser med klienten
mulighederne for revaliderings-, pensions- eller fleksjobtiltag.
Sagsbehandler
lover at kontakte klienten, når vi har svar fra lægen.
D. 18.6.99 finder
forvaltningen ikke grundlag for længere at fortsætte dagpengeudbetalingen, da
der ikke er sikker forventning om raskmelding, især byggende på oplysning om
helbredstilstanden og at der ikke er en varig erhvervsevnereduktion.
D. 19.6.99 sendes afslagsbrev
til pgl. jf. bilag. Brevet indeholder både
begrundelse,
lovhenvisning og stillingtagen til andre
lovmuligheder/forlængelsesmuligheder,
herunder kontanthjælp.
D. 22.6.99 reagerer pgl.
telefonisk og er uforstående overfor dagpengestoppet, da ’hun ikke
forstår
systemet’. Forvaltningen opfordrer pgl. til at benytte klagemuligheder
(bemærkning: forsøg på retsbeskyttelse).
D. 12.7.99 og 2.8.99 er (X)
inddraget i sagen. Og det aftales med repræsentant fra (X), at spørgsmålet om
revalidering afventer resultatet af Det sociale nævns behandling af klagen.
D. 25.1.00 og 14.2.00 drøftes
med klienten, at vi skal arbejde ’optimalt’ på at støtte klienten,
hvis der
kommer nye oplysninger, f.eks. om helbredet (også på baggrund af udtalelser
fra
overlæge (D).
Konklusion på redegørelsen/udtalelsen til Det sociale nævn:
·
mener, at Lemvig Kommune ikke har udvist
passivitet, men har haft en fortløbende kontakt med klienten byggende på
aftaler, som er gensidigt overholdt.
·
mener, at Lemvig Kommune ved
første-kontakten efter ca. 1 uges kendskab til klientens sygdom har været
aktiv
opsøgende overfor klienten. Siden dette tidspunkt har der - jv. ovennævnte
sagsredegørelse - været adskillige kontakter til klienten.
·
mener, at Lemvig Kommune har forsøgt at
anlægge en helhedsbetragtning i et sagsforløb, hvor der ’langt
fremme’ i pgl.s
sag forelå mulighed for raskmelding.
·
mener, at sagsforløbet også (set i
bakspejlet) bærer præg af megen ventetid ved sundhedssektoren og nye
undersøgelsestiltag).
·
mener også at der er aftalt/udarbejdet
opfølgningsplaner og som noget centralt været fortløbende aftaler med
klienten,
om hvad ’næste behandlingstræk’ skulle være.
·
mener, at Lemvig Kommune har forsøgt at
balance i forvaltningsprincippet om indgrebets omfang ved ikke at indhente
eller
forcere flere oplysninger eller tiltag overfor klienten end denne af især
helbredsgrunde kan klare.
·
mener, at Lemvig Kommune ved
varighedsperiodens indtræden har undersøgt alle forlængelsesmuligheder og
meddelt klienten dette skriftligt med lovhenvisning, begrundelse og
klagevejledning.”
I udtalelse af 20. februar
2001 har Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt bl.a. skrevet således:
”Det sociale nævn har ved sin
afgørelse af 30. november 1999 alene behandlet (A)’s klage over stop for
udbetaling af sygedagpenge.
Afgørende for nævnets
afgørelse i en sygedagpengesag, hvor varighedsbegrænsningen er indtrådt, er,
om
betingelserne for forlængelse i dagpengelovens § 22, stk. 1 er opfyldt.
En af disse betingelser er,
at det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,
jfr. lovens 22, stk. 1, nr. 1.
På baggrund af de
foreliggende lægelige oplysninger har nævnet vurderet, at revalidering ikke
var
overvejende sandsynligt, idet det på afgørelsestidspunktet fortsat var
uafklaret og således ikke kunne afvises, at (A) uden revalideringsmæssige
tiltag ville kunne genoptage et ikke-rygbelastende arbejde.
Henvisningen til aktivlovens
§ 46, stk. 2 er alene anført som en understregning af, at der først kan tages
stilling til, om revalidering er overvejende sandsynligt, når det er
afklaret,
i hvilket omfang der overhovedet er behov for hjælp efter reglerne om
revalidering.
Der er således ikke tale om
en ny begrundelse, som anført af (X). Hensigten var at præcisere, at den
blotte
tilstedeværelse af en begrænsning i arbejdsevnen ikke er tilstrækkeligt til
at
udløse revalidering, hvilket (X) synes at mene.
Nævnet må bestride at have
taget stilling til, om (A) er revalideringsberettiget. Nævnet har kun
vurderet,
om det på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelse om at standse
dagpengene,
kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive
iværksat,
jfr. næstsidste afsnit i nævnets brev af 17. januar 2000 til (X).
Netop derfor er diskussionen
om arbejdsevne ctr. erhvervsevne irrelevant i denne sammenhæng. Den
aktualiseres først, når og hvis revalidering kommer på tale og er derfor uden
betydning for afgørelsen om standsning af dagpenge.
Det bemærkes, at (A) så sent
som i maj 1999 har været afvisende over for tanken om revalidering. Det må
derfor tages med et vist forbehold, at kommunen har haft 2 år til at foretage
en vurdering af revalideringsspørgsmålet.
Efter nævnets opfattelse er
der - også i Den Sociale Ankestyrelse - fast praksis for, at revalidering
skal
være aktuel/nært forestående, hvis dette argument skal kunne begrunde en
forlængelse af dagpenge ud over varighedsbegrænsningen. En evt. hjemvisning
med
henblik på en nærmere vurdering af revalideringsaspektet ville derfor ikke
have
ført til et andet resultat.
Nævnet mener således at have
fulgt den af Den Sociale Ankestyrelse udstukne linje og må afvise påstanden
om,
at der ikke er foretaget den fornødne helhedsvurdering.”
Den 28. februar 2001 sendte
jeg kopi af myndighedernes udtalelser til fagforbundet således at forbundet
fik
lejlighed til at indsende eventuelle kommentarer til sagen.
Forbundet sendte sine
bemærkninger i brev af 12. marts 2001.
Ombudsmandens udtalelse
”Kommunens og nævnets afgørelser om ophør af sygedagpenge
§ 22, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997 om dagpengeloven
(som ændret ved lov nr. 1038 af 23. december 1998) har følgende ordlyd:
’
§ 22.
Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn
under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,
medmindre
det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,
den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for
en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller
der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om sikring mod følger af
arbejdsskade, eller
der er påbegyndt en sag om førtidspension, eller
særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.’
§ 37 i bekendtgørelse nr. 442
af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom eller fødsel er formuleret således:
’§ 37.
Ved kommunens forlængelse af dagpengeperioden for personer,
der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1, tages det i
betragtning,
at det må anses for overvejende sandsynligt, at der vil
blive iværksat arbejdsprøvning, eller
at den pågældende er under eller venter på
lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for
26 uger.’
§ 46 i lovbekendtgørelse nr.
707 af 29. september 1998 om aktiv socialpolitik (som ændret ved lov nr. 1038
af 23. december 1998) er formuleret således:
’§ 46.
Revalidering i form af virksomhedsrevalidering eller anden
revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan
bidrage
til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer
ind
på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig
selv og sin familie forbedres.
Stk. 2.
Kommunen giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede
aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at
den pågældende kan klare sig selv.
Stk. 3
’
1. Myndighedernes afgørelser
Myndighederne
har i sine afgørelser lagt vægt på 2 forhold:
at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort at (A)
ville kunne genoptage arbejde inden den 30. september 1999, og
at det ikke kunne lægges til grund som overvejende
sandsynligt at revalidering ville være påkrævet.
For så vidt angår det første
punkt, kan jeg - på baggrund af (A)’s egen læges udtalelse af 10. juni
1999
hvorefter det var svært/umuligt at forudsige med sikkerhed at tilstanden
ville
være forenelig med raskmelding til fuld arbejdsduelighed inden 30. september
1999 - ikke kritisere myndighedernes vurdering.
For så vidt angår det andet
forhold om at det ikke kunne lægges til grund som overvejende sandsynligt at
revalidering ville være påkrævet, har jeg følgende bemærkninger:
Som det fremgår af sagen,
blev (A) sygemeldt den 16. februar 1998 og var fortsat sygemeldt på
tidspunktet
for kommunens afgørelse den 19. juni 1999. Det var ikke på tidspunktet for
kommunens afgørelse muligt at forudse hvornår (A) ville kunne genindtræde på
arbejdsmarkedet, og der var lægeligt udsagn om at det var svært/umuligt at
forudsige med sikkerhed at hun kunne blive raskmeldt til fuld
arbejdsduelighed
inden 30. september 1999.
Som jeg opfatter de lægelige
udtalelser, måtte (A)’s sygdomsmæssige prognose anses for at være meget
usikker, men dog således at det måtte forventes at hun på et eller andet
(uvist) tidspunkt ville være i stand til at genindtræde på arbejdsmarkedet.
Forlængelse af udbetaling af
dagpenge kan ske hvis det anses for overvejende sandsynligt at revalidering
vil
blive iværksat. Efter aktivlovens § 46, stk. 1, defineres revalidering som
erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp der kan bidrage til at en
person
med begrænsninger i arbejdsevnen
fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. I bemærkningerne til denne
bestemmelse er bl.a. anført følgende om hvilken persongruppe der er
berettiget
til revalidering:
’Stk. 1 indeholder en
definition af, hvad der forstås ved revalidering ( ) og beskriver sammen med
stk. 2, kriterierne for at få hjælpen. ( ) Betingelserne for at få støtte til
revalidering er således, at der skal være tale om en person med begrænsninger
i
arbejdsevnen, hvor revalidering er nødvendig for, at den pågældende kan
fastholde
eller få arbejde og dermed forsørge sig selv helt eller delvist.
Med det formål at fastholde
personer med begrænsninger i forhold til arbejde, er det yderligere
nødvendigt
at tilrettelægge en tidlig indsats. Det er i den forbindelse afgørende, at
kommunen indgår i et tværfagligt samarbejde, typisk mellem de faglige
organisationer, de praktiserende læger og sygehusvæsenet samt amtskommunen og
bedriftssundhedstjenesten, således at den forebyggende indsats samtidig
prioriteres.
Som det fremgår af stk. 2, er
revalidering fortsat subsidiær i forhold til erhvervsrettede aktiviteter
efter
denne eller anden lovgivning.
Ud over de nævnte situationer
om arbejdsfastholdelse er en forudsætning for en vellykket revalidering, at
kommunen så tidligt som muligt bliver opmærksom på behovet. Derfor er det
vigtigt, at kommunen arbejder målrettet med at tilrettelægge visitationen,
således at der tages udgangspunkt i den enkelte persons behov, når kommunen
giver tilbud om revalidering, aktivering mv.
For så vidt angår betydningen
af visitationen henvises til de almindelige bemærkninger og bemærkningerne
til
§ 8.’
Af vejledning nr. 39 af 5.
marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik fremgår bl.a. følgende om den
personkreds som er berettiget til revalidering:
’
229.
§ 46, stk. 1, indeholder en definition af, hvad der forstås
ved revalidering, herunder hvornår der er tale om forrevalidering, og udgør
sammen med stk. 2, en beskrivelse af kriterierne for at få hjælp til
revalidering.
Betingelserne for at få
støtte til revalidering er således, at der skal være tale om,
·
en person med begrænsninger i arbejdsevnen,
·
hvor der er en realistisk mulighed for, at
revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og
·
erhvervsrettede aktiviteter efter denne
eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige for at bringe pågældende ind i
eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse.
230.
Sigtet med revalidering er erhvervsrettet. Udgangspunktet er
således at kvalificere revalidenden til at klare et arbejde på normale
vilkår.
Der kan imidlertid være tilfælde, hvor et revalideringsforløb resulterer i,
at
revalidendens arbejdsevne alligevel ikke rækker til at klare et arbejde på
normale vilkår. Der kan også være tilfælde, hvor det på baggrund af
pågældendes
hidtidige arbejdsmæssige og øvrige forhold må anses for godtgjort, at der
foreligger en varig begrænsning af arbejdsevnen, og hvor revalideringstiltag
må
anses for udsigtsløse. I sådanne tilfælde tilbyder kommunen pågældende et
fleksjob, jf. afsnit 7.3.
Personer, der modtager førtidspension
efter lov om social pension, kan også få støtte til revalidering med henblik
på
at give dem mulighed for at udnytte deres restarbejdsevne, fx i forbindelse
med
et skånejob med løntilskud, jf. afsnit 7.7.
Et væsentligt element i
vurderingen af, om en person skal revalideres, vil være at få afdækket
begrænsningerne i arbejdsevnen og med udgangspunkt heri finde frem til den
indsats, der skal til, for at revalidenden kan klare sig på arbejdsmarkedet
på
normale vilkår trods disse begrænsninger.’
Ankestyrelsen har i en Social
Meddelelse SM D-2-02 behandlet en sag med henblik på nærmere belysning af
hvilke forhold der skal tages i betragtning ved vurdering af spørgsmålet om
uarbejdsdygtighed
i dagpengelovens forstand. Af referatet i den Sociale Meddelelse
fremgår følgende:
’
En 54-årig mand der i 20 år
havde været arbejdsleder på en fabrik, blev den 1. februar 1999 afskediget på
grund af nedskæringer. I marts 2000 sygemeldte han sig til A-kassen på grund
af
skuldersmerter mv.
Egen læge oplyste i en erklæring
af 4. marts 2001 bl.a. at den sygemeldte havde kroniske rygsmerter, slidgigt
i
højre skulder og venstre knæ samt i begge håndled og ankler. Han fik smerter
i
ryggen ved selv lette belastninger og løft. Han havde også forhøjet blodtryk.
Kommunen forlængede den 9.
april 2001 dagpengeudbetalingen i henhold til bestemmelsen i dagpengelovens §
22, stk. 1, nr. 3, med den begrundelse, at behandlingsmulighederne ikke ansås
for udtømte.
På det tidspunkt ventede den
sygemeldte på at blive opereret for grå stær og han afventede også en
hjerteundersøgelse.
Efter operationerne for grå
stær havde han normalt syn med brillekorrektion. Hjerteundersøgelsen viste,
at
hans hjerte havde normal pumpefunktion og at der ikke var tegn på en iskæmisk
hjertelidelse.
Kommunen besluttede den 29.
maj 2001 at standse sygedagpengene. Afgørelsen begrundedes med, at den
sygemeldtes tilstand var stationær, og at han ikke var uarbejdsdygtig i
ethvert
erhverv. Kommunen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at iværksætte
revalidering.
Nævnet tiltrådte kommunens
afgørelse med den begrundelse, at den sygemeldte efter de helbredsmæssige
oplysninger selv burde være i stand til at skaffe sig arbejde, som han fysisk
magtede.
I klagen til Ankestyrelsen
anførtes det, at kommunens og nævnets vægtlægning på de lægelige oplysninger
var en mangelfuld belysning i forhold til den helhedsvurdering, der burde
have
foreligget i forbindelse med afgørelsen af, om den sygemeldte var
revalideringsberettiget.
Sagen blev behandlet i
principielt møde med henblik på afklaring af hvilke forhold der skal tages i
betragtning ved vurderingen af uarbejdsdygtighed i dagpengelovens forstand.
Afgørelse:
Sagen hjemvistes til kommunen
med henblik på en nærmere undersøgelse af den sygemeldtes muligheder for at
udføre erhvervsarbejde, eventuelt i form af beskæftigelse på særlige vilkår,
samt hans behov for bistand til at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Ankestyrelsen anførte som
begrundelse for afgørelsen at kommunens afgørelse om standsning af
sygedagpengene var ugyldig på grund af væsentlige mangler ved
sagsbehandlingen.
Ankestyrelsen lagde vægt på,
at kommunen havde vurderet den sygemeldtes uarbejdsdygtighed alene på
grundlag
af de lægelige oplysninger.
Ankestyrelsen fandt at det på
baggrund af de helbredsmæssige oplysninger samt den sygemeldtes alder og
manglende tilknytning til arbejdsmarkedet siden februar 1999 måtte anses for
meget usikkert, om han var i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet
ved
egen hjælp.
Ankestyrelsen fandt derfor,
at kommunen burde have foretaget en nærmere undersøgelse af hans arbejdsevne
ved en arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger, inden der
blev
truffet afgørelse om hans fortsatte ret til sygedagpenge, jf. dagpengelovens
§
5, stk. 1, og § 22, stk. 1, nr. 2.
Ankestyrelsen henviste
endvidere til dagpengelovens § 24, stk. 1, hvori det er fastlagt, at kommunen
i
forbindelse med dagpengeopfølgningen skal vurdere, om der er behov for
optræning, revalidering eller andre former for bistand med henblik på at
bevare
den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ankestyrelsen anmodede
kommunen om at tage stilling til, hvor længe den sygemeldte havde ret til
sygedagpenge efter standsningstidspunktet i forbindelse med den fornyede
behandling af sagen.
Ankestyrelsen ændrede således
nævnets afgørelse.’
De sociale myndigheder
vurderer hvornår en lønmodtagers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er
af et sådant omfang at det vil være nødvendigt at iværksætte erhvervsrettede
aktiviteter i form af revalidering, herunder arbejdsprøvning. I den konkrete
sag skrev nævnet at det fortsat ikke kunne afvises at (A) på et tidspunkt
ville
kunne genoptage ikke-rygbelastende arbejde uden at dette ville forudsætte
revalidering.
Ud fra de oplysninger af
lægelig karakter der foreligger i sagen, kan det ikke fastslås hvornår (A)
kan
forventes tilbage på arbejdsmarkedet. Efter min opfattelse kunne det lange
sygdomsforløb med den uforudsigelige prognose for raskmelding sammenholdt med
(A)’s alder tale for at der kunne være grundlag for at iværksætte
erhvervsrettede
aktiviteter. Jeg henviser i den forbindelse også til de afvejninger som Den
Sociale Ankestyrelse har givet udtryk for i SM D-2-02.
Imidlertid har myndighederne
foretaget denne vurdering og afvejning af de forskellige hensyn og er kommet
til den konklusion at der ikke var en sådan udsigt til at revalidering ville
blive iværksat, at der var grundlag for at forlænge udbetalingen af
sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.
Jeg har ikke særlige
forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en
anden og bedre måde end kommunen og nævnet der beskæftiger sig med det
pågældende sagsområde i det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger
.
Jeg har derfor koncentreret
min undersøgelse om en række sagsbehandlingsmæssige spørgsmål som jeg vil
gennemgå nedenfor.
2. Sagsbehandlingen
2.1 Partshøring
Reglerne for
hvornår en myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed
til
at fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende indhold:
’
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
...’
Efter § 19, stk. 1, har en
myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i
besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er
til
ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagen. Bestemmelsen
forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i
besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.
§ 19, stk. 2, indeholder
visse undtagelser fra partshøringspligten, bl.a. er der ikke pligt til at
partshøre hvis det må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det
foreliggende grundlag.
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og
partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed
til
at kontrollere beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl
i
beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde
får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal
endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de
berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres
sag.
a) Partshøring før kommunens afgørelse
Lemvig
Kommune har ved sin afgørelse af 19. juni 1999 bl.a. lagt vægt på
statusbedømmelsen af 10. juni 1999 fra læge (C). Af statusbedømmelsen fremgår
at det ikke var muligt for ham at sige noget om datoen for en raskmelding, og
at lidelsen ikke gav et varigt erhvervsevnetab, men at nuværende behandling
efter MTV-rapporten skulle kunne genskabe arbejdsdygtigheden.
Jeg har i en tidligere sag
udtalt at indholdet af lægeerklæringer bør forelægges for parten til
udtalelse
inden en afgørelse i sagen bliver truffet. Den omstændighed at parten ved at
en
lægeerklæring vil blive udfærdiget og indgå i sagen, er ikke tilstrækkeligt
til
at antage at parten er bekendt med de konkrete oplysninger der indgår i
myndighedernes sag. Jeg henviser her til Folketingets Ombudsmands beretning
for
1990, s. 339* - især s. 377ff.
I den foreliggende sag blev
(A) ifølge kommunens journalark fra den 3. juni 1999 informeret om at
kommunen
ville indhente en statusbedømmelse fra hendes egen læge. Som sagen foreligger
for mig, har hun imidlertid ikke haft kendskab til de konkrete oplysninger i
læge (C)’s statusbedømmelse.
Lemvig Kommune foretog efter
det oplyste ikke nogen partshøring af (A) over statusbedømmelsen fra (C).
b) Partshøring før kommunens genvurdering
I
retssikkerhedslovens § 66 er der bestemt følgende:
’
§ 66.
Inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet
afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller
delvist
medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har
truffet afgørelsen.
Stk. 2.
Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen
med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til
klageinstansen.’
Den Sociale Ankestyrelse har
i punkt 73 i sin vejledning om klageregler på det sociale område skrevet at
forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring, også gælder ved
sagens genvurdering.
Ved Lemvig Kommunes
genvurdering af sagen lagde kommunen bl.a. vægt på den supplerende udtalelse
af
12. august 1999 som kommunen havde indhentet fra læge (C). Som sagen er
oplyst
for mig, var (A) ikke klar over at der ville blive indhentet en sådan
supplerende udtalelse, og hun havde heller ikke kendskab til oplysningerne i
udtalelsen af 12. august 1999.
Lemvig Kommune foretog efter
det oplyste ikke partshøring af (A) over den supplerende udtalelse fra læge
(C).
c) Konklusion vedrørende kommunens
partshøring
Oplysningerne
i statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse må antages at være
væsentlige
og til ugunst for (A) idet Lemvig Kommune bl.a. på baggrund af disse
oplysninger traf henholdsvis afgørelse om ophør af sygedagpengene og
beslutning
om ikke - i forbindelse med genvurderingen - at ændre afgørelsen.
Statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse var derfor omfattet af
forvaltningslovens § 19, stk. 1. (A) ville ved en korrekt foretaget
partshøring
have fået lejlighed til at tilføje sagen sine synspunkter, eventuelt ved
tilvejebringelse af yderligere oplysninger der kunne ændre eller afsvække
statusbedømmelsens og den uddybende begrundelses betydning for sagens
afgørelse. Jeg henviser i den forbindelse til Carl Aage Nørgaard og Jens
Garde
i Forvaltningsret - sagsbehandling, 4. udgave, s. 171 og 172.
Efter min opfattelse har
Lemvig Kommune ikke opfyldt kravene i forvaltningslovens § 19, og jeg finder
det beklageligt at (A) ikke blev partshørt over henholdsvis statusbedømmelsen
af 10. juni 1999 og den supplerende udtalelse af 12. august 1999 inden
kommunen
traf afgørelse og genvurderede sagen. Jeg har gjort kommunen bekendt med min
opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke videre i anledning af dette
kritikpunkt idet jeg af (A)’s bilag kan se at hun havde fået kopi af
statusbedømmelsen og den supplerende udtalelse før Det Sociale Nævn for
Ringkøbing Amt traf afgørelse i sagen.
2.2. Oplysningsgrundlag
Det fremgår
af sagen at Lemvig Kommune ved sin afgørelse af 19. juni 1999 lagde vægt på
læge (C)’s statusbedømmelse af 10. juni 1999. Efter at (A) klagede over
kommunens afgørelse af 19. juni 1999, anførte kommunen bl.a. følgende i sin
journal den 4. august 1999:
’Gruppen har drøftet pgl.s klagesag.
Vi skal foretage en genbehandling. Ved drøftelsen indgår den modtagne
statusattest dateret 10.6.99. Vi er usikker ud fra det skrevne i sagen, om
udtalelsen om at der ikke er et varigt erhvervsevnetab skal forståes sådan,
at
der ikke er noget tab i den betydning, at klienten kan genoptage sit arbejde
eller lignende arbejdsfunktioner.
Her er det vores vurdering,
at ved den konkrete arbejdsplads er der andre arbejdsfunktioner end
kassefunktionen. Men omvendt peger lægen i samme statusattest på, at pgl. bør
måske revalideres til ikke ryg-belastende arbejde. Vi vil søge dette nærmere
afklaret ved henvendelse til lægen.’
Der gælder i den offentlige
forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket
forvaltningen har ansvaret for at de nødvendige oplysninger til afgørelse af
en
sag er tilvejebragt. Forvaltningens pligt til at oplyse sagen kan kun
udstrækkes til at omfatte oplysninger der må antages at være af betydning for
sagens afgørelse.
Om oplysningsgrundlaget er
forsvarligt, afhænger bl.a. af hvilken type sag der er tale om, hvilke
oplysninger myndigheden allerede er i besiddelse af, og myndighedens praksis
på
området.
Jeg er enig med kommunen i at
lægens statusbedømmelse af 10. juni 1999 var tvetydig. Under hensyn til denne
tvetydighed, som kommunen jo også erkendte ved sin genvurdering af sagen,
mener
jeg ikke at oplysningerne i statusbedømmelsen af 10. juni 1999 var
tilstrækkelige til at vurdere at (A) ikke mere opfyldte betingelserne for
forlængelse af sygedagpengeperioden.
Jeg har gjort Lemvig Kommune
bekendt med min opfattelse.
I den supplerende udtalelse
af 12. august 1999 anbefaler læge (C) at man for at få en endelig afklaring
får
udført en reumatologisk speciallægeundersøgelse.
Fagforbundet har i sin klage
af 27. december 1999 over nævnets afgørelse udtrykt utilfredshed med at
myndighederne har undladt at søge sagen yderligere belyst.
Jeg har ikke grundlag for at
kritisere at myndighederne ikke indhentede flere lægelige oplysninger i
sagen.
3. Nævnets kompetence i forhold til vurdering
af kommunens sagsbehandling
I
dagpengeloven og retssikkerhedsloven findes der regler der angiver hvordan en
sag skal behandles. Disse regler er gengivet nedenfor.
Lovbekendtgørelse nr. 632 af
22. juli 1997 om dagpenge ved sygdom eller fødsel med senere ændring ved lov
nr. 893 af 3. december 1997 har følgende bestemmelse vedrørende opfølgning i
sygedagpengesager:
’§ 24.
Kommunen skal med henblik på at bevare den sikredes
tilknytning til arbejdsmarkedet senest efter 8 uger og derefter mindst hver
8.
uge tage dennes forhold op til vurdering med henblik på, om der er behov for
behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand til den
pågældende eller dennes familie. Dette skal ske i samarbejde med
dagpengemodtageren, læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner,
virksomheder og de faglige organisationer samt arbejdsformidlingen. Kan den
sikrede ikke blive erhvervsaktiv igen, skal kommunen, når betingelserne
herfor
er opfyldt, rejse sag om en social pension.
Stk. 2.
Kommunen skal ved den første opfølgning tage stilling til
udarbejdelsen af en opfølgningsplan. Planen skal i alle tilfælde senest
udarbejdes, når dagpengemodtageren har været sygemeldt i 6 måneder inden for
de
sidste 12 måneder. Har kommunen forlænget dagpengeperioden efter § 22, stk.
1,
nr. 1, skal nødvendige afklarende aktiviteter forud for revalideringen være
iværksat senest 6 måneder efter forlængelsen.
Stk. 3.
Stk. 4.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
opfølgningen af langvarige dagpengetilfælde.’
Socialministeren har i medfør
af dagpengelovens § 24, stk. 4, fastsat følgende bestemmelse i bekendtgørelse
nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom eller fødsel:
’§ 41.
Når sygefraværet har varet i 8 uger, skal kommunen snarest
muligt indhente en lægeerklæring. Kommunen fastsætter en frist for modtagelse
af erklæringen. Overskridelse af fristen, som skyldes dagpengemodtagerens
forhold, medfører, at retten til dagpenge bortfalder, indtil erklæringen
modtages, jf. lovens § 8, stk. 2.
Stk. 2.
Kommunen kan undlade at indhente lægeerklæring i de
tilfælde, hvor der allerede foreligger en egnet erklæring, eller andre
tilstrækkelige lægelige oplysninger i form af journaludskrift fra
hospital/klinik kan indhentes.
Stk.
3.
Stk.
4.
Når
helbredstilstanden er stationær, og kommunen skønner, at sikrede ikke er
berettiget til social pension eller revalidering, skal dagpengeudbetalingen
ophøre.’
Retssikkerhedsloven har også
bestemmelser vedrørende kommunens opfølgning, helhedsvurdering og inddragelse
af borgeren. §§ 4, 5, 6 og 7 er formuleret således:
’§ 4.
Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen
af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne
på
en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
§ 5.
Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og
spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give
hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.
Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om
hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.
§ 6.
Hvis en borger har brug for hjælp i en længere tid, skal
kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge
hjælpen
ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.
§ 7.
Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til
forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.
Stk. 2.
Ansøgeren skal have skriftlig besked om kommunens vurdering
efter stk. 1.’
Den 21. december 1999 klagede
fagforbundet over Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amts afgørelse af 30.
november 1999. Forbundet klagede bl.a. over at (A) ikke var blevet inddraget
i
kommunens beslutninger, og over at kommunen ikke havde foretaget en
helhedsvurdering i forhold til (A)’s situation. Forbundet mente i den
forbindelse ikke at kommunen havde iværksat støtte omkring (A)’s
tilbagevenden
til arbejdsmarkedet.
I sine svar af 29. december
1999 og 17. januar 2000 svarede det sociale nævn ikke på disse klagepunkter,
bortset fra at nævnet i sidstnævnte brev anførte følgende:
’På samme måde ses heller
ikke efterfølgende bedømmelse af forløbet ud fra en
helhedsvurdering
at være afgørende for den konkrete vurdering af
berettigelse til forlængelse af sygedagpenge. En udtalelse herom findes
således
at ligge udenfor nævnets kompetence i den konkrete klagesag.’
I klagen til mig anførte
fagforbundet bl.a. at Lemvig Kommune havde udvist en alvorlig grad af
passivitet under sagens behandling. Forbundet mente bl.a. at kommunen ikke
havde opfyldt dagpengelovens § 24 samt §§ 4-7 i retssikkerhedsloven.
Det Sociale Nævn for
Ringkøbing Amt har ikke kommenteret dette klagepunkt i sin udtalelse til mig.
For så vidt angår
retssikkerhedslovens § 7, fremgår det i bemærkningerne til denne bestemmelse
at
bestemmelsen kun handler om førstegangsopfølgningen, og at spørgsmålet om
løbende opfølgning er reguleret i de enkelte sociale love.
(A) blev sygemeldt den 16.
februar 1998. Kommunen blev den 21. april 1998 informeret om sygemeldingen
ved
arbejdsgiveren (F)’s anmodning om refusion for sygedagpenge.
Lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område trådte i kraft den 1. juli 1998. Loven
var
således ikke i kraft på det tidspunkt, den 21. april 1998, hvor Lemvig
Kommune
fik den første henvendelse om at (A) var sygemeldt. Bestemmelserne i lovens §
7
finder herefter ikke anvendelse i den konkrete sag, og kommunen har derfor
ikke
været forpligtet til at udarbejde en skriftlig besked til (A) i forbindelse
med
kommunens første vurdering i sagen.
I vurderingen nedenfor vil
jeg derfor se bort fra denne bestemmelse.
I Den Sociale Ankestyrelses
vejledning om klageregler på det sociale område fremgår bl.a. følgende:
’
10.
Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten)
og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).
Ved en formalitetsklage
forstås en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler for
sagsbehandling.
Reglerne for sagsbehandling
er bl.a. fastsat i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven. Disse regler er
uddybet og suppleret ved Ombudsmandens og klageinstansernes praksis.’
Det Sociale Nævn for
Ringkøbing Amt har ikke i sin afgørelse af 30. november 1999 taget stilling
til
om Lemvig Kommune har behandlet (A)’s sag i overensstemmelse med
sagsbehandlingsreglerne i §§ 4-6 i retssikkerhedsloven, § 24 i dagpengeloven
samt § 41 i bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 om dagpenge ved sygdom
eller fødsel.
(A)’s klage af 12. juli 1999
indeholdt ikke direkte en klage over at sagsbehandlingsreglerne ikke var
fulgt
fra kommunens side.
Spørgsmålet er om det sociale
nævn havde pligt til at tage stilling til om kommunen havde opfyldt
sagsbehandlingsreglerne, selv om (A) ikke i sin klage af 12. juli 1999 over
kommunens afgørelse klagede over disse spørgsmål.
Karsten Loiborg mfl. har i Forvaltningsret,
1. udgave (1994), s. 651, skrevet således:
’
Rent faktisk vil klagen ofte
afgrænse de spørgsmål, rekursinstansen behandler og tager stilling til, og
det
praktisk vigtigste spørgsmål om sagens ramme er derfor, hvorvidt
rekursinstansen af egen drift kan tage stilling til spørgsmål i sagen, som
ikke
er indeholdt i klagen. Dette vil oftest være tilfældet, i alle fald for så
vidt
angår indholdsmæssige spørgsmål til gunst for parten, og formentlig også for
så
vidt angår alle sagsbehandlingsspørgsmål.’
I det omfang
sagsbehandlingsreglerne har karakter af garantiforskrifter hvis
tilsidesættelse
gør at der svigter en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, er det
min opfattelse at det sociale nævn har pligt til af egen drift at påse om
disse
regler er overholdt i underinstansens behandling af en sag. Jeg henviser i
den
forbindelse til min tidligere udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1995, s. 139ff*, hvor jeg bl.a. udtalte følgende:
’Jeg finder det endvidere
kritisabelt at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af
klagesagen ikke bemærkede og over for Direktoratet for Udlændinge påtalte de
sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået, jf. ovenfor.
Reglerne om partshøring har
karakter af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse gør at der svigter en
garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Efter min opfattelse kan det
ikke udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med
behandlingen af (A)´s sag, har haft indflydelse på den trufne
afgørelse.’
Jeg henviser endvidere til at
jeg i en tidligere sag (mit j.nr. 1993-560-023), som dog ikke er
offentliggjort, har skrevet følgende om Ankestyrelsens pligt til af egen
drift
at tage stilling til sagsbehandlingsfejl:
’Uanset om der (udtrykkeligt)
er klaget herover er det imidlertid min opfattelse, at Den Sociale
Ankestyrelse
af egen drift er forpligtet til at tage stilling til sådanne
sagsbehandlingsfejl hos Arbejdsskadestyrelsen, som efter deres art kunne være
af betydning for afgørelsens indhold.’
Ved afklaringen af om
retssikkerhedslovens §§ 4-6 samt dagpengelovens § 24 om opfølgning indeholder
en garanti for dagpengeafgørelsens lovlighed og rigtighed, har jeg gennemgået
Den Sociale Ankestyrelses sociale meddelelser.
I SM D-5-00 har Ankestyrelsen
bl.a. skrevet således:
’Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet
en sag med henblik på nærmere at belyse betydningen af de formelle krav i
retssikkerhedslovens § 7 og dagpengelovens § 24.
Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt, at det
var en fejl i sagsbehandlingen, at lønmodtageren ikke senest 8 uger efter
modtagelsen af dagpengeskemaet i kommunen, blev orienteret skriftligt om
kommunens helhedsvurdering af hans situation, jf. § 7, stk. 2, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Manglende skriftlig
helhedsvurdering vil efter en konkret vurdering kunne medføre ugyldighed af
kommunens fremtidige afgørelser om dagpenge i dette sygeforløb.
Det var endvidere en fejl i
sagsbehandlingen, at kommunen ikke senest 6 måneder efter første fraværsdag
udarbejdede en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. punktum.
Planen skal udarbejdes, selv om den helbredsmæssige situation ikke er
afklaret,
og det er efter Ankestyrelsens opfattelse god forvaltningsskik, at planen
udarbejdes skriftligt.
Efter en konkret vurdering af
det tætte opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed
ikke
fremgår af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af
planen havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i lønmodtagerens
dagpengesag.’
I SM D-10-00 har
Ankestyrelsen bl.a. skrevet således:
’Sagsfremstilling:
Sagen blev endvidere
behandlet med henblik på afklaring af, om kommunens telefoniske kontakt til
lønmodtageren i forbindelse med opfølgning var i overensstemmelse med
opfølgningsreglerne, hvorefter lønmodtageren direkte gennem en personlig
samtale skal medinddrages i opfølgningen.
Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt
endvidere, at lønmodtageren burde have været indkaldt til en personlig
samtale
i forbindelse med opfølgning af sin sag, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.
Ankestyrelsen fandt dog ikke, at den manglende personlige samtale kunne
medføre
ugyldighed for afgørelsen om stop af dagpenge. Ankestyrelsen lagde herved
vægt
på, at lønmodtageren havde været i tæt telefonisk kontakt med kommunen under
opfølgningen.’
I Ankestyrelsens sociale
meddelelse SM D-18-00 har styrelsen anført følgende for så vidt angår
kommunens
sagsbehandling:
’Afgørelse:
Kommunen foretog ikke
partshøring i speciallægeerklæringen af 16. juni 1999, som måtte antages at
være tillagt stor betydning i forhold til beslutningen om at standse
udbetalingen af dagpenge.
Der blev heller ikke inden 8
uger efter lønmodtagerens første henvendelse til kommunen udarbejdet en
skriftlig helhedsvurdering i henhold til retssikkerhedslovens § 7, stk. 2.
Ankestyrelsen fandt, at disse
formelle mangler i sig selv gjorde afgørelsen om at standse dagpengene
ugyldig.
Ankestyrelsen var enig med
nævnet i, at det var en fejl i sagsbehandlingen, at der ikke inden 6 måneder
efter 1. fraværsdag var udarbejdet en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens §
24,
stk. 2, 2. punktum. Efter en konkret vurdering af det i øvrigt tætte
opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed ikke fremgår
af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af planen
havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i dagpengesagen.’
Den Sociale Ankestyrelse har
i SM A-40- 01, som vedrører opfølgning i en aktiveringssag, udtalt sig om
betydningen af formelle mangler. Styrelsen har bl.a. anført følgende i
meddelelsen:
’Resumé:
Der var i sagen mangler i
form af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende skriftlig
helhedsvurdering samt utilstrækkelig inddragelse af borgeren.
Der er tale om
sagsbehandlingsregler, der har karakter af
garantiforskrifter.
Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt
indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er
påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at
afgørelsen er ugyldig
, medmindre det konkret kan afkræftes, at
manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har
bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens
resultat.
Afgørelse:
Ankestyrelsen fandt, at
kommunens afgørelse om aktivering på Produktionsskolen, Medielinien, var
ugyldig.
Begrundelsen var, at kommunen
i forbindelse med ansøgers nye kontanthjælpsansøgning i december 1999, som
senere mundede ud i det konkrete aktiveringstilbud, havde tilsidesat
væsentlige
sagsbehandlingsregler, der havde til formål at sikre, at afgørelsen fik et
korrekt indhold. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at det var godtgjort, at
manglerne havde været uden betydning for afgørelsens resultat.
Ankestyrelsen lagde ved
afgørelsen vægt på, at kommunen ikke havde foretaget den tidlige
helhedsvurdering i henhold til retssikkerhedslovens §§ 5-7 i forbindelse med
ansøgers kontanthjælpsansøgning. Den manglende helhedsvurdering havde
udelukket
inddragelse af andre foranstaltninger end aktivering og i forbindelse med den
første samtale, hvor beslutningen om aktivering blev truffet, var ansøgers
ønsker og motivation ikke inddraget.
Endelig havde Ankestyrelsen
lagt vægt på, at kommunen ikke havde tilrettelagt behandlingen af sagen
sådan,
at ansøger på en rimelig måde havde haft mulighed for at medvirke ved
behandlingen af den, jf. retssikkerhedslovens § 4.
Nævnet burde derfor have
ophævet afgørelsen og hjemvist sagen til kommunen med henblik på, at kommunen
traf en ny afgørelse efter at have foretaget en helhedsvurdering i lyset af
ansøgers samlede situation samt behov på længere sigt. Kommunen skulle
herefter
beslutte, om ansøgers situation kunne løses ved et nærmere tilrettelagt
aktiveringsforløb, eller det skulle ske via revalidering og i den forbindelse
medtage ansøgers egne ønsker i vurderingen.
Ankestyrelsen fandt det dog
kritisabelt, at kommunen ikke havde foretaget den tidlige helhedsvurdering
som
foreskrevet i retssikkerhedslovens kapitel 2.’
Som de ovenfor citerede
sociale meddelelser viser, er det Ankestyrelsens opfattelse at en manglende
overholdelse af opfølgningsbestemmelsen i § 24, stk. 1 og 2, samt
retssikkerhedslovens bestemmelser i §§ 4-7 efter en konkret vurdering kan
føre
til at afgørelsen erklæres for ugyldig.
Jeg er enig med Ankestyrelsen
i at disse regler kan karakteriseres som garantiforskrifter for at en
afgørelse
får et materielt korrekt indhold. Da jeg som ovenfor nævnt mener at en
klageinstans af egen drift skal påse om en underinstans har overholdt de
sagsbehandlingsregler der har karakter af garantiforskrifter, er jeg af den
opfattelse at Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amt i sin afgørelse af 30.
november 1999 ex officio skulle have bedømt om Lemvig Kommune i den konkrete
sag havde opfyldt disse regler, og om det i benægtende fald skulle have nogen
konsekvens.
Jeg finder det beklageligt at
dette ikke er sket, og jeg har gjort nævnet opmærksom herpå.
Sammenfatning
Jeg har ovenfor kritiseret følgende:
- Lemvig Kommunes manglende partshøring af (A) over henholdsvis
statusbedømmelsen af 10. juni 1999 og den supplerende udtalelse af 12. august
1999 fra samme læge.
- Lemvig Kommunes oplysningsgrundlag i forbindelse med afgørelsen.
- Det Sociale Nævn for Ringkøbing Amts manglende stillingtagen til kommunens
sagsbehandling.
På baggrund af sidstnævnte punkt om at nævnet ikke har taget stilling til om
Lemvig Kommune har overholdt en række sagsbehandlingsregler, har jeg
henstillet til det sociale nævn at genoptage sagen og meddele (A) en ny
afgørelse. Jeg har i den forbindelse henstillet at nævnet ved den nye
gennemgang af sagen inddrager de synspunkter som jeg har anført under afsnit
1 (Myndighedernes afgørelser) om eventuelle erhvervsrettede aktiviteter,
herunder at nævnet inddrager de afvejninger som Den Sociale Ankestyrelse har
givet udtryk for i SM D-2-02.
Jeg har bedt det sociale nævn om underretning vedrørende sagens behandling i
nævnet.
Jeg beder (A) om at afvente det sociale nævns afgørelse og - hvis hun er
utilfreds med afgørelsen - udnytte klagemuligheden til Den Sociale
Ankestyrelse før hun tager stilling til om der er grundlag for at klage til
mig.
Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af sagen.”
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 339, og
FOB 1995, s. 139.
Lignende dokumenter
- Tidsbegrænsede afgørelser om sygedagpenge Eventuel genoptagelse af andre sager. Praksis for hjemvisning. Underinstan sens bundethed af klageinstansens afgørelse Retsinformation · 8. november 2005
- Ankestyrelsens principafgørelse D-6-00 om uarbejdsdygtighed - dagpenge - konkret vurdering - refusion Retsinformation · 11. juli 2013
- Højesteret ændrede landsrettens dom, således at sygedagpengeregreskrav skulle forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, 1 måned fra fremsættelse af kravene Domsdatabasen · 14. maj 2024
- 09.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og løn mv.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. november 2022
- 17.2025 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. august 2026
- Ankestyrelsens principafgørelse D-8-00 om uarbejdsdygtighed - bredere vurdering - arbejdspladsproblemer - landsretsdom - dagpenge - konkret vurdering - refusion Retsinformation · 11. juli 2013